? Et nyt Brev fra Jfr. Rebecca Abeltoft til sin Broder som haver læst hans Betænkninger over dem, som uden Ægteskab og videre Straf avle Børn sammen.

Et nyt Brev

fra

Jfr. Rebecca Abeltoft

til

sin Broder

som haver læst hans Betænkninger

over dem, som uden Ægteskab og videre Straf avle Børn sammen.

Kiøbenhavn

Trykt hos Paul Herman Höecke. 1771.

2

        

3

Min kiære Broder Friderich Matthias Abeltoft! Jeg mærker af dit Brev, kiæreste Broder! at du i en Hast, mod ald Formodning, har forandret dit Sindelav og Studeringer. Du havde lovet mig, Sal. Søstre og Forældre, at opoffre de Geistlige Muser din heele Levetid, og følgelig ikke at forlade den ærværdige Orden, hvorfra vi alle nedstamme. Det gaaer mig til Hierte, at du saa hastig er frafalden, og med en lovfuld Aand, i Stæden for eenfoldige, og til et svagt Fruentimmer-Begreb svarende Forestillinger, søger at overbeviise mig, din Søster, om Forordningen af 13 Jun. 1771, dens vaklende Grundvold.

4

4 Jeg tvivler ikke paa, at du jo besidder den Fornuft, som Verdslige tilkommer. Men betænk, kiære Broder! de verdslige Foranstaltninger, Lærdom og Satser maae nøye undersøges. Havde du derimod skrevet i en Geistlig Tone, vilde baade jeg og andre have tiet gandske stille. Dette er Aarsagen, høytelskedeBroder! at jeg undersøger dine Betænkninger saa upartisk, efter mit svage Begreb, som mueligt.

Du siger, at de i Loven fastsatte Bøder, og i Forordningen af 8 Jun. 1767. dicterede Straf for ledige Personer, som uden for Ægteskab avle Børn sammen, haver aldrig hindret dem, som Forældre, til at efterkomme deres paaliggende Pligter til Børnenes Opdragelse. Dette kunde et eenfoldigt Fruentimmer, som du veed jeg er, let bifalde; men fornuftige vil nok blæse derad.

Den Iste Artikel udi Norske Lovs 6te Bog 13 Capitel foreskriver: Hvo, som nogen Qvindes person beligger, bøde til sit Herskab fire og tyve Lod Sølv, og stande begge aabenbare Skrifte. Have

5

5

de ikke Middel til Bøderne, da straffes de efter deres Formue, og med Fængsel paa Kroppene. Men, dersom de ægte hverandre, da betale han til Bøder halv femte Lod Sølv, og hun halv saa meget, og være frie for Skriftemaal.

Spørsmaal, hvorfra disse Penge-Bøder skal tages; jeg meener, naar en fattig TienesteKarl og Tieneste-Pige i Kiøbstæderne, eller en arm Bondekarl og Bondepige paa Landet avle Børn sammen? Uden Tvivl af deres Løn; eftersom de ingen andre Midler besidde. Men naar de nu have givet et heelt Aars Løn til sit Herskab, hvad er saa tilovers til Barnets Opdragelse? slet intet. Var det da ikke mere anstændigt og overeensstemmende med Guds og Naturens Lov, at Forældrene anvendte Bøderne til deres eget Barns Opdragelse, end at de bleve til Ister paa Herskabets Bug, som formodentlig ikke har trængt til slige Almisser.

Du begriber meget let heraf, kiære Broder! at jeg siger Sandhed, og følgelig at de i Loven fastsatte Bøder virkelig have hindret

6

6

mange ledige Personer i at bære Omsorg for deres Børns Opdragelse. Jeg vil ikke tale om, hvad de aabenbare Skrifte have udvirket, som af Pøbelen ansees ligegyldige med Gabestokken, og dog i sig selv ikke sige meget, naar man undtager Formaningerne, som under fire Øyne kunde udvirke ligesaa kraftig Omvendelse; Thi enten en Præst siger Synderne forladte eller ikke, vil komme ud paa eet, saasom det er og bliver ham umueligt at randsage Hiertet og Nyrene, om en Synder er bereed til at imodtage Syndernes Forladelse eller ikke. Men tilkommer Gud allene, som kiender Menneskenes Gemytter, Tilbøyeligheder og Sindelav; følgelig maae man slutte, at Skrifte-Stolen i den Henseende, aabenbare Skriftemaal, o.s.v. ikke ere andet end en Slags Levninger af Catholske Ceremonier, som fordum Tid vare indstiftede, for at anskaffe de Geistlige Authorite i Staten, som nogle himmelske Sendebud. Jeg veed ellers vel, kiære Broder! hvorpaa denne Sædvane grunder sig, nemlig disse Sprog, som findes hos Evangelisten Matthæus udi det 16 og 18 Capitel, hvor det heeder: Og jeg vil

