Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 1 bind 14

Alvorlige

Betragtninger over den almindelige Tilstand, udgivne

Fædernelandets Venner

til Eftertanke.

Opinionum commenta delet dies 3 naturæ judicia confirmat.

Kiøbenhavn 1771. Sælger hos Kanneworff i Silkegaden.

2
3

Vi Mennesker og denne Jord ere dannede efter een Plan, og denne Jords physiske Indretning er saaledes afpasset efter vores moralske Tilstand, at, naar hin var i mindste Maadefuldkomnere, saa vilde det være et Beviis paa, at Skaberen maatte aldeles ikke have kiendt de moralske Væsener, som han har beskikket til Indvaanere i denne Verden. Jo nøiere man betragter denne Verdens Indretning, io mere bekræftes denne Overeensstemmelse, og jo mere maa man blive overbeviist om, at Skaberen har paa der tydeligste forudseet Menneskenes moralske Tilstand, hvorledes den vilde forfalde, og derefter med uendelig Viisdom indretter Tingenes heele Orden. Dette kan, som den uimodsigeligste Sandhed, ikke nok igientages, at det moralske Onde har frembragt uendelige Uordener i Verden, og havt Følger ved hvilke Menneskeligheden maa skiælve, og som giøre den hele Natur til den forskrækkeligste Skueplads af Uorden og Elendighed. Men betragter man nøiere alle disse ulyksalige Følger, saa finder man dog

4

ingensteds et overflødigt Onde, som uden Hensigt har giort Menneskene ulyksalige. Det er alt saaledes indrettet, at der ikke kan formere sig i der uendelige; det er altsammen kuns Anstalter, med den største Viisdom udvalgte Anstalter, som maa holde det moralske Modvægten; og man finder ingensteds mere end der behøves til denne Hensigt. Baade der moralske og physiske Onde stiger og falder med hinanden i et uforanderligt lige Forhold. Ved et Onde, som overveiede den moralske Tilstands Forhold i det heele, vilde den gandske Natur gaae til Grunde; Ved en i Ligning med den moralske Bistand alt for fuldkommen Natur vilde den ligesaa lidet kunde bestaae. Naturen kan aldrig blive fuldkomnere end Menneskenes moralske Tilstand er, og den maa ikke.

Lad os kaste et eneste Blink paa Europas nærværende Tilstand. Uden Tvivl har Europa endnu ikke været i en saadan Crisis, at Naturen i alle dens Grene synes pan een Gang at aftage og tabe sine Kræfter. Agrene, Bergværkerne, Skovene, Kvæget, Menneskene selv, intet synes længere tilstrækkeligt til de behøvende Nødtørstigheder; Alting truer med en almindelig Bankerot i Naturen, og alle Førsternes Cabinetter foreene sig med Videnskabernes Selskaber, for at forebygge de farlige Følger deraf. Man byder Premie over Premie, for at opvække nye Opfindelser; Alle de Hæn-

5

der, som ikke allerede ere leyede af Yppighed, arbeide paa Projecter; de qvæle sig selv indbyrdes med deres egen Last; Man giør Forsøg paa Forsøg, hvorledes man skal give Jorden større Frugtbarhed, formere Kornet, mangfoldiggiøre Skovene, forøge Landsproducterne, opdage nye Kilder; Menneskene selv ere ikke mere tilstrækkelige, og blive en Art af Vare, som den eene Stat søger at fravinde den anden. Bestræbelserne fortiene al Høiagtelse, og vil heller ikke være uden lykkelige Følger; men de vil kuns være det under den Betingelse, at Anstalterne til at forbedre det moralske, blive paadrevne med samme Iver. Skeer dette, faa er man vis paa den lykkeligste Følge af visse Bestræbelser, ja vi kan endog spare en god Deel deraf; Thi den fornemste Aarsag til denne Forfaldenhed vil da af sig selv ophøre, og Naturen blive ligesaa frugtbar og ligesaa gavmild, som den har været. Men faa længe dette forsømmes, saa ere (thi Naturen er ikke indrettet til Ødselhed men til Maadeli'ghed)tiifvrladeligen alle Bestræbelser forgieves, og vi forøge der Onde med alle vore Anstalter. Jeg vil her endnu ikke tale om nogen Skiæbne; jeg vil allene tage Verdens Tilstand, som den umiddelbar falder i Øinene. Kilderne til denne almindelige Forfaldenhed ere unægteligen den fra alle Verdens Kyster udbrudne og alle Stænder oversvømmende Yppighed og Letsindighed.

6

Disse Kilder ville vi ikke tilstoppe; vi grave og ville endnu indlede nye Tilløb, og vi Ville ikke Følgerne; hvor modsigende! Vi ville formere Naturens Rigdomme, og ingen Grænser sætte for Overdaadighed. Vi ville ikke hindre den alle Menneskelighedens Grændser overstigende Letsindighed, og vi raffinere paa Folkeformerelsen; hvor umuelig! Det ville være den største Ulykke om der var mueligt. Skal Yppighed endnu blive afsindigere, skal Letsindighed, denne Pest over det Menneskelige Kiøn, endnu blive mere rasende? Saa længe Religion og Dyd ikke forbedre denne Fordærvelse, saa er Naturens Svækkelser, Menneskenes Aftagelse, den almindelige Mangel, ikke allene uundgaaelige Følger, men de ere endog de eneste Lægemidler, som Forsynet har kundet foranstalte, til at standse det Ondes endnu farligere Udbrud. Det physiske Onde er Sygdommen, det moralske er Aarsagen. I Sygdom arbeider Naturen paa at bortskaffe Aarsagerne; vil vi give denne endnu mere Føde, saa fordærves Safterne immer mere, og Tæring eller Brand er uundgaaelig ved de stærkeste Constitutioner.

Et hvert Folk skaffer sig selv Tyranner, og Tyrannie er altid en Følge af den Foragt, Folket har paadraget sig ved sin Nederdrægtighed. Den fattigste Dyd staaer aldrig denne Fare, og saa længe den beholder sin Værdie hos et

7

Folk, saa kan det aldrig falde den forvovenste Stolthed ind, at giøre det til Slaver. Den der staaer opreist vover ingen at undertræde; men, naar han selv henkaster sig og fæisk kryber, saa giør han den feigeste dristig til at gaae hen over ham. Naar Dyden først har mistet sin Værdie hos et Folk; naar det, for sin egen Yppighed alt for fattig, selv sælger sine ædleste Rettigheder allene for at skaffe hin mere Næring; naar Samvittighed og Troeskab ere til Falds for den nedrigste Løn, og alle kappes om at trænge sig til Tronen for ar faae en Lænke til Naadestegn; der bereder det sig selv sit Slaverie, og der kan siden endog den private Dyd ikke modtage det almindelige Aag.

Den skrekkeligste Skueplads, som nogensinde hav beviist dette i Verden, var Rom under sine første Keisere. Saa længe Maadelighed endnu var en Dyd i Rom, Armod endnu ingen Last, røver Rigdom og Yppighed endnu ingen Fortieneste; saa længe Rom endnu gjorde sig en Ære af Dyd, havde sine Opsynsmænd over Sæderne, og frygtede Guderne, saa længe var Rom frie for alle Tyranner. Men efter Carthagos Erobring begyndte de selv at berede sit eger Slaveri, De havde endnu Krige; men disse vare næsten ikke andet end Tog, for at hente Rigdommene fra Asien i Triumf til Rom. Med disse Rigdomme fik de og all den Asiariske Yppighed. Nu var Rom

8

den lykkelige Stat. — mere end en halv Mition Indvaanere; — private Borgere, der giorde Kongelige Depenser; — Skuespil, som kostede Milioner;— Luculler, hos hvilke daglig paa een Gang kunde blive anrettet i saa mange Sale; — Kokke, der med deres overdaadige Konst kunde bringe Apicier til Fortvivlelse. Smagen i de smukke Konster steeg tillige; Men den gav Yppigheden og saa meget større Tillokkelse, nu nærmede sig Rom ogsaa sit skrækkeligste Fald. Julier, Marier, Pompeier, Anronier vare for store til at være Borgere; ingen af dem loed sig nøie med mindre end Herredømmet over heele Verden, og enhver søgte, at naae sin Hensigt ved at bestikke Folket og ved en almindelig Selvraadighed. Rom blev til den forskrekkeligste Mordergrube. Rigdommen giorde Overdaadigheden immer større; og de der vare for svage til at plyndre med Armeer, røvede ved Bedrag, List og Forræderie; og de der var blevne Lastefulde ved Rigdom, bleve der endnu mere ved Mangel, der ikke loed nogen Misgierning blive uforsøgt til at forskaffe den tilvante Vellystighed, nye Næring. Vellystighed svækkede og udflettede omsider alle mandige Dyder, og det romerske Folk, som havde været den allerædleste Nation, blev i en kort Tid den allernedrigste Flok, som Jorden nogensinde har eier, og som allerede havde den meest slaviske Nederdrægtighed, førend Tyrannerne endnu vare dannede. Men de vare en

9

uundgaaekig Følge. Uden Hensigt paa Folkets Beskaffenhed er denne Rad af Uhyrer det forskrekkeligste Optog, der nogensinde har vanskabt Naturen. En Tiberius paa Caprea med en Sejanus; — En Caligula, der ønsker sit heele Folk kun een Hals; En Nero, der indelukker sig med en Locuste og tillaver Giftdrikke for sine Undersaatter; — En Domitian, der øver sig paa Dyr, hvorledes han vil dræbe sine største Borgere. — Men betragter man disse Afskyeligheder i sin rette Sammenheng, saa seer man, at det er Bødler, som Folket selv har dannet sig, og som Forsyner med den største Retfærdighed har tilladt, for at udrydde en Tænkemaade, ved hvilken det Menneskelige Kiøn havde maattet forgaae. Al Frygt for Guderne var forsvunden; det hele Senat bestrod efter Hr. Voltaires egen Tilstaaelse af aabenbare Guds Fornægtere; det herskende epikuriske System, som Fabricius ved Pyrrhus Bord ønskede alle Fædrenelandets Fiender, havde skildt den menneskelige Natur tilligemed Dyden ved al sin Værdighed; de sig saa kaldede Philofopher vare en Bande af grækiske Sladdere, der hialp Forøderne at fordøje deres overdaadige Maalrider; den til Anseelse stærke stoiske Philosophie havde for megen indvortes Svaghed til at blive nogensinde et almindelig antaget System, og tiente ikke til andet, end at give een og anden mere Mod til Selvmord. Den krigiske Geist, som ved all

10

den Yppighed dog havde holdt sig, var endnu for stærk, og den øvrige Deel af Verden endnu for udmattet ved dette Folks Rovgierrighed, til at en vedvarende Krig havde kunde styre det Onde. Men Forsynet, til evig Erindring af dets Retfærdighed og til Advarsel for den hele efterfølgende Verden, overdrog denne strækkelige Doms Udførelse til saadanne Bødler, som Folker ved sin Nederdrægtighed og Ondstab havde forskaffet sig selv. Uhyrerne begyndte alle deres Regiering med Forsigtighed og til Dels med umistænkelige Beviis paa Menneskelighed og Retfærdighed, Enden havde og blevet som Begyndelsen, dersom Folkets slaviske Nederdrægtighed og afsindige Hyklerier ikke havde fristet dem til saa forvovne Umenneskeligheder. Augustus besteeg i det mindste Tronen med et sortere Hierte end nogen af de følgende Uhyrer ved Regieringens Tiltrædelse gav Anledning til at frygte for; men Folkets endnu ikke aldeles undertrykte Dyd og Agrippas Værdighed holdt ham i den Ærbødighed, at han døde som Fædrenelandets Fader. Tiberius havde alle de Laster som kan findes hos en født Tyran, dog da han og havde en Tyrans Feighed, saa havde han maaskee ved sine øvrige Fuldkommenheder blevet for Rom den store Regent, han tilforn var som Feldtherre. Men da et i al Overdaadighed nedsænket Folks Rovgierrighed var blevet saa meget mere nedertrægrig i de sidste halvhundrede Aar, da den over-

11

ste Magt havde været den eneste Kilde til alle Rigdomme, og Senatet selv med de allernedrigste Hyklerier paatvang ham Eenevoldsmagten, som han med den frygtsomste Forstilling tragtede efter; saa fortiente de og alle de forhaanende Gruesomheder med hvilke Tyrannen siden udøvede sit Herredømme over dem. Caligula, Nero og Domitian fik nye guddommelige Æresbeviisninger, nye Altere efter enhver nye Umenneskelighed; men fortiener ikke altid et Senat, der tilbeder saadanne Afskyeligheder, at være det første Offer for saadanne Guder? Man vil sige, det var naturlige Følger; det er de og; men hvorledes ere naturlige Følger forskiellige fra Skiebnen? Det er Virkninger og Tildragelser, som Verdens Herre foranstalter i Tingenes Løb til sine Viise og retfærdige Hensigters Fuldførelse altid efter Verdens Tilstand og Menneskenes Forhold.

Saaledes er det med det Moralske og Politiske, saaledes gaaer det med Religionen. Saa længe det Menneskelige Kiøn bliver i sin nærværende skrøblige Tilstand, saa længe vil Overtroe og Vantroe beholde Herredømmet over en Deel af Menneskene. Nogle vil stedse af Dorskhed og Enfoldighed blindt hen antage alt det for Religion, som Enthusiasmus eller Trædskhed og Egennyttighed vil paabyrde dem under dette hellige Navn; Letsindighed vil derimod stedse søge under Maske af Fornuft, at giøre sig løs

12

fra all Forbindtlighed. Menneskene ere imidlertid af Naturen altid mere tilbøielige til Overtroe end til Vantroe; Det sandselige beholder altid derved sin tilstrækkelige Beskyttelse, og den naturlige Følelse af Guddommen imodstaaer Theorien af en aabenbare Vantroe.

De bære derfor dette Aag til en vis Grad af Byrde med den samme slaviske Taalmodighed, som de i Almindelighed bære al Trældom. Men tilsidst bliver det dem utaalelig, særdeles, naar de see for sig Friehedens lykkelige Fordeele; deres Natur bliver opbragt derimod, de begynde at føle, at de ere Mennesker, de vil igien tilegne sig deres Ret, Løsnings Ordet er Friehed; og jo større Friehedens Fordeele skinne dem i Øinene, jo større bliver deres Had imod det hidtil taalte Slaverie. Men Friehedens Misbrug er og her uundgaaelig; Det fordervede Hierte, som endog med Uvillie taaler Sandheds og Dydens behagelige Aag, vil stræbe ved denne Leilighed, at rive sig løs fra all Forbindtlighed af Religion, og, ligesom Pøbelen ved en Revolution i en Stat, søge sine Fordele i et fuldkommen Anarkie. Det vil under Paaskud af Overtroe angribe alle Sandheder, og med saa meget mere Skin af Rimelighed der, hvor Sandheden endnu er blandet med Overtroe.

13

Saa længe Verden har staaet, har Frieheden endnu ikke været saa ubunden, som den er for nærværende Tid; Thi Fordelene af den rette Samvittigheds Friehed have endnu ikke steget til den Grad. Lyser igiennembryder nu med Gevalt det Mørke hvorudi Uvidenhed og Fanatismus har stræbt at holde det tilbage; Fordelene kan ikke mere skiules, de blive alt for Øiensynlige og deres Virkninger alt for rørende; baade Philosophie og Statskunst føle dem tillige, og arbeide med foreenede Kræfter paa at giøre Frieheden almindelig; Slaveriet bliver bestandig mere afskyelig. Forsynet havde og meget hastigere kundet opnaae dette Maal; men den Vei det har valgt er uendelig mere skaanende og sikrere. Det loed allene Lyset først opgaae paa den Side, hvor det først kunde bryde igiennem, i de Lande, hvor Overtroens Byrde og Pragt var meest ufordragelig, formedelst deres Beliggenhed og øvrige Forfatning. Her blev det i to hundrede Aar uden nogen merkelig Fortgang staaende som et Nordlys. Men det maatte, ved at fordele efter Haanden den endnu øvrige Taage, først fuldkommen opklare sin egen Horizont; De Frugter, som det ved sin velgiørende Indflydelse skulde frembringe, behøvede denne Tid til at blive fuldkommen moedne. Nu bryder det frem med saa meget des større Magt; dets Straaler udbreder sig endog over de længst fraliggende Stæder; og disse begynde ogsaa at føle den velsignede Virk-

14

ning deraf. Jo mere levende denne føles, jo afskyeligere bliver Overtroen; de gamle Midler, som giorde den frugtbar i sit fulde Mørke, have mister deres Kraft; dens Rige angribes fra alle Sider; dens Trones mægtige Stytter, som ved deres fælleds Forbindlighed syntes at være uovervindelige for al verdslig Magt, henfalde efter Haanden af sig selv; og den mægtige Orden, der for halvtredie hundred Aar syntes ligesom at være udvalgt af Forsynet, til at befæste for evig Tid den rystede Trone ved sin truende Storhed og skrækkende Forfølgelses Aand, maa ved sit Fald uden Tvivl blive et Middel til desto kraftigere at befordre Forsynets Hensigter. Imidtertid bliver Sandheden anseet med langt mere Venlighed fra sin godgiørende Side, og finder nu ved den villige Modtagelse en langt sikrere og tilforladeligere Indgang, end dersom den endnu ubekiendt og forhadt var bleven Verden tidligere paatvunget ved voldsommere Midler. Dette almindelige Had imod Samvittigheds Tvang giver tilforladeligen Letsindighed den beste Leilighed, at vove de dristigste Angreb imod Religionen selv under det behagelige Navn af Philosophie; og da den har den Fordeel, at have de smukke Videnskaber, Critik og Philosophie til Medhielpere, saa maa dens Angreb og nødvendigen blive saa meget mere blandede og farligere. Men denne Misbrug kunde ikke undgaaes, naar Fornuften og Menneskeligheden en Gang igien skulde komme til sin Ret. Skulde denne Frie-

15

hed at tænke stedse blive indskrænket ved Poenal-Love, hvor hastig vilde da ikke Overtroen ved disse Vaaben søge at udbrede sit Herredømme over hele Sandhedens og Fornuftens Rige; hvor tyrannisk vilde den ikke behærske det, og hvor bedrøvelig vilde ikke Religionens Skiebne i Særdeleshed derved blive! Den skulde aldrig kunde haabe at blive renset fra menneskelige Tillæg og igien bekomme sin første guddommelige Enfoldighed; jo mere Fornuftens Lys stiger, jo mere forhadt og foragtelig vilde den i sin urene Skikkelse blive for Fornuften, den reneste Fornuft skulde ikke turde vove, at anvende det almindelige Videnskabernes Lys, til at opklare den; den allene vilde intet vinde ved denne Tids lyksalige Oplysning, men stedse tage alt sit Lys fra Baalernes sørgelige Flammer. Imidlertid vilde dog all denne Tvang ikke forhindre Vantroens Tilvæxt; ved den mere oplyste Philosophie og Critik vilde kun denne saa meget desto mere hemmeligen udbrede sig; Lasterne vilde derved kun blive saa meget mere dristige og almindeligere; og saa længe den af Frygt for Lovene maatte betiene sig af Religionens Maske, vilde de skadelige Følger af dens forgiftede Grundsatzer aldrig blive saa øiensynligen mærkede, og deres ødelæggende Virkninger kunde aldrig med saa lykkelig en Fremgang blive forebyggede. Men nu, da Vantroe, under den misbrugte Beskyttelse af Tænkefrieheden, med den frækkeste Forvovenhed

16

tiltager sig Ret at angribe alt hvad der nogensinde har været helligt for Fornuften og Menneskeligheden, nu vinder Religionens Sandhed fra alle Sider. Thi da hin forstærker sine Angreb med alt det, som den med nogen rimelig Anseelse kan laane af Philosophien og de smukke Videnskaber, og da den, for at undskylde sine mislingede Angreb, ikke nu tør mere sige, at det ikke er den tilladt at forestille Religionen i sin fulde Svaghed; saa er og alt det, som nu holder Stand imod dens Angreb, uovervindelige, guddommelige Sandheder. For Overtroe ere alle disse Angreb skrekkelige, den kan ikke udholde derimod; alle de Saar, den nu bekommer ere dødelige; men dette er en nye Gevinst for Sandheden. Fordom og Euthusiasmus, der ved større Sikkerhed stedse søger at paabyrde Religionen deres Tillæg, tør nu ved Vantroens granseende Aarvaagenhed ikke vove, at forbinde dem dermed. Og dette vil just forskaffe Religionen sin egentlige guddommelige Enfoldighed tilbage; den giør den just saa meget mere stærk, saa meget mere guddommelig, Fornuften selv saa meget mere ærværdig. Ved de Angreb, som Vanini og Brun giorde imod den med deres sløve Vaaben i de mørkere Tider, vant og tabte den intet; men Tindal, Spinoza, Collin, Bolingbrok, disse ere det, der have lært den igien at bruge sin guddommelige Styrke, og jo større dens Fiender, jo farligere deres Vaaben

17

blive, jo større, jo mere deciderende bliver dens Seier. Den mærkværdige Tidspunkt, da Forsynet vil bringe sin Sag til denne endelige Dom, synes nu at være for Haanden. Det fulde Lys er der, den meest uindskrænkede Friehed er der og; Fornuften sidder paa sin Domstoel; Alle de Vaaben, som Historie og Kritik kan frembringe, ere tilrede; Den hele Verden er opmærksom; to af de største Geister, som dette Aarhundred haver frembragt, giøre Anfaldet. Men hvor den eene af Frygt for at tilstaae Religionen for meget, ikke tør vove, at lade de nærmeste Slutninger fra Aarsagerne gielde paa Virkningerne, og hvor den anden med all sin Geistes Styrke, med sin fortryllende Vittighed maa betiene sig af at igientage de elendigste og fra alle Fornuftens Domstole saa mange hundrede Gange afviiste Chikaner; hvor han altid først maa øiensynlig fordreie den Sandhed, han vil angribe; og med Flid forblande den med Overtroe, beraabe sig paa Anekdoter af gamle Efterretninger, som ingen kiender uden han selv, tage sin Tilflugt til falske Beviiser, forfalske de sande, eller med en endnu utroeligere Dumdristighed anføre dem tvertimod de tydeligste Bogstaver, a priori imodsige de troværdigste Skribentere, tage en Neros og Domitians Partie imod en Tacitus, og med all sin Vittigheds Rigdom bliver vemmelig ved ildeligen at igientage og afskrive sig selv, ret ligesom det allene gieldte om, at døve

18

Folk; Skulde Religionen vel der staae nogen Fare? Angrebet og Modstanden er hinanden stedse lige? Imod en Celsi Angreb var en Origenes Philosophie overvægtig stærk; de Indvendinger der bleve giorte af en Porphyrius fandt tilstrækkelig Igiendrivelse i en Eufebii Lærdom. Dersom Voltaires Dictionaire Philosophiqve var kommen for et par hundrede Aar siden, saa havde det kundet være en farlig Bog, men nu er det et philosophisk Luftsyn, der forskrækker den Enfoldige, men holdes af den Viise for en Antændelse af raadne Dunster. Den Tidspunkt, der har dannet denne Forfattere, har og dannet før ham en Lokke, en Addison, en Clark, den har og dannet tillige med ham en Haller og Littleton; og de selv samme smukke Videnskaber, der har givet Uranies fortroelige Muse den forføriske Tillokkelse, giver og en Gellerts hellige Muse den uimodstaaelige Behagelighed, naar den synger om Religion og Dyd; Den eneste Gellert giør med sine Skrifter uendelig mere got, end alle Dictionaires philosophiques, Philosophie de l’histoire, Defenses de mon Oncle, Catechismes de l’honnêtte homme, Abrégés de l’histoire ecclesiastique og alle Recueils des Verités importantes nogensinde vil giøre ondt. Thi Gellert har altid den ufordærvede menneskelige Følelse paa sin Side, og danner de endnu uskyldige Hierter til Dyd, uden at de derved tabe Smagen for det Skiønne. Henriaden

19

bliver dem derfor altid lige smuk, de see paa Alzire med den samme Henrykkelse; men Dyden bliver dem den største Skiønhed, fordi den er den største Fuldkommenhed i Naturen. Af saadanne Discipler bliver neppe nogen forført ved hine Skrifter. Allene de, ved en letsindig Opdragelse, fordærvede Siele, allene saadanne, som og uden disse Skrifter vilde blive lige lastefulde og ugudelige, eller som vare det allerede førend de lærte at kiende disse Bøger; allene de løse Hoveder, der altid troer den sidste Bog, de læse, og for hvilke alt det er Philosophie, der spotter Religion og Dyd, kun saadane - de blive heller ikke forførte, men de faaer allene en Anseelse af, at være mere systematisk ugudelige.

Vantroe, som nu omstunder til Sirat kaldes Philosophie, haver ikke altid een og den samme Skikkelse; det er Gellers Hat. I forrige Seculum var det Mode umiddelbar at nægte Gud, men man veed at holde sig skadesløs. Man kalder ham Verdens Skabere; men man antager ved Verdens Oprindelse saa mange uafhengige; tiltrækkende, tilbagestødende og formerende Kræfter, at der bliver intet andet tilovers af Skaberen end Navnet. Man nævner ham; men man paastaaer at man ikke kiender andet om ham, end at han er til. Man nævner ham; men man imodsiger hans aandelige Natur, i Haab om at tabe ham i den evige

20

Materie. Man nævner ham, men henviser ham til et Rum, hvor man ikke kan mere tænke ham. Systemet bliver stedse det samme; Forholdet imod det høieste Væsen ophører altid; Mennesket har ingen Lov, ingen Dommere; og af de Love, man foregiver at have, bliver man i der mindste altid Mester.

Om det ved vores nærværende Tids Oplysning kan være mueligt med en sund Fornuft og et redeligt Hierte at være vantroe, er en Undersøgelse som vi maa forbigaae. Den giør det menneskelige Kiøn for liden Ære, og vi maatte forsee os imod den Kierlighed vi skylde deres Svaghed. Her er Talen om en sund Fornuft og et redeligt Hierte. Hin maa man derfor undtage, han er det allene af Dumhed, hans Forstand har aldrig hævet sig saa høit, at han har tænkt paa Verdens Skabere, eller sin Bestemmelse; han har neppe saa megen, at han har kundet lade sig afrette til nogle Spil og Geberder; han taler Vantroe og Gudsbespottelse, men det er en blot Lyd, som han uden Siel efterskraller ligesom Echo; han fortiener Medlidenhed.

Ikke heller fortiener hint Dyr at regnes deriblandt. Efter de ham medfødte Evner havde han kundet blive et Menneske, men de ere for længe siden qvalte i de nedrigste Laster. Hans hele Lyksalighed bestaaer nu i at giøre sig stedse mere til Fæe, uden Følelse af Fornuft og Samvittighed: Derfore udmatter han sig nu

21

med sine Umaadeligheder; han har for længe siden tabt Smagen for dem, men han bæver for alle de fastende Mellemrum, i hvilke Menneskeligheden endnu kunde opvækkes hos ham, og han tiltroer ikke sin Ondskab og sine Laster at kunde til fulde dæmpe hans Samvittighed. Dyret bliver en Deist, han opsøger Gudsbespottere; nu er han roelig, han triumferer; der er ingen Gud, han har ingen Siel, han er i Døden ikke bedre end et ander Dyr, hans Philosopher har beviist ham det. Man kan tage hin Hierneløse Skabning med i denne Classe.-Han maa have Levemaade efter Moden, allene Uforskammenhed i Laster giver ham det ikke, han maa være en Philosoph; En Philosoph er et Menneske, der fraskiller sig fra Pøbel derved, at han intet troer; han forskriver sig Esprit og Dictionaire portatif, han har aldrig læst noget stærkere, mere sammenhengende; han forsøger det, han begynder at spotte Religionen; det gaaer an, han undrer sig selv over sit Genie; han taler Guds Bespottelse; af en Hendelse seer han i Speilet at hans Laqvai bag ved ham blegner; nu er han en Philosoph.

Maa maa ikke heller lade sig bedrage af hin høie philosophiske Mine. Det er kuns en Maske; Hoveder, som den bedækker er ligesaa tomt, Hiertet ligesaa nedrigt og sort. Tonen er imidlertid den høie Mine liig. For desto til-

22

forladeligere at finde Sandheden, da opsøger han den selv i sin første Kilde, han læser alle de gamle Skribentere i Grundsproget; men jo mere han efterforsker, jo mere bliver han overbeviist at intet er mueligt uden Materien; Plato er hans Favorit-Autor. — Den uværdige fortiener kun foragt.

Imidlertid er det umueligt, at Sandheden endog ikke bliver syenlig for en sund Fornuft og et redeligt Hierte i sit rette Lys. Ulykkelige Indtryk i Ungdommen, en utilstrækkelig Oplysning, en alt for sikkert antaget vildfarende Grundsatz, Sandheden betragtet fra en urigtig Side, en overilende Vittighed, fortumlende Adspredelser, en ikke tilfulde bemærket Hierters Tilbøjelighed: — Hvo kan angive alle de muelige Anledninger, der kan forblinde den menneskelige Forstand. Men en saadan kommer aldrig til at triumfere med sin Vantroe, endnu mindre vil han giøre sig en Pligt af at udbrede den. Religionen maa i det mindste formedelst sin velgiørende Indflydelse altid blive ham hellig, og dersom han er en Menneskeven, saa vil han selv sørge for dens Vedligeholdelse. Han vil aldrig udlade sig med sin Tvivl uden for sin hemmeligste Ven; med en hemmelig Kummer vil han betragte andres lykkelige Overbeviisning og han vilde ansee sig for den uværdigste Menneskehader, om han skulde forstyrre dem med sin Tvivl i deres lyksalige Roe. Vi tør ikke døm-

23

me ham, han henhører under sin Skaberes Domstoel, han kan allene bestemme hvormeget Vildfarelse er et Menneskes Skyld; han vil dømme ham med Viisdom og Kierlighed, vi bør bede for ham; Gud kan endnu oplyse ham.

Men naar den Vantroende begynder at lære; naar han giør sig en Bestilling af at gjøre Proselyter; naar han søger at overtale de enfoldige, at hans Vantroe er den rette Viisdom; naar han søger at giøre Sandheden foragtelig og latterlig; naar han forbittrer sig imod den; naar der fremskinner er hemmeligt Had til Dyden: — Denne Vantroe kommer tilforladeligen af et fordærvet og ondt Hierte, og nu fortiener han den strengeste Fornuftens Prøve; thi det er det Menneskelige Kiøn uendelig om at giøre.

Lad os høre ham tale. Gud, Forsynet, Forskiel imellem Got og Ont, et tilkommende Liv, den hele Religion er en Fabel, der kan være god nok til at holde Pøbelen i Tømme. En Philosoph, som forstaaer denne Hemmelighed, og indseer bedre Tingenes Natur, maa ikke lade sig skrække deraf; han finder i sin Klogskab Midler nok til at naae sin Hensigt, endog uden Troen paa et Forsyn; han har hos sig ædlere Motiver til Dyd, uden at have nødig at opvækkes dertil af Guds Naade, derved nyder en Geist, der er bleven stærk ved Philosophie, Naturens

24

Fordeele ubekymret, og lader sig ikke forstyrrer sin Roelighed af de slaviske Forestillinger om et tilkommende Liv og en Evighed.

Talen er prægtig; at være en Philosoph en stærk Geist. Der er Umagen værd at søge, at blive nærmere bekiendt med denne høiere Philofophies Fortrin. Hvori bestaaer disse Fortrin? Lærer den os at indsee Sandhedens Sammenheng med mere Skarpsindighed? Lærer den os bedre at kiende Tingenes Natur og deres Love? Herudi kan de ikke bestaae, alt det som Verden hidtil veed derom, har den de oprigtigste Religions Bekiendere at takke for. Grotius, Puffendorf, Leibnitz, Wolff, Lokke, Neuton, Boyle, Boerhave, Haller, Hollmann, Sulzer, ingen af disse have af Frygt for Inqvisitionen bekiendt sig til Religionen; ingen af disse ere ved geistlige Beneficier bleven bestukken for at underholde Verden i Vantroe; de havde i det mindste alle kundet i Sikkerhed tie, og dog har de giort sig en Pligt og en Ære af offentlig at forsvare Sandheden og den christelige Religions Ypperlighed. For saa vidt altsaa denne Philosophie skal have noget Fortrin, saa maa dens Fortrin umiddelbar bestaae i at fornægte et højeste Vesen, en Skabere, en Evighed. Men hvor bliver nu den saa berømte Oplysning? Bliver min Indsigt nu paa en Gang saa meget mere opklarer, naar jeg ingensteds kan tænke en første Aarsag? Finder jeg, i at forestille mig en evig død Materie, Naturens

25

Love tydeligere forklarede, finder jeg dens Hemmeligheder lettere udviklede? Er da den Konst, som allene kan nedrive, saa meget ædlere og høiere end Architecturen?

Man skal være en stærkere Geist? Bliver man da dette paa een Gang, naar man anseer sig at være en Machine? Er man sig nu selv saa meget vigtigere, naar man troer sin hele fornuftige Natur at blive til intet ved Livets Ende; føler man sig derved opmuntret til saa meget ældlere Drifter? Eller bliver man sig selv mere foragtelig ved at erkiende et uendeligt fornuftigt Væsen over sig? Bliver man en uindskrænket Herre over sin Skiebne ved at nægte Forsynet; haver man Tingenes Løb og Mellemaarsagerne der ere nødvendige til vore Hensigters Udførelse, mere i sin Magt? Og er det saa fornedrende for et Menneske, at bekymre sig om sin Skaberes Maade? og om man end frygtede ham, blev man derfor paa een Gang den svage Geist? Philosophien siger, at man skal være dydig af ædle Drifter; Religionen siger det samme; man skal af Kierlighed til det høieste Væsen stræbe at blive samme liig i Kierlighed til det Gode; dette skal man bevise med en af Viisdom ledsaget, almindelig Velvillighed og et fornuftigt Herredømme over sine sandselige Tilbøieligheder. Er dette saa uædelt? Men Philosophen ere friere; i hans Philosophie faaer Naturen sin Ret tilbage; den befrier Menneskene fra Overtroens slaviske

26

Baand, tillader dem at benytte sig bedre af Verden, dæmper Samvittigheden og giør dem sikkre for dens ubeskedne Foruroeligelser. Den lover os en større Friehed? Men hvori bestaaer den? Deri at vi i blinde overlader os til alle vore Tilbøieligheder, eller at vi af eget Valg allene tillader os dem, som vi holde for at være anstændige, billige og retmæssige? De sidste ere de Grændser, som Religionen sætter os. Men hin lader os bedre nyde Livets Fornøielser. Dette giør Religionen uendelig mere. Dens hele Natur bestaaer i at anviise os til den fuldkomneste Tilfredsstillelse. Den udelukker ikke herfra Livets Fornøielser, den giør det til vores Pligt, at nyde dem, til Pligt, at opvækkes derved til at føle Guds Godhed; den vil allene at vi skal nyde dem uden Frygt, uden Bebreidelse; derfore sætter den os Grændser der, hvor vores Sundhed, vores Ære, vores Roelighed, vores Fortroelighed til Verden, vore Medmenneskers større Lyksalighed og vores høieste Bestemmelse kunde komme i Fare. Man kan ikke nægte at jo dfisse Grændser fordre megen Selvfornægtelse, men dertil tilbyder den os og den mægtigste Hielp. Den heroiske Philosophie sparte dem vel denne Hielp, og tillige den besværlige Selvfornegtelse; thi den kiender ikke saadanne Grændser, den lader Begierlighederne deres fulde Friehed saa langt de kan række; Naturens og Velstands Love andre Menneskers Velfærd, Ære og Glæde,

27

den giver alting til Priis: Men hvad Forsikring giver den for deres Ære, for deres Charakters Værdighed, for deres Siels Roelighed, for deres tilkommende Roelighed og Lyksalighed? og vil de aldrig blive mætte, vil Sandserne aldrig blive flove, vil de ikke overleve sig selv, vil de kunde fornægte deres Natur i den Grad, at de ikke med Forskrækkelse en Gang skulde betragte sig selv? Og sæt endog, at de paa en Tid lang giorde sig døve og følesløse; vilde Forestillingerne om en Gud, om en Evighed ikke igien opvaagne? Skal denne Philosophie give den belovede Styrke, saa maa den forskaffe sin Lærling disse to Ting Den maa give ham Mod til at døe i rette Tid; men førend den lader ham giøre dette betænkelige Skridt, saa maa den beviise ham (vilkaarlige Satser, vittige Ordspil, bydende store Ord gielde ikke) den maa tydelig bevise ham, at det allerhøieste Væsen umuelig kan være et levende fornuftigt Væsen; i det mindste beviise, at, om endog et saadant Væsen er til, det da ikke bekymrer sig om sine Skabninger, at det allestedsnærværende ikke vil see, at der ikke vil hævne sin Lovs Ære, Dyden, den Menneskelige Følelse, som han ved sin forgiftende Lære, ved sit anstikkende Exempel vil søge at udrydde. Herom maa den overbevise ham, og saaledes overbevise, at Fornuften ikke kan foruroelige ham derover; saaledes at han derover altid har sin Samvittighed i sin Magt; saaledes at han end-

28

og ikke kan tænke Mueligheden deraf. Hvis ikke, da forbande han Philosophien; thi Tiden kommer, den er der allerede, da disse Sandheder skal blive aabenbare. Den sidste Time nærmer sig, det matte Pulsslag forkynder den, Evighedens Dørre aabne sig; Samvittigheden opvaagner med Skræk, den forrige konstlede Døsighed Hielper ikke mere, den begynder at tale med en forskrekkelig Stemme, den trænger igiennem alle forrige Sirenernes saa fortryllende Stemmer, den vil have en Beslutning; Indbildningen viger skiælvende tilbage for det sorte Billede af det fremfarne Liv, den spøgende Vittighed forvandler sig til Convulsioner, de heroiske Grundsatzer begynde at vakle. Nu er det Tid den høieste Tid, at kalde den Viise, at han kan give den belovede Roe. Den er der, den endelige Time, Pulsen trækker sig allerede tilbage, Hiertet bæver endnu af Fortvivlelse. Nu er detder Tid, at han beviser ham, at Samvittigheden er kuns en Indbildning, at Skaberen aldrig har kiendt ham, at han ikke har merket hans Bestræbelser, at forjage Dyden af Verden, de fæle Bestræbelser, at faae Ondskab til at triumfere, at han Ikke vil hævne de mange Stoltheds, Misundelses og Overdaadigheds uskyldige Offere; lad ham nu til hans Trøst bevise ham (thi nu vilde der være en Trøst) at han ikke døer bedre end et Dyr. — Han er allerede død.

29

See derimod den Viise, som Religionen har dannet. Han er et Menneske som hin. Ved sin Religion er han udvortes ikke lykkeligere, og hans Tillid til et Forsyn befrier ham ikke mere fra Tingenes ordentlige Løb og de dermed forbundne Gienvordigheder: Men hans Troe, at de styres af er viist og godgiørende Forsyn, der aldrig lader ham af Syne, giør dem uendelig mere taalelig for ham; og han troer det ikke allene, han veed det af sit hele Livs Begivenheder, hvor gavnlige de have været ham. Følelsen af den nærværende Byrde aftvinger ham undertiden det Ønske, at blive befriet derfra og blive lykkeligere; men saa snart han tænker tilbage i sin Erfarenhed, og betragter det meget Gode, som han derimod virkelig nyder, saa vover han ikke at forfølge sit Ønske. Thi han har derved og sine Fornøjelser; de ere maaskee ikke saa rige, saa blindende, saa larmende som hins. Men derfor nyder han dem og med Følelser, der aldeles ikke komme i hins Hierte, thi han nyder dem uden Bebreidelse, uden Frygt, som ham tiltænkte Guds Velgjerninger, hvilke han ved at være sig selv bevidst, hvilke han ganske tør nyde, som stedse er ham nye, og som ved deres Uskyldighed stedse faae nye Behagelighed; Fornøielser ved hvilke han tør tænke paa Gud; thi han nyder dem med den Maadelighed, som Religionen foreskriver ham. Denne Indskrænkelse er ligesaa ubehagelig for hans naturlige Tilbøjeligheder, som den er den Vantroende, og han

30

har alt for ofte Aarsag med en hemmelig Kummer at beklage deres Magt og sin Svaghed. Men han beholder i det mindste den alvorlige Attraae, efter Haanden at kunde med Sikkerhed beherske dem; de enkelte smaa Seiervindinger han erholder over sig selv, ved at betragte Religionens bevægende Grunde, giver ham bestandig mere Mod, og den stedse glædeligere Forsikring om Guds Velbehag giver han efter Haanden den lykkelige Siels Forfatning, der udbreder en Roelighed og Glæde over alle hans Livs Scener, som den Vantroende ved al den Lyksalighed, han praler af, aldeles ikke kiender; En Glæde, som ikke beroer paa Sandsernes Livagtighed eller Livets Omstændigheder; som ikke udtømmes, ikke trættes, stedse giver nye Vederqvægelse; som har sin Kilde i sig selv, naar den Vantroende løber aandeløs efter sin; som ikke forlader sin Ven, gaaer med ham i Feldten, ledsager ham paa Hans Reiser, giver ham nyt Mod i alle Livets Storme, følger ham til Vederqvægelse i alle hans Forretninger, og tager imod ham hiemme med nye Behagelighed; som endnu bliver Glæde, naar alle udvortes Følelser blive sløve; som bliver Glæde, naar den Vantroende ingen mere kiender, ingen meer tør haabe; som, naar alting giør ham modløs, naar han ved sin Endes Komme strider med Fortvivlelse, forkynder denne ved en større Rolighed, at han skal overgaae til sin høiere Bestemmelse. Denne for ham saa vigtige Time kom-

31

mer; alvorlig seer han endnu en Gang tilbage i sit forrige Liv. Af Bedrøvelse og Skamfuldhed vover han neppe at opløfte sine Øjne: thi han seer overalt de meest ydmygende Spor af hans Skrøbelighed, — Overilelser og Udvigelser i Ungdommen, Fejl i de mandige Aar, Svagheder og Forbrydelser i Alderdommen. Vel hører han til sin Trøst ingen Forbandelser,

ingen Sukke: Men dette er ham ikke tilfredsstillende nok; han havde kundet elske sin Gud meget troeligere, meget ivrigere, han havde kundet gjøre sit Liv langt veldædigere. Dette smerter ham, og for saa meget mueligt med fine Taare at bøde derfor, vil han opsøge dem i sin Samvittighed med endnu større Strenghed: Men ved en ubegribelig Guds Kierligheds Hemmelighed finder han dem ikke mere; hans Angest forvandler sig til en uudsigelig Roelighed; han føler sig en Guds Ven; strax aabne sig Evighedens Porte:— Hvilken Henrykkelse! hvilke Kierligheds Under! Hans Sandser er for svage til at fatte den, hans Fornuft har aldrig forestilt sig den saaledes, her føler han sin Naturs fulde Værdighed, han seer for sig de Grader af Herlighed, til hvilke den skal ophøjes; hans Siel længes efter at blive løst fra de Baand, der endnu holder ham tilbage; det salige Øjeblik kommer, det er der, han døer!

Hvem er den Viise?

For de belæste ere disse Tanker ikke fremmede.

32
1

Patrioten eller den gode Borger.

Virtus, repulsæ nescia sordidæ, Intaminatis fulget honoribus,

Nec sumit, aut ponit secures Arbitrio popularis auræ.

HORAT.

Efter Begiering oversat af

P. T. W.

Kjøbenhavn, 1771.

Trykt paa Kanneworffs Bekostning, og sælges hos ham i Silkegaden No. 66.

2
3

til

Justitiarius

og de øvrige

Assessores

Udi

Kjøbenhavns Hof- og Stads-Ret.

4
5

Det, som alene sigter til at sette Sandhed og Dyd udi et klarere Lys, kan med rette helliges Dem. Mænd som saa vigtig en Deel af Stadens Vel er betroet.

Jeg overleverer Dem derfore med største Høiagtelse og et Hierte aldeles

6

frie for Hyklerie denne Afbilding paa en sand Patriot og god Borger, som jeg til Trykken har befordret; Jeg er lykkelig om Tankerne behage, i det mindste troer jeg ikke at de skulde mishage Dem. Jeg er

De

Høiædle og Velbaarne Høiædle og Velbyrdige Herrers underdanige Tiener A. Kanneworff.

7

Jeg vil skildre den ærværdige Mand, som fortiener det høieste Navn, en Dødelig kan bære. Et Navn, som er i Stand til at ophøie en Konges Ære, og at adle den Viises Priis, Patrioten eller den gode Borger.

Du o guddommelige Dyd, og du uskat- terlige Frihed, besiele min Indbildnings-Kraft med en himmelsk Ild. Føer mig selv paa den Bane, hvilken denne Dydige betræder til Menneskelighedens Ære. Lad mig efterfølge hans roesværdige Tilbøieligheder, og alle hans høie Følelser fra hans første Ungdom af, indtil det

8

Øieblik, da han omvexler sit møisommelige men ærefulde Liv med en Evighed, som skal belønne hans, her maaskee upaaskiønnede og uprisede, maaskee forfulgte Dyd, med uendelige Lyksaligheder.

I Vuggen allerede have den velsignende Fader, og den Himlen takkende Moder helliget ham Fædrenelandet. "Vær os hilset allerkiereste Gave af Himlen, som har givet dig os til den sødeste Glæde, og til den dyreste Omhu. Dig skulle vi berede til en værdig Jordens, Statens, og Himlens Borger. Dette skal være vor fornemste Bestræbelse. Vær helliget Himlen og Fædrenelandet. Dertil sige den Almægtige selv sit naadige Bliv!"

Med den ømmeste Omhu er hans endnu unge Hierte bleven dannet til denne høie Bestemmelse. Ærbødig Lydighed imod hans Forældre, var den første Dyd de indprentede ham. I det for andre Bevæggrunde endnu alt for svage Gemyt gjorde de denne til Grunden for alle

9

de andre, og troede, at denne skulle være en Borgers første Dyd, vel at adlyde. De vidste, at den aldrig adlyder Lovene, som ikke er bleven vant til, hellig at iagttage sine Forældres Befalinger.

Ved deres Exempler og ved deres Viise Lærdomme blev han tidlig anført til Beskedenhed, til Maadelighed, til Fromhed og til alle andre Dyder, hvilke udgiøre ligesaavel det retskafne Menneske, som den gode Borger. I Særdeleshed blev ham indprentet en levende Overbeviisning om den Lighed, der hersker imellem de høieste og de nedrigste Mennesker. Derved blev i hans Siel opvakt en høi Stolthed, som opløftede ham til de høieste af hans Medborgere; og en endnu høiere Ydmyghed, som giorde de sidste af samme ligesaa store i hans Øine som de første, og ligesaa betydelige fom ham selv. Han ansaae sig derved hverken for stor til at adlyde, ei heller for liden til at befale.

10

Af denne rene Kilde og af hans ypperlige Hierte flød den Billighed, som besielede alle Hans Tilbøieligheder. Langt fra at tillade sig, at giøre sig selv til Middelpunkten for alle sine Gierninger, blev han tidlig vant til, at finde en ligesaa sød Fornøielse i andres Lyksalighed, som i sin egen. Han var som Barn aldrig gladere, end naar der hendtes en af hans Legebrødre noget fornøieligt; og aldrig stoltere end naar han havde været et Middel dertil.

Disse høimodige Tanker udviklede og befæstede sig hos ham i de fyrige Ungdoms Aar. Han brændte allerede af en ædel Begierlighed, at anvende samme til Fædrenelandets Vel. Han foragtede de Vellyster og de Fornøielser, som kunde afholde ham fra hans høie Bestemmelse. Han udvalgte sig ædlere og for samme værdigere Beskæftigelser. Med en utrættelig Flid og med en umættelig Lærebegierlighed opofrede han de smukkeste af sine Dage paa de Kundskaber, som kunne adle hans Hierte og giøre hans Aand duelig til at tiene Verden og Fædrenelandet.

11

Han ansaae Uvidenhed som Kilden til alt Ont, og Foragt for Videnskaberne som et Kiendetegn paa den nederdrægtigste Aand.

I de Viises Skole lærte han af den forundringsværdige Storhed og Ypperlighed i Verdens Bygning, at erkiende og ære Skaberens Viisdom og Godhed; at forvare sig imod alle de Tillokkelser af den falske Ære, Rigdomme og den bedragelige Statskonst, som omringer ham; at udvikle den Sæd og de Grundsætninger af Dyd og af Retfærdighed, som ligge i hans ædle Hierte, og at bringe dem til de skiønneste Blomster, som i den mandige Alder skulle bringe de ypperligste Frugter.

Med et opmerksomt Øie igiennemvandrede Han de gamle og nye Folks Historier. I dem forskede han efter Exempler paa Dyder og Laster, og efter Aarsagerne til Staternes Opkomst og Aftagelse. Saaledes forhvervede han sig en Erfarenhed, som overgik hans Alder, og var ligesom en gammel Mand i hans unge Aar.

12

I Folkenes Lovbøger, og i de Lovkyndiges og Statsmændenes Skrifter søger han de Grundsætninger og de Midler, som ere de beqvemmeste til at frembringe og til at befæste Fædrenelandets indvortes Rolighed, Borgernes Flor og Velstand, og sammes udvortes Sikkerhed. Med den yderste Omhyggelighed forskede han efter alt det, som kan giøre Handelen, Haandverkerne, Konsterne, Videnskaberne og Agerdyrkningen blomstrende, Borgerne dydige, Familierne lykkelige, og Staten fuldkommen.

Med ikke ringere Flid udforskede og overveiede han Statens Hændelser, de Forandringer den havde udtaget, dens Borgeres Sæder og Gemytsbeskaffenhed, dens nærværende indvortes Omstændigheder, og udvortes Forhold med Naboerne, dens Styrke og Svagheder, Fordele og Mangler.

Ved deslige en ædel Aand værdige Beskæftigelser vennede og bereedte han sig til de tunge og vigtige Arbeider, som Himmelen vilde

13

paalægge ham til Fædrenelanders beste. Derved lærte han at afpasse dets Vegt og størrelse, ikke at skye nogen Vanskeligheder og Forhindringer, og at giøre sig Ven af den Byrde, som ventede hans Skuldre.

Nu kommer den vigtige Tidspunkt, da han skal betræde sin glimrende Ærens og Dydens Bane. Med en beskeden Tillid begiver han sig paa en Stridsplads, hvor tusinde Farer omringe ham, hvor rusinde Dydens og Ærlighedens Fiender lure paa ham, og hvor utallige Tillokkelser søge at føre ham fra Retskaffenheds øode Stie paa Fordervelsens folkerige Vildveie.

Den falske Ære, som kiender ingen Love, smigrer her for ham med Værdigheder, som høit opløfte ham over alle hans Medborgere, og med et flygtig Folks Biefald, hvilket den foremaler ham som den høieste Lyksalighed. Hisset tilbyde sig ham Rigdomme, som love at giøre hans og hans Efterkommeres Lykke varig i mange Led. Den lurende Vellyst søger at be-

14

snære ham i hendes farlige Garn med hendes sødeste Fornøielser. Overmagt og Rigdom og den hele Skare af de dem til Uretfærdighed solgte Tilhængere true ham med en Styrtning, Fald og bestandig Undertrykkelse; imidlertid hisset den lumske Avind og den nederdrægtige Bagtalelse i Stilhed smedde forgiftige Vaaben, med hvilke de søge at tilbringe hans Ære og hans gode Navn dødelige Hug. Alle disse og endnu andre hemmelige og offentlige Fiender bruge tusindfold Konster og Greb for at overrumple hans Uskyldighed og hans Dyd. Hans Egenkierlighed, hans Feil, ja endogsaa hans Oprigtighed og hans gode Hierte blive de Vaaden, hvormed hans Fiender meest søge at forfølge ham.

Iblant alle disse Farer viser han sig imidlertid som en Helt midt i en hidsig Trefning; som en Uforsagt imellem sine utallige Fiender, uforfærdet ved sin Dyd, og uovervundet ved Himmelens Beskyttelse. Hans ædle Siel, som ikke tiender anden Ære, end den som udsprin-

15

ger af Dyden og af Retskaffenheden, er ligesaa følesløs ved Værdigheder og Biefald, der ikkun vilde vanære ham, naar han skulle faae dem ved nederdrægtige Midler, som ved ilde forhvervede Skatte og ved Vellyster, hvis Sødheder hans Fædrenelandet helligede Livs høie Forretninger langt overgaae i sand Fornøielse. Alle Redelighedens og Dydens Fienders sammensvorne Magt formaaer ikke at bevæge hans store Hierte.

I alle sine Handlinger føger han intet uden Himmelens Biefald, Menneskenes Lyksalighed, og den Fornøielse, som Dydens Udøvelst i saa stor Overflødighed giver den Dydige, og som Verdens Uretfærdighed ikke formaaer at berøve Ham.

Hans Øine ere stedse heftede paa Retfærdighedens og Viisdommens hellige Grundlove. Han har en Afskye for enhver Følelse, som strider imod dem. Tillige med disse Himmelens evige Love er Statens almindelige Beste Middel-

16

punkten for alle hans Handlinger og Anslag. Han tiender intet Vel og ingen Fordeel, som kunne adskilles derfra. Han er alt for meget overbeviist om, at naar det gaaer det Hele vel, der da maae ogsaa gaae enhver Deel vel. Han vilde agte sig ulyksalig, naar han, for at faae endogsaa den største Fordeel, skulle tilføie sin Næste Uret, eller sette Fædrenelandets Vel tilside. Det største Gode vilde da lade af at være et Gode for ham.

Ligesom han har betraad Ærens første Trin med Uskyldighed, og dertil ikke brugt andre Konster, end at vise sig værdig til samme, saa foragter han alle uværdige Veie, som List og Ærgierrighed have opfundet for at ophøie sig. Den smigrende bedragelige Smilen, hvormed en falsk Demagog setter de smaae Siele uden for sig selv og binder dem, den nedrige Stolthed, med hvilken en mægtig Tvangsherre forskrekker de svage Clienter, synes ham stedse at være uværdige for ham; og de Rigdomme, en uretfærdig Orgetorix uddeler iblant de slemme

17

og samvittighedløse Borgere, dem lader han heller flyde i milde Strømme til de Trængendes og Elendiges Beste. Han holdt sig det for en Vanære, at være en Hykler for Folket, og en Hykler for de Store. Han holder sig det for en Roes at forkiene den Dadel, som Qviriternes Taler saa skinbarlig forekastede den værdige Lovkyndige Servius Sulpicius (*). Han anseer saadan Irettesættelse som den skiønneste Lovtale over hans Opførsel. En Slave, der er mægtig at tænke, ligesom Servius Sulpicius, er i hans Øine større, end en Cicero, som udover alle sin listige Broders Lærdomme (**).

(*) "Jeg har ofte sagt dig det, o Servius (siger Cicero til denne ypperlige Romer) du forstaaer ikke at søge om Consulatet; og ved det du stedse med det standhaftigste og mandigste Mod har giort og talet, har jeg ofte erindret dig, jeg finder dig meer som en retskaffen Senator, end en klog Medbeiler til Consulatet." Cic. pro Muræna.

(**) Den Romerske Talers Broder har tilskrevet denne en meget merkværdig Afhandling om Ansøgning

18

Ligesom for sig selv, saaledes tænker han ogsaa i Henseende til andre. At være en Uværdig behjelpelig til en Befordring, holder han for en Forbrydelse, for en virkelig Utroskab imod Staten. At ophøie sine Paarørende, uden at see paa deres Dygtighed, til Æres Poster og Betjeninger som tilkom Værdigere, eller at befordre sine Clienter for at betale deres Tienester, eller for at giøre dem til Redskaber for sine Hensigter, er hos ham en ligesaa stor Forseelse, som at bestiele den offentlige Kasse og som Forræderie imod den høie Øvrighed.

Ligesaa lidet som den blindende Ærgierrighed, ligesaa lidet har og den nedrige Uretfærdighed besmittet hans ædle Hierte. Han seer

om Consulatet, de petitione Confulatus. Denne indeholder en udførlig Beskrivelse over de Rom paa den Tid beherskende Fordervelser, over de Konster, med hvilke Ærgierrighed har ført sig samme til Nytte, og maaskee over alle de Kneb, af hvilke man kun betiener sig i Republiqver, som neppe fortiene at settes i Ligning med de fletteste Municipalstæder i den Romerske Stat.

19

sig paa Domstolen i en Carakteer, som kommer Ham til at skielve. I Guds Sted at være Uskyldigheds Forsvarer, Lasters Hevner, Dydens Belønner, Faderløses Fader og Enkers Beskytter, er i hans Tanker den tungeste Pligt, som kan paalegges er Menneske. Borgerens Ære, hans Gods, hans Rolighed, ere ham betroede Helligdomme, hvilke han ei betragter anderledes end med en ærbødig Gysen. Han behandler dem med den største Varsomhed, og med den ømmeste Omhygelighed, han kan. Han forjager af sit Hierte alle Fordomme, som kunne overfalde hans Samvittighed, og alle Sindslidelser, som kunne forblinde hans Sandser. Da forsvinde den Stores Magt, Anseelse og Fortienester for den nedrigste og ringeste af hans Medborgeres Rettigheder; og hans arrigste Fiendes gode Sag vinder Seier over hans Ømhed for hans fortroligste Ven.

I hans Ungdom har han med en roesværdig Nysgierrighed efterforsket alt det, som kan giøre Mennesker lykkelige og Stater blom-

20

strende. Nu er han utrættelig i at anvende sine Kundskaber til Fædrenelandets Beste. Han kiender den Indflydelse Videnskaberne have i Livets Lyksalighed. Han er uendelig langt fra Ostergothens Barbarie, som agter alle Fordele alene efter Procenter, og som tillader den sig fornedrende Lærde Adgang alene fordi han lader sig bruge til et foragtelig Redskab for hans Sindslidelser og hans Egennytte. Saadan en uægte Lærd, af hvilke der desverre findes alt for mange, anseer han som en ulykkelig Frafalden af Viisdoms Skole, som uværdig det Navn af en Lærd, som en falden Engel. Den sande Lærdom derimod ærer han som en kostbar Himmelens Gave, som en Kilde til utænkelige Lyksaligheder, og som et Middel til at giøre alle menneskelige Konster, Handteringer og Stænder fuldkomnere. Derfor holder han sig det for en Ære, at være sammes Beskiermer og Forsvarer, og troer, at han aldrig giør Fædrenelandet virkeligere Tiencster, end naar han hielper noget til dens Befordring. Han beklager med en uudsigelig Veemodighed de Staters

21

Skiebne, hvor den er forjaget, undertrykket og foragtet. Han kiender intet ubedrageligere Kiendetegn paa Barbarie, og det almindelige Væsens Aftagelse. (*)

(*) Tilstanden i et Land, hvor Lærdommen er i slet Anseelse, og de Følelser, den skal opvekke, ere Livagtigen beskreven af den berømte Bafelske Lovkyndige Hr. Johann Rudolph Iselin i hans Tiltrædelses Tale. Dette Sted er alt for smukt og alt for Mærkværdigt, at man ikke skulle haabe, at giøre sig fortient af alle de Elskere, som ikke forstaae det Latinske Sprog, ved en Oversættelse deraf, hvor svag den end bliver, og endskiønt den langt fra ikke kommer Originalen nær. Her er den: "Førend jeg tiltraadde

min Plads, søgte jeg at udforske det Land, jeg i Fremtiden skulle beboe. Jeg søgte, at giøre mig bekiendt med dets Indvaanere, Sæder og Love, og at danne mig et Udkast til min Opførsel for Fremtiden. Dømmer, høianseelige Tilhørere, hvor forundret jeg maae være bleven da jeg saae vore Høresale næsten øde, de smukke Videnskaber selv foragtede hos vore Medborgere, og næsten ingen Kundskab i Anseelse! Da jeg mærkede, at end ikke de, hvilke vor Stats-Roer var betroet, oplivede og opmuntrede Lærdom enten ved Ære eller ved Belønning. Da jeg endelig lærte af den

22

Han er ligesaadan sindet imod Konster, Haandverker, Handteringer, og imod Handelen. Han ærer dem som Hovedkilder til den offentlige

daglige Erfarenhed, at intet var mere æret hos os end Rigdom; og at ingen Konst tildrog sig vore Medborgeres Opmærksomhed, uden alene den, som har den nedrige og umættelige Tørst efter Guld til Formaal.

Nødvendig Penge er, dem maae I først forhverve O Borgere! Thi Dyd for Penge vige maae. Forestiller Eder, høianseelige Tilhørere, med hvilket nedslaaet Gemyt jeg paatager mig den tilbudne Byrde. Jeg tilstaaer reent ud, jeg vilde mistvivle om Udfaldet af al min Møie, dersom jeg ikke havde alt mit Haab og al min Fortrolighed til Eder, høistagtbare Mænd! formedelst Eders berømte Lærdom og Fortienester. Altsaa beder jeg Eder saa indstændig, som jeg paa nogen Maade kan, jeg besværger Eder ved alt det, der er Eder, som alle Dydige kierest, ved Statens, ja endogsaa ved den høie Skoles Vel, tillader ikke længer, at Videnskaberne blive saa meget foragtede og urettelig anseede. Forjager af Borgernes Gemytter de sørgelige Fordomme, som vanzire vor Stat. Streber paa det eftertrykkeligste efter igien at oprette vor høie Skoles Ære og Glands. Viser at den Republiqve ikke kan bestaae, af hvilken de smukke Videnskaber og Lærdommen ere forjagede.

23

Velstand og til Vinskibelighed, der aldrig nok kan berømmes, da de hindre Lediggang, som Oprindelsen til alt Ont. Alt hvad der kan forbedre dem, er, som er høistskatterligt Middel til Skatens blomstrende Velstand, et Formaal for hans ømmeste Omhu og Bevaagenhed.

Men for alting finder han Agerdyrkningen værdig til sin særdeles Yndest og Agt. Den Stand som haver hermed at bestille, og af de fleste foragtes og undertrykkes, er i hans uforblindede Øine det menneskelige Selskabs og Statens Grundvold. Han troer altsaa, at Regenten aldrig kierlig nok kan sørge for dens Vel, Benaading og Opmuntring.

Da det almindelige Væsens Fuldkommenhed og Lyksalighed har sit Udspring af disse forenede Stænders Velstand og rigtige Forholdelse, saa gaaer af hans Omhu derud paa, at forbedre enhver især af dem saa meget mueligt er, og imellem alle at vedligeholde den Ligevægt, som udfordres til Fædrenelandets Vel. Han

24

Holder det for en Dumhed og for en Forbrydelse imod Staten, at benaade den ene med at, sette den anden tilbage.

Selv Dydig er Han overbeviist, at Dyd og gode Sæder ere uforbigængelige til Fædrenelanders Lyksalighed. Han føler den lyksalige Orden, Dyden virker i hans Hierte og i hans Aand, hvorledes kunde det være skjulk for ham, hvilken høi og beundringsværdig Harmonie, og hvilken høistlyksalig Rolighed der maae foraarsages i Staten ved Borgernes. Den daglige Erfarenhed lærer ham, hvor meget Sindslidelserne, Lasterne og Forbrydelserne forvirre Menneskenes Gemytter, og Statens Forfatning, hvorledes Elendighed, Uenighed, Tvedragt og en Uendelig Række af de afskyeligste Ulykker flyde af denne urene Kilde, og fornedre Jorden til en Skueplads for al Vedersiygelighed og alle Misgierninger. Derfor er alt det, som kan have nogen Indflydelse paa Sæderne, ham overmaade vigtigt. Her anseer han intet for ligegyldigt og intet for ringe. Med et Heltemod

25

forfølger han Pragt, Vellyst, Kielenskab, Overdaadighed, Havesyge, Ærgierighed og andre Fordærvelsens Redskaber og Følger, og tænker stedse paa de kraftigste Midler, at plante de dem modsatte Dyder i Borgernes Hierter.

Han anseer Religionen som det fornemmeste af disse. Da den igien opretter og udvikler det guddommelige Billede i Mennesket, da den bereder det til en lyksalig Evighed, saa danner den ogsaa ved de samme overnaturlige og guddommelige Kræfter den gode Borger og den nyttige Selskabets Medlem i det. Han ønsker altsaa intet saa inderlig, som at indprente den i alle Hierter, og at giøre den virkende i alle Gemytter. Til den Ende arbeider han med utrettet Flid paa den imellem Staten og Kirken saa nødvendige Harmonie. Han veed at intet almindeligt Væsen kan være virkelig lykkelig, naar ikke en sand Gudfrygtighed blomstrer i Kirken; og at denne umuelig kan bestaae, naar den tilbørlige Orden ikke vedligeholdes derudi. Derfor er det en af hans møjsommeligste og vig-

26

rigste Bekymringer, paa saadan Maade at handthæve de Rettigheder og den Ærbødighed som tilkommer Geistligheden, at Ærgierrighed, Herskesyge og Egennytte, som allerede saa ofte have bemægtiget sig Præsternes Hjerter, ikke skulle faae Overhaand, og forjage Christendommens og Religionens Aand af Kirken selv.

Med et uforsonligt Had imod Forfølgelsens og Ufordragelighedens Aand, har han stedse en kierlig Omhu for at plante Kierlighed, Enighed og Fred i Kirken. Til at bringe de Vildfarende paa rette Vei, kiender han ingen kraftigere Middel end Sagtmodighed, og har en Afskye for Tvang, Fængseler, Inqvisitioner og Straf, som uværdige for Religionens Aand, der er Kierlighed selv. Han veed, at der i Kirken skal herske en christelig ligesom i Staten en borgerlig Frihed, og at Forskiellighed i Tænkemaaden hverken maae virke Splid i Gemytterne eller udslukke Kierligheden.

27

Den borgerlige Frihed, Statens Siel, som bestaaer i en almindelig Lighed imellem Borgerne i at nyde Lyksalighed, i at vedligeholde den Orden, som det almindelige Beste udfordrer, og helligen at iagttage de derhen sigtende Love, denne borgerlige Frihed holder han for den høieste Herlighed, hvilken han som Borger nyder, og for en ham betroet Helligdom, hvilken han skal forvare som sin Øiesteen. Han lader sig ikke forskrække hverken af en utæmmet Pøbel, som stræber efter Anarchie, og anseer Frekhed for Frihed, ei heller af de Mægtiges herskesyge Stolthed, som gribe efter Oligarchie. Med et sand Heltemod imodstaaer han begge som lige forfærdelige Fiender for Fædrenelandet. Fra det første Øieblik af, da han opofrede sig Statens Tieneste, har han forkyndet de Onde og Uretfærdige, eller meget mere deres Laster og deres fordervelige Hensigter, en evig Krig. At forlade denne ved en nedrig Forsoning med dens Fiender var for ham en Forbrydelse, som vilde besmitte hans ærefulde Levnet med uudslukkelig Skam, og paa engang til intet

28

giøre alle hans Dyder. Skulle han end altid ligge under; skulle end Ondskab, Uretfærdighed og Tyrannie ved deres ulyksalige Overmagt vinde Seier i enhver Kamp over hans Dyd og hans redelige Hensigter; saa skal han dog ikke blive træt af, at fortsette saa berømmelig en Strid, og indtil det sidste Aandedræt at kiempe for den gode Sag.

Saaledes henlever han de møjsommelige Dage, som Himlen skienker ham. Han fortærer sine Kræfter til andres Tieneste. Bekymret alene for sine høie Pligter opofrer Han ikkun de Timer, han haver tilovers fra Staten, til den søde Rolighed og de hiertestyrkende Glæder. Og disse Glæder nyder han alene af at omgaaes med dydige og værdige Venner, af Viisdommens Lærdomme, af Digternes Skrifter, og af Religionens trøsterige Bøger.

Saaledes ere hans høie Forberedelser til et bedre Liv. Uden Frygt seer han Timen nærme sig, som skal forflytte hans ædle Siel derhen.

29

Uden Skielven venter han paa alle Forskrækkelsers Skræk, og fuld af hellig Tillid kaster han sig i den guddommelige Naades Skiød. I det Øieblik da han befries, omringes hans Dødsseng af triumpherende Engle, hvilke tilforn her paa Jorden som Patrioter og som dydige Borgere have giort Folk lyksalige, frydefulde føre de den uskyldige Aand for alles Faders Throne, hvor han, som en troe Tiener skal faae overflødig Belønning for sin Dyd, og Betaling for sine Møisommeligheder.

30
31
32
1

Rye Prøve af Skrive-Frihed.

Kiøbenhavn, Trykt i Pressens gyldne Alder 1771

2
3

Erindring.

Tanker ere efter Ordsproget Toldfrie. Naar de trykkes, maae de dog tolde, men skrives de, kan de snige sig igiennem. Tungen er endnu en Slave, løber den, bliver den greben. Naar Speideren forsvinder, giør den sig Haab om Frihed. Men vist nok bliver den ufri, indtil Scepter og Sverdet, med Bibel og Cirkel, Spyd og Mast, Pen og Plov,

blive eenige om at giøre den fri. Pennen, som

4

Erindring.

det heder, og Pressen have nyligen faaet Frihed. Den sidste er egentlig den, som Friheden er skienket, endskiønt den første og tilegner sig Deel deri, paa Grund af det Navn Skrive-Frihed. Nogle sammenblande, men andre stille imellem Trykke-Frihed og Skrive-Frihed. Forktiellen indsees ikke strax eller tilfulde af enhver. Er der nogen, da skal den bestaae deri, at den ene maae være noget mere, deu anden kan være meget mindre indskrænket. Ved den første er altsaa ikke saa meget vundet, som det synes, allene at Villien har faaet rummere Tøile, men uvist hvor meget Forstanden derved vinder. Censuren, som var den en Tvang, naar den havde blevet ret anvendt, var endnu nyttig, og skulde befrie os fra meget ondt, som trænger sig frem for det lidet Partie af godt. I sig selv har Pennen altid haft, om ikke brugt, Friheden. Pressen derimod har undertiden brugt dem uden at have den. Nu tilegne de sig begge Besidning deraf. Pennen er et gammelt Redskab, Pressen et nyere. Den sidste maae med al sin Frihed altid blive en Vordned af den første. Den første kan

5

Erindring.

hielpe sig uden den sidste, men denne aldrig undvære hin. Trykke-Friheden har en stor Trop allerede benyttet sig af, og de fleste med alt for god Lykke. En Tilskuer af de selsomme Optog, som skeer, er falden paa at meddele sine Tanker til flere. Til disses Kundgiørelse betiener han sig af den egentlig saa kaldede Skrive-Frihed, uvis om at profitere af den anden. Ikke fordi han jo troer at have trosset Sandhed, men fordi denne, naar den er saltet, ikke finder alles Smag, og naar den er nøgen, ikke bliver seet uden manges Bluelse. Han har giort et Forsøg paa at prøve Pennens Frihed i en Liderlighed, som kommer Tænke-Friheden nærmest. Naar andre mynstre paa Kroppen og Fødderne, rører han Hovedet og dets ømme Deele. Legges ham Hinder for Pressens Frihed, som bliver et Beviis for dennes Ufuldkommenhed, vil han nøies med Pennens, som enhver selv, uden Bevilling, er Mester af. Det er af saadan, og ingen anden Aarsag, han ikke har sat sit Navn under, da han ellers holder mere af dem der ville, end dem der ikke ville være deres Tanker bekiendte.

6

Erindring.

Han taaler Rettelse, ifald han er ilde underrettet, og vil gierne straffes, ifald han har hyklet. Er noget feilet, det er menneskeligt og kommer overeens med Materien, men er noget forbigaaet, som i saa stor en Mængde af Tildragelser kanskee ikke er lidet, det kan ved Leilighed opfyldes. Finder Grammatik, Prosodie og Sprogets Reenhed nogle Anstød, som han vel indseer, da maae den ærlige Frue Licentia Poëtica, som har et gammelt Privilegium, tage dem paa sin Regning.

In Aprili 1771.

7

Sid Christian, Sid fast, Sid eene paa Din Trone, Lad ingen nogen Steen forrykke i den Krone, Som Du i rette Arv af Dine Fædre tog, Den fordum Folket dem frivilligt overdrog.

8

Men viid, de giorde ei saa stor en Skienk i blinde,

Rei! rette Grunden er i Kongens Ord at finde;

Om ikke christelig og mild Regiering drog a),

Hvad skulde draget dem af et i andet Aag.

Heel fast den Bygning staaer paa disse tvende Piller,

Naar kun Regent og Folk sin Rolle vel anstiller.

Men rokkes Grunden til Din Høihed, Magt og Arv, Hvor let er det da giort med Din og Folkets Tarv.

Naar Kongen og hans Folk ei vel forstaae hinanden,

Naar Landeplager, Had, Mistroe, indbyrdes Banden, Forfølgelser, og meer, faner Overhaand og Lov, Hvor let at blive da for Fremmede et Rov.

a) Læs den Tale, som Kongen lod holde for Stænderne ved Arvehyldingen, førend. Eeden blev aflagt den 18 Octobr. 1660, iblant Kong Frid. III, Forordninger.

9

Agt den Smaa-Konge-Flok af Venner og Veninder,

Du deeler Magten med, at den Dig ikke binder

Med Snære-Lænker, som langt anden Styrke har, En hines Strikker, dem Du kunstigt overskar.

Læs nøie over paa, hvad Friderich lod skrive b)

Om dem, der Underslæb med Herrens Gunst bedrive,

Som trekke ham omkring i Lys og Løn ublu,

Det er jo hørt tilforn, det kan og skee endnu.

Ei vel forvaret er en Fyrstes Eenevælde,

Raar sig hans Blødhed til Een eller Faa skal helde,

Naar det, som bydes, er ei Hans, men deres Ord, Den beste Hyrde er, som vogter selv sin Hiord.

b) See Kongeloven Ark. 26. . . . Og eftersom den daglige Forfarenhed og andre Landes ynkelige Exempler & c. ad finem.

10

Den Tid er længst forbi, Folk troer ei Orakler,

Vel pønser Kunsten paa Machiner til Spectakler,

Som nærmes Mennesket, i Fløiten, Miner, Dands, Gang, Skrivning, Talen selv: men endnu mangler Sands.

Den Spanske Konge blev heel spottelig tilskreven,

At han en Tiener var af Duc de Lerme bleven,

Hver stirrede paa ham, fordi han sig en Deel I den Respect tildrog, som Kongen burde heel.

Hør, Konge, Fleres Raad, viis, at Du selv er hiemme Og uden Hældestav Dit Folkes Vel kan fremme,

Undsee Dig ikke ved, at være Menneske,

Men, usel Menneske og Slave, det er Spee. Det ellers bliver, om ei verre, dog det samme, Allene andre Folk og Ravne nu skal bramme Ved Byttet, frygtes, at Profitten bliver den, Før noget got, kanskee, faaes mere ondt igien.

11

Ny Koste feie best, thi de før mere vove End de forslidte, som ikkun tog bort det grove,

Men disse feie ud endog det fine med,

Vel feiet, naar kun Nyt, det Gamle maae afsted.

De smaa afdeelte Corps en Hoben faaer at sige,

Vel! Naar de giøre Dig og hver Mand Ret og Lige: Men om et Bindedyr, en Harpax, Nepotist,

Utilseet, kommer ind, hvo skal da see hans List.

Jeg taler ei for dem, Du før har maattet høre,

Ei heller imod dem, Du laaner nu Dit Øre,

Men gid! blant disse, Du gir Høihed, Brød og Magt, Var ei i nogen Krop en nedrig Siel nedlagt.

Mag, de Collegier, Du setter, sig foreene Til Dit og Landets Vel, een Herre de jo tiene, Men naar det ene med det andet er i Strid,

Kan Du og Folket da til stige vel slaae Lid.

12

Hold Tiger, Ræv, og Ulv, og Aben, fra Din Side, Pas paa, de mindre Dyr ei heller Hiorden bide,

Gæt i de første Frygt, at de Dig raade ret,

See nøie paa de Smaa, om de udføre det.

Du, som giør Folket frit, giør Dig ei selv til Slave For dem, som uformerkt Dig vil i Mørket have,

Luk Øiet op, see til, viis, Hiertet være got,

Du sættes da ey ud for Fare eller Spot.

De kun studere paa, hvor Dine Passioner Kan sættes best i Gang ved Pupper og Personer, Imidlertid de selv, kanskee ved List og Vold,

Med Ære, Velfærdt, og god Orden spille Bold.

Giør, Konge, at vor Trang og Længsel faaer en Ende, Giv, at vi dog engang Din egen Røst kan kiende,

Lad ingen Fremmeds Lyd forvilde vort Gehør,

Saa lever op vort Haab; saa gaaer det som det bør.

13

En Fremmeds Kierlighed er kun til vore Penge,

Med Landets Velfærdt han sig ei vil stort bemænge,

En Indfød derimod ei sviger Huus og Land,

En Søn og bedre end en Tiener troes kand.

Giør, Danske Konge, at det gamle Suk ophører.

At Fremmede med os i Ring dog altid kiører:

Men skal vi plages, da tag Dansk og Norsk dertil, Saa bruges Landets Riis, som Landets Børn helst vil,

Saa spares Pengene, som derfor gives andre,

Lad Leiesvennene, hver med sin Løn, hiemvandre,

Skriv Tydske til paa Tydsk, lad Danske høre Dansk, Lad løbende Frantzos affærdiges paa Fransk.

En Romersk Herre tog en Fransk til Ven og Skriver,

Da skreves alting fransk. En Tydsk det siden bliver.

Hvad sees? ei uden Tydsk. Saa kom en Spaniol, Og strax det Spanske Sprog blev Herrens eget Maal.

14

En Bonde merker det, den Skalk kom ind fra Landet,

Han taler med sin Ven og spørger iblant andet:

Hvad Sprog er Herren af? Jeg frygter os til Straf, Han tænker, river, giør, som den han føres af.

De Skriit, Du haver giort, er store og gesvinde.

Du raader. Vel! naar vi med Dig derved kan vinde, Vel! naar kun de og den, der for Dig er beført Og dog uskyldig, ei var styrtet uforhørt.

Dig, Konge, ligner jeg ved en retfærdig Fader,

Som straffer sine Børn, og atter dem forlader.

Straf, Du har Lov, men kiend, og siig, hvorfor det skeer, Al Verden da i Dig en kierlig Fader seer. Sig Mardochæns ei for Haman vilde bukke, Det paa en Vending var han havde maattet dukke, Om ei et Almagts-Lys Asverum havde rørt, Hvorved at Hamans Dom blev paa selv udført.

15

Gid vore Tider var forsynet med en Esther,

Man neppe foer omkring fra Øster og til Vester,

At famle sig en Trop, løft Folk og Dravelsmænd, Som flyde skarpt og staae hvert Øieblik paa Rend, Som helst vil raades af en Hykler, Falsk og Listig,

En Egennyttig, Grum, Ukyndig, Dum og Dristig, Naar hine kiende ey et Lands Forfatning ret,

Og disse raade ondt; Hvad Under det gaaer slet. Eengang det stader ei, at Jupiter han vredes,

Der donrer Jorden ved, der skielves og der bedes,

Paa Torden følger Regn, den giver Frugtbarhed, At Land og Folk og hver sig finder vel derved. En ærlig Tiener kan en Hoben ondt forsmerte,

Naar dog hos Herren han seer Hierne og seer Hierte, At giøre hvad de bør, at føre Mund og Haand Igien til rette Maal ved en retraadig Aand.

16

En Souverain, som Du, en Jordisk Gud i Norden, Den, Ak hvor liden, Plet, ham er betroet af Jorden, Omskabe kunde til et Jordisk Paradis,

Naar han kun tænkte ret og giorde som en Viis. Men der hør ikke til Springbasser og Vildhierner,

Og de der lobe om cd Amber og Qvatcrncr,

Ei Spotter, Landforviist, Forgieldet, Apostat, Forloren Søn, Ureen, Ildklygtig, Abekat.

En Fyrste søgte sig et lidet Raad af slige.

De giorde ham med sig ulykkelig tillige c),

Hans Øine aabnedes, for sildig, Een blev hængt,

Een brændt, hans Folk blev vred, han selv fra Riget trængt.

c) Havde K. Christian 2. faaet ærlige Folk om sig, i steden for Qvaksalvere, forløbne og Gudsforgaaene Kroppe, var han bleven en lykkelig Herre for sig selv og en nyttig Konge for Landet, men nu pssferer han altid og i alle Historier, snart for den Onde, snart for Tyran, og lige saavel hans Ungdoms Feil, som hans Manddoms Blødhed maae drages frem, til at formørke det gode Navn, han ellers kunde haft, dersom han ikke var falden i disse ulyksalige Tyranners Hænder, som til al deres Ondskabs Fuldkommelse havde bade ham og hele Regieringen i deres Kløer.

17

Naar Himlens Vrede er optændt mod Land og Rige, Gaaer best en Ændring til det Gode frem ved slige,

Hvis Hierte er tillukt, mens Hjernen fletter Riis,

Og Slumpeskytten tidt gaaer af med største Priis.

Vee dem, der bruges stak til Ondskabs Instrumenter,

Vee dem, som sælge sig til disses Marketenter,

Det over Skyldig og Uskyldig da gaaer ud,

Og Herren sikkert faaer en Rem af samme Hud.

Der uden Møie skeer, at Fyrsten er og kaldes En Skrek for Mennesker, hvortil han ei udvaldes,

Det er den korte Vei at blive hvers Foragt,

Og til en Avne for den store Overmagt.

Hold, Konge! Lyset tendt, dets Mænd ved Brød og Ære, Tænk, hint skal lyse Dig, og disse Folket lære.

Lad ingen Ildeklædt, ei Stiv, ei Halt, ei Stum, Ind i Guds Forgaard gaae, giv best Fortjente Rum.

18

Fritænkeren lad staae og falde for sin Dommer,

Vel! om han tænker ret, naar Tankens Herre kommer, Gaaer ikke Ordets Lys og Lygte for hans Fod,

Han glider; thi hans Vei er silbrig og ei god.

Hielp Videnskaber op, mest dem, som Landet røre,

Ei een, men alle, som til Gavn og Viisdom føre,

Løn Dyd og Stræbsomhed, bring Skolerne til Flor, Sæt Priis paa Dansk og Norsk, som Kunsters Fiinhed naaer.

Dit Riges gode Sprog sæt ikke reent til Side,

Tael, skriv og hædre det, giv det sin gamle Vide,

Siig til dets Fjender: Jeg og mit Huus dog maae Paa fierde hundred Aar det Danske Sprog forstaae.

Dit smukke Tænkesprog d) kast aldrig ud af Minde,

Ved Dit Exempel stræb engang at overvinde

Det Forfang, Fremmede og Store giør vort Sprog,

Dansk Brød det smager dem, saa burde Sproget og-

d) Gloria ex amore patria.

19

Driv Daarskab dog engang ud af den Unges Hierte,

Hør, kort, hans Levnets Jid, hør den ei uden Smerte: Stats, Lediggang og Smaus, Comedie og Dands, Spil, Nattesurr og Søvn, fordervet Krop og Sands.

En tro Arbeider og en duelig Statens Borger Af saadan Foraars Rod, føl een af Dine Sorger,

Udspirer sielden, men kun Armod, Sygdom, Brek, En usel Alderdom, til Daarekisten vek.

Tænk, tænk paa Skaberen i Dine Ungdoms Dage, Den store Regel er, desværre, faa som smage.

Gudsfrygt og Arbeid maae heel tilig prentes ind, De samle Velstand, Held, glad Alder, nøisomt Sind.

Begyndt fra denne Kant at Staten reformere,

Vel havde været godt, men vi, som andre flere,

Vil høste Sæd og Frugt, for Jorden renset er,

Fra Toppen, heder det om vors Ændringer.

20

Sandt nok, om aldrig før, da nu, det kunde tiene,

At Toppen rensedes fra daarlig Frugt og Grene,

Men hvor kan dette skee, naar Roden ei er god,

Og Bullen drager Saft af en fordervet Rod.

Skaf Leiligheder af, viis her et stort Exempel,

Luk Udyds Bolig til og hver en Gøgle-Tempel,

Som stjæler Unges Tid, Pung, Helbred, Agtning bort, Ja med de Ældres Tarv giør og Processen kort.

Lad denne Ungdoms Lyst, med flere, engang fare,

Regn over, hvad Dit Folk og Du derved kan spare,

Og hvad der tabes i sund Sands og Legems Kraft, Du vilde da, at vi sligt aldrig havde haft. Bort Fransk og Valske Kram, som Dig og os udsuer, Nu sliges høire haand, de Store, Mænd og Fruer, Ei mere findes her, hvem nytter saadan Flok; Vi Danske Daarer har jo Danske Giekke nok.

21

Leg Nærings-Veie an, at Ungdom sig kan gifte,

Man da behøver ei, med nye Byrder stifte

Et Huus, en Casse, som til Udyd legger Vegt, Forsvager Menneffet og mindsker denne Slegt.

Naar det, som vendes an til stige nye Funder,

Til Spil, Comedigang, Kunstnarrer og Vidunder,

Til Masqverader, Vedd, og Flyvelysters Stød,

Blev giort til Stiftelser for nyttigt Levebrød.

Da for Arbeydsomhed og Lyst sig lod fornemme,

Hver blev da allerhelst i eget Selskab hiemme,

Uordener gik af, og Folkemængden vandt,

Gud sit, og Kongen sit, og hver sin Udkomst fandt.

Skal Landets Lov og Dom, man kalder det, forbedres, Da lad ei Rettens Glands ved dunkle Skin vanhædres, Bør noget Overleg, da her, at have Sted,

Langt bedre var ugiort, end giort med slet Beskeed.

22

Giv Lovene, vi har, Høiagtelse og Styrke,

Sæt Mænd af beste Navn til Rettens Land at dyrke,

Er Misbrug, skaf den af, ubrugbart ligesaa,

Processen kort og let, en Dommer passes paa.

Vil Du og endelig selv hede en Lovgiver,

See til, Du ikkun faa, men gode Love river;

Ugiørligt, tidt omgiort, desverre, kun belees,

Og Mængden om et Aar paa Hylden henlagt sees.

Vaag over Landets Mynt, saa giorde Dine Fædre,

Lad ingen verre sig indsnige for den bedre,

Formyndere vi har i dette og i meer.

Der tør vel findes den, som Sagen ret indseer.

Hvor gaaer det med vort Sølv, med Norges dyre Verker, Man svarer, begge vel, saavidt man hør og merken, Men om en Regnings Dag blev skreven ud engang, Uvist, om Svaret da ei fik en anden Klang.

23

Men alt fur vist, vort Sølv gaaer ud, som rede Penge, De Faldne sælge, for Papir, og de som trænge,

Men Jøden leder med vor Velstands sidste Skierv, Gigt, Konge, Anstalt mod den yderste Forderv.

Soldaten fød og klæd, giv ham nødtørstig Ære,

Giør, at den Fremmede vi kan engang undvære,

Øv ham, men giør ham Ret, lad Dragter, Bukkespring, Og andet Blendeverk, vi føre os omkring.

Tving ey med Magt og List, Utvungen løber ikke,

Lind Medfart giver Lyst, hold Ord til Punkt og Prikke, Giv fri, noge Tiden er. Glem ikke dem til Hest; Thi de, som Rygtet gaaer, har altid fegtet best.

Den Danske General er rar at see og kiende,

Elsk nogen op, som tør sig vove mod en Fiende,

Lad ingen hellig Mand beklippe meer den Hiord,

Thi Hud og Haar gik med, den Klipning var for haard.

24

Vel, at hver Dansk og Norsk ei blev kast ud af Landet, Vel, at hvert Fæstningsverk dog ikke blev forbandet.

Drag Velfortiente frem, og giør vort Lidet stort, Men løn ei alt for vel Dem, som har ilde giørt.

Dit Riges Sikkerhed og Leie vil formode For alle Ting, at Du har Øie med Din Flode.

Dens Folk, dens Tilbehør, dens Tal af Stort og Smaat, Lad aldrig mangle Sit, om alting skal gaae got.

Den Fierde. Christian, den Vise og den Store,

Han vidste, hvad det var, at vinde og forlore,

Sømagtens Flor var af hans store Sorger een,

Hans Flode kostede og var hans Øiesteen. Den kiekke Sømand ær, fornedre en Fuchssvantser,

Merk den, som Hæler er ved Kiøb og Leverantser,

Dit og Din Casses Tab kan vel Opretning faae,

Bor Danske Flodes Roos for Tab bør aldrig stane.

25

Dit Kiøbenhavn, Din Stad, den Store og den Smukke, Hvormed vi noget kand mod andres Storhed pukke,

Ophold udi sin Glands, lad ei for stort et Savn Paa Næring, Velstand, Folk, udslette hendes Navn.

Bred Stadens Handel ud i nogle tusind Grene,

Lad al Slags Frihed sig til dette Maal foreene,

Gid Egennytte og hvers sære Hensigt maae Ei for saa ønskeligt et Verk i Gabet staae.

Ved Islands Handelen saa meget Got forhverves,

At den dog burde ey af Fremmede sordcrves,

Dens Fiskerie, dens Faar og Fædrift er det værd,

At og paa dette Land Din Omhu gaaer i sær.

Lad Kiøb- og Handelsmand ved sin Handtering blive,

Lad Landgods-Eieren sin Eng og Ager drive.

Hvorhen? Naar Land og Stad ved slige blev bestyrt. Som før har hjulpet til at giøre alting dyrt.

26

De kiende Veien til de bydende Patroner,

Som rose dem for Dig i allerbeste Toner,

Af Indsigt, Ærlighed, og som Veltænkende,

Prøv dem, og kiend dem ret, lad ingen Uret skee.

Lad Borger, Bondemand, de hines Slaver tale,

De vide Sagen paa en anden Kant at male.

Lad jo en Kiøbmand og en Landmand leve vel,

Naar kun den ringere ei bliver deres Træl.

Indførsel daglig skeer af ufornødne Varer,

Dog see vel til, at den ei overgaar, men svarer Til hvad, som føres ud af Land-Produkterne, Lad hemmes hin, sæt Priisen for Udførelse.

Hav ei for stor Credit for Lasser, Lotterier,

Som gierne foreslaaes af Stymper eller Gnier,

Som stiæle uformerkt Almuens Velfærd bort,

Jeg veed en Snees og fleer, hvorved man kom til kort.

27

De faa Gevinster vil jeg sette til en Side,

Men tænk! hvad gruligt Tab maae Mængden ikke lide, Naar Du, Opfinderne, Interessenters Tal,

Og Collecteurer, hver sin Vinding have skal.

Det troer jeg vel, at jeg med Rette faaer og finder,

Hvad jeg i Lotterie og Lykkepotte vinder,

Men ak! hvor mangens Skierv og Nødens sibste Trøst Der samles skal i Hob, mig til en frugtbar Høst.

Skal nogen Stiftelse og nyttig Sag indføres,

Den best ved Folkets Gunst og milde Gaver giøres,

Din Naade vise Vei! men hvo kan finde Smag,

I Tvang, i List, og i slig hemmeligt Bedrag.

Krigs-Enke-Cassens Fond, den Enkers Trøst og Skytte, Lad aldrig rokkes fra sin Skik og kiendte Nytte,

Lad dem, der anden Frugt i Egtestand ei giør,

Kun smidde ny Project, men denne aldrig rør.

28

Lad Monopolier herefter meere hades,

Ei alt for mange smaa Frihandlere tillades,

Thi andre armes ud, og disse riges ei,

Lad ei Bedrag gaae for den rette Nærings Vei.

Fabriker underhold, de giøre Landet Nytte,

Lad nogle slige til de mindre Stæder flytte,

Brug Landets eget Gods, byd udenlandskt Farvel, Lad den forgyldte Giek kun gremme sig ihiel.

Skal Fuskerie afsted, skal Handverk ærlig drives,

Ved Privilegier og Laug Opmuntring gives,

Dog! Skaf Uorden af, Bekostningen giør let,

Lad ingen Halv-Udlært betage nogens Ret.

Hver Næring undersøg, og kast ei over Ende Det Gamle, før man veed et bedre at anvende;

En Stads Ruin er nær, naar ingen ret indseer, Hvad Tab og Forfang der ved Overiling skeer.

29

I Land og Stæder lad god politie regiere,

Dens Tienere ved Løn og ei ved Mud sig nære, Opmerksomt Øre af en Fremmed høre fik:

I en saa vakker Stad! er her ei bedre Skik?

Kast og Din Omhu til de mindre Handelstæder

I begge Riger, agt hvers Næring, Trang og Sæder,

Lad Land- og Forprang ei udtære dem til Marv, Saa fremmes Borgerens og Bondens fælles Tarv.

Rens Havne, Fiord og Strøm, giør her og der Canaler;

Thi Nytten derndaf selv synlig for sig taler,

Naar Førselen er let, Segladsen haver Fart,

Og Fiskeriet gaaer, en Kiøbsted faaer sin Art.

De Ædelsteene i de andre Verdens Dele,

Som eet til Kronens Ziir udgiøre med det Heele,

Giv saadan Varetægt, at fremmed Øie seer,

Hvor Landets Flor ved dem tilvorer meer og meer.

30

Forsvar hvert Stykke Land, Du har endnu i Eie,

Leg til, og ei tag fra, lad intet Guld opveie

En gammel Ret; thi den paa Hamborg let gik vek; Den Gang, som oftere, med os blev spillet Giek.

For Bondestanden har jeg ei behov at tale,

Du taler selv for den, hvo kan den Roes afmale?

Naar Enden svarer til den Hensigt, som Du teer, Du Dig og Landet sig i Velstands øvide seer.

Giv Bonden Frihed, dog ei meer, end vel kan taales,

Lad Eiendom og Jord, men ei for høit, tilmaales,

Styr Danskes Vandre-Geist, som er mod Rigets Gavn, Let Bondens Byrde saa, han elsker Fødestavn.

Skal Bondestandens Tarv fra Roden af optages,

Dens Ungdom først og sidst maae nøiere opdrages,

Der maae studeres paa, at bringe ret i Traad Dens Tænkekraft og Lyst, dens Giøremaal og Daad.

