? De Danske Skriveres ugrundede Klage som en Følge af hemmelige Lands-Forstyrreres uroelige Hierter. Oplyst for et fredeligt Publicum, til forventende Fred og Eenighed.

De Danske Skriveres

ugrundede

Klage som en Følge

af

hemmelige Lands-Forstyrreres

uroelige Hjerter.

Oplyst for

et fredeligt Publicum,

til forventende

Fred og Eenighed.

Kiøbenhavn,trykt hos L. N. Svare.

2

        

3

Skrivetfrieheden er en Herlighed, enhver Veltænkende Patriot altid har ønsket, og oprigtig glædet sig, at den endelig og er forundt Dannemark. Men naar den skal misbruges til at forstyrre den indvortes Fred i vort fredelige Norden, til at giøre misfornøiede Undersaatter, til at blæse Allarm og stifte Oprør, saa maae enhver fredelskende bede, ei allene om Skrivefriehedens men og om alle Bogtrykkeriers Ophævelse.

Skrivefrieheden er, saavit jeg kan dømme, allene givet til at oplyse, forklare og opdage, men ingenlunde til Skandskrift- ter og allermindst til at saae Ueenigheds og Misfornøielses Sæd i fredelige Hierter, og da den nu fornemmelig synes, at misbruges hertil, saa beder enhver Undersaat, som kan fore-

4

4 stille sig Ulykken for et Land, som er oprørt og misfornøiet, at Skrivefrieheden maae ophæves, eller i det mindste sættes Grænd- ser.

Forunderligt er det, at enhver anseer sin Skiebne for den almindelige, og at nogen tør kalde det en Følge af hemmelige Lands Forræderes Intriguer, at en Skriver, som ikke veed mere end net op at udcopiere en Act eller reenskrive en Concept, og er kun en Skriver lige efter Bogstaven, bliver brødløs, fordi man billig, kræver noget mere af en Skriver, end en maskinmæssig Pen.

Eenfoldige Skriver! det er Dem jeg har skaaret min Pen for, da jeg ellers ikke tænkte paa at indlade mig i sligt Skriverie. Men jeg finder Deres Opførsel saa ublue, og faa stridende mod baade den Troeskab, De er Deres Konge skyldig, og den indvor- tes Fred og Eenighed, De og jeg, saavit det staaer til os, bør søge at vedligeholde, at jeg maae tale med Dem i Fortroelighed, og bede Dem, at De herefter vil afholde Dem fra alt det, som kan opvække mindste Misfornøjelse i Deres Medborgeres Hierter, med nærværende Regierings Forfatning,

5

5 med mindre De vil giøre Dem udødelig ved et Navn af en Lands Forstyrrer, og vente en Løn passende til Deres Fortjeneste; thi om De og virkelig var blevet forurettet, om endog den største Uretfærdighed var viist imod Dem, saa maa De ikke tænke, at en Skrivers Skiebne er Aarsag nok til at blæse Allarm og giøre Sammenkortelser imod en Regiering man ikke med Grund kan klage over.

Ikke med Grund kan klage over? hører jeg Dem gientage. Nei, min Herre, og dette troer jeg at kunne overbevise Dem om, dersom De er meer end en veløvet Skriver, og har lært at bruge Fornuften. Derfor har jeg foretaget mig at giennemgaae det vigtigste af Deres ublue Skrift, som jeg forsikrer Dem, jeg meget ærgrede mig over, førend jeg betænkde, at en Skriver havde skrevet det.

Da jeg læste paa Titelen, de Danske Skriveres ulyksalige Skiebne, tænkde jeg, en havde foretaget sig at beskrive os, hvor slet en Skriver opdrages til Landets virkelige Nytte, at de i Almindelighed vide intet andet, end at skiære gode Penne, skrive en smuk og flydende, og got radere, naar noget

6

6

var feilskrevet; thi enhver maa tilstaae, at der ikke skal findes een blant 20 af dem, der ere opdragne ved Pennen allene, som veed mere end dette; derfore og Regieringen har maattet forbyde, at nogen Skriverdreng mere maa findes paa Contoirerne, men Skri- vere herefter skal tages af Studentere, som ikke altid have fornøden at bruge Formularer; men kunne giøre noget mere end reen- skrive.

Men da De kalder Skrivernes ulyksalige Skiebne en Følge af hemmelige Lands Forræderes Inrriguer, og det skal oplyses for Kongen, saa mærkede jeg strax, det kom fra en Skriver, man maatte nødes til at cassere, fordi han allene kunde skrive og ikke tænke, og at alle vore hovedløse Skrivere havde sammenrottet sig, for med samlet Skrig at hævne sig over de Herrer Departements- og Contoirs-Chefs, hvilke de ansaae som den nærmeste Aarsag til Deres Skiebne. Men Himmel! hvor forskrækket blev jeg, da jeg seer Manden gaae løs paa Regieringen, erklære Undersaatternernes Misfornøjelse dermed, taler om Lands Forrædere og at styrte Souverainiteten o.

7

7 s. v. — Forlad mig, min Hr. Skriver, Hvor fornuftig De end synes i Deres egne Øine, saa dømte jeg dem dog fra Forstanden, og troede, de havde et Hoved formeget; end- skiønt jeg er vis paa at Kongen, om han læ- ste Deres Piece, allene vilde dømme Dem til Pesthuset.

