Kapitel 17.

Kapitel 17.

Vidner.

§ 159.

Enhver er pligtig til efter lovlig Opfordring at aflægge Vidnesbyrd for Retten om, hvad der med Hensyn til Sagen eller Undersøgelsens Genstand er ham bekendt, for så vidt Loven ikke særlig hjemler Undtagelse herfra.

§ l60.

Mod dens Ønske, som har Krav på Hemmeligholdelse, må Vidnesbyrd ikke afkræves:

1) Folkekirkens og anerkendte Trossamfunds Præster om det, som i Skriftemål eller i øvrigt i deres Egenskab af Sjælesørgere måtte være dem betroet,

2) i Straffesager Forsvarere angående, hvad der er betroet dem i denne deres Egenskab, og i borgerlige Sager Sagførere angående det, som de ved Partens Fortrolighed have erfaret i en Sag, der har været dem betroet til Udførelse, eller hvori deres Råd har været søgt,

3) de ved den kongelige Fødselsstiftelse i København ansatte Embedsmænd, Betjente og Jordemødre angående de Kvinders Svangerskab og Barnefødsel, som forløses på Stiftelsen, medmindre det ved Vidnesbyrdet tilsigtes at oplyse, om Drab eller anden strafbar Handling er begået mod Barnet.

Foranstående Regler komme dog ikke til Anvendelse i Straffesager, når Retten skønner, at det for at forebygge, at nogen urettelig domfældes, er magtpåliggende, at det pågældende Vidnesbyrd aflægges. Dog skal i så Fald Vidnesbyrdet aflægges for lukkede Døre og ikke udstrækkes ud over det for Øjemedet nødvendige.

Ej heller må Vidnesbyrd afkræves Embeds- og Bestillingsmænd eller andre, som handle i offentligt Hverv, angående, hvad der ifølge dette er dem betroet eller kommet til deres Kundskab, for så vidt Lov eller anden Forskrift med Hensyn dertil pålægger dem Tavshedspligt, medmindre vedkommende overordnede Myndighed eller for Rigsdagsmænds Vedkommende det pågældende Tings Formand såvel som Regeringen samtykker i, at de afhøres, og da kun på de Betingelser og i det Omfang som Samtykket angiver.

Retten har på Embeds Vegne så vidt muligt at forebygge, at Vidnesbyrd modtages i de Tilfælde, hvor sådant efter nærværende Paragraf ikke må afkræves. Er det efter Omstændighederne klart, at en Vidneførsel vilde komme i Strid med ovenstående Regler, bør ingen Indkaldelse udstedes.

§ 161.

Vidnesbyrd kan i borgerlige Sager nægtes, når Besvarelsen af et Spørgsmål må forudsættes at ville udsætte Vidnet selv, dets Ægtefælle, Forældre eller Børn for Tab af borgerlig Agtelse eller Velfærd eller dog for et væsentligt Formuetab eller anden hermed i Klasse stående Skade, samt når Spørgsmålet angår Meddelelser, som Vidnets Ægtefælle under Ægteskabet har gjort Vidnet, for så vidt Vidnet selv eller dets Ægtefælle herved kan skades.

Nr. 53. Lov af 26. Marts om Rettens Pleje.

I Straffesager kan Vidnesbyrd kun nægtes (jvf. dog 4de og 5te Stykke), når Besvarelsen af det stillede Spørgsmål må forudsættes at ville udsætte Vidnet selv for Tab af borgerlig Agtelse eller Velfærd.

Et Vidne kan ingen Sinde undslå sig for at besvare det Spørgsmål, om der er overgået Vidnet en Straffedom.

Den. hvem Ansvaret for et trykt Skrifts Indhold i Medfør af Lov af 3. Januar 1851 § 3 kan komme til at påhvile, kan nægte Vidnesbyrd angående Betingelserne for en Forgængers Ansvar, når han enten selv vil overtage Ansvaret, eller Opfordringen til ham ikke er sket inden 3 Måneder, efter at Bekendtgørelse om Skriftets Udgivelse første Gang var indrykket i et offentligt Blad.