31

Tobak og Brændeviin og Sølerie i Kroer,

Paa hvis Indskrænkelse en Bondes Vel beroer,

Skal neppe hemmes hos de Gamle, end ved Straf, Men agt den Unges Vei, saa kan det skaffes af.

Deel Priser ud for Flid, skaf flere Huns og Hiemme, Sæt Ungdoms Aarene i Ævne til at fremme Naturens Ordens Løb og deres eget Gavn,

Sørg da i Tiden ei for Folkemængdens Savn.

Naar Bonden vel sin Eng og Ager haver dyrket,

Sin Stald og Sti forseet, lad ham og vorde styrket Til at vindlegge sig paa Jords- og Træers-Frugt, Paa Humle, Hør og Hamp, ei nogen Plet ubrugt.

Hans Qvindekiøn faaer nok med Teen og Væv at giøre I eget Hør og Uld, til Brug og at udføre.

Elsk Land-Fabrikerne, af Knipling, Hoser, Kar, Kalk, Træsko, Smiddeverk, af dem er Nytten klar.

32

Byg Bonden varigt Huus, hvor Steen og Kalk kan haves, Steengierder, levende Riishekker lad tillaves,

Plant Pil og nytsomt Træ, fred Jagt, elsk Skoven op, Byd Ladhed, Lediggang og Betleriet: Stop.

Naar endelig Tobak, det Lugts og Smagens Onde,

Skal blive i sit Brug for Borger og for Bonde,

Da lad den plantes her, dens Verk giør Jorden reen, Og Penge vindes jo ved denne Nærings-Green.

Giør Landeveyen god, at Reisende kan fare e)

Beqvemt og billigt, ja paa Tid og Heste spare,

Ret Land-Vertshusene net og beleiligst ind,

Dit Lands og Stæders Ziir slaae aldrig ud af Sind.

Lad ikke eftergroe de ferske Søer i Landet,

At Møller, Folk og Fæ, skal ikke mangle Vandet,

Ryd dem og Strømme op, at ogsaa fersk Vands Fisk

Ei savnes, som vel skeer, paa Din og hver Mands Disk.

e) De Romerske Regentere fortiente fordum Ærestykker ved deres Omhu for Veiene.

33

Vi herske over Hav og fiskerige Strande,

Men lade Fremmede udfiske vore Vande,

Vi trænge, og seer til, og komme selv til kort.

Mens andre løbe med vor daglig Rigdom bort.

Hielp Fiskerier op i hvert Dit Land og Rige,

Den Mine er udtømt, lad os deri ei vige

Vor vagtsom Grandes Flid, som, ved at legge Vind Paa denne Nærings Punkt, tar store Summer ind.

Et hielpsomt Øiekast til Jyllands Colonier,

Deus Ørenhandel og de danske Stuterier,

Til Fædrift, Faareavl, Hollænderie, og sligt,

Som Landsbyvæsenet giør levende og rigt.

Lad Moser, Tørveskiær, lad Tuve-Jord og Heder,

Unyttet Overdrev, og flere øde Steder,

Til Nytte føres og at tages op, tilstæd,

Begynd fra Eegetræet og indtil Farvesad

34

Giv Stænder Ligevægt, giv sparsomt Rang og Adel,

Den fri og æret er, som lever uden Dadel,

Og den hvis Lykke, Flid, og Sveed beskiærer Gods, Naar Dyden kommer til, kan byde Adel trods.

Med Yppighed i Bord og Meubler er det ude,

Thi Tiden Haber lært i andet Horn at tude,

At klædes tarvelig, at spare, skeer med Fryd,

Naar Selvfornødenhed har giort det til en Dyd.

Man haaber, Konge, Du Dig Kongelig forlyster,

Om Du besøge vil Dit danste Riges Syster.

Agt Norges Herlighed, afhielp dets Mangeler,

Hav begge Rigers Børn og Velfært lige kiært.

Giør engang Lindring i de mange tunge Skatter,

Som Folket sukker ved, som Rigerne udmatter,

De Millioners Gield er vel ret nu betalt,

Glæd os med Kundskab om, hvordan det bruges alt.

35

Et Riges Stytte er jo rige Underdaner,

Men Skatters Mængde Vei til nøgne Armod baner,

Med et forarmet Folk er Herren lidet tient,

Hvad Lyst og Evne har udmattet Patient?

Vi som lyksalige af andre altid skattes,

Og boe i Canaan, bør os vel Brødet fattes,

Nei, Forraadshuse er i ti Aar talet om,

Men see, om de endnu til nogen Virkning kom.

Naar Landgods-Eieren har Roeret udi Hænder,

En Nar om han ei al sin Kunst og Tragten vender Til sit og sines Gavn. Om Næsten lide maae,

Da gives saadan Trøst: gak bort giør ligesaa.

En Kiøbmand i en Slek blev vakt til Borgemester,

Kort sagt, hans Næring gik fra Pund til tusind Lester,

Ved ham fik Byen Glands og største Velstands Navn, Skiønt Borgerne paa Brød og Klæder havde Savn.

36

I dette, som i alt, naar Herrens Haand vil straffe,

Blandt tusind Midler, som den dertil veed at skaffe,

Den bruger Mennesket til Riis for eget Kiøn.

Bær Vreden, fald til Fod, her hielper ingen Bøn.

Det synes som Natur og Kunst er eenig vorden At undertrykke os og kaste om til Jorden.

Men hvad faaer Skyld derfor? - Erkiend en Overmagt, Den giør, og vender af Nød, Plager, og Foragt.

Naar Misbrug giøres af en god og mild Regiering,

Vent da og see, hvor let der spilles en Forkering,

Der kastes, tumles, ja der vendes op og ned,

Før Ligevægten naaer igien sit Maal og Meed

Ved skarpe Midler faaer en længe Syg sin Helsen,

Men efter Farens Dyb man skiønner best paa Frelsen,

Lidt Svide føles maae, lidt af den bidske Snert,

Før man det gode Lugn at smage ret faaer lært.

37

Lad Veiret rase ud, lad fristes alt hvad verre,

Syv Tider skiftes om, Saa kiendes Magtens Herre f). Da vendes vel igien den gode Side ud,

Men hvo skal giøre det? Ei nogen uden Gud.

Men ach! Saa længe som Religionens Ære Og Hjertets Følelse tilsidesat skal være,

Saa længe Dydens Vei skal holdes i Foragt,

Da er til Statens Vel en sandig Grundvold lagt.

Hvad er en Fyrste, som den sande Gudsfrygt fattes,

Hos hvilken eget Vild frem for Retviished skattes,

Et andet end en Sool, formørket, plettefuld,

En fliset Diamant og Kobberblandet Guld.

Naar Sandheds kiendte Lys Dig, Konge, maatte lede, Naar Herrens Frygtes Aand maae Dine Fied berede,

Da standser Landets Suk, da læges Dine Saar,

Held og Velsignelsen igien sin Styrke faaer.

f) Læs nøie Daniels 4de Capitel.

38

Bed Landeplager af, at det ej bliver verre,

Hold god Forstaaelse imellem Folk og Herre,

Dæmp Efterstræbelser, indvortes Nid og Had,

Vær langt, oprørte Aand, fra vores Land og Stad. Bort bløde Klæder, bort fra Kongens Huus og Krone, Kom Sandhed i din Pragt, træng ind for Kongens Trone. Kom Gudsfrygt, Trostab, Ret, Oprigtighed og Dyd, Omgive Kongen og engang hans Følge pryd.

Du raader for et Folk, betænksomt, taaligt, lydigt,

Giør det alt meer og meer arbeidsomt, muntert, dydigt, Forbind Dit Folkes med Dit eget sande Gavn. Kom Hykleflok og hør da først det store Navn,

Som heele Verdens Folk Dig, Konge, da skal give, Som af hver Dansk og Norsk skal Dig tilegnet blive, Som skal basunes ud fra Nord til Synder-Pool, Til Priis og Ære for den danske Konge-Stool.

39

Thi naar Du, Christian har alting vel udrettet,

Og farer fort i Fred og gode Aar utrettet

Med Retvishedens Spir at danne Land og Folk,

Da er Dit eget Verk Din Rooses Mund og Tolk.

Da kaldes Du med Ret, Stor, Folkets Lyst, Retfærdig, Viis, From, og Eiegod, Mild, Naadig, og Elskværdig. Hvor glædeligt et Syn for Dig og os at see,

Naar det da vil engang, ved disse Navne, skee,

At Ung og Gammel Dig paa Veie og paa Gader Omstimler, raabende. Tak elskte Landets Fader,

Hersk længe over os, lev lykkelig, lev vel,

Dit Huus regiere os til Ævighedens Skiel!

40
1

En Engelænders

velgrundede Tanker

over en ham bekiendt Nordisk Stat.

Først skreven til

Lord Dortham

og siden

ved tilfældige Begivenheder falden i mine Hænder,

der anseer det værd at befordres til Trykken.

Kiøbenhavn 1771

2
3

Herre! De har anbefalet mig, at give dem nu og da de Tanker tilkiende, der ere mig indfaldne ved Begivenheder, der fortiener et tænkende Væsens Agtsomhed. Jeg har hidindtil havt den Lykke at naae deres Biefalde i de Betragtninger, jeg har giort mig over Mennesket, og de tilfældige Afvexlinger, det er, saa at sige, en Bold for; jeg formoder, at jeg endnu denne Gang tør vente en mild Dom og maaeskee er sædvanlig Ynde af dem, Herre, der er vel bevist om, at mine Tanker ikke just ere Følger af en raa Leedighed, der der skal have noget at helde sig til, for ei at sove gandske ind, og fortsætte sit kostbare Liv i unyttige og intet betydende Drømme.

4

Jeg har nu en Tidland næret mit Sind med Betragtninger inden for mit eget Fædrenelands Cirkel; men det er langtfra ikke en Virkning af Mangel paa betragtelsevæærdige Ting iblant mine egne Medborgere, at jeg denne Gang med mine Tanker spadserer uden for Grændserne af mit Føde-Rige; nei, jeg havde tvertimod giort det til en Regel i mine Betragtninger, aldrig at oplede hos fremmede Nationer en Næring for mit Sind, siden mine egne Landsmænds Opførsel gav mig Materie nok, til at tænke og skrive.

Men, Herre, de nordiske Lande, der ere blevne frugtbare paa ikke alt for heldige Hændelser, synes at opfordre min Agtpaagivenhed, hvem veed ikke, om det gamle norske Ordsprog: Fremmer Mad smager best denne Gang kan see sin Opfyldelse i mit Sind.

Der er faldet adskillige besynderlige Tids-Punkter ind i alle Riger, der har giort de Medlevende til ret opmærksomme Tilskuere, snart af de latterligste Foretagender, snart af de farligste Handlinger, snart af de væmmeligste Laster.

5

Besynderligt er det: man har sporet disse bestandige Asvexlinger af Forfald snart til Latterligheder, snart til Daarlighrder nu i et nu i et andet Rige; ret ligesom det var saa i Tingenes Orden, at en Nation en Tidlang skulde være som den lystige Person for alle andre Nationer, med hvilken de ligesom skulde spille Giæk en Tid lang, indtil en anden Nation igien løste denne af ved en eller anden Hoved-Latterlighed eller Hoved-Last.

Nu i Aaret 1771 falder det en af de nordiske Nationer til at være Pikkel-Heering, og holde Lyset for alle de andre. Aarsagen til denne Nations Forfald, saavelsom alle de andres, vil vi lettelig finde; den ligger i Folke-Slagsets Tilbøielighed og Overladelse til een eller anden Last.

Da de Rommeres og Græchers Ulykke iilede til dem, vare de allereede befængte med de Laster, der skulde styrte dem.

Ligeledes denne nordiske Nation, der er Gienstanden for mine Betragtninger denne Gang.

6

En maaskee alt for langvarig Fred, der mange Gange bliver til en Snare for en Nation, naar den føder Tryghed af sig, kan have lagt Grunden til denne nordiske Nations nærværende Forfald og ret dømme Ulykke.

Det er ikke enhver, der kan bruge en Ting i sin rette Orden; de fleste misbruge ven.

Dette er rigtig nok truffen ind med Fredens Misbrug hos dene nordiske Nation.

Men havde det allene været med denne Freds Misbrug at giøre, havde den omtalte Nation været lykkelig; men de ulyksalige Følger, der har listet sig efter denne Fred-Misbrug, har giort denne Nation til et ret beklagelig Folke-Slags.

En høistufornuftig Tryghed har længe ført den om ved Næsen, indtil den tilsidst forført ved samme, og næsten gandske bragt ind i ven Forglæmmelse, at der ingen Krig var mere til paa Jorderig, har den slaaet sig ulyksalig-gal til Roelighed, ja til det Slags Roe-

7

lighed, der nødvendig maatte føre den langtfra den Lyksaligheds Punkt, der er bygt og grundet paa Viisdom og Indsigt, og ikke paa Tryghed og Ladhed.

Det er da en Sandhed, at Fred hos denne Nation har ført Tryghed og Ladhed med sig, disse to store Lurendreiere og ret fæle Fiender af et Rigs Velstand.

Men kommer disse toe allene, hvor de kommer? Nei desværre; med dem følges der gemeenlig saadanne Laster, der noksom ere i Stand til at styrte en Nation, i hvor hovmodig og indbildisk den end maatte være.

Hvad skal en Nation giøre, der af en alt for langvarig Freds Misbrug er bleven fordervet? Hvormed skal den fordrive Tiden?

Dens egen Tryghed og Ladhed bliver den til en Byrde: Den maae altsaa til at variere; og desverre! denne Variation eller Forandring er det just der fører Resten af Ulykker med sig over Staten.

8

Ligesom et Folke-Slagsets Genie er, saadan bliver og Variationen; nogle varierer til Drik, andre til Spil, nogle til Egennytte, andre til Hofmod, nogle til Gierrighed, andre til Ærgierrighed; ingen af disse Deele udvalgte denne Nation, endskiønt den var nær ved at more sig for Resten af sin Tilværelse med Egen-Nytten, men den faldt den for tør, for tvungen, for alvorlig; saa udvalgte den, efter en ikke for lang Examen, den slemme, den plettede, den nedrige Vellyst.

Denne saa platte Last blev da Drive-Fieren i alle denne Nations Handlinger; og ingen undsaae sig ved at blive en Vasal af saa artig en Dame som Frue Venus.

Hvem skulde have tænkt, arder af den

dyrebare Fred skulde have flydt saa meget ondt?

Naturligt. Vi vil tage et Exempel hvorudi den daglige Erfaring skal paa den heldigste Maade forklare os denne Sags Rigtighed.

9

Naar en gammel Bygning mange Aar i Rad staaer ubrugbar og ubeboet, yngles og samler sig derudi mange slemme og forsigtige Dør.

En saadan stakkels Bygning bliver vist en Boeiig for de slemme yngelsomme Creaturer, Rotter og Muus.

Man vilde maaskee indbilde sig, at her ingen Rotter eller Muus skulde indfinde sig, fordi her er ingen Beboere i disse Gaarde, følgelig ingen Føde-Vare; jo derfor gierne; thi i hvor meget vore Lærte har spekuleret, ere de endnu ikke kommer efter, hvad der er den egentlige Næring for Rotter og Muus; det er just ikke sagt, at Flesk og Brød, Smør og Ost skal udgiøre det hele Rotte-Spise-Kammner. Jeg farer fort i Exemplet. Naar nu visse slemme Creaturer saa mange Aar i Rad har opholdt sig i disse Bygninger, uden enten at blive hindret eller formindsket ved deres sædvanlige Freds-Forstyrrere, Kattene; saa yngler de fortvæk, springer paa Borde og Bænke, om der ellers er nogle, saasom de ere ganske sorgesløse og trygge, og altsaa slaaer sig til en fuldkommen Roelighed, og skyer ingen Ting.

10

Ligeledes naar nu en Nation i mange Aar har havt Fred, og er aldeles ukyndig om at behandle en saa dyrebar Himmel-Gave, er det saa reent som 2 og 3 er 5, at en saadan Nation forfalder til alle Slags Laster, men naturligt meest til den, som Folke-Slagsets Genie meest er genegen til.

Nu er den nordiske Nation, jeg her taler om, meest genegen til Vellyst, altsaa meest forfalden til denne Last.

Nu vil vi undersøge, hvor stor Skade denne Last kan anstille i et Rige, tillige med dens Følger igiennem alle de følgende Tider, hvorved vi vil komme i en sand Erfaring om dette nordiske Riges rigtige nærværende Tilstand, og hvordan dets Skikkelse vil blive i Fremtiden.

Naar nu en Nations Skiødelyst slaaer ud i Vellyst, saa forgaaer Nationen strax al Lyst til Arbeide, og hvor væsentlig nyttig er ikke Arbeide i en Stat; den er som et af Hoved-Hiulene i et Selskabs Lyksalighed.

11

I Steden for nu at see Nationen flittig og geskiæftig hver Mand og Qvinde i sit, seer man Ladhed at indrage Flittigheds Plads.

Hvor Værkstæderne for vare opfyldte med flittige Mestere, Svende og Drenge, der seer man nu hele Bundter revne og pialtede Klæder, hele Knipper Romaner og liderlige Viser, hele Klynger Kierligheds-Viser og Recepter mod alle Slags Drifter til Dyden.

Hvor Kirkerne før vare Samle-Pladse for Religions-Venner og Gudfrygtigheds Dyrkere, ere nu lutter brogede Selskaber, hvoraf nogle ligger paa Udkik, ud af Vinduer paa de lukte Æsker, efter de nyeste Moder, de gimrenste Sager, de spranlenste Baand, de dobbeldste Sløifer, der kiønneste Snit, det best-pudret Haar, de frekkeste Miner, de forvovenste Øyekast og den uroeligste Positur.

Hvor man før saae i Selskaber anstændige Miner, blufærdige Øyekast, ærbare Talemaader, sømmelige Diskurser, tarvelige Dragter, og mere Fornuft, end Skræder-Klogskab, der seer man nu frække Miner, fripostige Øyekast, liderlige Talemaader, forar-

12

gelige Diskurser, yppige og overflødige Dragter, mere Abekatterie, end-Menneske-Vid.

Hvor man før saae paa Bordene saa Retter Mad, men sund tillavede, og for en ringe Penge bekostede, der seer man nu Tyve-Koster fra alle Elementer, sindrige Plynderier fra de stakkels Dyr, og en formænget og væmmelig Plukkefisk og Miskmask af Fransk Forgift og Engelsk Appetit.

Hvor man før saae en tidig Hvile og en betimelig Søvn, der seer man nu en utidig Waagen og en urimelig Uroe.

Hvor man før saae Dag, seer man nu Nat, med den Forskiel, at en saadan Ændring og Indgreb udi Naturens Orden fører den ene Sygdom med sig efter den anden, giør friske og nyttige Mennesker til fattige Krøblinge, Halte og Blinde, og stiller Staten ved fin væsentlige og mandige Styrke.

Hvordan er det nu mueligt, at en Stat, saa yderlig forfalden, kan vente Opreisning i en Hast? Nei; vil den komme sig igien, kan

13

det for det første ikke skee uden noget langsom; thi saa mange Ulykker som Vellyst i en Dag kan anrette, kan ikke Fornuft i Ti Aar afvende; og for det andet ved at angribe og af alle Kræfter bestride Nationens Skiøde-Last; thi skal Saaret læges, maa der begyndes fra Grunden af og fra dets Hoved-Kilde.

Vi sætter nu, at en saadan Stat kan ved Tid og Leilighed blive kurreret, ja endog bundkurreret, men mon der ikke vil blive Ar af Saaret igiennem alle de følgende Tider? Jo vist nok.

Og der er ingen Last værre at udrydde, end Vellyst; thi den har saa mange Grene; man seer jo af Erfaring, at naar en dydig Moder stræber at føre en liderlig Datter til Eftertanke og Standsen i fine onde Veye, og hun paa den ene Side har stoppet en Kilde, bryder der Ti op igien paa den anden Side.

Naar en saadan Moder kan lukke Porte, Dørre og Gang-Dørre, lukker en liderlig Datter op igien Hundrede Bag-Dørre for sine onde Lyster.

14

See! saa vanskelig er det at faae Vellyst udryddet, naar den først har slaaet Rødder.

Den er den farligste af alle Laster, og den, man seer de længste Spoer af; hvor mange har ikke med deres Exempel beseglet denne Sandhed! der har forladt Verden med halve Næser, med raadne Been, med forfulet Blod, med Verk og Brød, med en besmittet Siel, med en saaret Samvittighed og er paa saa mange Maader fordervet Legeme. See! Herre! nu har jeg kortelig efter Ordre givet mine Tanker tilkiende over denne nordiske og nu høist forqvaklede Stat; nu vil jeg tale et Par Ord til dens Redning og tidige Helbredelse.

Først skal man angribe alle Vellystens Slaver, true dem med de haardeste Straffe, virkelig exeqvere dem paa dem, hvis de ikke aflader fra deres syndige Veye og forbedrer deres Idrætter, saa skal man afskiere dem alle de Midler og Anledninger, der kunde friste dem igien til Vellyst, som for Exempel: stærke Vine! behagelige Væsker, prægtige Klæder, for megen Omgang med liderlige Qvinder, for mange Retter Mad, og for Resten holde dem stærk til Arbeide og Flitkighed, især saadant Arbeid, der lige saavel kan holde Sindet i go-

15

de Øvelser, som Legemet; saa skal man sætte Belønninger for dem, der virkelig forbedrer sig, hvorved de selv og andre kan opmuntres til at blive ved i det begyndte gode Levnet; man maa ikke vegre sig over disse Belønninger; thi de blive mange gange betalt ved den Flittighed og Arbejdsomhed, de viser i Staten.

Alt dette skal skee under en oprigtig Religions Indskiærpelse, uden hvilkens hiertelige Øvelse al Resten duer intet.

En kort Bøn.

Herre vor Gud! alle dine Riger ere i din Haand! du finde dem alle ydmyge og lydige, som Det villige Leer i Pottemagerens Haand! du oplyse med din Aand dem, der trave i et frivillig Mørke! du redde dem, der ere plat forfaldne, saa reddes og dette nordiske Rige. Amen.

16
1

Samtale i de Dødes Rige, imellem den gamle Erke-Bisp Absalon og en Nyelig afdød Dansk Historicus.

Kiøbenhavn.

2
3

Absalon.

Hvorledes er nu Tilstanden i vores kiere Fædreneland, det af mig saa høytelskede Dannemark? Hvorledes lever vor Flode, som jeg stedse saa inderlig har elsket, og med hvilken jeg saa ofte har tugtet Dannemarks Fiender?

Historicus.

Floderne i Eders Dage, min kiere Absalon! vare kuns Skyggeverk imod det, som de ere paa denne Tid. Hvad en Fiellehytte er imod

det prægtigste Slot, det var Eders Tiders Sammenligning med vores. Vi kan ved Hielp af noget, som heder Magnet og Compas, segle hele Verden rundt omkring. Et eeneste af vore

4

Skibe kan rumme tusinde Mand, og vi have nu noget, som kaldes Kanoner, Krud og Kugler, ubekiendte Ting i Eders Tider, hvormed vi kan nedskyde og erobre hele Verdener.

A.

Hvor mange Verdener eye I Danske da nu?

H.

Vi have det samme Land, som vi havde i Eders Tider, med hvilket Norge har forenet sig.

A.

Hvad hielpe da Eders mægtige Floder, Kompas, Magnet, Kanoner, og s. v.?

H.

Vi kan derved ikke udrette alle Ting; thi de andre Nationer have og selvsamme Ting, og kan stedse byde os Spidsen.

A.

Ja, nu forstaaer jeg Jer. De andre Nationer har vel opfundet alle disse Ting, I ere komne for sildig, I abe vel lidt efter; men kan dog ikke naae Eders Mestere. Jeg synes at have hørt her i de Dødes Rige, hvor man stedse taler frit, at Britten og Hollænderne har lært

5

Eder at bygge Skibe, at en Tydsker har lært Jer at skyde med Krud og Kugler, og at I ligeledes har fremmede Nationer at takke for Brugen af Kompas og Magnet. Jeg, som en gammel dansk Patriot, maa skamme mig paa Eders Vegne. Stedse ere I træge og nølagtige. Hvorfore opfinde I aldrig noget selv? Hvorfore bringe I ikke det til Fuldkommenhed, som andre have opfundet? Hvorfore hinke I altid bag efter, hverken opfinde noget selv, eller legge til det opfundne, ja ikke engang gaae saavidt, som de første Opfindere? O ædle Danske, høystelskede Landsmænd! feyle I Mod og Tapperhed? Men aldeles ikke. Har I frem for alle andre Nationer sløve Hierner? Ney! hvad feyler Eder da? I ere træge og magelige, I forblive stedse ved en gammel Slentrian, I lade andre Nationer tænke for Eder, imens I drikke, spille, sladre og sove. Kommer endelig Nød og Fiender, da vise I vel Mod og Tapperhed; men, naar Riget er fuld af indvortes Saar og Bylder, kan denne Tapperhed da vel altid hielpe Jer. Og, hvis Eders ædle gamle Danske bekiendte Tapperhed endelig kunde tvinge alle Eders udvortes Fiender, har I da ogsaa Fredskonster nok, sund og sand Politic nok i Freds Tider, for at giøre Eder lyksalige. Lad være, at Eders

6

Mod og Tapperhed kan holde fremmede Fiender ude af Riget, hvortil nytter det stort, saa længe I udi Freds Tider inden i Riget maa qvæles med Hunger og dyr Tid, som, efter det jeg for nyelig har hørt, fast skal være utaalelig. Hvoraf reyser sig dette Onde? Siig mig det, Dannemark er jo et Land, som mangler intet af alle Slags Fødevahre, og som i overflødig Guds Velsignelse kan ernære alle sine Indbyggere i mangle Milliionviis. H.

I hvor bitter I end er, min kiere Absalon! imod vores nu levende Danske, saa tvinger mig dog Ærbødighed for en saa ærværdig gammel Dansk Patriot, at besvare Eders Spørsmaal. Vore fuldvoxne og de allerbeste Øxen og Stude føre vi til Holland. Vi faae nogle af Tungerne tilbage, røgede i Hamborg, som vi maa betale med Kølens Vegt. Vi slagte Kalve og Lam, saasnart de kommer af Moders Liv, og derved forbyde videre Forplantelse af Arterne. Her er Aarsag nok til dyr Tid paa Kiød, Smør og Melk. Rug, Korn og Hvede blive ligeledes transporteret til fremmede Steder, eller og i Landet af Prangere og Kornpugere, saa længe giemt og forvaret alt til dyrere og dyrere

7

Tid, indtil det vorder ganske fordervet, og til Rov og Bytte for skadelige og vederstyggelige Insecter. Bønderne, for at svare deres Skatte og forblive ved deres Gaarde, maa udtømme al deres Proviant til Forvaltere, Herremænd og Forpagtere, og det ofte faaledes, at de i Eders Stad Kiøbenhavn maa kiøbe Brød. Et artig Syn, naar Bonden kiøber Brød i Kiøbstæderne, og intet kan faae paa Landet. Efter alt dette begriber I vel lettelig, at der maa være meget dyr Tid i Landet, besynderlig, da forrige haarde Vinter med bestandig Kuld og Frost forbød al Slags Indførsel af fremmede Steders Proviant, og naar man betænker den mange Steder kun umådelig Høst og store Mangel i andre Lande, saa veed jeg ikke om Indførselens Tilladelse kan synderlig hjelpe.

A.

Jeg har Medynk med mit Fædreneland; jeg beklager det; men alting bliver vel got igien. Man har alt at haabe af den vise og allernaadigste Fyrste, som nu har Dannemarks Scepter. Naar Qvægsygen reent ophører, og Regenten opmuntrer Vindskibellgheden i Agerdyrkningen, falder den dyre Tid vel af sig selv, og I Danske vil da vel siden stræbe, at Kornpugere og alle Dyrtids Magere blive forpurrede i

8

deres Spil, og at I beholde i Landet de fornødne Levnets Midler, saa at I ikke flere Vintere komme til at sulte i saa velsignet et Land, som Dannemark, allerhelst naar det ingen Misvext lider.

H.

Gid det var saa vel! jeg haaber det ogsaa.

A.

Vi vil tale om de Danske Floder igien. Søemandskab var en af mine største Fornøyelser, imens jeg levede oven paa Jorden. I har talt saa prægtigt om de Danske Skibe, at jeg ikke troer, at nogen Nation kan giøre dem Modstand.

H. Skibene ere prægtige nok, Absalon! men de ere i Sammenligning med andre Nationers Floder alt for faa, og saa faa, som de end ere, mangle de dog paa Mandskab til Besættelse.

A.

Hvi saa? Har der da nyelig været stærk Pest i Dannemark.

H.

Pest har just ikke Skyld; men Sagen hænger saaledes sammen: Dannemark har kuns

9

liden Handel og Søefart i Sammenligning med Britten og Hollænderen. De Danske og foreenede Norske, hvis Element er og stedse har været Søen, af Mangel paa at kunde vorde brugte paa udenlandske Handelsskibe, fare i Mængdeviis ud til Engeland og Holland, og som her er stedse og tillige meget at fortiene, bliver en Deel af dem naturaliserer med disse Nationer, og kommer aldrig meer tilbage til Dannemark, hvilket da, naar store Floder skal i Farens Tid udrustes, mangler sine egne Børn til sit sikkre og tapre Forsvar. Og, da de meest øvede ere i fremmed Tieneste, saa er det underligt nok, og et af de allermerkværdigste Kiendetegn paa den uovervindelige Dansk Bravoure, at Floden endda, men den bestaaer og af lutter indfødte Danske, stedse har kundet forsvaret sig imod, ja tugtet alle Fiender.

A.

Bravoure og et uovervindeligt Mod er Dansken medfødt. Ingen Fiende kan staae sig imod ham, naar han har en patriotisk og oplyst Landsmand til Anførere; men jeg har hørt med Bedrøvelse, at Dannemark paa nogen Tid har betjent sig af fremmede til at anføre Krigshærerne. Hvorledes lykkes vel dette?

10

H.

Da en mægtig Fiende nyelig truede Dannemark, fik vor Landarmee en forskreven fremmed Chef. Man kan ikke dømme om, hvorledes han vilde have opført sig i Krig; thi der blev ingen af. I Freds Tider derimod var han maaskee ikke Dannemark alt for gavnlig, siden han i saadan en Skynding fik sin Afsked for at reyse bort. Alting, Absalon, er nu meget forborgen og meget skjult ved Hoffet, saa at faa eller ingen faaer noget at vide. Jeg var dog i Norden, caracteriseret og

noget af det, som man kalder fornemme Folk, og endda blev jeg aldrig ret klog paa Hoffets Affairer. Jeg kan derfor ikke egentlig sige Jer, om den fremmede Chef havde forseet sig eller hvori. Man mumlede vel om, at han lod nedrive fornødne Fæstninger, og gjorde skadelig Reduktion ved Krigshæren, allene for at berige sig selv, omendskiøndt han stedse skal have foregivet, at det skede Fyrsten og Landet til allerstørste Fordeel.

A.

Det er meget smukt og priisværdigt, at alle Ting ere saa skjulte og forborgen ved Hoffet. Det fornøyer mig meget. Men hvad

11

var det, som I sagde, at I var caracteriseret? Det forstod jeg ikke.

H.

Jeg skal give Eder det tydeligt at forstaae for saavidt det kan forstaaes fra ældgamle Tider. En Bonde-Dreng løb bort fra sit Gods, han havde Træskoe, og en Vadmels Trøye, han blev derfor noget, som heder Gaardskarl, hvis Embede bestaaer i at negte alle fattige Audients, med en tungleende Mine, at smekke Porten op og i, at madde Høns, og kiøbe Giæs og Duer for Pigerne. For disse vigtige og rare Tienester blev han ved sin Herres Naade, og fordi han forstod den Konst, som da var i Moden, at helde Hovedet paa den ene Side, Spisemester for det fattige Væsen. De Fattiges blege og visnede Kinder gav noksom at forstaae, at Gaardskarlen kunde rigtigt udmarqvetentere. Vandet og Benene gav han de Fattige: Suppen, Kiødet og Fettet solgte han. Da han nu saaledes var bleven riig, blev han carakteriseret, og fik det Navn Commerce-Raad, et artigt Navn nok; thi han havde drevet sin Commerce eller Handel forunderligt vel. Dette heder nu caracteriseret. Vi kaldte ham alle Commers-Raad; men der var nogle dumme

12

Dievle iblant, som kaldte ham Fittebrøds-Raad, saasom de i deres Grovhed erindrede sig alt det Fit, han havde juxet fra de Fattige.

A.

Jeg forstaaer endnu ikke, hvad Caracteer er, hvad blev dette Fittebrød til?

H. Det er Caracteer i den allernøyagtigste Mening, og paa ingen anden Maade kan jeg forklare det: Træskoe faae Læderskoe, snart komme Snoerer til, siden Forvaltninger, og i disse maler Træskoe saa længe med Kragetræer, eller fremmede Kløer, at han bliver riig, og faaer Caracteer. Kan han da ikke taale at lugte Krud, heder han Krigsraad, har han aldrig seet Cancelliet, heder han Cancellieraad, har han handlet med Fit, Æble-Skiver og gammel Ost, heder han Commerce-Raad, har han været en Hadere af al Retfærdighed, kaldes han Justitsraad; Etatsraad er han, naar han aldeles ingen Underretning har om Staten, og Conferentsraad bliver han, omendskiøndt han aldrig har confereret uden ved et Kaffe-Bord og under Dynen.

13

A. Endnu veed jeg ikke, hvad Caracteeer er. Det er et besynderligt Dyr, den Caracteer.

H.

Store Absalon! raser I i de Dødes Rige, da I har hørt og viist saa megen Fornuft oven paa Jorden. Caracteer er noget, som man kiøber eller betler sig til, sielden fortiener, ligesom man maa tilkiøbe eller tilbetle sig et Stykke Skofte. (Dog ikke sidste Vinter; thi man maatte med Skillingen i Haanden tiltrygle sig det tørre Skofte, og faae Hug oven i Kiøbet, tørre Hug uden paa, tørt Brød inden i, alt dette giver Kræfter og Mod.) Det er Virkningen af Bønder - Principalernes Selvraadighed. Veed I endnu ikke hvad Carakteer er?

A.

Jo af denne Galimathias skulde jeg vel blive klog. Alt hvad jeg heraf forstaaer, er delte, at der er dyr Kiøb i Dannemark, og at I lade Herremændene, maaskee alene deres Forvaltere raade for meget. Kongen og Adelen og de Store faae altid Skylden, og det er Under-Betienterne, hvis Underslæb alene forvolder alle Forvirringer, al Elendighed og dyrt Kiøb.

14

16

H.

Store Absalon! I har Ret. Vores nu regierende allernaadigste Fyrste har derfor ogsaa givet Friehed til at tale og skrive. Mange Narrerier trykkes ved denne Lovlighed, det er usandt, men elskværdige Piecer og Sandheder komme og for Lyset. Lad Klinten voxe blant Hveden. Intet er fuldkommet paa Jorden. Bedre noget Hvede og Klinte, end slet ingen af Delene.

Absalon.

Rigtigt. Lad os synge til saa stor en Konges

Ære:

Gid saa stor en Konge leve.

Udi mange glade Aar,

Og i lutter Velstand sveve.

Det da vel for Landet gaaer.

Historicus.

Gid han lutter Absaloner I sin høye Adel seer.

Som ey nogen Sandhed skaaner.

Som ved Uret aldrig leer.

1

Patriotiske

Tanker over Fædrenelandet til nøiere og nærmere Undersøgelse og Eftertanke,

hidsent

af Or*t*ng,

uværdig Sogne-Degn til nye Lars Kirke paa B*r*h*lm.

Kiøbenhavn 1771.

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. R. Thiele,

2

Aprobatio

Nærværende lille Skrift, kaldet: Patriotiske Tanker over Fædrenelandet, har jeg igiennemlæst, og derudi befinder den ærværdige Autors velmenende Hensigter og ugemeene Nidkierhed for Riget og Landet, og da dette er det første Skrift som vores ærværdig-Geistlige i dette Aarhundrede har ladet komme for Lyset, naar jeg undtager Brude- og Liig-Vers, eller unyttige Anmærkninger over Kometer, og andre forunderlige Tegn paa Himmelen, da anseer jeg det sandelig værdig at læse, og ønsker det ved Trykken maatte komme for Lyset.

R*nn* Metropolis B*h*lm d. 3 Sept. 1771.

S.A. P*L*d*n

Imprimatur in fidem protucolli,

C L * v * s M*g*st*r

3

Min i Gud foreenede

S o g n e - P r Æ st

og Medbroder i Ordet den

Velædle, Velærværdige og Vellærde

Herr

M. L*t. Sognepræst for nye Lars Kirke og Gudhiems Menigheder.

Samt

hans elskelige Hustrue,

som Elskere af Lærdom og Statssager.

Forønskes naade, Lykke og Salighed

4

Velædle Hr. Pastor! Samt dydige Madamme! Velagte udaf Stand, Velbaare udaf Stamme, Velædle Ægtepar, Vellærde begge To, Velmeriterede for Nye Lars Kirke-Boe. Jeg dedicerer her et Skrift til Eders Ære, Det Eders høie Navn paa første Blad skal bære, Det er min skyldig Pligt, at jeg maa bære hen Til Eder det, som først er kunstlet ved min Pen.

5

I dette Skrift jeg har optegnet Rigets Beste,

Ei Troja Undergang, ei Kuur for syge Heste,

Aviis- Komete-Snak; nei, Rigets sande Vel, Er det som Strømmeviis flod af min Tænke-Siel.

Jeg her randsager vidt og bredt i alle Stænder,

Jeg taer dem i Forsvar, som Vold og Uret hænder, Jeg laster tvert imod de Snyltegieste, som Udsuer Rigets Marv, og støder Staten om.

Forsmaae det derfor ei, jeg veed man pleier gierne, At sige: dette er kun Spind af Degne-Hierne;

Men Velærværdige! De kiender best det Pund, Som ligger i min Siel, saa vel som i min Mund.

6

Jeg ønsker dem igien saa mange gode Dage,

Som De har Skieg og Haar paa Deres edle Hage, Som der er Draaber i den vældig Sommer-Regn. Der ønsker Eders troe og hulde

Sogne-Degn.

Nye Lars Kirke Degne-Residents d. 3 Septembr. 1771.

7

Til Læserne! Velagtbare kiere Landsmænd! besynderlig

I, mine kiere Sognefolk, og Medhielpere i den hellige Sang til Guds og Kirkens Tieneste! allesammen gunstige Læsere! Fred være med Eder alle! Amen. Jeg kan ikke forbiegaae ved denne gode Leilighed at bevidne for eder den inderlige store Kierlighed jeg bær til eder alle i Siel. Jeg siger reent ud eder alle, ingen undtagen, høie og lave, lærde og lege

8

over det hele Land, besynderlig eder mine Sognefolk, og allermeest eder, som elsker Gudstienesten, og dens hellige Tienere, som ei allene flittig besøger Kirken, men endog viser Skiønsomhed ved adskillige Lejligheder, at nærme eder til mit og min Medbroders Alter med runde Gaver af Landers Mynt. Jeg siger endnu engang jeg elsker eder, og gid jeg kunde aabne mit Hierte for eder, gid mit Bryst var et Speil, hvor igiennem I kunde see der ind, I skulde snart komme til at erfare hvad I neppe vilde troe, at eders Navne ere derudi indgravne. Jeg forsikkrer eder paa min Ære, (thi I veed en geistlig Mand ikke maa sværge, langt

mindre kan, maa eller vil lyve,) at jeg aldrig kan glemme eder. Naar jeg legger

mig og naar jeg staaer op, efter at have

skyllet min Mund, læser jeg mine Bønner, hvorudi jeg først erindrer eders Velgaaende, dette vedvarer hele Aaret igiennem, at ingen Dag gaaer forbie, dog iagttages om Høstens Tid, da jeg beder trende Gange

for eder om Dagen, at eder maatte gives en god knuget skudet og overflødig Maade af Jorden.

9

Jeg var den Allerutaknemmeligste, om jeg negtede, at I io ogsaa paa alle Maader har viist eder gavmilde imod mig, endog den Tid, da man truede eder paa Liv og Gods, og berøvede eder til det alleryderste for Skatten at betale; men jeg græd sukkede og bad for eder, indtil I endelig i Naade blev fritagne. Jeg maa ogsaa tilstaae, jeg har seer eders Erkiendtlighed derfor imod mig i overflødig Godhed, desforuden altid eders christelige Tænkemaade, i at giøre Got imod dem, som for eder i Bøn, Formaning og Sang maa bære Dagens Byrde og Hede.

Jeg takker eder hermed paa det allerkierligste og ønsker eder igien overflødig Naade og Velsignelse, ei allene paa eders Agre, ar der maatte vore tvende Ax paa hvert Straae, tvende Kierner i hvert Korn; men endog at eders Huuse maa formeeres med Livs-Afgrøde, at om det var muligt, eders Hustruer tvende Gange om Aaret maatte føde Tvillinger, saa glædedes baade I og jeg, og begge erlangede Nytten af vore Ønskers Opfyldelse.

10

Nu elskeligste Læsere! I vil vel undre over, at see disse hidsige Patriotiske Tanker fra dette kolde Eiland, og mig, som altid har levet et roligt og stille Levnet i al Gudelighed og Ærbarhed, at fremstilles blant den store Sverm af Skribentere.

Jeg maa selv tilstaae, at jeg ikke behøvede at gaae over Bækken efter Vand, her findes alt for meget at skrive om inden vore egne Dørre, hvorledes Landet Aar fra Aar tager af ved den alt for store Udførsel af dets Produkter, hvorledes Negotien har faaet en saa stærk Svede-Drik, at den er anstukket af en Feber, og i Raserie vil jage Kiøbmændene paa Døren, hvorledes General Staten maa lade sig ledsage paa sine Reiser med tvende ladte Flinter, ligesaa mange Pistoler, foruden Kaarder og Sabler; men dette er kun smaa Ting som jeg overlader til andre, og heller bemøier mig med det, som kan være mig en Ære, og mine Børn og Efterkommere en Erindring efter min Død. men antangende Aarsagen, hvorfore jeg just har skrevet Patriotiske Tanker over Fæ-

11

drenelandet, maa jeg ikke forbiegaae at mælde, at adskillige Forvarsler fra den guddom-, melige Bestyrelse, har nødt mig disse Tanker af: Ingen kan nægte, at jo Menneskene tit og ofte advares om en eller anden forestaaende Ulykke: saadanne Mindelser har ogsaa baade indvortes og udvortes hendet mig i Aar, der spaaer mig sikkrere end ti Kometer en forestaaende Ulykke over mit Fædreneland. Det bliver for vidtløftigt at opregne dem alle: Først, angaaende min Fortieneste, har jeg havt de største Tegn paa Himmelens. Vrede: jeg har i dette hele Aar kun havt to Ligbegiengelser til en Daler og et Testamente til en Mark, tre Barne-Daaber og ligesaa mange Kirkegangs-Koner, Fortienesten for Sang, Amen, Sandstrøelse & c. i alt Summa Sumarum 5 Mark, en Brude-Vielse, og I veed det var min egen Udbygger paa min Grund. Foruden dette har jeg havt Forvarsler ved mange andre ulykkelige Hændelser.

Min beste Bucephalus, som bar mig til Sogns, styrtede paa min Stald, en Soe fik 10 Grise, og aad dem selv alle

12

op for mig, mine Bag-Værelser faldt ned af sig selv, ligesom ved et Jordskielv. For at oprette denne Skade, besluttede jeg at ville vinde mere end sædvanligt paa min Tiende; til den Ende fragtede jeg et Fartøi, som skulle føre alt mit Korn og Havre til Hovedstaden at sælges; men otte Dage efter fik jeg Bud, at Tienden og Fortienesten laae paa Havets Bund. Naar jeg ikke vil tale om de mange Spøgelser, som i Aar har ladet sig tilsyne for mig,

skiønt jeg er født en Søndags Nat. --- ---

Jeg kunde ikke skrive et Testamente, uden Disse onde Dyr var tilstæde, nappede i min hvide Nathue, slog Brillerne af min Næse, kastede Pennen af Haanden, naar jeg vilde optegne den Afdødes tilbørlige Roes, ja, de var saa nederdrægtig, at de plat ikke ville vige, omendskiønt jeg korsede mig, lagde først Staal af en Hesteskoe paa Bordet, der oven paa Brorsons Psalme-Bog, den Bedendes-Kiede og Brokmans Huus-Postil. Disse og andre Forvarsler om en forestaaende Ulykke over Fædrenelandet kunde ikke

13

andet end forurolige mig. Jeg fortalte det til min Sognepræst, og bad ham, at han endelig vilde skrive noget til Statens Rettelse.

Han svarede koldsindig, saa længe han ikke faae sine Collegæ Ancecedéntes skrive, vilde han ikke heller, og for Resten var Høsten for Haanden, som gav ham andet at tage vare. Jeg gik ivrig i Aanden hiem, og i en gammel Nucleus opkastede de to latinske Ord, hvorved jeg erfarede, at Præsten havde med de Ord givet mig en Streg; thi Collega betyder en Staldbroder, og Antecedens en som gaaer foran, at siden jeg maa gaae foran ham i Kirken og lukke Døren op, skulde jeg ogsaa bryde Isen for ham i at skrive.

Jeg overleverer den gunstige Læser nu dette lidet Skrift, Statens Beste angaaende, til Tegn paa, at jeg tør lade min Forstand komme for Lyset.

Det opblæser mit Mod, at jeg ved denne priselige Gierning har lagt mig Ære ind frem for min Meenighed, ellers kan

14

de pløie saa got som jeg, saae faa got som jeg, ja synge har jeg lært dem faa perfect, at de mangen Gang kommer mig til at tie som er deres Degn.

Jeg ønskede nu at dette lille Skrift maatte blive saavel imodtaget, som jeg velmeent dermed har hensigtet til Rigets Beste og mine Landsmænds samt Læseres Fornøielse og Eftertanke.

Skulle jeg ikke for ilde blive tilredt af de kritiske Regnskabs Skrivere eller hvasse Urgaardsmænd, skal jeg oftere lade mere komme for Lyset til Videnskabernes Nytte.

Læserne maa undskylde, at jeg for Sikkerheds Skyld har ladet Velædle, Velærværdige og Vellærde Hr. Cl*v* imprimere dette Skrift, da jeg ikke vidste om Skrivefriheden var ophørt siden sidste Skibs-Leilighed gik herfra; thi vi har ingen Post, vi hielpe os med Skibe, som gaaer ved Leilighed til Hovedstaden.

15

Desforuden haver Hans Velærværdighed Hr. S. A. P-l-d-n fponte fuo givet Mine Patriotiske Tanker sin respective Applaus, som jeg haaber vil des mere recommendere det hos Læserne. — Allesammen Gud befalet.

Jeg forbliver

den gunstige Læseres

Forbedere

Darum ut Supra.

og

Nye Lars Kirke-Sogns uværdige Forsanger

O*t*g

16

Patriotiske tanker Kierlighed til Fædrenelandet begynder med et Menneskes Fødsel, indvies ved Moderens Bryst, opammes i Vuggen, og tiltager fra Aar til Aar, tillige med Forstanden. Den er saa forbunden med Fædrenelandets Beste, at den aldrig kan roliges, den betænker hvad der kan gavne det, den indseer hvad der skader det. Kort, den svæver imellem Haab Frygt, Glæde og Sorg, naar det enten gaaer vel eller ilde til for Landet.

En retskaffen Patriot, betænker det Sted han næst Gud og sine kiere Forældre har for sit Liv at takke, naar han overveier den Opdragelse og Forsørgelse, som Landet

17

har givet ham, besynderlig i sin Ungdoms Tid, da han ikke engang kunde være sig selv til Nytte, ei heller vente sig nogen Nytte af andre Steder, har derover Aarsag at ansee sig for en Skyldner af sit Fædreneland, indtil at Døden giør Skilsmisse imellem ham og Landet, og opløser det Forbindtligheds-Baand imellem dem begge.

Saadan Overveielse giør Patrioter retskafne, at de hader Hyklerie for at opstige til Ære, og forkaster et interessert Væsen, for at samle sig Rigdom af Landet, da de seer deres Ønske opfyldt, naar Landets egne Indfødte maa see paa Landets Beste, og ikke uden grundig Overbeviisning udstødes fra at giøre sit Land denne vigtige Tjeneste, som de af Natur og Fødsel frem for andre ere berettiget; thi disse kiender selv bedre end andre den Rede, hvori de er opklækket, de veed hvor svag eller stærk den er, hvor den mangler og hvor intet behøves. Disse Læger der kiender Statens Sygdom, kan indrette de beste Plaster til dens Lægedom, uden at ruinere den.

18

Jeg skielver ved at mælde om det som er tvert imod, naar fremmede Nationer skal see paa Landets Beste, naar de faaer Tilladelse at give Regieringen sine Raad til Landets Tarv, og samme nøjere uden videre Betragtning skal følges. Ak! mon da den retskafne Patriot uden Rørelse kan see paa, at hans kiere Fædreneland, det Land, han saa høit elsker, og gandske har opofret sig, skal lide saa haardt et Stød? En retskaffen Patriot, siger jeg, som ikke lader sig indbilde af det almindelige Pøbel-Snak, at vi intet forestaaer, uden det skal læres os af Fremmede, han som anseer dem for Landers Forrædere, i det minste for Landets Narre, som forkaster Landets eget, og intet biefalder, som ei har Smag af Tydskland, Lugt fra Frankerige, og seer engelsk ud; thi i nogle Aaringer har hele Staten giort sig uhørlig Umage for at efterligne Frankerige og Engelland, ingen drister sig nu til et fornemt Selskab, om han ei seer sig i Stand til at skiære franske Caprioler, for Døren, ingen troer at have skiult sin Nøgenhed, om han ei er bedækket med en engelsk Fraqve.

19

Det er naturligt at en Udenlandsk ikke kan raade til Landets sande Beste i hvor høit man end ophøier ham; thi hvor retsindigt han end meener det, maa han dog tilstaae, at han ikke kiender Rigets Omstændigheder; men ved alle sine Bestræbelser til dets Beste, finder man dog hans Hensigter at mede til en Efterlignelse af sit eget Fødelands eller andre Steders Indretninger. Og saadanne bliver efter Haanden Skyld udi, at man indtages af den fordærvelige Indbildning, at alt det der paafindes uden for os bør antages, enten det er til det Almindeliges Gavn eller Skade, uden at betragte, at Forskielligheder paa Regieringer, Religioner, Levemaader, ikke kan taale eens Forandringer og Indretninger; man indretter og forandrer, man indsætter og afsætter i Riget, blot fordi man vil det skal ligne andre.

Men det græsseligste er, naar udenlandske Herrer af Vankundighed eller onde Hensigter vil forandre Staten, og sætter Men neske-kierlighed til Side, naar de af Had eller egen Interesse afsætter nogle, indsætter

20

andre, Exempler herpaa gives i adskillige Collegier, hvor Contoir-Cheffer er afgaaet, nogle med nogen, andre med slet ingen Pension, da dog de fleste ere gamle Mænd, som paa anden Maade ikke kan fortiene deres Brød, uden i de Contoirer de ere opdragne udi.

Jeg vil ei tale om deres mange Folk, som alle med Herrerne ere blevne brødløse.

Man veed den, som har forestaaet en Kongelig Tieneste i nogle Aar for intet som adjungerende og succederende; da nu Tienesten bliver ledig gaaer han den Glip, i Følge Reskriptet, fordi han havde tient hos Herskaber, og søgt den Vei, som tilforn har befordret et Menneskes Lykke. Det kunde intet hielpe at hele Collegiet recommenderede ham, og intet paa hans Dygtighed havde at udsætte. Man skulde dog tro, at om habile Folk var til Nytte, at den, som i saa lang Tid havde giort sig Tienesten bekiendt, var dertil best duelig.

21

Tør jeg røre ved Skobørsterne, som blev begravet i Skoleholderens Stald, og der ere opraadnede, at de ikke skulle drive de franske Næser fra dette Skrift, vilde jeg allene erindre, at det dem angaaende Rescript ingen Forskiel giorde imellem dem, som havde lært noget, og den som intet andet forstod end børste Skoe, bære Potten holde Bekkenet & c.

Det er unægteligt, at mange unge Personer og brave Mænds Børn, gik fra Pennen og Bogen til en Herres Liverie, for at giøre sin Lykke, de har umueligt alle kundet være saa dumme, som adskillige har giort sig Begreb om; thi det er bekiendt, at der almindelig tilspørges en Tienstsøgende: Kan I fransk, skrive godt tydsk og dansk, accomendere, barbere, i øvrigt fremvise antagelige Attester, hvorpaa Address-Aviserne kan give tilstrækkeligt Vidnesbyrd. Naar saadan et Menneske af saa stor Capacitet, som ellers fem Informatorer kunde leve af, havde intet meer at vente sig, end 7 Mark ugentlig Kostpenge og 16 Rdlr. aarlig Løn, havde han vel ei væres saa daarlig at henslide sin Tid paa denne Vei.

22

Dog maa tilstaaes, at mange sløve Hoveder fra Herskaberne kom til Betienninger, ikke efter Fortienneste, som med den lærde Amtmand skrev under, i Absent af min Fuldmægtig, og havde fortient efter min Dom, at begraves med Resten under Koens R * *.

Torde man understaae sig at sige hen til den glimrende og høimodige Militair-Etat, skulle man derudi finde mange Tienere, og Tieneres Tienere. For Er. En Svend, som i nogle Aar har staaet i en Kram- eller Issen-Bod, og samlet sig der saa mange Penge, at han kan kiøbe sig en Officiers-Plads, bliver strax tituleret Herr Lieutenant von & c.. Hvem vil nu sværge paa, at bemeldte Lieutenant jo ofte har solgt Svidsker, Sirup & c., endog til Natmanden. Slige Lieutenanter ere ikke værdigere end de som fødes dertil, eller de, fom af sine ringe Forældre kiøbes derind, fordi de de intet andet har kundet lære.

Naar alt kommer til alt, findes der Musereder i alle Stender, som ikke lettelig udryddes, og er Riget til Byrde.

23

Men aller værst seer det ud, naar man betragter hvorledes alle Slags Udenlandske af alle Haande Slegter, Folk og Tungemaal ere sammenblandede med os.

Dette kan i Almindelighed tilskrives udenlandske Raadsherrer, at det Rige, som ved sin egen beqvemmelige Forfatning har staaet fast, ja næsten været en Skræk for sine Naboer, maa bæve hvert Øieblik for at see sin sidste Undergang; det skielver med Billighed for at høre tale om sine Fiender; thi det seer, at Eenighed, Staldbroderskab, fornemmelig det kiere Landsmandskab er brækket, som frem for andet skulle befæste deres Troskab, og bestyrke deres Nidkierhed til at forsvare deres Konge, deres Land, deres Boliger, deres Slægt, in Summa, opmuntre dem til at vove det alleryderste.

Man behøver ikke Beviis paa det som faa ofte skeer, hvor Udenlandske indsniger sig i Riget, og enten nyder Hamans Sæde, eller i det ringeste faaer Plads inden Slots Porten, at jo mange af hans Lands-

24

mænd bliver ogsaa antaget blant Rigets Indfødte. Man spørger just ikke, om samme maa forlade deres Land for umaadelig Gield eller anden ulovlig Behandling, nok er det, de er i Landsmandskab med den udenlandske Minister, følgelig kan intet hindre, at de jo maa antages. Deres velbaarne Landsmands Recommendationer, deres egen medfødte Pralerie, Hyklerie og Gesvassighed, giver dem Anseelse, og forskaffer dem de vigtigste og fedeste Embeder i Riget. Til Rigets største Skade skeer det da, at disse, naar de har proppet sig vel mæt, og af deres Indtrader samlet store Midler, faaer de Dimission, og forlader Tienesten og Riget med Skabene, Kisterne og Lommerne fulde af indenlands Mynt.

Man har desforuden Exempler, at adskillige Generaler og Geheimeraader, efterat de en lang Tid har udgydet deres Projecter, ere blevne afskedigede med saa tilstrækkelige Pensioner aarlig, som vor hele Øes Indkomster ikke forslaaer til at udrede.

Det er ikke at undre over, at de Indfødte selv maa mistvivle om deres egen Troskab imod Fædrenelandet, naar de seer, hvor-

25

ledes man vrager og forkaster dem, de seer, at de Embeder, som de af Natur, Fødsel, og egne Fortjenester vare værdige, tages fra dem, og gives Fremmede, som oftest saadanne, som enten ikke ere det værdige, eller forestaaer det med Troskab og Redelighed.

Det kommer endelig an paa, naar Kongens Ære og Landets Beste kræver Undersaatternes Troskab og Nidkierhed til det yderste, og Blodet skal besegle samme, da vil det intet hielpe, man sætter en Indfødt ved Siden af en Udenlandsk til Skildvagt, naar mindste Leilighed gives, seer man (Erfarenhed har lært det,) at disse gaaer fra Land, fra Chef, fra dobbelt Gage & c., til

et andet Partie.

Man kan nu let troe, at Betragtning over disses Utroskab, og Erindring om Udelukkelsen fra alt det Gode af Fædrenelandet, betager de endnu staaende Indfødte Modet,

at de ikke viser sig saa troe, saa nidkiere, saa standhaftige, som de ellers havde vist

sig, at det endelig som Tragoedien, faaer et sørgelig Udfald.

26

Disse og andre ubehagelige Følger bliver det Riges Deel, som lader sig raade og omdreie efter udenlandske Herrers Raad,

Den gunstige Læsere, som er nærmere ved Hove end jeg, og som der faaer større Indsigt i Statsforfatninger, end her paa denne Øe kan læres, vilde gunstigst oversee de Feil, som kunde være begaaet, og legge selv mere til, hvor her mangler.

Jeg tør nok give mig selv Navn af en lærd og vel studeret Mand, fast jeg er kuns Degn; thi her paa Landet er ingen af de Høiædle Højærværdigheders Kudsker eller Tienere indsneget til slige høie, hellige, ærværdige, gudelige og geistlige Embeder. Nei, den gunstige Læser! maa ikke ansee mig eller mine Med-Collega paa vores Ør med slige Øine. Jeg har freqventeret den latinske Skole i R*nn*, siden den berømmelige Skole i N*sch*v derefter blev jeg antaget til Akademiet, hvor jeg cum lauda & honoro aflagde begge mine Eramines siden i fiorten Dage reiste udenlands, og besøgte det berømmelige Akademie i London i Skaane og Alchmar i Sveits, siden Conditionerede fem Aar i Jylland, hvorfra

27

jeg af Gud og Kongen blev kaldet til det Hellige Degne-Embede i Nye Lars Kirke-Sogn paa B*hl*.

Dog dette uagtet maa jeg tilstaae min Indsigt i Stats-Indretninger ikke er steget til den Høide her paa Landet, som jeg gierne ønskede, foruden en heel Deel jeg har glemt fra den Tid, jeg laae som Rus i Hovedstaden, og havde lært hvad Regieringer og Statsforfatning var.

Men jeg gaaer alt for vidt fra mine Patriotiske Tanker, og udbeder mig først Forladelse for denne Feil; men det kan let indløbe for en Degn. Jeg erindrer mig i Aaret 1740, just den strenge Vinter, at jeg begik ligesaadan Udskeielses Feil. Jeg skulde synge til Offers, og just da jeg havde begynt Psalmen, kom Præstekonen, som første Gang skulle ofre mig, og gav mig en heel Femten Skilling, jeg blev saa altereret over denne uventede Gave, (thi en Degn hos os faaer ellers kun høit 4 Skilling,) at jeg drog de sidste Ord af: Min Siel nu lover Herren, 5 Alen uden Kirkedøren, og havde nær med det samme kommet til at ende min Tone. — Men for at komme igien til mine Patriotiske Tanker, maa jeg skride til det foregaa-

28

ende, hvor man seer den Skade et Rige maa lide, naar Udenlandske antages til saadanne Embeder, hvorpaa Rigets Vel beroer.

Det som kunde undskylde den skadelige Antagelse af Udenlandske, blev efter mine Tanker

alleneste dette.

Naar man antog saadanne, som havde forestaaet et andet Riges Administration, og derved giort sig berømt, og desuden besad en skarp Indsigt i nøie at undersøge Rigets Omstændigheder, en god Eftertanke i at indrette Staten, og overalt en redelig Hensigt til Rigets Beste. Jeg siger, man kunde kalde det en velmeent Hensigt, naar man søgte at indlokke saadanne i Riget, enten ved store Præsænter eller høie Ære-Titler, faste Godser, eller andre Beneficiers Afleggelse, naar de først viste sig lige saa troe her, som i et andet Rige.

Dette kunde synes mere fordeelagtigt for et Rige, end at antage en anden, som havde giort sig berømt i en eller anden Videnskab, enten han var en god Doctor, Theologist, Philosoph, eller Mester for adskillige Sprog, hvori han kunde stige til en anseelig Høide, og være en god Mand i den Circul. En god Patriot kan aldrig troe, at denne som en Rigs-Oecono-

29

mus, Statsminister, General til Lands og Vands, Chef for Collegierne & c., kan allevegne giøre de for Riget nyttigste Indretninger. Kunde Videnskaberne allene udrette saa store Ting, jeg svær, i Følge min Dygtighed og Skole-Testimonium, at jeg bedre end den rige Klokker, skulle kunne drikke mig en Consistorialraad ind i Frokost. Men Gud bevare mig fra saa forfængelig Indfald paa min Alderdom. Jeg vil altid tænke med Poeten:

Soldaten veed sin Marsch, og Præsten kan sin Bog,

Men hvis de bytter Stand de bliver begge Drog.

Det er enhver best bekiendt, hvor let vore Øine kan forblindes og bedrages, og dette giver andre Nationer Anledning til at bedrage os. De besidder imod os en stor Veltalenhed, en let Tunge til Pralerie om deres egen Værdighed, til Hyklerie om deres Befordreres ugemeene Dyder, hvorved de indtager dem, og saaledes indstieler sig til Ære og Høihed. Jeg kiender en Nation i Europa, hvis Munde løber som Mølle-Hiul, at de kan have talt 10 ja 20 Ord, inden vi faaer et eeneste afpasset, indcirklet og udledsaget af Munden, dette forfører os til at troe, at disse Folk har dyb Indsigt og Forstand om mange Ting; thi ellers havde Munden in-

30

tet at tale, ved dette samlet med Hyklerie, har disse Folk et stort Fortrin iblandt os, og enten det er i Regierings-Staten, eller de almindelige Stænder, seer man disse opsvinge sig til de beste Æres Poster.

Da jeg laae ved Akademiet, freqventerte jeg en Tydsk Professors Collegium, som maatte udtrykke sig paa Latin, da han ei forstod vores Sprog; men imod det latinske Sprogs Natur, lod Munden løbe, ligesom han pleiede tale Tydsk, herved fortalte han sig ofte, i Steden for Physica, sagde Fisica, i Steden for Vivo, Fifo, hvorved han blev ganske uforstaaelig for alle sine Tilhørere. Jeg spurgte engang en af mine gode Venner uden for, hvad det var Professoren i Dag forklarede paa sit Collegium? han spurgte mig igien, om jeg ikke havde Øine? Jeg svarede, at jeg baade havde Øine, og kunde see Professorens Mund løbe i fuld Galop. Ei, svarede han, saa har du nok; jeg gaaer her for at have den Fornøielse at see Manden snakke, og naar jeg dermed insinuerer mig, kan det aldrig feile, han jo for mine 4 Rdlr. maa give mig 1 a 2 Bene til Examen Philosophicum.

Jeg kan ei nægte at jeg Tusinde Gange sukkede ved mig selv over den græsselige Hoved-

31

feil, at antage saadanne Exulanter til saa vigtige Embeder: Jeg kan ei sige, enten han var kaldet herind, eller selv havde indsneget sig; men dette veed jeg, at han var Akademiet til intet nyttig, af Aarsag, at han ikke forstod Landets Sprog. Det eneste Dansk han havde lært, var det han sagde til Studenterne, førend de blev tegnet hos ham: Til Paaske faaer jeg Penge.

Jeg græmmer mig ved at see tvert imod, saa mange lærde og velstuderede Studentere, at henslide deres Tid uden minste Haab om Befordring. Iblandt andre kiender jeg en, min Landsmand 40 til 50 Aar gammel, som i Lærdom giver snart ingen efter, og har giort sig berømt ved adskillige Leiligheder, han maatte supplicere i lang Tid. inden han fik Værelse paa et af Collegierne; men han kommer til at søge sin Livstid, inden man skiønner paa at give ham det Brød, han er værdig.

Var jeg nærmere Hovedstaden, skulle jeg endnu udmaale nogle Alen af patriotiske Tanker, at Væven kunde blive fuldkommen. Vi vil slutte denne liden Tractat, med den Psalme:

O! Gud af Himlen see hernmd, og lad dig dog forbarme & c..

32

Bøn til Slutning.

I lærte Kiempe-Mænd! og store Bierge-Jetter?

Hvis Navne Rørelse i mine Tarme sætter,

I Underjordiske! som pleier synes graa,

Til sidst i Nisse-Mænd, med røde Huer paa.

I som vor ganske Land har taget under Hænder,

Og os forsvarer for og bag i alle Ender,

I som høitidelig i Templerne vil boe,

Dog en er i min Stald, at passe paa min Koe.

Jeg raaber knælende, jeg synger, nyner, tuder,

O! hører dog mit Skrig i stolte Bierge-Guder!

Jeg pudret min Paryk, tog Blade-Krage paa, At dog engang Gehør jeg maa hos Eder faae.

I Staten seer er syg og staaer paa svage Pedes,

Man gir dem Draaber ind som skaffer tynde Sedes, Man smør dens Ledemod; men dog det hielper ei, Om I det døde Kiød ei tager bort sin Vei.

Naar I Großpralere, Kalmukker, Mamelukker,

Og andet fremmet Tøi af Veien for os plukker,

Og tager dem saa smukt ved Vingebeen og Haar, At de det samme Drag som de os undte faaer.

Saa vil jeg ære jer, saa længe der er Noder

Og Triller i mit Liv, saa længe Søe har Floder, At I maa tryggelig blant os og vores boe, Det ønsker den som har til Stammenavn et O.

1

Liigenes Besværing over Jerusalems Forstyrrerne.

Trykt i de Elisæiske Marker, 1771.

2
3

Intet Forslag kunde i disse Tider tænkes priseligere, end, at enhver Forslagsmester burde stilles under en Galge, og, efter den skarpeste Undersøgning over hans Forslag, om det blev befunden at være en Frugt enten af Egennytte, vild Daarskab, eller andre saadanne falske Grunde, da strax at klynkes op. Dette Forslag er giort under Jorden. Det var at ønske, at det maatte ogsaa trænge sig oven paa Jorden til os. Antallet af saa mange forvovne og paa deres Medborgeres Fordervelse anrettede Forslage vilde da mærkelig

4

formindskes; thi, saa længe som Friheden til at giøre de forgiftigste og meest forstyrrede Forslage er utøylet, og ikke allene ustraffet, men endogs anseelig belønnet, saa længe kan vi være visse paa, at fortvivlede Anlæg aldrig forlader det ulyksalige Dannemark.

En gammel Bonde har man hørt, at have været af saadanne Tanker: Kongen

burde til sit Raad udvælge sig af enhver Stand gamle erfarne Mænd, en Officier, for Ex. en Bonde, en Docter,

o. s. f. paa det enhver af disse kunde staae paa sin Stands Beste, og, at ikke den Stand allene, som er det nærmeste Maal for Regieringens Yndest, skal Undertrykke og opsluge de andre. Det er høyst beklageligt, at en alt for bedrøvelig Erfarenhed billiger dette Bonde-Raad.

5

Et Forslags gode eller onde Følger bestemmer dets Værdie. Til disse Følger at undersøge og indsee udfordres flere og betydeligere Kræfter, end man kan formode hos vore Tiders selvtillidsfulde, dumdristige og vilde Forslagsmestere. Disses over deres Forslags Følger anstillede Prøve strækker sig neppe videre, end dertil: Kan vores Forslag kuns være os selv nyttigt, og dog; tillige have Klogskabs og Fædrenelands Kierligheds Skin, og derved føre Regieringen og Almuen bag Lyset; kan det kuns sætte os i Anseelse, o. s. v. har det sin Rigtighed. Ja det gaaer saa vidt, at man allene for at ansees for en vittig Aand, eller Tusindkonstner, kommer frem for Lyset med de latterligste Luftforslage. Nok: Man kan passere for en af disse Tiders vittige og store Aander.

6

Dersom et Forslag trækker flere og betydeligere onde, end gode Følger efter sig, er det ont; og saaledes tvertimod. Egennyttighed pleyer alt for ofte at veyleyde de fleste Forslage. Lad være, at man en før end i Tidens Længde kommer efter det, saa burde saadanne aldrig gaae ustraffede bort.

Men, desverre! at de fleste Forslage, som bringes til Virkelighed, giøres som tiest, enten middelbar eller umiddelbar af Regenternes Yndlinger. Disses Yndest beskiermer deres Forslage imod al Undersøgning. Disses Forslage antages for Yndlingen er Yndling. Men Yndlingen er et Menneske, og undertiden et Umenneske, men, som veed at skiule sit onde Hierte for Regenten (som ikke er Hiertekiendere) i de kunstigste Smuthuller.

Et Menneske kan være hevngierig, egennyttig, bade visse Personer, ja visse Stænder.

7

Leylighed gir Tyve. Yndlingen har største Leylighed til at iverksætte sin Hevn, Egennytte og Had. Derfor er og bliver Yndlingen en frygtelig og farlig Forslagsmester. Alle Aarhundredes og alle Stæders Erfarenhed bærer til Skam og Bedrøvelse upaatvivlelige Vidnesbyrd herom.

Regentens Yndling, som Yndling, bliver aldrig Staten gavnlig, men som Forslagsmester altid farlig. Det var derfor got, at Regenten havde ingen besynderligere Yndling, end sit hele Riges Undersaattere, og, om saa var, at han da aldrig maatte tilstædes at giøre, eller forestille, enten sine eller sine Tilhængeres Forslage, med mindre nogle af hver Stand fik (endog i en uindskrænket Regiering) prøvet det; thi Yndlingen formaaer nødvendig saa meget hos Regenten, at han, naar han veed at formumme sit Forslag med

8

det Heeles Fordeels Maske, da kan trænge igiennem. Regenten er ikke Argus. Derfor var det nødvendig got, at nogle Lemmer af hver Stand randsagede og veyede alle giorte Forslage med alle Stænders, Tiders og Stæders Fordele eller Skade; thi saa længe, som et allene, eller alt for faa Mennesker har Regieringens besynderligere Tilgedagenhed paa sin Side, fornemmer man jo daglig, at de, som ere af fælles Stand med yndlingen, ophæves og ophæver sig til Ærens og Lykkens høyeste Spidse. Denne Stands Vigtighed bliver af Yndlingen saaledes mangfoldiggiort, at andre Stænder maa staae tilbage, og, gid denne var deres eneste Uheld! men disses Indkomster ere for høye i Forhold til Yndlingens og hans Stands. Disse bør derfor knibes saaledes, at den vigtigste (det er: Yndlingens) Stand kan blive aflagt efter

9

sin Vigtighed, (det er: Regieringens

Yndest.)

Beklageligt er det, og skammeligt, at endogsaa de frommeste Regenteres Naade skal saaledes misbruges til Forhadtes og Fortrængtes Strafferiis. Ja saaledes at benytte sig af Fyrstens Naade, er ligesaa besynderligt og bagvendt, som at antage Doctre til Drabsmænd, eller:

Hos Doctren de mod deres Sygdom søger Raad;

Det er at drukne sig, for ey at blive vaad.

Sæt f. Ex. at den medicinske Stand var Gienstanden for Regieringens besynderligere Bevaagenhed, mon vi ikke da vilde see nye (gid kuns ikke de afskyeligste) Sygdomme at skabes, følgelig nye Hospitaler oprettes, Doc-

10

ternes Antal og Anseelse at stige til, ja over sin Høyde, andre Stænder og Indretninger, Guds og Kongens Love. Kort, alting at svigte og beqvemme sig derefter. — —

Bladet vendes. — — Juristen bemægtiger

sig Lægens Sted. Lancetten forjages af Lovbogen. Lovbogen giør nu samme Mirakler, som Lancetten før. — — Denne

Juristens lykkelige Tid forsvinder, og maa overlade Pladsen til Officieren. — —

Nu skal alting være Soldat. — — Saaledes

tumler den ene Stand sig paa den, eller de andres Bekostning, fordi den er Yndlingens. Hver hersker i sin Alder. Den

ene ødelægger den anden. Hvad bliver Følgen? — — Det Heles tilsidst Ødelæggelse. Hvor foranderlig er Ikke Tiden, og med Tiden alting. Der skal have været det Sted

11

og den Tid, hvor og da den geystlige Stand ogsaa har været yndet af, og havt Adgang til Regenterne, da saae man Kirker, Skoler og Klerker at ophielpes og fremelskes med Eftertryk. Det er sandt, i de Tider var man endnu ikke bleven saa store Aander, at man nægtede Siælens Tilværelse. Derfore kunde og Geystligheden, i Kraft af Siælesorgen, (thi Siælen var i den Tid Menneskets ædelste Deel), med heldig Paastand let afgiøre deres Stands Betydelighed. Nu derimod, da Siælens Tilværelse er bleven til Drømmeverk, maa man jo nødvendig desbedre pleye og passe Legemet, og (jeg veed ikke, om denne poetiske Tanke kan have Sted) give sig til Priis for Lægedom og Kok. Heraf kan det vel være klart nok, at Regieringens Yndlinger ere skadelige, og deres Forslage farlige for det Almindelige. Vist er det vel, at Sagerne kan igiennem færres end alt for manges Hænder

12

faae en hurtigere virksom Gang, men den Forsigtige giør heller langsomme, end fremfusende Skridt.

Et Forflag om Ligene er giort,

og bragt i Gang; og her overleveres en privat Prøve paa dets Undersøgelse.

Saa vist, som det er, at store Stæder ere udsatte for tusinde dræbende Ting: Usund Stank af Liig, Slagtninger, Garver- Handskemager-Verk, Vandhuse, m. s. v. forgifter Luften saaledes, at saadanne Stæders Indvaanere i Almindelighed ikke ere saa længe levende, som paa Landet, hvor Luften kan være reen og ubesmittet; saa vist er det ogsaa, at der er en unægtelig stor Forskiel paa Kiøbenhavn og Paris, og det i Henseende, ikke til Stædets og dets Størrelse allene, men til Luften, Levemaaden, Ind- og Forretningerne, Lasterne, o. s. v. Dette forudsat, kan da

13

lige Love og Indretninger paatrænges saa ulige Stæder?

Men for at forekomme denne Uheld, har man foranstaltet Liigenes Udførsel her af Byen, og Begravelse om Natten. Om dette Forslag er nyttig eller skadelig, skal prøves af dets Følger, og ikke af dets fremfusende Hensigt. Hensigten kan dog være ædel nok. — —

Gid kuns Følgerne svare dertil.

Nyttigt er det ikke; thi Vandhusenes

og Folkemængdens Uddunstninger ere ligesaa mægtige til at anrette samme Nederlag foruden, som med Liigene tilsammentagne. Hvem nægter, at det jo var meget gavnligt, om man kunde faae Vandhusene uden for Byen? Det er at undre, at dette Forslag ey endnu er giort, da Mesteren deraf dog kunde have den Ære til Erstatning for sit Forslag, at forævige sit Navn hos Efterverde-

14

nen, naar den læste det paa saa rene — Æreminder optegnet; og hvem veed, om han ikke paa Vandhusenes Døre kunde naae samme Ære, som Miltiades paa Porciles Vægge. Forslagsmestere! betiener eder af den sig tilbydende Leylighed. Men I maatte da frygte for, at, dersom alle Kiøbenhavn dræbende Ting skulde forjages af Byen, fortiente saadanne Forslagsmestere, som de af Liigene, at giøre Sælskab med, eller, som urene Aander, at henvises i eller iblant Gergasenernes Svinehiord. Man kan sikkerlig overtale sig til at troe, at, saa længe som Kiøbenhavn haver Vandhuse, Folkemængdens Dunster og saadanne urene Aander inden sine ulyksalige Porte, saa længe staaer det og blottet for saa mange luftforgiftende og menneskedræbende Væsener, at Liigene, som ned forvares 3 Alen i Jorden, indsvøbte i Kister, ikke Uden ved skrueløse Hierners Regning kan komme i Betragtning.

15

Ja end mere, saadanne fortvivlede Forslagsmestere, naar deres Forslage uden foregaaende Prøve leveres til Iværksættelse, kan allene afstedkomme flerere, eller i det ringeste nok saa mange Menneskedrab, som de uskyldige Døde.

Til dette at bevise, udfordres ikke mange eller vidtløftige Slutningers Omsvøb.

Liigene skal begraves om Natten; det er at sige: De derved betienende Præster og øvrige Kirkebetientere, Studentere, Discipler, o. a. fl. skal være Natteravne. Det er ey urimeligt, at der i saa store Stæder jo ere nogle saa ondskabsfulde, at de, for at faae enten den herskende, eller en mere særdeles Harm imod Geystligheden hevnet, bestiller dem om Vinternætter Klokken 1, og kommer med Liiget Klokken 6. Klokkere, Studentere, Gravere, Discipler ere Mennesker, og ikke Bæster, dog

16

maa disse lade deres Liv hænge af saadanne ondskabsfuldes Indfald, og være udsatte for alle Nattens Strængheder og Uveyrligets Voldsomheder. Fremfusende Forslagsmestere! sæt eder i disses Sted: Kirkegaardenes aabne Porte, der igiennem stormende Trækvinde, Nattens Kulde, Snee, Slud, nødtvungen uordentlig Søvn, m. v. Hvad kunde I deraf love eder: Liv eller Død? Maaskee der

svares: Gud vil befale sine Engle omkring dem, som skal bevare dem paa alle deres (lovlige) Stier. Disse

gaaer paa deres lovlige Stier, naar de søger deres lovlige Levebrøds Veye. Disse forretter derfore deres ved Liigene Pligter. De samler sig en Sygdom. Maaskee de lever. Maaskee de døer. De døer. Hvem er da Aarsag i disses Død? — — I — — ! om ikke den nærmeste, saa dog den første og fornemste. Har I Samvittighed, kan I

17

føle? saa føler og forskrækkes! Faklerne, hvorved disse, af eder dræbte, geleydes til Graven, lysner for de derved nærværende Øyne, men det maatte sortne for eders med Blod besmittede og PHysisk-Wanartige Samvittigheds Øyne ved dette Optrin. I svarer: Har disse ikke Kræfter nok til at gaae dette Arbeyde i Møde, kan de jo overdrage det til dem, der har det, som de fattes, f. Ex. til Natførere, eller andre saadanne haardføre Folk. Men — skal der da ingen Forskiel være paa, at geleydes til sit Hvilested, og at slæbes til Retterstædet? Enhver (uden maaskee saadanne følesløse Giganter, som I) vilde da gyse af Skræk ved den blotte Tanke, om at døe og begraves. Eller skal da vi være brødløse for eders Daarskabs skyld? Enten skal vi jo nødes til at være ved vore Næringsforretninger, som ere saa halsbrækkende for Helbred og Liv, eller overlade os til en fortvivlende Ligegyldighed.

18

Menneskenes Hovedfeyl har igiennem alle Aldre i Særdeleshed yttret sig i Mangel af at holde Maade. Lad Ægypterne have syndet i deres alt for yppige Overdaadighed med Ligenes Balsameringer og Begravelser, kort: lad dem have giort for meget deraf; hvorfor skal da vi skeye fra Middelveyen i at giøre for lidet af Begravelsens Adfærd? hvilket (i hvor latterligt det end synes) er lige saavel en Feyl i en Stat, og ligesaa hedensk, som Ægypternes. Disses tilligemed andre oplyste Hedningers Øyemed med deres høytidelige Begravelser har været, at de kunde svække den over næsten alle Mennesker for Døden herskende Frygt. Lad disse have ladet sig bestyre af hedensk-slaviske Fordomme. Denne om en hæderlig Begravelse Fordom er dog ikke mere uundskyldelig, end naar Soldaten godvillig gaaer til Valpladsen eller Slagterbænken, fordi hans Konge og hans Konges Modstandere ikke kan enes om en Skiøge, og dog bilder med Generalen han selv sig ind, at

19

han døer paa Ærens Seng. Det er troligt, at en snild General Har optænkt denne Tilfredsstillelse for dem, som retfærdige eller uretfærdige Krige nægter den saa kaldte hæderlige Begravelse. Man kan uden stor Møye overtale sig til, at Fordomme ere et fornøden Onde for Almuen. Lad klogskabsfulde og erfarne Statsmænds, som har havt med Almuen at skaffe, lad saadannes (siger jeg) Samvittighed vidne! og dette forudsat, kan man ey urimelig paastaae, at den Fordom om en hæderlig Begravelse er ligesaa fornødent et Onde for Almuen saavel i en hedensk, som i Særdeleshed i en Christen Stat, som den om Ærens Seng for Soldaten i en Armee. Det gaaer da altsaa slet ikke an, at giøre Graven til et Forskrækkelsernes Sted, om I end vidste at lave og give de kraftigste Skrækpulvere.

Der ere tre slags Forslage: nyttige, vindige (eller Kasteller i Luften, for Ex. Junior Philopatreiases Forslag om Hvalfiskefangsten paa den gamle Kongevey,) og skade-

20

lige. Nyttigt har jeg viist, at eders Forslag ikke er. Om det helder til det Vindige Slags, deri bliver Dommen overladt til enhver. At det er skadelig, skal ikke kunde koste megen Umage at afgøre.

Lad være, man adskillige Stæder, som: i Frankrig, Tydskland, og andre fra os i Luftens Art langt forskiellige Stæder, løber med Ligene om Natten, eller slæber dem til Galgebakker, skal derfor tydske Love og Indretninger paatvinges de Danske, og saaledes giøres Vold paa deres Natur. Hvor staaer Tydskernes Rettigheds Brev paa Ufeylbarhed saaledes beskreven, at man sikkert kan efterabe dem i alle Stykker. Pralerie og Foragt over de Danske ere ikke Efterfølgelse værdige Mynstere. Erfarenheden har viist, at hverken Tydske eller Franske ere Hexemestere mere, end de Danske. Dog har vi bragt det saa vidt med os selv, og ladet dar aussen bey mir saa længe skrige for os, at vi væmmes ved os selv. Saa meget

21

maa vel tilstaaes, at ethvert Folkeslag har sine særdeles Fortienester, og det, som er tvertimod.

Nu til Sagen igien: Skulde eders Forslag været upaaklageligt, eller i det ringeste have Skin af Ustrafværdighed, burde mange Forandringer gaaet for sig i Forveyen, førend I giorde dette forvirrede Skridt.

Uden at tage Præster, Klokkere, og maaskee Gravere i Betragtning, hvilke, uden at undvære det fornødne, kan i deres Indkomster taale saadant et Indgreb, NB. i Ligning imod Lærerne ved vor Frue latinske Skole og Regentzianerne, hvis fornemste, ja for somme næsten hele Opholds Middel dette eene er. I svarer maaskee, at det Almindeliges Fordeel bør foretrækkes den særdeles. Siig: Hvad Gavn er eders Forslag det Almindelige til, saa længe som Folkemængdens Dunster, Vandhusene og I giør samme Skarprettertieneste foruden, som med Ligene. Har I giort det allene for efter Moden at spille Bold med Geistlighe-

22

den, og, dersom I deri sætter eders Heltegierning, kan Røvere, ja Tyre og Stude giøre eder Seyeren tvivlsom; thi ingen Sag er det at kiøre, naar man har Svøben. Har I tænkt paa eller vidst, at I ved eders Forslag gjorde fattige Studentere endnu mere trængende, maa I være af Tigreart.

Akademiets Borgere har tilligemed Stadens engang trakt Kaarden, for med forenede Kræfter at redde det ellers forlorne Kiøbenhavn, og lagt for Dagen, at ægte dansk Blod spillede i hver en Aare, Skal dette være en belønnende Opmuntring? — — Man skulde snart

troe, at den svenske Konge (da han kaldte vores Medbrødre sorte Ravne) har havt den prophetiske Aabenbaring, at I vilde giøre os til Natteravne. I trøster os maaskee med, at Gud forsørger Ravneunger, som raabe paa hannem. Gid det stod i vores Magt at vise eder, at vi ikke ere udartede eller uægte sorte Ravne. Dog vilde vi intet Ont giøre eder, men, om

23

mueligt, at skrue eders Hierne fast, i hvilken Jerusalems Forstyrring synes at have fæstet sit Sæde, gid kuns ikke staget for dybe Rødder. Ja, vi ere faa ædelmodige, at vi tilbyder eder fri Porto, saa snart, som I vil døe.

For saa vidt da, som eders Forslag ikke allene ey er nyttig, men ogsaa skadelig, haaber vi at bringe eder til Gemyt, og en maaskee alt for sildig Fortrydelse. Hvilket dog (om saa var) er os kuns en slet Trøst, dog Glæde. Forsikre eder til, at vi aldrig skal glemme at bede got for dem, som os forfølge. Men vee den Stat, som skal tage Recepter af saadanne politiske Lægers Haand; thi det bare Pulsfølen er et sikkert Kiendetegn paa den tilstundende Død.

Der formodes, at ingen søger i disse faae Tanker mere Anspil, end hans Samvittighed kan være ansvarlig for. Dog maa man holde med den fortreffelige Philocosmus,

24

som lader sig forlyde med saadanne Tanker: "Men i anden Fald dog at handle, som en Luther, der ikke frygtede Diævle selv i Worms, om de der havde været saa mange, som Tagstene paa Husene."

Difficile est satyram non scribere; nam

qvis iniqvæ

Tam patiens urbis, tam ferreus, ut

teneat se.

J. Juvenal. Sat. I. v. 30. 31,

1

De Danske Skriveres ulyksalige Skiæbne, som en Følge af hemmelige Lands-Forræderes Intriguer,

oplyst for

KONGEN til forventende Allernaadigst Forandring.

Kiøbenhavn 1771.

2
3

Souveraine Monark,

Allernaadigste Konge!

Den ulyksalige Tilstand, hvorudi Eders Majestæts egne veløvede Skrivere i Særdeleshed, som og andre sig til Pennen applicerede Skrivere i Almindelighed, formedelst uøvede Mænds uskjønsomme Forestillinger, befinde sig, ere Drive-Fjedre, som anspore og tvinge dem til at nedlegge for Tronen Indsigelser og Remonstrationer.

Men da alle Eders Majestæts Undersaattere, paa nogle faa Favoriter nær, formeenes og hindres ald Adgang til Eders Majestæts Person, og ingen Suppliqve, Forslag eller Anmeldelse kommer for Eders

4

Majestæt, uden før saavidt samme harmonerer med visse Personers Tænkemaade, saa er denne Forjagelse fra Tronen og Naade-Stoelen Aarsag til, at man ikke methodice eller skriftlig men ved Trykken har maattet andrage sin Tarv, efterdi just et Andragende af denne Natur ikke tillades at komme for Eders Majestæts Øyne, uden ved Hielp af Pressen, og maaskee endda neppe nok, fordi samme just strider imod Favorit-Sproget, der tydelig nok sees at gaae ud derpaa at gjøre misfornøyede Undersaatter i alle Stænder baade Gejstlige og Verdslige, hvorved Souverainiteten lettelig kan undermineres, da den beroer blot paa Styrken af Under saatternes Tænke-Maade, i Conformite og Overvejelse af Monarkens enten Opfyldelse eller Tilsidesættelse af sine Pligter.

Væe og Forbandelse være derfor over den eller dem, som vil overtale en Souverain Konge at troe, at han ingen Pligter haver uden til sig selv og sine Passioner, og at der ingen reciproqve Forbindelse er imellem Ham og Undersaatterne.

5

Der er u-omkasteligt, at vore Forfædre aldrig kan have havt Magt at sælge os til nogle Vellysternes Slaver, som, uden engang at Fjende enten Landets Sprog eller Landets Børn, Skikke og Love, ere blevne ophøyede til at adlydes i Kongens Sted.

Maaskee de samme Herrer, som nu arbeyde saa stærkt paa at giøre misfornøyede Undersaatter i alle Stænder, vil være de første der udi en Ruptur vil udbasune, at naar Souverainen ophører at øve sine Pligter, ophører paa samme Tiid Undersaatternes Forbindelse og derpaa grundede Lydagtighed.

Maaskee disse nu alting formaaende Herrer kan blive de første som vil raade at erklære Tronen vacant, at skride til nyt Valg, forfatte nye Artikler og Haandfæstning.

Her tænkes jo intet paa uden at udsue og martre Undersaatterne, saa paa en, saa paa en anden Maade, i sær med den uskjønsom og haard lignede men ulykkelig og strafviis vedvarende Extra-Skat, hvorved de

6

fattige og virkelig forarmede Undersaatters sidste Skjærv, som var bestemt at stille Sulten med, ikke i mindste Maader skaanes.

De fleeste Resolutioner ere saa bagvendte og nedtrykkende, at det lidet Gode, som af Nødvendighed findes derimellem, taber gandske sit Lys og sin Grace.

Kiøbenhavns Stad-Reglement, som under Eders Majestæts Approbation er publiceret, er i adskillige Poster det største Beviis af Verden paa Virkningen af en svolmende eller oprørisk Hjerne og et bizarre eller voldsom Hjertelav. Thi, at nævne alleene et par Poster, hvad kan vel være meere ubilligt og opirrende handlet end dette, at en Borger skal forbryde sit Borgerskab, fordi han ey er saa bemidlet, som nogle ildetænkenkende Raads-Herrers Caprice vil have det?

Og hvad kan meere opigle Undersaater til Forvovenheder, end naar Øvrigheds Personer og Skatte-Directeurer tør og vil kalde de almindelige Skatters Betalning en Plage? Hvad Under da, naar Øvrigheden taler i saa dristig en Tone om almindelige Skat-

7

ter, ifald Extra-Skatte-Givere hviner af lutter Fortvilelse!

Det er af en underdanig troe Kjærliglighed til Eders Majestæts allerhøyeste og Lands-Hellige Person, at her frit ud anmeldes Undersaatternes almindelige Misfornøyelse med Regieringens nærværende Forfatning.

Det er kun en kort Tiid siden at Eders Majestæt afskaffede det saa kaldede Geheime Stats-Conseil, under det Kongelige Løfte, at Eders Majestæt Selv allernaadigst vilde regiere som en Souverain Konge og Landets Fader.

Saadant Høy-Kongelig Selv-Regimente behagede Undersaatterne; Men da Eders Majestæt strax derpaa deelede Regimente med en forhøyet Minister, og gav hans Befalinger en Kongelig Egenskab ihenseende til Adlydelsen, græd alle troegivne og ærlige Undersaatter og faldt udi en beklagelig Afmagt.

Thi ligesom en Konge, naar han ellers haver Kongelige Egenskaber, handler efter sine Undersaatters samlede Tarv, saa

8

handler Ministeren efter sin egen, sine Brødres og Families samt Fuchssvantzernes Tarv og Fordeel.

Om hvilket Forhold bærer Vidne saa vel Eders Majestæts nye besatte Collegier, hvorudi ere anbragte Familie- og Ja-Brødre, som og de mange uden Skyld og Forseelse udjagede og fordrevne Camerister og Contoirister, i hvis Sted ere indsmurte nogle raae ubevante Petits Maitres, nogle Eau de levante-Flasker og Pomade-Herrer.

Omendskiønt saadan Adfærd synes at være nok til at gjøre Skriverstanden ulykkelig og misfornøyet, saa have dog Ondskabens Tjenere ikke hvilet, førend de endnu have gjort det langt værre, da de have faaet udvirket en Cabinets-Ordre, at det eene og sidste Refugium for Skriverne, nemlig at erholde Tjeneste og Soutien ved Pennen, er bleven dem betaget derved, at til Under-Betjeningernes Besætning i de civile Departements maae ikke antages andre end Under-Officerer.

9

Det er just denne fortrædelige og i sig selv ligesaa unaturlige som til onde Hensigter beqvemme Anordning, der har givet Anledning til disse og efterfølgende Betragtninger, hvilke Eders Majestæt ombedes at læse med den Kongelig Attention, som ulykkeliggiorte Undersaatter og deres til Tronen insinuerende Addresser fortiener.

Lad, o milde Konge! Skoemageren blive ved sin Læst, Skræderen ved sit Perse-Jern, Petit Maitren ved sin Pomade-Krukke, Springeren ved sine Caprioler, Studenten ved sin Bog, Skriveren ved sin Pen, men Under-Officeren, den modige og ranke Under-Officeer, ved sin Stok og Tempo.

Ophold og souteneer enhver Undersaat udi sin udvalgte lovlige Nærings-Vey; og ophæv derfor i Kongelig Mildhed denne saa Landsskadelig og Land-forvirrende Anordning om de militaire Under-Officeerers civile Avancements.

At lave Ragouts og Finker af Professioner og Metier, er vel mueligt, det see vi, som ved den klare Dag og fuld Soeleskin; men at samme vil forvandles til forgiftige og

10

tærende Portioner for Undersaatterne, det see vi vel alleene glimteviis og som ved et dunkel Maaneskin; Dog, saafremt denne Ragout-Mester og Finke-Fabriqveur, denne vor Ober-Rigs-Oeconomus, denne farlige Fiende af alle gode gammeldags egne Lands Producter, ey

ligesom hans Formand, den hellige - -

bliver jaget ud fra sin Direction og forrædiske Projectmagerie, faae vi saadanne aabenbare og følelige Erfaringer deraf, hvorved vi, vore Børn og Afkom til Danmarks Ende vil intonere Klage-Melodier.

Den Almægtige, som kan giøre langt over det vi enten bede eller forstaae, give Eders Majestæt Viisdom og Naade til at indsee Forrædernes listige Kunstgreb; samt Kraft og Styrke til at modstaae og knuse Slangens giftige Bestræbelser!

