? Et Syn i en Drøm om store forestaaende Tildragelser af Himmelens Tegn.

Et Syn i en Drøm om store forestaaende Tildragelser af Himmelens Tegn.

Skriv de Ting, som du haver seet, baade de, som ere, og de, som skal skee herefter.

Kiøbenhavn, 1771.

2

        

3

Da jeg en Dag gik og spadserede i en vis Have, fuld af dybe Betragtninger, og henrykkende Forestillinger over Naturens Yndigheder, og Konstens prægtige Mesterstykker, som beskieftigede min Indbildningskraft, blev jeg træt, satte mig ned i det kiølelige Græs, hvilede mig paa Albuen, unddragen fra Verdens Tumult, Bulder og Rumlen, hørte Fuglenes Slag, og musikalske Toner, glemte mig selv, tænkte, faldt i Søvn, og saae:

At en Stierne faldt ned fra Himmelen, foer ned, og skinnede, og opklarede den dybeste og mørkeste Afgrund, hvori var en Brønd, som der opsteg Røg af, af Røgen udkom der

4

4

Græshopper paa Jorden, og dem blev givet Magt, som Jordens Skorpioner; deres Hoveder vare forgyldte, deres Ansigter vare, som Menneskers Ansigt, de havde Stierte, som Skorpioner, og der vare Braadde i deres Stierte, og deres Magt var til at skade Menneskene. De pillede Barken af Figentræet, de skallede det slet, at dets Grene bleve ganske hvide. Marken blev ødelagt, Landet sørgede. Kornet blev øde. Agermændene see skammeligen ud, Viingaardsmændene hyle for Hvede og Byg. Mon Mad ikke er borttagen fra vore Øyne, ja Glæde og Lystighed fra vort Guds Huus? Sæd ere raadnede under deres Fure. Hvor sukker Qvæget, Øxenes Hiorde see ynkeligen ud; thi de havde ingen Føde, ja Faarehiordene ere ogsaa ødelagde.

Hvad Kaalormene lod overblive, det aad Græshoppen, og hvad Græshoppen lod overblive, det aad Oldenborren, og hvad Oldenborren lod overblive, den onde Orm.

Landet er tomt og saare bedrøvet, Jorderige er svag, Folkenes Øverste i Landet ere blevne svage; thi Landets Indbyggere er besmittet af dets Indbyggere, de overtræde Loven, forvende Skik, giøre en evig Pagt til intet,

5

5

og de, som Boe derudi, blive ødelagde, og der skal blive lidet Folk tilovers.

Mosten sørger, Viintræet vansmægter. Forbandelse æde Landet, de, som vare glade af Hiertet sukke:

De Glades Lyd er borte, Harpers Glædskab haver Ende. De skal ikke drikke Viin med Sang, stærk Viin skal være beesk for dem, som drikke den.

Ødelæggelse er tilbage i Staden, og de smaa kunstige Huse skal nedbrydes.

Og det skeer, om nogen flyer for Forskrækkelses Lyd, skal han falde i Graven, og den som opstiger af Graven skal fanges i Snaren; thi Sluserne af det Høye skal oplades, og Jordens Grundvolde bæve.

Landet skal sønderflaaes, det skal sønderrives, Landet skal visseligen ryste. Landet skal visseligen rave, som den Drukne, og bortføres som Nathytter; thi Maanen skal skamme sig, og Solen beskiemmes.

Og jeg saae i Synet en Seere, som sagde: See! Og jeg saae adskillige Skaaler, fulde af adskillige Horeries Viin, som udgydede sig i adskillige Strømme, mange bleve drukne deraf.

6

6

Virkningen deraf var denne: De gik frem med oprakte Halse, de trinede frem og svandsede, de kneppede med deres Fødder, Tøflerne saae jeg prydede, Huerne bleve virkede. Her faaes Spænderne, Halsbaandene og Armbaandene, Hovedklæderne, kostelige Huer, og Hosebaandene, og Desmerknappene, og Ørnringene, og Flettebaandene, Helligdags Klæderne, Speylene, Kaabene, de smaa Linklæder, og hvide Klæderne og Slørerne; og en Horkarls Øye ventede paa Tusmørket, og sagde: Intet Øye seer mig, og han sætter Mumme-Ansigt paa.