Ligeledes kan på Bladet navngiven Redaktør og Redaktionssekretær ved et offentligt Blad nægte Vidnesbyrd angående, hvem der er Hjemmelsmand til en i det pågældende Blad optagen, ikke med Forfatterens Navn forsynet Artikel eller Meddelelse, medmindre Sagen angår en Forbrydelse, der kan medføre højere Straf end simpelt Fængsel, eller den angår Brud på Tavshedspligt, som påhviler nogen i offentligt Hverv.

At nogen i de nævnte Tilfælde har fundet sig i at afgive en Forklaring, som han var berettiget til at nægte, udelukker ham ikke fra senere at undslå sig for at bekræfte den eller for at afgive videre Forklaring.

I ethvert Tilfælde, hvor det er klart, at Betingelserne for Fritagelsen ere til Stede, skal Retten før Afhørelsen gøre pågældende opmærksom på hans Ret til at undslå sig.

§ 162.

I borgerlige Sager er i Reglen ingen pligtig at møde som Vidne udenfor den Underretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig. Når Landsretssager forberedes ved Landsretten selv, ere dog Personer, som bo eller opholde sig i en Underretskreds, der har Tingsted i den Retskreds, hvor Landsretten har sit Sæde, jfr. § 329, 2det Stykke, pligtige til under Sagens Forberedelse at møde som Vidner for vedkommende Landsret.

I Straffesager er i Reglen ingen pligtig at møde som Vidne udenfor den Underretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig, når han vilde komme til at rejse mere end 70 Kilometer på Jernbane eller Dampskib eller 25 Kilometer på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane eller Dampskib og på anden Måde for at nå hen til vedkommende Ret. Til Domsforhandling for Landsret i Sager, ved hvis Pådømmelse Nævninger medvirke, er dog enhver, hvis Helbredstilstand ikke er til Hinder derfor, pligtig at møde som Vidne indenfor den Landsretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig, samt i øvrigt, når han ikke vilde få længere at rejse hen til Retten end 140 Kilometer på Jernbane eller Dampskib eller 50 Kilometer på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane eller Dampskib og på anden Måde.

Ved Beslutning af Retten eller dens Formand, der bliver at påberåbe i Indkaldelsen, kan det såvel i borgerlige Sager som i Straffesager pålægges et fjernere boende Vidne at give Møde for Landsret eller Højesteret, når dets Afhøring må antages at være af særlig Betydning for Sagens Oplysning. Det samme gælder med Hensyn til borgerlige Sager, der behandles skriftlig for Landsret eller Højesteret, når Afhøring i Medfør af §§ 380, 406 og 429 bestemmes at skulle ske for et Medlem af Landsretten eller Højesteret.

§ 163.

I borgerlige Sager afgives Vidnesbyrd som Regel for Underretten på det Sted, hvor Vidnet bor eller opholder sig. Når Forberedelsen af en Landsretssag foregår ved Landsretten selv (jfr. § 329), afgives Vidnesbyrdet dog for denne Ret, for så vidt Reglen i § 162, 1ste Stykke, ikke er til Hinder derfor.

I Straffesager afgives Vidnesbyrd i Reglen for vedkommende Undersøgelsesret

Nr. 53. Lov af 26. Marts om Rettens Pleje.

eller, for så vidt Vidnet enten ikke er pligtigt at give Møde for denne, eller et sådant Møde af vedkommende Undersøgelsesdommer skønnes at ville medføre væsentlig større Besvær for Vidnet end Møde for Underretten på det Sted, hvor Vidnet bor eller opholder sig, for denne sidste Ret. Dog have Vidner, hvis Forklaring skal benyttes som Bevis under Domsforhandling for Landsret i Nævningesager, at møde under denne og der at aflægge Forklaring, medmindre Reglerne i § 162 eller Vidnets Helbredstilstand er til Hinder derfor, eller dette efter Rettens Skøn vilde medføre Vidtløftiggørelse af Forhandlingerne, Ulemper for Vidnet eller Bekostning, som ikke vilde stå i rimeligt Forhold til Sagens Genstand eller den Betydning, Vidnesbyrdet kan antages at have for Sagens Oplysning.