Det ønskes allerunderdanigst af

Eders Kongelig Majestæts

Kiøbenhavn d. 27 Augusti 1771,

Troe Arve-Undersaatter.

11

De Danske Skriveres

ulyksalige

Skiæbne.

12
13

Ingen Stand haver i de ældre Tiider havt bedre Skiæbne end Skrivere.

Derimod er ingen Stand blevet meere mishandlet i de seenere Tiider end Skriver-Standen, men endelig haver den udi dette indeværende Aar faaet sit Bane-Saar og ligger udi sit sidste Aandedræt.

Hensee vi til de ældre Tiider, da befindes, at ikke Fuskere, men alleene Mænd og Karle, som af Profession vare Skrivere, og som selv med Grace kunde legge Haand paa Arbeydet, bleve befordrede til Skriver-Embeder.

Betragte vi de yngre Tiider, da have vi seet saa jammerlige Tildragelser i Skriver-Standen, at man neppe kunde forestille sig, at det kunde blive værre, som det dog desbeklageligere virkelig er blevet.

Vi have seet en offentlig Skriver her i Staden, som neppe kunde skrive sit eget Navn, og naar det endog med stor Umage blev færdig, lignede det accurat 3de Prospecter af 3de Gallier med sine fulde Zirater,

14

hvorom adskillige Raadstue-Acter endnu bære Vidnesbyrd.

En dito skrev og endnu skriver besynderlige Krage-Tæer.

En dito skrev inter uden Navnet, og lod alting ankomme paa en privilegeret Fuldmægtiges Ansvar.

Saa lidet bleve Meriter anseete, at de miserableste Sujets fik undertiden de feedeste Beneficer.

En stor Ulykke i de næst sidste Tiider for øvede Skrivere var den aabenbare Vold, som Ministrene og andre ringere Herrer giorde paa Billigheden, ved det de befordrede deres snorede Laqveyer og Karet-Springere til offentlige Skrivere og Regnskabs-Betiente.

Denne Uorden er vel ved en allernaadigst Forordning bleven forbuden og Laqveyen forhindret Adgang til offentlige Embeder, saa at dermed ikke omgaaes saa fripostig som tilforn: men ikke desto mindre kan der vel endnu ligesom før springe en Livree-Domestiqve, om ikke just fra Kareten ind udi Raadstuen, saa dog til et eller andet offentlig Embede; thi det gaaer med nogle af vore Forestillings-Herrer, i Relation til denne Kongelige Anordning, som Ordsproget lyder: kómst du mir so, komm ich dir also. De veed

15

som klygtige Politici at forklare, forkaste, omskabe og fordreye Meeninger saaledes som de selv finde for got:

Kongen har expressis verbis forbudet, at den som har giort sin Herre personlig Opvartning, hverken maa foreslaaes eller befordres til offentlig Embede; Men see! om man ikke desto mindre har tordet vove at antage til Politie-Controleurer, Inspecteurer og Fiscaler saadanne Svenne, som til største Deel, om ikke alle have været personlige Opvartnings-Domestiqver.

Ja, det er kun kort Tiid siden, at man befordrede en Personage til Contoir-Chef, som for faa Aar siden lukkede Karet-Dørren op for sin Herre, slog den i, sprang bag paa, og naar Carossen holdte stille, sprang ned og lukkede Herren ud, i øvrigt bar Livree og gjorde sin Herre personlige Opvartninger.

Disse Befordringer ere offentlige Beviiser paa, hvorledes der spilles Bold med de Kongelige Anordninger, og hvorledes vore Forslags-Ministre og Betiente, naar de først have vundet Kongens Fortroelighed, tør og kan næsten gjøre alt hvad dem lyster.

Men herpaa var lettelig at raade Bod, naar Kongen uden Skaansel removerede ey

16

alleene saadanne urettelig bestilte Betjentere, men endog dem som havde vovet at foreslaae dem; thi af saadanne Exempler vilde de øvrige lære at adlyde punctuel.

At de bemelte fornemme og uden den saa kaldede Distinctions-Sløyfe galunerede Politie-Betjenings-Mænd a posteriori ere af Kongen approberede, Viise ingenlunde deres Adkomst til Embederne, men alleene at Kongen har paa en vrang Forestilling bevilget det, som han ved en sandfærdig Oplysning vilde have afslaaet.

Der er ellers en Anmærkning værd, at der ikke er søgt Kongelig Approbation paa Qvarteer-Commissariernes og Betienternes Antagelse; Aarsagen kjendes lettelig at være denne, fordi med samme ikke ulovlig, omendskiønt i visse Maader meget uborgerlig og nedrig, er omgaaet.

Men dette var alleene en Misorden, et Indgreb og Forbrydelse imod Kongens Villie og velgrundede Befaling, og hvorfore Mishandlerne endnu kan drages til Ansvar.

Ville vi ikke desto mindre, og alt dette uagtet, tilstaae denne Anordnings nøyeste Efterlevelse, saa var dog dette Gode og disse Aspecter for Skrivernes Lykke ikkun et Vejr-

17

Lys, der næsten forsvandt i samme Tid, som det fremskinnede; Thi vi have med ligesaa stor Forundring som Bedrøvelse seet, at erfarne, hurtige og veløvede Skrivere ere blevne udstødte fra deres Embeder, Tjenester og Conditioner, for at give Plads til nogle raae, utugtede, uøvede, unge uskiæggede Smaa-Junkere og syngende Petits Maitres, der vel have faaet Navn af Studiosis, endskjønt de i Henseende til deres Vandel intet mindre meriterer end saa ærbar en Titel, naar man tager den udi en dydig Forstand; Men da man kan studere baade udi onde og gode Videnskaber, saa lader det sig let udregne, hvad Classe de henhøre under, naar man kan være forvisset om, at deres Promotioner og Installationer reyse sig fornemlig af den lykkelige Addresse, de kan have gjort hos Forestillings-Herrens Frue eller Frøken, eller og maaskee hos Fruerpigen selv.

Men ligesom en Ulykke sielden kommer alleene og uden at have Følgeskab af flere: saa er og Skrivernes Skjæbne drevet til sin ulyksaligste Spidse og Høyde, i det at fra Cabinettet er blevet udvirket, at ingen andre end Under-Officeerer maae nyde Under-Betjeninger, det er: blive Contoir-Betjente, Under-Dommere, offentlige Skrivere, Copiister, in

18

Summa: alt det de ikke, men just Skriverne, burde være; Og at det til saadanne Tjenester værdige og competente Publicum ikke skal gjøre sig nogen vrang Meening eller falsk Haab, er denne Cabinets-Ordre ved en nye Forklaring udvider, og kan nu næsten imodtage den heele Garnison; thi det Heeder, at andre Betjeninger end Visiteerer og Budde, ere Under-Officererne eene og alleene forbeholdne.

Danmark haver længe været plaget af hemmelige Lands-Forrædere og Landsfordærvere; og da Undersaatterne troede, at Forræderiet var opdaget, og Forræderne affærdigede, har man dem i fuld Harnisk endnu; Thi hvad kan være meere forrædisk handlet imod et Land, end naar Regenten ved alle Leyligheder formaaes til at gjøre sig misfornøyede Undersaatter? end naar Anstalter og Ordres ere unaturlige, voldsomme, og til Fortræd og Ulykke saa for en, saa for en anden Stand.

Man kan næsten sværge til Tinge paa, at der sigtes efter, at styrte Souverainiteten, og at bevæge Undersaatterne til at gjøre samlede og foreenede Skrit, som gaae tvertimod det store i Aaret 1660.

19

Forrædisk og oprørisk maae Hjertet nødvendig være paa den Herre, som vil og kan formaae Regieringen til at befale, at Mænd og Karle, som fra deres Ungdom have øvet sig i Pennen, og habiliteret sig udi de til en god Skriver udfordrende Egenskaber, skal have anvendt sin Tid, sine Ungdoms- sine Manddoms- ja længste Leve-Aar forgjæves, blot fordi nogle bekiendte militaire Favoriters Caprice haver meere Inclination for de militaire Maneuvres, end for civile Conduiter; da det i al øvrigt er unægteligt og aabenbart, at en habil Skriver ikke er bleven Under-Officeer uden for Liderlighed eller anden gemeen Opførsel; ligesom man haver tilstrækkelige Prøver paa, at en Student ikke lader sig hverve til Soldat, uden han er hengiven til Uordentligheder og Basesse; med mindre at Entreen skeer, i Haab at avancere i Standen. Feyler Haabet, maae Aarsagen søges dertil enten hos ham selv eller hans Foresatte.

Det nægtes ikke, at en brav Under-Officeer, som i sin Metie ved et særdeles got Forhold kunde destingvere sig, bør befordres og avancere; men naar saadant skal skee, tilsiger den naturlige Skiønsomhed, at han bør befordres i den Etat, hvorudi han viser sig beqvem og meriteret; Men ingenlunde bør

20

han under en fornuftig Regiering befordres i den Etat, hvorudi han ingen Fortjenester og langt mindre nogen Conduite eller Beqvemhed haver Viiset.

Denne Sætnings Sandhed er saa tydelig og klar at indsee, at man virkelig maae gjøre Vold baade paa Fornuft og Redelighed, naar man ikke vil indsee saadant; men derimod hellere vil udvælge de selvsamme Grimacer og indsvøbte Daarligheder, som man brugte, da Fæstnings-Værkerne og Soldatesqven bleve ødelagde.

Publicum Fjende den Gang hans Ridderlige Excellence, som var Author til saadan forræderske Scene; og de tænkende Skrivere kjende ham endnu, at være den selvsamme, som har anstiftet deres Ulykke og Undergang. Men om disse ey kunde faae anden Revange over ham, burde de tegne ham baade i Panden og paa Ryggen, paa hans Porte og hans Dørre, som en Land- og Vands-Forstyrrer; thi iblant Søe-Etaten, som han ikke engang kjender uden af det blotte Navn, haver han udskudt sine Forvirrelses vilde Brand-Piile, og ved dem antændt en baade Hellige- og Søgnedage vedvarende Ild, som tilsidst vil fortære og ødelegge Søe-Etatens Floer og Velstand.

21

Saa ond en Mand, som allevegne anretter saa megen Misfornøyelse og saa manges Ulykke; en Mand, som kan finde sin Vellyst derudi: under alle Etater directe og indirecte at effectuere brødløse Embedsmænd, burde i det mindste anagrammeres for at blive deskjendeligere, om han og derved skulde blive paa et Bogstav nær til en Ræchel.

Det, som endelig giver uimodstridelig Beviis paa Forræderiets Virkelighed imod Fædrenelandet og Undersaatterne hos dem, som haver projecteret bemelte militaire Promotions Ordre fra Cabinetter, er denne vel bekjendte Omstændighed, at iblandt vores gandske Kjøbenhavnske Garnison skal ikke findes Een Dansk imod Hundrede tydske Under-Officeerer. Og sandelig, denne eene Omstændighed bør paa en lovlig Maade bringe enhver Dansk indfød og ærekjær Undersaat i den allervirksomste Bevægelse; Og det vilde blive en ævig Skam for alle vore Collegii-Herrer, om de ikke ved velgrundede Forestillinger qvæler Forræderiet og anklager Forræderne.

Thi Nationen bliver ey alleene ved denne Ordre forarmet, men endog foragtet, forhaanet, bespottet; Og disse toe Qvaliteter, Fattigdom og Foragt, naar de alleene skal

22

være indfødde Arve-Undersaatters Lod og beskikkede Arvedeel, bringer uden ald Modsigelse en yderlig Grad af Desperation tilveye.

Den eller de derfore, som have effectueret denne nationale Foragt imod Landets Børn, og derimod recommenderet forløbne Udlændinger til at æde Landets Fedme fra indfødde Undersaatter, burde i det mindste ikke mildere begegnes end med Lands Forviisning; Og maaskee denne Straf vilde være alt for naadig, i Hensigt til, at det ikke vilde feyle, at vore tydske Under-Officeerers udenlandske Familie jo med al Flid søgte at befordre Exulanterne til vigtige Rigs-Stationer, alt efter Skyldighed og til en Slags Erkendtlighed for den imod Familien og deres Nation her udviiste Grace.

Den militaire Etat vilde gandske tilforladelig befinde sig vel ved de Promotioner, som havde alleene til Grund personlige, og ikke just adelige eller Familie-Qvaliteter.

Det var derfor naturligt og beqvemmest, ar lade en habil Under-Officeer avancere til Ober-Officeer; og dette indseer Excellencen meget vel, thi taabelig er han ey; men paa det han kan vende op og ned paa alle Ting, og siden fiske i rørte Vande, saa har han

23

udstuderet dette fordærvelige og oprøriske Project, som han ved sin Skinhellighed og indragende Talent haver faaet approberet.

Efter saadanne Skrivernes iværende Omstændigheder, da de ere udsatte fra Leve-Brødet og ald Emploje, er der klart at deres Skiæbne ikke kan blive ulykkeligere, med mindre Forræderen kunde ved sin Smigger og søde Ord endnu faae udvirket en Cabinets-Ordre, at de alle som uværdige Skabninger, der have paadraget sig en militairisk Projectmagers Unaade og Had, skulle styrtes udi Havet, eller af et Corps Under-Officerer blive arqvebuseret.

Dog fra saa stor en Ulykke frie os kiære Herre Gud!

Ja! Du alle Herrers Herre! Du, vores Skaber, Hielper og Forbarmer! Du, som har lovet at frelse dem, som paakalde dig i Aand og Sandhed, forbarme dig over de i sin Aske sukkende Tvilling-Riger, vores kjære Danmark og troehulde Norge! Og lad os dog ikke blive til en vedvarende Spot for alle fremmede Nationer og for os selv med! Udstræk din vældige Arm, du ald Himmelens og Jordens almægtige Styrer! Forbyd Fienden at komme længere! Siig, Herre! det er

24

nok, og lad Plagen ophøre. Opviis, o Herre! at du ikke lader dig spotte forgjæves, og da Forræderen og hans Ligesindede lee af og drive Spot med baade Religionen og Religionens Herre; ligesom de gjøre foragtelige Miiner af Undersaatternes almindelige Klagemaal; saa lad dem selv blive til Spot for deres Synders Græsselighed og store Mangfoldigheds Skyld. Leg, fromme og forbarmende Gud! hertil et naadigt Ja og Amen!

1

Svar til de danske Skrivere som klager over deres ulyksalige Skiebne som en Følge af hemmelige Landsforræderes Intriguer.

Mell. Udi din store Vrede, & c.

Kiøbenhavn 1771, trykt og findes tilkiøbs hos Joh. R. Thiele.

2
3

1. Hvorfor er I saa vrede,

Og lader jer forlede Til et saa farligt Skridt? Mon Skiebnen mildre bliver,

Naar I Pasqviller skriver,

Og skriger fræk og frit?

2. Tør I til Kongens Throne Jer nærme i den Tone

I en Pasqvini Stiil?

O skielver ved at tænke Paa Fængsel, Baand og Lænke, Og paa en Morder-Piil.

3. I Anagramma skriver, Og det i Trykken giver

Det er forskrækkeligt. Jer Galde løber over I Liv og Ære vover,

Thi Loven hævner sligt.

4

4.

Hvorhen vil I vel stile Med eders Morder-Pile?

I Luften de vist gaaer.

Hvor meget I end skrive,

I treffer ei den Skive,

Og mindre hugger Saar.

5.

Forrædere I nævner,

Og derved Eder hævner

Hvo er Forræderne?

Veed I Forræderier,

Men skiuler dem og tier,

Gaaer jer som Hælerne.

6.

Nei, om I veed af noget,

Som buntet er og broget,

Da frit bekiender det.

Beskylder med Beviiser Da meenig Mand jer priser,

Og da faaer I og Ret.

7.

Hvor tør I Løgn fremføre For Kongens hellig Øre?

Paa Haman tænker dog.

See, hvor han blev ophøiet,

Og Hals i Galgen bøiet,

Skiønt han var snild og klog.

5

8.

I klager: I kan ikke Indtrænge med Supplikke,

Og Adgang nægtes jer. Derfor I vil indskikke Pasqvil for en Supplikke;

Men lyver I ei her?

9. Staaer Thronen ikke aaben,

For alles Suk og Raaben,

Hvo raabte uden Svar? Men hvo vil høre Sukke Af dem, som saa tør pukke.

Og lyve aabenbar? 10.

I taler om Forræder. Enhver er en Veldæder,

Om I vil rigtig see. En Ulfeldt er ei mere Og Griffenfeldt med flere, Hvo er Forræderne? 11.

Ja Favoritte-Sproget,

Hvad er vel det for noget?

Hvorledes tales det? Et Sprog her ikkun føres,

Og Falskhed aldrig høres;

Men Ret den bliver Ret.

6

12.

Kan nogen Geistlig klage Endnu i vore Dage?

Enhver beholder sit.

Om Verdslige indskrænkes,

Saa maa her billig tænkes:

Hvad har du som er dit?

13.

De arme Militaire I levner liden Ære,

Ret som de intet var. Med Tempo og med Stokke I dem dog ei kan rokke,

Forstand de ogsaa har.

14.

Kan I vel tage Skade Af stinkende Pomade,

Og Petit-Maitrens Spring? Selv hver Pomade-Krukke Her over jer maa sukke,

Naar de giør smukke Sving.

15.

Hvo er vel de Personer Og hvilke Passioner

Tør I forkynde Vee?

Mit Hoved-Haar sig reiser,

Naar I saaledes kneiser

Med jer Forbandelse.

7

16.

I Souverainiteten Og Magten Maiesteten

Saa foreholde tør.

Hvad mon han eder skylder?

Hver hellig Pligt han fylder.

Giør I og hvad I bør.

17.

O! I tør ikke frygte De Løgne, som I trykte

Kuldkaster ingen Magt.

Men I kun vil forvirre Og andres Sind opirre,

Fordi I er opbragt.

18.

Fordi I er afsatte,

Vil I Pasqvil forfatte,

Og tigge pukkende.

Betænker dog, I Daarer!

Hvor meget I forlorer

Ved saadan Skrivelse.

19.

I vil jo Tynder lægge Til andres Sind og ægge

Dem til Bevægelse?

Nei, danske Undersaatter Sig ikke sammenrotter.

Her deeles Lovene.

8

20. Fordi de Militaire Forfremmes, vil I være Som Fredsforstyrrerne. Skal Kongen eder spørge, For hvilke han maa sørge

Udi Etaterne?

21.

I desperate bliver Og Love foreskriver

Om eders Endeligt.

I vil i Havet sænkes,

I vil en Kugle skienkes,

Hvad kalder man dog sligt?

22.

Det er og alt for ækkel,

I nævne vil en Rækkel,

Og Piile af en Brand. Hvo er den Excellence?

Tal dog med Reverence

Om høi og æret Stand.

23.

Jeg raader: at I lægger Jer Pen, og ei opegger

Langmodighed til Hevn. Og vil I mere skrive Da lad det Sandhed blive,

Den er saa god og jevn.

1

Giensvar til Smigreren, som ey kan lide, at de Danske Skrivere har klaget over deres ulyksalige Skiæbne.

Synges efter Mandens egen Melodie.

Kiøbenhavn 1771.

2
3

Hvorfra har du din Heede Og lader dig forleede

Til et saa hykkelsk Skridt! Mon Gagen større bliver Naar du Flatiller skriver.

Og smigrer fræk og frit?

2. Maae man til Kongens Trone

Ey nærmes i en Tone

Af en sandfærdig Stiil?

Lad Hykler selv betænke,

At Satans Baand og Lænke

Blir ham en Morder-Piil.

3.

At Anagramma skrive

Og det i Trykken give

Er vel forskrækkeligt.

Men hvo har saadant vovet?

Man har jo dem kun lovet,

Som vilde giøre sligt.

4

4.

Hvorhen vil du vel stiile Med dine Hykle-Piile?

Til Helved de vist gaaer;

Og naar du saa vil skrive For Lykkens Ven at blive

Du Hykle-Løn vist faaer.

5.

Forrædere man nævner Man derfor sig ey hævner;

Du viide Navnet vil,

Men om man det udførte

Og derved dig bønhørte,

Man skrev maaskee Pasqvil.

6.

Fordi man veed af noget,

Som buntet er og broget,

Har man opdaget det,

Og fremlagt nye Beviiser;

Men udaf puur Kapriiser

Seer du ey dette ret.

7.

Du selv tør Løgn fremføre For Kongens hellig Øre;

Tænk selv paa Haman bog, Den Galge han opreyset, Han selv udi har kneyset,

Skiønt han var smigre-klog.

5

8. Her klages; Vi kan ikke Indtrænge med Supplikke,

Og Adgang nægtes hver; Derfore man maae skikke Ved Trykken en Supplikke,

Har man vel løyet her?

9. Staaer Tronen stedse aaben For dine Suk og Raaben?

Til Lykke med dit Svar, Man stedse fører Sukke, den ikke tør man pukke;

Du lyver aabenbar.

10. Man taler om Forræder,

Du om en Skok Veldæder,

Men mon du rigtig see? Er Ulfeldt just ey meere,

Ey Griffenfeldt med fleere,

Er dog Forræderne.

11. Du Favorite-Sproget Ey veed hvad er for noget.

Hvordan man taler det, Fleer' Sprog end eet vist føres Og Falskhed ofte høres,

Uret kan blive Ret.

6

12.

Lad Geistlige selv klage,

Giør dig ey fremmed Plage;

Godt! hver beholder sit. Men Verdslige indskrænkes Thi maae her billig tænkes

Hvad har jeg nu for mit?

13.

De ferme Militaire Man giver største Ære,

De vist fortiener det.

Ved Tempo, ey ved Stokke,

De burde frem ad rokke,

Saa skeete dennem Ret.

14.

Man vist kan tage Skade Af stinkende Pomade

Og Petit-Maitrens Spring; Selv hver Pomade-Krukke Her over dig maae sukke;

Du giør ey bedre Sving.

15.

Det meldte Slags Personer Og deres Passioner

Tør hver forkynde Vee!

Dit Hoved-Haar sig reyser Og Hiertet i dig kneyser

Af puure Hyklerie.

7

16.

Vi Souverainiteten,

Og Magten, Majestæten

Af Hiertet elsker vist Vi meget samme skylder,

En hellig Pligt Man fylder

Naar meldes farlig List.

17.

Vi vil ey heller frygte Det Hyklerie du trykte

Kuldkaster Sandheds Magt; du den vil forvirre Og ærlig Sind opirre Fordi du er anbragt,

18. Just for vi er' afsatte Vi vil Supplik forfatte

Og tigge sukkende;

Betænker selv I Daarer Hvad ævigt I forlorer

Ved Eders Smigrelse,

19.

Man vil ey Tynder legge De ondes Sind at egge

Til en Bevægelse; Og gode Undersaatter Sig ikke sammenrotter

Naar deeles Lovene.

8

20. Fordi de Militaire Blir det de ey bør være

Skeer Freds Forstyrrelse;

En Kongen os bør spørge;

Selv vil han gierne sørge For alle samtlige.

21.

Du desperat jo figter Ey vi, du Love digter

Om vores Endeligt.

Vi frygte for at sænkes,

Og at en Kugle skiænkes,

Du os vel ønsker sligt.

22.

Dit Løgnerie er ækkel;

Hvem skieldte for en Rækkel?

Hvem nævnet nogen Mand? For ærlig Excellence Hver haver Reverence,

Af høy og nedrig Stand.

23.

Jeg raader: at du legger Din Pen, og ey opegger

Ald Sandheds Gud til Hevn; Og vil du mere skrive Lad det ey hykkelsk blive

Thi Ærlighed er jevn.

1

Teutsches Echo, auf das Geschrey eines wahnwitzigen Scribenten, gegen die vernünftigen Verbesserungen des Staats, in der öffentlichen Schrift: De Danske Skriveres ulyksalige Skiæbne. entworfen von Corporal PIETRO ROMANO.

Kopenhagen, 1771.

2
3

Vorbericht. Ohnstreitig belieben diejenigen einen güthigen Irrthum von mir zu hegen, die mich bewogen haben, die unter dem Titel: De Danske Skriveres ulyksalige Skiæbne, som en Følge af hemmelige Lands-Forræderes Intriguer, oplyst for Kongen, til forventende allernaadigst Forandring af T. A. bekannt gewordene Schrift, zu wiederlegen. Es ist nicht mein Beruf, von dieser Seite mich der Welt zu zeigen, ich gestehe auch gerne, nur eine kurtze Reise, in den weiten Reiche der Wißenschaften, gemacht zu haben. Indeßen finde ich Pflichten, die mich verbinden, diese Arbeit zu übernehmen.

4

Mein verwegner Gegner beleidigt die Heiligsten Majestäts Rechte des Königs, beschimpft die Ministers, erfrecht sich die heilsamsten Ordres umzustoßen, die glücklich getroffene Verbeßerungen verläumderisch verdächtig zu machen, ja alles was das wahre Wohl des Staats betrist, und seinen rebellischen Kopf misfällt, in die vorige Finsterniß zurück zu stoßen.

Er bemühet sich boßhaft, die glänzenden Strahlen unserer aufgehenden Son ne, so unsern Reichen Licht und Wachsthum gibt, durch ein chaotisches Gewebe, schwärmerischer Träume zu verfinstern. Allein vergebens wird er unsern großen Monarchen, in seiner glänzenden Lauf-Bahn, aufhalten.

Die Vorsicht krönt seine erhabnen Unternehmungen, und wir küßen Seinen Scepter mit Freuden.

5

Da mein Gegner sowohl wenig Ordnung hält, als überhaupt verschiedene Gegenstände seines Tadels wählt; so werde ich seinen groben Befehl, auf der 9ten Seite: das der Schuster bei seinem Leisten, der Schneider beim Bügel-Eisen, und der Unter-Officier bei seinem Stock und Tempo bleiben soll, nachleben, und nur die Ungereimtheit seiner wiedersprechenden Sätze zeigen, in dem Fache, so mein Geschäfte ist.

6

Es gefält ihm auf der 8ten Seite seiner Schrift mit Unrecht, oder soll ich es recht nennen, aus Unwißenheit, zu tadeln: daß der König Ausländer in seine Reiche 3tehr, und sich daher, in die neu besetzten Collegia, Petits Maitres, Eau de Levante-Flaschen, und Pomade Herren eingeschlichen,

Es sind seinen blöden Augen, die großen Absichten unsers weisen Monarchen verborgen. Wie wenn ein kurtzsichtiger Maulwurf, aus seinen finstern Erdhaufen, die stoltzen Palläste unseres Amalienburgs tadeln wollte.

Die Erfahrung ist der sicherste Beweiß, der auch kein Bauer wiederspricht.

Wem ist unbekannt? Daß Preußen seine itzige Größe, seinen Flohr, die glänzende Aufnahme seiner Manufacturen, Künste und Wissenschaften, hauptsächlich denen Französischen Flüchtlingen, (Hugonotten) die der schädliche Religions Haß, aus ihren Vaterlande verbannete, zu verdanken. Hat diese arbeitsahme und geschickte Nation, nicht bas durch Pest und Seuche entvölkterte Preußen, zahlreich gemacht? Haben nicht selbst die Residentzstädte Berlin ihre ganze Pracht diesem Volke zu verdanken? Sind nicht die Salzburgischen, Emigranten, die ämsigen Ackerleute gewesen,

7

so die wüsten Gegenden in Preußen und sandigten Felder der Mark Brandenburg uhrbahr gemacht? Wie sehr ist nicht die rauhe Preusische Nation, durch eine glükliche Mischung mit Völkern, aus einem gelinderen Himmels-Striche, gesitteter und Human gemacht worden. Die hiesige deutsche Gemeinde, verschiedener Religions-Partheyen, bestätiget zur Gnüge, daß die geführte ausländische Werbung, mehr als die bloße Absicht gehabt, Soldaten zu Dingen. Wie viele haben sich nicht nach geendigten Dienst-Jahren, häußlich niedergelaßen, Haus-Haltungen errichtet, und treiben ihr Gewerbe, zum Nutzen des gemeine Besten. Und da die Volkommenheit, in der Uebereinstimmung des mannigfaltigen, zum ganzen bestehet; so pflichte ich der Meinung des Herrn P. W. v. Horneck völlig bey, daß auch der Bettler, ein brauchbahres Mittglied des Staats ist. Er beweißt in seinem gelehrten Tractat betittelt Oesterreich über alles, daß die elende Consumtion eines Bettlers, der Käyserin jährlich 4 fl.contribuite.

Nur müßen alle verschiedene Glieder des Staats, Aus- und Einländer, so zusammen genommen, einen regelmäßigen Cörper geben, vereinbahrt die heilsahme Absicht hegen, das algemeine Beste, mit gesammten Kräften zu würken, als worauf daß ächte, reine Privat-

8

Interesse eines jeden vor sich betrachtet, beruhet. Wie verrähtherisch rathen sie also auf der 22 Seite: daß der jenige so die verlauffene Ausländer, zu dieser Emploie recommendiret, des Landes verwiesen werden soll; da ich zum Ueberfluß gezeigt habe, daß nicht nur geschickte und arbeitsahme, sondern so gar wie sie es niederträchtig zu nennen belieben, verlaufene Ausländer oder Bettler, dem Staate nützlich sind, und das ihrige zum Besten Deßelben, im Kleinen, beitragen.

Jetzt komme ich auf den Haupt-Gegenstand meines Unternehmens.

Auf der 8ten, 17ten und 18ten Seite scheint ihnen haupsächlich, die gnädigste und weiseste Verordning des Königs aufgebracht und erbittert zu haben: Daß binführo keiner, als Unter-Officiers zu Unter-Bedienungen im Civil: Departement, avancirt werden sollen.

Sie werden große Uhrsache finden sich zu schämen, wenn sie dieser Tugend noch fähig sind, diese erhabne und heilsahmste Anordnung Unsers gütigsten Monarchen, boßhaft angefochten zu haben; wenn ich ihnen beweise, daß

9

1) Der König keinen leichtern und beqvemern

Fond hat, seine unter den Waffen grau gewordene Unter-Officiers, ohne an der weitigen großen Aufwand zu versorgen, als diesen, Sie bedenken nicht, daß es denen Ausgaben des Staats, zur nachtheiligsten Last fällt, eine Anzahl Invaliden und Pensionisten, aus seinen Einkünften zu erhalten.

2) Wird es seinen jeden dienenden Unter-Officier

vorzüglich anreizen, um so eifriger und treuer seine Pflichten zu erfüllen, und dabey so lange zu dienen, wenn es NB. die Verbindung seiner übrigen Umstänge zuläßt, als es seine Kräfte erlauben, die harten militairischen Strapazen zu ertragen; weil ihm durch diese weise Verordnung, die gewiße Hoffnung und Versicherung bleibt, fals er zu Kriegs-Diensten untüchtig wird, nicht wie bisher der außersten Noth ausgesetz zu seyn.

3) Werden rechtschaffene Eltern, bei dieser ruhmwürdigsten Einrichtung genöthiget seyn, mehr Sorgfalt wie Zeither, auf den Unterricht und Ezichung ihrer Söhne zu verwenden, und diese ausge-

10

hildete und wohlerzogne Jünglinge, Willig zum Kriegs-Dienste herzugeben, um selbe dadurch den sichern Weg zur künftigen Civil-Bedienung zu bahnen, welches alles sehr viel zur fernern Aufnähme und Ehre der König!. Waffen beitragen wird. Hier habe ich' Bei» nahme ohne mein Wißen, ihren Einwurf auf der 21ten Seite, so ihnen selbst zur Schande, wie sie auch mit Recht vermuthen, gereichen muß, zu beantworten Gelegenheit gefunden. Daß nehmlich bei unsrer ganzen Copenhagner Guarnison, unter hundert deutschen Unter-Officiers, sich nicht ein Däne befindet. Wenn sie recht gezählt haben, woran ich mit Recht zweiflen muß, da bei dem C. P. R. unter den gehörigen 84 Unter-Officiers sich effective 22 Eingebohrne befinden; so finde ich überdem keinen Grund, warum unsere erfahrne und in der Kriegs-Kunst geübte Chefs, nicht sichern einheimischen, die Aufsicht darf ich mich ihres witzigen Ausdruks bedienen? über verlaufene Ausländer, anvertrauen sollten, wenn sie dazu Fähigkeiten bei ihnen, für den Ausländern fänden. Ich sage nichts. Ich entscheide nichts. Erziehen und

11

terweisen sie ihre Söhne, in nützlichen Wißenschaften, zum Nutzen des Vaterlandes auf alle Fälle, so wird das schädliche Verurtheil verschwinden, daß sie auf der 19ten Seite anführen: Wie kein geschickter Mensch, sondern blos liederliche und unnütze Berls, als Unter-Officiers zu dienen, sich entschließen können.

Das alte Rom, war das allgemeine Muster einer wohlgeordneten Kriegs-Schule und regelmäßigen Staats-Verfassung. Es hatte unter andern zum Grund-Gesetze angenommen, niemanden eine Staats-Bedienung zu geben, der nicht vorhero einige Jahre die Waffen zur Vertheidigung und Erweiterung des Vaterlandes gegeführet. Seine Legionen samlete es daher, aus der ausgesuchtesten und geschiktesten jungen Manschaft. Ist es also ein verrätherisches Project, wie sie es nennen, daß der König, wie schon lange vorher Preußen und Oesterreich mit großen Vortheil gethan, sich großmütigst entschloßen, die zum Kriegs-Dienst unbraubahr gewordene Unter-Officiers, Civil-Aemter zu gehen?

12

4) Zeigt wie eben angeführt die Preußische Staats-Verfaßung, daß diese Aemter dadurch mir den brauchbahrsten, treuesten, eifrigsten und: wahsahmsten Subjectis besetzt werden; die in ihren langen Kriegs-Diensten, den genausten Gehorsahm gegen ihre Obern erlernet, zur strengsten und eractesten Ausübung ihrer obliegenden Pflichten sich gewöhnet, und durch keine Gemächlichkeit bei Tag und Nacht sich davon abhalten laßen, da sie durch Frost, Hitze, und andern hier nicht zu nennenden Zufällen, hinlänglich abgehärtet worden.

Sehen sie nun die herlichen Vortheile dieses verrätherischen Projects?

Es beantwortet sich ihr nichssagender Einwurf auf der 19 und 22ten Seite selbst: daß habile Unter-Officiers zu Officiers avanciert, und nicht im Civile emploiret werden sollen. Denn wie manchem tuchtigen Unter-Of- ficier der vorzügliche Eigenschaften eines recht-

13

schaffenen Kriegs-Mannes, nemlich Klugheit und Muth besitzt, hat dem ohngeachtet, die sonst freigebige Natur, die Gabe der anstän digen freien Artigkeit in der Lebens-Artversagt, oder ist er in der Erziehung vernachläsiget worden, die nöthigem Wißenschaften, und eine hinlängliche Welt-Kenntniß zu erlangen. Daher es ungereimt seyn würde einen jeden, sonst habilen Unter-Officier, zum Officier zu avanciren. Der Militair-Stand gründet sich vorzüglich auf Ehre. Ein Officier, muß bei einer weitläuftigen Kriegs Experience, ein der Gestalt qvalificirter Mann seyn, daß wenn er zu höhern Kriegs-Chargen gestiegen, ihm sein Souverain, als Minister in den größten Staats-Geschäften gebrauchen kann, wie die Erfahrung verschiedener Armeen zeiget. Es wäre also ungerecht, wenn Unter-Officiers, so diese Eigenschaften nicht besitzen, auf ihre ganze Lebens-Zeit, von allen anderweitigen Verbeßerungen ihres Glücks Zustandes, ausgeschloßen seyn sollten.

Sie verschwenden ihren Witz, auf der 15ten Seite, und sagen: Daß man mit des Königs allerhöchsten Ordre ball spiele, und daß der Minister vom Vorträge, wenn er des Königs zutraum einmahl gewonnen, machen könne, was er wolle.

14

Vieleicht versuchen sie, durch ihre Schrift, mit der Königl. Ordre betreffend die Versorgung der Unter-Officiers, ball zu spielen. Ubrigens scheint ihnen unbekannt zu seyn, daß die Könige ihre Kronen, aus der alles gerecht austheilenden Hand, der ewigen. Vorsehung empfangen, und mit göttlicher Weisheit ihr Volk glüklich zu beherschen, von ihr ausgerüstet sind.

Wenn also die große Fahigkeiten und Treue des Ministers, ihm daß allerhöchste Zutrauen seines Herren erwerben, und würdig machen, so wird dadurch dem Monarchen seine schwere Regierungs Last erleichtert; daß der Minister Entwürfe, Plane und Vorschläge zur Verbeßerung des Staats, mühsahm ausarbeitet; dem König vorlegt, und auf deßen allerhöchsten Approbation, glücklich ausführt. Dieses

nennen sie aus Unverstand Und schrankenloser. Boßheit: Verrätherische projectmacher, und der Minister kann machen was er will. Sie verlangen also einen König, der die schwere Bürde der Krone allein trägt. Oder wünschen sie Minister zu seyn? Dawieder protestiret unser ganzes patriotisches Publicum.

15

Da ich einmahl angefangen, lächerliche und nichts bedeutende Einwürfe gegen des Königs weisesten Verordnungen zu wiederlegen, so kann ich nicht umhin, einen ähnlichen Vorwurf, so von einigen ihrer Denkungs Art gleichen Schreibers, öffentlich vorgebracht worden, zn beantworten: Daß die Uncer-Officiers, in so fern ihnen bei ihren Aemtern Caßen-Gelder einzunehmen und zu berechnen anvertrauer würde, der König ohnvermeidlich defraudirt und betrogen werden wüste, da diese Leute keine Caution noch Bürgschaft prästiren könten.

Ich will hier nicht die Erfahrung fragen, wie viel ehemahls zu diesen Aemtern beförderte Schreiber, dem König oder ihre Bürgen schon würklich betrogen haben, sondern behaupte, daß es bisher noch von keinem, in Civil versorgten Unter-Officier geschehen. Nun sind zwar vors erste wenige versorgt. Ich getraue mir aber zu behaupten, daß es in der Folge weniger wie sonst, oder gar nicht von ihnen geschehen wird. Ich leugne nicht, daß in allen Gattungen und Arten der menschlichen Gesellschaften, unter ehrlichen Leuten, Schelme gemischt seyn können, sonst hätte der berühmte Horaz unrecht, daß er allgemein sagt: bona funt mixta malis, ich will es teutsch machen:

16

Daß Gute ist mit Bösen durchflochten. Allein ich glaube, und mit mir die ganze ehrliebende Welt, so Treu und Glauben fortzupflanzen sich bemühet, daß der König, wie es Oesterreich und Preußen machen, von seinen Unter-Officiers, die in langen Diensten, sattsahme Proben der Treue gegeben, keine Caution noch Bürgschaft zu verlangen, nöthig hat. Da sich sicher vermuthen, ja apodictisch schließen läßt, daß diese Männer, die praeter propfer 20 Jahr treu gedienet, und 40 Jahre, als ehrliche Leute gelebet, sich beifern werden, diesen schätzbahren Character mit ins Grab zu nehmen. Ueberdem, werden wenig Unter-Aemter so Cassen haben, monatlich ihre Einnahme

aufs höchste gerechnet, auf 200 Rthlr. bringen, und diese kleine Summe, sollte einen ehrlichen Mann verlöten können, Amt und. Ehre im Alter zu verlassen, und ein öffentlicher Schelm zu werden? Auch müssen ja die Einnahmen der kleinen Zoll und andern Cassen, monathlich in die General Casse fliessen, und berechnet werden. Kan nicht, wenn ein Unter-Officier ein Amt mit einer Casse Vewaltung erhält, derselbe durch andere Mittel, als z.b. durch eine Heurath, sich in den Stand setzen, selbst Caution zu machen? wenn es unvermeidlich nothwendig währe. Werden dis Töchter des Landes nicht mehr Achtung und Liebe gegen den Unter-Officier-Stand, in ih-

17

rer zarten Brust fühlen? Da der König so huldreich ist, denselben durch gnädigste Belohnungen zu distinguiren, und seine Ehre und Verdienste zu erhöhen?

Ich beklage übrigens mit ihnen, das nunmehro traurige Schiksahl sämtlicher Schreiber. Wenn junge Leute, die ihre ganze Kentniß auf das elende Buchstaben und Zahlen mahlen, lediglich eingeschränkt haben, zu bedauren sind; daß sie nicht statt dieser kleinen Beschäftigung, sich im Denken und andern schönen Wissenschaften geübt Läßt es aber ihr Stoltz und Erbitterung zu, meinen Rath anzunehmen, so hielte ich für vortheilhafft, daß diese jungen Leute um dennoch ihren Endzweck zu erreichen, in der Folge Civil Bedienungen zu bekleiden, die durch Besetzung dieser Aemter, successive vacant werdende Unter-Officiers Stellen in der Armee zu erhalten sich bemüheten. Oder die Ordre auszuwürken, die Bnchdruckereyen abzuschaffen, damit das auf der 14ten Seite von ihnen hochgerühmte Ansehen des Schreiber-Standes der alten barbarischen Zeiten, wieder geltend gemacht würde. Dieses sind wohl für jetzt, die einzigen, ihnen übrig geliebenen Mittel, den gänzlichen Untergang zu verhüten, wenn sie nicht, die schmuzige Schuhbürste, denen glänzenden Waffen des Königs in ihrer Wahl vorzuziehen niederträchtig und unedel genug sind.

Denn sowenig der stille Mond, in dämmernden Mitternachts Wolken, seinen majestätischen Lauf, wegen dem Bellen der Dorf

18

Hunde hemmen wird, eben so wenig, wird unser glorwürdigst regierender Monarch, die glücklich angefangene Staats-Verbesserung, ins besondere die weise Verordnung wegen Versorgung der Unter-Offieiers, wiederruffen und aufheben.

Was ihre übel angebrachte andächtige Wünsche, auf der 10, 23 und 24 Seite ihrer Schrift betrift, so weis jedermann, das es die Maxime der ruchlosesten Bösewichter, so lange die Welt stehet, gewesen, ihre Boßheit unter die Masque der Gottesfurcht und Religion, zu verbergen. Worüber in einem Kirchen Liede D. Luther zu seiner Zeit klagte: Ach Golt der theure Nahme dein Muß ihrer Schalckheit Deckel seyn.

Ich folge den Sätzen Roms, und habe ihre heuchlerische Art zu beten, nicht gelernet. Ihr Wunsch aber ist würcklich, nur mit andern Worten, dieser:

Gott! du hast das Herz des Königs in deiner Hand. Lencke es, daß er die heilsahme Anordnungen aufhebt, und dagegen Wahn und Finsterniß in seine Reiche zurüsk ruft. Gieb den T*** Ordre, daß er die verlaufne Ausländer und Unter-Officiers aus dem Lande führt, so werden wir uns sehr wohl dabei befinden, und nach dem alten wohl hergebrachten Schlentrian

unserer Väter, glücklich leben und sterben können. Habe ich ihren Sinn nicht volkommen getroffen?

Ich glaube nunmehro in möglicher Kürze ihre irrige Sätze, so haupsächlich meinen

19

Stand angehen, und die großmüthige Entschließung, unsers gnädigsten Königs, für seine alte treue Unter-Officier, als ein wahrer Vater des Vaterlandes zu sorgen, auf die Ehr und pflicht vergeßenste Art beleidigen, hinlänglich wiederlegt zu haben, so viel es die Zeit zulassen wollen.

Sie erlauben mir annoch zum Schluß, eine kurze Anmerkung zu machen.

Ich finde, außer ihrem rebellischen Geist, keinen Grund, wie sie dergleichen rasende Gedanken, gegen die verchrungs würdigen weisen Anordnungen, und das wahre Beste des Staats lediglich zur Absicht ha' benden Verbeßerungen unsers liebenswürdigsten Souverains, hegen und öffentlich ausbreiten können. Und wenn außer dem Diadem, ihm nicht ausnehmende Eigenschaften für vielen Königen, seinen Völkern kennbahr und verehrungswürdig machten; sollten sie dennoch Bedanken tragen, als ein blos gesitteter Mensch, verdienen sie aber wohl diesen edlen Nahmen? seine Würde zu beleidigen.

Sind sie in ihre Gerechtsahme durch Ihm gekränkt?

- - Ist die Verbesserurg der Regierungs-Form ihren Privat-Vortheilen nachtheilig und zuwieder? - - Sind sie ihres vieleicht erschlichenen Aemts and Einkommens beraubt und entsetzet? - -

Dem sey wie ihm wolle. Sie erhalten dadurch kein Recht, die unumschränkten Handlungen der höchsten Majestät zu lästern. Sie verrathen ihre große Schwäche, daß es ihnen an innern reelen Vollkommenheit fehlt, sich auf eine andere Art fortzubringen und zu helfen. Es bleibt ihnen nichts übrig als das Jus emigrandi, und gehorsam zu schweigen. Wie können sie sich aber erkühnen, die auzbahre Freiheit der Preße, durch ihre Läster Schrift zu beleidigen? Wäre das Schiksahl für sie ungerecht? wenn ihre elende Persohn ententdeckt, und statt der Schrift, durch den Hencker verbrandt würde? da sie von Ruptur und vacant - - - sprechen. Verzeihen sie mir diesen gerechten Eifer. Ich denke noch sehr billig. Sie selbst erklähren auf der 23 Seite, daß zu ihren völligen Untergang nichts

20

fehle; denn dis Cabinets-Ordre: Daß sie nebst den übrigen Schreibers, in das Meer gestürtz oder durch ein Corps Unter-Officiers, harqvebusiret werden sollten. Diese kan vieleicht erfolgen, wenn sie oder einer ihres gleichen, sich ferner erkühnen sollte, in der Sprache ihrer Schrift, des Königs höchste Persohn und ein hohes Ministerium zu lästern. Doch ihre Kunstgriske zeigen zu viel niedriges und pöbelhaftes, als daß sie die allgemeine Liebe und tiefe Hochachtung, so unser liebenswürdigster Monarchin dem Herzen seiner sämtlich getreuen Unterthanen und Verehrer, bereits ruhmwürdig erworben, und mit vollen Recht eigenthümlich besitzet, verrätherisch rauben sollten.

Ich unterwerfe mich einen gerechten und billigen Uhrtheile vernünftiger Leser, und empfehle mich ihrer Gewogenheit.

1

De Danske Skriveres

ugrundede

Klage som en Følge

af

hemmelige Lands-Forstyrreres

uroelige Hjerter.

Oplyst for

et fredeligt Publicum,

til forventende

Fred og Eenighed.

Kiøbenhavn,trykt hos L. N. Svare.

2
3

Skrivetfrieheden er en Herlighed, enhver Veltænkende Patriot altid har ønsket, og oprigtig glædet sig, at den endelig og er forundt Dannemark. Men naar den skal misbruges til at forstyrre den indvortes Fred i vort fredelige Norden, til at giøre misfornøiede Undersaatter, til at blæse Allarm og stifte Oprør, saa maae enhver fredelskende bede, ei allene om Skrivefriehedens men og om alle Bogtrykkeriers Ophævelse.

Skrivefrieheden er, saavit jeg kan dømme, allene givet til at oplyse, forklare og opdage, men ingenlunde til Skandskrifter og allermindst til at saae Ueenigheds og Misfornøielses Sæd i fredelige Hierter, og da den nu fornemmelig synes, at misbruges hertil, saa beder enhver Undersaat, som kan fore-

4

stille sig Ulykken for et Land, som er oprørt og misfornøiet, at Skrivefrieheden maae ophæves, eller i det mindste sættes Grændser.

Forunderligt er det, at enhver anseer sin Skiebne for den almindelige, og at nogen tør kalde det en Følge af hemmelige Lands Forræderes Intriguer, at en Skriver, som ikke veed mere end net op at udcopiere en Act eller reenskrive en Concept, og er kun en Skriver lige efter Bogstaven, bliver brødløs, fordi man billig, kræver noget mere af en Skriver, end en maskinmæssig Pen.

Eenfoldige Skriver! det er Dem jeg har skaaret min Pen for, da jeg ellers ikke tænkte paa at indlade mig i sligt Skriverie. Men jeg finder Deres Opførsel saa ublue, og faa stridende mod baade den Troeskab, De er Deres Konge skyldig, og den indvortes Fred og Eenighed, De og jeg, saavit det staaer til os, bør søge at vedligeholde, at jeg maae tale med Dem i Fortroelighed, og bede Dem, at De herefter vil afholde Dem fra alt det, som kan opvække mindste Misfornøjelse i Deres Medborgeres Hierter, med nærværende Regierings Forfatning,

5

med mindre De vil giøre Dem udødelig ved et Navn af en Lands Forstyrrer, og vente en Løn passende til Deres Fortjeneste; thi om De og virkelig var blevet forurettet, om endog den største Uretfærdighed var viist imod Dem, saa maa De ikke tænke, at en Skrivers Skiebne er Aarsag nok til at blæse Allarm og giøre Sammenkortelser imod en Regiering man ikke med Grund kan klage over.

Ikke med Grund kan klage over? hører jeg Dem gientage. Nei, min Herre, og dette troer jeg at kunne overbevise Dem om, dersom De er meer end en veløvet Skriver, og har lært at bruge Fornuften. Derfor har jeg foretaget mig at giennemgaae det vigtigste af Deres ublue Skrift, som jeg forsikrer Dem, jeg meget ærgrede mig over, førend jeg betænkde, at en Skriver havde skrevet det.

Da jeg læste paa Titelen, de Danske Skriveres ulyksalige Skiebne, tænkde jeg, en havde foretaget sig at beskrive os, hvor slet en Skriver opdrages til Landets virkelige Nytte, at de i Almindelighed vide intet andet, end at skiære gode Penne, skrive en smuk og flydende, og got radere, naar noget

6

var feilskrevet; thi enhver maa tilstaae, at der ikke skal findes een blant 20 af dem, der ere opdragne ved Pennen allene, som veed mere end dette; derfore og Regieringen har maattet forbyde, at nogen Skriverdreng mere maa findes paa Contoirerne, men Skrivere herefter skal tages af Studentere, som ikke altid have fornøden at bruge Formularer; men kunne giøre noget mere end reenskrive.

Men da De kalder Skrivernes ulyksalige Skiebne en Følge af hemmelige Lands Forræderes Inrriguer, og det skal oplyses for Kongen, saa mærkede jeg strax, det kom fra en Skriver, man maatte nødes til at cassere, fordi han allene kunde skrive og ikke tænke, og at alle vore hovedløse Skrivere havde sammenrottet sig, for med samlet Skrig at hævne sig over de Herrer Departements- og Contoirs-Chefs, hvilke de ansaae som den nærmeste Aarsag til Deres Skiebne. Men Himmel! hvor forskrækket blev jeg, da jeg seer Manden gaae løs paa Regieringen, erklære Undersaatternernes Misfornøjelse dermed, taler om Lands Forrædere og at styrte Souverainiteten o.

7

s. v. — Forlad mig, min Hr. Skriver, Hvor fornuftig De end synes i Deres egne Øine, saa dømte jeg dem dog fra Forstanden, og troede, de havde et Hoved formeget; endskiønt jeg er vis paa at Kongen, om han læste Deres Piece, allene vilde dømme Dem til Pesthuset.

Men da De er saa dum, at erklære alle Undersaatternes almindelige Misfornøielse med Regieringens nærværende Forfatning, saa maa jeg troe, at der er et heel Complot af Skrivere, som ønskede at blive deelagtige i Regieringen, og derfor erklære den nærværende uordentlig ligesom Kandestøberen i Comoedien, hvilke let kunne forvilde den eenfoldige Pøbel, De allene kan holde sig til, saa maa man imod sin Villie tage Sagen lidt alvorlig mod Skriveren, og saavit man troer hans Skriver Fornuft kan række, overbeviise ham, hvor liden Grund han har til at blæse denne Allarm og søge at forstyrre den almindelige Roelighed.

De klager, min Hr. Skriver, over Deres slette Skiebne. De kalder Dem og Deres Colleger veløvede Skrivere. Jeg har allerede sagt Dem, hvad jeg og flere

8

dømmer om Skrivere i Almindelighed, at de vide intet og burde vide noget, naar de skulde giøre Nytte. Dette er ikke Deres Skyld, men andres, som ikke have fordret mere af en Skriver, end blot at reenskrive, Men maa jeg spørge, er Landet tient med Maskiner; burde det ikke engang forandres er det ikke Synd, at en Skriver skulde blive Skriver sin Livs Tid? burde han ikke avangere til Concipist? og burde det derfor ikke engang fastsættes, at Skrivere skulde have en øvet Tænkemaade, Indsigt og rigtige Begreb? hvorledes kunde det vel skee, uden ved det, der er skeet? at der ingen Skriverstuer i deres egentlige Forstand mere maa være til, men Contoirer, hvor den ringeste har og videre kan forskaffe sig den Indsigt, at han kan avangere op til Chef. De tilstaaer mig vel dog, at en Student, som veed noget af Lovkyndigheden, af Historien, har lært Sprog, er vant til at udkaste sine Tanker paa Papiiret, er øvet i at føre en ordentlig og naturlig Stiil, er 1000 Gange mere stikket til Copiist, end den, der ikke har lært andet end skrive efter en Forskrift. De tilstaaer mig vel og, at der blant Under-Of-

9

ficiers findes mange, som have ligesaa god, om ikke oftere større Indsigt, end en Student, og hvo nægter en Konge at tage sine Embedsmænd, hvor han finder de dueligste? Hvilket latterligt Indfald, at enhver skal just blive i den Stand, han er kommet i, naar han er bedre skikket til en anden, eller i denne kan finde en Belønning for sin Troeskab i den første.

De slutter ret efter den gamle Maade, at den, som enten ved Forældres Caprice, eller ved en Ungdoms Forseelse, som siden er

rettet, er kommet i en vis Stand, han skal være fordømt dertil, enten Han er mere skikket til en anden eller ikke.

Men vi maa videre. De klager over, at De ikke kan faae Deres Klage for Kongen selv, derfor nødes til at lade den trykke, dog uden Had at den skal finde Adgang. Mener De da, Hr. Skriver, at Kongen, om Dem tillades denne Adgang, strax skulde erklære Deres Klage grundet og og billig, og ikke først lade den undersøges?

Dersom en Konge saaledes vilde høre enhvers Klage, og tilkiende enhver Klagende Ret, vilde jeg ikke spaae megen Lykke un-

10

der saadan Regiering; thi naar har vel en Klagende troet at have Uret? — Har De under forrige Regiering havt større Adgang? Erindre Dem Ministernes Audients-Sahle, hvilken Vrimmel der var, hvorlænge man der maatte varte paa den naadige Herre, og næt op nød den Lykke at overlevere et Stykke Papiir uden at faae andet Svar; end det skal blive forestillet. Jeg veed dog, og De veed der og, om De vil, at et Svar er meget lettere at faae nu end før. At det ikke er enhver efter Ønske, det maa De ikke undre over, saa længe der ere Supplicanter, som ikke bør høres. Og naar De frygter, at det er ligesaa forgieves at trykke som at skrive Klager, hvorfor griber De da til dette Middel? med mindre De tænker, at den, som skriger op og ned af en Gade, skal høres, om han endog har Uret. Have vi ikke et klart Beviis for faa Dage siden, at en grundet og billig Klage er ei allene hørt, men endog bønhørt, omendskiønt den ikke blev andraget for Kongens egen Person?

De raaber Vee og Forbandelse over Dem, som ville overtale en Souverain

11

Konge at troe, han ingen Pligter haver uden til sig selv og sine Passioner, og at Der ingen reciproqve Forbindelse er imellem ham og Undersaatterne. Det giør jeg og; men jeg vil vide først, om jeg har Aarsag at udbryde i saadan nidkier Tone for min Konge. Skeer det, er jeg vis paa, de som overtale Kongen at afvige fra sine Pligter, som Konge, har Forbandelsen, uden at jeg just behøver at udfordre den. Men lad os nu tale om, hvad en Konges Pligter og Forbindelser ere i Henseende til hans Undersaatter. Er det ikke at befordre Landets, det hele Lands Vel? hæve Uordner og Misbrug? besætte Embeder med duelige Snbjecta? svare Embedsmænd der, hvor de kunne undværes? raade Bod paa Dyrtid? betale Landets Gield? ophielpe de nærværende Stænder? hæmme Ødselhed og Overdaadighed? bringe Net og Retfærdighed i Flor? have Øie med enhver Embedsmand, at han handler efter sine Pligter og aflagte Troeskabs Eed? Tilstaaer de mig ikke, at dette er en Konges Pligter og Forbindelser? Mener De vel, at alle disse Pligter kunne

12

opfyldes uden at nogen maa lide? eller mener De, at en Stat, som er i Uorden, kan paa et Aar komme i Orden, og man strax kan høste Frugter af en Reformation, som man anseer fornøden? da maa De troe, det er ligesaa let at reformere en Stat, som at reenskrive en Bevilling.

Erindre Dem nu det mange Aars førte almindelige Skrig, som udbrød ved Skrive Friheden: over Adelens Magt; souveraine Ministre; uretfærdige Dommere; 50 Aars Processer; evige Skifter; utroe Forvaltere; tyranniske Bondeplagere; udsuende Proprietairer; en tilsperret Handel; dyr Tid; Penge-Mangel og deslige, som ødelegger en Stat. Dette paatager Kongen sig at forbedre. Der høres Glæde-Skrig overalt ved det første Trin, han giør dertil. Man tilbeder Kongen, og det har De og giort Hr. Skriver, fordi han svækkede Adelens Magt, afskaffede de mange smaae Konger i ethvert Collegio, indskrænkede sin Hofstat, forkortede Processerne, skaffede Arvinger deres Arv, tillod frie Indførsel, gav Ordre, at Staden skulde forsynes med Levnets Midler, paa det, den Brødsøgende ikke

13

skulde trædes under Fødder, som skeedte sidste Vinter. Alt dette blev jo Kongen ophøyet og roset for; men nu en Skriver, som er saa ubetydelig et Lem i Staten, afsættes, saa skal det hede, at Undersaatterne ere misfornøyede med Regieringens nærværende Forfatning. Hvilken latterlig Slutning! Det har jeg dog ikke hørt, at man har taget sig Skriverne saa nær. At nogle ere misfornøyede, det vil jeg gierne tilstaae, nemlig de som have tabt i Indkomster, de som sees paa Fingrene, de som drages ud af den gamle hovedløse Slendrian, og De, min Hr. Skriver, vilde og blevet misfornøyet, naar man i Steden for at lade Dem reenskrive, vilde fordre, de skulde concipere eller giøre Extract af en Act. Det er en Følge af alle Reformationer, at der maae blive Misfornøyelse enten paa den ene eller anden Maade, ellers kunde Reformationer ikke være; og dette maae De tilstaae mig, at ved Reformationer maae Embeder besættes med nye Folk, brugbare Hoveder maae forflyttes fra eet i et andet, for at trække dem ud af en langvanet Slentrian. Dette har De vel og seet at være skeet, men om der Hist og her

14

har været nogle, som hverken De eller jeg vidste, hvortil de skulle bruges, som uden Hoved havde indsneget sig i Embeder, hvilke ere blevne halv brødløse; kan nogen Fornuftig klage derover?, Faaer de dog ikke Naadsens Brød? Hvem siger, at Kongen for ingen Tieneste skal føde dem i deres forrige Ødselhed og Overdaadighed?

De taler om Forfædrenes Magt at sælge os til nogle Vellysternes Slaver, der ikke kiende Landets Sprog eller Børn, Skikke og Love, og ere ophøyede til at adlydes i Kongens Sted. De siger, at disse Herrer arbeide paa at giøre misfornøyede Undersaatter, at de ville blive Formænd til at styrte en Souverain Konge, og erklære Kronen Vacant — Min Gud! har de været reent fra Forstanden, da de skrev dette? Kiender de og disse Herrer personlig? veed De deres particulaire Levnet? har De seet dem søle sig i Vellysterne? siden De vover at give dem saadan et Navn — Men lad os sætte Personerne til Side og alene tale om dem som Statsmænd. Behøves det just for at give Raad i Dannemark, at kunne tale Dansk, eller at kiende ethvert af

15

dets Bøen! Jeg mener nei; men at kiende Landets Skikke og Love, det udfordres; det have disse Herrer og viist, at de ikke ere ukyndige i, naar de have raadet Kongen til at ophæve fordervede Skikke, forandre og forbedre Lovene, heller at afskaffe en Lov, hvor nyttig den kan være, end at tillade Vold og Uretfærdighed ved dens Udøvelse.

Disse Herrer, siger de, arbeide paa at giøre misfornøyede Undersaatter i alle Stænder. Lad os engang høre, hvo det er, som bliver misfornøyet. Er det andre end de ubrugelige, actionerede Embedsmand,

og saadanne, som af Frygt for et paaseende Øye maae nødes til Troeskab og Retfærdighed imod deres Villie? Er det disses Partie, De tager, Hr. Skriver, saa har De en meget slet Sag at forsvare. Kan Souverainens Pligt

være større end denne, at vælge duelige Embedsmænd, straffe de Uretfærdige, og Nøye paasee enhver, at han giør hvad han bør? Der behøves meget liden Fornuft til at indsee at just heeri ligger en Konges Forbindelse til hans Undersatter, og efterdi De ikke kan see saa meget, maae De slet ingen Fornuft have; men jeg kan troe, den der

16

er opdraget paa en Skriver-Stue og blevet gammel med Pennen i Haanden, kan man ikke vente andet af.

De siger, her tænkes ikke paa andet, end at udsue og martre Undersaatterne, og naar De skal anføre Beviis, veed De intet andet at nævne end Extra-Skatten. Sandt nok, det er en beklagelig Skat, og jeg ønskede Middel til at ophæve den. Men kan nogen være saa dum, at tilskrive nærværende Forfatning denne Skat? den var jo til i forrige Regiering. Der er i dette nye Regierings Aar jo ikke een Skat paalagt Landet. Siig mig, om De kan, hvorledes Kongen skulde faae betalt den store og forskrækkelige Gield, han fandt Landet i ved sin Regierings Tiltrædelse, uden denne paalagte Skat maatte vedblive, allerhelst nu, da den ulyksalige Algierske Expedition koster saa meget, som er en Virkning af forrige Regierings Forfatning, ikke den nærværende. De fleste Resolutioner, siger de videre, ere bagvendte og nedtrykkende. De maae nævne os nogen af dem, Hr. Skriver, som De har reenskrevet i Deres Embede eller hørt af andre, og bevise, de ere

17

saa, ellers erklærer jeg Dem for en Lands-Forstyrrer, der vil dadle Kongelige Anordninger. Der er dog lidet Godt iblant disse bagvendte Resolutioner, som vor blinde Skriver kan see; men det er ikke nærværende Forfatning, men Nødvendigheden at tilskrive, ligesom Nødvendigheden ikke udfordrede alle gode Resolutioner. Man kan ellers let mærke, at Skriveren ville fundet sig fornøyet med alle Resolutioner, naar ingen var kommet ud imod ham. Det gaaer accurat med Skriveren som en vis Mand i forrige Tider, da man fortællede ham, at den og den var afsat, svarede han stedse, det var vel nok, han havde og fortient det, men da Touren kom til ham selv, soer han, at det gik forvidt.

Kiøbenhavns Stad Reglement er ikke heller efter Skriverens Hoved, og det fornemmelig i den Punkt, som sigter til at forskaffe ham Brødet til Vinter, at han ikke skal trænge og slaae sig dertil ved Raadstuen. Hvilken herlig Anti - Reformator vilde Skriveren ikke blive, om han blev taget i Raadet med!

18

Herpaa yttrer sig hans Iver for Kongen, og han viser sin underdanig troe Kierlighed for hans Person, ved at sige og frit ud anmælde Undersaatternes almindelige Misfornøyelse med Regieringens nærværende Forfatning. Dette var af Skriverens eget Hoved; han kan dog concipere, mærker jeg, men saaledes, at han burde faae det, som Vielgeschrey lover sine Skrivere. Kom frem, Hr. Skriver, med alle Deres Misfornøyede, føer dem an, og forkynd det mundtlig. Siig, hvori Undersaatterne ere misfornøyede — Nei, naar det kommer dertil, saa kryber Skriveren under Bordet; han veed nok, hvad Oprørere og Fredsforstyrrere kunne vente. Han frygter for sit Hoved, derfor kryber han i Skiul og skriver; thi han har ingen at forlade sig paa. Men, min Herre, jeg vil tale lidt alvorligere med Dem om denne Sag. Kan De kalde det en underdanig troe Kierlighed til Kongens Person, at De saa offentlig sætter i Rette paa hans Regiering, og er saa ublue oven i Kiobet, at beraabe Dem paa alle Under saatterues Biefald. Maae jeg spørge, hvor mange De har talt med, som har givet Dem

19

Tilladelse til at giøre saadan en Erklæring paa Deres Vegne? Er det ikke aabenbare at ville sætte Uenighed imellem Kongen og hans Undersaatter , og opvække Mistanke hos Regenten? Betænker De ikke, hvad Virkning dette kunde giøre hos enhver anden Konge, der havde mindste Tilbøyelse til Haardhed? Elsker De Deres Konge, naar De søger at formindske den Kierlighed, han har til sine Undersaattere, ved at blæse ham i Øret, at nogle tillige med Dem selv ikke finder Regierings Maaden efter deres Hoved? Nei! elskede De ham, saa tiede De, saa søgte De at overbevise andre, hvor meget Kongen søger at ophielpe Landet, som næsten er ødelagt ved de mange Misbruge og Uordener, som Tid efter anden have indsneget sig. Nævn mig nogen Stat, hvor Regieringen ikke af nogle lastes, hvor viselig den end føres. Paa alle Øl-Huse, naar Glasset nogle gange er omgaaet, har man altid hørt Misfornøyedes Klage; men naar Rusen er udsovet, har Misfornøyelsen havt Ende. Har De derfor hentet denne Misfornøyelses Erklæring fra saadan et Sted, maae jeg tilstaae, De er det eenfoldigste

20

Kreatur, at De har villet udgive den som Undersaatternes Hiertes Mening.

De giør hernæst Kongen en Compliment, fordi han afskaffede Conseilet, og lovede at ville regiere som en Souverain Konge og Landets Fader. Det er got nok, deri har De kun været en Gienlyd af alle Undersaatternes almindelige Biefald. Men De kan ikke lide, at han valgte sig en Minister, som han kiendte, at han ophøyede een af sine Undersaatter til at være bestandig om hans Person, for at gaae ham tilhaande med Raad. Kongen skulde regiere selv uden nogens Raad, uden at overlægge Sagerne med nogen, uden at høre nogens Betænkning. Han skulde alene have nogle Skrivere om sig, der kunde reenskrive hans Villie. Er det ikke saaledes De mener? med Tilladelse, min Herre, er De ikke Catholik! mig synes det; thi De har ligesaa høye Tanker om Kongen i Dannemark, som Pøbelen i de chatholske Lande om Paven, at han er infaillible, at alt hvad han finder for got, er som det kom fra Himmelen. Nei min Herre, De giør alt for meget af en Konges Egenskaber. Kongen forlanger det ikke

21

selv, at De giør Dem et Begreb om ham, som om en Gud. Han veed, han er et Menneske, har almindelig menneskelige Egenskaber og Fuldkommenhed, kan feile af Mangel Baade paa Indsigt og Erfarenhed, behøver Raad og Overlæg med andre. Han veed, at en Konge aldeles uden Raad vil kun regiere meget maadelig. Det kan derfor aldrig have Været Kongens Tanker ved at ophæve det Geheime Stats Conseil, at han vilde regiere saa aldeles alene, at han hverken vilde bespørge, raadføre eller betroe nogen anden noget af Rigets Sager. Men De synes det burde saa være. Kongen skulde hver Dag staae paa Slotspladsen, tage mod alle Suppliqver, Klagemaal og Ansøgninger, og strax sige til sin Skriver, skriv paa Suppliqven, at den Søgende skal have hvad han søger, man skal give den Klagende hvad han fordrer. Kongen skulle strax kunne see paa enhvers Ansigt, om de burde høres eller ei. Han skulde strax kunne indsee og dømme i en Tvistighed, som opkommer imellem hans Undersaatter. Og saaledes skulde han hver Dag høre, tage imod og afgiøre nogle Tusinde Ansøgninger og

22

Klagemaal, og dermed var da hele Riget bestyret, naar kun enhver havde frie Adgang til Kongens Person, og mundtlig kunde forestille sin Sag. Men mon her ikke var noget mere at giøre for en Konge? De troer vel dog, der hør mere til at regiere, end blot at høre Supplicanter, og om dette end var det eneste, vilde De vel, at en Konge skulde forlade sig paa sin egen Dom, og troe, han ikke engang behøvede at undersøge Billigheden i enhvers Ansøgning? Men da her er saa meget mere for en Konge at forrette, som hverken De eller jeg indseer, og, som De vel er saa god at troe, vi har et Menneske og ikke en Gud til Konge, saa tillader vel Deres liden Skriver-Fornuft at indsee, det er aldeles umueligt, at en Konge, saa længe han ikke er meer end et Menneske, kan regiere et Rige uden Raad og Medhielp. De finder Dem derfor vel i Billighed, at Kongen, da han afskaffede Conseilet, maatte have noget i dets Sted, som han med Tillid kunde raadføre sig med. Det behagede ham ikkun at bruge een Mand til sit nærmeste Raad, til at forestille sig alle Rigets Sager, og dette tillader vel Skriveren, at

23

en Souverain Konge maae giøre, uden først at høre sine Undersaatters Betænkning. Nei, Skriveren kan ikke taale en forhøyet Minister. Maaskee han vilde have en født Minister, ellers forstaaer jeg ikke, hvad De vil sige med denne forhøyede Minister, thi enhver Embedsmand, som i en Souverain Regiering stiger i Embede og Myndighed, er jo forhøyet eller ophøyet.

Det fortryder Dem vel, at han fik Navn af Minister. Men hvor er De dog ikke eenfoldig, naar De ikke kan begribe, det var en nødvendig Følge af den Tillid, Kongen havde til ham, og de Forretninger, han paalagde ham, at han maatte sættes i saadan en Anseelse, ikke for hans egen Skyld, men for Deres, Hr. Skriver, for min og alle Undersaatternes Skyld, som ere vandte til at have Ærbødighed for Kongens befalende Mand. De maae troe, min Herre, at Manden vandt slet intet i Adgang til Kongens Person ved dette Navn, men han vandt en Byrde, et Ansvar, som han ikke før kiendte; og i Steden for langt fra at misunde ham denne Værdighed, som siger intet uden i Relation til ham og os, maae vi mere øn-

24

ske ham Mod og Styrke i Forstanden til at opføre sig saaledes i denne saa betydelige Post, at Planen ikke skal standse, eller Forandring forderve det nyelig begyndte; thi da seer det bedrøveligt ud for Riget, naar Kongen for at opføre sin foresatte Stats-Bygning, vil ofte forandre Bygmestere, og nu betiene sig af een, nu en anden, da han vil besinde, at den sidste vil altid være af anden Mening end den første; derved bliver Riget en Spillebold og der kommer aldrig nogen Fasthed og Orden i Sagerne. Var De derfor klog og ønskede oprigtig Landets Vel, saa ønskede De med mig og enhver troe Undersaat, at den eller de Mænd, som Kongen betroer sig til i Rigets Sager, maa altid besiæles af en redelig Aand, og handle i Hensigt til det Heles almindelige Vel, og saa med Taalmodighed finde os i, om den saa høit fornødne Reformation medfører noget Lidende for en eller anden enkelt Person, hvis Skade ikke er det Almindeliges.

Men De er ikke saa redelig sindet mod Deres Fæderneland, at De kan glemme Deres egen Fordeel for at see paa Landets. De er forbittret, og søger Hevn saavidt der

25

staaer til Dem, derfor er De saa forvoven at forekaste Kongen en Ministers Valg, som De ikke kan biefalde, fordi han er ophøyet dertil uden gradviis Trin. De kan ikke lide ham, fordi han ei forstaaer Dansk. De kalder ham end ydermere fremmed, han veed ikke Landets Love og Skikke. Men hvor dumt! ligger da Altona i Asien? har Dannemark ingen Tydske Undersaattere? Kan en Tydsk ikke kiende Dannemarks Love og Skikke, allerhelst han er en fød Undersaat? Jeg veed en fremmed Mand, der blant andre Kundskaber om Dannemark, havde saa Nøye en Kundskab øm Landvæsenets slette Tilstand, at han fremlagde saa nøye og sandfærdig en Efterretning om Aarsagerne dertil i Proprietairernes, Landets Udsueres Forhold, at man maatte sværge paa, det var en Digt, dersom ikke desværre mange Exempler havde beviist Sagens Rigtighed. Det er derfor kun et eenfoldigt Indfald, at ingen kan foreslaae Forbedringer i et Land, naar han indseer dets Mangeler, medmindre han tillige veed at tale Landets Sprog, allerhelst hos os, hvor man ikke uden af Pøbelen egentlig skal sige, enten Landets Sprog er Dansk,

26

Tydsk eller Fransk. Naar Raadet, som gives, er godt, og tiener til Misbruge at hæve og Forbedringer at indføre, kan det ei alene være os ligemeget, fra hvem det kommer; men vi maae endog takke den, som giver Raadet. De fleste Tider kiende Landets Indfødte mindst til Landet; thi de betragte det ikke saa nøye, som Fremmede, der have andre Lande at holde det imod.

Videre for at følge vor indsigtsfulde Forfatter i hans Besværinger over Regieringens nærværende Forfatning, skriger han over den Myndighed, Ministeren har, og siger: Kongen har deelt Regimentet med ham, og givet hans Befalinger en Kongelig Egenskab i Henseende til Adlydelsen, og herover græder alle troegivne og ærlige Undersaatter. Ja, De maae nok sige, vi græde, Hr. Skriver. Men det er over Deres dumme og oprørske Ondskab. Hvor kan nogen, som har mindste menneskelige Fornuft, sige, at Kongen deler Regimentet, fordi han sætter sine Embedsmænd i deres behøvende Myndighed og Anseelse? Bør ikke enhver Embedsmand i sin Cirkel have Kongelig Myndighed i sine Befalinger?

27

Hvor kunne de ellers blive adlydede? Hvo vilde vel ellers paatage sig et Embede og befale noget i Kongens Sted, naar deres Ord ikke skulde være gyldige, og lige saa gyldige som Kongens egne? Min Gud, det er jo dog Embeders Natur, at Befalinger maae have en Kongelig Egenskab i Henseende til Adlydelsen. Kiere Skriver, spørg Dem for Guds Skyld for, og lad Dem undervise, førend De skriver noget en anden gang; thi jeg er grædefærdig over Deres utaalelige Dumhed. Gaae til Etaterne, spørg enhver Embedsmand, baade geistlig og verslig, om ikke hans Befalinger, saavidt Embedet strækker sig, haver en Kongelig Kraft til at forbinde; thi han er i Kongens Sted.

Ministeren, klager Skriveren videre, handler efter sin egen, sine Brødres, sin Families, samt Fuchssvanzeres Fordeel. Atter en Beskyldning uden mindste Grund. Hans Familie er kun liden, saa Landet kan ikke tabe 1000de Delen ved deres Befordring, mod hvad det før har tabt ved en Favorits Jacobitiske Familie. Han har ført os en Broder til Landet, som af alle roses og elskes for sin Indsigt og Op-

28

førsel, hvad Skade er det for Landet? desuden er sligt saa naturligt og i sig selv uskyldigt, at ingen Retsindig kan fortryde derpaa. Men hvem Skriveren mener med Fuchssvanzerne, det kan jeg slet ikke giette. Det maae nok være vore nye Collegii-Herrer, som han strax derpaa erklærer uværdige til deres Embede. Men heri lyver De uforskammet; thi jeg kiender d m alle, jeg kiender dem saa nøye af Indsigt og Redelighed, at jeg paastaaer, ingen bedre kunde vælges, hvilket Vidnesbyrd endog mange af de Afsatte maae give dem. Deres indsmurte, raae, ubevante og uskiæggede Petits-Maitres, eau de levante-Flasker og Pomade-Herrer skal vel være de unge juridiske Studentere, som ere antagne, og heri har jeg modsagt Dem saa meget, som jeg troer giøres fornøden.

Ligesaa troer jeg og at have giendrevet Deres aldeles ugrundede Besværing over Under-Betieningernes Besætning i de civile Departements med Under-Officierer, hvilket De kalder en landsskadelig og landsforvirrende Anordning I Deres Tanker kan meget lidet skade og forvirre et Land. Jeg derimod er saa eenfoldig, at jeg anseer det meget ligegyldigt for det Almindelige, hvad Slags Folk disse Under-Betientere ere, naar de kun er deres Betiening voxen, og det skal vist glæde mig, at en velskikket og velfortient Under-Officier kan paa sin Alderdom ved saadan en Anordning finde Levebrød i en større Roelighed og uden mindre Møye,

29

Videre finder jeg det ikke fornøden at berøre Deres Skrift; thi det øvrige gaaer alene ud paa Skriver-Selskabet, og beklage, der er i vore Tider ikke saadan Forfremmelse for veløvede Skrivere, som i forrige Tider. Til Slutning giør De en Bøn, hvormed De skiuler al Deres Ondskab. Men hvo seer ikke, at denne Bøn kommer fra et forbittret og hevngierrigt Hierte, og denne Bøn vil De, skal bønhøres? Gud skal her ned fra Himmelen, jage alle de nye Embedsmænd ud, og sætte de gamle ind igien? Ja see om han giorde det, fordi en oprørsk Skriver beder derom med skiærende Tænder — Foruden det, min Ven, at De har det sletteste og nedrigste Hierte, som kan boe i nogen Dansk Undersaat, saa er De og den groveste Hykler, i det De slutter saa ublue et Skrift med en Bøn om Landets Frelse og dets Fienders Udryddelse. Efterdi De vil ansees som en Christen, hvilket ingen af Deres Opførsel kan troe, De er, saa udfordrede den sande Christendoms Pligt, at De giorde saadan Bøn hemmelig, og at De heller bad Gud omvende end udrydde Deres indbildte Landets Fiender. Og siden De selv giver Anledning at tale med dem i denne Tone, saa maae jeg sige Dem noget meer, for at overtyde Dem om, at Deres Hierte er ikke mindre end christeligt. Har De glemt Deres liden Catechismus, saa behag at læse den igien, De skal i Huustavlen finde, hvad Deres Pligt er imod Øvrigheden, nemlig at adlyde, ikke la-

30

ste, ikke værs kivagtig, være lige saavel Kongens Høvedsmænd, som Kongen selv underdanige, frygte sig for Magten, som ikke bær Sværdet forgieves, men er en Hevner til Straf for dem som giøre ilde. Efterdi De vil være Christen, maae De og vise saadanne Christendoms Pligter, som ere Dem paalagte. Og om De end troede, at Dem skede Uret, at Regieringen var uretfærdig, uordentlig og Undersaatterne bleve tyrannisk medhandlede, burde De derfor som en Christen, sætte Dem op imod Øvrigheden, laste, true og udskrige den? Nei det er ikke Apostelen Peders Lærdom; men saaledes lærer han, at I Tienere skulle være Herrerne underdanige i al Frygt, ikke aleneste de gode og milde, men og de fortrædelige; thi det er en Naade, dersom nogen fordrager Sorg for Samvittighedens Skyld til Gud. Thi hvad er det for en Roes, dersom I synde, og blive slagne paa Munden og taale det! Men dersom I giøre Got og lide og taale, det er Naade for Gud.

Skam Dem, Hr. Skriver, ved at tænke paa Deres Opførsel, som viser, at De hverken er Christen eller elsker Deres Konge. Dersom der af Deres løgnagtige Beskyldninger, Deres formastelige Forekastelser og Deres oprørske Skrig kommer en Ruptur, som Gud i Naade forbyde, kan De være vis paa, De bliver den første, som tages ved Hovedet, og hvad vinder De derved?

31

Tak Gud, man ikke opsøger Dem, som slet ikke vilde blive vanskeligt. Stil Deres uroelige Aand, tving Deres hevngierrige Hierte og stræb saavidt det staaer til Dem, at vedligeholde Fred og Roelighed i enhvers Hierte. Stræb saavidt De kommer, at overbevise de Misfornøyede om Deres Klages Ugrund, saa viser De Dem en værdig Undersaat og en god Christen. Men Vee og Forbandelse skal komme over deres Hoveder, som ikke af yderste Formue vedligeholder os vor Fred. Forbandet være den Skriver, som skriver mod Øvrigheden, og den Bogtrykker, som lader endog den ringeste Pasqvil komme under deres Presse, imod hvem den end er. Jeg og enhver fredelig Undersaat skal overhænge og overskrige Øvrigheden om at sætte Skrivefriheden Grændser, og statuere Exempel paa en saadan vindesyg og nedrig Bogtrykker, dersom vi herefter seer det mind ste fra nogens Presse, som strider mod Christendom, Pligter og gode Sæder Ingen veltænkende og ærlig Bogtrykker lader herefter noget komme for Lyset, uden at sætte sit Bogtrykker-Stempel derpaa, og være vis paa Forfatteren. Den som handler herimod, være herved erklæret for en Fiende af Landet. Lad komme for Lyset hvad som tiener til at opdage Feil og indføre Forbedringer, men ingens Presse svede under Skandskrifter, Pasqviller, mod hvem de end ere, og allermindst mod Øvrigheden, uden han vil ansees som en Landsforstyrrer og straffes efter Fortieneste; thi

32

Skrivefrieheden har langt fra ikke ophævet Love og Forordninger mod sligt. Kommer der en Skandskrift mod mig, søger jeg vist min Mand, og finder jeg ham ikke, tager jeg ligefrem Bogtrykkeren for Manden; thi det er utilladeligt, at en Friehed, som er givet i den beste Hensigt, skal saa skammelig misbruges til at oprøre den ene Undersaat mod den anden, og giøre Dannemark, som altid har elsket og æret deres Konger, misforde med Regieringen.

Der er jo dog, ædle Danske, virkelig ingen Grund til almindelig Misfornøyelse, naar enhver med rette Øine vil see paa det Gode, som er skeet. Conseilet blev afskaffet, og jeg vedder, at ikke Ti uden for Dem var ilde tilfreds dermed; thi det er klart, enhver regierede som en Konge. Deres Regimente, dersom det ikke var blevet svækket, var just i Stand til at styrte Souverainiteten. Adelen, den mægtige Adel blev adspredt, men hvo begriber ikke, ar Kieden maatte reent sønderslides, dersom Planen skulde udføres. Cancelliet er sat paa en Fod, som ingen kan andet end være fornøyet med, og hvad spares ikke ved denne Indretning? Kammeret, som før var afdeelt i adskillige Collegier, blot fordi en Adel kunde blive anbragt som Præses med en stor Gage, er samlet til eet, og herved maae efter mit Begreb spares. Toldkammeret leed mindst; men fik en bedre Indretning. Magistraten gik af; men endeel ere siden placerede ved andet, og maaskee

33

de andre siden, ligesom man finder dem duelige. Hofstaten, som var kun til at ruinere, til et Rov for enhver Egennyttig, er regleret saaledes, at Kongen nu veed hvad hans Hof koster ham aarlig. Garden til Hest gik af; thi Kongen vil ingen Stats føre, saalænge hans Land er saa forgieldet. Processerne ere forkortede, man har afskaffet en Instants; hvad Fordeel er det ikke for dem, som ere saa ulykkelige at trætte om mit og dit. Skifterne ere satte paa saadan en Fod, at man kan see Ende derpaa. En almindelig Pleye-Anstalt oprettes, hvorved den Fattige underholdes uden Betlerie, og fattige Børn opdrages saaledes, at de kunne blive til Nytte for Landet. Vi have faaet rene Gader, som sparer megen Vognleye. Politiet er sat paa en ordentlig Fod. Her sørges for Ophold til Vinteren, naar Søen tillukkes. Man bliver ved at forbedre Landvæsenet og Agerdyrkningen. Man arbeider paa at forbedre Handelen og udvide den. Hvo kan udsætte herpaa? Rangsygen, som gik til Latterlige og har ødelagt mangen en ærlig Borger, har faaet sit Banesaar. Soldaten faaer sin Sold. Matrosen, naar ham skeer Ophold og han klager, er Kongen villig at give ham Ret. Men en Deel, vil man sige, afsættes og blive brødløse. Det er sandt, men det er Reformationers Natur og kun et enkelt Onde, man ikke maae agte mod det almindelige Gode. Hvad vandt Landet ved Adelens store Indkom-

34

ster? De bleve ikke rige; thi de vare overdaadige, førte Kongelig Stats og giorde mangen Borger fattig med sig. Nu gaae de fleste Embedsmænd smukt til Fods, og betaler enhver sit. De Afsatte have faaet noget at leve af, og gid de kunde have beholdt det alt, jeg misundte dem det ikke, men Landet kunde ikke taale det.

Overhovedet vil jeg sige med en vis Statsmand, at en Regieringsform, som har staaet 50 Aar, behøver formedelst indsnegne Misbruge en Reformation, som er næsten som en nye Regieringsform. Derfor seer jeg disse Forandringer an med Stats-Øine, troer dem fornøden, beklager de Lidende uden at see Middel til at hielpe dem; thi jeg troer, det er fornøden, at ved Reformationer maae Embeder besættes med nye Folk. Jeg dømmer vel af det Gode jeg seer, jeg dømmer ikke af det, som er endnu i sin Fødsel, til at forkaste det som unyttigt eller skadeligt, men seer hen i Tiden, som skal alene retfærdiggiøre eller fordømme nærværende Forfatning, og haaber det skal blive got, om ikke for os, saa for vore Efterkommere. Jeg seer paa andre Steder, hvor der foregaaer større Forandringer. Jeg troer, det er enhvers Pligt, som ikke vil knurre mod sin Konge, at legge Haanden paa Munden i de Ting, han ikke begriber. Jeg tænker om de Mænd, der ere Kongens Raadgivere, at de alene sigte til at forbedre Landet, og har en Afskye for at fornærme nogen uden den høyeste Nødvendighed. At de

35

vide, de staae til Regnskab for Kongen og for Gud, at de elske det Land, de ere i, at det er dem kierere at have Venner end Uvenner, derfor handle og raade i den beste Hensigt, som er det Heles Vel. Jeg forestiller mig Ulykken for et Land af misfornøyede Undersaattere, derfor har jeg skrevet for at betage enhver Aarsag til Klage, og ønsker oprigtig, at Fred, Eenighed og Kierlighed maae boe i enhvers Hierte, og at vi ville overlade alting til ham heroven til, som ikke tillader der mindste uden det paa en Maade skal tiene os til Gode.

36
1

En Trøst for de

Danske Skrivere.

Frygt Gud, Ær Kongen og

Elsk Fædrenelandet.

Kiøbenhavn, 1771.

2

Den ædle Skrivefrihed, for hvilken, med mange

andre flere gode Indretninger, vi ere Kongen den uudsigeligste Tak skyldige, har begyndt med Chicaner, og vil nok endes med Pasqviller; en Frihed, ved hvis Fordele vi Danske Mænd kunde vise vores Tankers Høyhed, og at vi ved samme kunde stige til den Fuldkommenhed, at andre Nationer maatte følge vores, og ikke efter gammel Sædvane vi deres Exempel; havde ikke en Philodanus med nogle faa andre reddet Nationens Ære, saa maatte vi med Skam erfare den Sandhed, som Forfatteren af de Russiske Breve i fin Fortale forekaster os, naar han siger, at Skrivefriheden ey tiener os uden, for saa vidt, at den fører os af en Labyrinth i en anden.

Havde vi for lang Tiid siden søgt at reyse os af Støvet, og at forjage den Mening, at allting maatte blive ved der gamle, og derimod stræbt efter den sande Ære; saa havde vi ey nødig at see vittige Udlændinger herske over os; men siden vi alltiid har hængt ved det gamle, hvorved saa mangen en paa de øvriges Bekostning har funden sin Regning, og aldrig umaget os at lære at kiende den sande Ære, men ikkun søgt at tilkiøbe os latterlige Caracterer; saa er det raadeligst at lægge Haanden paa Munden, og med forenede borgerlige Kræfter stræbe at indhente det Forsømte og arbeyde paa det, som er roes-

3

værdigt og kan giøre os udødelige hos vores Efterkommere, hvilket i disse muntre Tider kan uden Miracler i Værk sættes.

Det er afskyeligt at høre og læse i disse Tider hist og her offentlige Taler og Skrifter over Regieringen, en Regiering, hvilken ey nogen af alle Nationer i Henseende til dens Souverainitet, Mildhed, Stræbsomhed og Ømhed for sine Undersaatters Vel, er at ligne med; og dog kan saa danne forargelige forargelige og gienstridige Passioner existere iblant os.

Et Skrift af samme Slags Tænkemaade, De Danske Skriveres ulyksalige Skiebne, har foranlediget efterfølgende Tanker.

Det er en unægtelig Følge, at ved en nye Indretning, somme tabe, og somme vinde, men det er en ligesaa unægtelig Sandhed, at enhver maa opofre sine egne private Fordeele for Statens Fordeele; dette er Sagen, hvilken disse smaa Skriver-Aander nægte.

I mørke Siele kan og tør I opholde Eder over Regieringen, kan I ogsaa skiønne paa den Bygning, som for dens Brystfældighed er nedreven, og nu skal saaledes grundes og opbygges paa nye, at den kan holde til Verdens Ende. Viser det ikke Eders Nedrighed, at I taler om Ting, som er over Eders Forstand? Kiender I fuldkommen de Ministre, Excellencer, Favoriter, og Familieog Ja-Brødre, som I taler om? Har I udstuderet deres Egenskaber og om enhver er paa sit rette Stæd? Tør I opholde Eder over Regieringen uden at paakaste Eder Eders Medtieneres og alle Patrioters Foragt? Feiler Regieringen, saa be-

4

staaer der allene deri, at slige Krabater ey allene imod Skrive-Frihedens ædle Hensigt, ey allene imod Lands Lov og Ret, men og efter den naturlige Lov, for deres (jeg vil kuns sige ubesindige) Forhold, maa saa ustraffet hengaae.

I raabe kun allene paa at ville have feede Betieninger, uden først at have tient eller gavnet Staten noget; hvilker dog, Himlen skee Tak er expressis verbis forbuden, saa at ingen maa erholde dem uden at have fortient dem.

Holder I det for Viisdom at male kiønne Bogstaver? Eller for saa stor en Konst og Videnstab, at concipere eller copiere en Memorial, et Brev & c., eller at formere og revidere en Regning? Eller pukker I paa Eders Ælde? I kan dog ey med Vished sige hvem Eders Olde-Fader har været, lad dog af at forarge det Veltænkende Publikum; vi kan og skrive og regne, og vores Børn lære jo det samme.

Der er heel latterligt, at I vil paatvinge os Borgere at skulle troe, at Eders Pasquille var en Suplique, naar saa var, hvad kommer Extra-Skatten Eders Trang ved? Hvorledes harmonerer Eders Bønner med de Trudseler, I lader Eder vedgaae; I ere nok af de Svenne, som ved Punsch og Viin reducere alle Skatter; og kunde der sværes til Tings paa: At der som saadan en Sviring koster kunde betale et heelt Aars Afgift for Eder alle, ved saadan Leyligheder udøser I nok Eders Bønner, som og vil blive bønhørte Derefter; ved saadanne Leyligheder sammenrotter I nok, i Eders Hierne Undersaatter og Pøbel, dethroniserer og stifter nye Collegier, uden derved

5

At tænke paa eders egen pøbelagtige Opførsel; ved saadanne Leyligheder indfalder Eder nok Eders umistelige Personers vel øvede Skriverie, og derhos foragter, hvad en i Raadet med klog Hoved, dog kun med saadan en slet Haand har skrevet, at det har præsenteret trende Prospecter af trende Gallier med sine fulde Zirater. Gid at ey de slemme Ting, baade de Gallier og de Kragetæer, som I der ligesom et Advarsel haver seet, engang men for sildig maatte bringe Eder paa bedre Tanker.

I klager, at til Politie-Controlleurer, Inspecteur og Fiscaler, ja Comissaire og Betient, af Ministerium, tvert imod en Kongelig Forordning, er foreslaget og antaget saadanne Svenne, der haver giort personlig Opvartning som Domestiqver. Det er sandt; men heraf flyder ikke at der er spillet Bold med de Kongelige Anordninger. Der vil nok blive raadet Bod paa dette med, strax var det umueligt, men skeer det ikke, raab saa paa Uretfærdighed, og bed saa, at de maa removeres, der have Skyld deri.

Den Feyltagelse, som skeede her ved Politie-Cammeret, at det (Præses undtagen) var besat med lutter dertil uberettigede Personer, saa som Domestiquer, Løbere & c., har I strax mærket; men Hvorfor har I ey kundet mærke, at den priisværdige Kongelige Forordning om Domestiquers Udsluttelse fra offentlige Embeder, at siden de allene have giort deres Herrer og dem selv, men ey Staten som bortgiver Betieninger allerringeste Nytte eller Tieneste, sigter ikkun til at holde slige Folk til Ære og fra Nedrighed; der er ellers vitterligt at de

6

saavelsom I have søgt Soutien ved Pennen, men efter den gamle Slendrian paa en nedrig Maade.

Men det er i Eders Tanker ikkun Veyrlys, I vil tillige have all god Orden afskaffet, siden I declamerer imod Studentere og Soldater; I Daarer agte I vores Ungdoms solide Studeringer ringere end Eders Penneslikkerie, eller de fortiente Militaires Duelighed mindre end Eders.

At den Kongelige Cabinets Ordre om Civile Avancements for de Militaire er paa nye forklaret, vidner hellig, og giver os høye Begreb om den rene Hensigt, Kongen har at ingen uden de, og dem, som have tient Fædrenelandet, og ey gemene Skriver Karle, bør have Fædrenelandets Betieninger, er det ikke saa: Den der haver tient Staten bør tienes af Staten igien, men I haver taget Eder dette Valgsprog: Den Hest, som fortiener sit Foder, nyder der ey.