Men da De er saa dum, at erklære alle Undersaatternes almindelige Misfornøiel- se med Regieringens nærværende For- fatning, saa maa jeg troe, at der er et heel Complot af Skrivere, som ønskede at blive deelagtige i Regieringen, og derfor erklære den nærværende uordentlig ligesom Kandestøberen i Comoedien, hvilke let kunne forvilde den eenfoldige Pøbel, De allene kan holde sig til, saa maa man imod sin Villie tage Sagen lidt alvorlig mod Skriveren, og saavit man troer hans Skriver Fornuft kan række, overbeviise ham, hvor liden Grund han har til at blæse denne Allarm og søge at forstyrre den almindelige Roelighed.

De klager, min Hr. Skriver, over Deres slette Skiebne. De kalder Dem og Deres Colleger veløvede Skrivere. Jeg har allerede sagt Dem, hvad jeg og flere

8

8 dømmer om Skrivere i Almindelighed, at de vide intet og burde vide noget, naar de skulde giøre Nytte. Dette er ikke Deres Skyld, men andres, som ikke have fordret mere af en Skriver, end blot at reenskrive, Men maa jeg spørge, er Landet tient med Maskiner; burde det ikke engang forandres er det ikke Synd, at en Skriver skulde blive Skriver sin Livs Tid? burde han ikke avangere til Concipist? og burde det derfor ikke engang fastsættes, at Skrivere skulde have en øvet Tænkemaade, Indsigt og rigtige Begreb? hvorledes kunde det vel skee, uden ved det, der er skeet? at der ingen Skriverstuer i deres egentlige Forstand mere maa være til, men Contoirer, hvor den ringeste har og videre kan forskaffe sig den Indsigt, at han kan avangere op til Chef. De tilstaaer mig vel dog, at en Student, som veed noget af Lovkyndigheden, af Historien, har lært Sprog, er vant til at udkaste sine Tanker paa Papiiret, er øvet i at føre en ordentlig og naturlig Stiil, er 1000 Gange mere stikket til Copiist, end den, der ikke har lært andet end skrive efter en Forskrift. De tilstaaer mig vel og, at der blant Under-Of-

9

9

ficiers findes mange, som have ligesaa god, om ikke oftere større Indsigt, end en Student, og hvo nægter en Konge at tage sine Embedsmænd, hvor han finder de dueligste? Hvilket latterligt Indfald, at enhver skal just blive i den Stand, han er kommet i, naar han er bedre skikket til en anden, eller i denne kan finde en Belønning for sin Troeskab i den første.

De slutter ret efter den gamle Maade, at den, som enten ved Forældres Caprice, eller ved en Ungdoms Forseelse, som siden er

rettet, er kommet i en vis Stand, han skal være fordømt dertil, enten Han er mere skikket til en anden eller ikke.

Men vi maa videre. De klager over, at De ikke kan faae Deres Klage for Kongen selv, derfor nødes til at lade den trykke, dog uden Had at den skal finde Adgang. Mener De da, Hr. Skriver, at Kongen, om Dem tillades denne Adgang, strax skulde erklære Deres Klage grundet og og billig, og ikke først lade den undersøges?

Dersom en Konge saaledes vilde høre enhvers Klage, og tilkiende enhver Klagende Ret, vilde jeg ikke spaae megen Lykke un-

10

10

der saadan Regiering; thi naar har vel en Klagende troet at have Uret? — Har De under forrige Regiering havt større Adgang? Erindre Dem Ministernes AudientsSahle, hvilken Vrimmel der var, hvorlænge man der maatte varte paa den naadige Herre, og næt op nød den Lykke at overle- vere et Stykke Papiir uden at faae andet Svar; end det skal blive forestillet. Jeg veed dog, og De veed der og, om De vil, at et Svar er meget lettere at faae nu end før. At det ikke er enhver efter Ønske, det maa De ikke undre over, saa længe der ere Supplicanter, som ikke bør høres. Og naar De frygter, at det er ligesaa forgieves at trykke som at skrive Klager, hvorfor griber De da til dette Middel? med mindre De tænker, at den, som skriger op og ned af en Gade, skal høres, om han endog har Uret. Have vi ikke et klart Beviis for faa Dage siden, at en grundet og billig Klage er ei allene hørt, men endog bønhørt, omendskiønt den ikke blev andraget for Kongens egen Person?

De raaber Vee og Forbandelse over Dem, som ville overtale en Souverain

11

11

Konge at troe, han ingen Pligter haver uden til sig selv og sine Passioner, og at Der ingen reciproqve Forbindelse er imellem ham og Undersaatterne. Det giør jeg og; men jeg vil vide først, om jeg har Aarsag at udbryde i saadan nidkier Tone for min Konge. Skeer det, er jeg vis paa, de som overtale Kongen at afvige fra sine Pligter, som Konge, har Forbandelsen, uden at jeg just behøver at udfordre den. Men lad os nu tale om, hvad en Konges Pligter og Forbindelser ere i Henseende til hans Undersaatter. Er det ikke at befordre Landets, det hele Lands Vel? hæve Uordner og Misbrug? besætte Embeder med duelige Snbjecta? svare Embedsmænd der, hvor de kunne undværes? raade Bod paa Dyrtid? betale Landets Gield? ophielpe de nærværende Stænder? hæmme Ødselhed og Overdaadighed? bringe Net og Retfærdighed i Flor? have Øie med enhver Embedsmand, at han handler efter sine Pligter og aflagte Troeskabs Eed? Tilstaaer de mig ikke, at dette er en Konges Pligter og Forbindelser? Mener De vel, at alle disse Pligter kunne

12

12 opfyldes uden at nogen maa lide? eller me- ner De, at en Stat, som er i Uorden, kan paa et Aar komme i Orden, og man strax kan høste Frugter af en Reformation, som man anseer fornøden? da maa De troe, det er ligesaa let at reformere en Stat, som at reenskrive en Bevilling.

