[Josias Bynch] HLS Tre fabelagtige Fortælninger om Børnetugten. 1) Den gale Hingst eller Den ulydige Søn. 2) Den sletopdragne Skade eller Den nyebagte Dommers Dumhed. 3) Katten, Kattekillingen og Rotterne eller Skolemesterne som Børnene spiller paa Næsen. Tilligemed noget om Fabelmagerie ved Jesper Tyndskiæg.

Tre

Fabelagtige Fortælninger

om

Børnetugten.

1) Den gale Hingst

eller

Den ulydige Søn.

2) Den sletopdragne Skade

eller

Den nyebagte Dommers Dumhed.

3) Katten, Kattekillingen og Rot-

terne

eller

Skolemesterne som Børnene spiller paa Næsen.

Tilligemed

noget om Fabelmagerie

ved

Jesper Tyndskiæg. Kiøbenhavn trykt hos P. H. Höecke 1771.

2

        

3

Menneskekierlighed skaffer mig Navn af en Folkefiende.

En Fabelmager er et underligt Creatur. Ca- meleon skifter ingen Farver; men han an- sees af enhver ligesom Dunsten er, der svæver for enhvers Øyne. Egenkierlighed er den blaae Dunst, som forblinder alle hans Beskuere. Denne Dunst giør mangen een ligesom drukken. Denne Drukkenskab giør dem saa smaa-øyet, at de ikke kan kiende deres eget Skilderi?, som Fabelmageren stiller dem for Øyne; ligesom den øllede Bonde, som ikke kiender sin Broder, der reyser ham op paa Veyen og fører ham hiem til sin Kone. Den Drukne tumler ofte baglænds i Skiødet paa Kroemoeren og fortaer sig paa hende, i det han veed ikke andet end det er hans Kiereste saaledes drømmer den

4

4

Egenkierlige altid om at det er kun ham som roses. Naar een moraliserer for den Fulde om Drukkenskabs Afskyelighed, saa sværger han paa at det er en slem Last, og glemmer at han er skyldig deri. Saaledes kan heller ikke den Egenkierlige andet end forestille sig sin Broders plættede, naar hans eget væmmelige Ansigt afmales. Ligesom den gustene og gamle Frue ærgrer sig ved at see sit Portræt, hvorledes hun saae ud i sine unge Dage, just fordi hun har tabt sine Yndigheder, saaledes skier det og en anden Slags Egenkierlige i Hiertet, naar de i Moralen seer den Deylighed, deres Siel kunne have, og den som de mangler.

En anden Slags Egenkierlige veed nok deres onde Tilbøyeligheder; men vil ikke have at andre skal viide dem. Saaledes veed en Bogtrykker i I at han solgte 1600 Exemplarer af et Skrift og soer Autor til at han ikke havde solgt meere end halvandet Hundrede; men kan ey gierne taale at andre vil sige Autor denne Trykfeyl. Jomfrue ****** laer Kritikussen moralisere for hende om ulykkelige Forlovelser, uden at hun enten bliver rød

5

5 eller vred derover; men vidste hun at et offentlig Sælskab har fortalt ham alle hendes Handlinger med Msr. *****; at hun nemlig har været fær-

dig at springe paa Ryggen af denne dumme Karl; at hun i Mosters Forstue har klemmet ham heele Timer, indtil hun ved Faderens Kald har sprunget igiennem Mellemdøren ind i Stuen, og han ind ad Vinduet i Kiøkkenet, for at komme med en tændt Piibe ind i Stuen; at Msr. er deylig jaget paa Døren af hendes Fader, og at hun ikke tiere faaer ham i Tale end naar Pigen henter ham oppe til *******, hvor han holder sit Stand: korteer eller hun faaer Ram til at komme paa Komedien med ham; saa ville hun vist see Kritikussen an med skieve Øyne.