Og den tredie Deel af Solen blev slagen, og den tredie Deel af Stiernerne, saa at den tredie Deel blev formørket. Dagen skinnede ikke sin tredie Deel, og Natten desligeste.

Og jeg saae videre en rød Drage paa Himmelen, hvis Part vilde drage Stiernerne til sig, at kaste dem paa Jorden, men han kunde ikke.

Og jeg hørde en Røst, som sagde til Dragen: Du bilder dig vel ind, at du er blevet riig, og haver intet behov, men du veed intet af, at du er elændig, jammerlig, blind og nøgen. Jeg raader dig, at du kiøber Guld

7

7

af mig, som er glødet i Ilden, at du kan vorde riig, og hvide Klæder, at du kan iføre dig, at din Nøgenheds Skam skal ikke blive aabenbaret; men salv dine Øyne med Øyensalve, at du kan see.

Og jeg saae en Qvinde, som sad paa et Skarlagens farvet Dyr, fuld af Bespottelses Ravne, og Qvinden var beklædt med Purpur, og Skarlagen, hun var forgyldt med Guld, og prydet med dyrebare Stene og Perler, hun havde et Guldbægere fuld af Vederstyggeligheder, og paa hende var skrevet et Navn: Hemmelighed. Og jeg saae Qvinden drukken af alle Vellyster, og jeg forundrede mig, der jeg saae hende, med en stor Forundring.

Og jeg hørde en Røst, som sagde: Den er falden, Babylon den store, og er bleven Dievelens Bolig, og hver ureen Aands Forvaring, og hver uren og hadelig Fugls Bolig.

Og jeg hørde en Røst, som sagde: Gaaer ud af den, I som ere mit Folk, at I Ml ikke blive deelagtige i dens Synder, og at I ikke skal faae af dens Plager. Betaler den, og giør den dobbelt efter dens Gierning. I den Kalk, som den haver iskienket, skienker

8

8

dobbelt for den. Saa meget, som den haver giort sig selv herlig, og drevet Vellyst, saa meget skal den lide Pine og Sorg.

Den siger i sit Hierte: Jeg sidder en Dronning, og er ikke Enke, og skal ikke see

Sorg. Og de, som have drevet Vellyst, og horet med den, skal græde, naar de see Røgen af dens Brønde. De skal staae langt borte for den Pines Frygt, og sige: Vee! vee! det er den store Babylon; thi paa en Time er din Dom kommet.

Vare af Guld og Sølv, og dyrebare Stener og Perler, og kosteligt Linklæde, og Purpur, og Silke, og Skarlagen, og allehaande Kar af Filsbeen, og allehaande Kar af kosteligt Træ, og af Kobber og Jern, og Marmor, og Kaneelbark, og Røgelser, og Salve, og Virak, og Viin og Olie, og Simler og Hvede, og Fæ og Faar, og Heste og Vogner, og Legemer, og Menneskers Siæle, og den Frugt, som din Siæl havde Lyst til, ere vigede fra dig, og alle Ting, som vare fede og skinnende.

Og de kastede Støv paa deres Hoveder, og raabte, som grædende og sørgende: Vee!

9

9 vee! det er den store Babylon, som er blevet ødelagt paa en Time.

Og en skiult Magt opløftede en Steen, som en stor Møllesteen, og kastede den i Havet, saa skal Babylon henkastes med en Fart, og ikke findes mere.

Harpelegeres, og Sangeres, og Piberes, og Basuneblæseres Lyd skal ikke høres i dig mere, og ikke nogen Konstner findes i dig mere, og Brudgommens og Brudens Røst ikke høres i dig mere; thi alle ere forførte ved din Troldom, og nu er falden den store Hore, som fordervede Jorden med sit Horerie.