Erindre Dem nu det mange Aars førte almindelige Skrig, som udbrød ved Skrive Friheden: over Adelens Magt; souveraine Ministre; uretfærdige Dommere; 50 Aars Processer; evige Skifter; utroe Forvaltere; tyranniske Bondeplagere; udsuende Proprietairer; en tilsperret HanDel; dyr Tid; Penge-Mangel og deslige, som ødelegger en Stat. Dette paatager Kongen sig at forbedre. Der høres Glæde- Skrig overalt ved det første Trin, han giør dertil. Man tilbeder Kongen, og det har De og giort Hr. Skriver, fordi han svækkede Adelens Magt, afskaffede de mange smaae Konger i ethvert Collegio, indskrænkede sin Hofstat, forkortede Processerne, skaffede Ar- vinger deres Arv, tillod frie Indførsel, gav Ordre, at Staden skulde forsynes med Lev- nets Midler, paa det, den Brødsøgende ikke

13

13

skulde trædes under Fødder, som skeedte sid- ste Vinter. Alt dette blev jo Kongen op- høyet og roset for; men nu en Skriver, som er saa ubetydelig et Lem i Staten, afsættes, saa skal det hede, at Undersaatterne ere misfornøyede med Regieringens nærværende Forfatning. Hvilken latterlig Slutning! Det har jeg dog ikke hørt, at man har taget sig Skriverne saa nær. At nogle ere misfornøyede, det vil jeg gierne tilstaae, nemlig de som have tabt i Indkomster, de som sees paa Fingrene, de som drages ud af den gamle hovedløse Slendrian, og De, min Hr. Skriver, vilde og blevet misfornøyet, naar man i Steden for at lade Dem reenskrive, vilde fordre, de skulde concipere eller giøre Extract af en Act. Det er en Følge af alle Reformationer, at der maae blive Misfor- nøyelse enten paa den ene eller anden Maa- de, ellers kunde Reformationer ikke være; og dette maae De tilstaae mig, at ved Reformationer maae Embeder besættes med nye Folk, brugbare Hoveder maae forflyttes fra eet i et andet, for at trække dem ud af en langvanet Slentrian. Dette har De vel og seet at være skeet, men om der Hist og her

14

14

har været nogle, som hverken De eller jeg vidste, hvortil de skulle bruges, som uden Hoved havde indsneget sig i Embeder, hvilke ere blevne halv brødløse; kan nogen Fornuftig klage derover?, Faaer de dog ikke Naadsens Brød? Hvem siger, at Kongen for ingen Tieneste skal føde dem i deres for- rige Ødselhed og Overdaadighed?

De taler om Forfædrenes Magt at sælge os til nogle Vellysternes Slaver, der ikke kiende Landets Sprog eller Børn, Skikke og Love, og ere ophøyede til at adlydes i Kongens Sted. De siger, at disse Herrer arbeide paa at giøre misfor- nøyede Undersaatter, at de ville blive For- mænd til at styrte en Souverain Konge, og erklære Kronen Vacant — Min Gud! har de været reent fra Forstanden, da de skrev dette? Kiender de og disse Herrer personlig? veed De deres particulaire Levnet? har De seet dem søle sig i Vellysterne? siden De vo- ver at give dem saadan et Navn — Men lad os sætte Personerne til Side og alene tale om dem som Statsmænd. Behøves det just for at give Raad i Dannemark, at kunne tale Dansk, eller at kiende ethvert af

15

15

dets Bøen! Jeg mener nei; men at kiende Landets Skikke og Love, det udfordres; det have disse Herrer og viist, at de ikke ere ukyndige i, naar de have raadet Kongen til at ophæve fordervede Skikke, forandre og for- bedre Lovene, heller at afskaffe en Lov, hvor nyttig den kan være, end at tillade Vold og Uretfærdighed ved dens Udøvelse.

Disse Herrer, siger de, arbeide paa at giøre misfornøyede Undersaatter i alle Stænder. Lad os engang høre, hvo det er, som bliver misfornøyet. Er det andre end de ubrugelige, actionerede Embedsmand,

og saadanne, som af Frygt for et paaseende Øye maae nødes til Troeskab og Retfærdighed imod deres Villie? Er det disses Partie, De tager, Hr. Skriver, saa har De en meget slet Sag at forsvare. Kan Souverainens Pligt

være større end denne, at vælge duelige Embedsmænd, straffe de Uretfærdige, og Nøye paasee enhver, at han giør hvad han bør? Der behøves meget liden Fornuft til at ind- see at just heeri ligger en Konges Forbin- delse til hans Undersatter, og efterdi De ikke kan see saa meget, maae De slet ingen Fornuft have; men jeg kan troe, den der

16

16

er opdraget paa en Skriver-Stue og blevet gammel med Pennen i Haanden, kan man ikke vente andet af.

