Erfaringer i den Dag de opsatte Forfrisknings-Telter, meddeelte af en agtsom Tilhører.
Kiøbenhavn 1771. Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde.
2
3
✂ Naar Haardt beladet Sind med daglig Nærings Sorg Har giort mig Tiden lang, det ædle Rosenborg, — Dets Hauge — for vor Stad et ud- trykt Sans Souci! Har, ved sin Yndighed, min Sorg aftvunget mig.
4✂ 4 Fortuna ey mod mig sig gunstig har
✂ beteed,
✂ I Knaphed Skiebnen mig at leve har
✂ udseed;
✂ Men Gud jeg priser dog, som ofte
✂ upaatænkt,
✂ Har Dags Udkomme sendt, naar haardest
✂ jeg har trængt.
✂ I meldt Forfatning paa benævnte yndig
✂ Sted
✂ Mig viste Blomstret snart sin Farves Dey-
✂ lighed,
✂ Igiennem Øyet strax min Siæl erfoer
✂ en Røst,
✂ Som Haab befalede, og deri viste
✂ Trøst.
5✂ 5
✂ Med Øre uhørt Lyd mig Blomstret spurgte til:
✂ Hvor kan du tvivle paa Gud dig forsørge
✂ vil?
✂ Jeg, udi Værdighed, sat meget neden
✂ dig,
✂ Har dog til Næring alt hvad nødig er
✂ for mig.
✂ En Lugt i Næsen meer end Ambra, Balsam
✂ sød,
✂ Som disse Almagts Tegn hver af sit farved
✂ Skiød
✂ Udaandede, snart heel min Sands
✂ bemestred sig,
✂ Saa ey blev Sted for Sorg, for Griller,
✂ Phantasie.
6✂ 6
✂ Ey orgel-blandet Lyd er saa indtagende,
✂ Som, naar af blot Natur, sin Skaber
✂ prisende,
✂ Den lille Nattergal i Sang mig
✂ mindte paa,
✂ Fornuft- og pligt-gemæs: at giøre
✂ ligesaa.
✂ Min Agtpaagivenhed og undertiden
✂ var
✂ Udfordret af de Ting, som Kunsten dannet
✂ har,
✂ Lysthuset, Hækken har sin kunstig
✂ Danning viist.
✂ Jeg Kunstens Ædelhed og Gartneren
✂ har priist.
7✂ 7
✂ Nu blev mig ankyndt ved Springvandets lette
✂ Hop:
✂ En anden Kunstners Viid, som naar fra
✂ Reden op
✂ Ved Dagens Forbud-Vagt den lette Lærke
✂ svinger,
✂ Saaledes Vandet og af Rør mod Himlen springer.
✂ Nu, underrettet, ved Steenhuggers Grave-
✂ stik,
✂ Som Fædres falske Gud har givet indbildt
✂ Skik;
✂ Om: Uformuenhed min Skaber ret at
✂ ære,
✂ Af blot Fornuft jeg bad ham det mig
✂ selv at lære.
8✂ 8 Nu lad mig Slottet see: udi dets simple
✂ Pragt,
✂ En gammel Majestæt, hvis Maade har
✂ anlagt:
✂ Dets Hauge, som et Sted til sand
✂ Forlystelse,
✂ For Sig —- og Folk — somveed dens Yn-
✂ dighed at see.
✂ Saaledes der jeg Trøst og Glæde fundet
✂ har,
✂ Naar Sindets Rolighed forstyrret ofte
✂ var
✂ Ved Skiebnens Haardhed, — og i samme Ærende Gik jeg derind den Dag man aabned' Telterne.
9✂ 9
✂ Ved Indtrin jeg en snart utallig Mængde
✂ faae
✂ Af middel, nedrig Stand med higende
✂ Attraae,
✂ At søge under de nyebygte Telter
✂ Skygge,
✂ For, troligst, hver sin Gud et Altar der
✂ at bygge.
✂ Mig dette Syn en usædvanlig Gienstand
✂ blev,
✂ Min Forestilling mig ey, som tilforn, beskrev:
✂ Naturens, Kunstens Værd; kun halv behagelig Mod forhen, Haugen nu sig visede for mig.
