Uddrag fra Dronningen for Fuglene, eller Nattergalens Afskeds-Sang fra Rosenborg Have.

vel, førend jeg betroer mig til den sagte-susende Luftes Slynge. Mine bevingede Venner og Veninder! det lille bævende Instrument, som vor fromme Skabere gav mig, at bruge i Psalmerne om hans dybe Viisdom, hans utømmelige Almagt, hans mageløse Kierlighed, ved de synlige og usynlige Verdners Fødsel, har saa mange Sommere slaaet Slag i Slag for de omvankende Ørkesløse, men et Øye agtpaagiven ved Passionernes, disse Sireners fortryllende Sang, kan ikke mærke det Ædle, det høye Øpfindende i min simple og naturlige Trille. En idelig Strøm af forkunstlet Harmonie suser forbie de Dødeliges Øre; Forfængeligheden, denne sorne Fiende af det Ædle-Naturlige, af det Søde-Enfoldige, af det Lette-Tilfældige, der altid er det Heldige, det Rørende for en fiin Kiender af Naturens uagtsomme Pensel-Drag, fængsler de tænkende Væsners Sandser med en Lænke af Vanskeligheder; denne raslende Lænke slæber de efter sig paa alle Livets Veye, ja endog igiennem