OBSERVATIONEN.
✂
Istemme Sørgetone
For sin hensovne salig Kone,
Det giør en Bonde, det giør vi.
Forskiellen kun bestaaer deri:
Han taabelig for ramme Alvor græder,
Og vi, for ei at støde an mod kiønne Sæder.
✂
(At det med Enkers Graad er ligedan bevendt,
Især naar de er unge,
Os noksom er bekiendt.)
✂
Jeg om en Bondemand vil Siunge.
Hans Egtefælle sov
Den Søvn, hvoraf man her
Ei meere vækket er,
Det er paa andet Sprog,
Hun ind i Evigheden drog;
Og for at giøre mig end meere tydelig,
Viid: hendes Krop og Siel, de separerte sig,
Og separeret blev ved denne Leilighed
Fra hende Manden med.
Saasnart han saae sig uden
Sædvanlig Sengekamerat,
Begyndtes der en Graad og Tuden,
Og Sorgen aldrig holdt Sabbat.
Om Natten drømmende, og vaagende om Dagen,
Han græd for Egtemagen,
Ei græd som den Fornemme,
Der, for Anstændighed,
Til rette Tid og Stod,
En Taare veed at giemme;
Men som uslebne Bønderfolk.
Hans Graad var rørte Hiertes Tolk.
Hver Mand i Byen Enkemanden yndte,
Med Pose fuld af Trøst sig til ham skyndte ;
Thi han var from, og han var riig.
(Det sidste trak fornemmelig)
En sagde : »søde Faer!
Til Døde som en Nar
Dig ikke græm!
Din salig Kone, som er død,
Ei ved din Graad til Livet kaldes frem.
Jeg er til fire kiønne Piger Fader;
112
At de er dydige, enhver dem lader.
Det koster dig et Ord; vælg, hvem du vil af dem!«
Men Patienten sig undskyldte,
Og sagde, at hans Bryst kun Sorg opfyldte,
Og at stor Synd det var, et Hierte, som var deelt,
At byde den, som man det skyldte heelt.
For Resten mange Tak han sagde ham, som bød.
Ham lige Tilbud giør hver voxen Piges Fader;
Men fra sit Forsæt han sig ikke rokke lader.
»Maaskee sig aldrig rokke lod?«
Jo men lod han tilsidst sig rokke.
Vi Mennesker er' ikke Stokke.
Og Tid paa heftigst Sorg kan raade Bod.
Hans Frierie han ei besværligt fandt,
Han havde nok at vælge blandt.
Han pegte kun paa een,
Strax var hun hans, den Sag var reen.
Han lever lykkelig i nye Egtestand,
Og glemmer, at han var, kun husker, han e r Mand.
✂
Alt dette er kun et Præludium;
Min Hovedsag er at fortælle Publicum
En snurrig Observation,
Som ved en Leilighed blev giort af vor Person.
✂
Selvbuden Død ham røvede hans beste Koe;
Han var eenfoldig nok, den Stakkel, til at troe,
Man skulde kappes om hans Tab ham at oprette,
Som da han mistede sin salig Mette.
Men M e t t e r var der nok, som man heel gierne saae
I fremmed Vold. Af Kiør der var kun faa.
Han længe ventede, og skuffet saae sit Haab,
Hvorpaa han ærgerlig udbrød i dette Raab:
»Blandt dette underlige Folkefærd
Jeg seer, man holder Koe langt meer end Datter værd.«
Moral.
En Koe med Rente dig for Foer giør Gavn igien,Jeg undres ikke paa, du vil beholde den;
Men af en Datter du ei anden Indkomst har
End et bekosteligt: »O! vær saa god min Faer!
Du ønsker, (man deri dig ei fortænke kan)
Det snart forvandlet blev til: vær saa god min Mand!
✂
Hvad heraf læres, deler sig i to :
Skil dig ved Datteren! behold din Koe!