At Kongen har begyndt med Under Officerene, skeer fordi de ere de Hiul, hvorved den hele militairiske Maskine kommer og bliver i sin Gang, ere de nu slet holdne, som her hidindtil er skeet, saa staar det i paakommende Tilfælde kun maadelig med Armeen, en Ting, som St. Germain allerede i Aaret 1763. skal have besværet sig over. I seer nok, hvor skalkagtig I endogsaa ere, at herefter ingen forløben Skriverkarl, liderlig Student eller andre nedrige Personer, skal dertil antages, men kun saadanne Sujets, som dertil findes habile, at de kan i Fremtiden paa meer end en Maade tiene Fædrenelandet.

Det er ynkværdigt at see, at en Underofficeer, naar han er den, som Skriveriet ved et Compagnie

7

er betroet, har ved liden Besoldning under Taget eller paa et kolt Loft, lige saa meget at beregne og skrive til Kongens Interesse, som neppe tvende Skriver-Karle paa et Contoir.

Man læser daglig haarde Udtryk imod den Tydske Hverving, jeg selv som Patriot har ønsket, at Pengene maatte blive i Landet og at det Overskud af vore Kiøbstæds Børn, som enten ey har Lyst, eller Evne til at studere, eller lære Handel og Profession, maatte drives af den Ære at tage Kriigstieneste; nu har den tydske Hverving ophørt, nu har vi opnaaet vort Ønske, nu, for at opmuntre os, sætter Kongen Betieningerne til Priis for de Militaire, som sine Landets Børn. Nu er det atter galt, nu vil ingen af disse ledige Kroppe være Soldat, ingen vil tiene Fædrenelandet, nu raabe disse Elendige paa Forræderie, og troe, at ved denne Ordre bliver Nationen foragtet; nu truer disse æreløse Skrivere & c. med Desperation; nu vil de nok heller være Skoepudsere, Skrivere & c. end Student, Soldat eller Professionist. Ved det Første tiene de dem selv og har dovne Dage; ved det sidste maa man arbeyde for at blive habil baade Dag og Nat.

Disse unyttige Skrivere, som for at besmykke deres Sag ønske, jeg troer af Hierte, at de Under-Officerer, som stikker dem saa stærk i Øyne, maatte blive Officerer; I Daarer! hvor mange Officerer avancerer der om Aaret, og er der ikke desuden Cadetter, hvilke, som billigt er, bør besætte de vacante Pladser. Ingen Under Officeer kan spare saa meget at, han kan ved sin Officeer-Avancement, have den første Equipage, langt mindre siden op-

8

føre sig standsmæsig, dertil tiene de fleste saa længe, at det slet ikke kan regnes for noget Avancement, naar de blive Officeer; paa denne Maade skulde disse, saa nyttige og for Staten saa umistelige Mennesker, henslide deres Tid i Armod og Elendighed: ney! Det vil gavne Collegierne mere, naar de ere besatte med Folk, som ere vante til Subordination, som have lært til Punkt og Prikke at adlyde, ja og at befale; som ere opfødte ved Tarvelighed og Arbeidsomhed, ja Forskiellen vil vises tydelig imod hine grove og pukkende Kroppe, som nu allerede viser, hvor meget dem af Statens Hemmelighed bør anbetroes. Har en Militaire ved denne nye allerhøyeste Anordning engang opnaaet en for hans Stand anstændig Betiening, saa kan han sige at det er for den Ære, at han har tient Fædrenelandet.

Denne Anordning vil efter al Formodning tilskynde os Kiøbenhavnske Borgere til at kappes om hvo der først af os kan opklække af sine Sønner en Minister, eller General af dansk Blod og Stamme; "men til

Trøst

for de danske Skrivere, som ikke veed andet at tale, og som ikke lægge Vind paa andet, end ved Dovenskab at faae feede Betieninger, og sluge Landets Fedme til sig: Har I ærligt dansk Mod og Blod, og duer I til de Ting, I giver Eder ud for, saa, for at undgaae all vel fortient "Straf, opfylder Kongens Villie, red Nationens Ære, søg Statens og Eders Beste, gaaer og bliver Soldater."

1

En norsk Matroses Tanker

over den

Vanskelighed,

at

faae Kongen i Tale,

skreven til Trøst for sine Brødre.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt og findes tilkiøbs hos Job. Rud. Thiele.

2
3

Er en Matros ikke ogsaa et Menneske? Tænk engang, hvilket Spørsmaal! vil nok Folk sige. Jo, den som lider Nød og Jammer for sit Fæderneland er unægtelig et Menneske, og i en vis Mening et dobbelt, et retskaffen Menneske, da han mangen gang med sin eene Næve giør uformærkt Staten større Tieneste, end et halv hundrede Døgenigter, hvis hele Merite er og bliver at fraadse og drikke.

Har man maaskee glemt, hvad Got en Matros giør, fordi man ikke endnu har lært at

4

stikke en Finger i koldt Vand, eller været med ved Leyligheder, hvor nogle hundrede Menneskers Liv ofte hænger ved et Tov, meer eller mindre?

Har man glemt, hvad hiin brave Matros giorde, da hiin danske Konge fik sit Øye skudt ud ved en Kanon Kugle? I steden for en Deel kielne og fruentimmeragtige Svenne tabte Mod og Kurage, da de ikke kunde bryste sig uden af en eenøyet Anførere, viste Matrosen sig ikke at være en forbauset Kujon, men indblæste hele Hoben Mod og Tapperhed,

sigende: Veed I ikke, at Kongen er et Menneske, og gierne med Ære kan sidde paa sin Trone, og regiere sine Undersaattere med et Øye. Vi kan endnu læse Heltens Hensigt af det andet Øye. Kuns frisk! Og alle de Tilstædeværende, saavel som Kongen selv, glemte baade Øye og Plaster, og fulgte Matrosens Raad, nu da det kom an paa at slaaes, og ikke paa at græde og skielve.

O! jeg kunde vel her ramse mange Sager op, og vise, at en Matros kan ogsaa

5

giøre noget til et Riges Beste. Men lad vore Lærde giøre det, de faaer Betalning derfor.

Nok er det! jeg paastaaer tillige med alle mine Kamerater, at en Matros fortiener at ansees med andre Øyne, end Folk i Almindelighed giør.

Hvorfra kommer den Foragt, man synes at vise imod os? Er det Belønningen for vor sure Møye og Arbeyde? Er det den Tak vi skal Have, fordi vi, naar andre kan indhylle sig i bløde Klæder, og slaae sig til Rolighed i Søvnens Arme, vi da maa tumle om for Vind og Veyr, og see vort Liv at kappes hver andet Øyeblik med Døden om Seyer, og slynges hid og did imellem Frygt og Haab paa Ryggen af de usikre og forræderiske Bølger? Er det den Roes vi skal have, naar vi kommer Hiem fra vore lykkelige Reyser, at læse et spodsk og foragtelig Fy i vore Medborgeres Ansigt, og høre dem at hviske: Ey fy! hvilke liderlige Folk! hvilke grove Matroser!

Saadan Snak og Tanker har Fanden lært jer. Meener I Giække, at Complimen-

6

ter og søde Ord er en Tone, der kan passe sig til Matrosens Øre, naar Storm og Strand taler et Par Ord med, meene I da, at det var raadeligt at vore Chefer talte til os i en fiin og kielen Fruentimmer-Stiil, eller karesseerte os, som Abekatter? Ney! da vilde vi snart komme til at daane hen i Bølgernes vaade Skiød.

Og faaer I Qvalmer maaskee, naar I kan faae et Diævelen gale i mig at høre, da vider, I Pene, at Eeder og Bander er et ulyksaligt Onde, der maa bruges hos Matroserne i steden for Disitinctions Tegn, Comma, semi Comma, Colon, Punctum, eller hvad I kalder det; og skal Matrosen laane noget af jeres Grammatica, da bliver det vist nok Signum Exclamandi. Den Karl kiender vi nok, og hans Toner forstaaer vi best.

Veed I, hvad vi har Ret til at fordre af jer, I kielne Siæle? Den Karl, der

lider meest Ont for Fædernelandet, burde æres meest. Hvad siger I vel om den Maxime? Den pirrer jer nok lidet i Næsen.

7

Meener I ikke, at vi kan indsee, hvordan man burde traktere os? Og meener I, at vi ikke kan skiønne paa, om man giør os Ret eller ey? Pirrer I kuns ikke meget ved os, vi veed Veyen til Kongen; men hvad siger jeg? Vi kan jo ikke faae Kongen i Tale.

Men meener I at sætte saa høyt et Gierde om Monarken, at vi ikke skulde faae Øye paa ham, eller skiule ham i en Krog, naar vi ere i en anden, da vider, at har I Finter, har vi Mod og Kræfter, og kiender I Normanden ret, da stadfæster I Følgerne af denne Sandhed.

Agter I os saa ringe, fordi vi ere Matroser, at vi ikke maa see vor Konges Ansigt, eller skal vi lade os nøye med, at en anden Nation siger os, at vi har en Konge, uden at vi selv maa vide: Hvem?

Maa vi ikke selv med vore egne Øyne komme til at see og dømme, om vor Konge er stor eller liden, om han regierer selv, eller andre? m.m. Vi kan jo ikke giette det, siden

8

vi ikke kan faae ham at see. Vi skal altid vise, naar det kommer an paa Prøve, at vi Normænd har et Hierte, der kan elske vor Konge lige saa ømt, lige saa høyt, som en dansk Mand.

Skal da den norske Nation være et Skumpelskud imod den danske eller en anden fremmed Nation? Og har Fransmanden og Engelænderen viist Dannemark saa mange Tienester, at de har Prioritet i Kongens Aasyn førend og frem for Normanden?

Hvad svarer I os paa dette? Og meener I ikke, at vi har Ret til at ønske og sige:

Naadige Konge! lad os see, hvordan Du seer ud! Folk snakker saa meget. Vi ønskte nok selv at see dig, og tale med dig.

Vi maa jo tænke underlig om, at der er Vanskelighed i at faae Kongen i Tale. Bevar os Gud! bør ikke enhver Undersaat have fri Adgang til Kongen, og til Naadestolen? Hvorledes skal Kongen faae at vide sine fortrængte Undersaatters Nød, uden de siger ham

9

det selv? Om en anden skiønt vilde sige til Kongen et Par Ord imellem til Undersaatternes Tarv og Beste, saa, om Forladelse, er det ikke nok, og skulde vi vel kunde troe, at de, der ere om Kongen, kunde faae Tid, for andre vigtigere og ilende Forretninger, at tænke paa Undersaatternes Vee og Vel saa oprigtig, at de kunde faae Raad og Tid til at giøre en vigtig, upartisk og christelig Forestilling om de fornemmeste Saar og de vigtigste Plastere i en sværtet, syg og udtæret Nation, der længe forgieves har sukket under Byrden, uden enten at faae Raad eller Lindring til sine desperate og knap til Redning staaende Saar.

Den sikreste Vey at gaae for en Regent, bliver vist nok denne, at kalde en prøvet og erfaren, en redelig upartisk Mand til sig af hver Stand, høre hans Ord, Sagernes virkelige og væsentlige Tilstand, og saa siden anvende de Midler, som Religion og Fornuft anseer for de sikreste og beste til at afhielpe alle de offentlige Mangler og Elændigheder.

Hvordan gaaer det ikke med de utro og uforsigtige Barnepiger? Hvor tit lader de

10

ikke Barnet falde og slebe sig; de ere nok saa snilde, at de ikke lader Barnet strax komme til Fader og Moder, men opholder det med et og andet Slikkerier, hvis det vil tie stille; thi de veed nok, at det vil gielde dem, faaer Fader eller Moder det at vide, hvordan det egentlig er gaaet til.

Men lad kuns Barnet komme lige til Fader eller Moder, saa kan Barnet blive kureret i Tide, og de slette Opvartersker blive straffede og jaget paa Døren.

See! saaledes vil det ligeledes være nyttigt, hvis Undersaatterne strax maatte komme til Kongen, at klage deres Nød, førend den bliver ulægelig eller forqvaklet ved Ophold og Forsømmelse.

Hvor er det vel mueligt, at en Regent, der har saa meget at beskiæftige sin Aand med, kan allene uden nogens Hielp faae Øye paa alle de Smaating, der gaaer for sig i hans Rige? Og det er og bliver dog en høy Nødvendighed for Regenten, at vide det Store med det Smaa, det Vigtige med det Ringe, siden Følgerne af

11

en ringe Ting, uden Kongens Vidende, ofte kan drage mange store Ulykker med sig over Staten.

Lad derfor kuns Borgeren først komme lige til Kongen, siden Matrosen, maaskee han er alt for liderlig en Karl til at komme Kongen i Tale.

Lad Borgeren, siger jeg, fortælle Monarken saa smaat, hvordan det gaaer til; og jeg sværger ved de helligste Ting, at den Dag vil komme, da Monarken ikke skal fortryde. hvad han har hørt.

Lad Haandværksmanden opregne for Monarken, hvordan han og hans Laugsbrødres Tilstand er, hvorfor han ikke kan faae Arbeyde, hvor mange slette Betalere der ere til, der ofte bedrager ham hans hele Arbeydsløn fra.

12

Intet ansees af en Regent for Smaat og intet Betydende, der kan føre mange ulyksalige og for Staten ret farlige Følger med sig.

Intet er smaat for en stor Konge. En liden Gnist har ofte antændt en stor Ildebrand. Det er naturligt, at en Sygdom bliver meer og meer farlig, jo længer den forsømmes og forhales.

Statens Syge bør endnu mindre forsømmes og forhales, end nogen andens; siden dens Følger bliver farlige for et Heel Land, et heel Rige.

Man maa stræbe, at opdage endog de mindste Mangler, imedens der er endnu Tid til at forsætte dem med nyttige Indretninger; men alt dette maa Kongen selv vide, thi han er sat til at raade Bod derpaa, hans Undersaatters Vel og Vee hænger af hans personlige Naade eller Unaade, og ikke af Ministrernes. Han er Landets Fader, han maa tage sine Børn for sig selv, undersøge hvad dem fattes, selv befale og anordne Hielpemidler, selv see til, hvordan de anvendes og bruges, selv see paa

13

Frugterne af vise og naadige Love, saa vil han og selv engang krones med Naade og Miskundhed i Evigheden.

I maa ikke blive bistre, I got Folk, hvem I endog er, at en Matros bliver saa uformærkt Statsmand, og snakker med jer i en anden Tone, end i Skibstone.

Sagde jeg jer ikke nok, ar en Matros er ikke saa dum en Karl, som I tænker; han veed ofte meer, end man seer ham an for, og vi norske Matroser tænker paa meere, end paa Seyl og Tovværk; der kan faae meere Rum i vor Hierne, end Søekort og Compass og naar mange tænker, at vi i Tankerne klyver op i Masten, klyver vi op paa Fieldene, og seer ud, om vi ikke af en Hændelse (siden det skal være saa) kan faae Øye paa vor Konge, at vi kunde dog eengang komme til at fortælle ham alt det, vi nu en Tidlang har samlet paa.

Her seer I nu Matrosens Tanker. Kan I fordrage hvad han siger, skal I faae meer at vide, førend han reyser, endskiønt der vil gaae noget af hans Gage til Trykkerløn, men

14

det er lige meget. Nu omstunder vil Sandhed koste nogle Skillinger; men man giver dog saa mange unyttig ud, sagte kan man anvende nogle paa at kiøbe Sandhed; den er man ikke bedragen med, som med Katten i Posen.

Endskiønt jeg er Matros, veed jeg dog, at den, der vil sige Sandhed, faaer en braaden Pande; men troe mig! den norske Matros vover sin Pande, han er vandt til at stanges med sine Brødre, og prøve Styrke med deres Pande brask, og det rask.

En Sandhed, der sigter til et heelt Riges Velgaaende, vilde man dog ikke formode, skulde betale sin Orator med en braaden Pande; men lige meget! hvem veed, om ikke den sande Patriotisme kan gaae. saa vidt, at dens søde Fornemmelser og Virkninger kan giøre en braaden Pande taalelig at bære, naar kuns et heelt Riges Vel maa befordres ved Sandheden og dens lyksalige Følger.

15

Kan vel nogen fortryde paa at taale et lidet Ondet, naar for Resten hele Nationen maa nyde Got deraf! ney; en Matros kan ogsaa være Patriot og Rigets Ven, og han er Det virkelig, siden han er sat for i Spidsen af Livets Besværligheder, og maa vove Trøyen for sin Konge, enten han vil eller ey.

16
1

Nogle

Tanker

fra

en gammel berømt

Hedning

til

Overbeviisning

for vore Tiders

hedenske Gierninger.

Omnes Virtutes jacere necesse elt Voluptate dominante. Cicero.

Kiøbenhavn 1771.

Trykt og findes tilkiøbs hos I. Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeltsstræde.

2
3

Al Dyd tit Grunde gaaer, naar Vellyst Tronen eyer. Og ingen Pligter meer i Staten noget veyer.

I blant alle de Sandheder, som sigter til at giøre os Mennesker lyksalige,

deels betragtede, saavidt vi ere Mennesker, som ogsaa saavidt vi staae i Sælskab og Forbindelse med andre Mens nesker, holder jeg for, at ingen Nøyere bør indskierpes os, og ved alle Leyligheder, og Livets Omstændigheder at anvendes og sættes

i Verk, end denne Sandhed, nemlig,

4

at Dyden bør regiere, og Vellysterne tvertimod at indskrænkes saaledes, at de aldrig skal føre os ud fra at betragte det Maal og Øyemed, hvorfor vi ere satte paa denne Verdens Løbebane, nemlig for at giøre os selv og andre saa fuldkomne og lyksalige, som det er mueligt.

At vi ikke her ere satte allene for at opfylde de sandselige Lyster, og visse Drifter, som vi har tilfælles med Dyrene og de Umælende, er noget, som en Cicero selv indsaae i sin Tid, hvorvel han feylede det ' Lys, som skinner nu saa klart i vore Tider, og saae kun, som i et Tusmørke, de vigtigste og betydeligste Sandheder, som forbinder os til de ædelste Pligter, og altsaa sigter til at giøre os lyksalige.

Ingen tvivler paa, at jo et hvert Menneske har i sig en indvortes medfød Drift til at giøre sig selv, og andre lyksalige, helst de, som man af Naturen ere nærmest forbundne, at skye alt det, som kan forringe os, og tilbringe Fordervelse, og tvertimod at anskaffe sig alt det, som

5

kan forbedre og lyksaliggiøre os. Denne Sandhed er i mine Tanker saa klar og afgiort, at man ingen Aarsag har til at troe, at nogen skulde kalde den i Tvivl, eller giøre sig Umage for at kuldkaste denne Grundvold; thi den medfødde Egenkierlighed til vor Lyksalighed antager den uden noget Beviis.

Men for nu at blive (hvorpaa det kommer fornemmelig an) tydelig overbeviste om, hvad der er en sand og indbildt Lyksalighed, paa det vi ikke skal tage Feyl i vore Domme, og forblindede af forudfattede Meninger, ikke giøre den rette Forskiel, saa har vi noget medfød og indplantet i vor Natur, som man kalder Naturens Lys, eller Fornuften, som er det ypperste Naturen har nedlagt i og betroet os. Denne Fornuft bør og kan skille imellem Sandhed og Usandhed, imellem Sort og Hvidt, den bør i alle de Ting, som har Indflydelse i vore Gierninger, bestandig at spørges til Raads, og efter den bør alle vore Gierninger, førend de foretages, prøves, undersøges, overlægges og besluttes. Naar den

6

Nøye altid bruges, kan den af Tingens Natur selv, og dens Følger lære os, hvad der er got eller ont, hvad der befordrer eller giør Skaar i vor Lyksalighed.

Den er det, der giør Forskiel imellem os og de Umælende, thi disse seer allene til det, som er nærværende og sandseligt, og fornemmer lidet eller intet til det Forbigangne og Tilkommende; men et Menneske, fordi han er deelagtig i Fornuft, seer det Tilkommende, han seer Tingenes Aarsag, deres Fremgang, og veed ligesom forud hvad der vil skee, han giør Sammenligninger, holder det Tilkommende imod det Nærværende, og seer saaledes lettelig forud det hele Livets Løb, og derfor er betænkt paa at skaffe sig det Nødvendige.

Denne Fornuft var det, der var vore første Forældre medskabt, og den Tid bestod den derudi, af de havde tilstrækkelig Kraft at undersøge en Ting, om den var god eller ond, førend de ønskede den, eller satte den i Verk. Havde de altid brugt denne Evne ret, saa havde de aldrig faldt; altsaa

7

bestod Aarsagen til deres Fald derudi, at de lode sig henrive og indtage af en sandselig og følelig Begierlighed, førend de havde Nøye nok, eller maaskee slet intet undersøgt den, hvilket siden hos dem foraarsagede den største Uordentlighed og Forstyrrelse imellem Fornuften og de sandselige Begierligheder, som derved bleve oprøriske, og siden førte Strid imod Fornuften.

Det kan vi, som har arvet dette Onde, ogsaa erfare tydelig nok, thi hvor vanskeligt er det nu ikke for os, at skaffe sig en tilstrækkelig Overbeviisning i Forstanden, om det, som ndgior vor sande Lyksalighed, da vi saa ofte og tvertimod vores sande Bestemmelse søger og sætter vor Lyksalighed i indbildte og daarlige Fuldkommenheder, hvor vanskeligt for os at faae et tilstrækkeligt Begreb om vore Pligter, hvor vanskeskeligt at sætte dem i Verk, naar vi endog tydelig har lært at kiende dem, og hvor ofte henrevne af de voldsomme Sinds Bevægelser forløber vi os ikke imod vor bedre Overbeviisning. Ja kort, hvor vanskeligt at lære at kiende sig selv. Heraf kommer

8

Fordomme, forudfattede Meninger, en umod

Stolen paa sig selv, paa sin egen Indsigt og Dygtighed, Foragt over andre, Hevngierig-Hed, Vrede, Fremfusenhed, utidig Overilelse, og en lastefuld Knorvorenhed, og med faae Ord sagt, her kan den sande og rene Sinds Klarhed, og deraf flydende Sinds Fornøyelse aldrig have Sted. Jo mere derfor Forstanden opklares, og kommer tydelig til at indsee Bevægelses Grundene til at opfylde sine Pligter, jo Nøyere hine undersøges, kiendes og prøves, jo lettere bliver det for os at opfylde disse, og jo mere nærmer vi os til Lyksalighed.

Det var derfor at ønske, at mange saa kaldte Lærde, Lærdom kan man maaskee tilstaae dem, men aldrig Viisdom, vilde anvende nogen af den Tid, som de anvender paa unødvendig Ordkrig, paa at lære at kiende sig selv, og paa at opfylde Dyden, at de vilde læse mindre, men derimod tænke og leve bedre, den praktiske Lærdom er det fornemmelig, der kan giøre os dydige, at kiende sine Pligter, at opfylde dem er det, der udkræves af os, som fornuftige Skab-

9

ninger, at opdage en Feyl i vort Hierte, at rette den holder jeg for langt bedre, langt nyttigere, og af langt større Vigtighed for os, end at vi kunde opdage og med de sandsynligste Beviser udgiøre, hvor mange Pletter, der er i Maanen. Naar jeg derfor læser, saa læser jeg ikke allene for at læse, og for at kunde giøre mig til af min megen Lærdom, men jeg betragter, Hvad det er jeg læser, anvender det paa mig; thi nu taler jeg om de Videnskaber, som kan forbedre Hiertet. Jeg betragter mig, mine Hensigter, mine Gierninger deri, som i et Speyl, jeg forsøger mig selv, jeg prøver mig selv, at jeg opdager Feyl hos mig selv, det skammer jeg mig i mine egne Tanker, og for mig selv aldeles intet veed, jeg synes det er bedre, og fører ikke saa stor Bekostning med sig for mig selv, som naar andre skal opdage dem, hvor jeg tager Feyl engang, der stræber jeg efter at handle forsigtig en anden gang. Af en Kilde kan jeg ved Nøye Undersøgning udlede en stor

Deel af mine Feyltagelser, nemlig at jeg

har stolet for meget paa min egen Indsigt

og Dygtighed. Min Svaghed og Skrøbe-

10

lighed er ikke blevet saa nøye giennemheglet, som den burde, jeg har ikke kiendt, eller vilde kiende, at det var mueligt her at tage Feyl, men Følgerne har lært mig, at det var ganske mueligt at feyle. Naar jeg uformodentlig bliver overbeviist om noget, som hidindtil har hindret mig i at opfylde mine Pligter, og forstyrret den sande og stille Sinds Rolighed, som jeg ønsker og attraaer ved alle Leyligheder, som er det dyrebareste et Menneske kan naae i dette Liv, glæder jeg mig derover mere, end andre kan glæde sig over, at de har fundet en stor Skat. Har jeg en god Ven, skammer jeg mig intet ved at give ham min Fornøyelse tilkiende. Derover er jeg alle Tider vel fornøyet i de fattigste Omstændigheder, og undertiden med en hungrig Mave, naar andre i største Overflødighed, og med en fuld Mave ere vrantevoren og misfornøyede. Har jeg faa Penge en Dag, saa lever jeg ogsaa meget knap og indskrænket, ja saa indskrænket, at ingen maaskee vil troe det, desuagtet er jeg vel fornøyet; thi at kunde svare enhver sit, paaligger mig, som en Pligt, og der har jeg allerede Belønning nok for min indskrænkede Levemaade.

11

Følgerne deraf ere og meget gode for mit Helbred. Hvad jeg spiser, det smager mig fortreffelig, og jeg behøver ingen Kryderie. Har jeg derimod en Dag, ved uformodentlige Hændelser, faaet lidt mere Penge end sædvanlig, saa giør jeg mig til Gode med saadanne Ting, som jeg ikke nyder daglig, og hvoraf jeg aldrig har erfaret nogen ond Virkning. Og som det nu forholder sig med denne sandselige Begierlighed, saaledes gaaer det og med de andre. Ved deres Nydelse har jeg altid for Øyne, hvad og hvorledes Følgerne vil blive for mig. Og saaledes henlever jeg min Tid ganske rolig og vel fornøyet, og forundrer mig over, at nogen kan være misfornøyet med sin Stand.

Dersom Vredagtighed vil indfinde sig Hos mig imod nogen Person, betragter jeg i Almindelighed, om der vil flyde noget Got deraf? Hertil svarer den Kundskab jeg har om mig selv og min egen Forfatning: Ney, thi naar Vreden er forbi, indfinder sig gierne en stor Tungsindighed, som pleyer gierne at være en Følge af Galdens Virkning.

12

End mere, jeg kan ikke forsikre mig selv om, at holde den rette Maade i saa uordentlige Sinds Bevægelser. Altsaa bør Fornuften at føre Herredømmet, men de sandselige Begierligheder at lyde Ordre.

For at være sagtmodig imod andre, læser jeg vor Frelseres ypperlige Biergprædiken, og Apostelen Johannes den store Menneskevens Breve. Jeg glemmer tillige ikke under alt dette at tilbede det høyeste Væsen, at han vil styrke mig Svage, og at hans Fuldkommenheder maa fuldkommes i Skrøbelighed. For at have et fuldkomment Exempel at handle efter, forestiller jeg mig, saavidt jeg kan, min Gud i Tankerne, og fornemmelig det Sprog: Værer

fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er fuldkommen.

Jeg har ogsaa mærket, at hvorvel jeg har havt tilstrækkelige Bevægelses Grunde til at opfylde en og anden Pligt, er det dog ikke altid blevet sat i Verk, men jeg har endog efter de lydeligste Forestillinger og Overbeviisninger taget Feyl. Hvilket jeg troer, man vil tilstaae mig, og altsaa seer jeg deraf, at min Villie og mine

13

Tilbøyeligheder maa være fordervede, siden de giør Opstand imod min Fornuft, og vil ikke efterkomme det, som jeg dog i min Forstand er overbeviist om at være got, og som et Præservativ, for ikke saaledes at overrumples, bruger jeg Bønnen.

Om vi Mennesker ere fuldkommen skikkede til at opfylde af os selv de Dyder, hvis Bevægelses Grunde vi noksom indseer, er noget, som jeg vil lade staae ved sit Værd, og overlade til enhvers egen Erfaring.

Men efter diste Omsvøb vil vi begive os til Hovedsagen, og blot allene af Fornuften vise Vellysternes skadelige Følger. For nu at faae om denne Sandhed et tilstrækkeligt Begreb, saa vil vi bestemme Hoved-Ordenes Mening af denne Sætning, nemlig: Ved Dyden forstaaes en Sammenhæng af alle Fuldkommenheder, som giør os lyksalige. Ved Vellyst derimod forstaaer vi et almindeligt Indhold af alle sandselige Begierligheder, saa vidt de fører Herredømmet. Nu er det en bekiendt Sandhed, som bevises af alle Tiders Erfarenhed, at hvor Vellyst regierer, det er at sige, hvor man ingen

14

Maal veed, men er umættelig i sine Begierligheder, der kan Lyksalighed aldrig have Sted.

Her forstaaes ved sandselige Begierligheder alle de jordiske Fornøyelser, som vi med vores Sandser kan nyde af de legemlige og skabte Ting. Og at jeg derpaa skal give en Beskrivelse, vil jeg benytte mig af Salomons Ord, naar han i Prædikeren taler om de sandselige Lyster. Jeg benytter mig af hans Ord, thi han havde baade Forstand og Evne nok i saa høy en Grad, som det er mueligt at forestille sig, at nyde de sandselige Lyster. Hans eftertænkelige Ord ere disse: Jeg giorde

mine Gierninger store, jeg bygte mig Huse, jeg plantede mig Viingaarde, jeg giorde mig Urtehaver, og Lysthaver, og jeg plantede allehaande Træer i dem, jeg giorde mig Fiskevande, at vande af dem de Skove, som Træer oprinde udi; jeg eyede Tienere og Tienesteqvinder, jeg havde ogsaa hiemfødte Tyende, jeg havde ogsaa megen Eyendom af smaat og stort Qvæg, mere end alle de, som havde været

15

for mig i Jerusalem; jeg samlede mig ogsaa Sølv og Guld, og en synderlig Eyendom af Konger og Landskaber, jeg beskikkede mig Sangere og Sangersker, og Menneskens Børns Vellyster, allehaande sammenstemmende Musik, og jeg tog til og blev mægtig, og tog til over alle dem, som havde været for mig i Jerusalem, ja min Viisdom stod med mig, og alt hvad mine Øyne begierede, tog jeg ikke fra dem, jeg nægtede mit Hierte ingen Glæde; thi mit Hierte havde Glæde af alt mit Arbeyde, og dette var min Deel af alt mit Arbeyde. Da saae, saae jeg om til alle mine Gierninger, som mine Hænder havde giort, og til det Arbeyde, som jeg arbeydende havde giort, og see, det var alt Forfængelighed, og Aands Fortærelse, og der var ingen Fordeel under Solen.

Af dette Exempel vil Skriften lære os, at et Menneske maa stige til saa høy en Grad i jordiske Lyksaligheder, som man mueligt kan forestille sig, og afbilde i Tankerne, saa er

16

dog denne Lyksalighed Forandring underkastet, og hvis vi ikke havde nogen anden i Vente, sfaa kunde allene Forestilling, om at vi engang skal miste den, betage os Sødheden af dens Nydelse.

Jeg bruger her med fri Forsæt et Exempel, taget af Skriften, fordi jeg ikke har fundet i nogen Historie et større Exempel paa et Menneske, der har kundet nyde de jordiske og sandselige Fornøyelser i en høyere Grad, end denne store og vise Konge. Vil nogen sige: Ja heri haves intet Nyt, denne Sandhed vidste vi; saa svares hertil: At saadanne Sandheder aldrig nok og for ofte kan indskierpes, nemlig, at intet kan mere befordre vor Lyksalighed, end at vi lærer at sætte Maal og Grændser for vore Begierligheder, at vi lærer at giøre Forskiel imellem den sande og indbildte Lyksalighed.

Jeg holder ogsaa for, at slig en høy Grad af sandselige Fornøyelser vilde blive meget farlig for os, og snart kunde forlede os til Afveye; thi kunde slig en Mand, som Salomon, den viseste iblant alle, og til hvis Høyde i Kundskab om sine Pligter, kun faa kan stige,

17

kunde han, siger jeg, lade sig forlede af hedenske Fruentimmer til at begaae tvertimod sin bedre Overbeviisning saadanne, at jeg saa skal sige, barnagtige Daarligheder, hvor langt lettere kunde da ikke vi andre forføres, om vi naaede denne Høyde af Vellyster.

Vore Tiders Historie beviser ogsaa, og deri kommer alle Fornuftige overeens, at saa snart, som Vellyst naaer, eller noget nær har naaet til den Spidse, som det er mueligt at forestille sig, saa maa al Pligt, al Religion, al Menneskekierlighed gaae ganske reent til Grunde, og kuldkastes, og naar det skeer, kan intet Sælskab længere blive bestandig.

Saa længe Romerne arbeydede paa at erobre hele Verden, at giøre en Seyervinding efter en anden, saa længe de laae til Feldt imod deres Fiender, seer man, at alle Ting gik vel til i Staten, Rom blomstrede, Lyksalighed tog til, enhver glædede sig ved at opofre sig for det alminde-

18

lige Beste, men saa snart den langvarige Fred havde giort dem kielne, og ligesom af sig udklækkede Vellyster, opkom der indbyrdes Krig og Strid. Intet Pagt og Forbund stod længere ved Magt, ingen Love vare mægtige nok til at holde dem i Ave; men deres Vellyster, deres uordentlige og umættelige Begierligheder brød alle de Baand, som skulde holde dem i Forbindelse med hverandre, og drive dem til at arbeyde paa en fælles Lyksalighed. Lovene vare da der kraftesløse, Ret og Dom var kast under Bænken, Forfædrenes Skikke var uddød, øvrighed blev ved Sverdet bortdreven, og Raadets Navn hørtes ikke engang nævne i Staten. Alle lumpene, slette og liderlige Mennesker flokkede sammen, og med Eed, hvorover man billig maa forunde sig, sammensvore sig, at de vilde være enige i at forstyrre den almindelige Rolighed og Sikkerhed.

Altsaa bliver det da en evig Sandhed, at hvad Vellyst, der tager Overhaand

19

i en Stat, og bliver almindelig, er og bliver Aarsag til Statens Undergang.

Kan eller bør den ansees for en Regent, siger Cicero, eller hvorledes kan han komme til at føre det Navn, eller hvorledes kan han regiere over nogen Frie, som ikke kan regiere sine egne Begierligheder? Vellysterne maa først indskrænkes, Begierlighederne holdes i Ave, Vrede betvinges, Gierighed bekriges, og de øvrige Sinders Smitter qvæles, da først med Billighed kan man regiere over andre, naar man ikke længere er en Slave af de lumpneste Herrer, jeg meener Skam og Vanære. Imedens disse ere ved Roret bør man saa langt fra at ansees, som frie eller uindskrænket, at man langt hellere bør ansees for den foragteligste Slave af alle Slaver; thi hvad er Frihed? intet andet, end en Evne til at leve, som man vil.

Men hvo lever, som han vil? uden den, som følger det, som er ret, som glæder sig ved sine Pligter, som har forud betragtet og overlagt den Den, han vil og bør gaae, som opfyl-

20

der Lovene, ikke af Frygt, men følger og holder dem, fordi han er overbeviist om, at dermed er den høyeste Lyksalighed forbundet, som aldrig tænker, siger, eller giør noget, uden det skeer med god Villie; og endelig, at der aldrig er nogen Ting, som gielder mere hos ham, end hans Fornuft og fri Ville. For hvilken selv Lykken maa vige og give efter, og som kan sige med Sandhed: Jeg har forekommet dig, Lykke, og saaledes tillukket for alle dine Adgange, at den aldrig engang skal aande paa mig. Alle Lumpne ere derfor Slaver, og i Tingen selv er det ikke faa forunderligt, som det synes i Ordene.

Og end videre, siger Cicero, mon den kan kaldes en Fri, over hvilken en Qvinde reregierer for hvilken hun giver Love, foreskriver, befaler, og forbyder, ligesom det falder hende ind? Ja kan han kaldes fri, som ikke tør nægte, ikke afslaae sin Herskerinde noget? Kræver hun? maa her punges ud; kalder hun? maa Ordren lydes; viser hun af? maa man pakke sig; truer hun? maa her frygtes. Jeg meener, at slig en Karl, omendskiønt han ogsaa

21

Har sin Oprindelse af Stand, bør ikke allene ansees for en Slave, men endogsaa for den elændigste Slave af alle Slaver; thi hvorfor har vi faaet Fornuft? sandelig ikke for at være en Slave enten af vore egne, eller andres overdrevne og utømmelige Begierligheder, men for aldrig at tænke andet, aldrig ar besiutte andet, aldrig at giøre andet end det, som er Ret, og aldrig lade os saaledes føre bag Lyset af andre, at vi, forglemmende vor Pligt, skulde giøre os selv og andre ulyksalige. Derfor bør vi aldrig at giøre et Trin anderledes, end det kan bestaae med den Kraft, som er nedlagt i os til at undersøge en Tings lyksalige eller ulyksalige Følger.

Jeg bliver nu videre ved efter Ciceronis Maade at afskildre andre Laster, hvilke ere de samme til alle Tider; thi Dyd bliver Dyd, og Last bliver Laft, og om begge Ting kan Følgerne tydelig overbevise os. Jeg ffammer mig heller intet ved at bekiende frit ud, at det meste, som her er skrevert, er taget af Cicero, og ikke er mit eget. Jeg synes, at disse Sandheder, som han har afhandlet om Lasterne, ere af den

22

Vigtighed, at de bør at komme for Lyset, og tages i Betragtning af almindelige Folk; og Hvorfor fortiener ikke lige saavel en Cicero, fom mange andre franske og engelske Skrifter at oversættes i det Danske. Vist nok er det, at hans Afhandlinger om moralske Dyder, naar de ret læses, betragtes og anvendes, kan lære os at tænke og handle fornuftig og ædel. Og det var at ønske, at man kunde iføre sig den Mands Tænkemaade, og sætte hans Sandheder i Verk; thi naar det skede, blev man baade selv og giorde andre lyksalige. Her opholder jeg mig meest ved hans Parodoxa, det er de Mørke og dunkle Meninger, eller ikke almindelig antagne Meninger. Men jeg troer, at de fleste

deraf ere saa klare og tydelige, at de aldrig kan nægtes.

Men nu kommer jeg til Hovedsagen selv igien, og vil bruge hans Ord til den Gierige. Hvad er det, siger han, for en utidig Pralerie du bruger i at opregne dine store Penge-Summer? er du allene riig? O Gud bedre dig! skulde jeg ikke glæde mig over, at jeg og har hørt og læst noget? er du allene riig? Hvad,

23

om du ikke engang er riig? men hvad, om du endog er fattig? Thi hvo forstaaer vi ved en Riig, eller hvo tillægger vi det Navn? Jeg meener, at dette Navn passer sig paa den, som eyer saa meget, at han lettelig er fornøyet til at leve anstændig, fom ikke søger, ikke attraaer, ikke ønsker noget videre. Dit Sind og din indvortes Forfatning bør at dømme dig riig, ikke andre Folkes Snak, ikke dine Eyendomme. Dit Sind bør ikke at fornemme til, at det mangler noget, det øor ikke at bekymre sig om mere. Er du fornøyet, og har nok i dine Penge? saa tilstaaer jeg, at du er riig. Men dersom du, dreven af Pengegierighed, anseer ingen Fordeel for at være lumpen, saa bør du aldrig at føre Navn af et skikkeligt Menneske, dersom du daglig bruger Sviig, bedrager, kræver, giør Contrakter, tager og røver, dersom du udsuer dine Medbrødre, dersom du bestieler Skatkammeret, dersom du forventer dine Venners Testamente, ja ikke engang oppebier det, men stikker selv under, er alt dette Beviis paa, at man enten har til Overflødighed, eller at man mangler?

24

Menneskets Sind bør kaldes riig, ikke Hans Kiste, saa længe jeg seer dit Sind er tom, endskiønt din Kiste er fuld, erklærer jeg dig dog aldrig i al Evighed for at være riig; thi efter det, som er nok for enhver, udregnes Rigdoms Forraad. En kan have større Udgifter end en anden, een kan have mange Børn at forsørge, han behøver mere, end den, der har ingen. Den derfor, som ikke har meget at sørge for og forsyne, men som har utallige Begierligheder, som paa en kort Tid kan udtømme de største Penge-Summer, hvorledes kan jeg komme til at kalde ham rig, naar han selv fornemmer, at han trænger?

Mange har hørt, at du har sagt, at ingen kunde kaldes riig, uden den, som ved sine Indkomster kan underholde en Heel Krigshær, som neppe er det romerske Folk ved alle deres store Indkomster mueligt. Altfaa saa længe dette skal gielde, er du aldrig riig, førend du med dine Indkomster kan underholde en heel Krigshær.

25

Du maa videre tiltage, at du ikke er riig, da der mangler dig saa meget i at opfylde det, som du ønsker; og af denne Aarsag har du aldrig kundet skiult denne din Fattigdom, eller rettere Tryglerie og Armod. Gid derfore de Gierige maatte indsee denne Sandhed, at ingen er lykkelig, uden den, som veed at indskrænke sine Begierligheder til et vist Maal, og altsaa staaer den Sandhed endnu fast og uryggelig, at hvor de sandselige Lyster fører Herredømmet, der kan Dyden aldrig bestaae?

Hvad skal man tænke om den Begierlighed, som synes at være mere ædel, nemlig Begierlighed efter Ære, Magt og Herredømme, hvor haard en Herskerinde, hvor bydende, hvor heftig? Denne Herskesyge tvang Cethego et Menneske, som der just ikke var meget got ved, at tiene dem, som syntes ham at være de fornemmeste, at sende dem Foræringer, at komme til dem om Natten, at tilbede dem, at falde dem til Fode. Hvad kan kaldes Trældom, dersom dette er Frihed? Hvad, naar Herskesygen er forbi, kommer der da ikke en anden Herre i dens Sted? jeg meener Banghed, og

26

et forsagt Mod af Medvidenheden om vores onde Gierninger. Men er sligt ikke en elændig og haard Trældom? Unge Folk, som der veed lidt med os, og som maaskee kan være lidt sprækkefulde, maa man være en Slave af. Alle som veed noget med os, maa man frygte for, som Herrer. Ja en Dommer, hvor stort et Indtryk giør han ikke her? hvor red og forsagt giør han ikke de Skyldige? Er ikke da al Frygt en Trældom? Mon ikke Bekymringer og Overbeviisning om, at vi har giort andre ulyksalige, vil plage os, omendskiønt vi meener, at vi ere lyksalige, og i den meest blomstrende Tilstand? Mon slig en Samvittighed kan andet end ængste os Dag og Nat? Mon vi ikke frygter, skielver og løber for ethvert rystende Blad? Mon ikke Forskrækkelse for Lov og Ret kommer os ligesom til at daane? Hvorsomhelst vi seer hen i saadan en Tilstand, saa møder vore Forurettelser os, ligesom nogle Helvedes Plage-Gudinder, som neppe giver os Frihed til at drage vores Aande. Derfor, som det aldrig kan gaae et lumpent, daarligt, ugudeligt og nedrigt Menneske vel, saa kan det aldrig gaae viis, tapper og dydig Mand

27

ilde. Altsaa, hvad der er rosværdigt, det er ønskværdigt, og i sig selv lyksaligt.

Men desverre! Menneskene forstaaer ikke, hvor stor en Skat Sparsommelighed er; thi nu vil jeg tale lidt til dem, som giøre store Bekostninger. Jeg sætter her to lige af Stand, hvoraf den eene har sex gange saa meget i Indkomster, som den anden. Den eene han lader alle sine Huse forgylde, boer i Marmor-Bygninger, og har en uendelig Lyst til Skilderier, Statuer, prægtig Boskab, og kostbare Klæder. Det er saa langt fra, at hans Indkomster ere tilstrækkelige til hans Udgifter, at han neppe Har noget til sine Renter. Den anden derimod af sine ringe Indkomster, naar han tager det nødvendige fra, kan og have noget tilovers. Hvo er derfor meest riig, enten den, som har til Overflod, eller den, som trænger? Den eenes Eyendom, jo større den er, jo mere udfordrer den til at ernære ham, eller den andens Eyendom, som kan ernære sig selv?

Men hvad vil jeg tale om mig selv, som maaskee ogsaa er indtaget af Tidernes og Sæder-

28

nes Daarligheder. Penge, ja Penge-Summer bør at bestemmes ikke efter deres store Mængde, Overflødighed og Forraad, men efter deres Nødvendighed til vores anstændige Ophold og Udkomme. Ikke at være begierlig, det er Penge, ikke at være kiøbesyg, det er en Skat; men at være fornøyet med sit, retfærdig erhvervet, det er den største og viseste Rigdom; thi dersom disse giennemdrevne Tingens Kiendere anseer Jordegods for noget stort, fordi denne Eyendom er uforanderlig, hvor høyt bør da ikke Dyden at agtes, som aldrig hemmelig eller aabenbar kan betages os, som ikke gaaer under ved Skibbrud, som ikke fortæres ved Ildebrand, og som er mere uforanderlig end det ægte Guld, som baade i got Veyr og Uveyr er den samme? Hvor den har den rette Indflydelse, der giør den allene riig, i den er den rigeste, den frugtbareste, og den bestandigste Kilde at øse alle sande Lyksaligheder af.

Men derimod slette, lumpne, nedrige, lastefulde, uretfærdige, vindesyge Mennesker, efterdi al deres Gode grunder sig allene paa det uvisse, og paa en Slumpelykke, og eftersom

29

de fegter ligesom i Veyret, og løber til det uvisse, og fordi der ikke endnu er fundet nogen af dem, som har været fornøyet med sit, bør ikke allene ikke at ansees for at have til Overflod, og at være rige, men de bør ogsaa at ansees for de fattigste, elændigste, ynkværdigste og usleste Kreaturer, jeg vil ikke sige Mennesker, og altsaa staaer den Sandhed endnu uryggelig, at uden man holder Maal i sine Begierligheder, kan man aldrig være lyksalig. Sandelig jeg har aldrig anseet Penge, prægtige Bygninger, store Skatte, og uendelige Herredømmer for at være got, eller ønskværdigt, efterdi jeg har mærket, ar de, som har havt den største Overflødighed, dog har manglet den sande og stille Sinds Rolighed, det dyrebareste af Verden, og som ikke faaes i Ting uden for os. Begierlighedens Tørst den slukkes aldrig, den faaer aldrig nok; men det gaaer med den, ligesom med den Vattersottige, jo mere han drikker, jo mere han tørster, og den pines af Begierlighed ikke allene til at forøge sit, men ogsaa for at miste det. Den plager sig Dag og Nat, og tør ikke nyde noget af den Skat, som den misunder andre.

30

Jeg kan ikke derfor noksom forundre mig over vores Forfædre, og ikke begribe, hvor deres Forstand har været, da de har værdiget dette Penges Dukketøy det Navn Got, eftersom de i Tingen og Gierningen har dømt langt anderledes. Kan noget være got for et ont Menneske? Ere ikke alle Ting rene for de Rene, og tvertimod urene for de Urene? eller kan nogen andet, end være god, naar han har Overflødighed paa Got. Men Penge, og hvad derfor anskaffes, er af den Beskaffenhed, at Skummen af Folket ogsaa kan have det. Lad derfor hvo, som vil, belee mig, dog skal den sunde Fornuft gielde mere hos mig, end Pøbelens Tanker.

Jeg vil aldrig sige, at nogen har mistet sit Gode, om han mister sit Boskab, og sine Kreaturer. Og jeg kan derfor aldrig noksom berømme den vise Bias, som regnes iblant de 7 Vise; thi da Fienderne havde indtaget hans Fædreneland Prienen, og de øvrige flyede saa ledes bort, at de bragte en Deel med sig af deres Gods, og een erindrede ham, at han skulde giøre det samme, svarede han: Jeg giør

31

og; thi jeg har alt mit med mig. Han ansaae ikke dette Lykkens Dukketøy, som vi kalder got, for at være sit. Hvad er derfor, maatte nogen sige, det som man kalder got? Dersom noget skeer ret, anstændig og overeensstemmende med Dyden, dette siges, at skee vel, og dette allene meener jeg bør at kaldes got.

Men dette synes at være noget dunkelt, naar man saa slet hen taler derom; men her kan de største Mænds Levnet og Gierninger tiene os til Exempel. Jeg spørger om de, som har efterladt os denne Stat saa vel grundet, om de har havt nogen Hensigt til Penge, for at bruge dem til Gierighed? eller nogen Hensigt til det Fortryllende, at man skulde lade sig forblinde af Vellyster, eller om de har havt nogen Hensigt til prægtig Boskab, allene for at fornøye Øynene? eller om de har havt nogen Hensigt til prægtige og nydelige Retter, allene for at giøre Ganen kræsen?

Forestiller eder enhver af Kongerne! vil I at jeg skal begynde fra Romulo. Vil I, efter at Staten var bleven fri, at jeg skal be-

32

gynde fra dem, som har befriet den? Hvorved var det, at Romulus banede sig Vey til Himmelen? var det ved saadanne Ting, som mange kalder got, nemlig ved Penge, eller det var ved hans priselige Gierninger og Dyder? Dersom nogen vil spørge, hvad Brutus har giort, da han befriede sit Fædreneland? Dersom nogen vil spørge, hvad de andre hans Medbrødre har giort, hvad Hensigt de har havt, hvad de har tragtet efter? Mon der da er nogen, som kan synes, at de har havt anden Hensigt, end den, som passer sig paa en tapper, kiek og uforsagt Mand? Hvad drev C. Mucium til at dræbe Porsenna, uden noget Haab om sin egen Frelse? Hvad holdte Coclites paa Broen imod hele Fjendernes Tropper? Hvad bevægede Decius, som Fader, at sende sin egen Søn hen, som et Offer, midt ind iblant bevæbnede Fiender? Hvad skal jeg tale om utallige andre; thi vi har Exempler nok hos os selv.

Kan vi tænke, at de har i dette Liv søgt noget andet, end det, som var berømmeligt og ypperligt. Og jeg har aldrig anseet M. Regu-

33

lus for at være elændig, ulykkelig eller ynkværdig; thi hans kiekke Sind, hans Anseelse, Hans Troe og Love, hans Bestandighed, hans Dyd selv kunde aldrig fanges, eller tabe noget, da han selv blev plaget af Carthagenienserne. Han som var omgierdet og forskandset med saa store Dyder, da hans Legeme blev fanget, kunde han sandelig ikke selv fanges. Vi har feet Cajus Marius, som i Medgang synes mig at være een af de Lyksaligste, og i Modgang een af de største, hvilket er den største Lyksalighed, man kan forestille sig.

Sandelig, en Daare veed ikke, hvad Kraft Dyden har, man bruger allene Dydens Navn, men hvad Dyden formaaer veed man ikke. Ingen kan andet end være lyksalig, som er dygtig af sig selv, og som grunder alle Ting paa sig selv. Den derimod, som har alt sit Haab, al sin Fornuft, al sin Bestutning grundet paa Lykken, er ikke forsikret om, at det han har skal blive bestandig en Dag.

Den derfore, i hvo det er, som kan bestandig bestyre sig selv, og sine Begierligheder,

34

som veed hvad sine Pligter er, og bliver ved bestandig at udøve dem, han lader sig ikke henrive af nogen sandselig Begierlighed, han har et roligt Sind, han er fornøyet og forligt med sig selv, han vansmægter ikke ved Besværinger, han underkues ikke af Frygt, han begierer aldrig noget med Graadighed, han brænder utidig af Længsel, han opblæses ikke af nogen utidig Levenhed og Munterhed, som siden smelter hen, og bliver mat. Denne han er viis, han er lyksalig. Intet af de menneskelige Ting falder ham utaaleligt at bære, intet overdreven glædeligt, at han deraf skulde ophøye sig; thi hvad kan synes for ham at være stort i de menneskelige Ting, for ham, som har ligesom seet ind i Evigheden, og som har lagt denne Verden og alle dens Forandringer paa Fornuftens Vægtskaal, ja, jeg siger, hvad kan synes stort for ham enten i menneskelige Bestræbelser, eller i saa kort et Liv, han som med sin Fornuft saaledes er altid paa sin Post, at intet kan skee ham uformodentligt, intet pludseligt, og aldeles intet nyt, og med saa stor en Skarpsindighed giver Agt paa alle Ting, at han veed det Sted er sikker, som han har udvalgt sig, at hvad

35

Hændelse endog Lykken vil indføre, saa kan han dog leve, som han bør, ja ganske rolig og udi al Stilhed. Og hvo som giør det, han skal ikke allene blive fri fra Sinds Ængstelse og Bekymring, men endog fra alle andre uordentlige Sinds Bevægelser. Men naar Sindet er fri derfor, er man fuldkommen lyksalig. Er Sindet tvertimod oprørt, og lettelig lader sig oprøre og afdrage fra den sande og visse Fornuft, saa mister det ikke allene sin Bestandighed, men endogsaa sin Sundhed. Altsaa staaer den Sandhed endnu uryggelig, at hvor Vellysterne regierer, der kan Dyden aldrig bestaae. Men at jeg nu skal fatte mig kort, og sige det, som saa ofte er sagt, vil jeg tilsidst anføre en kort Tale over det, som udgiør vor sande Lyksalighed, indfattet i disse faa Ord: O Viisdom! du Livets Anførere, Dydens Opfindere, og Lasternes Bortdrivere! Hvad var vi eller det hele menneskelige Liv uden dig! Du har først opbygget Byer, du har foreenet adspredte Mennesker i Sælskab, du har sammenbundet dem til at boe sammen, til at ægte hverandre, til at være eenige i Ord, Lærdom og Tale. Du er Lovenes Opfindere, Sædernes Læreme-

36

ster. Vi flye hen til dig, vi udbede os din Hielp, vi overgive os ganske og allene til dig; thi en Dag vel, og efter dine Forskrifter anvendt, er bedre end en Evighed, hvor man Havde fri Tilladelse til at synde. Hvis Hielp skulde vi heller bruge, end din, du som skienker os Livets Rolighed, og har borttaget Dødens Forskrækkelse. Altfaa at lære at kiende, hvori Dyden bestaaer, og at efterkomme den, er det, som udgiør den sande Lyksalighed. Derimod at være en Slave af sine Sinds Bevægelser, og de sandselige Begierligheder, er det, som Udgiør den visse Ulyksalighed, og følgelig:

Al Dyd til Grunde gaaer, naar Vellyst Tronen

eyer.

Og ingen Pligter meer i Staten noget veyer.

1

En Grønlænders Beskrivelse over Kiøbenhavn med Betænkning over de Ti Buds Helligholdelse.

Kiøbenhavn trykt hos Paul Herman Höecke 1771.

2
3

Kiære Ven! du tænker maaskee, ligesom jeg tænkte før jeg kom til Kiøbenhavn, at dette Stæd er en Samlings-Plads for ald Fornuft og Lyksalighed, men du bedrager dig meget. Vi Grønlændere ere meget mere lyksalige og kloge end Folket i Kiøbenhavn. De laste os for vores dybe Vankundighed og prale meget af deres Videnskaber; De kan ogsaa giøre saadanne Ophævelser, at vi snart skulle troe, ar de vare alvidende, og dog er det i alle Ting meget slet bestilt. Det er sandt, deres Religion er herlig og bestaaer af ypperlige Puncter, som vist nok maa være opsat i Himmelen selv; thi den paabyder

4

Kierlighed imod Gud og Menneskene, og indeholder prægtige Ting om Forsynet og er tilkommende Liv. Gid de kuns alle troede og fulgte den. Men for der første ere her mange, som giøre sig en Ære af at tvivle paa og nægte ald Religion. Nogle af disse troe, at heele Verdens Pragt og Orden er en tilfældig Virkning af visse saa kaldte Atomers Sammenløb. Denne Meening forskriver sig fra Grækenland fra en vis Epicur, og som de Lærde i Kiøbenhavn troer, at Grækerne har været de viiseste Folk paa Jorden, saa har denne Meening stor Biefald, besynderlig da den for nogle faa Aar siden er opkogt igien af en fransk Læge, og hvor megen Høyagtelse Kiøbenhavns Nation har for disse Franskmænd, skal du aldrig kunde troe, den gaaer endog saa vidt, at hvis en hierneløs Fransmand engang fik i Sinde at gaae gandske nøgen, saa vilde der heede Fripostighed og Galanterie, og der skulde findes dem i Kiøbenhavn, som giorde sig en Pligt og en Ære af, at efterfølge er saa nyt og sælsomt Mynster; men for at komme til Kiøbenhavns Religion,

5

da er der nogle andre, som ligeledes nægte deres Skabere og meene at heele Verden har staaer ligesom den nu staaer fra ald Evighed. Disse have til Model en hollandsk Jøde, ved Navn Spinoza, som i en tyk kiædsommelig Bog paa Metaphysisk Latin har søgt at ville beviise, at heele Naturen var kun en eeneste Substanz, og at alle Naturens Deele vare ikkun lige saa mange Modificationer deraf, saa at alt hvad man faae i den heele Natur, var lige stor Guddom, lige Majestætisk, lige høyt, saa at en Skribent og hans Pen vare lige herlige, begge lige Modificationer af Naturens Heele. Efter dennes Meening bliver dette da det samme, enten man er Maddike, Canin eller Helt, Tran, Hvalfisk eller Menneske. Disse ere nu de, som have revet sig fra, og fornægte ald Religion, og som i Følge af deres Grunde hverken tilstaaer nogen Synd eller nogen Straf for Synden, og som dog undertiden, hvilket er det artigste, leve bedre, og viise større Menneske-Kierlighed end Resten, som giver sig ud for at troe og følge deres Himmelsendte Bog, dette

6

er noget, som de have tilfælles med deres Ophavs Mænd; thi om begge baade om Grækeren og Jøden for tælles der, at de begge med stor Fliid dyrkede Videnskaberne, forstod dem fra Grunde af og førte et anstændig Liv og Levnet. Man veed, at da Spinoza engang blev overfaldet af sine Fanatiske Religions Brødre, og ilde skaaret og skamferet i Ansigtet, søgte han ingen Hevn, men efterfulgte den Taalmodighed, som Christus, hvilken han foragtede, har foreskrevet, lært og viist. De got Folk i Kiøbenhavn som hade, foragte og skrækkes for Navnene af disse 2de, og holde deres Religion i største Ære, have egentlig 10 Bud at leve efter. De paastaae at disse 10 Bud ere givne dem af deres Skabere, og at de følgelig bør holdes. Jeg og enhver maae tilstaae, at disse Bud ere saa fulde af Viisdom og Hellighed, at de endelig maae være komne fra ham selv, hvis almægtige Bliv har stiftet Naturen. Hør nu engang min kiære Ven, hvorledes disse Bud lyder, og hvorledes Kiøbenhavns Nation følge dem. Det første Bud lærer,

7

at der er kuns en eeneste sand Gud, paa hvilken man alleene skal forlade sig. Folket i Kiøbenhavn antage ikke heller meere end een Gud, men de forlade sig ikke paa Ham, undtagen de have Patroner eller reede Penge; thi i disse Tilfælde, men ikke uden for, have de en fast og mægtig Tillid til Gud. Det andet Bud lærer, at man ikke maae bande og tage Guds Navn forfængelig. Men dette Bud forbigaaes gandske, man bruger Eeder og Bander som noget at ziire Sproget med, der ellers holdes for plat og mavert, og det lader endog som en slags Merite i at opfinde nye Maader at bande paa. Dog har man ikke fuldkommen Friehed at bande saa meget man vil, førend man har været til noget som kaldes Confirmation, hvor man i blant andet lover Gud, at man ikke vil bande meere. Det 3die Bud lærer, at man skal helligholde den første Dag i Ugen, det er at sige: indvie den hedde Dag til Guddommens Dyrkelse uden at bemænge sig med noget Vindings Arbeyde. Paa denne Dag leve Kiøbenhavns Folk meget forskiællig, og det

8

er en Tragie-Comoedie at see deres selsomme og forskiællige Optog. Nogle bruge alleene denne Dag til at lade tappe Blodet af sig eller Sk. purgere, og Aftenen deraf fordrives da med Kortspil. Om man saaledes indvier Dage til Guddommens Dyrkelse, derom torde vi saa kaldte dumme Grønlændere vel tvivle. Men i Kiøbenhavn er det dog brugeligt. Andre derimod fordrive denne Dag med Søvn vg halv Faste indtil Klokken 4, da de siden fuldkommen hellige den med Øll og Brændeviin, Slagsmaal og Bagtalelse til langt ud paa Natten. Iblant disse slags Folk er det den største Helgen, som paa denne sin helligheds Dag har givet sin næste og beste Ven de fleeste Spark og Puf i Næse og Mund. Nogle andre, drevne af en gandske anden Tænkemaade, staaer i denne Dag temmelig tidlig op, og begynder deres Guds-Dyrkelse med at tage reen Skiorte paa, hvilket de anseer, som den væsentligste Deel af det 3die Bud. Derpaa gaaer de i noget, som de kalder Kirke, hvor en sort Mand raader dem til alt det som de just ikke har i Sinde

9

at giøre, og hvoraf Taleren ofte intet giør selv. Derpaa gaaer de hiem igien og fulde af Andagt brændende i Aanden beundre Guddommen ved en delikat Suppe, og imens de spiise den nægte deres trængende Brødre et Stykke tørt Brød. De varme Suppe-Dunster opstige i Hiernen, og let betynge den, da den stedse er tung; det kraftige Kiød betynger Underlivet. Sengen søges, og en dyb paafølgende Søvn giør at man ofte med et glemmer alle de 10 Bud. Nu er der andre igien, som fordriver denne Dag med at igiennemsee deres Regnskaber, Casser og Penge, tamper deres Dommestiqver og klappe deres Skiøde-Hunde, og derpaa om Aftenen gaaer til noget, som de kalder Opera, hvor der iblant andet er een, som for at fornøye dem, har ladet sig betage det Menneskelige og opoffret det, uden hvilket vi Grønlændere troer, at det Menneskelige Kiøn ikke kunde bestaae. Denne foresynger dem i fiine Toner Psalmer, Dagen gandske uvedkommende, mange Gange forfængelige og Hedenske. Om det er Meningen af det 3die Bud, kan jeg

10

som en dum Grønlænder ikke dømme. De mangfoldige og utallige andre Maader hvorpaa denne Dag vanhelligen helliges, kan jeg ikke opregne uden at skrive Folianter, hvortil jeg hverken har Lyst, Tiid eller Raad, allerhelst da Forleggerne nu i Kiøbenhavn tâer 4 ß. for Arket, uden enten at betale Forfatterne eller Bogtrykkerne meere end tilforn. — Jeg vil altsaa begive mig til der fierde Bud. Der lærer at man skal ære sin Fader og Moder, som dem, man næst Himmelen haver at takke for sit Liv, sin Opdragelse og Velfærd. Dette Bud holder Børnene rigtig nok saa længe Forældrene kan sige, der min Søn, der min Dotter, der har du Penge & c. men ikke et Minut længere. Der femte Bud lærer, at man ikke skal dræbe nogen. Man dræber heller ikke saa lige nogen ved første Slag; men det regnes ikke for nogen Synd, om man dræber sine gode Venner ved en lang Kiæde af bidende Ærgelser, ved dødende Bedragerier, Udsuelser, Bagtalelser, og ald anden Slags langsom og fiin Gift. Dette kaldes Politiqve og holdes for priisværdigt.

11

Religionen kalder det Blodsynder, men Religionen er gammel og i Kiøbenhavn er intet som æstimeres uden hvad der er nyt. Det siette Bud fløy i Luften med Raqvetterne i Rosenborg-Hauge. Det syvende Bud holdes endnu for saavidt at man ikke offentlig og med Magt røver, saa at nogen seer derpaa; men med List og Fiinhed stiæler man paa saa mange Maader, at ingen Skriveres Pen kan afmale dem alle. Alt hvad jeg kan sige dig, er dette, at man hænger de smaae Tyve og lader de store gaae, som f. Ex. naar et fattigt Menniske, der har fastet en Dag eller to, tillusker sig noget for at have Livets Ophold, da bliver han tampet blaae eller pidsket blodig, og det meener man, man giør med Rette. Naar en anden derimod giør en anseelig Banqverot, det er at sige, stiæler mange Tusinde Rdlr. uden ald Trang, alleene for at svømme i en Flod af Vellyster, da er det ikke nok, at han gaaer undertiden frie, men oven i Kiøbet æres han som en siin Politicus, og de dumme Folk bukker og skraber

12

endog for der stiaalne Betræk, som er paa hans Vogn, langt meere for der Tyve-Fløyel som bedækker ham selv, og endnu 1000 gange meere for hans Person, som er en Sammensetning af Religions-Foragt; og Menneske-Had. — Der ottende Bud holde de nogenledes efter Bogstaverne; thi det er just ikke enhvers Leylighed at miste sine Fingre; og hvorledes skulle de siden kunde skrive falske Hænder og Banco-Seddeler. Der vare vel nogle fleere som torde vove, at sværge falsk, hvis det var om den venstre Haand at giøre; men nu er til ald Ulykke Straffen lagt paa den høyre Haand. — Det 9de og 10de Bud overstryger man med en Hare-Fod, man foregiver, at de ere opsatte i en aandelig Forstand, og at man som kiødelige Mennesker ikke kan fatte dem. Saaledes skulde Kiøbenhavns Folk giøre ved alle Bud, saa behøvede de ikke at forstaae og følge dem, dog de følge dem heller ikke. Men nu vil jeg begive mig fra deres Religion til deres saa kaldte høye Videnskaber, hvoraf de giør saa megen Vind. De ere endnu ikke blevne eenige

13

om at give deres Videnskaber visse Navne, langt mindre at beskrive dem ordentlig, hvorfor jeg bødes til noget forvirret at sige dig derom hvad jeg veed: 1.) Har de noget som de kalder Philosophie. Denne Tingest, sige de, skal giøre dem fuldkommen lykkelige. Det artigste er, at de have en Religion, som kan giøre dem fuldkommen lyksalige, som er klar, tydelig og fuld af de herligste Regler og Underviisninger til en dobbelt Lyksalighed. Denne synes de dog ikke saa meget at agte, som en vis saa kaldet Philosophie fra Seneca og Cicero, hvoraf den første ophøyede Skiæbnen over Gud, og den anden paastod, at man efter Døden enten blev til slet intet, eller maaskee til noget bedre end her i Livet. — De inddeele derpaa deres Kramkiste af Videnskaber i de smukke og i de grundige. De smukke kalde de Poesie og Veltalenhed. Jeg kan saa ikke egentlig sige dig hvad Poesie er, men jeg skal give dig nogenledes et Billede derpaa. For alle Ting maae man fordreye Sprogets Orden og sige mange Ord i stæden for et, saaledes, i stæden for at sige til dig:

14

giv mig en taar Tran, maae jeg sige naar jeg er en god Poet:

Udaf Hvalfiskens Fit, som Ocean betynger, Som sig med Voldsomhed i vildsom Havet

slynger,

Giv mig dog lidet til min Vederqvægelse,

Hvorved jeg ogsaa kan udi min Hytte see.

Veltalenhed er noget andet igien. Ved denne søger man at tage Fornuften fra et Menneske for at giøre Vold paa hans Hierte, og derfor anfører man ingen Grunde, men kuns lutter Billeder. En hvis Cicero er herudi Mynster, som siger om sig selv, at han baade taler med og mod sig som taler. Deres grundige Videnskaber har mange Inddeelinger, og som jeg mere maae beskrive dig af Exempler end af Navne. Nogle som virkelig kan sige, hvor tit og til hvad Tiid Jord-Kuglen bliver mørk ved andre Legemers Mellemgang, har og vildet bilde os ind, at give rigtige Land-Kort over Maanen

15

og andre Planeter, og de er nu i Færd med at beviise os hvad Torve-Kiøbet er i Maanen. Andre, som gaaer fra Himmelen til Jorden, lade dem nøye med at forælle os Polypi Natur, og Electricitetens Væsentligheder. Nogle skrive Logiker, andre Metaphysiqver, og paastaaer begge at vi ingen Menneskelig Fornuft have, uden at have lært begge disse uforstaaelige Bøger uden ad; deres Mildhed forlanger ikke at man skal forstaae dem. Det er alt nok naar man Ærer og Husker. Noget er der igien som hedder Philologie, hvis Elskere allesammen ere eenige i at foragte Kiøbenhavns Sprog, men for Resten ere de allesammen meget forskiællige. Nogle finde en Himmelsk Smag i de Østerlandske Sprog. Andre som ikke reyse saa langt, troer at Grædsk og Latin er alleene de rette Sprog som fornuftige Mennesker maae tænke, tale og skrive paa, og endnu er der en Art af alvorlige Theologer og pyntede Messeurs, som troer at Engelsk og Fransk kan paa en værdig Maade udtrykke alle Ting. Hvad meener du min Ven, om du skulde

16

lære saa mange slags Sprog, maatte du da ikke blive forrykt af saa megen Lærdom, eller i det mindste bortstiæle fra dine uskyldige Fornøyelser den vigtigste Tiid for at opoffre den til Bryderier, Ærgelser og intet — Men jeg bliver for lang. Vi Grønlændere ere vante til Korthed og derpaa vil jeg beflitte mig. Nu vil jeg fortælle dig noget om Kiøbenhavns Levemaade.

Disse got Folk sige selv, at Naturen er fornøyet med lidet. Vi Grønlændere troer denne Regel og følge den. En eeneste Hvalfisk er os nok til alle Ting. Vi spiise Kiødet, vi drikke Trannen, som en Delicatesse, og ellers i Almindelighed det reene Vand. Det samme Tran som tiener os til Drikke, tiener os og til Lysning, og vi behøve alt og i alt ikke meere end en eeneste Hvalfisk, hvilken vi fange paa nogle Skridt fra vores Hytte, hvori den reene Kiærlighed og sande Uskyldighed har sit reene Forsvar. Langt anderledes er det blant Kiøbenhavns Folk, hvor en eeneste Ret maa hentes fra forskiællige Lan-

17

ne, tillaves med megen Ærgelse, megen Kostbarhed og mange Tilrustninger. Hør nu engang! i Dag vil jeg have Karper. Brændet kommer fra Pommeren, han, som skal lave Karperne, skal være fra Paris, det flydende hvori disse Karper skal kaages, skal være længere borte i Frankerig, Fadene og de andre Omstændigheder, hvorpaa og hvormed Karperne skal spiises, skal være Engelske eller Hollandske, Confoluten og tilbehørige smaae Indgredientzer skal forskrives fra de andre Deele uden for Europa. Til ald Ulykke ere alleene Pengene Danske, og Karpen, som er fanget i Dansk Søe, laves paa Fransk; hvad under da at Kiøbenhavn fattes Penge, naar en eeneste død Karpe kan transportere saa mange bort deraf? Denne Karpe, som nylig svømmede levendes, bør og svømme endnu som død, og det i en sort suppe, hvoraf Indbyggerne i Kiøbenhavn øse deres Eftermiddags og Aftens Fornuft; thi saa beskedne og fornuftige ere de nu at de selv tilstaae, at de ingen Fornuft have om Formiddagen, det er at sige fra Solens Opgang til den er midt

18

Paa Himmelen. Denne Kraft-Suppe tillave de nu saaledes: En Jøde hazarderer sine Penge eller sin Frihed ved at bedrage Told-Betienten, og saaledes faaer dem ind i Byen. I Førstningen seer det ud som smaae brune Steene. Man brænder dem paa en Hollandsk Pande, saa at de ligner Kull, og derpaa ruller man dem i en Haandmølle indtil de bliver til Støv, gloehedt Vand paa dem, saa er Suppen færdig. Vi Grønlændere blive tungsindede af denne Drik; thi den er brændt og giør Blodet tykt; men Folkene i Kiøbenhavn, som ere vante til at vende op og ned paa Naturen, befinder sig meget vel deraf og faae i Besynderlighed af denne Drik noget som de kalder Vittighed, og som be staaer deri, at de med en Eddergiftig og flydende Tunge kan bagtale andre. Naar Draaberne af denne Vittigheds Drik fortykke sig i Grumset, giør man reent Bord, faaer fat paa Kortet og fornøyer sin Jevnchristen saa længe, indtil han faaer udfeyet hver Skilling og Hviid, Uhr og Spænder, & c. og da er man endda hans très humble Serviteur.

19

Alt dette kalder de at leve honet. En stor Herre, kaldet stor, fordi han nyelig havde vundet en anseelig Arve-Part, opoffrede for nogen Tiid siden Huus og Meubler paa et eeneste Kortblad. Du vil vel kalde ham en Nar. Jeg veed ikke hvad han skal kaldes men Folk i Kiøbenhavn kalde ham for en Cavalleer, fordi han saa meget Ordholdig, tvertimod en stor og vis Regents Villie, havde tilsadt sin heele Lykke paa en blind Træff. Nu vil jeg gaae fra Spiisningen; thi i hvor forskrækkelig den end er, saa er den dog paa en vis Maade den samme; thi den ringeste og fattigste Pøbel lever paa deres Viis ligesaa ja fast meere overdaadig end de allerrigeste, som nu nyelig for en Deel Aarsagers Skyld har begyndt at knappe af ved deres Bord. For nu at tale om deres Drikke, da har de rige Folk taget Hævd paa at svømme i udenlandske Liqveurer, ved hvis Aspiration de giøre sig en liden Fornøyelse af at tænke paa, hvorledes den, som intet har, endnu skal have mindre. De fattige, som ikke have de Kræfter at hente disse galgiørende Vande

20

fra langt bortliggende Stæder, have dog lært ved en vis Spiritus af Korn og Hveede gandske rigtig at betage sig Forstanden, og ere nu halv misfornøyede med Regieringen, som allernaadigst og allerviisest vil, at de skal æde og fortære denne Sæd i Brød, og at de skal, naar de endelig vil, drikke Fornuften bort paa Best-Indiens Regning. Men hvad skal jeg vel sige dig om det som Folk kalder Stats i Kiøbenhavn. Det er noget saa løyerligt, at jeg ikke veed hvorledes jeg skal forklare dig det. En Deel Mandfolk skiære heele Hoved-Haaret, af for igien at bedække sig med Dyre-Haar, og for dette naragtige Bytte ofte maae miste det daglige Brød. De fleeste lade dog for nærværende Tiider de naturlige Haar sidde, men de giøre dermed saa meget Krims-Krams, at jeg, uden at piine og mattre mine Fingre til Mathed, ikke kan skrive det alt. Kort sagt de fleeste, have store Taarne i Panden og Flag i Nakken, Fedt i heele Hovedet og Meel overalt. Hunkiønnet derimod, som ikke vil give Mandskiønnet noget efter i Vittighed, Ambition og

21

Smag, har lykkelig fundet paa at sætte sig noget paa Hovedet, som man i Kiøbenhavn kunde kalde Pyramider, og see ud ligesom vore Iisbierge. Disse, som de kalder det smukke Kiøn og som i alting burde viise at de legge Vind paa en indtagende Skiønhed, giøre sig ved disse Udklædninger saa frygtsomme, at er Mandfolk neppe tør beskue dem, langt mindre tiltale dem. Disse Fruentimmer ere meere oplærdte end hos os, til at spille mange Roller. Det første jeg kom til Kiøbenhavn, gik de omskandsede med heele Casteller af Fiskebeen, nu ere de gandske Vaabenløse, og dog accurat selvsamme Modstand, selvsamme Forsvar, selvsamme Alt.

Alt hvad jeg i det øvrige kan sige dig om Kiøbenhavn, vil jeg indbefatte med de to spidsfindige Ord: Lag esknad, det er at sige

1.

Omvend dig Kiøbenhavn, far ikke bort i

Blinde,

Du ved Selvraadighed og Dumhed ey kan

vinde,

22

Langt bedre er for dig at bruge sund Forstand;

Thi derved Himlens Hielp du sikkert vinde

kan.

2.

Stads, Pragt, Hoffærdighed og nedrig Egennytte

Jo før jo heller lad fra dine Bolde flytte. Du før var lykkelig ved egen Tænke«

Kraft,

Nu fuer du Forgift af andre Biers

Saft. 3.

Siig Franske Moder ney, lad alle fremmed

fare,

Og dine egne Ting, o Kiøbenhavn! tag vare; Saa lykkes alting dig, men glem ey Himlens Gud

Som dig til Forskrift gav Lyksalighedens

Bud.

1

Patriotens billige Klagemaal over utæmmet horeries farlige Virkning i en Stat.

Kiøbenhavn, 1771.

Sælges hos Kannenworff i Silkegaden No. 66.

2
3

Malach. 1 Cap. 8 V. Og naar I fremføre et Blindt til at ofre, er det ikke Ondt? og naar I fremføre et halt eller sygt, er det ikke Ondt? føer det dog frem til din Fyrste? mon han skal have Behagelighed til dig? eller mon han skal ansee din Person? siger den Herre Zebaoth. Saafremt jeg er et fornuftigt Menneske, og bruger den mig af Gud givne Forstand, maa jeg nødvendig tilstaae, at der er en Gud til. Intet er uden Aarsag, intet uden tilstrækkelig Grund, følgelig maa Verden have sin første Oprindelse et evigt Væsen at tilskrive; og dette Væsen kalde vi Gud.

4

En Sandhed, som den blindeste Hedning indseer. Hvor vilde da en Christen, som haver Guds aabenbarede Ord til Veivisere, kunde nægte den samme? Er nu Gud i og af sig selv det evigste Væsen, saa maa han og som Gud besidde alle guddommelige Egenskaber; og da maa han være det allerhelligste, det reneste og allerviseste Væsen; da maa han have den allerstørste Afskye for Synd, da maa han væmmes ved alt det som fører de sletteste Følger med sig, ved alt, hvorved Forargelse gives, et Land fordærves, og Landets Velfærd kuldkastes; ved alt, hvorved den urene Aand bygges Æreporte, og Himlens Ære derimod krænkes og formindskes. Hvo vilde ikke herhid henregne den i vore Tider saa gangbare, for en Hedning usømmelige og for en Christen fordømmelige Last, Utugt og Horerie? Saa svagt endog Fornuftens Lys maatte brænde, og saa fordærvede vore Indsigter ere blevne ved Synden, saa viser mig dog Fornuften tydelig nok. hvad Vandheld deraf vilde flyde, naar Utugt og Løsagtighed ved verdslig Straf ikke sættes Grændser. Til et Beviis herpaa vil jeg anføre en mærkelig, grundig og fornuftig Tale, som hiin store og vise Keiser Augustus selv offent-

5

lig holdt til Indbyggerne i Rom, sin Residence-Stad, da han kun som en erfaren Politicus betragtet, overveiede, hvorledes hans Rige svækkedes ved en vild og tøielløs Utugt, da han indsaae at derved al Orden blev omkastet, og at utugtige Personer bare ligesaa liden Omsorg for deres Fosteres Opdragelse, som Strudsfuglen der forlod sine Unger. Talen, hvis Original læses i Dio Casius, og i Oversættelsen paa tydsk in Jacobi weisen Absichten Gottes, pag. 283.

parte IV. er denne.

"Ædle og Elskelige! Jeg kan ikke noksom forundre mig over deres Opførsel, og veed ikke hvad Navn jeg skal give Eder. Mænd kan jeg ikke kalde Eder, thi I forrette ingen mandige Gierninger; ligesaa lidet fortiene I at kaldes Borgere, thi for Eders Skyld maatte baade Staden og Borgerskab gaae til Grunde. Meget mindre kan jeg give Eder Titel af Romere, efterdi I ere sindede at ødelegge det romerske Navn. Med Græmmelse, med yderste Græmmelse maa jeg bemærke Eders ringe Antal. Jeg haver ikke sparet nogen Umage, at giøre Eder til et stort Folk, men I søge at tilintetgiøre alle mine Anslag. Have I da ikke den

6

mindste Høiagtelse for Gudernes alvise Forsyn, eller for Eders kloge Forfædres priselige Anstalter? Hvad for en Sæd, hvad for Efterkommere vilde efterlades, om hver Mand fulgte Eders Exempel? Og da Oprindelsen til dette Onde haver sit Udspring af Eder, saa bære og I Skylden med Skiel, naar den almindelige Undergang paafølger! og om end ingen følger Eders Exempel, som ventelig ikke letteligen skeer, saa vil dog alle Retskafne tilforladelig hade Eder. I maa med Afskye betragtes af hver Mand, I som indføre slig en forvendt Vane og Levemaade, hvorved, om hver Mand efterabede Eder, det menneskelige Kiøn vilde ødelegges og udslukkes. Alle Laster sammentagne, kunde ei lignes ved Eders. I ere skyldige i Manddrab, at I ikke lade dem fødes, som af Eder burde have Oprindelsen. I ere skyldige i Ugudelighed, fordi I udslukke Eders Forfædres Navn og Æretitler. I begaae et Kirke-Ran, i det I vilde udrydde det menneskelige Kiøn og den menneskelige Natur, den største Helligdom for de udødelige Guder, og som af dem haver sin Oprindelse. I søge i Gierningen ved denne Vanart at nedrive deres Templer og deres Altere, og Eders Stad, da

7

I berøve den sine Indbyggere; thi en Stad bestaaer ikke i Huse, Torve eller Boder, som ere Indbyggerne berøvede, men i Mennesker. Tænker paa Romulus, Eders Stiftere, hvad vilde han sige dertil, om han saae, at I vegrede Eder ved at fortplante Eders Slægt ved retmæssig Egtestand? hvad vilde hine Romere, som vare med ham, tænke om Eder, Hine gamle Romere, som hellere vovede alt, end at være uden Hustruer, da de bemægtigede sig de sabinisike Jomfruer, hvilke de ægtede? I derimod, som ere deres Efterkommere, kan ikke engang elske dem, som af samme Linie nedstige med Eder. De begave sig i Krigen, for at forskaffe sig Efterkommere, da I ikke bekymre Eder om at faae Bern og Efterkommere. Af hvad Aarsag og Hensigt leve I i den ledige Stand? Skeer det maaskee i den Hensigt, som de vestaliske Jomfruer havde? I Fald saa er, da buurde og I at straffes lige saavel som hine, naar I ikke bevare Eders Kydskhed. Lad mine Ord ei mishage Eder, jeg selv og Eders Medborgere have meget mere Aarsag til, at sinde Mishag i Eders Opførsel. I Fald I altsaa finde Eder trufne, saa lader Eder raade, og forandrer Eders Væsen, paa det jeg i

8

Steden for at straffe Eder, i Fremtiden maatte have Aarsag til at prise og takke Eder for Eders Forbedring. For min Tid var det ikke tilladt, at nogen foragtede Egtestanden, og glemte sine Efterkommere. Ved Republikens første Stiftelse ere Love nok udgivne herimod, og Raadet og Folket have ladet mangen Forordning udgaae mod dem, som ikke vilde gifte sig. Jeg haver forøget Straffen over de Ugifte, for at bevæge dem til Lydighed, og derimod udsat Belønninger for dem som viiste sig føielige, for at opmuntre dem; men I synes hverken at agte Belønning eller Straf, og handle tvertimod som om I ikke levede i noget mennskeligt Sælskab, og paaskyde, at I udvælge en Levemaade, som er frie for den Sorg og Besværlighed, som Egtestanden og Børnenes Opdragelse fører med sig, da I udi denne Post handle lidet bedre end Tyve og Røvere. I lade sandelig den eenlige Stand ikke derfor behage Eder, fordi I vilde være uden Bord- og Sove-Sælskab, men I søge kun at stille Eders geile Lyster, og at lade Eders urene Tilbøieligheder have Tøilen paa andres Regning. Jeg haver aldeles ikke overilet mig ved denne Forordnings Indskierpelse, jeg haver først givet Eder tre, her-

9

næst to Aars Tid til at betænke Eder; men hverken Trudsler, Formaninger eller Bøn have kundet udrette noget. I maa nødvendig indste, at de gifte Mænds Tal er langt mindre end Eders, da I dog burde at have frembragt dobbelt saa mange, som I selv ere.

Ved hvad for andre Midler og Veie mon ellers det menneskelige Kiøn skulde fortplantes, hvorledes skal Landet bestaae uden Hustruer og Børn, med mindre man vilde antage den Fabel, at Mennesker opgroede af Jorden? Skammer Eder ved at lade den romerske Stamme uddøe, og ved at overlevere fremmede Fiender Eders Stad. Skulde vi løsgive vore Slaver, for at formere Borgernes Tal? skulde vi overgive Staden til vore Freds-Mænd, for at folkeriig giøre den samme, da I, de gamle Romeres Afkom ikke bekymre Eder derom? de Valerier og de Julier beslutte tillige med Eder, at udrydde alle slige Navne og Slægter.

Jeg skammer mig ved endnu engang at ihukomme denne skadelige Sædvane, og derved at opholde mig længere. Sætter Eders Afsindighed Grændser, og vider, at Staden ei kan bestaae, dersom den ikke er opfyldt med Mennesker; at Egtestanden er forenet med Besvær-

10

lighed og Møie, er bekiendt; men I burde betænke, at intet Got findes som ikke fører nogen Beskhed med sig.

De største Forlystelser have og deres Kiertler; vilde I flye alle Vanskeligheder, saa bør I ei heller have Attraae efter det Gode, som dermed er foreenet. Uden Møie og Arbeide opnaaer man hverken sand Dyd eller Fornøjelse; omendskiønt Egtestanden haver sine Uleiligheder, saa skulle I dog finde, at de Fordele, som denne Stand fører med sig, og Belønninger som dermed efter Loven ere forenede, langt overgaaer hine. Jeg haver elskelige Borgere! (thi jeg haaber I lade Eder bevæge til at beholde dette Navn, og at antage Egtemænds og troe Fædres Titel) funden for got, hvorvel ugierne, at giøre Eder denne skarpe Forestilling. Nøden haver tvunget mig dertil, ikke som en Fiende jeg hadede, men af Kierlighed skeer det, af Længsel efter at see mange af Eders Ligemænd, saa at vi med vore Hustruer og Børn maatte nærme os frem til Guderne, og at vi ved fælles Biestand maatte tage Deel i de os heraf tilflydende Fordele. Hvorledes kunde man sige om mig, at jeg regierede Eder, i Fald, jeg lod Eder saaledes aftage; hvorledes

11

kan jeg kaldes Eders Fader, naar I ikke have ægte Børn? dersom I altsaa virkelig elske mig, og ikke have givet mig det Navn Fader af Hyklerie, men af Ærbødighed, saa søger at blive Egtemænd og Egtefædre, at I maatte deelagtiggiøres i denne Ære, og jeg ikke forgieves maatte bære dette Navn.

Saaledes taler en hedensk Keiser, som indsaae de skadelige Følger, som den uregierlige Vellyst fører med sig. Domitianus, saa grum en Tyran han end var, søgte dog at hæmme Utugten formedelst visse Straffe, som han derpaa havde lagt. Athenienserne, et klogt Folk, søgte ved de viseste Love at vedligeholde Kydskhed og Tugt, des Aarsag var det en Skiøge ikke tilladt at holde Piger, at bære Guld og at komme i Templerne, deres Børn havde ingen Adgang til Borger-Ret, ingen Mand, som offentlig havde begaaet Leiermaal, blev det tilladt at beklæde et øvrigheds Embede, eller at komme i offentlige Kirke-Forsamlinger. Saa ædel en Tænkemaade besidde Folk, som blot ved Fornuftens Indsigt af Erfarenhed havde lært at kiende Dydens Fortrin frem for skidne Lasters og Ureenheds stinkende Søle. Og

12

hvo maa ikke tilstaae, at Horerie og Utugt er een af Landets største Skampletter, og at Landet ved denne Skams Frihed nærmer sig til sin Undergang? thi jeg slutter saaledes. Jo stærkere, smukkere og fastere et Folk er, formedelst en ordentlig, kydsk og dydig Levemaade, desto større er Rigets Styrke, dette kan de nordiske Nationer, blant hvilke frem for andre Horerie bestandig er bleven anseet som en skammelig Gierning, noksom stadfæste. Jo svagere og skrøbeligere derimod en Nation er, og dette formedelst en uordentlig Levemaade, jo svagere er Krigsmanden. Dette stadfæste hine tvende orientalske Nationer, den ene maadelig, den anden uordentlig, thi da de holdte et Feldtslag med hverandre, kunde de sidstes paa Valpladsen liggende Hovedpander neppe sønderslaaes med en Hammer, da derimod de førstes med megen let Møie kunde knuses. Og som Legemets Kræfter lide formedelst Vellyst, saa svækkes og herved Sielens og Forstandens Kræfrer; Mod og Mandighed bliver omskiftet til Feighed og en qvindagtig Modløshed.

Og hvad er et Land tient med et Folk, hvis Kræfter ere borte, hvis Forstand er svækket, hvis Sundhed og Varagtighed Horekipperne

13

have røvet, hvis Mands Mod er bleven omskiftet til en qvindagtig Blødhed? da sidder en blødagtig Sardanapal blant sine Medhustruer, og lader uden sit Vidende Voldene bestige, løber af et Værelse i det andet, og da han ikke saae andre Udveie, oprettede han et Baal, og kastede sig fortvivlende i det samme. Den uerfarne Ungdom og Landets liderligste Pøbel mener, eller om den ikke mener det, søger den dog at indbilde kloge og adstadige Folk, at Utugtens fulde Frihed er meget nyttig til Landets Opkomst og Folkets Formerelse; men at slige Folk ikke besidde mindste Forstand og Politik, er let at bevise.

Et dydigt og vel opdraget Barn, som haver sine Forældre for en smuk Optugtelse at takke, da det føddes af ægte Forældre, som havde Kierlighed til deres ægte Barn, er Landet langt nyttigere, end mange slegfred Børn, som ei fik nogen christelig Opdragelse. Og hvorledes blive vel uægte Børn opdragne? hvo sørger for deres Optugtelse? Folk som ikkun søge at svale Ukydskheds Brynde, bekymre sig lidet eller intet om deres Foster; intet er dem kierere end Barnets Død, thi dem ere Børn iktun et Slaveri. Ei at tale om, at slige ved frigiven

14

Utugt svækkede Forældre ei sielden avle svage Børn, og at de fortplanke ligesaa ureen en Natur paa deres Afkom, som de selv virkelig have. Ja hvor ofte see vi slige Børn at vrie deres Hænder over saa tyrannisk en Fader og Moder, som havde givet dem Livet, men hverken ladet dem lære noget, eller indskierpet dem mindste Dyd? O slette Undersaatter for en Fyrste! hvor Opdragelsen feiler, der findes en slet Borger, og hvad er et Land at agte, hvis Indbyggere vare slette Borgere? Man mener at sørge meget ypperlig for disse forladte Fostere, ved at oprette Opfostringshuse for uægte Hittebørn, ventelig for at styrke Syndere i deres Ondskab; men en Beregning, som man haver giort I over de Hittebørns Opfostringshuse i London og Kiøbenhavn, viser klarlig, at disse Huse snarere kunde kaldes Kirkegaarde, end som Opfostringshuse. Jacobi in seinen weisen Absichten Gottes parte IV. p. 320. haver tydelig nok beviist disse Stiftelsers store Skade. Fra 1750 den 5te Augusti, indtil 1758 ere i Kiøbenhavns Jordemoder-Huus 2605 Børn bleven optagne. Af disse have Mødrene fordret 516 tilbage, 2089 bleve i Huset, atter ere 121 blevne fordrede tilbage af deres Mødre,

15

bleve altsaa 1968 tilbage i Pleiehuset. Af disse 1968 ere døde til den 23de December 1758, 1578. Følgelig have ikkun 390 beholder Livet, hvilke udgiøre den 5te Deel af de i Pleie tagne Børn.

I Londons Børns- eller Hittebørns Opfostrings-Huus, ere optagne fra den 23de Mart. 1741 indtil den 31 Decbr. 1764, 16484 Børn, som ere blevne fordeelte iblant Pleiemødre paa Landet, og herefter i 7 Hospitaler. Nu fandtes 1764 den 31te Decbr. paa Landet 3255, bliver altsaa aftrukne fra 16484, 13229. Af disse 13229 ere af Mødrene kaldte tilbage 158, 419 opnaaede de Aar at blive taget i Lære, og ikkun 1776 bleve i Hospitalerne. Følgelig bekøber Summen sig af dem, som maaskee have oplevet det siette Aar paa 2353, døde 10876, blant 13229 have altsaa 2353 Børn bragt deres Aar paa 6, regner jeg nu dem, som af Forældrene ere blevne kaldte tilbage, herfra, saa haver af Hoved-Summen omtrent den 6te Part oplevet det 6te Aar.

Her maatte nu vel spørges, hvad Nytte havde Engeland af denne velmeente, men i sig selv skadelige, og til Utugtens Fremvæxt tienende Stiftelse, som kostede Parlementet

16

50000 Pund Sterling? Parlementet indfaae Staden, og ophævede Stiftelsen. Hvad Nytte havde Kongen heraf? og hvor mange tusende af disse slegfred Børn sukkede over deres barbariske Forældre, og sukkende opgave deres Aand? En Pleiemoder sørger sielden for Barnet, men hende er det kun at giøre om de Skillinger hun faaer for Umagen, da derimod retmæssige ægte Forældre bære retskaffen Omsorg for deres kiere Børns Opfostrelse. Ja man kan i Almindelighed regne, at i store Stæder af christelig ægteviede Folkes Børn, ikkun døer et i 6 Aar. Hvilken Forskiel? hvilken Nytte for Kongen, til Landets Folkeriiggiørelse, uden Skat og uden Udgift, frem for den store Skade, som Horebørns Frembringelse førte med sig? her ønsker enhver dansk Patriot, at den ærlige Egtestand blev belønnet, og derpaa sat Priis, men at dem uægte maatte straffes og ansees med Foragt, thi enhver Patriot skammer sig ved slige uægte Medbrødre, og burde i det mindste enhver agtes skyldig, at ægte den af ham besvangrede Qvindesperson. End mere Patrioten synes, at af flig en uordentlig og ureen Levemaade kunde flyde de skammeligste Følger, og at den mod Naturen stridende Blodskam kunde

17

udøves. Hvo veed, om den Person som een udvalgte sig til sin Mage, ikke kunde være hans egen Søster, Moster eller Faster? herfor gruer Fornuften, og forstrækkes blot ved denne Tanke; den raaber: O lad alting gaae ordentlig til, og Øvrigheden forebygge alt hvad herimod strider!