De siger, her tænkes ikke paa andet, end at udsue og martre Undersaatterne, og naar De skal anføre Beviis, veed De intet andet at nævne end Extra-Skatten. Sandt nok, det er en beklagelig Skat, og jeg ønskede Middel til at ophæve den. Men kan nogen være saa dum, at tilskrive nær- værende Forfatning denne Skat? den var jo til i forrige Regiering. Der er i dette nye Regierings Aar jo ikke een Skat paa- lagt Landet. Siig mig, om De kan, hvorledes Kongen skulde faae betalt den store og forskrækkelige Gield, han fandt Landet i ved sin Regierings Tiltrædelse, uden denne paa- lagte Skat maatte vedblive, allerhelst nu, da den ulyksalige Algierske Expedition koster saa meget, som er en Virkning af forrige Regierings Forfatning, ikke den nærværende. De fleste Resolutioner, siger de videre, ere bagvendte og nedtrykkende. De maae nævne os nogen af dem, Hr. Skriver, som De har reenskrevet i Deres Embede eller hørt af andre, og bevise, de ere

17

17

saa, ellers erklærer jeg Dem for en LandsForstyrrer, der vil dadle Kongelige Anordninger. Der er dog lidet Godt iblant disse bagvendte Resolutioner, som vor blinde Skriver kan see; men det er ikke nærværende Forfatning, men Nødvendigheden at til- skrive, ligesom Nødvendigheden ikke udfordrede alle gode Resolutioner. Man kan ellers let mærke, at Skriveren ville fundet sig fornøyet med alle Resolutioner, naar in- gen var kommet ud imod ham. Det gaaer accurat med Skriveren som en vis Mand i forrige Tider, da man fortællede ham, at den og den var afsat, svarede han stedse, det var vel nok, han havde og fortient det, men da Touren kom til ham selv, soer han, at det gik forvidt.

Kiøbenhavns Stad Reglement er ikke heller efter Skriverens Hoved, og det fornemmelig i den Punkt, som sigter til at forskaffe ham Brødet til Vinter, at han ikke skal trænge og slaae sig dertil ved Raadstuen. Hvilken herlig Anti - Reformator vilde Skriveren ikke blive, om han blev taget i Raadet med!

18

18

Herpaa yttrer sig hans Iver for Kongen, og han viser sin underdanig troe Kierlighed for hans Person, ved at sige og frit ud anmælde Undersaatternes almindelige Misfornøyelse med Regieringens nærværende Forfatning. Dette var af Skriverens eget Hoved; han kan dog concipere, mærker jeg, men saaledes, at han burde faae det, som Vielgeschrey lover sine Skrivere. Kom frem, Hr. Skriver, med alle Deres Misfornøyede, føer dem an, og forkynd det mundtlig. Siig, hvori Undersaatterne ere misfornøyede — Nei, naar det kommer dertil, saa kryber Skriveren under Bordet; han veed nok, hvad Oprørere og Fredsforstyrrere kunne vente. Han frygter for sit Hoved, derfor kryber han i Skiul og skriver; thi han har ingen at forlade sig paa. Men, min Herre, jeg vil tale lidt alvorligere med Dem om denne Sag. Kan De kalde det en underdanig troe Kierlighed til Kongens Person, at De saa offentlig sætter i Rette paa hans Regiering, og er saa ublue oven i Kiobet, at beraabe Dem paa alle Under saatterues Biefald. Maae jeg spørge, hvor mange De har talt med, som har givet Dem

19

19

Tilladelse til at giøre saadan en Erklæring paa Deres Vegne? Er det ikke aabenbare at ville sætte Uenighed imellem Kongen og hans Undersaatter , og opvække Mistanke hos Regenten? Betænker De ikke, hvad Virkning dette kunde giøre hos enhver anden Konge, der havde mindste Tilbøyelse til Haardhed? Elsker De Deres Konge, naar De søger at formindske den Kierlighed, han har til sine Undersaattere, ved at blæse ham i Øret, at nogle tillige med Dem selv ikke finder Regierings Maaden efter deres Hoved? Nei! elskede De ham, saa tiede De, saa søgte De at overbevise andre, hvor meget Kongen søger at ophielpe Landet, som næsten er ødelagt ved de mange Misbruge og Uordener, som Tid efter anden have indsneget sig. Nævn mig nogen Stat, hvor Regieringen ikke af nogle lastes, hvor viselig den end føres. Paa alle Øl-Huse, naar Glasset nogle gange er omgaaet, har man altid hørt Misfornøyedes Klage; men naar Rusen er udsovet, har Misfornøyelsen havt Ende. Har De derfor hentet denne Misfornøyelses Erklæring fra saadan et Sted, maae jeg tilstaae, De er det eenfoldigste

20

20

Kreatur, at De har villet udgive den som Undersaatternes Hiertes Mening.

