§ 1.

De almindelige Domstole ere Højesteret, Landsretterne og Underretterne, samt Sø- og Handelsretten i København.

Rigsretten, Sessionerne, de gejstlige og militære Retter omfattes ikke af denne Lov. Det samme gælder om de i Lov Nr. 35 af 15. Februar 1895 omhandlede Konsularretter, de i Lov Nr. 57 af 3. April 1900 omhandlede Arbejds-Voldgiftsretter, den ved Lov Nr. 225 af 14. April 1905 § 35 under Navn af Akkordretten opret- tede Domstol, samt de i Lov Nr. 77 af 19. April 1907 §§ 1 1 og 12 omhandlede Vold- giftsretter, for så vidt der ved de nævnte Love er fastsat særlige Regler for disse Retter. Regeringen bemyndiges dog til ved kongelig Anordning at fastsætte sådanne

Lempelser i disse Særregler, som denne Lov nødvendiggør.

§ 2.

Højesteret er øverste Domstol for hele Riget. Den har sit Sæde i Køben- havn og består af en Formand og 12 andre Højesteretsdommere. I Formandens Sted træder i fornødent Fald den efter Embedsalder ældste af Rettens tilstedeværende Dommere.

I hver Sags Afgørelse ved Højesteret deltage, for så vidt ikke andet særlig er bestemt, mindst 9 Dommere. Haves i nogen Sag ikke det fornødne Antal af Højeste- retsdommere til Rådighed, kalder Formanden en eller flere Landsdommere til at deltage i Sagens Behandling.

§ 3.

Skriverforretningerne ved Højesteret samt Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retsafgifter forestås af en Justitssekretær. Ved Skriverkontoret ansættes 3 Fuld- mægtige og det øvrige fornødne Kontorpersonale. Højesterets Formand træffer Be- stemmelse om Forretningernes Fordeling.

§ 4.

Der skal være 2 Landsretter: Østre Landsret og Vestre Landsret, liver med samme Landområde, som henholdsvis Landsoverretten i København og Landsover- retten i Viborg hidtil har haft.

Østre Landsret, der har sit Sæde i København, består af en Formand og 17 andre Landsdommere; Vestre Landsret, der har sit Sæde i Viborg, består af en Formand og 12 andre Landsdommere.

I Formandens Forfald træder i fornødent Fald det efter Embedsalder ældste tilstedeværende Medlem af Retten i hans Sted.

§ 5.

Landsretternes Domsmyndighed omfatter dels Behandling og Påkendelse i første Instans af Retssager i det Omfang, som bestemmes ved Reglerne i denne Lov, dels Prøvelse i anden Instans af Underretternes Behandlinger og Afgørelser overens- stemmende med de nævnte Regler. Endvidere kan Kære rejses for Landsretten over Underrettens Afgørelser vedrørende de i § 14 a—d ommeldte Forhold.

§ 6.

Hvor ikke andet er særlig bestemt i denne Lov, deltage i de enkelte Lands- retssagers Behandling mindst 3 af Rettens Dommere. Sagernes Fordeling mellem

Dommerne bestemmes af Formanden efter Forhandling med Rettens Medlemmer.

§ 7.

I de Straffesager, ved hvis Pådømmelse Nævninger medvirke, samt i andre Sager, når de i Medfør af § 11 behandles ved et Ting (jvf. § 24) udenfor Rettens Sæde, kan Landsrettens Formand overdrage til en anden af Rettens Dommere at beklæde Formandspladsen. Ved hver Landsret kan, om fornødent, sådant Hverv overdrages til 3 af Rettens Dommere. Overdragelsen sker for et år ad Gangen og kan fornyes.

§ 8.

I andre Sager end de i § 7 nævnte beklædes Formandspladsen af Rettens Formand eller, når han ikke deltager i Behandlingen, af den efter Embedsalder ældste af de Dommere, af hvem Retten dannes.

§ 9.

Sø- og Handelsretten i København, der har at behandle Sø- og Handelssager, som i Henhold til denne Lovs Bestemmelser anlægges i København, samt de Straffe- sager, der efter de hidtil gældende Regler have hørt under Sø- og Handelsretten,

består af en af Kongen beskikket Formand, en ligeledes af Kongen beskikket Næst- formand samt så mange handelskyndige og søkyndige Medlemmer, som fastsættes ved kongelig Anordning.

De sø- og handelskyndige Medlemmer vælges på den i Lov af 19. Februar 1861 § 3 angivne Måde og skulle have de i samme Lovs § 4 nævnte Egenskaber, ligesom Bestemmelserne i Lovens §§ 6 og 7 skulle gælde om dem.

Til at sætte Retten udkræves under Domsforhandling i borgerlige Sager, der i Medfør af §§ 215 — 16 vilde høre under Landsretterne, Tilstedeværelsen af For- manden og 4 sø- eller handelskyndige Dommere, under Domsforhandling i Sager, der ifølge de nævnte Paragraffer vilde høre under Underretterne, af Næstformanden og

2 sø- eller handelskyndige Dommere. Under Forberedelse af Domsforhandling i borger- lige Sager beklædes Retten af Formanden, henholdsvis Næstformanden alene, dog at denne altid er berettiget til at tilkalde indtil 4, henholdsvis 2 sø- eller handelskyn- dige Dommere og, dersom Retshandlingen angår en Sag, der skal pådømmes ved Sø- og Handelsretten, og den består i Vidneførsel, Afhjemling af Syn eller Skøn, Afhøring af Part, Modtagelse af Partsed eller Kendelse om et omtvistet Punkt, i Reglen bør tilkalde samtlige de sø- eller handelskyndige Dommere, der skulle deltage i På- dømmelsen, for så vidt sådan Tilkaldelse ikke i det enkelte Tilfælde frembyder Vanskeligheder.

Under Domsforhandling i Straffesager, samt når Søforklaringer eller Søforhør skulle optages, dannes Retten af Næstformanden og 2 søkyndige Dommere. I først- nævnte Sager kan det dog, enten straks ved Sagens Begyndelse eller senere, af Forman- den, efter Samråd med Næstformanden, bestemmes, at der skal tilkaldes 4 søkyn- dige Dommere, når Sagens Omstændigheder tale derfor, såsom at der formenes at blive Spørgsmål om at frakende Skipper Ret til at føre Skib eller Styrmand, Maskin- mester eller Lods Ret til at gøre Tjeneste i sådan Egenskab, eller at i Tilfælde af Skibes Sammenstød, eller lignende, Sagen kan afføde betydelige Erstatningskrav. Udenfor Domsforhandling beklædes Retten i Straffesager af Næstformanden alene. Endvidere er Næstformanden berettiget til på egen Hånd at slutte offentlige Politi- sager på den i §§ 913 og 914 nævnte Måde.

Ved Sø- og Handelssager forstås i denne Lov de borgerlige Sager, i hvilke Fagkundskab til Søforhold eller til Handelsforhold skønnes at være af Betydning; og ved Afgørelsen heraf vil der være at tage særligt Hensyn til, om begge Parter ønske Sagen behandlet som Sø- og Handelssag.

I København blive Handlendes, Fabrikanters og Skibsrederes Konkursboer derhos at behandle af Sø- og Handelsretten under Ledelse af Næstformanden. I hvert enkelt Bos Behandling deltage Næstformanden og 2 af de sø- eller handels- kyndige Medlemmer.

Retten bestemmer selv den Omgang, hvorefter de sø- og handelskyndige Medlemmer skulle deltage i Rettens Møder og Boernes Behandling.

Formanden og Næstformanden træde i hinandens Sted i alle Tilfælde, hvor det på Grund af Forfald for nogen af dem eller af Hensyn til Sagernes Fremme skøn- nes fornødent.

§ 10.

Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retsafgifter forestås ved hver Landsret af en Justitssekretær, der tillige er Retsskriver. Desuden ansættes der ved Landsretterne, foruden det i øvrigt fornødne Kontorpersonale, ved Østre Landsret 6, ved Vestre Landsret 3 Fuldmægtige. Landsrettens Formand træffer Bestemmelse om Forretningernes Fordeling.

Ved Sø- og Handelsretten indrettes et af Formanden ledet Skriverkontor, hvor- ved ansættes en Justitssekretær samt to Fuldmægtige foruden det øvrige fornødne Kontorpersonale.

§ 11.

Domsbehandling af Sager, i hvilke Nævninger skulle medvirke, foregår dels på det Sted, hvor Landsretten har sit Sæde, dels på andre ved kongelig Anordning dertil fastsatte Steder i Landsretskredsen. I Anordningen bestemmes, hvilke Dele af Landsretskredsen der skal henlægges til hvert af disse Tingsteder.

Når der i andre Landsretssager i første Instans er truffet Bestemmelse om, at umiddelbar Bevisførelse undtagelsesvis skal finde Sted (§§ 351,360 og 900), kan Lands- retten, når det for sådan Bevisførelses Skyld findes formålstjenligt, bestemme, at Domsforhandlingen helt eller delvis skal foregå udenfor Rettens Sæde. Sager, i hvilke sådan Bestemmelse er truffen, kunne henvises til Behandling og Påkendelse på de Ting, der i Henhold til Reglen i denne Paragrafs 1ste Stykke afholdes udenfor Landsrettens Sæde.

§ 12.

Landsretskredsene inddeles i Underretskredse. Disses Tal og Område forblive som hidtil. Forandring i Området kan ske ved kongelig Anordning.

§ 13.

Underrettens Virkekreds omfatter Behandling og Påkendelse af Retssager og Foretagelse af Retshandlinger i det Omfang, som bestemmes ved Reglerne i denne Lov.

§ 14.

Til Underretternes Virkekreds henhører fremdeles udenfor den egentlige Retspleje:

a. Tinglæsningsvæsenet;

b. de Retsbetjentene ved Lov af 23. Januar 1862 angående Tiendevederlagets Be- rigtigelse påhvilende Forretninger;

c. Udmeldelse af Syns- og Skønsmænd udenfor Retsplejen, for så vidt den ikke kan ske af Øvrigheden, jvf. § 204; samt udenfor Københavns Byrets Område:

d. Notarialforretninger.

Notarialvæsenets Ordning i København fastsættes ved særlig Lov.

§ 15.

Københavns Byret, som udgør Underret for København, består af en For- mand og 20 andre Dommere. Af disse ere to Fogder og to Skifteforvaltere. By- retten deles i 16 Afdelinger, som hver beklædes af en enkelt Dommer, der behandler og påkender de til Afdelingen henlagte Sager. Almindelige Regler om Forretningernes Fordeling mellem Afdelingerne fastsættes af Rettens Formand med Justitsministerens Billigelse. Indenfor de herved dragne Grænser foretages Fordelingen af Formanden, der tillige efter Forhandling med Rettens øvrige Medlemmer fordeler Afdelingerne mellem disse. Når det gøres fornødent, kan Formanden overdrage til et Medlem af Retten midlertidig eller i enkelte Sager tillige at udføre Forretninger i en anden Afdeling end den ham tildelte.

§ 16.

Til Københavns Byret hører et Skriverkontor samt et Pante- og Brev- skriverkontor.

Skriverkontoret, hvorunder Skriverforretningerne ved Byrettens forskellige Af- delinger samt Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retsafgifter vedrørende Domssager og Skiftevæsenet høre, forestås af en Justitssekretær; der ansættes 21 Fuldmægtige foruden det i øvrigt fornødne Kontorpersonale. Fogedforretninger og de til Skifteforvaltningen hørende Forretninger kunne, for så vidt der ikke der- ved bliver Spørgsmål om Afgørelse af Tvistigheder, efter Dommerens Bestemmelse udføres af en Fuldmægtig eller en anden dertil af Byrettens Formand bemyndiget Person. To af Fuldmægtigene tillægges der under Benævnelsen Underfogder Bemyn digelse til på eget Ansvar at afsige de under Fogedforretninger forefaldende Kendelser, således at der med Hensyn til Påanke og Kære gælder de samme Regler som med Hensyn til vedkommende Dommere i Byretten, jvf. Kapitel 52.

Pante- og Brevskriverkontoret, hvorunder Skøde- og Pantebøgernes Førelse hører, forestås af en Pante- og Brevskriver, og der ansættes 4 Fuldmægtige foruden det i øvrigt fornødne Kontorpersonale. Beslutninger vedkommende Bøgernes Førelse kunne indenfor det af Pante- og Brevskriveren fastsatte Område tages af en Fuldmægtig på eget Ansvar. Tinglæsninger og Aflæsninger foregå ved de Af- delinger, som behandle borgerlige Domssager. Rettens Formand fastsætter For- delingen med Justitsministerens Billigelse.

Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retsafgifter forestås for Fogedforret- ningernes Vedkommende af Fogderne og for Pante- og Brevskriverforretningernes Vedkommende af Pante- og Brevskriveren.

§ 17.

Udenfor København bestå Underretterne hver af en Dommer, der tillige er Rets- skriver. De nuværende særskilte Retsskriverembeder forblive dog bestående indtil videre.

Til Forretningerne som Retsskriver henregnes:

1) Besørgelsen af de under Retten hørende Skriverforretninger og Udfærdigelser, derunder Udskrifter af Retsbøgerne;

2) Oppebørsel af Retsafgifter og Regnskabsaflæggelse herfor;

3) Ekspedition af Dokumenter, der tinglæses eller aflæses, og Førelse af Skøde- og Pantebøgerne; og

4) Notarialforretninger.

På Underretsdommerens Begæring kan der af Landsrettens Formand med- deles dertil egnede Personer (§ 46) Bemyndigelse til på Dommerens Ansvar at udføre Fogedforretninger, de til Skifteforvaltningen hørende Forretninger eller Dele af samme, Notarialforretninger samt de i § 995, lste Stykke, omhandlede Forhør. Bemyndigelse til at udføre nogen Del af de egentlige Dommerforretninger kan kun meddeles af Justitsministeren.

Med Hensyn til Udlægs og Udpantningers Foretagelse ved Sognefogden gælde Reglerne i 3die Bogs 3die Afsnit.

Den i Lov Nr. 97 om Foranstaltninger mod smitsomme Sygdommes Indførelse i Riget af 2. Juli 1880 § 11, jvf. Lov Nr. 39 af 16. Marts 1900, indeholdte Regel forbliver ved Magt.

§ 18.

I Søsager samt i de Straffesager, der efter de hidtil gældende Regler have hørt under Søretterne, tiltrædes Underretten udenfor København af 2 søkyndige Mænd overensstemmende med Reglerne i Lov om Søretter af 12. April 1892 §§ 2, 3, 4 og 5, og således at Retten kan beklædes af Formanden alene i de i nævnte Lovs § 1, 2det Stykke, 1ste og 2det Punktum, angivne Tilfælde.

§ 19.

De hidtilværende Tingsteder for Underretterne udenfor København bevares indtil videre. Forandring heri kan træffes ved kongelig Anordning.

Dommeren skal have Bolig ved Kredsens Tingsted (Hovedtingsted). Dog kan Justitsministeren tilstede Afvigelse herfra.

Der tilkommer Underretterne den samme Myndighed til at bestemme, at Doms- forhandlingen skal foregå udenfor Rettens Sæde, som ved § 11, 2det Stykke, 1ste Punktum, er tillagt Landsretten.

§ 20.

Sø- og Handelssager kunne behandles ved de for almindelige borgerlige Rets- sager dannede Retter, når begge Parter ere enige herom.

Begæring om, at en Sag skal behandles som Sø- eller Handelssag, eller Indsigelse derimod skal fremsættes senest på den første Tægtedag. Rettens Afgørelse af Spørgsmål derom kan ikke medføre Afvisning af Sagen, men kun Henvisning af dens videre Behandling til den rette Domstol. Kærefristen er 3 Dage.

Sø- og Handelssager, der ellers vilde være at behandle udenfor København, kunne, når Parterne ere enige herom, indbringes for Sø- og Handelsretten i København.

§ 21.

Regeringens Ret til at anordne ekstraordinære Retter vedbliver indtil videre i sit nuværende Omfang. Sådanne Retter ville i alle Henseender i Sager, der falde under nærværende Lov, have i deres Fremgangsmåde at anvende denne Lovs Regler uden dog at være bundne ved Bestemmelsen om Retskredsenes Grænser.

For så vidt Straffesager angår, kan dog de ekstraordinære Retters Virksom- hed ikke udstrækkes ud over Sagernes Undersøgelse, i hvilken Henseende Bestemmelserne i Fjerde Bog, 2det og 3die Afsnit, blive at iagttage, hvorimod Sagernes På- dømmelse skal ske ved de ordinære Domstole.

De ekstraordinære Retter stå i alle Afgørelser under Kære og Anke umiddelbart til Højesteret.

Ligeledes kan Kongen dels i Sager, i hvilke der foreligger Sigtelse for Overtrædelse af den borgerlige Lovgivning, og tillige for Forhold, der vedrøre Sigtedes Stilling som gejstlig Embedsmand, bestemme, at Sagen i sin Helhed skal undersøges og påkendes enten ved gejstlig eller ved borgerlig Ret, dels i Sager, hvorunder Personer, af hvilke nogle henhøre under militære, andre under borgerlige Retter, sigtes for Delagtighed i samme forbryderske Forhold, bestemme, at Sagen i sin Helhed skal undersøges og påkendes ved borgerlig Ret. I disse Tilfælde kan Kongen tilforordne de borgerlige Retter, til hvilke Sagens Undersøgelse og Påkendelse henvises, samt de borgerlige Domstole, hvem Påkendelsen i Tilfælde af Anke tilkommer, hver tvende henholdsvis gejstlige eller militære Medlemmer som Dommere.

§ 22.

Underretsdommerne udenfor København vedblive, indtil anden Bestemmelse træffes ved Lov, foruden deres Dommergerning at varetage samtlige de til Retsbetjentene efter den hidtil værende Ordning henlagte administrative Forretninger.

I Underretskredse, hvor Folketallet efter sidste Folketælling overstiger 40,000 Indbyggere, ansættes dog en særlig Dommer, til hvilken henlægges de Dommeren og Skriveren ved Underretterne påhvilende Forretninger vedrørende Strafferetsplejen og den borgerlige Retspleje, og en særlig Politimester, til hvilken de nævnte administrative Forretninger henlægges. I Underretskredse, hvor Folketallet efter sidste Folke- tælling overstiger 70,000 Indbyggere, ansættes 2 særlige Dommere foruden en Politi- mester; Forretningernes Fordeling mellem Dommerne fastsættes ved kongelig Anordning.

§ 23.

Højesteret holder Møde til de samme Tider, som hidtil har været brugeligt, men Retten kan bestemme sådanne Forandringer heri, som den måtte anse for hensigtsmæssige, hvorom det fornødne bliver at bekendtgøre i Lovtidenden.

Beslutninger af Retten, som gå ud på i Henhold til Reglerne i denne Lov at tilstede Afvigelser fra de almindelige processuelle Regler, ere ikke bundne til de foreskrevne eller vedtagne Mødetider.

§ 24.

Til Domsbehandling af Sager, i hvilke Nævninger skulle medvirke, afholdes regelmæssigt Ting af Østre Landsret i Løbet af hver Måned i København, og i øvrigt af hver Landsret mindst en Gang i Løbet af hver 3 Måneder på hvert af Ting- stederne udenfor København, på Bornholm dog kun en Gang i Løbet af hver 6 Måneder.

Tiden for de ovennævnte regelmæssige Tings Begyndelse bestemmes for hvert Fjerdingår af Landsrettens Formand og bringes til almindelig Kundskab.

Over de Sager, som skulle foretages på et Ting, forfatter Landsrettens Kontor en Fortegnelse, i hvilken Sagerne opføres i den Orden, i hvilken de formenes at burde foretages, med Angivelse af den Tid, på hvilken hver Sag påregnes at ville kunne komme for. På Fortegnelsen opføres fremdeles de Sager, som i Medfør af § 11, 2det Stykke, 2det Punktum, måtte være henviste til Tinget. Denne Fortegnelse forelægges betimeligt Rettens Formand til Godkendelse. Når Fortegnelsen, efter Omstændighederne med de Ændringer, som Formanden måtte have bestemt, er god- kendt af ham, bekendtgør Retsskriveren ved Opslag på Tingstedet en overensstemmende hermed affattet Tingliste. Senere Forandringer eller Tillæg indføres på Ting- listen, så snart de ere godkendte af Formanden, og foranstaltes så hurtigt som muligt meddelt alle vedkommende.

Overordentlige Ting til Domsbehandling af Straffesager, under hvilke Sigtede er fængslet, afholdes såvel på Rettens Hovedtingsted som på dens andre Tingsteder efter de af Justitsministeren ved Anordning fastsatte Regler.

§ 25.

Til Behandling af andre end de i § 24 nævnte Sager afholde Landsretterne Møder til de Tider, som Retterne bestemme, og hvorom offentlig Bekendtgørelse finder Sted. Overordentlige Møder kan vedkommende Formand beramme, når sådant af særegne Grunde findes fornødent.

Sø- og Handelsretten i København træffer selv Bestemmelse om Tiden for Rettens Møder og om Bekendtgørelsen heraf.

§ 26.

Bestemmelse om Tiden for ordentlige Møder i de Afdelinger af Københavns Byret, der behandle Domssager, såvel som om Bekendtgørelsen heraf træffes af By- rettens Formand med Justitsministerens Billigelse; overordentlige Møder kunne berammes af Dommeren i den pågældende Afdeling. Møder i andre Sager berammes af Dommeren overensstemmende med Reglerne i de følgende Bøger.

§ 27.

For Underretterne udenfor København bestemmes ved kongelig Anordning Tiden for de ordentlige Retsmøder til Domssagers Behandling på de enkelte Ting- steder. Dommeren berammer i hvert enkelt Tilfælde Tiden for andre Retsmøder.

§ 28.

På Søn- og Helligdage afholdes ikke Retsmøder undtagen i påtrængende Tilfælde. Om Tilfældet er påtrængende, afgøres af Retten eller dennes Formand.

I den stille Uge og i Tiden fra 24. December til 6. Januar bortfalde de ordentlige Retsmøder.

§ 29.

Når Hensyn til Retspersonalet eller Rettens øvrige Forretninger kræver det, eller Omstændighederne i øvrigt gøre det nødvendigt, kan Formanden afbryde begyndte Retsmøder eller afsige eller udsætte berammede Retsmøder, hvorom da Underretning snarest muligt bliver at give alle vedkommende.

§ 30.

Retsmøderne ere offentlige, hvor ikke det modsatte særlig er foreskrevet. Dog kan Retten undtagelsesvis på Begæring af en Part eller i Embeds Medfør beslutte, at Forhandlingen skal foregå for lukkede Døre, når Hensyn til Sædeligheden eller Orden og Ro i Retslokalet kræver det. Det samme gælder i borgerlige Sager, når offentlig Forhandling vilde tilføje nogen en ufornøden Krænkelse, og i Straffesager, når Statens Forhold til fremmede Magter kræver det, samt med Hensyn til Rets- handlinger, som finde Sted udenfor Domsforhandling, når særegne Omstændigheder give Grund til at antage, at Retsmødets Offentlighed vil være til Hinder for Sagens Oplysning, eller det begæres af Værgen for en Sigtet under 18 år. Domme afsiges stedse i offentligt Møde.

§ 31.

Rettens Beslutning om, at Dørene skulle lukkes, sker ved Kendelse, efter at Parterne have haft Lejlighed til at udtale sig. Kendelsen, der i borgerlige Sager ikke er Genstand for Kære, afsiges offentligt; om Dørene skulle lukkes under den forud- gående Forhandling, afgør Rettens Formand.

Beslutning om, at Dørene skulle lukkes, kan træffes såvel ved Forhandlingens Begyndelse som i Løbet af denne; den kan straks eller senere indskrænkes til en Del af Forhandlingen.

§ 32.

Når Domsforhandlingen i en Straffesag holdes for lukkede Døre, have de ved den påtalte Handling forurettede Personer, fremdeles Dommere, Øvrighedspersoner, Sagførere samt de, der ere indkaldte som Nævninger til det pågældende Ting, Adgang til at overvære samme; endvidere kan der af Rettens Formand tilstedes enkelte andre Adgang. Om de Forhandlinger, der af Hensyn til Statens Forhold til fremmede Magter eller til Sædeligheden finde Sted for lukkede Døre, må der ikke af de nævnte Personer gives Meddelelse til nogen, hvem Adgang til at overvære dem ikke har været tilstedet. Ej heller må offentlig Gengivelse af sådanne Forhandlinger i noget Tilfælde finde Sted. Overtrædelse heraf straffes med Bøder fra 100 til 1,000 Kr.

Hvorvidt der i borgerlige Sager, i hvilke Forhandling finder Sted for lukkede Døre, kan tilstedes enkelte Personer, som ikke have med Sagen at gøre, Adgang, beror på Rettens Formand. Det samme gælder, når i en Straffesag Retshandlinger udenfor Domsforhandling foregå for lukkede Døre.

§ 33.

Adgang til offentligt Retsmøde kan nægtes Personer under 18 år samt en- hver, der fremstiller sig i en sådan Tilstand, at hans Nærværelse vilde stride mod Rettens Værdighed eller god Orden, i Straffesager desuden Personer, der for Vold eller for nogen i den offentlige Mening vanærende Handling have været straffede med offentligt Arbejde, Fængsel på Vand og Brød, Fængsel på sædvanlig Fangekost eller Tvangsarbejde uden senere at have fået Æresoprejsning. Rettens Formand kan under enhver Omstændighed, for at hindre, at Rummet overfyldes, begrænse An- tallet af de Personer, der indlades.

§ 34.

Almindelige Forskrifter om, hvilke Retsbøger der skal føres ved de forskellige Retter, såvel som om deres Indretning og Førelse, kunne gives ved kongelig Anordning. Indenfor de derved dragne Grænser bestemmes Retsbøgernes Indretning for de af flere Dommere bestående Retter af Formanden, for de øvrige Retters Vedkommende af Landsrettens Formand.

De Retsbøger, som føres, autoriseres ved de af flere Dommere bestående Retter af vedkommende Formand og ved de øvrige Retter af vedkommende Dommer.

§ 35.

Angående alle Retshandlinger optages Beretning i Retsbogen. I Retsbogen indføres Angivelse af:

1) Tiden og Stedet for Retsmødet ;

2) Navnene på de Personer, der fungere som Dommere, Nævninger, Retsskriver og Retsvidner;

3) Sagens Nummer med Parternes Navne;

4) Navnene på de Personer, der ere til Stede som Parter eller på disses Vegne eller til deres Bistand, eller Bemærkning om de Forholdsregler, som måtte være trufne med Hensyn til deres Tilkaldelse eller Udelukkelse;

5) om Retsmødet er offentligt eller ikke.

§ 36.

Retsbogen skal indeholde en kort Fremstilling af Forhandlingerne. Fuldstændigt optages Parternes Påstande, Begæringer og Indsigelser, for så vidt de ikke indeholdes i Skrifter, som overleveres Retten, i hvilket Fald Henvisning er tilstrækkelig, samt Indsigelser, som fremsættes af Vidner, Syns- eller Skønsmænd.

Af Udviklinger og Foredrag til Begrundelse af Påstande, Begæringer eller Indsigelser optages intet i Retsbogen, hvor ikke det modsatte udtrykkelig er bestemt; dog kan Formanden beslutte, at enkelte Udtalelser skulle optages.

Særlig Bemærkning gøres i Retsbogen om, hvorledes der er gået til Værks med Hensyn til Former, som efter Loven skulle iagttages, om, hvad der fremlægges i Retten, og hvilke Dokumenter der ere blevne oplæste.

Rettens Afsigelse af Domme og Kendelser og dens øvrige Beslutninger optages i Retsbogen. Domme og Kendelser indføres fuldstændigt i Dombogen.

Om noget i øvrigt skal optages i Retsbogen, beror på, om sådant særlig er foreskrevet i Loven.

§ 37.

Hvor ikke det modsatte er udtrykkelig bestemt, finder Oplæsning og efter Om- stændighederne Vedtagelse af det Retsbogen tilførte kun Sted, når Rettens Formand af særlige Grunde anser det for nødvendigt, enten af egen Drift eller i borgerlige Sager ifølge Begæring af Part, Vidne eller Syns- eller Skønsmand.

§ 38.

Retsbogen underskrives ved hvert Retsmødes Slutning af Rettens Formand, fremdeles af de Personer, der måtte have fungeret som Retsskriver eller Retsvidner. Den afgiver Bevis for, hvad der er foregået under Retshandlingen, og særlig for, hvorledes der er gået til Værks med Hensyn til Former, som efter Loven skulle iagttages; Modbevis er ikke udelukket.

§ 39.

Aktstykker og andre Dokumenter, som fremlægges i Retten, forsynes med Fremlæggelsespåtegning.

§ 40.

Stævningerne og Parternes øvrige Processkrifter forblive i Rettens Arkiv. Af Dokumenter og andre Aktstykker, der benyttes som Bevis, skulle, når de forlanges tilbageleverede, Genpart, der bekræftes af Retsskriveren, eller, hvor sådan ikke er ansat, af Dommeren, afgives til Retten; dog undtages herfra Dokumenter, der ere Udskrift af Embedsbøger. Om og i hvilket Omfang Genpart skal tages af Handels- bøger, Regnskabsbøger eller andre Dokumenter af betydeligt Omfang, beror på Formanden.

§ 41.

Hvor en Retsskriver er ansat, samler han de enhver Sag vedkommende Dokumenter og bevarer dem samt de af tilbageleverede Originaler tagne Genparter. Ved andre Retter påhviler dette Dommeren. De i Nævningesager overensstemmende med §§ 872 og 876—878 udfærdigede Spørgsmål tilligemed Nævningernes vedtegnede Erklæringer blive at samle og opbevare som Bilag til Retsbogen.

§ 42.

Udenfor de Tilfælde, for hvilke der i denne Lov er truffet særlig Bestemmelse, kunne Parterne samt andre, som deri have retlig Interesse — de sidstnævnte i Straffesager dog først, når Sagen er endt — hos Retsskriveren eller, hvor ingen sådan er ansat, hos Dommeren forlange Udskrift af Retsbøgerne, derunder dog ikke Stemmegivningsbogen. samt af de øvrige hos Retten beroende til en Sag hørende, fremlagte Dokumenter.

§ 43.

Faste Dommere ved Rigets almindelige Domstole beskikkes af Kongen. Under- retsdommere, som tillige have administrative Forretninger, beskikkes under de hidtil brugte Betegnelser, dog med Udeladelse af Betegnelsen som Skriver.

Kun fuldmyndige, uberygtede, vederhæftige Mænd, som have underkastet sig den fuldstændige juridiske Eksamen med bedste Karakter, kunne beskikkes. Dog skulle Mænd, som have bestået den nævnte Eksamen med Karakteren haud illaudabilis efter denne Eksamens tidligere Ordning eller haud illaudabilis 1mi gradus efter den nuværende Ordning, og som i øvrigt opfylde de foran nævnte Betingelser, kunne beskikkes i de i § 22, 1ste Stykke, omhandlede Embeder som Underretsdommere udenfor København, når de i mindst 5 år have haft fast Beskikkelse i noget af de i § 53, 1ste Stykke, nævnte Embeder eller i Embeder under Politiet i København eller som Retsskrivere (§ 17, 1ste Stykke), eller når de i Løbet af mindst 5 år med fornøden Bemyndigelse jævnlig have deltaget i de egentlige Dommerforretninger ved Underretter udenfor København. Med Hensyn til Udbringeise af det nævnte Tidsrum finder Bestemmelsen i § 44, 4de Stykke, tilsvarende Anvendelse.

§ 44.

Til Højesteretsdommer kan i Reglen kun beskikkes en Mand, der i 3 år har været Landsdommer, Formand i Byretten for København, Formand eller Næstformand i Sø- og Handelsretten, Overretsassessor, Kriminal- og Politiretsassessor, Højesteretssagfører, Departementschef i Centraladministrationen eller beskikket Lærer i Lovkyndighed ved Universitetet.

Førend nogen kan beskikkes til Højesteretsdommer, skal han først have godtgjort sin Dygtighed til at have Sæde i Retten ved som Prøve at votere først i mindst 4 Sager, af hvilke mindst den ene skal være borgerlig.

Til Landsdommer kan i Reglen kun beskikkes en Mand, der i 3 år har været enten i nogen af de i 1ste Stykke nævnte Stillinger eller Underretsdommer, Politimester, Overretssagfører, Landsretssagfører eller kgl. ansat Embedsmand i Centraladministrationen.

Til Udbringelse af de i ovennævnte Bestemmelser ommeldte 3 år kan Virksomhed i forskellige af de nævnte Stillinger sammenlægges.

Til at indtræde i de i § 21, 1ste og 2det Stykke, ommeldte ekstraordinære Retter skulle så vidt muligt faste Dommere beskikkes. Ingen kan beskikkes, som ikke opfylder de i § 43, 2det Stykke, nævnte Betingelser.

§ 45.

Midlertidig Beskikkelse til Højesteretsdommer kan ikke tinde Sted. Ved Embedsledighed skal fast Beskikkelse ske inden 6 Måneders Forløb.

Til midlertidig at beklæde andre Dommerembeder, når det på Grund af Embedsledighed eller en fast Dommers Forfald måtte være nødvendigt, meddeler Justits- ministeren Beskikkelse. Udenfor Tilfælde af Sygdomsforfald kan Embede som Landsdommer, som Dommer i Byretten for København, som Formand eller Næstformand i Sø- og Handelsretten eller som Underretsdommer udenfor København i de Tilfælde, hvor denne i Medfør af § 22, 2det Stykke, ikke har administrative Forretninger, ikke holdes besat ved midlertidig Beskikkelse udover et år.

I påtrængende Tilfælde, samt når den faste Dommers Forfald skønnes at ville blive kortvarigt, kan Landsrettens Formand bemyndige til midlertidig at fore- stå Dommerembedet ved en Underret udenfor København. Herom skal Meddelelse straks ske til Justitsministeren, som træffer endelig Bestemmelse.

Den, som beskikkes til midlertidig at beklæde et Dommerembede, må være i Besiddelse af de samme Egenskaber, som udkræves til at beklæde Embedet som fast

Dommer. Dog er det ved Underretterne udenfor København med Hensyn til Eksamensfordringen tilstrækkeligt, at den pågældende har underkastet sig den fuldstændige juridiske Eksamen med Karakteren haud illaudabilis eller har opnået Karakteren ..Bekvem" eller „Første Karakter" enten ved den juridiske Fællesprøve eller ved den tidligere eller nuværende juridiske Eksamen for ustuderede.

§ 46.

Den Bemyndigelse, som i Henhold til § 17 kan gives til på en Underretsdommers Ansvar at udføre visse denne påhvilende Embedsforretninger, kan kun meddeles Personer, som have de i § 43 angivne Egenskaber; dog er det tilstrækkeligt, at den pågældende fyldestgør den i § 45 i Slutningen angivne Fordring med Hensyn til juridisk Eksamen. Bemyndigelse til at udføre Forretninger, der ikke ere egentlige Dommerforretninger (§ 17, 3die Stykke, 1ste Punktum), skal også kunne meddeles Kvinder.

§ 47.

Når det på Grund af en Dommers Udelukkelse eller Fritagelse formedelst Inhabilitet måtte være nødvendigt, beskikker Justitsministeren eller, ved Underretterne udenfor København. Landsrettens Formand en Sættedommer.

Med Hensyn til Sættedommerne tinde Reglerne i § 45, 4de Stykke. Anvendelse.

§ 48.

Spørgsmål om en Dommers Strafansvar for Overtrædelse af de ham efter Lovene som Dommer påhvilende Pligter bedømmes — bortset fra det i § 49, 2det Stykke, omhandlede Tilfælde — efter Straffeloven og påkendes under en selvstændig Straffesag; dog kan Straffen, hvis den ej overstiger Bøder, i Tilfælde af Anke eller Kære pålægges uden særligt Sagsanlæg, efter at der. om fornødent, er givet vedkommende Dommer Lejlighed til mundtlig eller skriftlig at udtale sig om det pågældende Forhold.

Erstatningsansvar må som hidtil gøres gældende ved Anke, for så vidt det ikke enten efter Bogen om Strafferetsplejen påkendes i Forbindelse med Spørgsmål om Straf eller indtales, efter at Straffedom er fældet over den pågældende.

§ 49.

Gør en Dommer sig som sådan skyldig i Forsømmelse eller Skødesløshed i Embedsførelse, der dog ikke er af sådan Beskaffenhed, at den ifølge Lovgivningen pådrager Straf, eller udviser han i øvrigt utilbørligt eller usømmeligt Forhold, påhviler det Formanden i den Ret, hvoraf han er Medlem, med Hensyn til Landsretternes Formænd og Formanden samt Næstformanden for Sø- og Handelsretten, Højesterets Formand, samt med Hensyn til de øvrige Dommere vedkommende Landsrets Formand, i Stilhed at give ham fornøden Advarsel.

Det står derhos enhver, der under Møde for en Ret anser sig krænket ved utilbørligt eller usømmeligt Forhold fra en Dommers Side, frit for at påklage det af Dommeren udviste Forhold til højere Ret. Klagen, der må fremsættes skriftlig og inden fjorten Dage, efter at Sagens Behandling for pågældende Ret er sluttet, behandles i øvrigt overensstemmende med de i Kapitel 83 givne Regler for Kæremål. Finder den overordnede Ret Klagen begrundet, kan den udtale sin Misbilligelse af Dommerens Adfærd eller pålægge ham en Bøde.

§ 50.

Viser sådan, efter Omstændighederne gentagen, Advarsel, Misbilligelse eller Bøde sig frugtesløs, eller har Dommeren gjort sig skyldig i et Forhold, der må svække eller gøre ham uværdig til den Agtelse og Tillid, som Dommerkaldet forudsætter, kan dette drage til Følge efter Omstændighederne Afsættelse uden Pension eller med Pension, beregnet efter Pensionslovens Regler, eller endelig således, at Pensionens Størrelse bliver at bestemme ved særlig Lov. Er der Tale om et efter Straffeloven strafbart Forhold, bliver Sagen af Justitsministeren eller af Formanden at foranstalte forfulgt som selvstændig Straffesag. I andet Fald, eller når Dommen i Straffesagen ikke lyder på Embedsfortabelse, afgøres Spørgsmålet ifølge Justitsministerens nærmere Bestemmelse under en af det offentlige mod Dommeren anlagt Sag. Sagen behandles efter de for Landsretsproceduren for borgerlige Sager i 1ste Instans gældende Regler.

I Overensstemmelse hermed bliver det fremdeles at afgøre, hvorvidt en Dommer bør ved Dom afsættes på Grund af vedvarende ånds- eller Legemssvaghed.

De Underretsdommere, der tillige have administrative Forretninger, kunne afskediges efter de hidtil gældende Regler.

§ 51.

Når Straffesag er rejst mod en Dommer, eller når han må antages at have gjort sig skyldig i sådant utilbørligt Forhold, som omhandles i § 50, såvel som når han er bleven uvederhæftig eller åndssvag, kan han suspenderes. Afgørelse herom træffes, når Talen er om en Underretsdommer, af Landsrettens Formand og to af Rettens Medlemmer, og når Talen er om en Højesterets- eller Landsdommer eller om Formanden eller Næstformanden for Sø- og Handelsretten, af Højesterets Formand og to af Rettens Medlemmer.

De Underretsdommere, der tillige have administrative Forretninger, kunne suspenderes af Justitsministeren.

§ 52.

Beslutning om Ophør af midlertidig Beskikkelse til at beklæde et Dommerembede (§ 45) eller af Bemyndigelse til at udføre Dommergerning efter § 17, 3die Stykke, kan tages af den Myndighed, der har meddelt den, dog, for så vidt det er Landsrettens Formand, med Ret for den pågældende til at forelægge Spørgsmålet for Justitsministeren.

§ 53.

Justitssekretærer ved Højesteret, Landsretterne, Københavns Sø- og Handelsret og Københavns Byret, Pante- og Brevskriveren ved sidstnævnte Ret og samtlige Fuldmægtige ved de nævnte Retter beskikkes af Kongen.

Til midlertidig at beklæde et af de nævnte Embeder, når det på Grund af Embedsledighed eller Forfald måtte være nødvendigt, meddeler Justitsministeren Beskikkelse. I påtrængende Tilfælde, samt når Forfaldet skønnes at ville blive kortvarigt, kan vedkommende Rets Formand give den midlertidige Bemyndigelse. Herom skal Meddelelse straks ske til Justitsministeren, som træffer endelig Bestemmelse.

Til fast eller midlertidig at beklæde de i denne Paragraf nævnte Embeder udkræves, at vedkommende er en fuldmyndig, uberygtet og vederhæftig Mand, samt at han har underkastet sig den fuldstændige juridiske Eksamen i det mindste med Karakteren haud illaudabilis eller har opnået Karakteren „Bekvem" eller „Første Karakter" ved den juridiske Fællesprøve eller ved den tidligere eller nuværende juridiske Eksamen for ustuderede.

§ 54.

Når nogen af de i § 53 nævnte Embedsmænd på Grund af Inhabilitet er udelukket, beskikker vedkommende Rets Formand i fornødent Fald en Mand, som har de i § 53, 3die Stykke, angivne Egenskaber, til at fungere i Sagen.

§ 55.

Klage over en Justitssekretærs og i København over Pante- og Brevskriverens Afgørelser fremsættes inden 6 Måneder for den Ret, ved hvilken han er ansat. Efter at have modtaget den pågældende Embedsmands Erklæring afgør Retten, for Københavns Byrets Vedkommende Rettens Formand, Sagen ved Kendelse. Mod denne Kendelse kan rejses Kæremål. Hvor Retsskriverforretningerne påhvile Dommeren, afgøres deslige Klager ved Kære. Dette gælder også om Klager over Afgørelser af de i § 17, 2det Punktum, nævnte særlige Retsskrivere. Kærefristen er i de 2 sidstnævnte Tilfælde 6 Måneder.

Med Hensyn til Retsskriveres og Pante- og Brevskriverens Ansvar til Straf og Erstatning for Overtrædelse af deres Embedspligter finde Reglerne i § 48 tilsvarende Anvendelse.

§ 56.

Til Retsmøder, der i Straffesager afholdes af en Ret, som beklædes af Enkeltdommer, skal, såfremt ingen særlig Retsskriver er til Stede, en Stævningsmand i eller udenfor Retskredsen eller i Mangel af en sådan en fuldmyndig, uberygtet Mand i selvstændig Stilling af Dommeren tilkaldes som Retsvidne. Kan en sådan ikke straks komme til Stede, bliver Retshandlingen at udsætte, medmindre dens Øjemed derved vilde stå i Fare for at forspildes. Tilkaldelse af Retsvidne kan fremdeles undlades, når der er beskikket en Forsvarer for Sigtede, eller denne selv har antaget en sådan, medmindre den valgte Forsvarer ifølge § 804 Nr. 3 er udelukket fra Retsmødet eller dette holdes for lukkede Døre og Tilkaldelsen forlanges enten af Sigtede eller Forsvareren. I sidstnævnte Tilfælde skal der, når Ønske derom fremsættes og Omstændighederne tillade det, tilkaldes en anden end en Stævningsmand.

Dommeren sørger så vidt muligt for, at Tilkaldelsen af andre end Stævningsmændene sker efter Omgang; kun i Nødsfald kan en Person tilkaldes til at fungere flere Dage efter hinanden. Hvor Forholdene tillade det, bør der gives ham et passende Varsel. Udebliver et tilkaldt Retsvidne uden lovligt Forfald eller uden betimelig Anmeldelse herom, kan det straffes med en Bøde af indtil 20 Kr. Dommeren kan pålægge Retsvidnerne at iagttage Tavshed om, hvad de ved Retshandlingen erfare om Undersøgelsens Genstand; Overtrædelse af et sådant Pålæg straffes med Bøder indtil 100 Kr.

Retsvidner have Krav på samme Godtgørelse som i § 183 foreskrevet for Vidner. Den Retten i § 183, 3die Punktum, givne Beføjelse til at tilstå et Vidne passende højere Godtgørelse end den almindelige skal uden Hensyn til, om den der nævnte Betingelse er til Stede, kunne anvendes ved tilkaldte Retsvidner, når det skønnes, at Tilkaldelsen har medført større Tab eller uforholdsmæssigt Besvær eller Ulempe for den tilkaldte.

§ 57.

Ved Højesteret, Landsretterne, Sø- og Handelsretten i København og Københavns Byret ansætter Rettens Formand det fastsatte Antal Retsbude. Ved hver Underret udenfor København ansætter vedkommende Dommer et Retsbud.

§ 58.

I hver af de i § 12 ommeldte Retskredse ansættes det fornødne Antal Stævningsmænd.

De ved Landsretterne og Underretterne ansatte Retsbude kunne benyttes som Stævningsmænd for vedkommende Rets Område i det Omfang og på den Måde, som vedkommende Formand eller Underretsdommer nærmere bestemmer. De Stævningsmænd, som yderligere efter Justitsministerens Bestemmelse behøves, beskikkes af vedkommende Formand eller Underretsdommer. Fortegnelse over Retskredsens Stævningsmænd opslås på Tingstederne samt henholdsvis i Landsretternes og Københavns Byrets Lokaler og bekendtgøres tillige årlig og oftere, når Forandring sker, i Statstidenden. Ved Sø- og Handelsretten i København finde de om Stævningsmænd ved Landsretterne givne Regler tilsvarende Anvendelse.

§ 59.

Ved Anordning gives der en Instruks for Stævningsmænd.

Enhver Stævningsmand afgiver til vedkommende Retsformand eller Underretsdommer en højtidelig Erklæring om, at han med Troskab og Samvittighedsfuldhed vil opfylde de Pligter, der påhvile ham efter nærværende Lov og den ham meddelte Instruks. Formen for denne Erklæring fastsættes af Justitsministeren. Dommeren i Retskredsen har at vejlede Stævningsmændene med Hensyn til deres Pligter.

§ 60.

Det underordnede Personale ved Højesterets, Landsretternes, Sø- og Handelsrettens og Københavns Byrets Skriverkontorer ansættes af vedkommende Rets Formand.

§ 61.

Ingen må handle som Dommer i en Sag. når han

1) selv er Part i Sagen eller er interesseret i dens Udfald eller, hvis det er en Straffesag, er forurettet ved Forbrydelsen;

2) er beslægtet eller besvogret med nogen af Parterne i en borgerlig Sag eller med Sigtede i en Straffesag i op- eller nedstigende Linie eller i Sidelinien så nær som Søskendebørn, eller er en af Parternes eller Sigtedes Ægtefælle, Værge, Kurator, Adoptiv- eller Plejefader, Adoptiv- eller Plejesøn;

3) er gift med eller beslægtet eller besvogret i op- eller nedstigende Linie eller beslægtet i Sidelinien så nær som Søskende med nogen i en borgerlig Sag optrædende Sagfører eller anden Rettergangsfuldmægtig for en af Parterne eller med den forurettede i en Straffesag eller dennes Rettergangsfuldmægtig eller med nogen i en sådan Sag optrædende Anklager eller Politiembedsmand eller Forsvarer for Sigtede;

4) har aflagt Vidnesbyrd eller været Syns- eller Skønsmand i Sagen eller har hand- let i den, hvis det er en borgerlig Sag, som Sagfører eller i øvrigt som Rettergangsfuldmægtig for nogen af Parterne, og hvis det er en Straffesag, som Politiembedsmand. Anklager, Forsvarer eller Rettergangsfuldmægtig for den forurettede ;

5) har handlet i Sagen i den underordnede Instans som Dommer eller, hvis det er en Straffesag, som Nævning.

Den Omstændighed, at Dommeren, fordi flere Embedsvirksomheder ere forenede i hans Person, tidligere af den Grund har haft med Sagen at gøre, medfører ikke Inhabilitet, når der ikke efter de foreliggende Omstændigheder er Grund til at antage, at han har nogen særegen Interesse i Sagens Udfald.

§ 62.

I de i foregående Paragraf omhandlede Tilfælde er Dommeren, hvis han er Enkeltdommer, pligtig efter Kendelse, afsagt af ham selv, at vige sit Sæde. Beklæder han Retten i Forening med andre Dommere, er han pligtig at gøre Retten Meddelelse om de Omstændigheder, som ifølge foregående Paragraf formenes at medføre hans Inhabilitet, ligesom ethvert andet Medlem af Retten, der måtte være bekendt med sådanne Omstændigheder, er berettiget og forpligtet til at rejse Spørgsmål derom, hvorefter Afgørelse træffes ved Kendelse af Retten, uden at han selv er udelukket fra at deltage i Påkendelsen af Spørgsmålet.

§ 63.

Parterne kunne ikke blot fordre, at en Dommer skal vige sit Sæde i de i § 6 angivne Tilfælde, men enhver af dem kan fremsætte Indsigelse mod, at en Dommer be- klæder Retten, når andre Omstændigheder foreligge, som ere egnede til at vække Tvivl om hans fuldstændige Upartiskhed. I Tilfælde af den sidstnævnte Beskaffenhed kan også Dommeren selv, når han frygter for, at Parterne ej kunne have fuld Tillid til ham, vige sit Sæde, selv om ingen Indsigelse mod ham fremsættes. Beklædes Retten af tiere Dommere, kan enhver af disse rejse det Spørgsmål, om nogen af Rettens Medlemmer på Grund af Omstændigheder af heromhandlede Art bør fratræde.

De Spørgsmål, som måtte opstå i Henhold til nærværende Paragraf, afgøres på samme Måde, som i § 62 er bestemt med Hensyn til de i § 61 omhandlede Tilfælde.

§ 64.

Spørgsmålet om en Dommers Fratræden, der, når det rejses af en af Par- terne, i borgerlige Sager i processuel Henseende behandles som andre Formalitets- indsigelser, bør så vidt muligt rejses før den mundtlige Forhandlings Begyndelse. Det kan afgøres, uden at Parterne have haft Adgang til at ytre sig derom.

§ 65.

Kendelser, hvorved en Enkeltdommer erklærer at ville vige sit Sæde, eller hvorved det pålægges en Dommer i en Kollegialret at vige sit Sæde, ere ikke Genstand for Anke eller Kære. Imod Kendelser, hvorved Indsigelser mod en Dommers Habilitet forkastes, kan Kæremål rejses. Når det straks forlanges, kan i denne Anledning en kort Udsættelse af Sagen tilstås.

§ 66.

Fra det Øjeblik, da Retskendelse for, at en Dommer skal vige sit Sæde, er afsagt, er denne Dommer kun berettiget til at foretage sådanne Handlinger i Sagen, som ej kunne opsættes.

§ 67.

De om Dommere givne Forskrifter tinde også Anvendelse på Retsskrivere og Retsvidner. Afgørelsen af Habilitetsspørgsmålet træffes af Retten.

§ 68.

En Stævningsmand må ikke foretage eller deltage i en Forretning, når nogen af Parterne er hans Ægtefælle eller beslægtet eller besvogret med ham i lige opeller nedstigende Linie eller i første Sidelinie, eller han selv er Part i Sagen eller er interesseret i dens Udfald.

§ 69

For hvert år, regnet fra 1. Juni til 31. Maj, vælges for hver Nævningekreds et Antal Mænd til at udføre Nævningehvervet. Blandt disse udtages Nævningerne for det enkelte Ting ved Lodtrækning, og blandt de således udtagne atter Nævningerne for den enkelte Sag, ligeledes ved Lodtrækning.

Ved Nævningekreds forstås den Del af en Landsretskreds, som i Henhold til § 11 er henlagt til samme Landsretstingsted.

§ 70.

Til Nævning kan med de af §§ 71 og 72 følgende Undtagelser kaldes enhver, som har Valgret til Folketinget, medmindre han på Grund af legemlige Mangler eller utilstrækkeligt Kendskab til det danske Sprog er ude af Stand til at fyldestgøre en Nævnings Pligter. Den for Valgretten gældende Betingelse med Hensyn til Boligen bliver her at anvende således, at den pågældende i det år, der går forud for Nævningeårets Begyndelse, skal have haft Bopæl i Nævningekredsen.

§ 71.

Udelukkede fra at være Nævninger ere: Ministre, Departementschefer samt ligestillede Embedsmænd i Centraladministrationen, Medlemmer af Højesteret samt. Dommere i Landsretterne og Underretterne, Formand og Næstformand i Sø- og Handelsretten, Overøvrigheder, Politiets Embeds- og Bestillingsmænd, Folkekirkens og de anerkendte Trossamfunds Gejstlige.

§ 72.

Følgende Personer kunne begære sig fritagne for Nævningehvervet:

1) Rigsdagsmænd, medens Rigsdagen er samlet,

2) Tjenstgørende Militærpersoner, dog derunder ikke indbefattet de ved Bornholms Væbning ansatte,

3) Told- og Postvæsenets Embeds- og Bestillingsmænd, faste Brandfolk, såvel som de ved Jernbaner og Telegrafer samt Telefoner ansatte Personer.

4) Læger, som ikke holde Hjælpelæge,

5) Apotekere, der drive deres Næring uden Hjælp af en farmaceutisk Kandidat.

6) Lodser,

7) eksaminerede Kedelpassere ved de det offentlige Tilsyn underkastede Dampkedler,

8) de, som inden Nævningeårets Begyndelse fylde 65 år,

9) de, som på Grund af deres Helbredstilstand eller Formue- eller Familieforhold ikke uden Fare for deres Velfærd kunne opfylde Nævningepligten,

10) de, som, efter at Grundlisten i Overensstemmelse med § 76 er berigtiget, have fæstet Bopæl i en anden Nævningekreds.

§ 73.

Ingen kan kaldes til Nævning, som ikke er optagen på Grundlisten (§§ 74 ff.) og Nævningekredsens årsliste (§§ 79 ff.). Efter den førstnævnte Listes endelige Berigtigelse af det i § 74 nævnte Udvalg kan ingen optages på den uden ifølge Forandring af Udvalgets Kendelse efter Anke.

Grunde, der udelukke fra Nævningehvervet (§§ 70 og 71), men som måtte være blevne upågtede eller først ere opståede efter Udløbet af lovbestemt Frist, skulle af den pågældende Myndighed tages i Betragtning uden Hensyn til nævnte Frist, Krav på Fritagelse for Nævningehvervet af Grunde, som først ere opståede efter Udløbet af lovbestemt Frist, er ikke afskåret.

§ 74.

Blandt de Personer, der ere opførte på Folketingsvalglisten og opfylde de øvrige i §§70 og 71 foreskrevne Betingelser, udvælges årlig et Antal Mænd, der anses for særlig egnede og værdige til Nævningehvervet, nemlig i København 2,000 og 200 Suppleanter, begge Klasser fordelte af Magistraten på Stadens Folketingskredse så nær som muligt i Forhold til Antallet af Folketingsvælgere i hver Kreds, på Landet i hver Sognerådskreds 5 (på Bornholm dog 6) og 2 Suppleanter og i Købstæderne samt i Handelspladserne 1 for hvert fulde Antal af 250 Indbyggere og 1 Suppleant for hvert fulde Antal af 500 Indbyggere, regnet efter den sidst afholdte almindelige Folketælling. Valget af disse Mænd foretages af Udvalg på 5 til Kredsens Folketingsvælgere hørende Medlemmer. Udvalgene, der dannes for 4 år ad Gangen, bestå i København for hver Valgkreds af 1 af Overpræsidenten udnævnt Mand som Formand, 1 af Byrettens Formand udnævnt Mand og 3 af Borgerrepræsentationen ved Forholdstalsvalg udvalgte Mænd, i Sognerådskredsene, Købstæderne og Handelspladserne af 1 af Amtmanden udnævnt Mand som Formand, 1 af Underretsdommeren (eventuelt den Underretsdommer, som behandler Straffesager) udnævnt Mand og 3 af Kommunalbestyrelsen ved Forholdstalsvalg udvalgte Mænd. De således udnævnte ere pligtige at overtage Hvervet,

De Landdistrikter, som med Hensyn til Fattig- eller Skolevæsen have kommunal Bestyrelse fælles med en Købstad (Lov om Landkommunernes Styrelse af 6. Juli 1867 § 1, Lov om Købstadkoniniunernes Styrelse af 26. Maj 1868 § 15). henregnes i den her omtalte Henseende til Købstaden.

De i 1ste Stykke, 1ste Punktum, omhandlede Valg foregå i lukkede Møder. Såfremt der ikke i det første Møde opnås Enighed mellem Udvalgets Medlemmer om Valget af det fornødne Antal Mænd, afholdes en senere Dag et nyt Møde, hvor ethvert Medlem da kan forlange, at Udvælgelsen foregår således, at ethvert Medlem udvælger et lige stort Antal Mænd, hvorefter et eventuelt overskydende Antal udtages efter Reglerne for Forholdstalsvalg. Medlemmerne af Udvalget skulle under Ansvar efter Straffelovens § 139 iagttage Tavshed om, hvad der foregår i de lukkede Møder. Meddelelser om, hvem der har bragt de enkelte på Grundlisten opførte Mænd i Forslag eller afgivet Stemme for dem, må ikke optages i Pressen eller på anden Måde ske offentlig. Overtrædelse heraf straffes med Bøder fra 100 til 1,000 Kr.

§ 75.

Fortegnelse over de ifølge § 74 valgte Mænd (Grundlisten) skal fremlægges til almindeligt Eftersyn i 8 Dage i April Måned og i øvrigt i Overensstemmelse med de i Lov om Valgene til Rigsdagen af 7. Februar 1901 § 12 for Valglisterne til Folketinget foreskrevne Regler, hvorhos der til enhver på Listen optagen skal sendes skriftlig Meddelelse om hans Optagelse.

Indsigelser mod Listen eller Begæringer 0111 Fritagelse for Nævningehvervet skulle fremsættes skriftlig for Udvalget under Angivelse af Grunden, hvorpå de støttes, inden 3 Dage fra Udløbet af den Tid, i hvilken Listen ligger fremme.

Indsigelse kan fremsættes af enhver, som anser sig uden Føje optagen på Listen, eller som efter § 72 mener at have Krav på Fritagelse, såvel som af enhver til Folketinget valgbar Beboer af Kommunen, som formener, at nogen uberettiget er optagen på Listen.

De fremkomne Indsigelser påkendes af Udvalget under Iagttagelse af de i Lov 0111 Valgene til Rigsdagen af 7. Februar 1901 § 14 foreskrevne Regler. Kendelsen kan af den, hvem den går imod, indankes til Udvalget for Årslistens Dannelse. Meddelelse om, at Anke vil linde Sted, skal inden 3 Dage efter Kendelsens Afsigelse gøres til Udvalget,

§ 76.

Den efter Afgørelsen af fremsatte Indsigelser berigtigede Liste underskrives af Udvalgets Formand og indsendes af ham inden 1. Maj til Formanden for Udvalget til Årslistens Dannelse (§ 79). Så skal og Afskrift af de Kendelser, mod hvilke Anke, overensstemmende med § 75 i Slutningen, er anmeldt, indsendes med fornødne Oplysninger.

§ 77.

I Tilfælde af Forsømmelse med Listernes Indsendelse skal Formanden for Udvalget til Årslistens Dannelse, i fornødent Fald ved Anvendelse af passende Tvangsbøder, drage Omsorg for, at de savnede Lister uopholdelig indsendes. Findes det, at Listen i nogen Kommune ikke på lovbefalet Måde er bragt i Stand, pålægger han, i fornødent Fald under Tvangsbøder, Udvalget ufortøvet at træffe de i Loven befalede Foranstaltninger, om fornødent med Forkortelse af de lovbestemte Frister, og gør Indberetning herom til Justitsministeren, der afgør, om Strafansvar skal gøres gældende.

§ 78.

Dersom hidtil upågtede eller senere opståede Grunde, som udelukke nogen på Grundlisten opført Person fra Nævningehvervet, efter den i § 75 ommeldte Frists Udløb måtte komme til Udvalgets Kundskab, skal derom ved Indsendelse af Listen eller senere, så snart ske kan, gøres Meddelelse, ledsaget af fornødne Oplysninger,

til Formanden for Udvalget for Årslistens Dannelse, såfremt enten Lodtrækningen til denne Liste endnu ikke har fundet Sted, eller den pågældende ved Lodtrækningen er bleven optagen på den. Herom skal Udvalget samtidig underrette den. om hvis Udelukkelse der er Tale.

§ 79.

Til Afgørelse af, hvilke Mænd der skal opføres på Nævningekredsens Årsliste, dannes for 3 År ad Gangen i hver Kreds et Udvalg, bestående af en af Kongen beskikket Formand, 2 af Landsrettens Formand og 3 af vedkommende Amtsråd og Købstad-Kommunalbestyrelser valgte Medlemmer.

De nærmere fornødne Regler om de sidstnævnte Udvalgsmedlemmers Valg fastsættes af Justitsministeren.

Udvalgets Medlemmer ere berettigede til Godtgørelse for Befordring med 20 Øre for hver løbende Kilometer; de Udlæg, som Udførelse af de Udvalgets Formand

i de følgende Paragraffer pålagte Forretninger medfører, godtgøres efter Regning.

§ 80.

Formanden for det i § 79 nævnte Udvalg sammenkalder Møde af Udvalget på Nævningekredsens Tingsted så betids, at Årslisten kan være affattet inden 15, Maj. Om Tid og Sted for Mødet, som afholdes offentlig, skal mindst 1 Uge forud Bekendtgørelse indrykkes i Statstidenden, med Opfordring til dem, som i Medfør af § 75 i Slutningen agte at påanke en Kendelse af Udvalget for Grundlisternes Dannelse, samt til de på Grundlisterne opførte Personer, der måtte mene at have et ved § 72 hjemlet og ikke ved Forsømmelse (§ 73 i Slutningen) afskåret Krav på Fritagelse, om senest Dagen før det berammede Møde skriftlig og med Angivelse af Grund at indgive deres Anke eller Begæring til Udvalgets Formand.

§ 81.

Udvalget afgør først de Spørgsmål vedrørende Optagelsen på Grundlisten, som ifølge §§ 78 og 80 ere forelagte det, eller som det selv måtte finde Anledning til at rejse ifølge fremkommen, på bestemte Kendsgerninger støttet Tvivl, om nogen af de på Listen opførte Mænd fyldestgør Betingelserne efter §§ 70 og 71 for at kunne være Nævning. Der gives dem, hvem Afgørelsen angår, og som ere mødte eller have ladet møde, Lejlighed til at udtale sig og til at fremføre medbragte Bevisligheder.

Udvalgets Afgørelser, som påtegnes Grundlisten, kunne ikke påankes.

Når der ved de Afgørelser, som træffes af noget af Udvalgene, udskydes nogen af de valgte, træder den på Listen først opførte Suppleant i den udelukkedes Sted.

§ 82.

Når de nævnte Fortegnelser på den anførte Måde ere berigtigede, bliver af det hele for hver Nævningekreds særlig udpegede Antal Mænd ved Lodtrækning at udtage, for den københavnske Kreds 1,000, for den bornholmske Kreds 150 og for hver af de øvrige Nævningekredse 320.

De således udtagne Mænd opføres med deres fulde Navn, Livsstilling og Bopæl efter Bogstavfølge og under Løbenumre på en særegen Liste, som underskrives

af Udvalgets Medlemmer og udgør Nævningekredsens Årsliste. Listen offentliggøres i Statstidenden.

§ 83.

Viser nogen Forsømmelse i Udførelsen af de ham efter Kapitlerne 6—8 påhvilende Forretninger, bliver han. for så vidt ikke højere Straf er forskyldt efter Lovgivningens almindelige Bestemmelser, at anse med Bøder fra 20 til 400 Kr.

§ 84.

