En Samtale imellem Religionen og Fornuften om den fri og frække Misbrug af Sindets Gaver, hvorvidt den vanærer Menneskeligheden, og qvæler Dydens Fornemmelser hos Efterslægten. Et merkværdig Brev fra en Broder til sin Syster. [16 + 8 s.]

En

Samtale

imellem

Religionen

og

Fornuften

om

den fri og frække Misbrug

af Sindets Gaver,

hvorvidt den vanærer Menneskeligheden, og qvæler Dydens Fornemmelser hos Efterslægten.

Et merkværdig

Brev

fra en Broder til sin Syster.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og findes tilkiøbs hos I. R. Thiele, boende i Peder Hvitfeldts Strædet.

2
3

Religionen:

Da de dunkle Kloder hvirvlede did til deres Bestemmelse, for at zire den nyefødte Natur, befalede Almagten mig at vaage over Verdeners Vel. Jeg ilede did, hvor fornuftige Skabninger vare udkaldte af Støvet, for at ære og ophøie den vise, den allerbeste Skaber, som dannede dem alle. Viisdommen, som skinnede af mueligste Behageligheder, gjorde Planen til en Have, eller et Rum, opfyldt med alle de Yndigheder, som vare beqvemme til at fyldestgiøre de Fornemmelser, som fuldkomne Skabninger vare dannede til; Almagten oprettede denne Have i en Egn, som

4

svarte fuldkommen til at opfylde de Hensigter, som det allerhøieste, det allerviseste, det allerhelligste Væsen kan have.

Det er dig bekiendt, vittige Fornuft, hvad farlige Snarer Ondskaben stillede for dette første fuldkomne Par, for at sætte det i Sammenligning med den Ufuldkommenhed, som den havde, og til intet giøre den Fuldkommenhed, som den idelig misundte, fordi den ved en nedrig Ulydighed havde skilt sig ved den, da den i en frivillig Misbrug af sin Lydighed blev udstyrtet af sin første Bestemmelse, for i et evig Mørke at skielve og skiere Tænder over sin forskrækkende Skiebne.

Slægterne af dette faldne Par bleve da oftere for utidige Begieringer voldsomme Sinds Lidelser og farlige Uroer af det Slags, som fører lige til en evig Jammer og Fortrydelse. Min Omsorg var Verden fornøden. Mit Kald var at vise den ved alle Leyligheder, min Natur at ønske den vel anbragt, altid opfyldt, og idelig nyttig for Skabninger, som uden den, vist vilde tabe af Øye, og ene den Deel i Saligheden, deres fornuftige Aand var beqvem til at nyde.

5

Min Røst var stærk og majestætisk, fredfuld og overtalende; den klingede fra Kant til Kant i den merkværdige Klode, hvor den hellige Frelser Dødes nogle Hierter hørte med Agtsomhed, med Andagt paa mine Taler, og følte Virkningen af min overtalende Stemme, de tydede min Røst, og bleve frelste; men Ondskaben, som blev rasende, da Himlen selv udsaae et Frelsemiddel for sine forlorne Hænders Gierninger, udbredte hver Dag sit lastefulde Rige.

Denne Ondskab, som jeg vil kalde Verdens Aand, viste sig for de vaklende, de hinkende Jordens Slægter i Skikkelse beqvemme nok til Udfaldet af dens forte Hensigter, afpassede nok til at hendrage med Gevalt og Fremgang en saa svag Skabning, som et Adams Barn, naar han, ryster den helligede Fornuftens Tøyle af sin gienstridige Hals, for at bukke frivillig, ja med et passioneret Valg under de fortryllende Forførelsers engang Fortrydelseværdige Aag.

