Kbhavnd. 7. Januar 25.
[Til Fr. Hegel]
Grev Ahlefeldt i London havde allerede skrevet mig til for at anmode mig om at samtale med Dr. S. om det danske Lektorat i London, der naturligvis bliver oprettet uden min Indvirkning. Jeg har jo ingen Indflydelse.
Tag ikke ilde op, at jeg beder Dem ikke regne paa min Nærværelse til Deres Middag paa Mandag. Jeg ved vel, at Indbydelsen, som et Udtryk for Velvilje er givet i bedste Hensigt. Men jeg er bleven sky for Besøg af Udlændinge, da der ikke gaar nogen Dag uden at der melder sig en. Og jeg skyer nye Bekendtskaber. Hvad Lektoratet angaar, vil jeg tillade mig at meddele Dem mine Erfaringer fra Frankrig. Lidt ind i dette Aarhundrede ønskedes meget oprettet et Lektorat i nordiske Sprog og Literaturer i Paris, hvor der intet var. Man bad mig virke for det. Jeg henvendte mig da først til Undervisningsministeren Rouvier, der svarede mig, at dertil krævedes 5000 Francs (hvilken Sum!); man havde dem ikke, og maatte da nedlægge et andet Professorat, hvad man ikke vilde. Jeg henvendte mig til Clemenceau og bad ham oprette et Professorat for Paul Verrier. Han svarte mig, da vi, som hver Dag, gik hen at spise Frokost sammen : „ked mig ikke med det Vrøvl, qu’il descende sous terre!“ Jeg henvendte mig saa til den indflydelsesrige Professor i Græsk Alfred Croiset og sagde, i Tyskland, som ikke er Danmark gunstigt sindet, gives der 40 Lærestole for nordiske Sprog og Literaturer, i Frankrig ikke s. 28én. Han svarte: „Man gør altid uendelig meget mere for sine Uvenner end for sine Venner.“—Jeg henvendte mig endeligtil Universitetets Rektor, Louis Liard, som sagde mig, at Verrier blot først maatte skrive en Disputats. Det varede vel endnu et Par Aar, saa skrev Liard, min gode Ven til mig: Glæd Dem, igaar er Deres Protégé Verrier udnævnt, som De ønskede. — Saa længe Verrier var Ansøger, besøgte han mig, saavel i Paris som i Kjøbenhavn, mindst en Gang om Ugen. Fra det Øjeblik han er bleven Professor i Kraft af mine tiaarige Bestræbelser, har jeg aldrig set ham mere. Det er neppe nok, at han bøjer Hovedet svagt, naar vi tilfældigt ses i et Teater.
Denne Erfaring har højligt kølnet min Lyst til at virke for danske Lektorater i Udlandet, især da denne Erfaring er en blandt Snese af samme Art . . .