Mindst 10 Dage før hvert Ting, på hvilket Nævningesager skulle påkendes, afholder det i § 79 nævnte Udvalg et offentligt Møde, se dog § 86, på Tingstedet, for ved Lodtrækning at udtage Nævninger for det forestående Ting. Mødets Tid og Sted lader Formanden mindst en Uge forud bekendtgøre i Statstidenden og ved Opslag på Tingstedet med Opfordring til de på Årslisten opførte Personer, som mene at have et ved § 72 hjemlet og ikke ved Forsømmelse afskåret Krav på Fritagelse, om senest Dagen før det berammede Møde skriftlig med Angivelse af Grund at indgive deres Begæring til Udvalgets Formand.

Denne lader før Mødet de Navne, som tindes på Årslisten, og som ikke ifølge Afgørelser, trufne i Anledning af tidligere Ting i Nævningeåret* eller i Medfør af Reglen i § 103 måtte være udgåede, afskrive på Sedler med deres på Årslisten opførte Løbenumre.

§ 85.

På Mødet afgør Udvalget først de mulig fremkomne Spørgsmål om Fritagelser eller om Udslettelse af Årslisten. Med Hensyn til disse Afgørelser gælde Reglerne i § 81.

§ 86.

De Sedler, som ikke ifølge de i forrige Paragraf omtalte Afgørelser måtte blive at lægge til Side, sammenholdes derefter med Årslisten og eftertælles, hvorefter der skrides til Lodtrækning af 60 Hovednævninger og 16 Hjælpenævninger for det forestående Ting.

I dette Øjemed blive først de Sedler, der indeholde Navne på Personer, som bo på det Sted, hvor Retten skal holdes, eller i Nærheden af det, lagte i en Urne, og blandt dem 22 Sedler udtrukne af Formanden, en for en. Ethvert udtrukket Navn oplæses straks og optegnes på en Liste. Derefter lægges også de andre Sedler i Urnen, og 66 Sedler udtages af Formanden, en for en; ethvert udtrukket Navn oplæses straks og optegnes på en anden Liste. De udtrukne Numre forsynes med Løbenumre efter den Orden, i hvilken de udtrækkes.

Derefter udskyder i lukket Møde hvert af Udvalgets Medlemmer et Navn af hver Liste, hvorpå de endelige Lister affattes med Udelukkelse af de udskudte Navne. Medlemmerne af Udvalget skulle under Ansvar efter Straffelovens § 139 iagttage Tavshed om, hvad der foregår i det nævnte lukkede Møde. Meddelelser om. hvilke Mænd der er udskudt, eller hvem der har foretaget Udskydningerne, må ikke optages i Pressen eller på anden Måde ske offentlig. Overtrædelse heraf straffes med Bøder fra 100 til 1,000 Kr.

Den større Liste er Tingets Hovedliste, den mindre Hjælpelisten. Begge Lister underskrives af Udvalgets Formand. De nævnte Lister gælde for hele det forestående Ting, selv om dette måtte fortsættes ud over den 31. Maj.

§ 87.

Ved Lodtrækningen til Hjælpelisten blive de Personer, som have været opførte på Hjælpelisten ved tidligere Ting i Nævningeåret, men ikke have været indkaldte, ikke medtagne, for så vidt der foruden dem findes opført på Årslisten et tilstrækkeligt Antal sådanne Personer, som komme i Betragtning til Hjælpelisten.

§ 88.

Genparter af Hovedlisten og Hjælpelisten skulle mindst 10 Dage før Tingets Begyndelse være Landsretten i Hænde. Tilsvarende Genparter, der blive at tilvejebringe af det i § 79 nævnte Udvalg, afsendes ved Foranstaltning af Formanden foldet forestående Ting, mindst 8 Dage før Tinget eller Dagen, til hvilken Indstævning er sket, til hver af de Tiltalte og deres Forsvarere samt vedkommende beskikkede Anklagere. Finder Indstævning med kortere Varsel Sted, afkortes denne Frist således, at den bliver en Dag kortere end Varslet. Til de Tiltalte sker Meddelelsen på den i §§ 144 ff. foreskrevne Måde.

§ 89.

Udvalgets Formand drager Omsorg for, at de på Hovedlisten opførte Personer på den i §§ i44 ff. foreskrevne Måde underrettes om at være udtagne til Hovednævninger for det forestående Ting ved en Tilsigelse, som opfordrer dem til at holde sig beredte til efter Indkaldelse at møde til Udøvelse af Nævningehvervet og indeholder Påmindelse om Pligten til betimelig Angivelse af mulige Fritagelsesgrunde eller Forfald samt om Følgerne af Forsømmelse i denne Henseende og af Udeblivelse uden lovligt Forfald.

På lignende Måde gives der de på Hjælpelisten opførte Personer Tilsigelse om, at de under det forestående Ting skulle holde sig beredte til efter Indkaldelse uden videre Varsel at møde til Udøvelse af Nævningehvervet.

§ 90.

Hvis nogen af de tilsagte Hoved- eller Hjælpenævninger mener at have noget ikke ved Forsømmelse afskåret Krav på Fritagelse eller at have lovligt Forfald, bør han ved Tilsigelsens Forkyndelse eller så snart, som det bliver ham muligt, opgive sådant enten for Stævningsmanden, der påtegner Tilsigelsen Bemærkning herom, eller skriftlig til Udvalgets Formand, samt meddele de Oplysninger i så Henseende, som stå til hans Rådighed.

Forsømmelse af betimelig Anmeldelse af Fritagelsesgrunde medfører deres Fortabelse.

§ 91.

Finder Udvalgets Formand efter de foreliggende Oplysninger, at en fremsat Begæring om Fritagelse bør tages til Følge, eller at et opgivet Forfald er gyldigt, eller at det ved de i § 78 nævnte Meddelelser er oplyst, at Grunde ere forhånden, som udelukke nogen af de udtrukne Hoved- eller Hjælpenævninger fra Nævningehvervet, foretager han i et offentligt, Dagen forud bekendtgjort Møde på lignende Måde som i §§ 84—87 foreskrevet ny Lodtrækning til Fuldstændiggørelse henholdsvis af Hovedlisten og Hjælpelisten. Herved bliver Reglen i § 86, 3die Stykke, dog uden Anvendelse.

Med Hensyn til de ved denne Lodtrækning udtrukne Nævninger iagttages Reglerne i §§ 88 og 89 snarest muligt; de der ommeldte Frister forkortes så meget, som Omstændighederne gøre nødvendigt.

Finder Udvalgets Formand ikke tilstrækkelig Grund til at tage Hensyn til fremsatte Begæringer om Fritagelse eller opgivne Forfald, lader han Meddelelse derom forkynde for pågældende på den i § 89 bestemte Måde med Betydning om, at Spørgsmålet kan indbringes til Afgørelse af Retten ved Tingets Begyndelse.

De af Formanden i Henhold til denne Paragrafs 1ste Stykke trufne Afgørelser om Fritagelse og Udelukkelse have kun Gyldighed for det forestående Ting.

§ 92.

Femtedagen før Tingets Begyndelse skulle Årslisten, den endelige Hovedliste ug Hjælpeliste for Tinget og de påtegnede Tilsigelser til Hoved- og Hjælpenævningerne være Rettens Formand i Hænde. Fremdeles skal Udvalgets Formand til samme Tid eller senere snarest muligt tilstille Rettens Formand de Meddelelser, som efter § 78 måtte komme ham i Hænde om tidligere Upåagtede eller senere opståede Grunde, som ude- lukke nogen af de på Tingets Lister opførte Personer fra Nævningehvervet.

§ 93.

Foranstaltningerne til Nævningernes Udtagelse til den enkelte Sag begynde med, at Rettens Formand indkalder de i Nævningesagerne beskikkede Anklagere og Forsvarere samt de Tiltalte til et Retsmøde, der afholdes senest 2 Dage før Tingets Begyndelse. Efter at Hoved-Nævningelisten er oplæst, foregår Nævningernes Udtagelse til hver enkelt Sag. Indsigelse fra Parternes Side om, at Genpart af Nævningelisten ikke er behørig uddelt, må fremsættes, førend Lodtrækningen begynder.

Det foran omtalte Møde er ikke offentligt, Meddelelse om, hvilke Nævninger der i samme udskydes, må ikke optages i Pressen eller på anden Måde ske offentlig. Overtrædelse heraf straffes med Bøder fra 100 til 1,000 Kr.

§ 94.

I enhver Nævningesag skulle 12 Nævninger deltage i Afgørelsen.

Kan det forudses, at en Sags Forhandling vil medtage et længere Tidsrum, kan Rettens Formand, førend Lodtrækningen begynder, beslutte, at endvidere en eller flere Nævninger skulle deltage som Suppleanter. Såfremt da nogen af Nævningerne måtte blive forhindret i at overvære den hele Forhandling, indtil Nævningernes Erklæring er afgiven, indtræder en Suppleant i hans Sted efter den Rækkefølge, i hvilken Navnene ere udtrukne.

Suppleanterne overvære Forhandlingen, men deltage ikke i Nævningernes Råd- slagninger og Afstemninger, så længe de ikke ere indtrådte i en Nævnings Sted.

§ 95.

Ved Lodtrækningens Begyndelse har først Anklageren og derefter Tiltalte Ret til at udskyde hver 12 af de på Nævningelisten opførte Personer.

Lodtrækningen foregår derpå på den Måde, at Sedler, hvorpå de tiloversblevne Nævningers fulde Navne ere skrevne, og som oplæses, nedlægges i en Urne, af hvilken Sedler derefter enkeltvis udtages og oplæses.

§ 96.

Når 16 eller, hvis Suppleanter skulle tiltræde, henholdsvis 17 eller flere Nævninger ere udtrukne, har først Anklageren, indtil Ordet er givet Tiltalte, og derefter

Tiltalte, indtil Ordet atter er givet Anklageren, og så fremdeles, indtil Rettens Formand erklærer dette Afsnit af Lodtrækningen for endt, Ret til uden Angivelse af Grund at forkaste en af de udtrukne Nævninger. En afgiven Erklæring kan tilbagetages, når det sker indenfor de angivne Tidsgrænser. I Stedet for hver enkelt Nævning, der forkastes, udtrækkes straks et nyt Navn.

I det hele kan der i Henhold til denne Paragraf forkastes 6 Nævninger fra hver Side.

Er der i samme Sag flere Tiltalte, ere disse lige nær berettigede til at udøve den en enkelt Tiltalt ved foregående og nærværende Paragraf hjemlede Forkastelsesret.

Kunne de ikke enes om Udøvelsen af denne Ret, fordeles de dem indrømmede Forkastelser ligelig imellem dem. Med Hensyn til de Forkastelser, som ikke kunne fordeles således, afgøres det ved Lodtrækning, hvem af de Tiltalte de skulle tilkomme. Ligeledes bestemmes ved Lodtrækning, i hvilken Rækkefølge de skulle erklære sig om Forkastelse. En herefter af en af de Tiltalte erklæret Forkastelse gælder også for de andre.

Når 16 eller, hvis Suppleanter skulle tiltræde, 17 eller flere uforkastede Nævninger ere udtrukne, ophører Lodtrækningen for den pågældende Sag.

§ 97.

Rettens Formand drager Omsorg for, at de for hver enkelt Sag udtagne (§ 96) Nævninger på den i §§ 144 ff. foreskrevne Måde indkaldes med såvidt muligt 2 Dages Varsel til at give Møde i Retten ved en Tilsigelse, som angiver Tid og Sted,7 da de skulle møde i Retten.

§ 98.

Såfremt såvel vedkommende Anklagere som den eller de Tiltalte samtykke heri, kunne de Nævninger, der ere udtagne til Tjeneste i en Sag, uden ny Udtagelse betragtes som udtagne i en anden Sag. som må antages at ville blive foretagen eller dog påbegyndt samme Dag.

§ 99.

Enhver Nævning, som udebliver efter behørig Indkaldelse, uden at lovligt Forfald oplyses, eller som. efter at være mødt, uden Orlov eller oplyst lovligt Forfald unddrager sig Opfyldelsen af de ham som Nævning påhvilende Pligter, ifalder en Bøde, første Gang fra 40 til 400 Kr. og i Gentagelsestilfælde fra 100 til 1.000 Kr.

Spørgsmål om Nævningers Ansvar efter denne Paragraf afgøres af Retten uden Nævninger.

Den afsagte Kendelse forkyndes snarest muligt for den pågældende Nævning. Denne har i en Uge fra Kendelsens Forkyndelse Adgang til at fremkomme med Oplysninger for Retten om, at behørig Indkaldelse ej har fundet Sted, eller at han har haft lovligt Forfald. Findes disse fyldestgørende, ophæver Retten sin Kendelse. De omhandlede Kendelser kunne ikke gøres til Genstand for Anke eller Kære.

§ 100.

Har en udebleven Nævning, for hvis Vedkommende lovligt Forfald er oplyst, ikke opfyldt den ham efter § 90 påhvilende Pligt til betimelig Anmeldelse og Meddelelse af Oplysninger, eller møder en Nævning for sent, men inden den Sag, i hvilken han skal deltage, er begyndt, kan Retten ved Kendelse idømme ham en Bøde af indtil 20 Kr. Denne Kendelse kan ikke omgøres af Retten, ej heller pånkes eller påkæres.

§ 101.

Rettens Formand kan meddele en Nævning Orlov under Samlingen for en bestemt Tid.

§ 102.

Viser det sig under Tinget, at det til en Sag fornødne Antal (§ 94 sml. m. § 839) ikke kan skaffes til Veje ved Indkaldelse af de tilsagte Hjælpenævninger, foranstalter Rettens Formand Tallet udfyldt ved Lodtrækning blandt de på Årslisten opførte Personer, som ere bosatte på eller nær ved det Sted, hvor Retten holdes. Herved bliver Reglen i § 87 at iagttage. De udtrukne Navne tilføres Hjælpelisten og meddeles straks de beskikkede Anklagere, den eller de Tiltalte og deres beskikkede Forsvarere, hvorhos de pågældende straks indkaldes efter Reglerne i § 89 med Aftens Varsel.

§ 103.

Ved Tingets Slutning lader Rettens Formand Navnene på de Nævninger, der efter Indkaldelse have givet behørigt Møde på Tinget og ikke her efter Begæring på Grund af en midlertidig Forhindring ere blevne fritagne for at gøre Tjeneste i Henhold til § 72 Nr. 9, udstryge på Årslisten. De således udstrøgne ere kun forpligtede til på ny at møde som Nævninger indenfor samme Nævningeår, når der ikke længere på Årslisten findes opført mindst 88 Nævninger. De blive i så Tilfælde alle at medtage ved Lodtrækningen. Tillige meddeles der de ovenmeldte Nævninger på Forlangende uden Betaling Vidnesbyrd af Rettens Skriver om, at de have givet behørigt Møde under Tinget.

§ 104.

Der tilkommer Nævninger 3 Kr. for hver Dag, de i Anledning af Nævningehvervet holdes borte fra Hjemmet, og endvidere, når de give Møde over 3 Kilometer fra den By, hvori de bo, eller, når de bo på Landet, fra deres Hjem, Godtgørelse for Billet til Jernbane (III. Klasse) og Dampskib (II. Plads), hvor sådant kan benyttes, og i øvrigt for Befordring frem og tilbage med 20 Øre for hver Kilometer, dog mindst 1 Kr.

§ 105.

Årslisten samt Tingets Hovedliste og Hjælpeliste tilbagesendes efter Tingets Slutning til Formanden for Udvalget til Årslistens Dannelse.

§ 106.

Sagførere beskikkes af Justitsministeriet, Beskikkelse meddeles på Begæring enhver (Mand eller Kvinde), som har Indfødsret, har opnået 25 Års. Alderen, ikke

er ude af Rådighed over sit Bo, ifølge pålidelige Vidnesbyrd bar ført en retskaffen Vandel og derhos opfylder de i de efterfølgende Paragraffer for de enkelte Stillinger foreskrevne Betingelser.

§ 107.

For at blive Højesteretssagfører udfordres, at den pågældende har bestået den fuldstændige juridiske Eksamen med Karakteren laudabilis, samt at han enten i 3 År har været i Virksomhed som Landsretssagfører eller i lige Tid været i Virksomhed som Universitetslærer i Lovkyndighed eller Dommer, uden mod eget Ønske at være fjernet fra disse Stillinger på en sådan Måde, at den almindelige Pensionsret er gået tabt eller indskrænket, og endelig at han har bestået den nedenfor i § 110 omhandlede Prøve.

§ 108.

For at blive Landsretssagfører udfordres, at den pågældende har bestået den fuldstændige juridiske Eksamen, i det mindste med Karakteren haud illaudabilis efter denne Eksamens tidligere Ordning eller haud illaudabilis 1mi gradus efter den nuværende Ordning, samt at han i 3 År har været i Virksomhed som Underretssagfører eller har som autoriseret Fuldmægtig hos en Højesteretssagfører eller Landsretssagfører stadig deltaget i Behandlingen af Retssager. Endvidere skal han have aflagt den i § 110 omhandlede Prøve.

§ 109.

For at blive Underretssagfører udfordres, at den pågældende har underkastet sig den fuldstændige juridiske Eksamen, i det mindste med Karakteren haud illaudabilis, eller har opnået Karakteren „Bekvem" eller „Første Karakter" enten ved den juridiske Fællesprøve eller ved den tidligere eller nuværende juridiske Eksamen for ustuderede, samt at han enten i 3 År stadig har som autoriseret Fuldmægtig hos en Sagfører deltaget i dennes Forretninger, derunder Behandlingen af Retssager, eller også, at han i lige Tid har været Retsskriver eller Politimester eller stadig har været i Virksomhed som Fuldmægtig under en Ret eller som autoriseret Fuldmægtig hos en Dommer eller en Politimester.

Til Udbringeise af de i de to foregående Paragraffer og i nærværende Paragraf ommeldte 3 År kan Virksomhed i forskellige af de nævnte Stillinger sammenlægges.

Den, der er i Besiddelse af de Egenskaber, som udfordres for en højere Art af Sagførervirksomhed, er altid berettiget til at stedes til en ringere Art af Sagførervirksomhed.

§ 110.

Sagførerprøverne for Højesteret og Landsretterne bestå i, at den pågældende henholdsvis for Højesteret eller en Landsret udfører 4 med mundtlig Domsforhandling sluttende Sager, nemlig to Straffesager, en som Anklager og en som Forsvarer, og to borgerlige Retssager, som han selv må forskaffe sig, og af hvilke i alt Fald den ene udføres for Sagsøgeren. Prøven er bestået, når hans Udførelse af disse Sager af vedkommende Domstol kendes forsvarlig.

Sådan Prøve kan ingen underkaste sig oftere end 2 Gange, og ingen erholder Adgang til Prøven, forinden han har fremlagt Justitsministeriets Tilkendegivelse om. at han efter bestået Prøve vil kunne erholde Beskikkelse henholdsvis som Højesteretssagfører eller Landsretssagfører.

§ 111.

For Beskikkelserne som Højesteretssagfører, Landsretssagfører og Underretssagfører erlægges Afgifter henholdsvis af 200, 120 og 60 Kr. — Afgifterne tilfalde Statskassen.

Forinden Beskikkelsen udleveres til vedkommende, har han at underskrive en højtidelig Forsikring om, at han med Flid og Troskab vil udføre de Sager, der betros ham, og at han i det hele vil samvittighedsfuldt opfylde sine Pligter som Sagfører.

Formen for denne Erklæring fastsættes af Justitsministeren.

§ 112.

Udøvelsen af Sagførervirksomhed kan ikke forenes med noget Dommer- eller Retsskriverembede, nogen Øvrighedspost eller Ansættelse i Politiets Tjeneste, ej heller med noget Tjenesteforhold hos en Amtmand, Dommer, Politimester eller Retsskriver. Hvorvidt for øvrigt nogen offentlig Embeds- eller Bestillingsmand tillige kan udøve nogen Sagførervirksomhed, bestemmes af Kongen.

Ønsker en Sagfører, som befinder sig i nogen af de Stillinger, med hvilke Udøvelse af Sagførervirksomhed i Almindelighed er uforenelig, i et enkelt Tilfælde at overtage Udførelsen af en Retssag, skal dette dog ikke være ham forment, når han dertil erholder sine Foresattes Tilladelse.

§ 113.

Den, der beskikkes som Højesteretssagfører, er, så længe han vil benytte Beskikkelsen, forpligtet til at have Kontor i eller ved København. Landsrets- og Underretssagførere ere forpligtede til, inden Beskikkelsen udleveres dem, at anmelde for Justitsministeriet, i hvilken Landsretskreds eller Underretskreds de ville have Kontor. Højesteretssagførere, som ikke have Kontor i eller ved København, blive, så længe de beholde Kontor udenfor dette Sted, at betragte som Landsretssagførere. Enhver Sagfører, som flytter sit Kontor til en anden Retskreds, skal inden 14 Dage efter Flytningen anmelde denne for Justitsministeriet. Ingen Sagfører må samtidig have Kontor i flere Underretskredse.

§ 114.

Højesteretssagførerne ere berettigede til at give Møde for alle Landets Domstole, Landsretssagførerne for begge Landsretter, Københavns Sø- og Handelsret og alle Underretter, Underretssagførerne for Sø- og Handelsretten i Sager, som i Medfør af §§ 215—16 vilde høre under Underret, samt for enhver Underret, jvf. dog § 1004.

Ingen Sagfører kan give Møde eller lade møde for en Ret, der beklædes af en Enkeltdommer, med hvem Sagføreren er gift eller er beslægtet eller besvogret i anden Grad af Sidelinien eller nærmere.

§ 115.

Under mundtlig Forhandling i Domssager for Landsret, Københavns Sø- og Handelsret i Sager, der i Medfør af §§ 215—16 vilde høre under Landsret, og for Højesteret er det ikke Sagførere tilladt at give Møde ved en anden, medmindre denne er en Sagfører, der vilde være berettiget til selv at møde for vedkommende Domstol i den pågældende Sag. Dog skal det være Sagførere tilladt ved enhver uberygtet Person at fremsætte og begrunde Begæring om Sagens Udsættelse på Grund af Forhold, hvorved Sagføreren selv hindres i at give Møde.

§ 116.

Udenfor mundtlig Forhandling i Domssager for Landsret, Københavns Sø- og Handelsret i Sager, som i Medfør af §§ 215—16 vilde høre under Landsret, og for Højesteret samt uden Begrænsning for Underret og Sø- og Handelsretten i Sager, der ifølge de nævnte Paragraffer vilde høre under Underret, er det Sagførere tilladt uden særlig Angivelse af Grund at lade møde for sig ved deres autoriserede Fuldmægtige.

Med Angivelse og på Rettens eller Modpartens Forlangende Bevisliggørelse af lovligt Forfald kunne Sagførere under de i denne Paragraf omhandlede Rettergangsforetagender give Møde ved enhver uberygtet myndig Person.

§ 117.

Enhver Sagfører er berettiget til at have en autoriseret Fuldmægtig, der skal være en uberygtet Person, som har underkastet sig i det mindste den juridiske Fællesprøve eller den tidligere eller nuværende juridiske Eksamen for ustuderede. Autorisationen meddeles for Fuldmægtige hos Højesteretssagførere af Højesterets Formand, for Fuldmægtige hos Landsretssagførere af Formanden i vedkommende Landsret, for Fuldmægtige hos de Underretssagførere, der have Kontor i København, af Formanden i Københavns Byret og for Fuldmægtige hos andre Underretssagførere af Dommeren i den Retskreds, i hvilken vedkommende Sagfører har Kontor. De autoriserede Fuldmægtige skulle, så længe de ville benytte Fuldmagten, have Bopæl i eller ved den Stad eller i den Retskreds, hvor deres Principal har Kontor.

§ 118.

Sagførerne ere på den Måde og med de Begrænsninger, som i denne Lov bestemt, eneberettigede til at udføre Retssager for andre. En Bemyndigelse til i eget Navn at indtale en Fordring eller anden Rettighed („Mandatarfuldmagt") kan ikke give den, hvem Bemyndigelsen er given, Ret til selv at møde i Sagen, når han ikke vilde være berettiget til at give Møde som Sagfører for vedkommende Domstol i den pågældende Sag.

Indgreb i Sagførernes Eneret, derunder indbefattet, at nogen uberettiget offentlig betegner sig som Sagfører, anses med Bøder fra 50 til 200 Kr., hvilken Straf, når Forseelsen er sket gennem Proformaretshandler, ved hvilke det er givet Udseende af, at vedkommende optræder som Transporthaver, kan stige til 500 Kr. Overenskomster om, at Transportgiveren skal betale Bøden, ere ugyldige, og det i Tilfælde af sådant Proformaværk tilsagte Vederlag for Udførelse af Sager kan ikke søges betalt samt kan, hvis det er erlagt, søges tilbage.

§ 119.

Ingen Sagfører er, bortset fra de Tilfælde, hvor han hertil kan beordres, pligtig at påtage sig Udførelsen af en Retssag.

§ 120.

Sagførere ere pligtige med Flid og Troskab at udføre de dem betroede Forretninger. De ere pligtige at fremme de dem betroede Retssager med den Hurtighed; som Tilfældets Beskaffenhed tillader. De må som en Følge heraf ikke forhale Sagerne ved unødvendige Udsættelser, grundløse Formalitetsindsigelser eller andre Udflugter. De skulle afholde sig fra usømmelig Tale og Skrivemåde for Retten og efterkomme de Pålæg, som særlig gives dem af Retten i Medfør af denne Lov.

§ 121.

Ingen Sagfører må kræve højere Betaling, end der skønnes billigt, for den Bistand og Tjeneste, han i sådan Egenskab yder ved Udførelse af Retssager.

For øvrigt er det ikke forbudt at betinge sig højere Betaling for det Tilfælde, at Sagen vindes, end for det Tilfælde, at den helt eller for en Del tabes, lige så lidt som det er forbudt at betinge sig en vis Andel i Sagens Genstand.

Overenskomster om Betaling, der Åbenbart forurette en af Parterne, ere ugyldige.

§ 122.

Enhver Sagfører, der er antagen til Udførelse af beneficerede Sager, jvf. § 322, er pligtig til for ubemidlede, der henvises til ham, at affatte Besværinger til Øvrighedsmyndigheder og Ansøgning om fri Proces, endvidere til at affatte Forligsindkaldelser og Stævninger i borgerlige Sager, som vedkommende ønsker at anlægge ved den Ret, for hvilken Sagføreren er antagen, for så vidt der ikke er Adgang til at opnå Rettens Bistand efter § 416, 1ste Stykke. Sådanne Henvisninger foretages af Politimesteren, som skønner over de pågældendes Uformuenhed og iagttager, at Henvisningerne fordeles ligelig mellem de pågældende Sagførere. — Disse Bestemmelser gælde dog indtil videre ikke for de Sagførere, der have Kontor i København eller på Frederiksberg; men Bestemmelserne kunne af Justitsministeriet, når Omstændighederne måtte tale derfor, med fornøden Tillempelse udvides til også at omfatte dem.

På de Årlige Finanslove bevilges det fornødne Beløb til Vederlag til de pågældende Sagførere for deres heromhandlede Virksomhed. De nærmere Regler for Fastsættelsen og Udbetalingen af disse Vederlag gives af Justitsministeren.

§ 123.

Sagførere, som overtræde de i nærværende Lov givne Forskrifter eller i øvrigt forse sig i deres Virksomhed som Sagførere, anses med de i Straffelovens § 144 omhandlede Straffe.

Når den Straf, som skal pålægges en Sagfører, ikke er højere end Bøder, og ingen særlig Bevisførelse udfordres for at oplyse det strafbare Forhold, kan Straffen pålægges under den Sag, med Hensyn til hvilken Forseelsen er begået, enten ved en særskilt Kendelse eller ved den endelige Dom.

§ 124.

Når en Sagfører ved Dom findes skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling, skal Retten til at udøve Sagførervirksomhed ved samme Dom frakendes ham.

Har en Sagfører gjort sig skyldig i det i Straffelovens § 253 omhandlede Forhold. bliver, selv om i øvrigt andet Strafansvar mod ham i Medfør af samme Lovs § 254 måtte bortfalde, Retten til Sagførervirksomhed ved Dom at frakende ham for en bestemt angiven Tid eller for bestandig under den mod ham anlagte Straffesag, eller, hvis en sådan ikke måtte være anlagt, da under en særlig i dette Øjemed ifølge Justitsministerens Bestemmelse mod ham rejst Straffesag.

Når Dom til Fortabelse af Ret til Sagførervirksomhed er overgået en Sagfører, kan han ikke, selv om han påanker sådan Dom, fortsætte sin Virksomhed, før han ved endelig Dom har fået sin Dom forandret.

§ 125.

Kommer en Sagfører under Konkurs, har Justitsministeren at fratage ham Retten til at udøve Sagførervirksomhed og kan som Regel først tilbagegive ham den, når han fremskaffer Erklæring fra samtlige de i Konkursboet anmeldte Kreditorer om, at han har fyldestgjort dem for deres Krav, eller at de have samtykket i Boets Ekstradition. Bliver en Sagfører umyndiggjort, har Justitsministeren ligeledes at fratage ham Retten til at udøve Sagførervirksomhed, så længe Umyndiggørelsen vedvarer.

§ 126.

Samtlige i en Landsretskreds boende Sagførere udgøre et Samfund. Højesteretssagførerne ere Medlemmer af det til Østre Landsret hørende Sagførersamfund.

§ 127.

Ethvert Sagførersamfund skal have en Bestyrelse, der benævnes Sagførerråd.

Sagførerrådet består af en af Landsrettens Formand blandt Sagførerne i Kredsen valgt Formand og et lige Antal Medlemmer, ikke under 4 og ikke over 8, Halvdelen valgt af og blandt Landsrets- og Højesteretssagførerne, Halvdelen af og blandt Underretssagførerne. Samtlige Valg gælde for 4 År; Genvalg kan finde Sted.

§ 128.

Til almindeligt Møde af Samfundets Medlemmer indbydes ved en offentlig Bekendtgørelse i Statstidende med mindst 14 Dages Varsel.

§ 129.

Almindelige Møder sammenkaldes dels for at vælge Medlemmer af Sagførerrådet dels for at afhandle andre Genstande vedkommende Sagførerstandens Forhold og Interesser.

Sagførerrådet sammenkalder Møder, så ofte dette findes nødvendigt; når et Antal af mindst en Fjerdedel af Medlemmerne af Sagførersamfundet, eller når Landsrettens Formand forlanger det, er Sagførerrådet pligtigt at sammenkalde Møde.

Første Gang efter, at denne Lov er trådt i Kraft, sammenkalder Landsrettens Formand Møde til Valg af et Sagførerråd.

§ 130.

Sagførerrådet har ikke blot at påse, at de til Samfundet hørende Sagførere i deres Forhold som Sagførere holde sig Lovene efterrettelige, men også, at de i deres Sagførervirksomhed undgå alt, hvad der ikke kommer overens med den Hæder- lighed. Nøjagtighed og Pålidelighed, eller med den Agtelse for Statsmyndighederne, som en offentlig beskikket Sagfører altid må udvise, ligesom det med bindende Virk- ning har Ret til at afgøre Tvistigheder angående Vederlag for den af dem i denne deres Egenskab ydede Tjeneste og Bistand til private, når disse i denne Anledning henvende sig til det.

§ 1 31 .

I Henhold til den foregående Paragraf kan Sagførerrådet skride ind mod hvert enkelt Samfundsmedlem, såvel af egen Drift som ifølge Begæring.

Sagførerrådet kan tildele de enkelte Medlemmer af Sagførersamfundet Irettesættelser, forbyde dem Udførelsen af enkelte Sager eller Forretninger, pålægge dem Bøde af ikke over 300 Kr., suspendere dem fra Sagførervirksomheden i en vis Tid, dog ikke længere end l År.

Dog kunne de nævnte Straffe ikke anvendes, uden at den pågældende har haft tilstrækkelig Lejlighed til at erklære sig over de ham gjorte Bebrejdelser og fremkomme med sit Forsvar, mundtlig eller skriftlig.

§ 132.

Går Sagførerrådets Beslutning ud på Irettesættelse, Bøde over 40 Kr., Forbud imod Udførelsen af enkelte Sager eller Forretninger eller Suspension, kan den pågældende Sagfører fordre Beslutningen, forinden den kan træde i Virksomhed, prøvet af Landsretten, når han inden 3 Dage forlanger dette ved en Skrivelse til Landsrettens Formand.

Landsrettens Formand har da at kalde Sagførerrådet og den pågældende Sagfører til et Møde med Landsrettens Medlemmer, af hvilke mindst 5 må være til Stede.

I dette Møde, som holdes for lukkede Døre, gives der alle vedkommende Lejlighed til mundtlig at udtale sig, hvorefter Landsretten enten stadfæster eller ophæver Sagførerrådets Beslutning.

§ 133.

Sagførerrådet har at føre Tilsyn med de Personer, som forberede sig til Sagførervirksomheden ved den pågældende Landsret eller de under samme hørende Retter. Ethvert Andragende fra sådanne Personer om Beskikkelse som Sagfører ved Landsretten eller i Landsretskredsen skal forelægges Sagførerrådet til Erklæring. Dersom Sagførerrådets Erklæring går ud på, at den pågældende ikke kan antages virkelig at have deltaget i Sagførerforretningers Udførelse eller at have med tilbørlig Flid bivånet Retsforhandlingerne, eller på, at han ikke har ført en retskaffen Vandel, kan Andragendet om Beskikkelse i Reglen ikke tages til Følge; dog kan Justitsministeren, når særegne Grunde tale derfor, tildele vedkommende Beskikkelse, uagtet hans Andragende ikke anbefales af Sagførerrådet, men dog ikke førend efter, at der på ny er givet dette Lejlighed til at ytre sig.

§ 134.

For ethvert Sagførersamfund kan der angående Samfundets indre Anliggender oprettes Vedtægter, som dog ikke må indeholde noget, der strider mod denne Lov.

Sådanne Vedtægter skulle behandles og vedtages med absolut Stemmeflerhed på et almindeligt Møde og derefter forelægges Kongen, som enten stadfæster dem eller nægter dem Stadfæstelse.

§ 135.

Det københavnske Politis Ordning berøres ikke af nærværende Lov. Det forbeholdes at underkaste Bestemmelserne om Statens Tilskud til Københavns Politi et Gennemsyn.

§ 136.

Særlige Politimestre, som udenfor København ansættes i Medfør af § 22, 2det Stykke, beskikkes af Kongen og må fyldestgøre de i § 43, 2det Stykke, angivne Fordringer, dog at Autorisation som Fuldmægtig hos en af de i denne Paragraf nævnte Politimestre ligestilles med Autorisation som Dommerfuldmægtig. Med Hensyn til midlertidig Beskikkelse finder Reglen i § 45, sidste Punktum, tilsvarende Anvendelse. Justitsministeren bestemmer, hvor i Kredsen den særlige Politimester skal bo.

§ 137.

Den eller de af Politimesteren antagne Fuldmægtige kan der af Amtmanden meddeles Autorisation til at udføre Politimesterens Forretninger. Autorisationen kan kun meddeles Personer, der fyldestgøre de i § 46 angivne Fordringer.

§ 138.

Ved særlig Lov bliver der at træffe Bestemmelse om Antal, Ansættelse og Lønning af Politibetjente udenfor København, samt af de særlige Opdagelsesbetjente, der skulle kunne gøre Tjeneste overalt i Riget. Førend en sådan særlig Lov er given træder Loven om Retsplejens Ordning ikke i Kraft.

§ 139.

Retssager forhandles mundtlig. Skrift anvendes kun i det Omfang, i hvilket Loven særlig bestemmer det.

Ved den mundtlige Forhandling benyttes frit Foredrag.

Når Oplæsning skal finde Sted, bestemmer Rettens Formand, ved hvem den skal foregå, for så vidt andet ikke i Loven er foreskrevet.

§ 140.

Retssproget er dansk. Afhørelse af Personer, der ikke ere det danske Sprog mægtige, foregår ved Hjælp af en edsvoren Tolk. Dog kan i borgerlige Sager ved Underret Tilkaldelse af Tolk undlades, når ingen af Parterne gør Fordring herpå, og Retten tiltror sig fornødent Kendskab til det fremmede-Sprog. Det samme kan under sidstnævnte Forudsætning finde Sted i Straffesager udenfor Domsforhandling for Landsret.

Dokumenter, der ere affattede i fremmede Sprog, skulle ledsages af en Oversættelse, der, når Retten eller Modparten forlanger det, skal autoriseres af en offentlig ansat Translatør.

Forhandling med og Afhørelse af døve, stumme og døvstumme foregår enten ved Hjælp af Personer, der ere kyndige i Tegnsproget eller Talemetoden, og som forud tages i Ed, eller ved skriftlige Spørgsmål og Svar.

Til at bistå som Tolk eller Tegnsprogkyndig må ingen tilkaldes, der ifølge §§ 61 og 63 vilde være udelukket fra at handle som Dommer i Sagen. I øvrigt blive de om Vidner gældende Regler at anvende på de nævnte Personer med de Lempelser, der følge af Forholdets Natur, og for så vidt ikke andet særlig er foreskrevet.

§ 141.

Rettens Formand leder Forhandlingen. Han bestemmer Rækkefølgen af de enkelte Dele af Forhandlingen, for så vidt Loven ikke indeholder Forskrifter derom.

Ingen må tage Ordet uden ifølge hans Tilladelse; han kan fratage den Part Ordet, som ikke vil rette sig efter hans Ledelse. Han drager Omsorg for så vidt muligt at fjerne alt, hvad der til Unytte trækker Forhandlingen i Langdrag, og slutter Forhandlingens enkelte Dele, når han anser det foreliggende Emne for tilstrækkeligt behandlet.

§ 142.

Rettens Formand våger over, at Forhandlingen foregår med den tilbørlige Orden og Værdighed. Han er berettiget til i dette Øjemed at afbryde og tilrettevise Parter, Vidner eller andre, når de tillade sig upassende Udtalelser eller utilbørlige personlige Angreb. Vedbliver en Part hermed trods Tilrettevisning, kan Ordet fratages ham. Personer, der ved støjende eller anden utilbørlig Adfærd forstyrre Forhandlingerne eller tilsidesætte den Agtelse, som skyldes Retten, kunne udvises af Retssalen. Bliver i en borgerlig Sag Ordet frataget en Part, eller bortfjernes han, kan Forhandlingen fortsættes, hvis Retten ikke finder en Udsættelse nødvendig. Det samme gælder, når Ordet fratages den Sigtede i en Straffesag. Bortfjernes han, forholdes efter Reglerne i §§ 804 og 831. Er det en Anklager eller Sigtedes Forsvarer, som bortfjernes, eller hvem Ordet fratages, gås der frem. som om vedkommende var udebleven.

For Fornærmelser mod Retten eller nogen af de i Retten mødende, Uorden, hvorved Forhandlingerne forstyrres, samt Ulydighed mod Formandens Befalinger, kan Retten (derunder også Skifte- og Fogedret) lade vedkommende fjerne fra Retslokalet, og kan endvidere ved en Kendelse, der afsiges straks, pålægge Straf af Bøder indtil 40 Kr.

De Straffe, som pålægges i Henhold til denne Paragraf, medføre ingen Indskrænkning i Adgangen til at drage den Skyldige til Ansvar efter Straffelovens almindelige Regler, hvor disse i øvrigt ere anvendelige.

Politiet er forpligtet til uvægerlig og øjeblikkelig at yde Retten Bistand til Udførelse af denne Paragrafs Forskrifter.

§ 143.

De Forretninger, som ifølge denne Lov påhvile Rettens Formand, udføres, når Retten beklædes af en Enkeltdommer, af denne.

§ 144.

Forkyndelser og andre processuelle Meddelelser i borgerlige Sager skulle, for så vidt ikke Loven eller Overenskomst mellem Parterne medfører Undtagelse, foregå ved en Stævningsmand eller i de i § 147 Nr. 3 angivne Tilfælde ved Politiet.

På samme Måde foregår i Straffesager med de i §§ 150 og 151 hjemlede Undtagelser

1) Forkyndelse for Sigtede af Tilsigelse eller Stævning til Møde for Retten, af Anklageordre, Anklageskrift, Bevisfortegnelse, Domsudskrift, Ankemeddelelse eller Kæremål og af den i sidste Stykke af § 925 ommeldte Tilkendegivelse,

2) Forkyndelse for Vidner og Syns- eller Skønsmænd af Indkaldelse til Afhørelse, for Syns- eller Skønsmænd af den Beslutning, hvorved de ere udmeldte, og for udeblevne Vidner eller Syns- eller Skønsmænd af den i § 168, jvf. § 180, ommeldte Kendelse.

§ 145.

Enhver beskikket Stævningsmand kan med fuld Retsvirkning iværksætte Forkyndelser under Iagttagelse af de i Loven givne Forskrifter. Gyldigheden af det foretagne svækkes ikke derved, at Stævningsmanden har handlet udenfor den Retskreds, i hvilken han er ansat.

§ 146.

Det, der skal forkyndes på den i § 144 foreskrevne Måde, gives i dobbelt Udfærdigelse til den, der skal iværksætte Forkyndelsen. Begæring eller Pålæg om Foretagelse af Forkyndelser kan rettes umiddelbart til en Stævningsmand. Skal Forkyndelse i en borgerlig Sag ske på et andet Sted end det, hvor Parten opholder sig, eller i en Straffesag i en anden Underretskreds end den, hvor Retten, fra hvilken Forkyndelsen udgår, har sit Sæde, eller udgår den i en sådan Sag fra Landsretten eller en Anklager, kunne Udfærdigelserne sendes til Underretten i den Kreds, hvor Forkyndelsen skal ske. Vedkommende Underret er da pligtig — i borgerlige Sager mod Forudbetaling af alle fornødne Udgifter — at overgive dem til Stævningsmanden eller — i Straffesager — Politiet.

Begæringen eller Pålæget om Forkyndelse skal efterkommes snarest muligt, i Byerne senest inden 24 Timer, på Landet senest inden 48 Timer efter Modtagelsen. Om Tiden, på hvilken Begæringen eller Pålæget er modtaget, skal Stævningsmanden — i borgerlige Sager efter Forlangende af vedkommende Part — undertegne en ham forelagt skriftlig Tilståelse.

Når Forretningen udføres af en Stævningsmand, skal en anden Stævningsmand eller, i særdeles påtrængende Tilfælde, en anden god Mand tilkaldes som Vidne.

§ 147.

Ved Iværksættelse af Forkyndelsen gælde følgende Regler:

1) Forkyndelsen bør så vidt muligt søges iværksat for den pågældende personlig, ordentligvis på hans Bopæl eller midlertidige Opholdssted. Forkyndelse for den pågældende personlig er gyldig, uanset hvor den sker. Dog kan den i intet Fald ske i Kirken eller på andet Sted, medens Gudstjeneste eller kirkelige Handlinger foregå der.

2) Kan Forkyndelsen ikke ske for den pågældende personlig på hans Bolig her i Riget, kan den gyldig iværksættes for hans Ægtefælle, Børn over 18 År, Tjenestefolk eller andre til Husstanden hørende voksne Personer, som ere til Stede der; ere sådanne ikke at træffe, da for vedkommendes Husvært, Principal, Husbonde, Læremester eller Arbejdsherre, for så vidt denne træffes til Stede der. Forkyndelsen kan endvidere foregå på den pågældendes Kontor, Værksted eller andet fast Forretningslokale for en til Kontoret hørende, på Værkstedet arbejdende eller i Forretningen ansat voksen Person, som findes til Stede, og for Skipperes og Søfolks Vedkommende på det Skib, hvortil de høre, for en til Skibet hørende voksen Person, der findes til Stede. Har den pågældende ikke Bopæl, Kontor, Værksted eller andet Forretningslokale i Riget, og ikke hører til et herværende Skib, kan Forkyndelsen ske på hans midlertidige Opholdssted i Riget, for dem, hos hvem han er til Huse.

3) Har Stævningsmanden ikke kunnet iværksætte Forkyndelsen på nogen af de ovenfor angivne Måder, skal han i Forbindelse med det tilkaldte Vidne påtegne Udfærdigelsen Attest herom og straks overlevere den til Politiet, der snarest muligt skal søge at iværksætte Forkyndelsen.

4) Forkyndelser, som ske på vedkommendes Bolig eller sædvanlige Opholdssted, skulle foregå imellem Kl. 7 Morgen og Kl. 8 Aften. På Søn- og Helligdage må de ikke foregå i Tiden fra Kl. 9 Formiddag til Kl. 4 Eftermiddag. Juleaften må de ikke foregå efter Kl. 6 Eftermiddag.

Udføres Forretningen af en Stævningsmand, skal denne, hvis de af ham modtagne Opgivelser ikke lede til Forkyndelsens Iværksættelse, efter Evne søge sådan Underretning, at Forkyndelsen kan ske.

§ 148.

Bemyndigelsen til den enkelte Forretning behøver ikke at godtgøres for den eller dem, for hvem Forkyndelsen sker.

De Personer, for hvem Forkyndelse i Henhold til Reglerne i § 147 Nr. 2 foretages, kunne i Reglen ikke vægre sig ved at modtage den. Nægter nogen ubeføjet at modtage Forkyndelsen, eller forsømmer han, hvor Forkyndelsen er sket, at levere vedkommende den ved Forkyndelsen overleverede Genpart, uagtet dette kunde ske uden Udgift eller væsentligt Besvær, kan han ved Kendelse under Sagen tilpligtes at erstatte de ved hans Vægring eller Undladelse forvoldte Omkostninger.

§ 149.

Det ene Eksemplar af den Udfærdigelse, som forkyndes, overgives til den eller dem, for hvem Forkyndelsen sker, medens det andet Eksemplar tilbagegives eller med første Post afsendes til den, der har begært eller beordret Forkyndelsen.

Førstnævnte Eksemplar skal, hvis Forkyndelsen ikke er sket for den vedkommende personlig, forinden Afleveringen forsynes med en Påtegning, der indeholder fornøden Angivelse af den Dag og Time, på hvilken, det Sted, hvor, og de Personer, for hvem Forkyndelsen er sket. Sidstnævnte Eksemplar skal i alle Tilfælde forsynes med Påtegning af ovennævnte Indhold, og, hvis Forkyndelsen ikke er sket for vedkommende selv, tillige med Påtegning om, hvorledes der i den Anledning er forholdt, samt hvad der er opgivet om hans Opholdssted.

Er det ikke lykkedes Politiet at iværksætte Forkyndelsen, fordi den pågældende ikke har kunnet antræffes i Retskredsen og ej heller har Bolig eller midlertidigt Opholdssted der, tilbagegives Udfærdigelsen med Påtegning om det stedfundne samt om, hvad der er Politiet bekendt angående hans Bolig eller Opholdssted.

Påtegningen afgiver Bevis for det, som ifølge den er foregået; dog er Modbevis ikke udelukket.

Går Politiets Opgivelse ud på, at pågældende har Bopæl eller Opholdssted andetsteds i Riget, bliver Forkyndelsen efter Foranstaltning af den, der har begært eller beordret den, at iværksætte der i Overensstemmelse med de foranstående Regler.

§ 150.

Har vedkommende bekendt Bolig eller Opholdssted i Udlandet, og kan Forkyndelse ikke ske her i Riget overensstemmende med § 147, sker Forkyndelse eller Meddelelse på den ved Stedets Love hjemlede Måde. Fornøden Begæring herom, som vedkommende Part i borgerlige Sager kan fordre udstedt af Retten, tilstilles den pågældende fremmede Myndighed.

§ 151.

Er det ikke lykkedes ved Politiet at opspørge vedkommendes Bopæl eller Opholdssted, eller har i en Straffesag en Sigtet, som vides at opholde sig i Udlandet, und-

draget sig Forfølgning ved Flugt, iværksættes Forkyndelsen ved 3 Gange gentagen Indrykkelse i Statstidenden. Det er i sådant Fald tilstrækkeligt, at Udfærdigelsens Indhold indrykkes i Udtog med Bemærkning, at den selv henligger til Modtagelse på vedkommende Rets Skriverkontor. I Bekendtgørelsen skal det udtrykkelig bemærkes, hvorpå det støttes, at denne Forkyndelsesmåde benyttes.

Ovenstående Regel gælder også, når den pågældende fremmede Myndighed har vægret sig ved at efterkomme den til samme ifølge § 150 rettede Begæring; dog skal i så Fald Udfærdigelsen tillige tilstilles vedkommende med Posten i betalt Brev, der skal anbefales. Postembedsmanden har at forsyne det ene Eksemplar af Udfærdigelsen med Påtegning om, at ligelydende Eksemplar er afsendt til nærmere betegnet Adresse i betalt og anbefalet Brev. Påtegningen afgiver Bevis herfor, indtil Modbevis føres.

§ 152.

I borgerlige Sager kunne Parterne vedtage, at et opgivet Sted skal agtes for Bopæl, og dette bliver da, for så vidt der sammesteds forefindes nogen, der er villig til at modtage Forkyndelsen, ved Anvendelsen af de foregående Regler at behandle som den virkelige Bopæl.

§ 153.

En Forkyndelse, der er sket overensstemmende med de i §§ 147—152 givne Regler, anses lovlig, uagtet den ikke ved de trufne Foranstaltninger måtte komme til pågældendes Kundskab.

§ 154.

Meddelelse, som under Retsmøde i Sagen gives vedkommende personlig til Retsbogen, kan altid træde i Stedet for Forkyndelse.

§ 155.

Benytte begge Parter i en borgerlig Sag Sagførere til at udføre Sagen, kunne Meddelelser til Sagførerne under Sagens Gang ske umiddelbart fra den ene Sagfører til den anden uden Stævningsmænds Mellemkomst, blot imod simpelt Modtagelsesbevis.

Meddelelsen kan gyldigt afleveres på Sagførerens Kontor til enhver Tid, dette er åbent, og Modtagelsesbeviset kan udstedes af Sagførerens der tilstedeværende Fuldmægtig eller andre Kontorbetjente.

§ 156.

De fra Retten udgående Meddelelser, for hvilke Loven ingen særlig Forskrift indeholder, ske på den Måde, som Rettens Formand i hvert enkelt Tilfælde finder hensigtsmæssigst, og uden at hans Beslutninger herom ere Genstand for Kære. Det er tilladt at tilstille Meddelelsen med Posten.

§ 157.

Når der af Retten i et behørig afholdt Møde træffes Beslutning om Tidspunktet for et nyt Møde eller for en Retshandlings Iværksættelse, anses de Personer, der ere til Stede og påhøre Beslutningen, for at have fået tilstrækkelig Underretning derom. Personer, som have været lovlig tilsagte til Mødet, men som enten ere udeblevne eller uberettiget have forladt Mødet, forinden Beslutningen der toges, have intet Krav på særlig Forkyndelse eller Meddelelse om det ny Møde eller om Tidspunktet for de besluttede Retshandlingers Iværksættelse. Dog bør Retten ikke undlade ved Budsendelse eller med Posten at give dem Meddelelse om Beslutningen, for så vidt denne antages at være af Interesse for dem.

§ 158.

Indkaldelser og Meddelelser til militære, hvilke med de af Forholdets Natur flydende Lempelser blive at forkynde efter de i dette Kapitel givne Regler, skulle tillige anmeldes for Afdelingschefen, som foranlediger pågældendes Møde for Retten, hvor sådant gøres fornødent.

§ 159.

Enhver er pligtig til efter lovlig Opfordring at aflægge Vidnesbyrd for Retten om, hvad der med Hensyn til Sagen eller Undersøgelsens Genstand er ham bekendt, for så vidt Loven ikke særlig hjemler Undtagelse herfra.

§ l60.

Mod dens Ønske, som har Krav på Hemmeligholdelse, må Vidnesbyrd ikke afkræves:

1) Folkekirkens og anerkendte Trossamfunds Præster om det, som i Skriftemål eller i øvrigt i deres Egenskab af Sjælesørgere måtte være dem betroet,

2) i Straffesager Forsvarere angående, hvad der er betroet dem i denne deres Egenskab, og i borgerlige Sager Sagførere angående det, som de ved Partens Fortrolighed have erfaret i en Sag, der har været dem betroet til Udførelse, eller hvori deres Råd har været søgt,

3) de ved den kongelige Fødselsstiftelse i København ansatte Embedsmænd, Betjente og Jordemødre angående de Kvinders Svangerskab og Barnefødsel, som forløses på Stiftelsen, medmindre det ved Vidnesbyrdet tilsigtes at oplyse, om Drab eller anden strafbar Handling er begået mod Barnet.

Foranstående Regler komme dog ikke til Anvendelse i Straffesager, når Retten skønner, at det for at forebygge, at nogen urettelig domfældes, er magtpåliggende, at det pågældende Vidnesbyrd aflægges. Dog skal i så Fald Vidnesbyrdet aflægges for lukkede Døre og ikke udstrækkes ud over det for Øjemedet nødvendige.

Ej heller må Vidnesbyrd afkræves Embeds- og Bestillingsmænd eller andre, som handle i offentligt Hverv, angående, hvad der ifølge dette er dem betroet eller kommet til deres Kundskab, for så vidt Lov eller anden Forskrift med Hensyn dertil pålægger dem Tavshedspligt, medmindre vedkommende overordnede Myndighed eller for Rigsdagsmænds Vedkommende det pågældende Tings Formand såvel som Regeringen samtykker i, at de afhøres, og da kun på de Betingelser og i det Omfang som Samtykket angiver.

Retten har på Embeds Vegne så vidt muligt at forebygge, at Vidnesbyrd modtages i de Tilfælde, hvor sådant efter nærværende Paragraf ikke må afkræves. Er det efter Omstændighederne klart, at en Vidneførsel vilde komme i Strid med ovenstående Regler, bør ingen Indkaldelse udstedes.

§ 161.

Vidnesbyrd kan i borgerlige Sager nægtes, når Besvarelsen af et Spørgsmål må forudsættes at ville udsætte Vidnet selv, dets Ægtefælle, Forældre eller Børn for Tab af borgerlig Agtelse eller Velfærd eller dog for et væsentligt Formuetab eller anden hermed i Klasse stående Skade, samt når Spørgsmålet angår Meddelelser, som Vidnets Ægtefælle under Ægteskabet har gjort Vidnet, for så vidt Vidnet selv eller dets Ægtefælle herved kan skades.

I Straffesager kan Vidnesbyrd kun nægtes (jvf. dog 4de og 5te Stykke), når Besvarelsen af det stillede Spørgsmål må forudsættes at ville udsætte Vidnet selv for Tab af borgerlig Agtelse eller Velfærd.

Et Vidne kan ingen Sinde undslå sig for at besvare det Spørgsmål, om der er overgået Vidnet en Straffedom.

Den. hvem Ansvaret for et trykt Skrifts Indhold i Medfør af Lov af 3. Januar 1851 § 3 kan komme til at påhvile, kan nægte Vidnesbyrd angående Betingelserne for en Forgængers Ansvar, når han enten selv vil overtage Ansvaret, eller Opfordringen til ham ikke er sket inden 3 Måneder, efter at Bekendtgørelse om Skriftets Udgivelse første Gang var indrykket i et offentligt Blad.

Ligeledes kan på Bladet navngiven Redaktør og Redaktionssekretær ved et offentligt Blad nægte Vidnesbyrd angående, hvem der er Hjemmelsmand til en i det pågældende Blad optagen, ikke med Forfatterens Navn forsynet Artikel eller Meddelelse, medmindre Sagen angår en Forbrydelse, der kan medføre højere Straf end simpelt Fængsel, eller den angår Brud på Tavshedspligt, som påhviler nogen i offentligt Hverv.

At nogen i de nævnte Tilfælde har fundet sig i at afgive en Forklaring, som han var berettiget til at nægte, udelukker ham ikke fra senere at undslå sig for at bekræfte den eller for at afgive videre Forklaring.

I ethvert Tilfælde, hvor det er klart, at Betingelserne for Fritagelsen ere til Stede, skal Retten før Afhørelsen gøre pågældende opmærksom på hans Ret til at undslå sig.

§ 162.

I borgerlige Sager er i Reglen ingen pligtig at møde som Vidne udenfor den Underretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig. Når Landsretssager forberedes ved Landsretten selv, ere dog Personer, som bo eller opholde sig i en Underretskreds, der har Tingsted i den Retskreds, hvor Landsretten har sit Sæde, jfr. § 329, 2det Stykke, pligtige til under Sagens Forberedelse at møde som Vidner for vedkommende Landsret.

I Straffesager er i Reglen ingen pligtig at møde som Vidne udenfor den Underretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig, når han vilde komme til at rejse mere end 70 Kilometer på Jernbane eller Dampskib eller 25 Kilometer på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane eller Dampskib og på anden Måde for at nå hen til vedkommende Ret. Til Domsforhandling for Landsret i Sager, ved hvis Pådømmelse Nævninger medvirke, er dog enhver, hvis Helbredstilstand ikke er til Hinder derfor, pligtig at møde som Vidne indenfor den Landsretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig, samt i øvrigt, når han ikke vilde få længere at rejse hen til Retten end 140 Kilometer på Jernbane eller Dampskib eller 50 Kilometer på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane eller Dampskib og på anden Måde.

Ved Beslutning af Retten eller dens Formand, der bliver at påberåbe i Indkaldelsen, kan det såvel i borgerlige Sager som i Straffesager pålægges et fjernere boende Vidne at give Møde for Landsret eller Højesteret, når dets Afhøring må antages at være af særlig Betydning for Sagens Oplysning. Det samme gælder med Hensyn til borgerlige Sager, der behandles skriftlig for Landsret eller Højesteret, når Afhøring i Medfør af §§ 380, 406 og 429 bestemmes at skulle ske for et Medlem af Landsretten eller Højesteret.

§ 163.

I borgerlige Sager afgives Vidnesbyrd som Regel for Underretten på det Sted, hvor Vidnet bor eller opholder sig. Når Forberedelsen af en Landsretssag foregår ved Landsretten selv (jfr. § 329), afgives Vidnesbyrdet dog for denne Ret, for så vidt Reglen i § 162, 1ste Stykke, ikke er til Hinder derfor.

I Straffesager afgives Vidnesbyrd i Reglen for vedkommende Undersøgelsesret

eller, for så vidt Vidnet enten ikke er pligtigt at give Møde for denne, eller et sådant Møde af vedkommende Undersøgelsesdommer skønnes at ville medføre væsentlig større Besvær for Vidnet end Møde for Underretten på det Sted, hvor Vidnet bor eller opholder sig, for denne sidste Ret. Dog have Vidner, hvis Forklaring skal benyttes som Bevis under Domsforhandling for Landsret i Nævningesager, at møde under denne og der at aflægge Forklaring, medmindre Reglerne i § 162 eller Vidnets Helbredstilstand er til Hinder derfor, eller dette efter Rettens Skøn vilde medføre Vidtløftiggørelse af Forhandlingerne, Ulemper for Vidnet eller Bekostning, som ikke vilde stå i rimeligt Forhold til Sagens Genstand eller den Betydning, Vidnesbyrdet kan antages at have for Sagens Oplysning.

Landsret eller Højesteret kan derhos, for så vidt ikke Vidnets Helbredstilstand er til Hinder derfor, såvel i borgerlige Sager som i Straffesager bestemme, at Vidnesbyrd, der må antages at være af særlig Betydning for Sagens Oplysning, aflægges under Domsforhandling for Retten, se endvidere med Hensyn til borgerlige Sager, der behandles skriftlig for Landsret og Højesteret, §§ 380, 406 og 429. Når en Underret træffer sådan Bestemmelse i Medfør af § 424, jvf. § 433, eller i Medfør af § 904, jvf. § 900, eller når Vidner skulle afhøres under Domsforhandling i offentlige Politisager i Medfør af § 912, er Vidnets Mødepligt begrænset ved Reglerne i § 162.

Er et Vidnes Helbredstilstand til Hinder for, at det møder på det sædvanlige Tingsted, kan Retten til dets Afhørelse sættes på sådant Sted, som Omstændighederne udkræve.

§ 164.

Militære af Hæren og Flåden ere pligtige til at aflægge Vidnesbyrd for de borgerlige Domstole overensstemmende med Reglerne i denne Lov.

§ 165.

Indkaldelse til at møde som Vidne udgår, hvor ikke andet er bestemt, fra den Ret. for hvilken Vidnesbyrdet skal aflægges. I borgerlige Sager udstedes Indkaldelsen efter vedkommende Parts Begæring og overgives ham til Forkyndelse. Skal et Vidne indkaldes for en Underret ifølge en anden Rets Beslutning, må en Udskrift af denne forelægges Underretten.

Foruden Vidnets Navn, og hvad der i øvrigt hører til dets nærmere Betegnelse, Sagen og Indkaldelsens Øjemed, hvem der har begært Indkaldelsen, den Ret, for hvilken der skal vidnes, samt Stedet og Tiden for Mødet skal der i Indkaldelsen nævnes det Varsel, som skal gives den indkaldte, og gøres opmærksom på, at Udeblivelse medfører Strafansvar.

Varslet er i borgerlige Sager en Uge, men kan dog under særlige Omstændigheder afkortes efter Beslutning af Rettens Formand. I Straffesager tilkommer der Vidnet Aftens Varsel, hvortil lægges to Døgn, såfremt det skal møde udenfor den Underretskreds, hvor det bor eller opholder sig, og Afstanden til Tingstedet er over 15 Kilometer; dog kan Retten eller dens Formand fastsætte andet Varsel eller pålægge uopholdeligt Møde.

Skulle Vidner føres i Udlandet, udsteder Retten — i borgerlige Sager efter vedkommende Parts Forlangende — de i så Henseende fornødne Begæringer til de udenlandske Myndigheder.

§ 166.

Enhver, som er til Stede i et Retsmøde eller i umiddelbar Nærhed af Retslokalet, kan det af Retten pålægges at fremstille sig straks til Afgivelse af Vidnesbyrd. Tilstedeværende Vidner kan det pålægges at møde til ny Tid.

Når nogen anholdes under Udførelsen af en Forbrydelse eller på friske Spor, kan Politiet på Stedet tilsige enhver tilstedeværende til det Retsmøde, hvor den anholdte skal fremstilles.

§ 167.

Når Vidneførsel foregår for den dømmende Ret, ere de afhørte Vidner pligtige at blive til Stede, indtil den pågældende Sags Behandling er sluttet, eller Formanden tillader dem at forlade Tingstedet enten helt eller mod at blive til Stede i Nærheden. Hvorvidt de kunne eller skulle blive til Stede i Retssalen, beror på Formandens Bestemmelse.

§ 168.

Udebliver et lovmæssig indkaldt Vidne uden lovligt Forfald eller uden at have betimelig anmeldt sit Forfald, hvor dette var muligt, eller forlader det i det i § 167 omhandlede Tilfælde uden Tilladelse Tingstedet, før den pågældende Sags Behandling er sluttet, skal Retten i borgerlige Sager efter Partens Begæring straks ved Kendelse idømme Vidnet en Bøde fra 10 til 200 Kr., tilpligte det at erstatte de Udgifter, som måtte være forårsagede ved Udeblivelsen, samt indkalde det på ny med et af Retten fastsat Varsel efter Kendelsens Forkyndelse ved Partens Foranstaltning. I Straffesager kan der i samme eller et senere Retsmøde idømmes Vidnet Bøde og Erstatning som foranført, dog at Bøden, hvis Vidnet var indkaldt til Domsforhandling for Nævninger, kan stige til 400 Kr.

