? Betragtninger over Det Spørsmaal: Kan en Kones Boelere være hendes Mands oprigtige Ven og troe Raadgivere? Naar Manden tager ham til sin Fortrolige, hvad bliver da Følgerne deraf for dem alle tre og Børnene? Indrykt i Magazinet for patriotiske Skribentere No. 72.

Betragtninger over Det Spørsmaal: Kan en Kones Boelere være hendes Mands oprigtige Ven og troe Raadgivere? Naar Manden tager ham til sin Fortroelige, hvad bliver da Følgerne for dem alle tre og Børnene?

Indrykt i Magazinet for patriotiske Skribentere No. 72.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt hos M. Hallager, boende i stort Fiolstræde

2

        

3

Dette Spørsmaal er af større Vigtighed, end man ventelig troer. Der er vel ingen i vore Tider, som jo opmærksom have læst saadant et Spørsmaal, og defleste giøre forunderlige Slutninger ved denne Leilighed: Endeel glæder sig over, at man saa tydelig vil udlade sig, angaaende en Last, hvis Navn burde ikke engang nævnes i en vel indrettet (jeg vil ikke sige christelig) Stat; thi endog dydige Hedninger have havt Afskye for saadant, hvilket var let at bevise med Exempler af den værslige Historie; andre giøre strax Tilegnelser paa en eller flere Personer, som de mene at være trufne med dette Spørsmaal, og glæde sig derover, ligesom de kunde paa den Maade have taget den fuldkomneste Hævn over dem, de hade, enten fordi de ere høiere, rigere eller i det mindste ikke saa pøbelagtige, som de selv, eí betænkende, at disse kunde lee ad saadan Hævn, formenende, at den giør ingen Skaar i deres Anseelse eller

4

4 Midler, ligesom de heller ikke troer, at ærbare Folk have Ret til at bedømme deres Handlinger; og i saadan Tilfælde udretter man med dette Spørsmaal og alle andre af samme Suurdei slet intet til Fordeel; men snarere giver lastefulde nye Leilighed til at glæde sig, og belee enhver Tanke, endog fremført i den beste Hensigt og af det redeligste Hierte,

Saa sandfærdig, som en sørgelig Erfarenhed læret os, at denne Sætning er; saa lidet kan vi og nægte Sandheden af følgende: At man ofte ved at giøre Lasterne offentlig forhadte og afskyelige, haver en og anden gang udrettet mere til Dydens Fordeel, end ved den beste Lovens Prædiken; men den som kiender noget til det menneskelige Hierte, vil strax finde Grunden til saadan en uformodentlig Forandring i et tilfældig og uventet Anfald paa et Hierte, der ligesom erobret det) og sættet det i en Tilstand, at det endog inden for den stærkeste Formuur af opdigtede Beviser for sin Uskyldighed og Forsvar, endog rimelige, for sit forrige førte Levnet, finder sig nødt til at tilstaae, at en Stærkere er kommen over det, en klogere Fiende har forrasket det, og da det tillige finder alle dets forrige antagne Meninger,@og fattede Slutninger utilforladelige, for i Fremtiden at beskytte det Mod saadanne overilende Anfald, saa er det, at en Lastefuld finder sig nødt til at være betænkt paa andre Midler til sin Siels Roelighed, og paa den

5

5

Maade er det, at en Satire, en offentlig Bebreidelse, en vittig Skiemt, ja undertiden et eneste klygtigt Indfald kan give Andledning til en sand Omvendelse; men hvor let seer man ikke af alt dette, at her forudsættes et uchristeligt og udydigt Hierte, og at saadan Forandring (man kan ikke endnu kalde den Omvendelse) skeer kun tilfældig viis, og ikke efter Religionens eller Dydens Forskrift, og, skal jeg sige min Mening reent ud, da er det ikke altid uden Fare, at begynde paa den Maade at overbevise en Lastiefuld om sit Levnets Vederstyggelighed; tvertimod skulde det altid være sikkrere, alvorlig, skøint venlig at overtale saadanne Syndere, og selv leve et exem: plarisk Levnet, hvilket paaligger enhver af os, dog den høiere frem for den nedrigere; thi man tager de fleste Exempler af dem, som ere høiere og fornemmere end vi; eller og naar der gaves Omstændigheder, hvor vores Overtalelser eller Exempler bleve foragtede, da, som gode Christne at bede for saadanne; thi endnu formaaer den Retfærdiges Bøn meget, naar den er alvorlig. Dette har jeg vildet erindre forud, førend jeg egentlig betragtede Spørsmaalet selv, for om mueligt at forekomme alle ufordeelagtige Domme, som for det meste fældes af uberettigede over enkelte Personer; thi jeg erklærer reent ud, at jeg aldeles ikke hader nogens Person; men skulde jeg dog ved disse Betragtninger have bragt en eller anden Lastefuld til Eftertanke, hvilket dog vel neppe er at haabe, da den allernaadigst tilladte Skrivefriehed har

6

6

frembragt os saa mange pasqvilmæssige og raae Piecer, hvilke, omendskiønt de have opmuntre Læselysten hos Endeel, have de dog ogsaa meget forhindret en god Smags og retskaffen Tænkemaades Udbredelse, ikke at jeg hermed vil paastaae, at disse Betragtninger ere skrevne, som man kalder det med Smag, men Læseren maa tillige vide, at de ikke vare skrevne i Hensigt, at de nogen Tid skulde seer Lyset, men da der ingen efter saa lang Tid har leveret os noget grundigt Svar paa det fremsatte Spørsmaal, saa vil jeg lade dette give en Mand af bedre Indsigt Anledning til at levere os noget bedre, og imidlertid være fornøiet, om man kan spore et redelige Hierte: da vil jeg holde mig det for en Lykke, at jeg hvis Hovedsætning er, at afholde mig fra alt hvad, som kun tiener til at forbittre, men ikke til at forbedre Gemytterne, dog har giort noget til min Næstes Fordeel: Dette Raad vilde jeg og meddele vore Tiders fyrige Skribentere, at da enhver seer Feiler i vores Religion og Stat, alt eftersom han har Lyst og Trang til at skrive; (thi endog denne overtaler mange til at tage Pennen i Haanden;) de da, om de vidste noget tienligt Raad til at opreise begge, vilde sige dem med Beskedenhed, og stedse følge de fornuftige Lægers Exempler, der i de farligste Sygdomme ere meest forsigtige i at vælge og anvende Lægemidlerne, i Særdeleshed maa man vogte sig for, at man ikke, ved at laste eller rette en Forseelse, giør samme mere bekiendt, og ved at udbrede dens Udøvelse giør ondt værre. Hvo veed, værdigste Læsere! om

7

7

ikke dette har været en Medaarsag, hvorfore vores vise Monark har indskrænket Trykkefrieheden? Men da det desto værre er en alt for stor Sandhed, at der findes saa ynkværdige Siele, som af en daarlig Stolthed eller naturlig Ondskab have tilsidesadt den Underdanighed, de endog som Skabninger allene betragtede ere deres Skabere skyldige, saa bliver det deres Pligt, som dertil ere kaldede, (ikke allene de offentlige Lærere, men endog enhver, som haver Indsigt og Tid dertil; thi enhver bør tiene sin Næste saa meget som han kan,) at anvende paa saadanne de Midler, som de holde for tienligste; og Skrifter forfattede i den Hensigt, enten alvorlige eller vittige, vil ikke allene tiene til at forbedre Gentytterne og udbrede en god Smag, men endog til at afviste den Skam, som den store Sverm af slette Skribentere har paadraget Nationen, ved at misbruge den kostbare Trykkefriehed til at give deres Ondskab frit Løb. Men den gunstige Læsere maatte blive fortrydelig, om jeg længe opholdt ham, jeg vil derfore strax begive mig til det fremsatte Spørsmaal, om hvis Hensigt jeg holder eu vidtløftig Undersøgelse ikke allene unødvendig, men endog unyttig; jeg vil derfor allene giøre mig Umage for at følge den Spørgendes Tanker i alle Delene af Spørsmaalet, overladende til enhver Fornuftig, at dømme selv om dets Hensigt, og paa samme Grund vilde og de, som finde sig skyl: dig i saadan en Last, skrive alt det, som i nærværende maatte støde dem, paa den Spørgendes Regning.

8

8 Men at jeg ikke skal trætte Læsernes Taalmodighed med en Fortale, som jeg dog i mere end, en Henseende har holdt for nødvendig; vil jeg strax begive mig til Sagen, og da spørges først: Er det mueligt, at en Boelere kan være hendes Mand oppigtige ven og troe Raadgivere?

Til dette svares rimeligst af enhver, som hører det, eftersom det Begreb er, han giør sig om et oprigtigt Venskab; (thi endog om dette Ords rigtige Bemærkelse er man ikke fuldkommen enige,) men jeg vover at besvare det reent ud med nei; og for at got giøre denne min Benægtelse, vilde det ikke falde Læseren kiædsommeligt at betragte med mig Boeleren i alle de udvortes Omstændigheder, som Menneskene i Almindelighed befinde sig udi, og jeg vil haabe, at man vil finde min Paastand grundet. For det første, er saadan en Lastefuld af den nedrige Pøbel, da seer jeg intet, som skulde bevæge mig til at troe den blotte Muelighed af Venskab for Manden, som just ved sin Nærværelse hindrer ham fra at fyldestgiøre sine frække Lyster; thi intet er rimeligere, end at han ønsker den ulykkelige Mand ryddet af Veien, enten pag en eller anden Maade, naar han for hans Skyld blot en eller anden gang maa mangle hen indbilte Sødhed, han finder i at fornærme ham, og saadan en Tænkemaade tør jeg ikke andet, end give Navn af Had; ja sætter man endog forud, at han var Mandens Ven,

9

9

førend han nød nogen utilladelig Gunst af Konen, saa maa dog den Nødvendighed, stedse at skulk for sin Ven en af sine behageligste forlystelser, naturligvis forkiølne hans Venskab, ja forvandle det til Had; thi hvad opofre vi ikke for en hidsig Lidenskab? Og foruden alt dette, saa vil den Frygt, som naturlig følger for den Person, som han saa skammelig har forn ærmet, nøde ham til at hade ham, for paa den Maade at satte sig i egen Indbildning i Sikkerhed for en retfærdig Hævn- da man seer daglig, at fornærmede Venners vrede er hidsig og farlig, Paa den Maade troer jeg, at man kan forklare den Sandhed, at af Hoer kommer Mord. Saaledes har det sig omtrent, naar Boeleren er den Forførende; men Erfarenhed viser, af Koenerne ligesaa ofte, og kan skee oftere, forføre og overtale fremmede Mandfolk til at fyldestgiøre deres Begiærligheder, til- skyndte enten af en overordentlig Hidsighed, den de som oftest af Mangel paa en god Opdragelse og fordærvede ved onde Exempler, ikke besidde Dyd og Gudsfrygt nok til at holde inden Kydskheds og Ærbarheds Skranker; eller og fordi de af Forældre eller Slegtinge blive nødte til at indgaae en Forening imod deres Villie, og af andre Bevæggrunde, end dem Gud og Naturen have sat for et retskaffent Egteskab; og hvor let skeer det ikke i denne sidste (alt for almindelige) Begivenhed, at saadant et Fruentimmer, der i Steden for at ansee hendes Egtemand med de rette Øine, tiltroer sig Ret til at

10

10

afkaste det Aag, der imod hendes Villie er hende paalagt, og ligesom i Fortvilelse griber dette skammelige Middel for at hevne sig; (ja det kan endog skee, omendskiønt hun har indgaaet Egteskab med sin gode Villie, naar kun hendes Mand en eller anden gang er saa uhældig at for- tørne hende, helst om hun er af høiere Stand og lavere Forstand end han) lad endog saadan en Kone vælge en af hendes Mands fortroeligste Venner, til sin Boelere, han vil fra den Dag af ophøre at være det; thi Konen, som først har sat sig for at hade sin Mand, vil tilligemed at optænde en ublue Kierlighed imod hendes Boelere, forvende hans Høiagtelse og Venskab for Manden til et Had, sam stemmer overeens med hendes eget; kommer endnu denne Omstændighed til, (hvilket ofte skeer hos dette Slags Boelere,) at Boeleren ved dette vederstyggelige Levnet søger sin Fordel, saa kan han saa meget mindre være Mandens Ven, som han ikke allene paa det allerskammeligste fornærmer, men endog paa den uretfærdigste Maade beriger sig af hans Gods; vil nu Manden raadføre sig med saadan en forment Ven, da sees lettelig at han kan ikke vente gode Raad af den, som i tvende Henseender berøver og foruretter ham; thi endskiønt det undertiden kan skee, at en saadan Boelere kan røres af noget, som ligner Medlidenhed mod den forurettede Mand, men det er kun en Skygge deraf, og forsvinder saasnart han betænker sin egen Fordeel og Fornøielse, ja som oftest forandres den til Foragt mod Manden, ham

11

han endog indsluttet i sit Boelskabs Arme tilligemed hende før haanlig belee og bespotte, fordi de saa fuldkommen kan bedrage hans Uvidenhed.

Betragte vi Boeleren fra en anden Synspunct, og antage for Exempel, at han er riig- og kan, som man siger, forgylde Mandens Horn, saa er der da uovervindelige Vanskeligheder i Veien for et fortroeligt Venskab imellem ham og Manden; thi den Stolthed, som gemeenlig følger med Rigdom, særdeles naar den er i lastefulde Hænder, giør, at han tilsidesætter endog de Pligter, som efter Guds og Naturens Love i sig selv vare u-undgaaelige, og troer at have opfyldt dem alle derved, at han har med Ret eller Uret skrabet en stor Summa sammen; (en Fordum, som uden Tvil er bleven indført iblant Mennesker tillige med de borgelige Indretninger, og grunder sig neppe i Naturen; thi da man først indrettede Sælskaber til fælles Nytte, fandt lade Rige let Nødvendigheden af et Herskab, hvorved de kunde fritages fra de Pligter, som Selskabets Lov paalagde dem, siden er det næsten bleven en almindelig Regel, at en Riig frietages endog fra Naturens Paalæg, i det mindste er det en Sætning i de nedrigtænkende Riges Sædelære) Den menneskelige Daarlighed, i at agte en riig mere end dydig og fornuftig, bestyrker ham ogsaa i denne Tanke; ingen Under derfor, at en Croesus anseer det for en Skyldighed af sin Naboes Kone, at tilstaae ham

12

12

de Fordele, som allene bør vare under hendes Mands Dispensation; og hvad Venskab kan vel han have for den Mand, om hvilken han troer, at han, der, ligesom hans øvrige Slaver, lever af hans Gavmildhed, bør opofre hans Goddædighed det kostbareste af hvad han eier; den jeg troer om at vare mig noget skyldigt, anseer jeg ikke for at bevise mig nogen Tieneste, naar han betaler mig min Fordring, følgelig er jeg ham ikke nogen særdeles Kierlighed skyldig frem for andre, hvilken dog er en nødvendig Egenskab i Venskab, den rige Boelere bliver altsaa ikke Mandens Ven; ja mere, han bliver vist hans Fiende; og han troer, at han har Ret dertil; thi hans Hovedsætning er gierne, at Alting bør vare tilfalds, og underkastede en Guldklumps virksomme Befalinger. Saasnart derfore, at den ulykkelige Mand vidende eller uvidende, er ham hinderlig i hans formeente lovlige Kiøbmandskab, strax falder hans fordærvede Forstand, som er vandt til Urimeligheder, paa at hade den uskyldige Mand; ja om samme endog er Medvidere i denne skammelige Handel (hidtil have vi ellers betragtet Manden, som uvidende og u-underrettct om sligt) saa kan det dog ikke andet være, end at det menneskelige Gemytte, som saa ofte er egensindigt, og i saa Tilfælde sig selv ligt, jo en og anden gang maa ophidse Manden imod Boeleren, og denne sidste, efterdi han anseer sin lastefulde Omgang for en Ting, som han rigtig betaler, forbittres og troer, han har Ret at tvinge Man-

13

19

den til at holde sin Accord, og i Mangel deraf er han færdig at hade og forfølge Ham paa alle Muelige Maader, og hvor bliver nu Sted i hans Hierte for Venskab mod Manden? Men man kan svare mig, om Manden intet veed deraf, saa har han jo ingen Aarsag ti at hads ham? Jo her have de samme Beviser, som jeg i det første Tilfælde anførte- fuldkommen saa megen Styrke, som da; thi denne, som stoler paa sine Rigdomme, der maaskee tilforn have reddet ham fra de retfærdigste Straffe, er mere fræk til at udøve Lasterne, og mere hengiven til at hade dem, som paa nogen Maade ere ham hindeklige derubi.

Men nu at betragte en Boelere af en anden Art,@saadan een nemlig, som er fornemmere eller af høiere Stand end Manden; (under denne Classe indbefattes og Embedsmænd, som ere i høie Embeder, og har ulovlig Omgang med deres Subalternes Koner) mon ikke han kan være Mandens oprigtige Ven og troe Raadgivere, da han kan fornedre sig saa dybt at være Konens Fortroelige? Endog i dette Tilfælde, maa jeg besvare Spørsmaalet med Ner; thi en fornemme Person af den nedrige Tænkemaade, at ville besmitte en ærlig Mands Egteseng, er tillige for stolt til at stutte Ven- skab med den fornærmede Mand; (her maa Læseren ikks tænke, at jeg- i at tillægge en og den samme Person Nedrighed og Stolthed tillige, siger mig selv imod,@

14

14

tvertimod troer jeg, at Mueligheden af min Paastandlettelig indsees, naar man giør sig et rigtigt Begreb om den meget elskte Ydmyghed) nei hans Sædelære kommer alt for nøie overeens med den Boeleres, som vi nyelig forher betragtede, til at han ikke lige saavel som han skulde troe, at det var Mandens Skyldighed, saavel som Konens at tage med Taksigelser mod hans Æresbeviisninger, og er han ikke riig, saa han kan betale sine Vellyster, saa troer han dog, at det er Erstatning nok for den fornærmede Mand, at han (for en Tid, saa længe, nemlig, som Konen behager ham) biefalder hans Smag i at have valgt sig en Kone; hvor let falder ikke Baade rige og fornemme Boelere til saa urimelig en Stolthed, og som oftest ere de endda i Stand til, at rose sig af deres Skiændsel, ja vel og at paastaae, at saa smuk en Kone er alt for kostbar for den Mand allene, der, fordi han ikke er lykkelig nok i at opdage deres Bedragerier, eller, naar han veed dem, ikke er færdig nok til at fordre den Hævn af dem, som han med Rette kunde maa i deres Øine ansees for en Dosmer og Nar; de mene sig derfore berettigede til at dele de Fordele med ham, som hverken Guds- Naturens eller de borgelige Love give dem mindste Rettighed til; thi lad endog Konen være den Forførende, saa kan hun dog ikke overdrage den Ret over hendes Person, som hun engang ved et lovligt Egteskab har skiænket sin retmæssige Mand, til nogen anden; ja end Manden selv, kan det ikke. Følgelig@

15

15

bliver denne skammelige Gierning, af hvem den endog begaaes, et Ran, og et Ran af det skammeligste Slags; kan nu den, som begaaer et Ran mod mig', være min oprigtige Ven og troe Raadgivere, saa vil jeg tilstaae, at en Boelere kan og være det samme mod en fornærmet Mand, men førend det første bllver, gotgiort, kan jeg ikke tilstaae det sidste: (vel kan man paastaae, at naar Manden er Medvidere i Gierningen, og tier, da berøves han ikke; thi det skeer med hans Samtykke, men Lette har kuns Sted, hvor jeg haver fuldkommen Ret over en Ting, saaledes, at jeg efter Behag kan afstaae den til hvem, jeg vil, uden at giøre andre Regnskab for samme, men hvorvidt denne Rettighed strækker sig for en Mand i denne Henseende skal siden blive viist) ja om man endog vilde antage, at en saadan Boelere, af Konen forført, undertiden skulde falde paa billige Tanker for Manden, saa er dog alletider den lastefulde Qvinde i Stand til at dæmpe alle slige Følelser enten paa en eller anden Maade hos den, som ikke har været dydig nok til at imodstaae hendes første Tillokkelser, ja om hun endog selv indseer Vegten af sine Fornærmelser mod sin Mand, saa søger hun dog, i Steden for at forbedre sig eller fortryde sine Forseelser (hvor besværligt er det ikke for os Mennesker, at tilstaae, at vi have feilet, og hvor skamme vi os ikke ved at gienkalde en engang fattet Beslutning) som oftest at giøre dem smaae, i det mindste i sine egne Øine, og hertil skraber hun sammen alle rimelige

16

16 og urimelige Beskyldninger mod Manden, ja endog hans uskyldigste Ord og Handlinger maa i hendes Øine see ud som Fornærmelser mod hende, for at vinde et Skin af Ret til at hævne sig paa ham, og da hendes Hierte sielden lader sig beroelige ved hendes egne Slutninger og Beviser, saa søger hun et Biefald, som er hende let at vinde af den, som hun har kundet overtale til endnu skammeligere Laster, - og naar han nu enten ved truseler (thi endog dette kan skee) Tillokkelser eller paa hvilken anden Maade, bringes til at bagtale den Uskyldige Mand, saa tviler jeg paa, at nogen skulde være saa eenfoldig at kalde ham Mandens Ven, ikke engang, om han endog selv var falden paa at ynke Manden- og fortryde sin Forseelse imod ham, naar han ikke strax sætter sit Levnet Forandring i Bærk; thi da blive saadanne Følelser, som ofte imod hans egen Ville fremkomme, kun Dydens Lygtemænd, der ved det mindste Pust af hans Boelskab ud- sluffes, og efterlade ham længere udbragt i Lasternes@Morads, og længere fra Venskab og Kierlighed for Manden.

Da vi nu have betragtet Boeleren i de fleste muelige Udvortes Omstændigheder, og overalt seet, at der er alt for meget i Veien for et oprigtigt og fortroeligt Venskab imellem ham og Manden; saa maa vi videre følge den Spørgende, og undersøge, hvad Følgerne vil blive for Manden, Høeren, Boeleren og de Børn, som maatte have saadan skammelig Omgiengelse at takke for deres Liv.

17

17

Den Spørgende sætter, at Manden antager Boeleren til sin Fortroelige, og til denne Sætning indskrænker han Følgerne; vi ville og deri være lige tænkende med ham. Dette skeer da enten førend denne skammelige Omgang tager sin Begyndelse, eller efter, enten med eller uden Mandens Vidende og Samtykke, og efter Forskielligheden af disse Omstændigheder, blive og Føl- gerne forskiellige i Henseende til Manden. I Henseende til Konen og Boeleren vil Forskiellen af Følgerne best bestemmes ved at vide, hvem der er den Forførende, og endskiønt man i Hensigt til Børnene skulde troe, at Følgerne for dem bleve de samme, saa troer jeg dog, at de kan blive ulige, i Betragtning af at disse kan maaskee aldrig faae at vide, at de ere avlede i sliog Uteerlighed, og om de faae det at vide, saa vil dog, foruden Opdragelsen, den Maade, de faae deres Vandheld at vide paa, giøre en stor Forskiellighed i Følgerne for dem. Men at komme til vor Forsæt, nemlig, at undersøge Følgerne for enhver i sær, som i Almindelighed vil blive slette, men dog ikke i lige Grad. Den Mand, som er saa ulykkelig, at valgt sin Kones Belere til sin Fortroelige, giør det alleruhældigste Trin til sin og sit Huuses Ødelæggelse; thi den Mand, som engang har solgt sig saa aldeles til Ugudelighed, at han endog forgriber sig paa de af hans Medborgeres Rettigheder, som man med Grund kan regne for de helligste, han kan neppe have saa megen Dyd og Redelighed tilovers, at

han skulde befordre noget Menneskes Vel, allermindst

18

18 dens, som han saa skammelig forurretttr, han vil føl gelig paa alle muelige Maader beriene sig af den uskyldige Mands Fortroelighed til sin egen Fordeel, som neppe ja aldrig kan see uden Mandens Skade; men saa længe han er uvidende om Sagen, og følgelig ved sit Samtykke ikke har giort sig deelagtig i denne skammelige Last, kan hans Skiebne ansees for et Bandheld, som han enten aldeles ikke har kundet eller dog ikke været forsigtig nok til at forekomme; thi han maa være hvem han vil, saa kan han afhielpe saadan sin Ulykke, naar han veed den, og vil betiene sig af de Midler, som de guddommelige og borgrlige Love rekke ham (en urigtig Fordom er ellers temmelig almindelig her i Dannemark, nemlig, at det er en Skam for en Mand, at stævne en hoeragtig Kone for Tamperretten; men gid den snart maatte blive udryddet, vi skulde da have færre Handredere i Landet til mindre Skam for den fædelige Danske Nation; de kaade Qvinder, som ikke ved Gudfrygtigheds Regler, og kierlige Formaninger kan holdes inden sine Skranker, kan maaskee offentlig Skam og Straf dog tvinge) den derimod, som veed sin Skam og tier til den, uagtet han kan vælte den afsig, han er efter alles Tilstaaelse selv Skyld i den, og giør sig tillige deel-agtig i saadan en Misgierning, som endelig maa drage største Straf efter sig; thi endskiønt saadan en Mand ikke efter Landets Love offentlig straffes paa Ære, Gods og Liv, saa bliver dog hans Skiebne ikke bedre, men

19

16

efter mine Tanker værre end deres, der lide den Straf; thi disse, naar de miste Liver, miste de og Følelsen af deres Ulykker og Vanære, han derimod beholder Livet, for at føle sin Straf langsom; hans Huus opfyldes med en Flok Horeunger, som til hans Skam og ødelæggelse vil for Tiden forøde de Levninger af Midler, som endnu kan være tilovers fra Boelerens og Hoerkonens vellystige Levner. Ært og Agtelse har han ikke mindste Ret til at giøre Fordring paa iblant skikkelige Folk, da de veed, at han er kun en Daare, der søger ikke at opnaae Hensigten af sit Egteskab, nemlig, selv at avle Børn med sin Kone, men ikke at rage en Kone, for at lade hende være andres Boelskab; og Følelserne af disse og utallige andre Ulykker vil, i Fald han har mindste Smule af Samvittighed, blive ædende Orme og fortærende Gift, som tilig eller sildig vil giøre Ende paa hans skammelige Liv, hvad Forskiel nu paa saadan en Mand, og den, som bliver dømt til at miste Livet paa en skamme- lig Maade, eller at arbeide sin Livstid blant uærlige Slaver? Men paa det jeg ikke skal synes for haard imod saadan en Mand, bør jeg med et Par Ord vise, at han faaer intet, uden det, som hans Gierninger forskylde, og intet er lettere; thi i hvilken Stat han end er Borgere eller Medlem, forseer han sig saaledes, at han baade straffes som Bedragere og Landsforrædere; thi skal en Stat be- staae, maa den bestaae ved Gudsfrygt, Orden og Enighed. At nu saadan en Mand forfremmer og bestyrker Ugudelighed og Udyd til Statens ødelæggelse, og paa saadan en Maade bedrager sine Medborgere, der kunde vente af ham at han vilde giøre sit til Statens Styrke og Vedligeholdelse, da han tvertimod svækker den, og tillader at den saa

20

20 nødvendige og anstændige Orden brydes, derom er vel ingen, som tviler; og at han er en Landsforræder, kan ikke nægtes, naar den bør have Skyld for en Følge, som ved sine Handlinger bliver Aar- sag dertil; naar nu en ugudelig Slegt, avlet paa den skammeligste Maade, uden Gudsfrygt, uden Dyd og uden Opdragelse, engang foruroeliger Staten, og hvor let skeer ikke det (til Exempel kan man kun see hen til Partenierne hos de Spartaner) hvem er da Aarsag deri uden saadanne ugudelige Mænd, som have taalt, at denne Slegt blev avlet? Af dette seer Læseren, hvad Handreder er for et Dyr, og hvad han fortiener, jeg kan ikke engang undskylde den Mand, som af Frygt for at lide Skade eller Fortred af sin Overmand, eller den, som af Trang for at forhverve det Fornødne til sin Underholdning, taaler saadant; thi Vee den, som ikke hellere vælger at være ulykkelig og lide Nød, end at være lastefuld.

Af det, som allerede er sagt om den daarlige Mand, der taaler saa skammelig en Opførsel af sin hoeragtige Kone, slutter Læseren lettelig, at jeg vil ikke heller blive lemfeldig i at dømme hende, jeg bør heller ikke at være det; thi hun er unægtelig, i det mindste lige, og oftest mere skyldig, end Manden, hun er den, som først fristes (thi aldrig er vel nogen saa ublue, at han først accorderer med Manden om at nyde Konens Kierlighed) og giver hun først efter, hvor let undskylder hun ikke saadan sin Forseelse hos Manden, om hun just ikke faaer hans Samtykke dertil? I sær om Manden elsker hende oprigtig i Forveien, hvor veed da ikke en snedig Qvinde at betiene sig af hans Skrøbeligheder? at bringe saadanne Undskyldninger frem, som hun

21

veed kan gjelde for ham? Og tilsidst ved Overtalelser, Løfter om Afhold i Fremtiden, og jeg veed ikke paa hvad Maade, er hun i Stand til at bringe en enfoldig Mand til at troe, at hun er mere fornærmet end han, og naar hun først faaer bragt det saa- vidt, saa har hun vundet Spillet. Til at bevise, at en snedig Kone er i Stand til at overtale sin Mand til at begaae de største Daarligheder, behøves kun at erindre den første Egtekone, som var til i Verden, og hvilken Mand tør giøre Adam en sund Fornuft stridig) men just fordi hun har været saa meget mere skarpsindig end Manden, derfore har hun og farligere Virkninger af hendes Laster at frygte for, end han. Men man vil strax svare, hvad kan være værre, end de Følger, som ere anførte at ramme Manden? Sandt nok, men to Personer kan lide en og den samme Ulykke, men i forskellig Grad. Hendes Skam vil altid blive større, hendes Mangel føleligere, og hendes Græmmelse vil blive, saa meget des større, om hun har sig selv at bebreide for Alting, da Manden dog kan anføre i de fleste Tilfælde en Art af Undskyldning, i det han har elsket og troet sin Kone, til det var for sildig at forekomme Gierningen, hun har og foruden den retfærdige Hevn, som Manden kan tage af hende, at frygte for sin Boeleres Had, som vil ikke saa- snart holde op at elske hende, førend han begynder at hade og forfølge hende, fremdeles, om hun lever til de Børn komme til en moeden Alder og Skiønsomhed, som hun har avlet i hendes skammelige Levnet, da, naar de veed deres Herkomst, vil hun heller ikke have meget got at haabe af deres Kierlighed, tvertimod bør de holde dem det for en Pligt om mueligt at afvelte den Skam, der hviler paa dem formedelst den uteerlige Omgang, som de have

22

22 at takke for deres Tilværelse, og hvorledes kan dette skee, uden ved at forfølge og hade deres Moder, som et andet liderligt Qvindemenneske, der aldrig har havt den Hensigt, at bringe dem til Verden, men kun at tilfredsstille sin egen Kaadhed; dog denne Ulykke bliver Boeleren vist og deel agtig udi; thi den Afkom, som ikke sparer en liderlig Moder, har lige saa liden Aarsag til at see igiennem Fingre med en lastefuld Fader, skiønt dette bliver ikke den eneste eller største Ulykke, som denne har at frygts for; thi foruden den fornærmede Mands Hævn, Hoerens Had, som strax maa afløse hendes Kierlighed, saasnart hun holder op at elske ham, (og dette skeer lettelig; thi en Kone af den Tænkemaade lader sig sielden nøie med een Boelere, men antager og giver Afskeed, eftersom det falder hende ind, eftersom der viser sig Leiligheder til) offentlig Spot og Skam, naar hans Opførsel bliver bekiendt, et fordervet og til alle Forretninger uduelige Legeme, bliver en ond Samvittighed hans u-undgaaelige Bødel; ikke at tale om de utallige andre Plager og Ulykker, som Forsynet kan Betiene sig af til at straffe baade ham, Hoeren og Manden med, i Fald denne sidste er medskyldig i Forseelsen. Men endnu har jeg kun saa løselig berørt Følgerne for de Børn, som have saa skammelig en Omgang at takke for deres Liv, man Fulde og tænke, at saasom de ikke have havt Deel i Gierningen, bør de heller ikke have Deel i de ubehagelige Følger deraf. Dette er vel en Sandhed, men det, som hos een bliver at ansee som en Straf, kan hos en anden kun regnes for en Vandlykke, og saadanne Børn, naar de ikke bifalde, og paa saa- dan Maa de tage Deel i deres Forældres skam- melige Handlinger, kan gierne blive lykkelige og

23

23 gode Borgere i Staten, allerhelst om de selv ere uvidende om deres Vandheld; thi da vil Følelsen af den Skam ikke krænke deres Hierter, veed de den derimod, saa vil det vel giøre en stor Forskiæl paa det Indtryk, samme giør paa deres Gemytter, om de faae den at vide ved en Bebreidelse af andre, eller om en Lærere eller anden god Ven i Fortroelighed siger dem det, for at indprente dem en Afskye for deres Forældres Laster; i første Tilfælde vil det krænke deres Siele, om endog saa samme virkelig ere dydige, da det i sidste vil tiene dem til en Bestyrelse i Dyden og en Vemmelse for de Laster, som de seer saa ubehagelige Følger at flyde af. Næst den anførte Skam, som følger med saadan en Fødsel, bliver en slet Opdragelse det største Onde, som slige Børn har at frygte for, og hvor betydeligt dette er, behøver jeg ikke at erindre for fornuftige Læsere. Til Slutning maa jeg besvare nogle Indvendinger, som kunde giøres mig. Man vil for Exempel sige, at alle de haarde Domme, jeg har fældet over de omtalte Personer, ere mere muelige, end virkelige; thi hvor sielden seer man dem ikke at udføres? Sandt nok, de som have været Vidner til Forseelsen, blive ikke altid Vidner til Straffen, og skiønt den undertiden opsættes. bliver den dog aldrig ganske ude, og en opmærksom Tilskuere af de menneskelige Handlinger og Tilfælde, vil kunde finde utallige Beviser for Sandheden af mine Sætninger. Det skeer ikke altid, at alle af de anførte Følger ramme een og den samme Person, men saa bliver gierne den, der rammer ham, desto vigtigere; overalt blive Guds og Naturens Love altid uforkrænkelige, og disse fordre Straf for enhver Last, om ikke i den Tilstand, Menneskene nu befinde sig Udi, saa dog i den, de komme i efter denne; ei at

24

24

tale fort, at enhver Stat altid beholder Ret til at fordre Regnskab af dens udydige Lemmer. Fremdeles kunde indvendes, at naar ingen Børn bleve avlede i dette ugudelige Levnet, eller og om det stede, naar dog Manden, Konen og Boeleren vare enige om at skule deres Skam baade for dem og hele Verden, saa havde de ikke nødig at være bange for disse farlige Følger; men saadan Enighed tør jeg frit paastaae ikke at være mulig uden til en Tid, og om den end var muelig, saa skulde den dog aldrig kunde skiule deres Ugudelighed; thi den allermindste Uforsigtighed, enten i Ord eller Miner, vilde hos en Agtpaagivende opvække Mistanke, og, naar man først mistænkte dem for sligt, kunde deres skammelige Handel neppe andet end blive opdaget, hvor let giver man ikke sine Lidenskaber tilkiende ved udvortes@Bevægelser?