De giør hernæst Kongen en Compliment, fordi han afskaffede Conseilet, og lovede at ville regiere som en Souverain Kon- ge og Landets Fader. Det er got nok, deri har De kun været en Gienlyd af alle Undersaatternes almindelige Biefald. Men De kan ikke lide, at han valgte sig en Minister, som han kiendte, at han ophøyede een af sine Undersaatter til at være bestandig om hans Person, for at gaae ham tilhaande med Raad. Kongen skulde regiere selv uden nogens Raad, uden at overlægge Sagerne med nogen, uden at høre nogens Betænk- ning. Han skulde alene have nogle Skri- vere om sig, der kunde reenskrive hans Vil- lie. Er det ikke saaledes De mener? med Tilladelse, min Herre, er De ikke Catholik! mig synes det; thi De har ligesaa høye Tanker om Kongen i Dannemark, som Pøbelen i de chatholske Lande om Paven, at han er infaillible, at alt hvad han finder for got, er som det kom fra Himmelen. Nei min Herre, De giør alt for meget af en Konges Egenskaber. Kongen forlanger det ikke

21

21

selv, at De giør Dem et Begreb om ham, som om en Gud. Han veed, han er et Menneske, har almindelig menneskelige Egen- skaber og Fuldkommenhed, kan feile af Man- gel Baade paa Indsigt og Erfarenhed, behøver Raad og Overlæg med andre. Han veed, at en Konge aldeles uden Raad vil kun regiere meget maadelig. Det kan derfor aldrig have Været Kongens Tanker ved at ophæve det Geheime Stats Conseil, at han vilde regiere saa aldeles alene, at han hverken vilde bespørge, raadføre eller betroe nogen anden noget af Rigets Sager. Men De synes det burde saa være. Kongen skulde hver Dag staae paa Slotspladsen, tage mod alle Suppliqver, Klagemaal og Ansøg- ninger, og strax sige til sin Skriver, skriv paa Suppliqven, at den Søgende skal have hvad han søger, man skal give den Klagende hvad han fordrer. Kongen skulle strax kunne see paa enhvers Ansigt, om de burde høres eller ei. Han skulde strax kunne indsee og dømme i en Tvistighed, som opkommer imellem hans Undersaatter. Og saaledes skulde han hver Dag høre, tage imod og afgiøre nogle Tusinde Ansøgninger og

22

22 Klagemaal, og dermed var da hele Riget bestyret, naar kun enhver havde frie Adgang til Kongens Person, og mundtlig kunde forestille sin Sag. Men mon her ikke var noget mere at giøre for en Konge? De troer vel dog, der hør mere til at regiere, end blot at høre Supplicanter, og om dette end var det eneste, vilde De vel, at en Konge skul- de forlade sig paa sin egen Dom, og troe, han ikke engang behøvede at undersøge Billigheden i enhvers Ansøgning? Men da her er saa meget mere for en Konge at forrette, som hverken De eller jeg indseer, og, som De vel er saa god at troe, vi har et Menneske og ikke en Gud til Konge, saa tillader vel Deres liden Skriver-Fornuft at indsee, det er aldeles umueligt, at en Konge, saa længe han ikke er meer end et Menneske, kan regiere et Rige uden Raad og Medhielp. De finder Dem derfor vel i Billighed, at Kongen, da han afskaffede Conseilet, maat- te have noget i dets Sted, som han med Tillid kunde raadføre sig med. Det behagede ham ikkun at bruge een Mand til sit nærmeste Raad, til at forestille sig alle Rigets Sager, og dette tillader vel Skriveren, at

23

23

en Souverain Konge maae giøre, uden først at høre sine Undersaatters Betænkning. Nei, Skriveren kan ikke taale en forhøyet Minister. Maaskee han vilde have en født Minister, ellers forstaaer jeg ikke, hvad De vil sige med denne forhøyede Minister, thi enhver Embedsmand, som i en Souverain Regiering stiger i Embede og Myndighed, er jo forhøyet eller ophøyet.

Det fortryder Dem vel, at han fik Navn af Minister. Men hvor er De dog ikke eenfoldig, naar De ikke kan begribe, det var en nødvendig Følge af den Tillid, Kongen havde til ham, og de Forretninger, han paalagde ham, at han maatte sættes i saa- dan en Anseelse, ikke for hans egen Skyld, men for Deres, Hr. Skriver, for min og alle Undersaatternes Skyld, som ere vandte til at have Ærbødighed for Kongens befalende Mand. De maae troe, min Herre, at Manden vandt slet intet i Adgang til Kongens Person ved dette Navn, men han vandt en Byrde, et Ansvar, som han ikke før kiendte; og i Steden for langt fra at misunde ham denne Værdighed, som siger intet uden i Relation til ham og os, maae vi mere øn-

24

24

ske ham Mod og Styrke i Forstanden til at opføre sig saaledes i denne saa betydelige Post, at Planen ikke skal standse, eller For- andring forderve det nyelig begyndte; thi da seer det bedrøveligt ud for Riget, naar Kongen for at opføre sin foresatte StatsBygning, vil ofte forandre Bygmestere, og nu betiene sig af een, nu en anden, da han vil besinde, at den sidste vil altid være af anden Mening end den første; derved bliver Riget en Spillebold og der kommer aldrig nogen Fasthed og Orden i Sagerne. Var De derfor klog og ønskede oprigtig Landets Vel, saa ønskede De med mig og enhver troe Undersaat, at den eller de Mænd, som Kongen betroer sig til i Rigets Sager, maa altid besiæles af en redelig Aand, og handle i Hensigt til det Heles almindelige Vel, og saa med Taalmodighed finde os i, om den saa høit fornødne Reformation medfører noget Lidende for en eller anden enkelt Person, hvis Skade ikke er det Almindeliges.

