Erfaringer i den Dag de opsatte Forfrisknings-Telter, meddeelte af en agtsom Tilhører.

Kiøbenhavn 1771. Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde.

✂ Naar Haardt beladet Sind med daglig Nærings Sorg Har giort mig Tiden lang, det ædle Rosenborg, — Dets Hauge — for vor Stad et ud- trykt Sans Souci! Har, ved sin Yndighed, min Sorg aftvunget mig.

✂ 4 Fortuna ey mod mig sig gunstig har

✂ beteed,

✂ I Knaphed Skiebnen mig at leve har

✂ udseed;

✂ Men Gud jeg priser dog, som ofte

✂ upaatænkt,

✂ Har Dags Udkomme sendt, naar haardest

✂ jeg har trængt.

✂ I meldt Forfatning paa benævnte yndig

✂ Sted

✂ Mig viste Blomstret snart sin Farves Dey-

✂ lighed,

✂ Igiennem Øyet strax min Siæl erfoer

✂ en Røst,

✂ Som Haab befalede, og deri viste

✂ Trøst.

✂ 5

✂ Med Øre uhørt Lyd mig Blomstret spurgte til:

✂ Hvor kan du tvivle paa Gud dig forsørge

✂ vil?

✂ Jeg, udi Værdighed, sat meget neden

✂ dig,

✂ Har dog til Næring alt hvad nødig er

✂ for mig.

✂ En Lugt i Næsen meer end Ambra, Balsam

✂ sød,

✂ Som disse Almagts Tegn hver af sit farved

✂ Skiød

✂ Udaandede, snart heel min Sands

✂ bemestred sig,

✂ Saa ey blev Sted for Sorg, for Griller,

✂ Phantasie.

✂ 6

✂ Ey orgel-blandet Lyd er saa indtagende,

✂ Som, naar af blot Natur, sin Skaber

✂ prisende,

✂ Den lille Nattergal i Sang mig

✂ mindte paa,

✂ Fornuft- og pligt-gemæs: at giøre

✂ ligesaa.

✂ Min Agtpaagivenhed og undertiden

✂ var

✂ Udfordret af de Ting, som Kunsten dannet

✂ har,

✂ Lysthuset, Hækken har sin kunstig

✂ Danning viist.

✂ Jeg Kunstens Ædelhed og Gartneren

✂ har priist.

✂ 7

✂ Nu blev mig ankyndt ved Springvandets lette

✂ Hop:

✂ En anden Kunstners Viid, som naar fra

✂ Reden op

✂ Ved Dagens Forbud-Vagt den lette Lærke

✂ svinger,

✂ Saaledes Vandet og af Rør mod Himlen springer.

✂ Nu, underrettet, ved Steenhuggers Grave-

✂ stik,

✂ Som Fædres falske Gud har givet indbildt

✂ Skik;

✂ Om: Uformuenhed min Skaber ret at

✂ ære,

✂ Af blot Fornuft jeg bad ham det mig

✂ selv at lære.

✂ 8 Nu lad mig Slottet see: udi dets simple

✂ Pragt,

✂ En gammel Majestæt, hvis Maade har

✂ anlagt:

✂ Dets Hauge, som et Sted til sand

✂ Forlystelse,

✂ For Sig —- og Folk — somveed dens Yn-

✂ dighed at see.

✂ Saaledes der jeg Trøst og Glæde fundet

✂ har,

✂ Naar Sindets Rolighed forstyrret ofte

✂ var

✂ Ved Skiebnens Haardhed, — og i samme Ærende Gik jeg derind den Dag man aabned' Telterne.

✂ 9

✂ Ved Indtrin jeg en snart utallig Mængde

✂ faae

✂ Af middel, nedrig Stand med higende

✂ Attraae,

✂ At søge under de nyebygte Telter

✂ Skygge,

✂ For, troligst, hver sin Gud et Altar der

✂ at bygge.

✂ Mig dette Syn en usædvanlig Gienstand

✂ blev,

✂ Min Forestilling mig ey, som tilforn, beskrev:

✂ Naturens, Kunstens Værd; kun halv behagelig Mod forhen, Haugen nu sig visede for mig.

