↩

Erfaringer i den Dag de opsatte Forfrisknings-Telter, meddeelte af en agtsom Tilhører.

Kiøbenhavn 1771. Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde.

2
3

Naar Haardt beladet Sind med daglig Nærings Sorg Har giort mig Tiden lang, det ædle Rosenborg, — Dets Hauge — for vor Stad et udtrykt Sans Souci! Har, ved sin Yndighed, min Sorg aftvunget mig.

4

Fortuna ey mod mig sig gunstig har

beteed,

I Knaphed Skiebnen mig at leve har

udseed;

Men Gud jeg priser dog, som ofte

upaatænkt,

Har Dags Udkomme sendt, naar haardest

jeg har trængt.

I meldt Forfatning paa benævnte yndig

Sted

Mig viste Blomstret snart sin Farves Deylighed,

Igiennem Øyet strax min Siæl erfoer

en Røst,

Som Haab befalede, og deri viste

Trøst.

5

Med Øre uhørt Lyd mig Blomstret spurgte til:

Hvor kan du tvivle paa Gud dig forsørge

vil?

Jeg, udi Værdighed, sat meget neden

dig,

Har dog til Næring alt hvad nødig er

for mig.

En Lugt i Næsen meer end Ambra, Balsam

sød,

Som disse Almagts Tegn hver af sit farved

Skiød

Udaandede, snart heel min Sands

bemestred sig,

Saa ey blev Sted for Sorg, for Griller,

Phantasie.

6

Ey orgel-blandet Lyd er saa indtagende,

Som, naar af blot Natur, sin Skaber

prisende,

Den lille Nattergal i Sang mig

mindte paa,

Fornuft- og pligt-gemæs: at giøre

ligesaa.

Min Agtpaagivenhed og undertiden

var

Udfordret af de Ting, som Kunsten dannet

har,

Lysthuset, Hækken har sin kunstig

Danning viist.

Jeg Kunstens Ædelhed og Gartneren

har priist.

7

Nu blev mig ankyndt ved Springvandets lette

Hop:

En anden Kunstners Viid, som naar fra

Reden op

Ved Dagens Forbud-Vagt den lette Lærke

svinger,

Saaledes Vandet og af Rør mod Himlen springer.

Nu, underrettet, ved Steenhuggers Gravestik,

Som Fædres falske Gud har givet indbildt

Skik;

Om: Uformuenhed min Skaber ret at

ære,

Af blot Fornuft jeg bad ham det mig

selv at lære.

8

Nu lad mig Slottet see: udi dets simple

Pragt,

En gammel Majestæt, hvis Maade har

anlagt:

Dets Hauge, som et Sted til sand

Forlystelse,

For Sig —- og Folk — somveed dens Yndighed

at see.

Saaledes der jeg Trøst og Glæde fundet

har,

Naar Sindets Rolighed forstyrret ofte

var

Ved Skiebnens Haardhed, — og i samme Ærende Gik jeg derind den Dag man aabned' Telterne.

9

Ved Indtrin jeg en snart utallig Mængde

faae

Af middel, nedrig Stand med higende

Attraae,

At søge under de nyebygte Telter

Skygge,

For, troligst, hver sin Gud et Altar der

at bygge.

Mig dette Syn en usædvanlig Gienstand

blev,

Min Forestilling mig ey, som tilforn, beskrev:

Naturens, Kunstens Værd; kun halv behagelig Mod forhen, Haugen nu sig visede for mig.

10

Til sand Forlystelse, som først, Anlæggeren,

En Christian mindre ey, end vor, bestemte

den;

Den nu ey ret beqvem mig syntes, —

dog maaskee,

At andre bedre sligt end jeg har kundet

see.

Vel hørte jeg og dem, som sig forlyde

lod,

At Kongens Yndelyst dem ey heri

anstod;

Men som de fleste, ja de beste Ting han

giør

Blir lastet, man slig Last jo ikke bill'ge

tør.

11

Af Mængdens Ansigt-Træk jeg let bemærkede,

At i Natur og Kunst de ikke kunde

see

Saa megen Skiønhed, som i Teltets

dybe Skiød,

Raison: Hvorfor det for Lysthuset Fortrin nød.

For Nattergalens Slag, — Soltanens Fest-Concert,

Man Bifald gav — maaskee — fordi den ey har lært,

Som disse sine Slag at giøre efter

Noder,

Indbildningen er jo til mange Griller

Moder.