Imidlertid sov jeg tryggeligen, og som min Indbildningskraft var overmaade sat i Bevægelse over foregaaende Forestillinger, drømte jeg fremdeles:

Mig syntes nu Himmelen klar, og Solen skinnede; men af Solen fremkom en Hvid Hest, og den, der sad paa den kaldes Trofast og Sanddru, og han dømmer og strider med Retfærdighed. Hans Øyne vare som Ildslue, han havde en Krone paa Hovedet, og af hans Mund udgik Ord, skarpere end Sverd, og han regierede med et Jern Spiir,

10

10

og sønderknusede de Rebelske, som en Pottemagers Kar.

Og Dragen og Dyret blev grebet, og alle falske Propheter, som spaae for Løn, og som havde giort Tegn, og forført mange, ja alle dem, som havde Dyrets Kiendemærke i deres Pander og Hænder, og som tilbade dets Billede, alle disse bleve udkastede og nedstyrtede, og Fuglene aade deres Kiød. Deres Hjerter sank ned, deres Hierter smeltede, og de bleve forfærdede. Angest og Pine betog dem, de forundrede sig den ene over den anden, og deres Ansigter brændte, som Luer.

Da saae jeg de omvankende Stierner bleve formørkede, og nægtede sit Skin, de forsvandt, som Dug for Solen, Taager omgav dem.

De Stoltes Hovmod fik Ende, de Vældiges Undertrykkelse forsvandt.

Solen blev klar, alle pestefulde Dunster, alle usunde Opdampelser gik bort.

Alt blev lagt paa Retfærdigheds Vægtskaaler.

Sandhed og Retfærdighed kyste her hverandre.

11

11

Billighed og Retsindighed besteg Domstolene.

Gods i braadne Punge havde her ingen Indflydelse.

Plynderie fik Ende, Udsuere bleve affærdigede. Om Morgenen lode de sig see, men inden Aften vare de udflukte.

Nøysomhed tog til, Horn saaes ikke meet i Panderne, hver brugte sit.

Rovfugle lode sig ikke see, i Ørken bygte disse deres Pauluner, hvor Strudsunger boe, og hvor der hoppe Skovtrolde.

Alle Plagere, som boede i Guldstad, bleve udfeyede med Fordervelsens Koste. Hovmod faldt, og blev nedstødt til Helvede.

Du, ja du Moab! tænkte i dit Hierte: Jeg, jeg vil opstige til Himmelen, jeg vil ophøye min Stoel over Stiernerne, og sidde paa Forsamlingens Bierg, du vilde fare over de høye Steder, men du skal nedfare til Helvede.

Hvo dig seer skal stirre paa dig, og sige: Mon denne er den Mand, som kom Jorden til at skielve, og staae paa svage Fødder?

12

12

Tilreder for hans Børn, at de ikke skal komme op, hverken at arve Landet, ey heller at fylde Jorderig med Stæder.

Vi have hørt Moabs Gierighed, han er meget gierig, men det skal ikke faae videre Fremgang.

Plageren har faaet Ende, Forstyrreren ophører. De ere fortærede, som nedtraadde andre af Landet.

Derfor skal en Moabit hyle over en anden; ja sandelig, de skal allesammen hyle.

Og det skeer, naar Moab er træt paa det Høye, da skal han vilde gaae til sin Helligdom at bede; men han skal ikke kunde.

Og Moabs Herlighed skal blive ringe agtet i al den store Mangfoldighed, og der skal lidet blive igien, ja ikke meget.

Og jeg hørte en Røst, som sagde: Sebna, Rentemester og Hovmester, hvad har du her at giøre? og hvem haver du her, at du haver hugget dig her en Grav? ligesom den, der lader hugge sin Grav i det Høye, som den, der lader sig giøre en Bolig i Klippen.

13

13 See! du skal bortføres, ligesom en Sterk fører en bort, og aldeles skiule dig. Han skal trille, ja trille dig flux, ja flux, som

en Bold til et vidt Land, der skal du døe, og

blive usynlig.

Du, ja du, tør du være din Herres Huses Forsmædelse? Du skal styrtes af din Stat, du skal sættes af din Stand.

Og jeg hørte en Røst, som sagde: Hvo er du Bel i Babylon, som formørker Raad med Tale uden Forstand?

Opbind nu dine Lænder, som en Mand, saa vil jeg spørge big, og du maa lære mig.