Retten kan derhos — i borgerlige Sager dog kun efter Partens Begæring og kun i Tilfælde af Vidneførsel under Domsforhandling eller af gentagen Udeblivelse — lade et udeblevet Vidne afhente med Magt og, hvis Sagen udsættes, beslutte, at Vidnet ved Politiets Foranstaltning skal tages i Forvaring, indtil dets Fremstillelse for Retten til Afgivelse af Vidnesbyrd kan finde Sted; dog har Vidnet Adgang til Løsladelse mod sådan Sikkerhed, som Retten finder tilstrækkelig, og i intet Tilfælde må et Vidne i samme Sag holdes i Forvaring ud over 6 Måneder, uafbrudt eller sammenlagt. Udgifterne derved afholdes som Delinkventomkostninger.

Kendelse, hvorved Bøde eller Erstatning er idømt et fraværende Vidne, kan omgøres, når Begæring derom fremsættes i det første Retsmøde, i hvilket Vidnet derefter giver Møde eller fremstilles, eller, hvis det ikke senere møder eller fremstilles, inden en Uge, efter at Kendelsen er det forkyndt eller kommet til dets Kundskab.

§ 169.

Et Vidne, som anser sig for berettiget til i det hele eller for en Del at nægte at vidne i den Sag, hvori, eller for den Ret, hvortil han er indkaldt, skal dog, når han ikke har lovligt Forfald, møde efter Indkaldelsen og fremsætte sin Indsigelse til Påkendelse af Retten. Når det af Retten findes fornødent, må Vidnet oplyse Omstændigheder, af hvilke det kan ses, at Indsigelsen er grundet,

§ 170.

Vidner ere, om fornødent, pligtige til, forinden de møde i Retten, at styrke eller opfriske deres Kundskab om Vidneførslens Genstand ved at efterse deres Regnskabsbøger, Breve eller andre Optegnelser eller bese Genstande, hvortil de uden Omkostning eller Besvær have Adgang, og desl., og denne Pligt kan af Retten særlig pålægges dem ved Indkaldelsen eller senere. Undlader Vidnet at efterkomme denne Pligt, behandles han efter Reglerne i § 168.

§ 171.

Forinden et Vidne afhøres om Sagen, stiller Dommeren de Spørgsmål til det, som findes fornøden for at forvisse sig om dets Identitet samt for at afgøre, om der er noget til Hinder for Vidnesbyrdets Modtagelse. Dommeren skal derefter alvorlig

lægge Vidnet på Hjerte at følge Sandheden, idet han minder det om det Strafansvar, som det pådrager sig ved at afgive falsk Forklaring for Retten, og om, at det må være forberedt på at bekræfte sin Forklaring med Ed eller på anden højtidelig Måde.

Skulle flere Vidner afhøres, kan Dommeren lade denne Forberedelse til Afhørelse foregå under eet for flere eller samtlige indkaldte Vidner.

§ 172.

Ethvert Vidne afhøres for sig og bør i Reglen ikke påhøre Forklaringer af andre Vidner, af Syns- eller Skønsmænd eller, hvis det er i en Straffesag, af Sigtede. Vidner, hvis Udsagn stå i Strid med hinanden, kunne efter Parternes Begæring eller Rettens Beslutning stilles imod hinanden. Sådant bør dog ikke i Straffesager, ved hvis Pådømmelse Nævninger må antages at skulle medvirke, uden særlig Grund ske før Domsforhandlingen.

§ 173.

Når en Part selv afhører de af ham fremstillede Vidner, kan Modparten, hver Gang Afhørelsen af et Vidne er sluttet, rette Spørgsmål til det, og Parten kan derefter rette de Spørgsmål til Vidnet, hvortil Modafhøringen har givet Anledning. Rettens Formand kan tillade Fremsættelse af yderligere Spørgsmål.

Retten kan, efter Begæring eller af egen Drift, lade et Vidne, der er aftrådt, fremstå på ny til yderligere Afhøreise; foranstående Regler finde herved tilsvarende Anvendelse.

Vidner kunne andrage på, at de selv eller et andet Vidne eller en Part (i Straffesager Tiltalte) yderligere afhøres om angivne Punkter i det Øjemed at fuldstændiggøre eller berigtige forudgående Udsagn.

§ 174.

Under et Vidnes Afhøring bør det iagttages:

at Vidnet så vidt muligt foranlediges til at udtale sig i sammenhængende Orden om de Punkter, angående hvilke dets Forklaring æskes,

at det bringes på det rene, hvorvidt Vidnets Forklaring støtter sig til egen Iagttagelse, og

at Spørgsmål, hvorved der foreholdes Vidnet Omstændigheder, som først skulle godtgøres ved dets Svar, så vidt muligt undgås.

Om Vidnet må benytte nedskrevne Oplysninger ved Besvarelsen af de til det rettede Spørgsmål. afgøres af Retten, efter at det er opgivet, af hvem, når og i hvilket Øjemed de ere affattede.

§ 175.

Når Vidner afhøres af andre end Rettens Formand, har denne at våge over, at utilbørlige, navnlig forvirrende Spørgsmål ikke stilles ved Afhørelsen, og at denne foregår i en passende Form. Sker Afhørelsen, trods Formandens Advarsel, på utilbørlig Måde eller på en Måde, som ikke er egnet til at bringe Sandheden for Dagen, eller som går udenfor Sagen, kan han unddrage den pågældende Part Afhørelsen og selv overtage den. Skønner han. at Afhørelsens Fortsættelse ikke kan bidrage til Sagens Oplysning, kan han slutte den.

§ 176.

Vidners Forklaringer optegnes i borgerlige Sager i Retsbogen, således at de vigtigste Udtalelser gengives så vidt muligt med Vidnets egne Ord, medens uvæsent-

lige Bemærkninger kunne udelades. Har Vidnet tidligere været afhørt, er Henvisning tilstrækkelig, så at kun Afvigelser eller Fuldstændiggørelser optegnes. Det Retsbogen tilførte bliver efter endt Afhøring at oplæse for Vidnet, og Bemærkning, om Vidnet godkender Forklaringen, optages i Retsbogen.

Når Vidner afhøres under Domsforhandling for Landsret i Ankesager, og der ikke er særlig Grund til at antage, at Tilladelse til Anke til Højesteret vil blive søgt eller tilstået, samt ved Vidneafhøring under Domsforhandling for Højesteret, beror det på Retten, om og hvor meget der skal optegnes af Vidners Forklaringer. Med Hensyn til Oplæsning og Vedtagelse gælder Reglen i § 37.

I Straffesager forholdes med Hensyn til Optegning, Oplæsning og Vedtagelse af Vidneforklaringer efter Bestemmelserne i Bogen om Strafferetsplejen, sammenholdte med § 36, 6te Stykke, og § 37.

§ 177.

I borgerlige Sager blive Vidneforklaringer at bekræfte med Ed eller anden højtidelig Forsikring, jvf. § 178, når nogen af Parterne forlanger det.

I Straffesager skal sådan Bekræftelse ligeledes som Regel finde Sted, såvel når Vidneforklaringen afgives for en Undersøgelsesret som under Domsforhandlingen, medmindre et for en Undersøgelsesret afhørt Vidne må antages på ny at skulle afhøres under Domsforhandling (Nævningesager).

Afgiver et forinden Domsforhandlingen edfæstet Vidne senere Forklaring under Domsforhandlingen, skal Bekræftelse finde Sted efter de for denne givne Regler, medmindre Rettens Formand finder det tilstrækkeligt, at Afhørelsen sker i Henhold til den tidligere aflagte Ed.

Finder Retten i noget Tilfælde, at det, hvorom Vidnet er spurgt, allerede er tilstrækkeligt bevist, eller at det er uden væsentlig Betydning for Sagens Afgørelse, hvis det er en borgerlig Sag, eller ganske uden Betydning for Tiltaltes Frifindelse eller Domfældelse, hvis det er en Straffesag, bortfalder Bekræftelsen.

§ 178.

I Stedet for Ed træder en efter en af Justitsministeren foreskreven Formular afgiven højtidelig Forsikring, når Vidnet hører til et Trossamfund, der ikke tillader sine Medlemmer at aflægge Ed efter nogen af de på det pågældende Tidspunkt gældende Edsformularer, eller der foreligger Erklæring fra Vidnet om, at Vidnet ifølge sin religiøse Tro ikke kan aflægge Ed, eller om, at Vidnet ikke har nogen religiøs Tro. Sådan Erklæring tages dog kun for gyldig, når den er afgiven enten før den Tid, da det, hvorom Vidnet spørges, skal have fundet Sted, eller mindst et År før Vidneførslen, og Erklæringen ikke er to År gammel. Erklæringen afgives på Rettens Kontor i den Retskreds, hvor Vidnet har sit personlige Værneting. Bevis for dens Afgivelse udstedes uden Betaling.

Bekræftelsen sker efter Afhøringen og bør, når Omstændighederne tale derfor, udsættes, indtil alle Vidner, hvis Forklaringer angå et og samme Forhold, ere afhørte. For så vidt Omstændighederne give Anledning dertil, bør Dommeren først på ny minde Vidnerne om Bekræftelsens Betydning og om det Ansvar, som de pådrage sig ved at bekræfte en falsk Forklaring. Forinden han modtager et Vidnes Bekræftelse, bør han give Vidnet fornøden Lejlighed til at berigtige sin Forklaring; hvor han dertil finder Anledning, kan han foreholde Vidnet, hvad der af andre Vidner er forklaret eller på anden Måde er fremkommet i Modstrid med Vidnets Forklaring. Vidnets Bekræftelse går ud på, at det forsikrer, at det har talt Sandhed og intet fortiet.

§ 179.

Edfæstelse finder ikke Sted af:

1) Børn under 15 År,

2) Personer, hvis Åndsevner skønnes at være så mangelfuldt udviklede eller så svækkede eller forstyrrede, at Edfæstelse vilde være betydningsløs,

3) Personer, som ere under Tiltale for eller fundne skyldige i Mened,

4) Personer, der ere dømte som skyldige eller medskyldige i den Handling, som er Sagens eller Undersøgelsens Genstand.

Retten kan nægte at edfæste Personer, hvis Vidnesbyrd enten på Grund af deres forbryderske Vandel eller på Grund af deres Stilling til Sagen eller til Parterne eller deres Åndstilstand på den Tid, Erfaringen skal være gjort, eller af lignende Grunde af Retten skønnes at være i særlig Grad upålideligt,

Foranstående Bestemmelser finde tilsvarende Anvendelse med Hensyn til den i § 178 nævnte, i Eds Sted trædende Forsikring.

§ 180.

Vægrer et Vidne sig uden lovlig Grund ved at svare eller aflægge Vidneeden eller afgive den i Stedet derfor trædende Forsikring, kan Retten — i borgerlige Sager efter en Parts Begæring — ved Kendelse pålægge det en Bøde fra 10 til 400 Kr. Retten kan derhos ved Kendelse bestemme, at det skal tages i Forvaring ved Politiets Foranstaltning, medmindre Vidnets Førelse frafaldes, indtil det indvilliger i at svare eller at aflægge Ed eller Forsikring; dog kan et Vidne i intet Tilfælde i Henhold til nærværende Paragraf eller denne og § 168 i samme Sag holdes i Forvaring ud over 6 Måneder, uafbrudt eller sammenlagt.

Vidnet kan derhos dømmes til at erstatte de ved dets Vægring forårsagede Omkostninger. Kære mod Kendelsen skal, når denne er afgiven under Domsforhandling, erklæres på Stedet og ellers inden tre Dage. Kære, som overensstemmende hermed erklæres mod Beslutning af en Underret, hvorved Fængsling er besluttet, har opsættende Virkning.

§ 181.

Afgørelse af Tvistigheder, som opstå under Vidneførslen i Anledning af Indsigelser eller Begæringer af Parter eller Vidner, sker, efter at vedkommende have ytret sig. ved Kendelse, i Straffesager dog kun, når sådant begæres.

I Reglen afsiges Kendelse straks; men dersom det findes nødvendigt, kan Sagen i en af flere Medlemmer bestående Ret udsættes, for at Retten kan rådslå. Sådan Udsættelse bør dog altid være så kort som muligt og bor i Straffesager aldrig og i borgerlige Sager ikke uden største Nødvendighed vare længere end til næste Dag.

Foregår Vidneførslen for en anden Ret end den, ved hvilken Sagen i øvrigt behandles, afgøres opståede Tvistigheder af hin.

§ l82.

De i det foregående omhandlede Tvangsmidler imod Vidner bringes til Anvendelse af den Ret, for hvilken Vidnet er indkaldt til at møde.

§ 183.

Vidner have Krav på en Godtgørelse af 1 Kr., hvis deres Møde medfører et Tidsspilde for dem af under 4 Timer, men ellers af 2 Kr. med Tillæg af 1 Kr. for hver 4 Timer, de ud over 8 Timer ere fraværende fra Hjemmet til Opfyldelse af

deres Vidnepligt, samt derhos, for så vidt det er nødvendigt for dem at tilbagelægge mere end 7 Kilometer for at nå til Retten, på Erstatning for Rejseudgifter frem og tilbage med 10 Øre for hver løbende Kilometer. Hvis Jernbane eller Dampskib kan benyttes, beregnes Rejseudgifterne dog efter Prisen for henholdsvis 3die Klasse og 2den Plads. Indkaldes Vidnet til at møde udenfor de i de to første Stykker af § 162 fastsatte Afstande, kan der af Retten tilstås det passende højere Godtgørelse og Vederlag for Rejseudgifter. De Ydelser, på hvilke Vidnet har Krav, eller, hvis disse ikke kunne anslås bestemt, tilbørligt Forskud på samme, må tilbydes betalte samtidig med Indkaldelsens Forkyndelse.

§ 184.

Ved Optagelse af Arvelegitimationstingsvidner og desl. blive de i nærværende Kapitel og § 344 givne Regler at følge, for så vidt disse ifølge Forholdets Beskaffenhed lade sig anvende.

Når Vidner skulle føres om Rigtigheden af et Testament, blive de i Forordningen af 21. Maj 1845 § 24 indeholdte Regler om, hvem der skal stævnes, at følge.

§ 185.

Politimesteren er berettiget til at indkalde Personer, som bo eller opholde sig i vedkommende Politikreds, til Møde for at afgive Forklaring uden Ed om, hvad der med Hensyn til Genstanden for Efterforskningen i en Straffesag måtte være dem bekendt. Udebliver den indkaldte uden lovligt Forfald (jvf. § 168), er Politimesteren berettiget til at pålægge ham en Bøde af indtil 4 Kr. til Politikassen, at udrede inden en Uge, for så vidt Klage ikke fremsættes efter Reglen i § 797.

Vægrer den indkaldte sig ved at afgive Forklaring for Politimesteren, kan denne foranledige ham indkaldt for Retten til Vidneafhørelse (§ 792), men kan ikke træffe andre Tvangsforanstaltninger mod den vægrende.

Reglerne i § 183 finde tilsvarende Anvendelse ved Indkaldelse til Afgivelse af Forklaring for Politimesteren.

§ 186.

I Overensstemmelse med de i nærværende Kapitel om Vidneførsel i borgerlige Sager indeholdte Regler, jvf. også § 344, sker Optagelsen af Beviser til Brug ved borgerlige Retssager, som ere anlagte eller skulle anlægges i Udlandet. Når Begæringen herom er fremkommen fra udenlandske Myndigheder, behøver Varsel til Parterne ikke at gives, medmindre dette udtrykkelig er forlangt, og de beskikkede Sagførere træde i Parternes Sted. Er der i Anmodningen forlangt iagttaget en særskilt Form eller Fremgangsmåde, skal dette så vidt muligt ske, medmindre sådant må anses at være utilstedeligt efter de derom gældende Lovbestemmelser.

§ 187.

Når der i en borgerlig Sag fremsættes Begæring om Optagelse af Syn og Skøn, og Begæringen af Retten tages til Følge, såvel som når i en Straffesag de i § 726 nævnte Betingelser foreligge, udmelder Retten ved et Udmeldelsesdekret en

eller flere Syns- eller Skønsmænd. Dersom den, der skal tilkaldes, har en almindelig offentlig Bemyndigelse til Foretagelsen af vedkommende Syn eller Skøn, sker i Straffesager Tilkaldelsen ved Rettens til ham rettede Begæring.

Personer, som bo udenfor vedkommende Rets Embedsområde, kunne kun udmeldes af denne, når det er oplyst, at de ere villige til at efterkomme Udmeldelsen, eller når det findes nødvendigt, enten fordi der indenfor Retskredsen ikke findes sagkyndige Personer, som kunne benyttes, eller fordi den Ting, der er Genstand for Forretningen, er udenfor Retskredsen.

§ 188.

Kun Personer, der ere uberygtede, kunne udmeldes til Syns- eller Skønsmænd, hvorhos Personer, der vilde være udelukkede fra at handle som Dommere i Sagen ifølge § 61, Nr. 1 og 2, under ingen Omstændigheder må tilkaldes som Syns- eller Skønsmænd, og de øvrige i § 61 nævnte Personer kun, for så vidt det ikke er muligt at finde andre lige så gode.

Til at foretage Syn og Skøn kunne Kvinder udmeldes lige såvel som Mænd. Alt, hvad der i denne og andre Love er bestemt om Syns- eller Skønsmænd, finder tilsvarende Anvendelse på Kvinder.

§ 189.

Enhver, der er pligtig at vidne, er også pligtig at modtage Udmeldelse som Syns- eller Skønsmand.

Statens Embedsmænd og Bestillingsmænd fritages for Udmeldelse, når de ved Skrivelse fra de dem foresatte Myndigheder oplyse, at de ikke have den fornødne Tid, eller at Forretningens Foretagelse i øvrigt kommer i Strid med deres offentlige Pligter. Personer, for hvem Syns- eller Skønsforretningens Udførelse vilde medføre stort Besvær eller Ulempe, bør, for så vidt Omstændighederne tillade det, forskånes for Udmeldelse. Det samme gælder om den, der har fyldt 65 År.

§ 190.

For så vidt Personer ere beskikkede med almindelig Bemyndigelse til Foretagelsen af visse Syn eller Skøn, bør andre kun udmeldes hertil, når Henvendelse til hine vilde medføre en Forhaling, hvorved Øjemedet kunde forspildes, eller når andre særegne Grunde gøre det tilrådeligt.

Til Forretninger, ved hvilke, der udkræves særegen Indsigt eller Færdighed, bør i Reglen kun udmeldes Mænd, der ifølge offentlig Stilling eller Livserhverv eller dog ifølge offentlig aflagte Prøver må anses for duelige hertil.

Skal i en Straffesag en Kvinde synes på Legeme, bør i alle Tilfælde, hvor det til Øjemedets Opnåelse er tilstrækkeligt, Kvinder dertil vælges, navnlig bør, hvor Spørgsmål foreligger om Svangerskab eller Barnefødsel, kvindelige Læger eller Jordemødre benyttes, for så vidt disse må antages at have tilstrækkelig Indsigt til at afgive Erklæring om Spørgsmålet.

§ 191.

Enhver af Parterne kan gøre Henstilling til Retten om Valget af Syns- eller Skønsmændene, men Retten er ikke bunden herved. Retten bør forinden Udmeldelsen meddele Parterne — i borgerlige Sager dog kun, hvis de ere mødte —, hvilke Personer der agtes udmeldte, og give dem Adgang til at udtale sig om disse. Denne Regel kan i Straffesager tilsidesættes, når Omstændighederne ikke tillade dens Iagttagelse.

Indsigelser, der ikke gøres gældende straks ved Udmeldelsen, kunne i borgerlige Sager ikkun tages i Betragtning, når Parten oplyser, at han uden Brøde fra sin Side har været ude af Stand til at fremsætte dem tidligere. Den Part, der agter at fremsætte sådanne Indsigelser, har inden en Uge efter Udmeldelsen at indkalde Modparten til et Møde for den Ret, der har foretaget Udmeldelsen, og i dette at fremsætte sine Indsigelser. Rettens Kendelse kan, når den tager Indsigelserne til Følge, ikke påklages; nægter den at tage Indsigelserne til Følge, kan der finde Kære Sted over dens Afgørelse.

§ 192.

I borgerlige Sager må det i Udmeldelsesdekretet tydeligt angives, hvad der er Forretningens Genstand og Øjemed. Tillige nævnes den Tid, da Afhjemlingen skal foregå — medmindre Fastsættelsen af Tiden herfor efter Omstændighederne findes at måtte bero til senere Berammelse —, og det pålægges de udmeldte til den Tid at møde for at afgive og bekræfte deres Erklæring. Hvor særlige Grunde tale derfor, bør den til Synet eller Skønnet fornødne Besigtigelse foretages i et Retsmøde, der kan afholdes udenfor det sædvanlige Tingsted.

I Straffesager foretages den til et Syn eller Skøn fornødne Besigtigelse under et Retsmøde — der efter Omstændighederne bliver at foretage udenfor det sædvanlige Tingsted —, medmindre Synet eller Skønnet udkræver fortsat Iagttagelse eller Undersøgelse, eller Besigtigelse under et Retsmøde af anden Grund, såsom af Sømmelighedshensyn, findes uhensigtsmæssig eller ufornøden, i hvilket Tilfælde Retten kan overlade Mændene at foretage eller fortsætte deres Besigtigelse udenfor Retsmøde. I sådant Tilfælde bliver der i Udmeldelsesbeslutningen eller Begæringen eller under Møde inden Retten at give dem sådan Meddelelse om Synets eller Skønnets Genstand og Øjemed, som i første Stykke nævnt, samt sådan anden Anvisning, som måtte udkræves. Skulle Mændene afgive skriftlig Erklæring, bliver der i Udmeldelsesbeslutningen eller Begæringen eller i en Tilførsel til Retsbogen, hvoraf Udskrift overgives dem, at forelægge dem bestemte Spørgsmål til Besvarelse.

Vil Foretagelsen af et Syn eller Skøn medføre Tilintetgørelse eller Forandring af dets Genstand, bør så vidt muligt en Del af denne holdes udenfor Undersøgelsen. Lader dette sig ikke gøre, bør Syns- eller Skønsmændenes Antal ikke være under to.

De gældende Regler om Obduktionsforretninger blive fremdeles stående ved Magt.

§ 193.

Med Hensyn til Syns- eller Skønsmænds Møde til Afhjemling eller gentagen Afhøring for Retten finde Reglerne i §§ 162 og 163 tilsvarende Anvendelse. Hvis disse Regler ere til Hinder for, at Afhjemlingen finder Sted ved den udmeldende Ret, kan denne i Udmeldelsesdekretet bestemme, at Afhjemlingen skal ske ved Underretten på det Sted, hvor Syns- eller Skønsmændene bo eller opholde sig, eller, hvis dette måtte medføre mindre Besvær for Mændene, for Underretten i den Retskreds, hvor Forretningen er foretagen.

Skulle Syns- eller Skønsmænd møde for en Underret ifølge en anden Rets Beslutning, må en Udskrift af denne forelægges Underretten, der forsyner den med en Påtegning om, når Afhjemlingen skal finde Sted.

Hvor det viser sig nødvendigt at udmelde Syns- eller Skønsmænd, der opholde sig i en anden Retskreds end den, hvor Genstanden for Forretningen befinder sig, og Omstændighederne ikke tillade, at Genstanden forsendes til Mændenes Opholdssted, ere de pligtige at begive sig derhen, hvor den findes, selv om de i § 162 opstillede Grænser for deres Mødepligt derved overskrides.

§ 194.

Udmeldelsesdekretet bliver uden Ophold at forkynde for de udmeldte i Overensstemmelse med de for Vidner givne Regler. Skulle Mændene møde for en Underret ifølge en anden Rets Beslutning, skal tillige den i foregående Paragraf ommeldte Berammelse af Afhjemlingen forkyndes for dem. i borgerlige Sager desuden for Modparten.

I borgerlige Sager skulle Syns- og Skønsmændene give Parterne Underretning om, når og hvor Forretningen foregår. ligesom de også have at meddele Parterne Genpart af den skriftlige Forretning (§ 195) eller dog at give dem Adgang til at gøre sig bekendt med den senest 3 Dage forinden Afhjemlingen.

Klage over Syns- og Skønsmænds Fremgangsmåde ved deres Forretning fremsættes for den Ret, for hvilken Afhjemlingen skal ske. Denne kan pålægge dem at omgøre eller fuldstændiggøre Forretningen.

§ 195.

Syns- og Skønsmænd afgive deres Forklaring ved en skriftlig, til Retten stilet, af Mændene underskreven Erklæring. Dog kan Retten med Hensyn til Forklaring, som skal afgives under Domsforhandlingen i Nævningesager (se § 816). frafalde Krav om skriftlig Afgivelse. Yderligere Forklaring kan afæskes dem inden Retten; findes Erklæringen mangelfuld, kan derhos Retten pålægge dem at omgøre eller fuldstændiggøre den i en yderligere skriftlig Erklæring. Vedrøre Manglerne Erklæringens Af- fattelse, bør Retten yde Mændene fornøden Bistand til deres Afhjælpning. Sådan Bistand kan også, når Mændene ønske det, og Omstændighederne i øvrigt tale derfor, ydes inden det Retsmøde, i hvilket Afhjemlingen finder Sted. Herom skal der da senest i dette Retsmøde meddeles Parterne Underretning.

Er Erklæring afgiven af et dertil beskikket Kollegium, bør Møde i Retten, hvor sådant skal finde Sted, som Regel ikke fordres af flere end et af dets Medlemmer eller, hvor der er Meningsforskel, af et Medlem for hver af de Meninger, hvori Kollegiet har delt sig; dette udpeger selv de Medlemmer, som skulle give Møde. Hvor Erklæring afgives af to eller flere Syns- eller Skønsmænd, bør, hvis Mændene ikke ere enige, hver enkelts Mening fremgå af Erklæringen.

Afhørelse af Syns- og Skønsmænd sker efter Reglerne om Afhørelse af Vidner; dog kunne Mændene som Regel overvære hverandres såvel som Vidners Afhørelse, og det kan af Retten tilstedes dem at rådføre sig med hverandre, forinden de svare.

§ 196.

I borgerlige Sager have Syns- og Skønsmænd at bekræfte deres Syn eller Skøn med Ed eller, under de i § 178 angivne Betingelser, med den der omhandlede højtidelige Forsikring, medmindre begge Parter give Afkald derpå. Er Syn eller Skøn afgivet i Henhold til en almindelig Beskikkelse hertil, bortfalder Bekræftelsen. Denne går ud på, at Mændene have udført deres Hverv og afgivet deres Erklæring eller Forklaring efter Samvittighed og bedste Overbevisning.

I Straffesager finder sådan Bekræftelse som i første Stykke nævnt Sted, når Syns- eller Skønsmændenes Erklæring eller Forklaring afgives for en Undersøgelsesret, medmindre Mændene må antages på ny at skulle afhøres under Domsforhandlingen (Nævningesager), samt når Afhøring finder Sted under Domsforhandlingen, jvf. dog § 177.

§ 197.

Når en Syns- eller Skønsmand uden gyldigt Forfald udebliver fra Retsmødet eller uden lovlig Grund vægrer sig ved at udføre Hvervet eller undlader at foretage

noget, som påhviler ham i Anledning af dette, eller vægrer sig ved at svare på de Spørgsmål, som stilles til ham i Retten, eller ved at bekræfte sin Erklæring eller Forklaring med Ed eller Forsikring, hvor sådant er foreskrevet, finde Reglerne i §§ 168 og 180 Anvendelse med de fornødne Lempelser.

Dog kan Retten, når dette er muligt og efter Omstændighederne kan bidrage til Sagens Fremme, udnævne andre Syns- eller Skønsmænd enten straks, eller når de anordnede Tvangsmidler forgæves ere anvendte. I borgerlige Sager kan dette dog kun ske efter Begæring af vedkommende Part, der i så Fald ikke kan forlange yderligere Tvangs Anvendelse mod den eller de genstridige Syns- eller Skønsmænd.

§ 198.

Have Syns- eller Skønsmænd Forfald, eller har det været dem umuligt at gøre Forretningen færdig, komme de i § 168, sidste Stykke, givne Regler til Anvendelse med de Lempelser, som følge af Forholdets Natur.

§ 199.

Med Hensyn til Indsigelser fra Syns- eller Skønsmændenes Side såvel som Kære over de Kendelser, hvorved noget pålægges dem, forholdes efter de om Vidner givne Regler.

§ 200.

De om Vidner givne Regler skulle med de Lempelser, der følge af Forholdets Natur, anvendes på Syns- og Skønsmænd, for så vidt ovenstående Forskrifter ikke ere til Hinder derfor.

§ 201.

At Syn eller Skøn har fundet Sted, udelukker ikke fornyet Syn eller Skøn over samme Genstand ved de samme eller, når Retten finder det hensigtsmæssigt, andre Mænd.

§ 202.

Udmeldte Syns- og Skønsmænd erholde, for så vidt Udførelsen af det dem pålagte Hverv eller deres Møder for Retten i Anledning deraf gøre det nødvendigt for dem at rejse mere end 3 Kilometer fra deres Hjem, dels Godtgørelse for Udgifterne derved, beregnet efter 2den Klasses Takst for Rejse på Jernbane, efter 1ste Klasses Takst for Rejse på Dampskib, og i øvrigt med 30 Øre for hver løbende Kilometer, dels i Tærepenge 2 Kroner, når Fraværelsen fra Hjemmet ikke varer 4 Timer, og ellers 6 Kroner med Tillæg af 3 Kroner for hver 6 Timer, de ud over 12 Timer ere fraværende fra Hjemmet.

Disse Ydelser eller, hvis de ikke kunne anslås bestemt, passende Forskud på dem skulle i borgerlige Sager tilbydes forud. I Straffesager kunne Mændene ved Udmeldelsens Forkyndelse for dem forlange fornødent Forskud på Godtgørelsen for Rejseudgifter såvel som på de dem forinden deres Møde for Retten tilkommende Tærepenge. I øvrigt blive de dem tilkommende Beløb at udbetale ved Rettens Foranstaltning.

Der tilkommer derhos Syns- og Skønsmænd Godtgørelse for andre Udlæg og sportelmæssig Betaling for deres Forretning. Har denne udkrævet særlig Møje eller Tidsanvendelse eller særlige Fagkundskaber, kan Retten forhøje Betalingen efter sit Skøn.

Udenfor de nævnte Betalinger må Syns- eller Skønsmænd under den i Straffelovens § 117 bestemte Straf intet modtage af Parterne for deres Forretning.

§ 203.

Til Understøttelse under Efterforskningen i en Straffesag kan Politimesteren, når Omstændighederne ikke tillade Opsættelse, lade foretage Syns- eller Skønsforretninger ved Mænd, som han selv tilkalder, samt afkræve disse ubeediget Erklæring angående Forretningens Resultat. Ere de pågældende ikke beskikkede med almindelig Bemyndigelse til Foretagelsen af sådant Syn eller Skøn, ere de dog kun pligtige at efterkomme Kaldelsen, når Forretningen skal foretages og Erklæringen afgives i den Underretskreds, i hvilken de bo. Udebliver eller vægrer nogen således tilkaldt Synseller Skønsmand sig ved at efterkomme Kaldelsen, kan Politimesteren pålægge ham en Bøde til Politikassen af indtil 20 Kr., at udrede inden en Uge, og, når Sagen er af sær Vigtighed, endog om fornødent lade ham afhente med Magt. Politimesteren har dog snarest muligt at henvende sig til Retten om Varetagelse af det videre fornødne i Anledning af Forretningen, og det står da de pågældende frit for, i Overensstemmelse med § 797, for Retten at forebringe deres mulige Klager over formentlige Overgreb fra Politimesterens Side.

Reglerne i den foregående Paragraf finde tilsvarende Anvendelse ved Tilkaldelse af Syns- og Skønsmænd ved Politimesteren.

§ 204.

Det har sit Forblivende ved de gældende Regler om Søforklaringer. Underde i § 178 angivne Betingelser træder den der omhandlede Forsikring i Eds Sted. Det har ligeledes sit Forblivende ved de Regler, som for Tiden gælde om Sø- og Handelsrettens, henholdsvis Søretternes Medvirkning ved Besigtigelser, Skøn og Taksationer i Tilfælde, hvor der ikke er rejst Retssag, jvf. dog § 18.

§ 205.

Domme, Kendelser og andre Beslutninger af en Ret, der ikke beklædes af en enkelt Dommer, og som ikke høre til de Beslutninger, Rettens Formand kan træffe, vedtages ved Afstemning efter forudgående Rådslagning. For Afstemningsordenen fastsætter Retten selv de fornødne Regler. Retten kan bestemme sådanne Forandringer i disse, som den til enhver Tid måtte anse for hensigtsmæssige. Formanden stemmer dog altid sidst; han forestår Afstemningen og samler Stemmerne. Afstemningen sker mundtlig; de afgivne Stemmer indføres udtogsvis i en Stemmegivningsbog. Enhver Dommer har Ret til at påse, at hans Stemme gengives rigtigt.

Dommernes Rådslagninger og Afstemninger må ikke overværes af Tilhørere med Undtagelse af Retsskriveren.

I en Sags Afgørelse kan ingen Dommer eller Nævning deltage, som ikke har overværet de mundtlige Forhandlinger i deres Helhed. Når i en Straffesag, som behandles ved Landsret, en Dommer eller en Nævning får Forfald eller af anden Grund må fratræde, efter at Domsforhandling er begyndt, kan denne fortsættes, såfremt dog højst een Dommer og een Nævning mangle.

Ved Forhandlinger, som forudsættes at blive af længere Varighed, bør i Retter, som bestå af flere Medlemmer, en eller flere Dommere ud over det nødvendige mindste Antal deltage.

§ 206.

I Dommens Vedtagelse deltage for Landsretternes Vedkommende mindst tre, og for Højesterets Vedkommende mindst ni Medlemmer af Retten, jvf. dog § 205. Samme Regler gælde også for Vedtagelse af Kendelser, medmindre andet er bestemt.

§ 207.

For enhver Afgørelse i en Ret, der beklædes af flere Dommere, skal der være Stemmeflerhed. Ved lige Stemmetal gør Formandens (jvf. § 7), eventuelt den efter Embedsalder ældste i Afgørelsen deltagende Dommers Stemme Udslaget. Kræver Afgørelsen Afstemning over flere Punkter, ere de Dommere, som have befundet sig i Mindretal, pligtige at deltage i de senere Afstemninger, for så vidt det modsatte ikke særlig er bestemt.

Danner der sig i en Straffesag om det samme Spørgsmål flere end to forskellige Meninger, af hvilke ingen er i Flertal, blive de for Sigtede ugunstigste Stemmer regnede sammen med de nærmeste mindre ugunstige, indtil der udkommer Stemmeflerhed. Er det tvivlsomt, hvilken Mening der er den ugunstigste for Sigtede, bliver der afstemt særskilt herom.

Særskilt Afstemning finder ligeledes Sted, når der opstår Meningsforskel om. hvorledes Spørgsmålene skulle stilles, eller om Afstemningens Resultat,

Den vedtagne Afgørelse føres i Pennen af Rettens Formand eller af den af de i Afgørelsen samstemmende Dommere, hvem dette Hverv af Formanden overdrages. Stemmetallet må ikke optages i Rettens Afgørelser.

§ 208.

Rettens Afgørelser ske ved Kendelse i de Tilfælde, hvor denne Form er særlig foreskreven.

§ 209.

Domme og Kendelser skulle ledsages af Grunde. Andre Beslutninger af Retten eller Rettens Formand behøve ikke at begrundes, medmindre sådant særlig er foreskrevet.

Den i Rettens Afgørelse af en borgerlig Sag givne Fremstilling af Parternes mundtlige Angivelser og Ytringer under Sagens Behandling afgiver fuldt Bevis for disse, for så vidt ikke Modbevis imod den føres.

§ 210.

Rettens Afgørelser træffes snarest muligt, efter at den pågældende Forhandling er til Ende. Kan i en Straffesag Afsigelsen ikke finde Sted samme Dag, skal dog Dom afsiges senest inden en Uge. og hvor Nævninger have medvirket, senest Dagen efter. Det sidste gælder også om Kendelser i Straffesager.

Afsigelsen af en Dom foregår ved. at Domsslutningen, efter at hele Dommen er skriftlig udarbejdet, oplæses i et Retsmøde.

Dersom det ikke ved Optagelsen af en borgerlig Sag tilkendegives, når Dommen eller Kendelsen vil blive afsagt, skulle Parterne og efter Omstændighederne Vidner og Syns- eller Skønsmænd tilsiges til at høre den afsagt. Er den pågældende ikke således sat i Kendskab om Afsigelsestiden. regnes for hans Vedkommende de ellers fra Afsigelsen løbende processuelle Frister først fra Dommens eller Kendelsens Forkyndelse for ham.

I Straffesager bør Tiltalte, hvis han er fængslet, bringes til Stede ved Dommens Afsigelse, jvf. dog § 897. 2det Stykke. Er Dommen fældende, og er Tiltalte

ikke til Stede ved Afsigelsen, bliver Udskrift af Dommen at forkynde for ham; i andre Tilfælde meddeles der ham på Begæring Udskrift uden Betaling. Af alle Domme tilstilles der Tiltalemyndigheden Udskrift, Ved Afsigelsen eller Forkyndelsen af en fældende Dom bliver det at betyde Domfældte, inden hvilken Frist og på hvilken Måde han kan fremsætte Meddelelse om Anke.

§ 211.

Stadfæstelse af en indanket Dom kan gives enten i Henhold til de i samme anførte Grunde eller i Henhold til ny Begrundelse.

I overordnet Rets Dom skal det altid anføres, ved hvilken Ret den indankede Dom er afsagt,

§ 212.

Retten kan til enhver Tid i Embeds Medfør eller ifølge Begæring berigtige Skrivefejl, som ere indløbne i Henseende til Ord, Navne eller Tal, blotte Regnefejl samt sådanne Fejl og Forglemmelser, som alene vedrøre Udfærdigelsens Form.

Fremdeles kan den også, når Begæring derom fremkommer inden Ankefristens Udløb, og efter at der er givet Parterne og i Straffesager tillige Forsvareren Lejlighed til at ytre sig derom, berigtige den i Afgørelsen af en borgerlig Sag indeholdte Fremstilling af Parternes mundtlige Angivelser og Ytringer eller den i Afgørelsen af en Straffesag indeholdte Fremstilling af Sagens faktiske Sammenhæng, for så vidt Fremstillingen erkendes at lide af Fejl, bestående i Forbigåelser, Uklarheder eller Modsigelser, men derimod ikke i øvrigt foretage Forandringer enten i Begrundelsen eller Resultatet. Beslutning angående slige Berigtigelser træffes, og Meddelelse om dem sker efter de samme Regler, som gælde for den oprindelige Afgørelse.

Den i Henhold til Rettens Beslutning berigtigede Afgørelse træder i alle Henseender i Stedet for den oprindelige, Beslutningen angående Berigtigelse er ikke Genstand for Anke eller Kære.

§ 213.

Beslutninger af Retten eller dens Formand, der ikke behøve at begrundes, såvel som Kendelser af blot procesledende Beskaffenhed kunne omgøres, når ny Oplysninger foreligge.

§ 214.

I de Tilfælde, hvor en efter Loven tilstedelig Afvigelse fra de almindelige Regler om Straffesagers Behandling betinges af en forudgående Beslutning af en Ret. ved hvilken den Sag, med Hensyn til hvilken Spørgsmålet opstår, ej er tingfæstet, bliver Spørgsmålet skriftlig at forelægge Retten. Er denne Højesteret eller en Landsret, træffes Afgørelsen af Formanden med to Medlemmer af Retten eller, hvor sådant særlig er bestemt, af Formanden. Retten tager Beslutning på Grundlag af det forelagte samt de yderligere Oplysninger og Erklæringer, som måtte være indhentede; findes det nødvendigt, at Vidner afhøres, sker dette ved en Undersøgelsesret. Mundtlig Forhandling finder ikke Sted, medmindre Formanden af særegne Grunde finder Anledning til at beslutte en sådan; dog er Retsmødet i så Fald ikke offentligt. De i denne Paragraf ommeldte Afgørelser kunne ikke påklages for højere Ret.

§ 215.

Enhver borgerlig Retstrætte behandles i første Instans ved Landsret, medmindre den er henlagt til Underret eller den ved Overenskomst mellem Parterne indbringes for Underret, for så vidt dette lovligt kan ske. Om Virkekredsen for Sø- og Handelsretten i København gælder denne Lovs § 9.

§ 216.

Til Underretterne henlægges:

1) Søgsmål angående private Formuerettigheder, når Genstanden for samme i Penge eller Penges Værd ikke overstiger 300 Kr.

2) Sager angående Skatter. Afgifter og andre lignende Ydelser af offentligretlig Beskaffenhed til Stat, Kommune, Embeder og andre offentlige Indretninger, når Genstanden for samme ikke overstiger 300 Kr.

3) Sager angående Servitutter og partielle Brugsrettigheder.

4) Sager om Veksler og visse andre Gældsbreve (§ 437. jvf. § 434).

5) Ægteskabssager (§ 439).

6) Sager angående Mortifikation af Gældsbreve, ved hvilke der er givet Pant i fast Ejendom (§ 459), samt Mortifikation af Servitutter, Brugsrettigheder og Grundbyrder (§ 468).

7) Sager angående Erhvervelse af Ejendomsdom.

8) Sager, hvorved Faderskabet til Børn udenfor Ægteskab søges oplyst, for at Underholdsbidrag kan pålægges Faderen.

9) Sager, anlagte i Medfør af Forordningen af 28. Marts 1845 § 17 til Hæftelsesbreves Udslettelse.

10) Sager angående strafbare Handlinger, der ved Lovgivningen ere henviste til privat Forfølgning, jvf. § 708, for så vidt der ikke påstås højere Erstatning end 300 Kr.

Nr. 53. Lov at 26. Marts om Rettens Pleje.

§ 217.

Sagens Værdi bestemmes efter Påstanden i Stævningen. Består Søgsmålet af flere Poster eller Fordringer, sammenlægges disse. Ved Krav på noget mod Erlæggelse af en Modpræstation medregnes denne ikke. Dersom Påstanden omfatter Renter af Fordringen, tages kun Hensyn til Fordringen selv.

Der tages intet Hensyn til Sagsomkostninger eller til senere Nedsættelse af Påstanden.

§ 218.

Drejer Sagen sig om Rettigheden til periodiske Ydelser eller Indtægter, bliver dens Værdi at bestemme efter følgende Regler:

1) Ere årlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for bestandig eller for flere end de ved Sagens Anlæg (§ 270) levende Personers Livstid eller for et bestemt Tidsrum, der ikke er kortere end 25 År efter det nævnte Tidspunkt, bliver Værdien af Rettigheden at sætte lig med det 25-dobbelte af et Års Beløb.

2) Ere årlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for en enkelts eller flere ved Sagens Anlæg levende Personers Livstid eller i øvrigt for ubestemt Tid, sættes Rettighedens Værdi lig med det 5-dobbelte af et Års Beløb.

3) Kunne Ydelser eller Indtægter ikkun oppebæres et bestemt Antal Gange, sættes Rettighedens Værdi lig med en enkelt Ydelses Beløb taget dette Antal Gange, dog ingensinde over 25.

Er Beløbet af årlige Ydelser eller Indtægter ikke lige stort de forskellige År, tages Værdien i det sidst forløbne År som Enhed.

§ 219.

Lyder Påstanden ikke på en bestemt Pengesum, ansættes Værdien af dens Genstand ved Rettens Skøn, jvf. dog § 218.

§ 220.

I de i de tvende foregående Paragraffer omhandlede Tilfælde er Rettens Af- gørelse, for så vidt den går ud på at erklære sig kompetent til at påkende Sagen, ikke Genstand for Anke eller Kære; nægter Retten at antage Sagen, er dens Afgørelse Genstand for Kære til højere Ret, men ikke for Anke.

§ 221.

Er Sagens Værdi afgørende for Kompetencespørgsmålet, må den Part, som påstår den højere Værdi, føre Bevis derfor.

I øvrigt påhviler det Sagsøgeren at oplyse, at Sagen hører under Underret.

§ 222.

Imod Søgsmål, der i Henhold til § 216 ere anlagte ved Underret, kunne Modfordringer gøres gældende, når i øvrigt de almindelige Betingelser for disses Fremsættelse ere til Stede (§ 271). Selvstændig Dom for Modfordringen eller den overskydende Del af samme kan dog, hvis Modparten modsætter sig det, kun gives, for så vidt Dommen ikke herved kommer til at lyde på noget højere Beløb end 300 Kr. (§ 216, jvf. §§ 217, 218 og 219), eller såfremt, Modfordringen kunde forfølges ved Underret, dersom den gjordes gældende under en selvstændig Sag.

Imod Søgsmål, der svæve for Landsret, kunne Modfordringer fremføres uden Hensyn til, at de, i og for sig betragtede, vilde henhøre under Underret.

§ 223.

Når Sagen ifølge den oprindelige Påstand rettelig er begyndt ved Underret, forbliver den ved denne, uagtet Påstanden senere udvides eller forhøjes, når dog Sagens Værdi ikke derved imod Modpartens Protest i betydelig Grad forøges ud over den i § 210 bestemte Grænse af 300 Kr.

En Udvidelse af Påstanden kan dog ikke uden Modpartens Samtykke foregå således, at Fordringer af forskellige af de i § 210 nævnte Klasser inddrages under Sagen.

§ 224.

Henhører en Sag under Landsret, ophører denne ikke at være kompetent, fordi enkelte Fordringer, Spørgsmål eller Dele udskilles til særskilt Behandling eller Påkendelse i Henhold til § 277, § 285 eller § 286, selv om disse eller Resten af Sagen, for sig betragtet, vilde høre under Underret.

§ 225.

Parterne kunne retsgyldig vedtage at lade en Sag behandle ved Underret, selv om den ifølge de almindelige Regler ikke henhører under denne, dog med Undtagelse af de i Kapitel 42 og 43 nævnte Sager (jvf. endvidere §§ 048 og 000).

§ 226.

Retssager skulle, hvor denne Lov ikke hjemler Undtagelse, anlægges ved den Ret, i hvis Kreds Sagsøgte har Bopæl (Hjemting).

§ 227.

Dersom Sagsøgte har Bopæl i flere Retskredse, anses han at have Hjemting i enhver af dem.

Indlænding, som ikke har Bopæl nogetsteds i Riget, kan sagsøges ved Retten på det Sted, hvor han opholder sig ved Sagens Berammelse, eller, dersom hans Opholdssted ikke vides, ved Retten på det Sted. hvor han vides sidst at have boet eller opholdt sig.

§ 228.

Danske i Udlandet ansatte Embedsmænd, der ikke ere det pågældende Lands Domsmyndighed undergivne, og de til de danske Gesandtskaber i fremmede Stater hørende Personer anses at have Hjemting i København, for så vidt de ikke vedligeholde Bopæl på noget andet Sted i Riget. Det samme gælder om andre danske Undersåtter, som ikke kunne sagsøges i det Land. hvor de have Bopæl.

§ 229.

Stiftelser, Kommuner, Korporationer såvel som Selskaber og Foreninger, være sig med politiske eller sociale eller med rent formueretlige Formål, have Hjemting i den Retskreds, hvor deres Hoved-Forretningslokale er, eller, når sådant ikke kendes og ikke erfares ved Henvendelse til Politiet, hvor et af Bestyrelsens Medlemmer bor.

De Værnetingsbestemmelser, der indeholdes i Firmalov af 1. Marts 1889 § 34, Sølov af 1. April 1892 § 10. Lov om Oplagsbeviser m. v. af 30. Marts 1894 §18 og Patentlov af 13. April 1894 § 24. forblive gældende.

Retssager, der angående Forenings- eller Selskabsanliggender rejses af Foreningen eller Selskabet mod de enkelte Medlemmer eller opstå imellem disse som sådanne, kunne anlægges ved Korporationens, Foreningens eller Selskabets Hjemting.

§ 230.

Sager imod Staten skulle anlægges ved den Ret, i hvis Kreds den Embedsmand, som på Statens Vegne bliver at stævne, har sit Embedskontor eller i Mangel af sådant sin Bopæl.

§ 231.

Sager angående Rettigheder over urørlige Ting — være sig Ejendomsret, Panteret, Brugsrettigheder, Servitutrettigheder, Grundbyrderettigheder eller andre — skulle anlægges ved den Ret, under hvilken Ejendommen er beliggende.

Søgsmål, hvorved Fordringer, der ere forbundne med Pant i fast Ejendom, eller hvorved enkelte forfaldne Grundbyrdeydelser indtales, kunne anlægges på det Sted, hvor den behæftede eller bebyrdede Ejendom er beliggende.

Ligger en fast Ejendom i flere Retskredse, anses den med Hensyn til Spørgsmålet om, hvor de i denne Paragraf omhandlede Sager skulle eller kunne anlægges, at være beliggende i den Retskreds, hvorunder Ejendommens Bygninger, navnlig Stuehuset. høre. Findes sådanne ikke, eller er Stuehuset beliggende i flere Retskredse, kan Sagen anlægges i hvilken som helst af disse.

§ 232.

Det har sit Forblivende ved Bestemmelserne i §§ 84 og 85 i Lov om Skifte af Dødsbo m. v. af 30. November 1874.

§ 233.

Den. der i Medfør af offentligt eller privat Hverv har haft andres Midler under Forvaltning eller skal aflægge Regnskab for dem, kan sagsøges for sin Forvaltning eller sit Regnskab ved Retten på det Sted, hvorfra Forvaltningen er ført, eller hvor Regnskabet skulde aflægges.

Sammesteds kunne også anlægges Sager, som i Anledning af Forvaltningen eller Regnskabet rejses af den, der har ført samme, imod den, for hvem han har ført den eller det,

§ 234.

Søgsmål til Opfyldelse eller Ophævelse af en Retshandel eller i Anledning af dens Misligholdelse eller ikke behørige Opfyldelse kunne anlægges ved Retten på det Sted. hvor Retshandelen ifølge Parternes udtrykkelige eller stiltiende Vedtagelse, ifølge Loven eller i øvrigt ifølge de foreliggende Omstændigheder skulde opfyldes, såfremt Sagsøgte ved Stævningens eller Forligsindkaldelsens Forkyndelse er til Stede i Retskredsen.

Har nogen under et Ophold i en Retskreds pådraget sig en Forpligtelse, som skulde opfyldes der, inden han forlod Retskredsen, kan han endvidere i den Anledning sagsøges der, uagtet han ved Stævningens eller Forligsindkaldelsens Forkyndelse ikke er til Stede i Retskredsen.

§ 235.

Sager, hvorunder der påstås Straf. Erstatning eller Oprejsning i Anledning af retsstridige Skadetilføjelser eller andre Retskrænkelser, kunne anlægges på det Sted, hvor Skadetilføjelsen eller Retskrænkelsen er foregået, eller, når den har været udøvet i flere Retskredse, i hvilken som helst af disse.

§ 236.

Når flere Sagvoldere skulle eller dog kunne sagsøges under eet, og Sagen imod dem ikke ifølge denne Lov kan indbringes for andet Værneting, kan den anlægges ved enhver Ret, som for nogen af Sagvolderne er Hjemting.

§ 237.

Kan Sagen i Medhold af denne Lov anlægges ved flere forskellige Retter, har Sagsøgeren Valget, for så vidt ikke andet fremgår af Lovens Forskrifter.

§ 238.

Når Parterne vedtage det, kunne de indbringe deres Sag for hvilken af samtlige ligeartede Retter i første Instans de ville, uden at Rettens Samtykke behøves.

§ 239.

Udlændinge kunne sagsøges her i Riget, for så vidt nogen Ret ifølge de foranstående Regler kan anses som Værneting i Sagen.

Gives der ingen Ret i Riget, ved hvilken Sagen imod Udlændingen herefter kan anlægges, skal det, for så vidt ikke særlige traktatmæssige Bestemmelser ere til Hinder derfor, være Indlændinge tilladt i Sager angående Formueretsforhold at sagsøge Udlændingen i den Retskreds, hvor han ved Stævningens eller Forligsindkaldelsens Forkyndelse opholder sig eller har Gods.

Med Hensyn til svenske Undersåtter har det sit Forblivende ved Lov om svenske Dommes Fuldbyrdelse m. v. af 19. Februar 1861 § 6.

§ 240.

Flere Krav af samme Sagsøger mod samme Sagvolder kunne fra først af forenes under een Retssag, selv om de hvile på forskellige faktiske og retlige Grunde og ere af ulige Beskaffenhed, når Retten er kompetent med Hensyn til dem alle, og samme Procesart er anvendelig på dem.

§ 241.

Under samme Betingelser kunne flere Parter fra først af sagsøge eller sagsøges i Forening under samme Retssag; dog udfordres endvidere hertil, for så vidt Kravene ikke have fælles Oprindelse eller særlig Lovforskrift hjemler deres Forening, at ingen af Parterne gør Indsigelse derimod.

Anlægges Sag mod nogen af de i § 229 nævnte Korporationer, Foreninger eller Selskaber, kan Ansvar, der udspringer af samme Retsforhold, under Sagen gøres gældende mod Bestyrelsens Medlemmer personlig, uden Hensyn til deres Værneting.

§ 242.

Enhver, der tror sig i det hele eller for en Del berettiget til den Ting eller den Rettighed, som er Genstand for en Retstrætte i første Instans imellem andre, kan under Iagttagelse af Reglerne i Kapitel 33 indtræde som Intervenient i den begyndte Sag.

Intervention kan ikke finde Sted, når den Ret, for hvilken Sagen svæver, ikke ved Parternes Samtykke kunde gøres kompetent til at påkende Interventions- søgsmålet, dersom det anlagdes særskilt.

§ 243.

Enhver, der har en retlig Interesse i, at en Part vinder en for Retten svævende Sag, kan indtræde i Sagen til denne Parts Understøttelse og få Adgang til at ytre sig i Sagen i Overensstemmelse med de nærmere Regler i Kapitel 33.

§ 244.

Sagsøgeren kan andrage på at måtte tilstævne (adcitere) Trediemand for at få Dom over ham enten alternativt eller tilsammen med Sagvolderen. Sådant Andragende kan dog ikke tages til Følge, når det må tilregnes Sagsøgeren som en Forsømmelse, at den pågældende Trediemand ikke fra Begyndelsen af er bleven inddraget under Søgsmålet, I øvrigt blive de i Kapitel 33 givne Regler at iagttage.

§ 245.

Ved Anvendelsen af de i dette Kapitel indeholdte Regler forbeholdes der dog Retten den Myndighed, som er tillagt den i § 277.

§ 246.

Hvo der er ret Sagsøger eller Sagvolder, afgøres efter Lovgivningens almindelige Regler.

Ligeledes afgøres det efter Lovgivningens almindelige Regler, om det ifølge Retsforholdets Beskaffenhed er nødvendigt, at flere Personer optræde som Procesfæller for at udgøre ret Sagsøger eller Sagvolder.

§ 247.

Hvor et nødvendigt Procesfællesskab mellem flere Personer finder Sted, og i et Retsmøde en eller flere af disse udeblive, medens en eller flere af dem give Møde, repræsenterer den eller de, der møde, de udeblevne.

§ 248.

Myndigheden til at råde over Retstrætter som Part afgøres efter den borgerlige Rets Regler; dog tages kun Hensyn til Sagens egentlige Genstand, men ikke til Sagsomkostninger.

§ 249.

Retten har ikke på Embeds Vegne at afkræve Parterne Bevis for, at de ere myndige til at råde over Processen. Afvisning på Grund af Sagsøgerens eller Sagvolderens Mangel på Myndighed til at råde over Sagen finder derfor kun Sted efter Påstand.

Dog kan Retten på Embeds Vegne afvise Sagen enten straks, eller når de fornødne Oplysninger ikke fremskaffes, når der ifølge den Måde, hvorpå Parterne i Processkrifterne betegnes, eller i øvrigt ifølge de foreliggende Oplysninger er Grund til at antage, at nogen af dem mangler Myndighed til at råde over Sagen.

§ 250.

Enhver kan både som Sagsøger og som Sagvolder gå i Rette for sig selv.

Højesteret og Landsret samt Underretten, når den medvirker ved Forberedelsen af en Landsretssag, kunne, når en Parts Processkrifter findes uforståelige, tilbagevise disse og tilkendegive Parten, at han må lade sin Sag udføre for sig af en Sagfører; ligeledes kunne de under de mundtlige Forhandlinger afvise en Part, der selv udfører sin Sag. og henvise ham til at lade en Sagfører møde for sig, når det viser sig, at han ikke kan fremstille Sagen med tilbørlig Ro og Klarhed. Retten træffer i de anførte Tilfælde de fornødne Bestemmelser med Hensyn til Sagens Udsættelse. Såfremt ovenomhandlede af Retten givne Pålæg, som ej ere Genstand for Anke eller Kære, ikke efterkommes, anses Parten som den, der ikke har indgivet de pågældende Processkrifter, eller som den, der udebliver under pågældende mundtlige Forhandling.

§ 251.

Enhver kan både som Sagsøger og som Sagvolder lade møde i Retten for sig ved en efter nedenstående Regler berettiget Rettergangsfuldmægtig.

Sagførere ere eneberettigede til at møde i Retten som Fuldmægtige for Parterne; dog kan der mødes af Værger for umyndige og umyndiggjorte, af Kuratorer for mindreårige, af faste Lavværger for Enker, ved Ægtefælle, beslægtede og besvogrede i anden Grad af Sidelinien eller nærmere samt ved Personer, der stå i fast Tjenesteforhold til Parten, således at de ere antagne af ham for ikke kortere Tid end en Måned og — når Parten ikke selv er Sagfører — ikke med det særlige Hverv for Øje at møde for Retten.

Den, der foregiver at stå i et af de ovennævnte Forhold til Parten, må være rede til at føre Bevis herfor, når det af Retten eller Modparten forlanges; dog kan Retten undtagelsesvis tilstå en passende Udsættelse hertil.

Endvidere er det under Skiftebehandlinger tilladt at lade møde for sig også ved andre end de foran nævnte Personer, og det samme gælder under Fogedforret- ninger, derunder Auktionsforretninger, for dens Vedkommende, imod hvem Retshandlingen er rettet, og under sidstnævnte Forretninger for de bydendes Vedkommende, alt for så vidt ikke fremsatte Påstande eller Indsigelser foranledige Forhandling for vedkommende Ret, jvf. dog § 508, 2det Stykke.

§ 252.

Den, der uden at være Sagfører møder som Fuldmægtig for Parten, må være personlig myndig og ikke ved Dom funden skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling.

Retten har på Embeds Vegne at afvise Personer, der ikke ere berettigede til for den at give Møde for andre, og at tilbagevise Processkrifter, der ere underskrevne af andre end Parten og de foran nævnte mødeberettigede Personer.

§ 253.

Det, der i § 250 er bestemt om Rettens Myndighed til at tilbagevise en Parts Processkrifter eller til at udelukke Parten selv fra den mundtlige Forhandling, skal under lige Betingelser gælde med Hensyn til Rettergangsfuldmægtige, der ikke ere Sagførere.

§ 254.

En Rettergangsfuldmægtigs Handlinger eller Undladelser ere, for så vidt som de falde indenfor Bemyndigelsens Grænser, ligeså bindende for Parten, som om de vare foretagne af denne selv.

Dog kunne Tilståelser eller andre Erklæringer om det faktiske i Sagen, som fremkomme under de mundtlige Forhandlinger, tilbagekaldes eller berigtiges af Parten selv, når dette sker straks og umiddelbart efter, at Partens Rettergangsfuldmægtig har talt.

§ 255.

Rettergangsfuldmægtigens Bemyndigelse til at handle for en Part ophæves i Forhold til Modparten ikke derved, at Parten er død, kommen under Konkurs eller har mistet sin Myndighed til at råde over Sagen, ej heller derved, at Parten er bleven myndig til selv at råde over Processen, men kun ved en Tilkendegivelse til Modparten om Befuldmægtigelsens Ophør.

§ 256.

Retten påser på Embeds Vegne, at den. der møder som Rettergangsfuld- mægtig for en Part. er befuldmægtiget hertil.

Dog afkræves der ikke på Embeds Vegne Sagførere Bevis for, at de ere befuldmægtigede for Parten, og, når deres Befuldmægtigelse benægtes af Modparten, kunne de forlange Udsættelse for at tilvejebringe det fornødne Bevis.

Andre Rettergangsfuldmægtige end Sagførere må være i Stand til straks for Retten og Modparten at føre Bevis for Befuldmægtigelsen, da de ellers straks kunne afvises.

§ 257.

Når en i øvrigt til at møde for en Part berettiget Person erklærer at ville varetage Partens Sag og forpligte sig til at tilvejebringe dennes Billigelse, og ingen anden giver Møde for Parten, kan han, når sådant kan ske uden væsentlig Ulempe, af Retten stedes hertil enten mod eller uden Sikkerhedsstillelse. Den pågældende har da inden næste Retsmøde eller dog inden en anden af Retten bestemt Frist at tilvejebringe Partens Godkendelse af hans Handlinger; i modsat Fald afvises han og har at tilsvare Modparten de ved Retsmøderne foranledigede Omkostninger såvel som muligt Tab ved Sagens Forhaling.

§ 258.

Om end en Part i øvrigt lader sin Sag udføre ved en Rettergangsfuldmægtig, er han dog ikke udelukket fra selv at ytre sig under den mundtlige Forhandling, umiddelbart efter at hans Rettergangsfuldmægtig har talt,

§ 259.

Genstand for tvungen Forligsmægling ere alle borgerlige Domssager i første Instans. Dog er Forligsprøve ej fornøden.

1) når Modfordringer gøres gældende, selv om selvstændig Dom for dem påstås,

2) i Sager om Veksler og visse andre Gældsbreve (Kapitel 40),

3) i Sager, der anlægges af eller på Foranstaltning af eller imod Statsmyndigheder,

4) i påtrængende Sager,

5) når offentlig Indstævning finder Sted,

6) når Sagvolderen bor eller opholder sig udenfor Kongeriget uden at have en Sagsøgeren bekendt, her bosat Fuldmægtig, som Sagsøgeren er berettiget til at indkalde på Sagvolderens Vegne,

7) når Arrestforfølgning finder Sted som særskilt Sag (§ 625).

Den i Tyendelov af 10. Maj 1854 §§ 65—76, jvf. Lov af 4. Marts 1857 § 8, anordnede Mægling for en Tyendeforligsmægler vedbliver at bestå i Overensstemmelse med de der givne Regler, kun at den i Tyendelovens § 67 ommeldte edelige Erklæring afløses af en tilsvarende højtidelig Erklæring efter en af Justitsministeren fastsat Formular.

I følgende Tilfælde foregår Mæglingen ved Retten:

a) i Sager angående de i Tyendeloven af 10. Maj 1854 omhandlede Forhold, for så vidt de ikke henhøre under den ovenfor omtalte særlige Mægling.

b) i Sager om Fornærmelser i Ord eller Gerning, dog med Undtagelse af trykte eller skriftlige Beskyldninger,

c) i Sager, i hvilke der søges Underholdsbidrag hos Faderen til et Barn udenfor Ægteskab,

d) i de under Københavns Byret hørende Sager angående private Formuerettigheder, når Genstanden for samme i Penge eller Penges Værdi ikke overstiger 300 Kr.,

e) i Sø- og Handelssager, jvf. for København Lov om Sø- og Handelsret af 19. Februar 1861 § 19.

I øvrigt foregår Forligsmægling ved de i næste Paragraf nævnte Forligskommissioner.

§ 260.

For Københavns Byrets Område skal der foruden den ved Lov om Sø- og Handelsret af 19. Februar 1861 § 19 for Sø- og Handelssager indrettede Forligskommission beskikkes en Forligskommission, der behandler de øvrige Sager og består af et af Magistratens Medlemmer eller en af dens Embedsmænd, en Borgerrepræsentant samt en af Justitsministeriet beskikket Mand udenfor Retterne.

