[Martin Brun] Samtale i de Dødes Rige, imellem den gamle Erke-Bisp Absalon og en nylig afdød Dansk Historicus.

Samtale i de Dødes Rige, imellem den gamle Erke-Bisp Absalon og en Nyelig afdød Dansk Historicus.

Kiøbenhavn.

2

        

3

Absalon.

Hvorledes er nu Tilstanden i vores kiere Fædreneland, det af mig saa høytelskede Dannemark? Hvorledes lever vor Flode, som jeg stedse saa inderlig har elsket, og med hvilken jeg saa ofte har tugtet Dannemarks Fiender?

Historicus.

Floderne i Eders Dage, min kiere Absalon! vare kuns Skyggeverk imod det, som de ere paa denne Tid. Hvad en Fiellehytte er imod

det prægtigste Slot, det var Eders Tiders Sammenligning med vores. Vi kan ved Hielp af noget, som heder Magnet og Compas, segle hele Verden rundt omkring. Et eeneste af vore

4

4 Skibe kan rumme tusinde Mand, og vi have nu noget, som kaldes Kanoner, Krud og Kugler, ubekiendte Ting i Eders Tider, hvormed vi kan nedskyde og erobre hele Verdener.

A.

Hvor mange Verdener eye I Danske da nu?

B.

Vi have det samme Land, som vi havde i Eders Tider, med hvilket Norge har forenet sig.

A.

Hvad hielpe da Eders mægtige Floder, Kompas, Magnet, Kanoner, og f. v.?

B.

Vi kan derved ikke udrette alle Ting; thi de andre Nationer have og selvsamme Ting, og kan stedse byde os Spidsen.

A.

Ja, nu forstaaer jeg Jer. De andre Nationer har vel opfundet alle disse Ting, I ere komne for sildig, I abe vel lidt efter; men kan dog ikke naae Eders Mestere. Jeg synes at have hørt her i de Dødes Rige, hvor man stedse taler frit, at Britten og Hollænderne har lært

5

5

Eder at bygge Skibe, at en Tydsker har lært Jer at skyde med Krud og Kugler, og at I ligeledes har fremmede Nationer at takke for Brugen af Kompas og Magnet. Jeg, som en gammel dansk Patriot, maa skamme mig paa Eders Vegne. Stedse ere I træge og nølagtige. Hvorfore opfinde I aldrig noget selv? Hvorfore bringe I ikke det til Fuldkommenhed, som andre have opfundet? Hvorfore hinke I altid bag efter, hverken opfinde noget selv, eller legge til det opfundne, ja ikke engang gaae saa- vidt, som de første Opfindere? O ædle Danske, høystelskede Landsmænd! feyle I Mod og Tapperhed? Men aldeles ikke. Har I frem for alle andre Nationer sløve Hierner? Ney! hvad feyler Eder da? I ere træge og magelige, I forblive stedse ved en gammel Slentrian, I lade andre Nationer tænke for Eder, imens I drikke, spille, sladre og sove. Kommer endelig Nød og Fiender, da vise I vel Mod og Tapperhed; men, naar Riget er fuld af indvortes Saar og Bylder, kan denne Tapperhed da vel altid hielpe Jer. Og, hvis Eders ædle gamle Danske bekiendte Tapperhed endelig kunde tvinge alle Eders udvortes Fiender, har I da ogsaa Fredskonster nok, sund og sand Politic nok i Freds Tider, for at giøre Eder lyksalige. Lad være, at Eders

6

6

Mod og Tapperhed kan holde fremmede Fiender ude af Riget, hvortil nytter det stort, saa længe I udi Freds Tider inden i Riget maa qvæles med Hunger og dyr Tid, som, efter det jeg for nyelig har hørt, fast skal være utaalelig. Hvoraf reyser sig dette Onde? Siig mig det, Dannemark er jo et Land, som mangler intet af alle Slags Fødevahre, og som i overflødig Guds Velsignelse kan ernære alle sine Indbyggere i mangle Milliionviis. B.

I hvor bitter I end er, min kiere Absalon! imod vores nu levende Danske, saa tvinger mig dog Ærbødighed for en saa ærværdig gammel Dansk Patriot, at besvare Eders Spørsmaal. Vore fuldvoxne og de allerbeste Øxen og Stude føre vi til Holland. Vi faae nogle af Tungerne tilbage, røgede i Hamborg, som vi maa betale med Kølens Vegt. Vi slagte Kalve og Lam, saasnart de kommer af Moders Liv, og derved forbyde videre Forplantelse af Arterne. Her er Aarsag nok til dyr Tid paa Kiød, Smør og Melk. Rug, Korn og Hvede blive ligeledes transporteret til fremmede Steder, eller og i Landet af Prangere og Kornpugere, saa længe giemt og forvaret alt til dyrere og dyrere

