Wessel, Johan Herman Kierlighed uden Strømper

        

2

        

3

        

4

    PERSONERNE.

  • Johan von E h r e n p r e i s, Skredder-Svend.
  • Grete, Johans Forlovede.
  • Mette, Gretes Fortroelige.
  • Mads, Gretes ulykkelige Elskere.
  • Jesper, Madses Fortroelige.
5

FØRSTE OPTOG.

FØRSTE OPTRIN.

Grete
allene, sovende paa en Stoel, vogner op, og siger: »Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ei skeer!«
O! alt for fæle Drøm! mig synes, at jeg seer
Endnu den sorte Geist, at jeg ham hører true
Med samme Torden-Røst. Saa skal jeg aldrig skue
Det Haab opfyldt, hvorpaa jeg byggede saa tryg,
Da paa min Skredders Skiød, med Haanden om hans Ryg,
Jeg hørte ham saa tidt med kiælen Stemme sige:
Jeg var hans eeneste, hans allerbeste Pige,
At mine Øiekast sig trængte til hans Siæl,
Og at han uden mig ei kunde lide vel.
Troeløse ! jeg gad vidst, hvordan du nu maa lide !
En Diævel skulde dig ei kunde fra mig slide,
Min Smiil din Vellyst var, og mine Vink din Lov,
Det svor du paa, og løi, og denne Løgn var grov;
Thi over Tiden nu det er alt otte Dage,
Som du mig lovede at komme her tilbage.
Forbandet den Major!hvis Buxer gik i tu;
Dog nei utroe Johan, forbandet være du !
Det Bud som foregav, at en Major ham sendte,
For at berette dig, de Buxer, som du vendte
I Fior, var nu i tu, og at et andet Par
Ham maatte giøres strax, thi han i Knibe var,
Han for at skuffe mig med dig var sammensvoren,
I kiørte Pokker I! og ikke til Majoren.
Hvor kunde vel hos mig Mistanke finde Sted ?
Jeg var godtroende og blind af Kierlighed;
Stokblind jeg vist nok var, som kunde ei begribe,
6 At aldrig saadan Mand, en reen Major, i Knibe
For Buxer være kan; jeg nu for silde seer
Efter nogen Tauhed. »Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ei skeer!«
Viig fra mig sorte Aand! som tordner i mit Øre,
Dog nei, Jeg hører ei, Jeg synes kun at høre.

ANDET OPTRIN.

Mette, Grete.

Mette:
Hvad nye Fortræd Masør ! forvolder disse Skrig?
Hvor ængste de min Siæl !
Grethe:
Jeg er ulykkelig !
Veninde hør og skielv! et fælt sortagtigt Væsen,
En Diævel uden Tvivl, med sorte Haar paa Næsen,
Mig nu, jeg sad og sov, i Drømme forekom,
Og grumt og brølende afsagde denne Dom:
»Du bliver gift i Dag, skal du det eengang blive!«
Mette:
Man bør ei altid troe, hvad Drømme os indgive.
Grethe:
Du veed, en Helte-Drøm har aldrig feilet før.
Mette:
Lad det end være saa, du dog betænke bør,
At til en rigtig Drøm der Seng og Nat udkræves;
Orn Dagen i en Stoel - -
Grethe:
Du trøster mig forgieves.
Det Indtryk, som min Drøm har gjort udi mit Brøst,
Desværre trodser din og hele Verdens Trøst.
Jeg seer min visse Død
Mette:
Men den seer ikke Mette.
Din Drøm, var den end sand, den siger jo kun dette:
Du aldrig giftes skal.
Grethe:
Og den, som siger det,
Han siger, jeg skal døe. Thi jeg har nogen Ret,
Hvis tusind Vidnesbyrd mig nogen Ret kan give,
At troe, jeg ikke bør blandt Grimme regnet blive,
Og naar man ei er grim, og er ei heller død,
Man for at blive gift ei plekr lide Nød.
Mette:
Forlad mig, jeg tilstaaer, at jeg mig har forløbet.
Grethe:
Du ved din Tale kun Eenfoldighed har røbet,
Og den er alt forladt.
Mette:
Forlad da ligesaa,
At jeg dig endnu tør et Middel foreslaae,
Hvorved du lykkelig, og Drømmen sand kan blive:
Gift dig i Dag med Mads.
Grethe:
Min Haand jeg skulde give
Til den, jeg før forskiød? den Kaal jeg spøtted' i
Jeg skulde søbe selv? Gid før - -
7
Mette:
For alting tie !
En ubetænksom Eed man ofte maa fortryde,
Og mine Grunde dig maaskee kan overtyde,
Du ei forsværge bør at blive Madses Brud.
Sandt nok ved saadan Eed en Siæl sig merker ud,
Som ikke tænker lavt, men jeg tør endnu sige:
Den Siæl hver anden maa i Høide overstige,
Som kun af Lydighed imod sit Kald og Pligt
Nedlader sig til det, som den er væmmeligt.
Men vores Kald og Pligt, saa mange, som vi ere,
Er at udvælge os en Mand i Tugt og Ære.
Grete:
Hvo kan vel staae imod den rene Sandheds Sprog,
Det har udi min Siæl oplyst den mørke Krog.
Fornuften i dit Raad er villig at samtykke,
Kun maatte Hiertet ei Fornuften undertrykke l
Der dog endnu en Ting for Hovedet mig staaer;
Om jeg dig lyde vil, hvem staaer mig inde for,
At Mads foragter ei den, ham har før foragtet?
Mette:
Du hans Høiagtelse for evig har forpagtet,
Det staaer jeg inde for, og til Beviis herpaa,
For Solens Opgang han for mine Fødder laae
I Morges Taarefuld, og med en ydmyg Mine
Bad om Tilladelse at kaste sig for dine.
Han har en vigtig Sag at foredrage dig,
Som han fandt raadeligt at holde skiult for mig.
Hvis du tilsteder det, og du det bør tilstede,
Jeg strax vil hente ham.
Grethe:
Lad din Forstand mig lede,
Giør hvad dig synes best, min Siæl indviklet er
I Sorgens mørke Skye, du dens Veileder vær.

Mette gaaer.

TREDIE OPTRIN.

Grethe:
allene: Saa er jeg da fordømt til Madses Brud at blive,
Jeg give skal min Haand, og kan ei Hiertet give;
De skulde begge to saa deilig fulgtes ad,
Hvis den utroe Johan ei værdig var mit Had.

FIERDE OPTRIN.

Grete, Mads.

Grethe:
Seigneur! Indgangen hid jeg vilde dig ei hindre;
Thi af en Mand, som du, jeg venter intet mindre,
End smaa Bebreidelser, som giør os begge Skam.
Mads:
Enhver, som kiender Mads, bør tænke saa om ham.
8 Vel sandt du mig forskiød, men det er kun. en Skiæbne,
Mod hvilken du omsonst, og jeg, mig vilde væbne;
Det ingens Brøde er og altsaa ikke din.
Een Brøde veed jeg af, og denne bliver min:
Jeg en Misdæders Navn med Rette burde bære,
Jeg har fordristet mig din Skiønhed at vanære;
Du tog din Haand igien, og jeg har endnu Liv,
Jeg ei mit Hjerte strax hiemsøgte med en Kniv,
Din Skiønhed jeg til Trods endnu tør drage Aande;
Du Aarsag har om mig at tænke allehaande,
Men tager jeg ei feil, en Skiæbne eller Aand,
Jeg veed ei hvem af to, tilbageholdt min Haand,
Da jeg, Madam, forladt og straffet med din Vrede
Besluttede at døe, min Kniv var af sin Skede,
Min Arm alt udstrakt var, jeg manglede ei Mod,
Døe var min fulde Agt, flyd! raabte jeg, mit Blod!
Men ingen Draabe flød. Man er som uden Sandser,
Naar man sig dræbe vil. Om derfor med et Pandser
Mod dette grumme Stød een dækkede min Barm,
Hvad heller nogen Geist tilbageholdt min Arm,
I den Forvirrelse jeg kunde ei erfare.
Grethe:
Nu min Beskedenhed befaler mig at svare:
Jeg kiender mig for vel til mig at bilde ind,
At hele Verden var udi et Kalve-Skind,*)
Fordi jeg byttet bort en Elsker for en anden;
Vel har jeg ofte hørt, naar jeg skal sige sanden,
At nogle Skiønheds Træk mig gunstig Skiæbne gav,
Men saa hovmodig jeg dog aldrig blev deraf,
At mig i Sinde kom at holde for en Brøde,
Om ved mit Hjertes Tab min Elsker strax ei døde.
Mads:
Ved din Beskedenhed min Brøde voxer meer,
Jo meere jeg dit Værd ved den forøget seer.
Grethe:
Nu nok om dette talt, vend dig igien til Sagen.
Mads:
Jeg har da tydelig, mig synes, lagt for Dagen,
Hvorlunde at en Aand, en Skiæbne eller sligt,
Var Aarsag, at jeg før ei efterkom min Pligt.
Men Skiæbne, Aand og sligt giør intet hen i Taaget,
Og med at frelse mig de vist nok meente noget;
Det noget gietter jeg, men om jeg gietter ret,
Et Ja, et Nei af dig skal snart af giøre det.
Jeg troer, min gode Aand mit Liv har vildet spare,
Fordi den saae, min Nød ei skulde evig vare,
Fordi den saae, Johan tilsidst ved nedrig Sviig
Dig skulde lære ret at sette Priis paa mig.
Herom at sige meer var kun at spilde Tiden,
* 9
Og at fornærme dig, som alt for længe siden
Min Meening fattet har; beær mig med et Svar,
Hvoraf jeg fatter din.
Grethe:
Hvad Skiæbnen budet har,
Var en Forvovenhed af mig at vilde hindre;
Jeg har i denne Sag kun dette at erindre,
I Fald jeg giftes skal, da maa det skee i Dag,
Det ellers aldrig skeer.
Mads:
Min Tunge er for svag
Til min Erkiendtlighed og Glæde at udtrykke;
Læs af mit Øie-Syn min Elskov og min Lykke.
Jeg galopperer hen, at tage Klæder paa,
Hvormed jeg værdigen kan som din Brudgom staae.