7

7

give dig (Petrus) Himmeriges Riges Nøgler, og hvad som du faaer bundet paa Jorden, det skal være bundet i Himmelen. Item: Sandelig siger jeg Eder: Hvad som helst I binde paa Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse paa Jorden, skal være løst i Himmelen. Følgelig skulde, efter disse Sprog, ingen Synd forlades i Himmelen, uden den, som Præsterne forlade her paa Jorden; og ingen Synder tilbageholdes Syndernes Forladelse, uden Præsten forher haver fundet det fornødent. Men er nu Præsten saa sindet, at han forlader sine Venner Synderne, og tillukker Forladelsen for hine, som han synes at have noget skiønt ubetydeligt udestaaende med, vilde nogen da troe, at det og saaledes forholdt sig i Himmelen? Det være langt fra! men Syndernes Forladelse bestemmes efter Synderens Hiertelav og Omvendelse, enten Præsten har tilsagt ham i Forveyen Syndernes Forladelse eller ikke, uagtet det Sprog, som findes hos Joh. 20, v. 23, som og siger: Dersom I forlade nogles

8

8 Synder, ere de dem forladne; dersom I beholde nogles, ere de dem beholdne; Thi samme beviser intet andet, lignet med andre Bibelens Sprog, end hvad i Forveyen sagt er. Paverne i Rom, i fordum Tid, ud- stædede endelig de saa kaldede Aflads-Breve for begangne Synder, naar Sollicitanten kun havde Penge at smøre Paven med; ihvorvel det gik ham anderledes engang, som der fortælles, end han nogensinde havde forestilt sig; saasom saadan en Person faldt paa at vende tilbage, og giøre Ende paa Pavens eget Liv; hvilket og blandt andre tilkommende Synder skulde være forladt, efter Pavens egen Haandskrift. Men jeg begriber aldeles ikke, hvorfra Paven har kundet tage saadan Magt: allermindst troer, at saadant et Aflads-Brev har nyttet Synderen noget i Henseende til Syndernes virkelige Forladelse, men kun skilt ham ved sine Penge, eller timelige, ja vel og undertiden sin ævige Velfærd. At tænke eller sige: samme kunde gielde om vore Præsters Synders Forladelse, vil maaskee blive for stivt, siden Discoursen angaaer, for saavidt, det Ceremo-

9

9 nielle i den Lutherske Religion. Hvorpaa ellers jeg grunder mine foregaaende Tanker, er følgende: Jeg sætter for Ex. en havde i Dag begaaet Mord, berøvet sin Næste 100 Rdlr. eller besovet en andens Hustrue, Præsten saavelfom andre uafvidende, og den samme i Morgen faldt paa at gaae til Skrifte med en dyb fore- stilt Ærbødighed og Poenitentze, og annammede derpaa af Præsten Syndernes Forladelse; skulde man derfore tænke, at de og virkelig i Himmelen vare ham forladte? Jeg siger ney. Altsaa kan Skriftestoelen, for saavidt Syndernes Forladelse anbelanger (Formaningerne undtagne, ligesom tilforn) give uigienfødte ryggesløse Mennesker Anledning til at troe, at de virkelig ere i Naadestanden, siden dem ere Synderne forladte, Skiønt de dog gandske vist ere ligesaa hellige først som sidst. De aaben- bare Skriftemaal derimod, som ansees især saa haanlige, tillige med Straffen paa Kroppen, forhindre Folkemængdens Tiltagelse, og Børnenes, naar de engang avles par Slumpe-Lykke (*)

(*) Jeg siger par Slumpe-Lykke, fordi man har havt Exempler paa, at ledige Personer allene af

10

10

af ledige Personer, vedbørlige Opdragelse. Thi skal nu de arme Mennesker, som have giort sig Umage for, ligesom alle andre Guds Skabninger, at forplante sit Astom, straffes paa Kroppen og stande aabenbare Skrifte for deres Stræbsomhed, efter foranførte Artikels Indhold, i Mangel af, at vor Herre ikke har givet dem Penge nok til at udslette deres saa kaldede syndige Gierning, eller Leyermaal paa anden Dansk; saa maatte de enten ønske, at Naturens medstabte Tilbøyeligheder vare svækkede, eller de levede i en Udørken, hvor det e- ne Kiøn ikke kunde nærme sig til det andet, førend Præsten just var i Nærværelsen; eller og for det 3die undstaae sig for Torten og nægte sig at være Børnenes Forældre.

Frygt for Straffen have forhindret Forplantningen for saavidt som stod i deres Magt, og dog øvet Gierningen ligefuldt paa nogen Tiid, hvilket baa'de jeg og andre ikke uden største Græmmelse af adskillige Discurser saa lidt har kundet mærke. Dette strider og ingenlunde mod den menneskelige Natur; thi vi veed det, mange føger at undgaae Straffen saa længe det er mueligt, uagtet de dermed begaae større Synd, end den første virkelig haver været i sig selv.