Men De er ikke saa redelig sindet mod Deres Fæderneland, at De kan glemme De- res egen Fordeel for at see paa Landets. De er forbittret, og søger Hevn saavidt der

25

25

staaer til Dem, derfor er De saa forvoven at forekaste Kongen en Ministers Valg, som De ikke kan biefalde, fordi han er ophøyet dertil uden gradviis Trin. De kan ikke lide ham, fordi han ei forstaaer Dansk. De kalder ham end ydermere fremmed, han veed ikke Landets Love og Skikke. Men hvor dumt! ligger da Altona i Asien? har Dan- nemark ingen Tydske Undersaattere? Kan en Tydsk ikke kiende Dannemarks Love og Skikke, allerhelst han er en fød Undersaat? Jeg veed en fremmed Mand, der blant andre Kundskaber om Dannemark, havde saa Nøye en Kundskab øm Landvæsenets slette Tilstand, at han fremlagde saa nøye og sandfærdig en Efterretning om Aarsagerne dertil i Proprietairernes, Landets Udsueres Forhold, at man maatte sværge paa, det var en Digt, dersom ikke desværre mange Exempler havde beviist Sagens Rigtighed. Det er derfor kun et eenfoldigt Indfald, at ingen kan foreslaae Forbedringer i et Land, naar han indseer dets Mangeler, medmindre han tillige veed at tale Landets Sprog, allerhelst hos os, hvor man ikke uden af Pøbelen egentlig skal sige, enten Landets Sprog er Dansk,

26

26

Tydsk eller Fransk. Naar Raadet, som gi- ves, er godt, og tiener til Misbruge at hæve og Forbedringer at indføre, kan det ei alene være os ligemeget, fra hvem det kommer; men vi maae endog takke den, som giver Raadet. De fleste Tider kiende Landets Indfødte mindst til Landet; thi de betragte det ikke saa nøye, som Fremmede, der have andre Lande at holde det imod.

Videre for at følge vor indsigtsfulde Forfatter i hans Besværinger over Regieringens nærværende Forfatning, skriger han over den Myndighed, Ministeren har, og siger: Kongen har deelt Regimentet med ham, og givet hans Befalinger en Kongelig Egenskab i Henseende til Adlydelsen, og herover græder alle troegivne og ærlige Undersaatter. Ja, De maae nok sige, vi græde, Hr. Skriver. Men det er over Deres dumme og oprørske Ondskab. Hvor kan nogen, som har mindste menneskelige Fornuft, sige, at Kongen deler Regimentet, fordi han sætter sine Embedsmænd i deres behøvende Myndighed og Anseelse? Bør ikke enhver Embedsmand i sin Cirkel have Kongelig Myndighed i sine Befalinger?

27

27

Hvor kunne de ellers blive adlydede? Hvo vilde vel ellers paatage sig et Embede og befale noget i Kongens Sted, naar deres Ord ikke skulde være gyldige, og lige saa gyldige som Kongens egne? Min Gud, det er jo dog Embeders Natur, at Befalinger maae have en Kongelig Egenskab i Henseende til Adlydelsen. Kiere Skriver, spørg Dem for Guds Skyld for, og lad Dem undervise, førend De skriver noget en anden gang; thi jeg er grædefærdig over Deres utaalelige Dumhed. Gaae til Etaterne, spørg enhver Embedsmand, baade geistlig og verslig, om ikke hans Befalinger, saavidt Embedet strækker sig, haver en Kongelig Kraft til at forbinde; thi han er i Kongens Sted.

Ministeren, klager Skriveren videre, handler efter sin egen, sine Brødres, sin Families, samt Fuchssvanzeres Fordeel. Atter en Beskyldning uden mindste Grund. Hans Familie er kun liden, saa Landet kan ikke tabe 1000de Delen ved deres Befordring, mod hvad det før har tabt ved en Favorits Jacobitiske Familie. Han har ført os en Broder til Landet, som af alle roses og elskes for sin Indsigt og Op-

28

28

førsel, hvad Skade er det for Landet? desuden er sligt saa naturligt og i sig selv uskyldigt, at ingen Retsindig kan fortryde derpaa. Men hvem Skriveren mener med Fuchssvanzerne, det kan jeg slet ikke giette. Det maae nok være vore nye Collegii-Herrer, som han strax derpaa erklærer uværdige til deres Embede. Men heri lyver De uforskammet; thi jeg kiender d m alle, jeg kiender dem saa nøye af Indsigt og Redelighed, at jeg paastaaer, ingen bedre kunde vælges, hvilket Vid- nesbyrd endog mange af de Afsatte maae give dem. Deres indsmurte, raae, ubevante og uskiæg- gede Petits-Maitres, eau de levante-Flasker og Pomade-Herrer skal vel være de unge juridi- ske Studentere, som ere antagne, og heri har jeg modsagt Dem saa meget, som jeg troer giøres fornøden.

