Wessel, Johan Herman Nytaarsvers I. - XI.

NYTAARSVERS.

I.

Min lille vakre Madam Knudsen!
Ret ligerviis, min Mo'er, som Strudsen,
Man siger uden mindste Meen,
Fordøier Jern, og Staal, og Steen:
Saaledes skal det mig fornøie,
Om De Fadaisen kan fordøie,
Som jeg har lagt paa dette Blad.
Falleri, Failera, Fallerad.

Nu fik min Indgang da en Ende,
Nu vil jeg mig til Texten vende;
Min Text i disse Ord bestaaer:
Madam! et glædeligt nyt Aar!

II.

Du lille vakre Karen Bach!
For hvert et mødigt Sting, du stak
Paa en mig høist nødvendig Frak,
Som sprak,
Tak!
P. S. Lyksaligt nyt Aar!

III.

Bliv, søde Madam Juel! mod al Formodning riig !
Og henlev dette Aar og mange lykkelig!
Saa at vi længe maae den sieldne Lykke nyde,
At finde Normands Siæl logeret hos en Jyde.

IV.

Skiæbnen gav dig glatte Kinder,
Skiæbnen gav dig lyse Haar;
Lidt Forstand, den giør ei Hinder,
Naar Saturnus engang faaer
Reent afplukket dine Haar,
Og bekruset dine Kinder.

V.

Du har alt, hvad kan ønskes dig,
Saasnart du har kun dette ene:
Dig altid lykkelig at mene;
Meen saa, min Ven! vær lykkelig !

184

VI.

Du giftes vil; gift dig med Gud!
Hvad Glæde lover ei en Brud?
Men Pokker selv har skabt, min Ven!
Et bandsat Ord; det Ord er - Men.

VII.

Gid jeg maae see, du stedse bliver,
Hvad jeg dig kiendte for i Fior;
At sige, troe i Drik og troe i Ord:
Mit bedste Ønske jeg dig giver.

VIII.

Jeg ønsker dig, Monfrere!.
I Aar saa skikkelig at være,
Som du var skikkelig i Fior!
Og saa god roelig Nat, min Bro'er!

IX.

Mit Ønske er lidt nyt, dog, troer jeg, mere plat: *)
Gid du i dette Aar maae finde dig en Skat!
Dog paa den Condition, at du giør ei som somme,
Der hitte den iblant i trygge Næstes Lomme.

X.

Du yndte mangen kiøn Matrone;
Jeg ønsker: gid du ei faae Kone!
Thi du maae sikkerligen troe,
Du blev da paa Jus Talio-
nis
vis.

XI.

Du har Skiønhed, du har Dyder,
Som henrykker os, dig pryder,
Det er baade vist og sandt;
Men naar nogen dig vil sige,
Du er Engel meer end Pige:
Troe, min Mo'er! det er ei sandt.

*