11

11 Den Anden Artikel i bemelte 6te Bogs XIIIde Capitel, er lige saa rimelig som den første, der befaler, at en Lav-Værge, som besover sin Myndling, eller Enke, som han er Lav-Værge for, skal tage hende til Ægte, om hun vil; og om hun ikke vil, da at have forbrudt sit halve Hovedlod til hende, foruden Bøderne til Herskabet. Men kan nu en giøre noget for det, at Myndlingen er saa egensindig og ikke vil tage ham til sin Mand, naar han vil tage hende til Ægte? Ney. Hvorfore skulde han da straffes paa sit halve Hovedlod frem for hende, der baade er Skyld i det første tilligemed ham og i det sidste allene? Kanskee af Herskabets Indskydelse, som tager Deel i Bøderne.

Ved denne Leylighed, saavel som ved at igiennemlæse den 3die Artikel i bemelte Bog, erindrer jeg endnu at være bestemt ved de Danske Forordninger, det en Person som forseer sig 3de Gange efter hinanden i Leyermaal, skal rømme Herredet, og ligeledes for simpel Horerie, ventelig af den Aarsag, at Personerne ikke skal faae Leylighed atr udøve Giernin-

12

12

gen tidere. Men er nu Horerie og Skiørlevnet Utugt, som begaaes af udydige Mennesker, hvorfore skal da et andet Herred være pligtigt til at indrømme saadanne Personer, der i en Hast kan anstikke de dydige med fine Udyder der paa Stædet, og Misgierningen dog anderledes kunde blive afskaffet? Dog det er sandt, kiære Broder! dette kommer mig ikke til at undersøge, og derfore er det best jeg tager fat paa Forordningen selv, af 8de Junii 1767, hvilken du siger: aldrig at have hindret uægte Børns Opdragelse.

Forordningen tilholder, at de som forsee sig med Løsagtighed, skal sidde hos Herskabet pan Vand og Brød nogen Tid. Dette usædvanlige Straf, som af Bonden især ansees ligesaa foragteligt som aabenbare Skrifte, forhindrer sandelig ikke allene de uægte Børns Opdragelse, men udvirker desuden saa meget, at Faderen skammer sig ved at være sine Børn bekiendt, ja maaskee vel og faaer i Sinde at omkomme dem, i Fald der gives Leylighed til, @især om han er af høy Herkomst, og den besovede af ringere, saa han derfore frygter at

13

13

tabe sin Reputation hos andre sine Medbrødre, der endnu ikke ere grebne i slige saa kaldede foragtelige Gierninger. Samme gielder om Mødrene besynderlig, dersom de ere anseeligere end Mandspersonerne; og dette bliver uden Tvivl en Hoved-Aarsag til de nu omstunder grasserende Dølgsmaal og Børnemord, som vor elskværdige Konge har saa viselig søgt at forebygge ved adskillige fornuftige Anstalter.

Vi have, kiære Broder! opholdt os lidt ved Forordningen og visse Artikler i Loven. Du tager dog ikke ilde op, at jeg endnu yttrer mine Tanker om den 10de i oven anførte Bog, saasom jeg fornemmer at du virkelig er Lovkyndig. Den lyder saaledes: Lader nogen fornemme Mands Enke, eller Datter, i hvad Stand de ere udi, Geistlig eller Verdslig, sig i Uære beligge, da maae hendes Værge, saafremt han og næste Frænder ikke hende ville benaade, hende strax tage og fængslig lade indsætte og forvare i hendes Livstiid, og alt hendes Gods til sig annamme, nyde og be-

14

14

holde, saa længe han hende saa i Fængsel og Forvaring holdendes vorder. Han der imod skal holdes for Mindremand, med mindre han ægter hende med Værgens Samtykke. Forskrækkelig haard Straf! lige fuldt jeg indseer, at Artikelen indeholder nogle Stats-Politesser, fornødne maaskee til sin Tid og under særdeeles Vilkaar, nemlig at et fornemme Fruentimmer ikke skal besoves af den, som er af ringere Herkomst, skiønt alle for sig selv, det er, uden for den erhvervede FødselsRet betragtede, ere af samme Beskaffenhed. Ja de fornemme og ringere besidde selvsamme af Gud og Naturen indgivne Tilbøyeligheder; men dog de første naturligviis formedelst rigelig Underholdning stærkere, hvorfore de dog ikke kan straffes haardere, siden Lysten hos dem er meer uovervindelig, og allermindst af en Lav-Værge; Thi er Gierningen skiendig og syndig i sig selv, saa burdte den uden nogen Personers Anseelse afstraffes, og ikke staae i Lav-Værgens Magt at formilde, eller og aldeles opgive det fortjente Straf og Fængsel. Ikke at tale om, dersom Guds Love ere almindelige,

15

15

hvorpaa ingen tvivler, saa maae de ligesaavel udkræve Straf over en fattig Synder som fornemme, og det ikke i ulige men lige Grad efter Forseelsens Størrelse og Vigtighed, som følgelig siden fuldbyrdes paa begge saavidt Omstændighederne tillade og deres Legemers Forfatning. Om Penge-Bøder tales her ikke; thi det er soleklart, at den Riige kan betale meer end den Fattige.

