Lyngby, 30. November 99.
Kære L. C. Nielsen!
Maa jeg paa Drengenes Vegne takke for Bogen. Den havde den øjeblikkelige og udmærkede Virkning, at de straks for ud og vadskede deres Hænder. Til Lykke med den. Jeg ved, De desværre er blevet som vi andre, der ingen Illusioner gør os. Bogen har jeg ikke læst endnu; da jeg vidste, den skulde komme som Bog, hørte jeg i sin Tid op med at læse den i Stumper og Stykker hver Søndag. Men jeg ved, at De staar som en af de, menneskeligt set, mest tiltalende iblandt os. Deres tunge, vemodige Ærlighed er mig paa Forhaand mere værd end saa meget andet pralende litterært Bryg. Derfor vover jeg mit: til Lykke! selv om De naturligvis trækker paa Skuldrene.
Der er hændet mig noget mærkeligt med Dem, kære L. C. Nielsen. Jeg mente, at jeg var bleven saa gammel, at intet nyt Menneske kunde gøre sig gældende indenfor, hvad jeg vidste og forstod og gad optage i min Tankegang. Ogsaa Dem stred jeg imod. Men i de sidste Par Aar har De meldt Dem tidt og mange Gange, naar jeg gik alene, og Tanken paa Dem har varmet mig, som kun Livets besynderlige Understregen kan varme en. De og alt Deres er blevet en Sum i mit Regnskab. Derfor er jeg Dem taknemmelig. Det er en ganske blaa [Ordet meget utydeligt] Taknemmelighed, — eftersom De personlig ikke paa noget Punkt kan gøre ved det eller hefter for det.
Deres
Viggo Stuckenberg.
Bogen, der er Tale om, er L. C. Nielsens djærve Debutbog som Prosaforfatter, „Drenge til Orlogs“ (1899), der først kom som Feuilleton.
Brudstykke af et Brev.
17. December 1900.
Ja, saa langt kom jeg. Og saa fik jeg i Dag et Brev fra Dem, som var som en Visit af Dem selv. Nu misunder jeg Dem Deres Firenze. Jo, Kunst kan vente. Om jeg nogensinde kommer ud, s. 106tror jeg ikke, jeg skriver en Linje — om det jeg ser, eller snarere om det, der ligger bagved, før jeg vel er hjemme igen og sidder med Kofferten. Jeg tror aldrig man skriver godt om andet end det Løv, der er faldet. Men jeg er ikke dybsindigt anlagt i Aften; jeg har læst anden Korrektur netop nu paa min Julehistorie, og den er temmelig ordinær.
3