10✂ 10
✂ Til sand Forlystelse, som først, Anlæggeren,
✂ En Christian mindre ey, end vor, bestemte
✂ den;
✂ Den nu ey ret beqvem mig syntes, —
✂ dog maaskee,
✂ At andre bedre sligt end jeg har kundet
✂ see.
✂ Vel hørte jeg og dem, som sig forlyde
✂ lod,
✂ At Kongens Yndelyst dem ey heri
✂ anstod;
✂ Men som de fleste, ja de beste Ting han
✂ giør
✂ Blir lastet, man slig Last jo ikke bill'ge
✂ tør.
11✂ 11 Af Mængdens Ansigt-Træk jeg let bemærkede,
✂ At i Natur og Kunst de ikke kunde
✂ see
✂ Saa megen Skiønhed, som i Teltets
✂ dybe Skiød,
✂ Raison: Hvorfor det for Lysthuset Fortrin nød.
✂ For Nattergalens Slag, — Soltanens Fest-
✂ Concert,
✂ Man Bifald gav — maaskee — fordi den ey har lært,
✂ Som disse sine Slag at giøre efter
✂ Noder,
✂ Indbildningen er jo til mange Griller
✂ Moder.
12✂ 12
✂ Det alt af Gammelt, Nyt, af Roes, af Last, af
✂ Tak,
✂ Forliebtes daarlig Bæv, indbildte Kloges
✂ Snak,
✂ Af Klager, Ønsker, af det meer for
✂ Øret kom;
✂ Det Folks forskiellig Smag mig lærte
✂ dømme om.
✂ Een roste Tider, som af ham ey mindes
✂ kand,
✂ Een fandt det Beste slet udi sit Fødeland,
✂ Enhver Forandring een fandt i sit Hele
✂ god,
✂ En andens Ord derom var gantke tvert-
✂ imod.
13✂ 13 Forandrings-Vennen fleer med Glæde
✂ spaaede,
✂ Men Contraparten Grund for mange ønskte
✂ see,
✂ Den første sig tilbød af alt, at Nytten
✂ vise,
✂ Naar Nytten sidste saae, han Grunden
✂ vilde prise.
✂ Beundrings-værdig er vort Hofs Oeconomie,
✂ Var strax den førstes Ord, see! Kongen
✂ viselig;
✂ Det kun Bekostning gav, al Pragt
✂ afskaffet har;
✂ Han faae, at Majestæt paa Pragt ey
✂ grundet var.
14✂ 14 Han eene Værdighed i ædel Gierning
✂ fandt,
✂ Med den han syntes, man unødigen forbandt:
✂ En Sverm af Cavalliers, af Dames,
✂ af Bartere,
✂ Som deels til Lediggang og Ont man
✂ klækkede.
✂ Da Stemmers Vægt, om Ting — ey Mængde
✂ gielde bør,
✂ Han selv — sig selv bekiendt, beslutte eene
✂ tør,
✂ Hvad tienligt Rigerne til Opkomst, Flor
✂ bør skee,
✂ For Svig han sikker er, — kan Kassen
✂ sparet see,
15✂ 15
✂ Han demonstreerte med en saadan Nid-
✂ kierhed.
✂ At jeg forsikret er, han havde bleven
✂ ved.
✂ Udi et Stats System at vise Grundene
✂ Til hver Forandring, som var skeet, og
✂ skulde skee.
✂ Om Land- og Søe-Etat, Financer, Cancellie,
✂ Told- og Commers-Colleg, Postvæsen,
✂ Politie,
✂ Raadstue, Skifte-Ret, publiqve Stiftelser,
✂ Om Jurisdiction Akademie, og
✂ meer.
16✂ 16
✂ Men nu Tilhøreren indfandt sig med et
✂ Svar:
✂ At Kongen uden Grund sig foretaget
✂ har,
✂ At rive alting ned, for nyt at opbygt
✂ see,
✂ Det troer neppe selv den slettest
✂ Tænkende.
✂ At Maalet og er got — ey heller tvivles
✂ paa,
✂ Gid kun det Ønske ey maa mangle ham at
✂ naae!