Den 12 Artikel kommer mig ligeledes noget underlig for, maaskee af den Aarfag, at jeg, som et svagtænkende Fruentimmer, ikke ret kan fatte dens Meening. Er Qvindfolket, siger den, betroet nogen Nøgle til Øl, Mad, Klæder, Penge eller ander, som bør ar være forvarer, da straffes den, som hende besover, som en aabenbare Tyv, om han tiener i Gaard med hende. Det er rimeligt, at paa et andet Sted i Loven findes Nøyere Forklaring o- ver anførte Artikel, hvorom du, kiære Broder! bedre kan dømme, i Fald saa er. Imidlertid tykkes mig dens Sammenhæng er kun maade-

16

16

ligt, og Straffen aldeles ikke læmpet efter Misgierningernes Qvaliteter; thi hvad kommer det Sagen ved, enten et Fruentimmer er betroet noget af sin Huusbond, eller ikke, alt saa længe Mands-Personen vogter sig for at bortsnappe noget hemmelig af det som Pigen er betroet, og besover hende allene simplement, ligesom det havde været en Fremmed, der ikke tiente i Gaarden, eller var noget betroet; fordi et Menneske bør jo ikke straffes, uden det virkelig forseer sig, allermindst paa Æren, som enkelt Leyermaal, begaaet af løse og ledige Personer, aldrig kan medbringe. At forandre saadanne Love, er altsaa meget vel anstændigt og ædelmodigt for en viis Konge. Eller mee- ner du ikke, betænksomme Broder! at det var gandske urimeligt, at udelukke et Slegfredbarn fra al Arv efter sin Fader, forbyde, at det ikke maae være en Ægte-Qvindes Søns Værge, uagtet det besad alle muelige Fuldkommenheder, som udfordres dertil, ligesom et Ægtefødt, at der endog skal giøres Forskiel i Daaben selv, eller rettere sagt, de Ceremonier, som bruges ved Daaben, som dog er et Naadens Sacra-

17

17 ment, der giær os alle, saavel ægte som uægte Børn beqvemme til at imodtage Aandens Virkninger fremdeeles, og forsikkrer, at vi alle ere Greene paa et og det samme Træe. Hvad Arve-Rettighedens Indtænkning anbelanger, da er det soleklart, at den meget har forhindret de uægte Børns Opdragelse og videre Lykke i Verden, som f. Ex. naar en Fader ved Døden er afgangen, og har efterladt sig 3 a 4 umyndige ægtefødte Børn, og endnu aparte et Slegfred-Barn. De første har rigtig nok bekommet deres Arv, og formedelst samme ere blevne sømmelig opdragne; men Slegfred-Barnet derimod har vel maattet lade sig Nøye med hvad barmhjertige Folk har vildet undet det, og undertiden 10 12 Aar gammelt kommet til at betle, naar det igien pludselig af Døden er berøvet sine velgjørende Formyndere; ja, ved den Leyliqhed blevet ofte til Tyve og Skielmer. De Norske og Danske Love foreskrive vel, at et uægte Barn maae arve et halv Lod mod ægtebarn, naar det er Tinglyst; men hvor tidt bliver ikke den Ceremonie forsømt? Ja til sine Steder i Kongens Riger rækker heller

18

18

ikke det Norske eller Danske Arve-Formular, Uden det er skeet for nyelig.

Betragter vi nu under eet, et ægte og u- ægte Barn for Fødselen, da befinder man, at de begge paa een og selvsamme Maade dannes i Moders Liv, uden at være vidende om sin Skiæbne, langt mindre virkende Aarsag til at de heller fødes paa den end som en anden Maade, af de eller de Forældre. Hvordanne kan det da være billigt, at det ene skal straffes frem for det andet, da begge ere lige saa u- skyldige, skiønl det ene er avlet i og det andet uden Ægteskab. I Naturens Lov vil man neppe finde Raison dertil. Men det er sandt, den Geistlige Grundvolds-Regel siger os: at Tieneste-Qvindens Søn skal ikke arve med den Frie-Qvindes. Det 16de Capitel i første Mose Bog, giver tydeligen tilkiende Sammenhænget og Aarsagen til delte Sprogs Oprindelse; nemlig: Og Sarai, Abrahams Hustrue, fødde ham ikke Børn, men havde en ægyptisk pige, og hendes Navn var Hagar, Og Sarai sagde til

19

19

Abraham: See, Herren haver tillukt mig, at jeg kan ikke føde; Kiære! leg dig hos min pige. Artigt nok! Sarai just skulde falde paa saadant noget, som i vore Tider uden Tvivl blev holdet for utilladeligt, ja snart aabenbar Horerie, endskiønt Mand og Kone, ligesom i bemelte Tilfælde, vare derudinden eenige, og man af 10de, 11te og følgende Vers i samme Capitel udtrykkelig kan see, at Gud ikke har fundet Misbehag i Gierningen selv, eller straffet Vedkommende derfore, allermindst Agar eller Søn Ismael, som han ved sin Engel lod siden forkyndige saa meget godt. Men sandt nok, kiære Beoder! Theologerne forsvare Sara dermed, at hun foretog sig alt dette af lutter Længsel efter Mesiiæ Herkomst. Kan gierne være. Endeel have og siden beflittet sig paa at giøre Børn, allene til at vedligeholde og styrke Staten, saavel som berige Himmelen med desto flere Siele, som ogsaa i sig selv er et meget godt Forsæt. Foruden alt dette giver Skriften tilkiende, at det foranførte Sprog, som af Apostelen Paulus i Skrivelsen til de Galater Cap. 4. v. 30, skiønt

