Stuckenberg, Viggo BREV TIL: Nielsen, Laurits Christian FRA: Stuckenberg, Viggo (1898-05-03)

STUCKENBERG SOM FORFATTER
Lyngby, 3. Maj 98.

Kære Hr. L. C. Nielsen!

Jeg indrømmer, at det Vers staar skævt, — og at hele Digtet ikke er Sværten værd. Lad det forsvinde og tage det andet med sig. Begge de to Digte er altfor banale. Den forbandede Selvkritik falder somme Tider i Søvn.

Forhaabentlig blamerer jeg ikke samme Selvkritik ved at hævde, at hverken det Foraarsdigt Ill. Tidende trykkede forleden, eller „Retfærdighed“ fortjener at nævnes sammen med Papirkurven. Jeg sendte Dem gerne noget Prosa, men jeg bar en tyk Bog i Hjærnen, og den forhindrer mig i at skrive større Smaating end nu og da et Par Vers. Nogle af dem bliver let Lirumlarum, og jeg er den forbunden, der anholder dem, før jeg maa rødme altfor dybt over dem. Den megen Prosa, jeg sidder i, gør, at naar jeg har rimet lidt, finder jeg det herligt, blot fordi det er Rim og Rytme og ikke tætte Sider og lange Linier. Jeg har faaet saa meget Snavs trykt i mine Dage, at jeg aldeles ikke er forhippet paa at faa Bunken forøget.

Altsaa de to Digte maa helst forsvinde.

Deres hengivne
Viggo Stuckenberg.

Den tykke Bog, Stuckenberg har i sine Tanker, er „Asmadæus“, der først udkom Aaret efter (1899). Derimod er „Hjemfalden“, Bogen om Tyven, der kolliderer med Lykken, omtrent fra samme Tid som Brevet (1898).