Den Vægelsindede læser den forvandlede Havfrue og leer af de artige Opfindelser; en kaad Madame læser den geyle Høne og roser dette Hiernespind; den godhiertede Skolemester, som laer sine Skolebørn giøre sig lystig til Hellig Aften, læser om Forsonings-Oxen, og slaaer en lærd Krylle paa Næsen; Medikussen læser Hundens og Plukkefiskens

6

6

lykkelige Kuur, og er færdig at sprække af Latter over dette forvurpene Tøy; men ingen vil lade sig mærke med at de veed at enhver Fabel sigter til deres Hoved-Last. Apropaa! om disse Fabler, saa troer jeg at Autor er et Patte-Barn, som endnu ikke veed hvad Fabler er; thi mig synes at dette urimelige Mikmak burde hellere kaldes fabelagtige Fortælninger. Versene deri skurrer og de lugter forbandet af Bærme; ja ligner overalt Pigernes Navneklud og den første Pandekage i Kiøkkenet, som ey vil hænge sammen, førend der kommer lit meere Æg i Deyen. Imidlertid troer jeg dog at Autor, fordi han er fattig og sulten, maatte tage imod en Slik for dem og at Bogtrykkeren spækkede sin Lomme.

Andre derimod ere saa stikkene paa der, at de hentyde alt det Fabelagtige, der siges, paa sig, og forbander ham ned til Helvedes Bagerovn. En retskaffen Kritikus giør ofte Nar af sig selv, og i det han treffer andre tilligemed sig, blive disse saa forbittrede paa ham, at de ere færdige at drikke ham i et Glas Biin ind i den anden Verden. Skriver

7

7

han for Exempel om hans tomme Mave, saa tænker strax alle de, som leve af at copiere et Ark af om Dagen for 6 Skilling, at han sigter til deres skrigende Maver; De forbande den Dag, som skabte dem til et Drog, ønske, at alle Skriverfingre maatte faae Krampen, og at de, med at fortiene 1 Rdlr. for Arket, maatte befrie sig fra bisse bidende Orme, som Satyrikussen blander med de sultene Blodigler. Naar han fordriver sin Kaffelyst med at skrive en hæslig Fabel over dette sorte Beg, saa bliver vore omløbende Sladder-Systre ret bidsk paa ham; men vidste de, at han hellere ville anvende Tiden paa at drikke Kaffe, end paa at skrive, saa ville de visselig gierne indlemme ham i deres KaffeSælskab, for at han skulle ikke give deres Mænd en bidende Morale i Munden, til at lade dem deres Ødselhed i Kaffedrikken høre. Vidste de andre Skribentere, at han laster dem (naar de idelig drikke Kaffe for at opvække Geisten) ikke paa andre Tider, end naar hans egen Siel, af Mangel paa Kaffe, er maver paa artigere Indfald; saa ville de gierne stoppe hans Mund med et Pund Kaffebønner; i sær Medikussen, som er saa bange for, at hans

8

8 Patienter skal faae at vide, at han overtræder og giør tvertimod sine egne Sundheds-Regler.

Han beskriver det Modbydelige i at elske, allene fordi han er saa ulykkelig, at han falder altid besværlig i Pige-Sælskab; at hans Kiereste har opført sig saa lumpen, at han har været nødt til at give hende Afskeed; at han ikke forstaaer Spradebassernes Elskværdigheder, Vittigheder, Nydeligheder og Underdanigheder; at han ikke kan bare sig for at satyrisere over Pigerne i deres Øyre; at han ey længere end en gandske kort Tid kan anstille sig for- liebt i en deylig Dragedukke; at han ikke altid kan overtale sig til at sige dem de Smigrerier, som kun sætte Læberne i Bevægelse; At han aldrig endnu har vundet nogen Piges Biefald, og at det meget hastig igien har forsvundet, saasnart samme Pige har mærket, at han ey har vildet bide paa Kierligheds Krogen; men vidste vore Pernittengryner, at dette var Aarsagen til alle de Forbandelser, han udøser mod Kærlighed, og alle de Skamflikker, han ligger paa Pigerne, saa ville de ikke skrutte sig saa ømt for at giftes. Vidste de, at Pengekassen

9

9 har ligesaa stærk Svindsoet, som Pebersvennen; at en huuslig Kone formeerer Renterne, uden at bringe nogen i Huuset; at en ægte Kierlighed er det sødeste i Livet, at ingen Lyksalighed er fuldkommen uden Kierlighed, og at al Ulyksalighed forvandles til Glæde i en fuldkommen Kierlighed; saa ville de ikke kiere sig meget efter Satyrikussens bittre Skoser. Af Forbittrelse over, at man ikke giør nok af Kritikussen, saa rallierer han alle de Ærekiere, og giør sig tilgode med at Folk kan komme til at lee af de Rangsyge. Han skoser i det samme Etats-Raadens Søn, fordi Tieneren kalder ham Junker; men Etatsraadens Kieledæke veed ikke af, at Skribenten misunder ham alle de Herligheder,

han nyder som Junker. Saadan er det fat

med Folk og med Fabelmageren.