✂ 10

✂ Til sand Forlystelse, som først, Anlæggeren,

✂ En Christian mindre ey, end vor, bestemte

✂ den;

✂ Den nu ey ret beqvem mig syntes, —

✂ dog maaskee,

✂ At andre bedre sligt end jeg har kundet

✂ see.

✂ Vel hørte jeg og dem, som sig forlyde

✂ lod,

✂ At Kongens Yndelyst dem ey heri

✂ anstod;

✂ Men som de fleste, ja de beste Ting han

✂ giør

✂ Blir lastet, man slig Last jo ikke bill'ge

✂ tør.

✂ 11 Af Mængdens Ansigt-Træk jeg let bemærkede,

✂ At i Natur og Kunst de ikke kunde

✂ see

✂ Saa megen Skiønhed, som i Teltets

✂ dybe Skiød,

✂ Raison: Hvorfor det for Lysthuset Fortrin nød.

✂ For Nattergalens Slag, — Soltanens Fest-

✂ Concert,

✂ Man Bifald gav — maaskee — fordi den ey har lært,

✂ Som disse sine Slag at giøre efter

✂ Noder,

✂ Indbildningen er jo til mange Griller

✂ Moder.

✂ 12

✂ Det alt af Gammelt, Nyt, af Roes, af Last, af

✂ Tak,

✂ Forliebtes daarlig Bæv, indbildte Kloges

✂ Snak,

✂ Af Klager, Ønsker, af det meer for

✂ Øret kom;

✂ Det Folks forskiellig Smag mig lærte

✂ dømme om.

✂ Een roste Tider, som af ham ey mindes

✂ kand,

✂ Een fandt det Beste slet udi sit Fødeland,

✂ Enhver Forandring een fandt i sit Hele

✂ god,

✂ En andens Ord derom var gantke tvert-

✂ imod.

✂ 13 Forandrings-Vennen fleer med Glæde

✂ spaaede,

✂ Men Contraparten Grund for mange ønskte

✂ see,

✂ Den første sig tilbød af alt, at Nytten

✂ vise,

✂ Naar Nytten sidste saae, han Grunden

✂ vilde prise.

✂ Beundrings-værdig er vort Hofs Oeconomie,

✂ Var strax den førstes Ord, see! Kongen

✂ viselig;

✂ Det kun Bekostning gav, al Pragt

✂ afskaffet har;

✂ Han faae, at Majestæt paa Pragt ey

✂ grundet var.

✂ 14 Han eene Værdighed i ædel Gierning

✂ fandt,

✂ Med den han syntes, man unødigen forbandt:

✂ En Sverm af Cavalliers, af Dames,

✂ af Bartere,

✂ Som deels til Lediggang og Ont man

✂ klækkede.

✂ Da Stemmers Vægt, om Ting — ey Mængde

✂ gielde bør,

✂ Han selv — sig selv bekiendt, beslutte eene

✂ tør,

✂ Hvad tienligt Rigerne til Opkomst, Flor

✂ bør skee,

✂ For Svig han sikker er, — kan Kassen

✂ sparet see,

✂ 15

✂ Han demonstreerte med en saadan Nid-

✂ kierhed.

✂ At jeg forsikret er, han havde bleven

✂ ved.

✂ Udi et Stats System at vise Grundene

✂ Til hver Forandring, som var skeet, og

✂ skulde skee.

✂ Om Land- og Søe-Etat, Financer, Cancellie,

✂ Told- og Commers-Colleg, Postvæsen,

✂ Politie,

✂ Raadstue, Skifte-Ret, publiqve Stiftelser,

✂ Om Jurisdiction Akademie, og

✂ meer.

✂ 16

✂ Men nu Tilhøreren indfandt sig med et

✂ Svar:

✂ At Kongen uden Grund sig foretaget

✂ har,

✂ At rive alting ned, for nyt at opbygt

✂ see,

✂ Det troer neppe selv den slettest

✂ Tænkende.

✂ At Maalet og er got — ey heller tvivles

✂ paa,

✂ Gid kun det Ønske ey maa mangle ham at

✂ naae!

✂ Men da jeg høre fik det Ord: Oeko--

✂ nomie.

✂ Det mig Anledning gav til Griller, —

✂ Phantasie.

✂ 17

✂ Er Pragt for Konger ey nødvendig? (blev han

✂ ved),

✂ Indprænter den ey Frygt, og Underdanighed —

✂ Hos Undersaatterne? Eenfoldige, i sær,

✂ Som Kierlighed hos dem, selv Frygt

✂ nødvendig er.

✂ Om de Forretninger, som alt er underlagt,

✂ Ny Embedsmænd bliv med meer Færdighed og

✂ Agt,

✂ End før forvaltede? — det Tiden

✂ vise vil;

✂ Af lidet man endnu sig fligt kan slutte

✂ til.

✂ 18 Men om Uleylighed man alt i Vis-

✂ hed er,

✂ Brødløse seer man jo utalte Men-

✂ nesker?

✂ Til mangen skeet Fallit i Hoffets

✂ Sparsomhed,

✂ Bør søges første Grund, - dernæst i

✂ Ødselhed.

✂ Hofpragten skaffes af, —- Hoffolket Afsked

✂ faaer,

✂ Herskaber reyser bort, — Bye-Handel stille

✂ staaer, -—

✂ Fabriker, - Kræmmere, — Haandverker lider Tab, Indskrænkning Aarsag er, — dog —-

✂ maaskee Dovenstab.

✂ 19

✂ Man Kassen spare vil, — roesværdigt Øye-

✂ meed!

✂ Men Borgerne uskad, man kunde Middel

✂ seed

✂ I andre Ting, end ved al Pragt at

✂ lægge slet;

✂ Til Borg'res Eyendom har Kongen

✂ brugbar Ret.

✂ Som en Erkiendtlighed, der siges, Kongen

✂ faaer

✂ Fra det ny stiftede Tal-Lotterie hvert

✂ Aar:

✂ En fierding Tønde Guld, et got Huusholdnings Tegn!

✂ Sexdobbelt føres ud, og søger fremmed

✂ Egn.

✂ 20

✂ Forlystelser paa Dansk, saa got som fremmed

✂ Sprog,

✂ Man kunde have; men langt heller mangt et

✂ Drog

✂ Af fransk, italiænsk Extract man Tusind

✂ geer,

✂ End man med hundred een af Egne hjulpet seer.

✂ See! dette Smaating er mod alt det Kongens

✂ Agt,

✂ Huusholdning, Styrelse, af Gud er un-

✂ underlagt;

✂ Men at i større Ting end i benævnte to

✂ Blir bedre holdet Huus: vi bør formode Troe.

✂ 21

✂ Om dette Emne jeg ey meer at høre

✂ fik,

✂ Samtalen afbrudt blev, — og jeg afsides

✂ gik,

✂ Hvor strax en Nye mig Agtpaagivenhed

✂ aftvang:

✂ En, Anden Christians Roes, istemte Toner sang.

✂ Men Gud! hvor bragte det mig i Forfærdelse,

✂ For Øyet svævde: Død — i Øret hylte:

✂ Vee, —

✂ I Brystet føltes: Angst — jeg iilte —

✂ og blev vaer:

✂ At det kun Billeder af Skrækkens Malning var.

✂ 22

✂ Du Helveds Ympe! du utæmte rasend'

✂ Dyr!

✂ Du Diævlers Sendebud! selv Troldenes

✂ Uhyr!

✂ Essenz af al Udyd! hvor kan du

✂ nævne god?

✂ En Tid da ikkun blev forkyndt: om

✂ Død og Blod.

✂ Forfærdet iilte jeg, — en torde see mig

✂ om,

✂ Saa fulgte Skrækken mig, uvidende

✂ jeg kom:

✂ I Stadens Stads-Allee — her Scenen Ændring fik, Her tabte Skrækken sig — men undret,

✂ tavs — jeg gik.

✂ 23

✂ Her een igiennemløb: De gamle Cimbres

✂ Tog

✂ For Feighed lastet dem — af fin Indbildnings Bog,

✂ Han reciterte: Hvi han vilde com-

✂ mandert

✂ Nedsablet — vundet Seyr — med Catul triumphert.

✂ En grundig Videnskab, i Søemands Kunsten ey,

✂ Tilstod vor Tordenskiold, vor Juel, vor Adler,

✂ Ney!

✂ De kun Forvovenhed — ey Indsigt

✂ stor besad,

✂ Han syntes alt: At ham Algier om

✂ Naade bad.

✂ 24

✂ Machiavel har lært: Hvordan med Fordeel

✂ man

✂ En Stat indrette, og vedligeholde

✂ kan,

✂ Ey Ulfelt, — Sehested, — ey vor Griffenfelt bør staae

✂ Med ham i Lærdoms Rang, — det soer

✂ en anden paa.

✂ Blant gode Christnes Tal ey Holberg regnes

✂ bør,

✂ For sund Philosophie han neppe nævnes

✂ tør

✂ I Rigshistorien, meer Usandhed Han

✂ har,

✂ End selv en Molesmorth — en andens

✂ Tale var.

✂ 25

✂ Een Phoenix heel beskrev, — een Cirklens

✂ Qvadratur,

✂ Een viste Grunden til Magnetens Pæg-

✂ Natur,

✂ Een Maanens Skikkelse saae i sit Øye-

✂ glas,

✂ Een Syderpolen fandt foruden Roer —

✂ Compas.

✂ Af Farven viste een, at Mohren er et

✂ Dyr,

✂ En Art af Bavian, — et underligt

✂ Postyr,

✂ I Farven fandt han: Ret at hade —

✂ døde dem,

✂ At: Plyndre deres Land, — dets Rigdom føre hiem.

✂ 26

✂ For Lærdoms — Viisdoms — Vid een priste

✂ Lapperne,

✂ Een Holland for ureen Huusholdning lastede,

✂ Een sang til Norges Roes, en sang

✂ om Tarv’lighed, Een Svensken lovede for stor Oprigtighed.

✂ Exempler man paa Englands Kydskhed vise

✂ kand,

✂ Saa frie fra Overdaad er intet andet

✂ Land,

✂ Franskmanden heftig een fritog fra

✂ Hyklerie,

✂ Og Tydsken: Egen Roes, Snak, Løgn

✂ og Pralerie.

✂ 27

✂ Hvad jeg til Danskes Roes og Daddel

✂ hørte her,

✂ Var en betydeligt — blant Smaating jeg

✂ i sær

✂ Erindrer, der blev sagt: At dansk

✂ Comoedie

✂ Ey saa indtagende, som Franske er

✂ at see.

✂ Hertil er eene Grund: i dansk Uskik-

✂ somhed

✂ Jo yndes Landsmænd-Sprog for Fremmet,

✂ (blev man ved,)

✂ Den jo bestyres af retsindig Directeur,

✂ Som en imellem Dansk og Landsmænd

✂ Forskiel giør.

✂ 28 Forfængelighed en er Danskes Hoved- last,

✂ Os Efteraberie ubillig blir for- kast,

✂ Vi eget agter høyt, — Indfødde

✂ Fortrin har,

✂ Til Rettesnor i alt en Fremmet vi

✂ antar.

✂ En streng Alvorlighed Mandskiønnet blev

✂ lagt til,

✂ Vort Fruentimmer ey med forstilt Blyhed

✂ vil

✂ Mandkiønnet tage ind, — kun Mænds

✂ Uskiønsomhed

✂ I Koners Tidsfordriv kan finde Far- lighed.

✂ 29

✂ Selv Upartiskhed er hver Dommer her til

✂ Lands,

✂ Og Redelighed hver en Regnskabsførers

✂ Glands,

✂ For Aager Jøder selv ey falskelig

✂ giør Eed,

✂ Selv Advocater ey giør Mod Samvittighed.

✂ Nu Haugen jeg forlod, — udaf Forundring

✂ stum,

✂ Al sidst fortalt Discours bør dømmes i en

✂ Sum,

✂ At være: Pral og Løgn, Ondskab, vanvittig Tøy,

✂ Dog, maaskee dømt for haardt, maaskee det var kun Spøg.

? Erfaringer i Rosenborg-Hauge den Dag de opsatte Forfrisknings-Telter, meddeelte af en agtsom Tilhører. [vise]

Erfaringer i den Dag de opsatte Forfrisknings-Telter, meddeelte af en agtsom Tilhører.

Kiøbenhavn 1771. Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde.