HERREMANDEN.

✂ En Herremand sov engang hen;
Og saa skal alle Herremænd,
Hvor gierne de end leve ville.
Og det er ilde,
At døe, naar man endnu ei vilde.

✂ Den Herremand, jeg synger om,
Did, Stakkel! efter Døden kom,
Hvor ingen frøs, skiønt alle vilde.
Og det er ilde,
At ikke fryse, naar man vilde.

✂ Han traf sin Kudsk, og studsede :
»Hvad! Jochum og i Helvede?
Jeg næsten det forsværge vilde.«
Og det er ilde,
At see, hvad man forsværge vilde.

✂ »Hvorfor jeg kommen er herned,
Du udentvivl alt forud veed,
Saa jeg omsonst det dølge vilde.«
Og det er ilde,
Bekiendte Ting at dølge ville.

✂ »Min Søn forfaldt til Hoer og Spil,
Og satte flere Penge til,
End min Formue taale vilde.«
Og det er ilde,
At den ei mere taale vilde.

✂ »Af Godhed for det Skumpelskud
Jeg sued' mine Bønder ud,
Og deres Suk ei høre vilde.«
Og det er ilde,
Ei Bønders Suk at høre ville.

✂ »Men du, som var saa from og god,
Og giorde intet Kræe imod,
Hvi du er her, jeg vide vilde.«
Og det er ilde,
Saa nøie alt at vide ville.

✂ »Det gaaer,« var Svaret, »mig saa slet,
Fordi jeg hisset giorde det,
Som I ei kunde, skiønt I vilde.«
Og det er ilde,
At ikke kunne, naar man vilde.

✂ »Den Søn, som volder, I er her,
Har jeg paa Halsen skaffet jer.
Jeg Fruen intet negte vilde.«
Og det er ilde,
Slet ingen Ting at negte ville.

✂ Sligt lærer hvert utugtigt Skarn,
At ikke skaffe Næsten Barn,
Skiønt Næstens Kone gierne vilde.
Og det er ilde,
At Næstens Kone gierne vilde.