Landsret eller Højesteret kan derhos, for så vidt ikke Vidnets Helbredstilstand er til Hinder derfor, såvel i borgerlige Sager som i Straffesager bestemme, at Vidnesbyrd, der må antages at være af særlig Betydning for Sagens Oplysning, aflægges under Domsforhandling for Retten, se endvidere med Hensyn til borgerlige Sager, der behandles skriftlig for Landsret og Højesteret, §§ 380, 406 og 429. Når en Underret træffer sådan Bestemmelse i Medfør af § 424, jvf. § 433, eller i Medfør af § 904, jvf. § 900, eller når Vidner skulle afhøres under Domsforhandling i offentlige Politisager i Medfør af § 912, er Vidnets Mødepligt begrænset ved Reglerne i § 162.

Er et Vidnes Helbredstilstand til Hinder for, at det møder på det sædvanlige Tingsted, kan Retten til dets Afhørelse sættes på sådant Sted, som Omstændighederne udkræve.

§ 164.

Militære af Hæren og Flåden ere pligtige til at aflægge Vidnesbyrd for de borgerlige Domstole overensstemmende med Reglerne i denne Lov.

§ 165.

Indkaldelse til at møde som Vidne udgår, hvor ikke andet er bestemt, fra den Ret. for hvilken Vidnesbyrdet skal aflægges. I borgerlige Sager udstedes Indkaldelsen efter vedkommende Parts Begæring og overgives ham til Forkyndelse. Skal et Vidne indkaldes for en Underret ifølge en anden Rets Beslutning, må en Udskrift af denne forelægges Underretten.

Foruden Vidnets Navn, og hvad der i øvrigt hører til dets nærmere Betegnelse, Sagen og Indkaldelsens Øjemed, hvem der har begært Indkaldelsen, den Ret, for hvilken der skal vidnes, samt Stedet og Tiden for Mødet skal der i Indkaldelsen nævnes det Varsel, som skal gives den indkaldte, og gøres opmærksom på, at Udeblivelse medfører Strafansvar.

Varslet er i borgerlige Sager en Uge, men kan dog under særlige Omstændigheder afkortes efter Beslutning af Rettens Formand. I Straffesager tilkommer der Vidnet Aftens Varsel, hvortil lægges to Døgn, såfremt det skal møde udenfor den Underretskreds, hvor det bor eller opholder sig, og Afstanden til Tingstedet er over 15 Kilometer; dog kan Retten eller dens Formand fastsætte andet Varsel eller pålægge uopholdeligt Møde.

Skulle Vidner føres i Udlandet, udsteder Retten — i borgerlige Sager efter vedkommende Parts Forlangende — de i så Henseende fornødne Begæringer til de udenlandske Myndigheder.

§ 166.

Enhver, som er til Stede i et Retsmøde eller i umiddelbar Nærhed af Retslokalet, kan det af Retten pålægges at fremstille sig straks til Afgivelse af Vidnesbyrd. Tilstedeværende Vidner kan det pålægges at møde til ny Tid.

Når nogen anholdes under Udførelsen af en Forbrydelse eller på friske Spor, kan Politiet på Stedet tilsige enhver tilstedeværende til det Retsmøde, hvor den anholdte skal fremstilles.

Nr. 53. Lov af 26. Marts om Rettens Pleje. 41

§ 167.

Når Vidneførsel foregår for den dømmende Ret, ere de afhørte Vidner pligtige at blive til Stede, indtil den pågældende Sags Behandling er sluttet, eller Formanden tillader dem at forlade Tingstedet enten helt eller mod at blive til Stede i Nærheden. Hvorvidt de kunne eller skulle blive til Stede i Retssalen, beror på Formandens Bestemmelse.

§ 168.

Udebliver et lovmæssig indkaldt Vidne uden lovligt Forfald eller uden at have betimelig anmeldt sit Forfald, hvor dette var muligt, eller forlader det i det i § 167 omhandlede Tilfælde uden Tilladelse Tingstedet, før den pågældende Sags Behandling er sluttet, skal Retten i borgerlige Sager efter Partens Begæring straks ved Kendelse idømme Vidnet en Bøde fra 10 til 200 Kr., tilpligte det at erstatte de Udgifter, som måtte være forårsagede ved Udeblivelsen, samt indkalde det på ny med et af Retten fastsat Varsel efter Kendelsens Forkyndelse ved Partens Foranstaltning. I Straffesager kan der i samme eller et senere Retsmøde idømmes Vidnet Bøde og Erstatning som foranført, dog at Bøden, hvis Vidnet var indkaldt til Domsforhandling for Nævninger, kan stige til 400 Kr.