Ligesaa troer jeg og at have giendrevet Deres aldeles ugrundede Besværing over Under-Betieningernes Besætning i de civile Departements med Under-Officierer, hvilket De kalder en landsskadelig og landsforvirrende Anordning I Deres Tanker kan meget lidet skade og forvirre et Land. Jeg derimod er saa eenfoldig, at jeg anseer det meget ligegyldigt for det Almindelige, hvad Slags Folk disse Under-Betientere ere, naar de kun er deres Betiening voxen, og det skal vist glæde mig, at en velskikket og velfortient Under-Officier kan paa sin Alderdom ved saadan en Anordning finde Levebrød i en større Roelighed og uden mindre Møye,

29

29

Videre finder jeg det ikke fornøden at berø- re Deres Skrift; thi det øvrige gaaer alene ud paa Skriver-Selskabet, og beklage, der er i vore Tider ikke saadan Forfremmelse for veløvede Skrivere, som i forrige Tider. Til Slutning giør De en Bøn, hvormed De skiuler al Deres Ondskab. Men hvo seer ikke, at denne Bøn kommer fra et forbittret og hevngierrigt Hierte, og denne Bøn vil De, skal bønhøres? Gud skal her ned fra Himmelen, jage alle de nye Embeds- mænd ud, og sætte de gamle ind igien? Ja see om han giorde det, fordi en oprørsk Skriver be- der derom med skiærende Tænder — Foruden det, min Ven, at De har det sletteste og nedrigste Hierte, som kan boe i nogen Dansk Undersaat, saa er De og den groveste Hykler, i det De slut- ter saa ublue et Skrift med en Bøn om Landets Frelse og dets Fienders Udryddelse. Efterdi De vil ansees som en Christen, hvilket ingen af Deres Opførsel kan troe, De er, saa udfordrede den san- de Christendoms Pligt, at De giorde saadan Bøn hemmelig, og at De heller bad Gud omvende end udrydde Deres indbildte Landets Fiender. Og siden De selv giver Anledning at tale med dem i denne Tone, saa maae jeg sige Dem noget meer, for at overtyde Dem om, at Deres Hierte er ikke mindre end christeligt. Har De glemt Deres liden Catechismus, saa behag at læse den igien, De skal i Huustavlen finde, hvad Deres Pligt er imod Øvrigheden, nemlig at adlyde, ikke la-

30

30

ste, ikke værs kivagtig, være lige saavel Kon- gens Høvedsmænd, som Kongen selv under- danige, frygte sig for Magten, som ikke bær Sværdet forgieves, men er en Hevner til Straf for dem som giøre ilde. Efterdi De vil være Christen, maae De og vise saadanne Chri- stendoms Pligter, som ere Dem paalagte. Og om De end troede, at Dem skede Uret, at Regieringen var uretfærdig, uordentlig og Undersaat- terne bleve tyrannisk medhandlede, burde De derfor som en Christen, sætte Dem op imod Øvrigheden, laste, true og udskrige den? Nei det er ikke Apostelen Peders Lærdom; men saaledes lærer han, at I Tienere skulle være Herrerne under- danige i al Frygt, ikke aleneste de gode og milde, men og de fortrædelige; thi det er en Naade, dersom nogen fordrager Sorg for Samvittighedens Skyld til Gud. Thi hvad er det for en Roes, dersom I synde, og blive slagne paa Munden og taale det! Men der- som I giøre Got og lide og taale, det er Naade for Gud.

Skam Dem, Hr. Skriver, ved at tænke paa Deres Opførsel, som viser, at De hverken er Christen eller elsker Deres Konge. Dersom der af Deres løgnagtige Beskyldninger, Deres formastelige Forekastelser og Deres oprørske Skrig kommer en Ruptur, som Gud i Naade forbyde, kan De være vis paa, De bliver den første, som tages ved Hovedet, og hvad vinder De derved?

31

31

Tak Gud, man ikke opsøger Dem, som slet ikke vilde blive vanskeligt. Stil Deres uroelige Aand, tving Deres hevngierrige Hierte og stræb saavidt det staaer til Dem, at vedligeholde Fred og Roelighed i enhvers Hierte. Stræb saavidt De kommer, at overbevise de Misfornøyede om Deres Klages Ugrund, saa viser De Dem en værdig Undersaat og en god Christen. Men Vee og Forbandelse skal komme over deres Hoveder, som ikke af yderste Formue vedligeholder os vor Fred. Forbandet være den Skriver, som skriver mod Øvrigheden, og den Bogtrykker, som lader endog den ringeste Pasqvil komme under deres Presse, imod hvem den end er. Jeg og enhver fredelig Undersaat skal overhænge og overskrige Øvrigheden om at sætte Skrivefriheden Grændser, og statuere Exempel paa en saadan vindesyg og nedrig Bogtrykker, dersom vi herefter seer det mind ste fra nogens Presse, som strider mod Christendom, Pligter og gode Sæder Ingen veltænken- de og ærlig Bogtrykker lader herefter noget komme for Lyset, uden at sætte sit Bogtrykker-Stempel derpaa, og være vis paa Forfatteren. Den som handler herimod, være herved erklæret for en Fiende af Landet. Lad komme for Lyset hvad som tiener til at opdage Feil og indføre Forbedringer, men ingens Presse svede under Skandskrifter, Pasqviller, mod hvem de end ere, og allermindst mod Øvrigheden, uden han vil ansees som en Landsforstyrrer og straffes efter Fortieneste; thi

32

32

Skrivefrieheden har langt fra ikke ophævet Love og Forordninger mod sligt. Kommer der en Skandskrift mod mig, søger jeg vist min Mand, og finder jeg ham ikke, tager jeg ligefrem Bog- trykkeren for Manden; thi det er utilladeligt, at en Friehed, som er givet i den beste Hensigt, skal saa skammelig misbruges til at oprøre den ene Undersaat mod den anden, og giøre Dannemark, som altid har elsket og æret deres Konger, misforde med Regieringen.