20

20

under andre Omstændigheder bliver saaledes igientaget, nemlig Tieneste-Qvindens Søn skal ikke arve med min Søn Isaac, ere Love, som et gammelt Fruentimmer Sara har foreskrevet i en slags Ivrighed, og ligesom i den Tanke at hævne sig paa Hagar, for det hun forher frugtsommelig havde viist sig lidt storagtig mod Fruen; og maaskee enten ikke kundet eller vil- det beqvemme sig til at slæbe i Huusholdningen som tilforne, naar hun var ubehindret. Og nok er der at Abraham, som dog var en heel fornuftig og gudfrygtig Mand, gefaldt Anstalterne saare ilde, ventelig af den Aarsag, at den faderlige Kiærlighed til hans Søn, og Naturens Lov have ligesom indprentet ham, hvor høyst billigt det var, at den ene Søn skulde arve ligesaa meget som den anden, besynderlig siden Kiæresten havde givet ham Tilladelse at forsøge sig med Pigen, og han følgelig haver tænkt at ingen Fornærmelse var skeet.

Du siger blandt andet, elskelige Broder! at mange vil i Anledning af tidt berørte Forord-

21

21 ning blive frække nok at øve Skiørlevnet, og som Dyrene parre sig sammen; ja mange HoreJægere vil uden Undseelse have en nye Skiøge hvert Aar, og avle Børn nok, saa at Dannemark vil i en Tid af 20 Aar blive utallig af Folkemængde.

I de Danske og Norske Love, om jeg mindes ret, staaer skrevet, at hvem der taler ilde om Kongens Regiering, skal have mistet sin Ære og Gods; følgelig maae den, som skriver haanlig derom, ikke være mindre Straf underkastet. Førend denne Forordning nogensinde blev udstædet, gik jo Horerie og Løsagtighed i Hovedstaden selv i Svang, og var i Følge Præstenes eget Vidnesbyrd af Prædikestoelene, steeget til den høyeste Spidse; altsaa er det umueligt, at den kan give Anledning til meere Skiørlevnet end tilforne, men snarere forhindre samme, saasom den menneskelige Natur alrid er meest genegen til, at giøre imod det som strængeligst er forbudet, især naar det er blotte Forbud, og Straffen ikke paafølger, hvoraf Hovedstaden i slige Tilfælde har vidst

22

22

saa lidet at sige. Det maatte og Hver en Patriot ønske, at Skiørlevnet og Horerie maatte ved denne vise Forordning ophæves i Hovedstaden, eftersom det tilbringer Staten saa overmaade faa Mennesker; ja de offentlige HoreHuuse gandske afskaffes, som uvirksomme og svækkende; for hvilket ikke er at frygte saa meget i vidrige Tilfælde. —

Paa Landet derimod vil Forordningen have en anden Virkning, hvor Straffen strax, i Følge Forbudet, tilforne er bleven fuldbyrdet, og det ikke allene ved Penge-Bødernes Oppebørsel, men Kirkens Disciplin tillige, hvilken sidste har forskrækket Folk, giort det til Vidunder for andre, og neppe værdige SælskabsBrødre siden. Der, siger jeg, tør Regenten snart opnaae sit Øyemærke og faae endeel u- forknyttede Krigsmænd, raske Matroser og stærke Arbeyds-Karle, Handelsmænd og Ma- nufacturister; saa han inden kort Tid, med Herrens Hielp, vil blive i Stand med egne tappre Undersaatter at forsvare sine af Gud anbetroede Stater, og følgelig undvære frem-

23

23

mede Deserteurer, som Folk i lang Tid med Rette har spaaet sig lidet godt af, naar det skulde gielde at fægte for Fædrenelandet; alt- saa spare anseelige Summer, som nu gaae til Fremmede for Gevorbene. Og slutter jeg da af ovenanførte Grunde, at det var ligesaa urimeligt som utilbørligt, at dadle en viis Konge for saadan en Forordning, der ikke allene sigter til Landets Styrke i Fremtiden og Næringsvæsenets Opkomst; men og lætter en unødvendig Byrde paa Undersaatterne, jeg mener de forher paabudne Bøder, som aldrig kan eller har kundet forsone Synden, om det som Forordningen nu siges at tillade eller give Anledning til, ellers kan bevises for at være Synd.