Retten kan derhos — i borgerlige Sager dog kun efter Partens Begæring og kun i Tilfælde af Vidneførsel under Domsforhandling eller af gentagen Udeblivelse — lade et udeblevet Vidne afhente med Magt og, hvis Sagen udsættes, beslutte, at Vidnet ved Politiets Foranstaltning skal tages i Forvaring, indtil dets Fremstillelse for Retten til Afgivelse af Vidnesbyrd kan finde Sted; dog har Vidnet Adgang til Løsladelse mod sådan Sikkerhed, som Retten finder tilstrækkelig, og i intet Tilfælde må et Vidne i samme Sag holdes i Forvaring ud over 6 Måneder, uafbrudt eller sammenlagt. Udgifterne derved afholdes som Delinkventomkostninger.

Kendelse, hvorved Bøde eller Erstatning er idømt et fraværende Vidne, kan omgøres, når Begæring derom fremsættes i det første Retsmøde, i hvilket Vidnet derefter giver Møde eller fremstilles, eller, hvis det ikke senere møder eller fremstilles, inden en Uge, efter at Kendelsen er det forkyndt eller kommet til dets Kundskab.

§ 169.

Et Vidne, som anser sig for berettiget til i det hele eller for en Del at nægte at vidne i den Sag, hvori, eller for den Ret, hvortil han er indkaldt, skal dog, når han ikke har lovligt Forfald, møde efter Indkaldelsen og fremsætte sin Indsigelse til Påkendelse af Retten. Når det af Retten findes fornødent, må Vidnet oplyse Omstændigheder, af hvilke det kan ses, at Indsigelsen er grundet,

§ 170.

Vidner ere, om fornødent, pligtige til, forinden de møde i Retten, at styrke eller opfriske deres Kundskab om Vidneførslens Genstand ved at efterse deres Regnskabsbøger, Breve eller andre Optegnelser eller bese Genstande, hvortil de uden Omkostning eller Besvær have Adgang, og desl., og denne Pligt kan af Retten særlig pålægges dem ved Indkaldelsen eller senere. Undlader Vidnet at efterkomme denne Pligt, behandles han efter Reglerne i § 168.

§ 171.

Forinden et Vidne afhøres om Sagen, stiller Dommeren de Spørgsmål til det, som findes fornøden for at forvisse sig om dets Identitet samt for at afgøre, om der er noget til Hinder for Vidnesbyrdets Modtagelse. Dommeren skal derefter alvorlig

Nr. 53. Lov af 26. Marts om Rettens Pleje.

lægge Vidnet på Hjerte at følge Sandheden, idet han minder det om det Strafansvar, som det pådrager sig ved at afgive falsk Forklaring for Retten, og om, at det må være forberedt på at bekræfte sin Forklaring med Ed eller på anden højtidelig Måde.

Skulle flere Vidner afhøres, kan Dommeren lade denne Forberedelse til Afhørelse foregå under eet for flere eller samtlige indkaldte Vidner.

§ 172.

Ethvert Vidne afhøres for sig og bør i Reglen ikke påhøre Forklaringer af andre Vidner, af Syns- eller Skønsmænd eller, hvis det er i en Straffesag, af Sigtede. Vidner, hvis Udsagn stå i Strid med hinanden, kunne efter Parternes Begæring eller Rettens Beslutning stilles imod hinanden. Sådant bør dog ikke i Straffesager, ved hvis Pådømmelse Nævninger må antages at skulle medvirke, uden særlig Grund ske før Domsforhandlingen.

§ 173.

Når en Part selv afhører de af ham fremstillede Vidner, kan Modparten, hver Gang Afhørelsen af et Vidne er sluttet, rette Spørgsmål til det, og Parten kan derefter rette de Spørgsmål til Vidnet, hvortil Modafhøringen har givet Anledning. Rettens Formand kan tillade Fremsættelse af yderligere Spørgsmål.

