↩

Et Par Ord til vore Tiders Hoerkoner.

Kiøbenhavn, 1771.

2
3

Naar Tøylen tages af den vilde Hest, staaer den bag op, og løber ad Marken til. Naar Blufærdighed, denne Tøyle for Kiønnets Æres og Dyds Handlinger kappes af, sporer man en vild Raahed i Sæder og Omgang.

Dersom Fruentimmeret ret tænkte sig om, hvad de taber, naar de giver deres Uskyldighed og Blufærdighed Afsked, skulde de vove det yderste snarere, end vove dette forvovne Skrit. Aldrig var den undseelige Natur mere fornærmet end i vore Tider, og aldrig var man mere villig til at fornærme den, end nu.

4

18 At en ung Pige, der træder ind i Verden med et nyt Hierte, bliver en Slavinde af sin egen Lettroenhed, og et nedrig Mandfolks utilladelige Hensigter kan man vel ikke undskylde, men dog betragte mere lemfældig; men en gift Kone at tigge en saa nedrig Almisse af en fremmet Liderlig, er ikke alleneste utaalelig, men vanærer hele Kiønnet. Hvad vil en Kone undskylde sig med? - at hendes Mand er af en tør og kold Legems Beskaffenhed; skal dette aabne hende en ny Frihed til at forsøge, om der er hidsigere Mænd til end hendes egen. Og har vore gifte Koner tabt den ædle Blufærdighed indtil den Grad, at de tør lade sig mærke med, at de ikke gifter sig, uden for at avle Børn med deres Mænd, og naar deres Mænd, der indseer vore besværlige Tider, ere noget sparsomme i at befolke et Land, der ikke kan føde sine Indvaanere og Beboere, vil saa Konerne være saa uartige at oprette denne Mangel ved

5

19

at laane sig til en og anden god Ven, der ikke har Hierte til at gifte sig, saa længe det siette Bud skal være til; men vi spørger, at om end en Anti-Luther fik Lov og Myndighed til at reformere vor lille Catechismus, (hvilket maaskee tør treffe ind engang), og lemmelæste den første Part af vor Børne-Lærdom, vilde da vel nogen brav Pige betros sig til saa uægte en Karl, der ikke vilde elske sin Hustru uden som en Bolere, det er at sige, sigte efter sin egen Kone, og skyde en anden? Ney! aldeles ikke. Men jeg kan ikke sige dem Sandheden saa skarp, som jeg gierne ønskede det; men her er Naturen, den fornærmede Natur! de behager at høre dens Tanker over deres Forhold; dens Tale er lidt skarp og bidende; men man træder saa længe Katten paa Halen, at den tilsidst vender Klørene frem:

6

20

Den

vrede Natur

til Fruentimmerne.

I, mine forfaldne Yndlinge! det var ikke forgieves, at min Pensel var mere flatterende, da jeg dannede eder, end da jeg frembragte Mandkiønnet. Det var langt fra ikke Øyemærket af min Herres Ordre til mig, at I skulde blive til, for at forvilde, besmitte og vanære eders Legemer, og forføre den halve Deel af Menneskeligheden til at fornærme sin Skabere. Den Tilladelse, I fik, ved at blive ført hid til Mennesket, gik ikke videre, end til at dele Mandkiønnets Møyer og Glæder, Ære og Nytte, at sørge for dets Huns, i visse Aar at vise eders Omhu og Forsorg for de spæde Skabninger, I maatte avle sammen, at være et Smykke og Ziir for det, at bruge eders rare og dyrebare Privile-

7

21

gier, eders Kydskhed og Blufærdighed, Uskyldighed og Sømmelighed, Ømhed og Føyelighed, som I fik i saa høy en Grad frem for Mandkiønnet, da I bleve til, allene for at forsøde Menneskets Liv, der vilde blive ham alt for bittert og møysommeligt, uden de føde Belønninger og Frugter han havde Ret til at vente af en øm og dydig Kones kierlige og lindringsfulde Omgang. Men nu, I mine forvendte og liderlige Hænders Gierninger! hvor er nu eders Ære? — eders Blufærdighed? — eders Uskyldighed? — eders Kydskhed? — ak! hvordan seer I ud?– Hvis et dydig og ærekier Mandfolk ret Nøye betragtede eder og eders Handlinger, vilde han lede om en nye Jord, om en anden Verden, der var fri for Skabninger af dette Præg. — Jeg har seer eders Idrætter, I bunrede Tigre! eders Graadighed efter Rov, der har giort saa mangt et uskyldig og dydig

8

22

Mandfolks Ære til et Offer for eders brændende og umættelige Svælg, har fornærmet mig alt for længe; jeg staaer op til Hevn. Plager og Farer skal herefter omringe eders syndige Leye, og der skal ikke findes Hvile i eders Siæle. Naar I herefter forjager eders Ægtemænd af eders Huse ved eders utæmmede Vandel, og eders skalkagtige Leyesvende opfylder eders forsørgede Mænds Plads, da skal et Sælskab, passet paa eders Foretagender, beleyre eder. De urene Aander, beordrede og udrustede til Hevn, skal binde eders Siæle med alle Piners Lænker, slæbe eder igiennem alle Plagers Prøver, vg kaste eder og eders trygge Bolere, som skidne og uværdige Knipper, ind i de evige Flammer. Tænker ikke, at Magt og Myndighed vil frelse eder! Ney, den Ondes Fremgang har ingen Varighed.

9

23

Han stiger op, for at falde, og hans Fald taler til de skielvende Tilskuere disse Lærdoms rige Ord: See denne var høy, og syndede, men den Ugudeliges Høyhed skal synke til de nederste Stæder i Helvede.

Denne skidne Materie kan ikke afhanbles med rene Ord.

10