Liigenes Besværing over Jerusalems Forstyrrerne .

Liigenes Besværing over Jerusalems Forstyrrerne.

Trykt i de Elisæiske Marker, 1771.

2
3

Intet Forslag kunde i disse Tider tænkes priseligere, end, at enhver Forslagsmester burde stilles under en Galge, og, efter den skarpeste Undersøgning over hans Forslag, om det blev befunden at være en Frugt enten af Egennytte, vild Daarskab, eller andre saadanne falske Grunde, da strax at klynkes op. Dette Forslag er giort under Jorden. Det var at ønske, at det maatte ogsaa trænge sig oven paa Jorden til os. Antallet af saa mange forvovne og paa deres Medborgeres Fordervelse anrettede Forslage vilde da mærkelig

4

formindskes; thi, saa længe som Friheden til at giøre de forgiftigste og meest forstyrrede Forslage er utøylet, og ikke allene ustraffet, men endogs anseelig belønnet, saa længe kan vi være visse paa, at fortvivlede Anlæg aldrig forlader det ulyksalige Dannemark.

En gammel Bonde har man hørt, at have været af saadanne Tanker: Kongen

burde til sit Raad udvælge sig af enhver Stand gamle erfarne Mænd, en Officier, for Ex. en Bonde, en Docter,

o. s. f. paa det enhver af disse kunde staae paa sin Stands Beste, og, at ikke den Stand allene, som er det nærmeste Maal for Regieringens Yndest, skal Undertrykke og opsluge de andre. Det er høyst beklageligt, at en alt for bedrøvelig Erfarenhed billiger dette Bonde-Raad.

5

Et Forslags gode eller onde Følger bestemmer dets Værdie. Til disse Følger at undersøge og indsee udfordres flere og betydeligere Kræfter, end man kan formode hos vore Tiders selvtillidsfulde, dumdristige og vilde Forslagsmestere. Disses over deres Forslags Følger anstillede Prøve strækker sig neppe videre, end dertil: Kan vores Forslag kuns være os selv nyttigt, og dog; tillige have Klogskabs og Fædrenelands Kierligheds Skin, og derved føre Regieringen og Almuen bag Lyset; kan det kuns sætte os i Anseelse, o. s. v. har det sin Rigtighed. Ja det gaaer saa vidt, at man allene for at ansees for en vittig Aand, eller Tusindkonstner, kommer frem for Lyset med de latterligste Luftforslage. Nok: Man kan passere for en af disse Tiders vittige og store Aander.

6

Dersom et Forslag trækker flere og betydeligere onde, end gode Følger efter sig, er det ont; og saaledes tvertimod. Egennyttighed pleyer alt for ofte at veyleyde de fleste Forslage. Lad være, at man en før end i Tidens Længde kommer efter det, saa burde saadanne aldrig gaae ustraffede bort.

Men, desverre! at de fleste Forslage, som bringes til Virkelighed, giøres som tiest, enten middelbar eller umiddelbar af Regenternes Yndlinger. Disses Yndest beskiermer deres Forslage imod al Undersøgning. Disses Forslage antages for Yndlingen er Yndling. Men Yndlingen er et Menneske, og undertiden et Umenneske, men, som veed at skiule sit onde Hierte for Regenten (som ikke er Hiertekiendere) i de kunstigste Smuthuller.

Et Menneske kan være hevngierig, egennyttig, bade visse Personer, ja visse Stænder.

7

Leylighed gir Tyve. Yndlingen har største Leylighed til at iverksætte sin Hevn, Egennytte og Had. Derfor er og bliver Yndlingen en frygtelig og farlig Forslagsmester. Alle Aarhundredes og alle Stæders Erfarenhed bærer til Skam og Bedrøvelse upaatvivlelige Vidnesbyrd herom.

Regentens Yndling, som Yndling, bliver aldrig Staten gavnlig, men som Forslagsmester altid farlig. Det var derfor got, at Regenten havde ingen besynderligere Yndling, end sit hele Riges Undersaattere, og, om saa var, at han da aldrig maatte tilstædes at giøre, eller forestille, enten sine eller sine Tilhængeres Forslage, med mindre nogle af hver Stand fik (endog i en uindskrænket Regiering) prøvet det; thi Yndlingen formaaer nødvendig saa meget hos Regenten, at han, naar han veed at formumme sit Forslag med

8

det Heeles Fordeels Maske, da kan trænge igiennem. Regenten er ikke Argus. Derfor var det nødvendig got, at nogle Lemmer af hver Stand randsagede og veyede alle giorte Forslage med alle Stænders, Tiders og Stæders Fordele eller Skade; thi saa længe, som et allene, eller alt for faa Mennesker har Regieringens besynderligere Tilgedagenhed paa sin Side, fornemmer man jo daglig, at de, som ere af fælles Stand med yndlingen, ophæves og ophæver sig til Ærens og Lykkens høyeste Spidse. Denne Stands Vigtighed bliver af Yndlingen saaledes mangfoldiggiort, at andre Stænder maa staae tilbage, og, gid denne var deres eneste Uheld! men disses Indkomster ere for høye i Forhold til Yndlingens og hans Stands. Disse bør derfor knibes saaledes, at den vigtigste (det er: Yndlingens) Stand kan blive aflagt efter

9

sin Vigtighed, (det er: Regieringens

Yndest.)

Beklageligt er det, og skammeligt, at endogsaa de frommeste Regenteres Naade skal saaledes misbruges til Forhadtes og Fortrængtes Strafferiis. Ja saaledes at benytte sig af Fyrstens Naade, er ligesaa besynderligt og bagvendt, som at antage Doctre til Drabsmænd, eller:

Hos Doctren de mod deres Sygdom søger Raad;

Det er at drukne sig, for ey at blive vaad.

Sæt f. Ex. at den medicinske Stand var Gienstanden for Regieringens besynderligere Bevaagenhed, mon vi ikke da vilde see nye (gid kuns ikke de afskyeligste) Sygdomme at skabes, følgelig nye Hospitaler oprettes, Doc-

10

ternes Antal og Anseelse at stige til, ja over sin Høyde, andre Stænder og Indretninger, Guds og Kongens Love. Kort, alting at svigte og beqvemme sig derefter. — —

Bladet vendes. — — Juristen bemægtiger

sig Lægens Sted. Lancetten forjages af Lovbogen. Lovbogen giør nu samme Mirakler, som Lancetten før. — — Denne

Juristens lykkelige Tid forsvinder, og maa overlade Pladsen til Officieren. — —

Nu skal alting være Soldat. — — Saaledes

tumler den ene Stand sig paa den, eller de andres Bekostning, fordi den er Yndlingens. Hver hersker i sin Alder. Den

ene ødelægger den anden. Hvad bliver Følgen? — — Det Heles tilsidst Ødelæggelse. Hvor foranderlig er Ikke Tiden, og med Tiden alting. Der skal have været det Sted

11

og den Tid, hvor og da den geystlige Stand ogsaa har været yndet af, og havt Adgang til Regenterne, da saae man Kirker, Skoler og Klerker at ophielpes og fremelskes med Eftertryk. Det er sandt, i de Tider var man endnu ikke bleven saa store Aander, at man nægtede Siælens Tilværelse. Derfore kunde og Geystligheden, i Kraft af Siælesorgen, (thi Siælen var i den Tid Menneskets ædelste Deel), med heldig Paastand let afgiøre deres Stands Betydelighed. Nu derimod, da Siælens Tilværelse er bleven til Drømmeverk, maa man jo nødvendig desbedre pleye og passe Legemet, og (jeg veed ikke, om denne poetiske Tanke kan have Sted) give sig til Priis for Lægedom og Kok. Heraf kan det vel være klart nok, at Regieringens Yndlinger ere skadelige, og deres Forslage farlige for det Almindelige. Vist er det vel, at Sagerne kan igiennem færres end alt for manges Hænder

12

faae en hurtigere virksom Gang, men den Forsigtige giør heller langsomme, end fremfusende Skridt.

Et Forflag om Ligene er giort,

og bragt i Gang; og her overleveres en privat Prøve paa dets Undersøgelse.

Saa vist, som det er, at store Stæder ere udsatte for tusinde dræbende Ting: Usund Stank af Liig, Slagtninger, Garver- Handskemager-Verk, Vandhuse, m. s. v. forgifter Luften saaledes, at saadanne Stæders Indvaanere i Almindelighed ikke ere saa længe levende, som paa Landet, hvor Luften kan være reen og ubesmittet; saa vist er det ogsaa, at der er en unægtelig stor Forskiel paa Kiøbenhavn og Paris, og det i Henseende, ikke til Stædets og dets Størrelse allene, men til Luften, Levemaaden, Ind- og Forretningerne, Lasterne, o. s. v. Dette forudsat, kan da

13

lige Love og Indretninger paatrænges saa ulige Stæder?

Men for at forekomme denne Uheld, har man foranstaltet Liigenes Udførsel her af Byen, og Begravelse om Natten. Om dette Forslag er nyttig eller skadelig, skal prøves af dets Følger, og ikke af dets fremfusende Hensigt. Hensigten kan dog være ædel nok. — —

Gid kuns Følgerne svare dertil.

Nyttigt er det ikke; thi Vandhusenes

og Folkemængdens Uddunstninger ere ligesaa mægtige til at anrette samme Nederlag foruden, som med Liigene tilsammentagne. Hvem nægter, at det jo var meget gavnligt, om man kunde faae Vandhusene uden for Byen? Det er at undre, at dette Forslag ey endnu er giort, da Mesteren deraf dog kunde have den Ære til Erstatning for sit Forslag, at forævige sit Navn hos Efterverde-

14

nen, naar den læste det paa saa rene — Æreminder optegnet; og hvem veed, om han ikke paa Vandhusenes Døre kunde naae samme Ære, som Miltiades paa Porciles Vægge. Forslagsmestere! betiener eder af den sig tilbydende Leylighed. Men I maatte da frygte for, at, dersom alle Kiøbenhavn dræbende Ting skulde forjages af Byen, fortiente saadanne Forslagsmestere, som de af Liigene, at giøre Sælskab med, eller, som urene Aander, at henvises i eller iblant Gergasenernes Svinehiord. Man kan sikkerlig overtale sig til at troe, at, saa længe som Kiøbenhavn haver Vandhuse, Folkemængdens Dunster og saadanne urene Aander inden sine ulyksalige Porte, saa længe staaer det og blottet for saa mange luftforgiftende og menneskedræbende Væsener, at Liigene, som ned forvares 3 Alen i Jorden, indsvøbte i Kister, ikke Uden ved skrueløse Hierners Regning kan komme i Betragtning.

15

Ja end mere, saadanne fortvivlede Forslagsmestere, naar deres Forslage uden foregaaende Prøve leveres til Iværksættelse, kan allene afstedkomme flerere, eller i det ringeste nok saa mange Menneskedrab, som de uskyldige Døde.

Til dette at bevise, udfordres ikke mange eller vidtløftige Slutningers Omsvøb.

Liigene skal begraves om Natten; det er at sige: De derved betienende Præster og øvrige Kirkebetientere, Studentere, Discipler, o. a. fl. skal være Natteravne. Det er ey urimeligt, at der i saa store Stæder jo ere nogle saa ondskabsfulde, at de, for at faae enten den herskende, eller en mere særdeles Harm imod Geystligheden hevnet, bestiller dem om Vinternætter Klokken 1, og kommer med Liiget Klokken 6. Klokkere, Studentere, Gravere, Discipler ere Mennesker, og ikke Bæster, dog

16

maa disse lade deres Liv hænge af saadanne ondskabsfuldes Indfald, og være udsatte for alle Nattens Strængheder og Uveyrligets Voldsomheder. Fremfusende Forslagsmestere! sæt eder i disses Sted: Kirkegaardenes aabne Porte, der igiennem stormende Trækvinde, Nattens Kulde, Snee, Slud, nødtvungen uordentlig Søvn, m. v. Hvad kunde I deraf love eder: Liv eller Død? Maaskee der

svares: Gud vil befale sine Engle omkring dem, som skal bevare dem paa alle deres (lovlige) Stier. Disse

gaaer paa deres lovlige Stier, naar de søger deres lovlige Levebrøds Veye. Disse forretter derfore deres ved Liigene Pligter. De samler sig en Sygdom. Maaskee de lever. Maaskee de døer. De døer. Hvem er da Aarsag i disses Død? — — I — — ! om ikke den nærmeste, saa dog den første og fornemste. Har I Samvittighed, kan I

17

føle? saa føler og forskrækkes! Faklerne, hvorved disse, af eder dræbte, geleydes til Graven, lysner for de derved nærværende Øyne, men det maatte sortne for eders med Blod besmittede og PHysisk-Wanartige Samvittigheds Øyne ved dette Optrin. I svarer: Har disse ikke Kræfter nok til at gaae dette Arbeyde i Møde, kan de jo overdrage det til dem, der har det, som de fattes, f. Ex. til Natførere, eller andre saadanne haardføre Folk. Men — skal der da ingen Forskiel være paa, at geleydes til sit Hvilested, og at slæbes til Retterstædet? Enhver (uden maaskee saadanne følesløse Giganter, som I) vilde da gyse af Skræk ved den blotte Tanke, om at døe og begraves. Eller skal da vi være brødløse for eders Daarskabs skyld? Enten skal vi jo nødes til at være ved vore Næringsforretninger, som ere saa halsbrækkende for Helbred og Liv, eller overlade os til en fortvivlende Ligegyldighed.

18

Menneskenes Hovedfeyl har igiennem alle Aldre i Særdeleshed yttret sig i Mangel af at holde Maade. Lad Ægypterne have syndet i deres alt for yppige Overdaadighed med Ligenes Balsameringer og Begravelser, kort: lad dem have giort for meget deraf; hvorfor skal da vi skeye fra Middelveyen i at giøre for lidet af Begravelsens Adfærd? hvilket (i hvor latterligt det end synes) er lige saavel en Feyl i en Stat, og ligesaa hedensk, som Ægypternes. Disses tilligemed andre oplyste Hedningers Øyemed med deres høytidelige Begravelser har været, at de kunde svække den over næsten alle Mennesker for Døden herskende Frygt. Lad disse have ladet sig bestyre af hedensk-slaviske Fordomme. Denne om en hæderlig Begravelse Fordom er dog ikke mere uundskyldelig, end naar Soldaten godvillig gaaer til Valpladsen eller Slagterbænken, fordi hans Konge og hans Konges Modstandere ikke kan enes om en Skiøge, og dog bilder med Generalen han selv sig ind, at

19

han døer paa Ærens Seng. Det er troligt, at en snild General Har optænkt denne Tilfredsstillelse for dem, som retfærdige eller uretfærdige Krige nægter den saa kaldte hæderlige Begravelse. Man kan uden stor Møye overtale sig til, at Fordomme ere et fornøden Onde for Almuen. Lad klogskabsfulde og erfarne Statsmænds, som har havt med Almuen at skaffe, lad saadannes (siger jeg) Samvittighed vidne! og dette forudsat, kan man ey urimelig paastaae, at den Fordom om en hæderlig Begravelse er ligesaa fornødent et Onde for Almuen saavel i en hedensk, som i Særdeleshed i en Christen Stat, som den om Ærens Seng for Soldaten i en Armee. Det gaaer da altsaa slet ikke an, at giøre Graven til et Forskrækkelsernes Sted, om I end vidste at lave og give de kraftigste Skrækpulvere.

Der ere tre slags Forslage: nyttige, vindige (eller Kasteller i Luften, for Ex. Junior Philopatreiases Forslag om Hvalfiskefangsten paa den gamle Kongevey,) og skade-

20

lige. Nyttigt har jeg viist, at eders Forslag ikke er. Om det helder til det Vindige Slags, deri bliver Dommen overladt til enhver. At det er skadelig, skal ikke kunde koste megen Umage at afgøre.

Lad være, man adskillige Stæder, som: i Frankrig, Tydskland, og andre fra os i Luftens Art langt forskiellige Stæder, løber med Ligene om Natten, eller slæber dem til Galgebakker, skal derfor tydske Love og Indretninger paatvinges de Danske, og saaledes giøres Vold paa deres Natur. Hvor staaer Tydskernes Rettigheds Brev paa Ufeylbarhed saaledes beskreven, at man sikkert kan efterabe dem i alle Stykker. Pralerie og Foragt over de Danske ere ikke Efterfølgelse værdige Mynstere. Erfarenheden har viist, at hverken Tydske eller Franske ere Hexemestere mere, end de Danske. Dog har vi bragt det saa vidt med os selv, og ladet dar aussen bey mir saa længe skrige for os, at vi væmmes ved os selv. Saa meget

21

maa vel tilstaaes, at ethvert Folkeslag har sine særdeles Fortienester, og det, som er tvertimod.

Nu til Sagen igien: Skulde eders Forslag været upaaklageligt, eller i det ringeste have Skin af Ustrafværdighed, burde mange Forandringer gaaet for sig i Forveyen, førend I giorde dette forvirrede Skridt.

Uden at tage Præster, Klokkere, og maaskee Gravere i Betragtning, hvilke, uden at undvære det fornødne, kan i deres Indkomster taale saadant et Indgreb, NB. i Ligning imod Lærerne ved vor Frue latinske Skole og Regentzianerne, hvis fornemste, ja for somme næsten hele Opholds Middel dette eene er. I svarer maaskee, at det Almindeliges Fordeel bør foretrækkes den særdeles. Siig: Hvad Gavn er eders Forslag det Almindelige til, saa længe som Folkemængdens Dunster, Vandhusene og I giør samme Skarprettertieneste foruden, som med Ligene. Har I giort det allene for efter Moden at spille Bold med Geistlighe-

22

den, og, dersom I deri sætter eders Heltegierning, kan Røvere, ja Tyre og Stude giøre eder Seyeren tvivlsom; thi ingen Sag er det at kiøre, naar man har Svøben. Har I tænkt paa eller vidst, at I ved eders Forslag gjorde fattige Studentere endnu mere trængende, maa I være af Tigreart.

Akademiets Borgere har tilligemed Stadens engang trakt Kaarden, for med forenede Kræfter at redde det ellers forlorne Kiøbenhavn, og lagt for Dagen, at ægte dansk Blod spillede i hver en Aare, Skal dette være en belønnende Opmuntring? — — Man skulde snart

troe, at den svenske Konge (da han kaldte vores Medbrødre sorte Ravne) har havt den prophetiske Aabenbaring, at I vilde giøre os til Natteravne. I trøster os maaskee med, at Gud forsørger Ravneunger, som raabe paa hannem. Gid det stod i vores Magt at vise eder, at vi ikke ere udartede eller uægte sorte Ravne. Dog vilde vi intet Ont giøre eder, men, om

23

mueligt, at skrue eders Hierne fast, i hvilken Jerusalems Forstyrring synes at have fæstet sit Sæde, gid kuns ikke staget for dybe Rødder. Ja, vi ere faa ædelmodige, at vi tilbyder eder fri Porto, saa snart, som I vil døe.

For saa vidt da, som eders Forslag ikke allene ey er nyttig, men ogsaa skadelig, haaber vi at bringe eder til Gemyt, og en maaskee alt for sildig Fortrydelse. Hvilket dog (om saa var) er os kuns en slet Trøst, dog Glæde. Forsikre eder til, at vi aldrig skal glemme at bede got for dem, som os forfølge. Men vee den Stat, som skal tage Recepter af saadanne politiske Lægers Haand; thi det bare Pulsfølen er et sikkert Kiendetegn paa den tilstundende Død.

Der formodes, at ingen søger i disse faae Tanker mere Anspil, end hans Samvittighed kan være ansvarlig for. Dog maa man holde med den fortreffelige Philocosmus,

24

som lader sig forlyde med saadanne Tanker: "Men i anden Fald dog at handle, som en Luther, der ikke frygtede Diævle selv i Worms, om de der havde været saa mange, som Tagstene paa Husene."

Difficile est satyram non scribere; nam

qvis iniqvæ

Tam patiens urbis, tam ferreus, ut

teneat se.

J. Juvenal. Sat. I. v. 30. 31,