Brandes, Georg BREV TIL: Nansen, Peter FRA: Brandes, Georg (1912)

Hôtel d’Jena Paris [1912].

[Til Peter Nansen],

For alt, hvad Forlaget ved denne tragikomiske Lejlighed har gjort for mig, kan jeg aldrig takke nok. Den smukke Udgave af Tilskuerens Festskrift, det norske Festskrift, som kom mig aldeles overraskende, den saa sindrige Udgave af Bogen om Shakespeare, endelig de hjertelige og morsomme Telegrammer — jeg kan aldrig faa takket nok. Tør jeg bede Dem sige til Ernst Bojesen og de andre Direktører hvor forpligtet jeg føler mig dem for Alt, hvad Forlaget har gjort for mig.

Skønt jeg i denne Uge intetsomhelst har faaet bestilt, er jeg saa overvældet af den Masse større og mindre Artikler, de talrige Breve, det umaadelige Antal af Telegrammer, at jeg føler mig aldeles træt og maa tage mig sammen for blot at skrive et enkelt Brev.

Turde jeg gribe Lejligheden til at gjøre et praktisk Spørgsmaal; saa megen Ære der i Anledning af denne vemodige Fødselsdag er vist mig, saa har den dog i rede Mønt ikke indbragt mig noget, snarere kostet mig Penge, da jeg har udredet langt flere Drikkepenge end Jeronimus i Barselstuen (Korfitz hedder han nok) og han havde dog faaet et Barn.

For at kunne beregne, hvor længe jeg kan blive borte, men især om jeg har Raad til at gjøre en Tur sydpaa, vilde jeg gjerne spørge Dem, om De har noget imod at sende mig, hvad der maatte tilkomme mig for Shakespeare-Bogens første Del. Saa troer jeg, jeg var ganske hjulpet.