Kapitel 86.

Kapitel 86.

Regler om Anke af visse private Straffesager.

§ 967.

Når nogen ved en Underrets Dom i en Sag, hvorunder en privat Sagsøger i den borgerlige Retsplejes Former har påtalt en Forbrydelse, som er undergiven privat Påtale, er dømt til Fængselsstraf, kan han rejse Anke overensstemmende med de Regler, som gælde i offentlige Sager. Påtalemyndigheden har da overensstemmende med Reglerne i Kapitel 81, jvf. Kapitel 80, at indbringe Sagen for Landsretten, hvor Ankesagen forberedes og behandles efter de for offentlige Sager gældende Regler. Påtalemyndigheden lader Meddelelse om Ankesagen forkynde for den private Sagsøger, der har Adgang til at slutte sig til Forfølgningen for Landsretten overensstemmende med Bestemmelserne i § 708. Finder Påtalemyndigheden, at en offentlig Interesse kræver, at en Underrets Dom i en privat forfulgt Straffesag (jvf. 1ste Punktum) gøres til Genstand for Påanke, kan den af egen Drift iværksætte sådan, og foranstående Regler finde da tilsvarende Anvendelse.

Foranstående Regler finde tilsvarende Anvendelse, hvor en Landsrets Dom i en privat Straffesag kan påankes til Højesteret i Medfør af Reglerne i § 426 eller § 943.

Den private Sagsøger kan uanset denne sin Stilling afhøres som Vidne i Sagen.