12

Det alt af Gammelt, Nyt, af Roes, af Last, af

Tak,

Forliebtes daarlig Bæv, indbildte Kloges

Snak,

Af Klager, Ønsker, af det meer for

Øret kom;

Det Folks forskiellig Smag mig lærte

dømme om.

Een roste Tider, som af ham ey mindes

kand,

Een fandt det Beste slet udi sit Fødeland,

Enhver Forandring een fandt i sit Hele

god,

En andens Ord derom var gantke tvertimod.

13

Forandrings-Vennen fleer med Glæde

spaaede,

Men Contraparten Grund for mange ønskte

see,

Den første sig tilbød af alt, at Nytten

vise,

Naar Nytten sidste saae, han Grunden

vilde prise.

Beundrings-værdig er vort Hofs Oeconomie,

Var strax den førstes Ord, see! Kongen

viselig;

Det kun Bekostning gav, al Pragt

afskaffet har;

Han faae, at Majestæt paa Pragt ey

grundet var.

14

Han eene Værdighed i ædel Gierning

fandt,

Med den han syntes, man unødigen forbandt:

En Sverm af Cavalliers, af Dames,

af Bartere,

Som deels til Lediggang og Ont man

klækkede.

Da Stemmers Vægt, om Ting — ey Mængde

gielde bør,

Han selv — sig selv bekiendt, beslutte eene

tør,

Hvad tienligt Rigerne til Opkomst, Flor

bør skee,

For Svig han sikker er, — kan Kassen

sparet see,

15

Han demonstreerte med en saadan Nidkierhed.

At jeg forsikret er, han havde bleven

ved.

Udi et Stats System at vise Grundene

Til hver Forandring, som var skeet, og

skulde skee.

Om Land- og Søe-Etat, Financer, Cancellie,

Told- og Commers-Colleg, Postvæsen,

Politie,

Raadstue, Skifte-Ret, publiqve Stiftelser,

Om Jurisdiction Akademie, og

meer.

16

Men nu Tilhøreren indfandt sig med et

Svar:

At Kongen uden Grund sig foretaget

har,

At rive alting ned, for nyt at opbygt

see,

Det troer neppe selv den slettest

Tænkende.

At Maalet og er got — ey heller tvivles

paa,

Gid kun det Ønske ey maa mangle ham at

naae!

Men da jeg høre fik det Ord: Oeko--

nomie.

Det mig Anledning gav til Griller, —

Phantasie.

17

Er Pragt for Konger ey nødvendig? (blev han

ved),

Indprænter den ey Frygt, og Underdanighed —

Hos Undersaatterne? Eenfoldige, i sær,

Som Kierlighed hos dem, selv Frygt

nødvendig er.

Om de Forretninger, som alt er underlagt,

Ny Embedsmænd bliv med meer Færdighed og

Agt,

End før forvaltede? — det Tiden

vise vil;

Af lidet man endnu sig fligt kan slutte

til.

18

Men om Uleylighed man alt i Vished

er,

Brødløse seer man jo utalte Mennesker?

Til mangen skeet Fallit i Hoffets

Sparsomhed,

Bør søges første Grund, - dernæst i

Ødselhed.

Hofpragten skaffes af, —- Hoffolket Afsked

faaer,

Herskaber reyser bort, — Bye-Handel stille

staaer, -—

Fabriker, - Kræmmere, — Haandverker lider Tab, Indskrænkning Aarsag er, — dog —-

maaskee Dovenskab.

19

Man Kassen spare vil, — roesværdigt Øyemeed!

Men Borgerne uskad, man kunde Middel

seed

I andre Ting, end ved al Pragt at

lægge slet;

Til Borg'res Eyendom har Kongen

brugbar Ret.

Som en Erkiendtlighed, der siges, Kongen

faaer

Fra det ny stiftede Tal-Lotterie hvert

Aar:

En fierding Tønde Guld, et got Huusholdnings Tegn!

Sexdobbelt føres ud, og søger fremmed

Egn.

20

Forlystelser paa Dansk, saa got som fremmed

Sprog,

Man kunde have; men langt heller mangt et

Drog

Af fransk, italiænsk Extract man Tusind

geer,

End man med hundred een af Egne hjulpet seer.

See! dette Smaating er mod alt det Kongens

Agt,

Huusholdning, Styrelse, af Gud er ununderlagt;

Men at i større Ting end i benævnte to

Blir bedre holdet Huus: vi bør formode Troe.