Udenfor København bliver den ved Lov om Forandringer i Forligsvæsenet af 4. Marts 1857 foreskrevne Ordning fremdeles bestående. Hører der til Kredsen intet Landdistrikt, vælges begge Forligskommissærer af Byrådet.

Forinden en Forligsmægler begynder sin Virksomhed, afgiver han en højtidelig Erklæring efter en af Justitsministeren fastsat Formular om at ville med al mulig Nid- kærhed og Redelighed efter bedste Evne og Overbevisning søge at befordre villig og mindelig Overenskomst mellem Parterne i de Sager, som indkomme for ham.

Står en Forligsmægler i noget af de i § 61. 1) eller 2), nævnte Forhold til Sagen eller Parterne, fratræder han. og Mæglingen udføres af den eller de andre Forligsmæglere alene eller i Forening med en særlig dertil beskikket Forligsmægler.

§ 261.

Parterne ere berettigede til at give Møde for en hvilken som helst af de i forrige Paragraf nævnte Forligskommissioner, og en af en sådan foretagen Mægling er gyldig, uanset ved hvilken Ret Sagen senere behandles. Indklagede er imidlertid kun pligtig at give Møde for Forligskommissionen i den Forligskreds, i hvilken han har Bopæl eller Ophold, og for den af sø- eller handelskyndige Mænd bestående Kommission kun, når Sagen er en Sø- eller Handelssag.

Til Mægling ved Retterne eller Forligskommissionerne udenfor København og Frederiksberg skulle Parterne give personligt Møde, medmindre de have lovligt Forfald, i hvilket Tilfælde vedkommende Part kan lade møde ved en hvilken som helst, med tilstrækkelig Fuldmagt forsynet, god Mand. Den Part, som ej blot bor udenfor Forligskredsen. men tillige 25 Kilometer borte fra det Sted, hvor Forligsmæglingen foregår, skal dog være fritagen for personlig Mødepligt, Møde ifølge Mandatarfuldmagt (jvf. § 118) betragtes ikke som personligt Møde af Parten. Den Part, som møder ved Fuldmægtig, bliver ved Dommen i Sagen at ikende Bøde efter § 316, når han efter dertil at være opfordret af Modparten ikke oplyser at have været berettiget dertil.

§ 262.

Indgivelse af en særlig Klage til de i § 260 nævnte Forligskommissioner er ikke nødvendig. Derimod må Klageren udstede en på lignende Måde som en Stævning affattet Indkaldelse til Møde for Forligskommissionen. Stævningen kan benyttes som sådan. Indkaldelsen eller Stævningen indleveres til Forligskommissionen, der giver den Påtegning om Tid og Sted for Mæglingens Foretagelse, hvorefter den tilbageleveres Klageren til Forkyndelse for Modparten i Overensstemmelse med de for Stævnings Forkyndelse givne Regler, dog at Varslet kun behøver at være 3 Dage, hvis Indklagede bor i Kredsen, og en Uge, hvis han bor udenfor denne. Benyttes Stævningen til Forligsindkaldelse. kunne de nævnte Frister medregnes som Dele af det foreskrevne Stævnevarsel.

Tror Klageren sig ikke i Stand til selv at udfærdige Forligsindkaldelsen i en Sag, hvis Genstand er en Fordring, lydende på en bestemt Pengesum, skal en af Forligskommissærerne udfærdige den efter hans Begæring mod en Kendelse på 50 Øre. Der tilstilles ved Justitsministerens Foranstaltning Forligskommissionerne Blanketter til Forligsindkaldelser.

§ 263.

Udebliver Klageren fra Forligsmæglingen uden at oplyse lovligt Forfald, medens Indklagede møder eller lader møde, kan Kommissionen på Begæring ved en upåankelig og efter Forløbet af 8 Dage eksigibel Kendelse tillægge Indklagede en Erstatning på indtil 10 Kr. hos Klageren for forgæves Møde. Oplyser Klageren inden 8 Dage efter Kendelsens Afsigelse, at han har haft lovligt Forfald, sætter Kommissionen Kendelsen ud af Kraft.

Hvis en Sag, i hvilken Mægling ved en af de i § 260 nævnte Forligskommissioner skulde have fundet Sted, indbringes for Retten, jvf. §§ 331 og 420, uden at Sagsøgeren forinden behørig har indkaldt til samt har mødt eller ladet møde til Forligsmægling, bliver Sagen efter Påstand at afvise, og der tilkendes Sagsøgte, når han møder og gør Påstand derpå, Erstatning for forgæves Møde. Dog kan Retten i Stedet for Afvisning bestemme, at Sagen udsættes, for at Forligsmægling kan finde Sted.

Når Indklagede ikke møder eller lader møde, henvises Sagen efter Klagerens Begæring af Kommissionen til Retten, og Indklagede bliver derhos ved Dommen i Sagen at ikende Bøde efter § 316, når han ikke oplyser at have haft lovligt Forfald.

§ 264.

Den tvungne Forligsmægling ved Forligskommissionerne foregår for lukkede Døre, og det er forbudt at udstede Attester eller føre Vidner om, hvad der af Parterne tilstås eller foreslås under Mæglingen, medmindre det vedtages af begge Parter og udgør Punkter af Forliget.

En Sag kan under Mægling for en Forligskommission ikke udsættes, når nogen af Parterne rejser Indsigelse derimod.

Kommer Forlig i Stand, bør dette i sin Helhed indføres i Forligsbogen og underskrives af Parterne.

§ 265.

Når Forligsmægling har været forsøgt i Anledning af en Sag, er Forligsindkaldelsens Indhold ikke til Hinder for en senere Udvidelse eller Forandring af Søgsmålsgrunde eller Påstande.

§ 266.

Spørgsmål om Gyldigheden af indgåede Forlig henhøre under Afgørelse ved Retterne i første Instans, jvf. herved § 475. Dog må Indsigelser mod Retsforlig gøres gældende ved Kære, når de støttes på Fejl ved Rettens Handlinger.

§ 267.

Den bestående Adgang til for Forligskommissionen at godkende et udenfor samme sluttet Forlig for derved at give Forliget Eksekutionskraft eller sikre sig Bevis derfor opretholdes. Dog kan sådan Godkendelse kun gyldig finde Sted ved en Forligskommission, under hvilken enten Kreditor eller Skyldneren hører.

§ 268.

Over de til Retten indkomne Sager føres en Sagliste. Er denne ikke indrettet således, at den tillige kan være Retsliste for den enkelte Retsdag, affattes der, for så vidt ikke Reglen i § 24, Stykke 3, finder Anvendelse, for hver enkelt Retsdag en Retsliste, på hvilken de Sager, som skulle komme for, optages. Retslisten for den enkelte Dag opslås, Dagen før Retten sættes, i Rettens Forværelse på et for alle tilgængeligt Sted.

Rettens Formand afgør, i hvilken Orden de Sager, der ere ansatte til Forhandling på samme Retsdag, skulle foretages. Sager, som ikke nå at komme til Forhandling, overgå uden videre til næste Retsdag, medmindre Formanden bestemmer anderledes.

Retten eller dens Formand er bemyndiget til at lade en Sag udgå af Retslisten og overføre den til en af de påfølgende Retsdage, når der er Grund til at antage, at Sagen enten af Hensyn til Rettens Forretninger, Retspersonalet eller andre Aarsager, såsom Forhindringer for Sagførere, Parter, Vidner, Synsmænd eller desl., ikke vil kunne forhandles på den oprindelig fastsatte Tid. Oplysninger i denne Henseende kunne både mundtlig og skriftlig meddeles Rettens Formand, såvel under Retsmøder som udenfor disse.

Når en Sag ifølge denne Paragraf overføres til en følgende Retsdag, lader Rettens Formand, for at forebygge forgæves Møder, alle vedkommende så hurtigt som muligt underrette derom.

§ 269.

Når et Retsmøde ophører til fastsat Klokkeslet eller ifølge Rettens Bestemmelse, fortsættes afbrudte Forhandlinger i det næste Retsmøde, medmindre Rettens Formand bestemmer anderledes. Afsiges eller udsættes et berammet Retsmøde, overgå Sagerne til det næste Retsmøde, der holdes, medmindre særlig Bestemmelse træffes om en anden Tid til deres Foretagelse.

§ 270.

En Sag anses for anlagt, når Forligsindkaldelse eller Stævning er indleveret til Berammelse eller Sagen er anmeldt for Retten efter § 328, 2det Stykke, eller § 416, 3die Stykke.

Ved Forkyndelsen af Stævningen eller Fremlæggelsen af den i § 328, 2det Stykke, omhandlede Angivelse anses Sagen for tingfæstet; en Modfordring er at anse som tingfæstet ved Fremlæggelsen eller Meddelelsen af det Svarskrift, hvori den fremsættes. I det i § 416, 3die Stykke, nævnte Tilfælde er Sagen tingfæstet, når den foretages i Retten.

Indtil Sagsøgeren mundtlig har nedlagt sin Påstand under Domsforhandlingen, står det ham frit for at hæve Sagen, dog at Sagsøgeren ikke derved kan forhindre, at der gives Sagsøgte Dom for allerede tingfæstede Modfordringer. Efter det anførte Tidspunkt kan Sagsøgeren derimod ikke ensidig hæve Sagen, jvf. dog § 382.

§ 271.

Sagsøgte er berettiget til at fremsætte Modfordringer, for så vidt som disse enten have fælles Oprindelse med Hovedfordringen eller dog ere udjævnelige (komputable) med den. Der kan gives selvstændig Dom for Modfordringen.

Under Proceduren behandles Modfordringen som en Bestanddel af Sagsøgtes Forsvar. Den fremsættes og forhandles i Forbindelse med hans Indsigelser på samme Måde som disse. Dog kan den Retten ved § 277 tillagte Myndighed udøves også med Hensyn til Modfordringer.

§ 272.

Enhver af Parterne er pligtig bestemt og utvetydigt at angive de Kendsgerninger, på hvilke han støtter sine Påstande, såvel som bestemt og utvetydigt at erklære sig over de af Modparten anførte Kendsgerninger og de af denne til ham stillede Opfordringer.

Om en ikke særskilt og udtrykkeligt benægtet Kendsgerning skal anses indrømmet eller bestridt, og hvilken Virkning Undladelse af behørig at besvare en Opfordring medfører, afgør Retten efter et Skøn over Forhandlingerne i det hele.

§ 273.

Retten bør ved hensigtsmæssige Spørgsmål til Parterne søge at fjerne Uklarhed, Tvetydighed eller Ufuldstændighed i Fremstillingen af Sagen og i andre afgivne Erklæringer. Om fornødent kan Retten indkalde Parterne til Besvarelse af sådanne Spørgsmål.

Såvel Rettens Formand som hvert enkelt af dens andre Medlemmer kan stille Spørgsmål.

Når der ikke svares på de stillede Spørgsmål, eller Svaret ikke har tilstrækkelig Bestemthed, eller en til Møde i sådan Anledning tilsagt Part udebliver uden oplyst lovligt Forfald, kan Retten fortolke Tavsheden, Ubestemtheden eller Udeblivelsen på den for Modparten gunstigste Måde og navnlig lægge dennes Fremstilling til Grund for Påkendelsen.

§ 274.

Retten kan opfordre en Part til at fremlægge Situationskort, Stamtavler, Grundrids, Tegninger og andre lignende Anskueligheden befordrende Midler eller tilvejebringe Syn eller Skøn, når Sagen ikke uden dette kan bedømmes med tilstrækkelig Sikkerhed.

Efterkommer en Part ikke denne Opfordring, kan Retten efter Omstændighederne bringe Reglen i § 273, sidste Stykke, til Anvendelse.

§ 275.

Dersom Retten, efter at Optagelse til Dom er sket, finder Grund til at stille Spørgsmål af den i § 273 omhandlede Beskaffenhed til Parterne eller til, at der rettes yderligere Spørgsmål til afhørte Parter, Vidner eller Syns- og Skønsmænd eller til, at der indhentes Syn eller Skøn, kan den under Angivelse af Øjemedet indkalde Parterne til et Møde, i hvilket Spørgsmålene begæres besvarede, eller Parterne opfordres til snarest muligt at foretage det fornødne til at fremskaffe Besvarelsen, Synet eller Skønnet.

Udgifterne ved de i denne Paragraf omhandlede Foranstaltninger udredes forskudsvis af det offentlige, indtil det ved den endelige Dom kan afgøres, hvilken af Parterne der skal bære dem.

§ 276.

Antager Retten, at der er Omstændigheder til Stede, som kunne medføre Afvisning på Embeds Vegne, kan den standse Forhandlingen og opfordre Parterne til at erklære sig over Afvisningsspørgsmålet.

Når Afvisningsdom ikke afsiges, fortsættes Forhandlingen.

§ 277.

Retten kan bestemme, at flere for den svævende Retssager imellem de samme Parter skulle forhandles i Forbindelse med hverandre. Samme Myndighed har Retten også med Hensyn til Retssager imellem forskellige Parter, når Søgsmålenes Forening fra først af ikke vilde stride imod § 241.

Ere flere Krav forenede under een Retssag, kan Retten bestemme, at en Adskillelse skal finde Sted og et eller flere af Kravene forhandles og pådømmes særskilt.

Frembyder Sagen flere Stridspunkter, kan Retten bestemme, at Forhandlingen foreløbig skal indskrænke sig til et eller nogle af disse; enkelte Søgsmålsgrunde eller enkelte Indsigelser kunne som en Følge heraf gøres til Genstand for særskilt Procedure.

§ 278.

Er et Retsforhold, hvis Fastsættelse vil få Indflydelse på Sagens Udfald, Genstand for en ved samme eller en anden Ret svævende Retstrætte, eller er det indbragt til Afgørelse ved administrativ Myndighed, kan Retten enten efter Påstand eller på Embeds Vegne bestemme, at Sagens Forhandling i det hele eller til Dels skal udsættes, indtil hin Retstrætte er pådømt, eller den administrative Afgørelse er truffen.

§ 279.

Opstår der under en Sag Mistanke hos Retten om. at en strafbar Handling, hvis Forfølgning under en Straffesag vil have Indflydelse på Sagens Udfald, er begået af en af Sagens Parter, kan Retten udsætte Forhandlingen, indtil Straffesagen har fundet sin Afgørelse.

§ 280.

Ved Udøvelse af den i §§ 277—279 hjemlede Myndighed har Retten at virke hen til, at Orden, Klarhed og Simpelhed i Forhandlingerne opnås.

§ 281.

De i §§ 274 og 276—279 omhandlede Bestemmelser kunne træffes på ethvert Trin af Forhandlingerne, ligesom de kunne omgøres, når Retten anser dette hensigtsmæssigt.

Retten anordner det fornødne med Hensyn til Udsættelse af Sagen, når den benytter sin i §§ 274 og 276—279 omhandlede Myndighed.

De i §§ 274 og 276—279 omhandlede procesledende Bestemmelser ere ikke Genstand for Anke eller Kære.

§ 282.

Ved Dommen skal Sagen påkendes uden anden Henvisning til påfølgende Proceshandlinger end den, der hjemles ved § 299.

Bevis ved Syn eller Skøn kan ikke henskydes til Optagelse efter Dommens Afsigelse.

§ 283.

Afgørelsen træffes på Grundlag af den mundtlige Forhandling og Bevisførelsen, jvf. dog §§ 336, 381, 406 og 429. Hvorledes Sagens faktiske Sammenhæng skal antages at være, afgør Retten i Henhold til det samlede Indhold af Forhandlingerne og den stedfundne Bevisførelse.

Særlig har Retten, når der mellem Parterne er Strid, om en Skade er forårsaget, eller hvilken Erstatning der skal gives, og den ifølge de Oplysninger, som foreligge eller indhentes (§ 275), anser sig for at være i Stand hertil, at afgøre disse Spørgsmål efter et Skøn over alle i Betragtning kommende Omstændigheder.

§ 284.

Retten kan ikke tilkende en Part mere, end han har påstået. Om Sagsomkostninger og Rettergangsbøder træffes de Bestemmelser, hvortil der efter Sagens Beskaffenhed findes Anledning, selv om ingen udtrykkelig Påstand herpå er nedlagt.

Der må ved Afgørelsen ikke tages Hensyn til Søgsmålsgrunde eller Indsigelser, som ikke ere gjorte gældende af Parterne, og som disse ere berettigede til at frafalde, om det end af Sagens Forhandling kan ses, at de kunde have været benyttede.

§ 285.

Ere flere Krav forenede under Sagen (§§ 240 og 241), kan Retten, så snart noget af disse er modent til Påkendelse, afsige Dom derom.

§ 286.

Retten kan afsige Dom angående enkelte af de fremsatte Søgsmålsgrunde eller Indsigelser såvel som angående Modfordringer, ikke blot hvor særskilt Forhandling af dem er anordnet (§ 277, sidste Stykke), men også hvor de, uden at dette

er Tilfældet, ere modne til Påkendelse. Ligeledes kan Retten, når Sagsøgte for en Del har erkendt Rigtigheden af et indtalt Beløb, straks give Sagsøgeren Dom for det af Sagsøgte således anerkendte Beløb.

Domme af den Art, som de i foregående Stykke omhandlede, ere dog kun at anse som Bestanddele af den endelige Dom, i hvilken de blive at lægge til Grund og så vidt fornødent at optage; en sådan Dom kan ikke særskilt fuldbyrdes, medmindre Retten særlig bestemmer, at den mod eller uden Sikkerhedsstillelse straks kan fuldbyrdes.

§ 287.

Når en Part ønsker Bevis optaget for en udenlandsk Domstol, kan han af den Ret, for hvilken Sagen henstår, eller, når Søgsmål endnu ikke er tingfæstet, af den Ret, ved hvilken Søgsmålet eventuelt vil være at anlægge, begære udfærdiget en Anmodning til vedkommende Ret i det fremmede Land om Foretagelse af den pågældende Retshandling. For at Begæringen kan tages til Følge, må Parten meddele de Oplysninger, som kræves til Anmodningens Udfærdigelse. Ønskes således Vidner førte, skulle de anføres ved Navn med Opgivelse af deres Bopæl og de særlige Forhold, hvorom deres Forklaring ønskes, samt de Dokumenter, som ønskes dem forelagte, eller som de opfordres til at fremlægge, nærmere opgives; så vidt muligt skal der stilles bestemte Spørgsmål til Vidnerne. Ønskes Skøn afgivet, skulle Skønsmændenes Egenskaber samt de Forudsætninger, der skulle lægges til Grund for Skønnet, tilstrækkeligt angives. Begæringen fremsættes efter de for Begæring om Bevisoptagelse ved danske Retter givne Regler.

Retten afgør ved Kendelse, om og i hvilken Udstrækning Begæringen skal efterkommes. Går Kendelsen ud på, at Begæringen helt eller delvis skal efterkommes, skal den indeholde de fornødne Oplysninger til Anmodningens Udfærdigelse, samt fastsætte den Sikkerhed, som Parten skal stille for de Omkostninger, som skønnes at ville medgå til Bevisoptagelsen, og den Tid, inden hvilken Sikkerheden skal være stillet. Når Sikkerheden er stillet, udfærdiger Rettens Formand en Anmodning til vedkommende Domstol om, at Bevisoptagelse må finde Sted. Anmodningen skal, på Grundlag af det i Kendelsen oplyste, indeholde en kort Fremstilling af det Forhold, der ligger til Grund for Sagen, samt en nøjagtig Angivelse af, hvad der begæres foretaget, hvorhos den skal oplyse, hvorvidt nogen af Parterne skal varsles til Forretningen, og i bekræftende Fald Varslets Længde. Anmodningen tilstilles Justitsministeriet til videre Foranstaltning.

Skal Partsed aflægges ved fremmed Domstol, fremsættes Begæring om dens Aflæggelse for den Ret, der har afsagt Edsdommen.

Anmodninger fra fremmede Retter om Bevisoptagelse eller andre retslige Handlinger blive at efterkomme overensstemmende med de derom gældende Lovbestemmelser, jvf. i øvrigt § 186.

§ 288.

Dokumenter, som ere i Partens Besiddelse, eller som han uden Rettens Medvirkning kan forskaffe sig, må fremlægges overensstemmende med de i 2det Afsnit indeholdte Regler, jvf. navnlig §§ 340, 350, 401 og 423.

§ 289.

Vil en Part beråbe sig på Dokumenter, der ere i Modpartens Værge eller under hans Rådighed, kan han opfordre denne til at fremlægge dem. Sker dette ikke, kan Parten efter at have angivet de Kendsgerninger, der ved Dokumentet skulle bevises, begære, at det ved Rettens Kendelse skal pålægges Modparten at fremlægge Dokumentet i et af Retten fastsat Retsmøde. Ubeføjet Undladelse heraf kan Retten i så Fald tillægge Virkning i Overensstemmelse med Grundsætningen i § 273, sidste Stykke. Det samme gælder også, når vedkommende for at hindre Dokumentets Fremlæggelse har ødelagt det eller uden Nødvendighed givet det fra sig.

Påstår vedkommende Part, at der i Dokumentet tillige indeholdes Oplysninger, som ere denne Sag uvedkommende, og som han ikke ønsker bekendtgjorte, bestemmer Retten, på hvilken Måde Dokumentet skal fremlægges.

Nægter vedkommende Part at være i Besiddelse af det angivne Dokument, påhviler det den, som fordrer dets Fremlæggelse, at bevise hans Besiddelse deraf.

§ 290.

Trediemand er pligtig til på Opfordring at fremkomme med Dokumenter, når vedkommende Part enten er Medejer af dem eller i øvrigt har en af Processen uafhængig Ret til at benytte dem som Bevis for sine Rettigheder.

Men selv hvor dette ikke er Tilfældet, skal Trediemand være pligtig at bidrage til Sagens Oplysning ved at give Retten og Parterne Adgang til Benyttelse eller Besigtigelse af Dokumenter, der ere hans Rådighed undergivne, men dog kun, for så vidt Dokumenternes Fremførelse ikke vilde kunne skade ham selv eller pådrage ham Udgifter eller betydelig Ulejlighed.

§ 291.

Den Part, der vil benytte et under Trediemands Rådighed værende Dokument som Bevis, kan fremsætte Begæring om, at det må pålægges Trediemand på Partens egen Bekostning at fremlægge Dokumentet. Sådan Begæring må indeholde en nøjagtig Opgivelse af de Fakta, der ved Dokumentet skulle bevises, samt nærmere Forklaring angående de Grunde, hvorfor Parten antager, at den opgivne Trediemand er i Besiddelse af Dokumentet og pligtig at fremlægge det.

Retten kan derefter ved Kendelse pålægge Trediemand at fremlægge Dokumentet i et nærmere bestemt Retsmøde eller forinden oversende det til Retten, som da besørger det fremlagt. Vedkommende Part har at drage Omsorg for denne Kendelses ufortøvede Forkyndelse for Trediemand; Forsømmelse hermed anses som Frafaldelse af Begæringen om Dokumentets Fremførelse.

Fremkommer Dokumentet ikke i Retsmødet, må i dette de Indsigelser fremsættes, vedkommende Trediemand tror at kunne gøre. Disse forhandles og påkendes efter de om Vidner givne Regler i §§ 180, sidste Stykke, og 181.

Imod den Trediemand, der ubeføjet udebliver eller undlader at efterkomme Rettens Pålæg, anvendes de for Vidner foreskrevne Tvangsmidler, jfr. § 168.

§ 292.

Når en Syns- eller Skønsforretning skal finde Sted, have Parterne at give de udmeldte Mænd Lejlighed til at bese eller gøre sig bekendte med Forretningens Genstand, for så vidt denne er i deres Værge eller under deres Rådighed. Når en Part

vægrer sig ved at efterkomme Synsmændenes og Modpartens Opfordring i så Henseende, bliver han at behandle efter Grundsætningen i denne Lovs § 273, sidste Stykke.

Er Forretningens Genstand i Trediemands Værge, og nægter han de udmeldte Adgang til at iagttage den, kan vedkommende Part derom henvende sig til den Ret, hvor Afhjemlingen skal ske. Skønner Retten, at Trediemands Vægring ifølge Grundsætningerne i § 290 er ubeføjet, pålægges det ham at tilstede Synsmændene Adgang inden en vis Frist. De i § 291 givne Regler blive i øvrigt i sådant Tilfælde at anvende.

§ 293.

Retten kan efter Modpartens Påstand indkalde en Part til personligt Møde for at besvare Spørgsmål sigtende til Sagens Oplysning.

Om Partens Mødepligt i denne Henseende gælde følgende Regler:

Ingen er — for så vidt han ikke særlig har forpligtet sig dertil — pligtig at møde for en Underret (jvf. § 346) udenfor den Underretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig, når han vilde komme til at rejse mere end 70 Kilometer på Jernbane eller Dampskib eller 25 Kilometer på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane eller Dampskib og på anden Måde for at nå hen til Retten.

For Landsret eller for Højesteret er i Reglen ingen, som ikke særlig har forpligtet sig dertil, pligtig at møde udenfor den Landsretskreds, hvor han bor eller opholder sig. når han vilde få længere at rejse hen til Retten end 140 Kilometer på Jernbane eller Dampskib eller 50 Kilometer på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane eller Dampskib og på anden Måde,

Ved Beslutning af Retten eller dens Formand, der bliver at påberåbe i Indkaldelsen, kan det dog pålægges en fjernere boende Part at give Møde for Landsret eller Højesteret, når det må anses for at være af særlig Betydning for Sagens Oplysning.

Hvor ikke foranstående Regler eller Partens Helbredstilstand er til Hinder derfor, og hvor heller ikke andet er særlig bestemt (se § 346), have Parter at møde og aflægge Forklaring for den Ret, der skal dømme i den pågældende Sag, medmindre dette efter Rettens Skøn vilde medføre Vidtløftiggørelse af Forhandlingerne eller Ulemper for Parten eller Bekostning, som ikke vilde stå i rimeligt Forhold til Sagens Genstand eller den Betydning, Forklaringen kan antages at have for Sagens Oplysning.

Når en Part ikke kan eller skal møde for vedkommende dømmende Ret (eller den i § 346 omhandlede Ret), bliver den at afhøre ved Underretten på det Sted, hvor den bor eller opholder sig. I Sager, der behandles skriftlig for Landsret eller Højesteret, forholdes efter §§ 380, 406 og 429.

De i § 163, sidste Stykke, §§ 164—66 og § 160 indeholdte Regler om Vidner finde med de fornødne Lempelser Anvendelse, når Forklaring fordres afgiven af Parter.

§ 294.

Enhver Part kan frivillig fremstille sig og begære personlig at afgive sin Forklaring. Dette tilstedes ham i Almindelighed, medmindre Retten anser det for at være uden Nytte i Henseende til Sagens Oplysning. Den Part, der fremstiller sig for

at afgive Forklaring, er pligtig at besvare de yderligere Spørgsmål, som Modparten eller Retten måtte gøre ham. Herved ere Reglerne i § 293, 6te Stykke, anvendelige, uden at de i bemeldte Paragrafs 3die og 4de Stykke nævnte Afstandsbestemmelser fritage Parten for at aflægge Forklaringen for den dømmende Ret.

§ 295.

Når en Part afgiver Forklaring i Henhold til de to foregående Paragraffer, finde de i §§ 167, 170, 171, 173—76 og 181 indeholdte Regler Anvendelse med de fornødne Lempelser.

§ 296.

Når en Part, der er tilsagt til personligt Møde, uden oplyst lovligt Forfald udebliver, eller når Parten, hvad enten han er tilsagt eller har mødt frivilligt, ikke svarer på de ifølge §§ 293—94 stillede Spørgsmål, eller Svaret ikke har tilstrækkelig Bestemthed, kan Retten fortolke Udeblivelsen, Tavsheden eller Ubestemtheden på den for Modparten gunstigste Måde og navnlig lægge dennes Fremstilling til Grund for Påkendelsen.

Er en efter §§ 293—94 afgiven Forklaring usandfærdig, finde Straffelovens §§ 146 og 148 Anvendelse.

§ 297.

Retten kan efter sit Skøn enten tillade den Part, hvem Bevisbyrden påhviler, at bekræfte fremsatte faktiske Anbringender med Ed eller pålægge Modparten edeligt at benægte imod ham anførte Kendsgerninger.

Eden kan kun angå Kendsgerninger, om hvilke Parten har personlig Kundskab.

Parts Ed kan ikke aflægges af Personer, der ifølge § 178 eller § 179 Nr. 1—3 ikke vilde kunne edfæstes som Vidner.

§ 298.

Den, som påberåber sig et Dokument, der angiver sig som udstedt af Modparten, kan forlange, at det i Tilfælde af, at tilstrækkeligt Bevis for, at Dokumentet er ægte eller uægte, ikke findes at være tilvejebragt, pålægges Modparten edeligt at benægte dets Ægthed. En tilsvarende Ret tilkommer den Part, som påberåber sig Indholdet af sin autoriserede og ordentligt førte Handelsbog, medmindre Handelsbog står mod Handelsbog.

Er en Person sigtet af en Kvinde for at være Fader til et af hende udenfor Ægteskab født Barn, kan det i Sager om Underholdsbidrag til Barnet eller Bidrag til Barselfærdsudgifter forlanges, at det enten pålægges den Sigtede edeligt at fralægge sig Faderskabet eller tillades Kvinden, for så vidt hun er Sagsøger, edeligt at bekræfte sin Sigtelse, alt dog kun såfremt der ikke findes tilvejebragt tilstrækkeligt Bevis for eller mod Sigtelsen.

§ 299.

Parts Ed tilstedes eller pålægges ved en foreløbig Dom (Edsdom), der affattes alternativt, men ikke er eksigibel.

Når Edsdommen er afsagt, bestemmer Retten Sted og Tid for Edens Aflæggelse. Eden aflægges i Reglen for den Ret, der har afsagt Dommen. Dog kan

det, hvor Forholdene lægge betydelige Hindringer i Vejen herfor, efter Begæring af den, hvem Ed er pålagt, tillades ham at aflægge Eden for Underretten på det Sted, hvor han bor eller opholder sig. Ret kan sættes på den pågældendes Bopæl, når han på Grund af Sygdom ikke kan forlade samme. Skal Eden aflægges for den Ret, der har afsagt Dommen, berammes et Retsmøde ikke senere end 14 Dage fra Dommens Afsigelse til Edens Aflæggelse. Skal Eden aflægges ved Underretten på det Sted, hvor den pågældende bor eller opholder sig, bestemmer den Ret, der har afsagt Dommen, en Frist til Edens Aflæggelse, ikke længere end 4 Uger fra Dommens Afsigelse, og udsætter herefter Sagen. Den, hvem Ed er pålagt, har da. at henvende sig til Underretten for at få et Møde berammet til Edens Aflæggelse inden den fastsatte Frist, hvorhos han med et Varsel af mindst en Uge har at kalde Modparten til dette Møde. Under særegne Omstændigheder, såsom når en af Parterne bor udenfor Riget, kunne såvel de nævnte Frister for Edens Aflæggelse som Varslet til Modparten forlænges ved Beslutning af den Ret, der har afsagt Dommen.

§ 300.

I det til Edens Aflæggelse bestemte Retsmøde skal Eden aflægges, såfremt ikke Sagen udsættes på Grund af anmeldt lovligt Forfald for en af Parterne, uovervindelige Hindringer for Retten og desl. Kan den, hvem Ed er pålagt, på Grund af Omstændigheder, der oplyses efter Edsdommens Afsigelse, ikke aflægge Eden. må dette oplyses for den Ret, for hvilken Eden skulde have været aflagt, eller for den Ret, der har afsagt Dommen.

Dersom den, hvem Ed er pålagt, udebliver uden lovligt Forfald, anses han at have nægtet Edens Aflæggelse. Edssagen kan genoptages, når hans Udeblivelse skyldes lovligt Forfald, og han inden en Uge begærer det. Bestemmelserne i § 364 finde derved Anvendelse med de fornødne Lempelser. Modpartens Udeblivelse er ingen Hindring for Edens Modtagelse.

Forinden Eden aflægges, kan Retten gøre Parten passende Forestillinger og ved Spørgsmål forvisse sig om, at han tilfulde forstår Edstemaet. Finder Retten i Henhold hertil eller på Grund af den Måde, hvorpå Parten udtaler sig om Sagen, eller af andre Grunde Betænkelighed ved at modtage Eden, kan den udsætte Sagen til et følgende Retsmøde eller endog ved en Kendelse nægte at stede ham til Edsaflæggelse. Gøres der Indsigelse mod Edens Aflæggelse, og sådan Indsigelse forkastes ved Dommerens Kendelse, bliver det i denne at bestemme, om Kære skal have opsættende Virkning.

De Erklæringer eller Udtalelser af Parten, som have fremkaldt Rettens Betænkelighed ved Edens Aflæggelse, tilføres Retsbogen.

§ 301.

Når Eden er aflagt, eller når den efter Bestemmelserne i § 300 ikke længer kan aflægges, sluttes Edssagen, og såfremt Edens Aflæggelse har været henlagt til Underretten på det Sted, hvor den edspligtige bor eller opholder sig, tilstiller vedkommende Part snarest muligt den Ret, der har afsagt Edsdommen, en Udskrift af Edssagen. Sidstnævnte Ret afgør da, efter, så vidt dertil findes Anledning, at have givet Parterne Lejlighed til at ytre sig, hvilket af de i Edsdommen nævnte Alternativer der skal stå ved Magt, eller om der, hvor den i Edsdommen som Alternativ bestemte Edsaflæggelse ikke kan finde Sted. skal gives en ny Dom. Denne Afgørelse er den endelige Dom i Sagen, og fra den regnes Fuldbyrdelsesfristen samt Ankefristen.

§ 302.

Enhver Part har at betale de Omkostninger, som foranlediges ved processuelle Skridt, der af ham begæres eller sættes i Bevægelse, dog med Forbehold af Ret til at få dem erstattede af Modparten ifølge nedenstående Regler.

Omkostningerne ved processuelle Skridt, som Retten anordner, kunne foreløbig kræves betalte enten af den Part, i hvis Interesse Retten anser det foretagne at være, eller af begge Parter i det Forhold, som Retten bestemmer, se dog § 275, 2det Stykke.

§ 303.

Den tabende Part er pligtig at erstatte Modparten de ham ved Retssagen påførte Udgifter, for så vidt Parterne ikke selv have truffet en anden Overenskomst, eller Retten i særlige Omstændigheder finder skellig Grund til at gøre Afvigelse fra denne Regel.

Udgifter, der ikke have været fornødne for Sagens forsvarlige Udførelse, erstattes ikke. Hvilke Udgifter der i det givne Tilfælde have været fornødne, afgør Retten efter sit Skøn. Beløbet ansættes under eet til en rund Sum, således at Udgift til Sagførersalær erstattes med et passende Beløb, og øvrige Udgifter så vidt muligt erstattes fuldt ud. Tilkendelse af Sagens Omkostninger skadesløst eller efter Regning eller overhovedet på anden Måde end med et bestemt, i Dommen fastsat Beløb kan således ikke finde Sted, selv om der derom foreligger Overenskomst mellem Parterne.

Den Omstændighed, at enkelte Søgsmålsgrunde eller Indsigelser forkastes, eller enkelte Beviser anses ikke at oplyse noget i Sagen, medfører ikke i og for sig, at de herpå anvendte Udgifter skulle som ikke fornødne udelukkes fra Erstatning.

Når en Sag hæves, kan Retten efter Omstændighederne pålægge den ene Part helt eller delvis at erstatte Modparten dennes Sagsomkostninger eller bestemme, at hver af Parterne skal bære sine Omkostninger (ophæve Omkostningerne).

Har Sagsøgte lovlig tilbudt Sagsøgeren, hvad der kan tilkomme denne, bør Sagsøgeren erstatte Sagsøgte Udgifterne ved den derefter følgende Del af Processen.

§ 304.

Når Sagen i det hele afvises, betragtes den med Hensyn til Sagsomkostninger som tabt af Sagsøgeren.

§ 305.

Procesfæller hæfte solidarisk for Sagsomkostninger. Dog kan Retten, når Omstændighederne tale derfor, pålægge en enkelt eller enkelte af dem at udrede visse Dele af Omkostningerne.

§ 306.

For så vidt en Sags Udfald er gjort afhængigt af den ene Parts Ed, bliver den også i Henseende til Sagsomkostningerne at betragte som vunden eller tabt af ham, eftersom Eden aflægges eller ikke.

§ 307.

Når hver især af Parterne for en Del taber og for en Del vinder Sagen, blive Sagens Omkostninger delvis at pålægge en af Parterne eller at ophæve.

Dog kan Retten pålægge en Part at erstatte Modparten Sagens Omkostninger, når dennes Påstand kun i en mindre betydelig Grad har været afvigende fra, hvad der bliver kendt for Ret. og ingen særskilte Omkostninger ere foranledigede ved Afvigelsen.

§ 308.

Den Part, som ved Anke eller Kære ikke opnår nogen Forandring af den påklagede Afgørelse, anses for så vidt som tabende og har derfor ordentligvis at erstatte Modparten Ankesagens eller Kæremålets Omkostninger.

§ 309.

Opnås der ved Anke eller Kære en Forandring i den faldne Dom eller Kendelse, bliver der med Hensyn til Ankesagens eller Kæremålets Omkostninger såvel som med Hensyn til Omkostningerne ved Sagens tidligere Behandling, for så vidt herom skal træffes Afgørelse, at forholde efter de i §§ 303—07 givne Regler og Omkostningerne enten at pålægge Modparten eller at ophæve eller dele.

§ 310.

Den Part, som ved tilregnelig Fejl eller Forsømmelse har foranlediget spildte Møder, ufornødne Udsættelser, unyttig Bevisførelse eller andre overflødige og hensigtsløse processuelle Skridt, er, selv om han i øvrigt vinder Sagen, pligtig at erstatte Modparten de denne derved forårsagede Udgifter.

§ 311.

Angående Omkostningerne ved enkelte Proceshandlinger eller Procesafsnit kan der straks træffes Afgørelse af Retten ved Kendelse, når sådan Afgørelse, såsom i de i foregående Paragraf omhandlede Tilfælde, er uafhængig af Hovedsagens Udfald. Er særskilt Afgørelse ikke tilforn truffen, gøres der i den endelige Dom fornøden Bemærkning i Henseende til sådanne enkelte Proceshandlinger og Procesafsnit.

§ 312.

Sagførere og andre Rettergangsfuldmægtige kunne ifølge Modpartens Påstand under Sagen dømmes til at bære de Omkostninger, som de ved pligtstridig Opførsel have forårsaget. Den, der nedlægger sådan Påstand, skal drage Omsorg for, at der gives Sagføreren eller Rettergangsfuldmægtigen fornøden Lejlighed til at udtale sig om den.

§ 313.

Bestemmelsen i foregående Paragraf er også anvendelig på Dommere i underordnede Instanser, når Sagen indbringes for højere Ret, dog således at den Dommer, over hvem Påstanden agtes nedlagt, skal underrettes herom, samtidig med at Ankestævning forkyndes for Modparten. Dommeren er da berettiget til at give Møde for den højere Ret og fremføre sit Forsvar. I Tilfælde af Kære er det tilstrækkeligt, at Påstanden over Dommeren optages i Kæreskriftet eller i den Tilførs 1 til Retsbogen, der træder i Stedet for denne.

§ 314.

En Udlænding er, når han optræder som Sagsøger, og der af Sagsøgte fremsættes Forlangende derom på Sagens første Tægtedag, pligtig til inden en af Retten bestemt Frist at stille en efter dens Skøn passende Sikkerhed for de Sagsomkostninger, som det kan blive pålagt ham at tilsvare Sagsøgte, medmindre Danske i vedkommende fremmede Stat ere fritagne for sådan Sikkerhedsstillelse. Stilles den forlangte Sikkerhed ikke, bliver Sagen at afvise.

§ 315.

Skønnes det, at en Part uden nogen rimelig Grund har anlagt Retssag eller rejst Anke eller Kære eller sat sin Modpart i den Nødvendighed at anlægge Sag eller indbringe Sagen for højere Ret, bliver han herfor ved Dommen at anse med Bøder fra 20 til 400 Kr.

§ 316.

Samme Straf idømmes for at have brugt opdigtede Udsættelsesgrunde eller andre Udflugter til at forhale Sagen eller at skille Modparten ved hans Ret, såvel som for ikke at have givet behørigt Møde ved den befalede Forligsmægling, dog at Bøden for det sidstnævnte Forhold kan gå ned til 4 Kr. eller, i Underretssager, til 2 Kr.

§ 317.

De i §§ 315—16 givne Straffebestemmelser medføre ingen Indskrænkning i Adgangen til at drage den skyldige til Ansvar efter Straffelovens almindelige Bestemmelser, hvor disse i øvrigt ere anvendelige.

§ 318.

Straf i Henhold til §§ 315—16 kan ved Dommen pålægges ikke blot Parten, men også hans Rettergangsfuldmægtig eller efter Omstændighederne begge.

§ 319.

De i dette Kapitel omhandlede Straffe idømmes uden Påstand, når Retten af det i Sagen foregåede kan skønne, at Betingelserne for Straffens Anvendelse ere til Stede, ligesom en idømt Straf, når Sagen er indbragt for overordnet Ret, og Betingelserne for Straffens Anvendelse ikke findes at være til Stede, uden Påstand ophæves.

§ 320.

Ved Tvistigheder, som afgøres af Foged- eller Skifteretter, finde Bestemmelserne i nærværende Kapitel Anvendelse i Overensstemmelse med de i §§ 518, 647 og 659 givne Regler.

§ 321.

For så vidt fri Proces ikke er hjemlet ved særlig Lovbestemmelse, kan den meddeles, når

1) den pågældendes Forfatning er sådan, at han ikke uden at savne det nødvendige til sin og Families Underhold eller til Fortsættelse af sin Næringsdrift kan

afholde de med Sagens Udførelse forbundne Omkostninger og Udgifter, hvorom der i Almindelighed skal tilvejebringes Attester, i København fra vedkommende Rodemester og udenfor København enten fra vedkommende Byråd (Sogneråd) eller fra Præst eller Underøvrighed, og 2) det efter de Oplysninger, som kunne haves om Sagens Beskaffenhed, er at formode, at pågældende har rimelig Grund til at føre Proces.

Med Hensyn til Udlændinge kræves desuden, at vedkommende fremmede Stat ikke stiller Danske ringere end Indlændinge i her omhandlede Henseende.

§ 322.

Ved Meddelelse af fri Proces opnås:

1) Fritagelse for Betaling af Retsafgift,

2) Fritagelse for Udgifter til Stævningsmænd, til Brevporto og Avisbekendtgørelser samt til Rejseudgifter, Dagpenge og anden Betaling til Vidner, Syns- eller Skønsmænd o. desl., hvilke Udgifter i så Fald afholdes af det offentlige.

3) Understøttelse ved Beskikkelse af Sagfører til uden Vederlag af Parten at udføre Sagen, for så vidt sådan Sagførerhjælp ikke skønnes at være unødvendig eller af den pågældende frafaldes.

4) Meddelelse uden Betaling af de Udskrifter og Beskrivelser, som måtte behøves.

Justitsministeren antager efter Overenskomst et passende Antal af de til Møde for vedkommende Domstol berettigede Sagførere til at udføre det under Nr. 3 nævnte Hverv.

Meddelelse af fri Proces har ingen Indflydelse på Forpligtelsen til at erstatte Modparten Sagens Omkostninger, lige så lidt som på dennes Forpligtelse til at udrede Sagens Omkostninger, som om fri Proces ikke var meddelt.

§ 323.

I Underretssager meddeles fri Proces af Amtmanden på det Sted, hvor Sagen er anlagt eller agtes anlagt, i København af Overpræsidenten. For så vidt Landsrets- og Højesteretssager angår, meddeles fri Proces af Justitsministeren. Med Hensyn til Sager, der ere anlagte eller skulle anlægges ved Sø- og Handelsretten i København, afgøres det i Overensstemmelse med Reglen i § 433, om Bevillingen bliver at give af Justitsministeren eller Overpræsidenten i København.

Bevilges Andragendet, har vedkommende Rets Formand at beskikke en Sagfører blandt de dertil antagne til at udføre Sagen og træffe de videre fornødne Bestemmelser.

§ 324.

Den givne Tilståelse af fri Proces ophører, når Parten dør. Den kan tages tilbage, når de Forudsætninger, under hvilke den er meddelt, vise sig ikke at have været til Stede eller at være bortfaldne.

§ 325.

Meddelelse af fri Proces udstrækker sine Virkninger til hele Sagen i den Instans, derunder til den for at opnå ny Foretagelse af Sagen for samme Ret foreskrevne Procedure, samt til Eksekution.

Når Retshandlinger skulle foretages efter Begæring af udenlandsk Myndighed, forholdes der efter de derom gældende Lovbestemmelser.

§ 326.

Udenfor det i § 321 nævnte Tilfælde skal Justitsministeren i samme Omfang som hidtil være berettiget til at tilstå fri Proces, således at Virkningen er den i § 322, § 324 og § 325, 1ste Stykke, angivne.

Fri Proces tilkommer i de i § 445 og § 448, jvf. § 457, ommeldte Sager henholdsvis Justitsministeren og Øvrigheden.

§ 327.

Bestemmelserne i Lov om Sagførersalær m. m. af 24. Maj 1879 forblive gældende i borgerlige Sager.

§ 328.

Processen indledes med Stævning. I denne skulle begge Parter være betegnede med Navn og Stilling og deres Bopæl eller Opholdssted være angivet, hvorhos den skal indeholde Sagsøgerens Påstand, en kort Fremstilling af de Kendsgerninger, hvorpå Påstanden støttes, og en Angivelse af de Dokumenter, han agter at påberåbe sig, samt en Opfordring til Sagsøgte om at møde og fremkomme med sit Svar på Sagens første Tægtedag (jvf. endvidere § 340).

Parterne kunne dog, når de efter Overenskomst begge møde for Retten (jvf. §331), og Sagen er anmeldt for denne senest Dagen før Retsmødet, uden Stævning begære Sagen foretagen. Sagsøgeren har i så Fald at fremlægge en skriftlig Angivelse af sin Påstand og af de Kendsgerninger, hvorpå den støttes.

§ 329.

Efter at i fornødent Fald Varslet er fastsat (jvf. § 330), bliver Stævningen, der udtages til den Underret, under hvilken Sagens Pådømmelse vilde høre, såfremt Landsretsbehandling ej var anvendelig, med Angivelse af den tidligste Tid for Sagens første Tægtedag, at indlevere på den nævnte Underrets Kontor til Påtegning om Dag og Tid, da Sagen falder i Rette, hvorefter den tilbagegives Sagsøgeren til videre Foranstaltning.

Hvis Sagen, såfremt Landsretsbehandling ej var anvendelig, skulde behandles ved en Underret, som har Tingsted i den Retskreds, hvor Landsretten har sit Sæde, i hvilken Henseende Underretten i Frederiksberg Birk skal anses at have Tingsted i København, bliver Stævning at udtage til Landsretten, og Sagens Forberedelse foregår

i sin Helhed ved denne Ret, jfr. § 163, 1ste Stykke. Reglerne i de følgende Paragraffer finde da Anvendelse med de fornødne Lempelser.

Under Forberedelsen af en Sag kan Landsretten beklædes af en enkelt Dommer. Dersom Retshandlingen består i Vidneførsel, Afhjemling af Syn eller Skøn, Afhøring af Part, Modtagelse af Partsed eller Kendelse om et omtvistet Punkt, bør dog det sædvanlige Antal Dommere være til Stede, medmindre dette vilde være forbundet med Vanskelighed.

§ 330.

Har Sagsøgte Bopæl i den ovennævnte Underrets Retskreds, skal Sagsøgeren lade Stævningen forkynde med 14 Dages Varsel. Bor Sagsøgte udenfor nævnte Kreds, er Varslet 3 Uger, medmindre han har Bopæl på Færøerne, Island, Grønland, de vestindiske Øer eller i Udlandet, i hvilket Tilfælde, såvel som når det ikke vides, hvor Sagsøgtes Bopæl er, Varslet bestemmes af vedkommende Underretsdommer.

Må det antages, at Sagsøgte ikke har nogen Bopæl, træder hans Opholdssted i Stedet for Bopæl i Henseende til Stævnevarslet.

Under særlige Omstændigheder kan det lovbestemte Varsel af Underretsdommeren forkortes efter Sagsøgerens Begæring.

Forinden Underretsdommeren fastsætter et Varsel, hvilket sker ved Påtegning på Stævningen, kan han afkræve Sagsøgeren nærmere mundtlige eller skriftlige Oplysninger.

§ 331.

På Sagens første Tægtedag skal Sagsøgeren møde for den i § 329 nævnte Underret og fremlægge Stævning tilligemed Sagens øvrige Dokumenter eller den i § 328, 2det Stykke, omhandlede Angivelse. Undlader han dette, bliver Sagen straks af vedkommende Underretsdommer at afvise, og der tilkendes den Sagsøgte, der har givet forgæves Møde, Sagsomkostninger, for så vidt han ikke frafalder Påstand derom. Samme Virkning har Sagsøgerens Udeblivelse eller Undladelse af at foretage de til Sagens Fortsættelse hørende Skridt ved senere Retsmøder, indtil Skriftvekslingens Slutning.

I de Sager, i hvilke der skal prøves Forlig for Forligskommissionen, fremlægges Indkaldelse til denne samt Bevis for, at Forligsprøve er foretagen. Hører Sagen til dem, i hvilke Forligsmægling ved Retten skal finde Sted, sker denne ved Underretten.

Sagsøgerens Udeblivelse forhindrer ikke, at der af Underretsdommeren gives Sagsøgte Dom for de før Udeblivelsen tingfæstede Modkrav.

§ 332.

Udebliver den lovligt stævnede Sagsøgte, afsiger vedkommende Underretsdommer efter Sagsøgerens Begæring Dom i Henhold til hans mundtlige Fremstilling af Sagen, der dog kan indskrænke sig til en Henvisning til Stævningen og de vedlagte Dokumenter. Herved bliver imidlertid at iagttage, at ingen Påstande eller Søgsmålsgrunde, der ligge udenfor Stævningens Indhold, kunne tages i Betragtning, og at Sagen, når det fremkomne viser, at Stævningens Angivelse af de faktiske Omstændigheder i væsentlige Henseender er urigtig eller ufuldstændig, afvises.

Sagsøgeren kan dog i Stedet for sådan Udeblivelsesdom begære Sagen udsat og skal da lade forkynde Udskrift af det i Retsmødet forefaldne for Modparten med et af Retten fastsat Varsel.

Ovenstående Bestemmelser komme også til Anvendelse, når Sagsøgte udebliver ved et senere Retsmøde uden at have afgivet noget Svar i Sagen. At Sagsøgte, efter at have svaret i Sagen, udebliver inden Domsforhandlingen, berettiger ikke Sagsøgeren til at begære Udeblivelsesdom og afskærer ikke Sagsøgte fra senere at møde i Sagen.

§ 333.

Møder Sagsøgte uden at rejse Indsigelse, gives efter Sagsøgerens Begæring Dom i Overensstemmelse med Påstanden, hvilken Dom ligeledes afsiges af den i § 329 nævnte Underretsdommer.

§ 334.

Vil Sagsøgte bestride Sagsøgerens Påstand, må han på Sagens første Tægtedag fremlægge et Svarskrift, indeholdende hans Påstand og en kort Fremstilling af hans Benægtelser og Indsigelser og i det hele af de Kendsgerninger, hvorpå hans Forsvar grunder sig. Vil han gøre Modfordringer gældende, må de Kendsgerninger anføres, hvorpå de støttes. Han må tillige fremlægge de Dokumenter, som han vil påberåbe sig. Undladelse af at opfylde disse Forskrifter medfører, at han betragtes som udebleven, jvf. dog § 337.

Sagsøgte må i Svarskriftet fremsætte alle sine Formalitetsindsigelser, men kan foreløbig indskrænke sig hertil med udtrykkeligt Forbehold af Realitetsindsigelser, hvis også sådanne haves.

Den Indsigelse, at Stævningen er urigtig forkyndt, eller at Varslet har været for kort, kan ikke bevirke Sagens Afvisning, men kun berettige til Udsættelse.

§ 335.

Sagsøgeren kan kræve Udsættelse for at gøre sig bekendt med Sagsøgtes Svarskrift og eventuelt til yderligere Skriftveksling. Retten fastsætter, efter at Parterne i Korthed mundtlig have udtalt sig om Sagen, en Frist, inden hvis Udløb Sagsøgeren skal meddele Sagsøgte sine yderligere Bemærkninger, og en Frist for Sagsøgte til Afgivelse af Grensvar til Sagsøgeren og berammer tillige et nyt Retsmøde, i hvilket bemeldte Skrifter fremlægges.

En fortsat Skriftveksling tilstedes kun undtagelsesvis, hvor Sagens Beskaffenhed skønnes at gøre den nødvendig. Retten bestemmer da ny Frister dertil samt berammer et nyt Retsmøde.

Af ethvert Processkrift, som ikke inden Fremlæggelsen er meddelt Modparten, skal en Genpart overgives denne samtidig med Fremlæggelsen.

§ 336.

Har Sagsøgte i sit Svarskrift behandlet såvel Sagens Formalitet som dens Realitet, kan Sagsøgeren foreløbig indskrænke sig til at udtale sig om Formaliteten. Når der. har fundet en særskilt Skriftveksling Sted om Formaliteten, kan enhver af Parterne fordre denne påkendt, inden der skrides til Realitetens Behandling.

Påkendelse af Sagens Formalitet sker i så Tilfælde vecl, at den i § 329 nævnte Underret efter at have optaget Sagen indsender en Udskrift af Retsbogen og Sagens Dokumenter, deriblandt de mellem Parterne vekslede Processkrifter, til Landsretten, der træffer Afgørelse på det foreliggende skriftlige Grundlag. I Tilfælde af, at Sagen ikke i det hele afvises, skal Landsretten ved Formalitetskendelsens Afsigelse henvise Sagen til vedkommende Underret til Fortsættelse af Sagens Forberedelse til Domsforhandling i Realiteten.

Dersom de fremsatte Formalitetsindsigelser give Anledning til Bevisoptagelse, bliver denne at iværksætte inden Sagens Indsendelse til Landsretten. Herved finde Reglerne i §§ 342 o. ff. tilsvarende Anvendelse.

§ 337.

Når Omstændighederne tale derfor, kan den i § 329 omhandlede Underret efter Begæring tilstå den Part Udsættelse, der ikke i rette Tid har fremlagt eller

meddelt sine skriftlige Bemærkninger, eller tillade ham at lade det fornødne tilføre Retsbogen.

Når der under Domsforhandlingens Forberedelse bliver Anledning til at udøve de i §§ 277—279 nævnte procesledende Beføjelser, tilkommer det samme Underret at tage Bestemmelse herom.

§ 338.

Anser en Part Modpartens Udtalelser om Sagens Sammenhæng for at lide af Uklarhed eller andre Mangler, som ikke efter hans Opfordring ere afhjulpne under Skriftvekslingen, bliver i det i § 335 omhandlede Møde eller efter Omstændighederne i et nyt af vedkommende Underret berammet Møde Skriftvekslingens Resultat på de omspurgte Punkter at fastslå i en Tilførsel til Retsbogen, efter at der har været givet Parterne Lejlighed til mundtlig at udtale sig, eller om fornødent ved Rettens Kendelse.

Udebliver den Part, der har rejst Spørgsmålet, fra Forhandlingen, bortfalder denne. Udebliver den anden Part, eller nægter han at svare, anses Skriftvekslingen på de omspurgte Punkter at skulle forstås således, som det af Modparten angives, for så vidt dette ikke strider mod det øvrige Indhold af Skriftvekslingen.

§ 339.

Når en Part, efter at Skriftvekslingen er sluttet, uden Modpartens Samtykke ønsker at forandre eller udvide sine Påstande eller at fremføre ny Anbringender, kan han i den Anledning begære et Retsmøde berammet for vedkommende Underret, såfremt dette kan finde Sted inden Domsforhandlingen. Mindst 3 Dage inden Mødet skal han skriftlig meddele Modparten, hvad han agter at fremkomme med, og hvorfor det først nu fremkommer, samt underrette ham om Retsmødet, I dette afgør Retten, om det efter Omstændighederne, og navnlig fordi det findes undskyldeligt, at Parten ikke tidligere har fremsat sine ny Påstande eller Anbringender, kan tilstedes ham at fremføre dem som Tillæg til Skriftvekslingen. I bekræftende Fald fremlægges det omspurgte straks eller tilføres Retsbogen, og der tilstås efter Begæring den fornødne Udsættelse i Anledning af det således fremførte.

Udebliver den Part, der har begært Mødet, bortfalder Andragendet; udebliver Modparten, anses de for Andragendet påberåbte Grunde for beviste.

§ 340.

Påberåber en Part sig i Skriftvekslingen Dokumenter, der ere i hans Besiddelse, bør disse i Original eller Genpart følge med vedkommende Processkrift til Udlån til Modparten. Hvis en fuldstændig Genpart vilde medføre betydeligere Vanskelighed eller Bekostning, er det tilstrækkeligt, at Genparten omfatter den Del af Dokumentet, som vedrører Sagen. Når de originale Dokumenter ikke udlånes til Modparten, skulle de henlægges på Rettens Kontor til Modpartens Eftersyn i en Tid af mindst en Uge umiddelbart efter Processkriftets Meddelelse eller Fremlæggelse.

§ 341.

Begge Parter kunne til Retsbogen opgive en i den pågældende Underretskreds boende Person, til hvem alle processuelle Meddelelser skulle rettes, I Mangel af sådan Opgivelse skulle Meddelelserne ske til den for eller med Parten optrædende Sagfører, såfremt han har Bopæl eller Kontor i bemeldte Kreds, og ellers, såvel som når Parten ikke benytter Sagfører, under samme Betingelse til Parten selv. Udenfor de nævnte Tilfælde kunne Meddelelserne afgives på vedkommende Underrets Kontor, forudsat at vedkommende Part i et Retsmøde er gjort opmærksom herpå.

§ 342.

Når Skriftvekslingen er sluttet, kan Sagsøgeren så vel som også Sagsøgte, såfremt Modkrav ere tingfæstede, i et Retsmøde begære Sagen henvist til Domsforhandling ved den pågældende Landsret. Ønsker imidlertid en af Parterne Udsættelse for at føre Bevis, kan en passende Udsættelse hertil tilstås, for så vidt det af Underretten skønnes at være nødvendigt, for at vedkommende Part tilbørlig kan varetage sit Tarv. Til Oplysning herom og for at Retten kan sættes i Stand til at træffe de i § 343 omtalte Afgørelser, finder, for så vidt fornødent, en mundtlig Forhandling Sted, hvorunder Parterne efter kortelig at have fremstillet, hvorom Sagen drejer sig, angive, hvorvidt de agte at føre Bevis, og i bekræftende Fald for hvad og på hvilken Måde.

§ 343.

I det i forrige Paragraf omhandlede Retsmøde træffer vedkommende Underret derhos, for så vidt Udsættelse er tilstået, Bestemmelse om Afhørelse af Vidner, om Foretagelse af Syns- eller Skønsforretninger, om Indkaldelse af Parterne til personlig Afhøring i Henhold til § 293, samt om det skal pålægges Modparten eller Trediemænd at fremkomme med Dokumenter m. m., jvf. også §§ 274 og 287. Skal personlig Afhøring af Parterne i Henhold til § 293 finde Sted, kan Retten bestemme, at Parternes Afhøring skal foregå, forinden Bestemmelse tages om Indkaldelse af Vidner eller Udmeldelse af Syns- og Skønsmænd. Deslige Bestemmelser kunne også såvel før som senere træffes af Retten i eller udenfor et Retsmøde, og hvis den, når Begæring om at erholde en sådan Bestemmelse fremkommer, finder det hensigtsmæssigt, kan den kræve Modpartens mundtlige eller skriftlige Udtalelser om Spørgsmålet. Når den Omstændighed, som ønskes bevist, skønnes at være uden Betydning for Sagen, eller når Modparten under Skriftvekslingen har erkendt den eller til Retsbogen erklærer ikke at ville benægte den, tilstedes Bevisførelse ikke.

Parterne kunne ikke fordre nogen foreløbig eller særskilt forudgående Bestemmelse af Retten om Bevisbyrdens Fordeling.

§ 344.

Vidneførsel, der skal tjene til Oplysning i en borgerlig Sag, kan i Reglen først foregå, når Bestemmelse derom er tagen efter § 343. Når pågældende Part står i.Fare for at miste sit Bevis eller i øvrigt gør det sandsynligt, at han har særlig Interesse i, at Beviset optages tidligere, kan han dog begære, at Vidneførslen foregår forinden.

Skal Vidneførsel finde Sted for den Underret, der leder Forberedelsen af Domsforhandlingen, udsteder Retten de fornødne Indkaldelser til Vidnerne samtidig med, at den efter § 343 tager Bestemmelse om deres Førelse. I andre Tilfælde indledes Vidneførsel med, at vedkommende Part indgiver skriftlig Begæring herom til Underretten på det Sted, hvor Vidnet bor eller opholder sig. Såfremt Vidneforklaringen er bestemt til Brug under en Søsag, tiltrædes Retten udenfor København af to søkyndige Medlemmer; i København træder Sø- og Handelsretten i den almindelige Underrets Sted såvel i Handels- som i Søsager.

Den ovenfor nævnte Begæring om Vidneførsel skal indeholde Angivelse af den Sag, i Anledning af hvilken, og af den Person, mod hvem Vidneførslen skal foregå, Opgivelse af det, hvorfor Bevis søges tilvejebragt, og af Vidnernes Navne m. v., samt Oplysning om, at der efter § 343 er taget Bestemmelse om Vidneførselen eller, at denne i øvrigt har Hjemmel i denne Lovs Bestemmelser. Retten kan pålægge Parten yderligere at oplyse Rigtigheden af sine Anbringender. Den træffer derefter i eller

udenfor et Retsmøde Bestemmelse, om Vidneførslen kan tilstedes. Nægtes dette, kan Parten inden en Uge iværksætte Kære herover til højere Ret.

§ 345.

Udmeldelse af Syns- eller Skønsmænd sker ved Underretten på det Sted, hvor Genstanden for Syns- eller Skønsforretningen befinder sig. Angår Syns- eller Skønsforretningen ikke nogen legemlig Genstand, sker Udmeldelsen ved den i § 329 omhandlede Underret eller, for så vidt Sag endnu ikke er tingfæstet, ved Underretten på Modpartens Hjemsted.

De i foregående Paragraf indeholdte Regler finde i øvrigt tilsvarende Anvendelse med Hensyn til Syn og Skøn.

§ 346.

Skal personlig Afhøring af Parterne finde Sted i Henhold til § 293, foregår denne for den i § 329 omhandlede Underret (jvf. dog § 293, 7de Stykke) i et dertil berammet Retsmøde.

Når Sagens Forberedelse foregår ved Landsretten, sker Afhøringen for denne Ret, medmindre Reglen i § 293, 3die Stykke, er til Hinder derfor.

§ 347.

Til Vidneførsel o. desl. skal Modparten indkaldes med samme Varsel, som om han var Vidne, se dog § 157. Samtidig eller dog mindst 3 Dage før Vidneførslen skal der derhos gives Modparten sådan Meddelelse om Vidnernes Navn. Stilling og Bopæl samt om, hvad der ved dem agtes bevist, for så vidt han ikke allerede under Sagen har erholdt fornøden Kundskab herom, I påtrængende Tilfælde kan Indstævning af Modparten undlades. Når sådan Indstævning ikke har fundet Sted, kan Dommeren beskikke en i Retskredsen bosat Sagfører til at varetage Modpartens Tarv mod et passende Salær, der udredes af den Part, der har begært Indkaldelsen, under Forbehold af Godtgørelse ved Dommen i Hovedsagen. Under denne afgøres det derhos, om der har været Føje til at undlade at indstævne Modparten, og, i benægtende Fald, om Tingsvidnet kan benyttes som Bevis i Sagen.

