[Martin Brun] Den forundelige og over al Verden berømte og navnkundige Drømme-Sahl i Nørre Skotland, beskreven af Søren Mahler-Svend.

Den

forunderlige og over al Verden berømte og navnkundige

Drømme-Sahl i

Nørre Skotland,

beskreven

af

Søren Mahler-Svend.

Kiøbenhavn, trykt hos L. N. Svare, boende i Skindergaden, og er sammesteds til Kiøbs.

2

        

3

Jeg, Søren Mahler-Svend, var neppe kommen af min Lære, førend jeg fandt en usigelig Lyst til ar reyse udenlands. Alle Dansse reyse dog saa gierne til fremmede Lande. Det har været dem medfødt fra første Verdens Begyndelse; dog med den Forskiel, at vore Fædre reyste nøgne og fattige ud, og kom igien tunge af alle Landes Guld og Sølv, Vi derimod, som ere mere høflige, reyse fra Fæder- nelandet, tunge af Forældrenes Arv, og komme nøgne tilbage. Alt hvad vi erhverve paa vore Reyser nu omstunder, er at kunde med en Slags Ferdighed radbrekke det Franske Sprog, og overgaae al Verdens Petits Maitres eller Spradebasser i ødeleggende og foragtelige Daar- ligheder. Men at komme til mig selv igien, da

4

4 reyste jeg herfra til Lybek, som gierne pleyer at være den første Udflugt for Danske Haand- verks-Karle. Fra Lybek vilde jeg have besøgt hele Tydskland; thi det Tydske Sprog er dog det ældste i Verden, og viel schöner end det Danske; thi man kan ret giøre Folk bange dermed; derfor bruges det og til Soldaterne, som behøve sterk Ave. Man dresserer ogsaa Hunde paa det Sprog, alt formedelst Sprogets myndige Gravitet. Jeg troer, der var umue- ligt at lære en Hund sine Kunster paa Dansk. Bring hier, det falder rigtig Commando-messigt; men hvor plat falder det ikke at ville sige:@Bring igien. Ja vist er det Danske Sprog fattigt og plat; det Tydske derimod rigt, overflødigt, myndigt og majestetisk. Da jeg opholdt mig i Lybek, blev jeg bekiendt med en gammel graae Skotlænder, som ogsaa var Mahler paa sin Profession. Han talte saa meget prægtigt for mig om Skotland, og dets Rariteter, besynderlig om den Nørre Part deraf, hvor han var fød, at jeg fik en uovervindelig

5

5

Lyst til at reyse med ham hiem til Nørre Skotland. Jeg vil ikke tale om de mange Millioner Rariteter, som jeg saae paa Neysen; thi det er altsammen som intet at regne imod Drømme- Sahlen, som jeg strax vil give mig til at beskrive.@Der er en tyk Skov, hvor Solens Straaler aldrig kan trække igiennem, og hvor der følgelig er en stedsevarende Kulde. Ved Enden af denne Skov er en Søe, hvis Vand giør Skoven endnu mere kold. Her er bygget et Slot paa Got hisk Maneer, som vogtes af Drager og Løver. Her skal vi ind, sagde den gamle Skotlænder. Jeg skielvede og zitterede ved Synet af disse Dyr. Den Gamle loe, og sagde: Det havet intet at betyde. Dragen ruger altid paa Guld, og er et Sindbillede paa Kornpugere og Groshandlere. Jeg har en GuldPenge i Lommen, den kaster jeg ham i Halsen, saa har vi frie Audience. Det er jo ligesom med Tienere og Domestiqver, sagde jeg, disse vil og have Guld eller Sølv, førend de vil skaffe Audience. Ja, sagde den Gamle, gid deres

6

6 Herrer ikke havde samme Sind! men, saavidt jeg troer, lagde han til, betaler man Tienerne, for at faae Audience, og man betaler Herrerne, for at faae Audience rigtig og gyldig. — Hvad Løverne angaaer, sagde han, da ere de Sind- billeder paa heroiske Fyrster, naar vi ydmyge os for dem, saa giør de os ingen Fortred. Saaledes underrettet, gik jeg friemodig ind. Dragen logrede med Rumpen, da Ducaten kom ham til at sidde i Flaben, og Løven hilsede mildt og majestetisk, da vi giorde vores underdanigste Compliment. Vi gik saaledes sikre ind, og passerede mangfoldige Sahle, indtil endelig den Gamle sagde: her skal vi ind. Jeg saae op, og blev vaer med store Bogstaver visse Ord: Her er Drømme-Sahlen. Vi gik ind, den Gamle og jeg. Aldrig var jeg saa snart kommen ind, førend jeg begyndte at drømme. Hvad? vil man sige, drømmer man lysvaagen? ja Hvorfor ikke? hvor mange lysvaagne Drømmere have vi ey, Folk, som drømme deres hele Livstid, baade sovende og vaagende? Drømte

