↩

Jens Pedersens moralske Beskrivelse over Kiøbenhavn, tilligemed et Synge-Stykke til hans Kone.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt hos L. N. Svare.

2
3

Go Nabouer! Kiøbenhavn er og bliver Kivenhavn; denne Beskrivelse kune vær gaat naak til Ihr, mæ haa vild Skulemesteren seye? Og Rasmis Torkildsen; haa vild Hand vel seye?

Iæ ven naak a han vild bramme nouet aamet, men jæ vil mæn Saen itte vær dein, der ska giør ham Taard, sien ha allerree har ænlavt søy et stovrt Navn aa Røyte i Varen mæ Pæjen i Næven.

Jæ vey møyet val, a Folk vil seye, a en Græv staaer beyre i en Bunes Haand, æn

4

en Pæen; mæ saaen Slaer seyer ingen aen, end dam, der ka itte fordrave, a den stakels Bune vey nouet aa ka nouet; mæ de var kuns i gamel Dave, a Bunen var it Fæ, nau vee ha aasse haa en Pæen douer ti.

Nou er jæ kaamet i mæ aa skriv. Mæne Nabouer læser nou mæ Glæe menne Tanker om de Saver, jæ hadde faar, da jæ korde forbi Hirshaalm, se der faar skriver jæ nou igien.

- I har, menne goe Nabouer, længe savt aa laer Ihr forlye mæ, a I vild vie menne Tanker om Kiøbenhavn.

I Dav ska jæ da for nøe Ihr mæ dam. Hær ær de da.

Nou har jæ tit vaaren i Kivenhavn mæ aller saa jæen saaen som i disse Dave aa Tier.

5

Hæja! Horen seer u! jæ mærger naak, a hor meere ma pynter aaen mæ Listerne aa Gaen aa præite Gaare, jo ugueliere bliveren i sine Jærnier.

Hær av seer I naak, menne Nabouer, a ja vil itte jøre Ihr æn Beskrivels om Stavens Bøgni, mæ aam de Liv aa Levne, ma før i Staven.

Dætte ær naauet forsmæle. Stasin aa Pravtin i Kivenhavn ær nauet uerli aa ræt siælsum.

Iæ saaen stovr Frone for leen Dav, da ja hulde mæ men Vovn ve Væster Pord.

Gu forlave mæy! jæ tæinte men Saen, a de var en Ællefroue. Jæ sig mit Staal aa menne Steene aap; aa jæ slov Jid de bæste jæ kue.

6

Jæ har hør, a disse Ælle-Folk ær nout skrægele Folk; Skulemeysterin seyer men Saen, a de vil hure mæ alle dam, der møer dam.

De ær dov møyle uguele.

Aa haa kaet hielpe, at Kivenhavn mæ Tien ku blive ful a Ællejomfrouer; de vil see kiøn u, aa de var nouet snøg.

Espen haen har fortælt men nouet uerli aa ræt forskrækkele. I dæn Egn, hor han boer, er dær ingen Loytemand, mæ der er saa manne Ællejomfruer og Ællemænd, og Ællefrouer.

De gaaer, aa svantser Heele Naten, og hale Dave, aa vil saa jerne leye mæ dam, der møer dam.

Ha kaam en Nat kiørende, aa tæjnte paa innen Tæjn, men holedan giket Ham?

7

Der mødte ham en stovr Froue, med æn fæl stor Top øven i Hoet; hu tov fat paa ham, va ha maatte men Saen holde for, æen han vil eller ey.

Om et Aars Ti kom ha den samme Vey, aa saa saae han æn heel Flaak Ællejomfruer dantse for ham.

Der kom en fram a dam, aa sae til ham: Pavpa! nou ska du danse med vos.

Espen haen blev he om Øred, aa turde ikke seye dam ney; men ha blev bra bange, da ha saae, at ha paa et Aars Tie var bleven Faer ti saa manne, saa manne Bøen Ha var saa banne, a Ellen, hans Kune sku faae aa vie, at ha laae i mæ æn Ælle-Kune.

De var mæn Saen aasse farle, mæ sien kørte ha aller dan Vey meer; aa de var mæn Saen Ræt.