§ 348.

Under Vidneførsel afhører enhver Part de af ham fremstillede Vidner.

Retten kan stille Spørgsmål til Vidnet såvel til nærmere Opklaring af Punkter, hvorom Parterne have spurgt Vidnet, som til selvstændig Oplysning af Sagen.

Når Vidnets Helbredstilstand kræver Afhøring på et særligt Sted, skal Dommeren afhøre Vidnet, hvis dette eller nogen af Parterne begærer det. Der skal i så Fald gives Parterne Lejlighed til gennem Retten at stille Spørgsmål til Vidnet, Ret til at begære Afhøring ved Dommeren tilkommer også den Part, der ikke selv er Sagfører eller møder ved Sagfører.

Den Part, der har ladet et Vidne indkalde, kan, når Vidnet har givet Møde, ikke uden Modpartens Samtykke frafalde dets Afhørelse med den Virkning, at Modparten eller Retten afskæres fra at stille Spørgsmål til Vidnet.

§ 349.

Reglerne i § 348 finde med de fornødne Lempelser Anvendelse, også når Parter eller Syns- eller Skønsmænd skulle afhøres.

§ 350.

Den, der under Domsforhandlingen vil påberåbe sig Dokumenter, der ikke allerede ere Modparten bekendte, skal mindst en Uge forud afgive dem til denne i

Original eller fuldstændig eller delvis Genpart (§ 340) og, hvis ikke Originalen udlånes. henlægge denne til Eftersyn på den i § 329 nævnte Rets Kontor.

§ 351.

Den i § 329 omhandlede Underret kan om fornødent efter Udløbet af den i Henhold til § 342 indrømmede Udsættelse tilstå Parterne yderligere Udsættelse til Tilvejebringelse af Bevis eller i Anledning af Fremkomsten af ny Påstande eller Anbringender, jvf. § 339.

Når ingen af Parterne begærer yderligere Udsættelse, eller sådan Udsættelse nægtes, henviser vedkommende Underret Sagen til Domsforhandling for Landsretten.

Samtidig med, at Underretten henviser Sagen til Domsforhandling for Landsretten, indsender den til denne en Udskrift af, hvad der Sagen vedkommende er tilført Retsbogen, samt Sagens Dokumenter, for så vidt de bero ved Retten, derunder de mellem Parterne vekslede Processkrifter. Har efter Henvisningen Tillæg til Skriftvekslingen fundet Sted i Medfør af § 339, bliver samme Regel at iagttage ved Tillægsbehandlingens Afslutning.

Finder Underretten, at der er Anvendelse for Reglerne i §§ 285 og 286, iagttages foranstående Regler med de fornødne Lempelser.

Efter at have modtaget de i 3die Stykke nævnte Udskrifter og Dokumenter berammer Landsretten det Møde, i hvilket Domsforhandlingen skal finde Sted, efter forinden at have givet Parterne Lejlighed til at udtale sig herom. Samtidig kan den efter Parternes Begæring tage Bestemmelse om Indkaldelse til yderligere Afhørelse under Domsforhandlingen af tidligere afhørte Vidner, Synsmænd eller Skønsmænd eller Parter, jvf. §§ 360 og 361.

§ 352.

Efter en Sags Henvisning til Landsretten kan hver af Parterne tilvejebringe ny Oplysninger, såfremt dette kan ske inden Domsforhandlingen; men under denne kunne sådanne Oplysninger i Almindelighed kun påberåbes, såfremt de i §§ 347 og 350 givne Regler ere iagttagne af vedkommende Part. Bevisførelse af den i § 343, 1ste Punktum, omhandlede Art kan dog kun finde Sted, når der i Medfør af nævnte Paragraf er truffet Bestemmelse derom, eller Landsretten undtagelsesvis tillader den, jvf. § 353.

§ 353.

Udsættelse af Domsforhandlingen i en til Landsretten i Medfør af § 351 henvist Sag kan forinden Domsforhandlingens Begyndelse besluttes af Landsretten, når dette findes nødvendigt af Hensyn til Retten selv eller andre særlige Årsager, såsom Forfald for en af Parterne eller Sagførerne, men kun aldeles undtagelsesvis af Hensyn til Fremskaffelsen af ny Beviser fra nogen af Parterne. Den, for hvem Forfald er indtrådt, skal snarest muligt anmelde det for Retten. Besluttes Udsættelsen. har Retten så vidt muligt at meddele alle vedkommende Underretning derom inden det oprindelig til Domsforhandlingen berammede Retsmøde.

Senest 3 Dage før Domsforhandlingen skal, medmindre Afvigelse herfra tilstedes af Retten, enhver af Parterne på Landsrettens Kontor aflevere mindst eet Eksemplar af hvert af de af ham fremlagte Processkrifter til Afbenyttelse for Retten.

§ 354.

Udebliver Sagsøgeren ved Domsforhandlingen, afviser Landsretten Sagen og tilkender den Sagsøgte, der har givet forgæves Møde, Sagsomkostninger, for så vidt han ikke frafalder Påstand derom. Sagsøgerens Udeblivelse udelukker ikke, at der gives Sagsøgte Dom for af ham tingfæstede Modkrav.

Udebliver Sagsøgte ved Domsforhandlingen, finde de i § 332 givne Regler tilsvarende Anvendelse.

§ 355.

Når Domsforhandlingen er begyndt, kan den udenfor de i §§ 357, 360 og 361 nævnte Tilfælde ikke uden tvingende Nødvendighed udsættes, men fortsættes uafbrudt i det begyndte og de påfølgende Møder, der så vidt muligt skulle holdes de umiddelbart efterfølgende Dage.

§ 356.

Ved Domsforhandlingen skulle Formalitetsindsigelser behandles før Realiteten og påkendes særskilt, medmindre Retten bestemmer, at de alle eller nogle af dem skulle forhandles i Forbindelse med Realiteten.

Når Formaliteten er indladt, ere alle de Indsigelser vedrørende Formaliteten indtil dette Tidspunkt, som kunne frafaldes, udelukkede fra at komme i Betragtning.

I Tilfælde af, at Sagen ikke i det hele afvises, skal Retten ved Formalitetskendelsens Afsigelse beramme ny Domsforhandling. Udebliver Sagsøgte da ved denne Domsforhandling, finde de i § 332 indeholdte Regler tilsvarende Anvendelse.

§ 357.

Domsforhandlingen foregår på Grundlag af Skriftvekslingen og det Retsbogen tilførte. Når en Part under Forhandlingen helt eller delvis frafalder Påstande, Benægtelser o. desl. eller gør Indrømmelser, er Modparten berettiget til at få fornøden Tilførsel herom optagen i Retsbogen. Vil en Part fremsætte Påstande eller Anbringender, på hvilke Modparten ikke er bleven forberedt gennem det skriftlige Grundlag, bliver det efter Begæring ved Rettens Kendelse at nægte, såfremt deres Fremsættelse vilde medføre Forhandlingens Udsættelse, medmindre det skønnes at være undskyldeligt, at de ikke tidligere ere meddelte. Tilstedes deres Fremsættelse, optages de i Retsbogen, og Forhandlingen bliver efter den deri interesserede Parts Begæring at udsætte ganske eller til Dels, for så vidt det er nødvendigt til Varetagelse af hans Tarv.

Tilsvarende Regler gælde om Fremførelse af Beviser, om hvis Fremkomst Modparten ikke har erholdt så betimelig Meddelelse, at han har kunnet forberede sig tilstrækkelig.

§ 358.

Ved Domsforhandlingen gives i Reglen Ordet først til Sagsøgeren, men Rettens Formand kan gøre Afvigelse herfra.

Ved Realitetsforhandlingens Begyndelse skulle Parterne oplæse og fremlægge deres skriftlig affattede Påstande.

§ 359.

Under Domsforhandlingen fremstiller den Part, der først får Ordet, kortelig Sagens Hovedtræk; derefter lader han ved Retsskriveren oplæse de Dokumenter, som han vil påberåbe sig, derunder Udskrifter af Tingsvidner og afgivne Partsforklaringer m. m. Modparten lader derpå på lignende Måde sine Dokumenter læse. Derefter udvikler førstnævnte Part nærmere sin Opfattelse af hele Sagen, derunder Bevisførelsens Resultater og de vedkommende Retsspørgsmål, hvorefter Modparten får Ordet for en tilsvarende Udvikling. Retten kan vedtage eller tillade sådanne Afvigelser fra den foreskrevne Forhandlingsgang, som måtte findes formålstjenlige.

De påberåbte Dokumenter, hvoraf efter Omstændighederne trykte eller skrevne Genparter omdeles til Dommerne, overgives efter Oplæsningen til Retten.

§ 360.

Hvis sådan Bestemmelse ikke allerede tidligere er truffen, jfr. § 351, kan Retten under Forhandlingerne efter Begæring bestemme, at tidligere afhørte Vidner, Syns- eller Skønsmænd og Parter skulle fremstilles til yderligere Afhøring under Domsforhandlingen, jvf. §§ 162 og 163, 193 samt 293. Træffes sådan Bestemmelse, udsættes Sagen om fornødent, jvf. § 11.

§ 361.

Såfremt Vidneførsel o. desl. i Henhold til § 351 eller § 360 finder Sted under Domsforhandlingen, finde Reglerne i §§ 348—49 tilsvarende Anvendelse. Indkaldelse udstedes af Landsrettens Formand. Den Part, der har foranlediget et Vidne eller en Syns- eller Skønsmand indkaldt til Afgivelse af Forklaring under Domsforhandling, kan. når den Indkaldte har givet Møde, ikke uden Modpartens Samtykke frafalde vedkommendes Afhørelse med den Virkning, at Modparten eller Retten afskæres fra at stille Spørgsmål til Vidnet eller Syns- eller Skønsmanden.

Retten kan på, Grund af et Vidnes, eller en Syns- eller Skønsmands Udeblivelse eller Indsigelse imod at afgive Forklaring eller imod at møde udsætte Sagen, når vedkommende Part begærer dette. Udsættelsen kan gives på bestemt Tid eller indtil videre. I sidste Fald kan, når Hindringen er hævet, enhver af Parterne fremsætte Begæring for Retten om, at der berammes en Tid til Sagens Foretagelse og udstedes Indkaldelse til alle vedkommende.

§ 362.

Når Sagen i det hele eller for et enkelt Punkt skønnes at være tilstrækkelig behandlet, sluttes Forhandlingerne (jvf. § 277), Sagen optages, og Dom afsiges (jvf. § 210).

Domsforhandling i en ny Sag må først påbegyndes, når Dom i den sidst optagne Sag er vedtagen. Undtagelse herfra kan dog finde Sted, når Sagen frembyder særlige Vanskeligheder, men der skal også i dette Tilfælde, inden ny Domsforhandling påbegyndes, afholdes Rådslagning om den optagne Sag, og den endelige Vedtagelse af Domsslutningen må aldrig udsættes udover den tredie Søgnedag efter Domsforhandlingens Tilendebringelse.

§ 363.

Udebliver Sagsøgte ved Domsforhandlingen, og Sagsøgeren vil fremføre noget, som ikke indeholdes i det Sagsøgte meddelte, må han begære Forhandlingen helt eller delvis udsat og meddele Sagsøgte Udsættelsen og det ny Anbringende med et af Retten bestemt Varsel.

§ 364.

Enhver, der i Medfør af §§ 331. sidste Stykke. 332 eller 354 er dømt som udebleven under en Landsretssag i 1ste Instans, kan begære Sagen genoptagen og fortsat fra det Punkt, hvor Forhandlingen på Grund af Udeblivelsen standsede for hans Vedkommende, når han godtgør, at Udeblivelsen var ham utilregnelig. Den, der ønsker at benytte sig heraf, må indgive en skriftlig begrundet Begæring til den Ret, der har afsagt Udeblivelsesdommen, ledsaget af de fornødne Bevisligheder. Finder Retten ikke Grund til straks at afvise Begæringen, berammes et Retsmøde, og Rettens Formand (jvf. § 143) fastsætter det Varsel, med hvilket Modparten skal indkaldes. Udebliver denne, anses de for Begæringen påberåbte Grunde for beviste; møder Modparten og rejser Indsigelse, forhandles Spørgsmålet om Genoptagelse mundtlig.

Retten afgør ved Kendelse, om Sagen skal genoptages, og berammer i bekræftende Fald et Retsmøde samt fastsætter et Varsel, med hvilket Modparten dertil skal indkaldes. I dette Møde træffes de fornødne Bestemmelser om Sagens Fortsættelse overensstemmende med de almindelige Regler, for så vidt Genoptagelsen ikke afvises, fordi Modparten ikke er behørig indkaldt.

Samtidig med. at Sagen erklæres for genoptagen, såvel som på ethvert senere Trin af Sagen kan Retten efter Begæring bestemme, at den afsagte Udeblivelsesdoms Virkninger skulle udsættes.

Fører Genoptagelsen til samme Resultat som den afsagte Dom, bliver denne at stadfæste; i modsat Fald ophæves den. og ny Dom afsiges af vedkommende Landsret.

§ 365.

Begæring om den i § 364 omhandlede Genoptagelse må fremsættes, så snart det er muligt, og kan ikke fremføres efter et Års Forløb fra Dommens Afsigelse. Er Sagen indanket til højere Ret, er Adgangen til Genoptagelse udelukket, indtil Anken frafaldes eller afvises. Når Indkaldelse til det første i § 364 ommeldte Retsmøde er sket, ere begge Parter udelukkede fra at påanke Udeblivelsesdommen, indtil Genoptagelsen bortfalder eller afvises. Adgang til Genoptagelse haves kun een Gang i samme Sag.

§ 366.

Den, der, uden at have afgivet noget Svar i Sagen, er dømt som udebleven under en Landsretssag i 1ste Instans, kan endvidere begære Sagen genoptagen, når han inden en Uge efter Dommens Afsigelse skriftlig begærer et Retsmøde berammet samt enten fremlægger Bevis for at have betalt de idømte Sagsomkostninger eller i Retten deponerer Beløbet. Vedkommende Ret giver Begæringen Påtegning om, at Sagen er genoptagen, og fastsætter det Varsel, med hvilket Modparten skal indkaldes. I Mødet må Domfældte i Reglen, jvf. § 337, afgive sit Svar i Sagen; undlader han dette, eller er Modparten ikke behørig indkaldt, afvises Genoptagelsen.

Indkaldelse af Modparten til Sagens Genoptagelse har samme opsættende Virkning som Forkyndelse af Ankestævning.

I øvrigt gælde Bestemmelserne i § 364, sidste Stykke, dog således at Udeblivelsesdommens Pålæg af Sagsomkostninger ikke kan ophæves, og i § 365, 2det—4de Punktum, samt de almindelige Regler om Landsretsproceduren.

§ 367.

Når Tilladelse til at fremføre ny Påstande eller Anbringender søges hos Landsret eller Højesteret på Grund af utilregnelig Udeblivelse henholdsvis under Forberedelsen af Domsforhandling i en Landsretssag eller under selve Domsforhandlingen

ved Landsret, kan Landsret eller Højesteret i Stedet for at give bemeldte Tilladelse bestemme, at Sagen skal genoptages. Andrageren må da inden 14 Dage efter at have erholdt Meddelelse om Landsrettens eller Højesterets Bestemmelse, hvis Forkyndelse for Modparten har samme opsættende Virkning som Forkyndelse af Ankestævning, indgive Begæring til vedkommende Ret om Berammelse af et Retsmøde til at træffe de fornødne Bestemmelser om Sagens Fortsættelse, jvf. §§ 364 og 365.

§ 368.

Interventionssøgsmål anlægges og fremmes efter de om et selvstændigt Søgsmål gældende Regler, for så vidt ikke Bestemmelserne i de følgende Paragraffer medføre Afvigelse herfra.

§ 369.

Intervenienten indtræder i Sagen derved, at han senest en Uge forinden det af de til Hovedsagens Behandling bestemte forberedende Retsmøder, i hvilket han vil optræde, for de oprindelige Parter lader forkynde en skriftlig Angivelse af sin Påstand og de Kendsgerninger, hvorpå den støttes, og i bemeldte Retsmøde fremlægger denne. Vil nogen af Parterne modsætte sig Interventionen eller bestride Intervenientens Påstand, må han fremlægge Svarskrift, jvf. §§ 334 og 337. Om yderligere Skriftveksling i Anledning af Interventionssøgsmålet gælde de i §§ 335—36 fastsatte Regler.

§ 370.

Påstår nogen af Parterne Interventionssøgsmålet afvist som ikke hjemlet ved den almindelige Bestemmelse i § 242, bliver Spørgsmålet herom foreløbig at afgøre ved Landsrettens Kendelse i Overensstemmelse med Reglerne i § 336.

§ 371.

Det oprindelige Søgsmål og Interventionssøgsmålet forhandles i øvrigt i Forbindelse med hinanden som een Retssag.

I Overensstemmelse med § 277 kan Retten udskille Interventionen til særskilt Forhandling før eller efter Hovedsagen, således at den enten påkendes i Forbindelse med Hovedsagen eller særskilt.

§ 372.

Intervenienten er berettiget til at benytte Anke og Kære over for den stedfundne Behandling og den afsagte Dom ligesom enhver af de oprindelige Parter.

§ 373.

Den, der blot vil optræde under Sagen for at understøtte en af Parterne, jvf. § 243, skal til den Underret, der leder Sagens Forberedelse, indgive en skriftlig Begæring om at få Adgang til at ytre sig i Sagen. Denne Begæring meddeles Parterne. Modsætter en af disse sig Begæringen, bliver Spørgsmålet at afgøre ved Kendelse af Landsretten i Overensstemmelse med Reglerne i § 336. Indrømmes Begæringen, træffer

vedkommende Underret de nærmere Bestemmelser om Måden, hvorpå den pågældende skal have Adgang til at ytre sig i Sagen og fremføre Beviser.

§ 374.

Tillader Retten, jvf. § 373, Sagsøgeren at tilstævne (adcitere) Trediemand for at få Dom over ham enten alternativt med eller tilsammen med Sagvolderen, udsættes Sagen så længe, som nødvendigt er, for at pågældende Trediemand på sædvanlig Måde kan stævnes til at svare som Sagvolder. De i §§ 368, 371 og 372 om Intervention givne Regler finde også Anvendelse med Hensyn til Tilstævning.

§ 375.

Når en Sag af vedkommende Underret er henvist til Domsbehandling for Landsret, kan Indtræden i Sagen eller Tilstævning kun finde Sted med Landsrettens Samtykke. Gives sådant Samtykke, komme med Hensyn til den videre Behandling dette Kapitels Regler til Anvendelse.

§ 376.

I vidtløftige Regnskabssager og andre indviklede Retssager kunne såvel den Underret, der leder Sagens Forberedelse, som Landsretten på ethvert Trin af Forhandlingerne for vedkommende Ret anordne skriftlig Behandling af Sagen. Når sådan Bestemmelse er truffen af Landsretten, kan den ikke påkæres eller påankes. Er Bestemmelsen tagen af vedkommende Underret, kan Kære ske til Landsretten.

§ 377.

Hvor skriftlig Behandling er anordnet, iværksættes der under Ledelse af den Ret, for hvilken Sagen ved dens Overgang til skriftlig Behandling henstår, en Veksling imellem Parterne af Indlæg, ikke over to fra hver Side. En fortsat Skriftveksling tilstedes kun undtagelsesvis, hvor Sagens Beskaffenhed skønnes at gøre den nødvendig. Retten bestemmer Frister til Indlægenes Afgivelse, ligesom den og, hver Gang en Part har fremlagt Indlæg, bestemmer, om Modparten skal have Udsættelse til at svare derpå.

Indlægene fremlægges i de dertil bestemte Retsmøder, men de skulle 3 Dage forinden være Modparten meddelte, så at denne i Retsmødet kan udtale, om han vil svare yderligere.

Til Afbenyttelse ved Udarbejdelsen af deres Processkrifter kunne Parterne begære Udlån af det fremlagte; vil en af Parterne ikke tilstede, at Udlån i Original finder Sted, må han lade medfølge Genparter, som da blive at bekræfte på Rettens Kontor, hvor der derhos bør gives Adgang til at efterse Originalerne.

§ 378.

I det Retsmøde, i hvilket det sidste Indlæg fremlægges, eller efter Omstændighederne i et senere berammet Retsmøde, tilstås der, for så vidt Bevisførelsen

ikke er afsluttet før Sagens Overgang til skriftlig Behandling, efter Begæring og efter foregående mundtlig Forhandling, jvf. § 342, den fornødne Udsættelse til at tilvejebringe Bevis samt træffes de fornødne Bestemmelser om Bevisoptagelsen, jvf. § 343.

Skal ingen Bevisførelse finde Sted, kan Sagen begæres optagen til Påkendelse.

§ 379.

Har Bevisoptagelse fundet Sted, kan hver af Parterne efter dens Tilendebringelse i dertil berammede Retsmøder fremlægge et skriftligt Indlæg.

§ 380.

Med de af det foregående følgende Lempelser komme i øvrigt denne Lovs almindelige Regler for Proceduren til Anvendelse, også når skriftlig Behandling finder Sted.

Sagens Optagelse sker, for så vidt Indlægsvekslingen har fundet Sted for Underretten, af denne, der snarest muligt derefter indsender Dokumenterne til Landsretten tilligemed Udskrift af, hvad der vedrørende Sagen er tilført Retsbogen.

Dersom Landsretten efter Sagens Optagelse til Dom finder det af særlig Betydning for Sagens Oplysning, at der rettes yderligere Spørgsmål til tidligere afhørte Parter, Vidner, Syns- eller Skønsmænd, kan den træffe Bestemmelse herom, samt om sådan Afhøring skal ske for et Medlem af Landsretten eller for Underretten, jvf. §§ 162 og 163, 193 samt 293. Med Udgifterne ved sådanne Foranstaltninger forholdes på den i § 275 foreskrevne Måde.

§ 381.

Dom afsiges på Grundlag af de fremlagte Indlæg og skriftlige Beviser. Påstande, Søgsmålsgrunde, Indsigelser såvel som overhovedet faktiske Anbringender kunne ikkun komme i Betragtning, for så vidt de enten indeholdes i de skriftlige Indlæg eller ere optagne i Retsbogen.

§ 382.

Udebliver nogen af Parterne i et Retsmøde, bliver Sagen efter den mødende Parts Begæring at optage til Påkendelse på Grundlag af alle de imellem Parterne indtil da vekslede Indlæg m. m. Er det Sagsøgeren, der udebliver, kan Sagsøgte dog også begære Sagen afvist.

Sagsøgeren kan hæve Sagen, så længe den ikke er optagen til Påkendelse; dog kan han ikke derved afskære Modparten fra at få Dom for tingfæstede Modkrav.

§ 383.

Dommens Vedtagelse og Afsigelse foregår efter de almindelige Regler. Dog kan Rettens Formand, når Omstændighederne tale derfor, anordne, at skriftlig Stemmegiven skal. finde Sted.

§ 384.

Med Hensyn til Anke og Kære forholdes der efter de almindelige Regler.

§ 385.

Domme, afsagte i første Instans af en Landsret kunne, med den i § 220 indeholdte Undtagelse, overensstemmende med nedenstående Regler af Parterne påankes til Højesteret, I Forbindelse med Dommen kan Anken omfatte den forudgående Behandling og de under denne faldne Afgørelser, for så vidt Anke ikke særlig er udelukket.

Anke kan iværksættes til Forandring, Ophævelse eller Hjemvisning, hvorimod Anke alene til Stadfæstelse ikke kan finde Steel. Heller ikke kan Anke iværksættes alene til Forandring af Dommens Bestemmelser om Sagsomkostninger og processuelle Straffe. Dog kan Justitsministeren tillade, at deslige Bestemmelser særskilt påankes af Parterne, når Afgørelse med Hensyn til disse Punkter er uafhængig af Sagens Udfald, eller af Trediemand, hvem Omkostninger eller Straf er pålagt eller Salær tilkendt eller frakendt.

§ 386.

Anke kan iværksættes fra begge Parters Side, men de tvende Anker blive da at forene til samtidig Forhandling, jvf. § 277, 1ste Stykke.

Udtrykkelig eller stiltiende Afkald på Anke kan ikke gyldig gives, forinden den Retsafgørelse, om hvis Påanke der er Tale, er truffen.

§ 387.

Edsdomme og Afgørelser i Henhold til § 286 af enkelte Spørgsmål eller Dele af Sagen kunne først påankes, når den endelige Dom er afsagt.

§ 388.

Ankefristen er 8 Uger fra Dommens Afsigelse at regne. Anken kan dog undtagelsesvis tillades af Justitsministeren indtil et År efter Dommens Afsigelse, når der foreligger tilstrækkelig Grund til at afvige fra den almindelige Regel om Ankefristen.

§ 389.

Inden Ankefristens Udløb eller inden 4 Uger, efter at den i § 388 ommeldte Tilladelse til Anke er meddelt, skal Appellanten indlevere Ankestævning på Rettens Kontor til Sagens Berammelse overensstemmende med de i § 329 fastsatte Regler. Begæres Sagen berammet til et overdrevent fjernt Tidspunkt, skal Justitssekretæren forelægge Rettens Formand Spørgsmålet til Afgørelse.

Ankestævningen skal indeholde en fuldstændig og tydelig Angivelse af Ankegrunden og den Påstand, der agtes nedlagt.

Om Varslet gælde de i § 330 fastsatte Regler med fornøden Lempelse, dog således at det ikke må være kortere end 4 Uger.

§ 390.

Hæves eller afvises en i rette Tid, jvf. §§ 388 og 389, indanket Sag, skal det, uanset at Ankefristen imidlertid måtte være udløben, være Parten tilladt at indanke

Sagen på ny, når ny Stævning indgives på Rettens Kontor til Sagens Berammelse inden 14 Dage fra det Retsmøde, hvor Sagen blev hævet eller afvist. Denne Ret kan kun benyttes een Gang.

§ 391.

På den berammede Tægtedag skal Appellanten møde og fremlægge Ankestævningen. Undlader han dette, afvises Sagen, og der tilkendes den Indstævnte, der har givet forgæves Møde, Sagsomkostninger. Samme Virkning har Appellantens Udeblivelse eller Undladelse af at foretage de til Sagens Fortsættelse hørende Skridt ved senere Retsmøder, såfremt Domsforhandlingen ikke er berammet, eller ved selve Domsforhandlingen.

§ 392.

Udebliver Indstævnte, skønt lovlig varslet, og Appellanten begærer Sagen fremmet, udgår den til skriftlig Behandling.

Appellanten kan dog i Stedet herfor begære Sagen udsat og skal da lade forkynde en Udskrift af det i Retsmødet forefaldne for Modparten med et af Retten fastsat Varsel.

Ovenstående Bestemmelser komme også til Anvendelse, når Indstævnte udebliver i et senere Retsmøde, uden at have afgivet noget Svar i Sagen, eller udebliver ved Domsforhandlingen, i hvilket sidste Tilfælde derhos det, som han allerede måtte have fremført for Højesteret, lades ude af Betragtning. At Indstævnte, efter at have svaret i Sagen, udebliver i andre Retsmøder end det, hvori Domsforhandlingen finder Sted, berettiger ikke til at anvende Bestemmelsen i nærværende Paragrafs 1ste Stykke og afskærer ikke Indstævnte fra senere at møde i Sagen.

§ 393.

Møder Indstævnte uden at rejse Indsigelse, optages Sagen efter Begæring til Domsafsigelse.

§ 394.

Vil Indstævnte fremsætte Formalitetsindvendinger mod Ankesagen, eller ønsker han, uden selv at påanke. Dommen forandret eller ophævet, skal han i det nævnte første Retsmøde fremlægge en skriftlig Angivelse af bemeldte Indvendinger eller af sine Ankegrunde samt den Påstand, som han agter at nedlægge. Ønsker Indstævnte blot Dommen stadfæstet, er det tilstrækkeligt, at han mundtlig erklærer dette.

Når Indstævnte har afgivet sit Svar, tager Retten efter Appellantens Begæring Bestemmelse om Tiden for Domsforhandlingen — der dog ikke uden begge Parters Samtykke må ansættes tidligere end 4 Uger efter Retsmødet — for så vidt der ikke ifølge Sagens Beskaffenhed efter eller uden Opfordring fra Parternes Side findes Anledning til at bestemme, at den skal forhandles skriftlig.

§ 395.

Påstande eller Anbringender, der ligge udenfor den ved Landsretten stedfundne Procedure, kunne ikke fremsættes uden Modpartens Samtykke; dog kan Retten tilstede deres Fremsættelse, når det findes undskyldeligt, at de ikke tidligere ere fremkomne, og deres Afskæreise vilde medføre et uforholdsmæssigt Tab for Parten.

§ 396.

Den, der ønsker at opnå den i § 395 ommeldte Tilladelse, må i en Påtegning på Stævningen eller den i § 394 omtalte skriftlige Angivelse meddele, hvad han agter at begære Tilladelse til at fremføre, samt de formentlig derfor talende Omstændigheder, og Retten bringer da Spørgsmålet om Tilladelsens Meddelelse til Afgørelse i det første eller, om fornødent, et senere berammet Retsmøde, efter at Parterne have udtalt sig.

Vil en Part uden at have iagttaget den anførte Fremgangsmåde søge at opnå bemeldte Tilladelse, må han snarest muligt til Retten indgive et skriftligt, begrundet Andragende, der tillige må indeholde Oplysning om Grunden til, at Andragendet ikke er fremkommet tidligere. Finder Retten tilstrækkelig Undskyldning herfor, ansættes et Retsmøde, såfremt dette kan finde Sted inden Domsforhandlingen, og Andrageren har da med et af Retten fastsat Varsel at give Modparten Meddelelse om dette Retsmøde og dets Genstand. Udebliver Andrageren, bortfalder hans Andragende; udebliver Modparten, anses de i Andragendet påberåbte Grunde for beviste.

Meddeler Retten Tilladelsen, tilstås der på Begæring enhver af Parterne den fornødne Tid til at varetage sit Tarv i den Anledning, ligesom en berammet Domsforhandling, om fornødent, udsættes. Såfremt en begært Skriftveksling skønnes at være nødvendig, fastsætter Retten Frister for Processkrifternes Meddelelse og berammer et nyt Retsmøde, hvorhos de i §§ 338, 339 og 340 givne Regler komme til Anvendelse.

Fremkomme ny Påstancle eller Anbringender først under Domsforhandlingen, og finder Retten i Overensstemmelse med de foranstående Grundsætninger, at deres Fremførelse bør tilstedes, bestemmer den det fornødne i Lighed med de i § 357 givne Regler.

§ 397.

Ny Beviser kunne fremføres for Højesteret med Modpartens Samtykke, eller når der samtidig med Forkyndelsen af Stævningen eller Fremlæggelsen af den i § 394 omtalte skriftlige Angivelse er givet Modparten skriftlig Meddelelse om, af hvilken Art de ny Beviser ere, og hvad derved forventes bevist, Foreligger der tilstrækkelig Undskyldning for, at den nævnte Meddelelse ikke er given som anført, kan Retten tilstede, at den fremkommer på et senere Trin af Sagen, i hvilken Henseende tilsvarende Regler til de i § 396 givne komme til Anvendelse. Modparten kan i øvrigt frafalde den omhandlede Meddelelse.

§ 398.

Når Omstændighederne tale derfor, kan Højesteret tillade, at enkelte Punkter eller Dele af Sagen, som ikke have foreligget for eller ikke ere påkendte af Landsretten, indbringes for Højesteret, Med Hensyn til Opnåelsen af sådan Tilladelse komme tilsvarende Regler til de i § 396 givne til Anvendelse.

§ 399.

I det første Retsmøde har Retten, for så vidt den ikke anser det for hensigtsmæssigt at udsætte Afgørelsen til et senere Møde, efter Begæring, og efter at der i Retsmødet har været givet Parterne Lejlighed til at udtale sig, at træffe

Bestemmelse om Afhørelse af ny eller gentagen Afhørelse af tidligere førte Vidner, jvf. §§ 162 og 163, Syns- eller Skønsmænd, jvf. § 193, eller Afhørelse af Parterne efter § 293, om en slig Afhøring skal finde Sted, inden Bestemmelse tages om Vidners Afhøring, jvf. § 343, om det skal pålægges Modparten eller Trediemand at fremkomme med Dokumenter m. m. Deslige Bestemmelser kunne også senere træffes af Retten i eller udenfor et Retsmøde, og hvis det, når Begæring om at erholde en sådan Bestemmelse fremkommer, findes hensigtsmæssigt, kan Retten kræve Modpartens mundtlige eller skriftlige Udtalelser om Spørgsmålet.

Parterne kunne ikke fordre nogen foreløbig eller særskilt forudgående Bestemmelse af Retten om Bevisbyrdens Fordeling.

§ 400.

Skal Vidneførsel o. desl. finde Sted, kan Retten, hvor det findes at være af særlig Betydning for Sagens Oplysning, bestemme, at Afhørelsen skal foretages under Domsforhandlingen, jvf. med Hensyn til Parter § 293, 6te Stykke.

I andre Tilfælde foregår Vidneførsel og Afhørelse af Parter ved Underretten på Vidnets eller Partens Hjemsted og Syns- eller Skønsforretninger ved den i § 345 nævnte Underret. Ved sådan Bevisoptagelse finde Reglerne i § 344, 2det og 3die Stykke, og §§ 347—49 tilsvarende Anvendelse.

§ 401.

Skulle Vidner o. desl. i Henhold til en af Højesteret i Medfør af § 399 truffen Bestemmelse føres for den dømmende Ret, skal der mindst 3 Dage forud gives Modparten Meddelelse om deres Navn, Stilling og Bopæl samt om, hvad der ved dem agtes bevist, for så vidt han ikke allerede under Sagen har erholdt fornøden Kundskab herom.

Reglerne i §§ 348—349 og § 361 finde tilsvarende Anvendelse. Udmeldelse af ny Syns- eller Skønsmænd sker. når Mændene skulle møde for Højesteret, ved Rettens Formand.

De ny Dokumenter, som en Part vil påberåbe sig, skulle mindst 14 Dage før Domsforhandlingen afgives til Modparten enten i Original eller i Genpart, og i sidste Fald skal Originalen samtidig henlægges til Eftersyn for Modparten på Rettens Kontor.

Beviser, med Hensyn til hvilke de foranstående Regler ikke ere iagttagne, skulle efter Påstand lades ude af Betragtning, medmindre Retten tilsteder deres Benyttelse i Overensstemmelse med de i § 357 givne Regler.

§ 402.

Om processuelle Meddelelser gælde de i § 341 givne Regler.

Om Udsættelse af Domsforhandlingen komme de i § 353 foreskrevne Regler til Anvendelse.

Afgørelser, som blive at træffe af Højesteret inden Domsforhandlingen, kunne i det Omfang, Retten bestemmer, træffes af et Udvalg, bestående af 3 af Rettens Medlemmer. Udvalgets Sammensætning bestemmes af Formanden efter Forhandling med Rettens Medlemmer.

§ 403.

Ved Domsforhandlingen skulle Formalitetsindsigelser mod Ankesagen behandles før selve denne og særskilt påkendes, medmindre Retten bestemmer, at de alle eller

nogle af dem skulle forhandles i Forbindelse med Realiteten. Bestemmelsen i § 334, 3die Stykke, gælder også ved Højesteret.

Domsforhandlingen indledes ved. at Appellanten fremstår og lader Ankestævningen og den påankede Afgørelse oplæse. Forhandlingernes Gang foregår efter den hidtil brugte Ordning. Dog kan Retten vedtage eller tilstede Afvigelser, som findes formålstjenlige. I øvrigt gælde de i §§ 355, 358 og 362 fastsatte Regler med de Lempelser. Retten i de enkelte Sager bestemmer.

§ 404.

Påstand om den indankede Afgørelses Forandring eller Ophævelse eller om Sagens Hjemvisning kan nedlægges ikke blot af den. der har udtaget Ankestævningen, men også af Modparten, jvf. §§ 394 ff.

Klager over Behandlingen ved Landsretten, som efter Sagens Stilling ved Højesteret ere uden nogen reel Betydning for vedkommende Part. kunne af Højesteret lades ude af Betragtning.

§ 405.

Når Sagens Forhandling er afsluttet, afsiges Dom snarest muligt. Domsforhandling i en ny Sag må ikke finde Sted, forinden Dommen i den optagne Sag er vedtagen.

§ 406.

Når skriftlig Behandling finder Sted på Grund af Sagens Beskaffenhed, jvf. § 394. forhandles Sagen ved skriftlige Indlæg, ikke over to fra hver Side, som veksles mellem Parterne og afgives til Retten i Forbindelse med Sagens Dokumenter inden de Frister, som Formanden bestemmer.

Har Bevisførelse fundet Sted, kan enhver af Parterne i dertil berammede Retsmøder fremlægge et skriftligt Indlæg.

Udgår en Sag til skriftlig Behandling på Grund af Indstævntes Udeblivelse, har Appellanten inden en fastsat Frist at aflevere et skriftligt Indlæg tilligemed Sagens Dokumenter, derunder fuldstændig Beskrivelse af det for Landsretten passerede. Oplyses det, inden Sagen er påkendt, at Indstævntes Udeblivelse ikke kan lægges ham til Last som en Forsømmelse, kan Højesteret reassumere Sagen.

Mundtlig Domsforhandling finder ikke Sted i disse Sager.

Ere Vidner indkaldte for Højesteret, jvf. § 400. og de have givet Møde, kan Højesteret bestemme, at de, inden Sagen udgår til skriftlig Behandling, skulle afhøres, efterat Appellanten har fremstillet Sagens Omstændigheder. I øvrigt ske Vidners Førelse, Syns- eller Skønsforretningers Optagelse og Parters Afhøring for Underret, jvf. § 400, medmindre Højesteret bestemmer, at den skal ske for et af Rettens Medlemmer.

Ved skriftlig Behandling finde i øvrigt de almindelige Regler om Højesteretsproceduren Anvendelse med de fornødne Lempelser.

§ 407.

Når Højesterets Dom går ud på Hjemvisning, kan enhver af Parterne henvende sig til den Underret, der har ledet Sagens Forberedelse for Landsretten med en Udskrift af Dommen og begære et Retsmøde berammet, hvortil han da har at indkalde Modparten med et af vedkommmende Underretsdommer fastsat Varsel. Sagen fremmes derefter i Overensstemmelse med de almindelige Regler.

§ 408.

Overfor Kendelser og andre Beslutninger af en Landsret, som ikke — eller dog ikke for Tiden — kunne gøres til Genstand for Anke i Medfør af Bestemmelserne i § 385, kan, for så vidt det modsatte ikke særlig er bestemt, enhver, overfor hvem Beslutningen indeholder en Afgørelse, rejse Kæremål til Højesteret overensstemmende med de nedenstående Regler. Overfor Domme kan Kæremål kun rejses i det i § 220 nævnte Tilfælde.

Er en Beslutning bleven påkendt af Højesteret ifølge Kæremål, kan den ikke senere påankes, og så længe Kære over en Beslutning er svævende, kan denne ikke påankes.

§ 409.

Kære iværksættes ved til den Landsret, hvis Handling eller Afgørelse man vil påkære, at indgive en skriftlig Fremstilling af Kæregrunden og den Påstand, som i den Anledning gøres. Af Fremstillingen skal Genpart meddeles Modparten. Vidner Syns- og Skønsmænd, der have mødt under Domsforhandling, kunne fremsætte deres Kære mundtlig til Retsbogen.

Kæremålet kan støttes på ny faktiske Anbringender og Beviser.

§ 410.

For så vidt Landsretten ikke i Medfør af § 168, § 198 eller § 213 forandrer sin Afgørelse, indsender den inden Udløbet af en Uge Kæreskriftet eller Udskrift af Retsbogen samt af den påklagede Kendelse og øvrige fornødne Aktstykker til Højesteret, hvorhos Retten kan vedføje sin egen Erklæring. Om den stedfundne Indsendelse gives der straks begge Parter Meddelelse.

§ 411.

I Løbet af en Uge fra denne Meddelelse have begge Parter Adgang til at indsende skriftlige Udtalelser til Højesteret, Senere indsendte Udtalelser ere ikke udelukkede fra at tages i Betragtning, når de indkomme, inden Afgørelse har fundet Sted. I øvrigt kan Højesteret efter sit Skøn af egen Drift indhente Oplysninger eller Erklæringer fra Landsretten eller Parterne.

§ 412.

På det indkomne skriftlige Grundlag træffer Højesteret snarest muligt Afgørelse ved Kendelse. Når særlige Grunde tale derfor, kan Højesteret dog af egen Drift eller efter en Parts Begæring anordne mundtlig Forhandling og til den Hensigt opfordre Parterne til at give Møde. Udebliver i så Fald den, der kærer, afvises Kæremålet, hvorimod Modpartens Udeblivelse ikke har nogen særlig Virkning.

Kæremål kunne forhandles for og afgøres af et sådant Udvalg, som bestemt i § 402.

§ 413.

Hvor denne Lov ikke bestemmer andet, er Kærefristen 2 Uger, efter at Afgørelsen er truffen. Justitsministeren kan, når Omstændighederne tale derfor, senere

dog ikke efter 6 Måneders Forløb, tillade, at Kæreskrift indgives inden 2 Uger efter Tilladelsens Meddelelse.

Kære til Højesteret har ikke opsættende Virkning, hvor det ikke særlig er fastsat i denne Lov. Dog kan såvel Landsretten som Højesteret anordne sådan Opsættelse.

Adgang til Kære fortabes, når en til den given Udsættelse ikke benyttes.

§ 414.

Højesteret kan på Andragende undtagelsesvis tillade, at en ved denne Ret pådømt Sag på ny foretages ved samme, når der er tilvejebragt en meget stor Sandsynlighed for, at en af Højesteret pådømt Sag uden Andragerens Fejl har foreligget urigtig oplyst, og for, at der nu haves Oplysninger, som ville medføre et væsentlig forskelligt Resultat, samt når samtlige Omstændigheder i høj Grad tale for Bevilgelsen af Andragendet, derunder også at det må anses for givet, at Andrageren kun ad denne Vej vil kunne undgå eller oprette et for ham indgribende Tab.

Under tilsvarende Betingelser kan Højesteret tillade Påanke af en ellers upåankelig Landsrets- eller Underretsdom.

Samtidig med at Tilladelsen gives, såvel som på ethvert senere Trin, kan Højesteret eller den Ret, der behandler Sagen, på Begæring bestemme, at den afsagte Doms Virkninger skulle stilles i Bero, ganske eller til Dels, mod eller uden Sikkerhedsstillelse.

På Adgang til den i nærværende Paragraf omhandlede Retshjælp kan der ikke gives Afkald.

§ 415.

Højesteret bestemmer i hvert enkelt Tilfælde, hvorledes de fornævnte Andragender skulle behandles, samt hvorledes den forinden Andragendets Afgørelse fornødne Bevisførelse skal foregå, og fastsætter de Lempelser i de almindelige Procesregler, der måtte findes nødvendige eller hensigtsmæssige ved Sagens fornyede Foretagelse.

Findes Forudsætningerne for ny Foretagelse eller ekstraordinær Anke ikke at foreligge, afviser Retten Sagen.

§ 416.

Sagen indledes med Stævning. Når Sagen hører til de i § 216 Nr. 1 og 4 nævnte, og dens Værdi er under 50 Kr., eller Sagsøgeren er ubemidlet, har Retten på Begæring at affatte Stævning og om fornødent at forsyne den med Indkaldelse til Møde for Forligskommissionen. Det samme gælder i de i § 216 Nr. 8 nævnte Sager.

I Stævningen skulle begge Parter være betegnede med Navn og Stilling og deres Bopæl eller Opholdssted være angivet, hvorhos den skal indeholde Sagsøgerens Påstand og en kort Fremstilling af de Kendsgerninger, hvorpå den støttes. Stævningen skal derhos angive de Dokumenter, Sagsøgeren vil benytte, samt opfordre Sagsøgte til at møde på Sagens første Tægtedag og svare i Sagen samt til at medtage de Dokumenter, han vil påberåbe sig.

Parterne kunne dog, når de efter Overenskomst begge møde for Retten, og Sagen er anmeldt for denne senest Dagen før Retsmødet, uden Stævning begære Sagen foretagen.

§ 417.

Når Stævning benyttes, indgives den til Retten, der forsyner den med en Påtegning, hvorved Sagen berammes til Foretagelse i et angivet Retsmøde. Stævningen tilbageleveres Sagsøgeren til videre Foranstaltning.

§ 418.

Har Sagsøgte Bopæl i Underretskredsen, skal Stævningen forkyndes ham med en Uges Varsel. Bor Sagsøgte udenfor Underretskredsen, er Varslet 14 Dage, medmindre han har Bopæl på Færøerne, Island, Grønland, de vestindiske Øer eller i Udlandet, i hvilket Tilfælde, såvel som når det ikke vides, hvor Sagsøgtes Bopæl er, Varslet bestemmes af Dommeren.

I øvrigt ere de i § 330, 2det, 3die og 4de Stykke, indeholdte Bestemmelser anvendelige.

§ 419.

Dommeren kan, når som helst han inden Sagens Optagelse finder Grund dertil, mægle Forlig mellem Parterne. Kommer Forlig i Stand, tilføres det Retsbogen.

§ 420.

Efter at Sagsøgeren i de Sager, i hvilke Forlig skal prøves ved Forligskommissionen, har fremlagt Indkaldelse til Kommissionen samt Bevis for, at Forlig har været forsøgt, udvikle Parterne mundtlig deres Sag for Dommeren uden videre Forberedelse ved Skrift, Sagsøgeren fremlægger den behørigt forkyndte Stævning og fremstiller Sagen fra sin Side, hvorpå Sagsøgte har at erklære sig.

Under Sagens Forhandling bør Dommeren ikke blot søge at fremkalde tydelige og sandfærdige Forklaringer fra Parternes Side om Sagens Sammenhæng, men han har også, for så vidt Parterne ikke møde ved Sagførere, at vejlede dem med Hensyn til, hvad de bør foretage til Oplysning af Sagen og i øvrigt til Varetagelse af deres Tarv under denne.

De fra begge Sider nedlagte Påstande skulle ved Forhandlingens Slutning indføres fuldstændigt i Retsbogen, medmindre de i særskilt skriftlig Affattelse fremlægges til denne. For så vidt sådant efter Omstændighederne måtte anses fornødent, kan Dommeren foranledige sådan skriftlig Affattelse af Påstanden og dertil tilstå Udsættelse.

Endvidere skulle Parternes Erklæringer over Sagens Sammenhæng i det Omfang, som af Dommeren skønnes hensigtsmæssigt, tilføres Retsbogen, dog ikke ordret, men efter deres væsentlige Indhold. Det tilførte oplæses og vedkendes.

§ 421.

Dommeren bestemmer, om Formalitetsindsigelser skulle forhandles og påkendes særskilt eller i Forbindelse med Realiteten.

Parterne må derfor altid være beredte på at forhandle Realiteten i det første Retsmøde.

§ 422.

Påstande kunne forandres, indtil den i § 420 omhandlede Tilførsel eller Fremlæggelse til Retsbogen af dem er sket, men efter den Tid, for så vidt Forandringen går ud på andet end en Frafalden eller Indskrænkning, kun med Rettens Tilladelse.

Finder Retten, at det ikke kan forlanges af Sagsøgte, at han straks skal svare på en forandret Påstand, udsættes Sagen.

Sagsøgte kan fremsætte Modfordringer efter de almindelige Regler (§§ 222 og 271).

§ 423.

Dokumenter må, hvad enten de påberåbes i Stævningen eller ikke, fremlægges i Retsmødet; dog kan Retten, for så vidt det findes, at der ikke har været tilstrækkelig Tid eller Anledning for Sagsøgte til at fremskaffe et Dokument, eller at det fra Modpartens Side fremkomne giver vedkommende Part Anledning til at fremkomme med yderligere Dokumenter, eller at det dog er undskyldeligt, at vedkommende Part ikke har medbragt Dokumentet, udsætte Sagen herefter.

Til at gøre sig bekendt med de fremlagte Dokumenter bør der i Reglen gives Modparten den fornødne Tid i selve Retsmødet,

Finder Retten, at dette sidste efter Omstændighederne og navnlig Dokumentets Beskaffenhed ikke vil være tilstrækkeligt, kan Sagen udsættes. Den, mod hvem Dokumentet fremlægges, må, dersom det ikke med Producentens Samtykke kan udlånes ham, forsynes med en Genpart af samme, og der må gives ham Adgang til på Dommerens eller Rettens Kontor at undersøge Dokumentet,

§ 424.

Såfremt ingen af Parterne begærer at føre yderligere Bevis, eller sådan ikke skønnes at kunne føre til Oplysning af Omstændigheder, der ere af Betydning for Sagen, skal Dommeren, efter at Påstandene i Overensstemmelse med § 420, 3die Stykke, ere nedlagte, give Parterne Lejlighed til en mundtlig Domsforhandling.

Findes det derimod, at Sagens tilbørlige Oplysning udkræver yderligere Bevisførelse, navnlig ved Vidner eller Syn og Skøn, udsættes Sagen efter vedkommende Parts Påstand, for at Bevisførelsen kan linde Sted. Herved iagttages Reglerne i §§ 342—50, dog således, at det står Dommeren frit for at bestemme, at Vidner, Syns- eller Skønsmænd og Parter, som skulle møde for den pågældende Underret, først skulle afhøres i det Retsmøde, hvor Domsforhandlingen foregår, og at Afhøringen, dersom nogen af Parterne begærer det, for hans Vedkommende sker ved Dommeren. Når Bevisførelsen er til Ende, finder Domsforhandling Sted.

Dom afsiges snarest muligt efter Domsforhandlingen.

§ 425.

Hvor de i de foregående Paragraffer givne Bestemmelser ikke indeholde afvigende Forskrifter, blive de i Kapitel 31—34 om Sagers Behandling for Landsret givne Regler at følge med de Lempelser, som flyde af Forholdets Natur.

§ 426.

Domme, afsagte af en Underret, herunder også Domme, afsagte i Henhold til §§ 331—333, kunne med den i § 220 nævnte Undtagelse overensstemmende med nedenstående Regler af Parterne indankes for den Landsret, i hvis Kreds Underretten ligger. I Forbindelse med Dommen kan Anken omfatte den forudgående Behandling og de under denne faldne Afgørelser, for så vidt Anke ikke særlig er udelukket. De i §§ 385, 2det Stykke, 386 og 387 givne Regler finde tilsvarende Anvendelse på Underretssager.

Landsrettens Dom i en fra Underret indanket Sag kan ikke yderligere påankes. Dog kan Justitsministeren undtagelsesvis tillade, at Sagen indbringes for Højesteret, overensstemmende med Reglerne i Kapitel 35, når den skønnes at have almindelig Interesse eller videregående betydelige Følger for vedkommende. Andragende herom må fremsættes inden sådan Frist, som bestemmes i § 388.

Kære af Parterne til Højesteret overensstemmende med Kapitel 36 kan ligeledes kun iværksættes med Tilladelse af Justitsministeren. Andragende herom kan dog kun bevilges indtil 6 Måneder efter, at den pågældende Afgørelse er truffen.

§ 427.

Med Hensyn til Tiden for Ankens Iværksættelse gælde de i § 388 givne Regler, dog at Ankefristen kun er 4 Uger.

§ 428.

Inden Ankefristens Udløb skal Appellanten indlevere Ankestævning på Landsrettens Kontor overensstemmende med de i § 329 fastsatte Regler. Begæres Sagen berammet til et overdrevent fjernt Tidspunkt, skal Justitssekretæren forelægge Rettens Formand Spørgsmålet til Afgørelse.

Ankestævningen skal indeholde en fuldstændig og tydelig Angivelse af Ankegrunden og den eller de Påstande, der agtes nedlagte.

Om Varslet gælde de i § 330 fastsatte Regler.

§ 429.

Når Indstævnte udebliver uden at have givet Tilsvar eller ved Domsforhandlingen. finde de i §§ 392 og 406. 3die—5te Stykke, indeholdte Regler tilsvarende Anvendelse.

Fremdeles gælde §§ 398 og 403, 1ste Punktum, også ved Anke til Landsret, hvorhos §§ 404 og 407 finde tilsvarende Anvendelse. Hjemvisning kan dog ikke finde Sted, fordi Underretsdommeren ikke behørigt har vejledet Parten.

§ 430.

Påstande, der ligge udenfor de ved Underretten fremsatte, kunne ikke uden Modpartens Samtykke nedlægges, medmindre Retten tillader det, fordi det findes undskyldeligt, at de ikke tidligere ere fremkomne. Ønskes en sådan Tilladelse opnået, følges tilsvarende Regler til de i § 396 angivne.

§ 431.

Parterne ere berettigede til at fremføre ny Beviser, når det i Stævningen eller et andet Processkrift eller i et forudgående Retsmøde er meddelt Modparten, af hvilken Art det ny Bevis er, og hvad derved forventes bevist.

Med Hensyn til Bevisoptagelsen forholdes efter Bestemmelserne i §§ 399—401, dog at de i § 399 omhandlede Beslutninger i Reglen først blive at træffe i det Retsmøde, i hvilket Skriftvekslingen afsluttes.

Vil nogen af Parterne fremsætte ny Anbringender, må disse anføres i hans Processkrifter overensstemmende med Reglerne i §§ 328 ff. Efter Skriftvekslingens Slutning kunne ny Anbringender uden Modpartens Samtykke kun fremføres med Rettens Tilladelse, i hvilken Henseende Reglerne i §§ 339 og 357 finde tilsvarende Anvendelse.

For Ankesagens Behandling gælde i øvrigt de for Procesmåden ved Landsret fastsatte Bestemmelser, dog at Skriftvekslingen foregår for selve Landsretten, der også i øvrigt leder Sagens Forberedelse til Domsbehandling.

§ 432.

Underrettens Afgørelser, derunder også Afgørelser af en Underret, der leder Forberedelsen af en Landsretssag i 1ste Instans, kunne påkæres til Landsret i de samme Tilfælde, i hvilke Landsrettens Afgørelser kunne påkæres til Højesteret.

Fremgangsmåden er med de af Forholdets Natur flydende Lempelser den samme, som benyttes ved Kære over Landsrettens Afgørelser; dog kan Kæremålet her altid fremsættes mundtlig til Retsbogen. Også § 413 finder her Anvendelse med fornødne Lempelser.

Landsrettens Afgørelse i Anledning af Kære kan ikke indbringes for Højesteret.

§ 433.

Sager, der i Medfør af denne Lovs §§ 215—16 vilde høre under Landsretterne, behandles for Sø- og Handelsretten i Overensstemmelse med de for Landsretterne givne Regler, dog at Sagernes Forberedelse til mundtlig Domsforhandling foregår ved Sø- og Handelsretten selv, jvf. § 9. Påanke og Kære iværksættes til Højesteret overensstemmende med Reglerne i Kapitel 35 og 36.

Sager, der ifølge de nævnte Paragraffer vilde høre under Underretterne, behandles efter de for Underretterne givne Regler. Anke og Kære i disse Sager sker til Østre Landsret efter de i Kapitel 38 givne Regler.

§ 434.

Sagsøgeren kan anvende den i dette Kapitel omhandlede hurtige Retsforfølgning: 1) I Sager, der anlægges til Indfrielse af Gældsbreve, når Skyldneren enten i selve Gældsbrevet eller ved senere Påtegning på samme har underkastet sig sådan Forfølgning.

2) I Vekselsager, hvorved forstås Sager, som anlægges mod Trassenter, Endossenter eller Acceptanter af trasserede Veksler eller mod Udstedere og Endossenter af egne Veksler til Vekslens Betaling eller for at gøre Vekselregres gældende, Sager, som anlægges mod Trassenter og Endossenter af Veksler på Grund af manglende Accept, til Betaling af Vekselsummen eller det ikke accepterede Beløb (Veksellovens § 29) eller mod Trassenter og Endossenter samt Acceptanter på Grund af manglende eller ikke betryggende Accept, til Stillelse af Sikkerhed (Veksellovens §§ 25, 26 og 30), Sager, som anlægges mod dem, der have tegnet Borgen (Aval) for en vekselforpligtet Person, til Vekselforpligtelsens Opfyldelse.

3) I Sager, hvorunder Regreskrav efter en Check indtales.

§ 435.

Under Sagen kan det ikke tillades Sagsøgte at fremsætte andre Indsigelser i Realiteten end, at han ikke ved Underskriftens Meddelelse var mægtig og myndig til således at forbinde sig, eller at Underskriften er falsk, eller at der i Dokumentets Indhold er foregået en Forfalskning, efter at Underskriften er meddelt.

I Vekselsager kan Sagsøgte endvidere fremsætte de Indvendinger, som angå selve Vekslens Indretning og Indhold eller den til Vekselfordringens Vedligeholdelse fornødne Omgang eller andre i Vekselloven foreskrevne Betingelser for at kunne gøre Vekselretten gældende. Tilsvarende Regler gælde om de i § 434 Nr. 3 nævnte Sager.

I de i § 434 Nr. 1 nævnte Sager kan Sagsøgte derhos, for så vidt Søgsmålet foruden på selve Gældsbrevet støttes på Transport eller andet udenfor Gældsbrevet liggende Grundlag, fremsætte enhver Indsigelse herimod, ligesom han i disse Sager overhovedet kan fremkomme med enhver Indsigelse, med Hensyn til hvilken Bevisbyrden ikke påhviler ham, eller til hvis Godtgørelse han ikke behøver andre Bevismidler end Dokumenter, som haves til Stede.

Alle andre Indsigelser i Realiteten ere udelukkede fra at komme i Betragtning, når Parterne ikke ere enige om at ønske dem påkendte; men det forbeholdes Sagsøgte i Anledning af slige Indsigelser, når han i sit Tilsvar har opgivet eller i det mindste forbeholdt dem, at anlægge et selvstændigt Erstatningssøgsmål mod Sagsøgeren.

Dette Erstatningssøgsmål behandles i alle Henseender efter de almindelige Regler.

§ 436.

Imod de i § 434 Nr. 2 og 3 omhandlede Fordringer kunne Modfordringer kun gøres gældende, når disse ere støttede på, at der ved Forsømmelse med at give den i Veksellovens §§ 20, 30, 42, 45 og 75 omhandlede Underretning er forvoldt Sagsøgte Skade, og imod de i § 434 Nr. 1 omhandlede kun, for så vidt Modfordringen selv går ind under samme Bestemmelse, eller den indrømmes.

§ 437.

Sager, i hvilke den heromhandlede Retsforfølgning anvendes, behandles uden Hensyn til Genstandens Værdi ved Underret efter de ovenfor i Kapitel 38 givne Regler, hvorved dog bliver at bemærke, at Dommeren er pligtig at drage særlig Omsorg for. at Sagen fremmes med den størst mulige Hurtighed.

§ 438

Når Sager af heromhandlede Beskaffenhed indankes for Landsret, er det en Selvfølge, at Proceduren for denne ikke kan omfatte andet end det. som i Henhold til ovenstående Regler kunde gøres gældende for Underret.

§ 439.

Sager angående et Ægteskabs Ugyldighed eller Opløsning blive at behandle efter de almindelige for Underretsproceduren gældende Regler med de nedenfor givne nærmere Bestemmelser ved Underretten for det Sted. hvor Sagsøgte har Bopæl eller Opholdssted. eller, dersom Sagsøgte har forladt Landet, eller det ikke vides, hvor Sagsøgte er. for det Sted, hvor denne sidst havde Bopæl eller Opholdssted her i Riget,

§ 440.

Dersom Sagsøgte ikke under Sagen giver Møde ved antagen Sagfører, har Sagsøgeren at andrage på, at der af Retten må blive beskikket Sagsøgte en Forsvarer. Forsømmes dette, afvises Sagen.

Salæret til den for Sagsøgte beskikkede Forsvarer pålægges det offentlige, hvor det ikke pålægges Sagsøgeren som tabende Part at udrede det.

§ 441.

Retten kan uden Hensyn til, om Modparten begærer det, pålægge Sagsøgeren at fremstille sig til Afhørelse (jvf. § 293), for Retten, jvf. § 424, og der under Ed at besvare de Spørgsmål angående Sagens Grenstand, som Retten måtte gøre. Ugrundet Undladelse heraf eller Vægring herved har til Følge, at Sagen afvises.

§ 442.

Ligeledes kan Retten, hvis Sagsøgte bor eller opholder sig i Riget, pålægge denne at fremstille sig til Afhørelse (jvf. § 293), for Retten, jvf. § 424, og der under Ed besvare de Spørgsmål angående Sagens Genstand, som gøres af Retten. Ugrundet Undladelse af at møde eller Vægring ved at svare medfører dog kun Virkning efter § 443, 2det Punktum.

§ 443.

Indrømmende Proceserklæringer fra Sagsøgtes Side have ikke Virkning som bindende Grundlag for Stridsspørgsmålets Indhold og Omfang, men der kan alene tillægges dem Betydning som Bevismidler. Ligeledes kan Sagsøgtes Udeblivelse, Tavshed eller ubestemte Erklæringer i de i § 296 omhandlede Tilfælde kun tages i Betragtning som Bevisdata imod pågældende.

§ 444.

Parts Ed finder, bortset fra de i §§ 441 og 442 omhandlede Tilfælde, ikke Anvendelse i Ægteskabssager.

§ 445.

Justitsministeren kan under Iagttagelse af Reglerne i Kapitel 33 som Intervenient på det offentliges Vegne indtræde i en Ægteskabssag for at forhindre, at Skilsmissedom eller Dom, hvorved et Ægteskab erklæres ugyldigt, urettelig tilsniges; han kan ligeledes, uden at være indtrådt i Sagen i første Instans, i det anførte Øjemed på det offentliges Vegne påanke en sådan Dom.

§ 446.

Offentlig Gengivelse af Forhandlingerne i Retsmøder i Ægteskabssager, derunder dog ikke indbefattet selve Dommen, kan Retten ved Kendelse forbyde, når nogen af Parterne fremsætter Ønske derom. Overtrædelse af sådant Forbud straffes med Bøder fra 100 til 1,000 Kr.

§ 447.

I Sager, hvorunder en bortebleven Persons Arvinger ifølge Forordningen af 11. September 1839 søge sig hans Formue tilkendt enten til Indtægtsnydelse eller til Ejendom, have Sagsøgerne i Overensstemmelse med Grundsætningen i § 440 at drage Omsorg for, at et Forsvar for den borteblevne beskikkes, i Landsretssager af Rettens Formand, i Underretssager af vedkommende Dommer, ligesom de ere pligtige efter Rettens Pålæg at fremstille sig, jvf. § 293, for at afgive edelig Forklaring angående de Omstændigheder, på hvilke Sagens Afgørelse beror.

§ 448.

Begæring om Umyndiggørelse kan fremsættes af pågældendes Ægtefælle, Slægtninge i op- eller nedstigende Linie eller første Sidelinie, Værge, Kurator eller Lavværge.

Derhos bør i alle Tilfælde Øvrigheden andrage på nogens Umyndiggørelse, når dette efter de Oplysninger, som enten fra vedkommende selv, hans Slægt eller Venner eller på anden Måde ere komne Øvrigheden i Hænde, må anses for rigtigt. Endelig kan enhver selv andrage på at blive umyndiggjort.

§ 449.

