↩

En liden Paqve funden paa Veien fra Slottet til Rosenborg-Hauge af følgende Indhold: Sandheds Ord af en sand Patriot, til Trods for den danske Regierings Fiender.

Samt et aldeles umærkværdig Svar paa et Brev fra en Søster til sin Broder.

Kiøbenhavn 1771, trykt og findes tilkiøbs hos Joh. R. Thiele.

2
3

Dyrebare Sandhed!

Jeg seer den stimende Flok at kaste Fordommenes Skarn i Dit Ansigt, at ikke Dine yndefulde og skinnende Træk skal indtage Hiertet paa den sundeste Deel af den danske Nation; men Du ligner Dig dog altid selv, Din guddommelige

Glands skiær aldrig den sande Patriot saa stærk i Øinene, at han gandske skulde lukke dem til, og tabe Dig af Sigte, Dig allerkiereste Sandhed! som allene kan befæste

hans Fied iblandt de forvildrede Smaa-Sælskaber, der daglig indretter og opbygger

saa mange Irgange og Vildnisser for den stakkels danske Eenfoldighed. De stærke Ondskabens Luft-Kasteller, som hidindtil med saa lykkelig en Fremgang omringede den danske Throne, at man neppe kunde faae Øie paa vor velsignede Christian, bleve adspreedte og kuldkastede til Nationens største fælles Glæde, og hvoraf de levnede Brokker giemmes til daglig Erindring fra den lykkeligste Forandring, hvorfra enhver sand Patriot vil regne en lykkelig Tidspunkt, og oprette i sit vakkre og frugtbringende Hierte kiendelige Mindesmærker. Hvad skulde da vel nu hindre eller afskrække Menneske-Vennen fra at giøre dette Ønske, og med Grund at vente samme sit Ønske snart opfyldt:

Verdens Herre sætte snart det kiere Dannemark i den Forfatning, at en Undersaat maa mælde sine Tanker for Thronen, leve og bli. ve lykkelig ved sine Tanker, ære Religionen og tiene sin Konge og sit Fædreneland ved sine Tanker!

Hvad ynkeligere Syn, end om den Tid skulde falde ind i Dannemark, da man ikke skulde see her iblant os uden en Mængde Mennesker med braadne Pander, revne Klæder og Lænker om Beenene. Hvilken Jammer, at see den forfulgte og forsørgede Sandhed at følge disse uskyldige Offere til Fængsler og Retterstæder! Hvilken Smerte, at see et fredeligt Rige, der hidindtil har været et Speil og Exempel for de smaa Helte og velvoxne Tyranner, der har ikke funden nogen begvemmere Drik at slukke deres Tørst i, end i deres egne Undersaatters, deres Medmenneskers kostbare Blod forfalde; men langt fra at vi vil vente, at en bedrøvelig Virkelighed nogen Tid skal følge paa disse sørgelige Mueligheder, jeg tegner for mine Landsmænd. Nei, vi har ikke gandske glemt den Almægtiges Varetægt over dette Rige; hans kierlige Haand har endnu ikke stødt denne Side af vor mærkværdige Klode fra sig, hans Langmodighed vil endnu lade sig gribe og holde af de afmægtige Danske, naar de med foreenede Kræfter vil med Alvorlighed rive den til sig.

Men Mennesker, disse drukne Tids-Forpagtere, der daglig giør Forprang med de dyrebare, og dem blot laante Timer, maa ikke længere benytte sig af disse barnagtige Opsættelser i en Sag af den yderste Vigtighed.

Vi vil giøre nogle Spørsmaale, Sandheden til Beste. Man tage os ikke ilde op, at det første nødvendig vil blive dette, hiin fine og falske Lovtrækkers snedige og tillige dumme Spørsmaal:

Hvad er Sandhed?

Ingen kan nægte, at jo Sandheden i vore Dage kan trænge til en klar, tydelig og upartisk Oplysning paa dette ret besynderlige Spørsmaal.

Man maatte tænke, at dette Spørsmaal ikke kunde have Sted uden hos et Barn, et falskt Menneske, eller hos en forvoven Frietænker. Men nei! det bruges og finder Sted hos de fleste iblant os, om ikke just mundtlig, af Frygt for at hente sig

derved Verdens Skam, saa dog hemmelig i Hiertet, af Frygt for at være alt for stræng imod sine kiere Lyster, imod sin Uretfærdighed, sin Egennytte, sin høflige Falskhed, sit forkunstlede Forræderie, sin Lyst til at ska: de med videre. Gid sidste Vinter ikke skul: de bestyrke os formeget i den Tanke, at dette Spørsmaal jo ofte har truffet ind i det onde menneskelige Hierte, i Særdeleshed ved Kiøb og Salg.

Hvor ofte har ikke de tobeenede Igler, som det danske Sprog kalder Spekhøkkere *), brugt dette Spørsmaal indvortes:

Hvad er Sandhed;

Naar man har seet disse besynderlige Skabninger med Bismeren i Haanden, dette Barbariske Instrument og Vaaben, for de

*) Der fortælles i Beretningen fra Kiøbenhavn for sidste Vinter, at en Spekhøkker der vilde viise sin Mesterfærdighed i Optrækkerkunsten, tog kuns 4 Mark for 1 Pund Smør. Denne velopskruede Kielder-Taxt giorde, at han for en vis Tid maatte see sin Skind-Pelts forvandlet til den spanske Kappe.

i sidste Vinter meget forsultne Danske, at af- og udmaale de fattige og forlegne Kiøbenhavns Indvaaneres Apetit, og man af christen Kierlighed vilde huske dem paa, at Retfærdighed synes ret at have sin Søndags-Kiol paa, naar nogen kan møde den i Kiøb og Salg, og tillige spørge den, om det ikke er en Sandhed, ak man bør være billig og retfærdig, medlidende og christelig imod sine trængende Medmennesker, saa har de vist nok sagt ja med Munden; men hvad har Hiertet sagt?

Hvad er Sandhed?

Jeg kunde vel her have god Grund at forklare noget tydeligere dette Spørsmaal: Hvad er Sandhed? naar det blev giort af en Spekhøkker-Siel; men da denne spanske Kappe kan give Læserne et vitløftigere Begreb om Forklaringen over bemeldte Spørsmaal, tier vi stille og gaaer videre frem i vor Materie.

En Deel hierneløse og ret ynkelige Svermere, som Hovedstaden aldrig har havt Man-

gel paa, og hvoraf man venter i Fremtiden en stærk Yngel at flokke og formeere sig, naar Hospitals-Vuggen *) har spyet af sig alt det Skum og Slim den i nogle Aar har taget til sig, stræber og vil stræbe, at mage det saa, at Residenzstaden herefter vil kaldes en velbefæstet Bye, med Religions-Spottere og Frietænkere. Men mon en Religions-Bespotter, eller, som Frandsmanden betitler ham, en stærk Geist, skal kunde behandle en Bøsse eller Kaarde med det Mod eller Færdighed, som en dydig Borgere naar Nøden er for Døren og Fienden i Landet? Skal deres skielvende Hænder og vaklende Fødder vel kunde udrette noget fornuftigt Heltemæssigt, naar man ikke faaer Tid til at tale andet Sprog, end de bedrøvelige afbrudte Stavelser: Skyd og Stik! Hug og Myrd! Brænd og Plynder! Fæld

*) Man vil forsikkre, at der i Nyestaden Amalienborg skal befindes til Eftersyn for Liebhabere en Vugge eller Skuffe i en af Hospitalerne, som Mødre betiener sig nu af i Steden for en Jordemoder-Stol; man siger at adskillige Snedkere fra Provincerne ere reiste herhid at betragte Faconen deraf.

og fald! Er det for meget at spørge disse feie Sværmere, der faa længe tumlende og frække har raset imod den Almægtige, om det er sant, at de kan og vil forsvare deres Konge og rædde deres Fædreneland? og skulde vi vel forgribe os imod Fornuften, om vi i Freds Tider tænker paa Krig, da vi ikke veed, om den Klarhed der fremskinner af de danske Ansigter, er Gien-Skinnet af Hevnens Sverd, der er uddraget over vore Hoveder?