Han gaaer.

FEMTE OPTRIN.

Grete
Aria. allene: Skiæbnen bød mig først Johan,
Nu mig giver Mads til Mand.
Naar dig nogen Karper byder,
Og du faaer kun tørre Jyder,*)
Bliver du lidt flau derved;
Men har du en sulten Mave,
Og ei anden Mad kan have,
Gaaer den tørre Jyde ned.
Skiæbnen bød mig først Johan,
Nu mig giver Mads til Mand.
Hvor nødig Hiertet vil dog for Fornuften vige!
Jeg hører dennes Røst alvorligen at sige:
Mads blive skal din Mand, men Hiertet siger: Nei
Dog, hvorom alting er, saa gaaer jeg nu min Vei

Ende paa første Optog.

ANDET OPTOG

FØRSTE OPTRIN.

Mads, Jesper.

Mads:
Hvor hopper ei min Siæl! Hvor.skynder sig mit Blod,
At raabe: Fryder jer! til hvert et Ledemod.
* 10
Jesper:
Du taler som du var, min Ven ! lidt Hoved-Svimmel
Mads:
Faer fra et Helvede med et op i en Himmel
Og vi vil faae at see, om du det bedre giør.
Saa lykkelig en Hest som jeg var aldrig før.
Kom kys mig søde Broer! Lad os en Sang istemme,
Hvoraf den hele Jord min Glæde kan fornemme.
For evig evig Tiid er Mads nu lykkelig!
Min Jesper! hielp mig at udstøde Fryde-Skrig,
' Hør! af min Fryds-Basun faer ud en Glædes Torden
Langt ned til dem som boe, - - der boer jo under Jorden
En Hoben smukke Folk. Den hele Jordens Kreds
Skal vide jeg er glad, før er jeg ei tilfreds.
A r i a. Underjordiske som sover,
Du maa ikke undres over,
At min Sang dig vækker op
Til at giøre Glædes Hop.
Du det ikke skal fortryde;
Thi min Sang kun Fryd skal byde.
Under Jorden giør et Hop!
Naar min Sang dig vækker op.
Mads i Dag har vundet Seier,
Mads i Dag sin Grete eier,
Ja med Hud og Haar og Krop.
Under Jorden giør et Hop!
Jesper:
Har du nu skreget ud din Glædes Raserie ?
Mads:
En Zephyr blæser nu, og Stormen er forbie,
>Det var en Fryds Orkan,- som foer udaf sit Fængsel,
Og havde Fængslets Dør nær løftet af dens Hængsel;
Saa voldsom var dens Fart. En Siæl er dobbelt glad,
Jo længere den før i Sorgens Fængsel sad.
Aria. Min Glæde er som Bekken:
Den Bek, som sagte flød,
Før den en Demning bad,
Ei røre sig af Flekken;
Da Demningen kom bort,
Flød Bekken dobbelt fort.
Min Glæde er som Bekken.
Jesper:
Jeg Grete komme seer, hun vist den Slutning drager,
At du af Lunkenhed dig gode Stunder tager,
Ifald hun faaer at see dit end ukiemte Haar;
Det bliver derfor best, at du afsides gaaer.

De gaaer.

11

ANDET OPTRIN.

Grete, Mette.

Mette:
Saa var mit Haab omsonst, du syntes at samtykke
I dette Ægteskab, jeg holdt det for min Lykke,
At ved mit ringe Raad jeg kunde fremme din,
Og skrekkes nu, du slaaer det hen i Veir og Vind.
Grethe:
Jeg dig forbunden er, som vil min Smerte lindre,
Og ærer dine Raad, men ikke destomindre
Mit Hierte siger mig, at tusind Plagers Hær
Med Længsel venter paa, at see min Brudefær.
Før var jeg angestfuld, men tusind gange meere,
Saasnart jeg tænker paa, at Mads min Mand skal være,
Jeg veed ei selv, hvorfor.
Mette:
Man vel hos visse Folk
Paa visse Tider bør ansee som Sandheds Tolk
En rigtig Ahnelse, men du dig kan bedrage,
Og for en Ahnelse maaskee den Afskye tage,
Som føles af enhver ved slige Bryllupper,
Hvor man skal ægte een, og har en anden kiær.
Din Ahnelse maaskee af sidste Slags kan være.
Hvem veed?
Grethe:
Du er for kort til mig at kunde lære
At kiende Ahnelser; hvis min ei ægte er,
Saa maa du frit - - -
Mette:
Men hør ! hvem mon der banker ?
Jeg gaaer at lukke op.

TREDIE OPTRIN.

Grethe:
Hvem mon der vel kan banke ?
allene: Maaskee - - dog nei - - det var for smiggrende en Tanke,
Og den troeløse Skurk vist havde kommet før,
Hvis ei; - - Men Himmel! Jord! det er Johan ! - -Jeg døer.

FIERDE OPTRIN.

Johan, Grete.

Johan:
Hvor seer jeg glad igien de mange Yndigheder,
Som den maa være blind, der kan ei see hos eder.
Grethe:
Jeg dig fornærmet har min allerbedste Ven!
Jeg tænkte, du var Skielm.
Johan:
Saa tænk nu om igien.
Grethe:
Mit eget Hierte sig nu færdig er at hade,
Som dig mistænkte saa.
12
Johan:
Jeg kan dig let forlade
En Tvivl saa rimelig for dig at falde paa,
Du er undskyldelig, og jeg er ligesaa.
Du de Forhindringer behager at anhøre,
Som vare Aarsag i ---
Grethe:
Dig at retfærdiggiøre
Er kun til Overflod, dit Forsvar ligger her,
Peger paa Hiertet.
Med Ild-Bogstaver trykt.. Det kort forfattet er:
Johan, som elsker mi g, kan ei strafværdig være.
Johan:
Hvor taler du ei smukt, jeg vilde paa min Ære,
Nu Touren er til mig, og sige smukke Ting;
Men Kierligheden har med tætte Atter-Sting*)
Saa syéd mit Hierte ind, at om jeg skulde henge,
Dets ømme Følelser sig dog ei kunde trænge
Op til min Mund, Madam!
Grethe:
Jeg tvivler ikke paa,
Du mig jo elsker høit, naar du mig elsker saa.
Johan:
Mig Timer synes Aar, og Øieblik som Dage,
Indtil jeg bliver din og du min Ægte-Mage.
Grethe:
Nei see den lille Skalk, hvor han giør høie Sving,
Og det er dig, som ei kan sige smukke Ting.
Johan:
Nærværelsen af den, hvis Øine vi tilbede,
Det ømme Hierte tidt kan komme til at svede;
Og denne Sveed, Madam!som er snart ingen Ting,
Din Godhed falder paa at kalde høie Sving.
Du alt for gunstig er.
Grethe:
Med Ret maaskee du venter
Den Roes, du nægter dig, at faae igien med Renter,
Fortryd dog ikke paa, der bliver intet af
For den gang, men du er endnu ei i din Grav;
Nei bie kun, til vi først er bleven Mand og Kone,
Saa kan du lide paa, jeg skal til gavns forsone
Den Forurettelse, jeg nu bliér skyldig i.
Johan:
Jeg var tilfreds, Madam! vort Bryllup var forbi.
Grethe:
I Dag, i denne Dag, jeg dig min Haand vil give.
Johan:
Er det alvorlig talt?
Grethe:
Din Længsel vist skal blive
Opfyldt før Aftenen. I Dag er Grete din,
Og din for evig Tiid. Jeg strax vil løbe ind
At klæde mig, gaae hen, og giør nu du det samme:
Du studser, bliver bleeg.
Johan:
Gid mig alt Ont maae ramme!
Hvis der er nogen Ting, mit Hierte ønsker meer
End det, at blive din; men jeg mig tvungen seer
* 13
En Dags Opsettelse mig ikkun at udbede;
En umild Skiebnes Dom - - -
Grethe:
Med eet din Elskovs Hede
Nu kiølnet har ? Utroe! saa tænkte jeg dog ret.
Johan:
Mit Hierte sidder der, du maa udrive det,
Hvis det ei brænder heelt - -
Grethe:
Troeløse! ja det brænder
Af en uteerlig Ild, som Ærens Love skiænder
Som al sin Næring har fra Dyds og Ærens Tab,
Og slukkes ud, saasnart man nævner Ægteskab.
Og saadan Kierlighed du tør din Grete byde?
Forræder! jeg forstaaer hvad det har at betyde,
Naar først Opsettelser en Elsker foreslaaer.
Johan:
Jeg staaer det ikke ud,*) det over Skrævet gaaer!
Jeg aabenbare maa, hvorfore jeg mig krymper,
Du nøder mig, viid da - - -
Grethe:
Hvad ? snart!
Johan:
. At mine Strømper -
Grethe:
Og de ?
Johan:
De er' ei til.
Grethe:
Nu fik jeg Hierte-Stød.
Det alt for gruesomt er, det bliver vist min Død.
Efter en kort Besvimelse. Forvovne! ,som saa frek tør uden Strømper tale
Om Bryllup, veed du vel, jeg det ei vil forhale;
Men skal du blive min, jeg sværger, at du maae
Som Brudgom da i Dag, om uden Strømper staae.