21

Om dette Emne jeg ey meer at høre

fik,

Samtalen afbrudt blev, — og jeg afsides

gik,

Hvor strax en Nye mig Agtpaagivenhed

aftvang:

En, Anden Christians Roes, istemte Toner sang.

Men Gud! hvor bragte det mig i Forfærdelse,

For Øyet svævde: Død — i Øret hylte:

Vee, —

I Brystet føltes: Angst — jeg iilte —

og blev vaer:

At det kun Billeder af Skrækkens Malning var.

22

Du Helveds Ympe! du utæmte rasend'

Dyr!

Du Diævlers Sendebud! selv Troldenes

Uhyr!

Essenz af al Udyd! hvor kan du

nævne god?

En Tid da ikkun blev forkyndt: om

Død og Blod.

Forfærdet iilte jeg, — en torde see mig

om,

Saa fulgte Skrækken mig, uvidende

jeg kom:

I Stadens Stads-Allee — her Scenen Ændring fik, Her tabte Skrækken sig — men undret,

tavs — jeg gik.

23

Her een igiennemløb: De gamle Cimbres

Tog

For Feighed lastet dem — af fin Indbildnings Bog,

Han reciterte: Hvi han vilde commandert

Nedsablet — vundet Seyr — med Catul triumphert.

En grundig Videnskab, i Søemands Kunsten ey,

Tilstod vor Tordenskiold, vor Juel, vor Adler,

Ney!

De kun Forvovenhed — ey Indsigt

stor besad,

Han syntes alt: At ham Algier om

Naade bad.

24

Machiavel har lært: Hvordan med Fordeel

man

En Stat indrette, og vedligeholde

kan,

Ey Ulfelt, — Sehested, — ey vor Griffenfelt bør staae

Med ham i Lærdoms Rang, — det soer

en anden paa.

Blant gode Christnes Tal ey Holberg regnes

bør,

For sund Philosophie han neppe nævnes

tør

I Rigshistorien, meer Usandhed Han

har,

End selv en Molesmorth — en andens

Tale var.

25

Een Phoenix heel beskrev, — een Cirklens

Qvadratur,

Een viste Grunden til Magnetens Pæg-Natur,

Een Maanens Skikkelse saae i sit Øyeglas,

Een Syderpolen fandt foruden Roer —

Compas.

Af Farven viste een, at Mohren er et

Dyr,

En Art af Bavian, — et underligt

Postyr,

I Farven fandt han: Ret at hade —

døde dem,

At: Plyndre deres Land, — dets Rigdom føre hiem.

26

For Lærdoms — Viisdoms — Vid een priste

Lapperne,

Een Holland for ureen Huusholdning lastede,

Een sang til Norges Roes, en sang

om Tarv’lighed, Een Svensken lovede for stor Oprigtighed.

Exempler man paa Englands Kydskhed vise

kand,

Saa frie fra Overdaad er intet andet

Land,

Franskmanden heftig een fritog fra

Hyklerie,

Og Tydsken: Egen Roes, Snak, Løgn

og Pralerie.

27

Hvad jeg til Danskes Roes og Daddel

hørte her,

Var en betydeligt — blant Smaating jeg

i sær

Erindrer, der blev sagt: At dansk

Comoedie

Ey saa indtagende, som Franske er

at see.

Hertil er eene Grund: i dansk Uskiksomhed

Jo yndes Landsmænd-Sprog for Fremmet,

(blev man ved,)

Den jo bestyres af retsindig Directeur,

Som en imellem Dansk og Landsmænd

Forskiel giør.

28

Forfængelighed en er Danskes Hovedlast,

Os Efteraberie ubillig blir forkast,

Vi eget agter høyt, — Indfødde

Fortrin har,

Til Rettesnor i alt en Fremmet vi

antar.

En streng Alvorlighed Mandskiønnet blev

lagt til,

Vort Fruentimmer ey med forstilt Blyhed

vil

Mandkiønnet tage ind, — kun Mænds

Uskiønsomhed

I Koners Tidsfordriv kan finde Far- lighed.

29

Selv Upartiskhed er hver Dommer her til

Lands,

Og Redelighed hver en Regnskabsførers

Glands,

For Aager Jøder selv ey falskelig

giør Eed,

Selv Advocater ey giør Mod Samvittighed.

Nu Haugen jeg forlod, — udaf Forundring

stum,

Al sidst fortalt Discours bør dømmes i en

Sum,

At være: Pral og Løgn, Ondskab, vanvittig Tøy,

Dog, maaskee dømt for haardt, maaskee det var kun Spøg.

30