? En norsk Matroses Tanker over den Vanskelighed, at faae Kongen i Tale, skreven til Trøst for sine Brødre.

En norsk Matroses Tanker

over den

Vanskelighed,

at

faae Kongen i Tale,

skreven til Trøst for sine Brødre.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt og findes tilkiøbs hos Job. Rud. Thiele.

2

        

3

Er en Matros ikke ogsaa et Menneske? Tænk engang, hvilket Spørsmaal! vil nok Folk sige. Jo, den som lider Nød og Jammer for sit Fæderneland er unægtelig et Menneske, og i en vis Mening et dobbelt, et retskaffen Menneske, da han mangen gang med sin eene Næve giør uformærkt Staten større Tieneste, end et halv hundrede Døgenigter, hvis hele Merite er og bliver at fraadse og drikke.

Har man maaskee glemt, hvad Got en Matros giør, fordi man ikke endnu har lært at

4

4 stikke en Finger i koldt Vand, eller været med ved Leyligheder, hvor nogle hundrede Menneskers Liv ofte hænger ved et Tov, meer eller mindre?

Har man glemt, hvad hiin brave Ma- tros giorde, da hiin danske Konge fik sit Øye skudt ud ved en Kanon Kugle? I steden for en Deel kielne og fruentimmeragtige Svenne tabte Mod og Kurage, da de ikke kunde bryste sig uden af en eenøyet Anførere, viste Matrosen sig ikke at være en forbauset Kujon, men indblæste hele Hoben Mod og Tapperhed,

sigende: Veed I ikke, at Kongen er et Menneske, og gierne med Ære kan sidde paa sin Trone, og regiere sine Undersaattere med et Øye. Vi kan endnu læse Heltens Hensigt af det an- det Øye. Kuns frisk! Og alle de Tilstædeværende, saavel som Kongen selv, glemte baade Øye og Plaster, og fulgte Matrosens Raad, nu da det kom an paa at slaaes, og ikke paa at græde og skielve.

O! jeg kunde vel her ramse mange Sager op, og vise, at en Matros kan ogsaa

5

5

giøre noget til et Riges Beste. Men lad vore Lærde giøre det, de faaer Betalning derfor.

Nok er det! jeg paastaaer tillige med alle mine Kamerater, at en Matros fortiener at ansees med andre Øyne, end Folk i Almindelighed giør.

Hvorfra kommer den Foragt, man synes at vise imod os? Er det Belønningen for vor sure Møye og Arbeyde? Er det den Tak vi skal Have, fordi vi, naar andre kan indhylle sig i bløde Klæder, og slaae sig til Rolighed i Søvnens Arme, vi da maa tumle om for Vind og Veyr, og see vort Liv at kappes hver andet Øyeblik med Døden om Seyer, og slynges hid og did imellem Frygt og Haab paa Ryggen af de usikre og forræderiske Bølger? Er det den Roes vi skal have, naar vi kommer Hiem fra vore lykkelige Reyser, at læse et spodsk og foragtelig Fy i vore Medborgeres Ansigt, og høre dem at hviske: Ey fy! hvilke liderlige Folk! hvilke grove Matroser!

Saadan Snak og Tanker har Fanden lært jer. Meener I Giække, at Complimen-

6

6 ter og søde Ord er en Tone, der kan passe sig til Matrosens Øre, naar Storm og Strand taler et Par Ord med, meene I da, at det var raadeligt at vore Chefer talte til os i en fiin og kielen Fruentimmer-Stiil, eller karesseerte os, som Abekatter? Ney! da vilde vi snart komme til at daane hen i Bølgernes vaade Skiød.

Og faaer I Qvalmer maaskee, naar I kan faae et Diævelen gale i mig at høre, da vider, I Pene, at Eeder og Bander er et ulyksaligt Onde, der maa bruges hos Matroserne i steden for Disitinctions Tegn, Comma, semi Comma, Colon, Punctum, eller hvad I kalder det; og skal Matrosen laane noget af jeres Grammatica, da bliver det vist nok Signum Exclamandi. Den Karl kiender vi nok, og hans Toner forstaaer vi best.

Veed I, hvad vi har Ret til at fordre af jer, I kielne Siæle? Den Karl, der

lider meest Ont for Fædernelandet, burde æres meest. Hvad siger I vel om den Maxime? Den pirrer jer nok lidet i Næsen.

7

7

Meener I ikke, at vi kan indsee, hvordan man burde traktere os? Og meener I, at vi ikke kan skiønne paa, om man giør os Ret eller ey? Pirrer I kuns ikke meget ved os, vi veed Veyen til Kongen; men hvad siger jeg? Vi kan jo ikke faae Kongen i Tale.

Men meener I at sætte saa høyt et Gierde om Monarken, at vi ikke skulde faae Øye paa ham, eller skiule ham i en Krog, naar vi ere i en anden, da vider, at har I Finter, har vi Mod og Kræfter, og kiender I Normanden ret, da stadfæster I Følgerne af denne Sandhed.

Agter I os saa ringe, fordi vi ere Ma- troser, at vi ikke maa see vor Konges Ansigt, eller skal vi lade os nøye med, at en anden Nation siger os, at vi har en Konge, uden at vi selv maa vide: Hvem?

Maa vi ikke selv med vore egne Øyne komme til at see og dømme, om vor Konge er stor eller liden, om han regierer selv, eller andre? m.m. Vi kan jo ikke giette det, siden

8

8

vi ikke kan faae ham at see. Vi skal altid vise, naar det kommer an paa Prøve, at vi Normænd har et Hierte, der kan elske vor Konge lige saa ømt, lige saa høyt, som en dansk Mand.

Skal da den norske Nation være et Skumpelskud imod den danske eller en anden fremmed Nation? Og har Fransmanden og Engelænderen viist Dannemark saa mange Tienester, at de har Prioritet i Kongens Aasyn førend og frem for Normanden?

Hvad svarer I os paa dette? Og mee- ner I ikke, at vi har Ret til at ønske og sige:

Naadige Konge! lad os see, hvordan Du seer ud! Folk snakker saa meget. Vi ønskte nok selv at see dig, og tale med dig.

Vi maa jo tænke underlig om, at der er Vanskelighed i at faae Kongen i Tale. Bevar os Gud! bør ikke enhver Undersaat have fri Adgang til Kongen, og til Naadestolen? Hvorledes skal Kongen faae at vide sine fortrængte Undersaatters Nød, uden de siger ham

9

9

det selv? Om en anden skiønt vilde sige til Kongen et Par Ord imellem til Undersaatternes Tarv og Beste, saa, om Forladelse, er det ikke nok, og skulde vi vel kunde troe, at de, der ere om Kongen, kunde faae Tid, for andre vigtigere og ilende Forretninger, at tænke paa Undersaatternes Vee og Vel saa oprigtig, at de kunde faae Raad og Tid til at giøre en vigtig, upartisk og christelig Forestilling om de fornemmeste Saar og de vigtigste Plastere i en sværtet, syg og udtæret Nation, der længe forgieves har sukket under Byrden, uden enten at faae Raad eller Lindring til sine desperate og knap til Redning staaende Saar.

Den sikreste Vey at gaae for en Regent, bliver vist nok denne, at kalde en prøvet og erfaren, en redelig upartisk Mand til sig af hver Stand, høre hans Ord, Sagernes virkelige og væsentlige Tilstand, og saa siden anvende de Midler, som Religion og Fornuft anseer for de sikreste og beste til at afhielpe alle de offentlige Mangler og Elændigheder.

Hvordan gaaer det ikke med de utro og uforsigtige Barnepiger? Hvor tit lader de

10

10 ikke Barnet falde og slebe sig; de ere nok saa snilde, at de ikke lader Barnet strax komme til Fader og Moder, men opholder det med et og andet Slikkerier, hvis det vil tie stille; thi de veed nok, at det vil gielde dem, faaer Fader eller Moder det at vide, hvordan det egentlig er gaaet til.

Men lad kuns Barnet komme lige til Fader eller Moder, saa kan Barnet blive kureret i Tide, og de slette Opvartersker blive straffede og jaget paa Døren.

See! saaledes vil det ligeledes være nyttigt, hvis Undersaatterne strax maatte komme til Kongen, at klage deres Nød, førend den bliver ulægelig eller forqvaklet ved Ophold og Forsømmelse.

Hvor er det vel mueligt, at en Regent, der har saa meget at beskiæftige sin Aand med, kan allene uden nogens Hielp faae Øye paa alle de Smaating, der gaaer for sig i hans Rige? Og det er og bliver dog en høy Nødvendighed for Regenten, at vide det Store med det Smaa, det Vigtige med det Ringe, siden Følgerne af

11

11

en ringe Ting, uden Kongens Vidende, ofte kan drage mange store Ulykker med sig over Staten.

Lad derfor kuns Borgeren først komme lige til Kongen, siden Matrosen, maaskee han er alt for liderlig en Karl til at komme Kongen i Tale.

Lad Borgeren, siger jeg, fortælle Monarken saa smaat, hvordan det gaaer til; og jeg sværger ved de helligste Ting, at den Dag vil komme, da Monarken ikke skal fortryde. hvad han har hørt.

Lad Haandværksmanden opregne for Monarken, hvordan han og hans Laugsbrødres Tilstand er, hvorfor han ikke kan faae Arbeyde, hvor mange slette Betalere der ere til, der ofte bedrager ham hans hele Arbeydsløn fra.

12

12 Intet ansees af en Regent for Smaat og intet Betydende, der kan føre mange ulyksalige og for Staten ret farlige Følger med sig.

Intet er smaat for en stor Konge. En liden Gnist har ofte antændt en stor Ildebrand. Det er naturligt, at en Sygdom bliver meer og meer farlig, jo længer den forsømmes og forhales.

Statens Syge bør endnu mindre forsømmes og forhales, end nogen andens; siden dens Følger bliver farlige for et Heel Land, et heel Rige.

Man maa stræbe, at opdage endog de mindste Mangler, imedens der er endnu Tid til at forsætte dem med nyttige Indretninger; men alt dette maa Kongen selv vide, thi han er sat til at raade Bod derpaa, hans Undersaatters Vel og Vee hænger af hans personlige Naade eller Unaade, og ikke af Ministrernes. Han er Landets Fader, han maa tage sine Børn for sig selv, undersøge hvad dem fattes, selv befale og anordne Hielpemidler, selv see til, hvordan de anvendes og bruges, selv see paa

13

13 Frugterne af vise og naadige Love, saa vil han og selv engang krones med Naade og Miskundhed i Evigheden.

I maa ikke blive bistre, I got Folk, hvem I endog er, at en Matros bliver saa uformærkt Statsmand, og snakker med jer i en anden Tone, end i Skibstone.

Sagde jeg jer ikke nok, ar en Matros er ikke saa dum en Karl, som I tænker; han veed ofte meer, end man seer ham an for, og vi norske Matroser tænker paa meere, end paa Seyl og Tovværk; der kan faae meere Rum i vor Hierne, end Søekort og Compass og naar mange tænker, at vi i Tankerne klyver op i Masten, klyver vi op paa Fieldene, og seer ud, om vi ikke af en Hændelse (siden det skal være saa) kan faae Øye paa vor Konge, at vi kunde dog eengang komme til at fortælle ham alt det, vi nu en Tidlang har samlet paa.

Her seer I nu Matrosens Tanker. Kan I fordrage hvad han siger, skal I faae meer at vide, førend han reyser, endskiønt der vil gaae noget af hans Gage til Trykkerløn, men

14

14 det er lige meget. Nu omstunder vil Sandhed koste nogle Skillinger; men man giver dog saa mange unyttig ud, sagte kan man anvende nogle paa at kiøbe Sandhed; den er man ikke bedragen med, som med Katten i Posen.

Endskiønt jeg er Matros, veed jeg dog, at den, der vil sige Sandhed, faaer en braaden Pande; men troe mig! den norske Matros vover sin Pande, han er vandt til at stanges med sine Brødre, og prøve Styrke med deres Pande brask, og det rask.

En Sandhed, der sigter til et heelt Riges Velgaaende, vilde man dog ikke formode, skulde betale sin Orator med en braaden Pande; men lige meget! hvem veed, om ikke den sande Patriotisme kan gaae. saa vidt, at dens søde Fornemmelser og Virkninger kan giøre en braaden Pande taalelig at bære, naar kuns et heelt Riges Vel maa befordres ved Sandheden og dens lyksalige Følger.

15

15

Kan vel nogen fortryde paa at taale et lidet Ondet, naar for Resten hele Nationen maa nyde Got deraf! ney; en Matros kan ogsaa være Patriot og Rigets Ven, og han er Det virkelig, siden han er sat for i Spidsen af Livets Besværligheder, og maa vove Trøyen for sin Konge, enten han vil eller ey.

16