FEMTE OPTRIN.

Johan
Skal jeg som Brudgom staae i Dag foruden Strømper ?
allene: Hvo giver beste Raad til en uhældig Stømper,
Som Æren byder et, et andet Elskovs Gud?
Hvis du i Støvler staaer, saa leer dig Folket ud,
Det Ærens Stemme er. Du miste skal din Brud
Ved en Opsettelse, saaledes Elskov truer.
Mit Hierte for et Valg paa begge Sider gruer.
Aria. Som en uheldig Skipper,
Der forud seer, han strande maa
Paa een af tvende Klipper,
Ei nogen vis at strande paa
Tør vælge sig,
Saa gaaer det mig.

Ende paa andet Optog.

*
14

TREDIE OPTOG

FØRSTE OPTRIN.

Mads
allene: Hvor er min Skiæbne grum og umaneerlig stiv!
Den paa min Ære har ei i sit hele Liv
Det allermindste Gran af Medynk for et Hierte,
Den nu saa lang en Tid hjemsøgede med Smerte.
Hvor skuffe des mit Haab ! hvor varede det kort!
Jeg tænkte: Gud skee Lov! da Skredderen gik bort,
Og da han tøvede at komme her tilbage,
Jeg min Forhaabning saae med hver en Dag tiltage;
I otte Dages Tid mit Haab steeg otte Trin,
Jeg Trappen var forbi, og netop kommen ind
I Lykkens Forgemak, hvor jeg knap kunde sandse
For Fryd. Jeg faaer en Puf, og Hovedkulds maa dandse
Af Trappen ned igien. Jeg ligger endnu der
Forslagen og forknust. Det lære skal enhver,
At han maa aldrig troe sin Skiæbne paa Geberden.
Min gav mig nys et Vink, det mildeste af Verden.
Tilbød mig Gretes Haand. Hvor f ry de des mit Sind !
Rivalen kom igien, og alt mit Haab var Vind.
Saaledes seer man Børn et Huus af Kort at bygge,
Og deres Hænders Verk beskue gandske trygge;
Men kun et Pust, et Stød, og Huuset ligger der.
Men staae mig ogsaa an deslige Lignelser?
Nei, om mig synes ret, saa er jeg alt for roelig
For een, hvis piinte Siæl er alle Plagers Boelig.
Her frem I Furier! hvor mange er I ? Tre ?
Det vil ei langt forslaae, kom hele Helvede!
Med Afgrund, Jordskiælv, Ild, med Lynild og med Torden I
Vek svage Billeder! med ingen Ting paa Jorden
Jeg male kan min Qval, og ikke heller vil.
Der maa, som før er sagt, et Helvede dertil.
Jeg seer en Diævle-Hær opstillet i Gelider,
Som af Forbittrelse i egne Tunger bider,
Og spyer Forbandelser mod deres General,
For han dem endnu ei ,til Angreb gav Signal.
Jeg seer en Furie, af hvis fortvivlet Øie
En Skye af Gnister faer, sig give største Møie,
Sig strekke voldsom ud, men netop ei kan naae
Mit Hierte - - -
15

ANDET OPTRIN.

Mads, Jesper

Jesper:
Her er jeg.
Mads:
Og jeg er ligesaa.
Hvor er jeg ikke mat! og hvor har du giort ilde,
Som min Forfatning veed, og kommer dog saa silde.
Naar man dog har en Ven, som man kan tale med,
Man Kræfter samle kan ved et og andet Sted,
Og hvile, medens man den Vens Betænkning hører;
Men jeg et stivt Qvarteer her Talen eene fører,
Saa jeg er bleven hæs, som ingen Under er.
Fortvivlet, rasende, og dette Svelg saa nær,
Som inden stakket Tid mig gandske skal opsluge,
Jeg en fortvivlet Røst har ogsaa maattet bruge,
Og dette, veed du selv, mangfoldig lider paa*).
En Udeblivelse du mig tilgive maa,
Som Omsorg for dit Vel har eene foraarsaget.
I min Fraværelse jeg hældig har opdaget,
At der maaskee endnu er Redning for min Ven.
Mads:
Hvad Redning ? Jesper tael!
Viid da at Skredderen,
Mads:
Jeg veed alt nok om ham.
Nei du maa vide mere,
I Dag, i denne Dag han Gretes Mand skal være !
Men han har -
Mads:
Hold min Haand! jeg ellers dræber dig,
Er jeg ei martret nok, om du ei spotter mig?

Han tager forbittret en Kniv op af Lommen.

Jesper:
Han ingen Strømper har.
Mads:
Læs før du døer Misdæder.
Jesper:
Han ingen Strømper har.
Mads:
Jeg siger læs Forræder.
Jesper:
Han ingen Strømper har.
Mads:
Endnu har du ei læst?
Jesper:
Han ingen Strømper har.
Mads:
Saa døe da som et Bæst.
Jesper:
Han ingen Strømper har. For Pokker kan du høre ?
Og denne Mangel maae du dig til Nytte føre;
Du Grete veed i Dag vil giftes absolut,
Jeg veed hun kommer hid, siig da: Min søde Snut,
Hvis Snut er for gemeent, kald hende noget andet.
Nok, siig: Du Strømper har, og see du kan faae blandet
Din Tale hist og her med Haanheds Træk mod ham,
* 16
Som ikkun Støvler har. Tael om den store Skam
En støvlet Brudgom vil blant Folk paaføre hende,
Giør dette, og jeg troer, at Bladet sig skal vende.
Du svarer intet Mads?
Mads:
Jeg taus beundrer dig,
Som glemmer saa dig selv af Kierlighed til mig,
Du nævner ei engang det Mord, jeg nylig vilde -
Kan du tilgive det?
Jesper:
Det lader meget ilde
At huske smaa Ting nu, da jeg dig giver Haab
At blive Gretes Mand; Med Fryd og Elskovs Raab
Du burde svare mig; er Kulde her anstændig?
Du er indvendig heed, viis dig og heed udvendig.
Mads:
Om i en Arie jeg bragte Heeden frem ?
Den Maade synes mig var ikke ubeqvem.

Jesper gaaer.

TREDIE OPTRIN.

Mads:
Aria. allene: Paa mit Hiertes Skorsteen brænder
En Harpixet Elskovs Brand,
Som er tændt i begge Ender,
Elskovs Gud den tændte an.
Hver som Røgen seer opstige
(Røgen er min Aria),
Tænke maae om ikke sige,
Der er heedt, hvor den kom fra.
Der kommer den, hvis Ord hos Grete meget gielde,
Hvis Raad hos hende mig kan reise eller fælde.
Jeg Mette bede vil med Forbøn tiene mig.

FIERDE OPTRIN.

Mads, Mette.

De løbe hinanden imøde.

Mette:
Seigneur!
Mads:
Madam!
Mette:
Jeg har en Bøn at giøre dig,
En saadan Bøn Seigneur, som jeg ei vilde vove
Hos een som styredes af Egennyttens Love,
Som Had og Lyst til Hævn har giort til Dyden feig,.
En saadan nedrig Siæl bønhørte mig vist ei:
Jeg for at bede ham gik heller ei af Pladsen,
Nei, Hierter kun, som det der pikker i Mads Madsen,.
Formaae at vise mig en saa udmerket Gunst,
Hvorom en mindre Siæl anmodedes omsunst.
17 Jeg beder for Johan; fra Knæet ned til Foden
Hans Skiæbne negter ham i Dag at lyde Moden,
Døm selv, hvor Himmel-høit Seigneur jeg agter dig,
Naar jeg dig bede tør at giøre lykkelig,
At laane Strømper til - -
Mads:
Jeg knap af Sands og Mæle
Saa meget har igien, at jeg dig kan fortælle,
At den, som saadan Gunst beviste sin Rival,
Ei ædelmodig var, men Daare-Kiste gal.
Jeg havde, da du nys mig Ordet tog af Munden,
En anden Bøn til dig, hvortil Fornuft var Grunden,
Og Billighed, og Dyd; Jeg vilde bedet dig
Ved Forbøn og ved Raad hos Grete tiene mig.
Johan er Strømpeløs og Gretes Haand uværdig,
Hun giftes vil i Dag, og han er ikke færdig;
Hvor let en Sag for dig ved denne Leilighed,
At skaffe mig igien den Strømpeløses Sted?
Hvor billigt og hvor ret!
Mette:
Jeg ret og billigt kalder
I Verden ingen Ting, som Grete ei bifalder,
Det er min Lidenskab, jeg har ei anden Drift,
Og Grete ønsker ei med dig at blive gift:
Det er mit Svar. Farvel!