7

7

ikke Carl den Tolvte lysvaagen, naar han bildte sig ind, at han med den Conduite, som han brugte, kunde blevet hele Verdens Souverain? Drømme ikke Ministrene lysvaagne, naar de troe, at Folkets Armod er Regierin- gens og deres Ære? Drømme ikke Krigs-Offi- ciererne lysvaagne, som tænke at Stokke og Spidsrødder giør bedre Soldater, end Fore- stillinger og Æren? Men, for at tale om mig selv igien, da var jeg neppe kommen ind i denne curieuse og forunderlige Sahl, at jeg jo faldt i en Art af Søvn, slingrende hen i en Lehne-Stoel, hvor jeg blev siddende og drømte. Jeg drømte, at jeg saae en Tempel, saa stor som en stor Stad. Her var ikke andet end Statuer af store og berømmelige Mænd. I Indgangen stod disse Ord: Ærens Tempel. Jeg søgte her tit forgieves om en og anden saa kaldet stor Printz, og kunde ikke finde ham, men tvertimod til min Forundring fandt en tør Philosoph, en fattig Satiricus, eller sulten Poet. Her var baade Homer, La Foutaine, den Danske

8

8 Spectator og Tullin; derimod var udelukt Philip den Anden, Konge af Spanien, Engellands ottende Henrich, og mange andre Fyrster, som har giort saa stor Opsigt i deres Tider. Her kom nogle Kornpugere og vilde kiøbe sig ind i Ærens Tempel: De havde mange Sekke fulde af Penge, som endnu vare vaade af Medborgernes Graad; her kom Groshand- lere, som, med at ruinere Staten med Contra- band, havde samlet sig hele Vogne med Sølv. Her kom ærværdige og gravitetske MagistratsPersoner, hvis Kameler sukkede under det Guld, som Stikpenge og Medborgernes Udsuelse havde opdynget: alle disse vilde ind i Ærens Tempel. De kastede mange Dynger Guld og Sølv til Dragerne, og passeerte dem lykkelig forbi; men da de vilde bruge samme Kneb imod Løverne, bleve de allesammen sønderrevne og opslugne af disse ædelmodige Skabninger, og Dragerne, som stedse var om Profilen, opaad Aadslerne.

9

9

Jeg drømte om Tilberedelserne af et stort Universitet, som skulde funderes. Her var mange Lærde samlede, for at lægge Planen og give Universitetet Form og Love. Det første og fornemste, sagde disse Herrer, som vi have at iagttage ved Anlægget af dette Universitet, er, at alle Studenterne maae være Slaver. Til den Ende, naar vi engang giver dem Friehed til at disputere med os, maae de efter et Par Ord bestandig raabe med en ydmyg Stemme- Cedimus Overtræder nogen Denne Regel, han vorde religeret enten publice eller privatim. Relegatio privata er, at vi alle med Hænder og Fødder til evig Tid skal sætte os imod hans Promotion, saa at han aldrig nogen Tid skal naae den allerringeste Bestilling. Vil de skrive Bøger, da skal det staae i vor Magt, om de maae trykkes eller ey. Er der jevn Pølse-Snak, som ikke kan fordunkle vores Ære, da skriver en af os: Imprimatur, og da tillades det at vorde publiceret, men skulde Skriftet være af Betydenhed, fuld af grundige Tanker, nette Udtryk, ziirlige Klygter, dyb Eftertanke, stor Læsning, da raabe vi alle i een Mund: at det er slet, gemeent og forargeligt. Saaledes maae vi holde paa vor Ære. Skrive vi selv noget engang (hvilket vi dog sielden vil) da roese vi stedse hinanden. Saaledes bleve de første to Grund-Love ved Universitetet:

10

10 1) Lov: En Student maae aldrig have Ret, naar han disputerer med en Professor.

2) En Student maae ikke skrive noget, som kan fordunkle en Professors Ære.

Disse to Love bleve strax skrevne med gyld- ne Bogstaver, og ophængt over Indgangen til Universitetet, hvortil med Tiden endnu bleve lagte følgende, nemlig 3die Lov: Professoratet skal være arveligt. 4) Studenternes beste Be- neficia falde til Professorerne selv. 5) Fattige Studentere, som ingen høystvigtige og uimodstaaelige Recommendationer har, skal hede og kaldes i Academiets Sprog: L. I. D. E. R. L. I. G. E. Disse og andre Love bleve til evig Tid fastsatte, og disse Herrer vare nok saa fornøyede.

Jeg drømte om Tilberedelserne af en Krig. Siden, sagde Fyrsten, ville vi erobre alle de Lande paa hin Side af * *. Jeg har alt giort Planen, intet er lettere, jeg og mit Folk har Mod. En gammel Officier, som Dyden gav Mod at tale, sagde: Hvad nytter alle disse Er- Mod at tale, sagde: Hvad nytter alle disse Erobringer, derved, og Deres Folk, langt fra at vinde, tabe, i det mindste den nu levende Generation, hvis Penge og Blod skal bane Eder Veyen til Fordeel deraf. Om I end eyede den halve Verden, blev der ligefuldt Fattige og Rige, Skatter og Udgivter bleve ligefuldt staaende. I har saa meget Land, at I kan balancere Eders

11

11 Naboer, det er alt nok, mere behøver I ikke; ja mere er end og skadeligt for Eders Undersaattere og Thronfølgere. — Du taler urimeligt, sagde Fyrsten, er det ikke en Ære for mine Undersaattere, for mig og for dig, at jeg kan hede den Store. — O Fyrste! sagde Officeren, at hede Stor i Historien, og være lille og foragtelig i Guds Øyne, derved er sandelig meger mere tabt end vundet. At behage den Evige, at være stor i hans Øyne, det er noget, hvorefter alle Mennesker bør stræbe; men fornemmelig Regentere. Men mener nu Deres Naade, at man kan behage Gud, ved at slagte sine Medbrødre, da Alfader er Fader til os alle, og da vi alle ere hans Børn. Mon en Fader iblant os Dødelige skulde elske dem af vore Børn, som myrdede de øvrige? Mon da han, den Evige, som er Fader til os alle, skulde ynde den Prins, som fik slagret de fleste Mennesker. Fyrsten studsede ved denne Tale, betænkte sig, gav Officieren Ret, takkede ham, og vendte med sine Armeer hiem tilbage. Hans egne Undersaattere velsignede ham for en giengiven Fred, Na- boe-Fyrsterne, som hørte om hans Magt, men tillige om hans Redelighed, Rerfærdighed og Billighed, kappedes med hinanden om hans Venskab og Alliance. Man indstillede alle Ting til hans Mellemhandlinger, og han blev den halve Verdens Arbiter ved Fred og Retfærdighed, i Steden for ar blive dens Tyran og Bøddel ved Blod, Sverd og Ild.

12

12

O Fyrster! elsker Fred, den Gud og Folket ynder, Drag ikke Kaarden ud, før Nøden raaber: drag,

Ulykkelig den Prins som Navnet Stor tilskynder At slagte Mennesker med Glæde, Lyst og Smag- Vil end historien, og Hyklere dem ære,

De dog er Offer for Guds evig Hevn skal være.

Jeg drømte om Avancemens. Jeg faae med Forundring, at et Par Træeskoe blev til et Par Lærskoe, som først kom til at staae uden paa en Vogn, og kort derefter kom til at hvile inden i Vognen — ja alt hvad jeg drømte Den- ne Gang var meget confus — En børstede Skoe Kl. 10, og lod sine børste igien Kl. 11 — Nu legte en med Skiøtteler, og strax derpaa havde han Portepee — Den som nys blev reject til Examen, var kort derefter selv Professor — Mit Hoved svinglede i Drømme, jeg faae lutter Confuses og forunderlige Ting — Nu toede en Øl-Tønder, og strax derpaa blev han General — En Kullsvier blev Amtmand — Man tilkiøbte sig til sin Eyendom Mænd og Fruentimmer, og opveyede dem med Penge, faa de bleve overladte til den Høystbydende — Man gav Metal og Papir for Ære, Samvittighed, Embeder, Salighed, Lande og hele Riger — Fyrster selv neyede for denne Metal: de Lærde, de Store, Coqvetterne, de, som hver Søndag lærte hele Folket at foragte denne Metal, kort: alle og alle løbe derefter med saadan en Fureur,

13

13 at de ofte, for at fange den, løb Glip af Ære, Samvittighed, Dyd og Salighed. Alle havde Horatii Devise:

O cives, cives, qværenda pecunia primum

Virtus post nummos —-

det er paa Dansk:

Medborger! hver og en vi først maa søge Guld

Foruden dette er den største Dyd kuns Muld, Fortienester og Dyd kuns lidet dennem gavne, Som Banco- Seddeler og reent Courant maa

savne.

Vær lærd, erfaren, viis, vær tapper, fuld af

Dyd,

Alt dette Avner er, kuns Skaller, blot en Lyd, Hvis du ey Penge har. Du dog foragtet bliver, Du liden Ære faaer; men dig fast ingen giver.

Men hvis du Penge har, skiønt de end stiaal-

ne er,

Da er du æret, og for bele Verden kier.@Vær da kuns Skalk og Skarn, det kan det samme være,

Du faaer dog ligefuldt Bestillinger og Ære.

Efter denne Drøm drømte jeg om en stor Brønd, saa stor, som det største Torv. Der stod en ulidelig Stank op af Brønden. Her laae og flød i raadent Vand — Strids-Skrifter, som sigtede til at beklikke Personer, som Misundelse havde dicteret, og Nedrighed af- skrevet — Project-Skrifter, som allene vare tjenlige for, projektmagerens egen Pung —

14

14 Kiettermagerie-Skrifter, hvori man har vildet forkiettre alle brave Folk, som skrev ikke alting under med paa sidste Consilio — Finans-Skrifter, som skulde bevise, at Adelen allene skulde have alt, og Folket intet — En forfærdelig Mængde Dispurater om afdøde Narioners Støvler, Slaabrokker, Fahner, Vertshuse o. s. v. — Bøger, skrevne ud af andre Bøger — Machiavellistiske, Spinosistiske Skrifter, heraf var en stor Mængde, og de stank faa for- skrekkelig, at jeg ikke kunde bie længere. Jeg pikkede derfor Skotlænderen paa Skuldrene, som og strax fulgte mig. Vi gik ud, som vi gik ind. Vi hilsede Løverne, og kastede Dragerne en Guld-Penge i Snuden, som da logrede med Halerne, og lode os gaae. Da vi kom uden for, var jeg saa forvirret af disse Drømme, at jeg ikke mere vidste, hvor jeg var. Vi maatte ind i er Vertshuus, hvor vi drak en herlig Punch. Denne bragte os begge i god Stand igien. Jeg fortalte ham mine Drømme, og sagde: at jeg vilde vende tilbage igien til mit kiere Føde land, Dannemark, hvor ingen af mine fæle Drømme faae fin Opfyldelse. Han fortalte mig og sine Drømme, og sagde: ar han vilde reyse til Engelland, hvorpaa vi tog en kierlig Afsked, og skiltes ad. Men, førend jeg skilles ved Læseren, vil jeg først fortælle ham en af Skotlænderens Drømme. De øvrige vil jeg giemme til en anden Gang, naar jeg

15

15

først faaer seet, hvorledes mine vil blive Antag- ne. Siden skal udkomme Somnia Schotlandica, eller Skotlænderens Drømme. Men nu følger den ene af Skotlænderens Drømme, som jeg har lovet at fortælle Læseren, og hvormed jeg slutter mit Blad.

Jeg drømte, sagde Skotlænderen, at jeg saae et stort Hav, hvis Omfang ikke kunde bemerkes. Jeg hørte mang Stemmer, som ynkelig og græs- selig udraabre: Dette Hav ere vi dømte til at udtømme Draabe for Draabe, og dog vil dette Arbeyde engang faae Ende; men vores Pine og Qval faaer aldrig Ende, O Elendige Ærgierrighed! denne Straf lide vi for vores forrige Ambition. Vi vare fordum Tid de kiekkeste Krigsmænd til Lands og Vands. Vi kastede alting omkuld, som Orcaner: Byer, Stæder, Riger, intet kunde staae imod vores Magt. Vi tordnede og lynede i alle Verdens Kandter. Vi opbrændte og sønderknuste Mennesker, Fæe, Lande og Kongeriger. Vi gik i Blod op til Belte-Stedet med dødende og opslugende Sværd i Haanden. Alle Folk skielvede for vore Navne. Vore Ærestytter stode paa alle Lan- deveye, behengte med Krandse; vi kaldtes Store. Nationerne beviiste os guddommelig Ære, og vi vare neppe fornøyrde dermed. Vi anlangede endelig til de Dødes Rige: vi meente, at samme Ære skulde vederfares os som det hele menneskelige Kiøns Bøddeler og Eedsvorne

16

16

Finder.. Alle de andre Skygger begegnede os med den største, med en ulidelig Spot, Skam og Forhaanelse. Vi grebe til vore Kaarder, og vilde revangere os; men vi havde ingen. Hel- vedes Stokmester tog derpaa strax, fat paa os, og satte os til dette Arbeyd. Dommerne lod udraabe, at vi skulde arbeyde og pines evig. Maar dette Arbeyd er færdigt, sagde de, da skal de sættes til et andet, og saa videre fort i det Uendelige og Evige. De have martret og piint andre; derfor bør de efter Giengieldelsens Ret pines og plages igien. De have tilkiøbt sig det Tilnavn af Stor paa Omkostning af deres Medmennedskers Blod, nu skal de i al Evighed være smaae nok. De vare fordum ikke fornøye- de med guddommelig og himmelsk Ære; nu skal de være Slaver i al Evigheds Evighed. De svedte og arbeydede fordum for at ødelegge det Menneskelige Kiøn, nu skal de svede, ar- beyde, pines, og martres med Art. stæftigelse af en anden Art.