Kapitel 28.

Kapitel 28.

Afhøring af Parter og Parts Ed.

§ 293.

Retten kan efter Modpartens Påstand indkalde en Part til personligt Møde for at besvare Spørgsmål sigtende til Sagens Oplysning.

Om Partens Mødepligt i denne Henseende gælde følgende Regler:

Ingen er — for så vidt han ikke særlig har forpligtet sig dertil — pligtig at møde for en Underret (jvf. § 346) udenfor den Underretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig, når han vilde komme til at rejse mere end 70 Kilometer på Jernbane eller Dampskib eller 25 Kilometer på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane eller Dampskib og på anden Måde for at nå hen til Retten.

For Landsret eller for Højesteret er i Reglen ingen, som ikke særlig har forpligtet sig dertil, pligtig at møde udenfor den Landsretskreds, hvor han bor eller opholder sig. når han vilde få længere at rejse hen til Retten end 140 Kilometer på Jernbane eller Dampskib eller 50 Kilometer på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane eller Dampskib og på anden Måde,

Ved Beslutning af Retten eller dens Formand, der bliver at påberåbe i Indkaldelsen, kan det dog pålægges en fjernere boende Part at give Møde for Landsret eller Højesteret, når det må anses for at være af særlig Betydning for Sagens Oplysning.

Hvor ikke foranstående Regler eller Partens Helbredstilstand er til Hinder derfor, og hvor heller ikke andet er særlig bestemt (se § 346), have Parter at møde og aflægge Forklaring for den Ret, der skal dømme i den pågældende Sag, medmindre dette efter Rettens Skøn vilde medføre Vidtløftiggørelse af Forhandlingerne eller Ulemper for Parten eller Bekostning, som ikke vilde stå i rimeligt Forhold til Sagens Genstand eller den Betydning, Forklaringen kan antages at have for Sagens Oplysning.

Når en Part ikke kan eller skal møde for vedkommende dømmende Ret (eller den i § 346 omhandlede Ret), bliver den at afhøre ved Underretten på det Sted, hvor den bor eller opholder sig. I Sager, der behandles skriftlig for Landsret eller Højesteret, forholdes efter §§ 380, 406 og 429.

De i § 163, sidste Stykke, §§ 164—66 og § 160 indeholdte Regler om Vidner finde med de fornødne Lempelser Anvendelse, når Forklaring fordres afgiven af Parter.

§ 294.

Enhver Part kan frivillig fremstille sig og begære personlig at afgive sin Forklaring. Dette tilstedes ham i Almindelighed, medmindre Retten anser det for at være uden Nytte i Henseende til Sagens Oplysning. Den Part, der fremstiller sig for

Nr. 53. Lov af 26. Marts om Rettens Pleje.

at afgive Forklaring, er pligtig at besvare de yderligere Spørgsmål, som Modparten eller Retten måtte gøre ham. Herved ere Reglerne i § 293, 6te Stykke, anvendelige, uden at de i bemeldte Paragrafs 3die og 4de Stykke nævnte Afstandsbestemmelser fritage Parten for at aflægge Forklaringen for den dømmende Ret.

§ 295.

Når en Part afgiver Forklaring i Henhold til de to foregående Paragraffer, finde de i §§ 167, 170, 171, 173—76 og 181 indeholdte Regler Anvendelse med de fornødne Lempelser.

§ 296.

Når en Part, der er tilsagt til personligt Møde, uden oplyst lovligt Forfald udebliver, eller når Parten, hvad enten han er tilsagt eller har mødt frivilligt, ikke svarer på de ifølge §§ 293—94 stillede Spørgsmål, eller Svaret ikke har tilstrækkelig Bestemthed, kan Retten fortolke Udeblivelsen, Tavsheden eller Ubestemtheden på den for Modparten gunstigste Måde og navnlig lægge dennes Fremstilling til Grund for Påkendelsen.

Er en efter §§ 293—94 afgiven Forklaring usandfærdig, finde Straffelovens §§ 146 og 148 Anvendelse.

§ 297.

Retten kan efter sit Skøn enten tillade den Part, hvem Bevisbyrden påhviler, at bekræfte fremsatte faktiske Anbringender med Ed eller pålægge Modparten edeligt at benægte imod ham anførte Kendsgerninger.

Eden kan kun angå Kendsgerninger, om hvilke Parten har personlig Kundskab.

Parts Ed kan ikke aflægges af Personer, der ifølge § 178 eller § 179 Nr. 1—3 ikke vilde kunne edfæstes som Vidner.

§ 298.

Den, som påberåber sig et Dokument, der angiver sig som udstedt af Modparten, kan forlange, at det i Tilfælde af, at tilstrækkeligt Bevis for, at Dokumentet er ægte eller uægte, ikke findes at være tilvejebragt, pålægges Modparten edeligt at benægte dets Ægthed. En tilsvarende Ret tilkommer den Part, som påberåber sig Indholdet af sin autoriserede og ordentligt førte Handelsbog, medmindre Handelsbog står mod Handelsbog.

Er en Person sigtet af en Kvinde for at være Fader til et af hende udenfor Ægteskab født Barn, kan det i Sager om Underholdsbidrag til Barnet eller Bidrag til Barselfærdsudgifter forlanges, at det enten pålægges den Sigtede edeligt at fralægge sig Faderskabet eller tillades Kvinden, for så vidt hun er Sagsøger, edeligt at bekræfte sin Sigtelse, alt dog kun såfremt der ikke findes tilvejebragt tilstrækkeligt Bevis for eller mod Sigtelsen.

§ 299.

Parts Ed tilstedes eller pålægges ved en foreløbig Dom (Edsdom), der affattes alternativt, men ikke er eksigibel.

Når Edsdommen er afsagt, bestemmer Retten Sted og Tid for Edens Aflæggelse. Eden aflægges i Reglen for den Ret, der har afsagt Dommen. Dog kan

Nr. 53. Lov af 26. Marts om Rettens Pleje.

det, hvor Forholdene lægge betydelige Hindringer i Vejen herfor, efter Begæring af den, hvem Ed er pålagt, tillades ham at aflægge Eden for Underretten på det Sted, hvor han bor eller opholder sig. Ret kan sættes på den pågældendes Bopæl, når han på Grund af Sygdom ikke kan forlade samme. Skal Eden aflægges for den Ret, der har afsagt Dommen, berammes et Retsmøde ikke senere end 14 Dage fra Dommens Afsigelse til Edens Aflæggelse. Skal Eden aflægges ved Underretten på det Sted, hvor den pågældende bor eller opholder sig, bestemmer den Ret, der har afsagt Dommen, en Frist til Edens Aflæggelse, ikke længere end 4 Uger fra Dommens Afsigelse, og udsætter herefter Sagen. Den, hvem Ed er pålagt, har da. at henvende sig til Underretten for at få et Møde berammet til Edens Aflæggelse inden den fastsatte Frist, hvorhos han med et Varsel af mindst en Uge har at kalde Modparten til dette Møde. Under særegne Omstændigheder, såsom når en af Parterne bor udenfor Riget, kunne såvel de nævnte Frister for Edens Aflæggelse som Varslet til Modparten forlænges ved Beslutning af den Ret, der har afsagt Dommen.

§ 300.

I det til Edens Aflæggelse bestemte Retsmøde skal Eden aflægges, såfremt ikke Sagen udsættes på Grund af anmeldt lovligt Forfald for en af Parterne, uovervindelige Hindringer for Retten og desl. Kan den, hvem Ed er pålagt, på Grund af Omstændigheder, der oplyses efter Edsdommens Afsigelse, ikke aflægge Eden. må dette oplyses for den Ret, for hvilken Eden skulde have været aflagt, eller for den Ret, der har afsagt Dommen.

Dersom den, hvem Ed er pålagt, udebliver uden lovligt Forfald, anses han at have nægtet Edens Aflæggelse. Edssagen kan genoptages, når hans Udeblivelse skyldes lovligt Forfald, og han inden en Uge begærer det. Bestemmelserne i § 364 finde derved Anvendelse med de fornødne Lempelser. Modpartens Udeblivelse er ingen Hindring for Edens Modtagelse.

Forinden Eden aflægges, kan Retten gøre Parten passende Forestillinger og ved Spørgsmål forvisse sig om, at han tilfulde forstår Edstemaet. Finder Retten i Henhold hertil eller på Grund af den Måde, hvorpå Parten udtaler sig om Sagen, eller af andre Grunde Betænkelighed ved at modtage Eden, kan den udsætte Sagen til et følgende Retsmøde eller endog ved en Kendelse nægte at stede ham til Edsaflæggelse. Gøres der Indsigelse mod Edens Aflæggelse, og sådan Indsigelse forkastes ved Dommerens Kendelse, bliver det i denne at bestemme, om Kære skal have opsættende Virkning.

De Erklæringer eller Udtalelser af Parten, som have fremkaldt Rettens Betænkelighed ved Edens Aflæggelse, tilføres Retsbogen.

§ 301.

Når Eden er aflagt, eller når den efter Bestemmelserne i § 300 ikke længer kan aflægges, sluttes Edssagen, og såfremt Edens Aflæggelse har været henlagt til Underretten på det Sted, hvor den edspligtige bor eller opholder sig, tilstiller vedkommende Part snarest muligt den Ret, der har afsagt Edsdommen, en Udskrift af Edssagen. Sidstnævnte Ret afgør da, efter, så vidt dertil findes Anledning, at have givet Parterne Lejlighed til at ytre sig, hvilket af de i Edsdommen nævnte Alternativer der skal stå ved Magt, eller om der, hvor den i Edsdommen som Alternativ bestemte Edsaflæggelse ikke kan finde Sted. skal gives en ny Dom. Denne Afgørelse er den endelige Dom i Sagen, og fra den regnes Fuldbyrdelsesfristen samt Ankefristen.

Nr. 53. Lov af 26. Marts om Rettens Pleje.