Som Utugt og Skiørlevnet i Almindelighed fører de sletteste Følger med sig, hvilket Erfarenhed tydelig lærer, saa er Horerie, være sig paa en løsagtig Mands eller paa en letfærdig Qvindes Side, endnu mere strafværdig. Ingen Forbittrelse imellem Egtefolk er større, end som den, hvortil Horerie og Omgang med fremmede Skiøger og Horkarle gav Anledning. Feiler her den fælles tilbørlige Kierlighed, hvor bliver da Omsorg for Børnenes Opdragelse? Og mon nogen Fader skulde bære Omhyggelighed for ar opdrage et Barn, som ikke er hans eget? Nei, han lader det gierne omkomme, og glæder sig ved sammes Død.

En Hustrue, hvis Mand gaaer paa forbudne Veie, græmmer sig naturligviis herover, hun legger i det samme sit Barn ved Brystet, Barnet suger Græmmelsen i sig, Barnet faaer et Slag eller Sygdom, og døer; mon Landets

18

Indbyggere herved formeres? ingenlunde, men ved christelige Egteskaber, hvor tvende Mager elske hinanden indbyrdes, gives Landet retskaffene Indbyggere, gode Borgere, tapre Stridsmænd, fornuftige Folk, lærde Mænd, og atter i sin Tid retskafne Forældre.

Dette kan korteligen være tilstrækkelig nok til at overbevise en christelig Nation om, hvor øiensynlig den sunde og slebne Fornuft indseer Horerie og Skiørlevnet, at vorde Landet til Skade og Fordærvelse, da tvertimod den ærlige Egtestand bliver Landets Herre, Folket og Børnene til største Nytte.

Kan den ved Synden saa fordærvede menneskelige Fornuft indsee denne Synds slette Følger, og have, som allerede er beviist, klygtige Hedninger, som Landets sande Fædre, belønnet Tugt og Ærbarhed, men straffet Utugt og Ublufærdighed; ak! med hvilket Øie maa den reneste Skaber da betragte Ureenheds Synd blant Skabninger, som han ikke alleneste begavede med en sund Fornuft, men og, da Fornuften tabte sin Styrke, ved sit ene dydefulde og allerhelligste Ord kom til Hielp? hvor strafværdig maa samme Synd ikke ansees af Kongernes Konge og Dommernes Dommer? I denne

19

Post tør vi, ved at kaste Øiet i Guds Ord, ikke længe søge efter denne Sandheds Bekræftelse. Naar f. E. en Præste-Datter bedrev Horerie og Utugt, blev hun brændt uden Naade og Barmhjertighed a). Befandtes nogen Pige at have bedrevet Hver, da blev hun stenet til Døde b).

Saa taler Herren: Der skal ingen Skiøge være af Israels Døttre, og ingen Skiørlevner af Israels Sønner c). Du skal ikke vanhellige din Datter at lade hende bedrive Horerie, og Landet blive fuldt af Skændsel d). Hvorfor alt dette? Jeg er Hellig og I skulle være hellige! Der jeg havde mættet dem, siger Propheten: da bedreve de Horerie, og sloge sig tilsammen i Troppetal i Horehuset. De stode aarle op, som vel forede Heste, de vrinskede hver ad sin Næstes Husfrue. Skulde jeg ikke hiemsøge for disse Ting, siger Herren, og skuile ikke min Siel hevne sig paa saadant Folk som dette er e)?

a) 3 Mos. B. 21, 9. b) 5 Mos. B. 22, 21.c) 5 Mos. B. 23, 17. d) 3 Mos. B. 19, e) Jer. 5, 7. 8. 9.

20

Skulde nu det nye Testamentes Herlighed ikke være større end det gamles? skulde en Christen ikke endnu finde større og stærkere Drift til Reenhed, og i en høiere Grad skye og flye Horerie, end en Jøde? Jeg mener at Frelseren haver givet os saa mange Advarsler mod denne skidne Last, at vi maatte forskrekkes ved, ikke alleneste at begaae den grove Ureenheds Synd, men Kierligheden til ham burde endogsaa drive os til at undertrykke de kiødelige Begierligheder, som stride imod Sielen. Vi burde tænke paa den haarde Dom, som Egteskabsbrydere, Hoerkarle og Skiøger paa Dommens Dag have at forvente; thi dette skulle I vide, at ingen Skiørlevnere eller Ureen haver Arv i Christi og Guds Rige a). Hoerkarle og Skiørlevnere skal Gud dømme; uden for ere Hundene og Skiørlevnerne & c. b).

Og lad være, at hverken den ene eller den anden haarde Trudsel og Straf var tildømt slige urene Mennesker, saa kan jeg ikke begribe, hvorledes en Christen kunde have saa Uskiønsom og utaknemmeligt et Hierte, mod den Mand,

a) Eph. 5, 5. Ebr. 13, 4. b) Aab. 22, 15.

21

ved hvis dyrebare Blod vi ere blevne rensede, at blive den Gud meensoren, til hvis Blodfane man haver foret, at giøre sine Lemmer til Skiøgelemmer, som skulde være Christi Lemmer, at indprente den ædle, den udødelige Siel saa fæisk en Tænkemaade, som var skabt og igienkiøbt til et evigt Liv, hvor inter almindeligt eller ureent skal indkomme; saa modtvillig at uddrive den Hellig Aand af sit Hierte, og derimod at give den onde Aand Rum. Til slig en Utaknemmelighed udkræves visselig et ligesaa haardt og utaknemmeligt Hierte.

Handlede nogen Undersaat saaledes mod sin Øvrighed, jeg er vis paa han blev straffet; een understaae sig at bryde den Eed han soer sin Konge; een understaae sig at besvige sin Konge; en Soldat løbe bort, en Soldat handle mod Krigs-Artiklerne, en Tiener mod sin Herre, han blev vist straffet, og dette havde han fortjent; men mon ikke al Ulydighed mod den høieste Gud lige saavel burde straffes? Jo høiere Personen er, mod hvilken vi synde, desto større ere Straffens Grader. Synd mod Gud udfordrer en Straf, som ligner Forbrydelsen.

Heraf burte enhver christelig Øvrighed giøre sig, en Ære, at straffe alle de Udyder som

22

denne allerhelligste Religion forbyder, for derved at indprente sine Undersaattere den Høiagtelse de selv have for dens hellige Lærdom og Lærdommens Stifter, og derimod at belønne de Dyder, som Christendommen og de guddommelige Lærdomme tilholde.

Erfarenhed haver lært mig og andre eftertænksomme Christne denne Sandhed; jo større Ærbødighed Folket saae Øvrigheden bevise mod al Verdens Herre, desto større var og Ærbødigheden igien mod Øvrigheden. Jo mindre Agtelse man lod see mod Gud og hans Ord, desto mindre Agtelse fandtes i Hiertet mod Øvrigheden, thi tænkte Almuen, agter Øvrigheden selv ikke sin Øvrighed der oven til, saa kan det jo ikke kaldes saa meget syndigt, at bryde sin Eed man haver givet Øvrigheden her neden paa Jorden a). Hvor usikker er da Øvrigheden, hvor vaklende Standen? derimod betragter hver en troe Undersaat enhver Øvrighedens Befalning, som haver Grund i Guds Ord, som et Ord der kom ned af

a) See General Keits Brief aus dem Reiche der Todten, an den Philosophen von Sans Souci.

23

Himmelen. Her findes Troe og Love, Afskye for Synd mod Gud, Afskye for Synd mod Jordens Guder; Frygt, Ærbødighed, Kierlighed til Landets ypperste Regenter. Da lader enhver christelig Undersaat Liv og Blod for sin Konge; et Vink er en Befalning. Her findes tusende Bønner, som opstige til Skyerne for Kongen, og disse trofaste Bønner føre Velsignelsen tilbage. Rene Hjerter elskede Kongen med et trofast Hierte, og tusende gange ti tusende Løver grundfæstede da hans Throne.

24

\

/

1

En

nye Forordning

fra

Samvittigheden,

til Straf

for de ukydske Ægtemænd

og

til Trøst

for de fornærmede Ægtefæller.

Kiøbenhavn, 1771.

2
3

Samvittigheden

Den uteerlige Flok arbeyder paa min Undergang, men det skal ikke lykkes

den; for mine sande Venner ere Lovene ikke svækkede; de gielder og skal staae ved Magt til ære for de Kydske, og til Trods for de skidne Siæle.

Til den Ende har jeg funden for got, at indrette følgende Satser:

4

20 1ste.

Enhver Ægtemand, der maatte agte sig selv saa ringe, at ile efter de uværdige Fruentimmer, der søger deres Ære i Skiændsel, og ofre til de ureene Aander i de mørke Kroge, skal jeg herefter straffe paa en nye og skarpere Maade end tilforn.

1.) Skal disse Ægteskabs-Krænkere føle en indvortes Brynde af det Helvede, de daglig bygger paa; deres Aand skal langsom fortæres i Varmen af de Flammer, der skal ile frem af Hævnens Huule over deres fordømmelige Hoveder.

2.) Skal deres sviinske og fæiske Krop, denne Lasternes skidne Møding, blive som den plettede Leoparder; og disse Skiændsels Pletter skal skinne frem, og blive kiendelig nok for de Dydiges Øyne; da skal Pøbelen og enhver raabe ud af Vindver og Dørre: see! der gaaer den plettede Indvaaner fra Helvede; paa hans Veye ligger

5

21

Fare paa Luur, og Skiændsel giør hans Stier mærkværdige.

3.) Skal jeg befale min vigtige Slange, at bruge de skarpeste, fæleste og giftigste Bid, der saadan skal gnave og langsom fortære disse Uteerliges forhorede Hierte, at enhver, som møder en af disse fæiske Boelere, skal sige: Jeg mødte den plættede Jæger, hans Ansigt var qvindeligt og brændende, hans Øyne funklede af utilladelig Brynde, han leedte efter Rov, og de af Landets Døttre, der havde glemt den Evige, bleve et Bytte for den uhumske og nedrige Horkarls krogede Veye og farlige Slange-Bugter.

2det.

De skidner Qvinder og umættelige Bolersker,

der staaer op for at bole, spise og drikke, for at hore, lægge sig, for at bole, skal blive et Offer for min billige Vrede. Deres Veye er kunstige, men jeg skal finde

6

22

dem, vare de end begravede i det prægtigste Purpur og fineste Silke, indsluttede i de vældigste Kiæmpearme, og opslyngede i den frieste og meest indskrænkede Frekhed. Mine Piile skal sidde i dem, naar de, midt i den fordømmelige og halvdøde Mathed, skal udgispe disse af Vellysten halvbrudte og overskaarne Ord: Her er Fred og ingen Fare.

3die. De skal faae Lov at sove til en Tid; men Forskrækkelsen skal vaagne dem og rive dem ud af denne Straffens Søvn, og hvor de henvender dem, skal de finde for dem et Helvede: Helvede oven til, Helvede neden til, Helvede omkring dem, Helvede inden i dem. Det skal kuns koste mig et Ord til den almægtige Reene, saa skal de prægtigste og stolte Stæder blive et Sodom og Gomorre; endnu har Himmelen Ild og Plager nok, til at fortære

7

23

og opsluge disse Vellystens Slaver, disse Menneskelighedens frekke Fornærmere. De rase! de stime! de bruge Vold og Magt! de stole paa Høyhed og Styrke! — men holdt! — nu skal min knusende Torden fortære Forførere og Forførte.

Ømmeste og fornærmede Ægtefæller! eders Mod falde ikke! eders Hierte hensmelte ikke, som Voxet. Nu er Bønnen fornøden! den blive eders Skiold, hvormed I vil møde for de meest rørende Plager, at see eders Mage i en andens Arme, saa at de ikke skal forkorte eders Smerters Dage ved en hemmelig Græmmelse og den billigste Sorg af Sorger.

Bliver Horeriets Last end saa fræk, saa stærk, at den river Lovene i Stykker, saa paakalder kuns den evige og uforanderlige Lovgivere om Kraft og Styrke til at staae i Fordervelsens Storme! den ædle

8

24

Kydskhed skal hielpe eder at sønderrive den retfærdige Himmel, og I skal selv blive de reene Vidner til de hævnende Plager, der skal ile ned over eders forhorede og ulyksalige Ægtefæller.

Samvittighedens Sprog falder noget plump; men grove Folk skal have grov Konfækt; og Sandhed kiender ingen Kunst-Ord; de findes kuns i Hyklerens Ord-Bog.

Den Dydiges Hierte, den 28 Julii 1771.

Samvittighed.

1

Hiertet er min Dronning, Fornuften er min Konge.

Eller Svar paa det i Magasinet

fremsatte Spørgsmaal

No. 72.

Er det mueligt, at en Hustrues Bolere kan være hendes Mands oprigtige Ven og tro Raadgivere? Naar Manden tager ham til sin Fortrolige, hvad bliver da Følgerne deraf for dem alle tre og Børnene?

Her er et Svar, men her spørges, om det er grundig, og efter Ønske?

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og findes tilkiøbes hos J. R. Thiele,

boende i Peder Hvitfeldts Strædet.

2
3

Nulli affectus occultantur. Libido, metus & audacia dant fui figna, & possunt prænosci.

SENECA.

Det er:

Ingen Sinds Lidelse kan forstille sig; man har visse Tegn, hvorpaa man kan kiende ufeylbarlig Løsagtighed, Frygt og Dumdristighed.

Fra det vigtige Fald i det forlorne Paradiis henter vi Oprindelsen til den varige Drift at synde, vi daglig sporer hos et Menneske. Siden denne ulyksalige Tidspunkt er der intet naturligere for Mennesket, end at synde. At fordre Hellig-

4

hed og Dydshandlinger hos en vild Syndere er at fordre Umueligheder, ja det strider saa sterk imod hans lastige System, at han meget mere viser, at han ikke vil være sparsom i at yttre sin Ondskab, ney! han vil ikke være en Fusker i Synderlauget; hans høye Kiempe-Siæl lader sig ikke Nøye med at være en lille Synder. Vore Tiders vilde Uteerlighed og Færdighed i at synde lærer os, at fornuftige Folk ikke undseer sig ved at kappes om, at agere Mester-Diævel i de Roller, det onde Hierte daglig giver dem at spille. Her mødes paa Skuepladsen Kiv og Tvedragt, Had og Nag, Ærgierighed og Stolthed. Forfængelighed og Selvklogskab møder hinanden, Horerie og Forræderie kysser hinanden.

Bedrøvede Tilskuere! I see og sukke: Ak! gid Dannemark snart havde spilt sin Tragedie til Ende! Men de nye og

idelig afvexlende Optrin, de velklædte Kiemper, der træder frem paa vores med den billige Sorgens Flor behængte Theater adspreder eders Forbønner, afnøder eder denne med Sandheden sammenhængende og rimelige Prophetie: Ney, skal Ondskab føre en

5

Nation om ved Næsen, behøves der hverken Scepter eller Fængsler; et Ord er nok, dette for Staten saa farlige Ord: Saadan skal det være.

Det er disse vore uvise og uvisse Tider, der uden Tvivl har givet Anledning til det i Magasinet fremsatte rige og vigtige Spørgsmaal:

Er det mueligt, at en Hustrues Bolere kan være hendes Mands oprigtige Ven og troe Raadgivere? Naar Manden tager ham til sin Fortrolige, hvad bliver da Følgerne deraf for dem alle tre og Børnene?

Jeg vil besvare samme Spørgsmaal, saa got jeg kan, og de adelige Syndere tage mig det ikke ilde op, om jeg rører lidet op i deres indbildte rolige Bremse-Rede. Dertil skulde jeg have en god og sterk Pind; men jeg vil see om en svag Pen kan giøre det.

Af et Hierte, der er saa nedrigt, at det ikke har til Forskrift og Regel for sit Forhold,

6

uden en blind Villighed til at lystre de utæmmede Lysters Vink, kan man ikke vente andet, end skidne Handlinger og Forretninger, der lugter af den urene Kilde, de udflyder af. Forgyldte Gemakker ere ikke saa tætte, at de kan skiule Horkarlen og Horkonen; der er en Speyder ved eders Side. I Uteerlige! Rygtet, det sladrende Rygte, fører om Bye alle eders Idrætter; man lugter Forgiften deraf langt fra; men vel! det er kuns eders kyndige Abekatter, de smaa Siæle, der klapper saa brav i Kongens Have, der bliver befængte af eders Svinerier. De Dydige ere alt for sterke til at blive rørte af de forblindende Dunster, der indvikler et ulyksalig Par, der har afrystet al Skam, og afklædt al Ærbarhed. Den frekke Bolerske, naar hun aflægger sine Klæder, for at dele med sin Medlastige sit fordømmelige Vellysters Bytte, indvikler hun i dem Skam, Frygt og Ærbarhed; naar hun tumler ud af sit Horeleye, bemægtiger hun sig sine Boleklæder: hun venter at finde deri endnu den fornærmede Skam, den qvalte Frygt, og den daanede Ærbarhed. — Ney, de fløy alle tre til de evige Mørke Egne, der at mælde Mørkhedens Børns ilende Trav

7

paa Veyen til deres urene Fyrstes brændende Vaaning.

Men vi vil træde lidt nærmere hen til den forbolede Hustru og hendes forhorede Medhielpere i Krappepleyen, hendes Bolere! vi vil støde den fixeerte og fornærmede Ægtemand saa stærk paa Hornene, at han skal vaagne op af sin ynkelige Lettroenhed og naragtige Tryghed, at han skal staae op til Hevn, og befrie sin Ægteseng fra de skiendige Pletter, der ere saa fornærmende Kommentarier over hans Hustrues fordækte Vandel.

Vi vil stræbe at overtale ham til at troe, at det uægte Horerie, hvori en Ægtemands Hustru er mænget, bør læses paa Spidsen af en Kaarde, da Stokkeprygl giør kuns Ont værre.

Kydskheds Love tillader endog enhver fornærmet Ægtemand at vise denne Straf, og udøve den paa en adelig Hore.

8

Vi spørger da:

Hvad er en Hustrues Bolere for en Karl?

Jeg vil afmale ham, endskiønt hans Skilderie vil føre noget ækkelt med sig. Det er ikke nok, at jeg kalder ham en lumpen Karl, og en frygtagtig Kujon; denne Titel giør ham endnu ukiendelig; ney! her maa en skarpere Sværte, en stærkere Farve til at vise ham for Verden med bar Ansigt: En Hustrues Bolere er et halv Menneske og et halv Sviin; hans Ansigt er bleg og fuld af røde og blaa Mindes Mærker af hans Uteerligheder, hans Been ere halv-raadne og vaklende; hans Røst er hees og uforstaaelig; han taler mere med Øynene end med Munden; paa hans Tunge flyder Forførelsens og Smigers Ollie, der neddrypper i hans letsindige og frekke Bolerskes matte Hierte; hans Gang er mat, og altid nedhængende imod Lasters Møding; thi fra den Dag han blev indskreven i Ægtemænds Fornærmeres Klasse, vare hans Skrit tumlende, slibrige og ilende, men da han kom inden Mandens Dørtæskel,

9

svandt hans Styrke bort, og hans Kraft fortørredes.

Naar denne Bolere kommer selvbuden i en Mands Huss, efter at han enten i Kirken, ved en Spadseregang, eller i et Sælskab har antruffen Konen, og formeent hende at være for smuk for een Mand, og han da tillige har foren ved de Kniplinger eller noget andet Indkiøb, der følges med ham til Konen første gang, at hun skal blive et vis Rov for hans vilde og optændte Brynde, da er hans Førhold smigrende og ydmyg mod Manden; han forekommer ham ved alle Leyligheder med en ydmyg Ærbødighed, med en beyelig Føyelighed; han lærte af Slangen, at giøre de venligste Bugter og Vendinger i samme Øyeblik, han giver hans Ære det dødelige Stik. Men er denne Bolere indbuden af Konen, for at afhielpe en kildrende Trang, og mætte en umaadelig Brynde, som en fornuftig Ægtemand udslukker med en efter Naturens Maal og Maade afpasset Færdighed, da er hans Forhold myndig og frek, næseviis og grov, fornærmende og stiklende. Det er en Maade imellem Syndere af denne Klasse, at

10

den, som ikke begynder Synden, har en slags Myndighed over den anden. (O! I sorte Kunster! den Almægtige bevare den Dydige fra at lære eders Kunstgreb!) See! derfor har og en indbuden Bolere Fortrinnet for en selvbuden Bolere i denne Synder-Klasse. Der er en Frygt hos en Kone, (var det end det skiendigste og meest uforskammede Fruentimmer), efter begangen Forseelse, at hendes Mand skal faae hendes Afvigelser at vide, (var det end den enfoldigste, den beste, den frommeste Mand). Denne Frygt har vi Naturen at takke for.

Denne Frygt paa Fruentimmerets Side sparer os for mangen misfornøyelig Time. Hvad jeg ikke seer har jeg jo ikke Ont af, var Konen uden denne Frygt, da vilde jo Manden idelig blive et opirret Vidne til hans Kones vellystige Handlinger. Enhver Krog i hans Huus vilde da forvandles til en Seng, da vilde jo Fornærmelser skylle ned over hans takkede Hoved; men denne Frygt giemmer en fordømmelig Omarmelse langt fra hans Øyne. - Er der ikke Seng nok uden for Mandens Huus, og skulde vore ukydske

11

Koner være bange for at rede en Seng i Græsset, af Frygt for at krylle et smukt Skiørt eller Klædning, da de ikke ere bange for at begaae den skiendigste af Laster, denne: At besmitte sin Ægteseng?

Vi spørger videre:

Naar nu denne Bolere og Hustruen har omarmet hinanden saa længe, at der er en saa stor Fortrolighed imellem dem, som den, der allene bør være imellem en Ægtemand og Kone, kan da vel Manden med Grund fortroe sig til, eller vente af Boleren et sand og oprigtig Venskab, et troe og fornuftig, et betænksom, og for en heel Familie lykkelig Raad?

Nej! aldeles ikke; thi Boleren er for Manden kuns et farlig Sukkerbrød med Rottekrud oven paa. Er han saa stor en

12

Daare, at han anseer det for Sukker, da er hans Fordærvelse for Døren, da spiller Katten og Musen, Boleren og Hustruen Mester, da fanges Manden i det saa fiint sammenspundne Garn, der var stillet ud for ham.

Et Menneske, der er saa nedrig, at angribe en Mands Ære paa der ømmeste Sted, skyer ikke for at giøre de skammeligste Skrit, og spille ham de sorteste Finter.

Hvad Venskab vilde vel en Ægtemand finde hos hans Kones Bolere? Dette: Daglig at spinde paa et nyt Forræderie, at fylde hans Huus med en skiden Yngel, eller at dræbe en Mængde Skabninger, som Boleren og Hustruen maaskee maatte skielve ved at vise den klar-seende Verden, da de vare avlede i saa fordømmelige Hensigter og, paa saa forbudne Veye.

Hvad Raad torde vel Manden vente af hans Kones Bolere? Dette: Min Herre! de behager at gaae hen at hænge sig selv, for at lette deres Hierte. Deres Kone befinder sig meget bedre, siden hun har givet

mig

13

mig første Prioritet i den Kapital, som Verden skulde trække Rente af, og da jeg vil betale en stærkere Rente deraf, end nogen anden, (nemlig lover paa Cavalliers Parol hvert Aar at forære dem et Barn); saa slaae dem til Rolighed, og misund ikke en brav Karl at plukke Æble i deres Have.

Kan en dydig og fornuftig, en retsindig

og gudfrygtig Mand lade sig nøye med et Venskab af saa gemeent et Slags, eller et Raad stemplet paa saa falsk og forbrydelig en

Maade? En saa ulyksalig og fiin plaget Ægtemand, der daglig ma dyppe i Fad med en Judas, må vel sukke om Forløsning, og stræbe at ryste denne skidne Borre af sin Ægteskabs Klædning. Hans første Spørsmaal er: Om der er Confistorium til? og om man endnu maa faae Tilladelse til at skilles fra sin Kone for Hors skyld? Han tvivler paa, at dette bliver hiin eller nogen ærlig Mand tilladt; thi han veed, at de danske Koner har meget at sige, og at Sandhed i en fornærmet Ægtemands Mund kan saa snart blive til

14

Løgn, naar man vil søge den i hans Kones Mund.

Enten nu Manden tager Boleren til sin Fortrolige, eller ey, hvad bliver vel da Følgerne for dem alle tre og Børnene, uden dette: Der er et Land, hvor Konerne maa have 2, 10 eller flere Mænd, med den Forskiel, at de skal kuns vies til en af dem, og sove hos de andre; at en Ægtemand skal see sit ædle og dydige Blod formænget med Horkarlens og hans fæiske Kones Blod; at en Stat maa lade sig nøye med Horeunger, i steden for ægte og dydige Borgere; at en Kone maa bære Buxerne, og en Mand knap faae saa meget han kan faae sig et Par for, formedelst de alt for ruinerende Traktementer; og der skal være aaben Tafel for Ægteskabs-Diævelen og hans Anhang.

1

Et Par Ord til vore Tiders Hoerkoner.

Kiøbenhavn, 1771.

2
3

Naar Tøylen tages af den vilde Hest, staaer den bag op, og løber ad Marken til. Naar Blufærdighed, denne Tøyle for Kiønnets Æres og Dyds Handlinger kappes af, sporer man en vild Raahed i Sæder og Omgang.

Dersom Fruentimmeret ret tænkte sig om, hvad de taber, naar de giver deres Uskyldighed og Blufærdighed Afsked, skulde de vove det yderste snarere, end vove dette forvovne Skrit. Aldrig var den undseelige Natur mere fornærmet end i vore Tider, og aldrig var man mere villig til at fornærme den, end nu.

4

18 At en ung Pige, der træder ind i Verden med et nyt Hierte, bliver en Slavinde af sin egen Lettroenhed, og et nedrig Mandfolks utilladelige Hensigter kan man vel ikke undskylde, men dog betragte mere lemfældig; men en gift Kone at tigge en saa nedrig Almisse af en fremmet Liderlig, er ikke alleneste utaalelig, men vanærer hele Kiønnet. Hvad vil en Kone undskylde sig med? - at hendes Mand er af en tør og kold Legems Beskaffenhed; skal dette aabne hende en ny Frihed til at forsøge, om der er hidsigere Mænd til end hendes egen. Og har vore gifte Koner tabt den ædle Blufærdighed indtil den Grad, at de tør lade sig mærke med, at de ikke gifter sig, uden for at avle Børn med deres Mænd, og naar deres Mænd, der indseer vore besværlige Tider, ere noget sparsomme i at befolke et Land, der ikke kan føde sine Indvaanere og Beboere, vil saa Konerne være saa uartige at oprette denne Mangel ved

5

19

at laane sig til en og anden god Ven, der ikke har Hierte til at gifte sig, saa længe det siette Bud skal være til; men vi spørger, at om end en Anti-Luther fik Lov og Myndighed til at reformere vor lille Catechismus, (hvilket maaskee tør treffe ind engang), og lemmelæste den første Part af vor Børne-Lærdom, vilde da vel nogen brav Pige betros sig til saa uægte en Karl, der ikke vilde elske sin Hustru uden som en Bolere, det er at sige, sigte efter sin egen Kone, og skyde en anden? Ney! aldeles ikke. Men jeg kan ikke sige dem Sandheden saa skarp, som jeg gierne ønskede det; men her er Naturen, den fornærmede Natur! de behager at høre dens Tanker over deres Forhold; dens Tale er lidt skarp og bidende; men man træder saa længe Katten paa Halen, at den tilsidst vender Klørene frem:

6

20

Den

vrede Natur

til Fruentimmerne.

I, mine forfaldne Yndlinge! det var ikke forgieves, at min Pensel var mere flatterende, da jeg dannede eder, end da jeg frembragte Mandkiønnet. Det var langt fra ikke Øyemærket af min Herres Ordre til mig, at I skulde blive til, for at forvilde, besmitte og vanære eders Legemer, og forføre den halve Deel af Menneskeligheden til at fornærme sin Skabere. Den Tilladelse, I fik, ved at blive ført hid til Mennesket, gik ikke videre, end til at dele Mandkiønnets Møyer og Glæder, Ære og Nytte, at sørge for dets Huns, i visse Aar at vise eders Omhu og Forsorg for de spæde Skabninger, I maatte avle sammen, at være et Smykke og Ziir for det, at bruge eders rare og dyrebare Privile-

7

21

gier, eders Kydskhed og Blufærdighed, Uskyldighed og Sømmelighed, Ømhed og Føyelighed, som I fik i saa høy en Grad frem for Mandkiønnet, da I bleve til, allene for at forsøde Menneskets Liv, der vilde blive ham alt for bittert og møysommeligt, uden de føde Belønninger og Frugter han havde Ret til at vente af en øm og dydig Kones kierlige og lindringsfulde Omgang. Men nu, I mine forvendte og liderlige Hænders Gierninger! hvor er nu eders Ære? — eders Blufærdighed? — eders Uskyldighed? — eders Kydskhed? — ak! hvordan seer I ud?– Hvis et dydig og ærekier Mandfolk ret Nøye betragtede eder og eders Handlinger, vilde han lede om en nye Jord, om en anden Verden, der var fri for Skabninger af dette Præg. — Jeg har seer eders Idrætter, I bunrede Tigre! eders Graadighed efter Rov, der har giort saa mangt et uskyldig og dydig

8

22

Mandfolks Ære til et Offer for eders brændende og umættelige Svælg, har fornærmet mig alt for længe; jeg staaer op til Hevn. Plager og Farer skal herefter omringe eders syndige Leye, og der skal ikke findes Hvile i eders Siæle. Naar I herefter forjager eders Ægtemænd af eders Huse ved eders utæmmede Vandel, og eders skalkagtige Leyesvende opfylder eders forsørgede Mænds Plads, da skal et Sælskab, passet paa eders Foretagender, beleyre eder. De urene Aander, beordrede og udrustede til Hevn, skal binde eders Siæle med alle Piners Lænker, slæbe eder igiennem alle Plagers Prøver, vg kaste eder og eders trygge Bolere, som skidne og uværdige Knipper, ind i de evige Flammer. Tænker ikke, at Magt og Myndighed vil frelse eder! Ney, den Ondes Fremgang har ingen Varighed.

9

23

Han stiger op, for at falde, og hans Fald taler til de skielvende Tilskuere disse Lærdoms rige Ord: See denne var høy, og syndede, men den Ugudeliges Høyhed skal synke til de nederste Stæder i Helvede.

Denne skidne Materie kan ikke afhanbles med rene Ord.

10
1

Betragtninger over Det Spørsmaal: Kan en Kones Boelere være hendes Mands oprigtige Ven og troe Raadgivere? Naar Manden tager ham til sin Fortroelige, hvad bliver da Følgerne for dem alle tre og Børnene?

Indrykt i Magazinet for patriotiske Skribentere No. 72.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt hos M. Hallager, boende i stort Fiolstræde

2
3

Dette Spørsmaal er af større Vigtighed, end man ventelig troer. Der er vel ingen i vore Tider, som jo opmærksom have læst saadant et Spørsmaal, og defleste giøre forunderlige Slutninger ved denne Leilighed: Endeel glæder sig over, at man saa tydelig vil udlade sig, angaaende en Last, hvis Navn burde ikke engang nævnes i en vel indrettet (jeg vil ikke sige christelig) Stat; thi endog dydige Hedninger have havt Afskye for saadant, hvilket var let at bevise med Exempler af den værslige Historie; andre giøre strax Tilegnelser paa en eller flere Personer, som de mene at være trufne med dette Spørsmaal, og glæde sig derover, ligesom de kunde paa den Maade have taget den fuldkomneste Hævn over dem, de hade, enten fordi de ere høiere, rigere eller i det mindste ikke saa pøbelagtige, som de selv, eí betænkende, at disse kunde lee ad saadan Hævn, formenende, at den giør ingen Skaar i deres Anseelse eller

4

Midler, ligesom de heller ikke troer, at ærbare Folk have Ret til at bedømme deres Handlinger; og i saadan Tilfælde udretter man med dette Spørsmaal og alle andre af samme Suurdei slet intet til Fordeel; men snarere giver lastefulde nye Leilighed til at glæde sig, og belee enhver Tanke, endog fremført i den beste Hensigt og af det redeligste Hierte,

Saa sandfærdig, som en sørgelig Erfarenhed læret os, at denne Sætning er; saa lidet kan vi og nægte Sandheden af følgende: At man ofte ved at giøre Lasterne offentlig forhadte og afskyelige, haver en og anden gang udrettet mere til Dydens Fordeel, end ved den beste Lovens Prædiken; men den som kiender noget til det menneskelige Hierte, vil strax finde Grunden til saadan en uformodentlig Forandring i et tilfældig og uventet Anfald paa et Hierte, der ligesom erobret det) og sættet det i en Tilstand, at det endog inden for den stærkeste Formuur af opdigtede Beviser for sin Uskyldighed og Forsvar, endog rimelige, for sit forrige førte Levnet, finder sig nødt til at tilstaae, at en Stærkere er kommen over det, en klogere Fiende har forrasket det, og da det tillige finder alle dets forrige antagne Meninger, og fattede Slutninger utilforladelige, for i Fremtiden at beskytte det Mod saadanne overilende Anfald, saa er det, at en Lastefuld finder sig nødt til at være betænkt paa andre Midler til sin Siels Roelighed, og paa den

5

Maade er det, at en Satire, en offentlig Bebreidelse, en vittig Skiemt, ja undertiden et eneste klygtigt Indfald kan give Andledning til en sand Omvendelse; men hvor let seer man ikke af alt dette, at her forudsættes et uchristeligt og udydigt Hierte, og at saadan Forandring (man kan ikke endnu kalde den Omvendelse) skeer kun tilfældig viis, og ikke efter Religionens eller Dydens Forskrift, og, skal jeg sige min Mening reent ud, da er det ikke altid uden Fare, at begynde paa den Maade at overbevise en Lastiefuld om sit Levnets Vederstyggelighed; tvertimod skulde det altid være sikkrere, alvorlig, skøint venlig at overtale saadanne Syndere, og selv leve et exem: plarisk Levnet, hvilket paaligger enhver af os, dog den høiere frem for den nedrigere; thi man tager de fleste Exempler af dem, som ere høiere og fornemmere end vi; eller og naar der gaves Omstændigheder, hvor vores Overtalelser eller Exempler bleve foragtede, da, som gode Christne at bede for saadanne; thi endnu formaaer den Retfærdiges Bøn meget, naar den er alvorlig. Dette har jeg vildet erindre forud, førend jeg egentlig betragtede Spørsmaalet selv, for om mueligt at forekomme alle ufordeelagtige Domme, som for det meste fældes af uberettigede over enkelte Personer; thi jeg erklærer reent ud, at jeg aldeles ikke hader nogens Person; men skulde jeg dog ved disse Betragtninger have bragt en eller anden Lastefuld til Eftertanke, hvilket dog vel neppe er at haabe, da den allernaadigst tilladte Skrivefriehed har

6

frembragt os saa mange pasqvilmæssige og raae Piecer, hvilke, omendskiønt de have opmuntre Læselysten hos Endeel, have de dog ogsaa meget forhindret en god Smags og retskaffen Tænkemaades Udbredelse, ikke at jeg hermed vil paastaae, at disse Betragtninger ere skrevne, som man kalder det med Smag, men Læseren maa tillige vide, at de ikke vare skrevne i Hensigt, at de nogen Tid skulde seer Lyset, men da der ingen efter saa lang Tid har leveret os noget grundigt Svar paa det fremsatte Spørsmaal, saa vil jeg lade dette give en Mand af bedre Indsigt Anledning til at levere os noget bedre, og imidlertid være fornøiet, om man kan spore et redelige Hierte: da vil jeg holde mig det for en Lykke, at jeg hvis Hovedsætning er, at afholde mig fra alt hvad, som kun tiener til at forbittre, men ikke til at forbedre Gemytterne, dog har giort noget til min Næstes Fordeel: Dette Raad vilde jeg og meddele vore Tiders fyrige Skribentere, at da enhver seer Feiler i vores Religion og Stat, alt eftersom han har Lyst og Trang til at skrive; (thi endog denne overtaler mange til at tage Pennen i Haanden;) de da, om de vidste noget tienligt Raad til at opreise begge, vilde sige dem med Beskedenhed, og stedse følge de fornuftige Lægers Exempler, der i de farligste Sygdomme ere meest forsigtige i at vælge og anvende Lægemidlerne, i Særdeleshed maa man vogte sig for, at man ikke, ved at laste eller rette en Forseelse, giør samme mere bekiendt, og ved at udbrede dens Udøvelse giør ondt værre. Hvo veed, værdigste Læsere! om

7

ikke dette har været en Medaarsag, hvorfore vores vise Monark har indskrænket Trykkefrieheden? Men da det desto værre er en alt for stor Sandhed, at der findes saa ynkværdige Siele, som af en daarlig Stolthed eller naturlig Ondskab have tilsidesadt den Underdanighed, de endog som Skabninger allene betragtede ere deres Skabere skyldige, saa bliver det deres Pligt, som dertil ere kaldede, (ikke allene de offentlige Lærere, men endog enhver, som haver Indsigt og Tid dertil; thi enhver bør tiene sin Næste saa meget som han kan,) at anvende paa saadanne de Midler, som de holde for tienligste; og Skrifter forfattede i den Hensigt, enten alvorlige eller vittige, vil ikke allene tiene til at forbedre Gentytterne og udbrede en god Smag, men endog til at afviste den Skam, som den store Sverm af slette Skribentere har paadraget Nationen, ved at misbruge den kostbare Trykkefriehed til at give deres Ondskab frit Løb. Men den gunstige Læsere maatte blive fortrydelig, om jeg længe opholdt ham, jeg vil derfore strax begive mig til det fremsatte Spørsmaal, om hvis Hensigt jeg holder eu vidtløftig Undersøgelse ikke allene unødvendig, men endog unyttig; jeg vil derfor allene giøre mig Umage for at følge den Spørgendes Tanker i alle Delene af Spørsmaalet, overladende til enhver Fornuftig, at dømme selv om dets Hensigt, og paa samme Grund vilde og de, som finde sig skyl: dig i saadan en Last, skrive alt det, som i nærværende maatte støde dem, paa den Spørgendes Regning.

8

Men at jeg ikke skal trætte Læsernes Taalmodighed med en Fortale, som jeg dog i mere end, en Henseende har holdt for nødvendig; vil jeg strax begive mig til Sagen, og da spørges først: Er det mueligt, at en Boelere kan være hendes Mand oppigtige ven og troe Raadgivere?

Til dette svares rimeligst af enhver, som hører det, eftersom det Begreb er, han giør sig om et oprigtigt Venskab; (thi endog om dette Ords rigtige Bemærkelse er man ikke fuldkommen enige,) men jeg vover at besvare det reent ud med nei; og for at got giøre denne min Benægtelse, vilde det ikke falde Læseren kiædsommeligt at betragte med mig Boeleren i alle de udvortes Omstændigheder, som Menneskene i Almindelighed befinde sig udi, og jeg vil haabe, at man vil finde min Paastand grundet. For det første, er saadan en Lastefuld af den nedrige Pøbel, da seer jeg intet, som skulde bevæge mig til at troe den blotte Muelighed af Venskab for Manden, som just ved sin Nærværelse hindrer ham fra at fyldestgiøre sine frække Lyster; thi intet er rimeligere, end at han ønsker den ulykkelige Mand ryddet af Veien, enten pag en eller anden Maade, naar han for hans Skyld blot en eller anden gang maa mangle hen indbilte Sødhed, han finder i at fornærme ham, og saadan en Tænkemaade tør jeg ikke andet, end give Navn af Had; ja sætter man endog forud, at han var Mandens Ven,

9

førend han nød nogen utilladelig Gunst af Konen, saa maa dog den Nødvendighed, stedse at skulk for sin Ven en af sine behageligste forlystelser, naturligvis forkiølne hans Venskab, ja forvandle det til Had; thi hvad opofre vi ikke for en hidsig Lidenskab? Og foruden alt dette, saa vil den Frygt, som naturlig følger for den Person, som han saa skammelig har forn ærmet, nøde ham til at hade ham, for paa den Maade at satte sig i egen Indbildning i Sikkerhed for en retfærdig Hævn, da man seer daglig, at fornærmede Venners vrede er hidsig og farlig, Paa den Maade troer jeg, at man kan forklare den Sandhed, at af Hoer kommer Mord. Saaledes har det sig omtrent, naar Boeleren er den Forførende; men Erfarenhed viser, af Koenerne ligesaa ofte, og kan skee oftere, forføre og overtale fremmede Mandfolk til at fyldestgiøre deres Begiærligheder, tilskyndte enten af en overordentlig Hidsighed, den de som oftest af Mangel paa en god Opdragelse og fordærvede ved onde Exempler, ikke besidde Dyd og Gudsfrygt nok til at holde inden Kydskheds og Ærbarheds Skranker; eller og fordi de af Forældre eller Slegtinge blive nødte til at indgaae en Forening imod deres Villie, og af andre Bevæggrunde, end dem Gud og Naturen have sat for et retskaffent Egteskab; og hvor let skeer det ikke i denne sidste (alt for almindelige) Begivenhed, at saadant et Fruentimmer, der i Steden for at ansee hendes Egtemand med de rette Øine, tiltroer sig Ret til at

10

afkaste det Aag, der imod hendes Villie er hende paalagt, og ligesom i Fortvilelse griber dette skammelige Middel for at hevne sig; (ja det kan endog skee, omendskiønt hun har indgaaet Egteskab med sin gode Villie, naar kun hendes Mand en eller anden gang er saa uhældig at fortørne hende, helst om hun er af høiere Stand og lavere Forstand end han) lad endog saadan en Kone vælge en af hendes Mands fortroeligste Venner, til sin Boelere, han vil fra den Dag af ophøre at være det; thi Konen, som først har sat sig for at hade sin Mand, vil tilligemed at optænde en ublue Kierlighed imod hendes Boelere, forvende hans Høiagtelse og Venskab for Manden til et Had, sam stemmer overeens med hendes eget; kommer endnu denne Omstændighed til, (hvilket ofte skeer hos dette Slags Boelere,) at Boeleren ved dette vederstyggelige Levnet søger sin Fordel, saa kan han saa meget mindre være Mandens Ven, som han ikke allene paa det allerskammeligste fornærmer, men endog paa den uretfærdigste Maade beriger sig af hans Gods; vil nu Manden raadføre sig med saadan en forment Ven, da sees lettelig at han kan ikke vente gode Raad af den, som i tvende Henseender berøver og foruretter ham; thi endskiønt det undertiden kan skee, at en saadan Boelere kan røres af noget, som ligner Medlidenhed mod den forurettede Mand, men det er kun en Skygge deraf, og forsvinder saasnart han betænker sin egen Fordeel og Fornøielse, ja som oftest forandres den til Foragt mod Manden, ham

11

han endog indsluttet i sit Boelskabs Arme tilligemed hende før haanlig belee og bespotte, fordi de saa fuldkommen kan bedrage hans Uvidenhed.

Betragte vi Boeleren fra en anden Synspunct, og antage for Exempel, at han er riig- og kan, som man siger, forgylde Mandens Horn, saa er der da uovervindelige Vanskeligheder i Veien for et fortroeligt Venskab imellem ham og Manden; thi den Stolthed, som gemeenlig følger med Rigdom, særdeles naar den er i lastefulde Hænder, giør, at han tilsidesætter endog de Pligter, som efter Guds og Naturens Love i sig selv vare u-undgaaelige, og troer at have opfyldt dem alle derved, at han har med Ret eller Uret skrabet en stor Summa sammen; (en Fordum, som uden Tvil er bleven indført iblant Mennesker tillige med de borgelige Indretninger, og grunder sig neppe i Naturen; thi da man først indrettede Sælskaber til fælles Nytte, fandt lade Rige let Nødvendigheden af et Herskab, hvorved de kunde fritages fra de Pligter, som Selskabets Lov paalagde dem, siden er det næsten bleven en almindelig Regel, at en Riig frietages endog fra Naturens Paalæg, i det mindste er det en Sætning i de nedrigtænkende Riges Sædelære) Den menneskelige Daarlighed, i at agte en riig mere end dydig og fornuftig, bestyrker ham ogsaa i denne Tanke; ingen Under derfor, at en Croesus anseer det for en Skyldighed af sin Naboes Kone, at tilstaae ham

12

de Fordele, som allene bør vare under hendes Mands Dispensation; og hvad Venskab kan vel han have for den Mand, om hvilken han troer, at han, der, ligesom hans øvrige Slaver, lever af hans Gavmildhed, bør opofre hans Goddædighed det kostbareste af hvad han eier; den jeg troer om at vare mig noget skyldigt, anseer jeg ikke for at bevise mig nogen Tieneste, naar han betaler mig min Fordring, følgelig er jeg ham ikke nogen særdeles Kierlighed skyldig frem for andre, hvilken dog er en nødvendig Egenskab i Venskab, den rige Boelere bliver altsaa ikke Mandens Ven; ja mere, han bliver vist hans Fiende; og han troer, at han har Ret dertil; thi hans Hovedsætning er gierne, at Alting bør vare tilfalds, og underkastede en Guldklumps virksomme Befalinger. Saasnart derfore, at den ulykkelige Mand vidende eller uvidende, er ham hinderlig i hans formeente lovlige Kiøbmandskab, strax falder hans fordærvede Forstand, som er vandt til Urimeligheder, paa at hade den uskyldige Mand; ja om samme endog er Medvidere i denne skammelige Handel (hidtil have vi ellers betragtet Manden, som uvidende og u-underrettct om sligt) saa kan det dog ikke andet være, end at det menneskelige Gemytte, som saa ofte er egensindigt, og i saa Tilfælde sig selv ligt, jo en og anden gang maa ophidse Manden imod Boeleren, og denne sidste, efterdi han anseer sin lastefulde Omgang for en Ting, som han rigtig betaler, forbittres og troer, han har Ret at tvinge Man-

13

19

den til at holde sin Accord, og i Mangel deraf er han færdig at hade og forfølge Ham paa alle Muelige Maader, og hvor bliver nu Sted i hans Hierte for Venskab mod Manden? Men man kan svare mig, om Manden intet veed deraf, saa har han jo ingen Aarsag ti at hads ham? Jo her have de samme Beviser, som jeg i det første Tilfælde anførte- fuldkommen saa megen Styrke, som da; thi denne, som stoler paa sine Rigdomme, der maaskee tilforn have reddet ham fra de retfærdigste Straffe, er mere fræk til at udøve Lasterne, og mere hengiven til at hade dem, som paa nogen Maade ere ham hindeklige derubi.

Men nu at betragte en Boelere af en anden Art, saadan een nemlig, som er fornemmere eller af høiere Stand end Manden; (under denne Classe indbefattes og Embedsmænd, som ere i høie Embeder, og har ulovlig Omgang med deres Subalternes Koner) mon ikke han kan være Mandens oprigtige Ven og troe Raadgivere, da han kan fornedre sig saa dybt at være Konens Fortroelige? Endog i dette Tilfælde, maa jeg besvare Spørsmaalet med Ner; thi en fornemme Person af den nedrige Tænkemaade, at ville besmitte en ærlig Mands Egteseng, er tillige for stolt til at stutte Venskab med den fornærmede Mand; (her maa Læseren ikks tænke, at jeg- i at tillægge en og den samme Person Nedrighed og Stolthed tillige, siger mig selv imod,

14

tvertimod troer jeg, at Mueligheden af min Paastandlettelig indsees, naar man giør sig et rigtigt Begreb om den meget elskte Ydmyghed) nei hans Sædelære kommer alt for nøie overeens med den Boeleres, som vi nyelig forher betragtede, til at han ikke lige saavel som han skulde troe, at det var Mandens Skyldighed, saavel som Konens at tage med Taksigelser mod hans Æresbeviisninger, og er han ikke riig, saa han kan betale sine Vellyster, saa troer han dog, at det er Erstatning nok for den fornærmede Mand, at han (for en Tid, saa længe, nemlig, som Konen behager ham) biefalder hans Smag i at have valgt sig en Kone; hvor let falder ikke Baade rige og fornemme Boelere til saa urimelig en Stolthed, og som oftest ere de endda i Stand til, at rose sig af deres Skiændsel, ja vel og at paastaae, at saa smuk en Kone er alt for kostbar for den Mand allene, der, fordi han ikke er lykkelig nok i at opdage deres Bedragerier, eller, naar han veed dem, ikke er færdig nok til at fordre den Hævn af dem, som han med Rette kunde maa i deres Øine ansees for en Dosmer og Nar; de mene sig derfore berettigede til at dele de Fordele med ham, som hverken Guds- Naturens eller de borgelige Love give dem mindste Rettighed til; thi lad endog Konen være den Forførende, saa kan hun dog ikke overdrage den Ret over hendes Person, som hun engang ved et lovligt Egteskab har skiænket sin retmæssige Mand, til nogen anden; ja end Manden selv, kan det ikke. Følgelig

15

bliver denne skammelige Gierning, af hvem den endog begaaes, et Ran, og et Ran af det skammeligste Slags; kan nu den, som begaaer et Ran mod mig', være min oprigtige Ven og troe Raadgivere, saa vil jeg tilstaae, at en Boelere kan og være det samme mod en fornærmet Mand, men førend det første bllver, gotgiort, kan jeg ikke tilstaae det sidste: (vel kan man paastaae, at naar Manden er Medvidere i Gierningen, og tier, da berøves han ikke; thi det skeer med hans Samtykke, men Lette har kuns Sted, hvor jeg haver fuldkommen Ret over en Ting, saaledes, at jeg efter Behag kan afstaae den til hvem, jeg vil, uden at giøre andre Regnskab for samme, men hvorvidt denne Rettighed strækker sig for en Mand i denne Henseende skal siden blive viist) ja om man endog vilde antage, at en saadan Boelere, af Konen forført, undertiden skulde falde paa billige Tanker for Manden, saa er dog alletider den lastefulde Qvinde i Stand til at dæmpe alle slige Følelser enten paa en eller anden Maade hos den, som ikke har været dydig nok til at imodstaae hendes første Tillokkelser, ja om hun endog selv indseer Vegten af sine Fornærmelser mod sin Mand, saa søger hun dog, i Steden for at forbedre sig eller fortryde sine Forseelser (hvor besværligt er det ikke for os Mennesker, at tilstaae, at vi have feilet, og hvor skamme vi os ikke ved at gienkalde en engang fattet Beslutning) som oftest at giøre dem smaae, i det mindste i sine egne Øine, og hertil skraber hun sammen alle rimelige

16

og urimelige Beskyldninger mod Manden, ja endog hans uskyldigste Ord og Handlinger maa i hendes Øine see ud som Fornærmelser mod hende, for at vinde et Skin af Ret til at hævne sig paa ham, og da hendes Hierte sielden lader sig beroelige ved hendes egne Slutninger og Beviser, saa søger hun et Biefald, som er hende let at vinde af den, som hun har kundet overtale til endnu skammeligere Laster, - og naar han nu enten ved truseler (thi endog dette kan skee) Tillokkelser eller paa hvilken anden Maade, bringes til at bagtale den Uskyldige Mand, saa tviler jeg paa, at nogen skulde være saa eenfoldig at kalde ham Mandens Ven, ikke engang, om han endog selv var falden paa at ynke Manden- og fortryde sin Forseelse imod ham, naar han ikke strax sætter sit Levnet Forandring i Bærk; thi da blive saadanne Følelser, som ofte imod hans egen Ville fremkomme, kun Dydens Lygtemænd, der ved det mindste Pust af hans Boelskab udslukkes, og efterlade ham længere udbragt i Lasternes Morads, og længere fra Venskab og Kierlighed for Manden.

Da vi nu have betragtet Boeleren i de fleste muelige Udvortes Omstændigheder, og overalt seet, at der er alt for meget i Veien for et oprigtigt og fortroeligt Venskab imellem ham og Manden; saa maa vi videre følge den Spørgende, og undersøge, hvad Følgerne vil blive for Manden, Høeren, Boeleren og de Børn, som maatte have saadan skammelig Omgiengelse at takke for deres Liv.

17

Den Spørgende sætter, at Manden antager Boeleren til sin Fortroelige, og til denne Sætning indskrænker han Følgerne; vi ville og deri være lige tænkende med ham. Dette skeer da enten førend denne skammelige Omgang tager sin Begyndelse, eller efter, enten med eller uden Mandens Vidende og Samtykke, og efter Forskielligheden af disse Omstændigheder, blive og Følgerne forskiellige i Henseende til Manden. I Henseende til Konen og Boeleren vil Forskiellen af Følgerne best bestemmes ved at vide, hvem der er den Forførende, og endskiønt man i Hensigt til Børnene skulde troe, at Følgerne for dem bleve de samme, saa troer jeg dog, at de kan blive ulige, i Betragtning af at disse kan maaskee aldrig faae at vide, at de ere avlede i sliog Uteerlighed, og om de faae det at vide, saa vil dog, foruden Opdragelsen, den Maade, de faae deres Vandheld at vide paa, giøre en stor Forskiellighed i Følgerne for dem. Men at komme til vor Forsæt, nemlig, at undersøge Følgerne for enhver i sær, som i Almindelighed vil blive slette, men dog ikke i lige Grad. Den Mand, som er saa ulykkelig, at valgt sin Kones Belere til sin Fortroelige, giør det alleruhældigste Trin til sin og sit Huuses Ødelæggelse; thi den Mand, som engang har solgt sig saa aldeles til Ugudelighed, at han endog forgriber sig paa de af hans Medborgeres Rettigheder, som man med Grund kan regne for de helligste, han kan neppe have saa megen Dyd og Redelighed tilovers, at

han skulde befordre noget Menneskes Vel, allermindst

18

dens, som han saa skammelig forurretttr, han vil følgelig paa alle muelige Maader beriene sig af den uskyldige Mands Fortroelighed til sin egen Fordeel, som neppe ja aldrig kan see uden Mandens Skade; men saa længe han er uvidende om Sagen, og følgelig ved sit Samtykke ikke har giort sig deelagtig i denne skammelige Last, kan hans Skiebne ansees for et Bandheld, som han enten aldeles ikke har kundet eller dog ikke været forsigtig nok til at forekomme; thi han maa være hvem han vil, saa kan han afhielpe saadan sin Ulykke, naar han veed den, og vil betiene sig af de Midler, som de guddommelige og borgrlige Love rekke ham (en urigtig Fordom er ellers temmelig almindelig her i Dannemark, nemlig, at det er en Skam for en Mand, at stævne en hoeragtig Kone for Tamperretten; men gid den snart maatte blive udryddet, vi skulde da have færre Handredere i Landet til mindre Skam for den fædelige Danske Nation; de kaade Qvinder, som ikke ved Gudfrygtigheds Regler, og kierlige Formaninger kan holdes inden sine Skranker, kan maaskee offentlig Skam og Straf dog tvinge) den derimod, som veed sin Skam og tier til den, uagtet han kan vælte den afsig, han er efter alles Tilstaaelse selv Skyld i den, og giør sig tillige deelagtig i saadan en Misgierning, som endelig maa drage største Straf efter sig; thi endskiønt saadan en Mand ikke efter Landets Love offentlig straffes paa Ære, Gods og Liv, saa bliver dog hans Skiebne ikke bedre, men

19

16

efter mine Tanker værre end deres, der lide den Straf; thi disse, naar de miste Liver, miste de og Følelsen af deres Ulykker og Vanære, han derimod beholder Livet, for at føle sin Straf langsom; hans Huus opfyldes med en Flok Horeunger, som til hans Skam og ødelæggelse vil for Tiden forøde de Levninger af Midler, som endnu kan være tilovers fra Boelerens og Hoerkonens vellystige Levner. Ært og Agtelse har han ikke mindste Ret til at giøre Fordring paa iblant skikkelige Folk, da de veed, at han er kun en Daare, der søger ikke at opnaae Hensigten af sit Egteskab, nemlig, selv at avle Børn med sin Kone, men ikke at rage en Kone, for at lade hende være andres Boelskab; og Følelserne af disse og utallige andre Ulykker vil, i Fald han har mindste Smule af Samvittighed, blive ædende Orme og fortærende Gift, som tilig eller sildig vil giøre Ende paa hans skammelige Liv, hvad Forskiel nu paa saadan en Mand, og den, som bliver dømt til at miste Livet paa en skammelig Maade, eller at arbeide sin Livstid blant uærlige Slaver? Men paa det jeg ikke skal synes for haard imod saadan en Mand, bør jeg med et Par Ord vise, at han faaer intet, uden det, som hans Gierninger forskylde, og intet er lettere; thi i hvilken Stat han end er Borgere eller Medlem, forseer han sig saaledes, at han baade straffes som Bedragere og Landsforrædere; thi skal en Stat bestaae, maa den bestaae ved Gudsfrygt, Orden og Enighed. At nu saadan en Mand forfremmer og bestyrker Ugudelighed og Udyd til Statens ødelæggelse, og paa saadan en Maade bedrager sine Medborgere, der kunde vente af ham at han vilde giøre sit til Statens Styrke og Vedligeholdelse, da han tvertimod svækker den, og tillader at den saa

20

nødvendige og anstændige Orden brydes, derom er vel ingen, som tviler; og at han er en Landsforræder, kan ikke nægtes, naar den bør have Skyld for en Følge, som ved sine Handlinger bliver Aarsag dertil; naar nu en ugudelig Slegt, avlet paa den skammeligste Maade, uden Gudsfrygt, uden Dyd og uden Opdragelse, engang foruroeliger Staten, og hvor let skeer ikke det (til Exempel kan man kun see hen til Partenierne hos de Spartaner) hvem er da Aarsag deri uden saadanne ugudelige Mænd, som have taalt, at denne Slegt blev avlet? Af dette seer Læseren, hvad Handreder er for et Dyr, og hvad han fortiener, jeg kan ikke engang undskylde den Mand, som af Frygt for at lide Skade eller Fortred af sin Overmand, eller den, som af Trang for at forhverve det Fornødne til sin Underholdning, taaler saadant; thi Vee den, som ikke hellere vælger at være ulykkelig og lide Nød, end at være lastefuld.

Af det, som allerede er sagt om den daarlige Mand, der taaler saa skammelig en Opførsel af sin hoeragtige Kone, slutter Læseren lettelig, at jeg vil ikke heller blive lemfeldig i at dømme hende, jeg bør heller ikke at være det; thi hun er unægtelig, i det mindste lige, og oftest mere skyldig, end Manden, hun er den, som først fristes (thi aldrig er vel nogen saa ublue, at han først accorderer med Manden om at nyde Konens Kierlighed) og giver hun først efter, hvor let undskylder hun ikke saadan sin Forseelse hos Manden, om hun just ikke faaer hans Samtykke dertil? I sær om Manden elsker hende oprigtig i Forveien, hvor veed da ikke en snedig Qvinde at betiene sig af hans Skrøbeligheder? at bringe saadanne Undskyldninger frem, som hun

21

veed kan gjelde for ham? Og tilsidst ved Overtalelser, Løfter om Afhold i Fremtiden, og jeg veed ikke paa hvad Maade, er hun i Stand til at bringe en enfoldig Mand til at troe, at hun er mere fornærmet end han, og naar hun først faaer bragt det saavidt, saa har hun vundet Spillet. Til at bevise, at en snedig Kone er i Stand til at overtale sin Mand til at begaae de største Daarligheder, behøves kun at erindre den første Egtekone, som var til i Verden, og hvilken Mand tør giøre Adam en sund Fornuft stridig) men just fordi hun har været saa meget mere skarpsindig end Manden, derfore har hun og farligere Virkninger af hendes Laster at frygte for, end han. Men man vil strax svare, hvad kan være værre, end de Følger, som ere anførte at ramme Manden? Sandt nok, men to Personer kan lide en og den samme Ulykke, men i forskellig Grad. Hendes Skam vil altid blive større, hendes Mangel føleligere, og hendes Græmmelse vil blive, saa meget des større, om hun har sig selv at bebreide for Alting, da Manden dog kan anføre i de fleste Tilfælde en Art af Undskyldning, i det han har elsket og troet sin Kone, til det var for sildig at forekomme Gierningen, hun har og foruden den retfærdige Hevn, som Manden kan tage af hende, at frygte for sin Boeleres Had, som vil ikke saasnart holde op at elske hende, førend han begynder at hade og forfølge hende, fremdeles, om hun lever til de Børn komme til en moeden Alder og Skiønsomhed, som hun har avlet i hendes skammelige Levnet, da, naar de veed deres Herkomst, vil hun heller ikke have meget got at haabe af deres Kierlighed, tvertimod bør de holde dem det for en Pligt om mueligt at afvelte den Skam, der hviler paa dem formedelst den uteerlige Omgang, som de have

22

at takke for deres Tilværelse, og hvorledes kan dette skee, uden ved at forfølge og hade deres Moder, som et andet liderligt Qvindemenneske, der aldrig har havt den Hensigt, at bringe dem til Verden, men kun at tilfredsstille sin egen Kaadhed; dog denne Ulykke bliver Boeleren vist og deel agtig udi; thi den Afkom, som ikke sparer en liderlig Moder, har lige saa liden Aarsag til at see igiennem Fingre med en lastefuld Fader, skiønt dette bliver ikke den eneste eller største Ulykke, som denne har at frygts for; thi foruden den fornærmede Mands Hævn, Hoerens Had, som strax maa afløse hendes Kierlighed, saasnart hun holder op at elske ham, (og dette skeer lettelig; thi en Kone af den Tænkemaade lader sig sielden nøie med een Boelere, men antager og giver Afskeed, eftersom det falder hende ind, eftersom der viser sig Leiligheder til) offentlig Spot og Skam, naar hans Opførsel bliver bekiendt, et fordervet og til alle Forretninger uduelige Legeme, bliver en ond Samvittighed hans u-undgaaelige Bødel; ikke at tale om de utallige andre Plager og Ulykker, som Forsynet kan Betiene sig af til at straffe baade ham, Hoeren og Manden med, i Fald denne sidste er medskyldig i Forseelsen. Men endnu har jeg kun saa løselig berørt Følgerne for de Børn, som have saa skammelig en Omgang at takke for deres Liv, man Fulde og tænke, at saasom de ikke have havt Deel i Gierningen, bør de heller ikke have Deel i de ubehagelige Følger deraf. Dette er vel en Sandhed, men det, som hos een bliver at ansee som en Straf, kan hos en anden kun regnes for en Vandlykke, og saadanne Børn, naar de ikke bifalde, og paa saadan Maa de tage Deel i deres Forældres skammelige Handlinger, kan gierne blive lykkelige og

23

gode Borgere i Staten, allerhelst om de selv ere uvidende om deres Vandheld; thi da vil Følelsen af den Skam ikke krænke deres Hierter, veed de den derimod, saa vil det vel giøre en stor Forskiæl paa det Indtryk, samme giør paa deres Gemytter, om de faae den at vide ved en Bebreidelse af andre, eller om en Lærere eller anden god Ven i Fortroelighed siger dem det, for at indprente dem en Afskye for deres Forældres Laster; i første Tilfælde vil det krænke deres Siele, om endog saa samme virkelig ere dydige, da det i sidste vil tiene dem til en Bestyrelse i Dyden og en Vemmelse for de Laster, som de seer saa ubehagelige Følger at flyde af. Næst den anførte Skam, som følger med saadan en Fødsel, bliver en slet Opdragelse det største Onde, som slige Børn har at frygte for, og hvor betydeligt dette er, behøver jeg ikke at erindre for fornuftige Læsere. Til Slutning maa jeg besvare nogle Indvendinger, som kunde giøres mig. Man vil for Exempel sige, at alle de haarde Domme, jeg har fældet over de omtalte Personer, ere mere muelige, end virkelige; thi hvor sielden seer man dem ikke at udføres? Sandt nok, de som have været Vidner til Forseelsen, blive ikke altid Vidner til Straffen, og skiønt den undertiden opsættes. bliver den dog aldrig ganske ude, og en opmærksom Tilskuere af de menneskelige Handlinger og Tilfælde, vil kunde finde utallige Beviser for Sandheden af mine Sætninger. Det skeer ikke altid, at alle af de anførte Følger ramme een og den samme Person, men saa bliver gierne den, der rammer ham, desto vigtigere; overalt blive Guds og Naturens Love altid uforkrænkelige, og disse fordre Straf for enhver Last, om ikke i den Tilstand, Menneskene nu befinde sig Udi, saa dog i den, de komme i efter denne; ei at

24

tale fort, at enhver Stat altid beholder Ret til at fordre Regnskab af dens udydige Lemmer. Fremdeles kunde indvendes, at naar ingen Børn bleve avlede i dette ugudelige Levnet, eller og om det stede, naar dog Manden, Konen og Boeleren vare enige om at skule deres Skam baade for dem og hele Verden, saa havde de ikke nødig at være bange for disse farlige Følger; men saadan Enighed tør jeg frit paastaae ikke at være mulig uden til en Tid, og om den end var muelig, saa skulde den dog aldrig kunde skiule deres Ugudelighed; thi den allermindste Uforsigtighed, enten i Ord eller Miner, vilde hos en Agtpaagivende opvække Mistanke, og, naar man først mistænkte dem for sligt, kunde deres skammelige Handel neppe andet end blive opdaget, hvor let giver man ikke sine Lidenskaber tilkiende ved udvortes Bevægelser?

1

Frie og grundede

Tanker

om

Boeleriet.

Samt

Religionens

Brev

til

Verdens, i sær Kiøbenhavns

dydige

Indvaanere.

Dev. Under en alvorlig Titul kan der og være skiult noget Got.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og findes til Kiøbs hos T. Borups Enke, boende i store Helliggeist Strædet.

2
3

Da Skaberen forbandt Legemet med den Aand, som vi kalde Siælen, da sat han samme til at være Legemets Lys og Veyleder, ey at lade sig tvinge af Legemet. Til den Ende, og for at advare Mennesket om sine Pligter, begavede han denne Siæl med en Udødelighed, hvorved den syntes at nærme sig til dette høye Væsen. Han oprettede en Have, hvori Naturen simpel klæd foreenede alt, hvad der var behageligt, for at indbyde Mennesket til at ære sin Herre. Gud knyttede selv et Baand mellem de tvende første Mennesker og befalede dem: at forplante paa en anstændig

4

Maade Mennesker af samme Slags, som de selv. Gud knyttede dette Baand, som blev kaldet Ægtestanden, kun imellem tvende Personer, for derved at vise:

1.) At det var uovereensstemmende med hans

Hellighed at forbinde fleere i et Baand.

2.) At de desto inderligere burde elske hverandre. 3) Hvor troelig og ubrødelig de burde holde

de Forbindelser, denne Stand paalagde dem. "Ægtestandens almindelige Hensigt var i øvrigt at afvende en ublue Sammenblandelse, som mishagede hans Hellighed.„ Nu veed vi deels af Guds, deels og ved Hielp af Naturens Lov: at det tilkommer Manden;

1.) At forsvare sin Hustrue.

2.) At rette hendes Feyl med Ømhed og Sagtmodighed.

3.) At sørge for hendes Livs Ophold.

Konens Pligt er det derimod:

1) At adlyde sin Mand i Henseende til Huus-Sagerne.

5

2.) Give ham det Fortrin, ham tilkommer, som Mand, naar han fortiener det.

3.) Deele Arbeydet med ham i Henseende til Livets Næring. & s. p.

Ægtestanden føder en anden Stand af sig, som kaldes Forældre-Standen. — Denne bestaaer i et Sælskab imellem Forældre og Børn, “hvorved hine forbindes til at sørge for de sidstes anstændige Opdragelse.„ Grunden hertil bør søges i Naturens Lov, og Staternes Indretning: den første befaler os at see paa andre Menneskers Lyksalighed: Den sidste, at forskaffe nyttige Borgere. Saavel Moderen, som Faderen er forbunden hertil, for at dette vigtige Værk med desto større Agtsomhed skal blive iværksat. Gud, der selv har et Herredømme over os, som er uendeligt, fører os til denne Pligt, da han ey befaler over os med den Strænghed, han baade kunde, og de fleste Gange burde giøre, men med Langmodighed bærer over med vore Feyl, og elsker os, som sine egne Børn. Grændserne for Forældrenes Myndighed kan derfor ey udvides efter eget Behag, men maa sættes efter Hensigten af denne

6

Stand, som giver Forældrene ingen Magt over Børnene, uden for saavidt, de bør sørge for deres Opdragelse. Børnenes Pligter er derimod: 1.) At ære og elske sine Forældre. 2. At lyde dem, i hvad Ret er. 3. Stedse at vise et taknemmeligt Hierte, og ey lade den gaae hielpeløs, om de trænger dertil, i sin Alderdom.

Herforuden er det en almindelig Regel i Naturens Lov:

At i den Tid, Børnene ey kan iagttage sine Pligter, der tilkommer dem, i Henseende til sin egen Person, Forældrene da bør giøre, hvad Børnene vare pligtige, men ey i Stand til at giøre.

Nu er enhver guddommelig Indstiftelse tillige en Lov, og fører en Forpligtelse med sig. Enhver af dem sigter til Menneskets Lyksalighed, og altsaa ere vi endog i denne Henseende forbundne til at holde os dem efterrettelige; thi Naturens Lov befaler os, at forfremme vor egen Lyksalighed.

Nu tilstaaer jeg gierne at Ægtestanden kan kaldes en verdslig Forretning, for saa-

7

vidt Verdens Herrer kan udgive adskillige Love den angaaende; men derfor kan man ey negte, at den er en Indstiftelse af Gud, og at det Væsentlige deri, som er af en saa høy og hellig Person forordnet, bør ey forandres saaledes, at der ey bliver det mindste Spor tilbage af Høyagtelse for hans Indretninger.

Jeg vil nu da begynde om Boleriet, som min foresatte Materie.

Ingen af mine Læsere, er der vel, uden han jo veed, hvad der forstaaes ved dette Ord, og derfor sparer jeg den Umage, at forklare samme, men vil begynde med at bevise dets

Utilladelighed.

1.) Fordi det strider imod Guds Indstiftelse.

Ægteskab, fordi det er indstiftet af Gud holdes for en Stand, der befordrer vor Lyksalighed. Boeleriet ophæver Ægtestanden; følgelig strider det mod Guds Indstiftelse og Menneskets Lyksalighed, a) Efter Guds Indretning skal Baandet kun være imellem tvende Personer, alle de andre

8

Udvedkommende udelukte fra at avle Børn, enten med Manden eller Konen. Boeleriet giver en ægte Mand Tilladelse til at sammenblande sig med en anden ægte Kone; følgelig

strider det mod den første Post. Vid Pag. 4.

b.) Efter Guds Indretning skal Manden elske Konen, og hun igien sin Mand. Naar det nu maa være tilladt en af Parterne at boele, saa kan umuelig den tilbørlige Kierlighed have Sted iblandt dem; følgelig ophæver Boelerie og den 2den Post. Vid Pag. 4.

c.) Efter Guds Indretning ere de forbuden til troelig og ubrødelig, at holde de Forpligtelser Ægtestanden paalegger dem; men hvorvidt dette skeer ved Boeleriets Tilladelse skal de strax faae at see.

2. Strider Boelerie mod Naturens Lov.

A I Henseende til Manden.

a.) Bør han forsvare sin Hustrue. Boeleriet sætter Ueenighed imellem Parterne, saa at Manden, ofte i steden for at forsvare sin Kone, selv legger Haand paa hende, og giør

9

sig ingen Samvittighed over at forsømme denne Pligt.

b.) Bør han rette hendes Feil med Ømhed og Sagtmodighed. En ægte Mand, der tillige er en Boelere, skiøtter ey om sin Kone, men enten lader hende gaae i den Saus, hun selv lyster, eller og om han endelig skal rette hendes Feil, skeer det langt fra ey med Sagtmodighed, men med Trusler og Ondskab; hvilket nødvendig maa følge af den Afsmag, hans Boelerie med andre føder, til hans egen Kone.

c.) Bør han sørge for hendes Livs Ophold. Da

hans Boelerie ernærer ham, saa længe han er i den Forfatning, saa maa nødvendig deraf følge, at, da han desforuden ey bær Kierlighed til sin Mage, han da og lige saalidt bekymrer sig om, enten hun forgaaer af Sult eller ey.

B. I Henseende til Konen.

a.) Hun bør adlyde Manden i Huus-Sagerne. En Kone, der er befængt med denne Last, at boele med andre, giør sig som oftest en Ære

10

af at slaae Knap for Mandens Næse; hun skiøtter lige saalidt om Husets Bestyrelse, som om at adlyde sin Mand i hvad Ret kan være. Hendes lyst er kun at fornøye hendes Giester naar hun kan naae denne Herlighed, har hun alt nok.

b.) Hun bør give ham det Fortrin ham tilkommer; men da hun frygter for at giøre sin Næring alt for megen Afbræk, ved at iagttage denne Pligt, saa forsømmer hun den gierne med Fornøyelse.

c.) Bør hun ligesaavel som han arbeyde for Livets

Underholdning. Men hvad skulde bringe hende til at være saa nøyseende? Da enhver veed at Boeleren nok giør sin Boelerske got, saa længe hun er til hans Tieneste.

C. I Henseende til Forældre-Standen.

Denne Stands Hensigt er, som jeg tilforn har sagt, at begge Parterne skal være eenige om: at forsørge Børnene med en anstændig Opdragelse; men naar en af Parterne er hengiver til Boelerie, saa maa den anden see sig berøvet, med en Deel af den behøvede Hielp.

11

D. I Henseende til Børnenes Pligter der ved denne Leylighed forsømmes.

a.) Disse skal ære og elske sine Forældre. Men naar disse igien ikke fortiener det, saa vil Børnenes Ærbødighed og-Kierlighed mod dem, ikke strække sig videre, end Forældrenes Omhue for deres Opdragelse.

b.) Skal de lyde dem. Men, naar Forældrene ey fortiene det, saa bliver der ventelig ey heller noget af denne Pligt; helst da Børnene gierne have den Vane at være egensindige, og saaledes faaer den beste leylighed til at faae sin egen Villie frem.

c.) Skal de bære et taknemmeligt Hierte mod sine Forældre, og ey lade dem gaae hielpeløs i sin Alderdom. Ligesaa liden Omhue, Forældrene har viist for sine Børns Opdragelse, ligesaa liden Tak kan de vente af deres Børn; thi hvorfor skulde disse takke dem, naar de ey har nødt den Ret, som de med Villighed havde at fordre af sine Forældre.

Af alt dette, kan vi see, at Boelerie strider baade mod Guds Indstiftelse og Naturens Ret. Videre: hvad der hæver Hensigten

12

af en Stand, ophæver Standen selv; Boelerie ophæver Ægtestandens Hensigter; følgelig og Ægtestanden selv. Nu er Ægtestanden sigtende til at befordre Menneskets Lyksalighed, 1.) Fordi den er indrettet af Gud selv. 2.) Fordi den befordrer indbyrdes Eenighed og har andre Fordeele i Følge med sig. Følgelig standser Boeleriet Menneskets Fordeele. Og alt dette, beviser min Sætning: at Boeleriet er utilladeligt.

Hidindtil har jeg været lidt philosophisk; nu vil jeg da prøve, hvor vidt jeg kan drive Satiren. Man skulde snart tænke at Danmark havde forlovet paa eengang baade Gud og Natur; thi uagtet de ovenanførte vigtige Grunde er dog en Art Boelerie tilladt. Naar en Mand nu bliver keed af sin egen Kone, kan han overlade den til en anden, uden at spørge efter, om hans Pligter derved overtrædes eller ey, naar Parterne allene komme overeens om disse Vilkaar: 1) Giøre fuldkommen Bytte. 2.) At ingen af Parterne skal paatale sin Ret. Rom vil nu vist glæde sig over, at en af dens Religions-Fiender giver den saa god leylighed, at slaae den

13

Lutterske Guds Tieneste med den pavelige Lynild. — Hvor skulde det græmme den velsignede Landets Fader, den store og priselige Reformator, jeg meener Christian den tredie, der med saa stor Iver arbeydede paa sit Lands Oplysning, om han nu saae op of Graven, og den Plade der bedækker hans velsignede Ansigt; jeg troer neppe han kiendte sit Dannnmark igien; han havde største Aarsag at forundre sig over, at et Rige, der under hans faderlige Beskyttelse hentede Velsignelser allevegne fra, nu er blevet et Rov for de slemmeste Umennesker, der hverken har Religion eller Gud. Ja hvor vil ey vor Naboe Magter giøre Øyne over, at see et Land, hvorfor Almagten saa lang Tid har viist sig saa stor en Fader, nu med oprakt Hals at storme mod dens Retfærdighed. — Jeg troer (dog jeg vil ønske, min Troe maatte være falsk) at om 20 Aar, eller lidt meere bliver Dannemark beriget med saa mange ugudelige og ryggesløse Mennesker, at dens snevre Grændser neppe vil blive Land nok for deres Røverier. Ja sæt endog, at disse bliver skikkelige Mennesker, (som neppe er at formode af en saadan Yngel,) hvorledes skal Landet kunde føde saadan et Antal, som

14

dette formodentlig vil blive, da det neppe strækker til, for nærværende Tid, at føde sine egne forarmede Indvaanere. Man vil sige: Krigsmagten kan formeeres ved dem; men er dette Hensigten af Boeleriets Tilladelse, sfaa frygter jeg, den faaer kun en slet Fremgang; thi jeg veed ey, om nogen godvillig vil lade sig sætte hen til Milicen; da der ey paa nogen af Siderne er noget synderligt at haabe derved; og Tvangsmidler vilde maaskee giøre Sagen værre. Desuden, lad denne Vanskelighed være ingen, saa er det dog klart, at til en større Krigsmagts Underholdning udfordres større Summer, og hvem skal tilveyebringe disse; ingen uden Borgerne og Indvaanere, som man med største Billighed kan kalde Forarmede. Udgangen af det hele Verk. bliver uden Tvivl denne: at de skal føde sig selv; hvilket med Tiden kan giøre Kiøbenhavn og andre Steder i Dannemark til renomeerte Røver-Republiqver. Jeg kan ey see anden Hensigt (som man med Grund kan kalde saaledes,) af Boeleriets Tilladelse, end at ophæve en Pligt, hvis Ubrødelighed saavel Guds, som Naturens Mund befaler, og følgelig giøre Veyen desto lættere til Fordømmel-

15

sens Rige. Naar de der baade veed bedre, og tillige burde viise Mængden, ar de vidste bedre, anvender sine Kræfter paa, at giøre Folk til Satans Livtrælle, (ligesom der ey fandtes nok, der veed denne Konst af sig selv) saa skulle man snart troe, at disse ey vare opfødte blandt Christne Mennesker. Det er endnu en Lykke for os, (dog man kan ey vide, en anden: tør maaskee paatage sig hans Person,) at en anden Mahometh ey faaer udvirket Nobilitations Patenter for matrimonium ad thalac, (hvori en Mand kan have saa mange Hustruer, han lyster og han kan underholde; men give dem Afskeed naar ham behager.) For at faae Boeleriet i fuldkommen Gang, burde et got Antal Heste skaffes ind i Staden, helst fremmede, for at underholde Kassens Stiftelse, og altsaa give Folk meere Frimodighed til at boele. — I sær vil jeg fraraade alle unge Karle nu at holde Bryllup, (de giør det maaskee uden min Formaning;) thi hvorfor have de fornøden, at gaae ind i dette ubehagelige Slaverie, at tage sig en Kone; da de ey kan være sikkre paa sin egen, og desuden har Friehed at boele med en andens. Jeg troer ikke, nogen Undersaat har forestillet

16

sig, det skulde blive Moden i Dannemark, at en Mand skulde bære Slæbet efter sin egen Kone, og lade en anden gaae paa Siden af hende; ikke desmindre er et Optog, omtrent af samme Beskaffenhed sat med M* B**m paa Ö g; og hvorfor kan denne Hornede ikke taale det; thi han har jo faaet Frihed at sætte en anden Pandeprydelser, naar han lyster.

Disse ere da mine Tanker: at skal Boele, rie være tilladt, og ingen Skam føre med sig for den Boelende, vi da snart faaer at see den bedrøveligste Scene, at Dannemark, hvis Indvaanere besidder med Ærekierhed og Behiertighed, kommer til at flyde i sit eget Blod.

17

Men nu vil jeg give Eder, mine Læsere, lidt alvorligere at læse paa: Her skal I faae at see et Brev fra Religionen til Verdens, men i Særdeleshed Kiøbenhavns dydige Indvaanere.

Religionen Da jeg ser, hvor langt et Menneskes Frækhed

kan gaae, i det han sigter til at omskabe Fornuftige til Dievler, og giøre Ugudelighed til en ærefuld Gierning, saa holder jeg det fornøden, at oplade min Mund for at trøste Eder, som har den ringeste Følelse af Dyd og Andstændighed. Mistrøster ikke; thi I maa vide, at de, som følge min Fahne, vil Almagten selv være hos. Lad Verden og dens Forlystelser blande Honning i Daarens Begger, det skeer for at narre ham hen til den Grav, hans fordunklede Øye ey kan se,

18

Siælen er udødelig, og Skaberen har ey bestemt Verdens Skueplads til en stedsevarende Vaaning, for dens Liv efter en Adskillelse fra Kroppen, hvilken den nogle Timer, nogle Dage, eller nogle Aar skal giøre levende, flyver den hen til det Sted, hvor dens Udødelighed for Eftertiden skal boe. Skaberen har seet fra Skabningens første Øyeblik, ja endog i den Evighed der varede for Verden, at Mennesket overalt ey vilde bruge denne Udødelighed til de Hensigter, hvortil han forundte dem dette. Han saae, at en Deel vilde i sin Rasenhed negte baade ham og Udødeligheden selv, for desto tryggere at opbygge Sikkerheds Pauluner paa Verdens slibrige Lokkevey. En Deel vilde med Taknemmelighed erkiende hans Maade og opofre den Gud sit Hierte, hvis Almagt de vidste var i stand til at knuse dem alle. Gud vilde ey betage Mennesket sin frie Villies Brug, men foruden det Lys, han havde benaadet dem med i Skabningen, gik hans Barmhjertighed endnu videre og aabenbarede sig tydeligere for dem i et Ord, hvis Sandhed og Guddommelighed er saameget desto vissere, som dette allene viser den sikkreste Vey, til ret at bruge Siælens ypperlige Kræfter

19

Her kan de see, som vil see, hvor retfærdig hans Visdom har indrettet tvende forskiellige Steder, hvor Siælen efter Verdens Liv skal leve det Liv, der egentlig er bestemt for dens Udødelighed. De frække og hans Retfærdighed trodsende Creature faaer her den Løn, som en ugudelig Misbrug af deres guddommelige Gaver har fortient dem; og denne Løn er: at Siælen og Kroppen skal begge fordømmes i Helvedes Luer; et Sted, hvor Almagten til evig Tid har nedkastet de bespottede Aander. Menneskets Gud er det retfærdigste og helligste Væsen, han har med en ubegribelig Maade baaret Mennesket paa sine Forsyns Arme, lige fra den Tid deres Væsen udspirede; derfor have og de, som forsynde sig mod ham, destostørre Straf at vente. Hans Hellighed kan ey taale det, som ondt er, Derfor udfordrer hans Retfærdighed, at borttage al Synd fra hans Øyne, han er uendelig i sit Væsen; derfor fordrer han en uendelig Straf; men da der aldrig kan tænkes en Straf saa stor, at jo hans Høyhed i Henseende til Mennesket er langt større, saa er Tiden bestemt, til at bøde, paa hvad der fattes i Straffens Strenghed, og altsaa er det et falskt Haab Ugudelighed giør

20

sig om Straffens Ende. Ney! Almagten forandres ikke. De derimod af de Fornuftige der saavel veed disse Sandheder, som og fører sig Dem til Nytte, skat Himlen, Guds egen Boelig, et Huus af ubegribelige Fornøyelser blive til Deel.

Det glæder mig endnu, at see nogle, der troer en tilkommende Herlighed, og i denne Troe forkaster Verdens Prøvemad. Det glæder mig endnu at see nogle, der have Mod nok til at handthæve min Ret. Det glæder mig endnu at der findes nogle, der bære Omhue for at redde de Siæle fra Fordervelsen, som staae paa Bredden af dens Hule. Og I som have bestuttet, at være paa min Side; Eder vil jeg hermed vise, hvor ulyksalig den frekke Flok er eders Fiender, baade i Tiden og Evigheden. De, som en lader sig drage af de Beviser, Verden og alt, hvad dens Skiød indfavner, giver dem om Almagt, hvis Ypperlighed Fornuftens Røst saa stærkt udraaber, hvis Retfærdighed og Alseenhed Samvittigheden med den kraftigste Indtryk tilkiendegiver, og paa hvis Barmhjertighed, de selv ere det største Vidne. De som med Lyst vandre til Ugudeliges Have, hvor de i Velly-

21

sternes Flod nedsænker sin Siæl i en vrimlende Hob af Verdens Fornøyelser, hvor den drukner sig i en indbildt Glæde, og for at nyde i en ulyksalig Roe disse Fornemmelser, flaaer Tankerne om en Alseenhed i Veyret. Deres Tilstands Afskyelighed er det jeg vil legge for Dagen. Her opofre de sin Ungdom, til at være en Slave af Satans ulidelige Aag; de indskrænke sin Siæl saaledes, at den ey er i stand til at tænke uden for Vellystens Egne. Naar vi vil, mine Dydige! betragte det Jordiske uden Masqve, kan vi let merke dets Ufuldkommenhed. Tidens Vellyster, skal fortære sig selv tilsidst, og der skal blive en Tid, naar det ey meere skal være tilladt at nyde dem. Verden, den har hendtet sit Udspring fra den Almægtiges Haand, skal falde, saasnart denne giver Vink dertil, Jordens Lyksaligheder tager en Ende; Mennesket selv sættes i en Hast uden for Verden; forgieves skal da den Ugudelige søge, at bevare sit Glædes Kikajon i Verdens Paradiis. Efter en lang Nydelse af sine vellystige Ugudeligheder, som synes ham rette, fordi de kildrer de kaade Sandser, skal han dog tilsidst blive keed af dem, og den Væmmelse, som efter en lang

22

Misbrug vil følge, skal overbevise ham om sin Irring, Da først skal han kunde indsee Løfternes Forfængelighed, naar han mærker sine Kræfters Svækkelse, og med samme skal hans Øyne aabnes til al see sin Fordømmelse. Alderdom skal overfalde ham i Livets Vaar, den formeente glade Morgen skal blive ham uforventet bedrøvelig. I Alderdommen skal han qvæle sin Siæl med lutter gruelige Tanker; Skræk for Døden naar han seer Gravene; Skræk for Gud, naar han løfter sine Øyne til Himlen; Skræk for Helvede, naar han hører Piner nævne, skal ængste ham. Og endelig, naar Dommen aabncr Evighedens Act; naar Himlen viser sine Herligheder, og Helvede sine Luer, da skal det hellige Blod, Jesus var villig at udgyde til hans Frelse, udraabe: Hevn! Hevn! Retfærdighed, hans Misbrug og Forhærdelse, hvorved han saa længe Har drevet Spot med mine blodsuure Piinsler. Naar Basunens Lyd forkynder Verdens sidste Dag; naar Himlen skal aabnes over Eders Hoveder; naar den af Cherubimer og Engle omringede, Jesus kommer ned for at giøre den forfærdelige Skilsmisse imellem Retfærdigheds Tienere og Satans Tilhængere, da skal de raabe:

23

I Bierge skiuler os. Naar Babylons Hore og heele Verden skal falde, falder den Ugudelige i Pinens Søe. Deres Trodsighed, deres frække Overmod, hvormed de her bespotter den Høyeste, skal falde paa engang. Da bliver den Salighed, som tilforn har været dem saa væmmelig, dyrebar i deres Øyne, naar de skimter dens Fornøyelser.

Men I, som baade ere, og har det bestandige Forsæt, at blive Fornuftens og Religionens Tilhængere, lader Eder ey afskrække, af de Vanskeligheder Konger, Fyrster og andre mægtige væbner mod Eder. I ere lyksalige midt i Eders Ulyksalighed. Dyden skienker Siælen Fred; ved den bliver Siælen allene værdig, dens Dannere og duelig til det Maal; som allene anstaaer en Christen. Lad derfor den være Eders Fornøyelse. Ansee det Jordiske med den Foragt, som tilkommer Eders høye Hensigter; lad en usminket Gudsfrygt legge Grund til eders Fornøyelser' saa skal Eders Overskrift blive denne, (som endog Eders bitterste Fiender i Hiertet skal samtykke.) I kiendte Dydens Vey og vandrede paa den. I ærede Almagten, som bragte Eder til Verden. Eders Alderdom fornøyede sig ved at tænke paa Ungdommens Gierninger. Ja I skal; beklædet med den rette Lyksalighed, see Eders Gud, Ansigt fra Ansigt. Eders Forstand skal da, naar sine Fuldkommenheder igien og oplive Villien, der maatte lide af Forstandens Dunkelhed. Denne skal brænde af Kierlighed

24

til sin Skaber, som deelagtiggiør den i sine For nøyelser. Denne Skaber skal Eders opklarede Øyne see i et prægtigere Lys, end, de i Verdens Egn opbyggede Naturens Paradiser viiste Eder ham. I skal glade i Eders Gud, indtage den Himmel til rolig Besiddelse, hvor Eders Boliger for Verdens Gruntvolle have været bereedte. Her skal Siælen smage den Roe, som allene er i stand til at tilfredsstille dens Himmelske Udødelighed. Og naar en christen Stad bliver omskabt til et Sodoma, da haster derfra, førend Himlens Retfærdighed, trædt af at see paa denne Afskyelighed, lader regne Ild og Svovel, og udøser sin Forbandelse over dens ugudelige Indbyggere.

Men for at hevne mig over Eder I Ugudelige, skal jeg

1.) Opvække Samvittigheden til at ængste Eder saaledes, at I i denne Angest skal finde Forsmag paa Helvede.

2.) Skal jeg offentlig anklage Eder for Guds Domstoel, og med Himlens Skarer sige Amen til Eders Straf.

Verdens Beboere hører mine Ord; thi jeg taler Sandhed.

Religionen bruger ingen høytravende Still; thi den vil, at alle skal forstaae, hvad den fremsætter.

1

En

Samtale

imellem

Religionen

og

Fornuften

om

den fri og frække Misbrug

af Sindets Gaver,

hvorvidt den vanærer Menneskeligheden, og qvæler Dydens Fornemmelser hos Efterslægten.

Et merkværdig

Brev

fra en Broder til sin Syster.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og findes tilkiøbs hos I. R. Thiele, boende i Peder Hvitfeldts Strædet.

2
3

Religionen:

Da de dunkle Kloder hvirvlede did til deres Bestemmelse, for at zire den nyefødte Natur, befalede Almagten mig at vaage over Verdeners Vel. Jeg ilede did, hvor fornuftige Skabninger vare udkaldte af Støvet, for at ære og ophøie den vise, den allerbeste Skaber, som dannede dem alle. Viisdommen, som skinnede af mueligste Behageligheder, gjorde Planen til en Have, eller et Rum, opfyldt med alle de Yndigheder, som vare beqvemme til at fyldestgiøre de Fornemmelser, som fuldkomne Skabninger vare dannede til; Almagten oprettede denne Have i en Egn, som

4

svarte fuldkommen til at opfylde de Hensigter, som det allerhøieste, det allerviseste, det allerhelligste Væsen kan have.

Det er dig bekiendt, vittige Fornuft, hvad farlige Snarer Ondskaben stillede for dette første fuldkomne Par, for at sætte det i Sammenligning med den Ufuldkommenhed, som den havde, og til intet giøre den Fuldkommenhed, som den idelig misundte, fordi den ved en nedrig Ulydighed havde skilt sig ved den, da den i en frivillig Misbrug af sin Lydighed blev udstyrtet af sin første Bestemmelse, for i et evig Mørke at skielve og skiere Tænder over sin forskrækkende Skiebne.

Slægterne af dette faldne Par bleve da oftere for utidige Begieringer voldsomme Sinds Lidelser og farlige Uroer af det Slags, som fører lige til en evig Jammer og Fortrydelse. Min Omsorg var Verden fornøden. Mit Kald var at vise den ved alle Leyligheder, min Natur at ønske den vel anbragt, altid opfyldt, og idelig nyttig for Skabninger, som uden den, vist vilde tabe af Øye, og ene den Deel i Saligheden, deres fornuftige Aand var beqvem til at nyde.

5

Min Røst var stærk og majestætisk, fredfuld og overtalende; den klingede fra Kant til Kant i den merkværdige Klode, hvor den hellige Frelser Dødes nogle Hierter hørte med Agtsomhed, med Andagt paa mine Taler, og følte Virkningen af min overtalende Stemme, de tydede min Røst, og bleve frelste; men Ondskaben, som blev rasende, da Himlen selv udsaae et Frelsemiddel for sine forlorne Hænders Gierninger, udbredte hver Dag sit lastefulde Rige.

Denne Ondskab, som jeg vil kalde Verdens Aand, viste sig for de vaklende, de hinkende Jordens Slægter i Skikkelse beqvemme nok til Udfaldet af dens forte Hensigter, afpassede nok til at hendrage med Gevalt og Fremgang en saa svag Skabning, som et Adams Barn, naar han, ryster den helligede Fornuftens Tøyle af sin gienstridige Hals, for at bukke frivillig, ja med et passioneret Valg under de fortryllende Forførelsers engang Fortrydelseværdige Aag.

Og det er denne frække Verdens Aand, der i vore Dage raser og stimer, til Skræk og

6

Sorg for de følsomme Dydige, der seer Ulykken forud, og sukker til Spas og Tidsfordriv for de sandseløse og døsige Syndere, vore Tiders vittige og i deres egne Øyne vittige Geister. Der banes hver Dag ny og ønskeligere Veye for disses nedrige ønsker og Drifter, Handlinger og skidne Bestræbelser, imens hine foragtes, forfølges, bagtales og dæmpes i en Fart af de ædleste Fornemmelser og ivrigste Dyds Arbeyder.

