[J.C. Bie] Den 145 Aars gamle norske Bondes *** Spaadomme om forunderlige Tildragelser som skal ske; og Apocryphiske Tanker om høie Hemmeligheder. – 169*.

Den

145 Aars gamle norske

Bondes * * *

Spaadomme

om forunderlige

Tildragelser

som skal skee;

og

Apocryphiske Tanker

om

høie Hemmeligheder.

— 169*.

Kiøbenhavn 1771. Trykt hos Joh. R. Thiele, boende i Peder Hvitfeldts- Stræde, og findes sammesteds tilkiøbs.

2

        

3

Fortale.

Denne lille Piece er funden ligesom den her udgives. Man er ei sikker paa, om det er den bekiendte gamle norske Bondes Værk eller ikke, da ei Autors Navn etter noget rigtigt Aarstal staaer derpaa. Maaskee den kan være skrevet forhen af en anden gammel Mand, maaskee den kan være dicteret af de nu Levende, og af en anden udskreven.

Vi ville ei opholde os med Gisninger, siden Skriftet paa Titelbladet

4

4 Fortale.

var defect, der hvor en Stieme findes, kan man ei være sikker i Sa- gen; af de Tal 169*, som findes paa Titelbladet, skulde man let formode det var skrevet i det 17de Seculo, ifald det ei skulle være en Skrivfeil, hvilket man snart skulle troe, siden Autors Alder er 145 Aar, som just stemmer overeens med den nu Levendes Alder.

At tale lidet om Skriftet selv, da er det aldeles mystisk, uagtet man ei kan begribe Autors Meening, ei heller uddrage nogen synderlig Meening deraf, har man dog holt det Trykken værdigt, da det har en Bonde til Autor, og kan tiene til et Mønster paa saadan en

5

Fortale. 5

gammel Mands Tænke- og UdtryksMaade.

Det første, som er en Art af en Spaadom, eller et Syn, kan Deels være en Slags stærk Indbildning hos saadan en gammel Mand, der maaskee kan have seet et eller andet Syn paa Himmelen, som i sig selv kan være naturligt; men som hans Myndighed om de himmelske Legemer og Phenomena, kan have bevæget ham at ansee for noget overnaturligt, og, som en overtroisk Indbildning kan have lært ham at ansee anderledes, end det virkelig har ladet sig syne, og derfor af ham er anseet, som en Forvarsel, .eller en Spaadom.

6

6 Fortale.

De sidste Tanker, som han kalder Apocryphiske, (et Navn han maaskee har lært af sin Børnelærdom,) indeholde en og anden god Morale, skiønt ei alle ere ret begribelige.

Imidlertid har man meddeelt denne Piece til Trykken, saaledes som den er funden, og har ikkun hist og her rettet de alt for grove Vil- delser i Ortographien.

7

Aab. 16 C. 17 V.

Og den syvende Engel udøste sin Skaal i Luften, og en stor Røst udgik af Templen i Himmelen fra Staden som sagde: Det er skeet.

Skriv til den Meenigheds Engel i Epheso: Og du forsøgte dem, som sige sig at være Apostler, og ere ikke, og Haver befundet dem at være Løgnere.

8

Tael du gamle Erfarenhed, den Unge kan ei tælle dine Fied i Støvet. Høsten giver mod- ne Frugter, og Lærdom groer med de graa haar. Jeg haver seet de fremfarne Tider jeg er til i de nærværende.

Hvo haver plukket Druerne af en nyesat Ympe, og hvo savnede modne Frugter, naar de affaldne Blade bedække de Stæder, som ere nøgne efter Høstemandens Lee?

9

9

Jeg haver seet de Ting, som jeg vil bevare til Efterslægten, og som skal fortælles fra Mand til Mand. Hører til I Gamle, giver nøie Agt paa I Unge, og fortælle det igien til dem, som endnu die deres Moders Bryster!

Jeg saae et Syn i min Seng om Natten. Ja, om Midnats Tider, naar den aarvaagne Alderdom tidt maa tælle de søvnløse Nætter; og see jeg saae, just da Hanens Gal delede Natten, at hele Himelen var oplyst, og der var en ubeskrivelig Klarhed, rundt om Syv-Sternen, alle taagéde dunstfulde og mørke Skyer styede til Side, som Røg for Norden-Vind.

Og see Syv-Stiernen tindrede først et lidet, og den gik bort imod Østen, men

den kom igien og indtog sit Stæd, og da blinkede rundt omkring den adskillige større og mindre Stierner.

Nogle blinkede længere og nogle kortere, og mange gave store Stierne-Skud.

10

10

Det varede et lidet, men atter gik Syv-Stiernen bort, Orion, Arcturus og Carls-Vogn fulgte den.

Men see imedens jeg stod og betragtede dens Stæd, hvor Veyrlyset blussede i adskillige Flammer, kom Syv-Stierner igien, og var atter endda mere skinnende, end forste gang den kom igien.