Spørgsmaal:

Er det ikke unaturlig at anføre Dyrene talende i Fabler? — Autor ønsker sig et Svar, som ikke oplyser ham om de gamle Grunde hertil; thi de veed han; men et Svar, som retfærdiggiør denne gamle Fabelvane, eller giendriver den paa Grund af Naturen.

10

10

Den gale Hingst.

En Fortælning.

En spraglet Plak var gal og fosede sin Moder, Forsmaaede hendes Melk og drak af slemme Floder, Sprang paa hvert Hoppe-Føl, og gad ey vide af Sin Moders Tugtelser; men sparker hende brav Men en spærlemmet Hingst, hvor kan den kujonere? Hvor kan en tosset Plak sin gamle Moer fixere?

Kan iblant Hestene, som iblant Mennesker,

Ey noget Slag forslaae? og duer Riis ey meer?

Jo! - - - men vor Plakes Moer var alt for øm og

kielen:

Hun lokker for sin Plak, naar han vil trække Pælen; Hans Mule slikker hun, naar han er vrindsk og kaad, Og piller Skænken af, naar han har giort sig vaad. Jo meer den spæde Hingst sin Moders Ømhed mærker, Desmeer baldstyrig han fløn over Eenemærker,

Rev alle Gierder ned, nedtraadde Amperne,

Fløv til den skumle Skov, og gad ey Solen see.

11

11

Tidt blev han hildet ind i Skovens skiulte Snarer; Dog plukker han sig løs og undgaaer mange Farer. Mod Lynild seer han stivt; han fnyser imod Storm; Han kneyser ved det Skrald, som skrækker gar en Orm.

En moedløs Vandringsmand, som langsom gik ved

Krykker,

Kom i det Tordenveyr just ud fra Skovens Skygger; Han stræbte med sin Kiep at ville jage ham Ind i den næste Fold, som der var giort for Lam. Imens han driver ham, saa slaaer han til den Lamme; Han traf det andet Been og slog det reent til Skamme. Han skreg Guds-jammerlig og styrtet baglænds om,

Og laae reent hielpeløs, indtil en Hyrde kom.

Vor Hingst fløy midlertid, som Vinden, op ad Banken;

Nu vrindsker han saa høyt, nu knipser han med

Manken;

Nu stamper han i Støv og støver skrækkelig;

Men Støvet laae sig paa hans egen huule Ryg,

Han store Flenger rev sig tit paa Rosentorne;

Hans Flyve-Lyster blev ved mange Stød forporne, Indtil han endelig blev sulten, stiv og mat,

Og Nøden tvang ham til at faae sin Moder fat. Forvildet traver han i disse vilde Ørkner.

12

12 Nu savner han sin Soel og Vey, naar Natten mørkner. Hvert Blad, som rører sig; hver Fugl, som flagrer lit, Giør ham af Angest skye; han taer uvisse Skridt. Nu seer han Moderen igiennem Skovens Taage;

Han mærker, hvor hans Blod begynder nu at kaage. Af Angest, Bitterhed, af Sult og Kielenskab,

Han kommer luskende og skrynner med sin Flab.

Nu krymper han sig lit og Moeren laer sig sue. Imens han Potte faaer, saa kom en Hesteflue,

Stak i hans Næsebor, saa at det hovnte op,

Og Snuden hastig blev anstukken udaf Krop.

Da Hingstens Eyermand saae dette, blev han bange, Og var betænket paa, den galne Hingst at fange.

To Karle snærer ham og trækker ham saa hen Med mange Hug og Slag til Heste-Dokteren. Endskiønt de spændte ham udi den stærke Sehle,

Saa var hans Kraft saa stor, at mange stakkels Siele Kureertes ved hans Hov, før han blev selv kureert; Han drilte dem saa lumsk og gav dem een forkeert. Hans Sygdom tar nu af; hans Raserie tiltager.