Og aarvaagne Fornuft, er du ikke villig at tænde dit Lys for vore Dages forvovne og lastefulde Drømmere? Er det ikke billigt, at vi med foreenede og fordoblede Kræfter arbeyder paa at rive de søvnige Lasternes Slaver ud af en Sovesyge, som deres fornuftige Aand, endog midt i de kogende Tilbøyeligheders Drukkenskab, opvaagner i Skræk over. Ak! kunde dog vore Overtalelser, saa, billige, saa værdige at følge, adsprede de Fiender, som Letsindighed og Nedrighed, Stolthed og Selvklogskab, ubetydelig Vittighed og Religions Foragt, anføres under deres Fyrstes, den skinnende, den vittige, men den plumpe, den farlige Vantroes Tane. Skal et Rige, som Verdens

7

Herre saa længe har viist at være hans kiere Skiødebarn, blive længere et ulyksaligt Offer for de glimrende, men farlige Uhyrer, som dukker op paa Lasternes skummende Hav? Lader os ile til Redning eller Hevn! I de trængende Farer er ofte en modig Haardhed ligesaa nyttig, som en modløs Tryghed.

Fornuften.

Menneskets stolte Aand, som vover saa mangt et formasteligt Skrit paa Gisningers slibrige Bane, traver om i Vildfarelsers Mørke, støder an mod saa mange Spøgelser, som hans Indbildning med sin formeente Hexestok danner snart som vældige Kiemper, naar samme i sin Galladragt, snart som smaa Nisser, naar den letsindig sværmer om i sin Morgendragt, og denne saa smukke Indbildning altid forvoven, altid sindriig paa at bedrage sig selv, (og hvorfor ikke andre med?) tør kalde disse Letsindigheders ækle Luftsyn lykkelige Opfindelser, lærde Opdagelser og Verdens Fakler, da dog enhver Grandseende, som værdiger den et Glimt, (meere af Med-

8

lidenhed end af Beundring), anseer deum, som Lygtemænd, der svæver om i en moradsig og oprørt Hierne, hvis stinkne Dunster søger at bryde ud, og stikkes i Brand, naar denne levende og funklende Indbildning tumler om med dem.

Denne stolte Aand, denne gnavende og fortærende Insekt i det moralske Rige har paalagt Menneskets fornuftige Natur et Aag, som Mængden er villig nok at antage og taale, fordi deres for lang Tid siden mod Lasterne vedhængende Tilbøyeligheder behandles paa en kildrende Maade, og Hiertet derved faaer et daglig større og større Rum til at indqvartere den talrige Krigshær af Forførelser, som det villig giver sig blot for.

Det er hverken fra en vis Climas Indflydelse og Natur, ey heller fra den Fordeel eller Skade at være nær eller langt fra Poel eller Æqvator, langt mindre fra et formeent Jordskielv i Naturen, at man med Grund kan hente Verdens i Almindelighed, og Dannemarks i Særdeleshed,

9

nærværende Forfaldenhed, ney; men de flittige Øyne, som overseer saa meget paa engang i den moralske Verden, hvorfor giør de ikke nogle sikre Blik ind i de mueligste Grunde til de Laster og Dyder, der bestandig er i Kamp med hinanden paa den urolige Verdens Skueplads?

Holdes vore Tiders stærke og vel oplyste Tænkere tilbage ved en tryg og utidig Frygt, at de maaskee skulde alt for meget ophielpe Naturen, alt for meget forbedre Verden? Frygter de for, (siger jeg), at de maaskee for tilig skulde kuldkaste og opbrænde, forstyrre og til intet giøre Lasternes rige Magasin? Eller gruer de for, at den tynd-faaede Dyd skulle naae en alt for tæt og rig Vext? Og vilde det vel blive en Skam for fornuftige Væsener, at see een Dag Dyden, ved Hielp af ædle Bestræbelser og vigtige Indsigter, at blive den almindelige Næring for udødelige Siæle. Hvor mange Planer til ny Indretninger! hvor mange Forsøg til Verdens Forbedring, ja til et vis Folkeslags faste Lykke! men tør vel de fornuftige Lemmer i

10

Verdens lærde Sælskaber besee Planerne og deres Følger, uden at mærke en strækkende Pous og zittrende Halt i deres Tankers sindige Gang? Den smitsomme Syge, at vilde med et Greb giøre Verden fuldkommen, og med et eneste letsindig Puf omdanne Jordkloden, æder daglig om sig. Ædle Hierter og Verdens fornuftigste Indbyggere saae sig frem, kastede i den Undergangs Strøm, som Skiebnen, den lovlig opirrede Skiebne, lod skylle frem af sit uundgaaelige Vel. Det Tænkende i Mennesket har faaet Kraft og Evne, følgelig Frihed til at arbeyde paa sin Fuldkommenhed; hvad Under da, at et fornuftig og Veltænkende Sælskab søgte at rive sig ud af den almindelige Undergang, som Tingenes Orden og Følger efter al Anseende truede med?

De lagde Haanden paa det saa vigtige Værk, enten at forbedre Tingenes Tilstand, eller at standse den, at den ikke skulde gaae videre. Ved denne Scene, som faldt alle i Øynene, bleve nogle smaa og for lang Tid siden af Lasterne hendragne

11

Skabninger forbausede og opmærksomme. Det kostede disse Smaahiernede kuns et Spring for at blive nogle elændige og ret skadelige Abekatter af disse Verdens Støtter, disse den syge Jordens Legemes ømme Velgiørere.

Disse Veltænkende og oplyste Mænd saae hvad Skade og Hindring disse Letsindige vilde giøre i deres ædle Handlinger; de hørte med en ædel Skræk, med en Hiertelig Bedrøvelse over alt disse i en sund Orden vel anbragte, men nu abgesmakte store Ord: Lader os forbedre, lader os ophielpe, lader os redde den syge og vaklende Verden, førend vi begraves i dens Fald, under dens Ruiner.

Dette saa trøstende Sprog for den moralske Afmægrighed havde denne svage Sverm opsanket efter Patrioterne, og samme kiere Sprog blev forskrækkeligen vanhelliget; man mærkede, at alle vilde arbeyde paa at kurere den forfaldne Menneskelighed, endskiønt de fleste løb kuns forbausede og stakaandede, forvirrede og nysgierige omkring, som ved en hastig opkommen og heftig Ildebrand; saa

12

at den ene hindrede den anden. De sande Menneske-Venner, paa hvis Iver det allene vilde komme an, at redde en svag Rest af den udtærede og afmægtige Moralitet, kunde neppe trænge sig igiennem den nysgierige Sverm, som havde indraget Rummet omkring den forfaldne Dyds Sygestue. En Deel vigede tilbage af Skam, en anden af Frygt; men en heel Mængde løber endnu ud og ind, betyngede med mangfoldige vittige Projekter, som, om man tillod deres Iverksættelse, vilde med et eneste Træk myrde den svækkede Dyd. Den ene Besvimmelse fulgte paa den anden, og Skræk og Jammer hylede af det eene i det andet Gemak; den almindelige Ulykke giorde Pos tentaterne. opmærksommere; de Mte sig ved de Mmmclige Bedragere, der forsikrede, at deres Riger vare i en ønskelig Flor og Lykke; deres bedragende Dumdristighed gik faa vidt, at de udlod sig med, at det vilde blive for gemeent for en Regent, personlig at befatte sig med det dydige Arbeyde, at giøre sine Undersaatter lykkelige allene ved Religionens Magt, Dydens Styrke, og Fornuftens Ædruelighed. Og nu har Ond-

13

skaben udbredt sig saa stærk, at man væmmes ved at være dydig, man undseer sig ved at være fornuftig. Men mægtige Religion! vi vil ikke mistvivle om en ønskelig Virkning af vore Bestræbelser. Det lidet Sælskab, som vore faa Venner og Tilhængere udgiør, kan Tid efter anden faae Kræfter tilstrækkelige nok til at udføre vore vigtige Hensigter og nyttige Ønsker. Skal Lasterne end yngle ved deres utilladelige Fremgang, skal der end banes lettere, men farligere Veye for deres Lyst til at skade, skal de end offentlig skinne der, hvor det Dydige og det Moralske allene burde fremlægges i al sin Prydelse, saa vil vi dog opmuntre vore faa Venner ikke at blive kiede eller fortrødne ved at tænke, tale og skrive til Verdens Vel, til Dannemarks Nytte; thi endnu blinker Redningen langt borte paa Grændserne af Mueligheden.

Religionen.

Jeg vil da overtale Monarkerne til at troe den slette Tilstand i Tingene, og den snart

14

redningsløse Forfatning, deres Riger vil staae udi, hvis Lasternes Strøm skal længere blive ved at skylle frem, hvis man ikke med foreenede Kræfter hielper at oprette en Dæmning for al del Sliim og Skarn, der daglig blander sig i

Dydens rene Vande.

Jeg vil endnu antænde flere Fakler, jeg vil endnu bestille flere Arbeydere ved Moralitetens Bygning, og vi vil samtlig, velgiørende Fornuft, oprette et Kastel i hvert et Kongerige, hvor jeg med mine Døttre, Dyden og Menneskeligheden, vil sætte os i Stand til at hindre vore Fienders Fremgang.

Man undre sig ikke over Verdens Forfald, over Dannemarks Skiebne! Naturens Svækkelse, Rigernes Forfaldelse, Dannemarks Mangel, Religionens Foragt, Fornuftens Misbrug, alt dette er Følger af den moralske Døsighed, og den liden Iver i at arbeyde paa et Lands muelige Fuldkommenhed.

Forsynet har oprettet og indsat store Menneskevenner, bevæbnede med de lyksalige Kræf- ter, som behøvedes til at give et Land et herlig

15

indvortes og udvortes Udseende; lad Ondskaben ikke faae Magt til at vælge og forkaste Mænd efter dens vrange Tykke, saa skal et Rige blomstre under det kierlige Forsyns ømme Venner og vigtige Mænd, og man vil ikke faae Aarsag til at klage over Mangel paa brave Mænd, ædle Mennesker, dydige Borgere, og Verdens Velgiørere.

Falder en Stat for en Tid i en beklagelig Sovesyge, i en moralsk Besvimmelse, eller i en politisk Feber, hvorfor opsøger man da uvidende Doktere, falske Læger, skadelige Qvaksalvere, i en Crisis, hvor et Minuts Forsømmelse kan koste et heel Riges Velfærd? Skal Uvidenhed om brave Mænd, om sande Menneske-Venner altid have Skylden? og tør man vel lade sig forlyde med en Uvidenhed, saa farlig i sine Følger, saa vigtig at oplyse, saa trængende til en dydig Medlidenhed? skal saadanne ædle Skabninger, i hvilke jeg har lagt Drift og Kraft til at udføre hele Rigers Velfærd, ligge ubrugbare, fordi samme undseer sig ved at laane Letsindigheds fierede Hat, Forfængeligheds snorede Klædning, og Dumheds merkværdige Ønskedragt? Er man bange for at bruge vigtige Mænd i en vigtig

16

Sag? og Daarers Vrede er den saa betydelig, at man, for ikke at støde dem for Hovedet, vil overgive et heel Rige til et Offer for dens forvirrede Foretagender? En Nar, som en Dag vil rose af, at han har spillet Bold med et Rige og dets Velfærd, vil sige, at han har giort et Mesterstykke, det kan være sandt; men hvad Begreb skal vi fatte om dem, som har havt Frihed til at hindre denne Nars Udskeyelser og vilde Ondskaber, men dog har givet ham lang Tøyle? Menneske! saa længe du er en fornuftig Skabning, og du paastaaer Navn af samme, da vid, at det Større eller det Mindre, som Forsynet har betroet dig at være Herre over, vil kræves en Dag af dig. Øyemærket med det dig Betroede er, at giøre dig selv og saa mange fuldkomne, det er at sige, lykkelige og dydige, som samme er tilstrækkeligt til at giøre. Evigheden vil en Dag aabne sig for dig, og Saligheder uden Ende vil møde dig, fordi du en kort Tid gjorde ikke andet, end din billige Pligt. Er du fornøyet med din Be- lønning?

17

Et

Mærkværdigt

Brev

fra en

Broder til sin Syster,

som haver forlanget hans

Betænkning

over dem, som uden Ægteskab og videre Straf avler Børn sammen. Kiøbenhavn, 1771

18
19

Min

kiereste Syster

Christina Mathias Dveter.

Efter Forlangende meddeeles Dig min Betænkning over dem, som uden Ægteskab og uden Straf avler Børn sammen.

De i Loven fastsatte Bøder, og i den i Aaret 1767 den 8 Junii dicterede Straf om ledige Personer, som uden for Ægteskab avle Børn sammen, haver aldrig hindret dem, som Forældre for samme, til at efterkomme deres paaliggende Pligter til Børnenes Opdragelse,

20

fornemmelig dem, som oprigtig har lovet at ægte hinanden. Disse søger gierne, endog i de fattigste Omstændigheder, at komme tilsammen, og det saa meget skyndigere, naar som de under Forlovelsen mærker, at de haver at vente et Barn.

Da derimod de fleste, som i Løsagtighed avler Børn, tænker allermindst paa at komme i Ægteskab, end sige, de avlede Børns Opdragelse.

Nu er begge Dele derfore ved seneste Forordning dispenseret. Enhver er nu tilladt at avle saa mange Børn, som de haver Evne til at giøre; og med disse Børns Daab skal Efterdags ingen Forskiel giøres imellem dem og Ægtebørn, og deres Fødsel ikke ansees som en Plet, den bør ey heller, saa længe de opfører sig honet, og som duelige Borgere. Skiønt det dog heder, at Tienesteqvindens Søn skal ikke arve med den Friqvindes. Man kan nu formode, at mange vil, i Anledning af denne Forordning, blive fræk nok at øve Skiørlevnet, og som Dyrene parre sig sammen; ja mange Horejægere vil uden Undseelse have en ny Skiøge hvert Aar,

21

og avle Børn nok, saa at Dannemark vil i en Tid af tyve Aar blive utallig af Folkemængde; men man kan sikkert giøre sig det Haab, at disse Børn vil blive Staten, Regieringen og hele Landet til Last og Byrde. Thi deres Opdragelse vil nok skee paa Publici Bekostning, og om nu nogle af disse Børn kan nyde en maadelig Opdragelse, saa vil dog den største Deel af begge Kiøn blive ryggesløse og ugudelige Mennesker, som ufeylbar vil følge deres Forældres Fodspor.

Det er værd at mærke, at i hvor fattige ægteviede Folk endog ere, saa seer man dog, at deres Børn besidder en Ærbødighed for Loven og Kirkens Disciplin, og saadanne Børn ere gemeenligen bedre af Natur, end dem der opdrages paa Opfostringshuset og andre Huser, paa hvilke Stæder man dog skulle formode, at gode Anstalter og Tilsyn er giort, men uagtet hvad de end kan have lært at giøre med deres Hænder, saa besidder de dog adskillige egne vilde og slette Begreber, som de ofte yttrer sig med. Derimod seer og fornemmer man, at de ærbare og reelle Borgere og smukke Haandverksfolk deres Børns Opdragelse beskiemmer ofte de

22

adelige og store Folkes Børn, saavel i Henseende høviske Sæder, som Lærdom og Humanitet. Der kan ingen Fornuftig imodsige, at alt for megen Frihed til at øve Laster er ey allene anstødelig imod Religionen, som er Statens stærkeste Baand, men tillige skadelig for Regieringen selv, og Rigernes Indbyggere, hvorpaa haves utallige Beviser, Virkningen af onde og gode Love, kan man læse om de gamle Romere og Grækers Skiebne.

Dernæst, naar Ægtefolk forseer sig, og bedriver Hoer, da skal Efterdags ingen anden være tilladt at paatale samme, men allene tilkomme den fornærmede Ægtefælle. Herefter maa hverken geistlig eller verdslig øvrighed, i Følge Loven og Forordningerne, paatale saadanne Laster, følgelig maa vel heller ingen Ægtemand herefter miste sit halve Boes Lod. Følgelig kan nu Ægtefolk heraf tage Anledning at skilles med hinanden, naar de for got befinder; thi Efterdags hindres ingen af Siderne hverken ved Pligter eller Tvang. Enhver Ægtefælle kan nu leve, som de lyster, Manden paa sin Side kan avle Børn uden for fit Ægteskab frit, Qvinden iligemaade kan udvælge sig

23

en god Berider, og med hannem avle Barn, og begaae offentlig Horerie, og naar de ville blive reent adskillet fra hinanden, da haver de alle Tider Aarsager nok. Mig synes det var allerbest, at Ægtefolk i saa Maader indgaaer en Friheds-Contract med hinanden, for at ophæve alle Disputer.

Dog synes mig, at det er mindre forargeligt, at en Mand kan falde til saadan en Last, end som en Qvinde. I Guds Lov seer man det har været tilladt, at have Medhustruer, og man veed, at de asiatiske Regentere og Fyrster og den gemeene Mand bruger denne Skik endnu. Heller ikke er nogen Regent eller Fyrste i Europa derfore undergivet nogen Blame; men Medbolerie paa en Qvindes Side er skammelig, om det endog begaaes af en Matros-, Soldatereller Fiskerqvinde, hvis Mænd undertiden kan være kommanderet paa lange Reyser og i andre Tienester, der ofte nødes dertil formedelst Mangel, for at opholde sig selv og deres fattige Børn.

Men naar saadan en Last begaaes af en Regentinde, Fyrstinde, og andre høye Qvindes

24

Personer, da er Gierningen ey allene høyst beskiemmelig, ugudelig, hadefuld og forargelig. Og jeg siger uden Skye og Frygt, at naar saadan Gierning forøves af dem, da bor de ey heller taales i Landet, men de bør virkeligen derfore, (om ikke aabenbar, saa dog hemmelig), undgielde, uagtet deres Stand og Vilkaar; thi at besmitte en Stat og Regiering, og andre høye Ægteskaber, er ufordrageligt at see paa for en høy Familie, og ærekier Undersaattere.

Heraf seer kiere Syster min enfoldige Betænkning. Den alvise Gud, som best seer og kiender Menneskers hemmelige og aabenbare Gierninger, styre og regiere et hvert Menneske til at leve et kydsk og tugtig Levnet, og bevare os alle fra at give Forargelse. Jeg forbliver min Levetid Din

Corsøer,

den 27 Junii 1771.

hulde Broder og Tiener

Frid. Math. Abeltoft.

1

En liden Paqve funden paa Veien fra Slottet til Rosenborg-Hauge af følgende Indhold: Sandheds Ord af en sand Patriot, til Trods for den danske Regierings Fiender.

Samt et aldeles umærkværdig Svar paa et Brev fra en Søster til sin Broder.

Kiøbenhavn 1771, trykt og findes tilkiøbs hos Joh. R. Thiele.

2
3

Dyrebare Sandhed!

Jeg seer den stimende Flok at kaste Fordommenes Skarn i Dit Ansigt, at ikke Dine yndefulde og skinnende Træk skal indtage Hiertet paa den sundeste Deel af den danske Nation; men Du ligner Dig dog altid selv, Din guddommelige

Glands skiær aldrig den sande Patriot saa stærk i Øinene, at han gandske skulde lukke dem til, og tabe Dig af Sigte, Dig allerkiereste Sandhed! som allene kan befæste

hans Fied iblandt de forvildrede Smaa-Sælskaber, der daglig indretter og opbygger

4

saa mange Irgange og Vildnisser for den stakkels danske Eenfoldighed. De stærke Ondskabens Luft-Kasteller, som hidindtil med saa lykkelig en Fremgang omringede den danske Throne, at man neppe kunde faae Øie paa vor velsignede Christian, bleve adspreedte og kuldkastede til Nationens største fælles Glæde, og hvoraf de levnede Brokker giemmes til daglig Erindring fra den lykkeligste Forandring, hvorfra enhver sand Patriot vil regne en lykkelig Tidspunkt, og oprette i sit vakkre og frugtbringende Hierte kiendelige Mindesmærker. Hvad skulde da vel nu hindre eller afskrække Menneske-Vennen fra at giøre dette Ønske, og med Grund at vente samme sit Ønske snart opfyldt:

Verdens Herre sætte snart det kiere Dannemark i den Forfatning, at en Undersaat maa mælde sine Tanker for Thronen, leve og bli. ve lykkelig ved sine Tanker, ære Religionen og tiene sin Konge og sit Fædreneland ved sine Tanker!

5

Hvad ynkeligere Syn, end om den Tid skulde falde ind i Dannemark, da man ikke skulde see her iblant os uden en Mængde Mennesker med braadne Pander, revne Klæder og Lænker om Beenene. Hvilken Jammer, at see den forfulgte og forsørgede Sandhed at følge disse uskyldige Offere til Fængsler og Retterstæder! Hvilken Smerte, at see et fredeligt Rige, der hidindtil har været et Speil og Exempel for de smaa Helte og velvoxne Tyranner, der har ikke funden nogen begvemmere Drik at slukke deres Tørst i, end i deres egne Undersaatters, deres Medmenneskers kostbare Blod forfalde; men langt fra at vi vil vente, at en bedrøvelig Virkelighed nogen Tid skal følge paa disse sørgelige Mueligheder, jeg tegner for mine Landsmænd. Nei, vi har ikke gandske glemt den Almægtiges Varetægt over dette Rige; hans kierlige Haand har endnu ikke stødt denne Side af vor mærkværdige Klode fra sig, hans Langmodighed vil endnu lade sig gribe og holde af de afmægtige Danske, naar de med foreenede Kræfter vil med Alvorlighed rive den til sig.

6

Men Mennesker, disse drukne Tids-Forpagtere, der daglig giør Forprang med de dyrebare, og dem blot laante Timer, maa ikke længere benytte sig af disse barnagtige Opsættelser i en Sag af den yderste Vigtighed.

Vi vil giøre nogle Spørsmaale, Sandheden til Beste. Man tage os ikke ilde op, at det første nødvendig vil blive dette, hiin fine og falske Lovtrækkers snedige og tillige dumme Spørsmaal:

Hvad er Sandhed?

Ingen kan nægte, at jo Sandheden i vore Dage kan trænge til en klar, tydelig og upartisk Oplysning paa dette ret besynderlige Spørsmaal.

Man maatte tænke, at dette Spørsmaal ikke kunde have Sted uden hos et Barn, et falskt Menneske, eller hos en forvoven Frietænker. Men nei! det bruges og finder Sted hos de fleste iblant os, om ikke just mundtlig, af Frygt for at hente sig

7

derved Verdens Skam, saa dog hemmelig i Hiertet, af Frygt for at være alt for stræng imod sine kiere Lyster, imod sin Uretfærdighed, sin Egennytte, sin høflige Falskhed, sit forkunstlede Forræderie, sin Lyst til at ska: de med videre. Gid sidste Vinter ikke skul: de bestyrke os formeget i den Tanke, at dette Spørsmaal jo ofte har truffet ind i det onde menneskelige Hierte, i Særdeleshed ved Kiøb og Salg.

Hvor ofte har ikke de tobeenede Igler, som det danske Sprog kalder Spekhøkkere *), brugt dette Spørsmaal indvortes:

Hvad er Sandhed;

Naar man har seet disse besynderlige Skabninger med Bismeren i Haanden, dette Barbariske Instrument og Vaaben, for de

*) Der fortælles i Beretningen fra Kiøbenhavn for sidste Vinter, at en Spekhøkker der vilde viise sin Mesterfærdighed i Optrækkerkunsten, tog kuns 4 Mark for 1 Pund Smør. Denne velopskruede Kielder-Taxt giorde, at han for en vis Tid maatte see sin Skind-Pelts forvandlet til den spanske Kappe.

8

i sidste Vinter meget forsultne Danske, at af- og udmaale de fattige og forlegne Kiøbenhavns Indvaaneres Apetit, og man af christen Kierlighed vilde huske dem paa, at Retfærdighed synes ret at have sin Søndags-Kiol paa, naar nogen kan møde den i Kiøb og Salg, og tillige spørge den, om det ikke er en Sandhed, ak man bør være billig og retfærdig, medlidende og christelig imod sine trængende Medmennesker, saa har de vist nok sagt ja med Munden; men hvad har Hiertet sagt?

Hvad er Sandhed?

Jeg kunde vel her have god Grund at forklare noget tydeligere dette Spørsmaal: Hvad er Sandhed? naar det blev giort af en Spekhøkker-Siel; men da denne spanske Kappe kan give Læserne et vitløftigere Begreb om Forklaringen over bemeldte Spørsmaal, tier vi stille og gaaer videre frem i vor Materie.

En Deel hierneløse og ret ynkelige Svermere, som Hovedstaden aldrig har havt Man-

9

gel paa, og hvoraf man venter i Fremtiden en stærk Yngel at flokke og formeere sig, naar Hospitals-Vuggen *) har spyet af sig alt det Skum og Slim den i nogle Aar har taget til sig, stræber og vil stræbe, at mage det saa, at Residenzstaden herefter vil kaldes en velbefæstet Bye, med Religions-Spottere og Frietænkere. Men mon en Religions-Bespotter, eller, som Frandsmanden betitler ham, en stærk Geist, skal kunde behandle en Bøsse eller Kaarde med det Mod eller Færdighed, som en dydig Borgere naar Nøden er for Døren og Fienden i Landet? Skal deres skielvende Hænder og vaklende Fødder vel kunde udrette noget fornuftigt Heltemæssigt, naar man ikke faaer Tid til at tale andet Sprog, end de bedrøvelige afbrudte Stavelser: Skyd og Stik! Hug og Myrd! Brænd og Plynder! Fæld

*) Man vil forsikkre, at der i Nyestaden Amalienborg skal befindes til Eftersyn for Liebhabere en Vugge eller Skuffe i en af Hospitalerne, som Mødre betiener sig nu af i Steden for en Jordemoder-Stol; man siger at adskillige Snedkere fra Provincerne ere reiste herhid at betragte Faconen deraf.

10

og fald! Er det for meget at spørge disse feie Sværmere, der faa længe tumlende og frække har raset imod den Almægtige, om det er sant, at de kan og vil forsvare deres Konge og rædde deres Fædreneland? og skulde vi vel forgribe os imod Fornuften, om vi i Freds Tider tænker paa Krig, da vi ikke veed, om den Klarhed der fremskinner af de danske Ansigter, er Gien-Skinnet af Hevnens Sverd, der er uddraget over vore Hoveder?

Vi spørger videre: Hvorfor seer man de fleste iblant os, at kaste sig ind i Forvirrelsens Hvirvel, at skiære Fornuftens Tøile over, at sværte og bagtale den alleryndigste og uskyldigste Religion, ved et Levnet, mere lig de ulyksalige forvildrede Aanders, der har tabt deres hele Ret til noget videre lyksaligt Forventende, end et Levnet der med Grund kunde ventes af fornuftige og endnu til Redning staaende Skabninger, og med Billighed fordres af dyre forløste Mennesker? Hvad videre Lykke og Fremgang, Held og Velsignelse, tør vel et Rige love sig, saa længe dets Indvaanere og Beboere

11

hver Dag knytter nye og farligere Strikker, hvor med de vil qvæle den arme Samvittighed, der snart nu ikke mere tør knyste.

Hvad vil vel andre skiønsomme Nationer sige, naar deres lærde Mænd, ved deres Hjemkomst herfra, skal vise Skilderiet paa dette Riges Indvaanere frem? De vil, kiere Læsere, behage at høre en Engelænders Tegning paa vore Handlinger, hvilket jeg selv har staaet ved hans Side at høre: Han taler som han var en Dansk.

”Det lader som Franzosen, vor Naboe er bleven gandske kied af sit Vindmagene og sine letsindige Foretagender, siden de har lært at kiende os tilfulde. Alt det forvirrede Mode-Tøi, frekke Stillinger, uanstændige Forhold, ret skammelige Fripostighed, som tilforn vauziirede den ellers i saa mange Stykker ret elskværdige franske Nation, opsluger vi nu som de vellystigste Østers."

” Og besynderligt! Franzosen begynder nu at blive sædelig, anstændig og indgetogen i

12

sit Væsen, da de seer, at vi saa meget umager os for at skinne fra denne heslige Side. Man faaer først Kundskab om den Ekkelhed, der ligger i en naragtig og laste- ligGierning, naar en anden i vor Paasyn begaaer en Gierning af samme Natur. "

Hvilke bedrøvelige Sandheder skinner ikke igiennem denne engelke. Bebreidelse! jeg har mærket, at Letsindighed er gemeenlig den første Fiende, der indsniger sig i et Land, naar Lasterne iler did til dets Fordærvelse og Undergang. Ved første Øiekast skulde man neppe troe, at Letsindighed, denne spillende og skiæmtende Poppe, skulle fordærve og skade et Land. Den er saa uskyldig, siger vore Damer, saa munter, saa behagelig, saa indtagelig skiemtende! Men vil vi besee denne fæle Last ved en klarere Dag, skal vi til vor Beskiemmelse blive overtydede om, at den avler Haardhed i Hiertet, Ufølsomhed i Genyttet, Frekhed i Sæderne, Uanstændighed i Talen, og en falsk Ondskab i Omgangen. Dette bliver altsaa Planen til Frietænkere, Religions Foragtere, Sædernes Bødler, Samtalernes svinske og

13

mådelige Philosopher, og en farlig Yngel af Herodesser og Judasser, der med Kys og Klap skiller hinanden ved Ære og Liv.

Naar Latterlighed, den ældste Datter af Letsindighed først faaer Indpas i en Nations Gudsdyrkelse og Sædelære, da bliver det en naturlig Følge af Tingenes Orden, eller rettere sagt Uorden, at et Rige bliver en Bold for Ligegyldighed, Frekhed, Selv klogskab, Ærgierrighed, Fordomme og Forfængelighed. En Nation som kaster Gudfrygtigheds-Tøile af sin forvovne Hals, er et Offer for Himmelens retfærdige Hevn; men kaster den tillige Menneske-Frygtens Dekke af sig, og blotter for Uskyldighedens og Eenfoldighedens blufærdige Øie alle sine Lyster og Laster, da strømmer ret alle optænkelige Ulykker ind i et Land, og da vil Hord og Mord, Nød og Død række hinanden Haanden, da vil ingen Last blive saa stor, saa afskyelig, at den jo vil blive begaaet af den haarde og følesløse, den frække og uanstændige, den falske og vilde Ondskab og Letsindighed, da vil det blive for sildig at lukke Lovens og Straffens Porte

14

for Fienden, naar den allerede i god Magelighed har bygt sine Kasteller og Fæstninger i Hiertet. Letsindighed har alle Tider en tumlende Forvirrelse i Følge med sig; denne har taget Overhaand og tilfulde bes mestret os.

Man veed, at Kiønnet ved Vane, og en paa Mandkiønnets Side frivillig Blindhed, har naaet den Høide i utilladelige Friheder, ar de føre os omkring, som man kan ledsage en Poppe; (thi det vil langt fra ikke blive et tilstrækkeligt Beviis paa Mandfolkenes Myndighed over Qvindfolket, at en eller anden stor eller adelig Herre jager sin herskesyge Kone ud paa Døren, med en Mangelstok eller andet nyttigt Gevær i Nødsfald; jeg for min Part troer snarere, at Herren allene giør dette, fordi han ikke kan finde paa, at tage sig andet for, og at Konen løber noget omkring i Huset og paa Gaden, af Mangel paa Maskerade.) Man veed videre, hvor farligt det er for et Land, naar Qvindfolket staaer ved Roret i Huusholdnings-Sager, og deres ret fæle Laster antages for Moraler og tækkelige Moder,

15

der efter Strængheden bør, siger man, efterabes og følges af artige og føielige Mænd, af Mænd, der veed at leve. Naar Qvindekiønnet da har naaet den Grad af Frievillie, at de idelig sporer en sand og god Villighed hos deres kiere Mænd, gaaer de videre, og for Mændene veed et Ord deraf, forvandles de til nogle Hielpe-Tropper, der ved en og anden Leilighed maa nødes til at forestille Mænd, det er at sige, at bilde hinanden ind, at de endnu er det, de var, uden nogen Tid at blive det.

Naar nu deres Uorden først er lagt til Grund i det Almindelige, hvad Under da, at Forvirrelse overalt yttrer sig? Forvirrelse i Mad. — Konen kom forsildig i Seng i Aftes, kan ikke staae op for sit Helbreds Skyld, før Klokken halv Tolv, altsaa sildig Spise. Forvirrelfe i Drikke. — Konen venter en god Ven, et nyt Bekiendtskab, hun giorde i Aftes i Kongens-Have *), kan

*) Man holder for at der skal være en Gade i Hovedstaden, hvor der er indrettet en Have; der kan man gaae ind, og til Trøst for de tørstige og træn-

16

ikke lave Kaffeen til før han kommer, altsaa sildig Drikke. Forvirrelse i Klæder. — Konen lod ved sidste Kadrillie - Samling en Klædning spadsere paa Assistemshuset, har Skiortet tilbage; men uanstændigt at bruge Registeret naar man mangler Bogen, finder sine steste Klæder i Uorden, skidne eller fordervede, af Mangel paa Tid, og af Mængde paa Lyst-Turer, altsaa spadsere i det hun har. Forvirrelse i Omgang. — Konen faaer Øie paa et Mandfolk, der seer bedre ud end hendes Mand eller Betientere; farlige Qvalmer, aabne Balsombøsser, truende Besvimmelser, altsaa giøre en Tuur i Haven.

Sandelig troe mig! det koster en Mand Møie, førend han har udstaaet sine Lære-Aar i det Videnskab, at forhærde sin Samvittighed og naae den Fuldkommenheds-Grad, hans kiere Kone og fmuk opdragne Døttre har i samme Videnskab.

gende Brødre og Søstre tage sig en kostbar Sopken. Man forsikkrer tillige, at Luften er saaledes beskaffen, og saa lykkelig kiølig, at naar man 3 til 4 Gange har været der, kan man have den koldeste og meest forvirrede Samvittighed, naar man iagttager de dertil udfordrende Regler.

17

Dyrebare Sandhed!

Det er Dig der holt ved Enden af min Pen, da jeg skrev dette. Dine sande Elskere skielver ved hvert Skridt de giør, saa længe Du vandrer ved deres Side; men Du blive ikke kied af, at øde Din Hjertestyrkning paa. Dine Venner! Du Viise dem den korteste og jevneste Vei til Dine salige Boliger! Du sønderriver den Maske, hvormed man vil skiule Dit yndige Ansigt! Du vise Dig i al Din Glands for Jordens Regentere! De udvælge Dig til deres Fortroelige! Du vil sige Dem de Ting, de ellers aldrig vil faae at vide! Du vil lære Dem den rette Maade at behandle en Undersaatters Hierte paa! Du vil pege paa dem i Riget, der bag Dækket smiler og ønsker dets Ruin og tidige Undergang! Du vil stoppe Munden paa de frekke Danske, der tale ilde om det de ikke fortager! Du vil lære dem, om en ond Handling skal ansees for en personlig og naturlig Mangel i den moralske Færdighed, eller for en Straf over et Rige af den Almægtige! Du vil engang straffe Forførere og Forførte med en sildig Anger, Samvittighedens Bid og indvortes Siele-Saar! Du vil hevne den Uret man viiser imod den uskyl-

18

dige Samvittighed, der taler guddommelige Ting til Hiertet, men afvises som en kjedsommelig Standere, der trygler og overhænger for ofte de Dødelige! Du aabne Hævnens Scene for vore stolte Aander! Du Viise dem deres Deel i Søen som brænder med Ild og Svovel! Du knuse og bøie disse snart Redningsløse! Du føre dem nær hen til de sidste Ting, og forestille dem et Endeligt, hvor Synd og Død, Pine og Helvede, vil stride om, for hvem Synderen skal være et Bytte! Du ile til deres Redning, som tør vente sig dertil, som tragter derefter, som ønsker den! Du forjage af Riget de slemme Mand, der anseer en Undermand for deres visse Rov, en Ligemand for den, de vist bør plage, og en Overmand for den, de vist maae bedrage! Du laane endnu de Eenfoldige og uskyldige iblant os Dit klare Skin, at vi ikke med Modens Flokke skal trave om i den Vildnis, Letsindighed har oprettet paa alle Stædernes Hjørner og Gader! Du give vor naadigste Konge Taalmodighed og Styrke til at bære sin svære Regierings Byrde! og Du oplyse efterhaanden alle Verdens Deele saaledes, at ingen skal giøre mere det Spørsmaal: Hvad er Sandhed?

19

Et aldeles umerkværdig tienstlig fra Christine Matthias Dveter, paa sin Broders merkværdige Brev, om Born som avles uden Ægteskab.

Kiøbenhavn 1771.

20
21

Vittige Broder

Frid. Matth. Abeltoft!

Jeg har læst din Betænkning over dem, der uden Ægteskab og uden Straf avler Børn sammen, men jeg har ikke læst den uden Skræk og Forundring.

Du taler om, og synes at tale med Misfornøjelse om, at de i lovene fastsatte Boder og dicterte Straffe nu ere hævede.

At jeg paa mueligst rimelig Maade og

22

i min Landsbys Stiil forsvarer mit Kiøn, vil ingen brav Broder tage mig ilde op. Hvis du noget nøiere havde betragtet de adskillige Vendinger og Sving, en Fruentimmer-Siel har, i de moralske Handlinger, havde du nok mærket, at de forbudne Ting har en særdeles Ret over vore sandselige Længsler, og at vores lud mig see, løber altid om Kap med Tingens du maa ikke. Du kan da altid vente, at vor Nysgierrighed seer sine Vinger stækket, naar der ingen Forbud ligger i de Ting, der møder vore Fornemmelser. Det treffer ofte ind, at naar min omstrøisende Indbildning tumler omkring i de paradisiske Ruiner, jeg da tvivler paa, at vi havde vidst af noget Syndefald at sige, hvis vores Sall. Mama, den elskelige Eva ikke havde været ligesaa nysgierrig, som nyekommen i Verden.

Du vil nok lee, og sige, at dette var en Fruentimmer-Pensee. Lad det saa være; den er dog lige saa vel grundet som mange af vore Mandfolks Fornuft-Slutninger, der mange Gange, af Mangel paa at finde en klar Tanke, støber i en Hast en Deel Gietninger tilsammen, der kommer os for som en

23

Klump Mangods og en Kiede af Logogripher, som hverken Autor selv eller vi for staaer et Ord af.

saa længe en Datter holdes i en stræng Tvang i sin Moders Huus, vil hendes Dyd have mange Fristelser og hendes Uskyldighed faae mange Qvalmer; naar det første kritiske Aar falder ind i en Piges Alder, og en i Utide streng Moder vil true hende til ikke at fornemme Naturens første Indbydelse til at formeere Verden, da vil man dog ikke kunde snore Jomfruen saa tæt, at jo Snorebaandet engang springer, og den saa længe fængslede og hierteklappende Uskyldighed skiuler sig hos et eller andet artigt Mandfolk, der kan skiule og forsvare den imod Mamaes grumme Trusler, og for et ungt Fruentimmer utaalelige

Tvang. — —

Maaskee at Datteren aldrig havde ble vet et Offer for disse udskeielser, havde

Moderen forstaaet den Kunst, at blande en fornuftig Frihed i en taalelig Tvang, og ikke lagt for strængt et Forbud i hendes

24

Datters sandselige Nydelser. I Følge heraf tør jeg med Grund slutte, at en lekker Ret Mad ikke skal stikle og opirre vor Appetit halv saa stærk, naar vi har Friehed til at nyde den til Mættelse, som naar den er indelukt for os, og man har forbudt os at stille vor Hunger derpaa.

Jeg seer da altsaa ikke, at Ophævelsen med Bøder og Straffe giør Veien til Lasterne slibrigere for det ene end for det andet Kiøn, da man veed alt for vel, at en Udydig Pige, eller lastefuld Mandfolk, kan dog alligevel i Mørke eller i Skiul forkorte den Vei til de sandselige Nydelser, som Lovene og de derudi fastsadte Straffe vilde giøre lange og vanskelige at igiennemvandre.

En dydig Pige, der tænker ikke ideligere paa noget end at opfylde sine Pligter, behøver hverken Love eller Forordninger, Straffe eller Bøder; hun faaer ikke Tid til at høre anden Lov end Ærens Love; dem kiender hun, dem følger hun, de kroner

25

hendes Kloster-Strænghed midt iblant den kaade og vanartige Slegt.

Videre siger du: Enhver er nu tilladt at avle saa mange Børn som de haver Evne til at giøre. Her

møder dig og mig et Dyb, en Irgang af Dybsindigheder, et nyt Chaos, hvoraf hverken du eller jeg er beordret til at udvikle Mennesker ved Hielp af vore Evner.

Der ere de, der har dybere Indsigter i de tilkommende Tider, end du eller jeg; disse Indsigter bør de have, bør de benytte sig af, hvis de ellers vil fortiene at være det de ere.

Hvem nægter, at det jo er en Lykke for et Land, at være folkerigt, naar en Krig nærmer sig til dets Grændser? Men hvem maa ikke tillige tilstaae, at skal uægte Børn en Dag blive duelige Borgere, vakkre Helte, brave Soldater, bør deres Opdragelse besørges og indrettes derefter, da man har saa stærk Grund til at troe, at deres Forældres skidne og horagtige Hand-

26

linger vil vist nok efterlade hos Børnene nogle Ar af den raae Vildhed, i hvilken de Har været avlede.

Videre: Der kan ingen Fornuftig imodsige, at al for megen Frihed til at øve Laster, er ei allene an. støbelig imod Religionen, som er Statens stærkeste Baand, men tillige skadelig for Regieringen selv og Rigernes Indbyggere. Skulde nogen være saa urimelig at tænke, at fordi det Tvingende i en Lov hæves for en vis Tid, i den Tanke, at prøve hvor vidt et frit Folk vil gaae i sin Ubændighed, at Straffen derfor skulde udeblive for en uanstændig Handling. — —

Nei, Samvittighedens Straf iler i Hælene paa den Skyldige. Konge-Lovens Straf er det mindste; deres Truster giør ingen anden Hindring og Forandring i den Lastefuldes Skridt, end at han øver det i Smue, som han uden Frygt for Følgerne af strænge Love skulde øve aabenbare. At holde et Ark Papiir meer eller mindre, hvis Bog-

27

staver en dydig Sætter har skielvet ved at samle, for Øiet af den vilde, den udskejende Undersaat, vil aldeles ingen frygtende Virkning giøre hos ham, saa længe han ikke læser med Alvorlighed i sin egen Æres Lov-Bog, førend han samtykker i at møde her og der under fire horagtige Øine.

Videre: Naar Ægtefolk forseer sig og bedriver Hor, da skal efterdags ingen anden være tilladt at paatale samme; men allene tilkomme den fornærmede Ægtefælle.

Dette er uforlignelig vel indrettet, naar det treffer ind, jeg venter. En gift Mand eller Kone skulde maaskee have bleven ved, og ikke kommet efter det skiendige i deres Veie, havde ikke dette nye Jordskielv i Lovene giort dem opmærksomme over deres Skridt.

Hvad jeg tænker paa Ægte-Parrenes Regning i Hovedstaden, kan de ogsaa tænke, der ere den nærmere end jeg, og kiender bedre deres Sving, om følgende Tanke nogen Sinde skal kunde naae en forønsket Muelighed hos

samme.

28

samme. En Kone, der med den eene Haand har peget Fingre af den præstelige Forretning, og med den anden giort Udkastet til de Horn, hvormed hun vilde befæste sin Mands Hoved, om det nogen Tid skulde blive svinglende over hendes Afvigelser, igienkalder sin Bryllups-Dag, overøses med en inderlig Skam, omringes med en øm, Skræk, og med et bliver usynlig for de meest klarsynede Galaner, for i sin dydige Mands Omgang at forsone og oprette de Mangler i hendes Levnet, hvorover hans Noter har kuns været qvalte Sukke, eenlige Taarer og en stille Græmmelse.

En Mand, der hidindtil som den nysgierrige og flittige Bie, har forsøgt mange Blomster, hører denne nye Ordre, og af Skam og Skræk stikker Braaden af sig; han iler til sin ømme sin uskyldige Kones Fødder, skammer sig, græder og beder om Forladelse paa en Maade, som han erholder i Oprigtighed med det dyrebare Tillæg af denne Qvinde-Ædelmodighed, aldrig at lade noget bebreidende Ekko af hans iblandt Pøbelen buldrende Laster klinge omkring i Værelserne; men i en stille Glæde over en forloren og forvildret Siæls Hjem-

29

komst beundre en sand Fortrydelses mirakelfulde Virkninger.

Videre: Men naar saadan en last begaaes af en Regenrinde, Fyrstinde og andre høie Qvindes-Personer, da er Gierningen ei allene høistbeskiemmelig, ugudelig, hadefuld og forargelig; men — — de bør virkelig derfore om ikke aabenbare, saa dog hemmelig undgielde.

Jeg fornøier mig virkelig, at du kalder et hvert Fruentimmer Regentinde og Fyrstinde, vi ere det og virkelig, saa længe vi ere Lydige.

Et Qvinde-Menneske, der er en sand Regentinde over sit forvildrede og til Udskeielser nedhængende Hierte, er virkelig et ædelt Kreatur, og bør være det for et hvert Veldømmende Mandfolk.

Den dydige Uskyldighed sidder som en høi Fyrstinde, og som den øverste iblandt

30

Gratierne i en blufærdig og dydig Piges Hierte, som paa sin Throne, og med et mildt og naadigt Øiekast uddeler Ordre til Passionerne, disse hendes vittige Slavinder, hvor vidt de maa gaae, hvor stor Plads de maa have at læge og tumle sig paa, indtil hun Hæver denne Tilladelse til sin og deres Beste; men nærmer den forgiftige Orm, Begierlighed sig til hende, og giver hende et Stik, ikkun et eneste Stik, forvandles Fyrstinden med et til et udueligt Græskar, det visner, det foragtes, det fortiener det.

I øvrigt lader os alle vogte os for den physiske og moralske Syge, og den moralske Død, at ikke disse Bibelens Ord skal blive sagt til os:

Hvo som synder imod Skaberen, skal falde i Lægens Haand. Jeg forbliver min Levetid din hulde Søster.

Wiirslef

den 18 Julii 1771.

Christine Math. Dveter.

1

Et nyt Brev

fra

Jfr. Rebecca Abeltoft

til

sin Broder

som haver læst hans Betænkninger

over dem, som uden Ægteskab og videre Straf avle Børn sammen.

Kiøbenhavn

Trykt hos Paul Herman Höecke. 1771.

2
3

Min kiære Broder Friderich Matthias Abeltoft! Jeg mærker af dit Brev, kiæreste Broder! at du i en Hast, mod ald Formodning, har forandret dit Sindelav og Studeringer. Du havde lovet mig, Sal. Søstre og Forældre, at opoffre de Geistlige Muser din heele Levetid, og følgelig ikke at forlade den ærværdige Orden, hvorfra vi alle nedstamme. Det gaaer mig til Hierte, at du saa hastig er frafalden, og med en lovfuld Aand, i Stæden for eenfoldige, og til et svagt Fruentimmer-Begreb svarende Forestillinger, søger at overbeviise mig, din Søster, om Forordningen af 13 Jun. 1771, dens vaklende Grundvold.

4

Jeg tvivler ikke paa, at du jo besidder den Fornuft, som Verdslige tilkommer. Men betænk, kiære Broder! de verdslige Foranstaltninger, Lærdom og Satser maae nøye undersøges. Havde du derimod skrevet i en Geistlig Tone, vilde baade jeg og andre have tiet gandske stille. Dette er Aarsagen, høytelskede-Broder! at jeg undersøger dine Betænkninger saa upartisk, efter mit svage Begreb, som mueligt.

Du siger, at de i Loven fastsatte Bøder, og i Forordningen af 8 Jun. 1767. dicterede Straf for ledige Personer, som uden for Ægteskab avle Børn sammen, haver aldrig hindret dem, som Forældre, til at efterkomme deres paaliggende Pligter til Børnenes Opdragelse. Dette kunde et eenfoldigt Fruentimmer, som du veed jeg er, let bifalde; men fornuftige vil nok blæse derad.

Den Iste Artikel udi Norske Lovs 6te Bog 13 Capitel foreskriver: Hvo, som nogen Qvindes person beligger, bøde til sit Herskab fire og tyve Lod Sølv, og stande begge aabenbare Skrifte. Have

5

de ikke Middel til Bøderne, da straffes de efter deres Formue, og med Fængsel paa Kroppene. Men, dersom de ægte hverandre, da betale han til Bøder halv femte Lod Sølv, og hun halv saa meget, og være frie for Skriftemaal.

Spørsmaal, hvorfra disse Penge-Bøder skal tages; jeg meener, naar en fattig Tieneste-Karl og Tieneste-Pige i Kiøbstæderne, eller en arm Bondekarl og Bondepige paa Landet avle Børn sammen? Uden Tvivl af deres Løn; eftersom de ingen andre Midler besidde. Men naar de nu have givet et heelt Aars Løn til sit Herskab, hvad er saa tilovers til Barnets Opdragelse? slet intet. Var det da ikke mere anstændigt og overeensstemmende med Guds og Naturens Lov, at Forældrene anvendte Bøderne til deres eget Barns Opdragelse, end at de bleve til Ister paa Herskabets Bug, som formodentlig ikke har trængt til slige Almisser.

Du begriber meget let heraf, kiære Broder! at jeg siger Sandhed, og følgelig at de i Loven fastsatte Bøder virkelig have hindret

6

mange ledige Personer i at bære Omsorg for deres Børns Opdragelse. Jeg vil ikke tale om, hvad de aabenbare Skrifte have udvirket, som af Pøbelen ansees ligegyldige med Gabestokken, og dog i sig selv ikke sige meget, naar man undtager Formaningerne, som under fire Øyne kunde udvirke ligesaa kraftig Omvendelse; Thi enten en Præst siger Synderne forladte eller ikke, vil komme ud paa eet, saasom det er og bliver ham umueligt at randsage Hiertet og Nyrene, om en Synder er bereed til at imodtage Syndernes Forladelse eller ikke. Men tilkommer Gud allene, som kiender Menneskenes Gemytter, Tilbøyeligheder og Sindelav; følgelig maae man slutte, at Skrifte-Stolen i den Henseende, aabenbare Skriftemaal, o.s.v. ikke ere andet end en Slags Levninger af Catholske Ceremonier, som fordum Tid vare indstiftede, for at anskaffe de Geistlige Authorite i Staten, som nogle himmelske Sendebud. Jeg veed ellers vel, kiære Broder! hvorpaa denne Sædvane grunder sig, nemlig disse Sprog, som findes hos Evangelisten Matthæus udi det 16 og 18 Capitel, hvor det heeder: Og jeg vil

7

give dig (Petrus) Himmeriges Riges Nøgler, og hvad som du faaer bundet paa Jorden, det skal være bundet i Himmelen. Item: Sandelig siger jeg Eder: Hvad som helst I binde paa Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse paa Jorden, skal være løst i Himmelen. Følgelig skulde, efter disse Sprog, ingen Synd forlades i Himmelen, uden den, som Præsterne forlade her paa Jorden; og ingen Synder tilbageholdes Syndernes Forladelse, uden Præsten forher haver fundet det fornødent. Men er nu Præsten saa sindet, at han forlader sine Venner Synderne, og tillukker Forladelsen for hine, som han synes at have noget skiønt ubetydeligt udestaaende med, vilde nogen da troe, at det og saaledes forholdt sig i Himmelen? Det være langt fra! men Syndernes Forladelse bestemmes efter Synderens Hiertelav og Omvendelse, enten Præsten har tilsagt ham i Forveyen Syndernes Forladelse eller ikke, uagtet det Sprog, som findes hos Joh. 20, v. 23, som og siger: Dersom I forlade nogles

8

Synder, ere de dem forladne; dersom I beholde nogles, ere de dem beholdne; Thi samme beviser intet andet, lignet med andre Bibelens Sprog, end hvad i Forveyen sagt er. Paverne i Rom, i fordum Tid, udstædede endelig de saa kaldede Aflads-Breve for begangne Synder, naar Sollicitanten kun havde Penge at smøre Paven med; ihvorvel det gik ham anderledes engang, som der fortælles, end han nogensinde havde forestilt sig; saasom saadan en Person faldt paa at vende tilbage, og giøre Ende paa Pavens eget Liv; hvilket og blandt andre tilkommende Synder skulde være forladt, efter Pavens egen Haandskrift. Men jeg begriber aldeles ikke, hvorfra Paven har kundet tage saadan Magt: allermindst troer, at saadant et Aflads-Brev har nyttet Synderen noget i Henseende til Syndernes virkelige Forladelse, men kun skilt ham ved sine Penge, eller timelige, ja vel og undertiden sin ævige Velfærd. At tænke eller sige: samme kunde gielde om vore Præsters Synders Forladelse, vil maaskee blive for stivt, siden Discoursen angaaer, for saavidt, det Ceremo-

9

nielle i den Lutherske Religion. Hvorpaa ellers jeg grunder mine foregaaende Tanker, er følgende: Jeg sætter for Ex. en havde i Dag begaaet Mord, berøvet sin Næste 100 Rdlr. eller besovet en andens Hustrue, Præsten saavelfom andre uafvidende, og den samme i Morgen faldt paa at gaae til Skrifte med en dyb forestilt Ærbødighed og Poenitentze, og annammede derpaa af Præsten Syndernes Forladelse; skulde man derfore tænke, at de og virkelig i Himmelen vare ham forladte? Jeg siger ney. Altsaa kan Skriftestoelen, for saavidt Syndernes Forladelse anbelanger (Formaningerne undtagne, ligesom tilforn) give uigienfødte ryggesløse Mennesker Anledning til at troe, at de virkelig ere i Naadestanden, siden dem ere Synderne forladte, Skiønt de dog gandske vist ere ligesaa hellige først som sidst. De aabenbare Skriftemaal derimod, som ansees især saa haanlige, tillige med Straffen paa Kroppen, forhindre Folkemængdens Tiltagelse, og Børnenes, naar de engang avles par Slumpe-Lykke (*)

(*) Jeg siger par Slumpe-Lykke, fordi man har havt Exempler paa, at ledige Personer allene af

10

af ledige Personer, vedbørlige Opdragelse. Thi skal nu de arme Mennesker, som have giort sig Umage for, ligesom alle andre Guds Skabninger, at forplante sit Astom, straffes paa Kroppen og stande aabenbare Skrifte for deres Stræbsomhed, efter foranførte Artikels Indhold, i Mangel af, at vor Herre ikke har givet dem Penge nok til at udslette deres saa kaldede syndige Gierning, eller Leyermaal paa anden Dansk; saa maatte de enten ønske, at Naturens medstabte Tilbøyeligheder vare svækkede, eller de levede i en Udørken, hvor det ene Kiøn ikke kunde nærme sig til det andet, førend Præsten just var i Nærværelsen; eller og for det 3die undstaae sig for Torten og nægte sig at være Børnenes Forældre.

Frygt for Straffen have forhindret Forplantningen for saavidt som stod i deres Magt, og dog øvet Gierningen ligefuldt paa nogen Tiid, hvilket baa'de jeg og andre ikke uden største Græmmelse af adskillige Discurser saa lidt har kundet mærke. Dette strider og ingenlunde mod den menneskelige Natur; thi vi veed det, mange føger at undgaae Straffen saa længe det er mueligt, uagtet de dermed begaae større Synd, end den første virkelig haver været i sig selv.

11

Den Anden Artikel i bemelte 6te Bogs XIIIde Capitel, er lige saa rimelig som den første, der befaler, at en Lav-Værge, som besover sin Myndling, eller Enke, som han er Lav-Værge for, skal tage hende til Ægte, om hun vil; og om hun ikke vil, da at have forbrudt sit halve Hovedlod til hende, foruden Bøderne til Herskabet. Men kan nu en giøre noget for det, at Myndlingen er saa egensindig og ikke vil tage ham til sin Mand, naar han vil tage hende til Ægte? Ney. Hvorfore skulde han da straffes paa sit halve Hovedlod frem for hende, der baade er Skyld i det første tilligemed ham og i det sidste allene? Kanskee af Herskabets Indskydelse, som tager Deel i Bøderne.

Ved denne Leylighed, saavel som ved at igiennemlæse den 3die Artikel i bemelte Bog, erindrer jeg endnu at være bestemt ved de Danske Forordninger, det en Person som forseer sig 3de Gange efter hinanden i Leyermaal, skal rømme Herredet, og ligeledes for simpel Horerie, ventelig af den Aarsag, at Personerne ikke skal faae Leylighed atr udøve Giernin-

12

gen tidere. Men er nu Horerie og Skiørlevnet Utugt, som begaaes af udydige Mennesker, hvorfore skal da et andet Herred være pligtigt til at indrømme saadanne Personer, der i en Hast kan anstikke de dydige med fine Udyder der paa Stædet, og Misgierningen dog anderledes kunde blive afskaffet? Dog det er sandt, kiære Broder! dette kommer mig ikke til at undersøge, og derfore er det best jeg tager fat paa Forordningen selv, af 8de Junii 1767, hvilken du siger: aldrig at have hindret uægte Børns Opdragelse.

Forordningen tilholder, at de som forsee sig med Løsagtighed, skal sidde hos Herskabet pan Vand og Brød nogen Tid. Dette usædvanlige Straf, som af Bonden især ansees ligesaa foragteligt som aabenbare Skrifte, forhindrer sandelig ikke allene de uægte Børns Opdragelse, men udvirker desuden saa meget, at Faderen skammer sig ved at være sine Børn bekiendt, ja maaskee vel og faaer i Sinde at omkomme dem, i Fald der gives Leylighed til, især om han er af høy Herkomst, og den besovede af ringere, saa han derfore frygter at

13

tabe sin Reputation hos andre sine Medbrødre, der endnu ikke ere grebne i slige saa kaldede foragtelige Gierninger. Samme gielder om Mødrene besynderlig, dersom de ere anseeligere end Mandspersonerne; og dette bliver uden Tvivl en Hoved-Aarsag til de nu omstunder grasserende Dølgsmaal og Børnemord, som vor elskværdige Konge har saa viselig søgt at forebygge ved adskillige fornuftige Anstalter.

Vi have, kiære Broder! opholdt os lidt ved Forordningen og visse Artikler i Loven. Du tager dog ikke ilde op, at jeg endnu yttrer mine Tanker om den 10de i oven anførte Bog, saasom jeg fornemmer at du virkelig er Lovkyndig. Den lyder saaledes: Lader nogen fornemme Mands Enke, eller Datter, i hvad Stand de ere udi, Geistlig eller Verdslig, sig i Uære beligge, da maae hendes Værge, saafremt han og næste Frænder ikke hende ville benaade, hende strax tage og fængslig lade indsætte og forvare i hendes Livstiid, og alt hendes Gods til sig annamme, nyde og be-

14

holde, saa længe han hende saa i Fængsel og Forvaring holdendes vorder. Han der imod skal holdes for Mindremand, med mindre han ægter hende med Værgens Samtykke. Forskrækkelig haard Straf! lige fuldt jeg indseer, at Artikelen indeholder nogle Stats-Politesser, fornødne maaskee til sin Tid og under særdeeles Vilkaar, nemlig at et fornemme Fruentimmer ikke skal besoves af den, som er af ringere Herkomst, skiønt alle for sig selv, det er, uden for den erhvervede Fødsels-Ret betragtede, ere af samme Beskaffenhed. Ja de fornemme og ringere besidde selvsamme af Gud og Naturen indgivne Tilbøyeligheder; men dog de første naturligviis formedelst rigelig Underholdning stærkere, hvorfore de dog ikke kan straffes haardere, siden Lysten hos dem er meer uovervindelig, og allermindst af en Lav-Værge; Thi er Gierningen skiendig og syndig i sig selv, saa burdte den uden nogen Personers Anseelse afstraffes, og ikke staae i Lav-Værgens Magt at formilde, eller og aldeles opgive det fortjente Straf og Fængsel. Ikke at tale om, dersom Guds Love ere almindelige,

15

hvorpaa ingen tvivler, saa maae de ligesaavel udkræve Straf over en fattig Synder som fornemme, og det ikke i ulige men lige Grad efter Forseelsens Størrelse og Vigtighed, som følgelig siden fuldbyrdes paa begge saavidt Omstændighederne tillade og deres Legemers Forfatning. Om Penge-Bøder tales her ikke; thi det er soleklart, at den Riige kan betale meer end den Fattige.

Den 12 Artikel kommer mig ligeledes noget underlig for, maaskee af den Aarfag, at jeg, som et svagtænkende Fruentimmer, ikke ret kan fatte dens Meening. Er Qvindfolket, siger den, betroet nogen Nøgle til Øl, Mad, Klæder, Penge eller ander, som bør ar være forvarer, da straffes den, som hende besover, som en aabenbare Tyv, om han tiener i Gaard med hende. Det er rimeligt, at paa et andet Sted i Loven findes Nøyere Forklaring over anførte Artikel, hvorom du, kiære Broder! bedre kan dømme, i Fald saa er. Imidlertid tykkes mig dens Sammenhæng er kun maade-

16

ligt, og Straffen aldeles ikke læmpet efter Misgierningernes Qvaliteter; thi hvad kommer det Sagen ved, enten et Fruentimmer er betroet noget af sin Huusbond, eller ikke, alt saa længe Mands-Personen vogter sig for at bortsnappe noget hemmelig af det som Pigen er betroet, og besover hende allene simplement, ligesom det havde været en Fremmed, der ikke tiente i Gaarden, eller var noget betroet; fordi et Menneske bør jo ikke straffes, uden det virkelig forseer sig, allermindst paa Æren, som enkelt Leyermaal, begaaet af løse og ledige Personer, aldrig kan medbringe. At forandre saadanne Love, er altsaa meget vel anstændigt og ædelmodigt for en viis Konge. Eller meener du ikke, betænksomme Broder! at det var gandske urimeligt, at udelukke et Slegfredbarn fra al Arv efter sin Fader, forbyde, at det ikke maae være en Ægte-Qvindes Søns Værge, uagtet det besad alle muelige Fuldkommenheder, som udfordres dertil, ligesom et Ægtefødt, at der endog skal giøres Forskiel i Daaben selv, eller rettere sagt, de Ceremonier, som bruges ved Daaben, som dog er et Naadens Sacra-

17

ment, der giær os alle, saavel ægte som uægte Børn beqvemme til at imodtage Aandens Virkninger fremdeeles, og forsikkrer, at vi alle ere Greene paa et og det samme Træe. Hvad Arve-Rettighedens Indtænkning anbelanger, da er det soleklart, at den meget har forhindret de uægte Børns Opdragelse og videre Lykke i Verden, som f. Ex. naar en Fader ved Døden er afgangen, og har efterladt sig 3 a 4 umyndige ægtefødte Børn, og endnu aparte et Slegfred-Barn. De første har rigtig nok bekommet deres Arv, og formedelst samme ere blevne sømmelig opdragne; men Slegfred-Barnet derimod har vel maattet lade sig Nøye med hvad barmhjertige Folk har vildet undet det, og undertiden 10 12 Aar gammelt kommet til at betle, naar det igien pludselig af Døden er berøvet sine velgjørende Formyndere; ja, ved den Leyliqhed blevet ofte til Tyve og Skielmer. De Norske og Danske Love foreskrive vel, at et uægte Barn maae arve et halv Lod mod ægtebarn, naar det er Tinglyst; men hvor tidt bliver ikke den Ceremonie forsømt? Ja til sine Steder i Kongens Riger rækker heller

18

ikke det Norske eller Danske Arve-Formular, Uden det er skeet for nyelig.

Betragter vi nu under eet, et ægte og uægte Barn for Fødselen, da befinder man, at de begge paa een og selvsamme Maade dannes i Moders Liv, uden at være vidende om sin Skiæbne, langt mindre virkende Aarsag til at de heller fødes paa den end som en anden Maade, af de eller de Forældre. Hvordanne kan det da være billigt, at det ene skal straffes frem for det andet, da begge ere lige saa uskyldige, skiønl det ene er avlet i og det andet uden Ægteskab. I Naturens Lov vil man neppe finde Raison dertil. Men det er sandt, den Geistlige Grundvolds-Regel siger os: at Tieneste-Qvindens Søn skal ikke arve med den Frie-Qvindes. Det 16de Capitel i første Mose Bog, giver tydeligen tilkiende Sammenhænget og Aarsagen til delte Sprogs Oprindelse; nemlig: Og Sarai, Abrahams Hustrue, fødde ham ikke Børn, men havde en ægyptisk pige, og hendes Navn var Hagar, Og Sarai sagde til

19

Abraham: See, Herren haver tillukt mig, at jeg kan ikke føde; Kiære! leg dig hos min pige. Artigt nok! Sarai just skulde falde paa saadant noget, som i vore Tider uden Tvivl blev holdet for utilladeligt, ja snart aabenbar Horerie, endskiønt Mand og Kone, ligesom i bemelte Tilfælde, vare derudinden eenige, og man af 10de, 11te og følgende Vers i samme Capitel udtrykkelig kan see, at Gud ikke har fundet Misbehag i Gierningen selv, eller straffet Vedkommende derfore, allermindst Agar eller Søn Ismael, som han ved sin Engel lod siden forkyndige saa meget godt. Men sandt nok, kiære Beoder! Theologerne forsvare Sara dermed, at hun foretog sig alt dette af lutter Længsel efter Mesiiæ Herkomst. Kan gierne være. Endeel have og siden beflittet sig paa at giøre Børn, allene til at vedligeholde og styrke Staten, saavel som berige Himmelen med desto flere Siele, som ogsaa i sig selv er et meget godt Forsæt. Foruden alt dette giver Skriften tilkiende, at det foranførte Sprog, som af Apostelen Paulus i Skrivelsen til de Galater Cap. 4. v. 30, skiønt

20

under andre Omstændigheder bliver saaledes igientaget, nemlig Tieneste-Qvindens Søn skal ikke arve med min Søn Isaac, ere Love, som et gammelt Fruentimmer Sara har foreskrevet i en slags Ivrighed, og ligesom i den Tanke at hævne sig paa Hagar, for det hun forher frugtsommelig havde viist sig lidt storagtig mod Fruen; og maaskee enten ikke kundet eller vildet beqvemme sig til at slæbe i Huusholdningen som tilforne, naar hun var ubehindret. Og nok er der at Abraham, som dog var en heel fornuftig og gudfrygtig Mand, gefaldt Anstalterne saare ilde, ventelig af den Aarsag, at den faderlige Kiærlighed til hans Søn, og Naturens Lov have ligesom indprentet ham, hvor høyst billigt det var, at den ene Søn skulde arve ligesaa meget som den anden, besynderlig siden Kiæresten havde givet ham Tilladelse at forsøge sig med Pigen, og han følgelig haver tænkt at ingen Fornærmelse var skeet.

Du siger blandt andet, elskelige Broder! at mange vil i Anledning af tidt berørte Forord-

21

ning blive frække nok at øve Skiørlevnet, og som Dyrene parre sig sammen; ja mange Hore-Jægere vil uden Undseelse have en nye Skiøge hvert Aar, og avle Børn nok, saa at Dannemark vil i en Tid af 20 Aar blive utallig af Folkemængde.

I de Danske og Norske Love, om jeg mindes ret, staaer skrevet, at hvem der taler ilde om Kongens Regiering, skal have mistet sin Ære og Gods; følgelig maae den, som skriver haanlig derom, ikke være mindre Straf underkastet. Førend denne Forordning nogensinde blev udstædet, gik jo Horerie og Løsagtighed i Hovedstaden selv i Svang, og var i Følge Præstenes eget Vidnesbyrd af Prædikestoelene, steeget til den høyeste Spidse; altsaa er det umueligt, at den kan give Anledning til meere Skiørlevnet end tilforne, men snarere forhindre samme, saasom den menneskelige Natur alrid er meest genegen til, at giøre imod det som strængeligst er forbudet, især naar det er blotte Forbud, og Straffen ikke paafølger, hvoraf Hovedstaden i slige Tilfælde har vidst

22

saa lidet at sige. Det maatte og Hver en Patriot ønske, at Skiørlevnet og Horerie maatte ved denne vise Forordning ophæves i Hovedstaden, eftersom det tilbringer Staten saa overmaade faa Mennesker; ja de offentlige Hore-Huuse gandske afskaffes, som uvirksomme og svækkende; for hvilket ikke er at frygte saa meget i vidrige Tilfælde. —

Paa Landet derimod vil Forordningen have en anden Virkning, hvor Straffen strax, i Følge Forbudet, tilforne er bleven fuldbyrdet, og det ikke allene ved Penge-Bødernes Oppebørsel, men Kirkens Disciplin tillige, hvilken sidste har forskrækket Folk, giort det til Vidunder for andre, og neppe værdige Sælskabs-Brødre siden. Der, siger jeg, tør Regenten snart opnaae sit Øyemærke og faae endeel uforknyttede Krigsmænd, raske Matroser og stærke Arbeyds-Karle, Handelsmænd og Manufacturister; saa han inden kort Tid, med Herrens Hielp, vil blive i Stand med egne tappre Undersaatter at forsvare sine af Gud anbetroede Stater, og følgelig undvære frem-

23

mede Deserteurer, som Folk i lang Tid med Rette har spaaet sig lidet godt af, naar det skulde gielde at fægte for Fædrenelandet; altsaa spare anseelige Summer, som nu gaae til Fremmede for Gevorbene. Og slutter jeg da af ovenanførte Grunde, at det var ligesaa urimeligt som utilbørligt, at dadle en viis Konge for saadan en Forordning, der ikke allene sigter til Landets Styrke i Fremtiden og Næringsvæsenets Opkomst; men og lætter en unødvendig Byrde paa Undersaatterne, jeg mener de forher paabudne Bøder, som aldrig kan eller har kundet forsone Synden, om det som Forordningen nu siges at tillade eller give Anledning til, ellers kan bevises for at være Synd.

Endnu maae jeg, kiære Broder! med din Tilladelse, som tilforn, undersøge Nøyere dine Tanker især, da jeg er forsikkret om, at du ligesaa godt i dit udgivne Brev har vildet oplyse mig om Forordningens Grundvold, som din anden Søster Christine. Du skriver, vittige Broder! at man sikkert kan giøre sig det Haab,

24

at disse Børn (nemlig, gunstige Læser! de, som avles uden Ægteskab) vil blive Staten, Regieringen og heele Landet til Last og Byrde; thi deres Opdragelse vil nok skee paa Publici Bekostning. Og om nu nogle af disse Børn kan nyde en maadelig Opdragelse, saa vil dog den største Deel af begge Kiøn blive ryggesløse og ugudelige Mennesker, som ufeylbarlig vil følge deres Forældres Fodspor.

Dersom disse Satzer vare forsynede med fornødne og grundige Beviisligheder, enten af Skriften, de naturlige Love, eller og fornuftige Overtydninger, saa maatte man tilstaae, at de og virkelig fortjente al efterænkes; Men som Satserne staaer paa ligesaa svage Been som Beviset, saa maae enhver Fornuftig finde sig besøyet, at igiendrive saadan en ugrundet Sluder, Der er i Kiøbenhavn anlagt et Wäysenhuus, Opfostringshuus, og Frie-Skoler, m. v. hvis Lemmer enten opdrages paa Kongens eller Publici Regning, eller og begge Deele. Hvem tør nu være saa uchristelig, og sige: at den største Deel af deslige Børn, som opfostres

25

paa bemeldte prisværdige Stiftelser, er blevne Staten, Regieringen, eller heele Landet til Last? Ney! de Danske Konger fortiene i Sandhed langt andet Skudsmaal for deres store Omhyggelighed; og Undersaatternes høystpriselige Goddædighed i at understøtte adskillige fattige Stiftelser, var ilde anvendt, i Fald dem med rette skulde tilkomme saadant et utaknemmeligt Vederlag, der allene kan tillukke et medynksomt Borgers Hierte (hvorved den Danske Nation saa længe har giort sig forelsket, og det til sin egen Nytte) med mindre Børnene selv, opstegne til sin mandige Alder, ikke allene havde viist, at de vare opdragne, uden at blive sine Velgjørere til Last, men og tillige saa duelige Borgere, som deres Medbrødre. Allermindst kan nogen, tvertimod al Erfaring og Overbeviisning, forsikkre Publicum, at disse, saavelsom hine, ere og vil blive ryggesløse og ugudelige Mennesker, som ufeylbar vil følge deres Forældres Fodspor; thi som disse Børn rigeligen undervises i deres Christendom, Skrivning og Læsning, samt andet, hvorved de, som nyttige Medborgere i Staten, siden kan ernære dem,

26

paa en ærlig Maade, saa kunde det jo og blive med de tilkommende; og det er just det ene, som kan give os Forhaabning om, at faae vel opdragne, gudfrygtige Børn, og tillige gode Borgere; meer er os ikke betroet. Den anden Post vil jeg gierne bifalde og tilstaae, at, nemlig baade Regieringen og Publicum, faaer Lov til at tage Deel i Bekostningerne. Men hvad saa? Alt det faaer jo Publicum og Regieringen vederlagt igien, naar Børnene ere blevne til duelige Borgere, som de og virkelig blive, ved fornuftige Anstalters Anlæg. Det kan og desuden ikke ansees ubilligt, at alle Formuende stræbe at tilveyebringe Folkemængden, saasom den, i og for sig selv betragtet, udgiør heele Rigerernes Styrke. Nu er jo gifte Folk allermindst, siden Velstanden tog af, og saa mange gaae ledige, der gierne have Lyst til at indlade sig i Ægteskab, om Fattigdommen og Mangel af Levebrød ikke stod i Veyen, umuelig i Stand til at fournere Staten med Folk allene; altsaa følger af Fornødenhed, at enten maae vores egne Ugifte avle Børn til Statens Vedligeholdelse, eller vi maae kiøbe Folk af Fremmede, hvilket sidste falder

27

noget besværligt. Jeg for min Part udvalgte snarere det første, end som aarlig at udgive en vis Skat til fremmede Folkes Indkiøb, om jeg endog skulde stræbe af yderste Kræfter, for at opdrage selv min egen Søn eller Daatter, forsikkret, at da først er Staten og Publicum mig nogen Tak skyldig. Herimod kan indvendes: at hvem, der er i Stand til at føde sine Børn uden Ægteskab, kan ligeledes opfostre dem, og endnu mageligere i Ægteskabet. Mig synes tvertimod; det er at sige: naar baade han og hun ere fattige; thi for det første gaaer der anseelige Penge med til vedkommende Betientere, naar en vil gifte sig, som jo kunde anvendes til Barnets Underholdning et heelt Aar; For det andet udfordrer Ægtestanden endeel Meubler og Effecter, som ledige Personer gierne kan undvære, og følgelig ligeledes bruge de Penge til Barnets Opdragelse; For det tredie: naar Personerne kunde have avlet 2de Børn uden Ægteskab, saa kan han, som frisk og sund Tieneste-Karl, underholde det ene, og hun ligeledes mestendeels det andet, besynderlig om begge legge Vind paa at

28

erholde deres Herrers Yndest; men ere de derimod gifte, saa maae hun bestandig blive hjemme hos Børnene, og han allene fortiene Føde og Klæder til dem alle 4, indtil Børnene vore op. Avle Personerne flere end to sammen, enten de ere gifte eller ugifte, saa nødes de til at søge fremmed Hielp, i Fald de virkelig ere fattige; og da først er billigt, efter mine Tanker, at Publicum skal rekke dem Haanden. Om dovne Personer tales her ikke. Deres Straf er bestemt i Loven.

Jeg agtede i Førstningen aldeles ikke, kiære Broder! at opholde mig saa længe, ved at betragte dine Tanker; men da de indeholde nogle mærkelige Satser, som ikke saa let, efter min Fruentimmer-Forstand, kan begribes; saa tager jeg mig den Frihed, endnu at indvende noget derimod.

Det er værd at mærke, skriver du, at ihvor fattige ægteviede Folk endog ere, saa seer man dog, at deres Børn besidde en Ærbødighed for Loven og Kirkens Disciplin. Jeg gad

29

gromme gierne vide, hvoraf denne Sympatie kommer. Naar man for Ex. tager tvende honette Forældre af lige Stand og Vilkaar, hvoraf det ene Par er viet sammen, og det andet ikke: disse begge Partier avle Børn sammen af lige Natur, passe siden paa at opdrage dem sømmelig og undervise i deres Christendom med videre, saa falder af sig selv, at begge Partiers Børn maae blive af samme Natur, og følgelig bære for Loven og Kirkens Disciplin selvsamme ærbødighed; i Følge den Regel, at Aarsagen maae altid svare til Virkningerne, og Virkningerne igien til sine Aarsager; thi der er jo ingen Forskiæl paa ægte og uægte Børn, avlede af lige Forældre, uden den allene, at Præsten har ikke viet de sidstes Forældre sammen. Men Fulde nu denne Ceremonie, som virkelig er unødvendig, uden til at holde en slags Orden og forskaffe Vedkommende Penge, kunde virke saa meget paa Ægtebørnenes Siæl, at de besad større Ærbødighed for Loven og Kirkens Disciplin, eller være begavede med større Dyder end andre? For 200de Aar siden havde man med Kyshaand

30

svaret ja; men nu omstunder falder ikke saa læt at binde Folk saadant noget paa Ermene; thi er Opdragelsen god og Underviisningen saaledes som den bør være, saa slaaer aldrig Feyl, at vi af et uægte Soldater-Barn kan faae lige saa dydig og god en Borger, som af et Adeligt ægtefødt. Altsaa har du, min Broder! mærkelig taget feyl, og skrevet meer af en indgroet geistlig Iver, end sund Fornuft og Erfarenhed.

Hvad den Post udi Forordningen anbelanger, som angaaer Folk der lever udi Ægteskab; da vil det i det mindste være nyttigt, at Penge-Bederne ere ophævede, eftersom de ikke Have tient til andet end udarme Folk; og især er det meget fornuftig betænkt af en Indsigtsfuld og uslavisk tænkende Regent, at saa længe de gifte Personer selv indbyrdes forliges, endskiønt de imellem overskride de fastsatte fælleds Grændser, andre fremmede og uvedkommende ikke skal have noget derudi at sige; thi naar saa er, og Ægteparrene ligefuldt blive tilsammen, opnaaes gandske vist Ægteskabets Øye-

31

meed', nemlig Børne-Avlingen og fælles Hielp ved foreenede Kræfter; Men derfore er dog ikke sagt, at Forordningen giver Anledning til meere Horerie end tilforne; fordi at ligesom det tilforne stod aabent for alle og enhver at bedrive Hver, naar Personerne selv havde Lyst og Gudsfrygt ikke holdt dem tilbage, eller egen Samvittighed; ligesaa er det endnu beskaffent, skiønt de urimelige Penge-Bøder og aabenbare Skrifte ere eftergivne. Derfore siger og Ordsproget: at en Lav-Værge heller maatte udvælge sig al vogte 100de Lopper udi et Silde-Garn, end en Jomfrue som er tilbøyelig at miste sin Møedom for en smuk ung Karl. Desuden veed jeg og vist ikke, hvad en tvungen Gudsdyrkelse kan udrette, eller om Gud finder nogen Behag deri, saasom Hiertet er langt borte, skiønt een udvortes forstiller sig nok saa gudfrygtig. Følgelig synes det best at lade Hver een være selvraadig, efter at han er underviist i den herskende Religion, og veed hvad han skal giøre og lade til siden at arve den ævige Salighed; alt saa længe han ikke forstyrrer den almindelige Roelighed, eller ud-

32

trykkelig overtræder Guds Love. Ligeledes tykkes mig det var ilde giort, om nogen vilde understaae sig at dadle de Forordninger, som tillade en og selvsamme Mand, at tage 2de kiødelige Søstre efter hinanden, eller og reent ophæve de forbudne Leede, som udtrykkelig i Guds Love ikke findes forbudne. Vi veed, at mangfoldige have sat sig imod af den Geistlige Stand, at en Mand skulde tage 2de Søstre til Ægte efter hinanden. Men man begriber ikke, paa hvilken Grund saadant er skeet. I den 3 Mose B. 18 Cap. 28 v. staaer skrevet: Og du skal ikke tage en Hustrue tillige med hendes Søster, til at ængste hende, at blotte dens Blusel, foruden hende, medens hun lever. Haver nu disse Ord, som der staaer sidst i Verset, nemlig medens hun lever, noget at sige, som ingen kan nægte, saa følger deraf, at det ikke er forbudet, efter Guds Love, at tage 2de Søstre efter hinanden til Ægte, men er allene egensindige Menneskers Paafund, tvertimod Skriften, hvorved de have saaledes forblindet Verdens Øyne, maaskee for en vis Stats Raisons Skyld, at ingen har

33

givet Agt paa, hvad der stod sidst i Verset; foruden hvad den naturlige Billighed synes at foreskrive, nemlig: at naar en Mand, som sidder med mange Børn, mister sin Kone, og hendes Søster er i Live, han da skulde tage hende til Ægte; thi hvem skulde findes meer beqvem til at opdrage Mandens umyndige Børn, end den afdøde Kones egen Søster, som den medfødde naturlige Kiærlighed tilsiger at meddeele sine Slægtninger indtil det yderste? Aldeles ikke en fremmed Stedmoder, som Erfarenheden og daglige Exempler give tilkiende, at, som oftest er, hadefuld imod den forrige Kones Børn, og især efterat hun selv har bragt nogle til Verden. Forordningen er altsaa det allersikkerste Beviis paa en medynksom og omhyggelig Regent, for de allermindste af hans Undersaatter, som og besynderlig trænge til sin Konges Viise Foranstaltning; hvilket jeg med desto større Frimodighed tør sige, som Skriften selv forkynder os: at den, som tager noget fra, eller legger noget til Guds Ord, skal være forbandet; just det, som vor Allernaadigste Konge, saavel ved

34

denne, som par andre sine Viise Forordninger, har forebygget, at herefter skulde skee, fordi han gandske tydelig indsaae de ældgamle Kneb, og vidste, at ufuldkomne Mennesker, som vi ere, havde nok med at efterkomme de udtrykkelige Guds Befalninger, uden andre selvskabte Tillæg, som allene bürgte herefter tilhøre og forbeholdes den hellige Fader i Rom og hans Efterkommere, men ingen andre.

Jeg vil da ikke, kiære Broder! for denne Gang længer opholde mig ved bemeldte Anordninger, men overveye det sidste, som dit Brev indeholder, hvor du i en saa underlig Tone taler om, at en Letfærdigheds Last er meer strafværdig, naar den begaaes af en Regentinde, Fyrstinde og andre høye Qvindes-Personer. Jeg maae tilstaae, at det tilkommer mig ikke at bedømme slige Personer; thi Gud og Kongen allene ere deres eeneste Dommer. Men imidlertid holder jeg for, at ligesaa stor Udyd det er for slige høye Personer, at begaae ovenbemeldte Laster, ligesaa gruesommelig en Udyd er det at slippe Tøyelen af sin egen Tunge, og indstikke dem med Pøbelen i sin utidige

35

kritiske Mund, som Dyden selv og et ustraffeligt Levnet har ophøyet til det høyeste Trin i Verden. Vel er det sandt, at saadanne Exempler forekomme i den Nordiske Historie paa et Par Steder, om man skal troe Historie-Skriverne; men hvad har vi nødig at kiere os derefter, da sligt er disse Tider gandske uvedkommende. Nok, at vi har eyet bestandig, og eyer endnu saa ustraffelige, dydige, ædelmodige, goddædige og gudfrygtige Regentinder i Dannemark, at Udersaatterne ikke uden største Ærbødighed burdte stedse have dem i Hukommelse, og følge deres priisværdige Exempler, som et Mynster, hvor Dyderne har sin Bolig. Og har jeg da saaledes aabenbaret dig mine eenfoldige Tanker, vittige Brodet Abeltoft. Du mærker vel, at jeg ikke er boglærd, men siger min Meening reent ud i uforblommet Stiil. For en Tid vare vi begge mestendeels overeensstemmende i fleste Ting, saavidt jeg kunde fornemme; men siden du kom til Hoved-Staden, er, som jeg slutter mig til, dit Sindelav forandret, ligesom det gaaer med de fleste. Derfore skal du dog ikke glemme at un-

36

dervise din Søster, og især berette, om jeg har taget feyl i at forstaae Forordningens rette Grundvold, enten saa jeg lever i eenlig Stand endnu nogen Tid, eller faaer en Kiæreste, som gid maatte vorde med det første. Jeg forbliver

Din

Slagelse, 15 Jul. 1771.

hulde Søster og Tienerinde

Rebecca Abeltoft.

1

Socratis Aand, tilligemed en Recept, Hvorved enhver ukysk Kone, skal nødes tilrat elske sin egen Mand og ingen anden.

Mahomet n’auroit-il pas emprunté de nons son pas radis voluptueux.

det er:

Mon Mahomet ikke har laant af os sit vellystige Paradiis?

D. 1. B. p. 134.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykk paa Forlæggerens Bekostning.

2
3

Det er unægtelig, at jo Tiden, der er en Kiede af lutter Afvexlinger, viser os mange Scener, hvor vi seer Prøver paa en total Svækkelse og en kiendelig Aftagelse i det Hele.

Naturen, der er med og om os, som den omhyggeligste og kierligste Moder er for lang Tid siden kied af længer at pleye os, siden Kunsten spiller Mester iblant os, og berøver os ved

4

den uskyldigste Omgang og Levemaade. Enhver, der kiender ret den Danske Nation, maa tilfstaae, at vi ere af Naturen dannede til at være et lykkeligt Folk, det er at sige, lykkeligt ved Naturen, uden at laane noget af andre Nationers Kunstgreb. Hvad skal vi slæbe Skummet af andre Nationer hid til os, for at lære at fornærme Naturen? Kan der ikke være os nok, om vi horer efter Naturen, uden at tage Kunsten til Hielp? Hvad nytter vor eget gode Naturel os, naar vi forderver det ved Blanding af alle Naturens Laster? Skal det være en Dyd eller en Last, at være en Abekat, naar man har Raad til at være fornuftig? Eller troer man, at en Lærvillighed af saa uægte et Slags, skal give andre Nationer et got Begreb om vor Smag eller Skiønsomhed? Røber vi ikke langt mere derved vor fordervede Skiønne-Krafts Smaahed, og ytrer os med der, vi burde tie med, Da Følgerne deraf aldrig kan blive os til nogen sand Nytte og andre Nationer til nogen virkelig Fornøyelse.

5

Alt hvad jeg har læst om Socrat, fornøyer mig, jeg leer, og denne Latter fører mig uformærkt til at eftertænke Mandens Karakteer og Sindelag. Det har været arrig og forunderlig-fornøyelig.

Men af alt hvad jeg har læst om Manden, er der intet, der mere kildrer mig, end hans

lærte Ligegyldighed, naar hans Kone tordnet og lynet.

Dette hans kolde Fornuftige, har ført mig og mine Tanker hen paa vore nærværende Mænd og vore nærværende Tider, begge, som syge, begge, som beklagelige, og vil jeg, saavidt mig anstaaer, male det ene med det andet med de Farver, som dertil bør laves.

Jeg nægter ikke, at der var ingen beqvemmere Tid, hvor vore Mænd kunde vise sig Socrater, endnu, da vore Koner har faaet

6

en besynderlig Drift og Lyst til at prøve, hvordan det smager, at bære Buxerne, men vil det ikke engang kræves af vore Mænd, hvorfor de har vrist sig ligegyldige i den allervigtigste Handling, nemlig Mandens og Konens Ære? Dette Spørsmaal giver jeg enhver at besvare, som han lyster; men til Sagen.

Jeg indfinder mig ofte ved de offentlige Lejligheder, for at observere. Jeg spurgte forleden Dag en af vore beste og dydigste Mænd, hvordan det kunde være, at Frækhed i blanc Kiønnet tog saa meget Overhaand? han holdte for, at de mange slette Anledninger, der gives, synes at tage Fruentimmerne med Vold, og de af en besynderlig dansk Artighed ikke vil bære Tittel af Grumme, naar vore Mandfolk vil fiase med dem.

7

Jeg spurgte ham videre, hvorfor vore Mænd kunde være saa føyelige, naar deres Koner gik paa galne Veye, tie stille, og gar give dem penge til der Tøi, hvor udi de beskiæmmer dem.

Han forsikrede mig, at det gik til uden Hexerie, og at ingen Mand giorde dette, udenhan tillige selv havde skeyet eller vildet skeye; thi naar Mand og Kone er eens, har den ene intet at lade den anden høre.

Det kan være sandt, svarte jeg ham, men hvilken Skam vil det ikke blive for Natinnen, at begaae utæmmet Horerie, og skulde det ikke være mueligt, at finde paa et Middel, der kunde hæmme denne almindelige Løsagtighed? Han mente, at man med første vilde sætte dette Spørsmaal ud tillige med en Belønning af Tusind Daler og et got Giftermaal for hvem der kunde best afhandle det: Her er Spørsmaalet: Hvem, som kan opfinde et

8

sikker Middel til at standse gene Koners og Pigers Hore-Lyst, fortiener 1000 Rixdaler øg et got Giftermaal; Belønningen bør Staten besørge da det Almindelige derved faaer nye og lykkelige Kræfter.

Vi seer vore Mænd at forfalde til en lastværdig Ligegyldighed i den vigtige Sag, at vedligeholde deres Koners og Døttres, Sønners og egen Ære; men hvor længe vil I, I Danske Mænd taale den Vanære, at Eders Koner og Døttre og Sønner skal overgive sig uden Skam og Blusel til det skiændige Horerie? Og ere I saa ulykkelig godtroende, at betroe Eder længer til Eders Koners og Døttres Leye-Svende? Og skal de nedrige og fordervede Mandfolk gaae omkring i Byen at rose sig af, at de har gode og fede Conditioner hos Eders Koner, og at I lader, som I ikke veed noget deraf, eller gaaer ud, naar Eders Koners Leyesvende gaaer ind.

9

I vil svare, at naar en Kone og Datter har tabt al Skam, og ere blevne enige om at hore paa Kap med hinanden, da har en Mand ingen Lægedom, der kan kurrere denne Syge; men brave Danske Mænd! er det en Undskyldning for Eder? og bør Eders Misfornøyelse forføre Eder til at drukne Eders Jammer paa Bunden af en Brændeviins-Flaske eller sove Eders Huus-Plager bort i en Dalilæ Arme. See! saasnart man træffer Eder skyldig ved en eller anden af disse Lejligheder, eller ved andre disse Lignende, saa staaer jo den første Satz fast, at I ikke ere saa føyelige imod Eders Koner, uden fordi I enten har skeyet eller vil skeye. I roser af, at I har Socratis Aand, at I ere taalmodige Mænd, at I ikke vil see suurt til Eders Koner og Døttre, fordi de seer mildere til fremmede Mandfolk, end til Eder; men kan dette undskylde Eder, og mener I, at Philosophien, eller den philosophiske Høide bestaaer i, at vise Eder ligegyldige ved at see Eders Koner og Døttre at gaae paa forbudne Veye?

10

Nei aldeles ikke. Hvi tøver I med at vise, at I er Mænd? Lader mandige Gierninger vise andre Nationer, hvem I ere, saa at de skiælve ved, at være lastværdige. Staaer op til Hævn, førend baade Eders Siæle og Legemer ere befængte, og der ikke er nogen Lægedom mere, og anvender alle Kræfter paa at blive uskyldige, førend den guddommelige Vrede bryder ind og iler ned over Eders Huse og giør vore Stæder til Fordærvelsens Stæder og skrækkende Steen-Hobe.

Skal jeg rose en Fader, fordi han med koldt Blod og uden at blive rørt, kan see sit Barn midt i Ulykken? Dømmer Eder selv! kan jeg da rose Eder? Hvorfra skal jeg faae Aarsagen til sligt, da I selv nægter mig den? Gudfrygtige, uskyldige og dydige Mennesker læser allerede en modbydelig nye Frækhed i vore Koners og Døttres Ansigter, siden de har givet sig en nye og uindskrænket Frihed til Ukyskhed. De sukker, mm troe mig! de sukker

11

ikke uden at tænke paa Eder og Eders forunderlige og aldrig roesværdige Taalmodighed. Skal jeg lære Eder Midler til at vise det Offentlige, at I ikke har Deel I Eders Koners og Døttres slette Vandel? Nei; læser Bibelen, saa faaer I at vide, hvad I skal giøre, og vægrer Eder ikke ved, at kiøbe Eder en saa gammel Bog, hvis I ingen har, siden den kan lære Eder at være rene for den rene Guds Øine.

Løsagtighed har taget Overhaand iblant os, og afløst Egennytte, der hidindtil bemestret os; see! denne er Tidens farlige Sygdom! og tænker ikke, at den siger intet! jo den er farligere, end man nogeusinde troer, dens Følger for Staten ere gruelige; jeg vil kuns deraf anføre nogle.

Naar det nu herefter bliver en Mode iblandt os, at sælge os, eller leye os ud til Liderlighed, som man kan sælge en Alen Knip-

12

linger ved Lys, eller leye en Anti-Pamels ud, saa, imens vi lukker vidt vore Dørre op for de vellystige Uteerligheder, slipper de raadneste Laster ind med, og giør vore Huse til Slange-Reder og Hug-Orms Leyer, hvordan vil det saa komme til at see ud med vore Mænd?

De seer Ødelæggelsens Vederstyggelighed overalt i deres Huse; (thi naar de har forsømt at dræbe det Onde i Fødselen, vil det siden blive for sildig at reise sig paa Bagbenene, og heel unyttig at stampe imod Braaden) de vil da, ædte af Nag og fortærede af Græmmelse, tumle fra et til et andet liderlig Huus, naar de, efter at Rusen er udsovet, tænker efter, hvor mange dydige og ædle Skabninger, De kunde have frembragt, hvis de alene havde raadet for deres Koners Legemer.

