§ 968.

I Politisager samt i Sager, der pådømmes ved Undersøgelsesretten (§ 903), kan Erstatning hos Tiltalte tilkendes den forurettede for den ved Forbrydelsen forvoldte Skade, når han herom har fremsat Begæring for Retten, hvortil der, for så vidt Sagens Beskaffenhed dertil giver Anledning, bør gives ham Lejlighed.

Under andre offentlige Straffesager har vedkommende Påtalemyndiglied, når dette kan ske uden væsentlig Ulempe, efter Begæring af den forurettede at forfølge de for denne ved Forbrydelsen begrundede borgerlige Krav på Tiltalte. Som Følge heraf bør der, for så vidt Sagens Beskaffenhed dertil giver Anledning, under Forundersøgelsen gives den forurettede Lejlighed til at erklære, om han begærer sig tilkendt Erstatning under Sagen. Er dette ikke sket, bør Påtalemyndigheden så betimeligt give ham Lejlighed til at erklære sig, at fornøden Påstand kan blive optagen enten i Anklageskriftet eller i alt Fald i Stævningen.

For så vidt særlige Beviser måtte blive at føre under Domsforhandlingen i en Nævningesag til Støtte for et borgerligt Krav, bør Påtalemyndigheden angive disse i sin Bevisfortegnelse eller i et Tillæg til denne (jvf. §§ 816 og 818).

Retten kan på ethvert Trin nægte et borgerligt Kravs Forfølgning under Straffesagen, når den finder, at dets Behandling under denne ikke kan ske uden væsentlig Ulempe.

Den forurettede kan på ethvert Trin indtil Sagens Optagelse til Dom tage sin Begæring efter nærværende Paragrafs første og andet Stykke tilbage med Forbehold af Adgang til at påtale Kravet i den borgerlige Retsplejes Former.

§ 969.

Finder Retten, at de Oplysninger, der foreligge til Støtte for en Påstand, som er fremsat i Henhold til de foregående Paragraffer, ere ufuldstændige, eller at den Domfældelse eller Frifindelse, som finder Steel for Straffespørgsmålets Vedkommende, ikke vil medføre en Afgørelse i samme Retning af den heromhandlede Påstand, bliver denne ikke at tage under Påkendelse.

I ethvert Tilfælde, hvor Retten ikke har påkendt et under Sagen påtalt borgerligt Krav, står det den forurettede frit for at påtale dette i den borgerlige Retsplejes Former.

§ 970.

Størrelsen af den Erstatning, som tilkendes den forurettede, fastsættes af Retten. I Nævningesager kan dog Retten, når hertil er særlig Grund, forelægge Nævningerne Spørgsmål, såvel om Skade er bevirket ved Forbrydelsen, som om Erstatningens Størrelse. Ved Stemmegivningen om Erstatningens Størrelse bliver den Sum gældende, som har over Halvdelen af Stemmerne for sig, når dertil medregnes de Stemmer, som ere afgivne for et højere Beløb.

§ 971.

I Sager, som forfølges af den forurettede, gøres borgerlige Krav gældende på samme Måde som Påstanden om Straf.

§ 972.

Pånkes Dommen for Straffepåstandens Vedkommende, bliver også dens Afgørelse vedrørende de under Straffesagen påtalte borgerlige Krav at prøve af den overordnede Ret. for så vidt den Afgørelse, der træffes for Straffepåstandens Vedkommende, må bestemme Afgørelsen med Hensyn til bemeldte Krav. Ellers omfatter den overordnede Rets Prøvelse ikke de borgerlige Krav, medmindre disse udtrykkelig ere inddragne under Anken, jvf. dog næstsidste Stykke.

Også i Henseende til Anke har Påtalemyndigheden at varetage den forurettedes Tarv, når fornøden Begæring fra denne foreligger. Reglerne i § 968, 4de Stykke, og § 969 finde også her tilsvarende Anvendelse.

Ved Påanke, der omfatter også Bevisbedømmelsen, blive de for den underordnede Ret rejste borgerlige Krav at undergive den overordnede Rets Prøvelse, når ikke både Tiltalte og den forurettede udtrykkelig have frafaldet dette; sådanne Krav kunne derhos i dette Tilfælde fra nyt af inddrages under Sagen i samme Udstrækning, som om Sagen var indbragt for vedkommende overordnede Ret som første Instans.

Kære finder ikke Sted over for Rettens Beslutninger vedrørende borgerlige Krav.

§ 973.

Overfor Rettens Afgørelse angående et ved Dommen påkendt borgerligt Krav står særskilt Anke i den borgerlige Retsplejes Former såvel Tiltalte som den forurettede Åben, når Afgørelsen vilde kunne påankes efter Reglerne om den borgerlige Retspleje. Sådan Anke kan ikke grundes på, at Afgørelsen er urigtig som Følge af en fejlagtig Bedømmelse af Beviset.