Og see, da forsvunde adskillige store og smaa Stierner, og Nordlyset blev ei mere at see, og dets Stæd blev ei hellerfundet.

Men da saae jeg underlige Ting, og see der lod sig i Syv-Stiernen tilsyne, som en Stridsmand, en vældig Kiempe, og han havde syv Kroner paa sit Hoved, og de glimrede alle, som Solen, og han uddrog sit Sverd, hvis Spidse naaede imod Norden, og see han talede, men da bævede Jorden, og de Ord han talede er ei givet noget Menneske at forstaae.

11

11 Og see, da forsvunde mange af de store Stierner og eendeel af de smaa nedsænkedes, men da der blev mørkt, og For mørkelse i de store og de smaa Stierner, da var der idel Lys og Glans i SYv-Stiernen.

Da saae jeg nok et Syn, og see da fremkomme Retfærdighedens Billede, og Biørnen og Vederen, og Retfærdighedens Billede stod midt imellem Biørnen og Vederen, og de Holte fast ved den, og see den vældige Kiempe i Syv-Stiernen smilede og vinkede ad dem, og de komme nær til den, fulde af Glands og Herlighed.

Og der kom atter en sælsom Hændelse, og see en stor gylden Drage flyede for Retfærdighedens Billede, og Biørnen og Vederen forfulgte den, og der var en Lyd, somraab te: Det store Rommertal er forsvunden, og Kiempen skal nedslaae de uredeliges Banere.

Og der fremkom een med en Skriveres Bog, hvorpaa der vare skrevne store og betydelige Ting, og de fleste Stiernekredser

12

12 vare afmalede i den Bog; men der udgik en Lyd af alle Kredserne, som raabte: Vi ere vrangelig ind og udskrevene, og Kiempent bevægede sit Sværd, og Skriveren blev borte, men der fremkom atter en Lyd fra Norden, som raabte: Uovervindelige store Kiempe! nedslaae alle Skriverens Svenne, omstød deres Blekhorne, og giv os en nye Skrivere og en nye Bog.

Og see da fremkom en utallig Hær fra Norden, og fra Østen, og Vesten, og Sønden, og de tilbade alle, og fulde ned for Kiempen paa deres Ansigter, og de opstode fulde af Glæde, og de istemmede en Lovsang, og de siunge: Kiempen er uovervindelig , Dragen, og Uglen, og Skriveren, og alle de farlige Stierner og Veierlyset og Stierne-Skuddene skulle blive borte for ham; thi Kiempen er uovervindelig, og Retfærdigheden og Biørnen og Vederen de skulle trives i Kiempens Palladser. Og see der blev lyst rundt om Syv- Stiernen, og vidt og bred omkring paa Himmelen, saavidt jeg kunde see, var der

13

13

saare lyst, og jeg saae en utallig Hær, som droge hid og did, ligefom deres Færd der handele, og see der vare Skibe, Seigle og allehaande Frugter at see i Overflod, og Kiempen saae det, og smilede af Glæde, og mellem hvert var en flor Bulder og Lyd af dem, som raabte: Kiempen er uovervindelig, og Dragen og Uglen og Skriveren ere borte, Lyst og Lykke skal groe hos Velstand, thi Kiempen er uovervindelig!

Og see der fremkom en Skare i Purpur og Skarlagen med Hielme og Skiolde og de neyede stadselig for Kiempen, og Kiempen glædedes ved dem, og Kiempen gav dem hver en Centner, og de sprunge alle af Fryd og raabte: Kiempen er uovervindelig, han haver, begavet og formeret os, og Satanas Geriel er borte, som vilde fortære os, Kiempen er uovervindelig, og Verdens Hiørner skal bæve for hans Sværd og mægtige Arm.

Og see der fremkom atter en utalt Skare af dem, der vare at see til, som. Maanen i sin Formørkelse, og de ginge trodselig frem til Kiempen, og Kiempen sagde: I ere Løgne-

14

14

re! og de skiælvede for hans Røst, men de fulde ikke, og Kiempen sagde: Jeg vil beholde eders Navn men I skal føle mit Sværd, og eders Hovmod skal blive liden!

Men da raabte hele Befæstningen: Vældige Kiempe! nedslaae dem, som fortrykke, mishandle og udsue os. Og see der aabnede sig en Døre der sadde mange trindt om de store Borde og Kiempen pægede paa dem, og de skiælvede og hviskede indbyrdes.

Og see der udgik et stort Brev fra Kiempens Haand, og det var en langt Rule, og derpaa var meget optegnet. Men det var skiult for mine Øyne, og Synet blev borte for mig, og jeg hørte en Lyd af Pauker, Harper og Trompeter, og en Røst, som sagde: bevar alt det du haver seet, betænk det du forstaaer, og gruble ei paa det, som er dig ubegribeligt. Kiempen er uovervindelig , viis og retfærdig, hannem skee Lykke og Held , og Lyksalighed skal gaae uden for Norden, og strække sig videre end Søn- den.