Retten kan, efter Begæring eller af egen Drift, lade et Vidne, der er aftrådt, fremstå på ny til yderligere Afhøreise; foranstående Regler finde herved tilsvarende Anvendelse.

Vidner kunne andrage på, at de selv eller et andet Vidne eller en Part (i Straffesager Tiltalte) yderligere afhøres om angivne Punkter i det Øjemed at fuldstændiggøre eller berigtige forudgående Udsagn.

§ 174.

Under et Vidnes Afhøring bør det iagttages:

at Vidnet så vidt muligt foranlediges til at udtale sig i sammenhængende Orden om de Punkter, angående hvilke dets Forklaring æskes,

at det bringes på det rene, hvorvidt Vidnets Forklaring støtter sig til egen Iagttagelse, og

at Spørgsmål, hvorved der foreholdes Vidnet Omstændigheder, som først skulle godtgøres ved dets Svar, så vidt muligt undgås.

Om Vidnet må benytte nedskrevne Oplysninger ved Besvarelsen af de til det rettede Spørgsmål. afgøres af Retten, efter at det er opgivet, af hvem, når og i hvilket Øjemed de ere affattede.

§ 175.

Når Vidner afhøres af andre end Rettens Formand, har denne at våge over, at utilbørlige, navnlig forvirrende Spørgsmål ikke stilles ved Afhørelsen, og at denne foregår i en passende Form. Sker Afhørelsen, trods Formandens Advarsel, på utilbørlig Måde eller på en Måde, som ikke er egnet til at bringe Sandheden for Dagen, eller som går udenfor Sagen, kan han unddrage den pågældende Part Afhørelsen og selv overtage den. Skønner han. at Afhørelsens Fortsættelse ikke kan bidrage til Sagens Oplysning, kan han slutte den.

§ 176.

Vidners Forklaringer optegnes i borgerlige Sager i Retsbogen, således at de vigtigste Udtalelser gengives så vidt muligt med Vidnets egne Ord, medens uvæsent-

Nr. 58. Lov af 26. Marts om Rettens Pleje.

lige Bemærkninger kunne udelades. Har Vidnet tidligere været afhørt, er Henvisning tilstrækkelig, så at kun Afvigelser eller Fuldstændiggørelser optegnes. Det Retsbogen tilførte bliver efter endt Afhøring at oplæse for Vidnet, og Bemærkning, om Vidnet godkender Forklaringen, optages i Retsbogen.

Når Vidner afhøres under Domsforhandling for Landsret i Ankesager, og der ikke er særlig Grund til at antage, at Tilladelse til Anke til Højesteret vil blive søgt eller tilstået, samt ved Vidneafhøring under Domsforhandling for Højesteret, beror det på Retten, om og hvor meget der skal optegnes af Vidners Forklaringer. Med Hensyn til Oplæsning og Vedtagelse gælder Reglen i § 37.

I Straffesager forholdes med Hensyn til Optegning, Oplæsning og Vedtagelse af Vidneforklaringer efter Bestemmelserne i Bogen om Strafferetsplejen, sammenholdte med § 36, 6te Stykke, og § 37.

§ 177.

I borgerlige Sager blive Vidneforklaringer at bekræfte med Ed eller anden højtidelig Forsikring, jvf. § 178, når nogen af Parterne forlanger det.

I Straffesager skal sådan Bekræftelse ligeledes som Regel finde Sted, såvel når Vidneforklaringen afgives for en Undersøgelsesret som under Domsforhandlingen, medmindre et for en Undersøgelsesret afhørt Vidne må antages på ny at skulle afhøres under Domsforhandling (Nævningesager).

Afgiver et forinden Domsforhandlingen edfæstet Vidne senere Forklaring under Domsforhandlingen, skal Bekræftelse finde Sted efter de for denne givne Regler, medmindre Rettens Formand finder det tilstrækkeligt, at Afhørelsen sker i Henhold til den tidligere aflagte Ed.

Finder Retten i noget Tilfælde, at det, hvorom Vidnet er spurgt, allerede er tilstrækkeligt bevist, eller at det er uden væsentlig Betydning for Sagens Afgørelse, hvis det er en borgerlig Sag, eller ganske uden Betydning for Tiltaltes Frifindelse eller Domfældelse, hvis det er en Straffesag, bortfalder Bekræftelsen.

