Uddrag fra Mirzahs Syn i Skiæbnens Tempel [oversat af tysk Das Gesicht des Mirzah]

end andre. Hans Skibe løb ubeskadigede og med rige Ladninger ind i Havnen. Hans Lyksasalighed var bleven til et Ordsprog i Bagdad. Naar man vilde ønske sin Ven den fuidkommenste Lyksalighed, saa sagde man: Vær lykkelig som Mehemet! Jeg saae denne Strafværdige i al hans Pragt. Han sad ved et Giestebud, som han selv havde ladet anrette, tilbedet af sine Hyklere, frygtet af sine Fiender, og kuns hemmelig forbandet af dem, som sukkede over ham. Enhver enkelt Kostbarhed, som skinnede omkring ham, var er Bytte af en Uretfærdighed. Han klædede sig af de Nøgnes Nødtørftighed, drak i sin Viin Enkernes Taare og forærede til sine Hyklere de Faderløses Formue. Han gik fra Taffelet til sin Mætresse og nedlagde for hendes Fødder Indkomsterne af en heel Provints til en Foræring for hendes nederdrægtige Villighed. Derpaa traade han med hende til Vinduet og saae en Uskyldig blive henrettet, som havde talt Sandhed om ham og om hende, og just i det samme Øyeblik erholdte han Efterretning at Sultanen havde, til en Belønning for hans Fortienester, giort ham en Foræring af et anseeligt Jordegods. Jeg læste: Den Lastefulde er lykkelig, for at blive desto mere strafværdig. Mit Had til denne Tyran var alt for stor, til at Skiæbnens Tavles Dom havde kundet stille mig tilfreds.