✂ Men da jeg høre fik det Ord: Oeko--
✂ nomie.
✂ Det mig Anledning gav til Griller, —
✂ Phantasie.
17✂ 17
✂ Er Pragt for Konger ey nødvendig? (blev han
✂ ved),
✂ Indprænter den ey Frygt, og Underdanighed —
✂ Hos Undersaatterne? Eenfoldige, i sær,
✂ Som Kierlighed hos dem, selv Frygt
✂ nødvendig er.
✂ Om de Forretninger, som alt er underlagt,
✂ Ny Embedsmænd bliv med meer Færdighed og
✂ Agt,
✂ End før forvaltede? — det Tiden
✂ vise vil;
✂ Af lidet man endnu sig fligt kan slutte
✂ til.
18✂ 18 Men om Uleylighed man alt i Vis-
✂ hed er,
✂ Brødløse seer man jo utalte Men-
✂ nesker?
✂ Til mangen skeet Fallit i Hoffets
✂ Sparsomhed,
✂ Bør søges første Grund, - dernæst i
✂ Ødselhed.
✂ Hofpragten skaffes af, —- Hoffolket Afsked
✂ faaer,
✂ Herskaber reyser bort, — Bye-Handel stille
✂ staaer, -—
✂ Fabriker, - Kræmmere, — Haandverker lider Tab, Indskrænkning Aarsag er, — dog —-
✂ maaskee Dovenstab.
19✂ 19
✂ Man Kassen spare vil, — roesværdigt Øye-
✂ meed!
✂ Men Borgerne uskad, man kunde Middel
✂ seed
✂ I andre Ting, end ved al Pragt at
✂ lægge slet;
✂ Til Borg'res Eyendom har Kongen
✂ brugbar Ret.
✂ Som en Erkiendtlighed, der siges, Kongen
✂ faaer
✂ Fra det ny stiftede Tal-Lotterie hvert
✂ Aar:
✂ En fierding Tønde Guld, et got Huusholdnings Tegn!
✂ Sexdobbelt føres ud, og søger fremmed
✂ Egn.
20✂ 20
✂ Forlystelser paa Dansk, saa got som fremmed
✂ Sprog,
✂ Man kunde have; men langt heller mangt et
✂ Drog
✂ Af fransk, italiænsk Extract man Tusind
✂ geer,
✂ End man med hundred een af Egne hjulpet seer.
✂ See! dette Smaating er mod alt det Kongens
✂ Agt,
✂ Huusholdning, Styrelse, af Gud er un-
✂ underlagt;
✂ Men at i større Ting end i benævnte to
✂ Blir bedre holdet Huus: vi bør formode Troe.
21✂ 21
✂ Om dette Emne jeg ey meer at høre
✂ fik,
✂ Samtalen afbrudt blev, — og jeg afsides
✂ gik,
✂ Hvor strax en Nye mig Agtpaagivenhed
✂ aftvang:
✂ En, Anden Christians Roes, istemte Toner sang.
✂ Men Gud! hvor bragte det mig i Forfærdelse,
✂ For Øyet svævde: Død — i Øret hylte:
✂ Vee, —
✂ I Brystet føltes: Angst — jeg iilte —
✂ og blev vaer:
✂ At det kun Billeder af Skrækkens Malning var.
22✂ 22
✂ Du Helveds Ympe! du utæmte rasend'
✂ Dyr!
✂ Du Diævlers Sendebud! selv Troldenes
✂ Uhyr!
✂ Essenz af al Udyd! hvor kan du
✂ nævne god?
✂ En Tid da ikkun blev forkyndt: om
✂ Død og Blod.
✂ Forfærdet iilte jeg, — en torde see mig
✂ om,
✂ Saa fulgte Skrækken mig, uvidende
✂ jeg kom:
✂ I Stadens Stads-Allee — her Scenen Ændring fik, Her tabte Skrækken sig — men undret,
✂ tavs — jeg gik.
23✂ 23
✂ Her een igiennemløb: De gamle Cimbres
✂ Tog
✂ For Feighed lastet dem — af fin Indbildnings Bog,
✂ Han reciterte: Hvi han vilde com-
✂ mandert
✂ Nedsablet — vundet Seyr — med Catul triumphert.