§ 178.

I Stedet for Ed træder en efter en af Justitsministeren foreskreven Formular afgiven højtidelig Forsikring, når Vidnet hører til et Trossamfund, der ikke tillader sine Medlemmer at aflægge Ed efter nogen af de på det pågældende Tidspunkt gældende Edsformularer, eller der foreligger Erklæring fra Vidnet om, at Vidnet ifølge sin religiøse Tro ikke kan aflægge Ed, eller om, at Vidnet ikke har nogen religiøs Tro. Sådan Erklæring tages dog kun for gyldig, når den er afgiven enten før den Tid, da det, hvorom Vidnet spørges, skal have fundet Sted, eller mindst et År før Vidneførslen, og Erklæringen ikke er to År gammel. Erklæringen afgives på Rettens Kontor i den Retskreds, hvor Vidnet har sit personlige Værneting. Bevis for dens Afgivelse udstedes uden Betaling.

Bekræftelsen sker efter Afhøringen og bør, når Omstændighederne tale derfor, udsættes, indtil alle Vidner, hvis Forklaringer angå et og samme Forhold, ere afhørte. For så vidt Omstændighederne give Anledning dertil, bør Dommeren først på ny minde Vidnerne om Bekræftelsens Betydning og om det Ansvar, som de pådrage sig ved at bekræfte en falsk Forklaring. Forinden han modtager et Vidnes Bekræftelse, bør han give Vidnet fornøden Lejlighed til at berigtige sin Forklaring; hvor han dertil finder Anledning, kan han foreholde Vidnet, hvad der af andre Vidner er forklaret eller på anden Måde er fremkommet i Modstrid med Vidnets Forklaring. Vidnets Bekræftelse går ud på, at det forsikrer, at det har talt Sandhed og intet fortiet.

Nr. 53. Lov af 26. Marts om Rettens Pleje.

§ 179.

Edfæstelse finder ikke Sted af:

1) Børn under 15 År,

2) Personer, hvis Åndsevner skønnes at være så mangelfuldt udviklede eller så svækkede eller forstyrrede, at Edfæstelse vilde være betydningsløs,

3) Personer, som ere under Tiltale for eller fundne skyldige i Mened,

4) Personer, der ere dømte som skyldige eller medskyldige i den Handling, som er Sagens eller Undersøgelsens Genstand.

Retten kan nægte at edfæste Personer, hvis Vidnesbyrd enten på Grund af deres forbryderske Vandel eller på Grund af deres Stilling til Sagen eller til Parterne eller deres Åndstilstand på den Tid, Erfaringen skal være gjort, eller af lignende Grunde af Retten skønnes at være i særlig Grad upålideligt,

Foranstående Bestemmelser finde tilsvarende Anvendelse med Hensyn til den i § 178 nævnte, i Eds Sted trædende Forsikring.

§ 180.

Vægrer et Vidne sig uden lovlig Grund ved at svare eller aflægge Vidneeden eller afgive den i Stedet derfor trædende Forsikring, kan Retten — i borgerlige Sager efter en Parts Begæring — ved Kendelse pålægge det en Bøde fra 10 til 400 Kr. Retten kan derhos ved Kendelse bestemme, at det skal tages i Forvaring ved Politiets Foranstaltning, medmindre Vidnets Førelse frafaldes, indtil det indvilliger i at svare eller at aflægge Ed eller Forsikring; dog kan et Vidne i intet Tilfælde i Henhold til nærværende Paragraf eller denne og § 168 i samme Sag holdes i Forvaring ud over 6 Måneder, uafbrudt eller sammenlagt.

Vidnet kan derhos dømmes til at erstatte de ved dets Vægring forårsagede Omkostninger. Kære mod Kendelsen skal, når denne er afgiven under Domsforhandling, erklæres på Stedet og ellers inden tre Dage. Kære, som overensstemmende hermed erklæres mod Beslutning af en Underret, hvorved Fængsling er besluttet, har opsættende Virkning.

§ 181.