Og det er denne frække Verdens Aand, der i vore Dage raser og stimer, til Skræk og

6

Sorg for de følsomme Dydige, der seer Ulykken forud, og sukker til Spas og Tidsfordriv for de sandseløse og døsige Syndere, vore Tiders vittige og i deres egne Øyne vittige Geister. Der banes hver Dag ny og ønskeligere Veye for disses nedrige ønsker og Drifter, Handlinger og skidne Bestræbelser, imens hine foragtes, forfølges, bagtales og dæmpes i en Fart af de ædleste Fornemmelser og ivrigste Dyds Arbeyder.

Og aarvaagne Fornuft, er du ikke villig at tænde dit Lys for vore Dages forvovne og lastefulde Drømmere? Er det ikke billigt, at vi med foreenede og fordoblede Kræfter arbeyder paa at rive de søvnige Lasternes Slaver ud af en Sovesyge, som deres fornuftige Aand, endog midt i de kogende Tilbøyeligheders Drukkenskab, opvaagner i Skræk over. Ak! kunde dog vore Overtalelser, saa, billige, saa værdige at følge, adsprede de Fiender, som Letsindighed og Nedrighed, Stolthed og Selvklogskab, ubetydelig Vittighed og Religions Foragt, anføres under deres Fyrstes, den skinnende, den vittige, men den plumpe, den farlige Vantroes Tane. Skal et Rige, som Verdens

7

Herre saa længe har viist at være hans kiere Skiødebarn, blive længere et ulyksaligt Offer for de glimrende, men farlige Uhyrer, som dukker op paa Lasternes skummende Hav? Lader os ile til Redning eller Hevn! I de trængende Farer er ofte en modig Haardhed ligesaa nyttig, som en modløs Tryghed.

Fornuften.

Menneskets stolte Aand, som vover saa mangt et formasteligt Skrit paa Gisningers slibrige Bane, traver om i Vildfarelsers Mørke, støder an mod saa mange Spøgelser, som hans Indbildning med sin formeente Hexestok danner snart som vældige Kiemper, naar samme i sin Galladragt, snart som smaa Nisser, naar den letsindig sværmer om i sin Morgendragt, og denne saa smukke Indbildning altid forvoven, altid sindriig paa at bedrage sig selv, (og hvorfor ikke andre med?) tør kalde disse Letsindigheders ækle Luftsyn lykkelige Opfindelser, lærde Opdagelser og Verdens Fakler, da dog enhver Grandseende, som værdiger den et Glimt, (meere af Med-

8

lidenhed end af Beundring), anseer deum, som Lygtemænd, der svæver om i en moradsig og oprørt Hierne, hvis stinkne Dunster søger at bryde ud, og stikkes i Brand, naar denne levende og funklende Indbildning tumler om med dem.

Denne stolte Aand, denne gnavende og fortærende Insekt i det moralske Rige har paalagt Menneskets fornuftige Natur et Aag, som Mængden er villig nok at antage og taale, fordi deres for lang Tid siden mod Lasterne vedhængende Tilbøyeligheder behandles paa en kildrende Maade, og Hiertet derved faaer et daglig større og større Rum til at indqvartere den talrige Krigshær af Forførelser, som det villig giver sig blot for.

Det er hverken fra en vis Climas Indflydelse og Natur, ey heller fra den Fordeel eller Skade at være nær eller langt fra Poel eller Æqvator, langt mindre fra et formeent Jordskielv i Naturen, at man med Grund kan hente Verdens i Almindelighed, og Dannemarks i Særdeleshed,

9

nærværende Forfaldenhed, ney; men de flittige Øyne, som overseer saa meget paa engang i den moralske Verden, hvorfor giør de ikke nogle sikre Blik ind i de mueligste Grunde til de Laster og Dyder, der bestandig er i Kamp med hinanden paa den urolige Verdens Skueplads?