8

Saadarre Ællefrouer saa ma aller før Kivstaden; mæ nou er der nok a dam alle Stæier.

I maae itte blive vree, menne Nabouer, fordi jeg fortæller Ihr denne Hisiaare.

Saadan jør alle lærte Folk; de springer fraa et til et aet; herfor sku, Jens Pedersen itte jøre de samme? Jov mæ giør ha saa.

Mæ nou maae jey til Kivenhan igiin, og beskriven paa en movrals Maae, som Sulemeisteren kaller et.

Kivenhavn er et farle Spille-Værk; Glas-Hullerne aa Spille-Værket er Porrene.

Hva der nou vil sie skøye Raleteter, han ka ku komme til Kivenhavn,

Denne vaar den første Beskrivels aa Kivenhavn, aa denne har jæ jørt i Skulemeysterrens Staue, aa ha sae, at den var skrekkele lært.

9

Nou kommer dey den; den truer jeg alle vil siye er endnou bæjre ho de allers vil seye

Saen.

Kivenhavn er en Bov, der fyller i sey al, ho in feer, saa in nou ær saa ryk, a hun ær sarre aa sprække.

Aa a al ho hun æjer, er der erre hun bliver tykkere ætter, æn Forfænneliheer aa alle gale Moer.

Vi ka vie mæ vos siel, holledan hun haret: Nar vi æjer Ærte, aa saa blyver vi tykke som Kivenhavn.

Nou kommer men treye Beskryvels:

Kivenhavn ær in Musefælle, hor ma favte kan fanne De ensulle Muus, der komer fraa Laet.

10

De farle Rom i dene Musefælle, er Lavse-Gaen, Divens-Gaen, Nællike-Gajen aa manne fleer.

De vaar i disse fule Rom, a den stakkels Grejes miste sit gue Faar.

Ma seer alsaa, aa her fannes anre Dyr i disse Musefælle, æn Muus, aa de lirlie Kalte forsmaaer hverken dæ ine eller dæ ae; dæ vee iæ naak.

Nou kommer mæn bæste Beskrivels over Kivenhavn.

Der maae I høvse rætele paa, mænne Nabouer.

Kivenhavn ær in stor Kae, som der ska bra møyle ti aa mæle.

Istæen for Smør brouer ma de Fattes Taavrer, istæen for Fløe brover ma fem Finze aa et Græv; aa de gaaer lirsaa glaet, som

11

Fløe, istæen for Syrup aa Haanni brøver ma Hureri, aa de ær dær innen Mael paa, istæen for Varn brøver Le Kaese,

Rou ær der norre sture Kale, som skæjer faar; ve vær Stykke, ma stær a deje Kae, slouer ma i sey it a Ænkers Hyvse aa den Farlyses Aer. Ja mey jør ma saa ja.

Jæ trouer, a jæ har skriven saa gaat disse Beskryvelser, a jæ faaer in stur Pænne, som di Sture kaller Mæjdaille for mi Umave.

Ja faaer jæ dan, aa saa trouer jæ, a alle mænne Nabouer vil ære mey, som han bæste Maen i Saavnat.

Jæ vee min Saen itte hæller, hor jæ ær bliven saa læer.

Nou maae jæ ti aa bramme nouet om menne Gavver ti aa jøre Vieser.

12

Jæ hovser inu, a da Jærtrud Kristen Haens hadde Brølles, jord jæ en Viese,. dan jæ inou hyrer tit, nar di gaavr u aa malge.

Jæ har lær møyle a in Bov, som kalæs di tou hunre Kæmbe-Vieser, især danne dyrebaar Viese: Her pejer ha beyler a lien Ristin, dæd ær saa faner ain Samirin, aa vi ou være allerærjæriste men mæ Græse di gruur. Aa danne søe Salme: Junger Jakob tiæner i Rojens Gaar, Jakob ha tiæner i Rojens Gaar, da laaker ha Rojens Daater, de Vænnemaar, aa dænne deyle trøstelie San: Hær pejer aa has Vænne-Viv, dan Ælskov pil i mi Ænne, de snaget saa mannen skæmsom Ur, aller jærest men! jæ ka Oey aller forglemme.

