Louis Bobé Mindebogen 1932 : Breve Fra Georg Brandes

MINDEBOGEN

1∙9∙3∙2

BREVE FRA GEORG BRANDES

UDGIVET SOM MANUSKRIPT

VED LOUIS BOBÉ

GYLDENDAL

s. II

s. III

MINDEBOGEN

1932

s. IV

s. V

MINDEBOGEN

1932

BREVE FRA GEORG BRANDES

UDGIVET SOM MANUSKRIPT

VED LOUIS BOBÉ

GYLDENDALSKE BOGHANDEL

NORDISK FORLAG

1932

s. IV

EFTERTRYK FORBUDT

PRINTED IN DENMARK

GYLDENDALS FORLAGSTRYKKERI

KØBENHAVN

s. 1BREVE FRA

GEORG BRANDES

TIL DET GYLDENDALSKE FORLAG 1903 — 26

OG GRÆBES BOGTRYKKERI

s. 2

s. 3

Efter Maleri af H. Vedel
i Frederiksborg Nationalmuseum.

s. 4

s. 5INDLEDNING

Vi Studenter fra Firserne husker, som var det i Gaar, Georg Brandes fra de Forelæsninger, han i 1887 holdt om det unge Tyskland, en stor og enestaaende Oplevelse.

Først Kampen om at naa frem i Mængden, naar Universitetets Halvport efter lang taalmodig Opstilling aabnedes trægt ved det fulde Timeslag fra Vor Frue. Den lange Gang paa første Sal, fyldt til kvælende Trængsel, der yderligere øgedes af en Menneskestrøm, som væltede ud af et Auditorium, hvor Professoren, der hidtil havde talt for sparsomt besatte Bænke, netop havde sluttet en Forelæsning med en harmdirrende Protest mod at uvedkommende benyttede hans Auditorium som Venteværelse for at sikre sig en Plads i den følgende Time.

Det spændende Øjeblik kom, da Brandes møjsommeligt med et koket Smil banede sig Vej gennem den tætpakkede Mængde. Spændstig besteg han det høje Kateder, lod det skarpe Blik, mildnet af et diskret forbindtligt Smil, glide ud over det stuvende fyldte, brogede Auditorium af Herrer og Damer af alle Aldre; iskænkede sig et Glas Vand, afventende lydløs Tavshed blandt Tilhørerne. Rank og myndig med et udfordrende Hovedkast begyndte han. Et mere bevægeligt, stemningsskiftende Ansigtsudtryk kan næppe tænkes. Øjenbrynene opspilet i højt svungne, sitrende Buer udgaaende fra den lodrette karakteristiske Vredesfure over Næseroden, hvorved hans spændte Ansigtsudtryk kom til at minde om en Tigerkats. Mishagsytringerne markeredes vokalt med en for ham ejendommelig hæs Snærren. Farvespillet over hans prægtige blaasorte Haarmanke, s. 6stridt og tæt som Fjerlaget hos Ravnen, hvis kloge, hvasse, foragtende Blik end mere gav Anledning til Sammenligning med denne, den viseste og fornemste blandt Fugle. Gnistrende som hans Fremtoning var hans Foredrag, knitrende, fængende i Lysprojektion over Martsrevolutionens Digtere og Talsmænd, hans sviende Spot over Mørkemændenes Forfølgelse, hans latente Harmglød i Medfølelsen med deres Trængsler og Afsavn i Landflygtigheden. Kun sjældent stjal sig en lyrisk Undertone ind i Indignationens Furioso, naar han f. Ex. med et Sidespring berørte sit Samvær med Digteren Scherenberg, der, altid i Pengetrang, en Paaskeaften i Forventning om et tilgodehavende Undervisningshonorar i Form af en saftig Kalvesteg, blev affundet med en Lærke i Bur, som han slap fri, for at den ikke, som et Symbol paa den fangne Digter, skulde sørge bag Gitterets Rist den Morgen, al Verden aander op i Haabet.

2

Ved smuttende Svinker strejfede han nu og da ind paa Tilstanden herhjemme, de svage Efterdønninger fra de store Urocentrer, Dødvandet under Kong Christian VIII, „den kronede Charlatan“, Aandsforladtheden ved Universitetet, illustreret drastisk ved Martensens Efterfølger, Professor Bornemann, der tilsidst kun havde to Tilhørere, hvoraf den ene tilmed af den da unge, nu ældgamle, hvasse Pedel Mule med Vold var blevet puffet ind i Auditoriet. Slige Finter og Hib, snart Udtryk for en øjeblikkelig Bitterhed, snart anvendt beregnet som Incitament, var uadskillelige fra hans Forelæsninger, men de findes naturligvis ikke i den endelige trykte Udformning. Hvor blegt og klangløst virker ikke Læsningen af dette straa- lende Foredrag, naar man har hørt ham samle alle spredte, ilende Toner til en orkestral Finale, udklingende som en pompøs hebraisk Hymne i en Apoteose til den Revolution, der kvaltes i Blod, men har fostret evige Sange og derfor hvert Mindeaar bør ihukommes ved at der som paa Jubelaaret i den gamle Pagt stødes i Basuner over det ganske Land.

Stemningen blandt Tilhørerne udløstes i bragende Haandklap, s. 7uhørt paa Københavns Universitet, hvor Bifalds- og Mishagsytringer endnu den Dag i Dag ikke taales.

Som Mængden spredtes, kunde man af Repliker i Smaaklynger høre, at Georg Brandes stadigt stod i Stridens Tegn. Hans trofaste Beundrere, der endnu mindedes hans Forelæsninger fra 1870, gav deres Glæde Luft over, at han stadigt var Sankt Georg, den uforfærdede Ridder i Kampen mod Undertrykkelse og Fordummelse. Andre kunde ikke forstaa, at denne Aandsrevolutionære var den samme, der i sin Ungdom havde lagt Mindets gyldne Ring om Kamma Rahbeks Isse, da hun kun var husket af de sidste genlevende af hendes nærmeste Kreds, og for de unge kun var et tomt Navn. Atter andre diskede op med Anekdoter om hans skadelige Paavirkning af Ungdommen, hans Kirkefjendtlighed, „Antikristen“, som den gamle Professor Stephens, Universitetets Fortidslevning i en ossiansk Bardes Skikkelse, havde betegnet ham — —

Gennem fyrretyve Aar saa vi ham spændstig og rastløs færdes paa Vej gennem den gamle Bys Hovedaare, som den, der synede i Vrimlen, fangede ens Blik, og vakte Tanker, naar han paa sin Morgenvandring stansede en mødende, eller byttelysten skød over Gaden naar han øjnede en Bekendt, for hvem han kunde udøse sin Harme over Despotiets seneste Overgreb i Rusland eller Polen, Spanien eller Portugal. Man maatte tænke paa slige Møder mellem Frihedsmændene paa Paris’ Boulevarder eller Unter den Linden i bevægede Tider. Det var den Gang, man endnu kunde slaa Følge paa Strøget, forfriskes ved en Passiar, ligegyldig overfor den forbiglidende Menneskestrøm, uden at forstyrres af Bilernes Tudehorn og Cyklisternes Klemt. Samtaler med ham var saa stærkt inciterende, fordi han — i Modsætning til de allerfleste Forfattere, der nedfælder al deres Aand og Vid i det skrevne Ord, men i den mundtlige Meddelelse er dagligdags og ugidelig blaserede — ligesom øste af et uudtømmeligt Væld af Tanker og Ideforestillinger, Indfald og Udfald. Han hørte heller ikke til de irriterende Forsigtigpetere, der aldrig tager Parti for eller imod s. 8nogen, men gav sig helt hen i Samværet, med voltairiansk vrængende Spot og Heine’ske barokke Antitheser, iblandet renlivet københavnsk Malice. Han var en glimrende Anekdotefortæller, der kunde spidde Ofret for sit Vid, ubarmhjertigt, men ogsaa pludseligt trak Brodden til sig. Hans vidtspændende Personkundskab var tit iblandet en vis Dosis af feminin Nyfigenhed, der gav hans Karakteristiker et graciøst Skær af pikant Lune. Men gennem alle Brydninger i hans prismatisk luende Sjæl lyste det, man helst og længst mindes, hans politesse de cæur, denne ganske sjældne Hjertets Artighed, der bundede dybt i hans Væsen. Selv har han engang udtalt, og det var afgjort ikke flygtigt Mundsvejr, at det ikke var værd at leve længere, fordi den gammeldags Kurtoisi var ved at forsvinde af Verden. Han, der afgjort var en af Danmarks allerflittigste Aandsarbejdere, med Respekt for egen og andres Tid, havde, som alle virkelig betydelige Mennesker, altid Stunder tilovers for den, han talte med, og han havde ogsaa Taalmodighed til at paahøre andre. Skønt udpræget Aandsaristokrat med Goethesk Foragt for Mængden, hovmodede han sig ikke, kun naar han blev udæsket. Han kunde sætte sig paa Bænk med baade Unge og jævne Folk og vække deres Tillid. Med mageløs Samvittighedsfuldhed og Beredvillighed besvarede han de Henvendelser, der fra alle Verdens Lande daglig strømmede ind til ham, Begynderarbejder, som han blev anmodet om at bedømme, Bøger og Afhandlinger ofte fra ukendte og for ham uden Interesse, tit kun indsendte for at faa en Autograf af ham. Alt dette skulde han udtale sig om og takke for, hvilket han følte som Pligt, hvad der ikke alene slugte megen Tid, men ogsaa voldte ham betydelige Portoudgifter. At han hyppigt for sin vidtudstrakte Hjælpsomhed fik Utak til Løn, siger sig selv.

2*

Han var det danske Sprogs Ridder, der utrættelig udhamrede og udmøntede dets Guld. Trods alle iltre Udfald og bitre, gnavne Hib, trods sin udskregne „Evropæisme“, fornægtede han aldrig sit danske Sind. Han har engang, da Talen faldt s. 9paa Schack Staffeldt, for mig fint og følt udviklet, hvorledes Sønner af Indvandrere, i Modsætning til Hjemmefødinge med Sjælens lunkne Middeltemperatur, har omfattet alt dansk med en Nybyggers iltre Optagethed af ny Jord, med en Elskers Glød og Varme, som let udsætter dem for at blive miskendt eller mistænkt. Gustav Johannsen har fortalt mig, hvorledes han længe havde staaet kølig overfor Georg Brandes udfra sin Tvivl om hans nationale Følelse, indtil et fuldstændigt Omslag i Johannsens Opfattelse indtraf ved den bekendte, straalende Fest for Brandes i Kaiserhof i Berlin 1883, da Brandes i sin mindeværdige Takketale gav Luft for sin Smerte over, at netop medens der festedes for ham, maatte hundreder af danske Borgere forlade deres Fødestavn. Tyskland, sluttede han, syntes ham stærkt nok til at vise Højsind.

At Menneskeforagt og Bitterhed kunde fæste Rod i hans bevægelige Sind, er forstaaeligt, naar man husker paa, hvorledes de, der havde tiljublet ham som en Afgud i de dristigste Lignelser, brød Staven over ham og undsagde ham i Udtryk, der i Ubeherskethed ikke stod tilbage for hine skingrende Hyldestfanfarer. Husker man hans bedske og bidske Ord, bør man, for at være retfærdig, heller ikke glemme den standende Polemik mod ham fra forstokkede og lavpandede litterære Modstandere, der i den konservative Presse ikke veg tilbage endog for Insinuationer af nærgaaende personlig Art og den smaaligste Forfølgelse.

Den Takt og Tilbageholdenhed, Georg Brandes kunde udvise i personligt Samvær overfor modsatte æstetiske Opfattelser, svigtede ham unægteligt, naar det gjaldt religiøs og særlig kristelig Livsanskuelse, selv om denne ikke kom til Orde overfor ham, og endog selve Humanitetsidealet i Jesus af Nazareths Lære var han, i alt Fald i sine seneste Aar, ganske blind for. Denne hans fanatiske Utaalsomhed maatte støde selv meget liberalt Tænkende fra ham.

Hos dem, der har kendt Georg Brandes nærmere, eller blot i periodevis Samarbejde, som jeg, dukker i Erindringen s. 10mangt et venligt Minde op om den milde Menneskelighed og Opladthed, han rummede, og som lader en glemme skurrende Ord af hans Mund, der efterlod en Følelse af Forstemthed.

Naar Georg Brandes’ store Brevsamling i det kgl. Bibliotek, som ganske vist i de fleste Tilfælde kun omfatter Modtagerens Breve, engang bliver tilgængelig, vil han sikkert i mangfoldige Forbindelser hjemme og ude i Verden vise sig at have været ikke alene den utrættelige og fuldkomment uselviske Raadgiver og Vejleder, men ogsaa som den, der trofast fulgte sine Venners Skæbne i gode og onde Dage.

Gennem de her fremdragne Udtog af Breve fra Georg Brandes til hans Forlægger og Bogtrykker, rigtignok kun fra hans senere Aar, faar man et Indblik i Forholdet mellem denne udprægede Repræsentant for Skribenternes irritabile genus og den danske Cotta eller Campe og den elskværdige Carl Græbe.

Det indbyrdes Forhold mellem Forfatter og Forlægger sammenligner Heine med Don Quichotes til Sancho Pansa. „Forlæggeren indser ofte sin Autors Taabeligheder, men desuagtet følger han ham trolig i alle hans ideale Krumspring for at drage reel Nytte af dem. Og Hr. Forlagsboghandleren er og bliver dog altid vel ved Magt, selv om han mangen Gang kun henter sig Skrub ved sine Foretagender, medens den ædle Ridder afmagres mere og mere.“ „Ingen er Helt for sin Kammertjener, siger Ordsproget, og end ikke den største Forfatter vil altid kunne agere Helt overfor sin Forlægger, denne hans Aands vagtsomme Kammertjener. Forlæggerne ser os Forfattere altfor let i vor menneskelige Negligé.“

Heine giver Campe det Vidnesbyrd, at han var „ingen af de almindelige Boghandlere, der kun vil drive Forretning med det Ædle, Skønne og Store, men ogsaa hylder det Store, Skønne, Ædle under meget ugunstige Kaar og endelig kun gør daarlige Forretninger dermed.“

De fleste af de her anførte Betragtninger genfindes under andre Former i Georg Brandes’ mange Breve til Gyldendal, fortrinsvis fra den nuværende Direktør Fr. Hegels Tid. Hyppigst s. 11er hos Brandes Bogens rettidige og nitide Fremtræden samt Omsorgen for dens Udbredelse vigtigere end Honorarspørgsmaalet. Forgæves kæmpede han mod fremmede Forlæggeres hensynsløse Udbytten af hans Skrifter, der udkom i store Oplag, til Dels i slette Oversættelser og tarveligt Udstyr, uden Vederlag til Forfatteren, ja endog uden at man indhentede hans Tilladelse. Derfor blev han hyldet som den kaarne Præsident for „Droit d’auteur“s Stævne i København, der indlededes paa Universitetet med hans ildfulde Indlæg for Forfatterretten.

Ved sin pilne Omhu for Korrekturen indtog Georg Brandes en Særstilling blandt danske Forfattere. Skønt hans Krav var store og strænge, bestod der, bortset fra Smaariverier i hans utaalmodige Øjeblikke, det bedste Forhold mellem ham og Bogtrykkeriets Ejer, Faktor og Sættere. Ligesom den nuværende Chef for det ærværdige Gyldendalske Forlag lige fra sine Drengeaar og til moden Mand har bevaret et Helhedsindtryk af Georg Brandes’ Elskværdighed, har den, der nu forestaar Græbes gamle Bogtrykkeri, og som i fyrretyve Aar har arbejdet for Georg Brandes og ofte daglig forhandlet med ham, naar den af ham pinligt overvaagede Trykning af en af hans Bøger stod paa, kun Lovord for hans Forstaaelse, Hensynsfuldhed og Ligefremhed. Selv en rastløs Arbejder, respekterede han ethvert ærligt og redeligt Arbejde og underkendte ikke dets Vanskeligheder. Var Bogen færdigt trykt, forsømte han ikke at takke sin Sætter, og han, hvis Kaar aldrig blev glimrende, sparede ved denne Lejlighed ikke paa en Hundredkroneseddel, som paa den hensynsfuldeste Maade fordeltes blandt Personalet.

Det var en af de smukkeste Sider hos Georg Brandes, at han aldrig ringeagtede nogen i en nok saa beskeden Gerning, det var Maaden, paa hvilken vedkommende udfyldte Stillingen, der for ham var det afgørende i Værdsættelsen af Mennesker.

s. 12

AF BREVE
TIL DET GYLDENDALSKE FORLAG
1903 — 1926
Kbh. 18. Sept. 03.

[Til Peter Nansen],

Hav megen Tak for Deres Brev. Det er forsaavidt overflødigt som Sammenslutningen aldrig kunde berøre vort gode Forhold eller min — ak 37aarige! — Stilling til Forlaget. Men det Skete har endda den heldige Følge for mig, at Alt, hvad jeg har skrevet, nu er paa ét Forlag.

Pudsigt nok havde for kort Tid siden Ernst Bojesen netop overladt mig min Bog om Berlin til det Gyldendalske Forlag. Havde De noget imod at udgive de to „nordiske“ Bøger om Berlin og Julius Lange i endnu et Supplementbind, nu da dette første er færdigt? Berlin har i mange Aar været udsolgt.

20. Januar 1904.

[Til Peter Nansen],

Jeg samlede ifjor et stort Bind Skikkelser og Tanker paa Tysk, men da Trykningen tog omtrent et Aar, kom der kun 2/3 eller mindre med. Jeg vilde nok udgive dem paa Dansk, men da det jo kun er Smaaartikler, bør Udstyrelsen vist være simpel og Trykket tæt; ellers bliver det altfor mange Bind. s. 14Det er for tre Aar tre Maaneder en 160—70 Artikler. Vil De gjøre mig et Forslag til en fornuftig Udgivelse deraf?

Hvorfor gaar Udgivelsen af Bogen om Berlin saa urimeligt trægt? Nu ligger 6 Hefter og venter paa Udgivelse.

Hôtel d’Jena Paris [1912].

[Til Peter Nansen],

For alt, hvad Forlaget ved denne tragikomiske Lejlighed har gjort for mig, kan jeg aldrig takke nok. Den smukke Udgave af Tilskuerens Festskrift, det norske Festskrift, som kom mig aldeles overraskende, den saa sindrige Udgave af Bogen om Shakespeare, endelig de hjertelige og morsomme Telegrammer — jeg kan aldrig faa takket nok. Tør jeg bede Dem sige til Ernst Bojesen og de andre Direktører hvor forpligtet jeg føler mig dem for Alt, hvad Forlaget har gjort for mig.

Skønt jeg i denne Uge intetsomhelst har faaet bestilt, er jeg saa overvældet af den Masse større og mindre Artikler, de talrige Breve, det umaadelige Antal af Telegrammer, at jeg føler mig aldeles træt og maa tage mig sammen for blot at skrive et enkelt Brev.

Turde jeg gribe Lejligheden til at gjøre et praktisk Spørgsmaal; saa megen Ære der i Anledning af denne vemodige Fødselsdag er vist mig, saa har den dog i rede Mønt ikke indbragt mig noget, snarere kostet mig Penge, da jeg har udredet langt flere Drikkepenge end Jeronimus i Barselstuen (Korfitz hedder han nok) og han havde dog faaet et Barn.

For at kunne beregne, hvor længe jeg kan blive borte, men især om jeg har Raad til at gjøre en Tur sydpaa, vilde jeg gjerne spørge Dem, om De har noget imod at sende mig, hvad der maatte tilkomme mig for Shakespeare-Bogens første Del. Saa troer jeg, jeg var ganske hjulpet.

18. Febr. 1916.

[Til Peter Nansen],

. . . Hvad Voltaire angaar, da arbejder jeg fra Morgen til Aften, noget overvældet af Stoffets Enormitet. Jeg excerperer den franske Strafferet i det 17de og 18de Aarhundrede og ligeledes Alt hvad jeg finder om Naturvidenskabernes daværende Tilstand og om Voltaires Fund paa naturvidenskabeligt Omraade — saa jeg arbejder omtrent som Licentiaten hos Poul Møller, begynder med Forudsætningernes Forudsætning for, selv om jeg ikke bruger alt dette Stof, at faa Bogen ordentligt underbygget.

Det er første Gang i mangfoldige Aar at et Æmne virkelig har fængslet mig, og jeg er Dem taknemmelig for at jeg — udelukkende ved Deres Forslag — kom til at give mig for Alvor i Kast dermed. Mine to Essays, Voltaire og Frederik den Store, Voltaire og Rousseau, bliver nu kun ubetydelige Forarbejder.

9. Febr. 1917.

[Til Fr. Hegel].

. . . Idag ser jeg i Politikken med Skræk, at Forlaget averterer Udgivelsen af de første Par Bind til Foraaret og Sommeren.

I Guder! Jeg er 77 Aar. Med den Hast vil Udgaven foreligge færdig en Snes Aar efter min Død. Jeg agter ikke at leve et Aarhundrede.

Men vi befinder os dog ikke i den Tidsalder, hvor man kørte med Stude. Den første Udgave omfattede 12 Bind, og jeg har siden da udgivet tilnærmelsesvis lige saa meget. Da Formatet nu er langt større og Skriften er mere gnidret, og adskillige Smaating ikke medtages, naaer vi i Stedet for de truende 36 Bind vel et Par og tyve. Hvad der gør en Forskel.

s. 16Men meget maa gennemrettes. Det er 48 Aar siden jeg begyndte Hovedstrømninger, og saa meget er siden da kommet ud om de dér behandlede Æmner, at der er ikke lidt at omskrive og rette. Jeg vilde gerne gøre dette, før jeg bliver affældig. Tro ikke jeg taler saadan, fordi Arbejdet morer mig. Jeg ved intet værre end slide med gamle Ting. Det Eneste, som der er lidt Fornøjelse ved, er at skrive noget Nyt. Men Langsomhed tager Couragen fra mig.

5. November 17.

[Til Fr. Hegel].

Jeg har fulgt Johan Bojer næsten lige fra hans Debut og har med oprigtig Glæde været opmærksom paa Udfoldelsen af hans særegent anlagte Talent og paa det fortjente Held, han har havt i Literaturen som paa Scenen. Jeg husker, hvorledes den kække politiske Satire Et Folketog for mer end tyve Aar siden vakte Opsigt blandt dem, den ramte, og hvorledes det for femten Aar siden lykkedes mig at bidrage mit til Udbredelsen af Bojers Anseelse i Tyskland.

En Artikel om hans Skuespil Theodora, der var bleven oversat i et eller andet stort tysk Blad, kom Skuespillerinden, den senere Teater-Directrice, Louise Dumont for Øje. Hun ytrede Lyst til at spille Hovedrollen, bad mig skaffe hende Stykket oversat og det gik sin Sejersgang over en lang Række tyske Scener.

Og det var med Troens Magt fra 1903 at Johan Bojer slog igennem i Frankrig. Af personlig Erfaring kan jeg vidne, at denne Bog aabnede ham de bedste Huse, gjorde ham til en kær og æret Gæst i ellers vanskeligt tilgængelige franske Hjem. Han fik paa én Gang literært og selskabeligt Indpas i Paris. Aldrig har jeg i Frankrig hørt ham nævne anderledes end med Hæder.

I de Aar, der er gaaede siden da, er hans Ry taget til, som hans Evne er voxet.

Den 17. Januar 19.

[Til Fr Hegel],

Misforstaaelsen er ringe. Jeg husker meget godt, at jeg selv foreslog Dem et første Forsøg med mine Skrifter om Danmark. Men da De valgte Titlen Samlede Skrifter, troede jeg, De havde slaaet det hen.

Omslaget er meget kønt. Ifald det kan ændres, ønskede jeg blot Ordet Kjøbenhavn stavet med j. Det synes mig, som jeg ofte har skrevet, urimeligt at rette i Navnes Stavemaade.

Jeg maa meget bede Dem forskaane mig for at faa mit Portræt i Udgaven. Jeg udholder ikke at se mit Fjæs foran mine Bøger. Da den første Udgave af Samlede Skrifter udkom, blev den uden mit Vidende forsynet med det skrækkelige Billede af mig, som Krøyer blev færdig med 8 Dage før han blev vanvittig. Han var let vanvittig hele Tiden, mens han malte det, og fremstilte mig med aaben Mund og slaaende ud med Haanden, hvor meget jeg end bad ham lade Munden være lukket og Haanden i Ro.

Publikum véd jo af mange Malerier og Fotografier, hvordan jeg ser ud, og det er saa vulgært at anbringe sit Billede foran sine Bøger . . .

Kbhvn. 11. Febr. 1919.

[Til Fr. Hegel],

Madame Narichkin tilsendte mig gennem en russisk Journalist, jeg kender noget til, sit hele tykke Manuscript til Gennemlæsning og Bedømmelse — selvfølgeligt er slige Sendinger mit Livs Rædsler.

Jeg læste fem eller sex af den rigelige Snes Skitser og saa strax, at Damen — der er Datter af den store Minister Witte

— trods sin Faders Dygtighed — ikke var andet end en Dilettant. Hun skriver som Feuilletonist med en Del mindre Talent end en Andreas Winding eller Anker Kirkeby, ser overfladisk og skildrer overfladisk. Tilmed er hendes Fransk s. 18saa ufuldkomment, at Texten absolut maatte gennemses af en Indfødt. Den bekjendte finske Professor Werner Söderhjelm, hvem hun ligeledes havde givet Manuscripter at læse og som havde været godmodig nok til at gennemlæse det Hele, finder som jeg, at det er pureste Dilettanteri. Jeg tilbagesendte Damen hendes Haandskrift med et Par høflige Ord, takkede hende for den beviste Tillid, sagde, at jeg paaskønnede, hun kun skrev om, hvad hun selv havde set og iagttaget, meddelte, jeg kun havde havt Tid til at læse 5—6 af Stykkerne, men at jeg strax tilbagesendte M. S. for at det ikke skulde gaa tabt.

Disse Ord, som enhver velopdragen Mand vilde anvendt, satte til min Forundring Damen i Ekstase, hun betragtede dem som en Art Hyldest, vilde strax komme til mig og tale med mig. Vi har nogle fælles Bekendte, Fyrst Krapotkin og hans Familie, og hvad hun mundtligt fortalte om disse Mennesker, var egentlig mere levende og naturligt end hvad hun havde skrevet om dem.

De har maaske tænkt paa at udgive M. S. paa Dansk, og her ønsker jeg ikke at fraraade, dels fordi det vilde være mig meget ukært om De sagde Damen, jeg fraraadede Dem Udgivelsen, dels fordi saadanne lette Varer vist i Reglen finder et større Publikum end Ting, der gaar dybere. Saa det er muligt, hendes Skildringer vilde behage . . .

Den gode Modtagelse, Cæsar har faaet, synes mig at være et nogenlunde paalideligt Varsel om, at Publikum ikke vil være uden Købelyst overfor Bind om lutter danske Æmner, som jo ikke bliver dyrere end en 10 Kroners Penge.

16. Febr. 1919.

[Til Fr. Hegel].

. . . For længere Tid siden begyndte jeg at uddrage Strøtanker, korte Sententser om forskellige Forhold af mine Skrifter i den Hensigt deraf at danne en ganske lille Bog, der kunde s. 19bruges som Gave ved festlige Lejligheder og give Modtageren et Begreb om, hvad jeg har havt at sige Menneskene — ganske kort som i en Nødd. Har De noget imod Ideen?

Undskyld, jeg plager Dem med Breve. Jeg ved, De nødig vil betragtes som langsom. De er det maaske heller ikke i og for sig. Men i Forhold til mit Temperament og Maaden, hvorpaa jeg arbejder, tager (uden de Paagældendes Skyld) de fleste Mennesker sig meget langsomme ud for mig.

2. Marts 1919.

[Til Axel Garde]

. . . Jeg maa hævde som min Overbevisning, at det ikke er nogen god Politik af Forlaget, at gøre en Udgave saa afskrækkende, at ingen Dame kan eller vil holde den i sin Haand. Denne maa støttes mod et Bord og kan selv da vanskeligt læses. Skønt Bogen kun har været faa Dage i Handelen, siger Sortimentsboghandleren mig, at den gamle Udgave af mine Skrifter søges med Lidenskab som hændeligere og lettere læselig end den nye.

De kender, som jeg, Mussets Vers:

vive la page heureuse
que tourne sur la mousse une belle amoureuse
Vive d’un doigt coquet le livre déchiré

Jeg blues, naar jeg tænker paa en af disse mine uformelige, blytunge Bøger i Kvindehaand. Ak, der er ingen Kvinde, som vil have den for sig paa et Mosleje eller ved sit Badekar — — Dette er naturligvis for en god Del min egen Skyld. Men en vis Skyld for dette pedantiske Ydre bærer ogsaa Forlaget.

27. April 19.

[Til Fr. Hegel]

. . . De fremhæver, at De har lovet Publikum Alt, hvad jeg har skrevet om Danmark, men at de 3 Bind ikke indeholder Alt.

Hvis Stemmer af Publikum derfor skulde anklage Dem, er Svaret simpelt, Bøgerne indeholder alt Væsentligt.

Mig havde De selv stillet saaledes; jeg skulde passe, at Bøgerne ikke svulmede over alle Brædder, da de kun maatte koste 10 Kroner. Følgelig var jeg nødsaget til efter Evne at begrænse Stoffet.

Hvor jeg altsaa havde karakteriseret en Forfatter blot ved Anmeldelse af en enkelt Bog, medens han senere havde udgivet en halv Snes værdifuldere Bøger, udelod jeg min Artikel som ikke udtømmende Æmnet, som uskikket til at give den rette Forestilling om Manden. Ikke faa Artikler udelod jeg altsaa som for ufuldkomne. Et enkelt helt Skrift, Bogen om Julius Lange, udelod jeg, fordi jeg ikke kunde faa Plads til det, naar Bøgerne skulde sælges for 10 Kroner. Udeladelsen lod sig let forsvare, da Bogens Hovedparti er Breve fra Julius Lange, altsaa ikke direkte af mig.

Den vil blive optaget i et Bind Skandinaviske Forfattere, hvori jeg samler hvad jeg desuden har skrevet om Nordmænd og Svenske.

Det skulde gøre mig ondt, om De fastholdt Deres Plan at lade mine Skrifter trykke i Provinserne. Med Græbes Trykkeri har jeg arbejdet i halvhundrede Aar, hvad jo altid er en Post. Græbe læser altid en Bogstavkorrektur for mig først, hvorved noget af det overvældende Korrekturarbejde tages fra mine Skuldre. Han kan Fransk som jeg, hvorved jeg skaanes for de sædvanlige tyve Fejl i hver fransk Linie. Man kender endelig dér min Haandskrift som var den maskinskrevet. Endelig vilde et uhyre Tidstab være forbundet med Korrektursendinger

s. 21

GEORG BRANDES MED SIN DATTERSØN

3

s. 22Dag ind, Dag ud, til en Provinsby. Rimeligvis antager desuden Provinsbyerne hurtigt Kjøbenhavns Tarif. Dog den Tid den Sorg.

11. Dec. 1919.

[Til Fr. Hegel],

. . . Vi faar nu se, hvorledes det vil gaa med Salget af Goethe og Cæsar, naar de er illustrerede. Men hvis det gaar med dem, som med de 3 Bind Danmark, forekommer det mig ganske urimeligt at fortsætte med de Samlede Skrifter i denne gnidrede Udgave, hvis Udstyr afskrækker. 1200 Subskribenter kan jo ikke bære en Udgave af mine Samlede Skrifter.

Det har været min Fejl, at jeg tiltroede mig en betydeligt større Yndest hos vort Publikum end jeg havde; jeg lod mig narre af det forbigaaende Held, jeg havde med de to Bøger om Goethe og Cæsar, hvor det vel mere var Æmnet end Behandlingsmaaden, som lokkede, og de kom ud paa en Tid, hvor der endnu var Velstand imellem Folk.

Jeg har som Regel hele Pressen imod mig; det Publikum, jeg havde Anno 1899, er uddødt eller interesserer sig for andre. Udgavens Udstyr har intet indbydende ved sig. Det vilde, synes jeg derfor, ifald heller ikke de to nu optrykte Bøger Goethe og Cæsar har noget Held med sig, være en malplaceret Stædighed at blive ved. Det var da ikke uden Fremsyn, at jeg i sin Tid bad Forlaget om for Himlens Skyld ikke at betegne Bindene med Tal, men lade hvert komme for sig.

Kbh. 11. Juni 1920.

[Til Axel Garde].

. . . Det næste, jeg vilde spørge Dem om, er følgende: En Sømand, en fuldbefaren Matros ved Navn Theodor Nielsen, hvem jeg i gamle Dage omgikkes og over hvem jeg efter s. 23hans Bosættelse i Californien vel ved det Aar 1893 skrev en Nekrolog, ved hvilken jeg gjorde mig latterlig, da Manden lever endnu (men hans Død ved en Fejltagelse var bleven mig meddelt af hans Kamerat), denne Mand, der har ganske ualmindelige Evner som Iagttager og Fortæller, har fra Californien sendt mig et tykt Manuskript Jens Jørgen. En fynsk Husmandshistorie. Jeg har læst det, og det er godt.

Er der under de nuværende Forhold nogen Mulighed for at faa det ud? Vil De se paa det, eller forkaster De uden videre Tanken? . . .

Kbhvn. den 24. December 1920.

[Til Fr. Hegel].

Først vil jeg ønske Forlaget oprigtigt til Lykke med den høje Alder, det har tilfælles med Beethoven. Dog, at Beethoven længst er død, men Forlaget lever i bedste Velgaaende. Jeg var allerede paa Forlaget, da det fyldte de Hundrede, og jeg husker tydeligt, at jeg i den Anledning skrev et Brev fra Rom til deres elskværdige Bedstefader.

Dernæst et Par Ord om mine Anliggender. Min Bog om Michelangelo er nu sluttet, og jeg tænker, den om faa Dage maa være færdigt sat. Carlsbergfonden har bevilliget mig ti Tusind Kroner til Bogens Udstyrelse, saa den da ikke behøver at blive afskrækkende dyr . . .

Kjøbenhavn9. Januar 21.

[Til Fr. Hegel],

. . . Mine ny Samlede Skrifter er gaaede slet; men Skylden er heller ikke her min. De tager sig med den gnidrede Skrift afskrækkende ud. Jeg troer ikke, nogen Dame tager en saadan Bog i sin Haand. Hvis man havde udgivet Essays som dem om H. C. Andersen eller om Napoleon som et lille Hefte for s. 24sig, troer jeg, de var gaaet langt bedre. Dog sligt er Formodninger.

3*

Dette med det Ugunstige i at udgive flere Bøger af samme Forfatter i Træk, troer jeg ikke paa. Gyldendal udgiver jo hvert Øjeblik 6, 7, 8 Bind paa én Gang som Samlede Værker af en Forfatter. Den første Udgave af mine Skrifter i 12 Bind udkom, alle tolv, i den Tid, som nu Udgaven af nogle faa Bind har taget. Sagen er vel, at jeg havde større Publikum eller sikrere Publikum da. De overser imidlertid ved dette Spørgsmaal stadigt en Sag, jeg nødes til at fremhæve, nemlig min Alder. Om et Aar gaar jeg i mit firsindstyvende Aar — hvad der er en beklagelig Latterlighed, men et Factum — og da man ikke plejer at blive stort mere, men faa tilmed opnaaer denne Alder, er jeg nødsaget til at skynde mig mere end Forlaget, som har Tiden for sig, og end Forlæggeren, som er en ung Mand. Mit Temperament er tilmed ét, som kræver stor Hast og arbejder med stor Hast. Da jeg tumlede med Cæsar og Forlaget syntes mig langsomt, husker jeg, at jeg i Spøg skrev til Dem, at med det Tempo havde Cæsar ikke faaet erobret Verden.

Selv om det ikke lykkes at faa mine Sager solgt lige strax, vil de efter min Opfattelse blive staaende efter min Død og beholde deres Afsættelighed. Min Tid kommer om en halv Snes Aar.

Jeg vilde f. Ex. gerne før min Død faa de sex Bind Hovedstrømninger udgivne paany. Det er tyve Aar siden jeg havde dem for mig, halvhundrede Aar, siden jeg skrev første Del, og meget i dem maa ændres.

Dette er Fremtidsmusik.

Hvad nu Tempoet angaar, saa er det mig magtpaaliggende at faa Michelangelo hurtigt ud. Jeg behøver ingen Vejledning med Hensyn til Billedvalget; jeg troer, ikke der er mer end én eller to i Europa, der bedre end jeg kender de Billeder, der bør anvendes. Det gælder blot om at faa Bladene reproducerede. Ifald Trykkeriet vil sende et Bud Tirsdag Kl. 5, s. 25kan det faa en Del at begynde med. Hvad jeg kunde ønske lidt Vejledning til, er kun Besked om Vanskelighederne ved Reproduktionen. Lad os imidlertid tage fat. Der er Intet at vente paa.

21. Juli 1921.

[Til Fr. Hegel]

Tør jeg bede Dem sige Hr. K. og Frue, at jeg gerne vil modtage Dem Fredag halvtre. Dem vil jeg ganske privat betro, hvor skrækkeligt det er, af al Verdens Tilrejsende at betragtes som Runde Taarn. Torsdag har jeg allerede to Partier, og Fredag ét Parti, der intet andet vil mig end se paa Dyret. Og saadan Aaret rundt.

Kbh. d. 4. Januar 23.

[Til Fr. Hegel]

. . . Jeg vilde gerne vide, hvorledes det gik med Salget af den lille Bog om Heine. Jeg saa jo, den ikke blev udsolgt.

Og maa jeg saa optage det Spørgsmaal, der længe har ligget mig paa Hjerte. Kan vi dog ikke udgive en hændelig Udgave af Hovedstrømningerne, mens jeg endnu er i Live? En Bog, der begyndtes for mer end 50 Aar siden, trænger jo til et skarpt Gennemsyn, og det kan ikke foretages af nogen anden end mig. Nu er den ude af Handelen. Udgiver vi den i Mastodont Formatet er den paa Forhaand dødsdømt. Ingen Dame tager en Bog i sin Haand, som hun ikke kan holde, men maa have liggende etsteds. Det maatte lade sig gøre at give de 6 Bind en tiltalende Fagon, saa man gad læse i den. Det viste sig jo, at Planen om de Samlede Skrifter i en Skikkelse, som kun Brydere kan tage i stiv Arm, mislykkedes for os.

Jeg vilde delvis føre Hovedstrømningerne tilbage til en tidligere Skikkelse, som var forstandigere, delvis forbedre Bogen, hvor nyere Forskninger har gjort den forældet. Blot jeg havde s. 26et Exemplar af Udgaven fra 1894—1898. Kunde det ikke skaffes tilveje?

De udgav engang mit lille Skrift Om Læsning. Hvorfor forsømte De at lægge det frem eller avertere det, da der var Bogudstilling i Kjøbenhavn? Det var dog Øjeblikket, da hvert Exemplar kunde afsættes.

Jeg var den sidste Uge af November i Kristiania, og det er — i Betragtning af Byens Lidenhed — intet Pral af mig, der i den Tid ikke blev talt om stort andet end mig. Der var til den Forelæsning, jeg holdt for Betaling, — to var gratis — et Tilløb, som der aldrig før havde været i Byen. Det havde været en Anledning til at sælge et eller andet af mig, især da Gyldendal dér har en Filial. Men hverken spenderedes et eneste Avertissement paa mine Skrifter, eller laa en eneste af mine Bøger i nogen af Boghandlernes talrige Montrer, saa Filialen er ikke synderlig virksom. Jeg hører visselig ikke til de Forfattere som løber rundt for at se om deres Bøger ligger i Montrerne, men andre gjorde mig opmærksom derpaa.

17. August 1924.

[Til Fr. Hegel]

Den Bog, jeg tillod mig at foreslaa Dem til Udgivelse under vor Samtale i April, er nu skrevet. Dens Titel bliver

Uimodstaaelige

(Attende Aarhundrede, Frankrig).

Efter en Indledning om Aarhundredets erotiske og øvrige Forhold, om Moritz af Sachsen og Hertugen af Richelieu fremstiller Bogen Lauzun som Elsker og som Officer, tilsidst som Overgeneral og hans Stilling under Revolutionen indtil hans Henrettelse.

Det er omtrent 190 Sider i mit sædvanlige Kvartformat, som Trykkeriet kender. Det var maaske rigtigt at forsyne den s. 27med nogle Portrætter. Jeg har et ganske godt Portræt af Lauzun, ogsaa et godt Portræt af Moritz af Sachsen; noget Portræt af Hertugen af Richelieu har jeg ikke, og hvis det ikke findes, var det bedst at holde sig til det ene af Lauzun. Formatet og Betingelserne beder jeg Dem selv at bestemme. Publikum har jo i den senere Tid ikke vist sig synderlig ivrig efter at læse hvad jeg skriver.

Kbhavnd. 7. Januar 25.

[Til Fr. Hegel]

Grev Ahlefeldt i London havde allerede skrevet mig til for at anmode mig om at samtale med Dr. S. om det danske Lektorat i London, der naturligvis bliver oprettet uden min Indvirkning. Jeg har jo ingen Indflydelse.

Tag ikke ilde op, at jeg beder Dem ikke regne paa min Nærværelse til Deres Middag paa Mandag. Jeg ved vel, at Indbydelsen, som et Udtryk for Velvilje er givet i bedste Hensigt. Men jeg er bleven sky for Besøg af Udlændinge, da der ikke gaar nogen Dag uden at der melder sig en. Og jeg skyer nye Bekendtskaber. Hvad Lektoratet angaar, vil jeg tillade mig at meddele Dem mine Erfaringer fra Frankrig. Lidt ind i dette Aarhundrede ønskedes meget oprettet et Lektorat i nordiske Sprog og Literaturer i Paris, hvor der intet var. Man bad mig virke for det. Jeg henvendte mig da først til Undervisningsministeren Rouvier, der svarede mig, at dertil krævedes 5000 Francs (hvilken Sum!); man havde dem ikke, og maatte da nedlægge et andet Professorat, hvad man ikke vilde. Jeg henvendte mig til Clemenceau og bad ham oprette et Professorat for Paul Verrier. Han svarte mig, da vi, som hver Dag, gik hen at spise Frokost sammen : „ked mig ikke med det Vrøvl, qu’il descende sous terre!“ Jeg henvendte mig saa til den indflydelsesrige Professor i Græsk Alfred Croiset og sagde, i Tyskland, som ikke er Danmark gunstigt sindet, gives der 40 Lærestole for nordiske Sprog og Literaturer, i Frankrig ikke s. 28én. Han svarte: „Man gør altid uendelig meget mere for sine Uvenner end for sine Venner.“—Jeg henvendte mig endeligtil Universitetets Rektor, Louis Liard, som sagde mig, at Verrier blot først maatte skrive en Disputats. Det varede vel endnu et Par Aar, saa skrev Liard, min gode Ven til mig: Glæd Dem, igaar er Deres Protégé Verrier udnævnt, som De ønskede. — Saa længe Verrier var Ansøger, besøgte han mig, saavel i Paris som i Kjøbenhavn, mindst en Gang om Ugen. Fra det Øjeblik han er bleven Professor i Kraft af mine tiaarige Bestræbelser, har jeg aldrig set ham mere. Det er neppe nok, at han bøjer Hovedet svagt, naar vi tilfældigt ses i et Teater.

Denne Erfaring har højligt kølnet min Lyst til at virke for danske Lektorater i Udlandet, især da denne Erfaring er en blandt Snese af samme Art . . .

11. August 1925.

[Til Fr. Hegel]

. . . For lidt mere end tyve Aar siden udgav jeg første Del af mit Levned. Der er tre Dele, men kun paa første Del ligger der for mig nogen Vægt. Der er i, hvad jeg har skrevet, adskillige Afsnit, som burde indføres i den Bog; det er sikkert mer end 100 Sider tilsammen. Men jeg har kun kunnet gøre det i den engelsk-amerikanske Udgave, der udkom strax efter, aldrig i den danske, da der aldrig kom noget andet Oplag. Mit Spørgsmaal er da dette? Er det umuligt at udgive et bedre Oplag af Levneds første Del ? . . .

18. Febr. 26.

[Til Fr. Hegel]

Det er efter min desværre nu mer end 60aarige Erfaring aldeles haabløst at ville forklare den danske Presse nogen Ting. Den har slaaet enhver Record af Uvidenhed og Smaalighed. Der gives intet Favnemaal, som kan maale mine Følelser for den.

s. 29

Uddrag af Brev 19. Maj 1921 til Fr. Hegel.

s. 30

s. 31I Berlingske Tidende skrev Julius Magnussen, til hvem Gud smiler og for hvem Bordene danser (som i sin Tid Kong David foran Arken), at „vi gamle Latinere“ — det skulde forestille ham — lod sig ikke narre af mit Citat af Tacitus; han vidste bedre Besked. Da jeg var 17 Aar, indfandt Madvig sig i Bohrs Skole, hvor jeg gik, og spurgte, hvem den Dreng var, der havde skrevet den latinske Version (man kaldte dengang Oversættelse fra Dansk til Latin saaledes); han havde ikke læst en Stil paa saa godt Latin før, og nu skal den . . . undervise mig i Latin . . .

Hvad nytter det at forklare denne Presse Meningen om Petrus? Den staar jo i den lille Bog, som denne Presse alligevel aldrig forstaar. For mig maa De skrive, hvad F— De vil. De kan jo sige at her gennemgaas, hvad det Ny Testamente siger om Peter, at deraf fremgaar, han er en Sagnfigur; men at Bogen ikke desmindre udmunder i en Lovprisning af den romerskkatolske Kirkes storladne, himmelhøje Arkitektur, der er opført over Sagnet, og af den beundringsværdige, især af Jesuiterne skabte, Organisation, der sammenholder den.

Karlsbad, Villa Teresa, 1. Juni 1926.

[Til Fr. Hegel]

Jeg er en Smule ulykkelig ved at have forvoldt Dem alt det Bryderi med Brevskrivning og skal vel vogte mig for at foraarsage Dem end mer Bryderi med at skaffe mig Honorarer fra forskellige amerikanske Blade.

De vil have set, at min Skepsis med Hensyn til Selvbestemmelse af Honorar var grundet paa mange Aars Erfaring. Jeg skulde altsaa binde mig til — hvad jeg end ellers havde for — hver Maaned at levere en Artikel mod en Løn af 50 Dollars. For tredive Aar siden afslog jeg et amerikansk Tilbud om at levere Artikler for 100 Dollars Stykket, da jeg fra mange Sider vidste, at det er det Honorar, der i Staternes store Blade faas af enhver Begynder. Saadan var det i ethvert Tilfælde i 90erne. s. 32Nu vilde jeg i mine egne Øjne være latterlig, om jeg skrev for det tilbudte Honorar.

Jeg slutter deraf, at Bladets ledende Redaktør antager mig for en ren Begynder, men især slutter jeg, at Interessen for Literatur i Nordamerika indskrænker sig til Romaner og Noveller. En amerikansk, mig venligt sindet Forlægger sagde mig, da jeg 1914 var derovre: Intet interesserer Publikum her mindre end literær Kritik. Og han havde vistnok Ret . . .

AF BREVE TIL CARL GRÆBE
1914—1921
1. Dec. 1914.

Kære Hr. Græbe. Vær saa god at begynde Sætningen af Bogen, som i sin Tid Sætningen af Shakespeare fra først af langsomt, idet De kun sætter en enkelt Sætter eller to til Arbejdet. Naar jeg først kommer i Gang, gaar det anderledes rask. Sagen er, at jeg aldrig faar Bogen skrevet, naar jeg ikke har Sætteren i mine Hæle og er et ulykkeligt Menneske, som Dag ud, Dag ind bestormes og plages af den skrækkelige Bande, som kaldes Menneskeheden, om at gøre alt muligt, der ligger udenfor min Opgave og som adspreder mig fra mit Arbejde.

Begynder jeg Sætningen, tvinges jeg til Stadighed. Og nu har jeg arbejdet med dette Stof siden 1888, saa det er paa Tide at begynde, ifald jeg skal gøre Arbejdet i levende Live.

Deres hengivne
Georg Brandes.

17. Dec. 1914.

. . . Tør jeg bede Dem være saa elskværdig, efter eget Skøn at fordele indlagte hundrede Kroner mellem Deres Faktor og de øvrige Medlemmer af Deres Personale, der har havt med min sidste Bog at gøre.

s. 34Jeg ved jo nok, at det er Dem selv, jeg skylder, at Korrekturerne er saa let læselige, og takker Dem personligt derfor, men de andre har jo ogsaa havt deres Slid . . .

17. Octbr. 1917.

. . . Efter 7 Maaneders Arbejde med Cæsar er jeg nu til Ende med Forarbejderne og er begyndt paa Udarbejdelsen. Indledningen, som er 87 Sider stor, sluttede jeg i Nat. Alligevel vover jeg ikke med min sædvanlige daarlige Fremgangsmaade, at lade Sætningen begynde, før jeg er saa vidt, at jeg kan skønne Bogens Omfang. Saa stor som Voltaire bliver den ingenlunde, neppe heller saa stor som Goethe, men maaske noget i den Retning. Tænk en Smule over, hvorledes De synes at Typer og Udstyr bør være. Nogle Billeder af Cæsar har jeg til Brug for Bogen . . .

23. Decbr. 1917.

Hermed en Seddel, som jeg beder Dem efter eget Skøn fordele til de Mænd, der saa dygtigt og hurtigt har arbejdet paa mine Bøger i Aar.

Til Dem personligt min allerbedste Tak for den Iver, hvormed De venskabeligt har gjort det muligt trods den knappe Tid at faa den sidste Bog færdig.

Til næste Aar forestaar der forhaabentlig et nyt og større Arbejde, den merbemeldte Cajus Julius Cæsar, som nu er lige 8 Maaneder gammel, men hvis Væxt hæmmes af uafbrudte Forstyrrelser.

Rimeligvis bliver det ikke til noget, før vi bliver enige om at lade Sætningen begynde, dog endnu vover jeg det ikke, da der er meget, saare meget at gøre endnu, før jeg kan overskue Arbejdets Plan og Omfang . . .

s. 35

GEORG BRANDES

Florents. Paa Ponte Vecchio 1921.

19. November 1919.

Det er mig magtpaaliggende at første Del af min Bog var færdig saa betids, at den kan ligge indbunden paa Julebordene.

Men naar De stadigt paany skyder Tiden ud, vil dette jo ikke kunne lykkes.

Det er skrækkeligt at være saa gammel, at jeg har hørt først Deres Fader, derefter Deres Broder bruge akkarat den samme Vending som Aarsag til at tilsidesætte mig: overvældende Arbejde.

For 40 Aar siden sagde jeg en Dag i Græbes Trykkeri: De troer da ikke, De imponerer mig med dette Vrøvl. De behøver blot at indprente Dem, at jeg gaar forud for alle andre — hvorpaa bogstaveligt Sætterne gav mig et Hurra. Dengang var Menneskene og jeg selv endnu unge. Hvorfor vil De absolut tilsidesætte mig for de andre Skribenter?

Jeg synes meget heller, De skulde holde Deres Ord. Hvis De gjorde det, kunde De paa den nemmeste Maade tjene Dem en Formue.

En dansk Haandværksmester, der holdt sit Ord, var en saadan Seværdighed, at han kunde lade sig se for Penge, endog for meget høj Entree, og vilde faa uhyre Tilløb . . .

9. Dec. 1919.

. . . Jeg havde gennemrettet 16. og 17. Ark i 2den Korrektur, Ark 18 og 19 i første Korr. (af Cæsar) og indsat alle Tallene for den ny Udgave — et besværligt Arbejde — i de to sidste, og gav dem til en Dame, der ofte hjælper mig med Korrekturen, at gennemse. Paa Hjemvejen gik hun ind i en Butik, lagde Korrekturen, der var indpakket med Udskrift til Trykkeriet og med Frimærke, et Øjeblik ved Siden af sig paa Disken tilligemed en lille Pakke Sæbe hun havde købt; da hun vilde gaa, var begge Dele forsvundne. Endogsaa Korrekturerne var stjaalne. Da der endog var Frimærke paa, var det jo nemt for s. 37Tyven at lade det falde i en Brevkasse; selv kunde han eller hun jo ingen Nytte have af dem; men formodentlig har han ikke gjort det og hellere stjaalet det 5 Øres Frimærke.

Det er fuldstændigt fantastisk som her stjæles. Ifjor havde jeg først Indbrudstyveri i mit Skrivebord og i mit Brev-Skab, og man stjal 600 Kroner. Den bulgariske Kultusminister stjal, da jeg et Øjeblik forlod Værelset, det Penneskaft, med hvilket jeg havde skrevet alle mine Bøger — en Træpind —; paa Posthuset stjal man min Stok, i Messinghaandtaget stod med store Bogstaver Georg Brandes, saa Tyven kan ikke gaa med den ; jeg satte den et Minut fra mig, mens jeg indleverede en Pakke.

Dommere stjæler, Fangevogtere stjæler, Grosserere stjæler o. s. v. Men at man stjæler Korrekturark! det er Højden; har De altsaa faaet dem, er Ulykken ikke større, har De ikke faaet dem, beder jeg Dem sende mig ny Aftræk . . .

Den 25. August 1920.

Disse Linier betegner — meget mod mit Ønske — en Afskedtagen. Min nye Maskine om Michelangelo maa trykkes paa Forlagstrykkeriet, da de nu udgiver saa faa Bøger, at de maa sysselsætte deres eget Trykkeri.

Jeg sagde forgæves, at jeg i halvhundrede Aar nu havde vænnet mig til Græbes Trykkeri, som paa enhver Maade kom mig imøde. Hr. G. svarede mig, at Forlagstrykkeriet er et meget godt Trykkeri, hvad jeg ikke betvivler; men det er ligefuldt pinligt for mig at faa med Folk at gøre, der ikke som De i Deres Velvilje har gjort, retter en første Korrektur for mig, og som neppe er villige til at finde sig i mine ikke maskinskrevne, men ofte rettede Manuskripter eller i min Vane at skrive Bogen, mens Begyndelsen sættes.

Ak!

Som De ser, er dette ikke et Opslag fra en mangeaarige forlovet s. 38til en anden, intet Sendebud fra Klister til Malle, men et Suk.

Jeg har af samme Michael nu skrevet 6 store Kapitler, saa jeg er nødsaget til at lade Sætningen begynde . . .

Den 30. Sept 21.

Af Aviserne ser jeg, at De igaar blev 70. Jeg forbauses. Er det muligt, at ti Aar er gaaede hen, siden jeg kom op til Dem paa Trykkeriet og Deres Sættere havde lavet en Gratulation til de to Gange 30. Det maa jo være sandt; men jeg synes, det kun er faa Aar siden.

Jeg vil ønske Dem alt Godt, sige Dem Tak for mangeaarigt Samarbejde, og da jeg — desværre — er ti Aar ældre, sige Dem endnu dette, at Aarene mellem 70 og 80 kan være overmaade taalelige.

ET BREV FRA
PROFESSOR PAUL VERRIER

I Anledning af nogle Udtalelser i Mindebogen 1932 i Brev fra Georg Brandes til Direktør Frederik Hegel af 7/1 25, hvori Brandes skriver om Professor Paul Verrier:

„Fra det Øjeblik, han er bleven Professor i Kraft af mine lOaarige Bestræbelser, har jeg aldrig set ham mere. Det er næppe nok, at han bøjer Hovedet svagt, naar vi tilfældigt ses i et Teater.“

beder Professor Verrier Forlaget tilsende Mindebogens Modtagere følgende Bemærkninger:

Gagny 27-1-33

Kære Hr. Direktør Hegel!

Brandes’ „Bestræbelser“ og deres Virkning skal jeg ikke komme ind paa. Her vil jeg blot fremdrage nogle Fakta, blandt mange, som viser, at han i sin Beskyldning husker fejl.

I 1909 skete min Udnævnelse ved Paris’ Universitet.

I 1911 blev Brandes paa mit Forslag og gennem mig indbudt til at holde et Foredrag i Sorbonne’s Festsal ved Normandiets Tusindaarsfest, og jeg oversatte hans danske Manuskript til Fransk. Ved den Lejlighed, som ellers, besøgte jeg ham selvfølgelig ofte.

I 1912 fejrede han sin 70-Aars Fødselsdag, d. 4. Februar, ved en Middag hos mig, sammen med den danske Gesandt i Paris, Grev Reventlow, og den franske Gesandt i Norge, Mr. Chariot. Ved Champagnen udbragte jeg en Skaal for Hædersgæsten, idet jeg læste op et lille fransk Digt, som jeg havde skrevet til ham (se „La Revue scandinave“ 1912, S. 37 — antedateret Hæfte). I samme Anledning udgav jeg et Par meget rosende Artikler om ham. Den ene („La Grande Revue“ 1912, S. 609—613) er en Hyldesttale, jeg havde holdt ved en Fest for ham. Da han ved Artiklens Fremkomst allerede var rejst fra Paris, sendte jeg ham et Eksemplar gennem min Elev — senere Lektor ved Københavns Universitet — Mr. Vigier.

s. 40Under Krigen tog Brandes i sine Artikler mere og mere voldsomt Parti for Tyskland. Det gjorde mig ondt. Men i Steden for at protestere højlydt, som hans „gamle Ven“ William Archer, tav jeg stille dertil. I Artikler, Pjecer og Taler — f. Eks. i mit Foredrag om „Danmark“ i Studenterforeningen d. 4. Marts 1916 — omtalte jeg Brandes fordelagtigt (det Foredrag udkom snart efter i „Tilskueren“). I samme Maaned opsøgte jeg ham, og, da han ikke var hjemme, efterlod jeg mit Kort med en Indbydelse til Middag paa Paladshotellet. Han kom — og begyndte snart at angribe Frankrig (det var ved Verdundagene!). Da jeg kendte hans Indstilling og Temperament, fandt jeg ikke, at en mundtlig Drøftelse kunde føre til andet end Bitterhed mellem os. Bedst var det, sagde jeg, om jeg i „Politiken“ stillede ham nogle Spørgsmaal, som han saa kunde besvare. Han indvilligede. Ved nærmere Eftertanke opgav jeg det alligevel, atter for at undgaa Strid.

Af samme Grund opsøgte jeg ham ikke mere, da jeg i 1919 — ti Aar efter min Udnævnelse! — igen kom til København. Men vi mødtes jævnlig og talte sammen hos fælles Bekendte og ved Festmaaltider. Ved en Middag i et københavnsk Hjem holdt jeg en Tale, hvori jeg ogsaa takkede Georg Brandes, der var tilstede, for hans Hjælp i gammel Tid.

Det var jo hos Dem, kære Herr Direktør Hegel, jeg traf ham sidste Gang: ved en Middag i Springforbi d. 5. September 1925. Han og jeg kørte alene sammen i Deres Bil, og jeg husker, jeg talte med ham bl. a. om hans gamle Afhandling om Schack Staffeldt, en Afhandling, som jeg nylig havde læst igen og igen beundret. Desværre vidste jeg ikke, at han faa Maaneder forinden havde sendt Dem vedkommende Brev. Ellers vilde jeg nok have bragt det paa Bane. Jeg forstaar godt, at De dengang ikke kunde vise mig det.

At dets Bebrejdelser ikke er retfærdige, kan De nu dømme om, De og enhver, som maatte faa ovenstaaende at kende.

Med venlig Hilsen
Deres hengivne Paul Verrier.

s. 41 December 1932

Da Gyldendal i Fjor for første Gang som en Julehilsen til den Kres af Mennesker, der staar Forlaget nær, udgav en »Mindebog«, hed det i den ledsagende Skrivelse: Det er indlysende, at et stort Forlag ofte har Lejlighed til at følge Literaturens Folk paa nærmere Hold end den store Offentlighed. Dette medfører, at Indtrykkene kan blive dybere og ofte rigere end de Indtryk, man faar ved kun at læse de offentlig tilgængelige Bøger.

Mindebøgerne, som i Aar fortsættes med et Udvalg af Breve fra Georg Brandes til hans Forlag og Bogtrykker, er blevet til, fordi Forlaget gaar ud fra, at de Mennesker, der sammen med det arbejder paa at vække Interessen for dets Forfattere, kan have Glæde af at faa et Kig ind i de mere intime Forhold, under hvilke Bøgerne bliver til.

s. 42

s. 43

s. 44Det nye Skrift trykkes som det foregaaende som Manuskript og anvendes som det udelukkende som Julehilsen. Til Salg maa Hæfterne under ingen Form naa frem, hverken fra For laget eller fra Modtagerne.

Reglen vil være, at de smaa Tryksager kun bliver paa nogle faa Ark, og de fremstilles hvert Aar i samme Format og samme typografiske Udstyr, saaledes at de efter nogle Aar kan samles og indbindes i eet Bind. Et saadant Bind, aldrig bragt i Handelen, kun fremstillet i forholdsvis ringe Oplag og, hvad Indhold angaar, kastende smaa Strejflys ind i nogle af de mest kendte Forfatterskaber, vil - som vi udtalte i Fjor - kunne blive et værdifuldt Minde fra den literære Tid, vi endnu er paavirket af, men øjensynlig ret hastigt fjerner os fra.

Ærbødigst
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG

s. 45MINDEBOGEN

1 9 3 3

ET FOREDRAG
OM LANDSMANDSKAB AF
VILH. ANDERSEN

UDGIVET SOM MANUSKRIPT

GYLDENDAL

s. 46

s. 47MINDEBOGEN

1 • 9 • 3 • 3

s. 48

s. 49

s. 50

s. 51MINDEBOGEN

1 • 9 • 3 • 3

ET FOREDRAG
OM LANDSMANDSKAB AF
VILH. ANDERSEN

UDGIVET SOM MANUSKRIPT

GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG

19 3 3

s. 52EFTERTRYK FORBUDT

PRINTED IN DENMARK
GYLDENDALS FORLAGSTRYKKERI
KØBENHAVN

s. 53

s. 54

s. 55VILH. ANDERSEN

LANDSMANDSKAB

ET FOREDRAG

s. 56

s. 57Ien af de slemme Vintre paa Verdenskrigens Tid var jeg som sædvanlig efter Nytaar paa en Foredragsrejse i Jylland. Ved Oddesund i Limfjorden var det et forrygende Vejr, saa Færgen ikke kunde gaa over.

I Toget fra Thisted havde jeg været sammen med to andre Herrer, som efter deres Udseende at dømme havde været ude i samme Ærinde som jeg, for „at gøre Danmark glad paa en skikkelig Maade“. Det havde Grundtvig i sin Tid nævnet som Formaalet for den folkelige Oplysning her i Landet, og det var i de Aar ikke mindre ønskeligt og ikke mindre vanskeligt end paa hans Tid. Den ene af mine to Medrejsende var en Præst, saa vidt jeg kunde forstaa af den indre Missions Retning; den anden var en Slags Vandreskolelærer, men under meget frie Former. Han havde med sig et Lysbilledapparat og en Kasse med hvide Mus — det sidste Oplysnings- eller Oplivelsesmiddel maaske dog mest tænkt som et Ekstranummer til Frikvarteret.

I Kupeen havde vi set hinanden lidt an, indtil vi var enedes om at opfatte os selv som et sluttet Selskab, hvad vi ogsaa var, da vi tilsammen afgav et Gennemsnitsbillede paa Datidens danske Kultur med dens tre Organer: Kirken, Universitetet og Skolen, i fri Funktion, men nær Berøring.

Hvis Skolemanden, hvad jeg ikke ved, har følt sig som Nr. 3 i den Forbindelse, viste han sig snart som en sikker Nr. 1. Han var stedkendt. Da vi i den tidlige Morgen stod og saa ud over den sorte Fjord med store Sneklatter i Øjnene, tog han resolut Præsten under den ene Arm og Professoren under den anden og førte os ud over Marken mod et Maal, som vi næppe s. 58kunde skimte i det tætte Fog. Det viste sig at være en Smugkro, men af den uskyldigste Art. Gæstestuen var Familiens eneste Opholdsrum, Skomageren og de fem Børn var under Dynen, men Konen var oppe, og Kaffen kom paa Bordet.

Da var vi ikke bare i Funktion, men i Familie sammen, og da Vejret lagde sig op ad Dagen, saa vi kunde slippe over Fjorden, gik vi fra hinanden som gode Landsmænd og prøvede Venner.

Da Krigen var endt, fik jeg det Hverv at holde en Tale til det første Hold af slesvigske Krigsfanger, der blev sendt hjem over København. Jeg følte mig lovlig lille til den Opgave, som vel enhver af os herhjemme maatte gøre det; de Folk fra Skyttegravene og Fangelejrene kom fra et værre Uvejr, end nogen af os havde været ude i. Af Talen husker jeg kun det Navn, jeg tiltalte dem med: Landsmænd! Og saa det Spørgsmaal, hvormed jeg hilste dem Velkommen hjem. Jeg spurgte dem, om de havde sovet godt den første Nat paa Danmarks Pude: „Lugtede den af Mors Vask?“ Jeg har siden hørt, at der i Sønderjylland sidder Folk, ogsaa Hjemmetyskere, som vel ogsaa har glemt, hvad jeg sagde, men det Spørgsmaal kunde de huske.

Hvorfor? — Fordi Landsmandskabet, den Følelse eller Fornemmelse, at man har ligget paa samme Pude, sidder dybere i os, end selv det mest veltalende Udtryk for Kærlighed til Fædrelandet kan række. Den sidder ikke blot i Hovedet og Hjertet som Fædrelandskærligheden, der i sin bevidste Form er en Frugt af Kultur, af historisk Oplysning og poetisk Dannelse. Den stikker i Blodet, i Sanserne, altsaa ogsaa i Næsen, der er et Gemmested for vore første Indtryk og friskeste Minder. Den dukker frem, naar der er Nød paa Færde som i det Herrens Vejr ved Limfjorden, der blæste Kulturens Apostle sammen i en Klynge i Skomagerens Rede. Eller (for at blive ved Kaffen) som en Familie paa Landet aldrig, selv ikke Juleaften, føler sig mere som en Familie, end naar dens Medlemmer samles alle Vegne fra og i al Slags Udstyr til Kaffe s. 59under et Tordenvejr om Natten. Der er næsten noget hyggeligt ved at tænke paa, hvordan her i Landet alle de politiske Partier drak Tordenkaffe sammen under Verdenskrigen.

Men naar der nu ikke er nogen Fare paa Færde, men kun det Vrøvl og den Pine, som er den daglige Tilværelses Surrogat derfor, og man dog vil gøre ikke bare sig selv, men dem, man lever sammen med, glade paa en skikkelig Maade? Saa gælder det at gøre det ubevidste Indtryk af Landsmandskab bevidst ved at flytte det fra Blodet op i Hovedet og ind i Hjertet, i Højde med Fædrelandskærligheden. Om man maaske kunde rodfæste denne sidste Følelse, Blomsten af den nationale Kultur, som der er lige saa mange Udtryk for i Bevidstheden, som der er politiske Partier og sociale Klasser og kulturelle Lag i Samfundet, i en Bund, som er fælles for dem alle.

Paa en Runesten over en jysk Høvding fra vel et Tusind Aar tilbage nævnes det til hans Ære, at han var „den bedste af Landmænd i Danmark“. Ordet siger ikke det samme som nutildags. En Landmand kaldes paa de danske Runestene ligesom i andre gamle nordiske Sprog en Bomand; ikke engang Holberg kender Ordet i Nutidens Brug; hos ham hedder den bedste Landmand: en, som forstaar Avlingen bedre end de andre. Det betyder, at Høvdingen paa Skivum var den bedste af Landets Mænd, altsaa den bedste Landsmand. Det vil igen sige, ikke at han var den bedste Mand i det hele Rige, derom kunde Folk i Skivum den Gang ikke have nogen Mening, for de læste ikke Aviser, men at han var den første Mand i det Land, d. v. s. den Landsdel eller Egn, i Danmark, hvor han boede. En Landsmand er en Mand, som har sit Præg af det Sted, hvor han har hjemme. Endnu den Dag i Dag kan den ene Jyde eller Sjællænder spørge den anden: „Hvad er du for en Landsmand ?“, naar han mærker, han er fra en anden Kant af Landet, hvor Gæssene dog ogsaa gaar barbenede om Vinteren ligesom „hjemme til vort“.

s. 60Det sidste Udtryk giver med en Følelsesbetoning, hørligst i den sjællandske, dvælende (,,drævende“) Udtale, Landsmandskabets Grænser. Der er det samme Forhold mellem Ordene Landmand og Landsmand som mellem Bymand og Bysbarn. Min Landsmand er fra først af ikke blot en Søn af samme Rige, men et Barn af samme Hjem som jeg, vi har ligget paa Pude sammen. Ordet Landsmandskab var oprindelig Udtryk for et lokalt Begreb, en Sognefølelse.

I gamle Dage kunde man kende de forskellige Landsmænd fra hinanden baade paa Klæderne og Sæderne. I Frederiksborg Amt havde Konerne en Form paa Nakkestykket og Pigerne en Farve paa Bullen (den ærmeløse Trøje) nord for Skoven og en anden syd for den. I et Sogn glattede „Kvinderne“ (de gifte Koner) Tungerne af Pandehaaret under Huen med to Figre, i et andet med tre. Nogle Steder gottede de gamle sig ved at gnide venstre Albue med højre Haand og de unge venstre Læg med højre Strømpesok, andre Steder omvendt. Ogsaa i Maalet og Mælet var der stedlige Skel, finere end paa Markedet i Præstø, hvor Midtsjællandsk og Sydsjællandsk mødes, og de, der kommer nordfra, siger: Nej se Goddag! Er d u kommen til Marked? og de, der kommer sydfra, siger akkurat det samme, men „synger“ paa de udhævede Ord, hvor de andre „støder“ paa dem.

Det meste af dette findes nu ikke mere i Livet, men er gaaet over i Historien. Det hører under den Forskning, der giver sig af med Folkemaal og Folkeminder. Samtidig med at Ordet Landsmand har faaet et videre Indhold: en Mand, der er fra samme Rige som jeg, er Landsmandskabet vokset fra en Sognefølelse til en Folkefølelse.

Gives der endnu et naturligt, altsaa ubevidst Grundlag for en saadan Følelse? Kan man ogsaa se paa en Dansker til Forskel fra andre Folkeslag, hvad han er for en Landsmand?

I min Ungdom rejste jeg et Aar omkring i Europa. I England s. 61blev jeg taget for en Amerikaner, i Prøjsen for en Sachser, i Wien for en Berliner; i Italien gik jeg som alle fremmede fra denne Side Alperne for en Englænder. Kun i Holland kom Børnene hen til mig paa Gaden og spurgte mig, hvad Klokken var — da jeg var der sidst, det var ved Juletid i Fjor, raabte de: Sinte Klas (Julemand)! til mig, fordi jeg sparkede en Pakkasse fra mig, som de legede Fodbold med paa en aaben Plads. Jeg var lyst i Landsmandskab, fuldt saa hjerteligt som ved det „Naarra, Bessefar!“ hvormed unge fremadstræbende Cyklister paa et Gadekrys i København sætter Folk af min Aargang paa Plads i Danmarkshistorien. Jeg maa vel saa som andre Folk her til Lands være „skabt som en Hollænder“.

Paa Holbergs Tid sagde man, vistnok ogsaa han selv, saadan om hans Bysbørn Bergenserne. Mellem Bergen og København er der gammelt Landsmandskab, helt ud i Gadesproget. Et Udtryk derfor er Holbergs Komedier, som hverken er danske eller norske, men en Slags Frihavn uden for Toldgrænsen, hvor Bergenseren og Københavneren gensidig morer sig med at gøre Nar af hinanden og i Forening af alle os andre til sammen. Men heller ikke paa Karl Johan i Oslo kan man lige saa lidt som paa Strøget i København uden særlige Kendetegn pege henholdsvis en Dansker og en Nordmand ud af Flokken. Selv Henrik Ibsen, der dog var noget for sig selv, saa ud som en Skipper fra de danske Øer, hvad hans „Oldefars Oldefar“ (Tipoldefar) ogsaa ganske rigtig havde været.

Ogsaa mellem Danmark og Norge er der et uafrysteligt Landsmandskab. Vi har gaaet i Skole sammen, derfor slaas vi endnu i Frikvartererne. Grønlandssagen var „det store“, Frokostfrikvarteret, hvor Humøret er højest. Men ogsaa Frokosten har vi haft fælles. Vi har ikke blot haft Rigsfællesskab med dem, hvad der til Tider har hemmet Landsmandskabet, men Madfællesskab, som fremmer det. Vi har været matunautar („Bakkekammerater“). Man mener, at Ordet, der er fra Normannertiden, gennem Hollandsk og Fransk (matelot) s. 62er det samme som det nuværende Matros. Vi har lige siden den Tid været Matroser sammen. Vil Nordmændene have Tordenskjold hjem, var det vel ikke for meget (Gud bevare min Mund!) om de fik ham tilbage til Nidaros paa et Orlogsskib fra Øresund som Tak for godt Kammeratskab — til sine raskeste Togter valgte han helst sjællandsk Mandskab. Han vilde ikke være den eneste danske Søofficer, som man har ført i Stads til Trondhjems Domkirke. I Listen over Officererne paa det danske Riges Flaade (efter Søkadetakademiets Oprettelse) har han Nr. 6; Nr. 1308 er nu Konge i Norge.

Anderledes end med Nordmændene har vi det med Svenskerne, som vi nu (her tør jeg bruge Munden) er saa gode Venner med, netop fordi vi er eller ser ud til at være saa forskellige. Ingen Dansker kan gøre sig til af at ligne en Svensker. Rigtignok har jeg paa den store Opera i Paris set de smaa Franskmænd, med høje Hatte og sølvknappede Stokke, vige til Side for Holger Drachmann, der kom skridende ned ad Marmortrinnene i en Slags Viking-Uniform, med Udraabet: Le roi de Suède! Men ogsaa her hjemme havde vi det Indtryk, at der var for meget af ham.

En Undtagelse fra denne Regel gør Skaaningerne, med hvem vi vel tør maale os uden at sætte Næsen højere til Vejrs, end vi har Krop til. Med dem har vi det fra Naturens Haand omtrent som med Nordmændene. Vi har ikke blot haft samme Konge, endda i meget længere Tid, men samme Kost, selv om köttbullarne nu klodser noget mindre end de Frikadeller, jeg fik til daglig Middag paa Klubben Harmonien i Trondhjem, og som smagte — og lugtede -— ganske, „som Mor lavede dem“. Ogsaa med Skaaningerne har vi Næse til fælles, og Næsen har de samme Minder. Det maa tilgives de Handlende i Strøgforretningerne i København, at de ikke kan skelne en Nordmand fra en Skaaning og derfor taler Svensk til ham, skønt Fejltagelsen, selv i et mindre Frikvarter, kan faa politiske Følger.

Det er for en Dansk helt højtideligt at se det gamle Danmarks s. 63Riges Grænser træde saaledes frem for Øjet — som den punkterede Linie paa Landkortet — i Landsmandskabet. Det er et levende Ord. Havde Tyskerne holdt sig til det, havde de ikke behøvet at opfinde Nationalsocialismen.

Ligesom ved Øresund slaar Landsmandskabet ogsaa mod Syd igennem den nuværende Rigsgrænse ved den anden Skelbæk. Der er samme Gang i Træskoene helt ned til Dannevirke, og den samme flade Kasket dækker de samme jyske Hoveder, hvad Slags „Nazionalitat“ de saa er forede med.

Selv mod Vest over den store Dam er der aabent Vand. Før Ræbild-Festernes Tid var jeg en Dag sammen med en Flok Dansk-Amerikanere paa Thomas Bredsdorffs Højskole ved Roskilde. Om Aftenen læste jeg højt for dem i Holbergs Komedier. Derefter trakteredes Gæsterne med Rødgrød med Fløde, de „spiste Sommer“ i samme Forstand, hvori en tysk Landsmand taler om at „spise Jul“, naar man spiser Peberkager. Ved den øverste Ende af et af de lange Borde sad en lille syvaars Pige med sine Forældre. Hun var født paa Prærien og havde aldrig været i Danmark før. Da jeg gik forbi, tog hun Skeen af Munden og sagde paa et bedre Sjællandsk, end Holberg kunde præstere: Nej, hvor har jeg dog grinet af dig i Aften! Hun mente vistnok ikke, at jeg saa mere grinagtig ud, end Folk af min Alder og Profession almindeligvis gør. Hun havde moret sig hjerteligt over Holberg, hun havde følt sig hjemme. Naturen i hende var slaaet igennem, noget ubevidst var ved Kunstens Hjælp blevet hende bevidst. Jeg tænker, Holberg vilde glædet sig, havde han kunnet forudse denne Virkning af sine Komedier.

Det vilde han sikkert ogsaa have gjort over et andet Tilfælde, som jeg maa regne for et af de fineste Tegn paa den medfødte Forstaaelse mellem Landsmænd, jeg har mødt. Det var i Herning, det var atter Holberg og ligesom i Roskilde „Den politiske Kandestøber", hans menneskeligste Komedie. Mellem Tilhørerne var et gammelt Ægtepar, en høj Mand og s. 64en lille Kone. Hans Aasyn var fuldkommen ubevægeligt; naar der blev let højt i Salen, hverken lo eller smilte han. Men paa alle de rigtige Steder, hvor Billedet sprang eller traadte levende ud af Bogen, foretog han sig alligevel noget med sit Ansigt. Han blinkede ned til Konen med det venstre Øje og gav ved dette Tegn paa at han morede sig hende Tilladelse til ogsaa at more sig — af den Maade, hvorpaa hun afventede Tegnet, var det tydeligt, at han ogsaa under fire Øjne plejede at meddele sig til hende ved at signalere. Saa morede hun sig ogsaa, maaske dog ikke saa meget over Holberg, som over at hendes Mand morede sig saa hjerteligt over ham — hvad der synes at være Naturens egen Om- eller Genvej, for at Kvinder (over syv Aar) kan komme i Lands- mandskab med Mænd. Humor (paa Dansk: Holberg) er hos dem gerne en Refleksbevægelse; Manden har Signalet.

Jeg ser endnu i Aanden som den Aften for femogtyve Aar siden dette Samspil og mener, at jeg i Mandens Mine (han var en indflyttet Hedebonde) har lært Landsmandskabets inderste Hemmelighed at kende. Jeg beder, at man vil huske dette Blink, naar det nu skal undersøges, paa hvad Grund Lands- mandskabet i vore Dage bygger, og hvad der giver denne Følelse Værd for Nutidens Mennesker.

En af Verdenskrigens onde Følger er at Mennesker ikke mere kan føle sig hjemme paa Jorden, de maa da lære det paa ny. Den mest ophøjede, men tillige vanskeligste og langsomste Vej dertil er Verdensfreden efter Evangeliets Bud: Fred paa Jorden og en god Vilje mellem Mennesker. Den jævneste og korteste Vej er Landsmandskabet. Ikke mindst i et lille Land og Folk som vort, hvori der ingen Afstande er.

Bogstavelig talt, paa Landkortet, er der ingen Afstande. Man kan snart køre hele Landet rundt uden at føle nogen Trang til at staa af Vognen. Tag paa Ferierejse i Danmark! lyder s. 65det paa Opslagene paa Jernbanestationerne. Publikum lystrer, og i Sommertiden kører den ene Halvdel af Danmark rundt i den anden — i Automobil. Landet er som skabt til det, det er i Lommeudgave og kan paa en Sommerdag foldes sammen i begge Ender. Man kan paa en og samme Tid rejse ud og komme hjem i det.

Jeg har nu i nogle Sommere følt mig hjemme i Fredensborg. Da jeg først fornam, at jeg var ved at slaa Rod mellem Træerne i Parken, Blomsterne i Grøfterne og Kornet paa Markerne, vore Venner og Medvidere i den Livets Kunst at vokse, at blomstre, at visne eller (for det er her til Lands gerne det samme) at modnes, saa slog jeg mig løs og gik tværs igennem Jylland. Der rejste jeg virkelig ud og kom hjem igen med samme Befordring. Folk af den Alder, jeg nylig hentydede til, gider ikke gerne rejse uden til Steder, som de „kommer hjem“ til, i Aanden, selv om de ligger langt borte. Saaledes har jeg for mit Vedkommende følt mig hjemme i Norge og Italien og længer bagud i Island og Grækenland, for hvad vi kalder Hjem er baade Natur og Historie. Men nu galdt det Danmark. Jeg gik fra den yderste Pynt nord for Vejle Fjord over Jellinge med Gorms og Thyras OldtidsStene og Randbøl Hede, hvor Middelalderen gaar igen. Herover red Valdemar i Folkevisen til Dagmars Dødsseng, og her staar Stenen, hvor Tove Bryde ristede Runer for sin „Lege“. Saa fra Varde til Tippen af Skallingen, hvor der hverken var Træer eller Korn eller Blomster, kun Himmel og Hav og Sand; til sidst fra Silkeborg over Himmelbjerget, Ry og Ømkloster og Skanderborg til Aarhus og tilbage igen til det kongelige Nordsjælland med den klassiske Have midt mellem de to Renæssanceborge. Jeg kom hjem, uden at jeg havde været borte, det lange Luftdrag gik i et med Træernes Sus og Blomsternes Aande. Intet kan stemme en bedre sammen med Sjælen i det Folk, man tilhører, end Naturen i det Land, man bor i. Den forandrer sig ikke, selv om Folket skifter baade Kaar og Tanker Kender du mig ikke, saa ken s. 66der Vorherre mig! — saadan sagde man i gamle Dage til den, der havde faaet et andet Sind, mens man selv var den samme. Forstaar I mig ikke, saa forstaar mit Fædreland mig! — lad en gammeldags Dansker trøste sig med det paa en Grøftekant, naar han er tabt bag af Vognen i Tidens Færdsel.

3*

Men et levende Landsmandskab kommer der ikke ud uden medmenneskelig Samfølelse tværs igennem alle Partier og Klasser og Lag i Folket. Heller ikke i Folket og Samfundet er der nutildags nogen Afstand. Vi rejser ikke blot gennem det samme Land, men paa samme Klasse. Adelen og Præsteskabet har haft deres Tid i vor Historie, den sidste Stand havde Overtaget i Middelalderen, den første efter Reformationen op imod Aar 1700, det var Samfundets første Klasse. Saa fik Borgeren sin Tid i det attende Aarhundrede, paa anden Klasse, og Bonden i det nittende paa tredje, men saa kom Arbejderen paa, og nu er der ingen Klasser mer eller bare en, Landsmandskabets Klasse.

Der kører vi alle, og i det samme Udstyr. I gamle Dage kunde man se uden paa en Mand, ikke blot fra hvad Sted, men af hvad Stand han var, og selv i Taage paa en Landevej skille den sorte Præst fra den røde Krigskarl, den brune Borger fra den graa Bonde. Nu til Dags kan man ved højlys Dag i en Sporvogn ikke skelne en Bager fra en Skorstensfejer eller en Biskop fra en Skrallemand. De taler ogsaa alle det samme Sprog. I gamle Dage var der her i Landet ligesom i alle andre Lande to Sprog: Modersmaalet og Latinen. Det første brugtes kun af dem, der hverken kunde læse eller skrive; de, der kunde det, skrev og talte Latin, ogsaa paa Modersmaalet, med boglige Udtryk og skriftlige Perioder. Hvad vi nu hører af Holberg er ikke hans Bergensmæle, men det latinske Dansk, selv i Jeppes Mund. Men saa kom Grundtvig, H. C. Andersen og Hørup, altsaa Salmerne, Eventyrene s. 67og Aviserne. De sidste bed bedst, i al Fald bredest. Med dem og saa med den indtil videre sidste Skoleordning (af 1903), der giver alle Landets Børn lidt mere eller lidt mindre af den samme Lærdom, er Latinen fejet ud, og vi har alle faaet ensrettet Mundtøj. I Sindelaget bliver vi ved det gamle. Skellene, der er slettet i det ydre, bliver staaende i det indre. Vi lever i Landsmandskabets Land, der er ældre end Nationalsocialismens. „Han huskede ikke andet, end han var hjemme“, sagde Frederik den Sjette, da en Professor fra Kiel under Folkerejsningen efter Napoleon havde brugt politisk Mund i Tyskland.

Et Billede af Udjævningen mellem Samfundsklasserne giver en af de lange Tredjeklassesvogne i et Hurtigtog. Samfundet er selv en saadan Sidegangsvogn med aabne Døre til alle Baase. I Gangen taler man Statssager, ansvarsfrit ligesom i Rigsdagens Korridor, fordum Politik, nu Økonomi, dog uden at tage hinanden ved Knappen (et af Landsmandskabets nu aflagte Frimurertegn), som naar Fædrene drøftede Kapiteltaksten. Eller maaske, hvis to unge Mennesker har fundet hinanden, tales der meget private Sager. Men inde i Kupeerne raader Fællesskabets Aand. Man kan jævnligt se den i det ydre i Familieligheden mellem Fysiognomierne under Præget af Landsdelen og Samfundskresen. Kan De se, hviskede en Dag min Sidemand til mig, her er fem Underbid i denne Kupé! Han var Kunstner og havde Sans for det karakteristiske — hos andre; han vidste ikke, at han selv var det sjette.

Der inde finder man i al Fald Landsmandskabet i Funktion og kan studere dets Love. Hvilket Emne der saa har sat Samtalen i Gang, udvikler den sig altid gennem spredte Bidrag fra alle Sider til et fælles Udtryk for en folkelig Moral, i Kvindebaasen mere dogmatisk, da Kønnet virker stærkest som Masse, i Røgkupeen med en rigere Dialektik. Og Udtrykket er gerne fuldt saa godt som Moralen. Den, der kan forme det fastest i Munden, i Lighed med de nu ligeledes tabte Ordsprog, s. 68bliver Kresens Midtpunkt og Samtalens Hersker, med et Ord populær. Ved at eje denne Evne er den nuværende Konge i Danmark bleven populær som (uden videre Sammenligning) Frederik den Syvende. Ved Genforeningsfesten paa Dybbøl Bjerg skal han have sagt til en Dreng, der kom til at træde ham paa Foden: „Naanaa, lille Ven! en Konge har ogsaa Ligtorne“. — Da han altsaa ogsaa er Landsmand, spurgte jeg en Dag i Fredensborg Kongen, om Trækket var rigtigt, og fik til Svar, at det var ikke godt at vide, men at det lød rimeligt nok. Repliken var altsaa ikke magasineret, men et Blink af et historisk Øjeblik.

Lige saa lærerig som denne Udvælgelse af Helten er den modsatte Ytring af Folkets Instinkt: Fjernelsen af eller fra den, der er uden for Lavet. Den foregaar i Kupeen ved at to af de indviede blinker til hinanden ved en Bemærkning fra Hjørnet, der ikke saa meget ved sit Indhold som ved sin Form røber Manden ved Vinduet som en blind Passager.

Her inde i Instinktet ligger ligesom i den tavse Forstaaelse mellem Herning-Manden og Holberg den uskrevne Landsmands-Lov. Den Kultur og den Politik, som vil udrydde dette Instinkt, er rodløs. Derfor kaldte man den her i Landet radikal.

Men Landsmandskabet er ikke udtømt med den Kupé, vi tilfældigt bliver puttet ind i, altsaa den Slægt, vi er født med. Vi har ikke blot Landsmænd mellem de levende, vi har dem tillige blandt de døde. Og de er de fleste. Det er stolt at være Landsmand med baade Madsen-Mygdal og Stauning paa en Gang, men det gør os ikke ringere, at vi paa en anden Led ogsaa er Landsmænd med Absalon og Peder Griffenfeld. Det er lige saa naturligt at føle sit Landsmandskab paa langs, tilbage i Fortiden, og (hvis ogsaa det lader sig gøre) ud i Fremtiden som paa tværs, sammen med sin Samtid.

Vi lever ikke med de døde uden de faa, der som Grundtvig s. 69har haft den Oplevelse, at det døde er staaet op igen i dem. Men de døde lever i os, selv om vi ikke ved af det.

For at komme tilbage til Landsmandskabets Fysik og Klima, som jeg gik ud fra, saa fandt en Dag min Tandlæge, som er en lærd Mand, i min — en udskregen Sjællænders! — Mund den samme Tandstilling, som efter en tysk Anatoms (Virchows) Undersøgelse var ejendommelig for Kraniet hos den frisiske Race. Hans Overraskelse fortog sig, da jeg maatte tilstaa, at min Oldefader ganske rigtigt var en af Kongens Frisere. Jeg tærer altsaa Frikadellerne med de samme Redskaber, hvormed mine Forfædre gennem tusinde Aar sugede Marven af en Marskokse. En Nutidsbonde dyrker ikke sin Mark med de samme Redskaber som sine Fædre, men Selvbinderen spinder paa den samme Jord, hvor Leen klang, og Rugen synger og Havren ringer den samme Melodi for hans Ører og i hans Hjerte.

De døde er heller ikke saa stumme, at de ikke ogsaa kan give Livstegn fra sig. De kan endogsaa blinke til os. Fra Absalons Historie kender jeg to saadanne Blink. Det ene er det tavse Haandtryk, han i sit Testamente giver sin Broder Esbern Snare; han skal have den lille Sølvtumling, som deres Fader plejede at drikke af, men andet skal han ikke arve. Det Træk trænger ikke til nogen Forklaring. Det andet fortæller Saxo, at Absalon under Forberedelsen til et Togt mod Venderne en Dag standsede Hesten midt i en Flok af sjællandske Bønder, der i et farligt Føre kørte Forsyninger til Flaaden, og sagde, at de nok ordenlig maatte hænge i for Fædrelandet. Saadan siger vi endnu. Saxo skriver det paa Latin: dura pro patria perpeti; Absalon kunde paa den Tids Dansk ikke bruge Ordet Fædreland i Nutidens Mening. Han kan have sagt: Jert fædrene Land, d. v. s. den Jord, de havde arvet og skulde holde ved lige, men tænkt paa det hele Rige derved. Det var just hans Bedrift, han sagde Gaarden og Godset, men mente Sjælland og Danmark. Det var hans „eneste Tale“, siger Saxo: publica privatis anteponere, at s. 70sætte det hele over det enkelte og se det fælles i det egne. Han skabte Landsmandskabet ved at gøre Rigets Forsvar til en Opgave for alle Landsdele.

Den næste Landsmand paa Bispestolen i Sjælland var den første Biskop efter Luther, Peder Palladius. Det laitinske Navn har han ikke blot efter Visdommens Gudinde Pallas Athene, men efter sin Far, der var „Pladesla“, d. e. Vaabensmed. Han var født i Ribe, men havde gaaet i Skole baade i Assens og Roskilde, han havde altsaa ligesom Grundtvig siden oplevet Landsmandskabet paa tværs helt igennem. Tilsyneladende taler han kun om Sognet i den Bog, han skrev for sig selv til Brug paa sine Visitatser; den er først bleven trykt i vor Tid, og næppe nogen Bonde vil nu til Dags kunne læse den, uden at det idelig blinker til ham i og mellem Linierne med kendte og levende Træk. Men ogsaa han siger Sognet og mener Fædrelandet. Han vil ikke blot gøre Sognets Folk til gode Kristne, men til gode Landsmænd; selv Jeppe paa Bjerget føler som „et ejegodt Gemyt og en god Kristen“ sit Menneskeværd i denne Sammenhæng; den blev først længe efter sprængt af Søren Kierkegaard, den første „Mand fra Vinduet“, der fik det store Ord i Laget. Naar Luther-Bispen siger: Saadan gør ingen Dannemand! har det samme Vægt, som naar han siger: Saaledes skriver Apostelen Povel. Han siger det første fuldt saa ofte som det sidste. Det har været til Skade for den folkelige Moral her i Landet, at det Ord Dannemand ikke har kunnet modstaa Tiden bedre end de gamle Ordsprog. „Det gør ingen Gentleman“ lyder vel ogsaa af noget, men ikke af saa meget som Bispens Mundheld, der er uden Stands- eller Racemærke. En Dannemand betyder ikke en dansk Mand, ogsaa Svenskerne bruger Ordet. Det betyder heller ikke den bedste af Landets Mænd, som der staar paa Stenen fra Skivum. Det betyder kun: en af dem, der er som de andre, gift og hjemfaren. I det sidste kønne Ord ligger det hele: den enkelte optagen i det fælles Liv som et Led i Slægtens Kæde.

s. 71Det Landsmandskab, hvorfor Saxos Danmarkshistorie i Absalons Aand og Peder Palladius’ Sognebeskrivelse i Luthers Aand mer eller mindre bevidst giver Udtryk, det ene med Herremandens, det andet med Bondens Syn paa Landet og Folket, det har siden til sit Udtryk faaet en national Litteratur af Poesi og Historie. I den sidste kender man igen Forskellen mellem Herremandens og Bondens Opfattelse. Det er Forskellen mellem Arild Huitfeld og Erik Arup. I Poesien har man med et Par slemme Navne fra den europæiske Litteraturs Historie kaldt en lignende Modsætning mellem Fantasiens og Virkelighedssansens forskellige Aftryk af det samme Stof i Kunstens Form for Romantik og Realisme.

I Visitatsbogens Aand er vor første historiske Landsmandsvise, Laurids Koks „Danmarks dejligst Vang og Vænge“; i Saxos Aand og med Glimt af hans heroiske Latin er den anden, Johannes Ewalds „Kong Christian stod ved højen Mast“. I den første er en Samtids-Oplevelse, de københavnske Borgeres enige og heltemodige Forsvar mod Svenskerne i 1659, spejlet tilbage i Sagnhistorien til Dronning Thyras Opbygning af Dannevirke, paa Saxos Vis, men i Peder Palladius’ Stil. Riget er som Sognet, Danmark er en Vang, og Gud dens „Hyre“ (Byhyrden), men det er alle danske Mænds og Kvinders Pligt at sætte Leddet i Lave. For her er ogsaa Kvinderne med, efter den gamle Regel at det er Mandens Sag at bære Bukserne, men Kvindens at bøde dem, men i den samme baade jævne og storladne Stil som paa Thyra Danebods Sten i Jellinge, hvor „Kongens Kone“ er „Danmarks Bod“. I Ewalds Sang op imod hundrede Aar senere fremkalder en privat Bedrift, nogle nordsjællandske Fiskeres Redning i det yderste Øjeblik af en fremmed Skipper, Historiens Ekko. I dette Brag sætter Sømanden ind i det fælles Landsmandskab ved Bondens Side. „Stælen“ er sat, som det hed i det gamle Landsbylav, men Lavet er nu hele Riget og dets Strømme. Matrosen rækker Kongen Haanden; ogsaa Kongesangen er en Landsmandsvise:

4

s. 72

Du Danskes Vej til Ros og Magt,
sortladne Hav !
modtag din Ven, som uforsagt
tør møde Faren med Foragt,
saa stolt som du mod Stormens Magt,
sortladne Hav!
og rask igennem Larm og Spil
og Kamp og Sejr før mig til
min Grav.

Halvhundrede Aar efter Ewalds Tid gav en lignende Hændelse —- en Hornbæk-Skippers Redning ved en Bonde fra Djursland, som red ud i Brændingen paa sine Plovøg — Steen Blicher Stof til en ny Landsmandvise, som er mere i Laurids Koks end i Ewalds Stil, og hvis Helt, Søren Kanne, er baade Bonde og Sømand. Her gaar Jyden ud af Døren, som der staar i Blichers sidste Vise, da der er Nød paa Færde, og rækker Øboen en hjælpende Haand :

Og Fynbo og Jyde og Sjællandsfar,
til e t Hus vi alle jo høre.
Gud Fader os alle i Troskab bevar,
os alle til Enighed føre!

I det nittende Aarhundrede er Jyden Blicher, Grundtvig ufortalt, Landsmandskabets jævneste og fasteste Talsmand. Hos Saxo maa Jyden bære paa en Mistanke for bristende Landsmandssind og anden Karrighed. Herfor giver Kok ham Oprejsning i Dannevirkevisen, hvor „Jyden henter Ost og Kage (Rugbrød), mens de andre Muld mon age“. I Nutiden mener vel de fleste jyske Forfattere indenfor Landsmandskabets Litteratur, der forholder sig til Hjemstavnslitteraturen som Riget til Sognet, at vi alle er Jyder for Vorherre, skønt af forskellig Grad. Men Landsmandskabets ihærdigste Apostel er nu som paa Saxos Tid en Sjællænder — endda i anden Potens: fra en Ø ved Øen — Thorkild Gravlund. Han har den skarpeste Sans for Landsmandskabet paa begge Leder. Han har forklaret Vekselvirkningen mellem de forskellige s. 73Landsdeles Folk, men tillige Samspillet mellem de levende og de døde. I hans Bøger blinker Fortiden idelig til Nutiden. Stundom spøger den ogsaa deri.

Hvad enten man tager Landsmandskabet paa tværs, i Medfølelsen med Nutidens Liv, eller paa langs, i Samfølelse med Fortid og Fremtid, i begge Tilfælde giver dette store Hjem det enkelte Menneskes Livsfølelse en Udvidelse og en Oplivelse. Deri ligger dets Værd for alle Tider. Det hjælper til at fordrive den skadelige Melankoli, der fortærer Sindet som en Rust og æder Hjertet som et Djævelens Bad. Saadan sagde den ældste Kender af det danske Landsmandskab, Anders Sørensen Vedel, da han som et Middel imod denne slemme Syge priste dets ældste Poesi, Kæmpeviserne. Men den skadelige Melankoli, hvormed Vedel mener den Selvsyge (acedia), der skriver sig fra hans Tid, Renæssancen, da Kirken tabte sin Tvangsmagt over Sindene, den kalder vi nu paa andet Latin for Egoisme. Den er, paa Dansk, en grim Hund, som har to grumme Gab at gø med. Det ene er Misundelse, der bunder i Mangel paa Kærlighed. Det andet er Mismod, som skyldes Savnet af Tro.

Imod den første Følelse, der vel er lige saa stærk, og (efter Bibelen) lige saa gammel i den menneskelige Natur som dens ældste og stærkeste Drifter: Sult og Elskov, hjælper Landsmandskabet paa tværs. Man hader jo ikke den, man misunder; i Grunden kan man ganske godt lide ham. I den Temperatur, skønt den ikke er af de hedeste, kan det lykkes at smelte en Rival om til en Kammerat, hvis Fremgang er det fælles Arbejde til Gavn og Ære. Med det Sindelag kan man genvinde Drengealderens Uskyld, hinsides Avind, hinsides Attraa, da vi som i Andersens Eventyr om de Unges fælles Vandring efter Kaldet („Klokken“) alle er „Konfirmander for Vorherre“. Ordsproget, jeg nylig nævnte, hvorefter dette Udtryk er dannet, s. 74havde fra først af den samme Mening: vi er alle Mennesker. Almuen, et Ord, der nu er tabt ligesom Dannemanden, var uskyldig, Pøbelen er misundelig, helt op i Toppen af Intelligensen. Det er skrækkeligt med de lærde Folk, siger en sjællandsk Bonde hos Holberg; „de bær saadan Avind til hverandre, og den ene kan ikke lide, at den anden er ogsaa lærd. Om en siger, at min Nabo forstaar Avlingen bedre end jeg, skulde jeg lægge det paa Hjerte, skulde jeg hade min Nabo for det? Nej, saamænd gør Jeppe Berg ikke“. Og Jeppe er dog en god Landmand.

4*

Men han er altsaa en endnu bedre Landsmand. Den skrappe Konkurrent sætter baade Maalet og Farten op for de andre til fælles Bedste. Og kniber det, ikke bare i Hjertet, men i Pungen, med at elske sin Næste i det samme Fag — er man i Baas sammen, saa bids man — saa kan Landbruget uden Udgift glæde sig over Lærdommens Fremgang, og de Lærde over Landmandens uden smaaligt Hensyn til den Indtægt, de har deraf, da de uden denne Fremgang „snart vilde faa en Ulykke i deres Maver“. Med denne Iagttagelse har Jeppes yngste Søn, der er saa klog, at han kunde været Rigsdagsmand, opdaget Naturloven for dansk Politik. Selv indenfor samme Branche muliggør Specialiseringen i Nutidens Næringsliv en ædel, altsaa umisundelig Kappestrid. I Oehlenschlægers Aladdin bliver Skrædderenken helt bevæget ved at mindes sin afdøde Mand og hans lojale Konkurrent: „Den ene roste tit den andens Bukser, til Gengæld blev hans Kapper rost igen — ja, det var Skrædderlavets gyldne Tid“. Hør, hør! det er gyldne Ord ligesom Jeppes. Da vi dog (uden Ordsprog) alle er Specialister for Vorherre, kan man give dem et videre Indhold som Udtryk for den gensidige Æggelse mellem ligeløbende Virksomheder af forskellig Art og Omfang. Jeg for mit Vedkommende forsømmer nødig noget Nytaar at hilse paa den største nulevende Bærer af mit beskedne Familienavn, Etatsraad H. N. Andersen. Uden at vente noget direkte Udtryk for min Hyldest af hans store Kappe siger han s. 75gerne et Par venlige Ord om mine Bukser, og det forekommer mig, at jeg ligesom fylder mere i dem, naar jeg forlader ham.

Omvendt forholder det sig, naar man tager Landsmandskabet paa den anden, den lange Led, baade bagud og fremefter i Tiderne. Saa kan man allerbedst begynde med sin egen Gerning i den allersnævreste Forstand. Just i denne personlige Snævring fornemmer man stærkest Sammenhængen af det, der er, med det, der var, og det, som kommer. Man føler deri (med et Ord, som man kan stole paa) det, som varer. I denne Følelse finder man den Tillid til noget fælles og Tro paa noget evigt, der overvinder det bitre Mismod. Ogsaa det er en Del af den Synd, der kom, ikke som jeg før sagde med Renæssancen, men med Døden; det er fuldt saa sikkert som den sure Misundelse Straffen for det Arbejde, der kun søger sit eget.

Men — non omnis moriar. Mit Liv er ikke noget Intet, men en Del af Alt. Ud fra min egen Erfaring i mit eget Fag maa jeg, hvis jeg ikke er en Fusker eller en Fjante, vidne, at selv om jeg kan glæde mig over hvor herlig vidt vi (altsaa jeg o g mine Konkurrenter) har bragt det, har jeg aldrig tænkt mig, at nogen af os har gjort vore Forgængere eller vore Efterfølgere overflødige. Vi har et Arbejde, der skal gøres, af os, fordi det er os, der nu er oppe. Vi skal dø, men Arbejdet skal leve. Fra Fædre er det kommet, til Sønner skal det gaa. Det Ord gælder ikke blot om Modersmaalet og Folkemindet, som det er sagt om. Det gælder ogsa om Skrædderiet og Købmandskabet og Landbruget. Der staar en Mand med et Redskab : en Naal, en Pen, en Plov. Baade han og hans Redskab skal forsvinde i Strømmen, der gav dem Liv. Men Strømmen gaar ikke over dem og skyller dem bort. Den gaar igennem dem og tager dem med sig.

s. 76Jeg har i det foregaaende med Forsæt ikke talt om Fædrelandskærlighed, som er en personlig Følelse, der følger med Kulturen, eller om Nationalitet, altsaa Folkets Fællespræg, der er et Produkt af Naturen. Jeg har talt om Landsmandskab, der er baade Fællespræg og Fællesfølelse, Nationalitet og Fædrelandskærlighed Det viste sig at være dels historisk, „paa langs“, dels aktuelt, „paa tværs“. Men enten jeg tar det paa langs eller tværs, blir det dog et og samme Vers. Og dette Vers er kun en Stump af en større Vise.

Hvad jeg her har kunnet se og sige, omtrent saaledes som det blev udtænkt for fem Aar siden, er en lille Draabe af en stor Bølge i Tiden: den Eftervirkning af Verdenskrigen og Modvirkning imod den, der nu som da foregaar over alt. Under Verdenskrigen sank det enkelte Menneskeliv pludseligt og forfærdeligt i Værd. Man havde hidtil staaet enkeltvis, nu faldt man bunkevis. Man havde følt sig som en Personlighed og tænkt og handlet derefter og maatte nu føle, tænke og handle som et Nummer i en endeløs Række. Livsfølelsen, der havde været en Særfølelse, blev en Massefølelse. Den Eftervirkning af Krigen, at Mennesket føler sig som et Fnug i en Masse, bliver ond at forvinde. Men det bliver værre, hvis den ikke overvindes. Modvirkningen er, at Menneskefnugget bliver sig bevidst som en Kraftkilde, et Atom, blinkende i Strømmen mellem de døde og de ufødte. Efter den første slesvigske Krig digtede Ingemann sin Hymne om LivsStrømmen, hvori „Slægt skal følge Slægters Gang“. Det vil tage Tid, før man igen kan synge en Salme om Sjælenes Pilgrimsgang gennem de favre Riger paa Jorden. Men i vore Ører lyder endnu fra Krigens Tid den store Mobiliserings- Ordre til Fredens Gerning: Næste Hold til Fronten! Vi svarer derpaa med det romerske Mundheld: Hil dig, Cæsar! Ogsaa de, der skal dø, hilser dig.

Der er, her paa Jorden, to Riger. Guds Rige kommer til os, men vi lever i Kejserens. Jeg har kun talt om det sidste. Vil man det nærmeste Onde til Livs, er det godt at begynde s. 77med det nærmeste Middel: os selv og vort eget. Landsmandskabet er os selv og vort eget.

Ud fra det kan der gaas videre til begge Sider, saa vidt Sindet kan række uden at forstrække sig. Nærsynet paa den nærmeste Kres af Livet, fra Sognet til Stammen, kan vide Sjælen ud med sin Varme til den Humanitet, som er det højeste Udtryk for Menneskets Medfølelse med Tiden. Ved Synet paa det nærværende Liv som et Led i Kæden fra det, der var, til det, der kommer, kan den løfte sig paa den Strøm af Lys og Luft, som da gaar igennem den, til Religion, der er det i Tanken skiftende, i Hjertet varige Udtryk for Menneskets Samfølelse med Evigheden.

Men jeg har ikke talt om Humanitet eller Religion saa lidt som om Nationalitet og Fædrelandskærlighed. Kun om Landsmandskab, og paa en Maade, som kun kan forstaas af Landsmænd, med den Blanding af Stort og Smaat, uden om os og inden i os, som er det Stof, hvoraf vor Aand er bygget, og den Form, hvori vort Sprog bølger.

s. 78

s. 79MINDEBOGEN
1934
VIGGO STUCKENBERG
BLADE TIL EN BIOGRAFI AF
JØRGEN ANDERSEN

UDGIVET SOM MANUSKRIPT

GYLDENDAL

s. 80

s. 81 December 1934

Mindebogen, Gyldendals Nytaarshilsen til den snævrere Kreds, der staar Forlaget nær, har vi i Aar knyttet til Erindringen om Viggo Stuckenberg, for hvem der nu i Efteraaret er blevet rejst en Mindebænk i Sorgenfri Park.

Imellem Digterne fra 90erne har Stuckenberg sin egen Plads, hans jævne, smukke Digte huskes endnu af mange og elskes af alle, der holder af dansk Digtning. I Mindebogen trykker vi nogle ukendte Breve fra ham, som giver et intimt Billede af hans Liv, hans Tanker og Stemninger, samt et lille utrykt Digt, der paa en levende Maade fører ind i hans Kærlighed til dansk Natur. Til et Billede af Stuckenberg selv føjer vi en Gengivelse af Mindebænken i Parken og medgiver den dens Skabers, Kaare Klints Betragtninger over sit Arbejde, en Redegørelse for hvorfor han har tænkt sig netop denne Bænk som et naturligt Mindested for Stuckenbergs

s. 82

s. 83

s. 84Poesi. Brevene indledes og kommenteres af en ung Literaturhistoriker, Jørgen Andersen, der særlig har studeret Stuckenbergs Digtning og forsyner den lille Bog med fyldestgørende Oplysninger om de Forhold, som Brevene berører. Bogen sluttes - som en Vignet - med Helge Rodes Vers ved Mindebænkens Indvielse.

Vi haaber, at De vil modtage Mindebogen 1934, der ligesom sine Forgængere ikke kommer i Handelen, som det samme, som den er for os, et lille Strejflys ind over en Digters Personlighed, som vi endnu her paa Forlaget erindrer som den fine og rene Skikkelse, han var i dansk Aandsliv.

Glædeligt Nytaar !

s. 85MINDEBOGEN

1934

s. 86

s. 87

s. 88

s. 89MINDEBOGEN

1934

VIGGO STUCKENBERG
BLADE TIL EN BIOGRAFI AF
JØRGEN ANDERSEN

UDGIVET SOM MANUSKRIPT

GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG

1934

s. 90EFTERTRYK FORBUDT

PRINTED IN DENMARK

GYLDENDALS FORLAGSTRYKKERI

KØBENHAVN

s. 91VIGGO STUCKENBERG

NOGLE BREVE FRA

1894 — 1901

s. 92

s. 93FORORD

DETTE lille Skrift om Viggo Stuckenberg bringer et Mindesmærke i dobbelt Forstand over den stille, prunkløse danske Lyriker, idet det dels indeholder hidtil utrykte Breve (til Lederen af Slomanns Skole Emil Slomann, Forfatteren L. C. Nielsen og Georg Brandes, med Tilladelse af Fru Clara Stuckenberg og Fru Edith Philipp, f. Brandes), dels Billedhugger Kaare Klints Udkast til sit Mindesmærke for Stuckenberg med en Gengivelse af dette.

Breve er, naar de da ikke er konstrueret med en Udgivelse for Øje og beregnet paa at stille deres Auctor i det mest flatterende Lys, de intimeste og mest ægte historiske Dokumenter, der findes, mens det Minde, der indhugges i Granit, er den offentlige, ydre Attest for hans Værd, som det rejstes over, et Minde, der staar i Tiden — og — det ved vi ogsaa fra vore første litterære Dokumenter, Runestenene — trodser Tiden.

Begge Dele, saavel det skrevne som det ristede, tjener til at øge Indsigten i Digterens Livsværk og at fastholde hans Minde.

Til sidst er medtaget et utrykt Digt, hvori Digteren projicerer Billedet af sin Yndlingsblomst ud til et Billede af sig selv, som vi nu erindrer ham ved Mindet i Sorgenfri Park.

s. 94

s. 95 Stuckenbergs Mindebænk.

VIGGO STUCKENBERGS MINDEBÆNK

I Sorgenfri Park langs Mølleaaen løber en Gangsti ved Foden af de gamle Aaskrænter. I disse Skrænter, som sine Steder naar en ret stor Højde og Stejlhed, findes paa Grund af Stiens ringe Bredde flere indgravede, kampestenssatte Nicher, som afgiver Rum for Hvilebænke, hvorfra man har Udsigt over Aaen. Skrænterne er bevoksede med kraftige Bøge, og flere Steder staar de store Stammer lige i Skræntens Fod med Løvhang udover Stien og Aaen. Hvor Skrænterne er højest og stejlest, findes den største og smukkeste af disse Nicher, der nu er bleven omdannet til et Mindesmærke for Viggo Stuckenberg.

Med sine svagt skraanende Støttemure er Nichen formet som en Art Keglesnit, hvis begrændsende Linier i Stiens Plan viser sig som et elliptisk Segment. Det er Sammenspillet mellem s. 96disse Snit, som gør Formen levende og interessant. Paa Bagmuren er Inskriptionen indhugget saa højt oppe, at den ikke bliver dækket af de Mennesker, som finder en Plads paa Bænken. For at vinde det nødvendige Stykke i Højden er Nichen gjort ca. 40 cm dybere, end den før har været. De kampestenssatte Støttemure er udførte i Lighed med dem, som forefandtes, men er dog satte lidt fastere i Forbandtet, og til Hovedstenen, hvor Navnet er indhugget, er valgt en større Sten; ogsaa Nichens Gulv er lagt med Kampesten, og i alle Fugerne vokser Mos. Inskriptionen lyder:

2

TIL MINDE OM

DIGTEREN VIGGO STUCKENBERG

FØDT 1863

DØD 1905

NU BRISTER I ALLE DE KLØFTER
SOM FURET OG SPRÆNGTE MIT SIND
ALVERDENS FAGRESTE BLOMSTER
FOR SOMMERENS SAGTE VIND

THI TO SOM ELSKER HINANDEN
KAN VOLDE HINANDEN MER ONDT
END ALLE DE ARGESTE FJENDER
SOM HÆVNER SIG JORDEN RUNDT

OG TO SOM ELSKER HINANDEN
KAN LÆGE DE ONDESTE SAAR
BLOT VED AT SE PAA HINANDEN
OG GLATTE HINANDENS HAAR

Mindesmærket opfordrer ikke til Sammenligning med andre Monumenter; i den Have, hvor Stuckenberg færdedes i mange Aar med de Tanker, som blev hans Digte og hans Bøger, er det en omhyggeligere Udformning af de stensatte Bænkenicher, som allerede forefindes; det fremtræder ikke som noget overraskende, men glider ind i Naturomgivelserne paa en stilfærdig Maade, der passer med Digtets og Digterens intime, almenmenneskelige Væsen.

Kaare Klint.

STUCKENBERG SOM LÆRER
Paris 7 Juni 1902
57. Rue de Seine
Hotel du Maroc.

Kære Hr. Slomann!

Jeg haaber De ikke er fortørnet paa mig, fordi jeg først nu sender Dem en Hilsen. Tiden er løbet saa besynderligt fra mig. Jeg har adskillige Gange været ved at skrive til Dem, men er i Stedet falden i Staver over et eller andet. Jeg har i det hele taget haft et betydeligt Mas med at finde mig til Rette hernede, et saa betydeligt, at jeg gruer for at skulle begynde forfra i Italien, — hvorfor jeg, nu da jeg omsider er lidt hjemme her, har besluttet at nøjes med, hvad jeg denne Gang kan faa af Frankrig og gemme Resten af Verden til en anden Gang. Selv om jeg aldrig skulde komme ud mere, vil jeg ikke føle Ulykken saa stor. Jeg har forlængst opdaget, at der skal Oplevelser til for at man kan gøre sig en fremmed By underdanig. Men jeg har mine Oplevelser, de som betyder noget, bag mig. Hvad jeg husker f. Eks. en Plæne ved St. Cloud paa, eller en Boulevardkafe, er, at der sad jeg og længtes saa ganske gudsjammerligt efter helt andre Ting. Det er ogsaa en Maade at se sig om paa. Jeg vil ikke sige andet end, at jeg har lidt frygteligt under den. Men — den har forløst en Bunke Varme i mig, som har ligget bunden i mange Aar. Naar man saaledes bliver sat ensom ud, bliver med èt Slag alt det levende, som man har gaaet og drøset over Dag ud og Dag ind. Kunsten er det eneste, jeg forstaar mig lidt paa hernede. Men det gaar mig med den som med alt smukt jeg ser, — den levende, evige Skønhed i den vækker i samme Nu alt det bedste, jeg ved at tænke paa. Jeg har paa Louvre oplevet nogle af de heftigste Øjeblikke i mit Liv, f. Eks. over for Venus fra Milo. I saadant et Øjeblik bliver s. 98alt Ens eget, Ens Lykke og Ulykke, til èn varm Skønhedsbølge og det at være levende saa betagende rigt — og saa vemodigt, fordi man aldrig naar at kunne dele den Glædes Frugtbarhed med nogen Sjæl paa Jorden. Man naar det ikke. Intet Øjeblik er man saa ensom, som naar man betages dybest. Der er stor Styrke i den Ensomhed, men den har sin sviende Side.

2*

Jeg rejste herned buldrende glad over at slippe ud. Jeg havde ikke været her i to Dage, før jeg forstod, at jeg snart er fyrretyve Aar. Det var mig en ganske ny Opdagelse. Til at begynde med forstemte den mig. Jeg havde troet, at hver Ting hernede skulde besætte mig. Det skete ikke. Livet hernede lader mig ganske uanfægtet. Det morer mig at sidde og se paa det. Men jeg ved saa udmærket godt, at de Mennesker gaar om og tumler med akkurat de samme Fortrædeligheder som vi andre. At de taler Fransk gør ingen Forskel. Mine Tanker er ikke her i Paris. Hvor man saa vilde anbringe mig, de vilde aldrig være der, hvor jeg var. Det gør imidlertid ingenting. Hovedsagen er dog den, at man tænker. Og der er gaaet mere gennem min Hjerne og Hjerte i den Maaned, jeg har siddet her, end i hele det forløbne Aar. I Morgen flytter jeg de samme Tanker ned til Tours for en Uges Tid. Jeg vil se Loiredalen og nogle gamle Slotte. Versailles var mig en grim Kasse, indvendig fordærvet af ligegyldige Slagbilleder. Paa Terrassen ved St. Germain har jeg tilbragt en dejlig Dag. Men jeg vil se nogle af Frans den 1stes rigtige Bygninger.

Vil De hilse Deres Hustru og Sønnerne, i det hele taget hilse paa Skolen.

Jeg har vel ikke forstemt Dem med dette Brev? Jeg forsikrer Dem, jeg befinder mig mere menneskeligt afvejet end nogen Sinde. Almindelig Rejsemorskab vil jeg aldrig komme til at opleve.

Deres hengivne
Viggo Stuckenberg

Det kan godt være, jeg kommer hjem, før nogen aner det, — naar jeg synes, jeg er mæt.

s. 99

Facsimile af foranstaaende Brev.

s. 100

s. 101

Er nu dette Brev til Skolebestyrer Emil Slomann, Stuckenbergs Rektor, skrevet, saaledes som man af Pligt maa skrive til en, der er Leder af den Virksomhed, man selv føler Lede ved, fordi Arbejdet i den i Aarenes Løb har taget ens Kræfter og gjort Tilværelsen — først graa, siden uudholdelig? Ja, for saaledes er den gængse Opfattelse, at Skolearbejdet var noget nær et Martyrium for Stuckenberg? Hvorledes kan dette være opstaaet? Ved et rent logisk Ræsonnement: Stuckenberg kunde have skrevet langt mere — maaske det dobbelte — hvis han havde haft hele Dagen til sin Raadighed og ikke været nødt til at tilbringe en seks, syv Timer af den paa en Skole.

Denne Slutning lyder bestikkende, forudsat at en Digters Produktivitet kan sættes i Gang som et Tærskeværk, blot man trykker paa den elektriske Knap. Men saadan er Mennesker — fraregnet de helt eksakte, de, hvis Liv tegner sig som den rette Linje i Geometrien — nu ikke indrettet og mindst af alle Digterne. Her maa kræves, at Udkommet, i det mindste den lille Part af det, som hedder „det daglige Brød“ er sikret, for at der skal kunne skabes noget af Betydning. Er den fuldkommen bare Bund naaet, skal der skrives, blot fordi det er nødvendigt, ikke af Lyst og uden Inspiration. Netop saadan vilde det være gaaet Stuckenberg, om han ikke havde haft sin Lærergerning, og til Tider kunde det alligevel knibe økonomisk nok endda. Naar disse Vanskeligheder meldte sig, var hans poetiske Aare fuldkommen udtørret ; der skulde Medgang til, blot ganske lidt, for han var ikke forvænt ; det havde Livet hurtigt vænnet ham af med.

Ifølge Tonen i det foran trykte Brev, sammenholdt med det her udviklede og underbygget af Breve og Udtalelser af dem, som stod Stuckenberg nær, samt af den Omstændighed, at Stuckenberg tilegnede Emil Slomann sit Drama „Den vilde Jæger“ (1894) og hans Skole den lille fine Enklave i Lyrikken : Skolesangene, skal netop siges dette : Stuckenberg omgikkes Slomann som en Ven, dybt taknemmelig over at have fundet et Sted, hvor han kunde virke. Til Gavn for Skolen, som han prægede med sin varme Personlighed, og til Glæde og Adspredelse for sig selv. Ja, i de svære Aar omkring Aarhundredskiftet, hvor Nøden i dens mange forskellige Former satte hans hyggelige Hjem i Lyngby i Belejringstilstand, kom Skolen til at betyde et Fristed for ham. Det at kunne rejse til København var at fjerne sine Bekymringer, for det var jo at komme ind til en Skare Børn, hvis hele Hengivenhed Stuckenberg havde. Til Børn, hvis Interesse og Opmærksomhed han holdt fangen i Timerne, og som flokkedes om hans Kateder, naar Klokken ringede, for at betro ham deres Glæder og Sorger ; til et Lærerpersonale, der paa forskellig Maade har vist, hvor det holdt af sin Digterkollega. Nogle af dem har sagt mig det, en enkelt s. 102tilføjede for Fuldstændighedens Skyld, at de ogsaa drillede Viggo Stuckenberg lidt, naar Lejlighed gaves. Hertil havde de ogsaa et let Offer, blandt hvis mange karakterfaste Egenskaber der ogsaa fandtes en mærkelig forlegen Blufærdighed, som han ikke kunde holde i sit Indre, men som straks sprang frem paa Ydersiden, gled som et Slør over hans Ansigt. Andre af Kollegerne viste deres Taknemmelighed ved at bidrage til hans Mindesmærke, og hvad der var smukkest var at se dem ved Afsløringen af det. Se deres Andagt, deres Glæde over, at det nu var kommet dertil med deres gamle Ven, at hans Vers, hans Tanker og gennem dem ham selv skulde foreviges.

Det er nu 29 Aar siden, han blev kaldt ud af deres Kreds, siden den sidste Stilebunke blev rettet, den sidste Historie fortalt; Smilet, det store, fine, varme Smil, døde bort, og Mindet tog dets Plads og har beholdt den Aarene igennem.

STUCKENBERG SOM FORFATTER
Lyngby, 3. Maj 98.

Kære Hr. L. C. Nielsen!

Jeg indrømmer, at det Vers staar skævt, — og at hele Digtet ikke er Sværten værd. Lad det forsvinde og tage det andet med sig. Begge de to Digte er altfor banale. Den forbandede Selvkritik falder somme Tider i Søvn.

Forhaabentlig blamerer jeg ikke samme Selvkritik ved at hævde, at hverken det Foraarsdigt Ill. Tidende trykkede forleden, eller „Retfærdighed“ fortjener at nævnes sammen med Papirkurven. Jeg sendte Dem gerne noget Prosa, men jeg bar en tyk Bog i Hjærnen, og den forhindrer mig i at skrive større Smaating end nu og da et Par Vers. Nogle af dem bliver let Lirumlarum, og jeg er den forbunden, der anholder dem, før jeg maa rødme altfor dybt over dem. Den megen Prosa, jeg sidder i, gør, at naar jeg har rimet lidt, finder jeg det herligt, blot fordi det er Rim og Rytme og ikke tætte Sider og lange Linier. Jeg har faaet saa meget Snavs trykt i mine Dage, at jeg aldeles ikke er forhippet paa at faa Bunken forøget.

Altsaa de to Digte maa helst forsvinde.

Deres hengivne
Viggo Stuckenberg.

Den tykke Bog, Stuckenberg har i sine Tanker, er „Asmadæus“, der først udkom Aaret efter (1899). Derimod er „Hjemfalden“, Bogen om Tyven, der kolliderer med Lykken, omtrent fra samme Tid som Brevet (1898).

Lyngby, 10. Februar 1899.

Kære L. C. Nielsen!

Nej, jeg har ingenting hørt fra P. Madsen, men kan altsaa vente det. En ledsagende Artikkel af G. B. er saadan sin egen Sag. Jeg holder ikke af at anmode om den Slags, har endvidere glemt at lykønske ham hans Fødselsdag, ikke set til ham under hans Sygdom, kort sagt forsømt netop alle de smaa Ting, hvormed mange Mennesker stundom køber meget. Men jeg skal, naar min Bog i den allernærmeste Fremtid er udkommet, gerne tigge ham, hvis det kan bidrage til at holde Liv i P. Madsens Interesser.

Thi Bogen paa de 300 Sider er, Gud ske Lov, en Virkelighed. Den er De eller „Ill. Tidende“ en Slags Ophavsmand til. Gennem Julebidraget fik jeg atter Øje paa min gamle Ven Asmadæus. Jeg tror, jeg den Gang skrev til Dem eller sagde, at jeg fornam noget i Retning af en Roman, efterhaanden som jeg atter kom ham paa Livet. Det var nærmest en Grille, — til en Aften en glad Energi besatte mig, og jeg begyndte. Og nu er jeg færdig.

De vil bemærke, at denne Tone er noget pralende. Det kommer sig af, — for at fortsætte Praleriet, — at jeg glæder mig til at faa denne Bog ud. Jeg befinder mig som en afsløret Buste. Jeg har solgt min Yndlingskamel, den højtidelige Pasgænger, stukket mine Fødder i et Par brede Landevejssko og med sindige Skridt set mig smilende om mellem Folk og Fæ. Det er Privatfornemmelser. Men svært belivende er det alligevel, naar man første Gang opdager sin egen Latter.

Forøvrigt skulde De, uden at vente paa at blive nedslaaet, se herud!

For Skams Skyld følger et ordinært Par Vers i gl. Stil.

Deres hengivne
Viggo St.

Lyngby, 30. November 99.

Kære L. C. Nielsen!

Maa jeg paa Drengenes Vegne takke for Bogen. Den havde den øjeblikkelige og udmærkede Virkning, at de straks for ud og vadskede deres Hænder. Til Lykke med den. Jeg ved, De desværre er blevet som vi andre, der ingen Illusioner gør os. Bogen har jeg ikke læst endnu; da jeg vidste, den skulde komme som Bog, hørte jeg i sin Tid op med at læse den i Stumper og Stykker hver Søndag. Men jeg ved, at De staar som en af de, menneskeligt set, mest tiltalende iblandt os. Deres tunge, vemodige Ærlighed er mig paa Forhaand mere værd end saa meget andet pralende litterært Bryg. Derfor vover jeg mit: til Lykke! selv om De naturligvis trækker paa Skuldrene.

Der er hændet mig noget mærkeligt med Dem, kære L. C. Nielsen. Jeg mente, at jeg var bleven saa gammel, at intet nyt Menneske kunde gøre sig gældende indenfor, hvad jeg vidste og forstod og gad optage i min Tankegang. Ogsaa Dem stred jeg imod. Men i de sidste Par Aar har De meldt Dem tidt og mange Gange, naar jeg gik alene, og Tanken paa Dem har varmet mig, som kun Livets besynderlige Understregen kan varme en. De og alt Deres er blevet en Sum i mit Regnskab. Derfor er jeg Dem taknemmelig. Det er en ganske blaa [Ordet meget utydeligt] Taknemmelighed, — eftersom De personlig ikke paa noget Punkt kan gøre ved det eller hefter for det.

Deres
Viggo Stuckenberg.

Bogen, der er Tale om, er L. C. Nielsens djærve Debutbog som Prosaforfatter, „Drenge til Orlogs“ (1899), der først kom som Feuilleton.

Brudstykke af et Brev.
17. December 1900.

Ja, saa langt kom jeg. Og saa fik jeg i Dag et Brev fra Dem, som var som en Visit af Dem selv. Nu misunder jeg Dem Deres Firenze. Jo, Kunst kan vente. Om jeg nogensinde kommer ud, s. 106tror jeg ikke, jeg skriver en Linje — om det jeg ser, eller snarere om det, der ligger bagved, før jeg vel er hjemme igen og sidder med Kofferten. Jeg tror aldrig man skriver godt om andet end det Løv, der er faldet. Men jeg er ikke dybsindigt anlagt i Aften; jeg har læst anden Korrektur netop nu paa min Julehistorie, og den er temmelig ordinær.

3

Lyngby, 30. Marts 1901.

Kære L. C. Nielsen!

Jeg skammer mig over, at jeg først nu skriver til Dem. Men saadan er det med menneskelig Elendighed, den gør egoistisk, ordknap og knarvorn. For at De imidlertid ikke skal tro, at dette er Optakten til en Sørgesang, skynder jeg mig at meddele, 1) at jeg og mine har det godt, 2) at naar jeg undtager den Kighoste, der plager Drengene, gaar det meste andet ligesom mod bedre Tider, ganske vist ikke paa den Maade, jeg helst kunde ønske det, men — alligevel. For ikke at sludre mere taaget end nødvendigt, saa hør! Jeg afleverede for en Maaned siden min Digtsamling til Bojesen med Anmodning om at faa den ud til Efteraaret. Samme Dag havde Bojesen faaet et Brev fra Georg Brandes med Opfordring til at finde paa et eller andet til mit Bedste, da det var kommen ham for Øre, at jeg sad uhjælpelig fast. Da fik Bojsen den Ide at danne et Komplot mod mine Ulykker. Han overlod mig halvandet Hundrede Eksemplarer af Digtsamlingen til Trykning i statelig Udgave og til 25 Kr. Eksemplaret. Derpaa lod han omsende til halvandet Hundrede gode Mænd et Kort, undertegnet af G. B., N. V. D., Victor Høffding, Helge Rode og Slomann, med Opfordring til at købe Bogen, hvilket synes at lykkes. Indtægten tilfalder mig. Til Efteraaret kommer Samlingen i en almindelig og offentlig Udgave. Som De ser, nu synes den Sorg at være foreløbig ude af Verden. Jeg havde hellere selv fjernet den ved Hjælp af et nyt og stateligt Arbejde. Men jeg har siddet og rodet akkurat som De. Derfor gjorde Deres sidste Brev mig ganske s. 107glad; nu gaar De frem over hele Linjen. Jeg ligefrem drak Deres egen Fortrøstning som Kildevand. Det kommer saamænd nok altsammen og for os alle sammen — for at snakke som en gammel Kærling. Mig er disse Bibliofilpenge jo en ny Ridepisk over Nakken. Gid Fanden havde Folks Tillid til En — paa den ene Side, og Gud velsigne den paa den anden. — — — — — — — Sven Lange har skrevet en klog Bog, men en ganske matematisk. Han holder a og b for givne. Men intet er givet i denne Verden. Hvert Sekund formes det hele om. Det er denne bølgende Linje, som er saa svær at holde fast, og som gør Digterværker saa sjældne, men dumme Overretsdomme saa hyppige — —. Jeg siger dette med en vis Tryghed, egentlig ikke for mit eget Vedkommende, nærmest for Deres, fordi der i Deres sidste Brev stod saa meget stærkt og ærligt (undskyld de dumme Adjektiver) om et Menneskes slidsomme Gang fra de taagede Dale og højere op. Ja, kære Ven, skulde vi engang naa at mødes paa Tinderne, vil Verden se sit Lykkefond forøget, om end nok saa beskedent. Og den kan trænge til den mindste Skærv, den kan hugge sig. — —

Deres Viggo St.

Digtsamlingen er „Sne“ (1901).

Brevene til L. C. Nielsen udspringer af et Venskab. Det fremgaar af dem, at de er udvekslet mellem to, der havde hinandens Fortrolighed, og som gensidig var parat til at hjælpe, for L. C. Nielsens Vedkommende bl. a. derved, at han som Redaktør af „Illustreret Tidende“ og „Tidspunktet“ (hvilket sidste var stiftet i Forbindelse med Johs. V. Jensen, Ludvig Holstein og Stuckenberg selv (1902)) kunde finde Plads for St.’s Vers og Artikler.

Lyngby, 10. Juni 94.

Kære Hr. Dr. Brandes!

Det er gaaet mig saa latterligt inde hos Dem i Dag i mit Forsøg paa at forklare „Caracalla“, at jeg ganske har glemt det aller vigtigste. Det er den første Replik, Caracallas egen. Den s. 108dukkede op i mig en Graavejrseftermiddag her ude paa Landevejen, og over den har jeg bygget ham, og det hele. Den lyder ganske ligefrem: Mit Sind er fuldt af Sorg.

3*

Mon den ikke, naar man har faaet fat paa den, er en af de mange Nøgler, der lukker en Smule Lys ind over Dramaet? Jeg begriber i dette Øjeblik ikke, at jeg glemte den inde hos Dem; jeg var noget mismodig over Deres voldsomme Angreb. Faar jeg Mod til at gaa til Bjørnson med det, skal jeg strege den under for ham og bede ham høre alt, hvad C. siger, ud fra den ene Tone. Naturligvis kan den Replik siges saa infamt flovt, at den forsvinder som en Smaasten i Vandet. Men jeg kan høre den sagt, saa den slaar ned som sort Røg over hvert Ord, der følger.

Jeg vil takke Dem endnu en Gang, fordi De har gaaet mit Drama igennem, og for hvad De har sagt mig. Selv om jeg stædig bliver staaende over for dette, som det er, har jeg faaet meget at vide af Dem, som mit næste vil have godt af. Og jeg har mit næste i Hovedet. Mener De, at jeg kunde have læst mig det samme til, som De har sagt, kan jeg kun svare, at jeg har ikke det halve af det, et Menneske siger til mig, ud

af, hvad jeg læser.

Deres ærbødige
Viggo Stuckenberg.

Caracalla er Hovedpersonen i „Ælia“ — den anden af de „Romerske Scener“ (1895).

Lyngby, 30. November 1896.

Kære Hr. Dr. Brandes!

Nej, — „hvad jeg skrev, det skrev jeg“! Jeg baade mener det og kan forsvare det. Jo, — De har gjort det festligt for mig paa mange Kanter, og for Hundrede andre, kan De tro — men hvorfra skulde De vel selv vide det? Vi er meget blysomme Folk, vi Beboere af Halvtredstallets Breddegrader, og fuser vi endelig af, sker det maaske paa Isflagemaner. Ordene s. 109lyder let lidt fede, fordi Luften er saa mager paa Lyd til Dagligbrug. Tror De, jeg og de andre et Øjeblik tænker paa, hvad Nytte og Livsens Herlighed en social Medgang for Dem kundebragt os, der gaar om og ser op til Dem og regner os for Deres Hird uden ellers at have svoret til dit eller dat? Det er hverken, hvad De har skrevet eller sagt her eller der, der for mig gør Dem til en Stjerne paa Himlen. Misforstaa mig ikke. Jeg kan blot ikke pege paa det eller det Sted i Deres Bøger og sige: Dèr skar De Stæren bort af mine Øjne! Det er den Aand, den Mand, det Menneske De er, der skaber Festen i mig, — Deres Livs Gerning, om De vil tilgive mig dette seminaristiske Udtryk, — det høje Eksempel, det aldrig bøjedes, den sandt seendes, der skæms for intet andet end for det at lyve og tigge. Naturligvis giver disse Ord kun den ydre Skal. Bag dem brænder den Flamme, som ætser Dem frem som Mesteren iblandt os. Jeg ser den, lærer mangt og meget af den, ærer den, — men først og sidst er De den og det for mig, der har lært mig Livets Adel og vist mig, hvor Livets Værd ene og alene er at finde. Jeg kender ingen anden Fest end den, udlet eller hyldet at staa paa det, man saa som sandt. Muligvis bærer jeg dette i mig fra Fødselen af. Men uden Støtte gaar selv det bedste under. Vil De ikke tage imod andet, maa De tage imod det, at denne Støtte var De mig og vil være det, saa længe jeg lever. Jeg frygter ikke for at føre det videre — til mine Børn. Evner jeg at lære dem at se, vil De, om ogsaa De ikke lever, blive for dem, hvad De var for mig, — og for Hundrede andres Børn som for mine.

Jeg har den ene Sorg, at mine Evner gror saa langsomt. Min Stemme er saa svag. Jeg gad helst eje Kræfter, der ogsaa kunde gøre Dem det til en Glæde at tælle mig blandt dem, der følger Dem og ikke lyder Menneskers men Universets Love.

Deres hengivne
Viggo Stuckenberg

Lyngby, 29. Januar 1897.

Kære Hr. Dr. Georg Brandes!

Jeg har den latterlige Anmodning at stille Dem, at De forvarer den Bog, jeg i Dag sender Dem, vel, da den først udkommer paa Tirsdag. Anmodningen er ikke min men Forlagets. Nu maa De ikke sende mig den omgaaende tilbage og bede mig selv forvare mine egne Sager; det formaar jeg nemlig ikke i dette Tilfælde. Jeg sidder med en Fornemmelse af, at mit sidste Brev kan have fornærmet Dem; det lyder jo let latterligt, naar en enlig Tyr brøler overstrømmende og længe. Kærlighedserklæringer falder i „Riget“ klodset ud. Det er mit Haab, at min Bog maa vise Dem, at jeg ikke altid viser alle Former Døren, — og saa modbeviser jeg det samme ved at sende Dem den i Utide. Deri er atter de omtalte Erklæringers

Formløshed Skyld.

Deres hengivne
Viggo Stuckenberg.

Bogen er „Sol“ (1897).

Brevene fra Stuckenberg til Georg Brandes viser Brevskriverens Karakterfasthed, for vel er de fulde af ærlig Beundring og Hyldest til den største Personlighed i Tidens Kritik; men paa den anden Side opgiver Stuckenberg ikke det af sit eget, han vidste var af Betydning, en Egenskab, Brandes maa have sat Pris paa, siden Forbindelsen mellem dem varede ved St.’s Liv igennem. Brevet om „Caracalla“ giver endvidere den Oplysning, at Dramatikken ikke var St.’s egentlige Felt, for i saa Fald vilde han have vidst, at et Ledemotiv, slaaet an i en Replik, ikke, som i Musikken, kan tone et helt Drama igennem. Det er en Udlevering af sig selv til Brandes, men den er i alt Fald modig.

I det trykte Drama er den omtalte Replik for øvrigt ikke Caracallas første, men hans 26ende.

s. 111STUCKENBERG SOM BREVSKRIVER

Det lille Facsimile-Tryk viser paa en ganske interessant Maade en vis Lighed mellem Ortografien og det Indhold, den gengiver i Brevene.

Begge Dele er Udtryk for noget ganske jævnt og ligefremt eller for at bruge Stuckenbergs eget Adjektiv: bramfrit. Skriften undergik næsten ingen Forandringer gennem Aarene, den holdt sig lille og regelmæssig, tilsat de karakteristiske Sving ved „k“ og „R“, hvor de findes gennemført, mens de ved de andre Bogstaver optræder sporadisk, naar Lyst haves. Men sine Tanker og deres Udtryk forsyner Stuckenberg ogsaa tit med en saadan lille Prydelse. Helt symbolsk er det „Herresving“, hvormed han sammenligner Johs. Jørgensens Overgang til Katolicismen. (Jeg henviser til dennes Nekrolog over Stuckenberg i Tilskueren 1906, S. 1).

Ogsaa mange andre Steder forekommer saadanne Kruseduller af Løssluppenhed. Jeg nævner et Par til L. C. Nielsen: „Kan De ikke tage mine indsendte Produkter paa Slump og vurdere dem i Bunke efter Torvepris, saaledes at jeg faar fat i nogle Penge.“ Paa et Kort forestillende Rodins Billedgalleri i Prag staar blot: „Kære L. C.! Ja, ja! Glædelig Nytaar.“ En lidt pover Hilsen, vilde vi sige, men Modtageren, som kendte Stuckenberg, naar han bredte Armene ud for ligesom at modtage Glæden paa sin Vej, vidste, at der var Klang og Farve selv over to Bogstaver. Angaaende en Anvisning paa, hvorledes en Artikel til „Ill. Tidende“ helst skal signeres, hedder det: „Under Dagmartheateriet maa der nødigt komme mere end s. 112Viggo St. ; det er dog altid som et Par flove Fingre op for Øjnene.“

Men hvordan er nu det centrale i Stuckenbergs Brevskrivning? Hovedsageligt det, som han altid havde for Øje: Kritikken — først over sig selv, saa over andre. Selvkritik er noget etisk, naar den drives ubønhørligt og til Bunds. I Livet maa den skelne mellem godt og ondt, i Kunsten mellem godt og daarligt, det ægte og det uægte; for Stuckenbergs Vedkommende blev det en Kamp om at undgaa Banaliteten for at naa det menneskeligt helt enkle.

Den mere æstetiske, objektive Vurdering af andres og sin egen Kunst og Teknik besad Stuckenberg ogsaa. Ikke at ban støttede sine Domme paa nogen kritisk Skole. De udsprang altid af hans egen Fornuft og Dømmekraft, der var skærpet særdeles, naar Kaarene var ham gunstige, og han kunde skrive. Man kan sige, at der er noget amatøragtigt over St.s Kritik, men der bør tilføjes, tillige noget redeligt.

Hvor tit hænder det ikke, naar man beskæftiger sig med Breve, at man finder den skrivendes Omtale og Vurdering af en Bog, han arbejder paa, eller lige har fuldendt? Interesseret konfronterer man Digterværket med Brevet — og opdager ikke Kongruens paa noget Punkt. Det trykte Dokument beretter ofte i Øst, mens det skrevne kommenterer i Vest. Hvorfor? Fordi vi i dette Tilfælde har at gøre med en Digter, hvis Intuition og Genialitet gaar paa tværs af hans Dømmekraft, hans Nøgternhed. Et Menneske, som digter sig en Verden, der ikke er til.

Stuckenberg derimod skrev sine Romaner om sin egen lille Verden, forstod de smaa Skæbner, dem, der altid trak Nittere i Lykkens Lotteri og glimtvis kunde være lykkelige endda. De fleste af hans Personer er berøvet denne Verdens Goder, noget nær ligesom han selv, men derved kommer Bog og Brev til at stemme overens. De kolliderer ikke med hinanden, de supplerer.

Her skal blot anføres, hvad Stuckenberg i Anledning af Romanen „Asmadæus“, den sidste i Rækken, og som han selv s. 113regnede for sit Hovedværk, forstaar ved „sin Yndlingskamel, den højtidelige Pasgænger“, som han solgte for i Stedet at stikke sine Fødder „i et Par brede Landevejssko“. Hør Pasgangen , den langsomt glidende:

„Nu tænder du Lampen.

Jeg staar i min Celles dunkleste Krog, — der, hvor Mørket først samler sig, — og ser ned paa mine Fødder. Mine hvide Fangesokker lyser.

Nu er det den Tid, da du tænder Lampen. Du staar bøjet over Bordet, og Lampens Lys falder skarpt paa dit Ansigt, føder det med eet midt i den lille Stues Aftenmørke. Jeg kan se de enkelte Haar spinde sig over din Pande, se dit Hoved under det brune Haar, dine spinkle Bryn, dine dunkle Øjne og din Munds og din Hages store, hede Linjer. Og Drengen kryber op paa sin Stol og ligger og spejler sig i Lampens Messingfod og ler.“ („Hjemfalden“ S. 3. 1898; jfr. foran S. 18).

Dernæst Travet i Landevejssko:

„Det var en Solskinseftermiddag sidst i September.

Oppe paa Landsbyens Kirkegaardsdige sad en Dreng og en Pige og bestilte ingenting.

De turde i Øjeblikket ikke røre sig.

Lige ved Siden af dem stod den gamle Kirkeejer og den gamle Graver og søgte mellem Gravene et Hvilested for Anders Madsen, Snedkeren, som var død for et Par Dage siden.“ („Asmadæus“ S. 1. 1899; jfr. foran S. 18).

Til Slut skal det ikke glemmes, at Viggo Stuckenberg vandt sit Navn som Lyriker med Digtsamlingen „Sne“ (1901), der ligesom vor Litteraturs andre Samlinger af Lyrik er blevet kanoniseret med sin lille Skindudgave. Det vilde være at berøve St. noget af hans eget, hvis han ikke fik Lov til at anvende Verset for at give et sidste Billede af sig selv, sit Liv, sin Kunst.

Det er ogsaa en Bekendelse, om man vil — ikke til en Gud, blot for sig selv.

s. 114RESEDA ^*Utrykt Digt skrevet i Anledning af en Blomsterfest i København i Begyndelsen af Aarhundredet, hvortil vore Lyrikere skrev om deres Yndlingsblomst.

Lavt ved Jorden, grøn at se som Græsset
gror du frem i prunkløs Hverdagsdragt,
knejser ikke for at Solens Straaler
male skal din Blomst med døgnkort Pragt,
du, som bærer i dit Blomsterskød
Vaarens grønne, Høstens brune Lød.
Mellem Havens hundred Glimmerplanter
lever du dit Liv med bramfrit Sind,
naar du visner, hvide Stænk dig kranser,
som om Vintrens Rim faldt paa din Kind.

Høstens brune Kraft i vaargrønt Svøb,
en Reseda kun — et Levnedsløb.

s. 115Tag mod hans Lære, I, som gaar forbi.

Vejviser var han paa den stille Sti.

Han kendte Skoven som sin egen Stue
og fandt en Rigdom i den mindste Tue.

Helge Rode.

s. 116

s. 117MINDEBOGEN

1935

HERMAN BANG : HELG
ET FORTÆLLINGSFRAGMENT

UDGIVET SOM MANUSKRIPT
VED EJNAR THOMSEN

GYLDENDAL

s. 118

s. 119 December 1935

Et Fragment af en efterladt Fortælling af Herman Bang har vi i Aar valgt til Mindebogen, der ligesom de tidligere Mindebøger ikke kommer i Handelen, men som det er os en Glæde at sende til Forlagets Venner og Bekendte som en Julehilsen.

Disse første Kapitler af Fortællingen, hvis Navn skulde være ″Helg″, blev sat op i 1910, men dermed standsede Manuskriptet, hvad enten Herman Bang ikke har fuldført det, eller det, som andre Manuskripter fra de sidste Aar før Bangs Død, er gaaet til Grunde under hans Rejse i Amerika og ikke senere fundet. Maaske har det været hans Hensigt at fuldføre det undervejs. Professor Ejnar Thomsen har indledet Fragmentet med en kort Redegørelse.

s. 120

s. 121

s. 122Idet vi ønsker Dem en glædelig Jul, haaber vi, at disse ukendte Kapitler af et paabegyndt Arbejde af Herman Bang vil glæde Dem som en Erindring om den store Digters levende og klare Kunst.

s. 123MINDEBOGEN

1935

s. 124

s. 125

s. 126

s. 127MINDEBOGEN

1935

HERMAN BANG : HELG
ET FORTÆLLINGSFRAGMENT

UDGIVET SOM MANUSKRIPT
VED EJNAR THOMSEN

GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG

1935

s. 128EFTERTRYK FORBUDT

PRINTED IN DENMARK
GYLDENDALS FORLA GSTRYKKERI
KØBENHAVN

s. 129HERMAN BANG
HELG

s. 130

s. 131INDLEDNING

„Maaske vil De paa dens Sider finde meget nyt — dog mig vil De genfinde.“

Ordene er Herman Bangs egne, skrevet i Vennetilegnelsen foran det Fortællingsfragment, der hermed udsendes paa Grundlag af et yderst skødesløst rettet Korrekturtryk fra 1910 paa 84 smaa Sider. Andet Materiale (Manuskript, Breve el. lign.) til nærmere Belysning af „Helg“ har foreløbig ikke kunnet opdrives. Baade derfor og med Henblik paa de Gyldendal’ske Mindebøgers upedantiske Karakter har Udgiveren indstillet sig paa det ganske enkle: at lade det halvfærdige lille Arbejde fremtræde i en Form, som den umiddelbare Læser kan gaa til uden filologisk Besvær af nogen Art.

Rent meningsløse Ting, f. Ex. Forvexling af Personnavne, er korrigeret efter bedste Skøn — ud fra saadanne Kriterier, der ligger i Novellens indre Sammenhæng, og en vis Konsekvens er søgt gennemført m. H. t. det foreliggende Tryks mere eller mindre fast antydede Egenheder i Ortografi og Tegnsætning. — Derimod er der ikke rørt ved Fortællingens almindelige Præg af Udkast; dels opfordrer Bangs impressionistiske Nonchalance til største Varsomhed i den Retning, dels skulde disse Blade helst naa Venner og Beundrere af hans Digtning som det mest mulige af en Hilsen fra ham selv. Læseren maa da finde sig i, at Personernes Præsentation ikke altid er lige gennemsigtig eller deres indbyrdes Lokalisering s. 132paa Novellescenen lige anskuelig, maa ogsaa resignere over for nøjere Bekendtskab med et og andet Ansigt, der hist og her — aldeles overraskende — dukker op uden at indgaa i det episke Hele.

For øvrigt nydes Bangs lille Julefortælling renest uden detailleret Nøglekommentar. De, der har kendt ham bedst, hævder, at han altid arbejdede efter levende Model; dog stræbte han — Fuldblodskunstner som han var — at løse sine Skikkelsers sjælelige Virkelighed ud af de tilfældige ydre Forhold, og derfor overflyttede han ofte sine Modeller til Milieuer, som de aldrig havde haft noget med at gøre. Blandt Figurerne i „Helg“ skal der saaledes ikke blot være Medlemmer af den Thaulow’ske Pariserkreds, men ogsaa Mennesker, Bang har truffet i danske Provinsbyer og i et Pensionat i Frederiksborggade, hvor han en længere Tid holdt til.

Af Novellens Persongalleri tilhører en enkelt Offentligheden paa anden Vis end de øvrige, nemlig Digteren Tausen, hvis Forbillede vil genkendes af alle (selv om de ikke rimede). Sammenholder man dette Portræt af Sophus Claussen med det, Johannes Jørgensen har tegnet i „Sommer“, tør man sige, at Bang staar sig godt over for sin mere ordrige Kunstfælle. Der er et skuffende Liv over den distrait Lollik med det lysebrune Skæg og de røde Læber i det opkogte Ansigt, med de kejtede, brede Bondehænders kortneglede Plovfingre og med en Latter, der er lige saa rigt vældende som Sæden paa Lolland ; mesterligt givet er til sidst hans ordligt afmægtige Explosion over Sladderen: heller ikke det vulkanske i ham er der set forbi.

Mellem Tausen og den paa én Gang velfriserede og brønddunkle Hammer staar den dejlige Frøken Eva med den fast surrede Nakkeknude og det viltre Forhaar, vital som en lille ung Hest — og af Bang udarbejdet med en helt forelsket Streg. Bag hendes kække og regerende Munterhed lurer der en vag Melankoli, foraarsaget af den byrdefulde Ungdom, og en Angst for „Bestemmelsen“ og for „det voldsomme“ — altsammen s. 133Træk, der lader ane, hvordan hendes og Tausens gensidige Betagelse maaske vilde være forløbet hen mod Novellens Slutning.

Selv angiver Bang (i Tilegnelsen), at „Helg“ handler om „nogle Mennesker, som er fjernt fra Fædrelandet“. De intimeste af den lille Fortællings Stemninger er da ogsaa dem, der sløres af de hjemlige Juleminders Vemod. Men for Resten forfalder han ikke til Udlændighedssentimentalitet; i Skildringen af en Type som Gustavsen — ridset op med ærligt Had snarere end med humoristisk Forstaaelse — rummes der meget af den samme bitre og skarptseende Kritik over Danskerne som i „De uden Fædreland“, og den koncentreres i et af Tausens Udbrud: „Men det er det som gør rasende: at der gives ingen store Ting for smaa Mennesker“.

Langt stærkere end denne nationalkritiske Tendens virker dog Medfølelsen med dem, som Livet paa en eller anden Maade har mishandlet. Den tunghøre Doktorfrue med sit forvirrede Præstegaardsansigt og sin forkuet ængstelige Stemme, der engang imellem kan blive næsten raa af Desillusionering — hende vil man atter og atter se sidde sammensunken paa en Taburet ved Væggen, „som en Tigger ved et Plankeværk“. Og den lille Kone Fru Noll, der midt i sit Slid og sin Armod véd, at „naar man har lidt, skal man altid være forsigtig med at be’e“, men som ogsaa véd, at Livets eneste Hemmelighed er „at leve sammen med den, som Gud har givet En“ — hun staar i Klasse med en hel lille Flok af Bangs enfoldigt vise.

Rigtignok skammer hun sig over at have brugt Ordet „Gud“ (hun vil jo dog gælde for intelligent) ; men Tausen beroliger hende: „. . . det er netop rigtigt — det Ene faar man af Gud“. Vistnok har Bang — skønt han oftere understregede sig selv som den gudløse — følt i det mindste et digterisk Behov af at have Gudsbegrebet til Raadighed. En Ven af ham véd at fortælle om, hvordan han engang i Længsel efter Stilhed søgte ind i en af Københavns katolske Kirker og dèr kun fandt en enlig Nonne hensunken i Bøn; da han strax efter gik ud paa Gaden s. 134igen, var det med denne Bemærkning: „Den, der ikke beder, er langt fra Gud“.

2

Nogen Missionshus-Anekdote er der ikke Stof til heri; Historien maa ikke tages for mere, end hvad den er. Men det kan tilføjes, at Bang — bl. a. vel af Slægtspietet — altid skal have skabt en egen stille Fest over sine Stuer i Julen, skønt just den Højtid syntes ham særlig smerteligt at markere Spændingen mellem Menneskenes stærke Lykkekrav og dets kummerlige Opfyldelse.

Alligevel bør man aldrig afslutte selv den mindste Artikel om Bang med at begunstige den alt for almindelige Opfattelse af ham som en Sentimentalist, der gerne svælgede i bløde Barndomsminder. Hans Livskunst, — og uden Ironi tør man bruge dette Ord i Forbindelse med Bang —, sigtede ikke mod Minder, men mod Glemsel. Og Glemsel fandt han i Arbejdet. Hans blaseret-slappe Maske og hans indtil Banalitet fremhævede Stilling som en gammel Slægts Sidsteskud maa ikke skygge over hans lidenskabelige og stædige Energi, som frembragte Rygraden i hans tilsyneladende saa urolige Kunst. Af hans adlende og samlende Energi møder man ikke lidet i „Helg“; ogsaa i saa Henseende er det den rigtige Bang, man genfinder.

Ejnar Thomsen.

Min Ven.

Modtag til et Minde om mig denne lille og fordringsløse Fortælling om nogle Mennesker, som er fjernt fra Fædrelandet.

Maaske vil De paa dens Sider ikke finde meget nyt — dog mig vil De genfinde. Og mens De læser, vil De maaske mindes stille Timer i Deres skønne Stuer. Timer, hvor vi mødtes i Glæde eller i Sorg, og hvor vi skiltes med et Haandtryk, et Venners Haandtryk, der binder gennem Lidelser og forhaabentlig for Livet.

Lad os vove at tro, at Smerten adler og bringer os Livsmaalet nærmere, det: at kunne dø uden at slaa Øjnene ned overfor sig selv. Jeg vil i hvert Fald aldrig ophøre med at takke Dem og ham, Deres Mand og bedste Ven, for hvert et mildt Ord, hvert et Blik, for hver en Godhed, med hvilken De hjalp mig til at forblive oprejst under den forfærdende Hjemsø gelse — de frygtelige Dage, der som hvide Jern satte deres Mærker i mit Hjerte.

Menneskene, min Ven, kan berøve hinanden saa meget. De har ikke berøvet En alt, saa længe de ikke har røvet os vore Kæres Venskab.

Deres Ven
HERMAN BANG.

s. 136

s. 137DER var ingen, der sagde noget.

De var alle blevet tause, da de kom ind i Rue Jacob, hvor de snævre Husrader stod saa mørkt, og der lød ikke andet end deres uens Fodslag imod Stenbroen.

Forrest kom Fru Sandby. Hun var i Galoscher og gik med Datteren.

Saa kom Eva, med Hælene midt i Flisen, mellem Hammer og Tausen. Hun gik med Ansigtet vendt opad mod det bitte Himmel, der var at se. Doktorfruen virrede uafladelig med Hovedet og vendte de forjagede Øjne saa til sig og saa til Jacobsen. For hun vidste jo ikke, om der var blevet sagt noget. Nolls kom bagest. Lille Kone var altid i Halvløb for at vinde med ved Siden af Hammers lange Stolper. Men de holdt hinanden under Armen.

Der blev stadig ikke sagt noget, og der lød kun Fodtrinene. Fru Sandby gik saa bredt i sit Gummi, og den moderlige Mave holdt hun under Gangen fremefter. Men da Eva pludselig begyndte at fløjte, med spidsede Læber, op i Luften, stansede Fru Sandby et Nu, men uden at vende sig.

— Eva, sagde hun.

Men Frøken Eva slog over i Nynnen og satte Ord til op i Skyen, mens Tausen smilede bag sit lysebrune Skæg — han havde saa røde Læber — og Hammer bare blev ved at gaa og skotte hen paa hendes Nakkeknude: den var surret saa fast, men hendes Forhaar var viltert over Ansigtet.

— Vims, vims, vims, Josephine —

— Hvor Eva dog hører de Viser? sagde Fru Sandby.

s. 138— I „Salvil d’ur , sagde Doktoren, der havde taget sin Guldlorgnet af: der fløj et Par Smalben frem af en Port og ud over Gaden.

— Det er en Kælder, sagde Fru Sandby.

- Ja, svarede Doktor Scherr og satte Klemmerne paa igen: en af Tausens.

— Vi var der iforgaars, sagde Eva med et Kast med Hovedet over mod Hammer.

— Ja saa, sagde Hammer og vendte ikke det skægløse Ansigt, mens Eva nynnede videre:

— Prinds, prinds, prinds um shapim.

— Hva’ synger hun? spurgte Doktorens Frue og stansede et Øjeblik med fremstrakt Hoved mod Gustavsen.

Gustavsen spankulerede videre, duknakket og med Hælene først i Jorden.

— Josefine, sagde han meget højt, men ud i Luften.

— Hun, svarede Fruen, og der kom et andet Udtryk i hendes Ansigt.

— Den fløjter Scherr ogsaa.

Der gled pludselig et Smil, som Fru Scherr ikke saá, hen over Siegs Ansigt.

Men bag dem sagde Fru Noll, der satte i et nyt Trav omkap med Hammers Ben — Hammer havde ingen Handsker, men den ene Haand holdt han inde i Konens Muffe, skønt den var altfor lille —:

— Aa, den, den synger alle i Gaarden, saa jeg maa lukke, skønt Krukkerne skal tørre . . .

Hun taug lidt og smilte saa:

— Men det er dejligt — ikke? sagde hun.

— Ja, sagde Hammer.

Men Gustavsen sagde, med Næsen langt frem over de duknakkede Skuldre:

— Ja, her skraaler jo alle til hver en Tid midt paa Gaden. Det skulde ikke være i København. Dèr vilde det da heldigvis blive forbudt.

s. 139— Det vilde det, sagde Sieg.

Gustavsen med sin lange Næse:

— Ja, sagde han.

Og han blev ved:

— Og en fornuftig Københavner spør’ sig s’gu, hvad de skraaler for.

Frøken Eva havde pludselig drejet sig om paa Hælen:

— Af Glæde, sagde hun og sang Hr. Gustavsen lige ind i Ansigtet:

Vims, vims, vims, Josephine.

— Jeg kan sé to Stjerner, sagde hun til Tausen og havde drejet sig igen.

Begge de unge Mænd ved hendes Side løftede deres Ansigter, da Eva, paa en Gang, sagde:

— Om fjorten Dage er det Jul.

— Det gav ligesom et lille Stød i dem alle, Rækken ned, og Fru Sandby, der talte først og atter stansede et Nu, sagde:

— Ja, Herre Gud, det er det.

— Naa, sagde Scherr — der var ligesom en Stilhed mellem hver Sætning, der blev sagt — her er Julen nu ikke saa meget — bevendt.

Og Fru Scherr, der havde hørt Ordet Jul, sagde til Sieg, med de meget Døves tykke Stemme:

— De første Aar tog vi altid til Bretagne — for dèr er der Sné.

— Ja, svarede Sieg og talte i samme underlige Tone som de andre: det er der vel.

Men Gustavsen sagde fra den anden Side ud i Luften:

— Et Rugbrød og en Snaps faar man da smidt. Det besørger Overklasserne paa Fønix.

Tausen, der vist ikke havde hørt noget af de andres Ord, smilede og sagde:

— Hvor der nu er lyst hjemme paa Østergade om Aftenen.

— Ja, sagde Fru Sandby: det er en dejlig Tid — Forældrene s. 140boede jo i Vimmelskaftet . . . i det store graa Sted, husker De? ja, nu har de jo revet det ned . . . Men saa sad vi altid i Vinduerne den sidste Tid før Jul om Aftenerne og saá ud . . . paa al den Glæde.

— Det var et rart gammelt Hus, sagde Doktoren.

— Ja ikke? Dèr havde, sagde Fru Sandby, jo osse Bedsteforældrene grundet Forretningen . . .

— Jeg husker den sidste Jul før vi blev gift, da kom Sandby hver Aften, og vi sad i Hjørnevinduet . . . Er det ikke dejligt at sé? sagde han: det er li’som de alle gaar med Lykken i Haanden.

Eva gik stadig med Ansigtet opad, Hænderne holdt hun paa Ryggen:

— Men hvad skal vi? sagde hun.

— Vi skal danse, sagde Tausen.

— Omkring Juletræet.

— Men hvor? sagde Eva, og havde drejet Hovedet.

— Aa, Gud, sagde Fru Noll: vi danser hjemme, aa, med begge Ungerne. Hans, han tæller Dagene paa sine Fingre, og han kan ikke, og saa sidder han og stritter med de smaa Labber og si’er . . . fem, syv . . . og kommer ikke længere.

Men Tausen førte sin Stok lige op og ned i Luften og sagde, at en Sal kunde de leje — der var nok at faa. Han vidste én, i en Restaurant . . . ja, den var storartet — lige i Randen af Boulogneskoven, med højt til Loftet, for det skal være et vældigt Træ med hundrede Lys.

— Ja, et vældigt vil vi ha’e, sagde Eva.

Fru Scherr, der hørte „Træ“, sagde til Sieg, mens hun rystede paa sit friserede Hoved:

— Man faar ikke noget ordenligt Juletræ her i Paris.

Men Eva satte Hælene i Jorden (Tausen blev ved at tale, Salen var en Veranda, den vendte lige ud til Boulogneskoven) .

— Pyt, sagde Eva: vi la'er Træet komme, tykt forneden og saa slankt . . . saadan som vi havde det hjemme . . .

s. 141— Ja, Eva — og Fru Sandby vendte sig — husker du i Vimmelskaftet . . . nej, du var vel for lille . . .

Til Doktoren sagde hun, at Træet stod altid i Hjørnestuen . . . Stuen var saa dejlig til et Træ . . .

— De Timer, hvor man pynter, sagde hun og stansede igen i Galoscherne: de Timer er nu de bedste . . .

— Naturligvis, sagde Eva, skal du pynte det, Mor, og Træet skal naa lige til Loftet.

Tausen, der endelig var holdt op at tale, sagde:

— Et Træ fra den store Skov, og hans Stemme blev pludselig grødet, som naar han reciterede sine egne Digte.

— Men hvem ska’ be’es sammen? sagde Doktoren.

Der blev stille et Øjeblik, til Eva rubrikerende nævnede den og den og Fru Sandby sagde:

— Og Herns og Fru Ring . . .

Og de nævnede flere — de og de.

— Naa, ja, sagde Doktoren: Juleaften kan vi vel enes.

— Og Fru Schott, sagde Fru Sandby og nikkede til Doktoren.

De andre blev ved at tale om, hvem der skulde bedes, men Frøken Mine Lund vilde Eva ikke ha’ med.

— Ikke, sagde Tausen og begyndte paa en Gang at lé, mens Gustavsen sagde:

— Ja i hvert Fald maa der jo nedsættes en Komité; — og Fru Noll rejste op til Horsens — mens Fru Sandby talte om et Par, som de dog virkelig ikke vilde ha’ med —:

— Ja, vi kender jo ingen.

— De blev ved at tale, højt og imellem hinanden, om Gæsterne og Komité og Maaltid og Træ, og Gustavsen sagde:

— Ja, jeg gaar gerne ind i Komitéen, skønt det er et Slid. Men Kasserer vil jeg s’gu ikke være.

— Nej, det vil jeg tro, sagde Doktoren.

Gustavsen rejste Næsen med et Sæt, som var der pludselig En, der havde stukket den:

— Hva’ si’er De? sagde han.

3

s. 142— At det vilde jeg tro, svarede Doktoren ud i Luften.

Gustavsen førte Næsen op og ned og sagde brat:

— De ka’ jo være Kasserer, Hr. Doktor, De har saa faa Veje for Deres Penge.

Fru Sandby brød ind:

— Men der er jo ingen, der har sagt, De skulde være Kasserer, Hr. Gustavsen.

Og hun lagde til:

— Jeg skal saamæn gærne være det.

— Gud bevare os, Moder, brød det ud af Eva.

Men Fru Scherr gentog til Sieg:

— Man faar ingen ordenligt Træ i Paris.

Paa én Gang, mens Fru Sandby talte med Doktoren om Fru Schott, drejede Eva Hovedet mod Hammer, som intet Ord havde talt:

— Hvad tænker De paa? sagde hun.

Hammer vendte det skægløse Ansigt:

— Paa Dem, svarede han sagte lige ind imod hende.

Et Nu havde Frøken Eva slaaet Øjenvipperne ned.

Fru Sandby og Doktoren var stansede: dette var Sandbys Port. Men de blev alle staaende paa Fortouget og talte endnu med smaa Mellemrum, lidt halvtrætte:

— Mynden maa med, sagde Tausen.

— Ja.

— Og Lows, sagde Doktoren: de sætter Stemningen op.

— Vi vil ingen Nordmænd ha’e med, brast det frem fra Gustavsen, og haardt.

— Nej, sagde Hammer og bevægede de meget spinkle Skuldre, som om han frøs.

— Man maa jo samles, sagde Gustavsen.

Fru Scherr, der stod ved Siden af ham, sagde og førte Øjnene hen over Doktorens Ansigt:

— De kunde samles hos os.

— Og hos os, sagde Fru Sandby: Besværet deler vi.

Ordene faldt sjeldnere, mens de biede endnu.

s. 143— Og maaske bliver det Sné, sagde Tausen pludselig ud fra sine Tanker.

— Aa ja, hvis det blev! sagde Fru Noll.

Der blev stille igen, mens der laa et eget Udtryk over alle Ansigter. Eva stod lænet ret op og ned mod den lukkede Port.

I Stilheden — og som om hun var ene — begyndte hun at nynne. Det var „Dejlig er Jorden“. Doktoren fulgte med sin dybe Stemme.

Tausen havde, lige i Lygtens Skær, vendt sit hele Ansigt mod Eva.

Doktoren nynnede højere —, mens ogsaa Fru Noll faldt ind med Hovedet lænet til Hammers Arm.

Eva stod som før. Pludselig holdt hun op at synge:

— Se, hvor Husene lytter, hviskede hun, og nynnede igen.

Fru Scherr var gaaet over mod sin Mand. Hastigt førte hun Haanden hen over hans Arm. Man vidste ikke, om det var for et Forsøg eller det var et Kærtegn.

Melodien var til Ende. Saa raabte Eva:

— Nu sveder Tausen.

Alle lo, mens Eva sagde Godnat.

— Naa, Tausen, De er sød alligevel, sagde hun og gav ham et Slags Krigerhaandtag.

— Godnat, Noll.

— Og hils Børnene, sagde Fru Sandby, der allerede var i Porten . . .

— Kom nu, kom nu, raabte hun fra Portmørket til Eva, der var blevet staaende i Portaabningen og lyttede efter de andres Fodtrin, der drog sig bort genem Gaden.

Oppe i Stuen satte Fru Sandby sig paa Sengekanten og skiftede Fodtøj.

Eva sad i en Lænestol i Dagligstuen. Hænderne holdt hun knyttede om sin Nakke:

— Hm, sagde hun pludselig uden at røre sig:

— Der er noget ved Hammer, som om han var en Brønd.

3*

s. 144Fru Sandby havde endelig fundet Tændstikkerne og faaet Lampen tændt:

— Aa, Gudskelov — og hun satte sig — her ligger Meldingen fra Posthuset.

Eva rørte sig ikke . . .

Med Postblanketten i sin Haand blev Fru Sandby siddende og stirrede ind i Lampen.

— Hvad tænker du paa? sagde hun.

Fru Sandby blev siddende:

— Man sidder, sagde hun med et sært ubestemt eller uforstaaende Smil:

— Man sidder og tænker efter . . .

Eva havde slaaet Forhængsgardinet til Side. Ogsaa hun stirrede, med Ryggen mod Stuen, frem for sig, mod Himlen, som hun saá over Genbohusets Tag.

s. 145Tausen og Mynden gik paa Fortouget langs Luxembourghavens Gitter.

Tausen sagde Vers.

— Nu kommer det, sagde han, og kunde ikke rigtig huske sit eget Digt og skod den ubørstede Hat op i Panden.

— Ja, sagde Mynden.

— Men jeg har forandret det inat, sagde Tausen og blev ved, mens de skraaede over Gaden, hvor en Omnibus kom mod dem, mens Tausen blev ved at mumle Vers.

— Tausen, Tausen, raabte Mynden og sprang til Side, medens Tausen blev staaende endnu et Nu, ligeforan Hestene, før han reddede sig.

— Jeg vil kalde det „De To“, sagde han med den samme syngende Stemme, saasnart han kom ind paa Fortouget.

— De To, gentog han, og pludselig taug han, mens han paa den kolde Dag tog Hatten af, som om det var altfor varmt.

Mynden saa ret ud for sig i Luften:

— Det maa alligevel, sagde han, være dejligt altid at ha’e noget at tænke paa.

— Hvordan?

— Jo, svarede Baumann, og atter i Luften:

— Jeg har s’gu ingenting at tænke paa — — — undtagen Etatsraadinden.

— Ja, jeg vil kalde det „De To“, sagde Tausen en Gang endnu, maaske uden at vide det, og maaske var det heller ikke mere Digtet som han tænkte paa.

s. 146Mynden svarede ikke, og de talte ikke mere, — men stadig tog Tausen Hatten af og paa — indtil de kom ind hos Scherrs, hvor Entréen allerede var fuld af Tøj, og Tjeneren, med nedadkrængede Mundvige, førte sine Øjne fra de Herrers Snørestøvler og opefter langs deres Person.

Det ringede igen, og Hr. Hern bugtede sig frem gennem Overtøjet:

— Morgen, mine Herrer . . .

— Hvor er Fru Emmy?

— Hun er i Louvre. Hun gik der imorges. 1 December er det jo ganske forrykt.

Hr. Hern soignerede sig foran Spejlet med en Lommekam — han var i hvid Sommervest med sorte Glasknapper — og lagde til:

— Men hun kommer.

Idet han aabnede Døren til Dagligstuen, sagde Mynden, som kom bagest:

Tausen, vent lidt; og han stak Tausens Slips, der sad midt paa hans Flip, ned under Frakkekraven.

To unge Damer, der sad i Lænestolen foran Kaminen, rejste sig halvt i Stolene og raabte begge To:

— Aa, dér er Hr. Hern.

Og Eva, som med Fru Noll sad ligeoverfor, sagde:

— Hern, har De det Silkepapir med? Man kan ikke klippe, naar man ikke har noget at klippe af.

Men Hr. Hern havde det. Han havde det i sin Overfrakke, og han gik ud igen.

Henne i et Hjørne læste Gustavsen Navne op af en Liste, mens Fru Scherr, der havde en underlig Haarkvast, ikke ulig en Pompon, og sad i Sofaen ved Siden af Fru Sandby, holdt et lille Hørerør halvt skjult i sin Haand, og Fru Sandby sagde:

— Ja, Gustavsen, men lad os vente, til vi alle er samlede.

— Ja, sagde Fru Scherr og stod op: hvor er dog Scherr? og hun gik frem i Stuen, som vilde hun søge ham.

Hern havde bragt Silkepapiret. Han havde været i ti Butikker for at faa det. Ingen Steds havde de Farven.

s. 147— Mine Damer, det er ikke saadan at tegne Dannebrog midt paa Boulevarden.

Eva bredte Silkepapiret ud, mens Fru Noll sagde:

— Aa, det kunde jeg da let ha’e skaffet. Vi klipper jo altid i Papir saa meget til Hans, det kan man jo da, for det er billigt.

Og mens Eva og de to Frøkener begyndte at klippe Guirlander, begyndte hun at fortælle om en Drage, som Hammer havde lavet til Drengen:

— Men nu er det forskrækkeligt, for nu vil han jo stadig ud for at lade den flyve, og det tør man dog ikke for Vognene.

Gustavsen var der med Listen, og Fru Sandby, der hørte om Hans, spurgte fra Sofaen:

— Men hvor er Noll?

— Aa, Fru Sandby, har jeg ikke fortalt det — og den lille Kone forlod sin Stol og Klipperiet — Hammer har jo faaet en Bestilling — er det ikke dejligt — det er en Randtegning til Nytaar . . . Aa, vi blev saa glade, at vi drak en Flaske Vin . . . Nu har man da ligesom mere Fred i Julen . . .

Hun blev staaende med begge Fru Sandbys Hænder i sine, og straalende, i sin Glæde, nikkede hun pludselig med Hovedet:

— Goddag, sagde hun til Tausen og Magdalene, som endnu stod op ad en Væg.

Men pludselig raabte Eva:

— Man kan ikke klippe, naar man ikke klipper paa et Bord.

Og hun sagde til Fru Scherr, der var gaaet ud og ind mellem Dørene:

— Fru Scherr —

— Fru Scherr, vi maa ha’e et Bord at klippe paa.

— Et Bord — og Fru Scherr blev staaende med det besynderligt uforstaaende Udtryk, som hendes Ansigt bevarede, selv naar hun forstod — ja, et Bord at klippe paa . . .

Og hendes Øjne søgte rundt i alle Kroge som for at finde et Bord:

s. 148— Ja, sagde Fru Scherr: naar vi bare turde ta’e Spillebordet.

— Ja, et Spillebord er godt, sagde Eva: men hvor staar det, Fru Scherr?

Ja, hvor staar det? sagde Fru Scherr: aa jo, det staar vist i Skabsstuen.

Saa henter Mynden og Hern det, sagde Eva: afsted! Fru Scherr vendte tilbage til Sofaen, hvor Fru Sandby fortalte Sieg, der lige var kommen, om hjemme i Vimmelskaftet: dèr klippede de altid rundt om Spisebordet.

— Der kom altid saa mange og hjalp os unge Piger — allesammen unge Piger — og saa fik vi hvid Punch, det var saadan en Skik . . . véd De, og den blev allerede brygget i November . . .

Fru Scherr, der saá Sieg, sagde:

— Goddag, er De dér? og hun sagde endnu en Gang:

— Men hvor er dog Scherr?

Mynden og Hern havde fundet Spillebordet og slog det ud mellem Damerne foran Kaminen.

— Staar det nu fast? sagde Eva.

Mynden maatte med sin slanke Sportskrop ned paa Gulvtæppet og lægge Papir under det ene af Spillebordets Ben:

— Det vil ikke staa . . .

— Aa Herregud, det har jo ogsaa rejst langt, sagde Fru Noll.

De begyndte alle at klippe — Eva og Fru Noll og Frøkenerne

— mens det røde og hvide Silkepapir flød ud over Spillebordet og over i Sofaen. Fru Scherr sagde til Fru Sandby med sin énstonige Stemme:

— Scherr vil jo ha’e det, at Stuerne skal være saa parisiske

— jeg ved saamæn ikke hvorfor, og saa staar det Gamle hjemmefra bare skubbet ind i Krogene og falder fra hinanden.

Fru Scherr blev siddende med de runde Øjne fæstede paa Spillebordet, og Fru Sandby svarede:

s. 149— Min Mand havde det ligesaadan. Men du faar aldrig Stilfølelse, sagde han, skønt jeg forsøgte saamæn.

— Klip, raabte Eva og slog Mynden over hans ørkesløse Fingre, da Fru Scherr rejste sig.

— Eva! sagde Fru Sandby.

— Goddag, søde Fru Scherr, hvor det var sødt af Dem, De vilde sé mig.

Fru Schott, der knitrede ud og ind mellem Møblerne, havde kysset Eva paa Haanden og Fru Scherr paa Kinden:

— Gutthen Forsamling, sagde hun: Goddag, Hr. Gustavsen.

Og Fru Schott lod et Nu sin Haand hvile paa Hr. Gustavsen.

— Hvormange bli’er vi? sagde hun, og holdt sit blonde Hoved — det var lidt mørkere ved Haarrødderne — ned mod Hr. Gustavsens Kind, mens hun begyndte at læse Navnene højt.

— Dem vil vi da ikke ha’e med, sagde Hern fra Kaminen, ved Lyden af et Par Navne.

Gustavsen løftede Næsen:

— De er vel Mand for at betale fyrretyve Francs for Kuverten, røg det fra ham.

Og noget sagtere, med Ansigtet ned mod Papirerne, sagde han:

— Jeg kender s’gu værre Svindlere i Kolonien end Krause. Fru Schott var knitret over til Tausen, der sad ved Væggen paa en forgyldt Taburet:

— Goddag, Hr. Digter, sagde hun og gik videre over mod Spillebordet, mens Tausen blev ved at sidde, stirrende over mod Bordet, med de noget for korte Ben saa sært spilede ud.

Fru Schott slog sig ned ved Spillebordet, og man hørte ikke anden Lyd end Klangen af Saksen, mens Sieg havde sat sig i Sofaen ved Siden af Fru Sandby.

— Hvorfor kom De saa sent? sagde Eva halvsagte til Mynden.

— Vi gik saa langsomt, svarede Baumann, der klippede:

4

s. 150— Tausen sagde Vers.

Der gik et Smil over hendes Ansigt, mens hun klippede.

— Er det sandt?

— Ja—a, svarede Mynden: det handlede naturligvis om Kvinderne.

Frøken Eva blev ved at smile, mens hun førte Saksen gennem det blodrøde Papir.

— Ja, sagde den ene lille Frøken, hvordan en Digter kan finde paa . . . Man skulde egenlig ikke sé det paa Hr. Tausen.

Eva sagde i en lidt anden Tone:

— Vilde De ha’e, der skulde staa Digter paa hans Ryg?

— Nej, ikke saadan . . . men . . . svarede Frøkenen og blev rød. Og pludselig vendte hun sig til Hr. Hern, der sad mellem de to Søstre, og sagde:

— Aa, Hr. Hern, jeg vil aldrig glemme Dem, at De var paa Jernbanen, da vi kom, og vi straks hørte Dansk . . . Vel, Vilhelmine ?

— Nej, det vil vi ikke, sagde Søsteren og tog om Herns Haand.

De to Pensionatsfrøkener syntes stadig, at Hr. Hern var egenlig den eneste, som de rigtig kendte i det hele Paris, fordi han havde hentet dem paa Jernbanen.

Men Fru Noll, der klippede, havde rystet sine underlige Drengekrøller og sagde:

— Ak, nej, at en Mand er Kunstner, det er saamæn ikke no’et, man sér paa ham . . . Det er no’et — og der gled et Smil hen over hendes lidt ru Ansigt — det er no’et, man lever sammen med, hver Dag . . .

Eva havde løftet sine Øjne mod Fru Noll og flyttet dem, og hun smilede igen:

Saa han sad. Altid havde man den Følelse, at Tausens Klæder var for smaa, naar han saadan sad i en Stue, skønt de var for vide.

Mynden, der stadig tænkte paa Tausens Digt, sagde:

s. 151— Det hed „De To“ . . . Og Tanken eller saadan var vist, at Kvinderne altid var to, som man aldrig fangede begge.

— Hm, sagde Eva, der lænede sin Nakke mod Kaminen.

Men Fru Schott brød ud:

— To . . . vi er saamæn Ti.

Og mens lod hun Saksen synke, og med et langt Pust:

— Kære I, hvem der kunde hitte Rede i sig selv! Naar man er ung, synes man, det Hele er saa lige til, og man har sit lille Hjerte, der slaar . . . Men bliver man ældre, Gud, jo ældre man bli’er, des mere indviklet bliver det, og svævende.

Eva sad stadig med Nakken lænet mod Kaminen:

— Jeg havde altid troet, det maatte blive lettere, sagde hun.

— Nej, sagde Fru Schott overbevist: saa er jeg ikke blevet gammel nok.

— Hva’ er det som gør Dem saa forvirret, Fru Schott? spurgte Hr. Hern.

— Kære Hr. Hern, — og Fru Schott saa ham lige ind i Ansigtet — det er Mangfoldigheden.

— Af hvad? sagde Hern og blev ved at smile.

Fru Schott lo.

— Af det Dejlige, sagde hun.

Hr. Hern lo, mens Baumann sagde langsomt:

— Ja, jeg har ikke den Ære at kende Kvinderne . . .

— Aa, Hr. Baumann, sagde Fru Schott og tjattede til Myndens Saks.

— Jeg har jo cyklet, Frue, sagde Mynden.

— Man cykler da ikke fra Kvinderne, sagde Fru Schott.

— Jo, sagde Mynden og saa frem for sig: det er derfor, man cykler.

— Hm — og Fru Schott slog det ene Smalben over det andet — er De saa bange?

— Jo, sagde Mynden uden at røre sig.

Eva sad stadig med Nakken mod Kaminen:

4*

s. 152— Det kan jeg godt forstaa — hun saá ud i Luften — man er bange for Bestemmelsen.

Fru Noll hørte op at klippe:

— Det er underligt, men det er — det taler Hammer og jeg saa tit om, for vi synes nu, De er saa rar, Baumann — det er som De var bange for hele Livet . . . Men det maa De ikke være, Baumann . . .

— Ja, sagde han: bange for, hvad der aldrig kommer.

Eva havde fjernet sin Nakke fra Kaminen:

— Sludder, Mynde, sagde hun og slog ham over Hænderne: det skal komme.

— Taus, raabte hun gennem Stuen.

— Ja, Tausen røg op med et Sæt.

— Digter De? raabte Eva.

— Nej, svarede Tausen.

— Saa bliv siddende, sagde Eva, og næsten med et Dump sad Tausen igen paa den Forgyldte, mens Eva lo saa det klang.

— Naar Frøken Eva lér, sagde Sieg til Fru Sandby: er det, som hele Livet lér . . .

— Ja, sagde Fru Sandby, hvis Ansigt straalede.

Men hun forandrede Udtryk, mens hun sagde:

— Forresten kan Eva tit ha’e et tungt Sind . . . men det har hun vel fra sin Fa’er . . . han var nok ligelig, men det var dog altid, som laa der noget bag . . .

Hun saá igen over paa Eva, og pludselig sagde hun:

— Ak, nej, at være Mo’er er heller ikke let. Tilsidst spør man sig selv, om der er noget, som er let ...

— Aa, Fru Sandby, De, som har været saa lykkelig, sagde Sieg.

— Ja, sagde Fru Sandby, det har jeg.

Og pludselig flyttede hun sine Hænder.

Men Tausen var staaet op igen, Frøken Eva lo, og han begyndte selv at le, med sin egen vældende Latter, og deres Latter gled sammen, mens han gik hen mod Bordet:

s. 153— Naa, saa nu kommer De, sagde Eva.

— Ja, sagde Tausen og lo endnu.

— Saa tag Plads, Mand, sagde Eva.

— Her er ingen Plads, sagde Fru Schott, der sad saa tæt op ad Myndens Knæbukser og Sportsstrømper, som det var muligt at komme.

— Vist saa. Væk med Dem, Hern . . . sagde Eva.

— Ja — og Hern sprang op — dér er min Kone.

Fru Hern havde revet Døren op:

— Naada, sagde hun, og havde ti Smaapakker hængende i fem Fingre:

— Jeg er træt som et Æsel. Og hun satte sig i en Lænestol midt i Stuen, mens hun sagde: Adolf, ta’e mig de Pakker af Fingrene.

— Dér er den kære Doktor, sagde Fru Schott, og som i et Sæt røg hendes Stol en halv Alen ud paa Gulvet.

Doktoren stod i Døren og saa ud over den lidt forstyrrede Stue og det opplantede Spillebord:

— Husets Frue er i det mindste i sit Es, sagde han.

Doktoren begyndte at gaa rundt til Goddag, mens Fru Hern overdøvede alle Stemmer:

— Gudbevare mig for et Slid — aa! Og ene er man om det, og ingen Hjælp ka’ man ta’e. Fru Sandby, det er et surt Liv. Og saa efter Nytaar begynder de at vende tilbage. Jeg forsikrer, de bli’er ogsaa værre Aar for Aar. De si’er de kan faa bedre Ting i Magasin du Nord.

— Det kan de osse, sagde Gustavsen og snærrede: Her i Magasinerne faar man det bare Sprøjt.

Fru Hern lige ud i Luften:

— Der var jo Københavnere, som aldrig turde rejse, sagde hun-, Naa, nok om det. Nu er der da Julegaver til det halve København. Det Halve ligger i Gangen. Man maa jo slæbe det selv — ellers faar man det jo aldrig, og Gud naade En — Adolf, tag Pakkerne herind, der er noget Silketøj, jeg maa vise Fru Scherr og Fru Sandby. — Gud naade En, om blot et s. 154eneste Stykke ikke kommer tidsnok og kan ligge paa Plads i Skindergade under Familjetræet . . .

— Det maa saamæn være svært, sagde Fru Sandby.

— Svært, kære Fru Sandby — Fru Hern sad med alle Smaapakker fra Fingrene i sit omfangsrige Skød — svært, det er ikke Ordet. De kender da de ulykkelige Hunde, der trækker Mælkevogne. Hver Gang jer ser saadant et stakkels Bæst, siger jeg ved mig selv: Lille Ven, vi er Kolleger — — og saa kommissionerer man videre.

Doktoren var naaet til Fru Sandby og bukkede med Lorgnetten i Haanden:

— Fru Kassererske.

— Aa, tal ikke om det, sagde Fru Sandby.

Fru Scherr saá op i Scherrs Ansigt:

— Du kommer saa sent? sagde hun.

— Fordi jeg, Madame, ikke kunde komme før, sagde Doktoren og gik videre.

— Saa, Adolf, nu er det nok, sagde Fru Hern til Manden, der havde bragt femten Pakker ind — det var dette jeg vilde vise Fru Sandby . . . Adolf, læg dem paa Gulvet.

Adolf lagde alle Pakkerne paa Gulvet, mens Fru Hern krammede sit Silkestof ud:

— Ikke? et dejligt Stof — dobbelt vævet Lyonnerstof — er jo ogsaa til en af Grevinderne paa Lolland . . . Kære Scherr, havde jeg ikke det gode Tag i Lollands og Falsters Stift, gav jeg det op . . . men de Gaarde er jo gode . . .

— Hører De, Taus, sagde Eva.

— Lolland er grueligt, sagde Mynden: jeg var der altid som Dreng i Sommerferien, hos en Hofjægermester.

— Hvad bestilte De saa? spurgte Eva.

— Jeg laa paa en Græsplæne, sagde Mynden.

Men Tausen, der klippede, sagde:

— Det er Markerne, der er saa skønne paa Lolland, for Sæden staar saa tæt. Der er ingen Steder, hvor Sæden saadan s. 155vælder frem af Jorden. Og Menneskene, de er i Familje med Markerne . . .

— Adolf, løs op, sagde Fru Hern: et dejligt Stykke, ja, her er jo ikke Lys, saa man ser ikke Spillet . . . Men alligevel

— et dejligt Stykke — til Ourupgaard. Alt det er Lolland-Falsters Stift . . .

— Goddag igen, sagde Fru Hern pludselig hen til Fru Schott, ret højt og som om hun først nu saa Massøsen.

Det varede et Sekund, før Fru Schott fik svaret:

— Goddag, søde Fru Hern.

Men Fru Hern havde allerede drejet Hovedet og hørte det vistnok ikke, for hun talte straks igen:

— Aa, det er et Stykke Liberty — Adolf, pak det ud . . . ja, det er det . . . men forsigtig.

Det gule Liberty var til en Frue i Vimmelskaftet.

— De véd, Konsulinde Feddersen, dér skraas for Helliggæst . . . jo De kender dem, Fru Scherr, der var noget med hende, hvad det var — men noget var der . . . men kære Fru Sandby, hvad vedkommer det mig . . .

Gustavsen virrede med sine Næsebor og sagde, bøjet over Papirerne:

— De havde en fransk Kok — det véd alle Mennesker.

Fru Sandby var blevet siddende med det gule Fløjel i sit Skød.

— Ja, er’et ikke smukt? sagde Fru Hern.

— Jo, sagde Fru Sandby, og langsomt rakte hun det Vim- melskaft-Fløjel til Fru Scherr.

— Konsulen smed Kokken ud, det véd s’gu hele København, blev Gustavsen ved.

— I det mindste alle, der løber med Sladder, sagde Fru Hern — hvad Hr. Gustavsen vist ikke hørte. For den ene af Frøkenerne raabte i det Samme:

— Hr. Hern, Hr. Hern . . .

Frøkenerne interesserede sig ikke for Lolland, hvor de aldrig s. 156havde sat deres Fødder (deres Sommer var Wiesbaden sammen med deres Fader, Generalkonsulen, og bagefter Landstedet, tre Steder fra Geheimeetatsraad Gustavsen), og Frøken Alice var pludselig kommen i Tanker om Billetterne, som fyldte hele hendes Pompadour. Frøkenerne søgte en Englænderinde til daglig Konversation.

— Hr. Hern . . .

Hr. Hern slap Pakkerne og gik forbi Doktoren, som stod lidt bøjet bag Fru Schott.

— Ja, det er smukt, sagde Fru Schott og gav det gule Fløjel fra sig. Hun havde slet ikke set det. Hendes Øjne var kun dér — ved Spillebordet.

Tausen holdt i Frøken Evas Guirlande og blev ved at tale om Hardenberg og Parken, der var fuld af Kastanjer:

— Dér er de grønne, sagde han om Hardenbergs Kastanjer:

— Men kønnest var det at staa paa et Gærde, hvor Pilene var tætte, eller at gaa langs en Sti gennem Hveden . . .

— Det er, som man gaar gennem Livets Rigdom.

Den hvide Guirlande hang imellem dem.

— Det er sandt, sagde Eva og talte langsommere: der er saadan dejlig Duft ved Hvede . . . det véd jeg ogsaa fra Bagsværd.

— Adolf, sagde Fru Hern.

Men da hun havde vendt Hovedet og sét, hvor Hr. Hern var, sagde hun:

— Nej, bliv.

Og hun pakkede selv op, Silkeskørter og Kniplinger og Liv og tre Vifter, saa Gulvet flød, og der var som til hver københavnsk Gade og hver større Gaard, mens alle Navne summede, og Fru Sandby sad med hele Skødet fuldt, og ogsaa Hr. Gustavsen havde rykket sin Stol nærmere.

Og mens de alle i Sofakrogen talte om den og den, havde Fru Scherr faaet Hørerøret op af sin Lomme og holdt det, forborgent, inde i sin Haand. Men hun rystede paa Hovedet:

s. 157— Man kender dem ikke mer, sagde hun: jeg kender ikke mer de halve . . .

— Dette er Chiffon, sagde Fru Hern: Gud, saa sart . . . Men De maa sé det . . . Det er til Frøknerne Ræder; De kender dem — Justitiariuses, i Alléen . . .

— Aa, sagde Frøken Alice fra Spillebordet og midt ind i Billetterne: dem kender vi . . . De hedder paa Baller kun „de tre Korsetter“, saa snørte er de.

Men Chiffonet maatte Fru Noll sé.

— Vi boede kun fire Steder fra dem det Aar, da Hans blev født . . .

Hun stod op, og da hun gik forbi de andre, som klippede, sagde hun:

— Der maa ogsaa klippes Hjerter, det er saa kønt.

— Ska’ de ogsaa være røde? sagde Doktoren.

— Nej, Doktor, de skal være gule og af Glanspapir, sagde Fru Schott.

— Pyh nej, sagde hun og sprang op: jeg kan ikke klippe. Massøse-Fingre egner sig ikke for Sakse.

— Tauses ikke heller, sagde Eva og slog leende Tausen over Fingrene: hvad er det for Fingre, De har?

— Det er Lolliker, sagde Mynden . . .

— Nej, sagde Eva, og atter langsommere: han har Ploug- fingre.

Og som om enten Ordet eller Tonen gjorde ham glad, løftede Tausen sit Hoved og holdt sine to brede og kortneglede Hænder op i Luften:

— Ja, det har han, sagde han. Ogsaa Eva saa paa de stærke og udspilede Hænder:

— Naa, klip saa med dem da, sagde hun og lo igen: saa godt De kan . . .

Fru Schott var gaaet over Gulvet, halvt ind under en Portiere til Doktorens Stue.

Doktoren havde fulgt hende et Par Skridt, da han vendte sig mod Sofahjørnet:

5

s. 158— Naa, sagde han, og det blev vel nærmest til Mynden: nu har Fru Scherr Instrumentet fremme. At et Menneske ikke kan høre, kære De, det er sin Sag. Men at man osse skal sé, at de ikke kan høre, det angriber jo gu’ mine Nerver . . .

Doktoren gik videre hen mod Portieren, men Fru Scherr sagde — og hendes Arm var blevet helt stiv:

— Hva’ sagde Scherr?

Fru Sandby svarede:

— De taler om Hjerter, de skal klippe.

— Hm, sagde Fru Scherr, og det var, som faldt et helt Fletværk af Rynker ned over hendes forvirrede Præstegaardsansigt, mens Hørerøret gled ned i hendes Lomme.

Fru Hern blev ved at lægge Indkøb over i Fru Sandbys Skød:

— Ja, sagde Fru Sandby ligesom lidt træt: det er dejlige Ting.

Hun saa et Øjeblik, taus, ud over alle de flydende Stoffer

— Stuen lignede en Varehusafdeling under et Udsalg — og sagde saa-,

— At tænke sig, alle de Ting, de skal — — — hjem til Jul . . .

Der var et Øjeblik stille i Stuen, saa man hørte kun Evas Saks og Doktoren, der hviskede med Fru Schott.

Saa sagde Fru Noll, der stadig sad med Frøknerne Ræders Chiffon:

— Bagefter boede vi paa Kong Georgs Vej.

— Vi vilde nu altid saa gerne — Fru Noll blev ved og var den eneste, der talte — have boet paa Fasangaarden, for dèr er saa stille, og saa var det saa dejligt, at Vuggen kunde staa i Haven.

— Men . . . saa blev vi jo ikke i Danmark.

— Men, sagde hun uden Overgang: der er ingen Kirke, jeg holder saa meget af som Frederiksberg.

Der var stille igen, og Fru Noll stod op:

s. 159— Nu vil vi lave et Hjerte, sagde hun og satte sig lidt hastigt ved Spillebordet.

— Ja, sagde Tausen: et gult og rødt.

— Pyh, sagde Eva: gult og rødt . . .

— Ild og Blod, sagde Tausen.

Det begyndte svagt at dæmre, mens i Stilheden Lyden af Saksene blandedes med Sporvognenes Klokker.

— Mynde, sagde Eva: tænd Lampen.

Baumanrt flyttede nu en elektrisk Lampe med en meget mørk grøn Skærm ned fra Kaminen.

— Naa, sagde Eva til Fru Noll: vis os det saa.

Og Fru Noll, der havde sat sig imellem dem, klippede i det røde Papir, mens Eva og Tausen strakte deres Ansigter frem i Lampens Lys for at sé.

Fru Sandby, hvis Tanker var blevet ved Frederiksberg Kirke, sagde — i Sofakrogen var der helt mørkt —:

— Vi blev viede i Frederiksberg Kirke.

Og efter en Taushed blev hun ved:

— Bedstemo’er er jo fra Frederiksberg. Véd De ikke det lange hvide Hus med tre Søjler midt i Alléen og Rosenbede foran? Dèr er hun født, men nu staar Huset saa ensomt, nu der er bygget rundtom.

— Jeg kendte godt Huset, Højesteretsadvokat Dybdal boede der . . .

— Ja, nu bor Dybdals der. Men dem kender jeg ikke.

Og idet hendes Tanker vendte tilbage til Kirken, sagde hun:

— Men saa blev vi jo alle viet dér i Kirken — i Familien.

Paa én Gang drejede Eva Hovedet bort fra det røde Hjerte:

— Ja, ikke jeg, sagde hun: for jeg vil vies paa Raadhuset.

Uvilkaarligt og næsten bedende fløj det ud af Fru Sandby:

— Nej, Eva, det vil du ikke . . .

saa alle kom til at lé:

— Hva’ ler de af? spurgte Doktoren fra Døren.

5*

s. 160— Det er Frøken Eva, raabte Fruen, der vil vies paa Raad- huset.

Og pludselig saá han, i Lyset, Eva lige ind i hendes Ansigt.

Men Eva havde taget det halvfærdige Hjerte ud af Fru Nolls Hænder:

— Nu vil jeg prøve, sagde hun, og hun begyndte at klippe, mens hendes Hænder gled frem og tilbage i Lyset.

— Hvad Frøken Eva har for dejlige Hænder, sagde Sieg, der stod ved Siden af Fru Sandby og stirrede over mod Lampen.

— Ja, Eva har faaet kønne Hænder, svarede Fru Sandby: men hendes Fa’ers, de var meget smukkere . . . Jeg vilde jo altid saa gerne sidde i Atelieret, mens han malede. Jeg sad altid i en Krog og hæklede, og Sandby, han tænkte vel, jeg sad og saá paa hans Maleri, men jeg sad nu mest og saá paa hans Hænder . . .

Sieg smilede, men Fru Sandby blev ved:

— Saadan er vist vi Fruentimmer.

Man hørte Fru Schott lé bag Forhænget, og Doktorens Ryg var forsvunden.

Fru Sandby sagde efter at have tiet lidt:

— Men nu bagefter tænker jeg saa tit, jeg skulde vist egenlig ikke have siddet der. For Sandby, det tror jeg, vilde maaske hellere have været alene, naar han malede . . .

Ingen sagde noget, før Fru Sandby talte igen:

— Det er underligt, sagde hun: saalænge Sandby levede, saa tænkte jeg aldrig over det. Men nu bagefter, saa sidder man og tænker og tænker — — om og om igen.

Tausen sagde pludselig halvhøjt:

— Lykken, den tænker man sig ikke til. Man griber den.

Ordene fløj over Bordet.

— Troer De? svarede Eva, og idet hun raskt vendte Hovedet mod Baumann, sagde hun:

— Grib, Mynde!

Men Tausen lo:

s. 161— Baumann cykler, sagde han.

Men paa en Gang sagde Fru Scherr, der i Mørket holdt Hørerøret frit i Haanden — og hendes Stemme brød frem, som var den en hel andens, barsk eller næsten raa •—:

— Det nytter ikke man tænker.

— Hvorpaa tænker min Kone? sagde Doktoren og traadte pludselig frem fra Forhænget.

— Aa, Gud, sagde Fru Hern: naar man er Kommissionær, saa er man fri for at tænke.

Frøken Ebba, der havde haft sit Øre ved Samtalerne i Sofaen, sagde over til Eva:

— Her er alligevel dejligt i Paris.

— Hvordan?

— Jo, svarede Frøken Ebba: véd De, her bliver talt om saa mange Ting.

— Hva’ for Ting? spurgte Mynden.

Frøken Ebba tav, et Sekund, lidt rød:

— Ja, Ting, sagde hun saa og lukkede sin Mund, som var lidt for lille . . .

Fru Noll sagde:

— Det er nu rigtigt, Frøken Ebba. Det si’er Hammer osse altid: Her hører man dog noget fra alle fem Verdensdele.

Men Mynden gav sig til at le:

— Fru Noll, sagde han: hvor De er lykkelig!

— Ja, det er vi, svarede den lille Kone, og smilende blev hun siddende, med Hænderne foldede paa Bordet.

— Nu tænker vi, sagde Doktoren: og saa spiller Fru Schott.

— Ih, nej, sagde Fru Schott, som traadte frem.

— Og naar skal Listen slaaes fast? spurgte Gustavsen, der sad paa en Vindueskarm med det ene Bén over det andet. Han havde det under sit Pariserophold med mange halvstive Bén- bevægelser.

— Vi maa vente paa Hammer, sagde Sieg: han har nogle Stykker.

Eva havde drejet Hovedet:

s. 162— Ja, hvor er Hammer? sagde hun.

— Han er vel paa Bibliotheket, svarede Sieg og betragtede pludselig hendes Ansigt.

Fru Schott, der havde bøjet sig frem over Frøken Eva, sagde:

— Her klippes stadig Hjerter.

Frøken Alice sagde:

— Fru Schott, De har noget Rødt paa Deres Kind.

— Hvor? sagde Fru Schott og røg i et Sæt væk for Lyset for med Lommetørklædet at bortviske den Læbesminke, der var kommet hen, hvor den ikke skulde.

— Saa, Doktoren stod ved Klaveret: nu spiller De.

Fru Schott havde sat sig paa Taburetten foran Klaveret:

— Men hvad skal jeg spille? sagde hun: jeg har ingen Øvelse, og desuden — den danske Musik, den glemmer man, og den franske faar man dog aldrig Slaget i . . .

— Aa, sagde Fru Sandby: spil nogle Melodier.

Fru Scherr havde rejst sig — Fru Sandby havde taget om hendes Arm, som vilde hun holde paa hende, men Fru Scherr havde strøget hendes Haand af sig — og gik gennem hele Stuen og tæt forbi Fru Schott ind i Spisestuen.

Fru Schott havde sét langt efter hendes Ryg, mens Doktoren sagde:

— Madame kan nu en Gang ikke sidde stille i fem Minutter.

Der blev ganske stille et Øjeblik, til Fru Sandby sagde —

og Ordene slog lidt Sludder for hende —:

— Ja, det er kedeligt . . . for jeg synes osse, at Fru Scherrs Nervøsitet, den ta’er til . . .

Fru Schott havde begyndt at spille.

Eva, der klippede langsomt, sagde (nu lagde hun Saksen) :

— Men hvad er det saa — Lykken?

Fru Noll saá ind i Lampen og sagde:

— Lykken? . . . det er vel at have valgt den Rigtige . . .

Hun tøvede et Øjeblik. Og saa blev hun ved:

— At leve sig sammen.

s. 163Hun havde raskt løftet sine Øjne og sænket dem igen.

— Ja, sagde hun og havde ført Haanden op til sin Tinding, som om den paa en Gang smertede: det er det med at leve.

— At leve sammen, sagde Tausen, men han kunde ikke gribe Evas Øjne: det er Festen.

Han havde talt saa højt, at alle hørte det. Pludseligt lo Eva og holdt op igen:

— Hys, hviskede hun.

— Flet saa, Kinder, sagde hun og skød det færdige Papir over til Tausen og Mynden, to Halvdele til hver.

Taus og Mynden begyndte at flette det gule Papir.

— Hvad er det hun spiller . . . jeg kender det saa godt.

Det var Eva, der havde hvisket.

— Irmelin.

Det var Taus, der havde svaret.

— Ja, Irmelin, sagde Eva, og mens Musiken lød, lukkede hun sine Øjne.

Fru Schott varierede Melodien, som gled hid og did.

Fru Sandby havde lagt sin Haand paa Fru Herns Knæ:

— Sæt Dem herover, sagde hun sagte: De maa være træt.

— Ak, ja, sagde Fru Hern og flyttede sig over i Sofaen:

det sætter sig i Benene . . .

— Osse hos mig, sagde Fru Sandby.

— Men bare man saa meget som lukker Øjnene, hvidskede Fru Hern: farer man jo straks op ved en Adresse.

Gustavsen, der stadig red paa Kanten af sin Vindueskarm og sparkede heftigt med sine svære Ben, gloede over paa Fru Schotts Ansigt: det var s’gu sært, som det forandrede sig, naar Damen spillede.

— Det var den, Sandby syntes var allerdejligst, sagde Fru Sandby sagte til Sieg, og uden at hun vidste det, holdt hun begge sine Hænder op for sine Øjne og rokkede sagte med sit Hoved:

— Irmelin.

s. 164Doktoren havde lænet sig til Klaveret, mens han indsugede Harmonierne, det nervøst urolige Ansigt fik et Udtryk af Hvile, og Lorgnetten var langsomt gledet ud af hans Haand.

— Noll, hviskede Eva til Fru Noll: sé, hvor Taus han kan.

— Rigtig flink, hviskede Fru Noll.

Og Eva strakte Hovedet frem over Bordet, hvor Tausens Fingre stred med det gule og røde Fletværk . . .

— Sieg, sagde Fru Sandby og havde taget Hænderne bort fra sine Øjne: kan De ikke Ordene?

— Jo.

— Saa sig mig dem — bare sagte.

Fru Schott blev ved at spille og gentog Melodien, mens Sieg, foroverbøjet, sagde Digtets Ord. Gustavsen havde flyttet sig under sit Ridt, saa han saá hele Fru Schotts Skikkelse og hendes Bryst, der aandede som under en Anspændelse:

— Han vilde s’gu gøre Alvor a’ et.

— Hva’, Scherr, man gi’er ’et da ud paa sig selv . . .

Eva havde flyttet sine Øjne over paa Myndens Hænder, som flettede langsomt og maalte og betænkte sig:

— Mynde dog, hviskede hun: aa, han vil gøre det saa fint, at han aldrig bliver færdig.

Men Sieg blev ved.

— Tak, hviskede Fru Sandby.

Inde i Spisestuen blev der klirret — og meget haardt — med mange Gafler. Maaske havde Fru Scherr talt dem.

— Saa, sagde Doktoren . . .

Han slog Døren til Spisestuen til og sagde hurtigt ind mod den Spillende:

— Tilgiv.

Fru Schott havde kun smilet.

Frøken Alice, der ogsaa sad og kludrede med et Hjerte, der var underlig skævt og altfor lille, sagde til Eva over Bordet:

— Hvor ta’er hun Timer?

— Timer? Det gav et Ryk, og da hun pludselig forstod, traadte hun Tausen over Benet af Lystighed og svarede:

s. 165— Fru Schott er udlært, Frøken Holm, — mens det glimtede op i Tausens Øjne, der laa i hendes.

Og pludselig greb hun mod Tausens korte og stærke Hænder med Fingrene ind i hans, som til Fingertag i Skolen:

— Taus, De er storartet, sagde hun og slap igen hans Haand.

Sieg vilde bøje sig frem og tale til Fru Hern, men Fru Sandby holdt ham tilbage:

— Hun sover, hvidskede hun: Stakkel, hun er saa træt . . . og naar man saa hører Musik . . .

Tonerne gled over og blev usikre, som om der søgtes.

Doktoren havde forladt sin Plads og sagte lukket Døren til Spisestuen op og atter til.

Fru Scherr stod for Enden af Spisebordet, hvor der stod mange Smaafade med mange Smaafirkanter, der skulde ligne Smørrebrød.

Dr. Scherr gik hen imod hende og tog hende om Haand- leddet af en af hendes urolige Hænder:

— Jeg tror, man kan overdrive sin Uhøflighed, sagde han og slap igen.

Han gik tilbage, og tæt ved Døren sagde han — hans Stemme var ikke til at kende —:

— Altsaa kommer Madame nu ind.

— Hvad er det, De spiller nu? spurgte Fru Sandby gennem Stuen.

— „Du Blomst i Dug“, svarede Fru Schott uden at dreje Hovedet.

Doktoren var tyst vendt tilbage til sin Plads.

Frøken Eva havde støttet Hovedet i sine Hænder:

— Ja, sagde hun: den er den smukkeste.

— Ja.

Tausen, hvis Øjne endnu lyste som før, holdt Hovedet støttet mod Kaminens Kant, som var det tungt af Tanker eller af Lykke.

— Melodien, hvidskede Eva.

6

s. 166— Ja, svarede han.

Døren var gaaet op. Det var Fru Scherr, der listede ind. Hun satte sig paa en Taburet, sammensunken, ved Væggen, som en Tigger ved et Plankeværk.

— Sig mig det, hvidskede Fru Sandby.

Sieg sagde sagte:

Du Blomst i Dug!
Du Blomst i Dug!
Hvisk mig Drømmene dine.
Er der i dem den samme Luft,
Den samme sælsomme Elverlandsluft,
Som i mine?
Og hvisker, sukker og klager det dér
Gjennem døende Duft og blundende Skjær,
Gjennem vaagnende Klang, gjennem spirende Sang:
I Længsel,
I Længsel jeg lever!

Fru Schott havde hørt Siegs Stemme, og langsomt lod hun Melodien følge hans Ord, mens Doktoren stod hende saa nær, at hun mærkede hans Aande paa sin Kind.

Tausen havde aabnet sine Læber. Ogsaa han hvidskede Digtets Ord, stille, frem mod Evas hvide Ansigt, med sin Stemme, der betvang, mens Evas Arm, der støttede hendes Hoved, sitrede ganske let.

Fru Scherr, der fra sit Mørke, gennem Mørke, stirrede frem mod Klaveret, havde boret sine Albuer ned mod sine egne Knæ, mens Gustavsen paa én Gang satte fra Vindueskarmen ned paa Gulvet, hvor han stod, med strammede Ben, ganske ret.

Men Fru Noll, der saa ind i Lampen, sagde:

— Aa, bare dog Hammer havde været med.

Hr. Hern, der ligesom blev tung i Kroppen, naar han sad længe, sagde sagte til Mynden — ogsaa hans Stemme lød saadan tungt, ellers havde han jo faaet saadan en gesvindig Stemme —:

s. 167— Det er alligevel sært. Men naar jeg hører Musik, jeg mener i en Stue, saa tænker jeg altid, midt i det, paa Thureby.

Dèr havde Hr. Hern lært Landvæsenet.

Hammer havde løftet Portiéren til Doktorens Stue, hvor han paa Tærskelen stod ubevægelig.

Frøken Eva havde i Lampens Lys lukket sine Øjne og slog dem atter op:

— Hammer, hvor De gjorde mig forskrækket! sagde hun.

— Naa, sagde Gustavsen: saa kan vi ta’e Listen.

Fru Scherr havde rejst sig, støttende sig til Taburetten for at hjælpe sig selv op, og hun sagde:

— Jeg véd ikke — — men nu skulde vi jo drikke Thé . . .

De forknytte Øjne søgte — som om et Samtykke eller en Tilladelse — over mod Doktoren.

— Madame gi’er Smørrebrød, sagde Doktoren, der vekslede Haandtryk med Hammer:

— De kommer fra Assyrien? sagde han til Hammer.

— Ja, svarede Hammer, hvis Øjne var andetsteds: jeg kommer fra Bibliotheket.

— Det maa egenlig være rart at kunne gemme sig bort i noget saa Fjernt, sagde Doktoren, hvis Øjne strejfede Fru Schott, hvem Hr. Gustavsen, med sin sære Krop, havde klemt ind i et Hjørne.

Tausen, hvis Øjne ikke havde sluppet Evas Ansigt, rakte det færdige Fletværk frem over Bordet, og Eva tog det med lidt aandsfraværende Hænder og holdt Hjertet op mod Lampen.

— Aa, Tausen, sagde hun: De har jo dog kludret — — —

sé, alt vilde dratte ud.

— Gud, spiller hun ikke mer, sagde Fru Hern, som pludselig var vaagnet.

Doktoren og Hammer var traadt hen til Spillebordet:

— Ungdommen fletter Hjerter, sagde Doktoren, mens Hammers Øjne hvilede paa Evas Hænder.

— Nej, sagde Eva — og det lød næsten haardt, mens hun stod op — vi fletter ikke. Tausen har bare revet det itu.

6*

s. 168Tjeneren havde slaaet Døren til Spisestuen op.

— Hvis De saa vilde være saa venlig at gaa ind, sagde Fru Scherr med den samme Stemme som før.

De gik alle ind i Spisestuen. Fru Sandby gik ved Siden af Sieg, hendes Tanker var stadig ved „Digteren“, og hun sagde:

— Det er underligt, men de Digte, jeg lærte udenad i min Ungdom, dem kan jeg saamæn endnu . . . Men de nyere saadan, de glider altid fra mig igen. Det maa dog være, Sieg, fordi man aldrig fik rigtig fat paa dem . . .

Hun taug et Øjeblik, mens de gik. Saa sagde hun:

— Sandby sagde osse tit — for man vilde jo dog gerne tale med ham om det, man saadan læste —: Lille Karen, sagde han: hold dig til Bogskabet i Vimmelskaftet . . . Det var hjemme, og dér havde vi jo kun de ældre Bøger . . .

Sieg svarede — og der var gaaet en let Bevægelse hen over hans Ansigt —:

— Hvem véd, Fru Sandby, sagde han: maaske er de gamle Bøger ogsaa de allerbedste.

De havde naaet Tærskelen til Spisestuen.

Tausen, der kom sidst, gik lige bagved dem. Han havde saadan et stift Udtryk i sine Øjne.

s. 169DE var alle kommet ind i Spisestuen, hvor de stod rundt om Bordet, hvis Form ikke rigtig passede til Stuen — mens Fru Scherr blev ved at sige med sin halvforskrækkede Stemme:

— Ja, nu maa De ta’e det som det er, og gik til den næste:

— De maa ta’e det som det er.

Medens alle otte endnu blev staaende foran Fadene med det røde og hvide Silkepapirs Brus om Randen, og Fru Scherr sagde til Tjeneren:

— Byd nu om, byd nu om; og Tjeneren ombar et Fad, som han holdt saa langt fra sin parisiske Person, som om Smørrebrødet stank.

— Kære Børn, sagde Fru Hern, der stod for Enden af Bordet og slog begge de flade Hænder ned mod Dugen:

— Jeg forsikrer, jeg ligefrem vaagner, naar jeg sér Mad . . . af alt det Rend.

Og hun begyndte med en Gaffel at stikke i de nærmeste Trekanter, som var belagte med overskaarne Æg.

— Ja, nu maa De ta’e det som det er, sagde Fru Scherr igen, mens alle tog Tallerkener fra Stablerne paa Bordet, og Eva, der kom forbi Hammer, der havde sat sig paa en Stol, slog nu hans Tallerken, med et lille Rap, ned mod hans Hoved:

— Dèr, Hammer, sagde hun: spis nu af den gode danske Mad.

Hammers Haand var uvilkaarligt fløjet op til hans skilte Haar, og Eva lo:

s. 170— Man kan ikke røre ved Hammer uden at bringe noget i Uorden.

— Eva, sagde Fru Sandby oppe fra.

Men Eva blev kun ved at lé (men maaske en Smule aandsfraværende, ti Øjnene lo ikke med), mens Hammer svarede:

— Jeg er nu en Gang ikke anlagt paa det Voldsomme.

Evas Ansigt skiftede Udtryk:

— Maaske jeg ikke heller, sagde hun og blev staaende et Nu.

— Nej, det er surt, sagde Fru Scherr, der havde smagt paa sit eget Smørrebrød, og hun rystede paa sit Hoved til Fru Sandby.

— Det er s’gu uspiseligt, sagde Doktoren halvhøjt.

— Og jeg har dog, blev Fru Scherr ved, mens Fru Sandby og hun kom til Sæde paa en lille Sofa med broderede Striber, som ikke hørte ind i Møblementet og stod i en halvmørk Krog: jeg har dog kørt gennem det halve Paris til det Sted, hvor de altid siger, man kan faa rigtigt Rugbrød.

Doktoren havde vedblevet til Sieg:

— Men Madame har været her i en Menneskealder, og hun forsøger endnu at lege Danmark i Frankrig . . . Naa, der er s’gu ikke noget sværere for Kvinderne end at tage deres Parti.

Eva, der stod ved Siden af ham, havde vendt Hovedet, mens Fru Sandby sagde oppe i Sofaen:

— Men Smørrebrødet er jo udmærket, Fru Scherr.

Men Fru Scherr sagde igen:

— Det er surt, og pludselig lod hun sin Tallerken synke ned i sit Skød.

Ovre i det andet Hjørne puttede Hr. Gustavsen en Trekant med Skinke ind i Fru Schotts aabne Mund:

— Skinke er godt, sagde han, og Fru Schott lo med Skinken i sin Hals, mens Mynden sagde til Tausen:

— De skulde spise, Mand, Smørret er fra Lolland.

— Er det? svarede Tausen, mens Hammer og Eva havde sat sig over ved den anden Væg, hvor Hammer med sin meget

s. 171stille Stemme talte om Louvre, hvor Eva havde været om Morgenen.

— Jeg, sagde Hammer, gaar der gerne; naar man færdes mellem gammel Kunst, bliver man taus og klog.

Eva havde sænket sit Hoved og sad med de foldede Hænder frem over sine Knæ.

— Men alligevel, blev Hammer ved og talte som før: aa, Frøken Eva, De skulde til London nu i denne Vinter, hvor De boer i Paris . . . det maatte De have sét — for os kan der, tror jeg, ikke være noget, der taler saadan til os som gammel engelsk Kunst.

— Det si’er De saa tit, sagde Eva.

— Ja, for den Kunst — og det var, som om Hammers Stemme lød dybere — naa, Ideal er et Ord, som jeg afskyer . . . Men i engelsk Kunst, dèr er Mændene stille og stærke, baade de, som malede, og de, som blev malte . . .

— Og Kvinderne? spurgte Eva.

Hammer taug et Øjeblik:

— De er blot lykkelige.

Der fløj et Smil hen over Evas Ansigt, og det veg igen:

— I de Mænds Selskab, sagde hun.

Hr. Sieg havde vendt sig imod dem:

— Her tales om Kunst, sagde han.

Eva lo:

— Ja.

— Men det er forfærdeligt, blev hun ved: hver Gang jeg kommer ind i Louvre, siger jeg til mig selv: idag vil jeg blive her i tre Timer.

— Netop tre? sagde Sieg.

— Ja, jeg tænker altid tre . . . og saa, naar jeg har været der én Time, løber jeg ud i Tuilerihaven . . . jeg kan ikke la’e være, naar Solen skinner og hele Haven er fuld af dejlige Unger . . .

Hun rystede det viltre Forhaar — Bevægelsen var ligesom hos en lille ung Hest —:

s. 172— Er det ikke sandt? sagde hun: i hvert Ægteskab burde der være ti Børn.

Fru Schott lo højt, mens Doktoren vendte sig fra Tjeneren, med hvem han havde talt:

— Hvad si’er Frøken Eva? spurgte han.

— Frøken Eva vil ha’e ti Børn, sagde Sieg, der lo.

— Eva!

— Vor Herre bevar’es, brast det ud af Fru Hern, der stadig spiste: Adolf, tae mig det Fad . . . søde Eva, De véd ikke, hvad det er.

De lo alle, mens Tausen havde rejst sig, hvor han sad, og Eva sagde, mens hun gik frem i Stuen:

— Pyh, sagde hun, det er jo bare noget, jeg tænker maatte være dejligt.

De blev ved at lé, i Kor, mens Fru Scherr spurgte Fru Sandby:

— Hvad lér De af?

— Aa, sagde Fru Sandby, det er Eva . . . nu er hun faldet paa, at hun vil ha’e ti Børn.

Fru Scherr nikkede med det friserede Hoved og sagde langsomt:

— Ja, Børn vilde være dejligt.

Hr. Gustavsen, der stadig kilede Fru Schott tættere ind i Krogen, sagde:

— Naar det bare ikke kostede saa meget.

— Hvilket? spurgte Fruen, hvis Øjne glimtede lige ind i hans.

— Massagen, svarede Hr. Gustavsen.

Fru Schott lo igen, men sagte eller som kun til ham:

— Derfor gi’er jeg slet ikke Massage — kun Manicure.

Hr. Gustavsen syntes næsten helt hæs:

— Og hvad koster den? sagde han, og hans Øjne var som hendes.

Fru Scherr havde pludselig, fra Sofaen, sét over, med et Glimt i Øjnene, mod Fru Schott og hendes Kavalér, og paa s. 173én Gang raabte Fru Schott, som havde bemærket Blikket, frem imod Fru Scherr:

— Aa, Fru Scherr — og Fru Schotts Øjne løb hen over det meget forvirrede Bord — hvor er det nydeligt, og hvor det Hele ligner Dem.

Mens de andre stadig lo over Evas Børn, sagde den ene Generalkonsuldatter til Hr. Hern:

— Aa, jeg har altid sagt til Mimi, at jeg vilde ha’e tre Børn

— nej, ikke mer . . . Mer kan man virkelig ikke forlange . . .

— Forlange? sagde Mynden, der stod hen ved Siden af hende.

Generalkonsulsfrøkenen forstod i et Nu:

— Uh, Baumann, sagde hun saa: De er ækel.

Eva stod paa én Gang paa Pladsen, som Mynden havde forladt, foran Tausen:

— Hvorfor er De vred? sagde hun.

— Jeg er ikke vred, svarede Tausen, der stod op og ned. Sveden havde han i Panden.

— Jo, De er, sagde Eva lige foran ham.

— Saa véd De det bedre, sagde Tausen. Sveden hang ham i Øjenbrynene.

— Men De skal ikke være vred, skønt det var ækelt af mig, sagde Eva, og var borte — som en Fugl.

Baumann havde holdt Frøken Alice fast ved Spørgsmaalet. Han taug, da Søsteren sagde:

— Nej, Mimi, sig ikke mer . . . Man kan ikke tale med Baumann. Det er sandt, hvad Fru Schott siger, der gives ikke værre Herrer at tale med end dem, som ikke vil andet.

— Hva’ sier Fru Schott? sagde Mynden.

— Ja, sagde Frøken Alice og slog med Hovedet: det si’er hun.

Paa en Gang fik Mynden et Puf i sin Ryg.

— Mynde, sagde Tausen: skal vi saa vende Mølle over Bordet?

— Gud, nej, Hr. Tausen, raabte Frøken Alice og greb om

7

s. 174Tausens Arm, som vilde han vende Mølle over Smørrebrødet straks.

Der blev en Latter, saa Mynden maatte læne sig til Væggen, hvor han med de flade Hænder bearbejdede sine egne Knæ.

— Hva’ er der? hva’ er der? raabte Fru Sandby.

— Det er Tausen, raabte Mynden og kom ikke længere.

— Hva’ er der med Taus? spurgte Eva og havde drejet sig.

De lo endnu:

— Han vil vende Mølle over Bordet, sagde Mynden stak- aandet og slog endnu paa sine Knæ.

— Aa, Hr. Tausen . . .

— Fru Scherr var sprunget op, med fremstrakte Arme, som vilde hun værge Bordet:

— Hr. Tausen . . .

og alle lo endnu højere, mens Evas Ansigt straalede:

— Tausen er storartet, sagde hun, og mens de blev ved at le — under den megen Latter havde Gustavsen faaet sine Lakstøvler anbragte paa hver sin Side af Fru Schotts Sko som et Par Skruestikker — sagde Fru Scherr til Fru Sandby:

— Aa, jo, De kan saamæn tro, jeg har set meget her i Huset; for de Danske, som kommer til Paris . . . jeg skal ikke glemme, Fru Sandby, da, Petersen, han, Billedhuggeren . . . ja, jeg glemmer altid, hvad de Mennesker har lavet . . . da han, efter Middag, slog til Maals mod alle Døre med en Tomahawk . . .

— Med hvad? raabte Eva.

— Med en Tomahawk, svarede Baumann tilbage, og Tausen, der stod midt i Stuen, løftede Armen og lo:

— Ja, op med Vaabnene, raabte han.

Der knaldede et Par Propper henne ved Buffet’en.

— Aa, raabte Frøken Alice: Doktoren gi’er — og hun løb hen mod Champagneflaskerne, som Tjeneren holdt.

— Ja, mine Damer, sagde Doktoren: man hjælper lidt efter paa Madames Arrangement.

Doktoren holdt selv Bakken med Glassene:

s. 175— Nej, sagde Frøken Mimi: de er fra Cridet . . . og hun greb ned i Krystalskaalen, der stod paa Bakken ved Siden af Glassene.

Fru Scherr havde set over mod Bakken og sat sig:

— Saa, sagde hun, ligesom der var sket noget Stort eller Uforklarligt: nu byder Scherr om.

Fru Schott var pludselig svunget ud af Krogen som en Fjeder:

— Den kære Doktor, sagde hun og tog et Glas, saa rød under Doktorens Blik, som havde hun allerede drukket tæt af Vinen.

Men Doktoren var kun gaaet videre:

— Doktor, det er for meget, sagde Fru Sandby.

— Madame og jeg, svarede Doktoren, vil altid gerne være gæstfri.

Fru Scherr saa et Nu paa Doktoren som den, der allerede er stunget. Men Doktoren sluttede, med den samme Stemme:

— Hver paa sin Maade.

Fru Sandby sagde hastigt og saá paa den rød-hvide Krystalskaal:

— Hva’ for en dejlig Skaal . . .

— Ja, sagde Doktoren, her købes saa meget . . . for at stilles hen i Madames Skabe.

— Madame, han bukkede for sin Kone med den fremstrakte Bakke.

— Nej, Tak, sagde Fru Scherr, hvis Fingre i hendes Skød syntes at være blevet stive.

— Du drikker vel med Gæsterne, sagde Doktoren lige ned i hendes Øre.

— Ja, Scherr, og Fruen tog et Glas.

— Fru Sandby følte sig helt svedt og vilde tale og sige noget og greb „Tomahawken“ for at sige til Fru Scherr:

— Nej, det maa ikke være let . . . naar man har sit faste Hjem, med alle de fremmede Elementer, der bryder ind, blot fordi de er danske.

7*

s. 176— Kære, det er rædsomt, raabte Fru Hern, som havde hørt det fra den anden Ende af Bordet, og til Doktoren, som bød hende, sagde hun om Konfekten:

— Bedste, der er jo for tyve Francs . . . og blev ved med Fru Sandby:

— Det er rædsomt, og tænk Dem saa, naar man ovenikøbet maa tænke paa, at de skal skaffe En Kunder . . . I vores stakkels Etage si’er jeg Dem — Adolf, spis ingen Konfekt, du véd, du taaler ikke Makron — rumsterer de som i et Værtshus.

Fru Noll fortalte Eva, hvordan „de unge Mennesker“ forleden havde mishandlet hendes Vugge:

— De laa den i Stykker, sagde hun: og det var en god Vugge.

Mynden og Tausen lo. De havde været med. De havde hængt Vuggen op i to Touge, under Loftet, og saa gynget . . .

— De gyngede jo selv, Fru Noll, sagde Baumann.

— Ja, det gjorde jeg, sagde Fru Noll.

Eva lo.

— Men det var da dejligt, sagde hun.

— Ja — det var det . . . egenlig, svarede den lille Kone og lo pludselig selv:

— Men Vuggen er jo dog helt i Stykker.

— Skulde der da flere i den? spurgte Gustavsen fra Krogen.

— Aa nej, brast det ud af den lille Kone, saa angst som frygtede hun, der ganske pludselig kunde ligge noget Levende i det ødelagte Møbel.

De lo igen, mens Doktoren atter gik forbi Fru Schott:

— Fruen har ikke drukket, sagde Scherr og nærmede den ene Hæl til den anden.

— Nej, Fru Schott talte sagte: fordi jeg vilde drikke med Dem.

— Mig en Ære, svarede Scherr og drak uden at sé paa hende.

Fru Schott vilde gaa et Skridt efter ham . . . og blev.

s. 177Fru Noll, der var blevet helt rød i sit Hoved, sagde til Eva:

— Og jeg brugte nu Vuggen til at gemme hen i. Man har jo ingen Skabe, for Skabe, hvor skulde vi vel ha’e dem fra? og saa var Vuggen saa rar. Jeg gemte vores Par Duge og den Slags i Vuggen, véd De . . .

Og paa én Gang begyndte hun at tale om, at hun jo selv vadskede om Hammer og Drengene og sig selv:

— Man kan altid gøre det om Natten, sagde hun: for et Køkken har vi jo dog — og saa sér jeg at faa det tørt i Atelieret, de Timer hvor Hammer er ude.

Frøken Evas Ansigt sitrede et Øjeblik:

— Lille Kone, sagde hun bare.

Og som om de to Ord havde været en Kompliment og hun viste den tilbage, sagde Fru Noll:

— Aa, lille Frøken Eva, alt den Slags betyder saamæn ingen Ting, naar man bare ellers er lykkelig — det si’er da osse Hammer.

Og Fru Noll blev staaende, med et Smil, med Champagneglasset i sin Haand.

Men Eva havde vendt sig.

— Mynde, Taus, kaldte hun over Bordet: kom, vi drikker med Fru Noll.

De to gik derover:

— Hvorfor vil De drikke med mig? sagde Fru Noll, halv- forvirret.

— Jo, det vil vi s’gu, sagde Mynden.

— Ja, sagde Tausen og stødte sit Glas mod Fru Nolls: De har raadet Livets Hemmelighed.

— Hm, sagde den lille Kone og smilede — det var alligevel, som om hun havde noget vaadt i Øjnene —: Livet har ingen Hemmeligheder . . . undtagen den, at leve sammen med den, som Gud har givet En.

Og som om hun blev forvirret, fordi hun havde brugt Ordet „Gud“, sagde hun stammende:

— Jeg mener . . . den, man har faaet.

s. 178Men Tausen sagde, mens hans Ansigt lyste:

— Nej, Fru Noll, det er netop rigtigt — og paa én Gang saa han paa Eva — det Ene faar man af Gud.

De taug alle fire, med samme Udtryk i deres Ansigt, mens Hr. Gustavsen sagde højt:

— Saa kunde vi maaske ta’e Listen.

Fru Scherr, hvis Hænder Fru Sandby sad og klappede, sagde ind mod Fru Sandbys Ansigt (hendes Tanker kom ikke løs fra Doktoren og Champagnen og Skaalen) :

— Ja, Scherr køber da mange Ting . . . Men alt det Nye, jeg mener . . . alt det bli’er ved at være saadan fremmede Sager, og jeg kommer ikke over at bruge det . . . og mine gamle Ting, dem ka’ Scherr ikke li’e . . . og saa staar det altsammen gemt hen.

Sieg kom med Hammer:

— Hvad taler Fruerne om? spurgte han.

Fru Sandby løftede Hovedet.

— Vi taler om, at der gemmes meget i Krogene saadan i et Hus.

— Ja, sagde Sieg: i dem gemmes der vel allevegne.

Pludselig havde Eva brudt Tausheden derhenne:

— Taus, sagde hun: hvorfor vilde De vende Mølle?

Tausen saa ind i hendes Ansigt:

— Fordi jeg var glad, sagde han.

Hr. Gustavsen havde sat sig midt for Bordenden, med Listen foran sig paa Dugen, mens Fru Scherr flyttede hen ved Siden af ham med Hørerøret liggende under Lommetørklædet i hendes Skød.

— De tilstedeværende behøver jeg vel ikke at tælle op, sagde han: vi er vel tolv?

— Nej, tretten, raabte Frøken Alice.

— Tretten, — aa — og Fru Scherr glemte, at Hørerøret strittede i hendes oprakte Haand — aa, det er vi da ikke?

— Men vi har jo ikke siddet tilbords, Fru Scherr, sagde Fru Sandby.

s. 179— Nej, sagde Fru Scherr og lod Høreapparatet falde: det har vi da heller ikke.

— Mig bringer Tretten altid Lykke, sagde Eva og slog Haanden op om det viltre Forhaar.

— Eva!

— Ja, Mo’er — og som utaalmodig fløj Evas Haand atter gennem Haaret — jeg kan virkelig ikke ha’e samme Ulykkestal som du.

— Ja, Eva, jeg vilde jo ønske, du slet ingen ha’ede . . . Men, blev Fru Sandby ved til Sieg: vi var nu blevet tretten sidste Gang, vi saá no’en hjemme, før Sandby døde.

— Men vi er forresten fjorten, sagde Gustavsen, mens Mynden og Tausen gav sig til at lé.

— Og femten med Tjeneren, sagde Frøken Mimi og slap sin Konfekttallerken.

Hr. Gustavsen havde set op:

— Ja, sagde han: De regner Tjeneren med.

Frøken Mimi var blevet højrød i sit Hoved, mens Hern mumlede til Mynden:

— Jeg forstaar s’gu ikke, at man ikke smider det Mandfolk ud.

Scherr havde ladet Lorgnetten falde:

— Er vi saa naaet til de Fraværende? sagde han.

— Det begynder med Konsulatet, sagde Gustavsen: de skal vel inviteres?

— Dr. Rasmussen ikke — Gud ske Lov, sagde Eva.

— Og saa kommer Frøken Lund, blev Gustavsen ved, saadan slæbende paa Stemmen.

Fru Hern skød Smørrebrødstallerkenen fra sig.

— Hun — Sygeplejersken? sagde hun.

— Ja, sagde Gustavsen: hun plejer osse Syge.

— Saa skal vel Drengen med, sagde Fru Hern: nu har hun jo taget ham til sig.

— Ja, er det muligt! og Frøken Mimi kom ned paa en Stol ved Siden af Fru Hern.

s. 180— Jeg synes nu, at Frøken Lund er saa hæderlig, sagde Fru Scherr over til Fru Sandby, mens Fru Hern afbrød en Ordstrøm til Generalkonsulens Datter og sagde:

— Gudbevares, Faderen var jo gift, sagde hun: saa gifte sig kunde de jo ikke. Det var hun fri for . . .

Gustavsen, der sad og gennembrød Listen med sin Guldblyant, spurgte utaalmodigt:

— Men skal Damen altsaa med? det er det, der er Tale om.

Fru Sandby sagde — og nærmest til Fru Scherr —:

— Naturligvis skal hun med . . . jeg synes, Frøken Lund er saa rar. Hendes Mo’er var en Mourier . . . jeg kendte hende saa godt i min Ungdom . . .

Mynden kom til at smile ved sin Cigaret og sagde halvsagte:

— Det var der vist mange, der gjorde . . .

Mens Gustavsen gik videre i Listen og alle talte i Munden paa hinanden, havde Doktoren vendt sig mod Fru Schott, og han sagde halvsagte, lige ind i Ansigtet paa hende, næsten uden at bevæge Læberne:

— Saa skal altsaa Morits Gustavsen være Kunde?

Fru Schott hvidskede som han, bleg under Pudderlaget:

— Jeg la’er mig ikke tvinge.

— Altsaa — Kunde.

— Jeg la’er mig ikke tvinge.

— Tvinge? til at opføre dig hæderligt — nej, det tror jeg . . .

Hæderligt — — du véd.

Doktoren var hvidere end hun:

— Men her i mit Hus opfører man sig passende. At du véd det.

Fru Schott lo sagte og pressede begge sine Hænder, Haandfladerne, mod Væggen, hvor de stod:

— Dit Hus — det lyder kønt . . .

Fru Hern raabte bag dem:

— Det véd da, ved Gud, ogsaa Doktoren . . .

Scherr havde vendt sig:

s. 181— Hvad véd Doktoren? spurgte han og satte Lorgnetten for sine Øjne. Og — maaske for at skjule sin Bevægelse — sagde han uden at afvente Svaret:

— Men Fru Hern er storartet . . . Hun har snart været her i tyve Aar, og alligevel er der ikke (og Scherr havde vundet sit sædvanlige Tonefald tilbage) — den Historie fra Frihedsstøtten til Hesten, som hun ikke kender . . .

— Kære Doktor, sagde Fru Hern: lidt Sladder følger der virkelig med Ens Pakker . . . Og forresten, naar der er noget, jeg ikke véd, kommer jeg da altid til Dem.

Fru Sandby lo og nikkede til Doktoren, mens hun sagde:

— Det er nu sandt, Doktor, De véd osse god Besked . . .

— Naa, svarede Scherr og lo selv: man er vel dansk.

Fru Scherr, der ikke rigtig havde hørt andet end „dansk“,

sagde et:

— Ja, mens Hr. Gustavsen læste videre i Listens Navne, og Eva, der var gaaet frem og tilbage paa Gulvet, sagde til Hammer:

— Uh, hvor jeg finder det afskyeligt!

— Hvilket? spurgte Hammer og løftede Hovedet.

— Denne Dommedag, sagde Eva: med Gustavsen paa Tronen.

— Jeg har ikke hørt efter, sagde Hammer, og lidt efter lagde han til med sin langsomme Stemme:

— Men forresten synes jeg ikke, det er urigtigt, at man har Lov til at rense sit Selskab.

— Nej, sagde Eva, og vidste maaske ikke selv, hvor irriteret hun talte: De løber vist ingen Fare for ikke at gøre det.

— Maaske, svarede Hammer og var blevet endnu blegere.

Pludselig raabte Fru Sandby:

— Men hvor er Fru Noll?

Den lille Fru Noll stak sin sære Krøltop frem fra Døren til Dagligstuen:

— Jeg er her, sagde hun:

8

s. 182— Jeg er gaaet ind at klippe Hjerter . . . det skal jo ogsaa gøres.

— Ja, det er saamæn sandt, sagde Fru Sandby, og Fru Noll vendte tilbage til sine Hjerter.

Hr. Gustavsen havde læst et Par Navne op:

— Gud, er de her endnu! raabte Frøken Alice.

— Ja, de boer i Peny.

— Hvor de faar Pengene fra, sagde Frøken Alice: alle Mennesker véd dog, at de maatte lave Akkord i Vinter.

— Maaske netop derfor kan de være her, sagde Doktoren. — Ja, brød Hern ind lidt for højt: der er Akkorder, som afgiver en solid Basis.

Gustavsen havde rettet Ryggen — man sagde, at i sin Tid Etatsraad Gustavsens Formue var lykkelig afrundet ved en Akkord . . .

— Ja, sagde Gustavsen: der er jo dem, som kun har spillet Fallit.

Højere blev han ved og stak stadig i Papiret med Blyanten:

— Forresten tærer Frøkenerne Frederiksen i den sidste Tid kun paa deres egne Midler.

Eva røg til:

— Hør nu, Gustavsen.

— Ja, svarede Gustavsen og saá paa Frøken Eva: hva’ har jeg sagt . . . deres Mo’er skal jo altid ha’e haft „Særformue“ . . . det si’er de da . . .

Tausen sad inde ved Væggen. Han førte de runde Bondehænder op og ned mod de runde Knæ — saa rød i Hovedet som skulde Hovedet sprænges:

— Maa jeg spørge om noget?

Ordene fløj fra ham:

— Maa jeg spørge om noget?

— Hva si’er Tausen? spurgte Fru Scherr.

— Digteren vil spørge, svarede Gustavsen: værsgo! . . . Eva havde vendt sig, Hænderne havde hun presset i sin Side.

s. 183— For jeg mener kun — Tausen havde rejst sig — er det Jul vi skal fejre?

— Det er Juletræ, sagde Doktoren.

— Ja — og Tausen blev ved — for jeg mener kun, at, hvis det er Jul, saa mener jeg kun . . .

Han stod et Øjeblik og slog hjælpeløst i Luften med sine Hænder som med to Hamre:

— Jeg i det mindste, sagde han: rejste fra Landet for at rejse fra Sladderen.

— Kære Tausen, sagde Doktoren: hvad vilde De saa her?

— Nej, sagde Tausen, det gav et Ryk i ham:

— Nej, og endnu et Ryk.

— Nej, det mærker jeg — — — og han vendte sig og var gaaet ind til Fru Noll.

Men Fru Hern raabte — mens alle havde rejst sig og gik paa Gulvet —:

— Men kære Hr. Tausen, Sladder og Sladder . . . vi har jo ikke sagt et Ord . . .

Og mens alle gik rundt, talende højt, sagde Fru Hern, der var naaet op til Fru Sandby:

— Kære Ven, hva’ er der sagt? Det Gode véd man jo dog om hinanden. Derfor er man jo Venner og holder sammen; mens Fru Scherr sagde, med Hørerøret oppe i sin Haand:

— Hva’ er der sagt? Herre Gud, hva’ er der sagt?

Frøken Mimi talte ind i Røret:

— Aa, det er kun Gustavsen . . . Men Fru Scherr, naar de saadan begynder, skulde man virkelig osse tro, at der var en Historie om hver ung Pige i Landet . . .

Gustavsen havde drejet sig:

— Nej, sagde han: kun om hveranden.

Og han sagde ud i Stuen:

— Naar Digteren er gaaet, kan vi maaske fortsætte Forhandlingerne.

Tausen stod ved Siden af den klippende Fru Noll. Han skjalv, saa Bordet skjalv med.

8*

s. 184— Jeg var gaaet, sagde Fru Noll: jeg vilde hellere klippe . . . Oppe hos os véd vi aldrig noget . . .

— Nej, sagde Tausen.

— Vi hører ingenting, blev Fru Noll ved: Hammer og jeg har jo vores eget . . .

— Ja, sagde Tausen og stirrede ind i Lampen: De har Deres eget . . .

— Og, sagde Fru Noll: saa gi’r jeg Hammer Ret, naar han si’er: Der er dog saa mange store Ting i Verden, naar man endelig har en ledig Time.

— Ja, sagde han igen.

Han blev ved at sé ind i Flammen:

— Men det er det som gør rasende, sagde han: at der gives ingen store Ting for smaa Mennesker.

Pludseligt nikkede Fru Noll:

— Nej, sagde hun og saa op paa Tausen: det er vel det, der er Ulykken.

Fru Noll holdt op at klippe og saa hen for sig:

— Men, sagde hun, jeg si’er osse tit til Hammer: Kan du egentlig forstaa, si’er jeg, at Danmark er blevet saadan?

— Danmark, sagde Tausen. Ordet kom ganske aandsfra- værende. Han havde vistnok ikke tænkt paa „Danmark“. Men saa sagde han:

— Saadan er det altsaa blevet.

— Ja.

Fru Noll sad som før:

— Og saadan om Aftenen, naar Hammer og jeg sidder, saa sidder vi saa tit og forstaar det ikke.

Hun taug.

Ingen af dem havde hørt Frøken Eva komme.

— Det er mig, sagde Eva.

— Er det Dem? Tausen havde vendt sig.

— Jeg har ogsaa faaet nok, sagde Eva, der stod med Hænderne paa sin Ryg.

Inde fra Spisestuen lød Stemmerne højt.

s. 185— Ja, her er bedre, sagde Fru Noll.

Tausen og Eva stod ved Siden af hinanden. Evas Hænder gled hen over Hjertet, som Fru Noll havde klippet.

Saa smilede Fru Noll og sagde:

— Aa, jeg sidder og tænker paa alt det Smørrebrød . . . for det bliver jo ikke spist . . . om jeg turde bede Fru Scherr ta’e et Par Stykker med hjem til Hannes. Vi faar jo ikke Rugbrød nogensinde . . .

— Men, sagde Eva og blev paa én Gang lidt usikker i Røsten: det kan De da vist saa godt.

Saa lo hun:

— Det er saa surt . . .

— Aa, sagde Fru Noll: det mærker Hannes ikke. Det var bare Glæden at faa Smørrebrød.

— Ja, sagde Tausen.

— Men, sagde Fru Noll: naar man har lidt, skal man altid være forsigtig med at be’e.

De taug et Øjeblik. I Spisestuen raabte alle Stemmer.

Saa sagde Eva og vilde smile:

— De og Hannes . . .

— Ja, sagde Fru Noll: Hannes og jeg.

— Og Drengene.

Det var, som Evas Stemme bestandig skiftede Leje:

— Hva’ er det for et Digt, De har skrevet? spurgte hun, men saá ikke paa Tausen, hvem hun spurgte.

Tausen svarede ikke straks.

— Læs det for mig, sagde Eva ligesom stærkere.

— I Doktorens Stue kan vi det, sagde hun: dèr er stille.

Hun havde allerede løftet Portièren:

— Kom, sagde hun.

s. 186

s. 187

s. 188

s. 189MINDEBOGEN

19 3 6

FEMTEN DIGTE
AF HOLGER DRACHMANN

SAMLET AF JOHANNES URSIN
INDLEDET AF PAUL V. RUBOW

UDGIVET SOM MANUSKRIPT

GYLDENDAL

s. 190

s. 191 December 1936

Mindebogen 1936, der ligesom tidligere ikke kommer i Handelen, men kun sendes som en Hilsen til den snævrere Kreds, der staar Forlaget nær, bestaar af 15 Digte af Holger Drachmann, fundne i Digterens Mapper. Nogle af dem har ikke før været trykt, andre kun paa ret utilgængelige Steder. Forenet giver de et Billede af Drachmanns Sind og Tanker.

Den lille Bog er samlet af Johannes Ursin og indledet af Professor Paul V. Rubow med et Karakterbillede af Digteren.

Idet vi ønsker Dem et godt Nytaar og sender Dem en Tak for det Aar der svandt, haaber s. 192 s. 193 s. 194vi, at De vil modtage den lille Bog med samme Interesse, som er blevet den øvrige lille Række af Mindebøger til Del.

s. 195MINDEBOGEN

1 • 9 • 3 • 6

s. 196

s. 197

s. 198

s. 199MINDEBOGEN

19 3 6

FEMTEN DIGTE

AF HOLGER DRACHMANN
SAMLET AF JOHANNES URSIN
INDLEDET AF PAUL V. RUBOW

UDGIVET SOM MANUSKRIPT

GYLDENDALSKE BOGHANDEL

NORDISK FORLAG

1 9 3 6

s. 200EFTERTRYK FORBUDT

PRINTED IN DENMARK
GYLDENDALS FORLAGSTRYKKERI
KØBENHAVN

s. 201DRACHMANNS DIGTE

Det tidligste Digt, Drachmann lod trykke, var i Flyveposten 1865, til P. L. Møllers Mind> ¹Det opgiver han i det mindste selv i Tilskueren 1908, S. 133, det bekræftes af Birket-Smiths haandskrevne Litteraturlexikon. Nogle Vers er optrykt i Jul. Clausen: En Kvindes Kærlighed, 1928, S. 5. Underskriften „h.“ fik Samtidige til at tro det var af H. P. Holst. H. C. Andersen beundrede det meget. Jvfr. H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin, III S. 231 f.). Men mellem Sager han ikke fandt brugelige til Offentliggørelse, ligger endnu tidligere Ting, der vidner om hans Arbejde med Formen, saaledes et ganske nydeligt Digt til hans Ven Chr. Hansen i Gurre; det angives at være fra 1864 og er nu trykt i Etatsraadinde Harriet Bentzons Brevsamling. Blandt hans Papirer er der en Sonet fra 1866, som har en fuldkommen sikker Form. Han arbejdede i sine tidligste Aar ikke for egen Regning. Alt hvad han syntes om, blev forelagt hans Lærer, Digteren og Litteraturhistorikeren Kr. Arentzen, som plejede at kassere hans Udgydelser. Det Ideal man indprentede ham, var Naturlighed. Tidsalderen følte sig tynget af den forrige Periodes mægtige digteriske Indsats, og man var overalt paa Vagt imod at lade den udarte til Manér. I Prosaen arbejdede man hen imod det jevne Hverdagssprog, i Poesien vilde man frem for alt undgaa Bombast. Nyttigere poetisk Skole kunde ikke tænkes for den unge Holger Drachmann, som havde en Drift imod det Højttravende.

Dersom hans kunstneriske Lærere havde passet paa ham paa Malerskolen, var der maaske blevet mere ud af ham i det Fag; nu fik han Lov til at lade Fantasien løbe af med sig s. 202paa de uhyre Lærreder; fra Begyndelsen af slog han for store Brød op, og saa blev han ødelagt som Kolorist. Hans Tegninger derimod, der er gjort uden Ærgærrighed, viser at Talentet ikke var ringe; Motiverne er altid nydelige, selv om Stregen kunde være usikker.

Men naar han paa den Tid da han omsider blev voxen, valgte Malerkunsten frem for Poesien, var det allerede af betænkelige Grunde. Han syntes Maleriet var en friskere Haandtering, og han opfattede det som noget af et Haandværk. Til Poesien mente han derimod, var det halve Menneske ikke nok. Det vistnok ældste Digt der er bevaret fra hans Haand, er en Pastiche i Welhavens Manér, som hedder Nøkken, og som netop handler om det Motiv, at den der forskriver sig til Poesien, maa give sit Liv.

Da han i 1872 fremtraadte som Forfatter med en Bog paa Prosa og en paa Vers, var man da ogsaa enig om at han var en overordentlig formfuld Skribent, og ikke uden Originalitet. Men Drachmann selv troede endnu ikke paa sin poetiske Kaldelse. Endnu i Aarene 1874—75 følte han sig som Maleren, endda han skrev Digte som M isericordia eller Nu er de lyse Nætters Tid forbi. Det er hans dybe Vemods Periode, præget af hans tiltagende Følelse af at maatte opgive det unge Ægteskab, som var indgaaet under saa store Forhaabninger. Afslutningen paa hans Ungdoms Trængsler kan man datere fra Digtet Med høj Horisont, som han skrev i Travemünde August 75.

Som Digter af Profession optræder han først fra Høsten samme Aar i sin kortvarige Spillemandsperiode. For mange Mennesker gaar Drachmann saa at sige uden Rest op i Forestillingen om den farende Svend, Efter romantikens fuglefri Sangerskikkelse. Og han er selv ikke saa lidt skyldig deri, da han fra Slutningen af 1800’erne, skønt Ungdommen længst var forlist, anlagde Vagantpoetens Attributer. I Virkeligheden . varede den hele Raptus kun nogle Maaneder, og selv i Gotfred Springforbis lystige Viser blander der sig tungsindige Toner. s. 203Men det var i dette Efteraar, han forlod de simple Strofer og gik over til en kunstfcerdigere Versifikation. Hans bedste Digte fra Vandretiden, Vers som Nu er Aftnen lys og lang eller Jeg er kun det skøre Kar, vil uden Tvivl blive staaende saalænge det danske Sprog tales.

Men med Vinteren 76 kom der en Forvandling i hans Liv, som førte ham til den store Poesi. Oven paa de oprevne Stemninger som Bruddet med hans første Hustru havde fremkaldt, var fulgt et Forsøg fra Digterens Side paa at vinde Selvbesindelse gennem et Tilbageblik paa hans Drengeaar og Ungdom, og en Grublen over de Muligheder hans Karakter gemte. Det blev til den henrivende Prosafortælling, som hedder E n Overkomplet. Da den blev sendt til Trykkeriet i disse haarde Vintermaaneder, indflettede Digteren nogle Smaavers, som betegner en helt ny Kurs. I hans Optegnelsesbog fra Miinchen, efter Nytaar 1876 finder vi det ældste Udkast til hans mærkeligste Digt. I det forløses hans Sjæl til en første Ode i den nye Stil:

Jeg kunde ikke sove.
En Blomstervind slog mig imod,
Strømmed ind ad mit Vindu
Som en velluglaandende Flod.
Det var som hørte jeg Palmer
Bruse med sagte Musik,
Det var som hvisked Naturen,
Hvor Jeg stod og gik,
Sakuntala, Sakuntala.

Linier som kun behøvede nogle faa, men betydningsfulde Ændringer, for at blive Perlen i nyere dansk Lyrik.

I det tidlige Foraar, mens han opholdt sig i det Venetianske, søgte han at forny sin Spillemandspoesi i en endnu mere raffineret Form, med Digte som De euganeiske Høje. Men ogsaa her, i en yppig og farverig Natur, fandt Melankolien Vej ind i hans Fantasier, i Digte af en drømmeagtig, uvirkelig Skønhed.

s. 204Sin højeste Manddomskraft naaede Drachmanns Poesi i de følgende tre Aar, da hans Sind og Tanke var fulde af Kærligheden til en ung Frue paa en Gaard ved Esrom Sø, dette poetiske Indhav hvis Erindring han nylig havde revet op i, da han skrev Fortællingen om sine unge Aars Sværmerier og Trængsler. Nu fik hans Vers den mægtige Odeflugt, som dansk Litteratur havde savnet siden Johannes Ewalds Tid. Da blev hans bedste Elskovsdigte til, disse sjælfulde Vers hvori den store Lidenskab hæver Digteren til det oversanseliges Tærskel, frem for alt saadanne mystiske Sange som Der blev stille i Stuen eller Se nu er Vindene milde. Fra denne Tid er ogsaa hans Sange ved Havet og mange andre bedaarende, musikalske Udtryk for hans rige, altid erotiserede Naturfølelse.

Denne Blomstring endte i Højsommeren 1878, da hans Elskede forlod ham. Et bittert Minde om Adskillelsens Voldsomhed er bevaret i denne lille Bog, Rimbrevet Til min Søster, her trykt efter den tidligste Affattelse ¹En Renskrift blev sendt i et Brev den 19. Maj 1878 til Erna Juel-Hansen. Brevet er nu trykt i Harriet Bentzon: Holger Drachmann i Breve, S. 182 ff. — Stilen er Byrons.). Det blev Udgangspunktet for den sidste Samling af Drachmanns Ungdomsdigtning, de forpinte poetiske Epistler som fik Titelen Sange til en Søster. Fra da af var Ungdommen kun en Idé for ham. Det havde været hans Tanke at digte en Række Værker til Lovprisning af det lykkelige Ægteskab som den eneste Løsning paa det Problem, der for ham var Livets vanskeligste, Forsoningen mellem Ungdom og Manddom. Allerede Sange ved Havet handlede mest om det. I Praxis prøvede Drachmann at forene Ideal og Virkelighed ved at ægte sin Elskedes Søster. Den smukkeste Blomst i hans nye lyriske Digtning er den prægtige Samling Gamle Guder og nye. Her er især Digtkredsen Vor Moders Saga betegnende for hans nye Følelses- og Idéliv. Den handler om det tøjlesløse Lidenskabslivs Forædling og Modnen til frugtbar s. 205Menneskelighed. Men det var ham nu styret saa, at han aldrig skulde finde Fred og Flvile i ordnede, borgerlige Forhold. Henimod Vinteren 1886—87, efter at han havde fyldt de fyrre, meldte Fortvivlelsen og de dybe Længsler sig. Den mægtige lyriske Produktivitet, der længe havde slumret, vaagnede nu atter til Liv. Det er de første Digte i Sangenes Bog, som betegner hans Genopvaagnen: Jule - Sne, Der vælder Lyd af Ensomhedend.

Men Digtersjælen kunde ikke arbejde uden Stof. Drachmann maatte kunne tabe sig helt i en Anden, og hvad hjalp alle gode Forsætter? Han mistede i Juni 1887 det urolige Hjerte til en Syngepige, som han gav Navnet Edith, og som fra nu af blev hans Musa. Først formummede han deres Kærlighed som en orientalsk Medhustru-Erotik, især vellykket i Digte fra Levanten, senere forgudede han hende i mange Former og under mange Navne, indtil hun i hans Bevidsthed tabte sine menneskelige Dimensioner og sin jordiske Konsistens. Hun smeltede en Tid — som i Forskrevet

— sammen med det forklarede Billede af hans første Hustru, til sidst fornægtede han for hendes Skyld sin Fortid lige til Sakuntala („Ak, Teresina, hvor har Du min Kærlighed slet betalt“ ). Men da var ogsaa Fortryllelsen hævet, og de sidste tolv Aar drev den store Digter rundt som et Skib uden Anker.

Drachmann var af jevn Afstamning, vilde selv gerne have været Haandværker som sine Forfædre, hvis Talenterne ikke skulde vise sig at slaa til. Han havde altid en Forkærlighed for Menigmand, som han kunde tale med og forstod. I hans virkelige eller formentlige politiske Svingninger, der ellers har ringe Interesse, er denne Hengivenhed for Folket det Bestaaende. Han var et Friluftsmenneske, en Vandrer og en Maler, hvilket man aldrig maa glemme, naar man læser hans Vers. Den synlige Verden, som i hans Digtning blev til bølgende Visioner, havde først levet i hans Kunstnerøje.

Han havde ikke som saa mange Digtere i Tider da Tegnene skifter, fra først af snærende Baand, han behøvede ikke noget s. 206Brud med litterære Traditioner. Den han var, blev han uden litteraturkritiske Demonstrationer, dreven af Oplevelserne. Maaske fik han et lille Skub fremad af Georg Brandes, men det kan ikke have været store Sager. Han kunde heller aldrig følge Trop i det litterære Partivæsen, blev den store Digter paa sin Individualitet. Uden akademiske Overskrifter skrev han Hymner, Oder og Ballader som i Lyrikens Glanstider. Han havde Illusionens Naadegave (se hans Digt „Perler“).

2

Holger Drachmann var i Besiddelse af megen jevn sund borgerlig Ordenssans og Fremdrift. Over for Anmasselser kunde han til Tider vise stor Kunstnerselvfølelse. Men Drivkraften i ham var ikke Laugets sædvanlige Ambition. Han tilstaar selv i et Ungdomsbrev til sin Stedmoder, fra 1869, at der hvor andre Mænd har Ærgerrighed, der har han Følelsen for Kvinden. Denne vise Selverkendelse bevarede han stedse. Han er vor Poesis store erotiske Mystiker. Hans Digtertrone staar i Kvinders Hjerter. Sammenlignet med hans Erotik virker Chr. Winthers som en Privatsag. Med Goethe deler han Lidenskaben for det idealt Kvindelige, som drager opad. Men Goethe virker sammenlignet med Drachmann som den overlegne Verdensmand; han var en beregnende Æsthetiker i sine Kærlighedsforhold. For Goethe maatte ikke hele Sjælen indsættes i en Elskovshandel; han søgte Underkastelse hos Kvinderne. Hos Drachmann derimod er Poesi og Erotik eet. Han saa ned paa Aarestrup og fandt Casanova pedantisk. Han kunde have anvendt Mottoet til den første Samling af Chr. Winthers T i l En: vDen jeg nu skal elske, maa jeg tilbede.“ Kr. Zahrtmann skrev i en Erindring fra Bornholm, hvor han var Vidne til Vennens ynglingefine Forelskelse i sin tilkommende Barnebrud, at Drachmann „tilbad Vilhelmine og Alt hvad hendes var“. Det var hans Holdning over for de ret faa Kvinder, som formaaede at fængsle ham: han maatte først tilbede dem, og derefter finde sig i at de blev koldsindige over for ham, naar de saa at det Hele kun blev til Poesi. I Grunden var han en Mystagog, en Præst i Elskovsgudindens Tempel. Han hørte til s. 207de i Norden forholdsvis sjeldne Aander, der ikke formaar at anskue Guddommen som Mand eller upersonlig Skikkelse, men kun i kvindelig Lignelse. Et Sidestykke til hans religiøse Kvindedyrkelse findes i vor lidt ældre Litteratur hos Fr. Paludan-Müller, i det mindste i dennes Digtning fra 1840’rne, frem for Alt i de miskendte, men dybsindige græskmythologiske Dramer.

Holger Drachmanns Digtning er en sublim Venusdyrkelse, en Sang om Gudinden som Fatum og Naade. Menneskeligt gik han omtrent til Grunde i sin Tempeltjeneste. Han kunde have valgt til Devise to Vers af Racines Fædra, som han med Beundring citerer i en af sine Bøger:

Ce n’est pas une ardeur dans mes veines cachée:

C’est Vénus tout entière à la proie attachée.

PAUL V. RUBOW

2*

s. 208

s. 209FREMAD

Bort fra det tyngende!
ud paa den gyngende,
Sindet foryngende
rullende Sø.
Fremad med higende
Hu og med stigende
Haab mod den vigende
flygtende .Ø

Mandsmod i Flokken!
Sejlet fra Nokken,
Rebet fra Blokken
hvælver sig frem.
Vige tilbage,
det gør den svage;
lad ham da tage
Orloven hjem.

Mandsmod i Baaden!
Vilje til Daaden!
sluk ej med Graaden
Hjærternes Brand!
Øjet mod Maalet
Haanden om Staalet;
lyt ej til Skraalet
inde fra Land !

s. 210

„Daarer“, de raaber,
„vejløse Taaber,
„kæmper i Kaaber,
„væved af Vind“.—
Kragerne skrige
naar de seer stige
stolt uden Lige
Falken fra Tind.

Frem skal vi stræbe.
Sange paa Læbe,
Ord, som skal dræbe
Pøbelens Skraal.
Frem skal vi stride
Side om Side
frem mod det vide,
evige Maal.

Fremad til springende,
jublende, klingende
Rythmer i svingende
Bølgegangs Takt.
Maalet det vigende
skal da vor higende,
voksende, stigende
Sang være bragt.

(1873).

s. 211TIL MIN SØSTER

Bottom: I have an exposition of sleep come upon me.

Titania: Sleep thou, and I will wind thee in my arms.

O, how I love thee! how I dote on thee.

(They sleep.)

Oberon to Puck: Welcome, good Robin.