Han kom paa Herrens Stald; her Havren ham ey

smager;

Saa sendte Herren ham paa Rideskolen hen,

13

13 Rekommendcerte ham brav hos Berideren.

Han sagde: Kiere Ven! læg Bidsel udi Munden Paa min ravgale Hingst, og hold ham troefast

bunden;

Giv ham af Pidsken tæt, saa Huden svolner op - - -

Han er utæmmelig; - - jeg skiøtter ey den Krop. Han gav ham Grime paa og lod ham gaae i Liiner; Han Liinen brød i to, fik Pidsk, og hæftig hviner; Paa Bagbeen sat han sig, og blev hudflettet tit. Berideren er angst og ønsker sig ham qvit.

Nu blev vor gale Hingst tillige ogsaa skabet;

Hver Hoppe pan den Stald var dog i ham forgabet. Hver Hoppe snivede. Han bragte giftig Pest;

Og Pesten dræbte nu saa mangen modig Hest.

Den raadne Hingst kan nu ey meer hos andre være; Og Riidemesteren vil ey, han skal fortære Det heele Stutterie med all hans Giftighed;

Hvorfor han lukker ham ind paa et andet Sted.

Da Hefte-Dokteren engang skal Salve dryppe I Hingstens fæle Saar, fleed den sig fra sin Krybbe, Slog hen til Dokteren paa et forborgent Sted,

14

14

Og midlertid sig ud fra Rideskolen sleed,

Nu sløy han ellevild og var et fælk Spektakel.

En sindig Præstemand ham mødte med en Fakkel; Han faaer den vilde Hingst i Spiltorevet fat,

Køêr ham til Eyeren udi en skræksom Nat.

Han banker paa hans Port, giør Eyermanden vaagen, Som springer af sin Seng og seer igiennem Laagen; Men da han hastig saae en Præst, som har hans Hingst, Saa skielvede hans Krop, som om der var Gespenst; Slog Porten i igien - - - Han ville ey tilstede, Skiønt Præsten ydmyg bad, sin egen Hest en Rede; Saa lagde den sig ned og hviinte ynkelig,

Ret som den ville sagt: Jeg, jeg forbedrer mig. Dens Eyermand fløy op, gik ud i bare Skiorten, Han pryglede sin Hingst for Alvor vek fra Porten,

Og mumler ved sig selv: Din Krokodille-Graad Kan ey anfegte mig - - - du har en Slange-

Braad - - -

Din Sygdom stikker an - - - du staaer ey til at

redde - - -

Jeg nødig mister dig - - - Mit Øye maae jeg

væde.

15

15 Bort! bort! der bedre er at skiere Foden af, End alle Lemmerne skal raadne i en Grav. Nu fløy den rasne Hingst langt over Bierg og Dale; Hans Flugt og Følelser kan Fanden selv ey male.

Ey noget hindrer ham; endog igiennem Vand Saae man han svimmede, som en forvildet And.

Ja, steyle Klipper kan hans vilde Fart ey hemme; Iisbierge gaaer han paa og skryder med sin Stemme. Han og til Polen kom, hvor kun var Iis og Nat. Her fik en Vildmand ham med sine Snarer fat.

Den Vildmand vidste ey, at disse Parder-Plætter, Som sad i Hingstens Haar, var meer end Tiigerspætter; Thi Tiigre kiendte han, dem fældede han tit;

Men denne Hingste-Art, den kiendte han kun lit.

Vor Hingst sig tæmme lod; thi Sygdom, Sult og

Løben,

Ham havde mattet ud, nu frygter han for Svøben; Hans Kaprioler han nu glemte for en Tid.

Han bar sin Vildmand hiem, som var saa trak af Slid. Hans Vildmand satte ham i Stalden ved den Hoppe, Han nyelig fangede paa frosne Bierge-Toppe.

Han tænkte: Jeg vil see, hvorledes dette Par Min Slæde trække kan, naar jeg paa Jagten taêr.

16

16

De faaer det beste Foer, som heraf Egnen gives. Han udstafferer dem; de begge deylig trives.

De her forliges got; men Hoppen plættet blir,

Faaer slig en Hævelse, som Drankeren af Sviir. Vildmanden tænkte nu: Jeg troer det er ey rigtig: Min Hingst den er nok syg? - - Jeg er, som

Eyer, pligtig

Selv at kurere dem, og gyde nu lit Tran

I deres slemme Saar; maaskee min Kuur

gaaer an.