Begæring om Umyndiggørelse indleveres skriftlig til Underretten på det Sted, hvor den pågældende, om hvis Umyndiggørelse der er Spørgsmål, bor eller opholder sig; har han ikke bekendt Bopæl eller Opholdssted, da til Underretten på det Sted, hvor hans sidste bekendte Bopæl eller Opholdssted er beliggende.

Skriftlige Beviser for de Omstændigheder, ved hvilke Umyndiggørelsen skal begrundes, skulle så vidt muligt ledsage Andragendet. Skønnes yderligere Oplysninger fornødne, kan Underretsdommeren gøre vedkommende opmærksom herpå og opfordre ham til at tilvejebringe dem, ligesom Underretsdommeren kan indkalde den, der søges umyndiggjort, til at møde for sig.

§ 450.

Er Begæringen udgået fra den. om hvis Umyndiggørelse der er Spørgsmål. eller indvender han ikke noget derimod, efter at han af Underretsdommeren er opfordret til at møde og erklære sig derom, tilfalder det Underretsdommeren ifølge de foreliggende Oplysninger at afgøre, om der er tilstrækkelig Grund til Umyndiggørelse, og i bekræftende Fald har han da at afgive endeligt Umyndiggørelsesdekret, som ikke kan påkæres.

I alle andre Tilfælde har Underretsdommeren at indsende Andragendet og de samme ledsagende Beviser i Forbindelse med sådan skriftlig Erklæring, hvortil han måtte finde Grund, til den Landsret, under hvilken han står.

Dersom Umyndiggørelsesgrunden findes at være sandsynliggjort ved de fremlagte Beviser, og der kan antages at være Fare forbunden med Opsættelse, kan Underretsdommeren uden Hensyn til Indsendelsen til Landsretten afgive et foreløbigt Umyndiggørelsesdekret, der, da det straks træder i Kraft, bliver at tinglæse og at kundgøre i Statstidenden eller ved Kirkestævne med de Retsvirkninger, som Plakat af 10. April 1841 bestemmer. Samtidig med Dekretets Afgivelse beskikker Underretsdommeren en foreløbig Værge.

§ 451.

Landsrettens Formand beskikker en Sagfører til at varetage dens Tarv, som søges umyndiggjort, hvis ikke en Sagfører anmelder sig som antagen af denne, og berammer derefter mundtlig Forhandling af Sagen i et Retsmøde, til hvilket begge Parter indkaldes ved Foranstaltning af Landsrettens Formand og med et af ham bestemt Varsel.

§ 452.

Efter at Parterne have ytret sig, afgør Retten på Grundlag af de foreliggende skriftlige Beviser og Erklæringer, om endeligt Umyndiggørelsesdekret skal afgives, eller om Begæringen herom skal nægtes.

§ 453.

Udebliver den, der andrager på nogens Umyndiggørelse, i noget af de i §§ 451 og 452 omhandlede Møder, afvises Sagen, dersom ikke Retten i Omstændighederne finder Grund til at udsætte den.

§ 454.

Med Hensyn til Pålæg af Omkostningerne ved heromhandlede Fremgangsmåde, derunder indbefattet Salær til den ifølge § 451 beskikkede Sagfører, komme Reglerne i Kapitel 29 til Anvendelse, således at den, der umyndiggøres, betragtes som tabende.

§ 455.

Den ovenangivne Fremgangsmåde bliver også at anvende, når der af andre fremsættes Begæring om, at Enke må sættes under fast Lavværgemål.

Når en Enke selv begærer at blive sat under fast Lavværgemål, har Underretsdommeren uden videre Undersøgelse at tage Begæringen til Følge.

§ 456.

Når endeligt Umyndiggørelsesdekret er afgivet, eller når det er besluttet, at en Enke skal sættes under fast Værgemål, påhviler det vedkommende Ret straks at

give den til Værges eller Lavværges Udnævnelse kompetente Myndighed Underretning herom.

§ 457.

Når enten Øvrigheden eller den Person, der er erklæret umyndig eller sat under fast Lawærgemål, eller nogen af de i § 448, 1ste Stykke, angivne Personer for Landsretten tror at kunne oplyse, at der ikke længere er Grund til denne Foranstaltnings Vedbliven, har pågældende at indgive et Andragende til Landsretten i den Kreds, hvor den umyndiggjorte bor, om at måtte blive stedet til i et Retsmøde at begrunde eller lade begrunde en Begæring om Umyndiggørelsens Ophævelse. Er Sindssvaghed Umyndiggørelsesgrunden, kan der dog i Reglen ikke tages Hensyn til et af den umyndiggjorte eller af andre på hans Vegne indgivet Andragende, medmindre det er ledsaget af Anbefaling fra en Embedslæge eller fra Overlægen på den Helbredelsesanstalt, på hvilken den umyndiggjorte måtte være anbragt.

Derefter har Landsretten at beramme et Retsmøde, om hvilket der meddeles den umyndiggjortes Værge betimelig Underretning; i Retsmødet høres de pågældende, og de fremførte Beviser overvejes, hvorefter Landsretten enten ophæver Umyndiggørelsesdekretet eller afslår Begæringen herom.

I sidste Fald bæres Omkostningerne ved Forhandlingerne af den, der har rejst Sagen. Ophæves Dekretet, afholdes Omkostningerne af det offentlige.

§ 458.

De om Landsretsproceduren givne Forskrifter komme i øvrigt med de af det foregående følgende Lempelser til Anvendelse i disse Sager. Med Hensyn til offentlig Gengivelse af Forhandlingerne i sådanne Sager finde Bestemmelserne i § 446 tilsvarende Anvendelse.

§ 459.

Sager, hvorunder Mortifikation på Dokumenter søges, blive, for så vidt angår Gældsbreve, ved hvilke der er givet Pant i fast Ejendom, at anlægge ved Underretten på det Sted, hvor den faste Ejendom er beliggende, og ellers ved Landsretten på det Sted, hvor vedkommende Dokument er udstedt. Lade disse Regler sig ikke anvende, f. Eks. fordi Dokumentet er udstedt af en dansk Undersåt i Udlandet, skal Sagen anlægges i København.

Mortifikation af bortkomne Konnossementer søges på det Sted, hvor Varerne skulle afleveres. Mortifikation af Oplagsbeviser og de i Lov om Oplagsbeviser m. m. i Københavns Frihavn af 30. Marts 1894 ommeldte Garantibeviser søges på det Sted, hvor Oplagshuset er beliggende.

Sager, hvorunder Ejendomsdom søges, blive at anlægge ved Underretten på det Sted, hvor Ejendommen er beliggende, eller, hvis Sagens Genstand er et Dokument, hvor Mortifikation af dette skulde søges efter Reglerne i denne Paragraf. Ejendomsdom på et Skib eller en Skibspart søges i København.

§ 460.

Den, der søger Mortifikation på et Dokument, har til den Ret, hvor Sagen efter § 459 skal føres, at indgive skriftlig Begæring om Indkaldelse af den eller dem, som måtte være Ihændehaver af Dokumentet eller anse sig berettiget til det.

§ 461.

Begæringen om Mortifikation på et Dokument skal være ledsaget af Oplysninger, som gøre det antageligt, at den pågældende er berettiget til at erholde Mortifikation, og navnlig om Måden, hvorpå Dokumentet er frakommet ham, hvorhos det pågældende Dokument må betegnes med en sådan Tydelighed, at det ikke kan forveksles med andre.

§ 462.

Retten afgør derpå ved Kendelse i et Retsmøde, hvortil den, der søger Mortifikation, tilsiges, om offentlig Indkaldelse må udstedes. Forinden Beslutning derom tages, kan Retten afæske den, der søger Mortifikation, yderligere mundtlig eller skriftlig Oplysning. Undlader han at efterkomme Opfordringen, eller befindes de af ham givne Oplysninger ufyldestgørende, kan Retten nægte at udstede Indkaldelsen.

§ 463.

Tilstedes offentlig Indkaldelse, udfærdiger Retten en sådan i Overensstemmelse med den indgivne Begæring, hvorefter den, der søger Mortifikation, har at iværksætte Indkaldelsens offentlige Bekendtgørelse ved Indrykkelse 3 Gange i Statstidenden samt i det af Justitsministeren hertil bestemte stedlige Blad.

Indkaldelsen skal indeholde den efter Omstændighederne fornødne og mulige Betegnelse af Dokumentet samt Opfordring til den eller dem, der måtte anse sig for berettigede til det, til at møde og fremkomme med deres Indsigelser mod dets Mortifikation på en i Indkaldelsen angiven, af Retten nærmere bestemt Retsdag, som ikke må falde tidligere end 12 Uger og ikke senere end 1 År efter Indkaldelsens tredie Indrykkelse i Statstidenden. Derhos må Indkaldelsen indeholde en udtrykkelig Tilkendegivelse om, at den, der ikke møder og fremsætter Indsigelse, må vente at se Dokumentet mortificeret.

§ 464.

Møder ingen og gør Indsigelse på den i Indkaldelsen bestemte Retsdag, gives der, for så vidt Retten ikke i den brugte Fremgangsmåde ser nogen Hindring derfor, Mortifikationsdom.

Møder nogen og fremsætter Indsigelse mod Mortifikation, bliver Spørgsmålet, om denne kan gives eller ej, at afgøre ved Rettens Dom.

§ 465.

Mortifikationsdomme kunne kun påankes, for så vidt der under Sagen er fremsat Indsigelse mod Mortifikationen, eller på Grund af Fejl eller Mangler ved den brugte Fremgangsmåde eller på Grund af, at Tilfældet ikke egner sig til Mortifikation.

§ 466.

Det har sit Forblivende ved den gældende Rets Regler om. hvem der kan søge Mortifikation, og hvilke Dokumenter der kan mortificeres, såvel som angående Retsvirkningerne af Mortifikation.

Om Udlevering og Salg af Varer efter Konnossementer m. m. mod Sikkerhedsstillelse har det sit Forblivende ved Sølov af 1. April 1892 § 167, Lov om Oplagshuse af 23. Februar 1866 § 9 og Lov om Oplagsbeviser m. m. i Københavns Frihavn af 30. Marts 1894 § 15. Ligeledes gælde fremdeles Reglerne i Vekselloven af 7. Maj 1880 § 74.

Bestemmelserne i Forordning af 28. Marts 1845 § 17 berøres ikke af denne Lov; Sagen bliver at anlægge ved vedkommende Underret.

§ 467.

De ovenfor givne Regler om Fremgangsmåden ved Mortifikationsdoms Erhvervelse komme med de af Forholdets Natur flydende Lempelser til Anvendelse, når nogen vil søge Ejendomsdom efter foregående offentlig Indkaldelse.

Det har sit Forblivende ved den gældende Rets Regler om Adgangen til at søge sådan Ejendomsdom såvel som om Retsvirkningerne af den.

§ 468.

Om Adgang til Erhvervelse af Mortifikationsdom på Servitutter, Brugsrettigheder og Grundbyrder har det sit Forblivende ved Reglerne i Lov Nr. 67 af 14. April 1905, dog at der i Stedet for den i bemeldte Lovs § 4 omhandlede Bevilling til Erhvervelse af Mortifikationsdom uden særlig Indstævning træder en af vedkommende Ret i Overensstemmelse med § 462 meddelt Tilladelse.

§ 469.

Eksekution kan ske på Grundlag af:

1) Domme og Kendelser, afsagte af Domstole eller af andre Myndigheder, der efter Lovene ere beføjede til at afsige eksigible Kendelser.

2) Forlig, indgåede for Forligskommissioner, Retter eller Overøvrigheder, for de sidstnævntes Vedkommende dog kun i sådanne Sager, hvor det ved Lovgivningen er pålagt dem at mægle Forlig, såvel som for Landvæsenskommissioner og andre Myndigheder, om hvilke Lovene bestemme, at de for dem afsluttede Forlig skulle kunne eksekveres.

Forlig, der ere sluttede udenfor Forligskommissionen og godkendte i en sådan, kunne dog kun tjene til Grundlag for Eksekution, når de ere forsynede med to med Stilling og Bopæl anførte Vidners Påtegning om, at Forliget førend Skyldnerens Underskrift er lydelig oplæst for og vedtaget af ham, samt når de Omkostninger, Skyldneren indgår på at betale, bortset fra de med Eksekutionen forbundne, ere anførte deri med en bestemt Sum.

3) Tinglæste Pantebreve, hvorved der for en bestemt angiven Pengesum gives Pant i fast Ejendom, når de ere oprettede eller vedkendte for Notarius publicus eller for to Vitterlighedsvidner, og Forfaldstiden er indtrådt enten på Grund af Opsigelse, eller fordi det Tidspunkt, der i Pantebrevet er fastsat som Betalingstermin, er kommet, eller, for så vidt sådan Følge udtrykkelig er betinget i Pantebrevet, på Grund af Udeblivelse med Renter. Udlæget, som kan ske ikke blot for Kapitalen eller Afdrag på samme, men også særskilt for Renter, kan dog ikke udstrækkes til andet end Pantet.

4) Bodmeribreve efter Reglerne i Sølov 1. April 1892 § 185.

5) Forlig, indgåede for, og Domme, afsagte af danske Konsuler i de i Lov om danske Konsulers Doms- og Øvrighedsmyndighed m. m. af 15. Februar 1895 nævnte Tilfælde.

Udpantning samt Udsættelses- og Indsættelsesforretninger uden foregående Lovmål og Dom kunne finde Sted under de i 4de Afsnit angivne Betingelser.

§ 470.

I Henhold til Traktat, indgået på Betingelse af Gensidighed, kan der ved Anordning tillægges Domme og Kendelser, afsagte af udenlandske Retter eller Myndigheder, samt udenlandske offentlige Forlig, for så vidt de bestemme andet end Straf, Eksekutionskraft her i Riget, når de ere forsynede med en af de i Anordningen angivne udenlandske Myndigheders Bevidnelse om at være udfærdigede i den Form, der fordres til Eksekution, samt om at have den Egenskab at give Adgang til Eksekution efter den udenlandske Lovgivning.

Med Hensyn til Sverige har det sit Forblivende ved Lov af 19. Februar 1861.

Udenfor de i denne Paragraf nævnte Tilfælde kan Eksekution ikke ske umiddelbart på Grundlag af en udenlandsk Dom eller Kendelse.

§ 471.

Eksekution foretages af Underretsdommeren, der i denne sin Virksomhed benævnes Foged; på Landet kan Eksekution dog ske ved Sognefogden, når Dommen eller Forliget lyder på Betaling af en Pengesum, der bortset fra de efter Sagens Begyndelse påløbne Renter og Sagsomkostninger ikke overstiger 100 Kr., og Genstanden for Eksekutionen derhos ikke er fast Ejendom. Til Brug under sådanne Forretninger leveres der Sognefogden en af Fogden autoriseret Bog, hvis Anskaffelse bekostes af vedkommende Kommunes Kasse.

Ved Eksekutionsforretningens Foretagelse har Fogden (Sognefogden) at sørge for, at tvende gode Mænd ere til Stede som Vidner. Disse ere tillige uden anden særlig Bemyndigelse kompetente til at foretage de under Forretningen forefaldende Vurderinger og andre lignende Skøn. Skulde de ikke være i Stand til rettelig at anslå de forekommende Genstande, har Fogden at tilkalde andre Mænd, som hertil ere skikkede. Såvel Vidnerne som de, der tilkaldes for at udføre Vurderinger, have i Fogedbogen, henholdsvis den i 1ste Stykke nævnte Bog, at underskrive en Forsikring på Tro og Love om, at de ville udføre Vurderingen efter deres bedste Overbevisning.

Politiet er pligtigt på Forlangende at understøtte Fogden, dersom han i sine Forretningers Udførelse møder sådan Modstand, som han ikke ved egen og Vidnernes Hjælp tror at kunne overvinde, eller han af andre Grunde begærer Politiets Bistand.

§ 472.

Ingen Foged kan foretage Eksekutionsforretninger udenfor sin egen Retskreds, medmindre disse blot ere at anse som Fortsættelse af en i Retskredsen påbegyndt Eksekution, i hvilket Tilfælde han i tilstødende Retskredse er kompetent til at foretage Eksekution i rørligt Gods. Dog er Fogden ikke pligtig at rejse længere end 15 Kilometer ud over Grænserne af sin Retskreds.

§ 473.

Den, der vil have en Eksekution foretagen, skal for Fogden fremsætte sin Begæring herom, ledsaget af Udskrift af Dommen, Kendelsen eller Forliget eller af det originale Pantebrev eller Bodmeribrev, ligesom han også ved samme Lejlighed har at meddele alle de Oplysninger, som i øvrigt måtte være fornødne, for at Fogden kan tage Bestemmelse om Forretningens Berammelse.

Begæringen skal, hvis Fordringen, bortset fra Sagsomkostninger og Renter, der ere påløbne siden Sagens Begyndelse, overstiger 300 Kroners Værdi, være skriftlig. I andet Fald kan den fremsættes mundtlig for Fogden, som da har at tage den til Fogedbogen.

Eksekution kan begæres under eet hos samme Skyldner efter forskellige Eksekutionsgrundlag.

§ 474.

Dommen eller Kendelsen må være udfærdiget i lovmæssig Form. Er dette Tilfældet. vedkommer det ikke Fogden at undersøge eller afgøre, om Dommen eller Kendelsen måtte lide af sådanne Fejl eller Mangler, som kunde medføre en anden Afgørelse efter Anke eller Kære. Kun hvis Dommen eller Kendelsen ikke er udgået fra en lovlig bestående Domstol eller nogen til at afsige eksigible Dekreter beføjet Myndighed, eller den ikke ifølge sit Indhold kan fuldbyrdes, har Fogden at nægte Eksekution.

§ 475.

Under Eksekutionen af Forlig har Fogden at påkende alle Indsigelser mod Forligets Gyldighed, dog, hvad Retsforlig angår, kun, for så vidt Fogdens Kendelse ikke vilde indeholde en Bedømmelse af Rettens Handlinger.

Er den ved Forliget hjemlede Fordring knyttet til en Betingelse eller en Tidsfrist eller afhængig af Erlæggelse af en Modydelse, må det ved Forligets eget Indhold eller ved andre offentlige Dokumenter eller ved Skyldnerens egen Indrømmelse være givet, at Betingelsen er indtrådt eller Tidsfristen udløben, eller at Forligshaveren fra sin Side har erlagt Modydelsen, for så vidt ikke lovligt Tilbud herom fremkommer under selve Forretningen og da endnu kan betimelig fremsættes.

§ 476.

De i foregående Paragraf med Hensyn til Forlig opstillede Grundsætninger finde også Anvendelse på de i § 469 Nr. 3 nævnte Pantebreve og de i § 469 Nr. 4 nævnte Bodmeribreve.

§ 477.

Den. der forlanger Eksekution efter en udenlandsk Dom eller Kendelse, må samtidig med Begæringen herom forelægge Fogden de Oplysninger, som udkræves efter § 470.

§ 478.

Domme kunne fuldbyrdes, når Fuldbyrdelsesfristen er udløben, uden at lovlig Anke er bleven iværksat ved Ankestævnings Indlevering til Berammelse inden denne Frists Udløb. Fuldbyrdelsesfristen, der regnes fra Dommens Afsigelse eller, jvf. § 210, 3die Stykke, fra dens Forkyndelse, er ved alle Retter 15 Dage.

Ved Domme, der påbyde en Handlings Foretagelse, kan Retten forlænge den nævnte Tidsfrist, hvis Domfældte findes at behøve længere Tid til at efterkomme Dommen.

Ansvar for Overtrædelse af en Dom. som pålægger at undlade noget, ifaldes ikke før den almindelige Fuldbyrdelsesfrists Udløb.

Domme, hvorved der tilkendes nogen en Ret, kunne ikke før Udløbet af den almindelige Eksekutionsfrist afgive Hjemmel til Udøvelse af sådan Ret.

§ 479.

Ved udtrykkelig Bestemmelse i Dommen kan Retten, når Omstændighederne tale herfor, efter Påstand sætte Fuldbyrdelsesfristen — herunder også den ved de to sidste Stykker af § 478 hjemlede Frist — til kortere Tid end den i § 478 angivne. I Forbindelse hermed kan det på Domfældtes Begæring bestemmes, at Domhaveren skal stille Sikkerhed, dersom han inden Udløbet af den almindelige Fuldbyrdelsesfrist vil eksekvere Dommen.

Ligeledes kan det efter Påstand i Dommen bestemmes, at Eksekution med eller uden foregående Sikkerhedsstillelse skal kunne iværksættes, uanset at Dommen betimelig påankes.

Påstand om foranførte Bestemmelser må fremsættes senest under den mundtlige Domsforhandling.

§ 480.

Kendelser, som bestemme noget, der skal fuldbyrdes, kunne eksekveres straks, så snart de ere afsagte og givne beskrevne, medmindre andet fremgår af Kendelsens eget Indhold.

Fuldbyrdelse af de i § 168, jvf. §§ 197 og 291, omtalte Kendelser kan dog først finde Sted, når Fristen til at fremsætte Begæring om Kendelsens Ophævelse i Henhold til § 168 er forløben, eller Retten har nægtet at efterkomme en sådan Begæring.

§ 481.

Eksekution efter Forlig kan foregå, så snart Tidspunktet for Forligets Opfyldelse er indtrådt. Ved Pantebreve kan Panthaveren skride til Eksekution, når der er forløbet en Tid af 14 Dage fra Forfaldstiden at regne, og der derhos, for så vidt Skyldneren bor på den pantsatte Ejendom, med 3 Dages Varsel er givet ham en i Overensstemmelse med Reglerne i Kapitel 16 forkyndt Meddelelse om Dagen, på hvilken Forretningen vil blive foretagen.

§ 482.

Når Fuldbyrdelsesfristen er udløben, kan Eksekutionen ikke hindres ved senere iværksat Anke, medmindre sådant bestemmes af den Ret, til hvilken Sagen er indanket.

§ 483.

De i det følgende om Domme givne Bestemmelser finde også Anvendelse på Forlig og andre Eksekutionsgrundlag. dog med de Lempelser, som følge af Forholdets Natur.

§ 484.

Er der pålagt Domfældte en anden Ydelse end Penge, sker Dommens Eksekution, med de i §§ 485—487 nævnte Undtagelser, derved, at Domhaverens Interesse i Dommens Efterkommeise anslås i Penge, og at Vederlagsbeløbet inddrives efter de i Kapitel 46 opstillede Regler, for så vidt ikke en efter Dommens Afsigelse indtrådt Umulighed eller andre lignende Omstændigheder efter den borgerlige Rets Grundsætninger have befriet Domfældte uden tillige at medføre Erstatningspligt for ham.

Hvis der ikke i selve Dommen er fastsat et Pengevederlag, som træder i Stedet for den Ydelse, hvorpå Dommen principalt går ud, kan Domhaveren under Fogedforretningen få fastsat det Pengebeløb, hvortil hans Interesse må anslås. Kan Ydelsen i og for sig ikke anslås til Penge, kan Fogden i Stedet derfor sætte en Godtgørelse i Penge.

I Reglen har Fogden med Vidnernes Bistand at foretage Ansættelsen (§ 471); hvis disse ikke ere tilstrækkelig sagkyndige, kan Fogden udmelde andre, som, efter at have afgivet en Forsikring som den i § 471 omtalte, yde den fornødne Bistand.

Fogden har, så ridt muligt, at tilkalde Domfældte, for at han kan afgive sine Oplysninger og Erklæringer, forinden Vederlagssummen bestemmes.

Derefter fastsætter Fogden Pengevederlaget ifølge sit Skøn over Omstændighederne og uden at være bunden ved Vidnernes eller de i deres Sted trædende Personers Anskuelse. Han har herved fornemlig at drage Omsorg for, at Domhaveren får fuldstændig Erstatning, og i Tvivlstilfælde har han hellere at fastsætte denne rigeligt end at udsætte Domhaveren for at lide noget Tab ved, at Dommen ikke efterkommes.

Anlægger Domhaveren i Anledning af, at Dommen ikke efterkommes, Strafesag ifølge § 490, kan det ham tilkommende Pengevederlag fastsættes under denne Sag i Stedet for under Fogedforretningen.

§ 485.

Skal Domfældte fravige Besiddelsen af en fast Ejendom eller tilstede Domhaveren en vis Rådighed over den, har Fogden, så vidt gørligt, umiddelbart at fremtvinge Dommens Efterlevelse ved Domfældtes Udsættelse eller på anden lignende Måde.

§ 486.

Lyder Dommen på, at Domfældte skal udlevere en rørlig Ting, har Fogden ligeledes umiddelbart at sætte Dommen i Værk ved at fratage Domfældte Tingen, om fornødent med Magt. Forefindes Tingen ikke under Forretningen, kan Domhaveren fordre sin Interesse ansat til Penge på den i § 484 omtalte Måde og Beløbet inddrevet. Lyder Dommen på, at Domfældte skal udlevere et Barn, har Fogden umiddelbart at sætte Dommen i Værk ved at fratage Domfældte Barnet og overgive det til den, som efter Dommen er berettiget til at fordre dette, om fornødent med Magt.

Med de af Forholdets Natur flydende Lempelser finder § 511 også Anvendelse ved Forretninger af heromhandlede Art.

§ 487.

Skal Domfældte ifølge Dommen udføre et Arbejde eller træffe andre lignende Foranstaltninger, kan Fogden efter Domhaverens På stand tillade denne at lade så-

dant foretage ved andre, således at Udlæg derefter kan gøres overensstemmende med næste Kapitel for det efter en af Fogden godkendt Regning hertil medgåede Beløb, dersom dette efter Omstændighederne findes at være den letteste og hurtigste Måde. hvorpå Domhaveren kan komme til sin Ret. Er Domfældte tilpligtet at udstede eller underskrive et Dokument, kan Fogden udfærdige dette med samme Virkning, som om han af Domfældte var bleven befuldmægtiget hertil. Er Domfældte tilpligtet at stille en Sikkerhed, kan Fogden udtage så meget af hans Gods, som hertil er fornødent, og over dette haves da samme Sikkerhedsret som over udlagt Gods.

Er Domhaveren kendt berettiget til at udføre en Handling mod at erstatte den herved bevirkede Skade, eller Domfældte kendt pligtig at foretage noget imod at få Udgifterne derved erstattede af Domhaveren, er Fogden pligtig til på vedkommendes Forlangende, om fornødent med sagkyndiges Bistand, at afgøre Spørgsmål om Udførelsen af Dommen såvel som at bestemme Størrelsen af den Erstatning, der skal udredes i Forbindelse med Dommens Fuldbyrdelse.

§ 488.

Lyder Dommen på, at Domfældte skal undlade noget, kan Domhaveren, når Dommen overtrædes, dersom det ikke i Dommen selv er bestemt, hvilket Ansvar der skal være forbundet hermed, under en Fogedforretning på den i § 484 bestemte Måde få sin Interesse anslået i Penge og Beløbet inddrevet efter Kapitel 46. For så vidt Domhaveren i Anledning af Dommens Overtrædelse anlægger Sag i Henhold til § 490, kan Erstatningen fastsættes under denne i Stedet for under Fogedforretningen.

§ 489.

Lyder Dommen på, at Domfældte skal erlægge en Række Ydelser, eller kan Dommen overtrædes ved en Række Handlinger, kan Domhaveren, hver Gang Dommen tilsidesættes, gå frem efter §§ 484—488.

§ 490.

Den, der modvillig undlader at efterkomme en Dom, hvorved det er ham pålagt at foretage noget, såvel som den, der forsætlig overtræder en Dom, hvorved det er ham pålagt at undlade noget, kan, hvad enten Domhaveren går frem efter §§ 484—488 eller ikke, under en af denne anlagt Sag dømmes til Straf af Bøder eller simpelt Fængsel, hver Gang en særskilt Tilsidesættelse af Dommen foreligger. Sådan Sag kan dog ikke anlægges, når Domhaveren i Mindelighed eller ved Anvendelse af ovennævnte Fremgangsmåde har opnået sin Ret eller Sikkerhed for den, ligesom i så Fald en allerede anlagt Sag bliver at hæve og Fuldbyrdelsen af en idømt Straf undlades eller standses. At Domfældte har udstået Straf efter en i Medfør af nærværende Paragraf erhvervet Dom, udelukker ikke Domhaveren fra at anvende den i §§ 484—488 ommeldte Fremgangsmåde.

Når Straffedom er afsagt over Domfældte, har Politiet på Domhaverens Begæring at yde Bistand til hans Rets Gennemførelse ved at opsøge og fratage Domfældte de ham frakendte Ting, hindre ham i at foretage Overtrædelseshandlinger, tilintetgøre, hvad der er foretaget i Strid med Domhaverens Ret, og deslige.

§ 491.

Ved de foregående Paragraffers Forskrifter er der ikke gjort nogen Indskrænkning i Domhaverens Ret til at benytte de foreløbige Retsmidler for at sikre sig i Henseende til Dommens Efterkommelse.

§ 492.

Domme, der lyde på Betaling af Penge, kunne fuldbyrdes ved Eksekution i Domfældtes Formue. Med Hensyn til Bøder, der idømmes i borgerlige Retstrætter, følges de om Eksekution af Bødedomme gældende Regler, jvf. §§ 974, 976 og 982.

Derimod kan Domfældte ikke underkastes Gældsfængsel.

Det har sit Forblivende ved de gældende Regler om Afsoning af Underholdsbidrag til Børn udenfor Ægteskab og lignende Ydelser af familieretlig Natur.

§ 493.

Eksekution kan kun udstrækkes til så meget af Domfældtes Gods, som, efter Fradrag af, hvad der kan forudses at ville medgå til Fyldestgørelsen af Trediemands fortrinligere Krav, i Henhold til stedfunden Vurdering behøves til Dommens Fyldestgørelse og til Dækning af de Omkostninger, som efter Domhaverens Påstand og Fogdens Skøn om dennes Rigtighed ville medgå til Retsafgifter eller andre nødvendige Udgifter, såsom ved det udlagtes Flytning, Opbevaring indtil Auktionen m. v.

For så vidt Eksekutionen foretages for Honorar til Rekvirentens juridiske Konsulent, fastsættes dettes Størrelse af Fogden under Hensyn til Sagens Beskaffenhed og Ulejligheden med Inddrivelsen, selv om ingen Indsigelse mod Størrelsen af det fordrede Beløb fremsættes og uanset, at der derom foreligger Overenskomst. Fogdens Kendelse herom er Genstand for Kære.

§ 494.

Eksekution iværksættes, under Iagttagelse af de i det følgende givne Regler, derved, at Fogden (Sognefogden) giver Domhaveren Udlæg til Forauktionering i Domfældtes rørlige eller urørlige Gods eller i ham tilkommende Rettigheder eller Fordringer på andre, jvf. endvidere §§ 495, 548 og 549.

Er Godset behæftet eller i Forvejen udlagt til andre, kan der gives sekundært Udlæg deri.

Hvis rede Penge forefindes, blive disse af Fogden at udbetale Domhaveren til Dækning af eller Afdrag på Fordringen. Foretages Forretningen af Sognefogden, bliver Beløbet af denne at aflevere til Fogden, der da foranstalter det videre fornødne. Domhaveren kan ikke vægre sig ved at modtage Betaling i forfaldne Fordringer på ham selv, når disses Rigtighed anerkendes.

§ 495.

Udlæg kan gøres i Domfældtes Leje-, Forpagtnings- eller Fæsterettigheder eller i andre Brugsrettigheder over faste Ejendomme på den Måde, at Ejendommen ved Fogdens Foranstaltning, jvf. § 499, administreres til Domhaverens Fordel, og Indtægterne af den benyttes til dennes Dækning på samme Måde som ellers de ved Tvangsauktion indvundne Pengebeløb, alt for så vidt sådant kan ske uden at krænke andres Ret.

§ 496.

Udlagt Gods ansættes under Fogedforretningen til den Værdi, hvortil det skønnes under sædvanlige Omstændigheder at kunne udbringes ved offentlig Auktion efter Fradrag af de med Auktionen og Inkassationen forbundne Omkostninger. Hvor Salg ved Auktion ikke finder Sted (§ 548), tages der Hensyn til de Omkostninger,

som Salg på anden Måde vil medføre. Ved Udlæg i Fordringer eller i Rettigheder eller i Indtægterne af faste Ejendomme finder ingen Vurdering Sted. men Udlægets Omfang og Udstrækning bestemmes ved et Skøn under tilbørligt Hensyn til de med den benyttede Fremgangsmåde forbundne Udgifter og Omkostninger.

§ 497.

Domfældte eller den. der under Forretningen optræder på hans Vegne, jvf. § 508, er berettiget til at påvise de Ting, i hvilke Eksekution skal ske, og Domhaveren kan ikke gøre Indvendinger herimod, når blot de påviste Genstande efter Fogedvidnernes Vurdering eller Skøn afgive en til det Beløb, der skal inddrives, svarende Sikkerhed.

Dog behøver Domhaveren ikke at modtage Udlæg i fast Ejendom, når der kan påvises rørligt Gods eller Fordringer, hvoraf Fyldestgørelse kan fås, såvel som ej heller i Løsøregenstande, hvis Opbevaring eller Realisation måtte være særlig vanskelig, eller i Fordringer, som må anses for omtvistede eller usikre. Ej heller kan Domhaveren nødes til at søge sin Fyldestgørelse på anden Måde, når der kan gives ham Udlæg til Forauktionering. For så vidt andet Gods kan påvises, behøver han ikke at modtage sekundært Udlæg i Genstande, som i Forvejen ere udlagte til andre, eller hvorover andre have erhvervet Rettigheder, for hvilke Udlægshaveren må stå tilbage.

§ 498.

Påviser hverken Domfældte eller nogen på hans Vegne Genstande, hvori Udlæg kan ske, tilfalder det Domhaveren at udvælge de Genstande, hvori han vil søge Fyldestgørelse.

Dog har Fogden (Sognefogden) herved at påse, at de for Domfældte mest undværlige Genstande først udlægges, så at altså en Ejendoms nødvendige Besætning og de til dens Drift uundværlige Avisredskaber såvel som Håndværksredskaber og andre til Domfældtes Næringsdrift uomgængelig fornødne Ting ikke udlægges, så længe andre mere undværlige Genstande forefindes.

Gødning såvel som Strå og Hø samt Føde- og Sædekorn, Foderroer, Foderkartofler og Sukkerroeaffald, for så vidt til Ejendommens Drift findes fornødent, må ikke ved Udlæg skilles fra Ejendommen, men bliver at betragte som et Tilbehør til den; ej heller må Sæd på Marken omhugges eller anden Afgrøde indhøstes, førend den er moden hertil.

Det har endvidere sit Forblivende ved den bestående Lovgivnings Bestemmelser om, at de befalede Brandredskaber ej kunne skilles fra Ejendommen.

§ 499.

Når Fyldestgørelse søges på den i § 495 omhandlede Måde, har Fogden at overgive Administrationen af vedkommende Ejendom, så vidt Brugsretten rækker, til en af ham godkendt Bestyrer og eventuelt at pålægge Fæstere, Forpagtere, Lejetagere og andre at betale deres Afgifter til denne, samt i øvrigt at iværksætte de Tvangsforanstaltninger, som ere fornødne, for at Ejendommens Frugter og Indtægter kunne komme Domhaveren til Nytte.

Den af Fogden godkendte Bestyrer aflægger til de af Fogden bestemte Tider til denne Regnskab for Indkomsterne af Ejendommen og afleverer Overskuddet til Fogden efter Fradrag af Driftsudgifter og øvrige Administrationsomkostninger, derunder hans eget Honorar.

For så vidt Ejendommens Bestyrelse måtte give Underskud, hæfter Domhaveren herfor, og Fogden kan med Hensyn hertil afkræve ham en Sikkerhedsstillelse, når han anser det fornødent,

Når Domhaveren er bleven dækket for sin Fordring med påløbne Renter og Omkostninger, overleveres Ejendommen igen til Skyldneren.

Alle Spørgsmål angående Ejendommens Bestyrelse, Regnskabsaflæggelsen og den tvungne Administrations Ophør afgøres af Fogden, når Domhaveren, Skyldneren eller andre i Ejendommen interesserede i den Anledning fremføre Klager eller Indsigelser.

§ 500.

Udlæg kan ikke gøres i de for Skyldneren og hans med ham samlevende Hustru og Børn fornødne Senge og Sengklæder samt nødvendigste Linned og Gangklæder.

Endvidere kan Skyldneren fordre, at der skal levnes ham Genstande, som høre til de vigtigste Livsfornødenheder eller ere nødvendige til hans Næringsvejs Udøvelse, indtil et Vurderingsbeløb af 25 Kr. eller, dersom han er Familieforsørger, af 75 Kr. Disse Genstande er han selv berettiget til at undtage fra Udlæget efter eget Valg; er han ikke til Stede under Eksekutionsforretningen, bør der gives dem. der ellers ere til Stede i hans Hus. Anledning til på hans Vegne at foretage et sådant Valg. Denne Ret til at undtage Genstande indtil en vis Værdi fra Udlæget indtræder dog ikke, når Udlæg gøres for Skatter eller andre Afgifter til det offentlige, og kommer heller ikke til Anvendelse med Hensyn til Genstande, som ere særlig givne til Pant for den Fordring, i Anledning af hvilken Udlæg søges.

§ 501.

Eksekution må ikke gøres i over- eller underordnede Militæres Uniformsstykker, Våben eller andre til deres tjenstmæssige Udrustning og Forsyning fornødne Genstande.

Ej heller må Eksekution gøres i civile Embeds- eller Bestillingsmænds Embedsdragter eller i Genstande, som af dem holdes og bruges til deres Embeders eller Bestillingers Udførelse.

§502.

Eksekution kan kun gøres i Rettigheder, som på den Tid, Forretningen foretages, alt ere erhvervede, derimod ikke i fremtidige Erhvervelser, såsom ventendes Arv.

Eksekution kan iværksættes i Domfældtes Fordringer på andre, selv om de ere betingede eller endnu ikke forfaldne, når de dog kunne angives og betegnes med tilstrækkelig Bestemthed. Er Udlæg sket i falden Arv, kan Arvekravet ikke uden Domfældtes Samtykke forauktioneres, forinden Arveparten kan fordres udbetalt.

Udlæg kan ikke gøres i det, som Skyldneren måtte kunne erhverve ifølge gensidig bebyrdende Kontrakt, der ikke endnu er fuldstændig opfyldt fra hans Side, når det, der af ham skal ydes, er personligt Arbejde eller Tjeneste eller andet, som Udlægshaveren ikke er eller ved Udlægsforretningen sættes i Stand til at give eller udføre. Som Følge heraf kan Udlæg ikke gøres i ikke forfalden Tyende- eller Arbejdsløn.

Dog skal ovenstående Forskrift ikke medføre nogen Indskrænkning i den hidtil bestående Adgang til for Underholdsbidrag til Børn udenfor Ægteskab og lignende Ydelser af familieretlig Natur at holde sig til Skyldnerens Arbejds- eller Tjenesteløn eller lignende Indtægt.

§ 503.

I sådant Gods, som ellers ifølge dets Natur kunde være Genstand for Eksekution, kan Udlæg ikke gøres, når det ved Retshandler med Trediemand eller ved dennes Bestemmelser retsgyldig er fastsat, at Kreditorer ikke kunne søge Fyldestgørelse i Godset,

§ 504.

I endnu ikke udbetalt Embeds- eller Bestillingsløn eller i lignende Indtægter samt i ikke udbetalte Ventepenge, Pensioner og hermed i Klasse stående Understøttelser, som udredes af Statskassen. Kommunekasser eller andre offentlige Kasser, kan Udlæg ikke gives.

§ 505.

Undtagne fra Eksekution ere fremdeles: 1) De militære Underklassers Tjenesteemolumenter i Overensstemmelse med Lov af 21. Marts 1874 § 2, 2) Dagpenge og lignende Udredelser til Embedsmænd eller andre, som udføre offentlige Hverv, samt Rejseudgifter og Tærepenge, der ere udbetalte til indkaldte Vidner eller Synsmænd, 3) Underholdspenge, som ifølge Øvrighedsresolution, Forlig eller anden lignende Bestemmelse udredes til Hustruer eller Børn, 4) Understøttelse og Hjælp til trængende, som gives af det offentlige, Stiftelser eller andre veldædige Indretninger, 5) Midler og Penge, der udenrigs fra indsættes i Nationalbanken, samt Klasselotterigevinster, 6) Skipperens og Skibsmandskabets om Bord i Skibet værende Ejendele, som udkræves til Tjenesten om Bord, når Skibet er udklareret for en Rejse og i øvrigt sejlfærdigt.

§ 506.

Livrenter, Overlevelsesrenter, Livsforsikringssummer og lignende mod Vederlag erhvervede Indtægter ere. for så vidt ikke andet ved Retsforholdets Stiftelse retsgyldig er bestemt, ikke undtagne fra Eksekution, medmindre særlig Lovhjemmel derfor haves, eller sådant måtte følge af den borgerlige Rets Regler.

§ 507.

Er det fornødne Eksekutionsgrundlag til Stede, og tinder Fogden ikke i øvrigt noget til Hinder for at efterkomme Begæringen om Eksekution, berammer han en Tid til Forretningens Foretagelse, så vidt muligt i Overensstemmelse med Domhaverens Ønske. Skal Forretningen ske ved Sognefogden, udfærdiger Fogden en Ordre til denne, der kan tegnes på Dommen eller Forliget og skal indeholde en nøjagtig Angivelse af det Beløb, derunder Renter og Omkostninger, jvf. § 493, for hvilket Udlæg vil være at foretage. Denne Ordre tilstilles ved Rekvirentens Foranstaltning Sognefogden, der derefter uden ufornøden Henstand iværksætter Eksekutionen. Hvor ikke det modsatte er sagt eller følger af Sagens Natur, skulle de i §§ 507—23 om Fogden givne Regler finde tilsvarende Anvendelse på Sognefogden.

Eksekutionsforretningen skal i Reglen begynde på Domfældtes Bopæl, medmindre Fogden skønner, at der ifølge de foreliggende Omstændigheder er Anledning til Afvigelse herfra,

Når Dommen lyder på Udlevering eller Afståelse af Ting, kan Eksekutionsforretningen begynde, hvor disse forefindes.

Har Domfældte ingen Bopæl i Riget, kan Eksekutionsforretningen begynde, hvor Domfældte antræffes, eller hvor Ting, som kunne tjene til Fyldestgørelse, forefindes.

§ 508.

Forretningen kan ikke fremmes, medmindre der under den gives behørigt Møde fra Domhaverens Side. Sådant Møde er dog ufornødent, når Dommen eller Forliget lyder på Betaling af en Pengesum, der, bortset fra de efter Sagens Begyndelse påløbne Renter og Sagsomkostninger, ikke overstiger 100 Kr., og der ikke æskes Udlæg i fast Ejendom.

Eksekutionsforretningen kan foregå, selv om Domfældte ikke træffes til Stede. Dog skal i dette Tilfælde, hvis ingen anden fremtræder som befuldmægtiget til at give Møde for Domfældte, Fogden opfordre hans Hustru, Børn over 18 År, Tyende eller andre i hans Tjeneste stående eller til Husstanden hørende voksne Personer, som ere til Stede, til at varetage hans Tarv under Forretningen. Ere sådanne ikke heller at antræffe, eller ere de uvillige til at optræde, rettes en lige Opfordring til hans Husvært, Principal, Husbonde, Læremester eller Arbejdsherre, for så vidt nogen af disse er til Stede.

§ 509.

Forretningen begynder med, at Fogden opfordrer vedkommende til ved Fordringens Fyldestgørelse og de Domfældte til Last faldende Omkostningers Betaling at afværge Eksekutionens videre Fremgang. Sker dette ikke, skrider Fogden til at foretage de fornødne Eksekutionshandlinger i Overensstemmelse med Kapitel 46.

Når Rekvirenten i Henhold til § 508 ikke møder under Forretningen, skal Fogden være pligtig at modtage det fordrede eller Afdrag derpå, når sådant tilbydes, med samme Virkning, som om Betalingen var sket til Rekvirenten.

§ 510.

Når Domfældte ikke påviser behørige Udlægsgenstande, er han pligtig på Fogdens Forlangende at åbne sine Værelser og Gemmer, for at det kan ses, om heri indeholdes Genstande, som egne sig til Udlæg. I Vægringstilfælde, såvel som når ingen træffes til Stede, der er i Stand til at efterkomme Forlangendet, kan Fogden skride til den fornødne Magts Anvendelse. I fornødent Fald er Fogden ligeledes beføjet til at undersøge Domfældtes Person, hvis der er Grund til at antage, at han har skjult Værdigenstande på sig. En sådan Undersøgelse kan dog ikke iværksættes af Sogne- fogden uden i Henhold til særlig Ordre fra Fogden, og dennes Beslutning derom må stedse ske ved en af Grunde ledsaget Kendelse. Om Foretagelse af en sådan Undersøgelse skal altid gøres udtrykkelig Bemærkning i Fogedbogen.

§ 511.

Skyldneren er pligtig under Eksekutionsforretningen på Forlangende at opgive redelig og overensstemmende med Sandheden, hvad han ejer til Fyldestgørelse af Fordringen, samt i øvrigt at meddele alle i så Henseende fornødne Oplysninger. Er Skyldneren ikke til Stede, kan Rekvirenten begære Forretningen udsat og med et af Fogden bestemt Varsel lade ham tilsige til Møde. Er Rekvirenten i Medfør af § 508 ikke mødt, kan Fogden, når han finder det fornødent, af egen Drift udsætte Forret-

ningen til et senere Møde og iværksætter da umiddelbart Indkaldelsen til dette. Når Rekvirenten ønsker det, eller Fogden i hans Fraværelse finder det hensigtsmæssigt, kan det nævnte Møde afholdes på Fogedkontoret.

Vægrer Skyldneren sig ved at fremkomme med Opgivelser og Oplysninger, eller undlader han uden lovligt Forfald at møde ved Forretningens Fortsættelse, kan han hensættes i simpelt Fængsel, indtil han opfylder sin Pligt i så Henseende, dog ikke ud over 6 Måneder. Beslutning herom kan ikke fattes af Sognefogden, der i fornødent Fald forelægger Sagen for Fogden.

§ 512.

Når Skyldneren under en Eksekutionsforretning eller på en Tid, da han måtte forudse en sådan, i egennyttig Hensigt for at unddrage sin Kreditor den ham tilkommende Fyldestgørelse, foretager noget, der går ud på, at hans lovlige Ejendele eller Fordringer skulle unddrages fra at udlægges til pågældende Kreditor, bliver han at anse med Straf efter den almindelige borgerlige Straffelovs § 260.

§ 513.

Fra Domfældtes Side kan der med den i § 474 givne Begrænsning fremsættes Indsigelser imod Eksekutionens Fremme enten i det hele eller for en Del eller på den påståede Måde.

§ 514.

Trediemand kan fremsætte Indsigelser imod Eksekutionen, når dennes Foretagelse på den påståede Måde vilde stride imod hans Ret, Han har i så Fald blot at fremsætte sin Indsigelse til Fogedbogen, henholdsvis den i § 471 nævnte Bog, og æske Fogdens Kendelse, hvorefter den indtrædende Trediemand er at anse som Part i Forretningen.

§ 515.

Foretages Eksekution af Fogden selv, fremsættes mulige Indsigelser under Forretningen.

I Anledning af de fremsatte Indsigelser kan Domhaveren, hvis han er mødt, ytre sig. Om nogen yderligere Ordveksling skal finde Sted, beror på Fogdens Tilladelse.

Forhandlingerne for Fogden foregå mundtlig.

Under Forhandlingerne for Fogden kan Bevisførelse ved Vidner, Syn og Skøn eller personlig Afhørelse af Parterne ikke finde Sted, medmindre Fogden mener undtagelsesvis at burde tilstede det. Finder en sådan Bevisførelse Sted, foretages den efter de for Underretssager gældende Regler.

Henhører Hovedsagen under Underret, har Fogden at yde Parterne Vejledning Overensstemmelse med Grundsætningerne i § 420.

Foretages Eksekutionen af Sognefogden, kunne Indsigelser fremsættes, dels under Forretningen, dels i Løbet af 14 Dage efter dens Afholdelse. Fremsættes Indsigelsen under Forretningen, skal Sognefogden indtegne Indsigelsen i den ham leverede Bog og tilstille Fogden en Udskrift af denne. Nogen Forhandling eller Bevisførelse for Sognefogden kan ikke finde Sted. Indsigelser, der fremsættes efter Forretningen, rettes til Fogden. Når denne finder det fornødent, kan han give Parterne Lejlighed til ved Møde for Fogedretten at ytre sig om Indsigelserne, og de i 3die—5te Stykke indeholdte Regler finde da tilsvarende Anvendelse.

§ 516.

I Fogedbogen, henholdsvis den i § 471 omhandlede Bog, optages:

1) Angivelse af Tid og Sted for Forretningen, Parternes Navne, Eksekutionsgrundlagets Beskaffenhed;

2) Betegnelse af Fogden og Vidnerne;

3) Beretning om Forretningens Gang i Almindelighed.

I Tilfælde af Tvist optages i Fogedbogen en ordret Angivelse af de fremsatte Påstande. Når Fogden selv foretager Forretningen, eller Forhandling for Fogedretten i Medfør af § 515, sidste Stykke, finder Sted, lader Fogden derhos i det Omfang, som af ham skønnes hensigtsmæssigt, Parternes Erklæringer over Sagens Sammenhæng tilføre Fogedbogen, dog ikke ordret, men kun efter deres væsentlige Indhold. Det tilførte oplæses og vedkendes.

§ 517.

Udsættelse kan kun undtagelsesvis gives under Forretningen, når ikke Parterne ere enige derom.

Derimod kan Fogden beslutte eller tilstå en Standsning i Forhandlingerne, når Omstændighederne kræve det. Fogden har da ved Bevogtning eller på anden Måde at træffe de fornødne Foranstaltninger for at opretholde den samme Tilstand, indtil Forretningen atter fortsættes. Parterne skulle på behørig Måde underrettes om Tiden herfor.

Har Rekvirenten i Medfør af § 508 ikke givet Møde under Forretningen, og kan han ikke uden Ophold skaffes til Stede, skal Fogden, når han finder, at en fremsat Indsigelse ikke straks kan forkastes eller tages til Følge, udsætte Forretningen og underrette Parterne om, når den påny foretages, og Rekvirenten har da, hvis han ønsker Forretningen fremmet, at give Møde til den således fastsatte Tid. Når Udsættelse finder Sted i Henhold til denne Bestemmelse, kan Fogden træffe sådan Foranstaltning som i 2det Stykke nævnt.

Foretages Eksekutionen af Sognefogden, bliver den altid af ham at fremme uden Hensyn til fremsatte Indsigelser.

§ 518.

I opstående Tvistigheder afsiger Fogden Kendelse umiddelbart efter Forhandlingernes Slutning eller dog snarest muligt. Er Forretningen foretagen af Sognefogden, træffer Fogden efter Forløbet af 14 Dage fra dens Afholdelse Beslutning om mulig fremsatte Indsigelser. Finder Fogden en fremsat Indsigelse grundet, berigtiger han selv eller ved Sognefogden Fejlen eller ophæver ved Kendelse den stedfundne Forretning i det hele eller for en Del. Forkastes Indsigelsen, stadfæster Fogden Forretningen som endelig. Om Afgørelsen meddeles der Parterne Underretning.

Fogdens Kendelser, der skulle være ledsagede af Grunde, indføres fuldstændigt i Fogedbogen.

Deres Fuldbyrdelse kan ikke hindres ved Anke eller Kære.

Fogden kan pålægge den Part, der skønnes uden tilstrækkelig Grund at have givet Anledning til eller unødig at have vidtløftiggjort Proceduren for Fogedretten, at udrede Sagsomkostninger til Modparten, således at Fuldbyrdelsesfrist med Hensyn hertil fastsættes i Kendelsen.

§ 519.

I Fogedbogen eller den i § 471 nævnte Bog optegnes nøjagtig alle de enkelte Genstande, hvori Udlæg gøres; ved hver enkelt Genstand tilføjes dens Værdi efter den stedfundne Ansættelse.

Fogden erklærer derefter til Fogedbogen jfr. 1ste Stykke, de optegnede Genstande for udlagte til Domhaverens Fyldestgørelse og betyder Domfældte, at han fra nu af ikke uden at pådrage sig Strafansvar kan råde over dem på en Måde, som kommer i Strid med Udlægshaverens Ret, Er Domfældte ikke til Stede, gives der den eller dem, som i Henhold til § 508 tilkaldes på hans Vegne, Pålæg om at give Domfældte en sådan Betydning, og efter Omstændighederne kan lignende Betydning gives den Trediemand, i hvis Besiddelse det udlagte er.

§ 520.

Hvor der gives Udlæg i fast Ejendom, uden at der tillige gives Udlæg i dens Indtægter, forbliver den indtil Tvangsauktionen i Domfældtes Besiddelse, medmindre denne findes at ødelægge eller forringe Ejendommen, i hvilket Tilfælde den kan sættes under en af Fogden valgt Mands Bestyrelse.

Udlægsforretningen må for at kunne gøres gældende imod dem, der i god Tro ved Retshandler måtte erhverve Rettigheder over Ejendommen, tinglæses ved dennes Værneting.

§ 521.

Udlagt Løsøre må, når Udlægshaveren modsætter sig det, ikke forblive i Domfældtes Besiddelse, medmindre denne stiller antagelig Sikkerhed for dets Tilstedeblivelse i uforringet Stand; Udlægshaveren er selv berettiget til at tage udlagt Løsøre i sin Bevaring, dog, hvis det udlagtes Værdi betydeligt overstiger hans Fordring, eller Fogden i øvrigt finder Grund til at forlange sådant, kun imod Sikkerhedsstillelse.

Hvor udlagt Løsøre ikke lades tilbage i Domfældtes Besiddelse, og det heller ikke tages i Forvaring af Udlægshaveren, har Fogden at træffe de fornødne Foranstaltninger til det udlagtes Bevaring på Domfældtes Bekostning.

Har Rekvirenten i Medfør af § 508 ikke givet Møde under Forretningen, påhviler det den, der iværksætter denne, at bestemme, om det udlagte skal forblive hos Skyldneren, og i modsat Fald at drage Omsorg for, at det på passende Måde bevares..

§ 522.

Når Gældsbreve udlægges til Forauktionering, må de forsynes med en Påtegning om Udlæget, hvis dette skal kunne gøres gældende imod Trediemand, der senere i god Tro har fået Gældsbrevet overdraget til Ejendom eller Pant, eller imod Skyldneren, der senere i god Tro har ydet Betaling på Kapitalen til den, hos hvem Udlæget er sket, mod Kvittering på eller Udlevering af Gældsbrevet.

Hvor der gøres Udlæg i Fordringer af anden Beskaffenhed, må der meddeles Skyldneren Underretning herom, da denne i Mangel heraf befries ved i god Tro at betale til den, hos hvem Udlæget er sket. Det samme gælder for Skyldneren efter et Gældsbrev for Rentebetalingers Vedkommende.

Med Hensyn til Udlæg i registreringspligtige Skibe har det sit Forblivende ved Reglen i Skibsregistreringslov af 1. April 1892 § 49.

§ 523.

Kan den Ting, hvori Udlæg gøres, ikke overleveres til Udlægshaveren eller den Mand, som efter Fogdens Bestemmelse skal have den i Bevaring, på Grund af Trediemands Ret til at besidde Tingen, bliver det efter Omstændighederne af Fogden at tilkendegive vedkommende Trediemand, at Domfældte ikke er beføjet til at modtage Tingen, når Trediemands Ret til dens Besiddelse ophører.

§ 524.

Når de i de foregående Paragraffer givne Bestemmelser ere iagttagne, bortfalder den Ret til efter lovlig Omgang at fyldestgøres af det udlagte, som Udlæget giver, ikke ved Skyldnerens påfølgende Død eller Konkurs, jvf. dog Konkurslovens § 23 (Lov Nr. 30 af 20. Marts 1901 § 2), eller ved senere af andre Kreditorer iværksat Udlæg, ligesom Skyldneren ej heller ved senere Retshandler gyldig kan overdrage Trediemand nogen mod Udlægshaverens Ret stridende Rettighed over det udlagte.

Dog taber Udlægshaveren i Løsøre, som er forblevet i Skyldnerens Besiddelse, sin af Udlæget flydende Sikkerhedsret over for Skyldnerens Kreditorer i Tilfælde af Konkurs eller senere Udlæg, når han ikke inden 12 Uger efter Udlægsforretningens Slutning skrider til Tvangsauktion eller får det udlagte bragt ud af Skyldnerens Besiddelse, medmindre han ved Anke eller Kære eller Trediemands Ret har været hindret i at fremme Tvangssalget, eller Trediemands Ret er til Hinder for at betage Skyldneren Besiddelsen.

§ 525.

Viser den stedfundne Tvangsauktion, at Udlægshaveren ikke bliver fyldestgjort af det udlagte, eller kan en Udlægshaver, der ikke har fået tilstrækkeligt Udlæg til at dække sin Fordring, senere påvise Gods, hvori der kan gøres Eksekution, er han berettiget til at forlange Eksekutionsforretningen genoptagen og fortsat efter de ovenfor givne Regler. Omvendt er den, hos hvem Udlæget er sket, berettiget til at begære Forretningen genoptagen og det skete Udlæg i det hele eller for en Del hævet, når den Fordring, hvorfor det er gjort, i det hele eller for en Del er bortfalden, efter at Udlæget er sket.

Ligeledes kan Fogden efter Domhaverens Begæring genoptage Eksekutionsforretningen og træffe ny Bestemmelse om Bevaringen og Administrationen af det udlagte, når Tiden, som vil hengå forinden Auktionen, betydeligt vil blive forlænget ved, at Anke eller Kære er rejst imod Udlægsforretningen, eller når Domfældtes Forhold med Hensyn til udlagt Gods, som er forblevet i hans Besiddelse, giver Anledning dertil, eller når Bekosteligheden ved det udlagtes Bevaring eller lignende Grunde opfordrer dertil.

§ 526.

Også i andre Tilfælde end de i § 525, jvf. § 524, 2det Stykke, nævnte kan Eksekutionsforretningen genoptages efter Begæring af Trediemand eller en af Parterne, når alle vedkommende samtykke deri.

§ 527.

En sluttet Eksekutionsforretning kan påankes eller påkæres overensstemmende med Reglerne i Kapitel 52.

Kendelser, der afsiges af Fogden, kunne først gøres til Genstand for Anke eller Kære, efter at hele Eksekutionsforretningen er sluttet,

§ 528.

Anke eller Kære imod Eksekutionsforretningen må i Reglen rejses inden 4 Uger, efter at Eksekutionsforretningen er endelig sluttet eller stadfæstet, jvf. § 518, eller, for så vidt Eksekutionsgrundlaget på lovlig Måde ophæves eller forandres, 4 Uger, efter at dette er sket.

Dog kan Justitsministeren indtil 1 År efter Eksekutionsforretningens Slutning eller Stadfæstelse tillade Anke eller Kære, når ganske særegne Omstændigheder tale herfor.

§ 529.

Udlæg til Forauktionering giver Ret til, efter de i det følgende opstillede Regler, at sætte det udlagte til offentlig Auktion og gøre sig betalt af Auktionssummen, jvf. dog § 548.

Med Hensyn til Forauktionering af håndfået Pant forbliver det ved den gældende Ret, dog således at Auktionen foretages af Fogden.

Det samme gælder om Forauktionering, foretagen af Statskassen som Panthaver for krediterede Toldafgifter i de en Oplagshaver betroede Oplagsvarer, om Auktion, foretagen af Toldvæsenet i Medfør af Lov om Told- og Skibsafgifter 4. Juli 1863 § 50, og om den af Skipperen efter Sølov 1. April 1892 § 157 foranstaltede offentlige Auktion over oplagt Gods.

Bortsalg af udlagt Løsøre, hvis Vurderingssum under Udlægsforretningen ikke overstiger 100 Kr., foregår på samme Måde som Bortsalg af udpantet Løsøre indtil samme Værdi (§ 596).

§ 530.

Tvangsauktion over udlagt Gods foretages i Reglen af den Foged, som har iværksat Udlæget,

Auktionen bliver i Almindelighed at afholde i den Jurisdiktion, hvor Udlæget er sket. Dog er Rekvirenten, for så vidt Udlæget er foretaget i en Landjurisdiktion, berettiget til at lade de udlagte Genstande bortsælge i den ved Udlægsstedet nærmeste Købstad eller Handelsplads eller, for så vidt Løsøre angår. med Fogdens Billigelse andetsteds.

Dette Steds Foged er da pligtig at afholde Auktionen; dog skal også den Foged, som har foretaget Udlæget, være beføjet til at afholde Auktionen, dersom Rekvirenten ønsker det, og han selv dertil er villig.

Den i Sølovens § 20, 3die Stykke, omhandlede Auktion foretages af Fogden på Rederiets Hjemsted.

§ 531.

Ved Auktioners Afholdelse er særlig Tilkaldelse af Vidner ikke fornøden.

Politiet er forpligtet til på Begæring at yde Fogden Bistand i Overensstemmelse med, hvad der i § 471 er bestemt.

§ 532.

Ved Begæringen om Tvangsauktion forholdes der efter de oven for i § 473 givne Regler, dog at her desuden Udskrift af Udlægsforretningen må medfølge, medmindre Tvangsauktionen skal foretages af den samme Foged, som har foretaget Udlægsforretningen, i hvilket Tilfælde en simpel Påberåbelse af Udlægsforretningen med Angivelse af dens Datum er tilstrækkelig.

§ 533.

Finder Fogden, at Grundlaget for Tvangsauktionen er i Orden, og at i øvrigt intet er til Hinder for det udlagtes Forauktionering, har han at foretage de til Auktionens Afholdelse fornødne Skridt i Henhold til den fremsatte Begæring, navnlig ved at udstede de fornødne Bekendtgørelser angående Auktionen, i hvilken Anledning han kan afkræve Rekvirenten de nødvendige Oplysninger.

Det bliver at iagttage, at Auktionen ikk e må foregå, førend den ordentlige Ankefrist af 4 Uger er udløben. Fremlægges Bevis for, at der inden denne Frists Nr. 53. Lov af 26. Marts om Rettens Pleje.

Udløb af nogen af de oprindelige Parter lovlig er rejst Anke eller Kære mod Udlægsforretningen, enten selvstændigt eller som et Tilbehør til Dommen, bliver det udlagtes Forauktionering at stille i Bero.

Dog kan Fogden, når de udlagte Genstande ere udsatte for Fordærvelse eller væsentlig Værdiforringelse ved at henligge så længe, som Iagttagelsen af foranstående Bestemmelser vilde kræve, eller når deres Bevaring er forbunden med uforholdsmæssig Bekostning, lade Auktionen afholde til et tidligere Tidspunkt, end de ovenangivne Regler hjemle.

§ 534.

Til Omkostninger ved Forauktioneringen regnes ikke blot de egentlige Auktionsudgifter, Afgifter, Inkassationssalær, Leje af Lokale, Bekostning ved Varernes Opbevaring og desl., men også Fogdens Udlæg til Porto. Bekendtgørelser m. v. Til Auktionsomkostningerne henregnes endvidere ved Tvangsauktioner over faste Ejendomme Udgifter ved disses Bestyrelse og Drift efter Udlæget indtil det endelige Salg, for så vidt den, der har udredet dem, har Krav på Andel i Købesummen.

§ 535.

Bekendtgørelse om Auktion over udlagt Løsøre skal ske mindst en Uge før Auktionens Afholdelse, jvf. dog § 529, sidste Stykke, og § 547. Den skal i det mindste 2 Gange indrykkes i den af Egnens offentlige Tidender, som ved Bekendtgørelse fra Justitsministeriet hertil bestemmes, således at den første Bekendtgørelse sker med det nævnte Varsel og den anden en af de nærmeste Dage før Auktionen. Fremdeles skal der om Auktionen ske Opslag ved Plakater og foregå offentligt Udråb, for så vidt sådant på Auktionsstedet er sædvanligt ved frivillige Auktioner.