See’st thou this sweet sight?

Her dotage now I do begin to pity.

Shakespeare: Midsummer night’s dream.

IV. Act. 1. Scene.

. . . Det var en Drøm, Du kære, gode Søster.
Endnu med Valmuekransen om sin Tinding,
ombølget af en Moskusdamp, det matte,
søvnsvangre Blik imod mit Leje vendt,
staar Søvnens onde Fe
paa Lur her ved min Side.

Hun vil vel noget om sit Offer vide,
vil se, hvor nær ved Døden Drømmen laa. -—
Hun skal ej meget af mit Suk forstaa.

Saa ser jeg hendes Kjortel langsomt glide,
som var den Dunst, ej Dække for en Kvinde,
langs Jorden. I en Slanges bløde Krop
den skyder, bugtet, sine Folder op,
og svinder. Morgenstundens svale Vinde
har viftet Synet i sit Intet hen.

s. 212

Det var en Drøm, som man kun drømmer den.
naar man ved Sommertid i vore Skove
— lidt uforsigtigt — har sig lagt at sove
ved Bredden af en Mose. Giftig Dunst
staar op om Natten fra det stille Kær.
Man siger, Mosekonen laver Gær;
man drikker hendes Drik. Gud naade hver,
som drak den, var det end i Drømme kun:
Han vil ej vaagne mer fra denne Stund;
og er han og saa ungdomsstærk og sund
af Helsen, at ej straks han bukker under:
han bærer paa en Gift i skjulte Vunder;
han er en mærket Mand fra denne Stund . . .
Dog hvorfor nævne sligt? Jeg drømte kun.

Jeg drømte — flyt dit Øre til mig hen —
at vi var to,
som vandred gennem dybe, stille Skove,
hvor kun en Kilde pludred med sin Vove,
hvor Fuglen hang med Næbet mellem Grene,
hvor ingen hilste os, -— hvor vi var ene.

Jeg gik alvorlig. Hun var glad og lo;
min Alvor suged Lyst af hendes Glæde,
til hendes Smil var lænket just min Tro,
jeg søgte Barnets gaadefulde Ro midt i den Storm,
hvori jeg selv var stedet.

Mand blev fra Adams Tid til Kvinden kædet ved alt,
hvad al hans Eftertænken spotter.
Hvad de har fælles, er kun grumme lidet,
og oftest har det fælles kun dem skilt.
Men der, hvor Mandens Blik stod for en Gaade,
som klæder sig i hele Kvindens Ynde,
som under Smil opfordrer til at synde,
som under Graad hengiver sig til Latter

s. 213

— en Sphinx, som ej sig selv, som ingen fatter -—
der væbnes ej hans Blik. Han slaar det ned,
og lægger selv et Bind i hendes Hænder,
og siger: bind det fast, bind rigtig fast!
og knæler, mens sin Svaghed han bekender.

Fra den Dag Adam dreves med sin Spade
paa Marken ud fra Paradisets Have,
han fordrer, naar han kommer mødig hjem,
kun Kærtegn, ikke Smaasnak om at grave.
Han fordrer Kys; og hun besvarer dem,
og medens hun med Smil i Søvn ham vugger,
hun søger i sin Skuffe mellem Dukker
og andet barnligt Nips fra Paradiset,
det Æble, ak, den dyre Kundskabs Frugt,
hvis Grene Herren bandt til Tugtensriset.
Hun finder det. Hvor er endnu det smukt!
Hun ser til Adam: Stakkel, lad ham drømme;
han trænger til at hvile! Selv hun vugger
sit Stammemodersind ad bløde Strømme;
hun sidder med sit Æble der i Haand,
og ler, og løfter langsomt det mod Tanden,
og ser til Adam: Var han blot en anden! . . .

Vi vandred sammen i den store Skov.
Jeg lytted, mens jeg nu og da stod stille,
om ej, igennem Skovens Pludderkilde,
jeg kunde skelne Fodslag af en Hov.
Hun gik saa sorgløs ligefrem og sang.
Jeg tyssed, og hun tav, og smiled stille,
og saa sig om, som om hun søge vilde
et Sted, hvor Foden kunde Dansen træde.
Min Alvor suged Lyst af hendes Glæde;
igennem Skoven vandred vi vor Gang,
hvor Fuglen tavs paa Gren med Næbet hang,
hvor ingen hilste os, — hvor vi var ene.

3

s. 214Jeg havde draget hendes lette Fod med al dens Danselyst,
dens muntre Trippen, ud af et Vildnis. 1 et Slyngenæt,
et Virvar, havde Fod og Sjæl og Tanker
forvildet sig. Jeg strakte ud min Haand
og sønderrev det falske Væv af Ranker,
hvori hun syntes til en Stamme fast
at støtte sig, — hvori en Boldt hun var,
et Fnug for manges Attraa, alles Tanker.

Jeg elsked hende. Elskov søger sig
det sværeste at læsse paa sin Skulder.
Glad over Byrden, føler den sig fri naar ret der skriges paa Forræderi;
den føler let sig, naar af Had den tynges;
Forfølgelse, hvorunder andre ældes,
blir kun en Kilde, hvori den forynges;
og Interdiktet, hvormed andre fældes,
blir Elskov en Indvielse, en Daab,
hvori den smiler ad hvert Ukvemsraab
og stevner troligt hver en Dyst i Møde:
fordi den større er end selv sin Brøde.

Saa var min Elskov. Og mens Trykket tynged,
og fast imod min Skulder hun sig klynged,
saa voksed alt det bedste i min Sjæl.
Jeg havde revet løs den lette Rod,
og søgte Plads for Planten i en Have,
hvor alt var lyst og smukt — som selv hun var.
Jeg opbød alt det bedste, al min Gave,
for at forjage blot den mindste Skygge,
som kunde naa min dyrekøbte Lykke;
og da jeg følte, hvor hun selv var svag
og lidet havde mod en Storm at sætte,
saa lagde jeg mig frem i solklar Dag

s. 215

og raabte højt til Havens Folk, at dette var mig,
at det var Værket af mit Værk,
at jeg var kommen nu, var ung, var stærk,
var tillidsfuld, en Allerhelvedskarl! —
De lytted, peb, og raabte: han er gal.

Jeg elsked, ak, og jeg var ung og stærk,
og Lidenskaben brændte i mit Blod; dyrt havde jeg
betalt hvad der var mit,
og længe havde jeg i Løndom stridt.
Med al min Kunst jeg havde søgt
at bøde paa det, som nu udraabtes for min Brøde,
— i Arbejd troligt laa jo al min Bod.
Saa steg det frem i Trods, i Overmod,
og næppe mine Venner selv forstod,
hvorfor jeg æsked alle ud saa saare.
Jeg vidste det, og hun. Jeg vilde dække
for hende ved at tage selv hvert Stød,
hvert Hug, hvert Raab, ved selv mig blot at lægge
paa Forhaand ... Og jeg led, jeg led for begge.

Jeg elsked; og jeg regned — ak,jeg Daare —
med Ziffre,hvorpaa trygt min Tillid stoled,
med Mandens Mod og Tro og Tapperhed,
multiplicert med Kvindens Kærlighed.
Imens vi to i Skyggen sad, jeg soled
os begge under Luen af den Ed,
jeg havde svoret. Mandens Eder binde.
Hvad er en Ed? Spørg Manden, ingen Kvinde! —

Saa sad vi to i Skovens Tavshed inde.
Hun havde saaret undervejs sin Fod,
og snart hver Latter, hvert et Smil forlod
den Læbe, som blev krummet kun for Glæde.

3*

s. 216

De lyse Øjne kunde nu kun græde;
et Barn, — det Syn gør stedse Manden svag;
jeg trøsted, vaaged. Natten svandt og Dag;
vi sad paa Mosset, ved vor Fod en Mose;
bleg var hun, Kinden havde tabt sin Rose,
og Brystet skælved under lange Suk,
og Læben aanded ingen Ømhed længer
•— og dog, hvor var hun i sin Svaghed smuk!

Det skar mig i min Sjæl med Smærtens Flænger.
Jeg tog fra Mosen Vand til hendes Vunde,
jeg vaaged, trøsted, alt, saa godt jeg kunde;
og naar jeg, knælende for hendes Fod,
opbød hvad Kunst og Kærlighed formaaede,
da var jeg lykkelig, — højt steg mit Mod,
naar blot en Hvisken til mit Øre naaede:
Tak; hvor du er omhyggelig og god!

„Hvor du er god“. — Jeg stak min Drikkeskilling
i Lommen. Og vi sad ved Mosens Kær;
hun tavs; jeg lykkelig i al min Vaande,
en fredløs Sanger under mørke Træer,
en fattig Flygtning, undsagt af enhver, —
glad, rig ved hendes Ord; en Millionær.

Da steg fra Mosen op en sælsom Aande,
en Moskusdamp, som bølged ud og ind
og lagde sig med Sløvhed om mit Sind.

Mit Øje saa kun dunkelt, gennem Taage;
blytung laa Dampen over Øjets Laage,
og Hjertet skælved ængstligt i mit Bryst.
Jeg havde Lyst,
at bære hende bort, langt bort derfra;
jeg mægted intet; Mosens Aande virked;
jeg var som lænket til min Plet, og da . . .

s. 217

Da krøb en Skovmand gennem Sivet frem,
et Væsen, som man kun i Drømme finder,
halvt en Silén og halvt en Klapperslange.
Halvt var han Vildmand, kejtet, trind af Krop,
uvant med Mennesker, et sølle Skind,
med tykke Læber og med fede Kinder,
Haartjavser, rødlig, strittende om Panden;
man kunde for hans Øjne blive bange,
optændt af Mosekonens stærke Drik,
hvormed han havde døvet sine Sorger,
forstyrret Hovedet, fortrængt Forstanden; —
halvt var han Slange, smidig, glat og rund,
sød i sin Tale, med en Sukkermund,
som stedse stod paa Springet til at græde;
han klaged over alle Verdens Ting,
men mest dog over Tab af Hjemmets Glæde
og Venskab. Kunde han hos os to finde:
Venskab hos Manden, Godhed hos en Kvinde,
saa vilde han ... jeg husker ikke længer
alt hvad han vilde; men han loved meget.

Jeg saa mod hende, om hun havde skreget.
O nej; — her var ej heller Grund til Skræk;
hun jog den med et Latteranfald væk.
Altfor naragtig var det nye Syn,
at se ham sidde der med opskilt Bryn;
og rulle med sit Øje, mens han jamre
og nøs af fugtig Sved og bad, besvor,
og trilled som en Pudel sig paa Jord, -—
en Pudelhund i Støv for hendes Fod.

Han vidste Raad for alting; han forstod
at presse Lægedrik af Skovens Urter
og brygge Mosedampen ind deri;
og alt som Smærten hendes Saar forlod,

s. 218

saa holdt hun op at smile, lo ej længer
som forhen ad hans Tales Hvirvelstrøm,
hvor Fiffighed og Vaas og stjaalne Stumper
af mine egne Sange maled rundt;
hun fandt ham hæslig ej; hun havde ondt
af ham, den stakkels Skovaand; fandt ham god;
han laa jo som en Hund for hendes Fod;
hun klapped ham; man har jo Lov at klappe en Hund . . .

men hendes Haand var blød og øm;
det følte jeg, mens jeg afmægtig sad
med Raseri i Hjertet -— i min Drøm.

Og saadan led den træge, tunge Tid.

Jeg martredes fra Time gennem Time;
jeg var jo kun en stakkels fredløs Sanger,
jeg kunde ikke hendes Saar kurere,
ej jamre hende mine Sorger for,
ej dysse hende med mit Vaas i Søvn,
ej hobe op et Bjerg af Tjenester,
hvorunder hendes Tro mod mig blev højlagt,
ej smigre hendes Svaghed, hendes Luner,
beklage hendes tunge Skæbne,
mens den vamle Graad drev ned og blanded sig
i „Lægedrikken“, som sit Offer døved; -—
jeg kunde sidde kun, min Kraft berøvet
ved al den kvalme Dunst og Mosegift,
og ridse paa et Blad en ængstlig Skrift, —
mit stakkels Hjærte paa min Smærte rime.

Saa kom den da omsider denne Time,
hvor jeg betalte — dersom jeg har syndet —
med blodig Aagerrente for min Brøde,
med dyb Fortvivlelse, med Dødens Skam.
Jeg saa dem sammen; hvilket lifligt Møde!

s. 219Titania paa Skødet hos sit Æsel.
. . . Hun kyssed ham . . .

Jeg vaagned med et Skrig, og holdt for Øjet,
og følte til mit Hjerte, om det slog.
Det slog endnu. Et Hjerte gaar ej hen
og standser Værket, blot fordi man drømmer.
Det var en Drøm. Tys, lad os glemme den.

(August 1878).

s. 220SALME

Sejgt, med trøstigt Mod,
om kun Fod for Fod —
under dulgte Taarer,
under aaben Latter;
le af de Hallunker,
man ej kan slaa ihje!;
bide Smerten i sig —
le alligevel;
vogte paa sit Hjærte,
at ej det fanger Rust;
have Skinnet mod sig —
det er Dyden just:
æde Brød blandt Svinene,
og dog en Kongesøn —
det er Livets Fadervor,
det er brav Mands Bøn.

s. 221SONET

Som jeg var gaaet, loved jeg at komme;
jeg har mit Løfte holdt.
Ak, hvis mit Hjærte blot var alvorskoldt!
Men det er Ild —, dog nu er Faren omme.

Nej, mine Ord blev ikke Løfter tomme.
Letfængelig, har netop Ilden voldt,
at jeg med Løftet ikke spiller Boldt
som det saa ofte gaar de „sande Fromme“.

Andægtig har jeg stedse Luen næret;
De ved, derinde paa en hellig Plet,
hvor Gløden spejler sig i Hjærtekilden.

Og hvergang Veddet næsten var fortæret,
paa Baalet kasted jeg en tør Sonet. —
Jeg har nu engang Kærlighed til Ilden.

4

s. 222HJÆRTESORG

Først lange vaagne Nætter
og Venten paa det Brev,
hvoraf hun havde haabet,
just hvad han ikke skrev;
saa kom det, hvidt og sirligt;
hun brød det, og det blev
af hede Taarer plettet,
det kolde, pæne Brev.

Han vilde „nødigt“ saare —
just derfor saared han;
han vilde Smerten dulme —
som om sligt dulmes kan!
Han brugte hver en Vending,
som Sprog og Pennen har,
han skrev „fuldt ud oprigtig“ —
og vented ikke Svar.

Nej, svaret blev der ikke;
hvis ej den matte Ring
om Øjet og dets Taage
er Svar paa slige Ting;
og Uger gik fra den Dag,
hvor først hun Brevet brød —
det var, som om en Verden
i hendes Sjæl var død.

s. 223Som Blomsten under Stormen,
som Spurv i Høgens Klo,
saa skjalv det unge Hjærte
og Hjærtets faste Tro;
hun vakled om i Stuen,
saa spæd blev hendes Røst —
indtil hun sank med Hulken
ned ved sin Moders Bryst.

Der, ved Naturens Kilde
igen hun Barnet blev —
saa læste de det begge,
det kolde, pæne Brev.
En Moders Hjærte rummer
vel Trøst for sligt et Brev —
hun ved, kan hænds af egen
Erfaring „hvad han skrev“.

Med taareslørte Blikke
de sidder begge der,
den Ældre og Erfarne
sit Hjærtes Blomst saa nær;
hun ved, en Blomst kan falme,
og Stormens Slag er tungt —
men Hjærtet brister ikke:
dertil er det for ungt!

4*

s. 224STRANDET LYKKE

Hvor før hun vandred
i Fryd — selvanden,
der sidder hun ene,
sorgfuld paa Stranden.

Sorgfuld og ene
hun sidder paa Stranden,
mens Øjet glider
langs Kiming-Randen.

Træt af at søge
bestandig hun søger —
og Skuffelsen Sorgen
smertefuldt øger.

Den mumlende Brænding
om ham kun taler —
og Skyen stiger,
og Solen daler.

Vildere vokser
de sydende Vande —
dybere Rynker
i Skyens Pande.

Evig og altid
om ham er Talen
i Skummets skiftende
Stigen og Dalen.

s. 225Hvor er han henne?
Ja, spørg kun Vinden,
som hvirvler en løsreven
Lok over Kinden.

Hvor er han henne?
Ja, spørg kun Kinden,
hvor Taare paa Taare
sitrer i Vinden.

Hvor er han henne?
Ja, spørg kun Sandet,
som fyger og fyger
og sluges af Vandet.

Hvor er han henne?
Skibet er strandet,
Fører og Mandskab
begravet i Sandet.

Evig og altid
den samme Smerte:
den strandede Lykke,
det sørgende Hjærte.

Hvor før hun vandred
i Fryd — selvanden,
der sidder hun ene
— ene — paa Stranden.

s. 226MADONNA

Jeg vandrer i Skoven, hvor der er dybest Fred,
mine Tanker de skulde ej forvildes;
men naar jeg ret betænker mit Hjærtes Kærlighed,
det er, som mit Hjærte skulde skilles.
Da øjner jeg bag Løvet
et lysegult Haar,
to Arme bag de vinkende Blade;
da staar jeg som bedøvet,
da blir jeg saa bedrøvet,
da kaster jeg mig ned og for Brystet mig slaar
og trygler for Skovens Dryade.

Jeg vugger i Baaden, naar Vinden har sig lagt,
mine Tanker paa Søen skulde stilles;
men naar jeg ret betænker, hvad Baaden har i Fragt,
da er det som om Baaden skulde skilles.
Da øjner jeg paa Bunden
et lysegult Haar,
en Mund, som kan bede og true;
da er jeg overvunden,
jeg kalder, jeg har funden,
jeg finder ikke mere, jeg synker hvor Du gaar,
Du Havets velsignede Frue.

(1876).

s. 227DEN FORLADTE PSYKE

Jeg drømte, at jeg saa den stakkels Psyke,
saadan som hun af Amor var forladt,
dengang mod Gudens Bud hun havde handlet —
en stille, vellugtsvanger Dæmringsnat.

I Lampen brændte kun en sparsom Væge,
men Olie-Skaalen var med Myrrha fyldt,
og Haanden, som om Skaalen holdt, var Psykes —
hun, som hin Skæbne havde selv forskyldt.

Opløst i Graad hun sad, den unge Kvinde,
med fine Lemmers skære Foraarspragt
en Form, hvori Gud Amor havde indblæst
al Livets Aand med Elskovs høje Magt.

Ak, der maa bødes strengt for Gudens Gaver:
ud gennem Livet gaar vor Pilgrimsgang,
og der blir Strid og Storm og hvasse Torne,
hvor Alt var blødt og Leg og Fløjteklang.

Opløst i Graad hun sad ved Havets Klipper —
saa vidt hun kommen var; her sank hun ned
og tolked for den medynksfulde Bølge
Alt, hvad det altfor unge Hjærte led.

Men Havet — om end dybt det synes blande
sit eget Suk i al vor bitre Graad,
Havet har ingen Trøst for den, som lider —
og Stenen er saa kold som den er vaad.

s. 228Hen over Klippen rinder salte Taarer,
men deres Kilder er ej Hjærtets Dyb,
det bitre Skum paa Overfladen flyder,
og nedenunder bor det tavse Kryb.

Saaledes sad hun der, den stakkels Psyke
— ved Havets Bred, af hver en Trøst forladt,
hun, som mod Gudens Villie havde handlet —
og vented paa den stille Dæmringsnat.

Den giver hende Drømmene tilbage,
og Olie-Skaalen blir med Myrrha fyldt,
i Gudens Favntag vaagner hun tillive,
og der er intet syndet og forskyldt.

Men atter rejser hun sig fra hans Leje,
vil kende Lykken hun paa Vilkaar fik,
vil drage Sløret bort fra Gudens Gaade —
og træffes af hans stille, strenge Blik!

Og hver en Kunstner gribes af det Billed,
og Billedet faar Liv og bliver Aand —
thi Kunsten vil det Skjulte gennemtrænge,
som Psyke selv; med Lampen i sin Haand.

Og finder den sig stedse som en bortstødt
fra Lykkens uudforskelige Land:
da sætter den sig klagende hos Psyke,
en skjult Fortrolig, ved den øde Strand.

s. 229DE TRE OG DEN ENE

Venedig tærer bestandig
paa Fortidens skimlede Glorie;
Venedigs Kanaler fortæller
den samme gamle Historie:

Om ham, Giuseppe, i Parken,
med brune, solbrændte Kinder,
og om de tre paa Balkonen —
tre venezianske Gudinder.

Som Paris, Hyrden fra Ida,
han holder sikker Balance,
indkaldt som Dommer i Striden
ved Skønhedens Konkurrence.

Den ældste er Adelina,
halvblond, buttet og sikker,
for hvem en Snes Gondolierer
daglig paa Knæene ligger.

Den mellemste hedder Teresa,
Rivaens allerbekendteste
sorthaaret smægtende Skønne
om ej just den intelligenteste.

Den yngste, Maria, en Fersken,
saa sød og sollys at skue,
knap modnet af femten Somres
glade, fornøjede Lue:

5

s. 230Hun smiler muntert og barnlig,
kender ej Fif eller Rænker —
hun rakte ham gerne sit Hjærte
sammen med Vinen, hun skænker.

Og Dommeren der ved Balkonen —
ja, hvis i Venedig der findes
et Æble af Guld i Belønning,
saa bliver det sikkert nok hendes.

Dog, Æbler af Guld er for dyre
for ham, den solbrændte, sorte,
smidige Fisker Giuseppe,
som ejer til Nød nok en Skjorte.

Men Skulder og Haand og Haandled
og Mod og Mandshjerte findes . . .
saa fatter med Haanden han Glasset
og støder det imod hendes!

Han drikker det barnlige, muntre
Smil af Marias Øje:
lad nu kun Teresa betragte
hans Bryst og hans Skuldre nøje.

Og lad kun Adelina staa der
halvblond og buttet og sikker:
paa Knæ for saa selvsikker Skønhed
aldrig i Verden han ligger.

Hans Valg er truffet, og Dommen
kan intet i Verden forandre:
til Fryd for ham og hende —
til Ærgrelse for de to andre.

s. 231VENEZIA

Der drømmer en Sang, Venezia,
derude, hvor Sølvmaanen steg,
og hvor Vandene trængte hverandre
i hensigtsløs Leg —
der svømmer en tonende Gaade
deroppe bag Skyernes Flor
og glider ad Sølvstraalers Traade
som et klingende Suk til Jord.

Det var, som en vældig Lyra
var hængt mellem Himmel og Hav —
det var, som om Tonerne standsed
af Frygt for en aaben Grav;
ak, Skønhed og Navn og Vælde
og Storhed og Stolthed dør.
Venezia ved at fortælle
om sligt bag sit Enkeslør.

Der drømmer en Sang, Venezia,
derude hvor Sølvmaanen steg;
det er vel kun Vandenes Skvulpen
i hensigtsløs Leg —
der væves af mystiske Traade
et Tegn bag Skyernes Flor;
jeg kunde vel løse den Gaade,
den er endda ikke saa stor.

Du havde de høje Herrer —
de høje Herrer havde dig;
Graad og Blod,
Guld og Sved,

5*

s. 232halve Verdens Overflod
— og det til Aagerrente —
var Prisen for din Kærlighed.
De lod dit Billed male
paa Væg og Loft
i Silkekoft
rundt i de gyldne Sale.
De havde blot at yde —
du havde at befale.

Og naar Maanen kom dukkende frem af det dybe,
det natlige blaa,
da stod de dernede paa Pladsen, og sværmende
op til dit Vindve de saa;
de kaldte dig frem,
du kom, og de jubled,
og medens de hundrede Kirker sig kupled
op i det svømmende blaa,
du stod paa Altanen, og ned paa Patriciernes
Tilbederskare du saa.

Da kom de onde Tider —
de onde Tider kom ved dig;
Nød og Krig,
Dødsens Sved,
Tyrkens Tak for Kræmmersvig
og blodig Aagerrente, var Enden paa den Herlighed.
Du stod i gyldne Sale
i Silkekoft,
men Væg og Loft
de syntes til dig tale:
Din Stjerne var af Guld kun —
og saadan en maa dale.

s. 233Og naar Maanen kom svømmende op af det dybe,
det natlige blaa,
da var det paa Østerrigs Sønner, som sværmende
sang i en Ølrus paa Pladsen, den saa;
de kaldte dig frem,
du kom, og de skænked;
du drak deres Bærme, men Maanen sig sænked
af Sorg i det sortnende blaa;
med Taarer i Øjnene Himlens Smaastjerner,
Venezia, ned paa dig saa!

Nu sidder du som Enke —
en Enke, bleg, men skøn endnu ;
Slør om Kind,
Hjertet mæt;
Livets Orm har ædt sig ind;
den levner sine Mærker,
om Sindet end er nok saa let.
Ved Natten bedst du syner,
da føler du
din Magt endnu,
og Øjet ildfuldt lyner.
Om Dagen er du gusten —
saa er de fleste Phryner.

Jeg lodder dit Øjes Dybde,
imedens Gondolen sig snor
ud og ind som en Vandsnog
imellem de tavse Broer;
der lyder ej Fodtrin paa Broernes Hvælv,
der lyder kun dybt fra mit eget Selv
en Stemme, som maner, som truer —
Venezia, kender du den?

s. 234Hvi skulde jeg være din Dommer?
jeg maatte da dømme mig selv
og alle, som træder ved Dagen
paa Broernes buede Hvælv,
og alt, hvad som fødtes og fødtes til Fald,
Frugten og Ormen, Kærne og Skal,
alt hvad der deler din Skæbne —
Venezia, kender du den?

Jeg føler en underlig Medynk
med alt paa den rullende Jord,
jeg stirrer mod Baadens hurtigt
svindende, lydløse Spor;
der skvulper en Sang i det ilende Vand,
jeg bøjer mig over Gondolens Rand;
de mumler nok Messer dernede: —
Venezia, det er for dig!

Jeg aander den styrkende Brise,
som vifter fra Lidoens Strand,
jeg hører den fjerne Torden
af Adrias rullende Vand,
og bag mig, som renset af Havets Vind,
der stiger et Syn med Taarne og Tind,
og Vandene synger om Skønhed —
Venezia, det er om dig.

s. 235SYTTEN AAR

Hun er voksen — som et Barn, der blev Sommerfugl igaar;
og henover Jordens Blomster friskt hun danser:
og hun plukker dem og fletter dem i Krans om sit Haar,
og endnu ved hun ej af, at hun har Sanser.
Men det gærer og det syder, og hun græder og hun ler,
og, beundret, hun beundrende paa Verdens Skønhed ser,
og aner ej, at selv hun er dens Midte;
hun er lunefuld og ærlig, hun er klodset og graciøs,
hun kan bide som et Egern og drille som en Tøs,
hun kan alt — blot ikke selv sig rigtig hitte!

Og saa rankes hun i Ryggen, og saa rundes hun om Bryst,
og endnu er Leg med Dukker undertiden hendes Lyst,
mens hun leger alt med alle Ungersvende.
Hun kan være — aa, saa væmmelig; og er dog — aa, saa sød.
Hun er morgenglad og mørkeræd og bleg og hvid og rød,
og i Luer kan det varme Hjærte brænde.
Hun er Morgendugg og Aftenbris og Solskin og Regn,
hun er kommen fra et Feland, fra Elverfolkets Egn:
hvem kan regne hende ud? det kan nok Ingen.
Hun kan falde, det kan alle; men hun er den, der staar
som det Heles Herskerinde fra den Dag, hun fyldte Aar:
hun er sytten Aar — og voksen — det er Tingen !

s. 236DEN DANSKE SOMMERNAT

(tilegnet Edith).

Det er den danske Juli Sommer-Nat
hvor Maanen langsomt op bag Disen svømmer,
hvor Solen sover, og hvor Skoven drømmer,
hvor i et Stemningsvæld sig alt udtømmer:
den nære Siv-Bred og det fjerne Krat.
Ej nogen skarp Kontur, ej nogen Knejsning
af Brink, af Aas, af Fjæld — o, nej en Rejsning
af Folk og Villier i et sluttet Kor:
kun blide, bløde, vage Melodier
bevægende sig helst ad „kendte Stier“ —
den samme Takt i Aar som fra i Fjor;
men elske kan man her ved Søens Vove,
og længes kan man her i disse Skove . . .
det er som alt var Sang om Gurres Tove,
den Tovelil, som i mit Hjerte bor,
og derfor i den danske Sommernat
jeg sender dette Omrids til min Skat,
et Skygge-Rids af alt, hvad Hjertet drømmer.
Slet intet Ord det Stemningsvæld udtømmer,
nu medens Maanen op bag Disen svømmer
jeg aande kan de skygge-stille Ord,
velsignet du, hos hvem min Længsel bor,
velsignet Hjertet, hvor mit Savn har hjemme.

(Juli 1895).

s. 237JULE-EFTERMIDDAG

Det er mellem Tø og Kulde;
Frosten spores svagt i Skyen,
og et sparsomt Snelag dæmper
Jule-Færdslen gennem Byen.

Det er denne Højtidsstemning
just som Indkøb-Strømmen vendes
fra de fristende Butikker
hjem, hvor Træet snart skal tændes:

Jule-Eftermiddagstiden,
Skumrings- og Forventningstimen,
hvor man ligesom fra Luften
blødt fornemmer Klokkekimen.

Ej et Bryllups-Bimmelbammel,
en Begravelses-Bebuder,
hvor Metallets Knebel synes
paa sin Tone at slaa Knuder. —

Det er fulde, bløde, runde
Toner, svungne over Staden,
som indvier og afslutter
Jule-Færdslen gennem Gaden.

Fra en anden, stille Verden,
højt deroppe over Skyen,
som et agtsomt Øje glimter
Julestjernen ned til Byen.

6

s. 238Og det Bybud, som nu traver
hjem med Træet gennem Sneen,
ja endogsaa han fornemmer
Stjernen — om han ej kan se’en.

Hvorfor ikke han? Vi alle,
vi, som gennem Sneen traver
— om vi stønner under Byrder,
om vi smiler over Gaver. —

Alle kan vi gennem denne
Skumrings- og Forventningstime
føle Julestjernen glimte,
høre Juleklokken kime.

Der gaar Bud til en og alle,
gennem Gader, gennem Stræder,
selv om vi ej over Kirkens
klart belyste Tærskel træder.

Ingensteds dog Stemningsbudet
mer Modtagelighed finder,
end hvor de forventningsfulde
Barneøjne blanke skinner. —

Det er mellem Tø og Kulde
Klokken klinger ned fra Skyen:
hvor den træffer varme Hjerter,
ringes Julen ind i Byen !

s. 239NU KOMMER DEN HVIDE VINTER

Du husker hine Aftners
den foraarsgyldne Glød,
en Udsigt — hvor herlig,
en Fuglesang — hvor sød!
Ak, Frost og Kuld er Hinder
for at høre og se:
nu kommer den hvide Vinter
med den evige Sne.

Men se, dit Øje smiler
under foraarsgyldent Haar;
og hør kun, hvor min Sangfugl
sin spæde Trille slaar!
Ak, denne spæde Trille,
hvor glad har den mig gjort:
lad Stemmen være lille,
naar blot Hjærtet er stort.

Nu sidder Dromedarer
og lytter til din Sang;
de søber ind med Øllet
din Stemmes fine Klang;
de dampende Cigarer
er Virak for din Kunst:
min Fugl blandt Dromedarer,
i den osende Dunst.

6*

s. 240

Mit stolte, fine Hjærte,
med det foraarsgyldne Haar,
som i et bellmansk Tempel
sin spæde Trille slaar:
hvad gør det, om et Tempel
er smaat eller stort? —
det har Bellman, for Eksempel,
udødeliggjort!

Jeg suger Kunstens Honning
af Cigarernes Glød,
jeg kaster Sangens Perler
i min Ulla Wiinblads Skød;
og Dromedaren maaler
med Undren dig og ser,
hvor blankt dit Øje straaler,
hvor din „Perlerække“ ler.

Fjernt sidder jeg fra Templet
i min ensomme Ro —
men der er Strænge udspændt
imellem os To:
jeg hader Telefoner,
denne Spøgelserøst —
jeg elsker dine Toner
fra dit livsvarme Bryst.

Du hvælver om min Aften
en foraarsgylden Glød,
en Udsigt — hvor herlig,
en Fuglesang — hvor sød !
At Vaaren ej er omme,
det skal du faa at se —
lad Vinteren saa komme
med sin evige Sne!

s. 241VED BOGHANDLERNES FEST
HOS GYLDENDAL

18. Juni 1906.

Hvor tumles vi om
til de hundrede Sider,
og hvor trøstesløs tom
synes Verden til Tider.

Og hvor fyldt dog af stigende
Kraft fra det smaa
til de taarnhøje Tinder,
som Tanken kan naa!

Gennem Folkenes Hav
vælter Bølger paa Bølger —
og lammende Ebbe
paa Flodtiden følger;

men naar Sindet forsumper
i Stillestands-Vandet,
raaber højlydt Kulturen
sit: Lys over Landet!

Se Kulturen forbruger et Havdyb af Blæk;
Tiden ruller paa Bogtrykker-Valserne væk;
der blir Lys over Landet i Baller og Ris,
naar der forlægges Bøger i Tusindevis;

s. 242

og Kritikken tar fat, hvor Forfatteren slipper,
og Reklamen er Forlagets fasteste Klipper —
men Forhandleren bær dog den højeste Pris.

Saadan Mand er en Magt over By, over Land;
der er Lyn-Fartens Damp i den Boghandler-Stand,
med et Blink fra sin Bod, sit Kontor eller Lager
sine Kunder paa Kornet Forhandleren tager;
han kan drive dem frem, han kan gøre dem matte,
han kan lokke til Køb af de fristende Skatte —
han kan sætte et lysende Kryds ved en Bog
eller sylte dem ned i den skumleste Krog:
han er næsten Kultur-Direktør i sin Stue —
og hvad han ikke er, er den Boghandler-Frue!

Ja, de Boghandler-Fruer! Gud ved dog i Grunden,
om ikke den lønlige Magt der er funden?
Thi ret kvindelig er jo den Syslen med Bøger,
hvori man Erstatning for Handlinger søger:
der er noget af Kvinde-Duft over vor Tid,
som den skræmmes tilbage fra Vaabenfærds Strid!
den er skøn-litterær, den er følsom og sart
selv i Værker af ren videnskabelig Art;
og naar Boghandler-Manden i Kapløbets Fart
vil ha Hjernen i Hvile og Nerverne spart,
ja, saa fløjter han blidt i sin blødeste Tone:
„Træf Valget af Bøger — det kan du saa rart,
og besørg vore Kunder, min kære Kone!“

Dette Vink bør vi følge, hver Autor og Digter:
en Tak til de Fruer os alle forpligter; —
hvis der nemlig er Mening i Bog-Poesi,
baade den, der blir levet, og den, der blir skrevet,
saa er Kvinden den lysende Prik over i —
hvad Smuds end af Bogtrykkersværten er drevet.

s. 243

Og ruger i Mandsdybet
Drifter saa vilde:
des mer maa vi højne os
under det milde
og øge dets Evne, trods Menneskespaltning,
til alle Kultur-Skattes kloge Forvaltning,
og sætte paa Vagt over Tanker og Sprog
et Kvinde-Smils Blik fra det sænkede Laag
og frede det Blik, som ser stort i det smaa,
vi, som ofte ret smaat i det store maa gaa!

Thi Kvinden er Seklernes store Forvandler:
Mænd skaber Kunst, men Kvinderne Mænd —
saa lægger vi Kransen i Sommernats-Stunden
for den, som er værdigst til Kransen funden —
ja, Æren og Kransen for Foden af den,
som leder usynligt Skribentens Pen
og bliver hans Bøger den bedste Forhandler!

s. 244INDHOLD

Side

Fremad. Collins Manuskriptsamling 134,4 I. Bl. 157—158 13

Til min Søster. Manuskriptet i Dir. Juel-Hansens Eje 15

Salme. Collins Manuskriptsamling 134,4 II. Bl. 127 og Tilskueren 1894 24

Sonet. Collins Manuskriptsamling 134,4 II. Bl. 161 25

Hjærtesorg. Ill. Familie-Journal. 12. Jan. 1896 26

Strandet Lykke. Ill. Familie-Journal. 6. Aug. 1893 28

Madonna. Collins Manuskriptsamling 134,4 II. Bl. 23 30

Den forladte Psyke. Collins Manuskriptsamling 31,2 I. Bl. 52 og Ill. Familie-Journal 24. Okt. 1886 31

De tre og den ene. Ill. Familie-Journal 6. Okt. 1895 33

Venezia. V. Bergsøe : Italiensk Billedbog 1881 35

Sytten Aar. Juleroser 1904 39

Den danske Sommernat. Skrevet til Edith. Manuskriptet i

Forf. Johannes Ursins Eje 40

Jule-Eftermiddag. Juleroser 1881 41

Nu kommer den hvide Vinter. Collins Manuskriptsamling 134,4 II. Bl. 80 og Tilskueren 1894 43

Ved Boghandlernes Fest hos Gyldendal 18. Juni 1906.

Politiken 19. Juni 1906 45

Titelbillede:

VILHELMINE ERICHSEN

Holger Drachmanns første Hustru.