Men, da vor Vildmand dem nu selv kurere vilde, Saa blir han stukken an; hans Kuur geraader ilde; Hans friske Krop faldt hen; hans Kræfter tærtes ud; Han ventede hver Dag paa Dødens visse Bud. Endnu han dog ey lod sin Jagthandtering fare.

Han flere Øyne fik, end alle Jægres Skare,

Formedelst disse to, som for hans Slæde gik;

Men dette Glædesspil en hastig Ende fik.

Nu Hingsten væhlig var og springst, og vel udspækket.

Mens han for Slæden gik, afskød han Rensdyrs-

Dækket;

Han slog til Skaglerne, saa Kudsken bange blev,

Og Slædestangen flux i tusind Stykker rev.

17

17

Fremskankerne han flog langt for sig op i Luften, Som om han ville op med Magt i Stierne-Klusten; Bagbenene han slog til alle Sider om,

Slog Ild af hver en Steen, som ham for Foden kom. Naar Hingsten bliver træt, han paa sin Hoppe stoler; Hun hielper ham saa got, hun kan, med Kaprioler. Den Kiørsel er saa gal; de taer saa fælt afsted,

At deres Vildmand maae forskrækkes selv derved.

Han sidder gandske død og paa der Opspil gaber;

Han baade Næs og Mund ved deres Optrin taber. Men som han sidder best og gloer i Veyr og Vind, Saa styrter Slæden om; han rev sit vilde Skind; Thi Hoppen stædig blir og vil at Hingsten skulle Ommaale hendes Ryg; men see! den raske Dulle Blev stukken af en Orm, som han i Høyden steg;

Og denne stakkels Orm giør Ende paa den Leg.

Moralen.

Om en ulydig Søn fløy om til Verdens Ender,

Han blev dog den han var - - - All Verden snart ham

kiender;

I hvor han kommer hen, er han en giftig Giest.

18

18 En vanskabt Børnetugt er Republikkens Pest.

En Orm boer i vort Bryst; den sluger slemme Scener, Og spyer dem ud igien; Skiønt du det aldrig meener; Du, du Ulydige! vend om til Faderen;

Han nu din Fiende er; men faae ham til din Ven.

Den sletopdragne Skade.

En fornem Skade sprang for nyelig af sin Rede. Skiønt han er ung og dum, maae Giæs ham dog til- bede;

Thi Skadens Oldefaêr kom i en æret Stand Ved mange Dyder, som gaaer over vor Forstand. Den Skade-Unge blev nu ikke ret opdragen.

Men lod ham hoppe om og dase heele Dagen. Sprogmesteren jo ret betænkte i sit Sind:

Han taêr ey Kyllinger, naar han forbliver blind. Sprogmesteren var een af de vanskabte Fugle;

Han havde Rævekløer, men lignte dog en Ugle.

Med sine Glukker han forvirrer Skadens Blik;

Med sine Rævekløer lær han ham Gaase-Skik,

19

19

Han stusser Skadens Faêr, besat hans Næb med Briller. Den lærde Nattergael, som lær ham sine Triller, Blev mangen Gang viist af, naar han forhippet var At lære Skaden Alt, det han i Munden bar.

Vor Skade blev da dum og lærte sielden noget.

Man lærte ham dog lit at skvatte Gaase-Sproget, Som næsten ligner Fransk med lit fordreyet Tydsk; Thi Skade-Sproget var gemeent som Norsk og Jydsk. Vor smækre Skade, som dog ey bør klodset være. Skal af Steenpikkeren en Hoben Krumspring lære: Han Hoppekunsten da med Tiden lærte got;

Men blev hans Hoppen ey Sprogmesteren til Spot? Man gav ham Friehed nok, han tog sig endnu meere; Han lod sig ey ved Lov og Løvens Vink regiere.

Nu døde Faderen; han skal i Faêrens Sted,

At dømme Høns og Giæs; og begge Slægter græd.

Moralen.

Var Læreren en Ræv; hvad Under at vor Junker,

Nu, da han Dommer blev, med fremmet Indsigt

prunker;

Han kan ey andet see, end det, som andre seer.

20

20

Fuldmægtigen er lumsk, giør hvad han vil, og leer. Hovmesteren vil ey sin Junkers Yndest spilde:

Han giêr ham Raaderum, frie Adgang til den Kilde, Som giêr ham Svaledrik; men blev hans Dvaledrik, @Da Kildemanden ham i sine Snarer fik?

Du Adelsmand giv Agt paa dine Sønners Lærer,

At deres Dumhed skal ey bruge Sekretærer;

At disses Snyderie skal ikke plyndre dem,

Og stille dem ved Liv, ved Ære og ved Hiem

Katten, Kattekillingen og Rotterne.

En gammel Herre har to Koren-Magaziner;

Han er saa huuselig, han ofte i dem triner,

Laêr Kornet kaste om, og efterforsker Alt,

Udfinder Raad mod det, han mærker der er galt. Engang kom han derind, saa faae han mange Flokker Af meget slemme Muus og alenlange Rotter,

Som smittede hans Korn med der Ureenlighed,

21

21 Og Kornet mindskedes ved disses Graadighed - - - - Han havde havt en Kat, som holdt dem lit i Ave I sine unge Aar; men siden faldt i Stave,

Forfaldt til Døsighed, saa Rotter paa ham gik;

Han drak formeget Melk og daante ved sin Drik. Den længste Rotte lod han over Alt regiere.

Den meget næt forstod det beste at fortære,

Hialp Kornet snart afsted, stak det afsides hen;

Thi Katten vaagnede, hvergang han drak igien.

Den lange Rotte sig paa Korendyngen sætter;

De andre knælede imedens han sig mætter.

Den gamle Kat tilsidst blev saa af Melken mæt,

At han ey meere drak, og døde meget slet.

Men han sig efterlod en heel beleven Killing,

Som var saa skier som Snee, saa glattet som en Villing; Lysøyet som en Falk; langhaaret som en Biørn; Tyndlivet som et Føl; smalkieftet som en Ørn. Skiønt Herren vidste vel, dem gamle Kat ey duêde, Saa overbar han dog; - - Men da hans Liv var ude,

Saa tænkte Herren strax: Maaskee den unge Kat Vil blive mig en flink Bevogter af min Skat? Maaskee at Faêrens Art i denne Killing stikker;

(Thi Faêren var jo snild i Ungdoms øyeblikker)

22

22 Maaskee han fange tør den grumme Rottehær, Som fraadser Kornet op og Loftet giennemskier. Han nok belurer dem i deres mørke Huuler; Han vil opsnuse dem, naar de sig for ham skiuler; Han skal ved Mundingen af deres Smuthul staae,

Opsluge een for een. - - Flyêr de, kan han dem

naae.

Jeg da ey nødig har at bruge Rotte-Fælder,

Og ey den Rævesax, jeg har udi min Kielder; Han kuer dem nok selv og æder deres Mund,

Og knækker deres Been, og rydder al min Grund.

- - Da der Spilop ham nu paa nye i Øyet falder: Han med en Skaalfuld Melk sin Killing til sig kalder; Han tog ham paa sin Arm, og sagde: Lille Claus! Du skal paa Loftet gaae og fange dig en Smaus. Nu Korenherren ham høytidelig indsietter Af Korenloftets Dør til alle disse Rætter.

Hans Kattekilling blev først gandske vild og skye,

Fløy op ad Stolperne, mens Rotterne sig krye.

Skiønt denne Killing bør hver Rotte Frygt indjage. Dog fløy han selv for dem, og lod dem roelig smage

23

23 Alt det de smagte før, da Faderen var mat;

Han holdte ingen Styr, og alle Ting gik glat.

Han flyêr kun op og ned og spyer paa alle Vægge; Hvad Under! thi han er jo dog en Kieledægge; Skiønt Herren sat ham der, i Haab at Faêrens Lyst Til sunde Ordener Bevæbnede hans Bryst.

Han angreb Rotterne, som Æderkopper Fluen,

Greb mange i sin Flab og smed dem ud af Luen; Han mjavede derved; hans Skieg det gimrede;

Men Kornets Fraadsere gik dog og mimrede.

Det Onde, Killingen mod disse Rotter giorde,

Blev anseet kun for Spøg; thi Rotterne ey torde Forgribe sig paa ham; endskiønt dog mangen een Gav ham et hæsligt Tjat, og han ham et igien.

I hvorom alting er: han fiire næsten dræber;

Den hvad vil det forslaae? - - De andre han kun

slæber

Fra eet til andet Sted i Magazinet om,

Og driver ikkun Spøg paa Herrens Lofte-Rom.

Nu giør han sig gemeen med een af disse Rotter, Som havde hvide Haar; de sønderslog de Potter, Der paa en Hylle stod med Krusemynter i.

Man tvang snart Killingen, sin hvide Broêr at skye:

24

24

--- Thi Kattekillingen og Rotten sig foreener,

Giør Overfald og Svig og mange grumme Scener; De spiller moersomt Bolt ikkun for Tidsfordriv Med alle Rotterne, og krammer deres Liv.

Saa tænkte Rotterne: Kan vi ey disse tvinge,

Vi jo en Krigshær er; vil det os ey gelinge, Det ligemeget er! vor Liv er dog til Priis! Mon vi vel taale bør den hvide Rottes Riis? Vi Kattekillingen jo kan paa Næsen spille Han bliver snart forbaust naar vi kun piber ille. Opløfter han sin Kloe? vi gaber med vor Tand? Slaaer han? saa bide vi! Frisk alle som een

Mand!

Det Kattekillingen med hæftig Rædsel hørte.

Frygt for sit unge Liv hans Hierte nu oprørte: Saaledes blev han nødt at stille sig ved den Som, skiønt han Rotte er, dog var en Killings Ben. Da denne borte var; han spiller andre Ruller,

Nu snuser han omkring og stopper alles Huller;

Men ach! hvor blev han glad; en Tævekilling kom, Hun hialp hans Stopperie i hvert et snevert Rom.

25

25 Hvad han tilforen ey blant Rotterne huseerte:

Det lærte hun ham nu; hun ham saa exerseerte

At han allene nu en Rotte kunne taê

Og, uden Modstand, op paa Korenhaaben flaê.

Hun underviiste ham og i at æde Rotter;

Hver Rotte leer ham ud, hver Rotte ham bespotter. Skiønt Tævekillingen en Rottefælde var.

Hun dog sin strenge Kunst hos sig forborgen bar. Hankillingen er dum og Tæven giør sig musig.

Han har Forvovenhed; hun er mod alle studsig.

Som hun ham giver ind, saa bærer han sig ad,

Ham elskte Rotter lit, til hende bar de Had.@Han saae sig endelig, ved gamle Rotters Raaben, Ved nye Ophævelser i hele Rotterhaaben,

Nødsaget til at faae den Tæve bort fra sig En kullsort Rottes Bid giør hende til et Liig.

- - - Den gamle Herre kom engang igien paa Loftet Og saae at dette Ran endnu ey havde hoftet,

Han blev da noget vred; opsat sin Rævesax Den dræbte Killingen og mange Rotter strax.

26

26

Moralen.

All Kongers Konge seer til sine Undersaatter.

Han hader Røvere, og ofte den udrotter

Som smitter Dydens Glands og bortfør Dydens Sæd

Skielv, dovne Skolefux! gaae! skam dig selv! og

græd!

Den gamle Skolemand er ublue og tør vove Udi sin bløde Seng sin Pægel at udsove Naar Børne-Tummelen udfordrer all hans Agt, Naar unge Poders Vel udraaber ham paa Vagt. Han gier den øverste af sine Skoledrenge En uindskrænket Magt de mindre at hudflenge.

Een ham en Kringle giêr; een anden en Makron,

At han ey sladre skal og være der Patron.

Mens Manden sover sødt, han med de andre rutter, Nu staaer Præceptor op; den Øverste han putter Strax sine Lommer fuld; og Resten slenger han Afsides i en Krog til han dem nyde kan.

Nu Skolemanden døer! - - Hvad Tanker maae ham

qvæle?

At han, som var betroet saa Engle-liige Siele Lod deres Udyd gaae igiennem Dydens Saald Og overgav dem i en gierrig Peblings Vold.

27

27 En raae Student kom nys her til Akademiet Han blev rekommendert, før end han blev indviet, Til een Hovmester Plads, ved Faerens Dygtighed; Men denne Skoleplak tog meget slemt afsted.

Han giorde sig gemeen med Herrens lille Junker Han krammer Pigerne og ofte med dem slunker; Hans Ord de gielde ey; hver een bespotter ham Tilsidst kom han derfra, da Fruen slog ham lam.

28