Mæt Søye-Støgge

ti

mi Kune:

uler dan Meledunt:

Saamiren føyer dan lystele Stær Pole-

13

Gi Faen ta Klaakerens Daater, dæn laje Mær Polemeje.

i Væs

Go Kune! go Kisten! nou føyer di Man

Firumgeye;

De jør han, de jord han saa mannen en gan.

i Kivenhavn, i Kivenhavn.

2 Væs

Aa hør leyle Kisten, aa hør hælledann

Firumgeye.

Nu føyer, nou rimer jæ, nou gaaer it an i Kivenhavn, i Kivenhavn

3 Væs.

Saa ræiste jæ landeis til Danemarks Land

Firumgeye,

Dær mødte mæi en saa fauer in Mand i Kivenhavn, i Kivenhavn.

4 Væs.

Han talde ti mæj: Jæns Pejersen! høer!

Firumgeye,

Hor liver lil Kisten, aa sey haa hun jør i Kivenhavn, i Kivenhavn.

5 Væs.

Jæ frøytet, aa svarte i den fine Mand:

Firumgeye,

14

Men Kisten hu liver saadan som hu kan. i Kivenhavn, i Kivenhavn.

6 Væs.

Sen vidre haa Kisten hu jør som hu kan

Firumgeye,

Aa vi haa du seyer ti mæy her paa stand i Kivenhavn, i Kivenhavn.

7 Væs.

Lil Kisten hu spier, hu heyler i Gaar

Ferumgeye.

Aa nar jæ kommer him saa taer hu en Taar i Kivenhavn, i Kivenhavn.

8 Væs.

Men Jæns! du ska blive den jæveste Mand:

Firumgeye,

Den Viisdom ska spøres ti Lands aa ti Vands i Kivenhavn, i Kivenhavn.

9 Væs.

Aa tak, I go Ridder! for Gaverne fin,

Firumgeye,

Jæ dæte ska printe i Hud aa i Sin

i Kivenhavn, i Kivenhavn

15

10 Væs.

Naar andre ska høste aa pløye aa faae

Firumgeye,

Ska du rie prud paa din gangere graa i Kivenhavn, i Kivenhavn. 11 Væs.

Go Ridder! holledan vil da Kisten bli til,

Firumgeye,

Hun blir nog storabte for saadan er Spil i Kivenhavn, i Kivenhavn.

12 Væs.

En Froue din Kune, din Kisten da blir,

Firumgeye,

Go Maaren Frou Pejersen, alle de sier i Kivenhavn, i Kivenhavn.

13 Væs.

Aa Deyle! aa deyle! go Ridder! jæ truer

Firumgeye

Jæ, Hær jæns Pejersen bliver ret stur i Kivenhavn, i Kivenhavn.

14 Væs.

De Lærde ska vie aa tale om dey

Firumgeye.

Aa dætte ska blie saa lystle en Rey

i Kivenhavn, i Kivenhavn

16

15 Væs.

Aa hør du! go Kisten vor Løgge saa p?ud,

Firumgeye

Jæ lærdere blik æn vor Smed aa vor Knud, i Kivenhavn, i Kivenhavn.

16 Væs

Aa hør I go Nabouer alle aa vær,

Firumgeye

Holledan a Jens Pejersen kører sin Færd,

i Kivenhavn, i Kivenhavn

17 Væs.

Haa tænger i alle, haa tænker i qvær,

Firumgeye,

Haa tænger Jens Pejersens Stue aa Mær, i Kivenhavn, i Kivenhavn. 18 Væs.

Heida! Alle Kisten! nou glæ dey mæ mey,

Firumgeye,

Her biøvr en Glæe mæ mey aa mæ dey

i Kivenhavn, i Kivenhavn.

Haa sæyer I val nou, mænne Nabouer, øm dæte mæt Søye Støgge, aa haa sæyer Kisten? Nou jæ har hør sæye i Kivenhavn, a dær ær en naarsk Jye, som di kallar Tulliin; ham ruser de saa møyle, faar hans Vieser, mæ nou hæræter vil di val itte jøre saa moyle a dam, naar di har lært denne mæn ægte aa gue Viese uenad.

Jæns Pæjersen,

der snar blyvr æn lær Macn: