Lyngby, 30. November 1896.
Kære Hr. Dr. Brandes!
Nej, — „hvad jeg skrev, det skrev jeg“! Jeg baade mener det og kan forsvare det. Jo, — De har gjort det festligt for mig paa mange Kanter, og for Hundrede andre, kan De tro — men hvorfra skulde De vel selv vide det? Vi er meget blysomme Folk, vi Beboere af Halvtredstallets Breddegrader, og fuser vi endelig af, sker det maaske paa Isflagemaner. Ordene s. 109lyder let lidt fede, fordi Luften er saa mager paa Lyd til Dagligbrug. Tror De, jeg og de andre et Øjeblik tænker paa, hvad Nytte og Livsens Herlighed en social Medgang for Dem kundebragt os, der gaar om og ser op til Dem og regner os for Deres Hird uden ellers at have svoret til dit eller dat? Det er hverken, hvad De har skrevet eller sagt her eller der, der for mig gør Dem til en Stjerne paa Himlen. Misforstaa mig ikke. Jeg kan blot ikke pege paa det eller det Sted i Deres Bøger og sige: Dèr skar De Stæren bort af mine Øjne! Det er den Aand, den Mand, det Menneske De er, der skaber Festen i mig, — Deres Livs Gerning, om De vil tilgive mig dette seminaristiske Udtryk, — det høje Eksempel, det aldrig bøjedes, den sandt seendes, der skæms for intet andet end for det at lyve og tigge. Naturligvis giver disse Ord kun den ydre Skal. Bag dem brænder den Flamme, som ætser Dem frem som Mesteren iblandt os. Jeg ser den, lærer mangt og meget af den, ærer den, — men først og sidst er De den og det for mig, der har lært mig Livets Adel og vist mig, hvor Livets Værd ene og alene er at finde. Jeg kender ingen anden Fest end den, udlet eller hyldet at staa paa det, man saa som sandt. Muligvis bærer jeg dette i mig fra Fødselen af. Men uden Støtte gaar selv det bedste under. Vil De ikke tage imod andet, maa De tage imod det, at denne Støtte var De mig og vil være det, saa længe jeg lever. Jeg frygter ikke for at føre det videre — til mine Børn. Evner jeg at lære dem at se, vil De, om ogsaa De ikke lever, blive for dem, hvad De var for mig, — og for Hundrede andres Børn som for mine.
Jeg har den ene Sorg, at mine Evner gror saa langsomt. Min Stemme er saa svag. Jeg gad helst eje Kræfter, der ogsaa kunde gøre Dem det til en Glæde at tælle mig blandt dem, der følger Dem og ikke lyder Menneskers men Universets Love.
Deres hengivne
Viggo Stuckenberg