7

7 Tid, indtil det vorder ganske fordervet, og til Rov og Bytte for skadelige og vederstyggelige Insecter. Bønderne, for at svare deres Skatte og forblive ved deres Gaarde, maa udtømme al deres Proviant til Forvaltere, Herremænd og Forpagtere, og det ofte faaledes, at de i Eders Stad Kiøbenhavn maa kiøbe Brød. Et artig Syn, naar Bonden kiøber Brød i Kiøbstæderne, og intet kan faae paa Landet. Efter alt dette begriber I vel lettelig, at der maa være meget dyr Tid i Landet, besynderlig, da forrige haarde Vinter med bestandig Kuld og Frost for bød al Slags Indførsel af fremmede Steders Proviant, og naar man betænker den mange Steder kun umådelig Høst og store Mangel i andre Lande, saa veed jeg ikke om Indførselens Tilladelse kan synderlig hjelpe.

A.

Jeg har Medynk med mit Fædreneland; jeg beklager det; men alting bliver vel got igien. Man har alt at haabe af den vise og allernaadigste Fyrste, som nu har Dannemarks Scepter. Naar Qvægsygen reent ophører, og Regenten opmuntrer Vindskibellgheden i Agerdyrkningen, falder den dyre Tid vel af sig selv, og I Danske vil da vel siden stræbe, at Kornpugere og alle Dyrtids Magere blive forpurrede i

8

8

deres Spil, og at I beholde i Landet de fornødne Levnets Midler, saa at I ikke flere Vintere komme til at sulte i saa velsignet et Land, som Dannemark, allerhelst naar det ingen Misvext lider.

B.

Gid det var saa vel! jeg haaber det ogsaa.

A.

Vi vil tale om de Danske Floder igien. Søemandskab var en af mine største Fornøyelser, imens jeg levede oven paa Jorden. I har talt saa prægtigt om de Danske Skibe, at jeg ikke troer, at nogen Nation kan giøre dem Modstand.

B. Skibene ere prægtige nok, Absalon! men de ere i Sammenligning med andre Nationers Floder alt for faa, og saa faa, som de end ere, mangle de dog paa Mandskab til Besættelse.

A.

Hvi saa? Har der da nyelig været stærk Pest i Dannemark.

B.

Pest har just ikke Skyld; men Sagen hænger saaledes sammen: Dannemark har kuns

9

9

liden Handel og Søefart i Sammenligning med Britten og Hollænderen. De Danske og for- eenede Norske, hvis Element er og stedse har været Søen, af Mangel paa at kunde vorde brugte paa udenlandske Handelsskibe, fare i Mængdeviis ud til Engeland og Holland, og som her er stedse og tillige meget at fortiene, bliver en Deel af dem naturaliserer med disse Nationer, og kommer aldrig meer tilbage til Dannemark, hvilket da, naar store Floder skal i Farens Tid udrustes, mangler sine egne Børn til sit sikkre og tapre Forsvar. Og, da de meest øvede ere i fremmed Tieneste, saa er det underligt nok, og et af de allermerkværdigste Kiendetegn paa den uovervindelige Dansk Bravoure, at Floden endda, men den bestaaer og af lutter indfødte Danske, stedse har kundet forsvaret sig imod, ja tugtet alle Fiender.

A.

Bravoure og et uovervindeligt Mod er Dansken medfødt. Ingen Fiende kan staae sig imod ham, naar han har en patriotisk og oplyst Landsmand til Anførere; men jeg har hørt med Bedrøvelse, at Dannemark paa nogen Tid har betjent sig af fremmede til at anføre Krigshærerne. Hvorledes lykkes vel dette?

10

10

B.

Da en mægtig Fiende nyelig truede Dannemark, fik vor Landarmee en forskreven fremmed Chef. Man kan ikke dømme om, hvorledes han vilde have opført sig i Krig; thi der blev ingen af. I Freds Tider derimod var han maaskee ikke Dannemark alt for gavnlig, siden han i saadan en Skynding fik sin Afsked for at reyse bort. Alting, Absalon, er nu meget forborgen og meget skjult ved Hoffet, saa at faa eller ingen faaer noget at vide. Jeg var dog i Norden, caracteriseret og

noget af det, som man kalder fornemme Folk, og endda blev jeg aldrig ret klog paa Hoffets Affairer. Jeg kan derfor ikke egentlig sige Jer, om den fremmede Chef havde forseet sig eller hvori. Man mumlede vel om, at han lod nedrive fornødne Fæstninger, og gjorde skadelig Reduktion ved Krigshæren, allene for at berige sig selv, omendskiøndt han stedse skal have foregivet, at det skede Fyrsten og Landet til allerstørste Fordeel.