Endnu maae jeg, kiære Broder! med din Tilladelse, som tilforn, undersøge Nøyere dine Tanker især, da jeg er forsikkret om, at du ligesaa godt i dit udgivne Brev har vildet oplyse mig om Forordningens Grundvold, som din anden Søster Christine. Du skriver, vittige Broder! at man sikkert kan giøre sig det Haab,

24

24

at disse Børn (nemlig, gunstige Læser! de, som avles uden Ægteskab) vil blive Staten, Regieringen og heele Landet til Last og Byrde; thi deres Opdragelse vil nok skee paa Publici Bekostning. Og om nu nogle af disse Børn kan nyde en maadelig Opdragelse, saa vil dog den største Deel af begge Kiøn blive ryggesløse og ugudelige Mennesker, som ufeylbarlig vil følge deres Forældres Fodspor.

Dersom disse Satzer vare forsynede med fornødne og grundige Beviisligheder, enten af Skriften, de naturlige Love, eller og fornuftige Overtydninger, saa maatte man tilstaae, at de og virkelig fortjente al efterænkes; Men som Satserne staaer paa ligesaa svage Been som Beviset, saa maae enhver Fornuftig finde sig besøyet, at igiendrive saadan en ugrundet Sluder, Der er i Kiøbenhavn anlagt et Wäysenhuus, Opfostringshuus, og Frie-Skoler, m. v. hvis Lemmer enten opdrages paa Kongens eller Publici Regning, eller og begge Deele. Hvem tør nu være saa uchristelig, og sige: at den største Deel af deslige Børn, som opfostres

25

25

paa bemeldte prisværdige Stiftelser, er blevne Staten, Regieringen, eller heele Landet til Last? Ney! de Danske Konger fortiene i Sandhed langt andet Skudsmaal for deres store Om- hyggelighed; og Undersaatternes høystpriselige Goddædighed i at understøtte adskillige fattige Stiftelser, var ilde anvendt, i Fald dem med rette skulde tilkomme saadant et utaknemmeligt Vederlag, der allene kan tillukke et medynksomt Borgers Hierte (hvorved den Danske Nation saa længe har giort sig forelsket, og det til sin egen Nytte) med mindre Børnene selv, opstegne til sin mandige Alder, ikke allene havde viist, at de vare opdragne, uden at blive sine Velgjørere til Last, men og tillige saa duelige Borgere, som deres Medbrødre. Allermindst kan nogen, tvertimod al Erfaring og Overbeviisning, forsikkre Publicum, at disse, saavelsom hine, ere og vil blive ryggesløse og ugudelige Mennesker, som ufeylbar vil følge deres Forældres Fodspor; thi som disse Børn rigeligen undervises i deres Christendom, Skrivning og Læsning, samt andet, hvorved de, som nyttige Medborgere i Staten, siden kan ernære dem,

26

26

paa en ærlig Maade, saa kunde det jo og blive med de tilkommende; og det er just det ene, som kan give os Forhaabning om, at faae vel opdragne, gudfrygtige Børn, og tillige gode Borgere; meer er os ikke betroet. Den anden Post vil jeg gierne bifalde og tilstaae, at, nemlig baade Regieringen og Publicum, faaer Lov til at tage Deel i Bekostningerne. Men hvad saa? Alt det faaer jo Publicum og Regieringen vederlagt igien, naar Børnene ere blevne til duelige Borgere, som de og virkelig blive, ved fornuftige Anstalters Anlæg. Det kan og desuden ikke ansees ubilligt, at alle Formuende stræbe at tilveyebringe Folkemængden, saasom den, i og for sig selv betragtet, udgiør heele Rigerernes Styrke. Nu er jo gifte Folk allermindst, siden Velstanden tog af, og saa mange gaae ledige, der gierne have Lyst til at indlade sig i Ægteskab, om Fattigdommen og Mangel af Leve- brød ikke stod i Veyen, umuelig i Stand til at fournere Staten med Folk allene; altsaa følger af Fornødenhed, at enten maae vores egne Ugifte avle Børn til Statens Vedligeholdelse, eller vi maae kiøbe Folk af Fremmede, hvilket sidste falder

27

27

noget besværligt. Jeg for min Part udvalgte snarere det første, end som aarlig at udgive en vis Skat til fremmede Folkes Indkiøb, om jeg endog skulde stræbe af yderste Kræfter, for at opdrage selv min egen Søn eller Daatter, forsikkret, at da først er Staten og Publicum mig nogen Tak skyldig. Herimod kan indvendes: at hvem, der er i Stand til at føde sine Børn uden Ægteskab, kan ligeledes opfostre dem, og endnu mageligere i Ægteskabet. Mig synes tvertimod; det er at sige: naar baade han og hun ere fattige; thi for det første gaaer der anseelige Penge med til vedkommende Betientere, naar en vil gifte sig, som jo kunde anvendes til Barnets Underholdning et heelt Aar; For det andet udfordrer Ægtestanden endeel Meubler og Effecter, som ledige Personer gierne kan undvære, og følgelig ligeledes bruge de Penge til Barnets Opdragelse; For det tredie: naar Personerne kunde have avlet 2de Børn uden Ægteskab, saa kan han, som frisk og sund Tieneste-Karl, underholde det ene, og hun ligeledes mestendeels det andet, besynderlig om begge legge Vind paa at

28

28

erholde deres Herrers Yndest; men ere de derimod gifte, saa maae hun bestandig blive hjemme hos Børnene, og han allene fortiene Føde og Klæder til dem alle 4, indtil Børnene vore op. Avle Personerne flere end to sammen, enten de ere gifte eller ugifte, saa nødes de til at søge fremmed Hielp, i Fald de virkelig ere fattige; og da først er billigt, efter mine Tanker, at Publicum skal rekke dem Haanden. Om dovne Personer tales her ikke. Deres Straf er bestemt i Loven.