§ 536.

Bekendtgørelsen skal indeholde tydelig og nøjagtig Angivelse af Tiden og Stedet, når og hvor Auktionen holdes, samt en almindelig Betegnelse af de Genstande, som skulle bortsælges, med Fremhævelse af de særlig værdifulde iblandt dem.

§ 537.

Auktionsrekvirenten antager en Inkassator, som har at stille en af Fogden nærmere bestemt Sikkerhed. Det påhviler Inkassator at være til Stede ved Auktionen og afgøre, om han vil give den enkelte bydende Kredit eller ikke, samt at indkræve Auktionspengene.

Inkassator er som Selvskyldner ansvarlig for, at Beløbene af de af ham antagne Bud blive betalte, medmindre andet er vedtaget.

§ 538.

Fogden har at påse, at der ved Auktionsvilkårene, som i øvrigt forfattes af Rekvirenten, indrømmes vederhæftige Købere den på Egnen ved frivillige Auktioner sædvanlige Kredit, dog uden Fogdens Billigelse ikke ud over 3 Måneder.

Det beror på Auktionsrekvirenten, om han ved Auktionsvilkårene vil pålægge Køberne at udrede Auktionsomkostningerne, eller om han vil fritage Køberne herfor og lade dem forlods udrede af Auktionssummen; i førstnævnte Tilfælde blive de at ansætte til visse Procent eller en vis Andel af hver Krone.

§ 539.

Trykte Auktionskataloger kunne udstedes af Rekvirenten med Fogdens Billigelse, når denne efter Beskaffenheden eller Værdien af de Genstande, der skulle sælges, finder sådant stemmende med alle Parters Interesse, og udredes Udgifterne dertil i Fald af Auktionsbeløbet.

Finder Fogden ikke Udstedelse af trykte Auktionskataloger nødvendig, står det dog enhver i Tvangssalget interesseret frit for på egen Bekostning at udstede sådanne, dog inden for de Frister, som af Fogden bestemmes.

§ 540.

Ved Auktionens Begyndelse oplæses Auktionsvilkårene, som tillige skulle opslås til almindelig Efterretning på et iøjnefaldende Sted i Lokalet, eller, hvis Auktionen afholdes under åben Himmel, da der, hvor den holdes eller begyndes. 1 trykte Auktionskataloger indføres Auktionsvilkårene straks efter Titelbladet.

Når dette er iagttaget, kunne de på Auktionen bydende ikke påberåbe sig Uvidenhed om Auktionsvilkårene.

§ 541.

Fogden opråber derefter de enkelte Genstande til Salg.

Ere Auktionskataloger eller specificerede Auktionsplakater udgivne, bortsælges Tingene i den Orden, disse angive, medmindre Fogden tilsteder Afvigelser herfra; men i modsat Fald er Skyldneren berettiget til at bestemme den Orden, hvori de udlagte Genstande skulle opråbes.

Ved hver enkelt Genstand optegnes i Auktionsbogen eller det dertil hørende Auktionskatalog Auktionskøberens Navn og Budets Størrelse.

Hvis Betalingen erlægges kontant ved Hammerslaget, gøres derom Bemærkning.

§ 542.

Udlægshavere ere ingen Sinde berettigede til at modsætte sig, at ældre eller yngre Udlægshavere i samme Løsøre skride til Tvangsauktion efter de her opstillede Regler. Dog bør, hvor Auktionen afholdes ifølge Begæring af en yngre Udlægshaver, de af samme flydende Omkostninger ikke komme en ældre Udlægshaver til Skade, ligesom Beløbet bliver at anvende til hans Fyldestgørelse, forinden noget kan komme den yngre Udlægshaver til gode (jvf. § 545).

Det afgøres efter de hidtil gældende Retsregler, om Panthavere kunne modsætte sig vedkommende Genstandes Realisation.

§ 543.

Når Auktionen er holdt i Overensstemmelse med ovenstående Regler, er den med Hensyn til sit Udfald bindende for alle dem, hvis Rettigheder over det bortsolgte ifølge den borgerlige Rets Regler samt Bestemmelsen i § 542 ophøre ved Tvangssalget,

§ 544.

Inden 14 Dage henholdsvis efter Auktionen eller den fastsatte Kredittids Udløb har Inkassator at aflægge Regnskab til Fogden over Auktionsbeløbet og til ham at indbetale, hvad der efter Fradrag af, hvad der tilkommer ham selv, bliver tilovers. I Inkassationssalær må i Reglen ikke beregnes mere end 4 pCt, af de Beløb, hvorpå der gives Kredit, og 2 pCt. af dem, der betales kontant; dog kan Fogden, når Inkassationen skønnes ikke at kunne fås udført for denne Betaling, tillade, at Inkassationssalæret sættes højere.

§ 545.

Fogden har derefter uden Ophold at udbetale Auktionsrekvirenten den ham tilkommende Del af Auktionspengene og at afgive det mulig tiloversblevne til Skyldneren, medmindre tiere hos Fogden have anmeldt Krav på Deltagelse i det ved Auktionen indkomne, eller det af Skøde- og Pantebøgerne, hvorfra Attest i så Henseende skal tilvejebringes, kan ses eller på anden Måde, såsom ved Skyldnerens Forklaring, af Fogden erfares, at sådant Krav haves.

I dette Tilfælde har Fogden at affatte et Udkast til Auktionssummens Fordeling mellem samtlige vedkommende ifølge deres Rettigheders Beskaffenhed.

§ 546.

Fogden skal ufortøvet meddele enhver af de i foregående Paragraf omhandlede Personer, som har bekendt Bopæl inden Riget, særskilt Underretning (§ 156) om, at Udkastet henligger til Eftersyn på lians Kontor. Har nogen af de nævnte Personer ikke bekendt Bopæl inden Riget, er for hans Vedkommende offentlig Indkaldelse i Statstidende tilstrækkelig, medmindre han har ladet møde ved Udlægsforretningen eller gjort Anmeldelse for Fogden ved en her i Riget bosat Fuldmægtig, i hvilket Tilfælde Underretning bør gives denne.

Fremkommer der ikke inden 4 Uger efter Underretningens Meddelelse eller efter Bekendtgørelsen Indsigelse imod Fogdens Udkast, iværksættes Fordelingen af Auktionsbeløbet, så snart det er indkommet, i Overensstemmelse med Udkastet, dog uden at nogens Ret i øvrigt er prækluderet herved. Opstår der Tvist om Fordelingen, som det ikke lykkes Fogden ved sin Mægling at bilægge, henviser han de stridende Parter til almindelig Rettergang. Indsigelser mod Fordelingen, der ikke behørig forfølges inden 14 Dage, anses som ikke fremkomne.

Den Del af Auktionssummen, med Hensyn til hvilken ingen Uenighed er til Stede, udbetales i Overensstemmelse med Udkastet; men den Del, som er Genstand for Tvist, tilbageholdes indtil Sagens endelige Afgørelse. Det påhviler Fogden at drage Omsorg for de indkomne Summers hensigtsmæssige Bevaring og Frugtbargøreise i Mellemtiden.

§ 547.

Ere de udlagte Genstande udsatte for hurtig Fordærvelse eller Tab i Værdi, eller er deres Bevaring forbunden med uforholdsmæssig Bekostning, kan Fogden lade Auktion afholde med kortere Bekendtgørelsesfrister. end de angivne Regler medføre.

§ 548.

Er Udlæg foretaget i Værdipapirer, som have Kurs på Københavns Børs, eller i udenlandske Statspapirer, Aktier og lignende Effekter, på hvilke Kurs noteres på fremmede Børser, har Fogden efter Udlægshaverens Begæring at besørge disse Effekter, der ikke blive at forauktionere, solgte ved et pålideligt Pengeinstitut,

§ 549.

Når Udlæg er givet i Fordringer af anden Beskaffenhed end de i foregående Paragraf omhandlede, kan Udlægshaveren, i Stedet for at stille dem til Auktion, efterhånden, som de forfalde, lade dem indkræve hos den eller dem, der ere pligtige at betale samme, ved en af ham antagen Inkassator, som har at stille en af Fogden nærmere bestemt Sikkerhed. Rekvirenten er pligtig snarest muligt at underrette Fogden om, hvem han har antaget til Inkassator.

Inkassator kan legitimere sig som berettiget til at indkræve Fordringerne ved en Udskrift af Udlægsforretningen, forsynet med Fogdens Påtegning om, at han er

antagen til og autoriseret som Inkassator. Gøres der Indsigelse mod det beregnede Inkassationssalær af nogen i Tvangssalget interesseret, fastsættes det af Fogden under Hensyn til det med Inkassationen forbundne Arbejde fra 1 til 6 pCt. af det indkomne Beløb.

§ 550.

De Pengebeløb, der indkomme, når der gås frem efter §§ 548 og 549, indbetales til Fogden, som derefter har at gå frem efter Reglerne i §§ 545 og 540.

§ 551.

Samtidig med, at Udlægshaveren indgiver Begæring om Auktion, har han til Fogden at afgive Udkast til Auktionsvilkårene, ledsaget af en Anmodning om, at Skyldneren såvel som den eller de, der i Egenskab af Pant- eller Udlægshavere eller af andre Grunde skulle tage Del i Auktionssummen, eller hvis Stilling som Brugshavere, servitutberettigede eller desl. i øvrigt kan blive berørt ved Salget, må blive indkaldte til et Møde. Med denne Anmodning skal der følge fornøden Attest af Skøde- og Pantebogen og Udskrift af det senest tinglæste Adkomstdokument, se også § 532. Hvor Ejendommen består af flere Matrikelnumre, der ere behæftede på samme Måde, er een Pantebogsattest tilstrækkelig for dem alle. Panteattesten og den nævnte Udskrift samt Udskriften af Udlægsforretningen, for så vidt denne efter § 532 er fornøden, skulle leveres inden 5 Dage efter, at de ere bestilte.

Når ifølge en Udlægshavers Begæring om Tvangsauktion Indkaldelse til det i den følgende Paragraf ommeldte Møde har fundet Sted, kunne andre Pant- eller Udlægshavere, så længe førstnævntes Forfølgning ikke er bortfalden, ikke begære Ejendommen stillet til Auktion (jvf, § 561), og en i fornævnte Tidsrum foretagen Arrest eller Eksekution i Ejendommen kan ikke påføre Forfølgningshaveren eller andre i Tvangssalget interesserede nogen Udgift.

Dog skal en Panthaver, som foruden i selve den faste Ejendom har Pant i dertil hørende Besætning, Inventarium, Avl og Afgrøde, eller Maskiner, Driftsmateriel og Inventarium, eller noget herunder hørende, og som deri liar gjort Udlæg forinden Auktionsvilkårenes Vedtagelse, kunne fordre, at en Auktion, der af en anden Kreditor er begært afholdt over Ejendommen uden sådant Tilbehør eller kun med en Del deraf, skal omfatte de til ham pantsatte Løsøregenstande af omhandlede Art, På Auktionen opråbes da Ejendommen alternativt, nemlig først uden det nævnte Tilbehør, og uden at der pålægges Køberne de ved Udlæget heri forårsagede Omkostninger, og dernæst med sådant Tilbehør og således, at de nævnte Omkostninger pålægges Køberen.

§ 552.

Når Fogden har modtaget behørig Begæring om Tvangsauktion efter § 551, lste Stykke, har han med 14 Dages Varsel at indkalde de i foregående Paragraf nævnte Personer til et Møde på hans Embedskontor eller Tingstedet.

Indkaldelsen sker ved, at der gives Skyldneren og dem, hvis Interesse i Tvangssalget kan ses af Pantebogsattesten eller på anden Måde, såsom ved Skyldnerens Forklaringer, kommer til Fogdens Kundskab, særskilt Underretning, for så vidt de eller de for dem ved Udlægsforretningen mødte eller særlig opgivne Fuldmægtige

have bekendt Bopæl inden Riget (§ 156). Har nogen af de pågældende ikke bekendt Bopæl inden Riget, eller tinder Fogden i øvrigt på Grund af de foreliggende Omstændigheder Anledning dertil, sker Indkaldelsen tillige ved en almindelig Opfordring til at melde sig, som indrykkes efter Fogdens nærmere Bestemmelse indtil 3 Gange i de i §§ 546 og 535 nævnte Tidender.

Indkaldelsen skal indeholde Oplysning om Auktionsrekvirentens eller hans Fuldmægtigs Navn og Adkomst til at stille Ejendommen til Salg, tydelig Betegnelse af Ejendommen efter Beliggenhed og Størrelse, Angivelse af Ejerens Navn samt Tilkendegivelse om, at Udkast til Auktionsvilkårene, af hvilke enhver mod sportelmæssig Betaling kan få Udskrift, henligger til Eftersyn for vedkommende på Fogdens Kontor. Auktionsrekvirenten har at tilstille de foran ham berettigede, hvem særskilt Underretning gives, en Afskrift af hans Udkast til Auktionsvilkårene; at dette er sket, bliver i fornødent Fald at godtgøre på Mødet.

Derhos skal Tid og Sted for Mødet angives med tilstrækkelig Bestemthed og Nøjagtighed, ligesom det i Indkaldelsen udtrykkelig skal bemærkes, at den, der udebliver, udsætter sig for at miste den Indflydelse på Auktionsvilkårenes Affattelse, som han ellers kunde udøve.

§ 553.

I Auktionsvilkårene skal der, hvis ikke såvel Skyldneren som alle de til Deltagelse i Auktionssummen berettigede Personer samtykke i en anden Fremgangsmåde, tilstås s Køberen en passende Frist til Tilvejebringelsen af den Del af Købesummen, som skal udbetales. For en Trediedel af dette Beløbs Vedkommende skal Fristen i det mindste være 3 Måneder fra Auktionens Datuin; men med den Del, der overstiger fornævnte Trediedel, skal der gives Henstand til den første 11. Juni eller 11. December Termin, som indtræffer mindst 3 Måneder efter foranførte Trediedels Forfaldsdag. Omkostningerne ved Auktionen, som blive at udrede af Køberen, medmindre han ved Auktionsvilkårene er fritagen herfor, kunne fordres betalte inden en Uge.

Enhver af de til Deltagelse i Auktionssummen berettigede Personer er pligtig at tinde sig i, at der i Auktionsvilkårene indrømmes de ovennævnte Betalingsfrister med Hensyn til hans Andel i Auktionsudbyttet, ligesom han kan gøre Krav på, at Auktionsrekvirenten for sit Vedkommende underkaster sig dem.

Derimod står det enhver af de nævnte Personer med Hensyn til hans Andel af Auktionssummen frit for at indrømme længere Betalingsfrister, give Tilsagn om Prioriteters Henståen i Ejendommen eller i andre Måder tilstå Køberen lempeligere Vilkår. Det bliver i så Fald pågældendes egen Sag at påse, at der i Auktionsvilkårene optages fornøden Tilkendegivelse herom, eller at sådant sker ved et Tillæg til disse eller ved en Tilførsel i Auktionsbogen enten i det i § 552 omtalte Møde eller i senere Møder.

Den. som er kontraktmæssig forpligtet til at lade sin Pantefordring, uanset Ejendommens Salg, forblive indestående i den, har ikke noget Krav på Fyldestgørelse af Auktionsudbyttet, men kun på, at hans Ret bevares. På den anden Side kan selvfølgelig ingen Panthaver derved, at den pantsatte Ejendom sættes til Tvangsauktion, tvinges til at modtage Betaling, førend hans Fordring efter de almindelige Regler er forfalden.

Når ikke andet med fælles Samtykke vedtages, har Køberen at forrente Auktionskøbesummen med den hver enkelt Panthaver lovlig tilkommende Rente og, for så vidt Købesummen mere end dækker samtlige Prioriteter, for det overskydende Beløbs Vedkommende med 4 pCt. fra Hammerslagets Dato at regne.

§ 554.

Dersom der påhviler Ejendommen Grundbyrder, Udredelse af Livrente, Aftægt eller lignende Forpligtelser, som have Prioritet forud for al Pantegæld, bliver Ejendommen, medmindre den dertil berettigede samtykker i andet, at opråbe med Forpligtelse til at udrede sådan Byrde udenfor Købesummen. De Ydelser af den nævnte Art, der ere forfaldne inden den endelige Auktion, pålægges det Køberen at betale inden 14 Dage fra Hammerslaget, eller, for så vidt dette gives på Approbation, efter at sådan er meddelt.

Have sådanne Byrder sekundær Prioritet, opråbes Ejendommen først med Forpligtelse til at overtage og udrede dem som anført udenfor Købesummen. Opnås derved ikke et til fuld Dækning af de forud prioriterede Krav tilstrækkeligt Bud, sker nyt Opråb uden sådan Forpligtelse. Byrden vil da være at omsætte til Kapitalværdi efter Lovgivningens almindelige Begler, og den berettigede have Ret til Dækning af Købesummen, så vidt tilstrække kan, forud for de senere Prioritetshavere, således at Udbetaling finder Sted til de i forrige Paragraf fastsatte Tider og med Rente af 4 pCt. fra Hammerslagets Dato. På lignende Måde forholdes med Hensyn til Brugsrettigheder, Servitutter o. desl., således at deres Kapitalværdi i fornødent Fald ansættes ved Skøn af Fogden, efter at alle vedkommende have haft Lejlighed til at udtale sig desangående.

Dersom der påhviler Ejendommen betingede eller uvisse Fordringer, kan den berettigede fordre, at der af Købesummen og efter Prioritetens Beskaffenhed afsættes det fornødne Beløb til hans Fyldestgørelse. Det afsatte Beløb, der indbetales til Fogden, frugtbargøres af denne (jvf. § 572).

§ 555.

I Auktionsvilkårene bør der optages det fornødne angående den Sikkerhedsstillelse, som kan fordres af den bydende, dersom han vil nyde godt af de i § 553 omhandlede Henstande.

Hvis Ejendommen skal overleveres, inden Betaling finder Sted, bør der stilles Sikkerhed for en Trediedel af det Beløb, som Auktionskøberen er pligtig at udbetale," foruden for de af Auktionen flydende Omkostninger. Dersom der med Ejendommen sælges Besætning, Inventarium, Avl, Afgrøde, Driftsmateriel, Maskiner eller andet Løsøre, som efter Forordningen af 28. Juli 1841 § 3 og Konkurslovens § 153 kan pantsættes i Forening med Ejendommen, eller som i Henhold til § 498 skal betragtes som Tilbehør til den, skal Sikkerheden dog mindst omfatte det fulde Beløb af disse Grenstandes Vurderingssum under Fogedforretningen, og for Avl og Afgrøde, som da ikke var høstet, det Beløb, hvortil Værdien af samme ansættes af Fogden efter Rådførsel med de interesserede. For Købstadejendomme skal Sikkerheden mindst svare til den halvårlige Lejeindtægt og for bortforpagtede Ejendomme mindst til 1 Aars Forpagtningsafgift.

Såfremt Ejendommen ikke skal overleveres, inden Købesummen er berigtiget, kan der kun fordres Sikkerhed for en Fjerdedel af det Beløb, som Køberen skal udbetale, foruden for Auktionsomkostningerne. Sikkerheden bør bestå i indenlandske Værdipapirer, der have Kurs på Københavns Børs, eller i Panteobligationer i faste Ejendomme, som fyldestgøre, hvad der efter de gældende Regler kræves til umyndiges og offentlige Stiftelsers Midlers Betryggelse. Fogden kan tilstå den bydende en kort Frist af indtil en Uge til at tilvejebringe Sikkerheden, når der kun ikke mangler Sikkerhed for de Omkostninger, som måtte flyde af, at der må afholdes en ny Auktion.

Medens enhver af de i Salget interesserede er pligtig at lade sig nøje med foranførte Sikkerhed, står det derimod til enhver af dem for sit Vedkommende ganske

at frafalde Fordring på Sikkerhed eller at lade sig nøje med en ringere reel Sikkerhed eller med blot personlig Sikkerhed.

Hvis pågældende ikke har ladet Tilkendegivelse herom optage i Auktionsvilkårene, kan han ved selve Auktionen før eller efter Budenes Modtagelse afgive sin Erklæring herom.

§ 556.

Ligesom Rekvirenten har at iagttage de oven for i §§ 553—555 givne Regler, således er såvel han som enhver anden af de i Tvangssalget interesserede Personer ubeføjet til, uden Nødvendighed i Auktionsvilkårene at optage eller til dem at lade tilføje andre usædvanlige eller byrdefulde Betingelser, som kunne antages at ville afskrække Køberne.

§ 557.

I det i § 552 omhandlede Møde have de indkaldte at fremkomme med deres Indsigelser imod eller Ændringsforslag til det af Rekvirenten gjorte Udkast til Auktionsvilkår såvel som med de Tilføjelser, som enhver for sit eget Vedkommende vil have optaget i Auktionsvilkårene. Dog er hermed ikke sigtet til den eller dem, som anse sig ejendomsberettigede til det udlagte eller tro sig i Besiddelse af Servitutter. Grundbyrder eller lignende Rettigheder over Ejendommen, for så vidt disse skulle gå forud for alle eller nogen af dem, der skulle have Dækning gennem Tvangssalget.

§ 558.

Fremkommer ingen Indsigelse eller anden Bemærkning fra nogen af de indkaldte eller andre, som møde for at varetage deres Tarv i Anledning af Salget, anses de samtlige at vedtage, at Tvangssalget også for deres Vedkommende skal foregå i Henhold til det fremlagte Udkast til Auktionsvilkår. Dog har Fogden på Embeds Vegne at påse, at Auktionsvilkårene ikke vilkårlig afvige fra de i §§ 553—556 givne Regler, medmindre udtrykkeligt Samtykke hertil haves fra alle vedkommende, og at der ikke i Auktionsvilkårene indsættes Bestemmelser, som ere i Strid med de ifølge Panteattesten bedre prioriterede, ikke mødende Panthaveres Rettigheder. Han har fremdeles at sørge for, at Størrelsen af de Omkostninger, Restancer og mulige andre Ydelser, som det pålægges Køberen at udrede udenfor Købesummen, oplyses og udtrykkelig opgives, i alt Fald ved Angivelse af deres højeste Beløb.

Fremsættes der Indsigelser, Ændringsforslag eller Begæringer om Tilføjelser til det forelagte Udkast til Auktionsvilkår, skal Fogden ved sin Mægling søge at tilvejebringe Enighed øm Auktionsvilkårene; men lykkes dette ikke, har han, efter at Parterne have ytret sig, at afgøre den opståede Tvist ved en Kendelse, der afsiges snarest muligt, samt derefter at drage Omsorg for, at Auktionsvilkårene affattes i Overensstemmelse med den trufne Afgørelse.

Fogden kan. dersom Auktionsvilkårene ikke skønnes at kunne endelig fastsættes i det i § 552 omhandlede Møde, tilstå de fornødne Udsættelser, som i Reglen ikke må overstige en Uge. Fremkommer der Påstande om at forandre Rekvirentens Udkast til Auktionsvilkårene til Skade for nogen indkaldt, som ikke har givet Møde, skal Fogden udsætte Sagens Afgørelse til et følgende Møde, til hvilket de pågældende udeblevne, som have bekendt Bopæl inden Riget, særlig skulle kaldes, samtidig med at det meddeles dem, hvilke Påstande der er fremsat. Udeblive de da, anses de at samtykke i, at Påstanden tages til Følge. Har nogen af de pågældende ikke bekendt Bopæl her i Riget, er for hans Vedkommende offentlig Indkaldelse med en Uges Varsel i Statstidenden tilstrækkelig.

§ 559.

Er der Uenighed om, hvor vidt eller i hvilken Orden pågældende skulle fyldestgøres af Auktionssummen, kan det undlades i Auktionsvilkårene at optage nogen Angivelse af, til hvem af dem der skal betales; men det kan, når Fogden finder Grund til at give herom nedlagt Påstand Medhold, i Stedet for bestemmes, at den omstridte Del af Købesummen skal indbetales til Fogden, som i så Fald har at forholde sig efter de neden for i § 572 givne Forskrifter, samt derhos tillige har af drage Omsorg for at indkræve Beløbet, i fornødent Fald ad Bettens Vej ved en dertil af ham antagen Sagfører.

§ 560.

Særskilt Vurdering af Ejendommen til Auktionsefterretning finder kun Sted, når det i det i § 552 omhandlede Møde vedtages eller i Tilfælde af Tvist af Fogden kendes nødvendigt, flan udmelder i så Fald tvende kyndige Mænd til at beskrive og vurdere Ejendommen. Personer, som bo uden for Retskredsen, kunne udmeldes, såfremt der ikke i denne findes de fornødne sagkyndige. For Udmeldelsen bliver i intet Tilfælde at erlægge Betaling, hvorimod Mændene have Krav på Betaling efter § 11 i Lov om Udlån af umyndiges Midler af 19. Marts 1869. Forretningen bør af Mændene fremmes så hurtigt som muligt og kan foretages med Aftens Varsel til Ejeren, givet på Ejendommen, selv om han ikke der er til Stede. Den afgives skriftlig under Eds Tilbud og kan udfærdiges uden Brug af Stempel. Auktionsrekvirenten har at tilvejebringe og tilstille Mændene de nødvendige Oplysninger.

§ 561.

Når Auktionsvilkårene ere fastsatte enten ved Overenskomst eller ifølge Fogdens Kendelse, kan, foruden Auktionsrekvirenten, enhver Udlægshaver og enhver Panthaver, hvis Fordring er forfalden, fordre, at der skrides til Auktion i Henhold til den begyndte Forfølgning, og med den af samme følgende Retsvirkning. Det samme gælder, hvis Auktionsrekvirenten frafalder Forfølgningen på det i § 552 omhandlede eller et senere i Henhold til § 558 afholdt Møde.

Hverken Rekvirenten eller den Udlægs- eller Panthaver, som, efter at den oprindelige Rekvirent har frafaldet Forfølgningen, begærer samme fremmet, kan påføre de Fordringshavere, der have Prioriteter eller reelle Rettigheder forud for ham, nogen Udgift i Anledning af Forfølgningens Fremme, men må selv bære de herved foranledigede Omkostninger, såfremt disse ikke kunne dækkes af Auktionsudbyttet uden Tab for de fortrinsberettigede. For Omkostningerne vil den pågældende have at stille Sikkerhed efter Fogdens Bestemmelse.

§ 562.

Fogden har, såsnart Auktionsvilkårene ere fastsatte, af egen Drift og uden yderligere Opfordring at tillyse Auktionen.

Dette sker ved, at en Bekendtgørelse af det i næste Paragraf angivne Indhold 3 Gange indrykkes i Statstidenden samt uden for København tillige i det af Justitsministeriet hertil bestemte stedlige Blad med et Varsel af mindst 14 Dage fra den første Indrykkelse at regne. Fogden kan derhos, når det af nogen vedkommende forlanges, og han finder det tjenligt, også foranstalte Auktionen bekendtgjort i andre Aviser, endogså udenlandske.

Bortfalder Auktionen, har Fogden at aflyse den ved Bekendtgørelse een Gang i de nævnte indenlandske Blade.

§ 563.

Bekendtgørelsen skal indeholde en nøjagtig Betegnelse af Ejendommen og Ejerens Navn, dens Størrelse. Beliggenhed og andre Forhold, som kunne antages at have væsentlig Indflydelse på Værdien, når og hvorledes Ejendommen kan tages i Øjesyn, samt derhos en tydelig Angivelse af Tid og Sted for Auktionens Afholdelse.

Tillige skal Bekendtgørelsen indeholde Oplysning om, hvor Auktionsvilkårene og Vurderingsforretningen, for så vidt en sådan er optagen, henligge til Eftersyn for lysthavende.

§ 564.

På Auktionsdagen kan der vel modtages Erklæringer om Lempelser i Udbetalinger. i Betalingsfrister, i Sikkerhedsstillelse o. s. v. og af Fogden gøres Bemærkninger vedkommende Ejendommens Tilstand eller om andre faktiske Forhold eller derved nødvendiggjorte Tillæg til eller Forandringer i Auktionsvilkårene,. men ikke fremsættes Indsigelse imod disse, således som de ere fastsatte i Henhold til § 558, undtagen for så vidt der klages over, at Fogden ikke herved har iagttaget, hvad der påligger ham at påse efter den nævnte Paragrafs første Stykke. Fremsættes sådan Klage, skal Fogden, for så vidt det rejste Spørgsmål ikke i Medfør af § 559 udskydes til senere Afgørelse, afgive sin Kendelse for, hvor vidt han anser Klagen beføjet, og hvorledes i bekræftende Fald Auktionsvilkårene ville være at ændre. Heller ikke kan det formenes dem, der ville fremkomme med de i § 557, 2det Punktum, ommeldte Påstande, at fremsætte sådanne. der da kunne imødegås af andre vedkommende, dog uden at der kan afsiges Kendelse om andet end om, hvor vidt Auktionen desuagtet kan fremmes eller ikke. Sådanne Påstande kunne dog efter Omstændighederne give Hjemmel for Fogden til efter vedkommendes Begæring eller af egen Drift at udsætte Auktionen. Afsiges Fogdens Kendelse i de ovenommeldte Tilfælde ikke straks under Auktionen, blive de pågældende af ham med Aftens Varsel at indkalde til at påhøre Kendelsen, og, for så vidt Auktionen derefter skal fremmes, berammes samtidig, medmindre Anke eller Kære på Stedet erklæres og på Forlangende Sikkerhed stilles for det ved Auktionens Udsættelse forvoldte Tab, Tiden og Stedet, da Auktionen atter skal afholdes. Bekendtgørelse herom sker med en Uges Varsel i de i § 562 nævnte indenlandske Blade.

Ved Auktionens Begyndelse oplæses Auktionsvilkårene, Panteattesten og så meget af tidligere Tilførsler til Auktionsbogen eller af andre Dokumenter, som Fogden finder fornødent at meddele de lysthavende, medens de øvrige Salget vedkommende Dokumenter bør være til Stede og til lysthavendes Eftersyn.

§ 565.

Ejendommen opråbes derefter enten delvis eller samlet og enten med eller uden Alternativer, eftersom Vilkårene give Anledning til. Budene optegnes, efterhånden som de gøres, enten i Auktionsbogen eller på et særskilt Ark med Tilføjelse af de bydendes Navne. Hvis Størrelsen af det mindste Overbud ikke er fastsat i Auktionsvilkårene, står det til Fogden at fordre, at Overbud skulle have en i Forhold til Genstandens Betydenhed passende mindste Størrelse, ligesom Fogden i det hele har at lede Auktionen og sørge for, at denne fremmes med Ro og Orden og uden unødvendigt Ophold. Når ingen efter derom 3 Gange gentagen Opfordring gør Overbud, standses Opråbet, og Resultatet indføres i Auktionsbogen. Der gives vedkommende Lejlighed til at gøre de Bemærkninger med Hensyn til Sikkerhedsstillelse, ny Auktion, Auktionens Hævelse og deslige, hvortil der måtte være Anledning, og Fogden afgør derefter det fornødne, dersom det behøves, ved en Kendelse. Hvis Salg skal finde Sted, bekræftes det vedkommende Bud ved Hammerslag.

§ 566.

Enhver, som ifølge § 561 kan fordre Auktionens Fremme, har, for så vidt han ifølge sin Fordrings Beskaffenhed kan antages at ville få Del i den budne Købesum, Ret til, dersom andet ikke er vedtaget ved Auktionsvilkårenes Fastsættelse, at gøre Fordring på, at Hammerslag gives den højstbydende, som kan tilfredsstille de Fordringer, der lovmedholdelig stilles med Hensyn til Sikkerheden for Budets Opfyldelse. Fremsættes en sådan Fordring ikke, og Rekvirenten ikke hører til dem, der ville få Del i den budne Købesum, hæves Auktionen ved en af Fogden afsagt Kendelse, og det påhviler Rekvirenten at udrede de med Auktionen forbundne Omkostninger. Ligeledes hæves Auktionen, når intet Bud gøres, medmindre anden Auktion er begært i Overensstemmelse med den følgende Paragraf. Den afsagte Kendelse kan om fornødent eksekveres hos Rekvirenten.

§ 567.

Dog kan Skyldneren såvel som enhver af dem, hvis Rettighed over Ejendommen ved Tvangssalg vil bringes til at ophøre, for så vidt der ved første Auktion intet Bud sker, eller han ikke ifølge det skete Bud vil få fuld Dækning for sit Krav, fordre en anden Auktion afholdt, når han straks på Auktionsstedet erklærer sådant, imod at han stiller Sikkerhed for Betalingen af de af den ny Auktion flydende Omkostninger, for så vidt disse ikke måtte blive dækkede ved et højere Bud. Flere Auktioner afholdes ikke, medmindre alle de, som ifølge § 561 kunne fordre Auktionens Fremme, samtykke heri, i hvilken Henseende bemærkes, at de, der ikke gøre Indsigelse, anses at samtykke. Gøres på anden eller en senere Auktion intet Bud, eller fremsættes der ikke af nogen dertil berettiget Fordring på Hammerslag, hæver Fogden Auktionen ved Kendelse som i § 566 foreskrevet.

Den, som er højstbydende ved første Auktion, er, dog ikke i længere Tid end 6 Uger, bunden ved sit Bud for det Tilfælde, at der ikke ved anden Auktion skulde ske lige så højt eller højere Bud. eller det skete Bud formedelst manglende Sikkerhedsstillelse ej kan antages. Gives der ved anden Auktion hverken Hammerslag til ham eller til nogen anden, er den højstbydende ved første Auktion løst fra sit Bud, og Forpligtelse til at vedstå Budet påhviler heller ikke den eller de højstbydende ved anden Auktion.

§ 568.

Når en anden Auktion skal finde Sted, må herom udgå en ny Bekendtgørelse med 14 Dages Varsel, der i det mindste indrykkes een Gang i de i § 562 nævnte offentlige Blade.

Det skal i Bekendtgørelsen udtrykkelig bemærkes, at det er anden og sidste Auktion.

§ 569.

Enhver Pant- eller Udlægshaver er, for så vidt han under Auktionen har gjort det højeste Bud og herved vil få Andel i Auktionssummen, uden dog fuldt ud at fyldestgøres, berettiget til at forlange sig Ejendommen udlagt for dette, når han på Auktionen, forinden Adgang til at byde er sluttet, tilkendegiver denne Hensigt og derved giver fornøden Opfordring til at gøre Overbud. Han har da at forlange Auktionen standset og derefter med Udskrift af det stedfundne samt med Bevis for, at han har opfyldt Auktionsvilkårene, at henvende sig til Fogden for af denne at få sig Ejendommen udlagt på hidtil gældende Måde.

§ 570.

Den højstbydende har ikke ved nogen af Auktionerne Ret til at fordre Hammerslag.

Den i Auktionsvilkårene betingede Sikkerhedsstillelse (jvf. § 555) kan først forlanges, når Hammerslag tilbydes; dog kan Fogden, når der af vedkommende fremsættes Påstand herom, forlange, at ubekendte eller uvederhæftige Personer straks skulle stille en mindre Sikkerhed efter Fogdens Skøn, hvis deres Bud skal komme i Betragtning.

§ 571.

Den, der har erholdt Hammerslag, er forpligtet til at berigtige Købesummen ved Betaling enten umiddelbart til de i Auktionsvilkårene angivne Personer eller til Fogden, dersom dette måtte være bestemt i Henhold til § 559. Det først forfaldende Afdrag på Købesummen erlægges, for så vidt ikke andet er bestemt i Auktionsvilkårene, eller for så vidt ikke Samtykke fra vedkommende til Udsættelse eller til pågældende Prioritets Overtagelse haves, til den eller de først berettigede, for så vidt tilstrække kan, og anvendes således i Almindelighed først til Dækning af resterende Skatter og Afgifter, hvis Prioritet er bevaret, og som ikke ere betingede udredede udenfor Købesummen.

§ 572.

I det Tilfælde, at Betalingen efter § 559 skal erlægges til Fogden, har denne snarest muligt, efter at Hammerslag er givet, at gøre et Udkast til Auktionssummens Fordeling imellem de i Tvangssalget interesserede Personer, hvilke derpå med 14 Dages Varsel indkaldes til et Møde. Indkaldelsen, der skal indeholde Tilkendegivelse om, at Udkastet ligger til Eftersyn på Fogdens Kontor, hvor enhver vedkommende mod sportelmæssig Betaling kan få en Afskrift af det, sker ved en almindelig Opfordring til at melde sig, som indrykkes een Gang i Statstidenden, hvorhos der bliver at give dem, hvis Interesse i Tvangssalget kan ses af Skøde- og Pantebøgerne, eller på anden Måde, såsom ved de tidligere stedfundne Forhandlinger, er kommen til Fogdens Kundskab, særskilt Underretning, for så vidt de have bekendt Bopæl inden Riget (§ 156).

Fremkommer der i det berammede Møde ingen Indsigelse mod Fogdens Udkast, foretages Fordelingen af Købesummen, efterhånden som den indkommer, i Overensstemmelse med det, dog uden at herved nogens Ret til Del i den i øvrigt prækluderes.

Fremsættes derimod Indsigelser, og lykkes det ikke Fogden ved Mægling at tilvejebringe Enighed, henviser han de tvistende Parter til almindelig Rettergang. Forfølges en gjort Indsigelse ikke behørig inden 4 Uger, anses den som ikke fremsat.

Den Del af Auktionssummen, med Hensyn til hvilken ingen Indsigelse er fremsat, udbetales i Overensstemmelse med Udkastet, men den Del af den, som er Genstand for Tvist, tilbageholdes, for så vidt den er indkommen eller måtte indkomme, indtil Sagens endelige Afgørelse.

Fogden har at sørge for de indkomne Summers hensigtsmæssige Bevaring og Frugtbargøreise i Mellemtiden.

§ 573.

I Tilfælde af, at Auktionskøberen ikke efterkommer Auktionsvilkårene, er Rekvirenten såvel som enhver af de Personer, som ifølge deres Fordringers Beskaffenhed have Krav på at få Del i Købesummen, berettiget til at fordre, at Ejendommen sættes til en eneste Auktion på Auktionskøberens Risiko og Regning, i Hen-

hold til de vedtagne Auktionsvilkår med de af Forholdets Natur flydende Lempelser, således at han bliver pligtig at tilsvare, hvad der måtte bydes mindre, uden at have Krav på, hvad der måtte bydes mere end Auktionskøbesummen.

Fogden har på vedkommendes Begæring at tillyse Auktionen i Overensstemmelse med de for den anden Auktion i § 568 givne Regler.

Ovenanførte Fremgangsmåde udelukker ikke, at enhver af de til Deltagelse i Auktionskøbesummen berettigede for sin Del, eller efter Omstændighederne Fogden på samtliges Vegne, anvender eller lader anvende almindelig Retsforfølgning imod Auktionskøberen.

§ 574.

Fogden har at udstede Auktionsskøde til Køberen på Tvangsauktionen, eller hvem denne har overdraget sin Ret, når de for Skødes Erholdelse i Auktionsvilkårene satte Betingelser ere opfyldte, eller Bevis føres for, at alle vedkommende have fået, hvad der tilkommer dem, eller de samtykke i, at Skøde må udstedes. Oplyses det for Fogden, at en Kreditor, der efter tinglæst Forskrivning eller Udlæg har Krav på Dækning af Købesummen, trods lovligt Tilbud har vægret sig ved eller erklæret sig ude af Stand til at meddele behørig Kvittering til Udslettelse i Pantebogen, eller at han hverken har Bopæl her i Riget eller har opgivet nogen her bosiddende Person som befuldmægtiget til på hans Vegne at modtage Beløbet, kan dette afgives til Fogden til Bevaring og Frugtbargøreise efter § 572, sidste Stykke, og skal hans Erklæring herom i det af ham udfærdigede Skøde afgive Hjemmel for, at vedkommende Dokument kan udslettes ved Skødets Tinglæsning.

Består det solgte af flere særskilte Ejendomme, skal Fogden, når det forlanges af Køberen, eller hvem der træder i hans Sted, og når de derpå hvilende Hæftelser ere helt afgjorte eller vedkommendes Samtykke tilvejebragt, give særskilt Skøde eller Overdragelsesdokument på hver særskilt Ejendom. Forlanges en Ejendom delt, skal det samme iagttages, når de lovbestemte Betingelser for Delingen ere godtgjorte at være til Stede.

Køberen er i Mangel af anden Bestemmelse i Vilkårene pligtig at tage Skøde eller Overdragelsesdokument og berigtige Købet i enhver Henseende inden 1 År efter Hammerslaget.

§ 575.

Køberen på Tvangsauktionen er, når den i § 583 angivne Frist af 4 Uger er forløben, uden at der er rejst Anke eller Kære, og han har fyldestgjort Auktionsvilkårene, berettiget til at lade de Hæftelser, til hvis Dækning der efter Auktionens Udfald intet udkommer, udslette af Skøde- og Pantebogen.

§ 576.

I Honorar til Auktionsrekvirentens juridiske Konsulent kan der i det højeste pålægges Køberen at betale for samtlige i Forbindelse med Auktionen stående Forretninger ½ pCt, af Købesummen, når denne overstiger 10,000 Kr., og hvis den er ringere, kun Salærer fra 20 til 50 Kr. foruden Rejseomkostninger.

For så vidt nogen af de øvrige mødende har Krav på Salær, bestemmes dette ikke procentvis i Forhold til Købesummen eller Størrelsen af den Fordring, som de skulle værne om, men i Forhold til Ulejligheden ved Mødet og Sagens Beskaffenhed i det hele, ligeledes med Tillæg af Rejseomkostninger.

Hvor der tvistes om Størrelsen af et fordret Salær, afgør Fogden, hvis Overenskomst ikke kan opnås ved hans Mægling, Spørgsmål herom ved Kendelse,

§ 577.

Under Tvangsauktionen kunne de oprindelige Parter ikke fremsætte sådanne Indsigelser, som vedrøre Lovligheden af Udlægsforretningen eller de forud for samme liggende Retshandlinger.

Indsigelser, som ikke høre til de i Kapitel 50 omhandlede, kunne af Trediemand fremsættes under Auktionsforretningen, når han formener, at Auktionens Fremme på den påståede Måde vil komme i Strid med hans Ret.

§ 578.

Proceduren under Auktionen eller Forberedelserne til samme foregår efter de Regler, som i §§ 513, 5.14 og 515 ere givne om Tvistigheders Forhandling under Eksekutionsforretninger.

§ 579.

Hvad der skal optages i Auktionsbogen, afgøres efter de i § 516 opstillede Grundsætninger.

Dog blive de i Reskript af 13. Juni 1783 og Plakat af 3. September 1823 indeholdte Bestemmelser, hvorefter visse Løsøreauktioner ikke behøve at foretages til Auktionsbogen. fremdeles at anvende med de Lempelser, som følge af Reglerne i nærværende Kapitel

§ 580.

De i § 517 om Udsættelse og Standsning givne Regler komme også til Anvendelse på selve Auktionens Afholdelse, jvf. dog § 564, 1ste Stykke, i Slutningen.

§ 581.

I opståede Tvistigheder forholdes der med Kendelses Afsigelse efter §518.

§ 582.

Imod en sluttet Auktionsforretning kan der rejses Anke eller Kære overensstemmende med de nærmere Bestemmelser herom i det følgende Kapitel.

Kendelser, der afsiges under Auktionen eller Forberedelserne til denne, kunne først pånkes eller påkæres, efter at hele Auktionsforretningen er sluttet, jvf. dog § 564.

§ 583.

Anke eller Kære over Auktionsforretningen må i Reglen rejses inden 4 Uger. efter at Auktionsforretningen er sluttet, eller, for så vidt foregående Retshandlinger ere påklagede for højere Ret, 4 Uger, efter at disse ere ophævede eller forandrede.

Dog kan Anke eller Kære inden Forløbet af et År tillades på samme Måde, som i § 528, 2det Stykke, er bestemt om Udlæg.

§ 584.

Klager over Fogedforretninger, som vedrøre selve den Fordring eller Ret, om hvis Fuldbyrdelse der er Spørgsmål, gøres gældende ved Anke til den Landsret, under hvilken Fogden står. Har den, der vil rejse sådan Anke, tillige Klager af den i denne Paragrafs 2det Stykke angivne Beskaffenhed, blive disse at inddrage under Anken.

Klager, der alene angå de processuelle Betingelser for Fogedforretningen eller den ved samme brugte Fremgangsmåde, gøres gældende ved Kære til den Landsret, under hvilken Fogden står.

§ 585.

Under Ankesagen eller Kæremålet er den for Fogden stedfundne Procedure ikke bindende, og der er endog intet til Hinder for, at ny Påstande fremsættes. Dog kunne Parterne ikke tilbagekalde de af dem for Fogden afgivne, Fogedbogen eller Auktionsbogen tilførte, Erklæringer med Hensyn til Sagens Sammenhæng.

I øvrigt gælde de om Anke og Kære fra Underret til Landsret givne Regler med de Lempelser, der følge af Forholdets Natur.

§ 586.

Anke fra Landsret til Højesteret i de her omhandlede Tilfælde finder kun Sted, når den Fordring, i Anledning af hvilken Eksekution er sket, har været Genstand for Landsrettens Afgørelse i første Instans eller dog ifølge sin Beskaffenhed i Tilfælde af Retstvist vilde henhøre under samme. Dog kan, om end Fordringen ikke er af den anførte Beskaffenhed. Justitsministeren tillade, at Sagen undtagelsesvis indbringes for Højesteret. Andragende herom må fremsættes inden den i § 388 nævnte Frist.

Om Anken til Højesteret gælde de almindelige Regler i Kapitel 35.

Landsrettens Afgørelse i Anledning af Kære er ikke Genstand for yderligere Kære til Højesteret, medmindre Justitsministeren undtagelsesvis meddeler Tilladelse hertil.

§ 587.

Udpantning kan kun finde Sted i de i Lov om Udpantning m. m. af 29. Marts 1873 § 1 og senere Love nævnte Tilfælde samt

1) for Renterestancer af den i Henhold til Lov 8. April 1851 om Selvejendoms Indførelse på det Staten tilhørende Bøndergods, jvf. Lov af 27. Januar 1852 § 4, Lov af 3. Marts 1852 § 2 og Lov af 8. Februar 1854 § 2, stiftede Pantegæld, og

2) for den Betaling, som i Henhold til Brandpolitilov for Landet af 2. Marts 1861 § 22 og Tillægslove, jvf. Bekendtgørelse Nr. 70 af 16. April 1898, og Lov om Brandvæsenet i Købstæderne af 21. Marts 1873 §10 og dertil sig sluttende Reglementer tilkommer de af vedkommende Amtmænd og Kommunalbestyrelser antagne Skorstensfejere, for så vidt den ikke er bestemt til et fast årligt Vederlag af Kæmnerkassen.

Ligesom det altid står i Rekvirentens Magt at indtale sin Fordring ved sædvanlig Rettergang, således skal det også være ham tilladt, når Fogden finder, at Omstændighederne tale derfor, at benytte Udpantning for en Del af den ham tilkommende Fordring og indtale Resten ved sædvanlig Rettergang.

Tilbyder Skyldneren delvis Betaling, bør denne modtages.

§ 588.

Udpantningsretten følger Fordringen, så at den tilkommer enhver, som med Hensyn til samme er trådt i den oprindelig berettigedes Sted, og vedvarer indtil et År, efter at Fordringen er forfalden til Betaling. Imidlertid er det i Henseende til Fristens Beregning tilstrækkeligt, at Udpantning er begært inden Udløbet af ovennævnte Tidsrum, når den derefter med tilbørlig Hurtighed fremmes af Rekvirenten.

I det i Lov om Underholdsbidrag til Børn, der ere avlede udenfor Ægteskab. Nr. 75 af 3. April 1900 § 4 nævnte Tilfælde afbrydes Fristen ved Indgivelse af Begæring til Politimesteren (Magistraten) om Bidragets Udbetaling, når bemeldte Myndighed derefter uden Ophold foretager de fornødne Skridt til Bidragets Inddrivelse.

§ 589.

Den, der begærer Udpantning foretagen, har herom skriftlig at henvende sig til Fogden. Begæringen ledsages, for så vidt Fordringen støttes på eller godtgøres ved skriftlige Dokumenter, af disse og ellers af sådanne Oplysninger, som måtte være fornødne, for at Fogden kan tage Bestemmelse, om Udpantning kan finde Sted. Finder han efter det foreliggende intet til Hinder for Udpantning, afsiger han ved Påtegning på Begæringen en Kendelse, gående ud på, at den forlangte Udpantning kan foretages, dog på Rekvirentens Ansvar, for så vidt Fordringens Rigtighed angår, hvilken Kendelse ikke særskilt kan påklages. I modsat Fald nægter han den begærte Udpantning ved en Kendelse, der er Genstand for Kære efter Reglerne i foregående Afsnit.

§ 590.

Efter at Udpantning er bevilget, har Rekvirenten eller i de Tilfælde, i hvilke Foranstaltningen til Udpantningens Iværksættelse påligger Fogden i Embeds Medfør, denne at drage Omsorg for, at Begæringen om den samme påtegnede Kendelse mindst 5 Dage før Forretningens Foretagelse i Overensstemmelse med Reglerne i Kapitel 16 forkyndes for Skyldneren.

Ved Inddrivelsen af Statsskatter, Bankrenter, Brandpenge, Kommuneskatter og alle andre Afgifter til det offentlige, såvel som af Tiendevederlag, Brokorn og alle andre deslige Indtægter, som inddrives ved Udpantning hos Beboerne af et Sogn eller en Kommune, er det tilstrækkeligt, at Bekendtgørelse om, at Restancen af Fogden er godkendt til Inddrivelse, og at denne vil finde Sted uden videre Varsel, uden Nævnelse af de enkelte Skyldneres Navne, sker mindst en Uge, før Udpantningen foregår, i det af Justitsministeriet hertil bestemte stedlige Blad eller ved Opslag på

offentlige Steder eller ved Trommeslag eller ved Læsning til Kirkestævne efter Stedets Skik og Brug.

§ 591.

Udpantning iværksættes af Fogden; dog kan Udpantning på Landet, når Fordringen ikke overstiger 100 Kr., og Genstanden for Udpantningen ikke er faste Ejendomme, ske ved Sognefogden. Når Rekvirenten afgiver Begæringen, forsynet med Påtegning om den i Overensstemmelse med foregående Paragraf skete Forkyndelse, henholdsvis til Fogden eller Sognefogden, skulle disse efter Fristens Udløb uden ufornøden Henstand iværksætte Udpantningen. Også hos de til Hæren eller Søværnet hørende Militærpersoner iværksættes Udpantning af den civile Foged eller Sognefogden; men den, som skal foretage Udpantningen, har forud at underrette den pågældende Chef om den forestående Udpantning.

For så vidt der med Hensyn til visse Fordringer i Lovgivningen er tildelt Fogden en videregående Virksomhed i Henseende til Forretningens Kundgørelse og Foretagelse og det udlagtes Realisation m. m. samt foreskrevet bestemte Frister, inden hvilke det fornødne i disse Henseender skal være foranstaltet, forbliver det ved de herom givne Bestemmelser, også med Hensyn til det for Forsømmelser i så Henseende fastsatte Ansvar.

§ 592.

I Sager, som angå Inddrivelse af Underholdsbidrag, skal det ikke være fornødent til Fogden at indgive særlig skriftlig Begæring om Udpantning, og Fogdens Kendelse om denne kan påtegnes Overøvrighedens Resolution, hvorved Bidraget er fastsat eller et om sammes Størrelse indgået Forlig er stadfæstet, Når sådan Resolution een Gang er forkyndt for den eller de vedkommende, kan Forkyndelsen af Fogdens Udpantningskendelse for de enkelte forfaldne Bidrag derhos gyldig ske på Landet ved Sognefogden og i Købstæderne ved en Politibetjent eller en enkelt Stævningsmand. Det påhviler fremdeles Fogden, når Begæring om Inddrivelse af slige Bidrag er fremsat og funden begrundet, selvstændig at besørge det fornødne til denne Inddrivelse, derunder indbefattet Realisation af de udlagte Genstande og Auktionsbeløbets Indfordring.

§ 593.

Udpantningen skal foruden Hovedfordringen omfatte alle af Forretningen samt Godsets Bevarelse og Realisation flydende Omkostninger, og Afgifterne kunne ikke fordres forudbetalte. Udkommer der ikke ved Realisationen et til at dække Fordringen og Omkostninger tilstrækkeligt Beløb, fortsættes Udpantningen, uden at der i så Fald gives Varsel efter § 590. Udpantning foregår i øvrigt efter de i foregående Afsnit om Udlæg givne Regler, dog at Rekvirentens Møde under Forretningen aldrig er nødvendigt. Er Fordringen, hvorfor Udpantningen foretages, en anden Ydelse end Penge, skal henholdsvis Fogden eller Sognefogden, efter så vidt muligt at have hørt Skyldnerens Erklæring herover, efter sit Skøn med Vidnernes Bistand, men uden at være bunden ved deres Anskuelse, ansætte Ydelsen til et Pengevederlag.

De Udpantninger, som foretages af Sognefogden, ske i Overværelse af to af ham tilkaldte Vidner, som ere pligtige at følge ham; er Udpantningen så almindelig, at ingen Vidner kunne haves i den By, hvori den foregår, udmelder han dertil to Mænd af den nærmeste By. Han indfører Forretningen i den i § 471 omhandlede Bog.

Møder Rekvirenten ikke under Forretningen, skal henholdsvis Fogden eller Sognefogden være pligtig at modtage det fordrede eller Afdrag herpå, når sådant tilbydes under Forretningen, med samme Virkning, som om Betalingen var sket til

Rekvirenten, ligesom det i så Fald påhviler den, der foretager Udpantningen, at bestemme, om det udlagte skal forblive hos Skyldneren, og ellers drage Omsorg for, at det på passende Måde bevares.

§ 594.

Foretages Udpantningsforretningen af Fogden, kunne Indsigelser fremsættes under Forretningen.

Under den for Fogden foregående Forhandling om rejste Indsigelser kan ordentligvis kun Rekvirenten få Udsættelse for at begrunde sin Påstand. Er Rekvirenten ikke mødt, eller kan han ikke straks skaffes til Stede, og Fogden ikke finder, at en fremsat Indsigelse straks kan forkastes eller tages til Følge, udsættes Forretningen. og Parterne underrettes om, når Forretningen på ny foretages, hvorefter den videre Forhandling mellem Parterne sker i Overensstemmelse med de i Kapitel 47 indeholdte Regler.

Ved Påkendelsen af rejste Indsigelser er Fogden ikke bunden ved den i Overensstemmelse med § 589 givne Kendelse om Forretningens Fremme. Kendelser, hvorved en fremsat Indsigelse tages til Følge, kunne henholdsvis pâankes eller påkæres i Overensstemmelse med Reglerne i foregående Afsnit (jvf. navnlig §§ 584 ff.).

§ 595.

Foretages Udpantningsforretningen af Sognefogden, kunne Indsigelser fremsættes dels under Forretningen, dels i Løbet af 14 Dage efter Forretningens Afholdelse.

Fremsættes Indsigelsen under Forretningen, skal Sognefogden antegne Indsigelsen i den ham leverede Bog, men i øvrigt fremme Forretningen samt derefter tilstille Fogden en Udskrift af Bogen. Indsigelser, som fremsættes efter Forretningen, rettes til Fogden. Efter Forløbet af 14 Dage fra Forretningens Afholdelse træffer Fogden Afgørelse om fremsatte Indsigelser; findes det fornødent, kan han forinden give Parterne Lejlighed til ved Møde for Fogedretten at ytre sig om Indsigelserne. Finder Fogden en fremsat Indsigelse grundet, berigtiger han selv eller ved Sognefogden Fejlen eller ophæver ved Kendelse den stedfundne Forretning i det hele eller for en Del. Forkastes Indsigelsen, stadfæster Fogden Forretningen som endelig. Om Afgørelsen meddeles Parterne Underretning. Afgørelser, hvorved en fremsat Indsigelse tages til Følge, kunne henholdsvis påankes eller påkæres i Overensstemmelse med Reglerne i foregående Afsnit (jvf. navnlig §§ 584 ff.).

§ 596.

Rekvirenten må ikke skride til Realisation af det udpantede førend efter Forløbet af 4 Uger efter Udpantningen eller, for så vidt Indsigelse efter § 595 er fremsat, dens Stadfæstelse, medmindre de udpantede Genstande øjensynlig ere udsatte for Fordærvelse eller væsentlig Værdiforringelse ved at henligge så længe (jvf. dog §§ 597 og 598). Realisationen foregår i øvrigt, når enten Udpantningens Genstand er fast Ejendom eller Udpantningen har omfattet Løsøre til Værdi af mindst 100 Kroner, i Overensstemmelse med de almindelige Regler om Tvangsauktion i Kapitlerne 48—51; i modsat Fald bortsælges det udpantede mod kontant Betaling ved offentlig Auktion, som afholdes på Landet af Sognefogden og i Købstæderne af Politiet, efter at der mindst 3 Dage forud har fundet een Bekendtgørelse Sted henholdsvis ved Kirkestævne eller ved Indrykkelse i det Blad. i hvilket Bekendtgørelser fra Politiet pleje at offentliggøres.

§ 597.

Den, som finder sig forurettet ved en Udpantning, kan, hvad enten Indsigelse har været fremsat under Forretningen eller ikke, gøre sin Klage gældende henholdsvis ved Anke eller Kære i Overensstemmelse med de i foregående Afsnit indeholdte Regler om Retsmidler imod de til Dommes Fuldbyrdelse sigtende Fogedforretninger. Ligeledes bliver der at forholde efter de der givne Regler med Hensyn til det Spørgsmål, om Forauktioneringen skal udsættes, når Anke eller Kære er rejst imod Udpantningsforretningen. Fristen til Anke eller Kære regnes fra Forretningens Dato eller, for så vidt Indsigelse er fremsat i Henhold til § 595, dens Stadfæstelse; Oprejsning kan ikke gives efter 6 Måneder fra det nævnte Tidspunkt,

§ 598.

Har den, hvem Udpantning er overgået, andre Indsigelser at gøre gældende mod denne end sådanne, der gå ud på, at Fordringen ikke ifølge Lovgivningen kan inddrives ved Udpantning, eller at der ved dennes Foretagelse ikke er brugt den rette Fremgangsmåde, kan ban, for så vidt han ikke vil gøre Ansvar mod Fogden gældende, og ban ikke allerede har rejst Anke eller Kære imod Forretningen efter § 597, indbringe Spørgsmålet om disse Indsigelsers Gyldighed til Prøvelse i første Instans.

Dette Søgsmål, som i øvrigt bliver at behandle efter de almindelige Regler, kan uden Hensyn til Rekvirentens Værneting anlægges i den Retskreds, hvor Udpantningen er gjort; men det må i det seneste anlægges inden 8 Uger fra Forretningens Dato eller, for så vidt Indsigelse er fremsat i Henhold til § 595, dens Stadfæstelse.

Når Sag er anlagt mod Rekvirenten af Udpantningsforretningen inden Udløbet af de i § 596 ommeldte 4 Uger, kan Rekvisitus mod at stille Sikkerhed standse Rekvirentens Ret til at bortsælge det udpantede, så længe indtil det til Prøvelse af Udpantningsforretningen anlagte Søgsmål er afgjort ved endelig Dom; Påstanden kan i så Fald rettes på Udpantningsforretningens Ophævelse. Er Rekvirentens Ret til at skride til Realisation ikke på den anførte Måde standset, kan Påstanden rettes på Udpantningsforretningens Ophævelse, for så vidt det udpantede ikke allerede måtte være bortsolgt, men i modsat Fald kun på Skadesløsholdelse.

§ 599.

Ligesom Rekvirenten, derunder indbefattet Staten, Kommuner, andre Myndigheder eller juridiske Personer, når Udpantningen under et i Medfør af § 597 eller § 598 anlagt Søgsmål findes ulovlig foretagen, i Overensstemmelse med de hidtil gældende Regler har at erstatte Skyldneren al af Forretningen flydende Skade, således vil han også have at godtgøre Skyldneren Sagens Omkostninger i alle Instanser, såfremt Fordringen ikke skyldtes eller ikke var forfalden, da Udpantningen foregik, og det derhos ikke er Skyldneren, der har fremkaldt eller bestyrket den urigtige Opfattelse af Retsforholdet, som Rekvirenten har gjort gældende.

§ 600.

Det skal fremdeles i samme Tilfælde som hidtil stå vedkommende berettigede åbent at fordre Fogdens Hjælp til at indsættes i eller udsætte andre af Besiddelsen

af fast Ejendom eller efter Omstændighederne af rørligt Gods. uden at sædvanligt Eksekutionsgrundlag er til Stede. Også skal Fogdens Hjælp fremdeles ligesom hidtil kunne fordres til at gøre Forældre- eller Værgemyndighed gældende med Hensyn til umyndige, uden at sædvanligt Eksekutionsgrundlag er til Stede. jvf. med Hensyn til Fremgangsmåden § 486.

Når en Panthaver i Henhold til D. L. 5—7—8 og 9 vil træde til sit Pant. skal dette ske ved en af Fogden foretagen Indsættelsesforretning.

§ 601.

Foruden at det i de i foregående Paragraf omhandlede Tilfælde selvfølgelig står Rekvisitus frit for at fremføre sine Indsigelser imod Forretningens Fremme for Fogden til Påkendelse i Overensstemmelse med de almindelige Regler i Kapitel 47. skal det, når Rekvisitus har andre Indsigelser imod Forretningen at gøre gældende end sådanne, som gå ud på, at den ikke lovlig kunde finde Sted uden sædvanligt Eksekutionsgrundlag, eller at der ved dens Foretagelse ikke er brugt den rette Fremgangsmåde, være ham tilladt, for så vidt han ikke vil gøre Ansvar imod Fogden gældende, og han ikke allerede har rejst Anke eller Kære, at anlægge Regressøgsmål i første Instans imod Rekvirenten. Under dette Søgsmål, som må anlægges inden 8 Uger, kan der da efter Omstændighederne såvel tilkendes ham Erstatning i Anledning af den formentlig ulovlige Forretning som også gives Dom for, at Forretningen bør være ophævet.

§ 602.

Imod Fogdens Afgørelser under de i § 600 omhandlede Forretninger kan der benyttes henholdsvis Anke eller Kære i Overensstemmelse med de almindelige Regler om Retsmidler imod de til Dommes Fuldbyrdelse sigtende Fogedforretninger (jvf. navnlig §§ 584 ff.).

§ 603.

Til Sikkerhed for et Krav, der lyder på Penge eller Penges Værd, kan Arrest på Gods finde Sted, når

1) Udlæg for Kravet ikke endnu kan gøres i Godset, og derhos

2) enten Fordringen er forfalden, eller der er Grund til at befrygte, at Skyldneren ellers ved at bortflytte eller forstikke sit Gods eller på anden Måde vilde umuliggøre eller dog væsentlig vanskeliggøre Adgangen til i sin Tid at opnå Dom og gøre Eksekution.

Med Hensyn til Arrest for Bodmerigæld har det sit Forblivende ved Sølov af 1. April 1892 § 185.

§ 604.

Arrest på Person som Sikkerhedsmiddel for Fordringer af den i § 603 ommeldte Beskaffenhed kan kun anvendes på Skyldnere, der stå i Begreb med at forlade Landet for bestandigt eller på ubestemt Tid. i Anledning af forfaldne Fordringer, for hvilke de ifølge denne Lovs Regler vilde kunne sagsøges ved danske Retter.

§ 605.

Arrest på Gods kan ikke foretages i Ting. hvori der ikke vilde kunne gøres Eksekution for den pågældende Fordring.

Når et Skib er udklareret for en Rejse og i øvrigt sejlfærdigt, kan Skipperen og Skibsmandskabet ikke arresteres for Gæld.

I Overensstemmelse med de gældende Regler kan der tilstås Fritagelse for Arrest for de i Låne- og Sparekasser samt andre lignende Institutioner indsatte Summer og disses Renter, så længe de indestå sammesteds.

§ 606.

Arrest kan afværges, og foretagen Arrest fås ophævet, når Skyldneren stiller fornøden Sikkerhed for den Fordring med Renter og Omkostninger, i Anledning af hvilken Arrest søges.

Om den tilbudne Sikkerhed ifølge Størrelse og Beskaffenhed er fyldestgørende, bedømmes af Fogden efter et Skøn.

§ 607.

Arrest på Gods medfører, at Skyldneren fra det Øjeblik. Arrestdekretet er afsagt, bliver uberettiget til at forflytte, forbruge, tilintetgøre eller ved Retshandler råde over de arresterede Genstande, derunder oppebære arresterede Fordringer.

For at Arrestens Retsvirkning skal kunne gøres gældende overfor en godtroende Trediemand, således at de foretagne Retshandler tabe Gyldighed, er det nødvendigt, at Tinglæsning af Arrestdekretet har fundet Sted ved Skyldnerens personlige Værneting eller, hvis Arresten er gjort i fast Ejendom, ved dennes Værneting. Er Arrest foretagen i Gældsbrev, udfordres derhos, at der på dette er gjort en Påtegning herom, og nâr Arrest er gjort i Fordringer, der ikke grundes på Gældsbrev, må der gives Skyldneren efter Fordringen Underretning om Arresten, hvilket ligeledes bliver at iagttage over for Skyldneren efter et Gældsbrev for Rentebetalingens Vedkommende.

Med Hensyn til Arrest i registreringspligtige Skibe har det sit Forblivende ved Skibsregistreringslov af 1. April 1892 § 49.

§ 608.

Arrestrekvirenten er i Reglen ikke berettiget til at lade de arresterede Genstande tage fra Skyldneren. Dog kan Fogden ved rørligt Gods, når de arresterede Genstandes Beskaffenhed eller Skyldnerens Person og Forhold opfordre dertil, bestemme, at de arresterede Genstande skulle tages under Bevogtning af ham selv eller af nogen, der hertil af ham beskikkes på Skyldnerens Bekostning.

§ 609.

Arrest på Person sker ved Hensættelse i Gældsfængsel ved Fogdens Foranstaltning. Hvis Skyldneren ved Henførelsen til eller Opholdet i Gældsfængslet vilde lide Skade på Helbred, kan Gældsfængsel ikke anvendes eller kun med sådanne Lempelser, som Fogden skønner fornødne.

I Gældsfængslet må der ikke pålægges Skyldneren anden Indskrænkning i Henseende til hans Levevis, end Fængslets Orden med Nødvendighed kræver.

§ 610.

Gældsfængsel kan ikke anvendes, når en til Fordringens Størrelse svarende Sikkerhed kan fås ved Arrest på Gods.

§ 611.

Arrest på Person kan ikke anvendes for Fordringer, der ere mindre end 100 Kr.

For Fordringer under 200 Kr. må Fængslingens Varighed ikke overstige 4 Uger, for Fordringer under 400 Kr. 8 Uger, for Fordringer under 1,000 Kr. 12 Uger, for Fordringer under 2,000 Kr. 16 Uger, for Fordringer under 4,000 Kr. 20 Uger, for større Fordringer 24 Uger.

I Fordringsbeløbet indbefattes også de Renter og Omkostninger, der ere påløbne, inden Arresten iværksattes, men ikke de, der senere påløbe.

§ 612.

Selv om de i foregående Paragraf angivne Tider ikke ere forløbne, ophører Skyldnerens Fængsling i alle Tilfælde:

1) så snart Eksekution kan gøres for den Fordring, til Sikkerhed for hvilken Arresten er foretagen, enten ifølge en under Arrestforfølgningssagen eller på anden Måde erhvervet Dom eller ifølge et offentligt Forlig;

2) så snart den arresterede Skyldners Bo her i Landet eller i et Land, med hvilket Overenskomst herom foreligger, er taget under Konkursbehandling;

3) så snart den arresterede Skyldner gør antageligt, at han intet ejer, hverken her i Landet eller andetsteds, hvori Eksekution kunde gøres for Fordringen, bortset fra det Gods, hvori der er gjort Arrest for denne, uden at fuld Sikkerhed efter § 610 dog derved er nået.

§ 613.

Den arresteredes Hensættelse i Gældsfængsel sker på Rekvirentens Regning. De herved foranledigede Udgifter kunne ikke fordres godtgjorte af Skyldneren.

§ 614.

De Udgifter, hvis Udredelse påhviler Rekvirenten ved Gældsfængsels Anvendelse, ere dels Underholdspenge til Skyldneren, dels Varetægtspenge til Arrestforvareren.

Underholdspengene fastsættes til 8 Kr. om Ugen, Varetægtspengene til 2 Kr. om Ugen.

Andre i Anledning af Gældsfængslets Anvendelse fornødne Udgifter, såsom til Lokale, til dettes Renholdelse, Belysning og Opvarmning, til fornødne Sengklæder og Boskab m. m., udredes af det offentlige.

§ 615.

De i foregående Paragraf omhandlede Underholds- og Varetægtspenge har Rekvirenten at erlægge henholdsvis til Skyldneren og til Arrestforvareren forud for mindst en Uge ad Gangen, første Gang inden eller ved Skyldnerens Indsættelse i Gældsfængslet og senere inden det hertil svarende Klokkeslet hver Ugedag derefter.

Undlader Rekvirenten at betale på foranførte Måde, er Skyldneren berettiget til straks at løslades, og ban kan ikke mere fængsles for samme Fordring.

§ 616.

Arrestforretninger udføres af Fogden. Ved deres Foretagelse benyttes Vidner på den Måde. som i § 471 er foreskrevet.

Den i § 471, sidste Stykke, givne Forskrift er også anvendelig på Arrestforretninger.

§ 617.

Hvilken Foged der er pligtig eller berettiget til at foretage Arrestforretninger, afgøres efter de i § 472 givne Regler.

§ 618.

Den, der vil erhverve Arrest på nogens Gods eller Person, har at indgive skriftlig Begæring herom til vedkommende Foged, ledsaget af de Dokumenter og øvrige Oplysninger, som ere forhånden.

I Reglen har Fogden før Forretningens Foretagelse at afkræve Rekvirenten en Sikkerhedsstillelse, reel eller personlig, med Hensyn til det Erstatningsbeløb, som vilde tilkomme den, hos hvem Arresten er gjort, i Tilfælde af dennes Ulovlighed: kun hvor de foreliggende Oplysninger skønnes at indeholde et fuldstændigt Bevis for Arrestens Lovlighed, er Sikkerhedsstillelse ufornøden, så længe ikke Beviset svækkes ved det under Forretningen oplyste. Dog bør der ikke en Gang mod Sikkerhedsstillelse indrømmes Arrest, når det ifølge det for Fogden oplyste skønnes, at Fordringen er ugrundet. Alle Spørgsmål om Sikkerhedsstillelsens Art og Størrelse afgør Fogden efter sit Skøn.

Søges Arrest for en af de i § 434 ommeldte Fordringer, kan der ikke afkræves Arrestrekvirenten Sikkerhedsstillelse, medmindre der fra Skyldnerens Side under Arrestforretningen fremkommer sådanne Indsigelser, som kunne fremsættes under den i Anledning af Fordringen anlagte Sag, jvf. Kapitel 40.

§ 619.

Arrestforretningen begynder på Skyldnerens Bopæl eller i Mangel af en sådan på hans sædvanlige Opholdssted, men kan dog efter Omstændighederne, navnlig når der er Fare ved Opsættelse, eller når Skyldneren ikke har Bopæl i Riget eller står i Begreb med at forlade dette, begynde på det Sted. hvor Personen eller Forretningens Genstand forefindes.

§ 620.

Med Hensyn til Parternes Møde under Forretningen m. m. gælde de i § 508 givne Regler, dog at Møde for Rekvirenten altid er nødvendigt.

§ 621.

Arrestforretningen begynder med, at Fogden opfordrer pågældende til ved Sikkerhedsstillelse eller Betaling at tilfredsstille Rekvirenten, hvorpå han, når dette ikke straks sker, efter Afgørelse af mulige Indsigelser skrider til Arrestens Udførelse.

§ 622.

Arresten kan kun udstrækkes til så meget af Skyldnerens Gods, som i Henhold til den under Forretningen foretagne Vurdering behøves til at sikre Rekvirentens Fordring i Forbindelse med de sandsynlige Udgifter ved Arresten og dens Forfølgning.

§ 623.

Med Hensyn til Valget af de Genstande, hvori Arresten gøres, forholdes der efter de i §§ 497 og 498 givne Forskrifter, ligesom der i øvrigt ved Arrestforretningers Foretagelse, med de af Forholdets Natur følgende Lempelser, gås frem efter de om Eksekutionsforretninger i §§ 510—518 givne Regler.

§ 624.

I Fogedbogen optegnes nøjagtigt alle de enkelte Genstande, hvori Arrest gøres, og ved hver enkelt Genstand tilføjes dens Værdi efter den stedfundne Ansættelse.

Fogden erklærer derefter til Fogedbogen de optegnede Genstande for belagte med Arrest til Arrestrekvirentens Sikkerhed. Det betydes Skyldneren, at han fra nu af ikke uden at udsætte sig for Strafansvar kan råde over dem på en Måde, som kommer i Strid med Arrestrekvirentens Ret. Er Skyldneren ikke til Stede, gives der den eller dem, som i Henhold til § 508 tilkaldes på hans Vegne, Pålæg om at give ham en sådan Betydning. Efter Omstændighederne kan et lignende Pålæg gives den Trediemand, i hvis Besiddelse det arresterede er.

Er Arrest på Person pålagt, tilkendegives det af Fogden Skyldneren, hvis han er til Stede, at han er belagt med Gældsfængsel, hvorefter Fogden beordrer ham straks henbragt til Gældsfængslet, I modsat Tilfælde er det Rekvirentens egen Sag at drage Omsorg for Udførelsen af Arrestkendelsen ved Skyldnerens Indsættelse i Gældsfængsel, og han kan hertil fordre Politiets Bistand. Så snart Indsættelsen i Gældsfængslet er sket, har Rekvirenten øjeblikkelig at meddele Fogden Underretning herom; denne gør, efter at have hørt Arrestforvarerens Forklaring, fornøden Bemærkning i Fogedbogen om Tiden og Klokkeslettet for Indsættelsen.

§ 625.

Hvis der ikke allerede er anlagt Retssag i Anledning af den Fordring, for hvilken Arrest er gjort, skal Rekvirenten, når Skyldneren ikke under eller efter Forretningen har frafaldet Forfølgning, inden en Uge efter Arresten anlægge sådan Sag, under hvilken han tillige skal nedlægge særskilt Påstand på, at Arrestens Foretagelse stadfæstes. Retten kan bestemme, at Spørgsmål vedrørende Arrestens Stadfæstelse forhandles særskilt, jvf. § 277. Skal Sagen begynde med Mægling ved Forligskommissionen, skal, hvis Forlig ej opnås, Sagen indstævnes for Retten hurtigst muligt efter Mæglingens Slutning.

Er Retssag i Anledning af pâgældende Fordring svævende ved første Instans, bliver der inden fornævnte Frist at anlægge en særskilt Arrestsag ved den samme Ret, ved hvilken hin Sag behandles. Det er Retten forbeholdt at bestemme, at Arrestsagen skal sættes i Forbindelse med Hovedsagen, såvel som at den ene af disse Sager skal udsættes, indtil den anden er pâkendt, jvf. §§ 277 og 278.

Er Dom falden i første Instans i Retssagen, hvorunder den Fordring er indtalt, for hvilken Arresten er gjort, anlægges Arrestsagen ved den Ret, af hvilken hin Sag er bleven påkendt. Retten kan i Tilfælde af Anke udsætte Arrestsagens Forhandling i det hele eller for en Del, jvf. § 278.

Når Arrestforfølgning finder Sted som særskilt Sag, er Forligsmægling unødvendig.

Reglerne om Arrestens og Fordringens Forfølgning blive med de fornødne Lempelser at anvende, når Arrest er afværget ved Sikkerhedsstillelse.

Arrest for Bodmerigæld behøver ikke at forfølges til Stadfæstelse.

§ 626.

Kommer Skyldneren, efter at Arrest er gjort, under Konkurs, eller dør han, og offentligt Skifte uden Gælds Vedgåelse finder Sted efter ham, bortfalder Arrestrekvirentens Forpligtelse til at anlægge Retssag i Anledning af Fordringen eller Arresten. Den af Rekvirenten i Anledning af Arresten stillede Sikkerhed løsgives dog først, når 8 Uger ere gåede efter Arrestens Foretagelse eller, hvis Sag har været anlagt og hæves, 8 Uger efter Ophævelsen, og der derhos ikke fra Boets Side er rejst Sag om Erstatning. Er dette sket, må det endelige Udfald af Sagen afventes.

§ 627.

Under Arrestsagen påkendes det, om Arresten er lovlig gjort. Er Retssag i Anledning af den pågældende Fordring svævende, og Arrestsagen ikke behandles i Forbindelse med Hovedsagen, kunne Indsigelser mod Fordringens Rigtighed ikke fremføres under Arrestsagen. I øvrigt kunne alle andre Indsigelser vedkommende Arrestens Lovlighed fremsættes og påkendes under Arrestsagen, uden Hensyn til, om de tilforn have været undergivne Fogdens Afgørelse.

Dersom Retten efter derom af Rekvisitus nedlagt Påstand skønner, at der ikke i hans økonomiske Stilling eller Forhold i øvrigt på den Tid, da Arresten begæredes, fandtes nogen rimelig Anledning for Arrestrekvirenten til at benytte det nævnte Retsmiddel, bliver der ikke ved Dommen at tilkende Rekvirenten Erstatning for de med Arrestens Foretagelse eller den særlige Retsforfølgning forbundne Udgifter. Herimod stridende Overenskomster ere ugyldige.

§ 628.

Klager fra dens Side, hos hvem Arresten er gjort, sigtende til at bevirke Ophævelse af den foretagne Arrest som ulovlig gjort, kunne over for Arrestrekvirenten alene fremføres henholdsvis under Arrestsagen eller den i Anledning af Fordringen anlagte Retssag.

§ 629.

Arresten kan ophæves såvel ved Dommen i Arrestsagen som ved Dommen i Hovedsagen.

Arresten bortfalder først, når Ankefristen for den Dom, hvorved den kendes ugyldig, er udløben, uden at Anke er iværksat, medmindre andet er bestemt i Dommen.

§ 630.

Forsømmer Arrestrekvirenten den ham ifølge det foregående påhvilende Forpligtelse til inden de i § 625 ommeldte Frister at begynde Arrestsag eller Sag i Anledning af Fordringen, eller afvises eller hæves nogen af disse Sager, kan Arresten fordres ophævet, dog uden at Arrestrekvirenten af denne Grund er udelukket fra igen at gøre Arrest for den samme Fordring.

§ 631.

En pålagt Arrest kan i det hele eller for en Del ophæves af Fogden på Grund af Omstændigheder, som ere indtrufne efter Arrestens Foretagelse. På Grund af formelle Fejl ved Forfølgningssagen kan Arresten kun fordres ophævet i Medfør af § 630.

Forinden Arresten ophæves, skal Fogden så vidt muligt give Arrestrekvirenten Lejlighed til at ytre sig, medmindre Grunden til Ophævelsen er Udeblivelse med de anordnede Underholds- og Varetægtspenge.

Imod Fogdens Kendelse kan der, hvad enten den går ud på at ophæve Arresten eller nægte dens Ophævelse, iværksættes Anke eller Kære i Overensstemmelse med Reglerne om Anke eller Kære imod de til Dommes Fuldbyrdelse sigtende Fogedforretninger, jvf. navnlig §§ 584 ff.

Fogdens Ophævelsesdekret kan ikke hindres fra at træde i Virksomhed ved Anvendelse af Anke eller Kære.

§ 632.

Befindes en Arrest i det hele ulovlig, enten fordi den Fordring, for hvilken den er iværksat, ikke ved endelig Dom befindes grundet hverken i det hele eller for en Del, eller fordi Arresten selv, bortset fra Fordringens Rigtighed, lider af Mangler, som medføre dens Ugyldighed, og som kunde have været undgåede af Arrestrekvirenten ved fornøden Agtpågivenhed, er Arrestrekvirenten pligtig at yde den, hos hvem Arresten er gjort, Erstatning for Tab, Tort og Kreditspilde. Befindes Arresten ulovlig for en Del, er Arrestrekvirenten pligtig at erstatte den, hos hvem Arresten er gjort, det særlige Tab og den særlige Kreditspilde, som måtte være en Følge af, at der er blevet givet Arresten en for stor Udstrækning.

Bortfalder eller ophæves en gjort Arrest på Grund af efterfølgende Omstændigheder, tilkommer der den, hos hvem Arresten er gjort, Erstatning for Tab, Tort og Kreditspilde, når det må antages, at Arresten, om den var bleven behørig forfulgt og holdt ved Magt, vilde have medført sådant Ansvar.

§ 633.

Krav på Erstatning i Anledning af Arresten kan gøres gældende mod Arrestrekvirenten enten som Modkrav under Arrestsagen eller under et selvstændigt Søgsmål i første Instans, hvilket sidste dog først kan anlægges, når Arresten enten ved Dom er kendt ugyldig eller ved Fogdens Kendelse (§ 631) ophævet; sådant selvstændigt Søgsmål må i så Fald anlægges inden 12 Uger.

§ 634.

Ophæves Arresten af overordnet Ret, for hvilken Fogdens Nægtelse (§ 631) af at ophæve Arresten er indbragt, kan der ved samme Dom tillægges den, hos hvem Arresten er gjort, den ham tilkommende Erstatning hos Arrestrekvirenten.

§ 635.

Vil nogen drage Fogden til personligt Ansvar i Anledning af hans Embedsforhold med Hensyn til Arrestens Foretagelse eller Nægtelse, må dette ske ved Anke.

§ 636.

Fogdens Nægtelse af Arrest er Genstand for Kære efter Reglerne i Kapitel 52.

§ 637.

Ved Forbud, foretaget af Fogden, kan der gives en eller flere bestemte private Personer såvel som Repræsentanter for Stat eller Kommune i disses Egenskab

som Ejere af faste Ejendomme eller som Medkontrahenter i Kontraktsforhold Pålæg om at undlade Handlinger eller Foretagender, som stride imod Forbuclsrekvirentens Ret, og som de pågældende på Grund heraf, selv uden Forbudet, vilde være uberettigede til at foretage.

Forbud mod Ægteskab kan finde Sted ligesom hidtil.

§ 638.

Forbud kan gøres, uagtet det ikke for Fogden bevises, at de Handlinger,

der skulle forbydes, ere stridende mod Forbudsrekvirentens Ret; men denne må i så Fald stille Sikkerhed for den Skade og Ulempe, som ved Forbudet kan forårsages den pågældende.

Dog må Forbud end ikke imod Sikkerhedsstillelse iværksættes, når det må antages, at det er ulovligt.

§ 639.

Forbud kan kun gøres, når den. mod hvem Forbudet rettes, ved Gerning eller Ord har givet Grund til at antage, at han vil foretage de Handlinger, som skulle forbydes. Kan fyldestgørende Bevis i så Henseende ikke fremskaffes for Fogden, kan det pålægges Forbudsrekvirenten at stille Sikkerhed som Betingelse for at få Forbud iværksat.

Forbudet bør ikke nedlægges, når det skønnes, at en af Rekvisitus tilbudt Sikkerhed eller den Straf, som Lovens almindelige Regler hjemle for Retskrænkelsen, yder Rekvirenten tilstrækkeligt Værn.

§ 640.

I de i de tvende foregående Paragraffer omhandlede Tilfælde bestemmer Fogden ifølge Skøn over samtlige Omstændigheder Sikkerhedens Art og Størrelse.

§ 641.

Den, der modvillig overtræder et for ham ved Fogden nedlagt Forbud, kan under en af Forbudsrekvirenten anlagt Sag dømmes til Straf af Bøder eller simpelt Fængsel og i Forbindelse hermed efter Omstændighederne til Erstatning. Spørgsmålet om Idømmelse af Straf og Erstatning kan dog udsættes, indtil Forbudssagen er afgjort.

Når Forbud ved Fogden er nedlagt, har Politiet på Forbudsrekvirentens Begæring at yde Bistand til Forbudets Opretholdelse ved at hindre pågældende i at foretage Overtrædelseshandlinger, tilintetgøre, hvad der måtte være foretaget i Strid med Forbudet, og deslige.

§ 642.

Enhver, der, vidende om et Forbud, yder den, mod hvem Forbudet er rettet, Bistand til de forbudne Foretagenders Udførelse, bliver, for så vidt Forbudet stadfæstes, erstatningspligtig over for Forbudsrekvirenten.

§ 643.

I øvrigt blive med de Lempelser, som følge af Forholdets Beskaffenhed, de Regler at anvende, som i det foregående Kapitel, navnlig §§ 616—620 samt §§ 624 —625 og 627—636, ere givne om Arrest.

§ 644.

Forbud imod en Fordrings Udbetaling, et Skibs Afsejling eller overhovedet en Genstands Forflyttelse eller anden Rådighedsudøvelse over den er, når Hensigten hermed er at søge Sikkerhed for Fyldestgørelsen af Krav af den i § 603 ommeldte Art, uden Hensyn til, hvorledes Forretningen benævnes, i et og alt at betragte som Arrest i den pågældende Fordring eller Genstand. Som en Følge heraf blive de i forrige Kapitel om Arrest givne Regler i alle Henseender at anvende på sådanne Forretninger.

§ 645.

Med Hensyn til Behandlingen af Dødsboer, såvel som af de øvrige Boer, der omhandles i Skifteloven af 30. November 1874 med dertil sig sluttende Love, har det sit Forblivende ved den gældende Ret med de Forandringer, som følge af de i denne Lov indeholdte Regler. Udenfor København beklædes den ordinære Skifteret af Underretsdommeren.

§ 646.

Når en på offentlig Skifte anmeldt Fordring eller et der fremsat Krav med Hensyn til de under Skiftebehandling værende Midler modsiges af nogen iblandt Boets Vedkommende, og det ikke lykkes at tilvejebringe Forlig ved Mægling af Skifteretten, afgør denne, om pågældende Påstand skal bestrides af Boet, hvilket sidste også kan besluttes af Skifteretten, hvor denne på Embeds Vegne tinder at burde modsætte sig den, eller om Boet ikke skal optræde som Part, men overlade vedkommende selv at udføre Tvisten.

§ 647.

Skal en Påstand eller Fordring bestrides fra Boets Side, har Skifteretten snarest muligt herom at underrette den, der har fremsat Påstanden eller anmeldt Fordringen, samt tilkendegive ham, at han må forfølge sit Krav ved sædvanlig Rettergang mod Boet, Anlægges Sag ikke af den pågældende inden 4 Uger herefter, bliver Boet at opgøre, som om Påstanden ikke var bleven fremsat, eller Fordringen ikke var bleven anmeldt.

Overlades det til den, som modsiger Fordringen eller Påstanden, selv at udføre Tvisten, har Skifteretten at tilkendegive ham, at han inden 4 Uger må anlægge Retssag imod den, som har anmeldt Fordringen eller nedlagt Påstanden, da der i modsat Fald ved Boets Opgørelse ikke vil blive taget Hensyn til hans Indsigelse imod Fordringen eller Påstanden.

De ovennævnte Underretninger fra Skifteretten meddeles på den Måde, denne tinder hensigtsmæssig; det er tilladt at benytte anbefalet Brev.

Ville Parter, imellem hvilke en Tvist på Skiftet er opstået, overlade Spørgsmålets Afgørelse til Skifteretten, er denne, når ingen Bevisførelse ved Vidner, Syn eller Parternes egen Forklaring behøves, pligtig at afsige en Kendelse, ved hvilken Spørgsmålet da er afgjort på samme Måde som ved Voldgift. Skifteretten kan pålægge den Part, der skønnes uden tilstrækkelig Grund at have givet Anledning til eller unødig at have vidtløftiggjort Proceduren, at udrede Sagsomkostninger til Modparten, således at Fuldbyrdelsesfrist med Hensyn hertil fastsættes i Kendelsen.

§ 648.

De i foregående Paragraf omhandlede Sager kunne anlægges ved det Steds Underret, hvor Boet behandles, eller, for så vidt Sagen ifølge dens Genstand henhører under Landsret, ved den Landsret (jvf. § 329), under hvilken vedkommende Skifteret står.

Dog skal det, hvor en Fordring bestrides af Boet, altid stå den, der nedlægger Påstanden eller anmelder Fordringen, frit for at anlægge Sagen ved Underret uden Hensyn til dens Genstand.

§ 649.

Boet er i de i § 647, 1ste Stykke, omhandlede Tilfælde selv at anse som Modpart, hvorfor Stævningen lyder på det og forkyndes for Skifteretten på Boets Vegne.

Det påhviler Skifteretten at sørge for, at Boet under Retssagen repræsenteres på behørig Måde.

§ 650.

Dommen i en i Henhold til § 647 anlagt Sag kan ikke, medmindre pågældende Parter frafalde Anke imod Dommen, eller den kun kan påankes efter særlig Tilladelse, lægges til Grund for Boets videre Behandling, førend den almindelige Ankefrist er udløben ubenyttet.

Skulde Dommen blive forandret eller annulleret ifølge senere Påanke, tages behørigt Hensyn hertil ved Boets videre Behandling, i fornødent Fald ved Omgørelse af det foretagne, hvis Skifte ikke endnu er sluttet, men efter den Tid må enhver Forandring søges iværksat ved Påanke af Repartitionen.

§ 651.

Spørgsmål om Boets Overtagelse, Bestyrelse — derunder Fastsættelse af de i Skifteloven af 30. November 1874 § 31, 2det Stykke, og § 33, 2det Stykke, omhandlede Vederlag — Udlevering og, med de af §§ 646 og 647 flydende Begrænsninger, også om dets Opgørelse påkendes af Skifteretten. Tvistigheder angående disse Spørgsmål behandles efter de for Underretssager foreskrevne Regler. Forligsmægling fore går ved Skifteretten.

§ 652.

Kendelser eller Beslutninger af Skifteretten, der forefalde under Boets Behandling, kunne, for så vidt der overhovedet er Adgang til at indbringe dem til højere Rets Prøvelse (jvf. § 654), påkæres til den Landsret, under hvilken Skifteretten står. Boets Behandling bliver ikke desto mindre at fortsætte, men Skifteretten har i så Fald at drage Omsorg for, at den ankendes Ret ikke foregribes ved Behandlingen, medens Kæremålet står på.

Kæremålet må iværksættes inden 2 Uger, efter at pågældende Beslutning er tagen, eller Kendelse afsagt.

Dog kan Justitsministeren undtagelsesvis indtil 6 Måneder, efter at Beslutningen er tagen eller Kendelsen afsagt, tilstede Kæres Iværksættelse, når ganske særegne Omstændigheder retfærdiggøre, at Parten ikke i rette Tid har iværksat Kære.

§ 653.

Den tilendebragte Skiftebehandling og i Forbindelse hermed de under samme afsagte Kendelser og tagne Beslutninger, for så vidt som disse ikke have været gjorte til Genstand for Kære, kunne påankes til den Landsret, under hvilken Skifteretten står.

Anke må iværksættes inden 4 Uger, efter at Skiftet i Henhold til Reglen i Lov af 30. November 1874 § 50 anses som sluttet.

Dog kan Oprejsning imod Undladelse af at iværksætte Anke inden den foreskrevne Tid i øvrigt i Overensstemmelse med Reglen i § 652 sidste Stykke, gives indtil 1 År efter Skiftets Slutning.

§ 654.

Anke eller Kære kan ikke finde Sted imod de Bestemmelser, der af Skifteretten træffes i Henhold til Lov af 30. November 1874 §§ 16, sidste Stykke, 19, 3die Punktum, 23, 24, 1ste Punktum, 27, sidste Punktum, 30, sidste Punktum, 32, 47, 1ste Punktum, 51, 1ste Stykke, og 75 samt denne Lovs § 646.

§ 655.

Anke foregår i Overensstemmelse med de om Anke fra Underret til Landsret i andet Afsnit givne Regler med de Lempelser, som følge af Forholdets Natur.

Ankestævningen forkyndes for Skifteretten, der på Boets Bekostning har at drage Omsorg for, at der i fornødent Fald tages til Genmæle.

Den for Skifteretten stedfundne Procedure er ikke bindende, og der er endog intet til Hinder for, at Tillæg til og Rettelser i de tidligere Påstande fremsættes. Dog kunne Parterne ikke tilbagekalde de af dem for Skifteretten afgivne, Skiftebogen tilførte, Erklæringer med Hensyn til Sagens Sammenhæng.

Kære foregår med de Lempelser, som følge af ovenstående Bestemmelser, efter samme Regler som Kære til Landsret over Underrettens Afgørelser, jvf. § 432.

§ 656.

Når en i Henhold til § 653 iværksat Anke har fundet sin Afgørelse ved Landsret, kan der i Reglen ikke ske yderligere Anke til Højesteret. Dog kan Justitsministeren tillade, at Sagen undtagelsesvis indbringes for Højesteret, Andragende herom fremsættes inden den i § 388 fastsatte Frist.

Om Anke til Højesteret gælde de almindelige Regler i Kapitel 35.

Landsrettens Afgørelse i Anledning af Kære er ikke Genstand for yderligere Kære til Højesteret.

§ 657.

Med Hensyn til Tvangsakkord udenfor Konkurs har det sit Forblivende ved Reglerne i Lov af 14. April 1905.

§ 658.

Med Hensyn til Behandlingen af Konkursboer har det sit Forblivende ved Reglerne i Konkursloven af 25. Marts 1872 og Lov om en forandret Affattelse af visse Paragraffer i Konkursloven af 15. April 1887 samt Lov Nr. 30 af 20. Marts 1901 og Lov om Tvangsakkord udenfor Konkurs og om Udvidelse af Adgangen til Tvangsakkord under Konkurs af 14. April 1905 § 39 med de Forandringer, som følge af denne Lov. Udenfor København beklædes den ordinære Skifteret af Underretsdommeren.

Foruden i det i Lov om Spare- og Lånekasser af 28. Maj 1880 ommeldte Tilfælde kan Kongen undtagelsesvis, når Begæring derom måtte indkomme, beskikke Skiftekommissarier til i Stedet for den ordinære Skifteret at forestå Behandlingen og Opgørelsen af et Konkursbo, der befindes at være af en særegen vidtløftig og indviklet Beskaffenhed. Sådan Begæring mâ dog være vedtagen på en dertil berammet Skiftesamling af mindst tre Fjerdedele af de mødende Fordringshavere, repræsenterende mindst tre Fjerdedele af samtlige bekendte, eller, for så vidt Anmeldelsesfristen er udløben, anmeldte Fordringers Beløb.

§ 659.

Når et i Konkursboet fremsat Krav eller en anmeldt Fordring modsiges, eller den Fortrinsret, som er tillagt samme på den i Henhold til Konkurslovens § 87 forfattede Oversigt, bestrides, og det ikke lykkes at tilvejebringe Forlig imellem de pågældende (jvf. Konkurslovens § 88), har Skifteretten at fremkalde en Beslutning af Boets Vedkommende (jvf. Konkurslovens §§ 74 og 75), om og for hvilket Beløb Boet vil anerkende Fordringen, og hvilken Fortrinsret det vil indrømme den. Herom underretter Kurator snarest muligt den pâgældende Fordringshaver samt tilkendegiver ham, at han, hvis han ikke vil finde sig i at behandles pâ denne Mâde, må forfølge sit Krav ved sædvanlig Rettergang imod Boet. Underretningen meddeles på den Mâde, Skifteretten finder hensigtsmæssig; det er tilladt at benytte anbefalet Brev. Anlægges Sag ikke af den pâgældende inden 4 Uger herefter, bliver Fordringen ved Boets videre Behandling og Opgørelse kun at anerkende for sâ vidt og med den Fortrinsret, som Boet har indrømmet,

Fordringshavere, som have Interesse i at bestride en Fordring, uagtet Boet ikke vil modsige den eller den for samme pâstâede Fortrinsret, have Adgang hertil, for sâ vidt der ikke af Boet er sluttet Overenskomst med vedkommende om Tvistens Grenstand, og Sagens Forfølgning ikke udsætter Boet for Tab af Rettigheder. De pâgældende Fordringshavere have i sâ Fald at anlægge Retssag inden 4 Uger, efter at Boets Beslutning er tagen. I modsat Tilfælde bliver der ved Boets Opgørelse ikke taget Hensyn til deres Indsigelser. De ere pligtige at lade Stævningen forkynde for Boets Kurator.

Ville Parter, imellem hvilke en Tvist er opstâet, overlade Spørgsmålets Afgørelse til Skifteretten, er denne, nâr ingen Bevisførelse ved Vidner, Syn eller Parternes egen Forklaring behøves, pligtig at afsige en Kendelse, ved hvilken Spørgsmâlet da er afgjort pâ samme Måde som ved Voldgift. Herved finder Reglen i § 647, sidste Stykke, sidste Punktum, tilsvarende Anvendelse.

§ 660.

De i foregâende Paragraf omhandlede Sager kunne anlægges ved det Steds Underret, hvor Boet behandles, eller, for så vidt Sagen ifølge dens Genstand henhører

under Landsret, ved den Landsret (jvf. § 329), under hvilken vedkommende Skifteret står.

Dog skal det altid stå den, hvis Fordring eller nedlagte Påstand bestrides af Boet, frit for at anlægge Sagen ved Underret uden Hensyn til dens Genstand.

§ 661.

Boet er i de i § 659, 1ste Stykke, omhandlede Tilfælde selv at anse som Modpart, hvorfor Stævningen lyder på det og forkyndes for Kurator på Boets Vegne.

Det påhviler Kurator at sørge for, at Boet under Retssagen repræsenteres på behørig Måde.

§ 662.

Dommen i en i Henhold til § 659 anlagt Sag kan ikke, medmindre pågældende Parter frafalde Anke mod Dommen, eller den kun kan påankes efter særlig Tilladelse, lægges til Grund for Boets videre Behandling, førend den almindelige Ankefrist er udløben ubenyttet.

Skulde Dommen blive forandret eller annuleret ifølge en senere Påanke, tages behørigt Hensyn hertil ved Boets videre Behandling, i fornødent Fald ved Omgørelse af det foretagne, hvis Konkursbehandlingen ikke endnu er sluttet, men efter den Tid må enhver Forandring søges iværksat ved Påanke af Udlodningen.

§ 663.

Spørgsmål om Boets Overtagelse, Bestyrelse — derunder Fastsættelse af de i Konkurslovens § 69 omhandlede Vederlag — Udlevering og, med de af § 659 flydende Begrænsninger, også om dets Opgørelse påkendes af Skifteretten. Tvistigheder angående disse Spørgsmål behandles efter de for Underretssager foreskrevne Regler. Forligsmægling foregår ved Skifteretten.

§ 664.

Imod Kendelser eller Beslutninger af Skifteretten, som forefalde under Boets Behandling, kan der udenfor de i Konkurslovens § 137 angivne Tilfælde finde Kære Sted til den Landsret, under hvilken vedkommende Skifteret står. Ligeledes er den i Konkurslovens § 48, 2det Stykke, omhandlede Beslutning Genstand for Kære til Landsretten. Med Hensyn til Kære imod den Beslutning af Skifteretten, hvorved en antagen Akkord forkastes, blive de i Konkurslovens § 138 fastsatte Begrænsninger at iagttage.

Den sluttede Konkursbehandling og i Forbindelse hermed de under samme afsagte Kendelser og tagne Beslutninger, for så vidt som disse ikke have været gjorte til Genstand for Kære, kunne påankes til den Landsret, under hvilken Skifteretten står. Den Beslutning af Skifteretten, hvorved en antagen Akkord er stadfæstet, kan dog kun i de i Konkurslovens § 139 nævnte Tilfælde indbringes til Prøvelse af Landsretten; dette sker ved Kære.

§ 665.

Ankefristen er 4 Uger.

Dog kan Justitsministeren undtagelsesvis indtil 1 År efter Konkursbehandlingens Slutning tilstede Anke, naar ganske særegne Omstændigheder retfærdiggøre, at Parten ikke i rette Tid har iværksat Anke.

§ 666.

Kærefristen er 2 Uger.

Når en Kendelse eller Beslutning, der forefalder under Konkursbehandlingen, er påkæret, bliver Boets Behandling ikke desto mindre at fortsætte, men Skifteretten

har i så Fald at drage Omsorg for. at den kærendes Ret ikke foregribes ved Behandlingen, medens Kæremålet står på. Er der iværksat Kære imod den Beslutning. hvorved en Akkord stadfæstes, må Boet ikke forinden Spørgsmålets endelige Afgørelse udleveres til Skyldneren, medmindre der drages Omsorg for at sikre den kærende. Et Kæreskrift, der ikke påberåber sig nogen af de i Konkurslovens § 139 ommeldte Ankegrunde, hindrer ikke Boets Udlevering til Skyldneren.

Oprejsning imod Oversiddelse af Kærefristen kan gives efter Reglen i § 665, sidste Stykke, dog ikke længere end i 6 Måneder.

§ 667.

Ankestævning forkyndes for Kurator, hvem det påhviler på Boets Bekostning at drage Omsorg for, at der i fornødent Fald tages til Genmæle.

§ 668.

Med Hensyn til alt, hvad der efter Bestemmelserne i dette Kapitel skal iagttages af eller over for Boets Kurator, træder i Boer. hvor ingen Kurator er beskikket, Skifteretten i dennes Sted (jvf. Konkurslovens § 80).

§ 669.

I øvrigt finde med Hensyn til Anke og Kære i de ovenfor omhandlede Tilfælde Reglerne i §§ 655—656 tilsvarende Anvendelse.

Fra Sø- og Handelsrettens Skiftekommission finder Anke og Kære Sted til Østre Landsret,

§ 670.

Når pantsatte Genstande skulle bortsælges ved Tvangsauktion fra et Arv- og Gældsfragåelsesbo eller et Konkursbo, skal Auktionen foretages af Skifteretten under Iagttagelse af de i Kapitlerne 48—51 indeholdte Regler og i øvrigt med de Lempelser, som følge af Konkurslov af 25. Marts 1872 og Skiftelov af 30. November 1874, således som disse Love og Loven om en forandret Affattelse af visse Paragraffer i Konkursloven af 15. April 1887 forandres ved de i nærværende Lov indeholdte Bestemmelser. Kurator i Boet har at udføre, hvad der påligger Rekvirenten af en Tvangsauktion. Den, der besørger Inkassators Forretninger for Boet, fungerer også som sådan, for så vidt Tvangsauktion angår.

§ 671.

I de heromhandlede Boer skal enhver Underpanthaver i fast Ejendom og dermed som Tilbehør pantsat Løsøre være berettiget til inden en Måned efter Rettens Beslutning om, at Konkursbehandling skal finde Sted, eller efter at Arv og Gælds Fragåelse i Dødsbo gennem Proklama eller på anden Måde er bekendtgjort, at erklære, at han alene vil holde sig til sit Pant, og at han i øvrigt intet Krav gør på Boet, I så Fald kan enhver sådan Panthaver, hvis Fordring er forfalden, forfølge sin Panteret uafhængig af Skiftebehandlingen, efter at han, for sâ vidt han ikke allerede er Udlægshaver, har foretaget Udlæg i Pantet, hvortil han skal være berettiget uden

Lovmål og Dom. Så snart Udlæg således er gjort, er Udlægshaveren forpligtet til at erstatte de af Boet på Ejendommens Bestyrelse og Drift anvendte Udgifter og til at overtage den fremtidige Bestyrelse. Dersom Udlægshaveren ikke på Anfordring indbetaler, hvad Boet således har at fordre, eller dersom en Panthaver ikke inden 4 Uger efter Afgivelsen af den i 1ste Punktum ommeldte Erklæring iværksætter Retsforfølgningen og fremmer Realisationen uden ufornødent Ophold, er Boet berettiget til at sætte Ejendommen til Tvangsauktion efter Reglerne i denne Lov, og bortfalder da Pant- eller Udlægshaverens Ret til selvstændig Forfølgning og til at fordre de på Forfølgningen anvendte Omkostninger pålagte Køberen,

I Henseende til Skiftegebyret anses den pantsatte Ejendom og det ved Auktionen medfulgte Løsøre kun at henhøre til Boets Masse med Fradrag af Beløbet af de Pantefordringer, for hvis Vedkommende Fordring på Boet uden for Pantet er frafalden.

§ 672.

For så vidt der på en af Boet rekvireret Tvangsauktion efter Budets Beskaffenhed ikke udkommer noget Overskud til de personlige Kreditorer, og ingen af de Pantekreditorer, hvis Fordringer helt eller delvis vilde erholde Dækning ved Budet, forlanger Bortsalg, bliver Auktionen at hæve, såfremt Panthaverne på Boets Forlangende fra Auktionen at regne påtage sig det fornødne med Hensyn til Ejendommens Bestyrelse og holde Boet fri for Udgifter i den Anledning. I så Fald er enhver af de nævnte Panthavere, uden Hensyn til, om hans Fordring ellers var forfalden, og om han måtte have anmeldt den i Boet, berettiget til at forfølge sin Panteret i Ejendommen, uafhængig af Skiftebehandlingen, i hvilket Tilfælde den pantsatte Ejendom ikke medtages ved Beregning af Skifteafgiften, men Panthaverne anses da at have frafaldet Krav i Boet.

§ 673.

Når i øvrigt Afhændelse ved offentlig Auktion af et Bos Effekter skal finde Sted, sker dette efter Skifterettens Bestemmelse enten ved denne selv eller i det hele efter de for offentlige Auktioner, der ikke ere Tvangsauktioner, gældende Lovregler.

§ 674.

Alle Spørgsmål om Straf, som ikke i Medfør af særlig Hjemmel i Lovgivningen afgøres uden særlig Straffesag eller behandles i den borgerlige Retsplejes Former eller henhøre under særlige Domstole, behandles efter de i denne Bog fastsatte Regler. Det samme gælder Ærefornærmelser i navnløse eller med urigtigt eller opdigtet Navn forsynede Skrivelser, for så vidt den fornærmede forlanger offentlig Påtale, samt Sager om Oprejsning for uforskyldt Anholdelse eller Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel eller for uforskyldt Udståelse af Straf.

§ 675.

Efter denne Bogs Regler behandles endvidere, uden Hensyn til, om der samtidig nedlægges Påstand om Straf, Sager, hvorunder det offentlige nedlægger Påstand om:

1) Særlige Følger, der til Fyldestgørelse for det almene ere fastsatte for Overtrædelser af Love om Politivæsenet, Bygningsvæsenet, Landbovæsenet og lignende Love;

2) Ophævelse af en Forening;

3) Stadfæstelse af Forbud mod Udbredelse af et fremmed Skrift;

4) Anvendelse af Sikkerhedsforanstaltninger mod Undsigende (nu Straffelovens § 299);

5) Sikkerhedsforanstaltninger på Grund af Forbryderes Utilregnelighed (nu Straffelovens § 38, 2det Stykke):

6) Udbringeise af Riget (nu Straffelovens § 16 og midlertidig Lov om nogle Ændringer i Straffelovgivningen af 1, April 1905 §§ 7 og 8);

7) Meddelelse af Afholdspålæg til Drankere (nu midlertidig Lov om nogle Ændringer i Straffelovgivningen af 1. April 1905 § 6);

8) Opholdspålæg til Forbrydere (nu midlertidig Lov om nogle Ændringer i Straffelovgivningen af 1. April 1905 § 8);

9) Inddragelse af Penge eller Gods;

10) Fortabelse af Embede, Bestilling, Rang, Titel, Orden eller Hæderstegn:

11) Fortabelse af Næringsadkomst;

12) Fortabelse af Arveret;

13) Omstødelse af Ægteskab, som er indgået trocis et Slægtskabs- eller Svogerskabsforhold, der er ubetinget Ægteskabshindring, eller trods et endnu bestående Ægteskab eller

14) Mortifikation af Ærefornærmelser, der i Henhold til § 674 påta.les offentlig.

§ 676.

Borgerlige Retskrav på den Sigtede, som følge af strafbare Handlinger, kunne forfølges i Forbindelse med Straffesagen, overensstemmende med de i Kapitel 87 givne nærmere Regler.

§ 677.

Forundersøgelse og enkeltstående Retshandlinger foretages ved Underretten, henholdsvis Sø- og Handelsretten, som Undersøgelsesret. Dog kan det i Sager, som henhøre under Landsret eller ere indankede for Landsret eller for Højesteret, undtagelsesvis af Landsrettens eller Højesterets Formand overdrages til et Medlem af Landsretten at handle som Undersøgelsesdommer.

§ 678.

Ved Underretterne, henholdsvis Sø- og Handelsretten, behandles og påkendes i første Instans Sager angående Lovovertrædelser,

a) for hvilke Straffen ikke kan overstige Fængsel eller Tvangsarbejde, eller

b) som falde under en Strafbestemmelse, der alternativt med andre Strafarter hjemler Anvendelse af Formuestraf, simpelt Fængsel, Ris eller Fortabelse af Næringsret, dog at Sigtede eller, hvis han er umyndig, hans Værge kan begære Påkendelse ved Landsretten, når Straffen kan stige til Strafarbejde eller Embeds eller Bestillings Fortabelse, eller

c) for hvilke Straffen for 1ste Gang begået Forbrydelse er bestemt alternativt til Fængsel på Vand og Brød, jvf. midlertidig Lov om nogle Ændringer i Straffelovgivningen af 1. April 1905 § 13. eller Strafarbejde eller ifølge Straffelovens § 229 til Strafarbejde alene, når Sigtede afgiver en fuldstændig og troværdig Tilståelse, og han eller hans Værge ikke begærer Påkendelse ved Landsret, eller

d) som behandles ved Sø- og Handelsretten (§ 9. 1ste Stykke) eller ved Underretten ifølge denne Lovs § 18;

e) Sager, hvorunder der enten alene eller i Forbindelse med en Straffepåstand, der hører under Underrettens Påkendelse. nedlægges Påstand om nogen af de i § 675 nævnte Følger, dog med Undtagelse af de under Nr. 2 og 4 ommeldte Sager;

f) Sager om Oprejsning for uforskyldt Anholdelse;

g) Sager om Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel eller for uforskyldt Udståelse af Straf, når den, som kræver Erstatningen, ikke samtidigt med Erstatningsbegæringen forlanger Påkendelse ved Landsret,

Sager, der rejse sig af politiske Lovovertrædelser, eller i hvilke legemlig Revselse må antages at være forskyldt som Tillægsstraf, jvf. midlertidig Lov om nogle Ændringer i Straffelovgivningen af 1. April 1905 § 5, blive dog altid at behandle ved Landsretterne. Også andre Sager kan Påtalemyndigheden indbringe umiddelbart for Landsretten, når den af særlige Grunde tinder dette hensigtsmæssigt, og Sigtede eller dennes Værge samtykker deri.

§ 679.

Ved Landsretterne behandles og påkendes i første Instans de Sager, der ikke efter § 678 ere henlagte til Underretterne.

Nævninger skulle medvirke

a) i Misgerningssager.

En Sag regnes for en Misgerningssag, når den angår en Forbrydelse, for hvilken Loven hjemler Livsstraf eller, uden at sådant er betinget af Gentagelse, livsvarigt Strafarbejde.

b) i Sager, der rejse sig af politiske Lovovertrædelser.

c) i Sager angående Anvendelse af Straffelovens § 299.

d) i Sager, hvor legemlig Revselse må antages at være forskyldt som Tillægsstraf, jvf. midlertidig Lov om nogle Ændringer i Straffelovgivningen af 1. April 1905.

e) i Sager, som ikke falde ind under a.. b., c. eller d., når Strafarbejde eller Fortabelse af Embede, Bestilling eller Valgret må antages at være forskyldt. I disse Sager bortfalder dog Nævningernes Medvirkning, når Sigtede eller hans Værge forlanger Sagen pådømt uden Anvendelse af Nævninger. Ligeledes skal Nævningers Medvirken bortfalde i disse Sager, når Sigtelsen alene angår Vold på Person eller alene Forbrydelse mod Sædeligheden eller alene nogen af de i alm. borg. Straffelovs Kapitel 23—27 omhandlede Forbrydelser, og den sigtede forhen har været dømt for nogen Forbrydelse af samme Art til Strafarbejde eller mindst to Gange eller ved Vold en Gang til højere Straf end simpelt Fængsel, og der ikke er forløbet 10 År efter Udståelsen af den sidste Straf til Udøvelsen af den Handling, for hvilken han sigtes.

f) i Sager om Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel eller for uforskyldt Udståelse af Straf, når den. som kræver Erstatningen, begærer Spørgsmålet, om sådan Erstatning tilkommer ham, afgjort under Medvirkning af Nævninger, og Krav herom fremsættes samtidig med Begæringen om Erstatningen.

Også i andre Sager end de ovenfor nævnte kan Landsretten, når Påtalemyndiglieden og Sigtede eller dennes Værge derom ere enige, bestemme, at Nævninger skulle medvirke.

§ 680.

Ved Anvendelsen af Reglerne i §§ 678 (jvf. dog sidste Stykke) og 679 litra a. kommer, når Sigtelsen angår Forsøg eller Meddelagtighed, den Strafbestemmelse i Betragtning, som vilde være anvendelig, hvis Forbrydelsen var fuldbyrdet, eller Sigtede var Gerningsmand.

§ 681.

Finder Forening af tiere Straffesager Sted, og nogen af dem hører under Landsret eller kræver Nævningers Medvirkning, blive de alle at behandle og påkende henholdsvis for Landsret og med Nævninger. Forening af Sager mod flere Sigtede, som adskilte vilde høre under Landsret uden og under Landsret med Nævninger, bør dog kun finde Sted, når særegne Grunde tale derfor.

§ 682.

Retten prøver uden Begæring derom, om en Sag hører under dens Virkekreds, og om Nævninger skulle medvirke ved Påkendelsen. I de i § 679 litra d. og litra e., 1ste Punktum, omhandlede Tilfælde beror en sådan Afgørelse på Rettens eget Skøn om den forskyldte Strafs Art eller Størrelse. Er Domsforhandling ved Landsret begyndt, skal det dog ikke være nødvendigt at afvise Sagen, fordi det findes, at den burde have været anlagt ved Underret. Er Domsforhandling ved Nævninger be-

gyndt, kan disses Medvirkning efter Rettens Bestemmelse vedblive, selv om det findes at Sagen burde have været foretagen uden Nævninger.

En Afgørelse af Underret, hvorved en Sigtets Begæring om Sagens Påkendelse ved Landsret afslås, såvel som en Afgørelse af Landsret, hvorved Påtalemyndighedens eller Sigtedes Begæring om Sagens Påkendelse under Medvirkning af Nævninger afslås, kan påkæres.

§ 683.

Til Landsrettens Virkekreds høre endvidere Afgørelser i Anledning af Påanke af eller Kæremål mod Underrettens Lomme, Kendelser og Beslutninger.

§ 684.

Under Højesteret høre alle Afgørelser i Anledning af Påanke af eller Kæremål mod Landsrettens Domme, Kendelser og Beslutninger, derunder indbefattet Handlinger af det Medlem af Landsretten, hvem det måtte være overdraget at handle som Undersøgelsesdommer.

§ 685.

Enkeltstående Retshandlinger foretages i Reglen ved Undersøgelsesretten (§677) i den Retskreds, hvor den Person, som skal afhøres, bor eller opholder sig, eller hvor den Ting findes eller antages at være, til hvilken Retshandlingen har Hensyn.

§ 686.

Straffesager forfølges ved de nedenfor anførte Værneting. Reglerne herom finde Anvendelse såvel med Hensyn til Forundersøgelsen som med Hensyn til Behandlingen ved den dømmende Ret.

§ 687.

Alle i Kongeriget begåede Forbrydelser forfølges i Reglen ved den Ret, i hvis Kreds Handlingen er foretagen. Udkræves flere Handlinger til Forbrydelsens Begreb, er den Ret Værneting, i hvis Kreds den sidste af dem er foretagen. Udgøre flere i forskellige Retskredse foretagne strafbare Handlinger, som hver især vilde begrunde Værneting efter foranstående Regler, tilsammen een Forbrydelse, eller er en Forbrydelse begået på Grænsen af flere Retskredse, eller er det uvist, i hvilken af flere bestemte Retskredse en Forbrydelse er begået, kan Forfølgning ske ved en hvilken som helst af de Retter, om hvilke der på Grund af de angivne Omstændigheder opstår Spørgsmål.

§ 688.

Som Gerningsstedets Værneting ved Forbrydelser, der begås udenfor Kongerigets Søterritorium om Bord på dansk Skib eller af Personer, som høre til sådant Skib, anses den Ret, til hvis Kreds Skibet ved sin Hjemkomst til Kongeriget ankommer for at losse eller lade.

§ 689.

Ved den Ret, i hvis Kreds Sigtede bor eller, hvis han ikke har Bolig i Riget, ved Forfølgningens Begyndelse opholder sig, eller, hvis han ikke findes i Riget, ved den Ret, i hvis Kreds han sidst havde Bolig eller opholdt sig, kunne forfølges:

1) de under de danske Domstoles Påkendelse hørende Forbrydelser, som begås udenfor Kongerigets Grænser,

2) de Forseelser, som det tilkommer Politimesteren at påtale (§ 704), uden Hensyn til, om de påtales af ham eller af andre,

3) andre Forbrydelser, når der mangler sådanne Oplysninger, som betinge Anvendelse af § 687.

Danske i Udlandet ansatte Embedsmænd, der ikke ere det pågældende Lands Domsmyndighed undergivne, og de til de danske Gesandtskaber i fremmede Stater hørende Personer anses ved Anvendelsen af ovenstående Regel som havende Bolig i København, for så vidt de ikke måtte have vedligeholdt Bolig noget andet Sted i Riget. Det samme gælder om andre danske Undersåtter. som ikke kunne sagsøges i det Land, hvor de have Bopæl.

§ 690.

I de i § 689 ommeldte Tilfælde kan Sagen også forfølges ved den Ret, i hvis Kreds Sigtede er bleven pågreben.

§ 691.

Forbrydelser, hvis Påtale efter § 696 sker under een Sag, forfølges under eet ved en Ret, som er Værneting for den Forbrydelse, der nærmest har givet Anledning til Forfølgningen. Hører nogen af de begåede Forbrydelser for Underret, medens en eller flere andre høre under Landsrettens Påkendelse, træder med Hensyn til Domsforhandling i Underrettens Sted den Landsret, til hvis Kreds den hører.

§ 692.

Sag om Oprejsning for uforskyldt Anholdelse (§ 678 f) forfølges ved Retten i den Retskreds, hvor Anholdelsen har fundet Sted. — Sag om Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel forfølges, dersom den skal behandles ved Underret (§ 678 g), ved den Underret, som har ledet Forundersøgelsen af Sagen eller, i Mangel af en sådan, ved den Underret, som har besluttet Fængslingen, og, hvis den skal behandles ved Landsret, ved den Landsret, under hvilken nævnte Underret hører. — Sag om Erstatning for uforskyldt Udståelse af Straf forfølges, når den skal afgøres ved Underret, ved den Underret, som har dømt i Sagen, eller som, hvis Dommen er afsagt af Landsret, har ledet Forundersøgelsen i den, eller i Mangel af en sådan, ved den Underret, i hvis Retskreds den uskyldig straffede bor eller opholder sig, og, hvis Sagen skal afgøres ved Landsret, ved den Landsret, som har dømt i den, eller under hvilken den Underret hører, som har afsagt Dommen (jvf. dog § 937, 2det Stykke). Dersom den pågældende Forbrydelse har været påtalt ved Sø- og Handelsretten i København eller udenfor København ved en Underret i Medfør af § 18, komme foranstående Bestemmelser til Anvendelse med de fornødne Lempelser, således at Sagen bliver at anlægge ved vedkommende Landsret eller ved den almindelige Underret i Retskredsen.

Sager mod en Forening til dens Ophævelse i Medfør af Grundloven af 28. Juli 1866 § 87 forfølges ved den Ret, i hvis Kreds Foreningen eller dens Bestyrelse har sit Sæde, eller, når sådant ikke med Sikkerhed kan udfindes, hvor et af Bestyrelsens Medlemmer bor.

Sag til Stadfæstelse af de i Lov af 3. Januar 1851 § 14, jvf. § 15, omhandlede Forbud forfølges ved den Ret, i hvis Kreds Forbudet er nedlagt.

På Sager, hvorunder Påstand alene nedlægges om nogen af de øvrige i §675 omhandlede Følger, finde Reglerne i §§ 687—690 tilsvarende Anvendelse.

§ 693.

Retshandlinger, ved hvilke Sag mod en Person indledes, kunne i påtrængende Tilfælde uden Hensyn til de ovenstående Regler foretages af Underretsdommeren i den i § 690 ommeldte Retskreds. Sagen afgives snarest muligt til den kompetente Ret.

Afvigelse fra Reglerne om Værneting kan, så længe Domsforhandling endnu ikke er begyndt, på Begæring, når særegne Grunde findes at tale derfor, besluttes af Landsretten, dersom Spørgsmålet angår Underretter i samme Landsretskreds, henholdsvis Sø- og Handelsretten og en Underret i Østre Landsretskreds, og i andre Tilfælde af Højesteret (§ 214).

Sager, der skulle forhandles for Nævningeret, kunne af Sigtede begæres foretagne på det Sted, hvor Landsretten har sit Hovedsæde — eller undtagelsesvis for den først forestående Nævningeret i Landsretskredsen, — når Varetægtsfængslet derved efter Landsrettens Skøn vil blive væsentlig afkortet, uden at Bekostningen for det offentlige vil blive forhøjet i nogen uforholdsmæssig Grad.

§ 694.

Efter Begæring kan Retten meddele Tilladelse til. at en begyndt Forfølgning overflyttes til en anden Ret, som efter foranstående Regler er lovligt Værneting, når dette på Grund af Vidners Bopæl eller af anden særlig Grund skønnes hensigtsmæssigt til Sagens Fremme. Beslutning herom tages af den Ret, ved hvilken Forfølgningen er begyndt, når den anden Ret deri er enig, og ellers af den fælles overordnede Ret (§ 214). En Beslutning, hvorved en Begæring om Sagens Overflytning til en anden Ret nægtes, kan påkæres.

§ 695.

Når Sigtede møder, prøver Retten ikke af egen Drift, om Sagen er indbragt for ret Værneting. Indsigelse er udelukket, når Sigtede, førend Domsforhandlingen er begyndt, har haft Adgang til at fremsætte den, uden at dette er sket.

At Forundersøgelse eller enkeltstående Retshandlinger udenfor Domsforhandling ikke ere foregåede ved rette Værneting, berøver dem ikke deres Gyldighed.

Er der Strid mellem flere Retters Afgørelser af et Værnetingsspørgsmål, kan det af Påtalemyndigheden indbringes til Afgørelse for Landsretten, hvis Retterne høre til samme Landsretskreds, og i andre Tilfælde for Højesteret. Herved finde i øvrigt Reglerne i Kapitlerne 80—83 Anvendelse, således at der ved Fristernes Beregning tages Hensyn til den sidste Afgørelse.

§ 696.

Skal Forfølgning, enten ved Undersøgelsesret eller ved den dømmende Ret, samtidig finde Steel mod samme Sigtede for flere Forbrydelser eller mod flere Sigtede som delagtige i een Forbrydelse, bør dette ske under een Sag, for så vidt sådant lader sig gøre uden væsentlig Forhaling eller Vanskelighed. Forbrydelser af den i § 678 litra d. nævnte Art kunne kun forenes med andre Forbrydelser af samme Art.

§ 697.

Retten kan på Begæring eller i Embeds Medfør beslutte Adskillelse af de Straffesager, som ere forenede i Henhold til § 696. Det beror på Retten, om de Sager, som kun på Grund af Foreningen forfølges for den, efter Adskillelsen fremdeles skulle behandles ved den eller ikke; samme Regel gælder, når Foreningen ophører af anden Grund, såsom Frafald af Forfølgning.

§ 698.

Retten kan med Hensyn til flere selvstændige Sager, der samtidig henstå for Undersøgelsesretten eller samtidig for den dømmende Ret, beslutte, at de skulle forbindes til een Sag, dog, når Søgsmålene ikke stå i det i § 696 forudsatte Forhold til hinanden, kun, når ingen af Parterne gør Indsigelse derimod. Herved finder Reglen i § 696, sidste Punktum, tilsvarende Anvendelse.

Beslutningen tages af den Ret, for hvilken Sagerne henstå, eller, hvis Spørgsmål er om Forening af Sager, som ere tingfæstede dels ved Landsretten, dels ved en under den hørende Underret, af Landsretten. Forfølges Sagerne ellers for forskellige Retter, og der ikke er Enighed, afgøres Spørgsmålet af vedkommende overordnede Ret (§ 214).

§ 699.

Retten kan omgøre Beslutninger, som den har truffet i Medfør af §§ 697 og 698; dog kan en Sags Overgang til en anden Ret kun besluttes overensstemmende med Forskrifterne i § 698, 2det Stykke.

§ 700.

Retterne ere beføjede til i en fremmed Retskreds, uden Mellemkomst af Retten i denne, at lade foretage Forkyndelser samt at lade udføre Anholdelsesbeslutninger. Fængslingskendelser og Befalinger om ved Tvang at fremstille Vidner eller Syns- eller Skønsmænd for Retten. Når det i øvrigt til Undersøgelsens Fremme findes hensigtsmæssigt, kan Retten foretage Embedshandlinger i en fremmed Retskreds med Samtykke af Retten i denne eller af højere Ret, og i påtrængende Tilfælde uden sådant Samtykke. Fornøden Meddelelse skal snarest muligt ske til Retten i den pågældende Kreds.

§ 701.

Retterne træde i de efter Reglerne i denne Lovs 4de Bog behandlede Sager kun i Virksomhed ifølge Begæring af nogen, hvem Ret til Påtale tilkommer, jvf. dog §§ 792 og 803.

I Underretskredse, hvor Dommeren tillige er Politimester, træder i Stedet for Begæring til Underretten en Tilførsel til Retsbogen om, at Rettens Virksomhed er foranlediget af Dommeren i hans Egenskab af Politimester.

§ 702.

Påtalen tilkommer efter de nedenstående Regler Amtmanden (i København Politidirektøren), Politimesteren, særlige Forvaltningsmyndigheder og private.

Hvor Påtalen tilkommer Amtmanden eller Politiet, kan Justitsministeren med Hensyn til enkelte Sager pålægge Påtalemyndigheden at begynde eller fortsætte, undlade eller standse Forfølgning, at gøre Retsmidler gældende o. s. fr.

§ 703.

I alle Sager, hvis Forfølgning ikke er henvist til Politimesteren eller private (§§ 704 og 708), tilkommer det Amtmanden (i København Politidirektøren) at påtale for den dømmende Ret. Forfølgning ved Undersøgelsesret rejses i sådanne Sager af Politimesteren. Denne kan i disse Sager (Justitssager) kun undlade Forfølgning med Påtalemyndighedens Samtykke.