Hvor var du, der Jorden blev grund-

fæstet, forkynd det, om du er saa klog?

Hvo haver sat dens Maal, efterdi du indbilder dig at vide det?

Hvo drog Snoren over den?

Hvorpaa stod dens Pillere, eller hvo lagde dens Hiørnesteen?

Hvo lukte Havet til med sine Døre, der det udbrast, og vilde udgaae af Moders Liv?

Hvo klædde det med en Skye, og svøbte

det med en mørk Taage :

14

14

Hvo satte Stang derfor, og sagde: Hidtil skal du komme, og ikke længere, og her skal det stille dine høye Bølger?

De Ugudeliges Lys skal tages fra dem, og en høy Aand skal sønderbrydes.

Er du kommet til Havets Dybheder, og haver vandret der, som man søger efter Afgrunden?

Haver Dødens Porte nogen Tid opladt sig for dig, eller kan du see Dødens Skygges Porte?

Veed du, hvorledes det seer ud paa hiin Side Graven?

Haver du seet, hvor bred Jorden er, siig til, om du Kiender det altsammen?

Hvilken er den Ven, der som Lysets Sted er, og hvilken er Mørkhedens Sted?

Vidste du og, at du skulde fødes, og om dine Dages Tal skulde blive stor?

Nu vel an! siig mig, om du forstaaer det, hvorledes blev du til i Moders Liv?

Hvo uddeelte Render til Vandløb, og Vey til Lynet, som gaaer fra Torden, at det regner i det Land, som ingen er i, i Ørken, som intet Menneske er, at det fylder Ørken og

15

15

de øde Stæder, og giør, at Græsset opvoxer og opkommer?

Er der og Regnens Fader til, og hvo haver fødet Duggens Draaber?

Hvo lagde Viisdom i inderste Hierte, og hvo gav Forstand i Tanken?

Hvo kan tælle Skyerne ved Viisdom, og Hvo kan stille Himlens Vandløb?

Hvo kan berede Ravnen hans Føde, naar hans Unger raabe til Gud; fare de omkring, naar de have intet at æde?

Kan du forlade dig paa den, som er meget stærk, og kan du lade dit Arbeyde paa den?

Kan du troe den til, at den skulde lade din Sæd groe, og samle i din Lade?

Haver du giort Storkens Vinger, eller haver du giort Paafuglens skiønne Vinge og Dun.

Er det Viisdom, at trætte med den Almægtige? skulde du kunde giøre Guds Raad til intet? Haver du en Arm, som Gud, og kan du tordne med Lyd?

Ney! du er i alt dette kun som den Hungrige, der drømmer, at han æder; han vaagner, men see! hans Siæl er tom. Og

16

16

som den Tørstige, han drømmer, at han drikker; han vaagner op, men han er træt, og hans Siæl er tørstig. Saaledes er og du, som vil stride mod Herren. Ney! her er en dyb Søvns Aand udøst, Øynene ere tillukte, at du ikke skulde see, og faae Forstand, at al dit Syn skal være dig og alle dine ligesom en beseglet Bogs Ord, hvilken man flyer den, som kan læse, og siger: Kiere! læs dette; og han maa svare: Jeg kan ikke, thi den er beseglet. Eller Bogen maa flyes den, som ikke kan læse, saa der siges: Jeg kan ikke læse.

Derfor skal Herren omgaaes saadanne Folk paa det underligste, ja paa det underligste ; thi de Vises Viisdom skal forgaae, og de Vittiges Vittighed skiule sig. Vee dem, som synke sig dybt fra Herren, at skiule deres Anslag, og hvis Gierninger skeer i Mørke, og som sige: Hvo seer os?

Men denne er manges forvendte Handel. Ligesom Pottemageren skulde agtes, som Leer, at Gierningen siger til den, som giorde den: Han haver ikke giort mig ; eller at det, som er dannet, siger til den, som dannede det: Han forstod det ikke.

17

17

Ney kiere! eders Tanker ere ikke, som Herrens Tanker, og eders Veye ere ikke, som Herrens Veye; thi som Himmelen er større end Jorden, saa er og Herrens Veye Høyere end eders Veye, og Herrens Tanker end eders Tanker. Kan noget dødeligt Menneske udgrunde Guds Raad, han som er frygtagtig, og hvis Anslage ere uvisse; thi et forkrænkeligt Legeme besværer Siælen, og den jordiske Bolig nedtrykker et meget omhyggeligt Sind. Og neppe kan vi Dødelige ramme de Ting, som ere paa Jorden, og som vi finde imellem Hænderne med Møye. Hvo kan da opspore de Ting, som ere i Himlene? Hvo kiendre nogensinde Guds Raad, uden han selv gav Viisdom, og sendte sin hellig Aand fra de høye Stæder? og saa bleve deres Stier, som vare paa Jorden, rettede, og Menneskene lærte de Ting, som ham behagede, og bleve frelste ved Viisdommen.

Her var jeg i dybe Betragtninger; men imidlertid blev min Indbildning heftig rørt, og sat i Bevægelse, at Himlen blev skiult af de meest mørksomme Skyer, og skrækkefulde Bil-

18

18

leder. Himmelen blev dunkel. Solen formørkedes, Maanen nægtede sit Skin, ingen Stierner lod sig see, saa jeg saae intet; men Hørte en Tordenrøst saaledes tale: Landets flagne Veye ere øde, der er ingen, som gaaer ad Stien. Forbund er rygget, Folket føder Strikker. De brøde Basiliskes Æg, og væver Æderkoppens Væv. Hvo som æder af deres Æg skal døe, og om det trykkes, udfar der en Øgle. Deres Fødder løber til Ont, deres Tanker ere uretfærdige Tanker. De har en Dovenheds Aand, Øyne, men de see ikke, Ørne, men de høre ikke. De kiende ikke Freds

Veye, og der er ikke Ret i deres Gange; deres Stier er krumme.

Derfor er Retten langt fra dem, Retfær- digheden naaede dem ikke. De biede efter Lyset, og see der var Mørke. De vandrede efter Skin, og see, her ere Taager. De tra- vede om, som de Blinde efter en Vey, som de, der havde ingen Øyne; de stødte sig om Middagen, som i Tusmørket. De vare stinkende Stæder, som døde.

19

19

De brummede alle, som Biørne, de kurrede fast, som Duerne. De indbildte sig at have Retten, men den var langt borte fra dem, de biede efter den, men den var der ikke, efter Saligheden, men den var der ikke. Sandhed stødte an paa Gaden, og Retten kunde ikke gaae der.

Og Røsten sagde tydelig: I skal drikke, men dog tørste; I skal stege det Fede, men dog ikke mættes; thi der er en Sandhed, en Barmhjertighed, en Guds Kundskab i Landet.

Blodskam rørte ved Blodskam, derfor skal Landet sørge, og hver skal forsmægte, som der boer i, med Dyrene paa Marken, med Fuglene under Himmelen, og end Fiskene i Havet skal sankes.

De haver forskudt Forstand, de har forglemt sin Guds Lov, ligesom de bleve mangfoldige, saa bleve de og frekke. Horerie og Most og Viin borttager Hiertet, Folket fulgte deres Indbildning.

Horeries Aand forvildede dem, de be- dreve Horerie, saa de ikke vilde være lydige; men der de bleve fede sloge de bag op. De

20

20

giøre Røgelser til deres Afguderie, de tierne deres Bug; de vare uregierlige, som en vild Koe.

Døttrene bleve ikke hiemsøgte, naar de bleve til Horer, eller Brudene, naar de bleve til Hoerkoner; thi de havde deelt sig med Skøgerne, og ofrede med Horer, og Folket, som ikke forstaaer det, skal snuble. De bleve fortærede, som Møl fortærer noget. Bylder betog dem. De saaede Vær, og de skal hoste Hvirvelvind. Straae, som staae, skal ikke faae Grøde, den skal ikke give Meel, om det end giver, skal Fremmede opsluge det. De pløyede Ugudelighed, de høstede Skiændsel, og aade Løgns Frugt.