Jeg agtede i Førstningen aldeles ikke, kiære Broder! at opholde mig saa længe, ved at betragte dine Tanker; men da de indeholde nogle mærkelige Satser, som ikke saa let, efter min Fruentimmer-Forstand, kan begribes; saa tager jeg mig den Frihed, endnu at indvende noget derimod.

Det er værd at mærke, skriver du, at ihvor fattige ægteviede Folk endog ere, saa seer man dog, at deres Børn besidde en Ærbødighed for Loven og Kirkens Disciplin. Jeg gad

29

29

gromme gierne vide, hvoraf denne Sympatie kommer. Naar man for Ex. tager tvende honette Forældre af lige Stand og Vilkaar, hvoraf det ene Par er viet sammen, og det andet ikke: disse begge Partier avle Børn sammen af lige Natur, passe siden paa at opdrage dem sømmelig og undervise i deres Christendom med videre, saa falder af sig selv, at begge Partiers Børn maae blive af samme Natur, og følgelig bære for Loven og Kirkens Disciplin selvsamme ærbødighed; i Følge den Regel, at Aarsagen maae altid svare til Virk- ningerne, og Virkningerne igien til sine Aar- sager; thi der er jo ingen Forskiæl paa ægte og uægte Børn, avlede af lige Forældre, uden den allene, at Præsten har ikke viet de sidstes Forældre sammen. Men Fulde nu denne Ceremonie, som virkelig er unødvendig, uden til at holde en slags Orden og forskaffe Vedkommende Penge, kunde virke saa meget paa Æg- tebørnenes Siæl, at de besad større Ærbødighed for Loven og Kirkens Disciplin, eller være begavede med større Dyder end andre? For 200de Aar siden havde man med Kyshaand

30

30 svaret ja; men nu omstunder falder ikke saa læt at binde Folk saadant noget paa Ermene; thi er Opdragelsen god og Underviisningen saaledes som den bør være, saa slaaer aldrig Feyl, at vi af et uægte Soldater-Barn kan faae lige saa dydig og god en Borger, som af et Adeligt ægtefødt. Altsaa har du, min Broder! mærkelig taget feyl, og skrevet meer af en indgroet geistlig Iver, end sund Fornuft og Erfarenhed.

Hvad den Post udi Forordningen anbe- langer, som angaaer Folk der lever udi Ægteskab; da vil det i det mindste være nyttigt, at Penge-Bederne ere ophævede, eftersom de ikke Have tient til andet end udarme Folk; og især er det meget fornuftig betænkt af en Indsigtsfuld og uslavisk tænkende Regent, at saa længe de gifte Personer selv indbyrdes forliges, endskiønt de imellem overskride de fastsatte fælleds Grændser, andre fremmede og uvedkommende ikke skal have noget derudi at sige; thi naar saa er, og Ægteparrene ligefuldt blive tilsammen, opnaaes gandske vist Ægteskabets Øye-

31

31

meed', nemlig Børne-Avlingen og fælles Hielp ved foreenede Kræfter; Men derfore er dog ikke sagt, at Forordningen giver Anledning til meere Horerie end tilforne; fordi at ligesom det tilforne stod aabent for alle og enhver at bedrive Hver, naar Personerne selv havde Lyst og Gudsfrygt ikke holdt dem tilbage, eller egen Samvittighed; ligesaa er det endnu beskaffent, skiønt de urimelige Penge-Bøder og aabenbare Skrifte ere eftergivne. Derfore siger og Ordsproget: at en Lav-Værge heller maatte udvælge sig al vogte 100de Lopper udi et SildeGarn, end en Jomfrue som er tilbøyelig at miste sin Møedom for en smuk ung Karl. Desuden veed jeg og vist ikke, hvad en tvungen Gudsdyrkelse kan udrette, eller om Gud finder nogen Behag deri, saasom Hiertet er langt borte, skiønt een udvortes forstiller sig nok saa gudfrygtig. Følgelig synes det best at lade Hver een være selvraadig, efter at han er underviist i den herskende Religion, og veed hvad han skal giøre og lade til siden at arve den ævige Salighed; alt saa længe han ikke forstyrrer den almindelige Roelighed, eller ud-