Der er jo dog, ædle Danske, virkelig ingen Grund til almindelig Misfornøyelse, naar enhver med rette Øine vil see paa det Gode, som er skeet. Conseilet blev afskaffet, og jeg vedder, at ikke Ti uden for Dem var ilde tilfreds dermed; thi det er klart, enhver regierede som en Konge. De- res Regimente, dersom det ikke var blevet svækket, var just i Stand til at styrte Souverainiteten. Adelen, den mægtige Adel blev adspredt, men hvo begriber ikke, ar Kieden maatte reent sønderslides, dersom Planen skulde udføres. Can- celliet er sat paa en Fod, som ingen kan andet end være fornøyet med, og hvad spares ikke ved denne Indretning? Kammeret, som før var af- deelt i adskillige Collegier, blot fordi en Adel kunde blive anbragt som Præses med en stor Gage, er samlet til eet, og herved maae efter mit Begreb spares. Toldkammeret leed mindst; men fik en bedre Indretning. Magistraten gik af; men endeel ere siden placerede ved andet, og maaskee

33

33

de andre siden, ligesom man finder dem duelige. Hofstaten, som var kun til at ruinere, til et Rov for enhver Egennyttig, er regleret saaledes, at Kongen nu veed hvad hans Hof koster ham aarlig. Garden til Hest gik af; thi Kongen vil ingen Stats føre, saalænge hans Land er saa for- gieldet. Processerne ere forkortede, man har afskaffet en Instants; hvad Fordeel er det ikke for dem, som ere saa ulykkelige at trætte om mit og dit. Skifterne ere satte paa saadan en Fod, at man kan see Ende derpaa. En almindelig Pleye-Anstalt oprettes, hvorved den Fattige underholdes uden Betlerie, og fattige Børn opdrages saaledes, at de kunne blive til Nytte for Landet. Vi have faaet rene Gader, som sparer megen Vognleye. Politiet er sat paa en ordentlig Fod. Her sørges for Ophold til Vinteren, naar Søen tillukkes. Man bliver ved at forbedre Landvæsenet og Agerdyrkningen. Man arbeider paa at forbedre Handelen og udvide den. Hvo kan udsætte herpaa? Rangsygen, som gik til Latterlige og har ødelagt mangen en ærlig Borger, har faaet sit Banesaar. Soldaten faaer sin Sold. Matrosen, naar ham skeer Ophold og han klager, er Kongen villig at give ham Ret. Men en Deel, vil man sige, afsættes og blive brødløse. Det er sandt, men det er Reformationers Natur og kun et enkelt Onde, man ikke maae agte mod det almindelige Gode. Hvad vandt Landet ved Adelens store Indkom-

34

34 ster? De bleve ikke rige; thi de vare overdaadi- ge, førte Kongelig Stats og giorde mangen Borger fattig med sig. Nu gaae de fleste Embeds- mænd smukt til Fods, og betaler enhver sit. De Afsatte have faaet noget at leve af, og gid de kunde have beholdt det alt, jeg misundte dem det ikke, men Landet kunde ikke taale det.

Overhovedet vil jeg sige med en vis Statsmand, at en Regieringsform, som har staaet 50 Aar, behøver formedelst indsnegne Misbruge en Reformation, som er næsten som en nye Regieringsform. Derfor seer jeg disse Forandringer an med Stats-Øine, troer dem fornøden, beklager de Lidende uden at see Middel til at hielpe dem; thi jeg troer, det er fornøden, at ved Reformationer maae Embeder besættes med nye Folk. Jeg dømmer vel af det Gode jeg seer, jeg dømmer ikke af det, som er endnu i sin Fødsel, til at forkaste det som unyttigt eller skadeligt, men seer hen i Tiden, som skal alene retfærdiggiøre eller fordømme nærværende Forfatning, og haaber det skal blive got, om ikke for os, saa for vore Efterkommere. Jeg seer paa andre Steder, hvor der fo- regaaer større Forandringer. Jeg troer, det er enhvers Pligt, som ikke vil knurre mod sin Konge, at legge Haanden paa Munden i de Ting, han ikke begriber. Jeg tænker om de Mænd, der ere Kongens Raadgivere, at de alene sigte til at forbedre Landet, og har en Afskye for at fornærme nogen uden den høyeste Nødvendighed. At de

35

35

vide, de staae til Regnskab for Kongen og for Gud, at de elske det Land, de ere i, at det er dem kierere at have Venner end Uvenner, derfor handle og raade i den beste Hensigt, som er det Heles Vel. Jeg forestiller mig Ulykken for et Land af misfornøyede Undersaattere, derfor har jeg skrevet for at betage enhver Aarsag til Klage, og ønsker oprigtig, at Fred, Eenighed og Kierlighed maae boe i enhvers Hierte, og at vi ville overlade alting til ham heroven til, som ikke tillader der mindste@uden det paa en Maade skal tiene os til Gode.

36