Vi spørger videre: Hvorfor seer man de fleste iblant os, at kaste sig ind i Forvirrelsens Hvirvel, at skiære Fornuftens Tøile over, at sværte og bagtale den alleryndigste og uskyldigste Religion, ved et Levnet, mere lig de ulyksalige forvildrede Aanders, der har tabt deres hele Ret til noget videre lyksaligt Forventende, end et Levnet der med Grund kunde ventes af fornuftige og endnu til Redning staaende Skabninger, og med Billighed fordres af dyre forløste Mennesker? Hvad videre Lykke og Fremgang, Held og Velsignelse, tør vel et Rige love sig, saa længe dets Indvaanere og Beboere

hver Dag knytter nye og farligere Strikker, hvor med de vil qvæle den arme Samvittighed, der snart nu ikke mere tør knyste.

Hvad vil vel andre skiønsomme Nationer sige, naar deres lærde Mænd, ved deres Hjemkomst herfra, skal vise Skilderiet paa dette Riges Indvaanere frem? De vil, kiere Læsere, behage at høre en Engelænders Tegning paa vore Handlinger, hvilket jeg selv har staaet ved hans Side at høre: Han taler som han var en Dansk.

”Det lader som Franzosen, vor Naboe er bleven gandske kied af sit Vindmagene og sine letsindige Foretagender, siden de har lært at kiende os tilfulde. Alt det forvirrede Mode-Tøi, frekke Stillinger, uanstændige Forhold, ret skammelige Fripostighed, som tilforn vauziirede den ellers i saa mange Stykker ret elskværdige franske Nation, opsluger vi nu som de vellystigste Østers."

” Og besynderligt! Franzosen begynder nu at blive sædelig, anstændig og indgetogen i

sit Væsen, da de seer, at vi saa meget umager os for at skinne fra denne heslige Side. Man faaer først Kundskab om den Ekkelhed, der ligger i en naragtig og laste- ligGierning, naar en anden i vor Paasyn begaaer en Gierning af samme Natur. "

Hvilke bedrøvelige Sandheder skinner ikke igiennem denne engelke. Bebreidelse! jeg har mærket, at Letsindighed er gemeenlig den første Fiende, der indsniger sig i et Land, naar Lasterne iler did til dets Fordærvelse og Undergang. Ved første Øiekast skulde man neppe troe, at Letsindighed, denne spillende og skiæmtende Poppe, skulle fordærve og skade et Land. Den er saa uskyldig, siger vore Damer, saa munter, saa behagelig, saa indtagelig skiemtende! Men vil vi besee denne fæle Last ved en klarere Dag, skal vi til vor Beskiemmelse blive overtydede om, at den avler Haardhed i Hiertet, Ufølsomhed i Genyttet, Frekhed i Sæderne, Uanstændighed i Talen, og en falsk Ondskab i Omgangen. Dette bliver altsaa Planen til Frietænkere, Religions Foragtere, Sædernes Bødler, Samtalernes svinske og

mådelige Philosopher, og en farlig Yngel af Herodesser og Judasser, der med Kys og Klap skiller hinanden ved Ære og Liv.

Naar Latterlighed, den ældste Datter af Letsindighed først faaer Indpas i en Nations Gudsdyrkelse og Sædelære, da bliver det en naturlig Følge af Tingenes Orden, eller rettere sagt Uorden, at et Rige bliver en Bold for Ligegyldighed, Frekhed, Selv klogskab, Ærgierrighed, Fordomme og Forfængelighed. En Nation som kaster Gudfrygtigheds-Tøile af sin forvovne Hals, er et Offer for Himmelens retfærdige Hevn; men kaster den tillige Menneske-Frygtens Dekke af sig, og blotter for Uskyldighedens og Eenfoldighedens blufærdige Øie alle sine Lyster og Laster, da strømmer ret alle optænkelige Ulykker ind i et Land, og da vil Hord og Mord, Nød og Død række hinanden Haanden, da vil ingen Last blive saa stor, saa afskyelig, at den jo vil blive begaaet af den haarde og følesløse, den frække og uanstændige, den falske og vilde Ondskab og Letsindighed, da vil det blive for sildig at lukke Lovens og Straffens Porte

for Fienden, naar den allerede i god Magelighed har bygt sine Kasteller og Fæstninger i Hiertet. Letsindighed har alle Tider en tumlende Forvirrelse i Følge med sig; denne har taget Overhaand og tilfulde bes mestret os.

Man veed, at Kiønnet ved Vane, og en paa Mandkiønnets Side frivillig Blindhed, har naaet den Høide i utilladelige Friheder, ar de føre os omkring, som man kan ledsage en Poppe; (thi det vil langt fra ikke blive et tilstrækkeligt Beviis paa Mandfolkenes Myndighed over Qvindfolket, at en eller anden stor eller adelig Herre jager sin herskesyge Kone ud paa Døren, med en Mangelstok eller andet nyttigt Gevær i Nødsfald; jeg for min Part troer snarere, at Herren allene giør dette, fordi han ikke kan finde paa, at tage sig andet for, og at Konen løber noget omkring i Huset og paa Gaden, af Mangel paa Maskerade.) Man veed videre, hvor farligt det er for et Land, naar Qvindfolket staaer ved Roret i Huusholdnings-Sager, og deres ret fæle Laster antages for Moraler og tækkelige Moder,

der efter Strængheden bør, siger man, efterabes og følges af artige og føielige Mænd, af Mænd, der veed at leve. Naar Qvindekiønnet da har naaet den Grad af Frievillie, at de idelig sporer en sand og god Villighed hos deres kiere Mænd, gaaer de videre, og for Mændene veed et Ord deraf, forvandles de til nogle Hielpe-Tropper, der ved en og anden Leilighed maa nødes til at forestille Mænd, det er at sige, at bilde hinanden ind, at de endnu er det, de var, uden nogen Tid at blive det.

Naar nu deres Uorden først er lagt til Grund i det Almindelige, hvad Under da, at Forvirrelse overalt yttrer sig? Forvirrelse i Mad. — Konen kom forsildig i Seng i Aftes, kan ikke staae op for sit Helbreds Skyld, før Klokken halv Tolv, altsaa sildig Spise. Forvirrelfe i Drikke. — Konen venter en god Ven, et nyt Bekiendtskab, hun giorde i Aftes i Kongens-Have *), kan

*) Man holder for at der skal være en Gade i Hovedstaden, hvor der er indrettet en Have; der kan man gaae ind, og til Trøst for de tørstige og træn-

ikke lave Kaffeen til før han kommer, altsaa sildig Drikke. Forvirrelse i Klæder. — Konen lod ved sidste Kadrillie - Samling en Klædning spadsere paa Assistemshuset, har Skiortet tilbage; men uanstændigt at bruge Registeret naar man mangler Bogen, finder sine steste Klæder i Uorden, skidne eller fordervede, af Mangel paa Tid, og af Mængde paa Lyst-Turer, altsaa spadsere i det hun har. Forvirrelse i Omgang. — Konen faaer Øie paa et Mandfolk, der seer bedre ud end hendes Mand eller Betientere; farlige Qvalmer, aabne Balsombøsser, truende Besvimmelser, altsaa giøre en Tuur i Haven.

Sandelig troe mig! det koster en Mand Møie, førend han har udstaaet sine Lære-Aar i det Videnskab, at forhærde sin Samvittighed og naae den Fuldkommenheds-Grad, hans kiere Kone og fmuk opdragne Døttre har i samme Videnskab.

gende Brødre og Søstre tage sig en kostbar Sopken. Man forsikkrer tillige, at Luften er saaledes beskaffen, og saa lykkelig kiølig, at naar man 3 til 4 Gange har været der, kan man have den koldeste og meest forvirrede Samvittighed, naar man iagttager de dertil udfordrende Regler.

Dyrebare Sandhed!

Det er Dig der holt ved Enden af min Pen, da jeg skrev dette. Dine sande Elskere skielver ved hvert Skridt de giør, saa længe Du vandrer ved deres Side; men Du blive ikke kied af, at øde Din Hjertestyrkning paa. Dine Venner! Du Viise dem den korteste og jevneste Vei til Dine salige Boliger! Du sønderriver den Maske, hvormed man vil skiule Dit yndige Ansigt! Du vise Dig i al Din Glands for Jordens Regentere! De udvælge Dig til deres Fortroelige! Du vil sige Dem de Ting, de ellers aldrig vil faae at vide! Du vil lære Dem den rette Maade at behandle en Undersaatters Hierte paa! Du vil pege paa dem i Riget, der bag Dækket smiler og ønsker dets Ruin og tidige Undergang! Du vil stoppe Munden paa de frekke Danske, der tale ilde om det de ikke fortager! Du vil lære dem, om en ond Handling skal ansees for en personlig og naturlig Mangel i den moralske Færdighed, eller for en Straf over et Rige af den Almægtige! Du vil engang straffe Forførere og Forførte med en sildig Anger, Samvittighedens Bid og indvortes Siele-Saar! Du vil hevne den Uret man viiser imod den uskyl-

dige Samvittighed, der taler guddommelige Ting til Hiertet, men afvises som en kjedsommelig Standere, der trygler og overhænger for ofte de Dødelige! Du aabne Hævnens Scene for vore stolte Aander! Du Viise dem deres Deel i Søen som brænder med Ild og Svovel! Du knuse og bøie disse snart Redningsløse! Du føre dem nær hen til de sidste Ting, og forestille dem et Endeligt, hvor Synd og Død, Pine og Helvede, vil stride om, for hvem Synderen skal være et Bytte! Du ile til deres Redning, som tør vente sig dertil, som tragter derefter, som ønsker den! Du forjage af Riget de slemme Mand, der anseer en Undermand for deres visse Rov, en Ligemand for den, de vist bør plage, og en Overmand for den, de vist maae bedrage! Du laane endnu de Eenfoldige og uskyldige iblant os Dit klare Skin, at vi ikke med Modens Flokke skal trave om i den Vildnis, Letsindighed har oprettet paa alle Stædernes Hjørner og Gader! Du give vor naadigste Konge Taalmodighed og Styrke til at bære sin svære Regierings Byrde! og Du oplyse efterhaanden alle Verdens Deele saaledes, at ingen skal giøre mere det Spørsmaal: Hvad er Sandhed?

Et aldeles umerkværdig tienstlig fra Christine Matthias Dveter, paa sin Broders merkværdige Brev, om Born som avles uden Ægteskab.

Kiøbenhavn 1771.

20
21

Vittige Broder

Frid. Matth. Abeltoft!

Jeg har læst din Betænkning over dem, der uden Ægteskab og uden Straf avler Børn sammen, men jeg har ikke læst den uden Skræk og Forundring.

Du taler om, og synes at tale med Misfornøjelse om, at de i lovene fastsatte Boder og dicterte Straffe nu ere hævede.

At jeg paa mueligst rimelig Maade og

i min Landsbys Stiil forsvarer mit Kiøn, vil ingen brav Broder tage mig ilde op. Hvis du noget nøiere havde betragtet de adskillige Vendinger og Sving, en Fruentimmer-Siel har, i de moralske Handlinger, havde du nok mærket, at de forbudne Ting har en særdeles Ret over vore sandselige Længsler, og at vores lud mig see, løber altid om Kap med Tingens du maa ikke. Du kan da altid vente, at vor Nysgierrighed seer sine Vinger stækket, naar der ingen Forbud ligger i de Ting, der møder vore Fornemmelser. Det treffer ofte ind, at naar min omstrøisende Indbildning tumler omkring i de paradisiske Ruiner, jeg da tvivler paa, at vi havde vidst af noget Syndefald at sige, hvis vores Sall. Mama, den elskelige Eva ikke havde været ligesaa nysgierrig, som nyekommen i Verden.

Du vil nok lee, og sige, at dette var en Fruentimmer-Pensee. Lad det saa være; den er dog lige saa vel grundet som mange af vore Mandfolks Fornuft-Slutninger, der mange Gange, af Mangel paa at finde en klar Tanke, støber i en Hast en Deel Gietninger tilsammen, der kommer os for som en

Klump Mangods og en Kiede af Logogripher, som hverken Autor selv eller vi for staaer et Ord af.

saa længe en Datter holdes i en stræng Tvang i sin Moders Huus, vil hendes Dyd have mange Fristelser og hendes Uskyldighed faae mange Qvalmer; naar det første kritiske Aar falder ind i en Piges Alder, og en i Utide streng Moder vil true hende til ikke at fornemme Naturens første Indbydelse til at formeere Verden, da vil man dog ikke kunde snore Jomfruen saa tæt, at jo Snorebaandet engang springer, og den saa længe fængslede og hierteklappende Uskyldighed skiuler sig hos et eller andet artigt Mandfolk, der kan skiule og forsvare den imod Mamaes grumme Trusler, og for et ungt Fruentimmer utaalelige

