Kbh. d. 4. Januar 23.
[Til Fr. Hegel]
. . . Jeg vilde gerne vide, hvorledes det gik med Salget af den lille Bog om Heine. Jeg saa jo, den ikke blev udsolgt.
Og maa jeg saa optage det Spørgsmaal, der længe har ligget mig paa Hjerte. Kan vi dog ikke udgive en hændelig Udgave af Hovedstrømningerne, mens jeg endnu er i Live? En Bog, der begyndtes for mer end 50 Aar siden, trænger jo til et skarpt Gennemsyn, og det kan ikke foretages af nogen anden end mig. Nu er den ude af Handelen. Udgiver vi den i Mastodont Formatet er den paa Forhaand dødsdømt. Ingen Dame tager en Bog i sin Haand, som hun ikke kan holde, men maa have liggende etsteds. Det maatte lade sig gøre at give de 6 Bind en tiltalende Fagon, saa man gad læse i den. Det viste sig jo, at Planen om de Samlede Skrifter i en Skikkelse, som kun Brydere kan tage i stiv Arm, mislykkedes for os.
Jeg vilde delvis føre Hovedstrømningerne tilbage til en tidligere Skikkelse, som var forstandigere, delvis forbedre Bogen, hvor nyere Forskninger har gjort den forældet. Blot jeg havde s. 26et Exemplar af Udgaven fra 1894—1898. Kunde det ikke skaffes tilveje?
De udgav engang mit lille Skrift Om Læsning. Hvorfor forsømte De at lægge det frem eller avertere det, da der var Bogudstilling i Kjøbenhavn? Det var dog Øjeblikket, da hvert Exemplar kunde afsættes.
Jeg var den sidste Uge af November i Kristiania, og det er — i Betragtning af Byens Lidenhed — intet Pral af mig, der i den Tid ikke blev talt om stort andet end mig. Der var til den Forelæsning, jeg holdt for Betaling, — to var gratis — et Tilløb, som der aldrig før havde været i Byen. Det havde været en Anledning til at sælge et eller andet af mig, især da Gyldendal dér har en Filial. Men hverken spenderedes et eneste Avertissement paa mine Skrifter, eller laa en eneste af mine Bøger i nogen af Boghandlernes talrige Montrer, saa Filialen er ikke synderlig virksom. Jeg hører visselig ikke til de Forfattere som løber rundt for at se om deres Bøger ligger i Montrerne, men andre gjorde mig opmærksom derpaa.