Saa kommer Staten, og vil fordre brave Sønner og Døttre af vore Mænd, som en Rettighed og Rente af Landets Kierlighed,

13

naar Fienden er for Byen, men da er og forbliver der ingen Skabninger, som kan forsvare Landet; og findes der af en Hændelse en eller anden liderlig og forvoven Fugl, kan han ingen Nytte være til, da han i sine første Aar solgte sin Manddoms Styrke til de uteerlige Ægte-Koner og til Skiøgen.

Den, som bilder sig ind, at Staten formeres med Folk, naar man har fri Adgang til baade gifte Koner og piger og Skiøger, tager mærkelig Feil. Naar saae man deilige og yndige Blomster at groe paa en Steen, der maae tage imod et idelig Tag-Dryp? Naar saae man en Blanding af Metaller at udgiøre et reent Stykke Guld? Mon det er Deglens Skyld, eller dens, som kommer Tingene i Deglen?

Naar saae man en Urte-Potte, tilproppet med mangfoldige Slags Frøe at frembrinen ordentlig Vext. Her er en Recept, som

14

lærer at en Kone alene skal elske sin Mand, og ingen anden.

Tag M. d. L. d. P. s. og p. l.

Vil vore Mænd nu i Fremtiden sige, at de har Socratis Aand, da kan jeg ikke sige andet til deres Berømmelse, end at de har ikke andet at prale med, end en hedensk Aand, men gid alle vore Mænd havde og maatte fremdeles have en christelig Aand.

Et Par Ord

til

Ung-Karlene.

Der er et Ord, som sammenvæver Tusinde Ulykker for Eder; det visler omkring Eders lettroende Hierte, som en Slange omkring sin forgiftige Hule; neppe har Eders Hierte

15

bogstaveret det, førend den lumske Forgift udgydes i Eders Aarer; det er alene 2 Bogstaver, som vil giøre Eders timelige Vee eller Vel; med et Ord at sige, det er det fatale Ord: Ja, der har skildt saa mangen brav Karl ved sin timelige Beroligelse, der har giort saa mangen brav Karl lykkelig.

Det kommer an paa, at et Mandfolk raader over dette Ord, og Ordet ikke over ham; thi den Troldoms Kraft, der ligger skiult i det, kan ikke dæmpes fra den Tid, man er eller har giort sig en Slave deraf. Dydige Mandfolk! gifter Eder, men ikke efter Modens Regler; thi saa faaer I en Skiøge, men om I aldrig vil tillade Eders Fornuft at være med i Spillet, saa tillad den alene paa dette Sted at spille Mester.

Et Par Ord til

Peber-Svendene.

I ulyksalige Narre, som peger Fingre af al

Naturens Orden; I ere lykkeligere, end I no-

16

gensinde veed af; jeg vil dog mælde en Smule om Eders virkelige Lyksalighed:

Ere I kyske, ere I nogle ret lyksalige Kreature; thi da I nu ere ganske uvisse, naar I maatte falde paa at ændre Eders naturlige Feil, og gifte Eder, om en Skiøge eller en reen Pige bliver Eder til Deel, ere I fornuftige og velgiørende imod Eder selv, og artigt! det er imod Eders Vidende, naar I leve og døe Peber-Svende; har I hidindtil giort den ærværdige Ægtestands Orden Tort, saa giør I dog den menneskelige Forsigtighed Ære, ved at leve kyske og ugifte.

1

Et sælsomt og græsseligt Qvinde-Spøgelse, seet og observeret ved adskillige Leiligheder og paa adskillige Steder her i Kiøbenhavn og i nogle Egne her i Nærheden, af nogle philosophiske Skildvagter.

I min Fryd paakom mig Bitterhed.

Biblen.

Sammenskreven

til Skræk og Advarsel for alle, og til Forbedring for nogle af den

politiske Speider.

Kiøbenhavn 1771.

2
3

Salomons Ordsprog 25 Cap. 2-8.

Det er Guds Ære at skiule en Ting; men det er Kongens Ære at randsage en Ting.

Himlens Høihed, Jordens Dybhed og Kongers Hierter ere urandsagelige.

4

Borttag Skummet fra Sølvet, saa faaer Guldsmeden et Kar deraf.

Borttag en Ugudelig fra Kongens Ansigt; saa skal hans Throne stadfæstes med Retfærdighed.

Bryst dig ikke for Kongens Ansigt, og staae ikke i de Mægtiges Sted.

Thi det er bedre, at man siger til dig: Stiig hid op, end at man skal fornedre dig for en Fyrstes Ansigt, saa dine Øine seer derpaa.

Vide Ursins Forklaring over disse Sprog.

5

Taage vige fra eders Øine, og Søvn iile til de rolige Egne, hvor Fred og Hvile kysse hinanden. I flumrende Danske! der er Gløder under eders Leie; eders Hvile vil blive som deres, der midt i et brusende Hav deeler Frygt og Haab imellem Liv og Død.

Tager Speilet frem af Formaals-Tiden! speiler og skuer eder! seer efter, om der nogensinde var dyr Tid paa Hevn og Straf, hvor der var Forraad paa Synd og Uretfærdighed.

Saa sov et Sodoma; men neppe lukte Tryghed et Øie til, før svovlede Flammer fra den vrede Retfærdigheds Heede oplukte det andet; men for sildig hylede du, du Hore-Stad! din Dom var fældet, og dit Helvede begyndte alt at brænde her i Tiden. — Dig nægtet ei det søde Evangelium sin milde Nærværelse, men du traadde det guddommelige Ord med Fødder, da Forstokkelse belagte dit Hierte med et Kobber Pantser,

6

og Sikkerhed bandt for dine Øine, at du ei skulde see, og stoppet dine Øren, at du ei skulde høre. — Du var en stor! — Ja Du var en stor Hore! ulyksalige Stad; men vi! — men vor Stad! — er den bedre? ere vi reenere? -— Nei! vi skidne Sodomiter! vi opammer de heedeste Ildsluer fra Hævnens oprørte Svælg. Vi, ja vi vil forsøge, hvor heed et Helvede kan blive. — Nu iler Plager til vore Egne! nu nærmer den vrede Almagt sig til vore Stads Porte. — Jeg seer hende! ja, jeg seer hende, det fæle Spøgelse: det er Løsagtighed! denne Jordens gamle Hore; hendes Gang er snedig, hendes Vink trædske, hendes Øine funkler, hun favner i Fleng den Fremmede og den Indfødte, og den unge Karl og Ægtemanden, og Broderen og Blodsforvanten; den Gamle vil hun forsøge, og den Unge vil hun forføre, hun fanger dem begge; ja det er hende! jeg vil fortælle eder, I mine kiere Landsmand! al vores fælles Ulykke; al vores fælles Ulykke, den er farlig; men at kiende sin Sygdom, er Veien til Helbredelse. — Vaager og beder!

7

Fem af vore philosophiske Skildvagter, der lenge har luret paa Dannemarks Vel, og hverken sparet sig for vaagne Nætter eller idelige Møier, vare de første der opdagede og fik fat paa det farlige Qvinde-Spøgelse Løsagtighed.

En Dag, da de vare uden for Byen, ei for at æde og drikke deres egen og andres Velfært op, men for at observere deres Landsmænds galne Foretagender, saae de en feed og spekket dansk Dame, at spadsere i en Dal, nær ved dem; paa hendes matte Fied mærkede de, at det var den danske

8

Ladhed, der i langvarige Fredstider var kommen til en uendelig stor Førlighed; vore 5 Skildvagter ere af det Slags Folk, der ved alle Leiligheder stiæler, ikke Folkes Ære eller Næringsmidler, men Lærdomme, baade af Folkes Dyder og Laster, (saasom dette Tyverie opbygger Mennesket, og ved alle Leiligheder erindrer det om sine Pligter, er det ingen Mode iblant os at bestiele Folk paa denne Maade.) De nærmede sig til hende, og gave sig i Snak med hende, de spurgte hende om Aarsagen til hendes forunderlige store Velmagt, hvorledes hun kunde være saa feed. og fornøiet, da de Danske saae ud i Almindelighed som Been-Rader. Her begyudte hun at fortælle os først Aarsagen til hendes egen Velmagt, og siden Aarsagen til de Danskes svækkede og udtærede Legemer. Her ere Hendes egne Ord:

" Man har saa længe havt den ulyksalige

Fordom, at naar et Land har Fred og rolige Dage, da er Landet lyksalig. O! mavre Lyksalighed! hvor har du narret de eenfoldige Danske! et Land, som

den Almægtige har velsignet med en lang-

9

varig Fred, er virkelig lyksalig, i Henseende til Freden selv, dette kan en Tosse begribe, men naar et Land nu misbruger denne Fred, eller bruger denne Fred som et Middel til at udøve utæmmet alle liderlige Gierninger, saa følger jo nødvendig deraf, at de bæstiske og kieldringagtige Handlinger indsniger sig i et Land, først Ladhed, siden Vellyst, Løsagtighed, Uteerlighed, Fritænkerie, Sværmerie, Fylderie, Drukkenskab, kiæk og fræk Horerie, Bagtalelse, Mord imellem Mand og Kone, Kiv og Nag imellem Broder og Søster, Forræderie imellem Ven og Frende,

og hele Klynger og Knipper af Bolere og Horer. Lad Dannemark komme frem og sige: at den har brugt den lang varige velsignede Fred, ” (hvilken Fred

vi vil og bør ansee som en Følge af den

Almægtiges overordentlige Kierlighed og Naade over Dannemark, og langt fra ikke som en Virkning af vore politiske Geisters elendige Klygtighed,) ” til at blive nogle ret velsignede og dydige Borgere! nei, det

kan det ikke; thi de Danskes Gierninger

vidne imod dem. See! da de Danske

10

nu slog sig til Rolighed og Tryghed, saa giorde jeg intet andet end spiste og drak og sov, det lærte jeg af de sikkre Danske. Og dette er Aarsagen til min Førlighed og Velmagt."

"Nu kommer vi til Aarsagen til de Danskes svækkede og udtærede Legemer?

Et Spøgelse blev indført her i Riget, kaldet Løsagtighed. For de Eenfoldiges Skyld var Ondskaben saa forsigtig, at den strax giemte og indsluttede dette Gespænst i en Dukate forgyldt Æske, og lod det slippe ud deraf midt i Byen den 1ste Juni 1770, men dette Spøgelse blev ikke synlig førend i Aaret 1771; thi tilforn havde Undersaatterne morret sig med et Uhyre, indført iblant os fra Fremmede, kaldet lumsk Horerie, ɔ: Horerie under Rosen." —

(Hos de gamle Christne tæmmede de borgergerlige Love Fritænkerie og Liderlighed ved adskillige Straffe, og ved Belønninger for dem, som forøgede Borgernes Tal ved Nytten af lovlige Giftermaale *). Man maa

11

gifte sig eller afholde sig **). "Dette samme

Qvinde-Spøgelse gik omkring i Riget, snart hos de saa kaldede Store, snart hos den gemeene Mand."

I den Tid det var usynlig, blæste det paa alle og i alle en Satans Forgift, kaldet Lyst til at hore. Drift til at bole.

Man var vant til at hore, siden man havde havt Omgang med Uhyret: Lumsk Horerie, saa at denne Spøgelsets Forglft blev indslurket med søde Munde af mange, og saasnart denne Forgift var fordøiet, mærkede man en Paroxysmus hos Folk; de falt baglænds om paa Ryggen, og arbeidede i Raserie af alle Kræfter, paa at skille Staten ved Folk. Saa fik Qvinde-Spøgelset: Løsagtighed, Raade-Rum, og en gandske artig Tilladelse, til at have en utilladelig Omgang med Landets Døttre og Sønner, og Koner og Mænd, og de saa kaldede

*) Tac. An. 3. v. tit. cod. de Infir. Pæn. Cælib. v.

Baron. An. 57. N. 44.

**) C. A. Strom. pag. 459. D.

12

Fruer og Herrer, som Staten desværre vrimler af, der aarlig skiller den ved sin væsentlige Nytte.

Overalt hvor man seer hende, seer man Hende med Forordningen i Haanden af 13. Juni 1771, tillige med hendes skidne Tieneste-Pige: Liderlighed, bærende en heel Riis Papiir, hvorpaa Løsagtighed skriver alle sine vellystige Betænkninger og geile Noter. Naar denne sorte Satans Rolle er skreven færdig, faaer enhver Bolere og Hore en kort forfattet Afskrift deraf, som skal være dem til Trøst og Lindring, naar de ere blevne kied af, eller kan ikke længere hore.

Enhver som Spøgelset passerer forbie, kan vilde naar det er nær ved dem, paa en liderlig Stank af forbrændte Forordninger, trykte paa graat Papiir, og Skamskrifter, aftrykkede paa en Slags hvid og stinkende Hud, man treffer i alle Huse.

Vore Ægtemænd og vore Koner, vore Jomfruer og vore Ungkarle, vore Tienere

13

og Tjenestepiger, faaer en Instrux af Qvinde-Spøgelset: løsagtighed, fra den Dag de bliver indskrevne i Bolernes eller Horernes Klasse; den er af følgende Indhold:

"Jeg mægtige Hjerternes Dronning, af gammel Byrd og Stamme, nedstammende directe og i lige Linie fra den mægtigste Fyrste Beelsebub; giør vitterlig, at siden det menneskelige Kiøn i en Tid af mange Aar har viist en overordentlig Føielighed i at lystre mig, men alt dette i en idelig Forvirring og Uorden, saa er nu min faste Villie, som jeg tillige hermed befaler alle og enhver, som fra Dato af indtil Tidens Død, maatte vilde vise sig en troe Slave eller Slavinde af mig, eller være iblant dem der kiender og lyder mine Love, at benytte sig idelig af den Sovedrik, jeg gratis og uden Betaling lader Uddeele ved min Tienestepige: Liderlighed, til alle mine troe

Undersaatter og Undersaatinder, for nogenlunde at dæmpe uden svække Fiende, Sam- vittighed, der hindrer mine Folk fra den

14

behørig Lydighed i mine Love, og for herefter at see mine Underdanere i en ordentlig Lydighed, følger hermed min Instruxes Regler:

1.

Alle og enhver, som har Lyst at sværge under min Fahne, skal aflevere mig sin Eftertanke, som igien skal blive ham leveret ved Dagenes Ende, og i de Aar han igien kan behøve Bruget af den.

2.

Af gifte Koner fordrer jeg den stadige Lydighed imod mig, ei at Viise sig Slavinder af deres tossede og gode Mænd; enten ved at gaae i Seng til rette Tid, det er at sige, tilig, eller ved at tage dem med, som unyttige og besværlige Hængetræe, eller giøre dem deelagtige i et Æres Stevnemaal eller tillade dem nogen Tid at udfritte, hvad det end være kunde, da man saa lettelig i sin billige Nidkærhed kunde sige det man siden kom til at fortryde, eller

15

unde dem den skidne Fornøielse, at være tilstæde med paa Stevnemaal.

3.

Med unge Piger der endnu ere uerfarne og Lærlinge, vil Vi endnu være mindre streng, de skal i det første Aar de bliver indviede i min Tieneste, alleneste see til og tie; andet Aar efter bør de tage Haand i med Gierningen, for ikke at ansees for dovne og koldsindige, og tredie Aar efter, vil de være duelige Fruentimmer i min Stat; Belønningen veed de selv, enhver Pige fødes med den. Om det skulde treffe ind, at 35 Kierester, som enhver Pige nu har, skulde møde af en Hændelse paa Stevnemaal med Pigen, da bør hun vise mig sin Lydighed, og lade Naturen gaae over Optugtelsen, som et artigt og velarter Pige-Barn. —

4.

Enhver Ægtemand der vil have Ord og Tittel af galant, maa ikke see suurt ved,

16

at taale de Omkostninger, hans Kone imellem Aar og Dag kan koste ham.

5.

Alle Forældre, der vil fortiene Navn af Folk, der veed at leve, bør tie og smile, som velartede Forældre, naar Naturen Husker deres Døttre paa, hvorfor de ere komne i Verden, nemlig, ikke for at vansmægte inden for de kolde Kloster-Muure; men for at voxe og formeeres.

Alle Skildvagter, det være sig gamle erfarne Matroner og Damer, eller unge durkdrevne Nympher og Piger, eller haandfaste udlærte Karle, eller og smaae vittige Børn, bør betales vel for deres havte Møie ved at staae trolig paa Udkik, enten for at spare en vakker ung beleven Kone for hendes Mands knurrende Formaninger, eller for at skiule en venlig og frugtbringende Pige fra hvasse Forældres brumlende Kommentarier, eller for at skaane en Mand og en

17

Søn, der kappes om, hvem der snarest og best kan vise sin Artighed imod gesvindte Koner og Piger, og en Kone og en Datter, hvem der snarest og best kan giøre Livet behagelig for elskværdige vakkre Mænd og Karle, imod Suurseen og al Slags Misfornøjelse.

Da jeg nu har funden for got, at opholde mig nogle Aar her i Riget, saasom jeg finder Folket at være heel villige, og vise en blind Lydagtighed imod mine Love, skal jeg til en evig Ihukommelse lade oprette en Ærestøtte for denne Nation, paa Gnidus, hvorhen enhver Ægtekone og Jomfrue, enhver Ægtemand og Ungkarl skal absolut gaae Pillegrimsgang, engang i det allermindste i deres Liv, til en Belønning for de saa nøie have iagttaget min Instrux og Befalning; derimod skal alle egensindige knurrevorne Pebersvene trolig og nøie opvarte ved alle disse aarlige Offer-Dage, og det under Straf af min høiste Unaade. Og skal man aarlig til Ære

18

for Gudinden Venus, slagte og opbrænde 3 Par unge Turtelduer, 5 Par Svaner og nogle feede Svine Hierter. Hvilket jeg Hermed ved min Stammefader Beelsebubs Anseelse forkynder og befaler mine troe Undersaattere af begge Kiøn.

Skrevet paa Skiødet af Ladhed, min Fortrolige den 1ste Augusti 1771.

Løsagtighed.

1

Et Speil

at bruge udi sine ledige Timer, hvorudi man nogenledes kan faae at see hvordan man seer ud i vore nuværende Tider.

See og Husk!

2
3

Hvo som er viis, høre til, og forbedre sig i Lærdom, og hvo som er forstandig bekomme gode Raad.

Frie dig som en Raae af Jægerens Haand, og som en Fugl af Fuglefængerens Haand.

Frie dig fra en fremmet Qvinde, fra en Ubekiendt, som giør sine Ord slette.

Thi hun har forladt sin Ungdoms Herre, og forglemt sin Guds Pagt.

4

22 Thi hendes Huus nedbøier til Døden, og hendes Veie til Dødninger.

Alle de som gaae ind til hende, skal ikke komme tilbage, og ikke naae til Livets Stier. —

Nu er det Tid at vandre paa de Godes Veie, og betræde de Retfærdiges Stier.

Thi de Oprigtige skal boe i Landet, og de Fuldkomne blive tilovers derudi.

Men de Ugudelige skal udrydes af Landet, og de Troeløse udslettes deraf.

Et ont Menneske, en uretfærdig Mand han gaaer med en vanartig Mund.

Han blinker med sine Øine, tegner med sine Fødder, viser med sine Fingre.

Der ere forvendte Ting i hans Hierte, han optænker altid Ondt, han kommer Trette afsted.

5

23

Derfor skal hans Ulykke hastelig komme, han skal snart sønderbrydes, at der skal ingen Lægedom være.

Disse sex Stykker hader Herren, og det syvende er ham en Vederstyggelighed:

Hovmodige Øine, en falsk Tunge, og Hænder som udgyde den Uskyldiges Blod, et Hierte som optænker uretfærdige Tanker, Fødder som haste at løbe til det Onde, et falsk Vidne som taler Løgn, og den som kommer Trette afstæd imellem Brødre.

Bevar dig fra en ond Qvinde, fra en fremmed Tunges Slethed.

Begier ikke hendes Deilighed i dit Hierte, og lad Hende ikke betage dig med hendes Øine.

Thi for en Hore-Qvindes Skyld nødes en til at tigge et Stykke Brød, og en Mands Hustrue jager den dyrebare Siel *).

*) Varer eder, I Uteerlige! for Opfyldelsen af denne sandfærdige Prophetie.

6

24

Mon nogen kan gaae paa Gløder, at hans Fødder skulle ikke brændes?

Saa gaaer det ham, som gaaer ind til sin Næstes Hustrue; ingen bliver ustraffet som rører ved hende.

Men den, som bedriver Hor med en Qvinde, ham fattes Forstand; den som vil fordærve sin Siel, han, han maa giøre

det.

Han skal finde Plage og Skam, og hans Skiendsel skal ikke udslettes.

Thi M. Vrede er en Nidkierhed, og han skal ikke spare paa Hævnens Dag.

Han skal ikke tage nogen Forsoning derfor, og ikke samtykke det, om du vilde end give megen Skienk.

Jeg saae iblant de Vanvittige, jeg blev vaer iblant Sønnerne en ung Karl, som fattedes Forstand

7

25 Som gik forbie paa Gaden hos Horens Hierne, og gik frem paa Veien hos hendes Huus.

I Tusmørket om Aftenen paa Dagen der Natten var sort, og det var mørk *).

Og see, en Qvinde mødte ham i hore-Smykke og lystig i Sind.

Hun er vild og gienstridig, hendes Fødder kunde ikke blive i hendes Huus.

Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne, og lurer ved alle hiørner.

Og hun tog fat paa ham, og kyste ham, hun forhærdede sit Ansigt, og sagde til ham:

Jeg har Tak-offer at giøre, i Dag haver jeg betalt mine Løfter.

*) I Rosenborg-Hauge seer det og undertiden sort

ud for en Pige. E. D. H

8

26

Derfor gik jeg ud at møde dig, at søge aarle dit Ansigt, og jeg haver fundet dig.

Jeg har prydet mit Leie med Tapeter, med udhugget Arbeide med kosteligt Linnet fra Cambrai.

Jeg har overstænkt min Seng og min Krop med lugtende Vande.

Kom! lad os bole nok til i Morgen! lad os fryde os i megen Kierlighed!

Thi Manden er ikke i sit Huus. —

Hun bøiede ham med sin megen søde Tale, tilskyndte ham med sine smigrende Læber.

Han gik hastelig efter hende, ligesom en ore kommer til Slagterbænken, og ligesom Bolt, der tugter en Daare.

Indtil en Piil sønderskier hane Lever, ligesom en Fugl skynder sig til en Snare, og veed ikke, at det gielder hans Liv.

9

27

Jeg Visdom, jeg boer hos Vittighed, og finder paa forstandige Tanker.

Ved mig regierer Konger, og Fyrster bestikke Retfærdighed.

Naar der er en Regent, som agter paa løgns Ord, da blive alle hans Tienere ugudelige.

En Konge, som dømmer de Fattige trolig, hans Throne skal stadfæstes evindelig.

Naar Ugudelige blive mange, bliver Overtrædelse megen, men Retfærdige skal see paa deres Fald.

Naar der er ikke Spaadom, bliver et Folk blottet, men den som bevarer Loven, han er salig.

Hvor der straffer et Menneske, skal derefter finde Gunst mere, end den der smigrer med Tungen.

10

28

Helvede og Fordærvelsen er aabenbar for Herren; meget mere menneskens Børns

Hjerter.

Kongens Velbehagelighed er til en klog Tiener, men hans Grumhed er over den som beskiemmer.

Min Sen! hvorfor vil du forlyste dig med en Fremmet, og omfavne en Ubekiendtes Barm.

Drik Vand af din egen Grøft.

Naar du begynder at forandre din moralske frihed til en christelig Trældom, da bereed dig ti! at være Verdens Vidunder; overvinder du hendes Bespottelse, saa skal du have dobbelt Ære; bliver du overvunden, da dobbelt Skam. Han er ikke en god Hosbonde værdig, som skammer sig ved et slet Liberie.

Lad dine Forkastninger blive dine Bestillingers Timer, at du ikke bliver til dine Forlystningers Træl; naar du gaaer op paa Bierge, lad dine Tienere blive igien i Dalen, naar

11

29 du indgaaer i Staden, lad ham blive igien i Forstaden, og erindre dig, at Tieneren ikke maa være større end hans Hosbonde.

Falder Saltkarret om, eller en Hare løber tvert over Veien, eller Faarkyllinger synge, bekymre dig intet derover, de spaae ingen Ulykke, uden det du frygter; han er ilde med sig selv bekiendt, som veed ikke sin egen Lykke bedre end de; følger der noget ubetydeligt derefter, saa er det din Vrangtroes Straf, og ei deres Spaadoms Efterkommelse. Alting er dig lykkelig nok, om du selv vilde, og, og er der ingen Ting, uden den jo spaaer den Vrangtroende ilde.

Forhold dig saaledes i dit Lives Løb, som udi et Banqvet! tag med tugtig Taknemmelighed hvad dig foresettes, og forvent med Taknemmelighed hvad ikke er endnu fremsat. Lad ikke din uhøflige Appetit tvinge dig, eller Skiøgen færre dit Sind af Lave, ei heller bedrøves af egensindig Unøisomhed. Han, der begier mere, end nok, haver for meget, (en Kone er nok,) og han som lader sig nøie med lidet, har ikke mindre

12

30

bre end nok. (Fornøie dig altsaa aldrig med Skiøgen, thi det er meget for meget.

Vil du være kydsk udi Ægtestand, hold dig selv kydsk, førend du gifter dig.

Den som utilbørligen haver kient Vellyst, vil neppe holdes fra utilbørlig Vellyst.

En Qvinde blev skabt for en Mand. Han som gaaer uden for Friheds Grændsen, kommer strax ind i Trældommens Lande-Mærker, hvor en er nok, (nemlig en Mand og en Kone,) to er for mange, (nemlig Konen og Skiøgen, tilligemed Manden,) og tre ere for faa, (nemlig det liderlige Mandfolk eller Fruentimmer, faaer et af dem først Lyst og Smag paa Forandring af Skabninger, kan de ikke mættes i deres geile Graadighed med to, men der maa mange flere til.)

Stir ikke for meget paa Deilighed, at den ikke sviger dig, ei heller for længe, at den ikke forblinder dig, ei heller for nær, at den ikke brænder dig. Behager den dig,

13

31 bedrager den dig; elsker du den, forvirrer den dig, begierer du den, fordærver den dig; medfølger den Dyd, er den et Hiertes Paradis, holder Udyd sig dertil, er den Sielens Skiers-Ild, den er den Viises St. Hans Nattes Ild, og Daarernes Pottemager-Ovne.

Følg ikke Mængden i Syndens Onde, med mindre du vil være deelagtig med Mængden i Straffens Onde. Syndernes Tal formindsker ikke Syndens Daarlighed, (ikke 10000 Horer kaa bede Sielen ud og løs fra Helvedes Ild, var det end de Fornemste i Verden.) Vredens Mangfoldighed formerer Ildens Grusomhed.

Giør gok, imedens du kan, at du ikke skal giøre ilde, naar du ikke vilde; han som forsømmer en god magtes Leilighed, mister en god Villies Nytte.

Udi Ondskabs Bedrift frygt ikke for nogen saa meget som for dig selv; en anden er kuns et Vidne, du selv er tusinde. En anden kan du forekomme, men

14

ikke dig selv. Ondskab er altid sin egen Straf.

Gid den evige Forsyn maa faae Lov til at oplyse os og befæste os ved sin naade! gid den faae Frihed til at vise os Veien til Hellighed! og vi faae Mod til at vandre paa den.

Bind alle disse Tanker om din Hals, og skriv dem dybt ind i dit Hiertes In- derste.

1

Jens Pedersens alvorlige Betænkninger da han kiørte forbi Hirschholms Have. Tilligemed Hans Klage - Brev over Vore nærværende tider.

Nu da min Dog! saa reis da ud, siden du har Lyst Dertil. —— I Førstninge dit man tage vel imod dig, siden du seer noget ung ud; denæst uaar enhver saa har læst dig, tumlet og siasket Sig, saa vil man kaste dig i en Krog, hvor Ormene vil fortære dig, Uden at du derover nogensinde tør klage.

Horat. Epistl. I B. 20 Ep.

Kiøbenhavn, 1771

2
3

Nu er jeg en Mand paa nogle og Tresindstyve Aar, men aldrig var jeg før Auder (er det ikke saa ver hedder?) Vor Skolemester, der er en boglært Mand, har forsikret mig paa, at Skrive-Frieheden strækker sig endog til Bonden paa Landet, som man kan see paa Bondens Tanker til Peder Nielsen i Wangede *)

Men an Praapaa om Skrive-Friheden, der er nok intet, der bliver mere misbrugt i

*) Læs i Magesenet No. 79 og 80.

4

vore Tider, end det samme, saa at det er gandske got, om det blev indskrænket noget, at ikke enhver skulde fremlægge sit onde Hierte, der pirrer af bare ondskab og titter ud Med de gamle forliggende Tanker.

Skrev de endda alle, som Rasmus Torkildsen, saa gik det endda an; han har sagt Sanden, men de andre Skribenter veed knap hvad de skriver selv; de ere bleven saa vrede fordi de ere blevne afsatte, Men de have glæmt, at efterforske, om de ikke ogsaa fortiente, at miste der Brød, siden de brugte der Pen paa tide, og skrev et X for et U, og stak saa meget i Lommen, som Staten kunde havt Got av. Men det vil jeg intet skrive saa meget om; thi det forstaaer jeg inte saa got, men nu vil jeg kuns skrive hvad jeg tænkte forleden Dag, da jeg kiørte forbi Hirsholm, den store Gaard, hvor Kongen og Dronningen boer.

Da jeg nu kiørte her forbi, hørte jeg, at ed sagde, at Kongen og Dronningen var der oppe, jeg veed nok hvad jeg tænkte: (Hærre GUD! tænkte jeg, maa nu Kongen ikke længer være i Kivenhavn; hvad har han nødigat kiere sig om, at de kives der.)

5

Hvad kan han giøre ved, at de snakker og kives saa meget i Kivenhavn; han kan vel stoppe Munden paa dem med Forordninger; wen at de kives, kan han intet giøre ved.

Nu siger de i Kivenhavn, at Kongen vil inte regiere og dominere selv længere, men han har bedt en stor fremmet Mand om, at han vild dominere.

Kan Kongen ikke giøtr hvad han vil? har han nødig at bede Undersaatterne, om en anden maee regiere, som naar jeg beer Lars Pedersen, at han vil kiøre for mig? Nei, skal Kongen bede sig Forlov, var der jo ingen Forskiel paa ham ag vi andre?

Hvor kan I være saa dumme, og kives herover? Kan I inte tænke saa meget eller saa got om ihr Konge. at han inte lod en fremmet Mand regiere, hvis han, inte hadde sine Reisoner, aa fordi I inte kan forstaae disse Neisoner, saa tænker I straxen, at det er galt, aa at Kongen giør jer Uretten; hillemænd! tænker dog inte saa uhumsk om ihr Konge; han har nok seet forud, at den fremmed Mand kan regiere, ellers hadde han inte givet ham Sviven

6

i Haanden; det veed jeg, aa hor kan jeg vide det, aa I andre inse; det er noget forunderlig.

Men jeg skal dog seye jer noget Mærkvære. Anne Peer Niel har en Broer, som giør Opvartning i Kongens Stal; han veed møyet, aa han seyer møyet; jeg kan faae at vide af Anne, alt hvad Nyt, der skeer, aa det skriver han hende til; veed I det nou; see saadin faaer jeg møyet aa vide, som ante itte veed, derfor vil jeg aase skrive nou, ligesom Rasmus Tor-Vilvsen og andre skriventere.

Men nu vil vi bramme nouet meer om Kongen. Annes Brouer har skrevet, at nou skal Ængstre-Skatten ophæves, men vi faaer en anden Skat igien, dog, Gud skee Lov! den naaer itte til vos; de stakkels Frouentimmers vil komme til at penitere derover.

De skal gie 10 Sk. hver Øie af der Top (det er 3 Mark om Maanen, om jeg reyner ræet; thi hende Brouer har aase skreven, at vore 10 Skillinger stal itte længer lyve os 2 Sk. fra, mæng at de skal gaae for 12 Sk., som der staaer paa dem.)

Kongen hadde aase nok været saa naadig, aa holdt os fri fra Ængstre- Skatten,

7

hadde der været nouven for længe siden, aa stilt ham et faare, men saadan naauet har de gode Herrer ingen Stunde til; de ska spasevre, de skal paa Javt, de ska spille Kaaert, aa et Zetra; der er saa møyet de ska giøre, hor kan de faa saa Stunde til at tænge paa den arme Bonde, ney mæn ka de itte.

Gud skee Lov vi Bøner bliver fri for denne 3 Marks Skat; thi saa fik de stovre ræet Mavt over vos, aa kalde vos vist nov 3 Marks Mænd.

Nou feyer de meer, at Dronningen er møyet munter og flink igien, aa at hun vil ha Masskerae i den store Have ved Frirsbær; aa de feyer, a de ska være for alle aa envær.

Jeg har favt ti Kisten, min Kone, aa ti min Daatter Berte, a vi vil derin; saa ska jeg min Saen feye min naae Konge saa møyet, der ka være nytte aa goet for hans kære Uersaader.

Nu ska jæ samle samen alt hvad jeg ka faa aa vide hos Anne, aa heyes Brouer, aa saa ska jæ sæiet lie tie Kongen (sku nou novet a et være Løvn, saa ve jæ dov, a Kongen pardonner mæj; thi jæ boer saa lang fraa Kiøbstaen, a ijen de, man fortæller, kommer ti

8

mæt, kart savte blie ti Løgn nauet aet, aa naar jæ ska feye men Jarlens Saen, sna troues jæ knap, a Konge seyer sine Stalkale, hordan han vi regere aa dominere mæ vos. Hor ska Kalin saa al de aa vie? Han staar jo kuns han Hæsterumhen; hva den feyer ham, ka han behulle for s y siæl, aa tie mæ. Saaen trovr jæ, at r e faaer de mest aa vie, haa tie snagker aam i Kivenhaen)

Nou vil jæ bee vor hære om, a Folk maa holle aap mæ aa jætte saa møyet oent om vor naae konge. De snakker saa møyet om ham, Gu bevaes! de ær dov nouet forskækele. Jæ ve men saen itte, hor de tør seye saa møyet. Ma sku snar trov, ar de staar paa Luur ved Magestæens Dør, aa hør al hva han feyer ti sie Hovfolk. Snar feyer de, ha vil sætte den a, snar den, snar en aen; haa de itte ær gael, saa gør, deet, Gubære! haa ska vi stakkels Bønner seye? Vi ka saa nok, aa bramme om, ka jæ trov, mæn vi tier stel, aa bær vor Raars, saa lænne vi ka, naar vi itte ka meer, saa æret ties naag a snagge mæ.

Gu jælbe vos aa Kongen mæ, saa gaaret Lanndet val aa vos val. Nou seer

9

I Menne Tanker, Børn! Gi Kongen maatte faa dæm i Hæne, aa læse Dem; saa blæv jæ mæn høyavte a mænne Nabover, naar de fik a høre, a mænne Tanker var kommen ti aa legge i Kongens Laame.

10

Met

Klave-Bræv

over

vore nærværene Tier.

De uorendlige Tier, der er iblant vos, maa nok lære vos a tænke.

Vi Bønner vi var saa dum som Fæ i faarie Tier, nou ka vi snagge aa skrive møyet gaaet.

Di feyer, a vore Tanker ær saa goe, a di store læser dam; tænk nou engan, Bøen, holledan de vil gaa ti heræter. Vem ve, aam igge de var bære, a Bunen skrev, aa de aner lo vær, saa blæv der ikke ssræven saa møyet aand, som dær gør

Vor Nø aa Jamer lær vos nou a tænke

ganske fiint.

11

Naar jæ ræet betænger Danemargs Elænde, saa gruer jæ aa alle mine. Dæj dyre Ti, der nou ær blan vos, kyse vos lie ænti Jartet. Haa ska vi seye? vor Hære maa dov blive vre engang paa vos, vi har saa leje slaaet bav aap; nov falleret ham ti, nov begyer han a slaa ti.

Dei store Uguelihe, der regierer blan vos, opmunrer ham ti aa lægge vos Bisle i Næsen. Vi ær jo blæven naavet lierli Paek! haa tænker val anre Nasoner om vos? haa mener I val de sæyer?

Nouv ve jo den ene mæ den aen, a der ska ingen Straf være faar Hurer aa slæmme lose Qvæjer; de ær jamerli aa seer farle ud.

Tifaarn da en Pæje sku falle paa Knæ, aa sidde ti Spaat i Kursdøren faar Præesten, da frøytet enhvær Pæje faar a blive tyk, mæ nov! nov læjer de uen Frøyt.

Jey tør feye, ja væm ve, om jep igge tør bane paa, at i disse Tier, vi har avet Kom ind, er der nok lie saa manne Bøen gior, som der ær avet Læs Korn ind; de ær dov Syn aa Skam; mæn de fæyer, a Kaangen vi ha manne Folk i sie Rie, mæ vi han tæje imo saadane Hureunger, saa ka han mæn Saen faa naak; mæ hor ska de faa Brø fraa?

De ka jey mæn Tro ikke see: ska nov faaen skaens Pak gaa omkrin i Lannet aa tegge, da vil de see gaat u for vos, vi arme Stak-

12

kale vil vi gi dam novet, de har vi inte Raa ti, aa giir vi dam itte, saa vil de vist nok stæle fraa vos de lille vi har. Aa! Vi Stakale! hor ska vi saa hæn!

Æter meen tovle Forstan saa nieen jey, a de var bæst føst a skaffe lan aa Rier bra Føevare, saa varet tisnok sien, aa skaffe noen ti aa æet aap.

Her er kuns lovle liet Føe blant Folk, naar der nov kaam manne fleer, saa frøyter jey for, at den ene kaam ti aa æe den aen aap. Heya! de gyser i mey. Jey høvser paa de por Præest engang fortælde, a der var ed Laan, hor der vaar norre slæme Folk, der aad Mejeskær. Sku nov den Ti kaame blan vos, a den, ene ska æe den aen aap, da ville vist naak Herremanen førstens æe Bønerne aap, aa var de ikke jamerlig, a begraves i Herremanens Mave istæen for i Kirgegaarden! aa saa blæv vi, som blev tiløvers saa vree, a vi aad Præsterne aap, fordi de ikke hadde straffet Sønnere, for der skamele Hanteerin.

Hadde dær enda væet bra møyle Koen i Aar, saa ku vi ha taalt, a finne fleer Bosel-Stover æe Loer aa laer; mæ de seer Gusjamele ud de fleste Stæer.

Den stærke Ræen, de har væet, har fordært de meste, aa va vi har faat ænavet, er halforvært; haa lænker I nov paa, a skaffe

13

Lannet fleer Folk; æer ve vos stakkels Bønner aap, vam ska saa pløye, saa og høste Jorer?

De ka værken Froverne aa Peyerne mæ de store Haar aa de høye taape giøre, igge hæler de brovede Hærer mæ de møyle Gul paa.

Istæen for faa manne gale Paafuen, vaar de ikke da beyre, a unge Folk lærte, a pløye, saa aa høste, saa kue de i Nøesfal, naar der vaar ingen fleer Bønder, eller naar de vare opætte, pløye, saae og høste der ejne Jorer, aa æe der ejene Hæjers Jærninger; de var mæn Saen beyre, æn a spasere aa flankere.

De er val Saen, a der ær manne køne Anaarniger i Kivenhavn; mæ haa ka de jælbe, a norre ka tejne, norre reine, anre dainse.

Ska de være saa, a desse Kale ska teine Folk a, naar de ær hal døe, a Sult, da vaet beyre, at de da ku jøre saa møyle, a de kue opholle disse Elende.

Haa ka de jælpe, a disse Kale ka tælle over, hor manne der ær døde ved der Forsømmelse, der sku see Laen aa Rier ti Bæste? Aa haa ka de jæipe, a disse Kale ka dainse, aa hulle Livæit øver disse Stakale, der døde a lutter Jamer aa Drøvelse?

14

Nou hør vi Stri aa Røyte om Stri; herpaa seer vi tyle nok, a de ær mo de siste Tier. Norre seyer, a vi snar faar Kri med alle de kristelie Mavter. (Bade kristelie Mavter eyenlig ær, ve jeg endnu itte, mæ jey ska spøre Skulemeisteren aam dette aa mere, mæ jey tænger, a de ska være Tørgen aa hans Anhang; thi jey trouer, a Tørgene ær mere barmjarte, æn de kristne.)

Anre spaar, a vi snar faar Pæst*). Jæ ka itte vie, hor Folk saa tyle ka faa a vie, va Gu i Himmelen har tængt over vos aa Riet.

Ja va ska vi da see: Hære Gu! saa faar vi da ænden Dø eller Bro, aa saa ka de itte plave vos meer her i Varen.

Vi har ku lien Aarsave, a ønske aa Live, sien dæin ene mæ den een jor haa de ka, for a jore vos kæv a Lived.

De ær dov benre a døe a Pæst, æn a blie ædt aap.

*) Æret Saen haa Folk feyer, da æret node Forstrægele. De feyer, a Veiterne har seet saa manne Liskarer paa Slaasplasen. Ja Gu jælbe vos.

15

Jæ trovr, a Gu ær blæven vræ paa vos, for de a de manne kønne Helle-Dave staar ubrovbare i Almenagen.

Kisten aa jey græer vær gang vi seer i Almenagen, naar Maanen ær ue, a vi ska betale den haare Skat, thi saa seer vi aa høvser paa De goe Hælle-Dave, a di ær borde.

Mæ haa ka de ha skaed, a vi hadde frøytet Gu norre Dave fleer, aa dov tøyte man, a der var for manne Hælle-Dave. Norre meen, a de var for a faa norre flere Dave, aa plave Bunen i; ku val være; haa jør man igge, for a plave vos! mæ vaar Faarsvar ær i Himelen. Vor Mavt ær saam Høet, seyer Apostlen Job. Vi ka itte jøre aer, æn suke i vaar Jarte ti Gu, a han vi forbarme sey over vos, aa itte tuvte vos i hans Bree; thi Da ka vi itte bestaa for ham, mæ skamme vvs.

Nou vil jey ti Sluetnin ønske, a, vis der skeer norre fleere nye Foranringer, de da maa skee ti Hærens Ære, aa a vi arme Daenske

16

Folk maa faa Daenske Ti a regeyre over vos, ihodan de elles vi gaa; thi, om I ikke beyrer ihr Idræter, seyer Gu sæl, da vil jæy slaa ihr mæ manne Plaver. Gu bevare vos derfra! Amen.

Dæte ijænemseet a Skulemeysteren, som Meente, a dæte var gaat naak, a blive trøgget, a Folk ka dov se, a Bunnen ve aase, hordall de gaa ti iblan vos. Jens Pedersen.

1

Jens Pedersens moralske Beskrivelse over Kiøbenhavn, tilligemed et Synge-Stykke til hans Kone.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt hos L. N. Svare.

2
3

Go Nabouer! Kiøbenhavn er og bliver Kivenhavn; denne Beskrivelse kune vær gaat naak til Ihr, mæ haa vild Skulemesteren seye? Og Rasmis Torkildsen; haa vild Hand vel seye?

Iæ ven naak a han vild bramme nouet aamet, men jæ vil mæn Saen itte vær dein, der ska giør ham Taard, sien ha allerree har ænlavt søy et stovrt Navn aa Røyte i Varen mæ Pæjen i Næven.

Jæ vey møyet val, a Folk vil seye, a en Græv staaer beyre i en Bunes Haand, æn

4

en Pæen; mæ saaen Slaer seyer ingen aen, end dam, der ka itte fordrave, a den stakels Bune vey nouet aa ka nouet; mæ de var kuns i gamel Dave, a Bunen var it Fæ, nau vee ha aasse haa en Pæen douer ti.

Nou er jæ kaamet i mæ aa skriv. Mæne Nabouer læser nou mæ Glæe menne Tanker om de Saver, jæ hadde faar, da jæ korde forbi Hirshaalm, se der faar skriver jæ nou igien.

- I har, menne goe Nabouer, længe savt aa laer Ihr forlye mæ, a I vild vie menne Tanker om Kiøbenhavn.

I Dav ska jæ da for nøe Ihr mæ dam. Hær ær de da.

Nou har jæ tit vaaren i Kivenhavn mæ aller saa jæen saaen som i disse Dave aa Tier.

5

Hæja! Horen seer u! jæ mærger naak, a hor meere ma pynter aaen mæ Listerne aa Gaen aa præite Gaare, jo ugueliere bliveren i sine Jærnier.

Hær av seer I naak, menne Nabouer, a ja vil itte jøre Ihr æn Beskrivels om Stavens Bøgni, mæ aam de Liv aa Levne, ma før i Staven.

Dætte ær naauet forsmæle. Stasin aa Pravtin i Kivenhavn ær nauet uerli aa ræt siælsum.

Iæ saaen stovr Frone for leen Dav, da ja hulde mæ men Vovn ve Væster Pord.

Gu forlave mæy! jæ tæinte men Saen, a de var en Ællefroue. Jæ sig mit Staal aa menne Steene aap; aa jæ slov Jid de bæste jæ kue.

6

Jæ har hør, a disse Ælle-Folk ær nout skrægele Folk; Skulemeysterin seyer men Saen, a de vil hure mæ alle dam, der møer dam.

De ær dov møyle uguele.

Aa haa kaet hielpe, at Kivenhavn mæ Tien ku blive ful a Ællejomfrouer; de vil see kiøn u, aa de var nouet snøg.

Espen haen har fortælt men nouet uerli aa ræt forskrækkele. I dæn Egn, hor han boer, er dær ingen Loytemand, mæ der er saa manne Ællejomfruer og Ællemænd, og Ællefrouer.

De gaaer, aa svantser Heele Naten, og hale Dave, aa vil saa jerne leye mæ dam, der møer dam.

Ha kaam en Nat kiørende, aa tæjnte paa innen Tæjn, men holedan giket Ham?

7

Der mødte ham en stovr Froue, med æn fæl stor Top øven i Hoet; hu tov fat paa ham, va ha maatte men Saen holde for, æen han vil eller ey.

Om et Aars Ti kom ha den samme Vey, aa saa saae han æn heel Flaak Ællejomfruer dantse for ham.

Der kom en fram a dam, aa sae til ham: Pavpa! nou ska du danse med vos.

Espen haen blev he om Øred, aa turde ikke seye dam ney; men ha blev bra bange, da ha saae, at ha paa et Aars Tie var bleven Faer ti saa manne, saa manne Bøen Ha var saa banne, a Ellen, hans Kune sku faae aa vie, at ha laae i mæ æn Ælle-Kune.

De var mæn Saen aasse farle, mæ sien kørte ha aller dan Vey meer; aa de var mæn Saen Ræt.

8

Saadarre Ællefrouer saa ma aller før Kivstaden; mæ nou er der nok a dam alle Stæier.

I maae itte blive vree, menne Nabouer, fordi jeg fortæller Ihr denne Hisiaare.

Saadan jør alle lærte Folk; de springer fraa et til et aet; herfor sku, Jens Pedersen itte jøre de samme? Jov mæ giør ha saa.

Mæ nou maae jey til Kivenhan igiin, og beskriven paa en movrals Maae, som Sulemeisteren kaller et.

Kivenhavn er et farle Spille-Værk; Glas-Hullerne aa Spille-Værket er Porrene.

Hva der nou vil sie skøye Raleteter, han ka ku komme til Kivenhavn,

Denne vaar den første Beskrivels aa Kivenhavn, aa denne har jæ jørt i Skulemeysterrens Staue, aa ha sae, at den var skrekkele lært.

9

Nou kommer dey den; den truer jeg alle vil siye er endnou bæjre ho de allers vil seye

Saen.

Kivenhavn er en Bov, der fyller i sey al, ho in feer, saa in nou ær saa ryk, a hun ær sarre aa sprække.

Aa a al ho hun æjer, er der erre hun bliver tykkere ætter, æn Forfænneliheer aa alle gale Moer.

Vi ka vie mæ vos siel, holledan hun haret: Nar vi æjer Ærte, aa saa blyver vi tykke som Kivenhavn.

Nou kommer men treye Beskryvels:

Kivenhavn ær in Musefælle, hor ma favte kan fanne De ensulle Muus, der komer fraa Laet.

10

De farle Rom i dene Musefælle, er Lavse-Gaen, Divens-Gaen, Nællike-Gajen aa manne fleer.

De vaar i disse fule Rom, a den stakkels Grejes miste sit gue Faar.

Ma seer alsaa, aa her fannes anre Dyr i disse Musefælle, æn Muus, aa de lirlie Kalte forsmaaer hverken dæ ine eller dæ ae; dæ vee iæ naak.

Nou kommer mæn bæste Beskrivels over Kivenhavn.

Der maae I høvse rætele paa, mænne Nabouer.

Kivenhavn ær in stor Kae, som der ska bra møyle ti aa mæle.

Istæen for Smør brouer ma de Fattes Taavrer, istæen for Fløe brover ma fem Finze aa et Græv; aa de gaaer lirsaa glaet, som

11

Fløe, istæen for Syrup aa Haanni brøver ma Hureri, aa de ær dær innen Mael paa, istæen for Varn brøver Le Kaese,

Rou ær der norre sture Kale, som skæjer faar; ve vær Stykke, ma stær a deje Kae, slouer ma i sey it a Ænkers Hyvse aa den Farlyses Aer. Ja mey jør ma saa ja.

Jæ trouer, a jæ har skriven saa gaat disse Beskryvelser, a jæ faaer in stur Pænne, som di Sture kaller Mæjdaille for mi Umave.

Ja faaer jæ dan, aa saa trouer jæ, a alle mænne Nabouer vil ære mey, som han bæste Maen i Saavnat.

Jæ vee min Saen itte hæller, hor jæ ær bliven saa læer.

Nou maae jæ ti aa bramme nouet om menne Gavver ti aa jøre Vieser.

12

Jæ hovser inu, a da Jærtrud Kristen Haens hadde Brølles, jord jæ en Viese,. dan jæ inou hyrer tit, nar di gaavr u aa malge.

Jæ har lær møyle a in Bov, som kalæs di tou hunre Kæmbe-Vieser, især danne dyrebaar Viese: Her pejer ha beyler a lien Ristin, dæd ær saa faner ain Samirin, aa vi ou være allerærjæriste men mæ Græse di gruur. Aa danne søe Salme: Junger Jakob tiæner i Rojens Gaar, Jakob ha tiæner i Rojens Gaar, da laaker ha Rojens Daater, de Vænnemaar, aa dænne deyle trøstelie San: Hær pejer aa has Vænne-Viv, dan Ælskov pil i mi Ænne, de snaget saa mannen skæmsom Ur, aller jærest men! jæ ka Oey aller forglemme.

Mæt Søye-Støgge

ti

mi Kune:

uler dan Meledunt:

Saamiren føyer dan lystele Stær Pole-

13

Gi Faen ta Klaakerens Daater, dæn laje Mær Polemeje.

i Væs

Go Kune! go Kisten! nou føyer di Man

Firumgeye;

De jør han, de jord han saa mannen en gan.

i Kivenhavn, i Kivenhavn.

2 Væs

Aa hør leyle Kisten, aa hør hælledann

Firumgeye.

Nu føyer, nou rimer jæ, nou gaaer it an i Kivenhavn, i Kivenhavn

3 Væs.

Saa ræiste jæ landeis til Danemarks Land

Firumgeye,

Dær mødte mæi en saa fauer in Mand i Kivenhavn, i Kivenhavn.

4 Væs.

Han talde ti mæj: Jæns Pejersen! høer!

Firumgeye,

Hor liver lil Kisten, aa sey haa hun jør i Kivenhavn, i Kivenhavn.

5 Væs.

Jæ frøytet, aa svarte i den fine Mand:

Firumgeye,

14

Men Kisten hu liver saadan som hu kan. i Kivenhavn, i Kivenhavn.

6 Væs.

Sen vidre haa Kisten hu jør som hu kan

Firumgeye,

Aa vi haa du seyer ti mæy her paa stand i Kivenhavn, i Kivenhavn.

7 Væs.

Lil Kisten hu spier, hu heyler i Gaar

Ferumgeye.

Aa nar jæ kommer him saa taer hu en Taar i Kivenhavn, i Kivenhavn.

8 Væs.

Men Jæns! du ska blive den jæveste Mand:

Firumgeye,

Den Viisdom ska spøres ti Lands aa ti Vands i Kivenhavn, i Kivenhavn.

9 Væs.

Aa tak, I go Ridder! for Gaverne fin,

Firumgeye,

Jæ dæte ska printe i Hud aa i Sin

i Kivenhavn, i Kivenhavn

15

10 Væs.

Naar andre ska høste aa pløye aa faae

Firumgeye,

Ska du rie prud paa din gangere graa i Kivenhavn, i Kivenhavn. 11 Væs.

Go Ridder! holledan vil da Kisten bli til,

Firumgeye,

Hun blir nog storabte for saadan er Spil i Kivenhavn, i Kivenhavn.

12 Væs.

En Froue din Kune, din Kisten da blir,

Firumgeye,

Go Maaren Frou Pejersen, alle de sier i Kivenhavn, i Kivenhavn.

13 Væs.

Aa Deyle! aa deyle! go Ridder! jæ truer

Firumgeye

Jæ, Hær jæns Pejersen bliver ret stur i Kivenhavn, i Kivenhavn.

14 Væs.

De Lærde ska vie aa tale om dey

Firumgeye.

Aa dætte ska blie saa lystle en Rey

i Kivenhavn, i Kivenhavn

16

15 Væs.

Aa hør du! go Kisten vor Løgge saa p?ud,

Firumgeye

Jæ lærdere blik æn vor Smed aa vor Knud, i Kivenhavn, i Kivenhavn.

16 Væs

Aa hør I go Nabouer alle aa vær,

Firumgeye

Holledan a Jens Pejersen kører sin Færd,

i Kivenhavn, i Kivenhavn

17 Væs.

Haa tænger i alle, haa tænker i qvær,

Firumgeye,

Haa tænger Jens Pejersens Stue aa Mær, i Kivenhavn, i Kivenhavn. 18 Væs.

Heida! Alle Kisten! nou glæ dey mæ mey,

Firumgeye,

Her biøvr en Glæe mæ mey aa mæ dey

i Kivenhavn, i Kivenhavn.

Haa sæyer I val nou, mænne Nabouer, øm dæte mæt Søye Støgge, aa haa sæyer Kisten? Nou jæ har hør sæye i Kivenhavn, a dær ær en naarsk Jye, som di kallar Tulliin; ham ruser de saa møyle, faar hans Vieser, mæ nou hæræter vil di val itte jøre saa moyle a dam, naar di har lært denne mæn ægte aa gue Viese uenad.

Jæns Pæjersen,

der snar blyvr æn lær Macn:

1

Kiøbenhavn 1771.

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. R. Thiele.

En Elske-Digt af Kong Garald.

Samt et lidet Anhang forestillende Rosenborg-Hauge oplukt.

2
3

Barbarer kan ogsaa elske, man finder Kierlighed og Dyder i alle Lande.

Vore Forfædre vare ligesaa artige Folk, og ligesaa ømme som vi. Man maa dog tilstaae, at Hiertet er en Borgere af hvert Land, og at de ømme Følelser vanslegter efter Haanden, som man fører dem langt bort fra Naturen. Sielens Følsomhed ligner en Blomst, som naturligviis fremvoxer. Denne Følsomhed havde de gamle Danske. Galanterie ligner den ikke, da det kan lignes ved en Blomst,

4

som en utaalmodig Blomster-Kiender ved nogle Kunstgreeb, før Tiden faaer til at springe ud. Vort Galanterie, (thi vi har alle noget lidet deraf, naar man ved denne Talemaade vil forstaae Lyst at behage,) frembringer al det Onde, som vi klage over: de belykkede Elskeres Ubestandighed, og Smaa-Herrens Uforsigtighed, naar han er en Smule veldannet. Kierlighed burde ikke være andet end en Handel med Følelserne. Vi giør den til en forfængelig Seiervindings-Tegn. Lad os mindre sigte efter at behage, saa skal vi behage meget mere.

Vi skal vinde dobbelt ved dette uskyldige Konstgreb. Vi skal giøre os mindre Umage i Forveien, og vi skal bringe vore Seiervindinger videre.

De gamle danske Fruentimmer fik aldrig Leilighed til at klage over deres Favoriters Letsindighed, efterdi de gav disse Leilighed til at klage over deres Grumhed.

I Steden for at vi giøre os Umage for at afkorte Romanen, saa bragte de den

5

indtil den tolvte Tome, uden at blive tret. De skulde ikke have eftergivet en eeneste Formalitet. I de Tider var Galanterie et alvorlig Studium. Nu omstunder er det kuns en flygtig Fornøielse. I forrige Tider betalte man den mindste Gunst med evige Tienester. Nu belønner man den mindste Tieneste med Millioner Yndest. Nu omstunder er Klædedragten, Rangen og Rigdom de Veie, hvor igiennem vi gaae til Hjerternes Regiering.

I gamle Dage raadte Enfoldighed, Ærbarhed og Skiønhed allene for denne kiere Regiering. En Dame behagede da altid mere end hun tænkte, og ofte mere end hun vilde. Bregner var hendes Natbord; hendes Speil var noget klart og reent Vand. Roser og Violer vare hendes skiønneste Smykker. Hendes Yndigheder laante ingen anden Glands, end den Naturen gav, eller en Kunst der var ligesaa simpel som den.

Er man ikke vis paa at behage med dette? og vil man undres over, uden dette, ikke længe at kunde behage?

6

Vores Smukke havde mere Emsindtlig-Hed og Høimodighed end vi har. Mandfolkene vidste at sætte den rette Priis paa deres rare Sukke; nu omstunder foragter de dem, fordi vi omgaaes for ødsel dermed.

Kong Harald, denne berømmelige Seierherre, blev forelsket i en ung Pige, som betalte ham med Strænghed.

Her er nogle Stykker af et Elske-Digt, som han giorde i denne Anledning; vel ønskede jeg gierne at oversætte dem paa Vers, men jeg bær for megen Høiagtelse for en Konges, især for en Celadons Konges Vers:

”Mine Skibe havde bragt mig til Sicilien, der skinte min Høihed og min Herlighed. Jeg fik en elskværdig Brunette at see. O, I Guder! hvor saarede hun ikke mit Hierte, da jeg kom hende nær! Hendes Øiekast stak mit Hierte i Brand. Jeg blev lutter Følelse. Da jeg havde seet hende, tænkte jeg at jeg hidindtil ikke havde levet. Jeg tænkte hele Dagen paa hende. Denne søde Tanke forlod mig ikke om Natten. Men

7

tabte jeg end min Søvn der over, saa fortrød

jeg det dog ikke, skiønt Dag og Nat var for mig som to Aarhundrede. Hvad større Beviis paa Kierlighed!"

(*) Brunette midlertid ved Flugten mig

foragter."

”Dagen efter da Oceannet igien havde giver Jorden sin Fakkel, stilte jeg igien mine Tropper i Orden til Strid. Fienderne vare større i Tallet, men vi større i Mod. Slaget var skarp og blodigt. Jeg bød den fiendtlige Konge ud i en Tvee-Kamp, af Frygt for at mine Undersaatter ikke røvede mig Æren for Seieren. Jeg vovede mit Liv; men af hvad Betydenhed er vel vores Liv, naar man elsker og ikke elskes igien? Og hvad Ære er det vel at vinde, naar man endog er ligegyldig over Seieren. Min Rival

falt død ned for mine Fødder. Jeg fløi

(*) Dette er Omqvædet. I Originalen hedder det: POLÆTRGERDR IGORDVM GOLLHRINGS VID MER SKOLLA.

8

hen min Herskerinde i Møde. Jeg leveerte

hende mit Hierte og hans Hoved."

”Brunette midlerkid ved Flugten mig foragter."

"Kan jeg aldrig smigre mig med en øm Gienkierlighed? Vil hun altid blive ufølsom? Er jeg bestemt til evige Pinsler? Skal jeg altid være min Fangnes Fange?

Skal mit Hiertes Ild aldrig smelte hendes Hiertes Iis? Skal den Dag aldrig komme, da jeg i hendes Arme kan drikke mig drukken af de sødeste Lyster, og belønnes for mine Møier, ved de ømmeste Caresser. Maaskee

hendes Dine kiender en anden Elskere. Ak! du grumme Iver-Syge! er jeg ikke ulykkelig nok, uden at du skal komme og plage mig? Ubillige Mistanker! ingen Dødelig er lykkeligere end jeg. Hvis der var nogen som Kierlighed maatte have giennemboret med sin Dolk, vilde jeg strax igiennemstikke ham med mit Kastespyd. Min Herskerinde er frie for Sinds-Lidelser. Hendes Hierte er ikke indtaget. Ingen har endnu kundet finde Veien dertil."

9

"Brunette midlertid med Flugten mig foragter."

"O! alle I, mine Undersaatter! kaster ikke eders Øine paa hende, hvis I vil beholde eders Forstand. Bliver kloge ved eders Konges Exempel, Ulykke og Daarlighed! gaaer langt bort fra det Dyb, hvorudi jeg er faldet. Hendes Syn har giort mig til den Ulyksaligste iblant de Dødelige. — Jeg er Konge, jeg er Fremmed, jeg er Seierherre, jeg er oprigtig Elskere."

"Brunette midlertid ved Flugten mig foragter."

”Jeg har ved Storm indtaget saa mange Pladser, skal jeg da her finde for mig en uindtagelig Fæstning? Naar fandt man Fruentimmerne at imodstaae med en uovervindelig Haardnakkenhed? Er Glandsen af min Krone ikke i Stand til at forblinde? — Kom, min Hierte! jeg vil sætte dig paa: min Throne. Jeg vil herefter regiere allene under din Anførsel, og det vil fornøie mig mere at bære Navn af din Slave, end

10

at kaldes Verdens Herre. — Hvor mange Kongelige Døttre vil ikke misunde dig din Lykke! Fant nogen Sinde en Erobrere Grumme for sig ?"

”Mon jeg fortiener ei, at man mig ret

betragter?

Brunette midlertid ved Flugten mig

foragter."

"Hun er ikke ærgierrig. Jeg er vis paa, i det mindste, at hvis hun nogen Sinde elsker mig, saa er det Kierlighed allene, som har giort dette Mirakel for min Skyld. Jeg har viist hende Kongen, lad os nu Viise hende Manden. Maaskee hun vil blive mere følsom. Tie du stille, Ærbarhed! og du Kierlighed! siig hende med denne indtagelige Røst, som veed saa vel at overtale, siig hende, at Harald er lige saa brav Soldat, som stor Kapitain, at han med Kunst og Nethed rider en modig og springende Krigs-Hest, at han kiender alle en Hiortes Snedigheder, at han kan svæmme saa fuldkommen vel, som nogen, at han løber med Færdighed og Hurtighed, at han

11

kaster et Spyd med den netteste Vished, at han har et deiligt Haar, at hans Talje er net og frit, at hans Ansigt ikke skulle mangle Yndigheder, hvis hans brændende Kierlighed ikke havde udslettet Glandsen og Deiligheden i hans Farve, og glem ikke at legge dette til, at han har kundet læst af hans Hof-Damers forliebte Øine det Indtryk som hans Egenskaber giør hos dem. Pryd mig, mal mig mere elskværdig end jeg er. Det er mig ligegyldigt, hvorfor jeg er elsket, naar kuns jeg er elsket. — — — Mit Bud forretter trofast sit Ærende.

Brunette midlertid ved Flugten mig foragter."

”O Skiebne! vil du udtømme paa mig dine strænge Plager, efter at Lykken har overøst mig med sin Gunst? Efterdi hverken Kongen eller Manden kan behage, saa lad os Viise hende Elskeren."

"Min deilige Venus! betragt mig som en Hyrde! Jeg er ømmere end han, skal jeg da være mindre lykkelig end han? Hvor-

12

for kan du ikke see hvad der gaaer for sig i mit Hierte? Hvorfor kan jeg ikke antænde dig med en Deel af den Ild, som fortærer mig? Jeg forlanger ikke, at du skal opofre mig din Dyd; min Kierlighed trænger ikke til at næres af dine Gunst-Beviisninger; nei, jeg forlanger kuns en Følelse. Jeg afnøder dig ikke, at tilstæde mig en Kys, omendskiønt det vilde være meget behagelig for min Aand, at omvanke paa dine Koral-Læber, og for mine Læber at modtage din Aand. Nei, jeg forlanger kuns et ømt øiekast."

”Jeg forlanger ikke just, at du vil give mine Hænder Frihed til vellystigen at forvilde sig i din Barm. Det er nok, at mine Lyster løber vild, og fordeeler sig imellem disse to smaa Bierge, som skiuler sig for mig bag et fint men modbydelig Dække, som de forgieves støder bort fra sig."

"Nei, jeg forlanger kuns af dig et Suk. Jeg vil ikke begiere den Gunst af dig, at døe i dine Arme; jeg forlanger kuns den Godhed, at ende mit Liv for dine Fødder. —

13

O! er nogen Lyksalighed saa stor som min! I Guder! misunde I mig den ikke?

Brunette bliver god; begynder mig at lide.”

Man tillade mig at giøre nogle Betragtninger over dette lidet Poem ɔ: Digt:

1). Kan man bevise derved, at den delicate

Fornemmelse er en Muse, som allene overgaaer alle Muserne paa Parnasset, og at Poesien er meget smukkere, naar den er en Datter af Naturen end naar den er en Datter af Kunsten.

2). Vores Forfædre vare i det minste lige saa

gode Poeter som Grækerne eller Latinerne. Jeg har læst Theocritus og Virgilius i gode franske og tydske Oversættelser, men jeg har ikke fundet noget der, som overgik den Piece, jeg her har anført, hvoraf jeg ikkuns paa en gandske ufuldkommen Maade har anført Skiønhederne. — Deraf kom-

14

mer det, at de franske smukke Geister fordre, at de nordiske Lande ere for kolde for Muserne; men de ere i en ynkelig og latterlig forudfattet Dom.

3). Vi bør stræbe, at til intet giøre den Bebreidelse, som de fremmede giør os, at vi ikke ere i Stand til at udføre et sindrig Verk. Hvad hielper det, at vi her vilde forestille os? Vi har meget faae Piece som fortiene at bære Navn af Smag, som kan sættes i Ligning med anførte gamle Elegie, der er sammensat af en Konge, som levede i et Aarhundrede, man kan kalde Barbariet selv.

4). Man finder i Kong Haralds Elske-Digt et Træk, som man ikke faaer at see mere i de gamle Poesier. — Nu omstunder glider en Poet gesvint over sine Pinsler, og udstrækker sig vidtløftig over Nydelsen. Vor Poet taler ikke et eneste Ord derom. Han anbringer kuns to Vers, for at lade Folk mærke hans Lyksalighed, efter at han havde opofret en heel Deel paa at legge sine Pinsler for Dagen, og man maa iagttage, at

15

disse to Vers behøvedes, hvis Verket ellers skulde være fuldkommen, hvilket hidindtil havde alt for meget bevæget Læseren, saa at den nok kunde taale, at blive draget af denne Melankolie.

De Fornemmelser, som Naturen indblæser det ene Kiøn til det andel, ere vist nok meget levende.

Lad os indbilde os, at disse Fornemmelser, som vi til Dels qvæler, ikke syntes levende nok hos de gamle Danske. De havde optænkt et Paradiis, kaldet Walhalla, hvor man skulde være meer eller mindre lyksalige, eftersom man havde meer eller mindre elsket her paa Jorden. Det kan man kalde at raffinere Fornemmelserne.

Mon Mahomet ikke har laant af os hans vellystige Paradiis. Denne Indbildning befolkede Staten, holdt den voldsomme, den kaagende Ungdom inden Dyden Grændser, vedligeholdt Eenigheden i Familierne, forekom Ubestandighed, dæmpede Sinds-Lidelsernes Hæftighed, betog Mændene

16

al Anledning til Frygt, saa at, naar de gave sig under Martis Fune, frygtede de ikke for, naar de kom tilbage fra Krigen, at finde sig igien under Acteons Fane.

Jeg beder Fruentimmer-Læserne om Forladelse, hvis jeg maaskee har talt for meget om Ømhed, Gemyts-Høide og Dyd, hvilke tre Egenskaber ere ikke meget gangbare i vore Tider, da vi har saa meget at giøre, at vi ikke kan faae Tid til ar huske paa, at der er Dyd og Ømhed, en ædel Højhed og en tækkelig Omhed til. Hvor megen Tid berøver ikke den kiere Klædedragt os? Vores Elske-System er ikke just som de gamle danske Fruentimmers.

De elskede mere inderlig, vi elsker mere uderlig, deres Hierte havde mere Deel i de Fornemmelser de følte og indblæste; vores Klæder spiller alle Hoved-Rullerne hos os, og den saa at sige blotte Kierlighed er forjaget fra os.

Hvad mon Forfængelighed siger hertil?

17

O! hvor den leer! hvor den er fornøiet! hvor den triumpherer! — — Men Fornuften? — den stakkels Fornuft! — den græder! — den har ikke et Ord at sige!

Men kan man ikke giøre vores Forsvar, ved at sige: Mandfolkenes Sindelaug er Fruentimmernes Barometer.

De første blive de sidste værd,

saa skal de sidste blive der de kan være. Og Natur og Fornuft skal søge Sælskab sammen.

18

Anhang

forestillende Rosenborg-Hauge oplukt.

Mine Læsere

og Læserinder!

Er det tilladt og anstændigt at læse i Kongens-Hauge?

Dette Spørsmaal kan tage imod mange Besvarelser. vil anføre nogle meest upartiske:

19

Det er unægteligt, og af den største Hob vist vil biefaldes, at af Sommer-Fornøielser, kan ingen lignes ved denne: at

spadsere. —

Maiestetens Øie, der altid er aabent over sine Undersaatters Velgaaende og Nytte, seer ogsaa naadigt til for dem, at deres Sundhed og Fornøjelse kan vedligeholdes.

Træder vel nogen ind i Rosenborg-Hauge, uden at tænke paa den store og naadige

Christian!

En Kiendere af sunde og sande Fornøjelser, bekiendt med de Yndigheder der er til i Naturens Rige, deeler sine glade Fornemmelser og nyttige Tanker imellem vor vigtige Christian og den vittige Natur, hver Gang han er tilstæde i Haven, som en Veltænkende Tilskuere ved de adskillige og afvexlende Optrin, som møder der hans agtsomme Øie,

Det er hverken velmalede Vifter, engelske Hatte af de kielneste Slags, eller

20

mavre Samtaler, som giør hans Aand opmærksom. — Nei, vel sant! alt dette kan være meget artigt for en Liebhaber af det Smaa; men for Kiendere af vigtigere Ting end nogle Stykker Papiir, künftigen lagt i Folder, et Hoved-Skiul, forflyttet fra et Mandfolke-Hoved hen paa et Fruentimmer-Hoved, eller nogle Talemaader, avlede for tidligen i en varm Hierne, og sluppen for hurtig ud igiennem det lille slibrige Hul, som Fornuften har saa megen Umage med at stoppe til visse Tider og paa visse Steder, laaner hverken sine Øine eller Ørne til den Side, hvor disse arrige Syner forefalder, og hvor denne gesvindte Allarm reiser

sig.

Han tænker vel, og tier der,

Hvor Giækken nær ved Tanken er.

Det er just nogle af saadanne Kiendere, som gierne vilde giøre deres til, at fornøje de iblant de i Kongens Hauge spadserende Mandfolk og Fruentimmer, som ikke undseeer sig ved, endog i Hauger, at benytte sig af den virkeligste Tidsfordriv, som er Læsning.

21

Det vil ikke blive vanskeligt, at besvare det forbenævnte Spørsmaal, om det er

tilladt og anstændigt at læse i Kongens Hauge, naar det vil blive Fruentimmernes Villie,

Mandfolkenes Føielighed er man upaatvivlelig vis paa i dette Stykke, de vil hverken lee af dem, kiere Fruentimmer, eller de Blade, de kan see i deres Haand, naar det bliver en almindelig Maade, at læse i Haugen.

I Førstningen vil vel Stadens Smaa-Herrer standse og lee, frygte og skiælve, naar de faaer dem at see læsende, i Steden for leende eller snakkende. Disse Slags Skabninger vil standse, og uden Tvivl tænke: Vil man nu bilde os ind, at Læse-Lysten har taget Overhaand?

De vil lee, og uden Tvivl tænke: Vil

man nu forgifte sine angenemme Spadsere-Timer med den ækle Sag at læse?

22

De vil frygte og skielve, og uden Tvil tænke: Skal vi nu ikke længere sættes i Arbeide, enten med at bære Vifterne, eller med at faae nogle smaa Slag over Fingrene for vor Næsvished, eller fortælle Fruentimmerne, hvad der ligger os paa Hiertet? — Nu vil vi vist blive nogle ret unyttige omvandrende Statuer, som vil savne mangt et artigt, kielent og vittigt Øiekast. — Vi vil hævne os paa alle Vifter og Bøger og F-.

Saaledes seer man ikke at formindske deres Fornøielser i Haugen, kiere Fruentimmer! men meget mere er vores Agt, at formeere dem, ved ugentlig at opvarte dem med nogle Blade, hvorudi man vil ikke forsømme det skiemtende og fornøiende, — naar det kan skee, uden at fornærme Velanstændigheden eller Sædelæren.

23

Kiere Fruentimmer!

De behager nu kuns at sige et Ord: Ja eller Nei! saa skal man strax føie Anstalt i Haugen at opvarte Dem med disse Blade.

24
1

Erfaringer i den Dag de opsatte Forfrisknings-Telter, meddeelte af en agtsom Tilhører.

Kiøbenhavn 1771. Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde.

2
3

Naar Haardt beladet Sind med daglig Nærings Sorg Har giort mig Tiden lang, det ædle Rosenborg, — Dets Hauge — for vor Stad et udtrykt Sans Souci! Har, ved sin Yndighed, min Sorg aftvunget mig.

4

Fortuna ey mod mig sig gunstig har

beteed,

I Knaphed Skiebnen mig at leve har

udseed;

Men Gud jeg priser dog, som ofte

upaatænkt,

Har Dags Udkomme sendt, naar haardest

jeg har trængt.

I meldt Forfatning paa benævnte yndig

Sted

Mig viste Blomstret snart sin Farves Deylighed,

Igiennem Øyet strax min Siæl erfoer

en Røst,

Som Haab befalede, og deri viste

Trøst.

5

Med Øre uhørt Lyd mig Blomstret spurgte til:

Hvor kan du tvivle paa Gud dig forsørge

vil?

Jeg, udi Værdighed, sat meget neden

dig,

Har dog til Næring alt hvad nødig er

for mig.

En Lugt i Næsen meer end Ambra, Balsam

sød,

Som disse Almagts Tegn hver af sit farved

Skiød

Udaandede, snart heel min Sands

bemestred sig,

Saa ey blev Sted for Sorg, for Griller,

Phantasie.

6

Ey orgel-blandet Lyd er saa indtagende,

Som, naar af blot Natur, sin Skaber

prisende,

Den lille Nattergal i Sang mig

mindte paa,

Fornuft- og pligt-gemæs: at giøre

ligesaa.

Min Agtpaagivenhed og undertiden

var

Udfordret af de Ting, som Kunsten dannet

har,

Lysthuset, Hækken har sin kunstig

Danning viist.

Jeg Kunstens Ædelhed og Gartneren

har priist.

7

Nu blev mig ankyndt ved Springvandets lette

Hop:

En anden Kunstners Viid, som naar fra

Reden op

Ved Dagens Forbud-Vagt den lette Lærke

svinger,

Saaledes Vandet og af Rør mod Himlen springer.

Nu, underrettet, ved Steenhuggers Gravestik,

Som Fædres falske Gud har givet indbildt

Skik;

Om: Uformuenhed min Skaber ret at

ære,

Af blot Fornuft jeg bad ham det mig

selv at lære.

8

Nu lad mig Slottet see: udi dets simple

Pragt,

En gammel Majestæt, hvis Maade har

anlagt:

Dets Hauge, som et Sted til sand

Forlystelse,

For Sig —- og Folk — somveed dens Yndighed

at see.

Saaledes der jeg Trøst og Glæde fundet

har,

Naar Sindets Rolighed forstyrret ofte

var

Ved Skiebnens Haardhed, — og i samme Ærende Gik jeg derind den Dag man aabned' Telterne.

9

Ved Indtrin jeg en snart utallig Mængde

faae

Af middel, nedrig Stand med higende

Attraae,

At søge under de nyebygte Telter

Skygge,

For, troligst, hver sin Gud et Altar der

at bygge.

Mig dette Syn en usædvanlig Gienstand

blev,

Min Forestilling mig ey, som tilforn, beskrev:

Naturens, Kunstens Værd; kun halv behagelig Mod forhen, Haugen nu sig visede for mig.

10

Til sand Forlystelse, som først, Anlæggeren,

En Christian mindre ey, end vor, bestemte

den;

Den nu ey ret beqvem mig syntes, —

dog maaskee,

At andre bedre sligt end jeg har kundet

see.

Vel hørte jeg og dem, som sig forlyde

lod,

At Kongens Yndelyst dem ey heri

anstod;

Men som de fleste, ja de beste Ting han

giør

Blir lastet, man slig Last jo ikke bill'ge

tør.

11

Af Mængdens Ansigt-Træk jeg let bemærkede,

At i Natur og Kunst de ikke kunde

see

Saa megen Skiønhed, som i Teltets

dybe Skiød,

Raison: Hvorfor det for Lysthuset Fortrin nød.

For Nattergalens Slag, — Soltanens Fest-Concert,

Man Bifald gav — maaskee — fordi den ey har lært,

Som disse sine Slag at giøre efter

Noder,

Indbildningen er jo til mange Griller

Moder.

12

Det alt af Gammelt, Nyt, af Roes, af Last, af

Tak,

Forliebtes daarlig Bæv, indbildte Kloges

Snak,

Af Klager, Ønsker, af det meer for

Øret kom;

Det Folks forskiellig Smag mig lærte

dømme om.

Een roste Tider, som af ham ey mindes

kand,

Een fandt det Beste slet udi sit Fødeland,

Enhver Forandring een fandt i sit Hele

god,

En andens Ord derom var gantke tvertimod.

13

Forandrings-Vennen fleer med Glæde

spaaede,

Men Contraparten Grund for mange ønskte

see,

Den første sig tilbød af alt, at Nytten

vise,

Naar Nytten sidste saae, han Grunden

vilde prise.

Beundrings-værdig er vort Hofs Oeconomie,

Var strax den førstes Ord, see! Kongen

viselig;

Det kun Bekostning gav, al Pragt

afskaffet har;

Han faae, at Majestæt paa Pragt ey

grundet var.

14

Han eene Værdighed i ædel Gierning

fandt,

Med den han syntes, man unødigen forbandt:

En Sverm af Cavalliers, af Dames,

af Bartere,

Som deels til Lediggang og Ont man

klækkede.

Da Stemmers Vægt, om Ting — ey Mængde

gielde bør,

Han selv — sig selv bekiendt, beslutte eene

tør,

Hvad tienligt Rigerne til Opkomst, Flor

bør skee,

For Svig han sikker er, — kan Kassen

sparet see,

15

Han demonstreerte med en saadan Nidkierhed.

At jeg forsikret er, han havde bleven

ved.

Udi et Stats System at vise Grundene

Til hver Forandring, som var skeet, og

skulde skee.

Om Land- og Søe-Etat, Financer, Cancellie,

Told- og Commers-Colleg, Postvæsen,

Politie,

Raadstue, Skifte-Ret, publiqve Stiftelser,

Om Jurisdiction Akademie, og

meer.

16

Men nu Tilhøreren indfandt sig med et

Svar:

At Kongen uden Grund sig foretaget

har,

At rive alting ned, for nyt at opbygt

see,

Det troer neppe selv den slettest

Tænkende.

At Maalet og er got — ey heller tvivles

paa,

Gid kun det Ønske ey maa mangle ham at

naae!

Men da jeg høre fik det Ord: Oeko--

nomie.

Det mig Anledning gav til Griller, —

Phantasie.

17

Er Pragt for Konger ey nødvendig? (blev han

ved),

Indprænter den ey Frygt, og Underdanighed —

Hos Undersaatterne? Eenfoldige, i sær,

Som Kierlighed hos dem, selv Frygt

nødvendig er.

Om de Forretninger, som alt er underlagt,

Ny Embedsmænd bliv med meer Færdighed og

Agt,

End før forvaltede? — det Tiden

vise vil;

Af lidet man endnu sig fligt kan slutte

til.

18

Men om Uleylighed man alt i Vished

er,

Brødløse seer man jo utalte Mennesker?

Til mangen skeet Fallit i Hoffets

Sparsomhed,

Bør søges første Grund, - dernæst i

Ødselhed.

Hofpragten skaffes af, —- Hoffolket Afsked

faaer,

Herskaber reyser bort, — Bye-Handel stille

staaer, -—

Fabriker, - Kræmmere, — Haandverker lider Tab, Indskrænkning Aarsag er, — dog —-

maaskee Dovenskab.

19

Man Kassen spare vil, — roesværdigt Øyemeed!

Men Borgerne uskad, man kunde Middel

seed

I andre Ting, end ved al Pragt at

lægge slet;

Til Borg'res Eyendom har Kongen

brugbar Ret.

Som en Erkiendtlighed, der siges, Kongen

faaer

Fra det ny stiftede Tal-Lotterie hvert

Aar:

En fierding Tønde Guld, et got Huusholdnings Tegn!

Sexdobbelt føres ud, og søger fremmed

Egn.

20

Forlystelser paa Dansk, saa got som fremmed

Sprog,

Man kunde have; men langt heller mangt et

Drog

Af fransk, italiænsk Extract man Tusind

geer,

End man med hundred een af Egne hjulpet seer.

See! dette Smaating er mod alt det Kongens

Agt,

Huusholdning, Styrelse, af Gud er ununderlagt;

Men at i større Ting end i benævnte to

Blir bedre holdet Huus: vi bør formode Troe.

21

Om dette Emne jeg ey meer at høre

fik,

Samtalen afbrudt blev, — og jeg afsides

gik,

Hvor strax en Nye mig Agtpaagivenhed

aftvang:

En, Anden Christians Roes, istemte Toner sang.

Men Gud! hvor bragte det mig i Forfærdelse,

For Øyet svævde: Død — i Øret hylte:

Vee, —

I Brystet føltes: Angst — jeg iilte —

og blev vaer:

At det kun Billeder af Skrækkens Malning var.

22

Du Helveds Ympe! du utæmte rasend'

Dyr!

Du Diævlers Sendebud! selv Troldenes

Uhyr!

Essenz af al Udyd! hvor kan du

nævne god?

En Tid da ikkun blev forkyndt: om

Død og Blod.

Forfærdet iilte jeg, — en torde see mig

om,

Saa fulgte Skrækken mig, uvidende

jeg kom:

I Stadens Stads-Allee — her Scenen Ændring fik, Her tabte Skrækken sig — men undret,

tavs — jeg gik.

23

Her een igiennemløb: De gamle Cimbres

Tog

For Feighed lastet dem — af fin Indbildnings Bog,

Han reciterte: Hvi han vilde commandert

Nedsablet — vundet Seyr — med Catul triumphert.

En grundig Videnskab, i Søemands Kunsten ey,

Tilstod vor Tordenskiold, vor Juel, vor Adler,

Ney!

De kun Forvovenhed — ey Indsigt

stor besad,

Han syntes alt: At ham Algier om

Naade bad.

24

Machiavel har lært: Hvordan med Fordeel

man

En Stat indrette, og vedligeholde

kan,

Ey Ulfelt, — Sehested, — ey vor Griffenfelt bør staae

Med ham i Lærdoms Rang, — det soer

en anden paa.

Blant gode Christnes Tal ey Holberg regnes

bør,

For sund Philosophie han neppe nævnes

tør

I Rigshistorien, meer Usandhed Han

har,

End selv en Molesmorth — en andens

Tale var.

25

Een Phoenix heel beskrev, — een Cirklens

Qvadratur,

Een viste Grunden til Magnetens Pæg-Natur,

Een Maanens Skikkelse saae i sit Øyeglas,

Een Syderpolen fandt foruden Roer —

Compas.

Af Farven viste een, at Mohren er et

Dyr,

En Art af Bavian, — et underligt

Postyr,

I Farven fandt han: Ret at hade —

døde dem,

At: Plyndre deres Land, — dets Rigdom føre hiem.

26

For Lærdoms — Viisdoms — Vid een priste

Lapperne,

Een Holland for ureen Huusholdning lastede,

Een sang til Norges Roes, en sang

om Tarv’lighed, Een Svensken lovede for stor Oprigtighed.

Exempler man paa Englands Kydskhed vise

kand,

Saa frie fra Overdaad er intet andet

Land,

Franskmanden heftig een fritog fra

Hyklerie,

Og Tydsken: Egen Roes, Snak, Løgn

og Pralerie.

27

Hvad jeg til Danskes Roes og Daddel

hørte her,

Var en betydeligt — blant Smaating jeg

i sær

Erindrer, der blev sagt: At dansk

Comoedie

Ey saa indtagende, som Franske er

at see.

Hertil er eene Grund: i dansk Uskiksomhed

Jo yndes Landsmænd-Sprog for Fremmet,

(blev man ved,)

Den jo bestyres af retsindig Directeur,

Som en imellem Dansk og Landsmænd

Forskiel giør.

28

Forfængelighed en er Danskes Hovedlast,

Os Efteraberie ubillig blir forkast,

Vi eget agter høyt, — Indfødde

Fortrin har,

Til Rettesnor i alt en Fremmet vi

antar.

En streng Alvorlighed Mandskiønnet blev

lagt til,

Vort Fruentimmer ey med forstilt Blyhed

vil

Mandkiønnet tage ind, — kun Mænds

Uskiønsomhed

I Koners Tidsfordriv kan finde Far- lighed.

29

Selv Upartiskhed er hver Dommer her til

Lands,

Og Redelighed hver en Regnskabsførers

Glands,

For Aager Jøder selv ey falskelig

giør Eed,

Selv Advocater ey giør Mod Samvittighed.

Nu Haugen jeg forlod, — udaf Forundring

stum,

Al sidst fortalt Discours bør dømmes i en

Sum,

At være: Pral og Løgn, Ondskab, vanvittig Tøy,

Dog, maaskee dømt for haardt, maaskee det var kun Spøg.

30
1

Tanker

og Fornemmelser i Rosenborg Have, Stormens Aften den 24 Julii, da de smaa Siæle holdte deres Klappe-Jagt. Samt en nye Forordning

fra

Samvittigheden,

til Skræk

for de ukydske ægte Mænd og Koner

og

til Trøst

for de fornærmede Ægtefæller.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og findes til Kiøbs hos T. Borups Enke, boende i store Helliggeist-Strædet.

2
3

Tanker.

Det Fornemme vil nu ganske og alde, les spille Mester iblant os. Det er saa gemeent, siger man, at bruge det Ansigt man fik af Naturen; med dette er er græmt Fruentimmer forlegen og ilde deran; men Kunsten, der veed, at stoppe alle vore trængende Huller, og afhielpe vore kiendeligste Mangler, øder paa os sin heele Forbarmelse, og giver ofte et gemeent og uapetitlig Ansigt et tvivlsom Udseende, naar man arresterer det med en Maske.

4

Ubarmhjertige Skiebne! sukker de fleste, hvor blev den forventede Maskerade af i Kongens Have? Er det vel tilladt at spille en Nation, der veed at leve, slige Puds, og burde Skiebnen ikke skamme sig ved, at spille Giæk med den danske Nation?

Allerkiereste Venner af det Raslende! tillad mig et Øyeblik, at tage den formeente egensindige Skiebnes Partie, der saa ofte, siger de, skiller dem ved de uskyldigste Løyer. Skiebnen beder dem ydmygst om Forladelse, hvis dette vil blive en Fyldestgiørelse tilstrækkelig nok, og kiøle en Deel af deres formente retmæssige Vrede, men den tvivler paa, at dette vil tilfulde tilfredsstille dem; og siden de har en uindskrænket Magt, de kan jo giøre hvad de vil? Saa er Skiebnen villig at taale Virkningen af deres grumme Vrede; de behage, at straffe den efter eget Behag, men de see sig nøye for, (dette er kuns et ydmygt Raad) at den ikke undløber dem, sniger sig fra deres Forfølgelser, og bliver vreed, naar det falder den til. —

5

Men hvorfor saa vreede, saa bittre? De fik jo et Fyrværk i Stæden for Maskerade? Kunde de vel ønske sig noget fornøyeligere? — Og jeg forsikrer dem paa den christelige Smags Vegne, ar det lader meget mistænkeligt, at bære Maske. Jeg maa for min Part sige, at naar jeg gaaer paa Gaden, veed jeg ofte ikke andet, end at jeg er midt i den kiere Ovidii Forvandlingers Land. Snart møder jeg en forgyldt Ræv; hans Udseende lover intet got; han seer stærk ud til at bedrage, og nu har vi opnaaet den Tid, at Hoved-Staden trænger ikke længer til Jøder, for at øve denne Kunst; man undseer sig nu ikke længer ved, at bedrage hinanden indbyrdes. Snart møder jeg en Tiger, han tørster efter Rov, enten det nu bliver den fattige Enke, eller den forladte Faderløse veed jeg ikke; snart møder jeg en Crokedil; dette Dyr gaaer jeg af Veyen for; det er et farligt Dyr; jeg løber om i en anden Gade, Men da Forvandlingen er saa rig og frugtbar, treffer jeg ofte noget værre der, hvor jeg ventet noget bedre, og jeg beslutter tilsidst,

6

at holde mig inde, det meste mueligt, af Frygt for disse fæle og graadige Danske Dyr, der desværre har ingen Laas for Munden. Jeg læser allerede af Deres Ansigter, mine Læsere, at Denne Tone gefalder dem; men min Egenskab er ikke spasende, naar jeg skriver; de tillade mig derfor, at bruge endnu i Dag min gamle Alvorlighed.

Om Nysgierrighed skal tage Skylden paa sig eller Letsindighed, hvorfor man saae saa stor en Folkemængde i Rosenborg-Have ved Fyrværkets Forestilling, veed jeg ikke; men jeg tvivler ingenlunde paa, at jo begge har dreven den største Deel derind. Det frække Sælskab, der ret havde kastet al Skam og Undseelse af sig, lod deres ækle Lyster stige meget Høyere, end den Haandfuld Krud man forærte Luften. I Førstningen førte disse smaa Siæle noget alvorligt med sig ind i Haven, men neppe havde man hørt det første elendige Kanon-Smek, førend man saae De fleste saa urolige, som om de havde haft Livet fuld af levende Qvægsølv.

7

De anstændige Tilskuere vare heel fortrødne over, at de havde vovet sig ind blant denne stormende Sverm; men da den første Raket sprang ud af sin svovlede og mørke Vugge, begyndte sit skinnende Liv i en lige ordentlig Vandring, og endelig saae dette sit exemplarisk Liv saa snart, at ende sig, for at begraves i Luften iblant sine efterfølgende hidsige Brødre, frygtede jeg for disse vilde Siæles Forstand; den lod til, hvert Øyeblik at vilde tage Afskeed fra disse elendige Stakler, der vare saa inderlige Glade, over at see denne Ild, og høre denne Allarm, at man maatte tænke, at de plat vilde døe af Glæde, om de oplevede den Dag, at see Kiøbenhavn fortæres ved Ildebrand, eller Staden i Opløb og Uroelighed. Besynderlige Systeme! hvor kan du faae Rum i disse smaa Hiernedes snevre Tænkekabinet? Og giør du mange Sving og Vendinger, vil der snart gaae Ild i disse varme Fantasters Hierne-Magasin, og afsvie de faae Qvintin Vid, de kan have borget af en eller anden Skielm.

8

Og ynkelige Vilde! jeg saae eders raadne og ormstukne Ære, at afbrænde, vederstygelige Raketter! udskeyende Svermere; de fæle og mørke Dunster af eders gloende og optændte Lyster ilede did til det evige Mørke, at mælde eders Færdighed i at synde og eders Med-Søstres fordømmelige Villighed til at falde. Jeg er det krepeerre Kruds skarpe Balsom forbunden, at det fordrev de stinkende Dampe, der oprørtes af eders forgiftige og krogede Lasters Hul-Veye. Jeg tabte af Sigte baade den kunstige Maade at forvirre Folk paa, og eders vinkende Øyne og farlige Slange-Bugter, I Uskyldighedens farlige Sirener! en Betragtning over eders forvovne Skridt, da I afbrændte eders Æres og Blufærdigheds Fyrværk, forjog mig ind i den eenligste og roligste Busk i Haven, for at nære min af Sværmen halv besvimmede Aand og Tavshed, at samle de Tanker, jeg bestemte, offentlig at sende eder.

Og min Aand, der meer og niece nedsænket sig i de opbyggelige Tankers bløde Skiød,

9

opvaagnede med et, ved en skrækfuld Erindring fra de hellige Bøger om den sidste Dags brændende og buldrende Endeligt. Og Hvorfor skulde jeg undsee mig veed, at giøre de Tanker offentlige, der burde indfinde sig i det menneskelige Hierte ved alle Leyligheder, hvor Naturen eller Kunsten husker os paa denne forskrænkende og høytidelige Dag?

Fornemmelser.

Hine blinkende Raketter, der med en vild Fart igiennemiler den føyelige Luft, er kun svage Udkast og Forestillinger paa de buldrende og fæle Flammer, der efter de evige uforanderlige Love skal opbrænde alt hvad jeg seer og hører, lugter, smager og føler, og jeg tænker: forskrækkelige Dag! du skal dog treffe ind engang til Skræk for nogle, til til Trøst for andre, og alle Jordens Slægter skal være dine Tilskuere.

Igiennem dette svage Billede, hvor Ild og Kunst opammer i mit Bryst en forstilt

10

Skræk, blandet med en forvirret og temmelig ufornuftig Glæde, skimter jeg den vigtige Scene, der skal forestilles, førend jeg skal gaae over til min evige fastsatte Bestæmmelfe, ond eller god; — men forunderlige Fornemmelse, hvorfor bliver min Aand en Samleplads af saa mange uvandte Afvexlinger? Hvorfor støder en majestætisk Glæde og Skræk sammen, naar den er tilstæde ved ve indløbende Foretagende, der kommer den gudommelige Aands rige og rørende Tegninger nær i de hellige Bøger om de forunderlige Forandringer, der skal gaae for sig paa den allervigtigste Dag, da Tid og Evighed, disse to store Rivaler skal møde hinanden?