Holdes vore Tiders stærke og vel oplyste Tænkere tilbage ved en tryg og utidig Frygt, at de maaskee skulde alt for meget ophielpe Naturen, alt for meget forbedre Verden? Frygter de for, (siger jeg), at de maaskee for tilig skulde kuldkaste og opbrænde, forstyrre og til intet giøre Lasternes rige Magasin? Eller gruer de for, at den tynd-faaede Dyd skulle naae en alt for tæt og rig Vext? Og vilde det vel blive en Skam for fornuftige Væsener, at see een Dag Dyden, ved Hielp af ædle Bestræbelser og vigtige Indsigter, at blive den almindelige Næring for udødelige Siæle. Hvor mange Planer til ny Indretninger! hvor mange Forsøg til Verdens Forbedring, ja til et vis Folkeslags faste Lykke! men tør vel de fornuftige Lemmer i

10

Verdens lærde Sælskaber besee Planerne og deres Følger, uden at mærke en strækkende Pous og zittrende Halt i deres Tankers sindige Gang? Den smitsomme Syge, at vilde med et Greb giøre Verden fuldkommen, og med et eneste letsindig Puf omdanne Jordkloden, æder daglig om sig. Ædle Hierter og Verdens fornuftigste Indbyggere saae sig frem, kastede i den Undergangs Strøm, som Skiebnen, den lovlig opirrede Skiebne, lod skylle frem af sit uundgaaelige Vel. Det Tænkende i Mennesket har faaet Kraft og Evne, følgelig Frihed til at arbeyde paa sin Fuldkommenhed; hvad Under da, at et fornuftig og Veltænkende Sælskab søgte at rive sig ud af den almindelige Undergang, som Tingenes Orden og Følger efter al Anseende truede med?

De lagde Haanden paa det saa vigtige Værk, enten at forbedre Tingenes Tilstand, eller at standse den, at den ikke skulde gaae videre. Ved denne Scene, som faldt alle i Øynene, bleve nogle smaa og for lang Tid siden af Lasterne hendragne

11

Skabninger forbausede og opmærksomme. Det kostede disse Smaahiernede kuns et Spring for at blive nogle elændige og ret skadelige Abekatter af disse Verdens Støtter, disse den syge Jordens Legemes ømme Velgiørere.

Disse Veltænkende og oplyste Mænd saae hvad Skade og Hindring disse Letsindige vilde giøre i deres ædle Handlinger; de hørte med en ædel Skræk, med en Hiertelig Bedrøvelse over alt disse i en sund Orden vel anbragte, men nu abgesmakte store Ord: Lader os forbedre, lader os ophielpe, lader os redde den syge og vaklende Verden, førend vi begraves i dens Fald, under dens Ruiner.

Dette saa trøstende Sprog for den moralske Afmægrighed havde denne svage Sverm opsanket efter Patrioterne, og samme kiere Sprog blev forskrækkeligen vanhelliget; man mærkede, at alle vilde arbeyde paa at kurere den forfaldne Menneskelighed, endskiønt de fleste løb kuns forbausede og stakaandede, forvirrede og nysgierige omkring, som ved en hastig opkommen og heftig Ildebrand; saa

12

at den ene hindrede den anden. De sande Menneske-Venner, paa hvis Iver det allene vilde komme an, at redde en svag Rest af den udtærede og afmægtige Moralitet, kunde neppe trænge sig igiennem den nysgierige Sverm, som havde indraget Rummet omkring den forfaldne Dyds Sygestue. En Deel vigede tilbage af Skam, en anden af Frygt; men en heel Mængde løber endnu ud og ind, betyngede med mangfoldige vittige Projekter, som, om man tillod deres Iverksættelse, vilde med et eneste Træk myrde den svækkede Dyd. Den ene Besvimmelse fulgte paa den anden, og Skræk og Jammer hylede af det eene i det andet Gemak; den almindelige Ulykke giorde Pos tentaterne. opmærksommere; de Mte sig ved de Mmmclige Bedragere, der forsikrede, at deres Riger vare i en ønskelig Flor og Lykke; deres bedragende Dumdristighed gik faa vidt, at de udlod sig med, at det vilde blive for gemeent for en Regent, personlig at befatte sig med det dydige Arbeyde, at giøre sine Undersaatter lykkelige allene ved Religionens Magt, Dydens Styrke, og Fornuftens Ædruelighed. Og nu har Ond-

13

skaben udbredt sig saa stærk, at man væmmes ved at være dydig, man undseer sig ved at være fornuftig. Men mægtige Religion! vi vil ikke mistvivle om en ønskelig Virkning af vore Bestræbelser. Det lidet Sælskab, som vore faa Venner og Tilhængere udgiør, kan Tid efter anden faae Kræfter tilstrækkelige nok til at udføre vore vigtige Hensigter og nyttige Ønsker. Skal Lasterne end yngle ved deres utilladelige Fremgang, skal der end banes lettere, men farligere Veye for deres Lyst til at skade, skal de end offentlig skinne der, hvor det Dydige og det Moralske allene burde fremlægges i al sin Prydelse, saa vil vi dog opmuntre vore faa Venner ikke at blive kiede eller fortrødne ved at tænke, tale og skrive til Verdens Vel, til Dannemarks Nytte; thi endnu blinker Redningen langt borte paa Grændserne af Mueligheden.

Religionen.

Jeg vil da overtale Monarkerne til at troe den slette Tilstand i Tingene, og den snart

14

redningsløse Forfatning, deres Riger vil staae udi, hvis Lasternes Strøm skal længere blive ved at skylle frem, hvis man ikke med foreenede Kræfter hielper at oprette en Dæmning for al del Sliim og Skarn, der daglig blander sig i

Dydens rene Vande.

Jeg vil endnu antænde flere Fakler, jeg vil endnu bestille flere Arbeydere ved Moralitetens Bygning, og vi vil samtlig, velgiørende Fornuft, oprette et Kastel i hvert et Kongerige, hvor jeg med mine Døttre, Dyden og Menneskeligheden, vil sætte os i Stand til at hindre vore Fienders Fremgang.

Man undre sig ikke over Verdens Forfald, over Dannemarks Skiebne! Naturens Svækkelse, Rigernes Forfaldelse, Dannemarks Mangel, Religionens Foragt, Fornuftens Misbrug, alt dette er Følger af den moralske Døsighed, og den liden Iver i at arbeyde paa et Lands muelige Fuldkommenhed.

Forsynet har oprettet og indsat store Menneskevenner, bevæbnede med de lyksalige Kræf- ter, som behøvedes til at give et Land et herlig

15

indvortes og udvortes Udseende; lad Ondskaben ikke faae Magt til at vælge og forkaste Mænd efter dens vrange Tykke, saa skal et Rige blomstre under det kierlige Forsyns ømme Venner og vigtige Mænd, og man vil ikke faae Aarsag til at klage over Mangel paa brave Mænd, ædle Mennesker, dydige Borgere, og Verdens Velgiørere.

Falder en Stat for en Tid i en beklagelig Sovesyge, i en moralsk Besvimmelse, eller i en politisk Feber, hvorfor opsøger man da uvidende Doktere, falske Læger, skadelige Qvaksalvere, i en Crisis, hvor et Minuts Forsømmelse kan koste et heel Riges Velfærd? Skal Uvidenhed om brave Mænd, om sande Menneske-Venner altid have Skylden? og tør man vel lade sig forlyde med en Uvidenhed, saa farlig i sine Følger, saa vigtig at oplyse, saa trængende til en dydig Medlidenhed? skal saadanne ædle Skabninger, i hvilke jeg har lagt Drift og Kraft til at udføre hele Rigers Velfærd, ligge ubrugbare, fordi samme undseer sig ved at laane Letsindigheds fierede Hat, Forfængeligheds snorede Klædning, og Dumheds merkværdige Ønskedragt? Er man bange for at bruge vigtige Mænd i en vigtig

16

Sag? og Daarers Vrede er den saa betydelig, at man, for ikke at støde dem for Hovedet, vil overgive et heel Rige til et Offer for dens forvirrede Foretagender? En Nar, som en Dag vil rose af, at han har spillet Bold med et Rige og dets Velfærd, vil sige, at han har giort et Mesterstykke, det kan være sandt; men hvad Begreb skal vi fatte om dem, som har havt Frihed til at hindre denne Nars Udskeyelser og vilde Ondskaber, men dog har givet ham lang Tøyle? Menneske! saa længe du er en fornuftig Skabning, og du paastaaer Navn af samme, da vid, at det Større eller det Mindre, som Forsynet har betroet dig at være Herre over, vil kræves en Dag af dig. Øyemærket med det dig Betroede er, at giøre dig selv og saa mange fuldkomne, det er at sige, lykkelige og dydige, som samme er tilstrækkeligt til at giøre. Evigheden vil en Dag aabne sig for dig, og Saligheder uden Ende vil møde dig, fordi du en kort Tid gjorde ikke andet, end din billige Pligt. Er du fornøyet med din Be- lønning?

17

Et

Mærkværdigt

Brev

fra en

Broder til sin Syster,

som haver forlanget hans

Betænkning

over dem, som uden Ægteskab og videre Straf avler Børn sammen. Kiøbenhavn, 1771

18
19

Min

kiereste Syster

Christina Mathias Dveter.

Efter Forlangende meddeeles Dig min Betænkning over dem, som uden Ægteskab og uden Straf avler Børn sammen.

De i Loven fastsatte Bøder, og i den i Aaret 1767 den 8 Junii dicterede Straf om ledige Personer, som uden for Ægteskab avle Børn sammen, haver aldrig hindret dem, som Forældre for samme, til at efterkomme deres paaliggende Pligter til Børnenes Opdragelse,

20

fornemmelig dem, som oprigtig har lovet at ægte hinanden. Disse søger gierne, endog i de fattigste Omstændigheder, at komme tilsammen, og det saa meget skyndigere, naar som de under Forlovelsen mærker, at de haver at vente et Barn.

Da derimod de fleste, som i Løsagtighed avler Børn, tænker allermindst paa at komme i Ægteskab, end sige, de avlede Børns Opdragelse.

Nu er begge Dele derfore ved seneste Forordning dispenseret. Enhver er nu tilladt at avle saa mange Børn, som de haver Evne til at giøre; og med disse Børns Daab skal Efterdags ingen Forskiel giøres imellem dem og Ægtebørn, og deres Fødsel ikke ansees som en Plet, den bør ey heller, saa længe de opfører sig honet, og som duelige Borgere. Skiønt det dog heder, at Tienesteqvindens Søn skal ikke arve med den Friqvindes. Man kan nu formode, at mange vil, i Anledning af denne Forordning, blive fræk nok at øve Skiørlevnet, og som Dyrene parre sig sammen; ja mange Horejægere vil uden Undseelse have en ny Skiøge hvert Aar,

21

og avle Børn nok, saa at Dannemark vil i en Tid af tyve Aar blive utallig af Folkemængde; men man kan sikkert giøre sig det Haab, at disse Børn vil blive Staten, Regieringen og hele Landet til Last og Byrde. Thi deres Opdragelse vil nok skee paa Publici Bekostning, og om nu nogle af disse Børn kan nyde en maadelig Opdragelse, saa vil dog den største Deel af begge Kiøn blive ryggesløse og ugudelige Mennesker, som ufeylbar vil følge deres Forældres Fodspor.

