Stuckenberg, Viggo BREV TIL: Brandes, Georg FRA: Stuckenberg, Viggo (1897-01-29)

Lyngby, 29. Januar 1897.

Kære Hr. Dr. Georg Brandes!

Jeg har den latterlige Anmodning at stille Dem, at De forvarer den Bog, jeg i Dag sender Dem, vel, da den først udkommer paa Tirsdag. Anmodningen er ikke min men Forlagets. Nu maa De ikke sende mig den omgaaende tilbage og bede mig selv forvare mine egne Sager; det formaar jeg nemlig ikke i dette Tilfælde. Jeg sidder med en Fornemmelse af, at mit sidste Brev kan have fornærmet Dem; det lyder jo let latterligt, naar en enlig Tyr brøler overstrømmende og længe. Kærlighedserklæringer falder i „Riget“ klodset ud. Det er mit Haab, at min Bog maa vise Dem, at jeg ikke altid viser alle Former Døren, — og saa modbeviser jeg det samme ved at sende Dem den i Utide. Deri er atter de omtalte Erklæringers

Formløshed Skyld.

Deres hengivne
Viggo Stuckenberg.

Bogen er „Sol“ (1897).

Brevene fra Stuckenberg til Georg Brandes viser Brevskriverens Karakterfasthed, for vel er de fulde af ærlig Beundring og Hyldest til den største Personlighed i Tidens Kritik; men paa den anden Side opgiver Stuckenberg ikke det af sit eget, han vidste var af Betydning, en Egenskab, Brandes maa have sat Pris paa, siden Forbindelsen mellem dem varede ved St.’s Liv igennem. Brevet om „Caracalla“ giver endvidere den Oplysning, at Dramatikken ikke var St.’s egentlige Felt, for i saa Fald vilde han have vidst, at et Ledemotiv, slaaet an i en Replik, ikke, som i Musikken, kan tone et helt Drama igennem. Det er en Udlevering af sig selv til Brandes, men den er i alt Fald modig.

I det trykte Drama er den omtalte Replik for øvrigt ikke Caracallas første, men hans 26ende.