Er det allene den uformodemlig — indfaldende Nyehed, der standser min Aand i sin gamle gang? Er det dette fremmede Rørende, der giør den virksom og følende paa saa ubevandt en Maade? Eller er det en Opmærksomhed, hvis Væsen og Fødsel, jeg allene skal hente fra blinde og tilfældige Aarsager? — Ney jeg skimter noget høyere, noget ædlere igiennem de Fornemmelser, der

11

avles i min Aand ved alle nye indfaldende Scener paa Livets sørgelige Skueplads.

Den Udødelighed min Siæl er kaldet til, mælder sig halv udviklet for mig ved disse Gienstande, og igiennem Uvidenheds og Vildfarelsens tykke Skyer staver min Aand sig frem til denne trøstende og skrænkende Sandhed:

Vi skal alle en Dag aabenbares for Guds Domstol.

Her er intet, som kan standse eller hindre min Aand i denne sin hellige Fart; den giør en hastig og lykkelig Blik ind i de evige Mueligheder, og seer Sandhed ved Sandhed, Retfærdighed ved Retfærdighed; den læser, som igiennem en Taage med en ærbødig Skræk, at der er en Dag, da Jorderig skal dømmes. Og en Betragtning af dette Slags fører vores Aand ind i den allernødvendigste Erindring, i Erindringen af vore Pligter, men saadanne Pligter, hvis Opfyldelse fører vor bange Aand noget nærmere til Maalet af dens evige Bestemmelse; - og disse Betragninger undseer jeg mig ikke ved at anføre paa dette Stæd.

12

Betragtninger.

Vigtige Timer! værdige Fostere! avlede i det almægtige Bliv, som kaldte Verdner ud af et Mørk Intet! I flyder ud i Tidens Ocean! I taber eder i Evighedens bundløse Svælg! - gid eders Flugt (vigtig ved sin Hastighed) ikke iile did at forklage os! gid eders Øyeblikke ikke flagre frem, for paa hin Side af Tiden, at paalægge os Centner-Bebreydelser! - I bleve til, paa det at vi i eders nyttige Sælskab skulde bruge Renterne af den Kapital, som efter eders vigtige Død, først vil blive os bekiendt og betroet.

Salige Kapital! du er den, som vil vise os, hvad det kostede den Korsfæstede, at bestemme sine Forløste en Arv, fuld af Saligheder. - Men ømme Smerter betager min Muse, men de gladeste Forestillinger dukker ned bag Angsters Flor.

Timer! o! Skrække-Billeder for den vilde, den frekke Syndere! o! grusomme Scener! har du, min Muse, Kraft nok til at vise Verden, den drømmende Verden de skrækkende Tegninger, Sporet af hine forlorne Timer? Flygtige Tilskuere paa Tidens store Skueplads! træder hid! (bedre her, end i Evigheden) laaner eders Agtsomhed, den gyse af Skræk eller ey! til en Betragtning af de vigtigste, en Betragtning aldrig fortrudt i Tiden, altid belønnet i Evigheden.

13

Livets HErre laante de fornuftige levende Timer, mange Timer, alle Timer til hans Ære,

til sine fornuftige Skabningers vel, timelig? -

ney ikke nok, men evig.

Tilhørere af den veltalende Tid! du hører

daglig det sidste Suk af hver døende Time! -

din Tanke giøre en Paus ved denne Traner. Musik! du høre! du tænke! hvad høre? - Den overtalende og klynkende Stemme af en Minut,

som græder om din Frelse Hvad tænke? -

At frelse dig; en ilende Længsel, ubekiendt med den Sikres utidige Opsættelser rykke din Deel i Saligheden til sig! - giøre dig en tidig, en tilig Eyere af Arven tilkiøbt dig ved den hellige Forløsers blodsure Møyer.

Men Sikre! til dig skriger hine forlorne Øyeblikke. Kast et hastig, dog agtsom Blik ind over Grændsen af de nærværende (dine) Øyeblikke! - du høre hvad hine forlorne Brødre af disse Timer raaber til dig om! de vinker af dig og din Frelse! de toner langt borte om din Skiødesløshed, om din Foragt, om din Hovmod, din Indbildning, da de omgikkedes dig. Formastelig bygger du et Kastel af Formodninger, uvisse for den kortsynede Synder, hvis faste Muure skal strække sig ud paa Banen af mange Aarhundrede; men - du Tumlende! dig lærte Sikkerhed, denne blinde Regn mester, at tælle de Aar, som du tænker at fængsle med Dumdristigheds Jern-Lænker, men som dog,

14

før du tænker, glider ind i Evighedens Strømme, og taber sig for dit for sildig oplukte Øye og dine bedragne Forhaabninger, der vipper ved Bredden af dette Nu, for at vinke tilbage de iilende og nu forsvundne Minuter af de forbiegangne Naade-Stunder. Høer! Bedragne! hør til! - Nu slaaer Klokken! det er maaskee, hvem veed det? det sidste Slag, du hører i Tiden, det sidste Øyeblik af alle de lykkelige Øyeblikke, der forgieves har prædiket for dig. Høer og skiælv! paa hin Side af Tidens, den af dig forspildte Tids Grændser udruster sig en heel Krigshær af fornærmede Timer og Dage! de vil imodtage dig med en Ivrighed, ukiendelig endnu for dig og dine haabefulde Sandser, men vis nok til din Fordærvelse! - de vil føre dig fangen, slæbe dig frem ud over det svælgende Dyb, hvor Tiden slipper og Evigheden (den for dig angestfulde Evighed) begynder; de vil antvorde dig til den Almægtiges Tienere; - Du skal høre enten du vil eller ey denne Seraphens hule og skingrende Stemme, disse af tilstundende Plager ret sprækkende Ord: Der er ikke meere Tid; og Evighedens Flor vil trækkes til Side, og Scener, zirede med Saligheder for den Benaadede, der tælte Timer og Dage, og Maaneder og Aar til sin salige Fordeel, men Scener, vrimlende af hævnende Plager og ubekiendte Angster vil vise sig for dig; du Sikre! og da; - da vil du krybe bag et

15

Bierg, du! — skiule dig bag en Høy! — ney, der er ikke Høy, der er ikke Bierg, der er ikke Tid mere. De svage og usikre Solegran, evige Klipper for dig, du Lettroende, hvortil du heldte dit Hoved, vil forsvinde under den Almagts Haand, som vil sammenrulle Forkrænkelighederne i et andet Chaos, og vinke Kloderne ud af deres Axler, og da vil alle Verdner ikke være dig et Skiulestæd, indelukt nok, utilgiængelig nok for hans Vredes Flammer, som sidder paa Stolen og Tronen. Evighed, dette saa fremmede Ord for din Aand, du Sikre! dette Ord, som saa ofte ved dit formængede Taffel, opbygt af Elementernes røvede Vare, formindskede din Graadighed som, i den raslende Tummel af dine nedrige Tilbederes vanhelligede Lovsange kysede din stiaalne Frimodighed, som midt i de roelige Nattetimer, den rette Pinebænk for de Udydige, naar Den kydske Søvn undseer sig ved at laane dem sin Hvile, læne din besudlede Aand og din Lasters Krop, at der var et Helvede til. Dette Ord, overalt besadt med Skrække-Billeder for dig, for dig, du Sikre, vil da vise dig, at Veltalenhed ey havde avlet det, men at ven Algode havde bestemt det, for sine fordømte og usalige Aander og Skabninger.

O! salige Eftertanke, som maatte rive dig ud af Sindslidelsernes Drukkenskab! o!

16

salige Bevægelse, som maatte i Bøyelse nedkaste dig for den hellige Forløsers Fødder. O! salige Øyeblik, som maatte giøre dig til en frelst og benaadet Synder. O! kunde du, min Muse! ret høytidelig besynge det Ord: Evighed! kunde du giøre dette fremmede og forglemte Ord ret almindelig, ret kiendelig, ret levende i Hierter, der maatte være villige til at nyde dets salige Bestemmelse og glade Virkninger.

Min Muse! du giøre dit! du besynge Evighed og Evigheds Fader, du aldrig blive tret og hees af en Sang af saa ædelt, saa salig et Slags! du synge dig og mig ind i den salige Evighed.

Kan Salighed ey blinde Fornuftig Muldvarp-Art, Hvo vil da Raade finde I Salighedens Part?

Vil Støvet altid staae i Strid Mod Evighed og imod Tid?

Naar vil man engang tænke For Alvor paa sin Tid? Naar vil man sammenlænke Sin Agtsomhed og Flid, For ret at troe, at Evighed At lønne og at straffe veed?

Lad Sikkerhed ey være

Dit Lives Styremand!

Lad Evighed dig lære

Din Fart paa Tidens Strand! Hids Sey!! og seyl saa rigtig frem! Ak Evigheden bliv dit Hiem.

1

Et

aabent

Brev,

fundet

ved

Indgangen

til

Kongens Have.

See! læs og tænk!

Tavshed belønner den Fornuftige.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos Thomas Borups Efterleverste boende i store Helliggeist-Strædet.

2
3

Min kiereste Hermantine!

Da Kongens Have blev aabnet, aabnede Forførelsen en slibrig Vey

for din Uskyldighed. Jeg boer lige over for dette farlige Stæd, og hver Dag faaer Øye paa et nyt Vrag af Dydens Skibbrud.

Hvor ofte seer jeg Uskyldigheden at ile igiennem denne Indgang paa sin sidste Redningsplanke, for at komme, som i en

4

sikker Havn, (men ofte maaskee for sildig,) hiem i en dydig Moders Arme, hvor Fromhed og Rolighed arbeyder paa, at skaffe en frek Datters Ære en sikker Fristad?

Mit bedrøvede Øye giør sielden et langsom Blik ind i de fornærmede Alleer, at min Aand jo skiælver; den tænker paa den første Verdens Have; der! ja der, min Aand! blev Grundsteenen lagt til din og min Ulykke. Der blev den fuldkomne Eva, vor ufuldkomne Moder forvildet og forviklet af Menneske-Fiendens Renker.

Da en begierlig Nysgierrighed blev forvandlet til en nysgierrig Begierlighed, fordoblede det første Fruentimmer sine Skrit hen imod Fordærvelsens Afgrund. Hendes vittige Øyne, der løb saa uvittige omkring paa alt det der hialp hende at synde, fik ikke Tid at see need ad til den Jammers Hule, der aabnede sig under hendes Fied; hun ilede frem med uagt-

5

somme Skrit. Men see! - hun sank,

og trak den lettroende og forførte Adam med sig i Graven.

Skulde jeg nu kunde see dig allerkiereste Hermantine! uden at blive rørt, da saa mange Bevæg-Aarsager taler vel for dig i mit Hierte; men kan jeg see dig, min Behagelige, uden tillige at kiende i dig en svag Datter af Eva? Jeg vil ikke fornærme din Egenkierlighed, og glemme at sige, at du er smuk; ney, endogsaa et dydig Mandfolk maa tilstaae dig dette, uden enten at laane dette Udtryk af et nedrig Hyklerie, eller af en ureen Hensigt. Men det er just denne Skiønhed, der foruroliger mig; gid du andsaae den med saadanne Øyne, som jeg! og gid din Fornuft altid mente dig det saa oprigtig, at den vilde i Tide vare dig af den Skade, som et flatrende Speyl fører med sig, naar din Egenkierlighed er saa uforskammet smigrende, at den tør indbilde dig,

6

at din Skiønhed er er varigt Gode. Husk paa Ormen i Prophetens Græskar.

Hermantine! er det mueligt, at et Lysthuus, vanæret ved de nedrigste Mandfolks Nerværelse, beholder længere dette Navn, naar din Dyd betragter det fra denne Side?

Bør det ikke langt rettere kaldes et grønt Horehuus, og jeg har de Tanker, om din Blufærdighed, at ingen Tittel er saa skarp, for at giøre disse Lasters Kroge redsomme øg afskyelige, at den jo ønskede, at opfinde endnu skarpere Titler, for ganske at kyse en dydig Pige, naar hendes daanende Blufærdighed er nær ved at give det sidste Suk, og naar den graadige Lettroenhed staar paa Luur i Busken, for at opsluge den meer end halv overvundne Piges Kydskhed.

Husk paa, lille Skiønne! at da Kongen tillod, at Mosenborg-Have blev op-

7

lukt, da tillod Naturen ikke vore Fruentimmer, at lukke de angenemme Lyststykker og fortryllende Irgange op for vore Mandfolkes graadige Øye og famlende Hænder.

Dyden havde sig Blufærdighedens Vildnisser og Ærens Vandspring forbeholden; der maatte ingen spadsere ind uden ægte Mænd og Koner; ved Indgangen til Ægtestanden fik de Billetter, og ingen anden, dem allene gav Naturen den glade Frihed, at slumme i den reene og ægte Kierligheds skyggefulde Buegange. Skiøgen skaffede sig vel nogle falske Biletter,, for at slippe ind med de ægte Koner; men Kydskhed og Undseelse, der stod ved Indgangen, besaae dem, og fandt et urigtigt Stempel paa dem: de rette Biletter vare stemplede med Kydskheds og Blufærdigheds rosenrøde Mærke. Disse gieldte, og ingen anden. Min Hermantine! hvor ere dog Fruentimmerne forfaldne fra deres rare Blufærdighed, og altsaa fra den Priis vi

8

med Grund tilforn kunde sætte paa dem! Forunderligt! Naturen, der ligesom udtømte al sin Ædelmodighed paa dem, faaer kuns daglig Skam til Takke. Jo skiønnere et Fruentimmer er, jo opsætsigere og modvilligere er hun imod Naturen; men kiere Fruentimmer! veed De, at vi har Ret til at fordre Renskab for deres Forhold, saa længe de ere ugifte, og ingen vis Person bestemt?

Det er vor Skyldighed, at sørge for vores Børn, dem sørger vi best for, ved at give dem en god Opdragelse, nyttig Undervisning og et anstændigt Giftermaal.

Vi veed ikke til hvilken Familie den Almægtige vil lænke og leede vor Drift og vor Fortrin i at vælge for vores Børn.

Skal vi være saa ulykkelige, at opnaae den Dag, da den beste Familie skal være den! mindst lastværdige, og vi skal

9

nødes til at sukke over den bedrøvede Fornødenhed, at gifte vore Sønner med Jomfruer, som falder os mistænkelige, og som ikke har tordet giemme deres Kydskhed til deres Bryllupsdag, af Frygt for at gaae ugifte ud af Verden.

Naar vi nu kaster et alvorligt Blik ind i de tilkommende Tider, der kan ikke blive andet end Grunden fordærvede, hvis vore ugifte Fruentimmer i Almindelighed ikke stræber, at bevare deres Kydskhed og Blufærdighed urørt og ubesmittet, saa seer vi Huuse fulde af nedrige Laster og de hellige Huusplager at ile vore Børn og Børne-Børn i Møde, saa skal vort ærlige Blod vanæres, bemænges og forhaanes ved de skidneste og meest utilladelige Blandinger.

Min Hermantine! er der skiøndt et eller andet fornemt Fruentimmer iblant os, som er ligegyldigt over, hvad Rygte hun har iblant Folk, og som i Følge heraf

10

giør sig til et almindeligt Spølekar for alle skidne Vande, bør Resten af det smukke Kiøn straffe dette Fordærvelsens Barn ved en dydig Foragt, og stræbe ved deres kydske og ubesmittede Forhold, at vise hvor lidet de skiøtter om at efterfølge og ligne saa nedrigt et Fruentimmer, der giver sig blot for liderlige Mandfolks forvendte Maade ar befolke Verden paa, og stiller sig i Gabet for den billigste Dadel og Bestraffelse.

Det er naturligt, at naar den halve Deel af det menneskelige Kiøn er syg, føler den anden halve Deel Virkningen deraf, det har en stor Indflydelse paa Mandfolkets Moralitet, naar Fruentimmeret giør sig saa gemeen med mistænkelige Handlinger, at Laster bliver Moder, og Uordentligheder det daglige Forhold, hvorudi Kiønnet staaer.

Kiere Hermantine! spørg sit eget Hierte, om det vil eller med Rette kan

11

være fornøyet med sig selv, naar der avles intet andet derudi, end ureene Fornemmelser og utilladelige Begieringer? Kan der være en Jomfrue nok, ar unge og vilde Mandfolk, hvis Hensigter allene gaaer ud paa, at forvirre og forvikle Kiønnets Eftertanke, raaber i alle Byens Hiørner, at nu ere vore Fruentimmer føyeligere, end de vare tilforn? Skal Dette være en Lovtale, Kiønnet til Ære? Og kan en Lovtale af saa uægte og contreband et Slags røre vore Jomfruer saavidt, at de andtager den for tilladelig og andstændig? Hvad Næring finder de derudi for deres Ære? Jeg skimter ikke engang Skyggen af Velanstændighed derudi, og hvad siger Fruentimmerets Ære? Den bliver overvældet og forvirret, saa stærk af Egenkierlighedens og Forfængelighedens Svær-

12

merier, at den for en vis Tid tier; men den Tid kommer, Da Den igien fordrer sin gamle Ret, og det gaaer ogsaa altid vel til med et Fruentimmer, naar Æren raader over hende, og hun ikke over Æren. Hvor den sidder paa Tronen og hersker, der merker man en idelig og urrettet Omhyggelighed over at være vel anskrevet hos det Publike, saa er der intet Skrit ligegyldigt for en Jomfrue, saa er den uægte Mynt af Mandfolkets overdrevne Smigrerier og forførende Veye ikke antagelige; ney, de seer en Jomfru intet høyere, intet ædlere, intet vigtigere, end sin blufærdige Kydskhed; hun troer, (og hun har den største Grund til at troe sligt,) at saasnart hun tillader et ikke alt for retsindigt Mandfolk at berøre hendes Blufærdighed, falmer der saa stor en Deel deraf,

13

som hun ikke vil igien faae oprettet i sin halve Levetid. Hendes Kydskhed er som det yndigste Voxbillede, skal det samles af alle Hænder, vil noget af det snart smelte bort, altsaa miste sin Figur og Skikkelse, og blive en ukiendelig Klump uden Ziir og Anseelse.

Kiere Hermantine! vogt dig vel for Forføreren, naar du vover dig ind i de store og vidtløftige Sælskaber, han spinder først fine Silke-Snorer, som han sætter ud for din Ære, dem forgylder han, for at blinde dit Syn, og for at fange dig med dit eget Samtykke, lykkes dette ham ikke, da har han Vognreb, han kaster dem om dig, før du veed et Ord deraf, slæber dig med sig need i Fordervelsens Dyb, og hvor man siden seer dig, raaber vort Hierte

14

efter dig, og da naar du blues; thi du er skyldig, og høre disse for en dydig Pige saa plagende Ord: See! der gaaer en af de forførte Jomfruer.

15

Værdige Mødere.

som sætter eders sande Ære i eders snart forførte Døtres kydske og dydige Forhold! Kongens Have kan gierne blive et behageligt og tilladeligt Stæd for dem; men eders Villighed er alt for forvoven, hvis I tillader dem at spadsere der uden Opsigt i de Mørke Timer. Tilladelse kan saa snart blive Misbrug; vi fordrer af eders Moder-Kierlighed denne Ømhed: at I ikke lader eders Døttre være tilstæde paa de farlige Stæder, uden eders egen Opsigt eller andres, som I troer ligesaavel som eder selv. Forførelsen er overalt; men den erfarligst og stærkest, hvor der er ingen dydig Raad og myndig Hinder.

16
1

Dronningen for Fugleneeller Nattergalens Afskeds-Sang

fra

Rosenborg Have.

Spadseregang er et Slags offentlig Komedie, hvor

enhver er Spiller og Tilskuer paa engang. Hvilket Kiøn er det vel, som spiller den forddeelagtigste Rulle?

M. de la Beaumelle.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt hos L. N. Svare.

2
3

Første Sang til Fuglene.

Mine qvidrende Concert-Brødre og Søstre! Mit Reise Tøi er færdigt, mine Vinger halv udbredte, men hører paa min klynkende Solo, mit sukkende og trillende Far-

4

vel, førend jeg betroer mig til den sagte-susende Luftes Slynge. Mine bevingede Venner og Veninder! det lille bævende Instrument, som vor fromme Skabere gav mig, at bruge i Psalmerne om hans dybe Viisdom, hans utømmelige Almagt, hans mageløse Kierlighed, ved de synlige og usynlige Verdners Fødsel, har saa mange Sommere slaaet Slag i Slag for de omvankende Ørkesløse, men et Øye agtpaagiven ved Passionernes, disse Sireners fortryllende Sang, kan ikke mærke det Ædle, det høye Øpfindende i min simple og naturlige Trille. En idelig Strøm af forkunstlet Harmonie suser forbie de Dødeliges Øre; Forfængeligheden, denne sorne Fiende af det Ædle-Naturlige, af det Søde-Enfoldige, af det Lette-Tilfældige, der altid er det Heldige, det Rørende for en fiin Kiender af Naturens uagtsomme Pensel-Drag, fængsler de tænkende Væsners Sandser med en Lænke af Vanskeligheder; denne raslende Lænke slæber de efter sig paa alle Livets Veye, ja endog igiennem

5

de uskyldige og tilladelige Forlystelsers eenlige Løvsale og Buegange. De sagte og søde Vesten-Vinde der opvekker de hengende Blade til at begynde de kielneste Vendinger, de artigste Danse, tabes for de sværmende Spadseregiængere, der ere omringede af Forvirrelsens buldrende Selskab — Jeg giver Tonen an, jeg begynder at præludere til min Solo. Det støyende Selstab giør et Halt; man seer sig begierlig om efter Sæder, — her vil man slaae sin Leyer — nu giør man en Paus! — men Letsindige! den Lyd, der saa uformodentlig traf dit Øre, var Nattergalens Suk over din Daarlighed. Ædle Stilhed, hvor slet klæder du hos disse Tvungne! Længsler iler frem, Uroer rumler om med vore tause Tilhøreres Nysgierrighed. Min Taushed lægger nogle Minutter den vilde Letsindighed paa Pine-Bænken; endelig bryder de lurende Lysters Røvere frem af Hiertets Kroge, snapper deres Rov, og iler bort med det midt ind i Flygtighedens brumlende Irgange, og Natterga-

6

len taber sine uværdige Tilhørere af Sigte, giør nogle Anmerkninger og Løb paa sit Instrument, og falder ind med sin Afskeds-Sang:

Fremfarne Sommere, I som allerede ere druknede i den endeløse Evighedens Hav! Lyksalige Forlorne! Eders Trældoms Dage ere allerede forbi Forfængelighedens Land, og I fortæres og sønderrives ikke længer af Syndens vilde Slaver. Ak! at jeg i den stille Ørken, ved Siden af Turtel Duen, kunde blænde mine sukkende Taare med dens sørgelig Kurren, og i en stille Nat, langt fra de Dødeliges Uroer, synge en bævende Liig-Psalme over den forlorne Lyksalighed. Jeg seer de omvankende Jordens Slægter at trave om i Livets Vildnisser; Letsindighed tindrer af deres Øye, Forfængelighedens glimrende Følgeskab indringer dem, mens Armod staaer i Hevnens Krog, at lure paa disse Rasende.

Det var disses merkværdige Forældre, der i hiin af Almagten planted Have fik en fornuftig og udødelig Aand, en fri Villie til

7

at vælge sig Plads blant et evig ulyksaligt og forvildret Selskab, eller Boelig blant sagtmodige, salige og velgiørende Aander. Ak! Adam! det var dig, der var ædlere, end Nattergalen eller noget andet Creatur paa Jorden! Ak! Eva! du deelte de vigtigste Fortrin for alt det Skabte med din ømme og kierlige Ægtefælle.

Men hvor er Eders Paradiis? Forloren — Eders Lyksalighed? Forsvunden — Eders Viisdom? Fortæret i Hevnens almægtige Flammer. Eders hinkende Sønner og Døttre slæbes omkring blant Elendighedens hvasse Torne, forrevne, forvovne, forvendte. Viisdommens Fakler ere slnkkede, Letsindigheds Blæst foer over dem, og nu leves og lides i et tyk Mørke, hvor Uroers buldrende Torden mødes med Forfængeligheds skimrende Lynet.

Livets Bane vrimler med stolte Aander med spraglede Orme, med tumlende Kiemper, der daglig prøver Styrke med Helvede. Hør

8

hvor de klynkende Timer strides med Tidens Tyranner. Den hule og fæle Gienlyd af den fremfarne Tids Minutter, der anklager de Dødelige for Gud Dag og Nat, høres langt ind i den tilkommende Tids langt bortliggende Lande. Naar Hovmod gaaer ud, træder Vellyst frem paa Livets Scene, og imens de letsindige Selskaber forestiller de skidne Lysters Magt og Seyer over Dyden i en stedsevarende uordentlig Komedie, taber de fornuftige Tænkere sig i Sorgens sorte Tragedier; — og jeg skulle i en kaad Trille qvidre om Livets Behageligheder? Jeg skulde fløite i fortryllende Løb om Uskyldighedens seyerige Indtog i det menneskelige Hierte? Nej, min Junii Maaned skal ikke længere blive spildt paa de utaknemmelige Dødelige, der kastes og hæves, tumles og svinges, imellem i Dag og i Morgen, og dræber den ene Maaned med en ufornuftig Latter, for at faae fat paa den anden med en latterlig Ufornuft. Nei, drukne Vellystige! da I neppe vil faae Eders altid repeteerte Ruus udsovet,

9

førend i de stille Grave, er min naturlige Musik ikkun spildt og forloren for Eders Ører, der laaner deres Agtpaagivenhed heller til Klangen af et skrøbeligt Viinglas, end til Nattergalens opmuntrende Stemme. Farvel! Smagfugle! Landmandens møjsommelige Liv venter paa mine trøstende Toner.

Anden Sang

til

Fruentimmerne.

Glimrende og omvankende Telter! kunstigudpyntede Dukker! halvtrætte talende Fruentimmer! — De ile ikke saa hurtig forbi denne tykke Busk! Naturen gav mig den til mit Chateder; det er fra denne min flettede Trone jeg synger mit kielne Farvel fra disse Rosenborgiske Egne.

Hvorfor har De misundt mig den Lyst, at ære min Skaber! ved at opbygge dem med mine rørende Slag og Triller.

10

Det er Dem ikke ubekiendt, Smukke! hvor gierne jeg opholdt mig i disse lykke Buskaser; men Roe er mit Element; der lærte Erfarenhed Dem.

Men De har jo tilladt Deres Lidenskaber, at tumle Dem omkring i et Hav af Uroer.

Hvor ofte har jeg ikke seet Deres Uskyldighed at kastes hid og did paa denne Farers Strand; naar den har vipped op og ned paa Den sidste Rednings Planke, har jeg ved min traurige og afbrudte Qvidren vildet borge endeel af deres Agtsomhed; men den var langt inde i Uroernes vidtløftige Kredse; men Forfængelighederne rasede om med den; men Vildhed i Sæder og Daarlighed i Dragter havde fængslet den.

I de Dage, da der søde Roseborgiske Eden pralet med Uskyldighed, og den tænkende Tiilskuer ofret Skaberen Forundring og Glæde i Steden for at yde Skabningen Tllbedelse og stiaalne Lovtaler, rørte mine Triller det agtsomme og paa Udkik vankende Øre.

11

I samme Dage torde den uskyldige Pige gaae ind og gaae ud af Denne forlystende Have med en urørt Kydskhed, med en ufornærmet Dyd, med et Hierte forskandset og befæstet med de ædleste og reneste Fornemmelser; men nu! - - Nu! - - Smukke! Hvad hielper den udvortes Skal? Lad den endog faae Navn af allersmukkest! Naar en dydig Skabnings Aand staaer i Tvivl om Kiernen, der er inden for, er enten raaden eller sminket?

O! smukke Jomfrue! fordi Du er en Evæ Datter, vil Du derfor kappes med Din faldne Moder om at giøre et dybere Fald?

Er det Dig ikke nok, at hin Eden blev tilspærret for en Eva, da Nysgerrighed holdt Frivillien fast, imens Begierlighed besudlet Aanden?

Skal endnu Fornuften blive skamfuld og tillukke en Have, den tilladelige Forlystelsers Eden, fordi Du vil omskabe den til Svermens Bolig og en Samle-Plads for vilde Begierligheder og et Levnet, hvis Historie vilde skurre

12

for meget i de Dydiges Ører, hvis jeg her vilde blande det i mine Uskyldighedsfulde Sange. Hvor ofte rev du mig ud, du Lastværdige! af min tonefulde Andagt, og overdøvede mine Triller ved dine forgiftige Udtryk, og dine Toner, borgede af Sirener!

Jeg saae dig nok giennem mine grønne Gardiner. Du tænkte, at ingen var Vidne til dine urene Handlinger uden du og din Medlastige; men nok en Trille til din, Skræk, gid til din Forbedring.

Har du Mod til at høre mig, og misunder du dig ikke selv et Ord til din Forbedring, saa hør til og blues.

Neppe begyndte Begierlighehen at røre sig i dit Hierte og lod sig mærke med, hvor megen Magt den havde over dine villige Sandser, før Erindringen om en stor Have, (før en Forgaard til et vigtig Slot, men nu! jeg tier) lærte dig, at en maaskee alt for oprigtig Moder ikke burde være Medviderske i Forsætter, saadanne, som dine; men at forlade hendes

13

Aasyn og det moderlige Huus, var Veyen til at naae dine Hensigter.

Din Medlastige var ikke sparsom paa kontrebante Lovtaler, men modtog og ledsagede dit utilladelige Forsæt med et muntert og syndig Bravo, formenende, at din Villighed fortiente, at danse efter denne Vellysters Pibe.

Du skyndte dig bort, at iføre dig den Klædning, hvorudi din Uskyldighed skulde giøre sit første Fald.

Du kom frem som en Telt, hvorunder du vilde dele Med din Medskyldige det Bytte, som du og han røvede fra Ærbarheden og de gode Sæder.

Nu slog Klokken, og at bie længer hiemme, vilde maaskee skille Helvede ved en dobbelt Glæde, og eder begge ved en Lyst, hvis Ad-Mindelser ansporede Eder til, ikke at spilde Tiden med at høre paa Eftertankens Overtalelser til at afstaae et overilet Forsæt og paa De angestfulde Forvarseler for Usskyldighedens Død og Dydens Tab.

14

Man sagde Farvel for en vis Tid til Det moderlige huus, dette for en udskeyende Dat ter civile Aresthuus; og i ilende Trav kom man til Indgangen paa Forførelsens Bolig.

Navnet er ikke mit, men Erfarenhedens. Neppe fik man Øye paa det matte Skin af de første Lamper, førend man giorde sin Plan, først at giøre en Vending frem og tilbage i Lampe-Kredsen, førend noget videre kunde foretages.

Man trængte tit nogle Øines Flittighed, i at betragte Fasonen af Klæderne.

Dette Tryglerie finder Sted hos de Store og Bemidlede, og deres Lykke eller Ulykke, Roe eller Uroe hænger af Tilskuernes Øines mere eller mindre Virksomhed.

Disse bliver ikke afviist saaledes som de almindelige Tryglere.

Baus! der kom en Rakæt! fi hvor det lugter! - -

fi! . -

fi! - *

15

fi endnu! - - -

O fi! - O fi! - -

Fi! hvor det lugter! - - -

Nu videre:

Forføriske Hækker! nu skal I holde for; dette er noget andet, end at bære mig og mit hele Orgelverk. Hvor sød og sagte bævede I ikke under mine harmonerende Triller! men nu! - - men i Mørke! - - Da Vellysten skiød Breche og Hul i Eder, tabte I Eders Fason og Skikkelse.

Yndige Græs! du som voxte før Naturen til Ære, skal nu vanæres.

Hvem satte dig til at være en Seng for de Urene? Og hvor fik de den Frihed, at misbruge dig saa nedrig.

Saa sank et syndig Par i Græsset ned; Her fløi jeg bort, og intet mere veed.

16

Nattergalens

sidste Afskeeds-Sang

Mel.

Enhver i disse Tider taler & c. 1. Vers.

Farvel mit Rosenborg, mit Eden!

Forvandlet til en Malurt-Skov. Jeg iler bort til Eenligheden.

At synge der min Sang og Lov. Mig var det ei bestemt i dig at blive, Farvel, hør paa mit Tir-li-li

17

2. Vers.

Lad kuns Vellysters skidne Slave Slaae Smæk i Smæk, og føite kiæk! Jeg er ei nær ved Ondskabs Grave:

Jeg intet seer, men flyver væk. Jeg ei kan boe i lastefulde Egne.

Farvel! hør paa mit Tir-li-li :|:

Jeg flyver til Naturens Egne,

Hvor Dyd og Troskab gjør et Par, Hvor Kydskhed findes allevegne, Hvor Laster aldrig Dyder var; Men hvor at Pligter lær enhver at elske. Farvel! hør paa mit Tir-li-li :|:

I hine søde Roers Bolig

Slaaer jeg min Trille uforsagt;

Der synger jeg for Laster rolig,

Og faaer min Solo ret udbragt, Blant Mine smaa og spæde Sangerinder.

Farvel! hør paa mit Tir-li-li. :|:

18

5 Vers.

Landmanden bedre veed at skiønne Paa mit enfoldig Spøg og Spil;

Naar jeg hans Møyer vil belønne

Med Qvidren, Fløiten, er han stil, Han sladdrer, tumler ei, men agtsom hører. Farvel! hør paa min Tir-li-li. :|:

6 Vers.

Lad kuns den frække, vilde Daare

I Buske rase, tumle, slaae!

Hans Straf ham følger i hver Aare;

Hans Bødel med ham altid gaaer. Samvittigheden lurer paa ham sagte.

Farvel! hør paa mit Ti-li-li. :|: 7 Vers.

Men naar at Vellyst haver raset

Vor Tid, vor Liv, vor Ære bort; Og med Religionen spaset,

Og giort det beste Væsen sort,

Saa nærmer Synderens fortiente Straffe. Farvel! hør paa mit Tir-li-li. :|:

19

Farvel mit Rosenborg! mit Eden! Forvandlet til en Malurt-Skov. Jeg iler bort til Eenligheden At synge der min Sang og Lov. Mig var det ei bestemt i dig at blive. Farvel! hør paa mit Tir-li-li. :|:

20
1

Kiøbenhavn, 1771.

Hiertet er min Dievel Croesus er min Slave

Eller

Et Par Ord

til Dannemark.

Saa og fire

Fabler:

1.) Den forvandlede Havfrue.

2.) Forsonings Oxen.

3.) Den kaade Høne en Fortælling.

4.) Hunden og Plukkefisken.

2
3

Erindring til Læseren.

Forlad mig, at jeg, som en Kik i Verden ogsaa vil blive en Skribent. Grillenfængerie giør jo meget for at fortie nenoget. Kiender I ikke nok min talrige Familie, og hvorledes skulle jeg faae de Smuler jeg skal putte i min Mund, om jeg havde ey Græver og Narrer i min Familie. Disse vil aldrig lade mit Grillenfængerie blive ubelønnet. Jeg venter nu med det første, at faae en nye Rang med den romerske

4

Keisers Hest, som en gal Regent giorde til Borgemester. Tænker ey at mit Grittenfængerie vil give Staden Piller eller Pulver, eller Vomitiver ind at laxere paa Jeg tænker den har faaet saa mange Klysterer, Aarladninger og Laxativer, at den behøver ingen Qvaksalver, som jeg er. Den eeneste Laxativ, som har foraarsaget sine Sedes, er nok den, som man gav Kiøbenhavns Gader. Gid jeg havde et subtil Chirurgisk Instrument til at giøre Operation med i Statens Pung; saa kunde jeg med Vished faae at vide, om der ikke er gaaet Kaaldfyr i den af de mange Medikamenter man gav den ind. Hvorledes kan Doctoren raade Bod paa Syg-

5

Dommen, naar han er veed hvori den bestaaer. Kan man ey ved en liden Forseelse stoppe den gyldne Aare. Naar Hjernen er forrykket, hvad nytter det da, at Chirurgus giør Operation i Tæerne. Naar Hiertet gaaer i Forraadnelse, skal man da vel sprekke Maven op. Men ak desværre! de fleste af vore Medici ere Grillenfængere. Man siger, at der skal indrettes Daarekister af de tomme Palæer i Nye Friderichs Stad. Vore Grillenfængere og Stats Medici, stal ey undgaae Fornuftens Majestætiske Blik. Statens overbærende Skolemester, skal lade dem føle Tugtens Riis, som skal uddrive Daaren af disse kaade Unges Hierte; ja! han skal anvise dem mørke

6

Boeliger i Friderichs Stads prægtige Palladser. Jeg græder alt over min Skiebne, som bier efter mig; men frisk Mod HANS! det er en Ære for dig, at sidde i Daarekisten med vore høyvelbaarne Grillenfængere. Jeg slutter min Erindring ved at ønske Staten det den saa Høylig behøver, nemlig god Sundhed almindelig Fred.

Hans Grillenfænger

Selveyere paa Brillenborg.

Helsingøer,

den 26 August 1771.

7

Vogt dig for dit vigtige Fald. Saae du ikke hvorledes den store Hoere i Babylon faldt. Hørte du ey at hun blev dræbt for Alteret i Templet, og at en Levit i en af de smaa Kiøbstæder i Landet maatte give hende det sidste Livs Brød. O Dannemark! du største Hoere! dit Fald er nær, naar

Omnes Affectus pænae immunes, Libidinis, metus & audaciæ præmia sunt certa.

Det er:

Ingen Lidenskab bliver straffet. Kaadhed, Skyehed og Dumdristighed ere visse paa Belønninger.

8

Jordens Konge vogner op af sin Slummer. Medlidende er han og om, og som seer igiennem Fingre i Vanvittighedens Tider. Vogt dig, at din egen Jord ey opsluger dig; eller, at dine Landemerkers Vande ey bortskyller dig. Dine Vaaben fortiente sig et slet Navn hos Algirerne; du er bleven Frankerigs Foragt, Engelands Aadsel og Sverrigs Væmmelse. Din nedrige Smigrerie skal blive til en Afskye i Overherrens Øyne. Din Maske skal blotte dit heslige Ansigt, og du skal staae til Spot for alle Jordens Slægter. Hvor blev din Ungdoms Paradis af? Det visnede jo bort ved Vellysters fortærende Ild. Dit Paradis blev jo indviet til Overherrens Glæde; men du besmittede det med hans Slavers Uteerligheder. Blev vel din Ild udslukket, skiøndt du brugte Overflødigheds Sprøyte. Derfore al dine Mindesmærker

9

udslettes, og din vellystfulde Skov skal blive til en skaldet Plet om du ey omvender dig; o Dannemark! Er dit Paradiis da reent forloret? Ney! Du har jo Komoedie-Huusene. Endnu er Hoftheatret ey bleven til et Ridehuus, og Holmens Kanal har endnu ey faaet Ordre til at bortskylle den danske Skueplads. Du seer ey den glubske Morder-Engel, som luurer paa dine Bederstyggeligheder; skiøndt han boer i dit Hierte og nager dig. For at giøre dig stærk imod hans mordiske Anfald besøger du saa flittig Komoedien; naar du da om Natten i dine helvedlige Smuthuller har udmattet dig, saa maa jo Komoedien, der spiller paa din Skueplads, dysse dig og din Samvittighed i Søvn. Din Tidspunkt o Dannemark! er ulyksalig. Du lagde Fordum Bidsel i Munden og bereed adskillige Nationer i Europa; men nu gier du Vel-

10

lysten, den store Rideknegt, Forlov at kiøre i Ring med dig. Formedelst det riige Vand som indringer dig, kan jeg kalde dig en rig Fiskerkone. Hvor er din Fisk bleven af? Har du buddet den Fal til den som har ey villet have den? Har Strandmogen taget den? Eller har en mægtig Haand grebet den, at du ey selv længere er Besiddere af dit Eget. Du indsluter en rig Havn for Fiskerie, dog deeler du Byttet saa sparsomt ud til dine Indbyggere. Hvad har du nødig at være saa forbittret paa den tressede Commissar, fordi du ey maa sælge din Fisk førend Klokken 10. Det er jo tids nok endda; det er jo got at Forordningen lætter dig en Deel af Tidens Byrde og Heede. Vellysten lærer dig at holde Hævd over dine Vare; nu maa alle seede Vare indføres fra fremmede Lande; thi Vellystens Kilde, som du fik o Dannemark! er blevet udtørret og Vinterens

11

Strenghed tilfrøs dine Vandaarer. Din Dyds Vey er Veyen til de skumle og fæleste Steder i Helvede. Du er ved alle Nag og Trudsler fra Himmelen, endnu, frek, vild og vrinsk, som Hesten der slaaer bag ud. Du fordrer saa gar Umueligheder af Vellysten, som du omarmer i Steden for Dydens Konge. Du kan ikke nok faae din geile Lyst styrt. Din Brynde efter det Glade, som kildrer, er umaadelig. Hvor er den Forbeholdenhed, hvormed saamange skiule deres utæmmelige Lyster. Du har bidt Hovedet af Skam. Du er ikke sparsom, naar bu øser af den rige Brønd, som vor retfærdige Fader skienkede dig til Forargelse og til et Fald, og til det onde Hiertes Aabenbarelse. Ikkun Engeland kan sige, at have været din Lige i Overtrædelser. Ingen er ueenig om at tillægge dig, o Dannemark! de nedrigste Skamplekker. Andres Had anseer dine Boeliger, som Uteerligheds

12

Huuler. Den dydige Ærekierhed foragter dig; ja glemmer reent at du skulle være den gamle Verdens Herskerinde. Forfængelighed og Selvklogskab kysser dig, Horerie og Forræderie omfatter dig. Din Helt er Vellyst. Ham efteraber du i kaade og tillokkende Klædedragter. Du har revet Dydens Pandser fra dine Bryster, og blottet dem for Griffens Finger. Din forstaalede Kaardeklinge er bleven til Vellystigt og dovent Kiød. I Steden for at hevne din antastede Flove, har du ladet

dig stikke, — ja stikke med Græmmelmelsens

giftige Piil. Hvor meget sortere og vederstyggeligere er du ikkun, da vi afklæder os det Sorgens Flor vi var indviklet i; da vi venter at see i dig vor Glædes Soel; men faaer en Svovel-Fakkel fra Helvede at see. Dine egne Indbyggere ønsker dine Ugudeligheder Millioner Ulykker. Du tilpropper dine Øren, for Sandhedens giennemtrængende Røst. Dine

13

Sangere og Sangerskers Sirene Sang døver saaledes din Hørelse, at du ey agter de Retfærdiges Suk, Raab og Jammer-Klage. De Huusarmes Nød, gaaer ey dig du Vellystfulde! til Hierte. Hans Bønner afnøder dig intet, som kunne giøre et Skaar i dine Vellysters Øvelse. Meener du o Dannemark! at din glimrende Pragt, din kronede Høyhed og det Æres-Purpur, som du borgede af dine Fædre, skulle blinde den Viises Øye, og skiule din Dievle Gestalts Før var du saa feed som en Koe i Bassan; men nu har din Geilhed saa udtæret dig, at du ligner Pharaos Koe, som i Drømmen prophetirte ham et magert Aar. Ja hør og forstrækkes ved dine Prophetier, som du kan læse (om du husker hvad Bibelen er for en Bog, og om du nogensinde læser i den) i Aabenbaringens 18. C. 5 og 8 V. Gaaer ud fra hende mit Folk! at I ikke skulle blive deelagtige i hendes Synder, paa det I skulle

14

ikke faae noget af hendes Plager; thi hendes Synder række til Himmelen; og Gud tænker paa hendes Fortrædelighed. Derfore skulle hendes Plager komme paa een Dag, Døden, Bedrøvelse og Hunger: Hun skal opbrændes med Ild; thi Gud Herren er stærk som hende skal dømme.

Den forvandlede Havfrue.

Havfruen, som var fød og svimmede i Norden,

Hun bruste Havet op og overspyede Jorden,

Hun var kun Søemænds Riis; som spaade

Verden vee,

Hun ved en Hexe-Kraft lod mange Jertegn

see.

Hun styrtet Skibe ned i Dødens vaade Huuler, Hun sprøytede den Gift, der sig i Havet skiuler, Tidt giennem Struben ud, og tit i Tordenskrald, Hver Fisk blev stukken an endogsaa gar en Hval. Hun blev omsider kied af Bølgens glatte Trone, Hun væmdes ved sig selv og ved sin Havmans

15

Hun saae at hun var skabt, som Juno oven til; Men at hun neden til kun lignede en Sild.

Hun ærgrede sig naar hun saa Neptun at ride Saa let paa Bølgerne og heele Havets Vidde, At han forstod saa smukt at springe med sin Hest, Og fløy langt lettere, end hun i heftig Blæst. Hun bad til Jupiter! han ville sig forbarme, Omskabe hendes Fisk, som sig var kun til Harme, Og give hende Laar og Been og krumme Knæ, Ja skabe hende til en god Beridere.

Strax blev hun dannet om, nu kiendte man ey

meere

Den halve Fiskedeel; nu saae man hende bære Et deyligt Sælhundskind om sine hvide Laar. Kort: Som en Rytter hun paa Havets Bierge

staaer.

Neptunus lærte snart sin Guddom ret at ride, Hun tumlede sin Hingst; han reed ved hendes

Side;

Snart lærte han sig til og det i fuld Galup,

At klappe hendes Laar og kysse udi Snup.

Han fik saa Leylighed for hende født at smiske. Ved deres Luftspring de forskrækte alle Fiske. Neptunus fløy foran; hun fulgte ham med Fart, Og brugte Sporerne, - - Var hun vel Fiske-Art?

16

Havhesten snublede paa en usynlig Klippe; Neptunus styrtet af og sønderslog sin Rippe. Nu græd Havfruen høyt og bad til Jupiter, Af Frygt for sligt et Fald, om nye Omskabninger.

Hun tænkte: er Neptun en Havgræs-Rytter

bleven;

Hvor vil det gaae mig, som er ey i Ridning

dreven?

At ride eene om ansaae hun for en Klik.

Hun ønskede sig da en deylig Svanes Skik.

Hun fik sit Ønske fyldt; fik hvide Fjer og Duune. Hun holdt Nepthunus end, skiønt lam, ved

gode Luune,

Han laae paa hendes Ryg; hun svimde som en

And,

Og bar Neptunus med hen i et Sundheds Vand.

Vor Siæles Lidenskab forandres uden Smag; I Gaar vi elskte det vi væmmes ved i Dag,

En Søemand taaler dog den hæslige Neptun,

Som bløder til hans Ryg og slaaer med sin

Harpun.

Tilbøyeligheder er' ubøyelige bleven,

Da Yppigheden blev paa Dydens Rulle Skreven.

17

Forsonings Oxen.

Den unge Løve, som i Mod og Sindighed

Langt overgik de beste Skoves Løver, Omdanner alt og fængsler Skovens Røver Og tog Blod-Igler an i disse Røvres Sted. De suede kun lidt paa Duer og paa Faar; Ey Under at det svækte disses Kræfter,

De første Kraften tog de sidste slikker efter. Og Løven gar i Gield hos sine Rotter staaer. De mante Løven tit da det i Landrag gik;

(Thi Gielden var ham over Hovdet voxen)

De fordrer det, at udbetale moren,

Som dem hver Dag tilkom alt efter gammel

Skik.

Da Lovens Kasse var just den gang næsten

tom,

Et Vildsviin tvang dem derfor til at bie. De taug en Stund; men kunne ikke tie, Da Sulten qvælede i deres lille Vom. Saa stak det Rotterne at flygte hen til den

18

Som Løve var, og pibe Jammer-Sange. De mødte først ved Løvens Hof en Slange, Den spilte dem et Puds, saa de drog hiem

igien.

Med uforrettet Sag, de meente, da at gaae Til deres Hiem; men Løven strax befalte: Hver Myre fik sin Ordre og betalte,

En Deel af Gielden af - - Det vil kun lidt

forslaae.

Ak her skal ineere til om Rotters Opstand ey

Skal strække os! saa talte Skovens Herre. En svarte da: Ja det kan blive værre. Vi maa forsone os og give dem en

Stei;

Man stegte da en Stud og gav dem den til

Priis,

Hver Rotte sprang og sled en Rem af Stegen,

Og tænkte da: See hvor man er forlegen,

At faae os goed igien; vi! vi, er Skovens Riis.

19

Det største Onde man sig tit paa Halsen skaffer, Naar man Dumdristighed giør Got og ikke straffer.

Den kaade Høne.

(En Fortælling.)

En feed og trin og modig Høne Gaaer uden for er Apothek,

Man hører Hanens Gal at støne;

Thi Hønen kroner ham til Giek.

Hun hugger i hans mavre Krop Og plukker Fiedre af hans Top,

Hun tumler ham omkring i Støvet,

At han al Samling blir berøvet;

Hun, plukker i ham, som en Loppe,

Han sprætter om som en Græshoppe; Han flyer og dratter hid og did

Og ligner et forvildet Kid.

Nu pakker han sig bort hen til et andet Sted, Han slinger ved hvert Trin og knæler i hvert

Fied.

Hun staaer og gaber frek omkring,

Som Hoppen giør hun geile Spring,

20

Og sniger sig saa ind Saa listig som en Vind,

I Apothekrens Have Hun seer en skrumpen Pave Med Rynker udi Panden;

Hun tænker det er Fanden.

Og sig af Skræk forbauset lister Ind under nogle Birke-Qvister,

Her lurer hun til vores Pater Har endt at pludre Unser Vater.

Saa galer der en dristig Hane,

Som ligner en forsveet Svane.

Hans Krop den er just ey udtært,

Dog sidder Hovdet lidt forkeert,

Hans Laar er som de svage Føls,

Som Bondens naar han gaaer fra Øls; Hans Næb er skrumplet, tyk og kroget, Hans Galen ligner Vægter-Sproget, Hans Sporer er som Griffens Kløer,

Og Beenene fom feye Rør,

Landstranglet, budtet som en Struds,

Saaledes og i denne Puds

See Hønen ham igiennem Riisene,

Hun springer frem, geil, raser og vil see

21

Om han er dygtig nok i Elskovs Iver, Om han forstaaer det Vink hun hannem giver; Hun undrer sig, at Apotheker-Piller Har giort den Hane feed og tækkelig,

Hun seer ham an som den der Brynden

stiller;

Hun kagler, kroer sig, giør sig nydelig Og legger sig med slappe Vinger need; Han, han forstaaer strax hendes Øyemeed. Nu tør han hendes Ryg omspænde,

Og seer da Kiøge Høns paa Hende.

Det er jo got at faae en Ven i Nød,

Naar man slaaer Vrag paa tvungen Levebrød. Den Kone fik lidt andet Mad i Fior,

Som ikke gad gaae til sit eget Bord.

22

Hunden og Plukkefiften.

En Herre havde just engang en Engelsk Tæve, Som havde hvide Haar, var kielen som et

Lam;

Han mæsker hende og lod hende trygt hanthæve, At hun ey Hvalpe fik; skiøndt hun var kaad og

tam.

Vor Tæve bliver da af Geilhed ganske syg, Gaaer op i Herrens Seng og ligger som et Liig; Da Herren merker det, saa skal hun aarelades, Og hendes matte Krop i Spirritusser bades. Kvaksalveren blir hendt han kommer med sin

Hund:

Han taer paa hendes Puls og seer i hendes Mund, Han siger da paa Tydsk og med en myndig Mine:

Sie hat Forstoppelse und hæftig Magenpine;

Han ordinerer nu en velkogt Plukkefisk,

Tillige med Klysteer, saa skal hun blive frisk. Strax Plukkefisken kom; mens Herren sig nu

vender

Ud fra sin syge Thils udi Kiøkenet,

Og seer om Docteren sin Fliid i Alt anvender,

Gaa sprang vor Doctors Hund paa Sængedækkenet;

23

Han karesserer smukt for Herrens syge Tæve Gier hende Draaber ind, som hendes Sukke

kræve.

Hun springer om og giøer; hun bliver ganske

frisk

Og giver Doktrens Hund til Vederlag sin Fisk. Vor Doktor blev berømt for denne rare Ret, Som giorde Tæven glad og frisk og flink og læt.

En Dokter bliver ofte roest, for det. Som kun hans lille Hund kurerer ret.

24
1

Tre

Fabelagtige Fortælninger

om

Børnetugten.

1) Den gale Hingst

eller

Den ulydige Søn.

2) Den sletopdragne Skade

eller

Den nyebagte Dommers Dumhed.

3) Katten, Kattekillingen og Rotterne

eller

Skolemesterne som Børnene spiller paa Næsen.

Tilligemed

noget om Fabelmagerie

ved

Jesper Tyndskiæg. Kiøbenhavn trykt hos P. H. Höecke 1771.

2
3

Menneskekierlighed skaffer mig Navn af en Folkefiende.

En Fabelmager er et underligt Creatur. Cameleon skifter ingen Farver; men han ansees af enhver ligesom Dunsten er, der svæver for enhvers Øyne. Egenkierlighed er den blaae Dunst, som forblinder alle hans Beskuere. Denne Dunst giør mangen een ligesom drukken. Denne Drukkenskab giør dem saa smaa-øyet, at de ikke kan kiende deres eget Skilderi?, som Fabelmageren stiller dem for Øyne; ligesom den øllede Bonde, som ikke kiender sin Broder, der reyser ham op paa Veyen og fører ham hiem til sin Kone. Den Drukne tumler ofte baglænds i Skiødet paa Kroemoeren og fortaer sig paa hende, i det han veed ikke andet end det er hans Kiereste saaledes drømmer den

4

Egenkierlige altid om at det er kun ham som roses. Naar een moraliserer for den Fulde om Drukkenskabs Afskyelighed, saa sværger han paa at det er en slem Last, og glemmer at han er skyldig deri. Saaledes kan heller ikke den Egenkierlige andet end forestille sig sin Broders plættede, naar hans eget væmmelige Ansigt afmales. Ligesom den gustene og gamle Frue ærgrer sig ved at see sit Portræt, hvorledes hun saae ud i sine unge Dage, just fordi hun har tabt sine Yndigheder, saaledes skier det og en anden Slags Egenkierlige i Hiertet, naar de i Moralen seer den Deylighed, deres Siel kunne have, og den som de mangler.

En anden Slags Egenkierlige veed nok deres onde Tilbøyeligheder; men vil ikke have at andre skal viide dem. Saaledes veed en Bogtrykker i I at han solgte 1600 Exemplarer af et Skrift og soer Autor til at han ikke havde solgt meere end halvandet Hundrede; men kan ey gierne taale at andre vil sige Autor denne Trykfeyl. Jomfrue ****** laer Kritikussen moralisere for hende om ulykkelige Forlovelser, uden at hun enten bliver rød

5

eller vred derover; men vidste hun at et offentlig Sælskab har fortalt ham alle hendes Handlinger med Msr. *****; at hun nemlig har været færdig

at springe paa Ryggen af denne dumme Karl; at hun i Mosters Forstue har klemmet ham heele Timer, indtil hun ved Faderens Kald har sprunget igiennem Mellemdøren ind i Stuen, og han ind ad Vinduet i Kiøkkenet, for at komme med en tændt Piibe ind i Stuen; at Msr. er deylig jaget paa Døren af hendes Fader, og at hun ikke tiere faaer ham i Tale end naar Pigen henter ham oppe til *******, hvor han holder sit Stand: korteer eller hun faaer Ram til at komme paa Komedien med ham; saa ville hun vist see Kritikussen an med skieve Øyne.

Den Vægelsindede læser den forvandlede Havfrue og leer af de artige Opfindelser; en kaad Madame læser den geyle Høne og roser dette Hiernespind; den godhiertede Skolemester, som laer sine Skolebørn giøre sig lystig til Hellig Aften, læser om Forsonings-Oxen, og slaaer en lærd Krylle paa Næsen; Medikussen læser Hundens og Plukkefiskens

6

lykkelige Kuur, og er færdig at sprække af Latter over dette forvurpene Tøy; men ingen vil lade sig mærke med at de veed at enhver Fabel sigter til deres Hoved-Last. Apropaa! om disse Fabler, saa troer jeg at Autor er et Patte-Barn, som endnu ikke veed hvad Fabler er; thi mig synes at dette urimelige Mikmak burde hellere kaldes fabelagtige Fortælninger. Versene deri skurrer og de lugter forbandet af Bærme; ja ligner overalt Pigernes Navneklud og den første Pandekage i Kiøkkenet, som ey vil hænge sammen, førend der kommer lit meere Æg i Deyen. Imidlertid troer jeg dog at Autor, fordi han er fattig og sulten, maatte tage imod en Slik for dem og at Bogtrykkeren spækkede sin Lomme.

Andre derimod ere saa stikkene paa der, at de hentyde alt det Fabelagtige, der siges, paa sig, og forbander ham ned til Helvedes Bagerovn. En retskaffen Kritikus giør ofte Nar af sig selv, og i det han treffer andre tilligemed sig, blive disse saa forbittrede paa ham, at de ere færdige at drikke ham i et Glas Biin ind i den anden Verden. Skriver

7

han for Exempel om hans tomme Mave, saa tænker strax alle de, som leve af at copiere et Ark af om Dagen for 6 Skilling, at han sigter til deres skrigende Maver; De forbande den Dag, som skabte dem til et Drog, ønske, at alle Skriverfingre maatte faae Krampen, og at de, med at fortiene 1 Rdlr. for Arket, maatte befrie sig fra bisse bidende Orme, som Satyrikussen blander med de sultene Blodigler. Naar han fordriver sin Kaffelyst med at skrive en hæslig Fabel over dette sorte Beg, saa bliver vore omløbende Sladder-Systre ret bidsk paa ham; men vidste de, at han hellere ville anvende Tiden paa at drikke Kaffe, end paa at skrive, saa ville de visselig gierne indlemme ham i deres Kaffe-Sælskab, for at han skulle ikke give deres Mænd en bidende Morale i Munden, til at lade dem deres Ødselhed i Kaffedrikken høre. Vidste de andre Skribentere, at han laster dem (naar de idelig drikke Kaffe for at opvække Geisten) ikke paa andre Tider, end naar hans egen Siel, af Mangel paa Kaffe, er maver paa artigere Indfald; saa ville de gierne stoppe hans Mund med et Pund Kaffebønner; i sær Medikussen, som er saa bange for, at hans

8

Patienter skal faae at vide, at han overtræder og giør tvertimod sine egne Sundheds-Regler.

Han beskriver det Modbydelige i at elske, allene fordi han er saa ulykkelig, at han falder altid besværlig i Pige-Sælskab; at hans Kiereste har opført sig saa lumpen, at han har været nødt til at give hende Afskeed; at han ikke forstaaer Spradebassernes Elskværdigheder, Vittigheder, Nydeligheder og Underdanigheder; at han ikke kan bare sig for at satyrisere over Pigerne i deres Øyre; at han ey længere end en gandske kort Tid kan anstille sig forliebt i en deylig Dragedukke; at han ikke altid kan overtale sig til at sige dem de Smigrerier, som kun sætte Læberne i Bevægelse; At han aldrig endnu har vundet nogen Piges Biefald, og at det meget hastig igien har forsvundet, saasnart samme Pige har mærket, at han ey har vildet bide paa Kierligheds Krogen; men vidste vore Pernittengryner, at dette var Aarsagen til alle de Forbandelser, han udøser mod Kærlighed, og alle de Skamflikker, han ligger paa Pigerne, saa ville de ikke skrutte sig saa ømt for at giftes. Vidste de, at Pengekassen

9

har ligesaa stærk Svindsoet, som Pebersvennen; at en huuslig Kone formeerer Renterne, uden at bringe nogen i Huuset; at en ægte Kierlighed er det sødeste i Livet, at ingen Lyksalighed er fuldkommen uden Kierlighed, og at al Ulyksalighed forvandles til Glæde i en fuldkommen Kierlighed; saa ville de ikke kiere sig meget efter Satyrikussens bittre Skoser. Af Forbittrelse over, at man ikke giør nok af Kritikussen, saa rallierer han alle de Ærekiere, og giør sig tilgode med at Folk kan komme til at lee af de Rangsyge. Han skoser i det samme Etats-Raadens Søn, fordi Tieneren kalder ham Junker; men Etatsraadens Kieledæke veed ikke af, at Skribenten misunder ham alle de Herligheder,

han nyder som Junker. Saadan er det fat

med Folk og med Fabelmageren.

Spørgsmaal:

Er det ikke unaturlig at anføre Dyrene talende i Fabler? — Autor ønsker sig et Svar, som ikke oplyser ham om de gamle Grunde hertil; thi de veed han; men et Svar, som retfærdiggiør denne gamle Fabelvane, eller giendriver den paa Grund af Naturen.

10

Den gale Hingst.

En Fortælning.

En spraglet Plak var gal og fosede sin Moder, Forsmaaede hendes Melk og drak af slemme Floder, Sprang paa hvert Hoppe-Føl, og gad ey vide af Sin Moders Tugtelser; men sparker hende brav Men en spærlemmet Hingst, hvor kan den kujonere? Hvor kan en tosset Plak sin gamle Moer fixere?

Kan iblant Hestene, som iblant Mennesker,

Ey noget Slag forslaae? og duer Riis ey meer?

Jo! - - - men vor Plakes Moer var alt for øm og

kielen:

Hun lokker for sin Plak, naar han vil trække Pælen; Hans Mule slikker hun, naar han er vrindsk og kaad, Og piller Skænken af, naar han har giort sig vaad. Jo meer den spæde Hingst sin Moders Ømhed mærker, Desmeer baldstyrig han fløn over Eenemærker,

Rev alle Gierder ned, nedtraadde Amperne,

Fløv til den skumle Skov, og gad ey Solen see.

11

Tidt blev han hildet ind i Skovens skiulte Snarer; Dog plukker han sig løs og undgaaer mange Farer. Mod Lynild seer han stivt; han fnyser imod Storm; Han kneyser ved det Skrald, som skrækker gar en Orm.

En moedløs Vandringsmand, som langsom gik ved

Krykker,

Kom i det Tordenveyr just ud fra Skovens Skygger; Han stræbte med sin Kiep at ville jage ham Ind i den næste Fold, som der var giort for Lam. Imens han driver ham, saa slaaer han til den Lamme; Han traf det andet Been og slog det reent til Skamme. Han skreg Guds-jammerlig og styrtet baglænds om,

Og laae reent hielpeløs, indtil en Hyrde kom.

Vor Hingst fløy midlertid, som Vinden, op ad Banken;

Nu vrindsker han saa høyt, nu knipser han med

Manken;

Nu stamper han i Støv og støver skrækkelig;

Men Støvet laae sig paa hans egen huule Ryg,

Han store Flenger rev sig tit paa Rosentorne;

Hans Flyve-Lyster blev ved mange Stød forporne, Indtil han endelig blev sulten, stiv og mat,

Og Nøden tvang ham til at faae sin Moder fat. Forvildet traver han i disse vilde Ørkner.

12

Nu savner han sin Soel og Vey, naar Natten mørkner. Hvert Blad, som rører sig; hver Fugl, som flagrer lit, Giør ham af Angest skye; han taer uvisse Skridt. Nu seer han Moderen igiennem Skovens Taage;

Han mærker, hvor hans Blod begynder nu at kaage. Af Angest, Bitterhed, af Sult og Kielenskab,

Han kommer luskende og skrynner med sin Flab.

Nu krymper han sig lit og Moeren laer sig sue. Imens han Potte faaer, saa kom en Hesteflue,

Stak i hans Næsebor, saa at det hovnte op,

Og Snuden hastig blev anstukken udaf Krop.

Da Hingstens Eyermand saae dette, blev han bange, Og var betænket paa, den galne Hingst at fange.

To Karle snærer ham og trækker ham saa hen Med mange Hug og Slag til Heste-Dokteren. Endskiønt de spændte ham udi den stærke Sehle,

Saa var hans Kraft saa stor, at mange stakkels Siele Kureertes ved hans Hov, før han blev selv kureert; Han drilte dem saa lumsk og gav dem een forkeert. Hans Sygdom tar nu af; hans Raserie tiltager.

Han kom paa Herrens Stald; her Havren ham ey

smager;

Saa sendte Herren ham paa Rideskolen hen,

13

Rekommendcerte ham brav hos Berideren.

Han sagde: Kiere Ven! læg Bidsel udi Munden Paa min ravgale Hingst, og hold ham troefast

bunden;

Giv ham af Pidsken tæt, saa Huden svolner op - - -

Han er utæmmelig; - - jeg skiøtter ey den Krop. Han gav ham Grime paa og lod ham gaae i Liiner; Han Liinen brød i to, fik Pidsk, og hæftig hviner; Paa Bagbeen sat han sig, og blev hudflettet tit. Berideren er angst og ønsker sig ham qvit.

Nu blev vor gale Hingst tillige ogsaa skabet;

Hver Hoppe pan den Stald var dog i ham forgabet. Hver Hoppe snivede. Han bragte giftig Pest;

Og Pesten dræbte nu saa mangen modig Hest.

Den raadne Hingst kan nu ey meer hos andre være; Og Riidemesteren vil ey, han skal fortære Det heele Stutterie med all hans Giftighed;

Hvorfor han lukker ham ind paa et andet Sted.

Da Hefte-Dokteren engang skal Salve dryppe I Hingstens fæle Saar, fleed den sig fra sin Krybbe, Slog hen til Dokteren paa et forborgent Sted,

14

Og midlertid sig ud fra Rideskolen sleed,

Nu sløy han ellevild og var et fælk Spektakel.

En sindig Præstemand ham mødte med en Fakkel; Han faaer den vilde Hingst i Spiltorevet fat,

Køêr ham til Eyeren udi en skræksom Nat.

Han banker paa hans Port, giør Eyermanden vaagen, Som springer af sin Seng og seer igiennem Laagen; Men da han hastig saae en Præst, som har hans Hingst, Saa skielvede hans Krop, som om der var Gespenst; Slog Porten i igien - - - Han ville ey tilstede, Skiønt Præsten ydmyg bad, sin egen Hest en Rede; Saa lagde den sig ned og hviinte ynkelig,

Ret som den ville sagt: Jeg, jeg forbedrer mig. Dens Eyermand fløy op, gik ud i bare Skiorten, Han pryglede sin Hingst for Alvor vek fra Porten,

Og mumler ved sig selv: Din Krokodille-Graad Kan ey anfegte mig - - - du har en Slange-Braad

- - -

Din Sygdom stikker an - - - du staaer ey til at

redde - - -

Jeg nødig mister dig - - - Mit Øye maae jeg

væde.

15

Bort! bort! der bedre er at skiere Foden af, End alle Lemmerne skal raadne i en Grav. Nu fløy den rasne Hingst langt over Bierg og Dale; Hans Flugt og Følelser kan Fanden selv ey male.

Ey noget hindrer ham; endog igiennem Vand Saae man han svimmede, som en forvildet And.

Ja, steyle Klipper kan hans vilde Fart ey hemme; Iisbierge gaaer han paa og skryder med sin Stemme. Han og til Polen kom, hvor kun var Iis og Nat. Her fik en Vildmand ham med sine Snarer fat.

Den Vildmand vidste ey, at disse Parder-Plætter, Som sad i Hingstens Haar, var meer end Tiigerspætter; Thi Tiigre kiendte han, dem fældede han tit;

Men denne Hingste-Art, den kiendte han kun lit.

Vor Hingst sig tæmme lod; thi Sygdom, Sult og

Løben,

Ham havde mattet ud, nu frygter han for Svøben; Hans Kaprioler han nu glemte for en Tid.

Han bar sin Vildmand hiem, som var saa trak af Slid. Hans Vildmand satte ham i Stalden ved den Hoppe, Han nyelig fangede paa frosne Bierge-Toppe.

Han tænkte: Jeg vil see, hvorledes dette Par Min Slæde trække kan, naar jeg paa Jagten taêr.

16

De faaer det beste Foer, som heraf Egnen gives. Han udstafferer dem; de begge deylig trives.

De her forliges got; men Hoppen plættet blir,

Faaer slig en Hævelse, som Drankeren af Sviir. Vildmanden tænkte nu: Jeg troer det er ey rigtig: Min Hingst den er nok syg? - - Jeg er, som

Eyer, pligtig

Selv at kurere dem, og gyde nu lit Tran

I deres slemme Saar; maaskee min Kuur

gaaer an.

Men, da vor Vildmand dem nu selv kurere vilde, Saa blir han stukken an; hans Kuur geraader ilde; Hans friske Krop faldt hen; hans Kræfter tærtes ud; Han ventede hver Dag paa Dødens visse Bud. Endnu han dog ey lod sin Jagthandtering fare.

Han flere Øyne fik, end alle Jægres Skare,

Formedelst disse to, som for hans Slæde gik;

Men dette Glædesspil en hastig Ende fik.

Nu Hingsten væhlig var og springst, og vel udspækket.

Mens han for Slæden gik, afskød han Rensdyrs-Dækket;

Han slog til Skaglerne, saa Kudsken bange blev,

Og Slædestangen flux i tusind Stykker rev.

17

Fremskankerne han flog langt for sig op i Luften, Som om han ville op med Magt i Stierne-Klusten; Bagbenene han slog til alle Sider om,

Slog Ild af hver en Steen, som ham for Foden kom. Naar Hingsten bliver træt, han paa sin Hoppe stoler; Hun hielper ham saa got, hun kan, med Kaprioler. Den Kiørsel er saa gal; de taer saa fælt afsted,

At deres Vildmand maae forskrækkes selv derved.

Han sidder gandske død og paa der Opspil gaber;

Han baade Næs og Mund ved deres Optrin taber. Men som han sidder best og gloer i Veyr og Vind, Saa styrter Slæden om; han rev sit vilde Skind; Thi Hoppen stædig blir og vil at Hingsten skulle Ommaale hendes Ryg; men see! den raske Dulle Blev stukken af en Orm, som han i Høyden steg;

Og denne stakkels Orm giør Ende paa den Leg.

Moralen.

Om en ulydig Søn fløy om til Verdens Ender,

Han blev dog den han var - - - All Verden snart ham

kiender;

I hvor han kommer hen, er han en giftig Giest.

18

En vanskabt Børnetugt er Republikkens Pest.

En Orm boer i vort Bryst; den sluger slemme Scener, Og spyer dem ud igien; Skiønt du det aldrig meener; Du, du Ulydige! vend om til Faderen;

Han nu din Fiende er; men faae ham til din Ven.

Den sletopdragne Skade.

En fornem Skade sprang for nyelig af sin Rede. Skiønt han er ung og dum, maae Giæs ham dog tilbede;

Thi Skadens Oldefaêr kom i en æret Stand Ved mange Dyder, som gaaer over vor Forstand. Den Skade-Unge blev nu ikke ret opdragen.

Men lod ham hoppe om og dase heele Dagen. Sprogmesteren jo ret betænkte i sit Sind:

Han taêr ey Kyllinger, naar han forbliver blind. Sprogmesteren var een af de vanskabte Fugle;

Han havde Rævekløer, men lignte dog en Ugle.

Med sine Glukker han forvirrer Skadens Blik;

Med sine Rævekløer lær han ham Gaase-Skik,

19

Han stusser Skadens Faêr, besat hans Næb med Briller. Den lærde Nattergael, som lær ham sine Triller, Blev mangen Gang viist af, naar han forhippet var At lære Skaden Alt, det han i Munden bar.

Vor Skade blev da dum og lærte sielden noget.

Man lærte ham dog lit at skvatte Gaase-Sproget, Som næsten ligner Fransk med lit fordreyet Tydsk; Thi Skade-Sproget var gemeent som Norsk og Jydsk. Vor smækre Skade, som dog ey bør klodset være. Skal af Steenpikkeren en Hoben Krumspring lære: Han Hoppekunsten da med Tiden lærte got;

Men blev hans Hoppen ey Sprogmesteren til Spot? Man gav ham Friehed nok, han tog sig endnu meere; Han lod sig ey ved Lov og Løvens Vink regiere.

Nu døde Faderen; han skal i Faêrens Sted,

At dømme Høns og Giæs; og begge Slægter græd.

Moralen.

Var Læreren en Ræv; hvad Under at vor Junker,

Nu, da han Dommer blev, med fremmet Indsigt

prunker;

Han kan ey andet see, end det, som andre seer.

20

Fuldmægtigen er lumsk, giør hvad han vil, og leer. Hovmesteren vil ey sin Junkers Yndest spilde:

Han giêr ham Raaderum, frie Adgang til den Kilde, Som giêr ham Svaledrik; men blev hans Dvaledrik, Da Kildemanden ham i sine Snarer fik?

Du Adelsmand giv Agt paa dine Sønners Lærer,

At deres Dumhed skal ey bruge Sekretærer;

At disses Snyderie skal ikke plyndre dem,

Og stille dem ved Liv, ved Ære og ved Hiem

Katten, Kattekillingen og Rotterne.

En gammel Herre har to Koren-Magaziner;

Han er saa huuselig, han ofte i dem triner,

Laêr Kornet kaste om, og efterforsker Alt,

Udfinder Raad mod det, han mærker der er galt. Engang kom han derind, saa faae han mange Flokker Af meget slemme Muus og alenlange Rotter,

Som smittede hans Korn med der Ureenlighed,

21

Og Kornet mindskedes ved disses Graadighed - - - - Han havde havt en Kat, som holdt dem lit i Ave I sine unge Aar; men siden faldt i Stave,

Forfaldt til Døsighed, saa Rotter paa ham gik;

Han drak formeget Melk og daante ved sin Drik. Den længste Rotte lod han over Alt regiere.

Den meget næt forstod det beste at fortære,

Hialp Kornet snart afsted, stak det afsides hen;

Thi Katten vaagnede, hvergang han drak igien.

Den lange Rotte sig paa Korendyngen sætter;

De andre knælede imedens han sig mætter.

Den gamle Kat tilsidst blev saa af Melken mæt,

At han ey meere drak, og døde meget slet.

Men han sig efterlod en heel beleven Killing,

Som var saa skier som Snee, saa glattet som en Villing; Lysøyet som en Falk; langhaaret som en Biørn; Tyndlivet som et Føl; smalkieftet som en Ørn. Skiønt Herren vidste vel, dem gamle Kat ey duêde, Saa overbar han dog; - - Men da hans Liv var ude,

Saa tænkte Herren strax: Maaskee den unge Kat Vil blive mig en flink Bevogter af min Skat? Maaskee at Faêrens Art i denne Killing stikker;

(Thi Faêren var jo snild i Ungdoms øyeblikker)

22

Maaskee han fange tør den grumme Rottehær, Som fraadser Kornet op og Loftet giennemskier. Han nok belurer dem i deres mørke Huuler; Han vil opsnuse dem, naar de sig for ham skiuler; Han skal ved Mundingen af deres Smuthul staae,

Opsluge een for een. - - Flyêr de, kan han dem

naae.

Jeg da ey nødig har at bruge Rotte-Fælder,

Og ey den Rævesax, jeg har udi min Kielder; Han kuer dem nok selv og æder deres Mund,

Og knækker deres Been, og rydder al min Grund.

- - Da der Spilop ham nu paa nye i Øyet falder: Han med en Skaalfuld Melk sin Killing til sig kalder; Han tog ham paa sin Arm, og sagde: Lille Claus! Du skal paa Loftet gaae og fange dig en Smaus. Nu Korenherren ham høytidelig indsietter Af Korenloftets Dør til alle disse Rætter.

Hans Kattekilling blev først gandske vild og skye,

Fløy op ad Stolperne, mens Rotterne sig krye.

Skiønt denne Killing bør hver Rotte Frygt indjage. Dog fløy han selv for dem, og lod dem roelig smage

23

Alt det de smagte før, da Faderen var mat;

Han holdte ingen Styr, og alle Ting gik glat.

Han flyêr kun op og ned og spyer paa alle Vægge; Hvad Under! thi han er jo dog en Kieledægge; Skiønt Herren sat ham der, i Haab at Faêrens Lyst Til sunde Ordener Bevæbnede hans Bryst.

Han angreb Rotterne, som Æderkopper Fluen,

Greb mange i sin Flab og smed dem ud af Luen; Han mjavede derved; hans Skieg det gimrede;

Men Kornets Fraadsere gik dog og mimrede.

Det Onde, Killingen mod disse Rotter giorde,

Blev anseet kun for Spøg; thi Rotterne ey torde Forgribe sig paa ham; endskiønt dog mangen een Gav ham et hæsligt Tjat, og han ham et igien.

I hvorom alting er: han fiire næsten dræber;

Den hvad vil det forslaae? - - De andre han kun

slæber

Fra eet til andet Sted i Magazinet om,

Og driver ikkun Spøg paa Herrens Lofte-Rom.

Nu giør han sig gemeen med een af disse Rotter, Som havde hvide Haar; de sønderslog de Potter, Der paa en Hylle stod med Krusemynter i.

Man tvang snart Killingen, sin hvide Broêr at skye:

24

--- Thi Kattekillingen og Rotten sig foreener,

Giør Overfald og Svig og mange grumme Scener; De spiller moersomt Bolt ikkun for Tidsfordriv Med alle Rotterne, og krammer deres Liv.

Saa tænkte Rotterne: Kan vi ey disse tvinge,

Vi jo en Krigshær er; vil det os ey gelinge, Det ligemeget er! vor Liv er dog til Priis! Mon vi vel taale bør den hvide Rottes Riis? Vi Kattekillingen jo kan paa Næsen spille Han bliver snart forbaust naar vi kun piber ille. Opløfter han sin Kloe? vi gaber med vor Tand? Slaaer han? saa bide vi! Frisk alle som een

Mand!

Det Kattekillingen med hæftig Rædsel hørte.

Frygt for sit unge Liv hans Hierte nu oprørte: Saaledes blev han nødt at stille sig ved den Som, skiønt han Rotte er, dog var en Killings Ben. Da denne borte var; han spiller andre Ruller,

Nu snuser han omkring og stopper alles Huller;

Men ach! hvor blev han glad; en Tævekilling kom, Hun hialp hans Stopperie i hvert et snevert Rom.

25

Hvad han tilforen ey blant Rotterne huseerte:

Det lærte hun ham nu; hun ham saa exerseerte

At han allene nu en Rotte kunne taê

Og, uden Modstand, op paa Korenhaaben flaê.

Hun underviiste ham og i at æde Rotter;

Hver Rotte leer ham ud, hver Rotte ham bespotter. Skiønt Tævekillingen en Rottefælde var.

Hun dog sin strenge Kunst hos sig forborgen bar. Hankillingen er dum og Tæven giør sig musig.

Han har Forvovenhed; hun er mod alle studsig.

Som hun ham giver ind, saa bærer han sig ad,

Ham elskte Rotter lit, til hende bar de Had. Han saae sig endelig, ved gamle Rotters Raaben, Ved nye Ophævelser i hele Rotterhaaben,

Nødsaget til at faae den Tæve bort fra sig En kullsort Rottes Bid giør hende til et Liig.

- - - Den gamle Herre kom engang igien paa Loftet Og saae at dette Ran endnu ey havde hoftet,

Han blev da noget vred; opsat sin Rævesax Den dræbte Killingen og mange Rotter strax.

26

Moralen.

All Kongers Konge seer til sine Undersaatter.

Han hader Røvere, og ofte den udrotter

Som smitter Dydens Glands og bortfør Dydens Sæd

Skielv, dovne Skolefux! gaae! skam dig selv! og

græd!

Den gamle Skolemand er ublue og tør vove Udi sin bløde Seng sin Pægel at udsove Naar Børne-Tummelen udfordrer all hans Agt, Naar unge Poders Vel udraaber ham paa Vagt. Han gier den øverste af sine Skoledrenge En uindskrænket Magt de mindre at hudflenge.

Een ham en Kringle giêr; een anden en Makron,

At han ey sladre skal og være der Patron.

Mens Manden sover sødt, han med de andre rutter, Nu staaer Præceptor op; den Øverste han putter Strax sine Lommer fuld; og Resten slenger han Afsides i en Krog til han dem nyde kan.

Nu Skolemanden døer! - - Hvad Tanker maae ham

qvæle?

At han, som var betroet saa Engle-liige Siele Lod deres Udyd gaae igiennem Dydens Saald Og overgav dem i en gierrig Peblings Vold.

27

En raae Student kom nys her til Akademiet Han blev rekommendert, før end han blev indviet, Til een Hovmester Plads, ved Faerens Dygtighed; Men denne Skoleplak tog meget slemt afsted.

Han giorde sig gemeen med Herrens lille Junker Han krammer Pigerne og ofte med dem slunker; Hans Ord de gielde ey; hver een bespotter ham Tilsidst kom han derfra, da Fruen slog ham lam.

28
1

Hofnarren

eller: den Danske Moms Promemorier til Jacob Skolemester, Propheten Jeremias, Argus, Jeppe Beifinger og andre gode Venner.

Kiøbenhavn 1771, trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiol-Strædet. No. 196.

2

Ærefrygtsfuld

Tilskrift,

til

Forfatteren af nye Prøve af Skrivefrieheden.

En Nar engang fordristed sig

Et Esel at tilskrive

Sit lærde Narrerie, det mig

Skal den Forhaabning give.

At jeg for dette Narre-Værk skal faae Beskyttelse Hos dig, da i dit Skrift enhver seer Esels-Ørene.

attestatur

Momus.

3

Til Jacob Skolemester.

Hyrden, Ulven og Hunden. En Fortælning.

En smitsom Syge giorde at Den stakkels Hyrde Klemen mister De beste Faar udaf sin Hiord, og frister Den Skiebne næsten hver en Nat,

At et til to der ligger død.

Hvad er ei dette for en Nød?

En Ulv til Side tager ham Og siger: jeg dig maa beklage,

Fordi du maa saa stor en Skade tage;

Men jeg — ja jeg — gid jeg faaer Last og Skam! Den Tanke har din Hund det giør.

Det er og noget, man har hørt saa ofte før.

Og min Mistanke er saa stærk —

Saa stærk — at han om Natten — jeg tørvæde— Dem dræber for om Dagen dem at æde —

Ei Kiere saae du ham at sætte det i Verk?

Ham svarer Klemen — Nei — just ei — men —

i men

Siig hvorpaa grunder du da vel Beskyldningen?

4

I hvorpaa? Fylax svarte, som Laae bag en Busk og nu for Dagen kom,

Paa det, som han, som hver Mand veed.

Selv vilde giøre, hvis han var udi mit Sted.

Du, som udraaber andre og vil deres Rygte spilde, Gør det just, fordi du er et Skarn og selv saa giøre

vilde.

2. Til Nyefinder.

Det nu er længe siden, at du et Project fremførte, Er din Forstand saa reent uddød, at du veed intet

nyt?

Men maaskee du er bleven vreed, for man dig sidst

ei hørte?

Nei heller troer jeg, at du nu alle nok har snydt.

3. Til Oramenael.

Din gamle Hesselstok er temmelig forslidt Den ønsker kun, at, før du den vil Afsked give,

Den paa din egen Ryg da maatte dantse lidt.

O! hvor vil den saa snart det skeer strax lystig blive.

5

4. Til Argus den første

Den gamle Absalon krøb nyelig op af Jorden For at erkynde sig, hvor det stod til i Norden,

Hum, sagde han, jeg for min Tids Søerøvere Nu seer i Skokke-Tal fleer Kandestøbere,

Der med Proiekter er i Stand snart at forgive Hver ærlig Patriot, hvad vil af dette blive?

Et andet end som et forvirret Narrespil.

Hvis med von Bremenfeldt de sig ei hænge vil.

Dog det da værre blev, de Lusten inficerte Og man ei andet vandt af det, de projekterte,

End at i hver en Krog blev en forgiftig Lugt.

Hvad da? Det bedre er, han sagdede blev brugt.

Til Stadens Gader reen engang hver Dag at feie. Og lade saa enhver, som noget monne feie Fortdrive ærlig sin Handtering thi hvis de Skal længer spille Bold, alt i Forvirrelse Vil komme, saa tilsidst man et skal finde andet End tomme Vægge i hvert andet Huus i Landet. Naar gamle Kierllnger og Øldpatronerne Engang for Alvor ret skal Staten reformere,

I det Kollegio bør du at præsidere Som ældste Oldermand for Kandestøberne.

Lær først at indsee ret, hvad der er Grunden til Det Onde, som du i en Stat afhielpe vil.

Hvis din Forstand dig just ei Evne dertil giver Saa giør du best at du Aviser ikkun skriver.

6

5. Til Procurator Stamhals.

Dit Snakketøy, min Broêr, er neppe nyelig flikket Da der hvert Øieblik fordievelt gaaer i staae Men tvertimod din Dreng er ret oplagt og skikket Til Pluderhâs, da han lar Sludren altid gaae.

I fald den Tieneste dig Fanden vilde giøre At han jer to til et omstøbte, dette Greb.

Den beste Rabulist for Dagen kan fremføre Han pludrer frisk, og du har Fandens egne Kneb.

7

7. Til hellig Peder.

De Russers Skæg og spanske Hatte Saa stor Allarm afsted ei kom,

Som Sagen, der i Harnisk satte De tvende brave Naboe-Præste,

Ikkun for Menighedens Beste,

Hvad er det da de trættes om?

Med Luce Jeppe Bryllup holdte Herr Frantz som Ægte-Folk dem vier,

Vor Jomfrue Brud med hendes Frier Han giver sin Velsignelse.

Herr Anders, som her tvertimod Formeente Hans var nok saa god,

Den Sag for Bispen kierede.

Det var Begyndelsen, som har den Støy forvoldt.

Den hellig Iver, hvormed begge viiste, at Det Embede, hvortil han var af Aanden sadt. Udfordrede hans Pligt til samme at forrette. Oplyste Øvrigheden om en saa høistvigtig Trette, Hvorfor den ogsaa strax antog sig samme Sag,

Og med Opmærksomhed anhørte hvers Andrag.

Beviis og Modbeviis for Dagen lægges frem,

At Deres Nidkierhed af Aanden drives til At Viise, at han det saa have vil,

At de udføre skal den Sag med Fynd og Klem.

Beviis og Modbeviis enhver for Retten legger,

At det er Aanden som tilskynder og opægger

8

Dem til, at de Fortjenesten kan faae.

Det ellers var en uhørt Synd. Ach Skam at tænke paa.

Er Sagen nu da reent beviist,

Og intet Document forliist,

Saa op til Doms den tages maae?

Ja vist thi Aanden siger saa. .

Nu hør da Rettens Kiendelse

Forliges dog I Kieltringe.

Naar Pharisæer kievles, det da for Guds Ære er, Skiønt deres Egennytte just er rette Drive-Fier.

8. Til Friegeist.

Lad Overtroe ikkun den dumme Flok forføre. Bliv ved du stærke Aand, troe ei det ringeste,

Thi naar hin færdig er af Frygt sig at beg..... Saa troer du ei at du skal i Helvede.

9

9. Til Propheten Jeremias.

De Lærde i fuld Lue staaer, i Band hverandre sætter, De Aandelige mener jeg, som løs paa Sielen

Gaaer.

Der derfor ingen Redning er, saa længe Trætten

staaer,

Thi viid den er af Vigtighed, hvorom? Om Munke-Hætter,

Saaledes tænkte jeg, da just din Prophesie,

Du store Herrens Mand, jeg Skræksom fik at høre Hvad tænkte jeg, hvad er ved dette dog at giøre? Propheten spaaer, og spaaer vel Sandhed derudi.

At mange iblant Præsterne tør bruge Herrens Navn, For paa en nedrig Maade sig en lumpen Fordeel at

tilvende,

Ret, som de var i Embedet allene for at nyde Rente, Og deres minste Omsorg er at fremme Sielegavn.

Hvad fegter vel de fleste for? For ikkun at de maa I Skiul udaf en hellig Dragt det beste til sig rive, Saa at de Gud en Dag og Fanden sex kan give, Og udi Yppighed saa Ugen henbragt faae.

Træt ei I Narre meer om Eders Levebrød,

Det nytter Jer dog ei I skader kun hinanden,

Og enten I saa Gud vil tiene eller Fanden,

I ganske vist dog nok vil faae indtil Jer død.

10

Du store Spaadoms Aand, spaae tit, spaae noget

stort.

Spaae os om nogle Stokke-Prygl, om Væverie

og andet,

At med dit eget Væv du kan opfylde Landet.

At du desbedre kan oplive denne Grille Du hver Dag Kallun paa en Hiulbør bør at trille Til Staden, du er dog til andet ikke giort.

10. Til Jeppe Beifinger.

Saa har Hr. Ravn, den Hiertens Mand dog

maattet bukke,

For Dødens Ravne-Kloe, og sine Øine lukke.

Al Verden maa ham lade, at Udi det Kald, som han var sadt.

Han var saa dygtig, at man neppe faaer Hans Ligemand at see i mange Aar.

Vel sandt han Øiet ikke hugte -

Ud paa sin Naboe; men dog Kloen brugte

Saaledes, at det Fedeste han alletider fik

Streb, du Beifinger, at din Kunst saa holder stik.

11

II. Til Mester Thor.

Gravskrift over Magister Has.

Det er længe siden, at Du sagde Verden en god Nat,

Og gik saa ud af Live.

Min skyldig Pligt paaminder mig,

Min Hierte Broer, at jeg maa dig Dit Æreminde give.

Du her i Verden været har Lærdt, ingenlunde opblæst Nar,

Der ikkun giør Grimaser.

Ja stort dit Navn ved Skrifter blev;

Thi du — thi du — du skrev — du skrev — Du skrev — jo Dispntaker.

Du viiste din Retsindighed Og nogle snese gange, ved At kunde skikanere Den unge Dosmer, der i tre Til fire Aar ei lærede Saa meget, om og mere,

Som du i Tredsindstyve, ja Gamaliel du gik herfra,

Du gik herfra med flere Der levede og døde, see Hvad kan til din Berømmelse Af mig vel siges mere?

12

Til Rubesach.

Kort, horer, drikker, spiller og bagtaler alle

Mand,

Er han ei heri Mester, giør han dog alt hvad han

kan,

Men ak Hans Skiebne er kuns tynd!

Ja er det ei en uhørt Synd,

Og høilig at beklage?

At han ei Evne har

Til at fuldføre det, som var

Hans Hiertens Attraae, fra hans spæde Ungdoms

Dage.

Er det og, Himmel, ret? At slig en ædel Siel, Som under alle vel,

Naar de som han kun veed at leve,

Er det vel ret, at han tilsidst endog skal Mangel

lide?

Og hvorfra han paa Sotteseng skal faae en Mundfuld

Mad, ei vide?

Da Pengepugerne.

Som deres Næste ei det mindste undede I deres Levetid, just nu ved Dødens Komme For Rigdoms Overflod kan Gud hos sig ei

romme.

Kan Kort Forsynet ei med Ret til Regnskab

kræve?

13

13. Til Garatgivral.

Saa længe du er til, har Kiøbenhavn og Horer, Der til Opvartning staaer, for Resten er det sært. At da saa stor en Lyst du til dem hos dig sporer, Du slaaer dig da ei til at være Horevert.

14. Til Børre.

Da du kun Læge var, og Pulver, Draaber, Piller Uddeelte efter Vægt, var alting dog forkeert; Men nu langt meer, da du med Lykke-Potter spiller, Hver Apoteker-Dreng vil have dig kastrert.

Saa er det vanskeligt at giøre Folk til Maade,

Og helst naar man lidt meer end de just har at raade.

15. Til Biersauf.

Før du skal døe af Tørst, saa har du soret paa At du langt hellere dig selv ihiel vil drikke.

Viis dig da som en Helt, og lad os see at ikke Du ædrue, nren med en fuld Snude bort kan gaae.

14

16. Til Skolemester Fur.

Du sværger tit og dyre paa; at du ei meer vil lyve Men naar har du sagt sandt? det var nok den Gang a Du dig forsoer for at beholde Jydens Kat,

Bliv ved, lær andre hvad du kan, indtil I bliver Tyve.

17. Til Lieutenant Kieppe-Dreng.

Hvad ægger vel din unge Pog saa ofte til at slaae, Og prygle saa ublue de gamle Karles Rykke Maaskee en Rumpefuld du selv just venter paa? Saa mænd den er fortient, jeg dertil ynsker Lykke.

18. Til Spil-Kier.

Spil Broder, spil kun frisk saa længe du har Penge. Din Sviger-Fader døer vel snart, saa faaer du fleer, Og naar de fløiten er, saa kan du dig jo hænge; Men giør det saa, at det ei Spille-Brødre seer.

15

19. Til den Jydske Kateket.

I kiere Øld-Venner og Brenviins Matroner, Som ved eders Morgen- og Aften-Slurk toner Forbandelse over enhver af dem, der Kan eie en Daler lidt meer end enhver.

I denne vor Jyde i finder en Broder,

Der listig, forslagen og træsk som Maroder Tør spørge, hvorfra har du Penge min Ven? Ach hvilket et Indfald af saadan en Svend.

Ach hvilken Konsert han ei skulde opføre, Ifald til Forsanger man ham vilde giøre For eder, dog sligt jo saa ofte er skeet,

En Kantor er bleven af en Kateket?

At han da desbedre kan ret tremulere,

Bør i ham hver Morgen jert Eg at forære, At fastendes han det kan tage til sig.

En lækker Bisken ach Herr Kak-i-et for dig, Dit ypperlige Skrift bør en Belønning have, A kan dig bitte Jyd ei ønske bedre Gave.

16

20. Til Stiktil.

Naar alle vil som du Kontorerne besøge,

Saa kan Blikhornene ei længe holde stik,

Bliv ved og hielp kun frisk dem nyttig at forøge Frygt ei Franskhoser, thi din Fader med dem gik.

21. Til Læseren.

Naar Verden bliver gal, saa bliver jeg først klog,

Saa længe den er viis, er jeg et lumpent Drog,

Hver Nar sin Kappe har, jeg paa min ogsaa drager,

Og hver Mand, beder at han sig om Næsen tager.

Mom.