Udi Kiøbmandens Haand ere falske Vægtskaaler, han bedrager gierne. Den eene trykte den anden, hver løb paa sin Bane.

Soel og Maane mørknedes, og Stiernerne mistede deres Skin, udkaster Segl; thi Høsten er nær. En Retfærdig blev solgt for Penge, og en Fattig for et Par Skoe.

21

21

I have vel bygt Huse af huggen Steen, men I skal ikke boe i dem. I plantede lystige Viingaarde, men I skal ikke drikke deraf. JI ere de, som meene sig at være langt fra en ond Dag. I sove paa Filsbeens Senge, og række eder paa eders Senge, og æde Lam af Hiorden , og Kalve af Stalden. I giøre eder Melodier, I optænke eder Instrumenter til Sang. I drikke Viin af Skaaler, og salve eder med den beste Olie, men sørge ikke for Josephs Skade.

Og det skal skee, at Solen skal nedgaae om Middagen, og lade Landet blive mørkt paa lys Dag.

Og den Tid skal komme, siger Herren, at jeg vil skikke Hunger i Landet, ikke Hunger efter Brødet, og en Tørst efter Vandet, men efter at høre Herrens Ord.

Paa den samme Tid skal de deylige Jomfruer, og de unge Karle daane for Tørst.

Imidlertid laae jeg i Søvne, og disse Mørke Billeder betog mig, Mørke Dunster for

22

22

virrede min Hierne, mit Hierte svømmede i Ængstelser.

Alt blev sort for mine Øyne. Jeg daanede, jeg var mig selv ikke længere mægtig, jeg rystede, jeg skielvede, som et Løv.

De grusomste Forestillinger overvældede mig, jeg kunde knap sukke, neppe udøse min Jammer; mit Hierte vilde briste.

Men disse Dunster begyndte endelig at blive tynde, da Luften, der begyndte at blive klar, giorde mit Sind klar.

Jeg saae, og see! de mørke Skyer gik bort, Solen skinnede, og Maanen blev klar, Stiernerne funklede.

Jeg saae den reneste og klareste Flod skinne, som en Krystal, deraf flød de reneste Strømme, Vande, som vederqvægede, og kiølede.

Jeg saae Livets Træ bære de nydelig- ste Frugter.

Jeg saae det deyligste Land, grønt, blomsirende, og alt der hoppe af Glæde.

23

23

Der var ingen Nat mere, intet Mørke, intet Tusmørke, ingen Taage.

Stæder deri havde sit eget Lys; der var derudi en Skyestøtte om Dagen, og en Jldstøtte om Natten.

Intet Almindeligt kunde komme i den, eller det, som giør Vederstyggelighed og Løgn.

Ingen kunde der opholde sig, uden de bar Statens Indsegl.

Ingen, uden de havde Uskyldighed tegnet i deres Pander og Hænder.

Ingen Horeries Viin blev her drukket ; alle vandrede i Retviisheder, alle talte Oprigtigheder.

Ingen agtede Begierlighed til at Undertrykke en anden.

Alle rystede sine Hænder fra at beholde Gaver.

De tilstoppede deres Ørne fra at Høre Blodskyld.

24

24

Ingen havde Lyst til det Onde, de boede alle i høye Steder, i Klippernes Befæstning, i deres høye Beskiermelse.

Deres Brød blev givet, deres Vand var vis.

Alle havde giort en Pagt, et uryggeligt Forbund.

Alle vare omringede med Kobber-Mure, ingen kunde lokke dem ud af deres Befæstning.

De vare, som Klipper; de gjorde Pagt med deres Øyne, at de ikke skulde agte paa nogen Jomfru.

Alle vidste sine Veye, alle talte sine Gange.

De sagde og giorde: Haver jeg vandret med Forfængelighed, eller min Fod hastet til Sviig, saa maa Gud veye mig i Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud skal tiende min Fromhed.

Om min Gang er viget af Veyen, og mit Hierte er gaaet efter mine Øyne, og

25

25

hængte der noget ved mine Hænder, da maa jeg saae, men en anden æde det, og min Grøde oprykkes med Rod.

Er mit Hierte bedraget af en Qvinde, og haver jeg luret Hos min Næstes Dør, da maa min Hustru male med en anden, og en anden bøye sig over hende; thi det er og en Misgierning for Dommeren, og det er en Ild, som fortærer til Fordærvelse, og oprykker med Rod alle mine Indkomme.

Har jeg foragtet min Svends eller Piges Ret, naar de trættede med mig; thi vilde jeg giøre dem Uret, hvad vilde jeg da giøre, naar Gud vilde opstaae, og naar han vilde hiemsøge, hvad vilde jeg svare ham?

Haver han ikke lige faavel giort dem, som han haver giort mig, og beredte han os ikke allesammen i Moders Liv?

Haver jeg sagt Ney mod den Fattiges Begiering, og fortærer Enkers Øyne?

26

26

Haver jeg ædt mit Mundbid for mig allene, at Faderløse aade ikke deraf; thi han er opvoxen hos mig, som Fader fra Ungdom, og af min Moders Liv Haver jeg ledt Enker.

Haver jeg seet nogen omkomme, for han Havde ikke Klæder, og gav ikke den Arme Klæder; thi hans Lænder haver velsignet mig, da han varmede sig af min Faares Uld.

Haver jeg opløftet min Haand imod en Faderløs den Tid, jeg saae, at jeg Havde Magt at hielpe, da falde mine Skuldre fra Axle- ne, og min Haand briste fra Albuen; thi der var en Frygt for mig, at Gud forderver, og at jeg ikke kunde frie mig fra hans Høyhed.

Haver jeg sat Guld til min Tillid, eller sagt til det beste Guld: Du er min Forhaabning?

Haver jeg glædet mig, at mit Gods er meget, og at min Haand Haver forHvervet meget ?

27

27

Haver jeg glædet mig, naar det gik Min Fiende ilde, og ophøyet mig, fordi at Ulykken rammede ham?

Haver jeg ladet en Fremmed ligge ude om Natten?

Haver jeg lukt mine Døre til for den Veyfarende?

Haver jeg skiult mine Misgierninger, saasom Adam, og dølgt min Overtrædelse i Løndom?

Sandelig! jeg kunde forskrække en stor Hob, men en Foragtelig iblant mine Huusfolk kundet forfærde mig, at jeg skulde taugt, og ikke gaae ud af en Dør.

Skulde min Jordgrændse og Eyendom skrige imod mig, og dens uretfærdige Ager-Reene græde tilsammen?

Har jeg ædet dens Frugt ubetalt, og plagede deres Siæl, som arbeydede der- paa, da vore mig Tidsel for Hvede, og Ukrud for Byg,

28

28

Har jeg giort nogen af disse Mis« gierninger?

Haver jeg været slig en grum Løve, da vil jeg være forbandet, naar jeg gaaer ind, og naar jeg gaaer ud.

Da være forbandet min Kurv, da være forbandet min Levning.

Da slaae mig Svindsot, da ssaae mig Hede og Brynde.

Da blive Himlen over mit Hoved Kobber, og Jorden jeg træder paa, som Jern.

Derpaa. hørte jeg en Røst, som en Torden-Røst blev udbasunet, saa at det lydde over alle Verdens fire Hiørner:

Toer eder. Vorder rene. Tager bort eders onde Idrætter fra mine Øyne, siger Herren.

Lader af at giøre ilde. Lærer at giøre got.

Søger Retfærdighed. Hielper de Fortrængte til Rette.

29

29

Skikker en Faderløs Ret. Hielper Enkers Sager.

Kommer nu saa, og lader os gaae i Rette med hverandre:

Dersom eders Synder end vare, som Purpuret, da skal de dog blive hvide, som

Sneen.

Om de end vare røde, som Skarlageners Farve, da skal de dog blive, som den hvide Uld.

Ville I lyde, da skulle I æde Landets Gode.

Men dersom I vegre eder, og ere gienstridige, da skal mine Straffe-Domme opgaae over eder, og I skal udfeyes, som Skarn paa Gaderne; thi Herrens Mund haver talet det.

Og af denne Røst vaagnede jeg, og det er Enden paa min Drøm.