Det er værd at mærke, at i hvor fattige ægteviede Folk endog ere, saa seer man dog, at deres Børn besidder en Ærbødighed for Loven og Kirkens Disciplin, og saadanne Børn ere gemeenligen bedre af Natur, end dem der opdrages paa Opfostringshuset og andre Huser, paa hvilke Stæder man dog skulle formode, at gode Anstalter og Tilsyn er giort, men uagtet hvad de end kan have lært at giøre med deres Hænder, saa besidder de dog adskillige egne vilde og slette Begreber, som de ofte yttrer sig med. Derimod seer og fornemmer man, at de ærbare og reelle Borgere og smukke Haandverksfolk deres Børns Opdragelse beskiemmer ofte de

22

adelige og store Folkes Børn, saavel i Henseende høviske Sæder, som Lærdom og Humanitet. Der kan ingen Fornuftig imodsige, at alt for megen Frihed til at øve Laster er ey allene anstødelig imod Religionen, som er Statens stærkeste Baand, men tillige skadelig for Regieringen selv, og Rigernes Indbyggere, hvorpaa haves utallige Beviser, Virkningen af onde og gode Love, kan man læse om de gamle Romere og Grækers Skiebne.

Dernæst, naar Ægtefolk forseer sig, og bedriver Hoer, da skal Efterdags ingen anden være tilladt at paatale samme, men allene tilkomme den fornærmede Ægtefælle. Herefter maa hverken geistlig eller verdslig øvrighed, i Følge Loven og Forordningerne, paatale saadanne Laster, følgelig maa vel heller ingen Ægtemand herefter miste sit halve Boes Lod. Følgelig kan nu Ægtefolk heraf tage Anledning at skilles med hinanden, naar de for got befinder; thi Efterdags hindres ingen af Siderne hverken ved Pligter eller Tvang. Enhver Ægtefælle kan nu leve, som de lyster, Manden paa sin Side kan avle Børn uden for fit Ægteskab frit, Qvinden iligemaade kan udvælge sig

23

en god Berider, og med hannem avle Barn, og begaae offentlig Horerie, og naar de ville blive reent adskillet fra hinanden, da haver de alle Tider Aarsager nok. Mig synes det var allerbest, at Ægtefolk i saa Maader indgaaer en Friheds-Contract med hinanden, for at ophæve alle Disputer.

Dog synes mig, at det er mindre forargeligt, at en Mand kan falde til saadan en Last, end som en Qvinde. I Guds Lov seer man det har været tilladt, at have Medhustruer, og man veed, at de asiatiske Regentere og Fyrster og den gemeene Mand bruger denne Skik endnu. Heller ikke er nogen Regent eller Fyrste i Europa derfore undergivet nogen Blame; men Medbolerie paa en Qvindes Side er skammelig, om det endog begaaes af en Matros-, Soldatereller Fiskerqvinde, hvis Mænd undertiden kan være kommanderet paa lange Reyser og i andre Tienester, der ofte nødes dertil formedelst Mangel, for at opholde sig selv og deres fattige Børn.

Men naar saadan en Last begaaes af en Regentinde, Fyrstinde, og andre høye Qvindes

24

Personer, da er Gierningen ey allene høyst beskiemmelig, ugudelig, hadefuld og forargelig. Og jeg siger uden Skye og Frygt, at naar saadan Gierning forøves af dem, da bor de ey heller taales i Landet, men de bør virkeligen derfore, (om ikke aabenbar, saa dog hemmelig), undgielde, uagtet deres Stand og Vilkaar; thi at besmitte en Stat og Regiering, og andre høye Ægteskaber, er ufordrageligt at see paa for en høy Familie, og ærekier Undersaattere.

Heraf seer kiere Syster min enfoldige Betænkning. Den alvise Gud, som best seer og kiender Menneskers hemmelige og aabenbare Gierninger, styre og regiere et hvert Menneske til at leve et kydsk og tugtig Levnet, og bevare os alle fra at give Forargelse. Jeg forbliver min Levetid Din

Corsøer,

den 27 Junii 1771.

hulde Broder og Tiener

Frid. Math. Abeltoft.