✂ En grundig Videnskab, i Søemands Kunsten ey,
✂ Tilstod vor Tordenskiold, vor Juel, vor Adler,
✂ Ney!
✂ De kun Forvovenhed — ey Indsigt
✂ stor besad,
✂ Han syntes alt: At ham Algier om
✂ Naade bad.
24✂ 24
✂ Machiavel har lært: Hvordan med Fordeel
✂ man
✂ En Stat indrette, og vedligeholde
✂ kan,
✂ Ey Ulfelt, — Sehested, — ey vor Griffenfelt bør staae
✂ Med ham i Lærdoms Rang, — det soer
✂ en anden paa.
✂ Blant gode Christnes Tal ey Holberg regnes
✂ bør,
✂ For sund Philosophie han neppe nævnes
✂ tør
✂ I Rigshistorien, meer Usandhed Han
✂ har,
✂ End selv en Molesmorth — en andens
✂ Tale var.
25✂ 25
✂ Een Phoenix heel beskrev, — een Cirklens
✂ Qvadratur,
✂ Een viste Grunden til Magnetens Pæg-
✂ Natur,
✂ Een Maanens Skikkelse saae i sit Øye-
✂ glas,
✂ Een Syderpolen fandt foruden Roer —
✂ Compas.
✂ Af Farven viste een, at Mohren er et
✂ Dyr,
✂ En Art af Bavian, — et underligt
✂ Postyr,
✂ I Farven fandt han: Ret at hade —
✂ døde dem,
✂ At: Plyndre deres Land, — dets Rigdom føre hiem.
26✂ 26
✂ For Lærdoms — Viisdoms — Vid een priste
✂ Lapperne,
✂ Een Holland for ureen Huusholdning lastede,
✂ Een sang til Norges Roes, en sang
✂ om Tarv’lighed, Een Svensken lovede for stor Oprigtighed.
✂ Exempler man paa Englands Kydskhed vise
✂ kand,
✂ Saa frie fra Overdaad er intet andet
✂ Land,
✂ Franskmanden heftig een fritog fra
✂ Hyklerie,
✂ Og Tydsken: Egen Roes, Snak, Løgn
✂ og Pralerie.
27✂ 27
✂ Hvad jeg til Danskes Roes og Daddel
✂ hørte her,
✂ Var en betydeligt — blant Smaating jeg
✂ i sær
✂ Erindrer, der blev sagt: At dansk
✂ Comoedie
✂ Ey saa indtagende, som Franske er
✂ at see.
✂ Hertil er eene Grund: i dansk Uskik-
✂ somhed
✂ Jo yndes Landsmænd-Sprog for Fremmet,
✂ (blev man ved,)
✂ Den jo bestyres af retsindig Directeur,
✂ Som en imellem Dansk og Landsmænd
✂ Forskiel giør.
28✂ 28 Forfængelighed en er Danskes Hoved- last,
✂ Os Efteraberie ubillig blir for- kast,
✂ Vi eget agter høyt, — Indfødde
✂ Fortrin har,
✂ Til Rettesnor i alt en Fremmet vi
✂ antar.
✂ En streng Alvorlighed Mandskiønnet blev
✂ lagt til,
✂ Vort Fruentimmer ey med forstilt Blyhed
✂ vil
✂ Mandkiønnet tage ind, — kun Mænds
✂ Uskiønsomhed
✂ I Koners Tidsfordriv kan finde Far- lighed.
29✂ 29
✂ Selv Upartiskhed er hver Dommer her til
✂ Lands,
✂ Og Redelighed hver en Regnskabsførers
✂ Glands,
✂ For Aager Jøder selv ey falskelig
✂ giør Eed,
✂ Selv Advocater ey giør Mod Samvittighed.
✂ Nu Haugen jeg forlod, — udaf Forundring
✂ stum,
✂ Al sidst fortalt Discours bør dømmes i en
✂ Sum,
✂ At være: Pral og Løgn, Ondskab, vanvittig Tøy,
✂ Dog, maaskee dømt for haardt, maaskee det var kun Spøg.
30