DET ÆDELMODIGE TILBUD.

✂ Naar man forøder alt paa andre og paa sig,
Man bliver modsat Ting af riig;
Den Sag er rimelig.

✂ Der var en ødsel Mand, som satte til sit Gods,
Dog siden, Fattigdom til Trods,
Sad glad ved fremmed Bord, og valgte sig det bedste;
Hans før det bedste var, og mange Snyltegieste
Godt Maaltid Mad hos ham tog ind.
Han tænkte ved sig selv: see nu er Turen min,
Og som han tænkte, saa det gik,
I tvende Aar »velkommen vær U
Han fik.
Men siden fik et koldt: »see er De der!«
End ogsaa naar han først sig havde ladet mælde.

✂ Han sagde ved sig selv: jeg seer, velkommen vær!
I denne Bye er død af Ælde.
Ja, vi skal alle døe, naar vores Tid er omme;
Men jeg ei hungrig vente vil
Paa Dødens Komme.
Ei Sult maae gives Skyld, at jeg ei meer er til.
Her er man meer ei hospital,
Jeg Vennerne paa Landet prøve skal.
Han holdt sit Ord; hver Herremand, han kiendte,
Fik lære kiende Mandens Appetit,
Og naar han saae, een syntes, at det gik for vidt,
Han til hans Naboe sig henvendte.
Han gik i Maaneder, han gik i fem,
Og mæt blev han i alle dem.

✂ Hvad under Maanen er, har ingen Varighed.
Velkommen vær!
Forsvandt og her.
Min Helt sig maatte see om anden Lejlighed.
Han tænkte saa:
Du maae
Igien til Byen vandre;
Fem Maaneder maaskee har kundet den forandre.
{Forstaae ham! Vennerne i den.)
Hans Gisning rigtig var, thi da han kom igien,
Hver kappedes, ham høflig at begægne,
Og vær velkommen fløi imod ham allevegne.
Men hør! hvad ham forinden hendte.
Han paa en Miil nær Byen kom,
Og i Uvished om,
Hvad der han kunde vente,
Men vel forvisset om, han trængte høit til Mad,
Blev han en Lystgaard vaer, seer Røg, og bliver glad.
Snu i den Bondebye, ved hvilken Gaarden laae,
Han søger først fuld Underretning faae
110 Om Mandens Karakteer med andet meere.
Den fik han. Og hvad sidst han vide faaer.
Ham overmaade vel anstaaer:
»Han gierrig er og nidsk; men det er ogsaa sandt,
Naar han et Gilde giør, saa giør han det galant.
Han giør kuns eet hvert Aar;
I Dag er just den Dag han vil traktere.«
Naar der paa Gaarden var sædvanlig Spisetid,
Han vide fik, og sig begiver did
Til samme Klokkeslæt. Den Tiener sig udlod,
At Herren færdig stod
Til Bords at gaae,
Saa han ham vilde knap i Tale faae.
»Det er,« var Mandens Svar,
»En vigtig Sag, jeg ham at forebringe har.«
Han derpaa bliver mældt og indladt strax.
»Min Herre (sagde han) ti Tusinde Rixdaler
Fortiener De, naar De befaler;
Men det vidtløftig er at tale om.
Jeg seer, at det er saa til Dags,
At De til Bords skal gaae;
Jeg vil spadsere lidt og komme saa
Igien.«
»Nei vist, min kier e Ven!
Bliv her, og spiis med os!« Han blev,
Og Tiden ørkesløs ved Bordet ei fordrev.
Alting en Ende faaer, saa fik det Maaltid og.
Den Vert tog fremmed Giest hen i en Krog,
Og sagde: »søde Faer !
Sii§ mig nu, hvad det var.«
»Hør! (svarte han) jeg veed, jer ældste Datter fek
I Medgift tyve Tusind Daler;
Den yngste ægter jeg i dette Øseblik,
Naar De mig Ti betaler,
Det er ti Tusind Daler reen Profit«
Den Vert først studser lidt.
Men siden brød han ud i hæftig Monolog,
Hans fyndige og varme Sprog
Og Komplimenterne med meere
Jeg gider ikke repetere.