Afgørelse af Tvistigheder, som opstå under Vidneførslen i Anledning af Indsigelser eller Begæringer af Parter eller Vidner, sker, efter at vedkommende have ytret sig. ved Kendelse, i Straffesager dog kun, når sådant begæres.

I Reglen afsiges Kendelse straks; men dersom det findes nødvendigt, kan Sagen i en af flere Medlemmer bestående Ret udsættes, for at Retten kan rådslå. Sådan Udsættelse bør dog altid være så kort som muligt og bor i Straffesager aldrig og i borgerlige Sager ikke uden største Nødvendighed vare længere end til næste Dag.

Foregår Vidneførslen for en anden Ret end den, ved hvilken Sagen i øvrigt behandles, afgøres opståede Tvistigheder af hin.

§ l82.

De i det foregående omhandlede Tvangsmidler imod Vidner bringes til Anvendelse af den Ret, for hvilken Vidnet er indkaldt til at møde.

§ 183.

Vidner have Krav på en Godtgørelse af 1 Kr., hvis deres Møde medfører et Tidsspilde for dem af under 4 Timer, men ellers af 2 Kr. med Tillæg af 1 Kr. for hver 4 Timer, de ud over 8 Timer ere fraværende fra Hjemmet til Opfyldelse af

Nr. 53. Lov af 26. Marts om Rettens Pleje.

deres Vidnepligt, samt derhos, for så vidt det er nødvendigt for dem at tilbagelægge mere end 7 Kilometer for at nå til Retten, på Erstatning for Rejseudgifter frem og tilbage med 10 Øre for hver løbende Kilometer. Hvis Jernbane eller Dampskib kan benyttes, beregnes Rejseudgifterne dog efter Prisen for henholdsvis 3die Klasse og 2den Plads. Indkaldes Vidnet til at møde udenfor de i de to første Stykker af § 162 fastsatte Afstande, kan der af Retten tilstås det passende højere Godtgørelse og Vederlag for Rejseudgifter. De Ydelser, på hvilke Vidnet har Krav, eller, hvis disse ikke kunne anslås bestemt, tilbørligt Forskud på samme, må tilbydes betalte samtidig med Indkaldelsens Forkyndelse.

§ 184.

Ved Optagelse af Arvelegitimationstingsvidner og desl. blive de i nærværende Kapitel og § 344 givne Regler at følge, for så vidt disse ifølge Forholdets Beskaffenhed lade sig anvende.

Når Vidner skulle føres om Rigtigheden af et Testament, blive de i Forordningen af 21. Maj 1845 § 24 indeholdte Regler om, hvem der skal stævnes, at følge.

§ 185.

Politimesteren er berettiget til at indkalde Personer, som bo eller opholde sig i vedkommende Politikreds, til Møde for at afgive Forklaring uden Ed om, hvad der med Hensyn til Genstanden for Efterforskningen i en Straffesag måtte være dem bekendt. Udebliver den indkaldte uden lovligt Forfald (jvf. § 168), er Politimesteren berettiget til at pålægge ham en Bøde af indtil 4 Kr. til Politikassen, at udrede inden en Uge, for så vidt Klage ikke fremsættes efter Reglen i § 797.

Vægrer den indkaldte sig ved at afgive Forklaring for Politimesteren, kan denne foranledige ham indkaldt for Retten til Vidneafhørelse (§ 792), men kan ikke træffe andre Tvangsforanstaltninger mod den vægrende.

Reglerne i § 183 finde tilsvarende Anvendelse ved Indkaldelse til Afgivelse af Forklaring for Politimesteren.

§ 186.

I Overensstemmelse med de i nærværende Kapitel om Vidneførsel i borgerlige Sager indeholdte Regler, jvf. også § 344, sker Optagelsen af Beviser til Brug ved borgerlige Retssager, som ere anlagte eller skulle anlægges i Udlandet. Når Begæringen herom er fremkommen fra udenlandske Myndigheder, behøver Varsel til Parterne ikke at gives, medmindre dette udtrykkelig er forlangt, og de beskikkede Sagførere træde i Parternes Sted. Er der i Anmodningen forlangt iagttaget en særskilt Form eller Fremgangsmåde, skal dette så vidt muligt ske, medmindre sådant må anses at være utilstedeligt efter de derom gældende Lovbestemmelser.