Tvang. — —

Maaskee at Datteren aldrig havde ble vet et Offer for disse udskeielser, havde

Moderen forstaaet den Kunst, at blande en fornuftig Frihed i en taalelig Tvang, og ikke lagt for strængt et Forbud i hendes

Datters sandselige Nydelser. I Følge heraf tør jeg med Grund slutte, at en lekker Ret Mad ikke skal stikle og opirre vor Appetit halv saa stærk, naar vi har Friehed til at nyde den til Mættelse, som naar den er indelukt for os, og man har forbudt os at stille vor Hunger derpaa.

Jeg seer da altsaa ikke, at Ophævelsen med Bøder og Straffe giør Veien til Lasterne slibrigere for det ene end for det andet Kiøn, da man veed alt for vel, at en Udydig Pige, eller lastefuld Mandfolk, kan dog alligevel i Mørke eller i Skiul forkorte den Vei til de sandselige Nydelser, som Lovene og de derudi fastsadte Straffe vilde giøre lange og vanskelige at igiennemvandre.

En dydig Pige, der tænker ikke ideligere paa noget end at opfylde sine Pligter, behøver hverken Love eller Forordninger, Straffe eller Bøder; hun faaer ikke Tid til at høre anden Lov end Ærens Love; dem kiender hun, dem følger hun, de kroner

hendes Kloster-Strænghed midt iblant den kaade og vanartige Slegt.

Videre siger du: Enhver er nu tilladt at avle saa mange Børn som de haver Evne til at giøre. Her

møder dig og mig et Dyb, en Irgang af Dybsindigheder, et nyt Chaos, hvoraf hverken du eller jeg er beordret til at udvikle Mennesker ved Hielp af vore Evner.

Der ere de, der har dybere Indsigter i de tilkommende Tider, end du eller jeg; disse Indsigter bør de have, bør de benytte sig af, hvis de ellers vil fortiene at være det de ere.

Hvem nægter, at det jo er en Lykke for et Land, at være folkerigt, naar en Krig nærmer sig til dets Grændser? Men hvem maa ikke tillige tilstaae, at skal uægte Børn en Dag blive duelige Borgere, vakkre Helte, brave Soldater, bør deres Opdragelse besørges og indrettes derefter, da man har saa stærk Grund til at troe, at deres Forældres skidne og horagtige Hand-

linger vil vist nok efterlade hos Børnene nogle Ar af den raae Vildhed, i hvilken de Har været avlede.

Videre: Der kan ingen Fornuftig imodsige, at al for megen Frihed til at øve Laster, er ei allene an. støbelig imod Religionen, som er Statens stærkeste Baand, men tillige skadelig for Regieringen selv og Rigernes Indbyggere. Skulde nogen være saa urimelig at tænke, at fordi det Tvingende i en Lov hæves for en vis Tid, i den Tanke, at prøve hvor vidt et frit Folk vil gaae i sin Ubændighed, at Straffen derfor skulde udeblive for en uanstændig Handling. — —

Nei, Samvittighedens Straf iler i Hælene paa den Skyldige. Konge-Lovens Straf er det mindste; deres Truster giør ingen anden Hindring og Forandring i den Lastefuldes Skridt, end at han øver det i Smue, som han uden Frygt for Følgerne af strænge Love skulde øve aabenbare. At holde et Ark Papiir meer eller mindre, hvis Bog-

staver en dydig Sætter har skielvet ved at samle, for Øiet af den vilde, den udskejende Undersaat, vil aldeles ingen frygtende Virkning giøre hos ham, saa længe han ikke læser med Alvorlighed i sin egen Æres Lov-Bog, førend han samtykker i at møde her og der under fire horagtige Øine.

Videre: Naar Ægtefolk forseer sig og bedriver Hor, da skal efterdags ingen anden være tilladt at paatale samme; men allene tilkomme den fornærmede Ægtefælle.

Dette er uforlignelig vel indrettet, naar det treffer ind, jeg venter. En gift Mand eller Kone skulde maaskee have bleven ved, og ikke kommet efter det skiendige i deres Veie, havde ikke dette nye Jordskielv i Lovene giort dem opmærksomme over deres Skridt.

Hvad jeg tænker paa Ægte-Parrenes Regning i Hovedstaden, kan de ogsaa tænke, der ere den nærmere end jeg, og kiender bedre deres Sving, om følgende Tanke nogen Sinde skal kunde naae en forønsket Muelighed hos

samme.

samme. En Kone, der med den eene Haand har peget Fingre af den præstelige Forretning, og med den anden giort Udkastet til de Horn, hvormed hun vilde befæste sin Mands Hoved, om det nogen Tid skulde blive svinglende over hendes Afvigelser, igienkalder sin Bryllups-Dag, overøses med en inderlig Skam, omringes med en øm, Skræk, og med et bliver usynlig for de meest klarsynede Galaner, for i sin dydige Mands Omgang at forsone og oprette de Mangler i hendes Levnet, hvorover hans Noter har kuns været qvalte Sukke, eenlige Taarer og en stille Græmmelse.

En Mand, der hidindtil som den nysgierrige og flittige Bie, har forsøgt mange Blomster, hører denne nye Ordre, og af Skam og Skræk stikker Braaden af sig; han iler til sin ømme sin uskyldige Kones Fødder, skammer sig, græder og beder om Forladelse paa en Maade, som han erholder i Oprigtighed med det dyrebare Tillæg af denne Qvinde-Ædelmodighed, aldrig at lade noget bebreidende Ekko af hans iblandt Pøbelen buldrende Laster klinge omkring i Værelserne; men i en stille Glæde over en forloren og forvildret Siæls Hjem-

komst beundre en sand Fortrydelses mirakelfulde Virkninger.

Videre: Men naar saadan en last begaaes af en Regenrinde, Fyrstinde og andre høie Qvindes-Personer, da er Gierningen ei allene høistbeskiemmelig, ugudelig, hadefuld og forargelig; men — — de bør virkelig derfore om ikke aabenbare, saa dog hemmelig undgielde.

Jeg fornøier mig virkelig, at du kalder et hvert Fruentimmer Regentinde og Fyrstinde, vi ere det og virkelig, saa længe vi ere Lydige.

Et Qvinde-Menneske, der er en sand Regentinde over sit forvildrede og til Udskeielser nedhængende Hierte, er virkelig et ædelt Kreatur, og bør være det for et hvert Veldømmende Mandfolk.

Den dydige Uskyldighed sidder som en høi Fyrstinde, og som den øverste iblandt

Gratierne i en blufærdig og dydig Piges Hierte, som paa sin Throne, og med et mildt og naadigt Øiekast uddeler Ordre til Passionerne, disse hendes vittige Slavinder, hvor vidt de maa gaae, hvor stor Plads de maa have at læge og tumle sig paa, indtil hun Hæver denne Tilladelse til sin og deres Beste; men nærmer den forgiftige Orm, Begierlighed sig til hende, og giver hende et Stik, ikkun et eneste Stik, forvandles Fyrstinden med et til et udueligt Græskar, det visner, det foragtes, det fortiener det.

I øvrigt lader os alle vogte os for den physiske og moralske Syge, og den moralske Død, at ikke disse Bibelens Ord skal blive sagt til os:

Hvo som synder imod Skaberen, skal falde i Lægens Haand. Jeg forbliver min Levetid din hulde Søster.

Wiirslef

den 18 Julii 1771.

Christine Math. Dveter.

En liden Paqve funden paa Veien fra Slottet til Rosenborg-Hauge af følgende Indhold: Sandheds Ord af en sand Patriot, til Trods for den danske Regierings Fiender. Samt et aldeles umærkværdig Svar paa et Brev fra en Søster til sin Broder. [18 + 12 s.]

En liden Paqve funden paa Veien fra Slottet til Rosenborg-Hauge af følgende Indhold: Sandheds Ord af en sand Patriot, til Trods for den danske Regierings Fiender.

Samt et aldeles umærkværdig Svar paa et Brev fra en Søster til sin Broder.

Kiøbenhavn 1771, trykt og findes tilkiøbs hos Joh. R. Thiele.