15

15 Dette Syn haver jeg seet om Natten i min Seng, og jeg haver optegnet det, paa det de, som forstaae sig derpaa, kunde udgranske det; men hvo er givet at see alle Ting, og begribe det Synliges Sammenhæng.

Maaskee noget Got kan findes i det vi Stumdom mindst agter, og maaskee mange Forvarsler kan skee, som vi ofte ikke be tragte

Enten dette Syn er betydeligt, eller ei, haver jeg det dog for sin Sælsomheds Skyld optegnet. Og det var om Natten fra Klokken 12 til 2 jeg saae dette Syn.

16

16 Apocryphiske Tanker om høie Hemmeligheder Hvor er Sølvet, og hvor er Guldet? hvor, fra kommer Nordenvinden, og hvor blæser Søndenvinden Hen?

Opgrave den Uretfærdiges Ager, og see om ei Rigdommen er nedgravet i hans Jord!

Hvo lærte Tidsler at voxe Høyere end de ranke Eegetræer? hvorledes blev den Nøgne saa hastig prydet, og den Velklædde afført sin beste Prydelse?

Kan det i Væxt staaende Granetræes Stamme blive nøgent midt om Sommeren,

17

17 og en fortørret Mose bliver græsbegroed, uden det skal gaae imod Naturens almindelige Orden?

Hvo vil nedrive sine Gierder, naar der uden fore er fuldt af vilde Dyr, som kunde opæde Ageren, og nedtræde Sæden? -—

Tiener den Svend sin Herre trolig som formindsker hans Hiord, og ødelægger dens Yngel? men Hvorledes kan den eene Tiener offentlig forringe sin Herres Eyendom, uden de andre ere Medvidere deri?

Hvo vil saae sin Sæd paa Klipper, og udbryde Steene af sine fede Agrer?

Hvo kiendte den fierde Alder, og ei var fornøiet? hvo betragtede den siette og ei tænkede? hvo saae den femte, og ei elskede? men lyksalig er den, som oplever den Syvendes Frugt.

Brend ei din Haand paa Næller, og forgrib dig ei paa utilladeligt Gods, saa skal du ei føle Svie, og ei heller frygte.

18

18

Hvo troede, at Løvens Unger skulle knuses af Ulve, at Tidsler skulle groe -i Hvede-Agre, og Honnig fattes i Canaan? var da Vægten og Loddet i den urette Haand, og var der ingen Styrke i Magten?

Tie stille, I Orme, som længe nok have hvislet, Tiden afhugger Eders Braad og Rædsomhed skal blive langt borte fra den med Løv begroede Hytte! —

Tigeren, Ulven og Ræven legede om Sommeren, Lammene bleve opædte, men Hyrden kom, og Angsten forsvandt. —

Man opsankede alt det Blanke, man førte det over Havet, man giemte det i fremmede Busker, men hiemme blev tomt.

Man malede hele Bygninger med Vandfarver, de glimrede een Tid for Øiet, men en Støb-Regn afskyllede dem, og Eieren saae Grunden , men den var saare skrøbelig og svag.

19

19 Man saaede, man plantede, der kom Soelskin, og Regn, alting voxede overflødig, men der blev dog ingen Høst for Urtegaardsmanden, og Hans Sønner smagede ei Frugten, Fremmede krøb over Gierdet, og plukkede den af, før den var moden.

Øiet sagde: Jeg seer mange deilige Bee- ders Tanden sagde: Giv mig een at smage. Haanden sagde: Ney, og Maven knurrede af Sult, medens Kinden blev bleeg.

En stor Kugle veltedes rundt omkring, den var rundt om besadt med Navne, snart vendede det eene op, snart det andet ned, men paa Enget, hvor den væltedes, groede ikke noget Græs.

Oprigtighed kiøbte sig en Bolig midt i Skoven, de Trædske omringede den med Pallisader, og den kom hverken ud eller ind. —

Alderdommen kom midt ind i sit eget Huus, men den kiendte sig ei igien, den sagde: Her har jeg aldrig boet; Boligen

20

20 var dog den samme, men Tappeseriet var i gandske nyt. *)

Disse mine ringe Tanker haver jeg optegnet i min Eenfoldighed. Jeg er en gammel Mand, som har levet længe i Ver- den, jeg har seet og hørt meget, men Er farenhed er en god Læremesterinde.

Jeg skriver ey for de Lærde, men for de Enfoldige; thi jeg er selv en læg og ustuderet Mand.

*) De som ranede i Patan byggede Palladser i Haran, og berigede sig i Vesten, ja fik Rigdom fra Ophir.