A.

Det er meget smukt og priisværdigt, at alle Ting ere saa skjulte og forborgen ved Hoffet. Det fornøyer mig meget. Men hvad

11

11

var det, som I sagde, at I var caracteriseret? Det forstod jeg ikke.

H.

Jeg skal give Eder det tydeligt at forstaae for saavidt det kan forstaaes fra ældgamle Tider. En Bonde-Dreng løb bort fra sit Gods, han havde Træskoe, og en Vadmels Trøye, han blev derfor noget, som heder Gaardskarl, hvis Embede bestaaer i at negte alle fattige Audients, med en tungleende Mine, at smekke Porten op og i, at madde Høns, og kiøbe Giæs og Duer for Pigerne. For disse vigtige og rare Tienester blev han ved sin Herres Naade, og fordi han forstod den Konst, som da var i Moden, at helde Hovedet paa den ene Side, Spisemester for det fattige Væsen. De Fattiges blege og visnede Kinder gav noksom at forstaae, at Gaardskarlen kunde rigtigt udmarqvetentere. Vandet og Benene gav han de Fattige: Suppen, Kiødet og Fettet solgte han. Da han nu saaledes var bleven riig, blev han carakteriseret, og fik det Navn Commerce-Raad, et artigt Navn nok; thi han havde drevet sin Commerce eller Handel forunderligt vel. Dette heder nu caracteriseret. Vi kaldte ham alle Commers-Raad; men der var nogle dumme

12

12

Dievle iblant, som kaldte ham Fittebrøds-Raad, saasom de i deres Grovhed erindrede sig alt det Fit, han havde juxet fra de Fattige.

A.

Jeg forstaaer endnu ikke, hvad Caracteer er, hvad blev dette Fittebrød til?

H. Det er Caracteer i den allernøyagtigste Mening, og paa ingen anden Maade kan jeg forklare det: Træskoe faae Læderskoe, snart komme Snoerer til, siden Forvaltninger, og i disse maler Træskoe saa længe med Kragetræer, eller fremmede Kløer, at han bliver riig, og faaer Caracteer. Kan han da ikke taale at lugte Krud, heder han Krigsraad, har han aldrig seet Cancelliet, heder han Cancellieraad, har han handlet med Fit, Æble-Skiver og gammel Ost, heder han Commerce-Raad, har han været en Hadere af al Retfærdighed, kaldes han Justitsraad; Etatsraad er han, naar han aldeles ingen Underretning har om Staten, og Conferentsraad bliver han, omendskiøndt han aldrig har confereret uden ved et KaffeBord og under Dynen.

13

13 A. Endnu veed jeg ikke, hvad Caracteeer er. Det er et besynderligt Dyr, den Caracteer.

H.

Store Absalon! raser I i de Dødes Rige, da I har hørt og viist saa megen Fornuft oven paa Jorden. Caracteer er noget, som man kiøber eller betler sig til, sielden fortiener, ligesom man maa tilkiøbe eller tilbetle sig et Stykke Skofte. (Dog ikke sidste Vinter; thi man maatte med Skillingen i Haanden tiltrygle sig det tørre Skofte, og faae Hug oven i Kiøbet, tørre Hug uden paa, tørt Brød inden i, alt dette giver Kræfter og Mod.) Det er Virkningen af Bønder - Principalernes Selvraadighed. Veed I endnu ikke hvad Carakteer er?

A.

Jo af denne Galimathias skulde jeg vel blive klog. Alt hvad jeg heraf forstaaer, er delte, at der er dyr Kiøb i Dannemark, og at I lade Herremændene, maaskee alene deres Forvaltere raade for meget. Kongen og Adelen og de Store faae altid Skylden, og det er Under-Betienterne, hvis Underslæb alene forvolder alle Forvirringer, al Elendighed og dyrt Kiøb.

14

16

H.

Store Absalon! I har Ret. Vores nu regierende allernaadigste Fyrste har derfor ogsaa givet Friehed til at tale og skrive. Mange Narrerier trykkes ved denne Lovlighed, det er usandt, men elskværdige Piecer og Sandheder komme og for Lyset. Lad Klinten voxe blant Hveden. Intet er fuldkommet paa Jorden. Bedre noget Hvede og Klinte, end slet ingen af Delene.

Absalon.

Rigtigt. Lad os synge til saa stor en Konges

Ære:

Gid saa stor en Konge leve.

Udi mange glade Aar,

Og i lutter Velstand sveve.

Det da vel for Landet gaaer.

Historicus.

Gid han lutter Absaloner I sin høye Adel seer.

Som ey nogen Sandhed skaaner.

Som ved Uret aldrig leer.