32

32 trykkelig overtræder Guds Love. Ligeledes tykkes mig det var ilde giort, om nogen vilde understaae sig at dadle de Forordninger, som tillade en og selvsamme Mand, at tage 2de kiødelige Søstre efter hinanden, eller og reent ophæve de forbudne Leede, som udtrykkelig i Guds Love ikke findes forbudne. Vi veed, at mangfoldige have sat sig imod af den Geistlige Stand, at en Mand skulde tage 2de Søstre til Ægte efter hinanden. Men man begriber ikke, paa hvilken Grund saadant er skeet. I den 3 Mose B. 18 Cap. 28 v. staaer skrevet: Og du skal ikke tage en Hustrue tillige med hendes Søster, til at ængste hende, at blotte dens Blusel, foruden hende, medens hun lever. Haver nu disse Ord, som der staaer sidst i Verset, nemlig medens hun lever, noget at sige, som ingen kan nægte, saa følger deraf, at det ikke er forbudet, efter Guds Love, at tage 2de Søstre efter hinanden til Ægte, men er allene egensindige Menneskers Paafund, tvertimod Skriften, hvorved de have saaledes forblindet Verdens Øyne, maaskee for en vis Stats Raisons Skyld, at ingen har

33

33

givet Agt paa, hvad der stod sidst i Verset; foruden hvad den naturlige Billighed synes at foreskrive, nemlig: at naar en Mand, som sidder med mange Børn, mister sin Kone, og hendes Søster er i Live, han da skulde tage hende til Ægte; thi hvem skulde findes meer beqvem til at opdrage Mandens u- myndige Børn, end den afdøde Kones egen Søster, som den medfødde naturlige Kiærlighed tilsiger at meddeele sine Slægtninger indtil det yderste? Aldeles ikke en fremmed Stedmoder, som Erfarenheden og daglige Exempler give tilkiende, at, som oftest er, hadefuld imod den forrige Kones Børn, og især efterat hun selv har bragt nogle til Verden. Forordningen er altsaa det allersikkerste Beviis paa en medynksom og omhyggelig Regent, for de allermindste af hans Undersaatter, som og besynderlig trænge til sin Konges Viise Foranstaltning; hvilket jeg med desto større Frimodighed tør sige, som Skriften selv forkynder os: at den, som tager noget fra, eller legger noget til Guds Ord, skal være forbandet; just det, som vor Allernaadigste Konge, saavel ved

34

34

denne, som par andre sine Viise Forordninger, har forebygget, at herefter skulde skee, fordi han gandske tydelig indsaae de ældgamle Kneb, og vidste, at ufuldkomne Mennesker, som vi ere, havde nok med at efterkomme de udtrykkelige Guds Befalninger, uden andre selvskabte Tillæg, som allene bürgte herefter tilhøre og forbeholdes den hellige Fader i Rom og hans Efterkommere, men ingen andre.

Jeg vil da ikke, kiære Broder! for denne Gang længer opholde mig ved bemeldte Anordninger, men overveye det sidste, som dit Brev indeholder, hvor du i en saa underlig Tone taler om, at en Letfærdigheds Last er meer strafværdig, naar den begaaes af en Regentinde, Fyrstinde og andre høye Qvindes-Personer. Jeg maae tilstaae, at det tilkommer mig ikke at bedømme slige Personer; thi Gud og Kongen allene ere deres eeneste Dommer. Men i- midlertid holder jeg for, at ligesaa stor Udyd det er for slige høye Personer, at begaae ovenbemeldte Laster, ligesaa gruesommelig en Udyd er det at slippe Tøyelen af sin egen Tunge, og indstikke dem med Pøbelen i sin utidige

35

35

kritiske Mund, som Dyden selv og et ustraffeligt Levnet har ophøyet til det høyeste Trin i Verden. Vel er det sandt, at saadanne Exempler forekomme i den Nordiske Historie paa et Par Steder, om man skal troe HistorieSkriverne; men hvad har vi nødig at kiere os derefter, da sligt er disse Tider gandske u- vedkommende. Nok, at vi har eyet bestandig, og eyer endnu saa ustraffelige, dydige, ædelmodige, goddædige og gudfrygtige Regentinder i Dannemark, at Udersaatterne ikke uden største Ærbødighed burdte stedse have dem i Hukommelse, og følge deres priisværdige Exempler, som et Mynster, hvor Dyderne har sin Bolig. Og har jeg da saaledes aabenbaret dig mine eenfoldige Tanker, vittige Brodet Abeltoft. Du mærker vel, at jeg ikke er boglærd, men siger min Meening reent ud i uforblommet Stiil. For en Tid vare vi begge mestendeels overeensstemmende i fleste Ting, saavidt jeg kunde fornemme; men siden du kom til HovedStaden, er, som jeg slutter mig til, dit Sindelav forandret, ligesom det gaaer med de fleste. Derfore skal du dog ikke glemme at un-

36

36

dervise din Søster, og især berette, om jeg har taget feyl i at forstaae Forordningens rette Grundvold, enten saa jeg lever i eenlig Stand endnu nogen Tid, eller faaer en Kiæreste, som gid maatte vorde med det første. Jeg forbliver

Din

Slagelse, 15 Jul. 1771.

hulde Søster og Tienerinde

Rebecca Abeltoft.