Brandes, Georg BREV TIL: Græbe, Carl FRA: Brandes, Georg (1914-12-01)

AF BREVE TIL CARL GRÆBE
1914—1921
1. Dec. 1914.

Kære Hr. Græbe. Vær saa god at begynde Sætningen af Bogen, som i sin Tid Sætningen af Shakespeare fra først af langsomt, idet De kun sætter en enkelt Sætter eller to til Arbejdet. Naar jeg først kommer i Gang, gaar det anderledes rask. Sagen er, at jeg aldrig faar Bogen skrevet, naar jeg ikke har Sætteren i mine Hæle og er et ulykkeligt Menneske, som Dag ud, Dag ind bestormes og plages af den skrækkelige Bande, som kaldes Menneskeheden, om at gøre alt muligt, der ligger udenfor min Opgave og som adspreder mig fra mit Arbejde.

Begynder jeg Sætningen, tvinges jeg til Stadighed. Og nu har jeg arbejdet med dette Stof siden 1888, saa det er paa Tide at begynde, ifald jeg skal gøre Arbejdet i levende Live.

Deres hengivne
Georg Brandes.