[Det sidste Ord] siger de begge paa en gang. Mads gaaer.

FEMTE OPTRIN.

Mette:
Vi begge Længselsfulde
allene: Nys mod hverandre gik, som om den eene skulde
Den andens Lykke giort; men neppe faae vi Tid
At aabne Munden ret, før vi en heftig Strid
Blandt vore Ønsker see. Naar paa den jevne Skive
Man tvende Kugler Fart vil mod hinanden give,
De skynde sig afsted, med samme Hurtighed,
Som ømme Elskere til deres Samlings Sted.
En tosset Jyde-Dreng maaskee vel turde meene,
De længtes efter sig for evig at foreene:
Nei kiære Jyde! nei! De før sig røre ei,
Før med en lige Fart hver Kugle gaaer sin Vei.
At jeg med Kuglerne her meener Mads og Mette,
Derom det tosset var mig selv at underrette,
Thi jeg jo eene er, og ingen har mig hørt.

SIETTE OPTRIN.

Grete, Mette.

Mette:
Mit Ærinde kun slet Veninde er udført;
Mads ubevægelig - - -
18
Grethe:
Det viser mig tilfalde,
At i en andens Sag man taler kun med Kulde.
O at min Ære dog mig ei i Veien stod,
Jeg skulde kaste mig for den Gruesommes Fod;
Jeg skulde vise dig, hvad Bønner kan udrette
Naar man er heed som jeg, og ikke kold som Mette.
Mette:
Er slig Bebreidelse da Løn for al min Fliid?
Men jeg dig ynker kun. Dit Hierte er i Striid,
Og Piinsler ofte kan den største Siæl forlede,
Til paa sin beste Ven at hevne Skiebnens Vrede.
A r i a. Saa æltes Blye med vrede Tænder
I Heltes Mund; hvis blotte Rygge,
El for at svales, søge Skygge
I en Alleé gevorbne Venner,
Som bleve Bøddeler af Tvang,
Og under spiilte Huders Klang,
Dem vifte Ild med smidig Green
Paa nys afklædte Rygge-Been.
De præge deres bittre Qvai
I det uskyldige Metal,
Og glemmer al den Tieneste,
Det dem i Krigen lader see,
Som dog er overmaade vigtig,
At sige: Naar de sigte rigtig.
Grethe:
Hvor er jeg lykkelig, at du holdt op engang.
Jeg tager samme Deel udi din smukke Sang,
Som din besjungne Helt i Pibers Lyd og Trommen.
Var her vel Sted og Tiid - - -
Mette:
Min Tiid var før el kommen,
Jeg vidste intet Raad, og meget bange var,
For at bedrøve dig med et mistrøstigt Svar.
Jeg ved min Arie kun søgte Tiid at vinde,
Og under Sangen var saa lykkelig at finde
Et Middel, som jeg troer du vist skal frelses ved,
Du det ei vide bør; thi saadan Kundskab streed
Mod Æren, mod din Stand, og mod - -
Grethe:
Holt inde Mette !
Jeg frygter meget for, at jeg det skulde giette,
Du veed jeg er ei dum, du veed jeg dydig er,
Du veed, hvor høiligen mig Skredderen er kier.
Jeg Dyd og Ære dog for Elskov Fortrin giver;
Men, hvad jeg ikke veed, mig ei tzlregnet bliver,
Saa meget troer jeg dog, at du mig sige bør:
Om du i dette Raad Johan deelagtiggiør:
Om Skredderen derved kan blive mig uværdig;
Men frem for alle Ting, om han snart bliver færdig.
19
Mette:
Af disse Spørgsmaal nu kun et besvares kan,
Johan i denne Dag vist blive skal din Mand.

Grete gaaer.

SYVENDE OPTRIN.

Mette
I Dag skal Elskovs Gud udmerke sig ved Seier,
En høi, en ædel Siæl skal fra sin rette Eier,
Af Kierlighed forført, to Strømper tage bort,
Dyd kom vel tidt tilforn, men aldrig saa tilkort,
Naar den i Heltes Brøst mod Elskov turde stride.
Man Elskovs Heftighed af Dydens Tab maa vide.

Ende paa tredie Optog.

FIERDE OPTOG.

FØRSTE OPTRIN.

Johan, Mette.

Johan:
Bestiæle min Rival ? det er for farligt Mette.
Mette:
Jeg veed det eene Raad, og intet uden dette,
Som til dit Beste mig Cupido selv indgav,
Skielv du! i fald du ei benytter dig deraf.
En Siæl som Gretes Siæl for Æren meget vover.
Og skiønt hun sig med Mads kun liden Lykke lover,
Saa troer jeg dog, hun før sin Haand vil give ham,
End een, hvis støvlet Fod skal giøre hende Skam.
Johan:
Det alt besluttet er, jeg dine Raad vil følge.
Mette:
Du gaaer saasnart Johan ? jeg kan dig ikke dølge,
Jeg havde ikke tænkt, det kostede saa lidt
For en ophøiet Siæl at giøre saadant Skridt.
Min Helt! for alle Ting mod Dyd lad Elskov stride!
Viis ikke Lasten frem paa dens luslidte Side.
De Store synde vel i Grunden som de Smaa,
Men Maaden, som enhver sin Synd udøver paa,
Den eene giør til Helt, den anden til en Staader;
Du ei Forskiellen veed, Seigneur! paa disse Maader ?
Saa smuk Opdragelse du end for Resten har,
Du har i denne Sag opført dig som en Nar.
Bør du ei sige først, hvordan dit Hierte splittes?
Snart sværge: At det ei ved Laster skal besmittes ?
20 Snart raabe: Elskovs Gud din Gud allene er ?
Og efter elleve til tolv Omvexlinger,
Hvorved nu Kierlighed, nu Dyden Seier vinder,
Mag saa, at Elskov dig den tolvte gang forblinder,
Vræng Munden, vrie din Krop, bær dig som du var gal,
Og naar du det har giort, bestiæl saa din Rival.
Johan:
Tolv gange Mette ? nei, det vil for længe vare,
Det er den høie Tiid.
Mette:
For Tiden da at spare,
Giør her Præludium, og gaae saa strax derhen,
Hvor Madses Kiste staaer, saa vil jeg kiærligen
Troe, at du underveis har giort det af med Resten;
D'et er jo vores Pligt, at tænke vel om Næsten.
Johan
setter sig i en ægte tragisk Postyr: O ! hvilken Qval og Striid! Mit Hierte splittes ad !
Dyd! Elskov! kan I to ei søbe af et Fad?
En af jer vinde maa, den anden maa fordømmes,
To Store i en Sæk kan ingenlunde rømmes,*)
Men Sækken, som I to kan ikke rømmes i,
Tilgavns undgielde maae for eders Klammerie,
Mit Hierte revner snart; jeg elsker eder begge,
Du Elskov er mit Liv, Du Dyd min Kiæle-D'egge!
Jeg pleier ellers gaae derfra, hvor Slagsmaal er,
Men jeg de Stridende med mig i Hiertet bær.
Omsonst at flye, omsonst at vilde dem forlige,
Her er ei andet for, jeg Dommen maa afsige:
Min Kiæle-Degge Dyd, ja Seieren er din,
Du eene herske bør I stolte Heltes Sind.
Viig lille Snottede! som skyder Folk med Pile,
Som til min Uhæld har min Grete lært at smile,
Min Grete ? Nei. Hvis da ? maaskee Mads Madsens ? ja!
Jeg skielver for min Dyd, og skynder mig herfra.
Til Mette. Kan jeg nu gaae?
Mette:
Ja vist.

ANDET OPTRIN.

Mette
allene: Naar Dyd og Elskov stride,
Skiønt man som ofteste kan see, til hvilken Side
Sig Lykken helde vil, saa føler man endda
En tvivlsom Frygt, jeg veed ei hvor den kommer fra.
Aria. Saaledes kan en Skyldner bæve
Naar paa hans Dør med ivrig Næve
* 21
Der bankes af en Creditor;
Skient Slaaen lukker inden for,
Skient Pokker sielden pleier føre
Folk ind igiennem lukte Døre,
Saa skielver Skyldneren endda;
Gud veed, hvor saadan kommer fra.

TREDIE OPTRIN.

Mette, Johan med Strømper i Haanden.

Johan:
Nu er der intet meer, som kan min Lykke hindre,
Mette:
Du har vel ei forsømt, hvad jeg dig bad erindre,
Formaliteterne.
Johan:
Jeg alting haver giort,
Som du mig foreskrev; thi det ei siger stort,
At jeg kun haver brugt en middelmaadig Stemme;
Jeg var saa bange for, man skulde mig fornemme,
I fald, som du mig bød, jeg havde skreget.
Mette:
Nei !
Det intet skade kan.
Johan:
Saa er der heller ei
Det ringeste forsømt, thi hvad vil det vel sige,
At Tiden ikke just afpasset blev saa lige?
Det er en ringe Ting, ei værd at tale om.
Mette:
Hvad mener du ?
Johan:
At jeg til Madses Kiste kom,
Just da udi min Siæl Dyd førte Regimente;
Det var ei raadeligt et Øieblik at vente,
Til Elskov Seier vandt, og rent at bryde af
Den nys begyndte Roes, som jeg til Dyden gav,
Var alt for latterligt; jeg desforuden vidste,
At inden stakket Tiid mig Elskov skulde friste,
Og, stærkere end Dyd, mig giøre til en Tyv:
At stiæle Klokken Sex og stiæle Klokken Syv
Det kommer ud paa et; jeg altsaa strax udførte
Mit Foretagende, og da mig ingen hørte,
Det ligegyldigt var, om Elskovs Raserie,
Som mig forledede til dette Tyverie,
Kom to Minuter før, kom to Minuter siden;
Og overalt en Helt ei Slave er af Tiden,
Thi Klokken er kun for Skoemagere og Skred -
Mette:
Tal du kun Ordet ud, og blues ei derved.
En Skredder, som er Helt, er ikke Skredder meere:
Den Titel, som er størst, tilkommer os blant fleere.
I øvrigt finder jeg, Seigneur, at du har Ret;
En Helt hvert Øieblik afpasser ei saa net;
Men Grete nærmer sig.
22
Johan:
Jeg vil afsides træde,
Iføre Strømperne, og være her tilstæde
Om et Minut igien.

FIERDE OPTRIN.

Grete, Mette.

Grethe:
Hvor er min Skiæbne haard !
Fra et til andet Sted jeg i den Tanke gaaer,
At min Forfatning sig med Stedet skal forandre;
Men Sorgen følger mig, ihvor jeg end vil vandre.
Jeg ned i Haven gik, min Sorg spadserte med,
I Gyngen satte mig, min Sorrig op og ned
Sig gyngede med mig. Ja i vort Spise-Kammer,
Hvor jeg saa tidt tilforn fandt Raad mod al Slags Jammer,
Omsonst jeg søger nu en Lindring for mit Sind,
Min Sorg med lige Skridt ledsager mig derind.
Jeg tænkte, røget Flæsk kan hielpe, hvem kan vide ?
Men følte Flæsk og Sorg i Halsen fast at sidde.
Mette:
Slaae dig til Roelighed.
Grethe:
Jeg finder ingen Roe,
Veninde! før du mig har sagt, hvad jeg kan troe
Om dette Haab, hvormed du smigrede mit Hierte;
Mette:
Troe, at du snart skal faae alt, hvad din Siæl begierte,
Troe, du er lykkelig, troe al din Sorg og Vee
Nu Ende har; ja troe - nei troe ei meer, men see!

FEMTE OPTRIN.

Grete, Mette, Johan.

Grethe:
Johan med Strømper paa! Tvivl, Haab og Frygt og Glæde
Betage mig, og knap at aande mig tilstæde.
Til Mette, som tier. Hvor fik han dem, siig snart
Til Johan. Johan, jeg har en Tvivl.
Mette
til Johan: Svar hende som en Helt, tael i den høie Stiil!
Grethe:
Johan, jeg har en Tvivl, den kan du mig betage;
Jeg veed, man intet faaer omsonst i vore Dage;
Hvor fik du Strømper fra?
Johan:
Hvis dette Spørsmaal gik
Udaf en anden Mund, i dette Øjeblik
Han for sin Dristighed med Livet skulde bøde;
Den, som formaster sig, at giøre Kinder røde,
23 Som Skiæbnen har udseet til Kinder for en Helt,
Hvor fælt han straffes end, dog straffes ei for fælt.
Grethe:
Saa rødmer du ?
Johan:
Madam! ja, men paa eders Vegne,
Saa lav Mistanke kan ei høie Siæle egne,
Men eders Siæl er lav.
Grethe:
Seigneur! høi eller lav,
Jeg beder dig, besvar det Spørsmaal jeg dig gav.
Johan:
Mindst drømte jeg, Madam! at I mig skulde nøde
Til at fralegge mig en saadan nedrig Brøde,
Jeg Maalet, sagde I, for eders Elskov var,
Nei Maal for Jer Foragt, den Sag er alt for klar.
Forgieves søgte man paa hele Jorderige
En Elskerinde, som sin Elsker vilde sige:
De Strømper, som du bær, du stiaalet har, min Ven!
(Af hvad I sagde før, det var dog Meeningen)
Jeg lod ved Paaske-Tiid mit Hoved-Haar afrage,
Af Skrek sig reiser nu den Stump som er tilbage,
Og løfter min Paryk en Tomme fra sit Sted.
Hvem bliver skieldt for Tyv, og gyser ei derved?
Dog Skredderen Johan har Aarsag til at meene,
At han frikiendes ved sit blotte Navn allene :
Johan von Ehrenpreis, viid naar man heder saa,
Man da umuelig kan et Tyverie begaae.
Madam! I maatte dog min ømme Siæl forskaane,
Den har endnu ei lært, at lade sig forhaane ;
Jeg før i Lære stod, min Mester var en Stud,
For ikke smukke Ting han tidt mig skieldte ud,
Jeg dølger ei derfor, han tidt, din Esel! sagde,
Men Tyve-Navn, Madam, han aldrig mig tillagde;
Det var mig forbeholdt, at høre det af Een,
Som jeg tilbad, som var min tredie Øiesteen.
I græder Grete?
Grethe:
Nei!
Johan:
Da burde I dog græde.
Grethe:
Ifald jeg græd, Seigneur! da skeete det af Glæde.
Nu kiender jeg Johan, hvor er jeg lykkelig,
Hvor er du dyrebar! du vist tilgiver mig,
At jeg din Helte-Siæl saa haardt paa Prøve satte,
Ifald du fatte kan - Dog ingen Siæl kan fatte,
Hvor min Høiagtelse høit til Beundring steeg,
Og steeg alt høiere, jo meer du bister skreeg.
Min Elskov og min Agt du kaldte tidt din Lykke,
Læs i mit Hierte nu, see hvilket Fandens Stykke
Din Lykke voxet har ved denne Leilighed,
Og jeg skal vove for du er ei længer vred.
24
Johan:
Jeg være længer vred ? Nei Uforlignelige !
Jeg sige maa - - -
Mette:
Her er ei Tiid til meer at sige,
I begge have viist jer Ret til Helte-Rang,
Og eder nøie bør hermed for denne gang.
Hvert Øieblik er dyrt, og I behøve begge
Paa eders Bryllups-Pynt den sidste Haand at lægge.

Ende paa fierde Optog.

FEMTE OPTOG.

FØRSTE OPTRIN.

Mads, Jesper.

Mads:
Du paa Rivalens Been to hvide Strømper saae ? ,
Saa Skiæbnen altid skal for ham paa Pinde staae!
Ja Skiæbne 1 troe, jeg seer alt hvad du har for Øie;
Men jeg har Arm og Kniv, og du har spildt din Møie:
Du forud føler alt (du maatte skamme dig)
En Vellyst i den Qval, som vil fortære mig,
Naar jeg et Vidne skal til den Foreening være,
Som skiller mig ved alt, ved Grete og min Ære;
Men naar jeg ikke meer seer denne Verdens Dag,
Skal Skiæbnen med sit Had vel giøre mig en Smag.
Jesper:
Døe er din Pligt, naar du paa ingen anden Maade
Veed dig at redde ud; men torde jeg dig raade,
Du skulde sette op endnu et Øieblik
Dit Forsæt; vi maaskee en bedre Tilflugt fik.
Mads:
En Tilflugt er der kun, en eneste tilbage:
Med Skiæbne, Grete, Liv jeg strax maa Afskeed tage.
Jesper:
Det ahner mig, min Ven, at det for tilig er.
Mads:
Men Helte, som vil døe, foragte Ahnelser.
Han tager sin Kniv op.
Vær stærk min Arm og troe! vær skarp min Kniv og sikker!
Min Jesper! Liv! Farvel! - - Dog førend jeg mig stikker,
Ifald du haver kier din Kaiemankes Vest,
Saa staae mig ei saa nær, den ellers faaer sin Rest.
Åria. Naar, som desverre ofte hænder,
Ulykken muntre Fluer sender
I tomme> klare Flasker ned,
Den heftigste Uroelighed
Man tydeligen kan fornemme
Af deres Leben, Flugt og Stemme.
25 Hvis Hud og Glas var lige klare,
Jeg kunde mig den Møie spare,
At sige dig: Mit Blod faer om,
Som Fluen der i Flasken kom.
Jeg ydermeere for mit Øre
Kan som en Lyd af Fluer hare.
Mit Blod tilfælles har saa mange Ting med Fluer,
Som ere fængslede, at jeg med Rette gruer,
Det og vil ligne dem, som slippe ud igien,
Og synes, at de ei kan komme langt nok hen
Fra en forhadt Arrest. Min beste Ven i Live!
Dig maatte allermindst min Død til Skade blive.
Jesper:
Endog paa Gravens Pynt erindrer du min Tarv!
Jeg haver intet Been, jeg haver ingen Marv,
Som jo Erkiendtlighed og Medynk giennemtrænge;
Men at du ei skal troe, jeg stod omsonst saa længe,
Som clu sang Arien om Fluer og dit Blod,
Saa faldt jeg, eller og min Geist mig falde lod
Paa en Mistanke; hvad, om du den rette Eier
Til disse Strømper er, som krone skal med Seier
En lykkelig Rival?
Mads:
Den Grete haver kier,
Og ærer med sit Valg, for smaae Forbrydelser
Jeg ei mistænke bør. Han er jo Helt desuden.
Jesper:
Men Skredder meer end Helt; det viser noksom Huden.
Saa længe som han har en Skredder-Plet paa den,
Jeg Helten mindre seer i ham end Skredderen.
Mads:
See i ham hvad du vil; jeg seer kun paa min Ære,
Jeg maa ei i mit Brøst saa lav Mistanke nære.
Jesper:
Men siig! hvor skulde han her faaet Strømper fra?
Hvor ingen uden du - - -
Mads:
End Grete, Mette da?
Jesper:
Saa bilder du dig ind, han deres kunde bruge ?
Af deres Strømper een sex Skredder-Been kan sluge.
Mads:
Jeg var tilfreds, min Ven, den kunde sluge syv,
Saa er Johan en Helt, og kan ei være Tyv,
Og du til Nedrighed forgiæves mig skal friste.
Jesper:
Taal i det mindste, Mads, at jeg udi din Kiste
Min Tvivl maae opløst faae!
Mads:
Du kan den bringe ind,
Ei for at rydde ud Mistanken af mit Sind,
Thi jeg mistænker ei, men at endnu i Live
Mit Efterladenskab jeg dig kan overgive.

Jesper gaaer.

26

ANDET OPTRIN.

Mads:
allene: Nu var det Tiid at døe, nu ingen hindrer mig,
Men jeg koldsindig er og alt for magelig,
Og Helten, naar han døer, bør heed og virksom være;
Men hvorfor jeg er kold, det veed - - det veed vor Herre.

TREDIE OPTRIN.

Mads, Jesper med Kisten.

Jesper:
Kom lad os eftersee.
Mads:
Her er Fortegnelsen;
Vi der vil læse først, hvad er i Leddiken.*)
De læse begge. Duo. Fem Knapper til en Trøie,
En Syenaal uden Øie,
Et bruunrødt Syleskaft,
En gammel Strimmel Taft,
En Stump Meloten-Plaster,
Et Brev fra salig Faster,
En Daase uden Laag,
Den nye Psalmebog.
Jesper:
Alt nok om Leddiken, jeg længes efter Kisten.
Mads:
See Tøiet efter du, saa skal jeg læse Listen.
Jesper:
Begynd paa Strømperne.
Mads:
Først findes tvende Par
Saa hvide som en Snee, hvori før Grete har
Med Silke sved mit Navn.
Jesper:
Jeg seer kun et Par hvide.
Mads:
Det andet uden Tvivl sig skiuler ved en Side;
Søg med Alvorlighed.
Jesper:
Al Søgen er omsonst;
Søg selv.
Mads,
efter at have segt: De findes ei. Min Skiæbne al sin Kunst
Udtømmer for mig ret ulykkelig at giøre,
Og alle Øieblik mig nye Sorger føre.
Jeg undres endnu paa, den sparede min Stok,
Hvis Knap af Perlemor, Gud veed, har kostet nok;
Hvis Tab meer vigtigt var, meer smerteligt end dette.
Jesper:
Maaskee af denne Sorg en Nedrig skulde giette,
At Døden ikke just var det, du tænkte paa;
Men Jesper kiender dig, og dig beundre maa.
* 27
Du har behaget mig til Arving at udnævne
Af al din Eiendorn, du havde tænkt at levne
Mig et Par Strømper meer; sin Vens Forliis og sit
En Siæl saa høi, saa stor som din, anseer for et;
Og herfra denne Sorg. Men nu til noget andet:
Det skulde, synes mig, dog være reent forbandet,
Om Skredderen Johan, med dine Strømper paa,
Til Brudeskammelen ustraffet skulde gaae.
Jeg skulde dog vel troe, du ham vil forekomme;
Han her indfinder sig, før et Qvarteer er omme
At følge Grete did hvor Baandet knyttes skal,
Som ei kan løses meer.
Mads:
Mod en forhadt Rival
Jeg maa udrustes først med høist fornødne Vaaben.
Jeg har ei Bidden smagt, jeg har ei drukket Draaben
I denne gandske Dag, og uden Øl og Mad
Er Helten ingen Ting.
Jesper:
Derinde staaer et Fad,
Som ved sin vide Kreds og Dybhed sig udmerker,
Til Bredden fyldt med Kaal. Du giør vist Underverker,
Hvis du det tømme kan.
Mads:
Jeg skal forsøge det.
Vee dig Johan! vee dig! naar Mads er bleven mæt.

De gaaer.

FIERDE OPTRIN.

Grete, Mette, Johan.

Grete,
med Johan ved Haanden: Saa blev det Sandhed dog, som i et Ordsprog staaer,
At efter Regn og Slud man blide Soelskin faaer.
I otte Dage var min Siæl et Rov for Smerter,
Jeg ingen Føde nød, jeg væmmedes ved Erter,
Min Syster, du det veed, det var min beste Mad,
Og naar jeg Erter selv og Flesk ei spise gad,
Enhver kan slutte let, hvor stor min Nød har været.
Johan:
Jeg tvivler ikke paa, at Sorg dig har fortæret;
Men nu til Klagemaal du ingen Aarsag har,
Nu er du lykkelig, forglem saa hvad du var.
Grethe:
Jeg mig erindrer kun de kummerfulde Dage,
Som, Himmelen skee Tak, jeg haver lagt tilbage,
At jeg desbedre maa fornøies ved de Kaar,
Og den Lyksalighed, som mig Fremtiden spaaer,
Da endnu et Qvarteer vi kunde her forhale,
Saa lad os vexelviis vort Haab, vor Fryd afmale.
Johan:
Begynd min Grete først, dig falder Æren til;
Saasnart du færdig er, jeg dig afløse vil.
28
Grete
bevægeiigen: Jeg i min Elskers Arm, jeg ved min Heltes Side
Af søde Følelser skal ene kunde vide,
At jeg er til. Mig skal ei nogen indbildt Frygt
Af Søvne vekke meer. Nei jeg skal hvile trygt,
Og vogne smilende; og Hiertet dig skal sige :
»Nu vognede din Glut, nu smilede din Pige.«
Og du skal vogne glad og smilende som jeg.
Og - - -
Mette:
Gaae ei videre; thi det anstaaer dig ei.

Der bliver en kort Taushed.

Grete
til Johan: Hør her engang Seigneur, du falder jo i Staver;
Nu Touren er til dig.
Johan:
St! St! jeg mig belaver
Paa et anstændigt Svar - - og - - Svaret lyder saa - -
jeg - - neppe veed for Fryd - - paa hvilken Foed at staae
Og - - for en Sikkerhed, saa staaer jeg paa dem begge -
Og - - å propos om Been, jeg ikke just i Lægge
Min største Force har; men Skabningen?
Grethe:
Er net;
Det vil jeg dig tilstaae. Men om jeg tænker ret,
Saa er ei dette Svar aldeles saa anstændigt,
Som du det lovede.
Johan:
Jeg haver et indvendigt
Og et udvendigt Pund, det første ikke staaer
Det andet altid bi. Der i min Hierne gaaer
Udaf de smukkeste og meest udsøgte Tanker
En utaalmodig Sværm, som inden Hiernens Planker
Indsluttes ynkelig, fordi jeg ikke kan
I Gang min Tunge faae ; - - men tys, nu gaaer, det an.
Han giør sig kostbar. Selv Elskov os, Madam! en Bane skal berede,
Selv plantede han der de Roser, vi betræde --
Ved Roserne forstaae Elskovs Henrykkelser,
Spørg saa ei, om de staae hinanden gandske nær.
De stærke Farvers Skin tiisidst vort Syn formørke,
Men derimod paa Grønt vort Øie samler Styrke;
Det vidste Elskovs Gud, og Rum lod aaben staae
Imellem Roserne, at stilte Længsler maae
Den Afstand fylde op med evig grønne Blade.
Mette
til Grete: Han taler som en Helt, det maa enhver ham lade.
Grethe:
Hvor hæves ei mit Mod, naar jeg betænker kun,
At det min Elsker er, som har saa sød en Mund;
Men det er endnu lidt, jeg først for Alvor kneiser,
Naar jeg af mange smaae, men kiekke Ehrenpreiser
Kun forestiller mig, hvor jeg omringes skal.
29
Johan :
Vi Afkom vist nok faae, Madam! i Hobetal.

Grete neier, og Mette seer paa hans Been.

Grete :
Hvor fyndigt er hans Sprog! Hvor stærke hans Udtrykke!
Hvormed har jeg fortient for andre saadan Lykke?
Elskværdig Helt ! - - au!au!
Mette:
Hvad fattes, Pige, dig?
Grete :
Au! au !
Johan :
Heltinde!
Grete :
Au!
Johan :
Betroe din Sorg til mig.
Grete :
Jeg fik en Ahnelse. O! alt for Hære Skredder l
Grædende: Den spaaer mig din Ruin.
Mette:
Veed du, du overtræder
Heltinders strænge Lov? hvor har du hørt, hvor læst,
At en Heltinde var af Ahnelser indblæst
To Gange paa en Dag? Du først i Morges drømmer,
Faaer derpaa Ahnelse. Heltinders Lov indrømmer
Dig knap saa stor Portion; og endda vover du
Paa nye af Ahnelse at faae et Anstød nu;
Det gaaer, min Troe, for vidt.
Johan :
Mit Hiertes Herskerinde I
Lad onde Dunsters Magt ei din Forstand forblinde,
Hvad har du spiist i Dag?
Grete :
En ringe Bagatel,
Fem Sild, lidt Erter, Flesk - - -
Johan :
Ja jeg det tænkte vel,
Man faaer som ofteste den ugemene Gave,
At have Ahnelser, af en bedærvet Mave;
Troe du paa mine Ord, at Erter, Flesk og Sild,
Helst om nye brygget 01 man drikke vil dertil,
Saa god en Ahnelse, som ønskes kan, frembringer.
Grete :
Seigneur!du talede, strax fik min Angest Vinger.
Af Erter, Flesk og Sild (thi jeg nu troer med dig
At denne Ahnelse kun de forvoldte mig)
Urolig Dunst ei meer til qvalte Hierte stiger.
Hvad i min Heltes Ord der dog ei Kræfter ligger!
Aria. Saa Børne-Sværmen i en Skole
Bestige Borde, Bænke, Stole,
Og skrige hait, og skogger lee,
Naar de ei Skolemester see;
Men naar han kun ved Døren rører,
Hver paa sit Sted strax Pokker fører;
Han neppe faaer "I Esler" sagt,
Før alting er i Orden bragt.
Jeg meener Dunsterne ved denne Børne-Flok,
Og - - -
30
Johan:
Tal ei meer herom, jeg dig begriber nok;
Din Kompliment er smuk og Lignelsen er vakker.
Men skal vi ikke gaae?
Mette.
Hun seer ud af Vinduet efter Solen: Det snart ad Tiden lakker.
Grethe:
Kom lille Hierte-Tyv.
Johan:
Jeg mig udbede maa
Et mere tugtigt Navn. Naturen lod mig faae
Til Tyv og Tyverie et Had, saa overdrevet,
At Ordet Hierte-Tyv er mig en Afskye blevet.
Man sette Hierte for, man sette Hierte bag,
En Tyv er dog en Tyv, det er en afgjort Sag.

FEMTE OPTRIN.

Mads, Jesper, Grete, Mette, Johan.

Mads:
Madam, der staaer en Tyv.
Grethe:
Der staaer en Helt, Forræder.
Mads:
Jeg siger nu som før, Madam, der staaer en Skredder.

Grete faaer lidt Ont.

Mette
til Johan: Nu gielder det, Seigneur, at vise Helte-Mod.
Johan
til Mads: Du mig for liden er, du ellers for min Fod
Udgyde skulde strax det smudsige, som flyder
I dine Aarer.
Mads:
Glad jeg selv mit Blod udgyder,
Men hævnet vil jeg døe, og Grete kiende skal
Den Nederdrægtige, hun gav mig til Rival.
Dog hvad ! hun kiender ham. En Brudgom, som kan stiæle,
Ei vælger sig en Brud, som ei forstaaer at hæle.
Naar jeg mig tænker om, jeg heel fornøiet er,
At Grete holdt mig ei den store Naade værd,
At blive hendes Mand. I disse dyre Tider
En Sværm af Haandværks-Folk om Brød indbyrdes strider;
Heltinden klog indsaae, et Haandværk ei forslog,
Og Mads kun havde et. - Jeg mig udbeder dog,
Til Johan. At fra en mere Riig du efterdags vil røve,
Hvad Grete eller du fremdeles kan behøve.
Grethe:
Jeg ingen Lynild seer! ei hører Tordenskrald!
Hvordan er dette fat? En frek Forræder skal
Ustraffet spotte os? Han ryddes ei af Jorden
I samme Øieblik? Naturens hele Orden
Urygget staaer; Johan! hvad skal jeg troe, min Ven,
Til slig Koldsindighed bevæger Himmelen?
Hvor zitrer jeg! mon du - - -
31
Johan:
Imod saa smaa Insekter,
Mod Maddiker, som den,*) en Himmel ikke fægter,
Og Helten Himmelhøi, ifald han øined' den,
Den krybe lod i Fred.
Til Mads. Kryb ind, kryb ud igien,
For mig kryb hvor du vil; kun dette vil jeg sige:
Erindre hvad du er; viid du maa ikke vige
Fra Maddikens Natur; tael ei; dit Væsen er
At krybe, være taus. En Helt befaler her,
Kiend ham, føl dig, og lyd.
Grethe:
Nu fløi min Siæl tilbage,
Som vilde nyligen af Angest Flugten tage;
Jeg ustuderet er, saa meget veed jeg dog,
At aldrig nogen Tyv kan føre saadant Sprog.
Hvor Heltemæssig, stolt - -
Mads
til Grete: Jeg tvivler ikke længer
Paa din Uskyldighed, du værdig er, du trænger
Til en Oplysning. Hør - -
Grethe:
Forvovne, paa dit Ord,
Du tænker, jeg Johan en lav Misdæder troer?
Johan:
Jeg sagde : Kryb og tie.
Mads
til Grete: Jeg giør dig her en Eed,
Hvis du mig hører nu, at i al Evighed
Du aldrig af min Mund et Ord skal mere høre.
Grethe:
Han paa det ømme Sted forstod mig ret at røre,
Den Fristelse er stor.
Johan:
Jeg har befalet ham
At tie som en Muur; tillad ham ei, Madam,
At handle mod min Lov; min Ære derved lider.
Grethe:
Men vinder i sit Tab: Der siden kommer Tider,
Da du mig takke skal, for jeg ulydig var;
Da du bekiende maa, din Ære vundet har
Langt meer, end den har tabt. Din Gretes første Beiler,
Al Maskepi med ham (det ingenlunde feiler)
Giør dig og hende Skam; Den Skam bør vi undgaae,
Vi bør. Siig Eden Mads.
Mads:
Gid gule Erter maae
Udi min sultne Mund til Stene sig forvandle,
Saafremt jeg mod min Eed og Løfte skulde handle,
Med mindre, du mig selv vil løse fra min Eed.
Grethe:
Jeg dig vel sverge bød, men der er Maade med.
Graa Erter var vel fælt, men sverge ved de gule!
Hu! Haaret reiser sig.
* 32
Til Mette. Bring mig en lille Smule.
Af Flesk og Erter ind.

Mette gaaer.

SIETTE OPTRIN.

Mads, Jesper, Grete, Johan.

Grethe:
Jeg føler, synes mig,
Hvor Erter i min Mund til Steen forvandle sig;
Fornuften vil omsonst den Skrek af Blodet jage.
Jeg haaber, naar jeg først faaer Erterne at smage,
Den snart skal Fødder faae.

SYVENDE OPTRIN.

Mette med en Skaal Erter, de forrige.

Grethe
tager Skaalen: Tak kiere Mette.
Til Mads. Tal!
Mads:
Erindrer du en Tiid - - -
Johan:
Heltinde du er gal
Som hører paa en Orm.
Grete,
som spiser bestandig: Heltinder er' ei gale;
Med meer Ærbødighed, Seigneur! du burde tale.
Mads:
Erindrer du en Tiid - - -
Johan:
Kom lad os gaae Madam.
Grethe:
Jeg fremmer jo dit Vel, i det jeg hører ham.
Mads:
Erindrer du en Tiid - - -
Johan:
Erindrer eller glemmer,
Saa er det Tiid at gaae.
Mads:
til Grethe: Da to Latinske Emmer
Du syede paa mit Tøi - - -
Johan:
Hvi blev din Mund ei syed ?
Du hører, som jeg seer, Madam! med Hiertens Fryd,
Hvordan du elskede, hvordan du sydde Navne;
Vil du ei kysse ham? vil du ham ei omfavne?
Jeg skal ei hindre dig.

Han vil gaae.

Jesper,
som holder ham tilbage: Du bliver her Seigneur.
Johan:
Desverre! du har Ret. Sagte. Jeg snart af Angest døer!
Grethe:
Du ei dit Beste veed. Jeg veed det, jeg det fremmer,
Trods dig, trods al din Spot.
Til Mads. Igien til dine Emmer!
Der var det jo du slap.
34
Mads:
Om du dem saae igien,
Saa kiendte du dem vel ?
Grethe:
Hvor sigter dette hen ?
Nu isner alt mit Blod!
Johan:
Maaskee er Tiden omme,
Og vi i Tempelet for silde skulde komme
Fordi du daarligen et Løfte holdet har,
Som uforsigtigen en Maddik given var.
Grethe:
Endog mod Maddiker jeg Troe og Love holder.
At Tiden gaaer omsonst, du selv jo kun forvolder.
Din Banghed qvæler mig; men Løftet er alt giort.
Johan :
afsides: Jeg døer!
Mads:
Ved disse Knæ, at jeg skal være kort,
Peger paa Johan. Du kan Mads Madsens Navn og dine Emmer finde.
Grethe:
til Johan : Du blegner! Kraft og Mod og Haab og Liv forsvinde.
Hun vil til at besvime.
Mads:
Ham Fanden har forført - - -
Grethe:
Om Folk af Helte-Rang
Du tale tør saa lavt? Viid til en anden gang,
Naar Helte Feil begaae, er Skiæbnen Gierningsmanden,
Kun Pøbelen giør Ondt og Skylden giver .Fanden.
Men, Mette, hvorfor gav ei du ham dette Svar?
Du saae jeg i Begreb med at besvime var.
Til Mads. Og du, en anden gang, naar du seer Folk vil daane,
Saa viid, at du dem bør for Pølse-Snak forskaane,
Hvad skal jeg giøre nu? besvime eller ei?
Om det for silde er, veed Pokker ikke jeg.
Jeg i en Lignelse min Mening vil fremsette;
Og siden maae I mig om Eders underrette.
Jeg i saa slibrig Sag ei stoler blot paa mig.
Aria. Til een, som nøs i Gaar, at sige:
"Hielp Gud!i Dag, bitt' Faar,
For det du nøs i Gaar."
Sig passer ikke just saa lige.
Men naar man seer lidt dybt i Tingen,
Saa troer jeg, det er reent,
At Prosit, som kom seent,
Er bedre end aldeles ingen.
Chorus. Den Prosit, som kom seent,
Er bedre end aldeles ingen,
Og Grete hun seer dybt i Tingen,
Og hvad hun troer, er reent.
35
Mette:
Besvime, skiønt lidt seent, er vores Raad til dig.
Grethe:
Tag Skaalen een. Jeg meer ei til mig selv kan finde.

Mads tager Skaalen og spiser. Hun daaner.

Johan
til Mette: Jeg er saa bange for, at Helten skal forsvinde,
Og Skredderen staae rød og feig og flad igien,
Naar Grete vogner op udaf Besvimelsen.
Mette:
Selv Helte kunde tidt staae røde, feige, flade;
At være Helte dog de derfor ei aflade.
Ja vist skal du, Seigneur! staae flad og feig og rød I
Men rød og feig og flad du faaer en Helte-Død,
Naar du kun siger det, som andre Helte sige,
Naar de lastværdige forlade Jorderige.
Grete,
som vogner op: Hvad Skam! Hvad Qval! Hvad Striid! Du som min Elsker var,
Du skulde blive mig til en saa grum Barbar!
Johan:
grædende: Barbar! jo men! jeg dig mit rette Navn skal sige :
En Tyveknegt. Men tænk dog ei, jeg kunde vige
Fra Dyden uden Striid.
Til Mette. Siig du oprigtigen,
Om Dyden og om jeg ei stode os som Mænd
Mod Skiæbne, Elskov, Last, og Fanden og hans Fetter -
Dog, Helten Sminke ei paa sine Laster setter;
Madam! jeg er en Tyv, en Liderlig, en Knøs,
Jeg har vanæret dig, du hævnes bør
Han tager sin Kniv op. Adiøs.

Han stikker sig.

Grethe:
Aa!bitter knøe ! Han døer! Han Hierte har i Brøstet!
Saa har hans Last omsonst med dette Haab mig trøstet,
At han kun Skredder var! min Elskers Hierte boer
Udi hans Brøst, han er en Helt; den Trøst er stor,
Men Jord! Hvor dyre kiøbt!
Til Mads. Hør du Ulykkers Fyrste !
Er der ei meere Blod, hvorefter du kan tørste?
Umenneske! stød til! der er og Blod i mig.
Mads:
Jeg øm og kielen skal dit Tab oprette dig.
Øm for din Ære før, jeg frelste den fra Fare.
Grethe:
Du kunde dig, Barbar, saa grum en Omsorg spare.
Du lover dig min Haand, som en tilbørlig Frugt
Udaf din Nidkierhed. Snart haver jeg den brugt.
Hun stikker sig. Nu kan du tage den.
Mads:
til Mette. Skil mig ved disse Erter;
Jeg maa med Armene og vise mine Smerter.
Mette tager Skaalen, og hun og Jesper spiser, Mads setter sig i Lave og siger: En distileret Ild af tretten Helveder
Og - - jeg veed ikke selv, hvor mange Furier.
36 Hør Mette, hielp mig lidt, Du kan jo Emolletten; "*)
Siig mig, hvor mange er da Trende gange Tretten;
Thi Trende' Furier der er per Helvede,
Om man har sagt mig sandt.
Mette:
Ni - - ni og tredive.
Mads:
En Helt, som regner slet, er meget at beklage.
Min Tale paa en frisk jeg nu maa igientage.
En distileret Ild af tretten Helveder
Og ni og tredive bandsatte Furier,
Som huses i mit Brøst, mig Hovedet giør' kruset.
Men denne, troer jeg nok, skal feie dem af Huset.

Han tager Kniven op. Han stikker sig.

Mette:
Hvor er jeg lykkelig, min Tour dog kom engang!
Hun giver Jesper Skaalen. Jeg seer to kiere Liig af høiest Helte-Rang -
Jeg seer - jeg ikke kan en Helte-Sprikvort finde.
Jeg uden Sprikvort døer - Herr Jesper! Tienerinde.

Hun stikker sig.

Jesper:
Hvi skulde Mette døe ? Jeg ei Aarsagen veed;
Men naar de alle døe, saa maa jeg og afsted.
Han setter Skaalen fra sig. I Efterlevende som dette Sted betræde!
Som skue disse Liig og ei vor Død begræde,
I haarde er' som Flint. Saa grum er ingen fød.
Nei, Efterslægten vist bejamre skal vor Død.
Paa dens Medlidenhed jeg forud er saa sikker,
At jeg et Ønske giør, i det at jeg mig stikker,
Hvorved jeg vidne vil min Tak for hver en Taar.**)
I Efterlevende! troer! det fra Hiertet gaaer.
Gid det ei Eder gaae, som det gik denne Stømper l
Gid Eders Kierlighed maa aldrig mangle Strømper!

Han stikker sig.

Ende paa femte Optog.

* *
37

EPILOGUE TIL KIERLIGHED UDEN STRØMPER

(Følgende Tillæg ville Læserne uden Tvivl troe, at Forfatteren uden Skade enten for dem eller ham angerløs kunde have udeladet, og saa troede Forfatteren, som af ingen anden Aarsag udgiver dette, end blot af Frygt for at see det trykt med flere Feil end hans egne).

Mercurius
kommer ned fra Olympen under Basuners Lyd, og siger: Jeg er Mercurius, og gid jeg var det ikke!
Man mig i Sinde faaer hvert Øieblik at skikke
Snart hid, snart did. Det Fad, som just paa Bordet stod,
Da jeg min Ordre fik, jeg nødigen forlod;
Det var min egen Ret, det var boeuf å Ia mode;
Nu skal du, tænkte jeg, ret giøre dig til gode,
Da Jupiter, (thi hvad kan han ei falde paa,
Naar han beskiænket er, og han er ofte saa)
Mig den Befaling gav: løb ned til dem paa Jorden.
Spørg, om de har forglemt al gammel Skik og Orden.
Spørg, hvad Formastelse dem kunde bringe til
. At udelukke os af høie Synge-Spil,
Og spørg Forfattere, som binde faste Knuder,
Hvordan de løse dem foruden Hielp af Guder.
Den Jupiter har og Spioner overalt;
Jeg gad nok engang vidst, hvem der har ham fortalt,
At man nu skulde her et Syngestykke spille;
Det værste er endnu, jeg kommen er for silde;
Jeg seer den hele Troup har faaet Banesaar.
Om med den Tidende til Jupiter jeg gaaer,
Han som en rasende da vist afsted vil tage,
Og vidste jeg endda, der var lidt Mad tilbage,
Saa reiste jeg dog strax; men kiender jeg Vulcan,
Saa er alt Bordet reent; Mars ogsaa som en Mand
Fortære kan sit Foer, det faaer jeg nok fornemme.
Meget ynkeligen til Orchestret. O! vidste I hvor jeg maa lide Sult der hiemme,
38 I ei fortænkte mig, ifald jeg Eder bad,
Jeg maatte nyde lidt i dette Erte-Fad.
Han spiser Erter og snakker som følger: Tyvs Privilegium jeg har blant Guder ene;
Men derved er der nu ei meget at fortiene,
Mari nu ei finder meer, hvorvidt man søge vil,
Et Skriin, en Kiste, Skab, som jo er lukket til;
Man lukte ei for Guld udi den gyldne Alder,
Nu alting giemmes skal. Hvor sielden forefalder,
At man kan treffe paa en Trøie, et par Skoe.
Naar sligt skal feies ud, saa blir en Mark, høit to
Den hele Stads.
I det han seer paa Ligene. Men hvad? er jeg afsindig bleven?
Jeg, som saa lang en Tid min Profession har dreven,
Fordyber mig i Fias, naar Lykken byder mig
En skiønne Leilighed at plyndre disse Liig.
Han setter Skaalen fra sig. Jeg her begynde vil.

Han begynder paa Jesper.

Jesper
som troer det er Johan, som vil plyndre ham: Johan, i Dødens Rige
Jeg seer du ei engang fra din Natur kan vige;
Hvad nytter, saadant nu ?
Mercurius
Du tager feil min Ven.
Jeg er Mercurius.
Johan,
som endnu ligger og pines, igientager af sine sidste Ord: En Tyveknægt.
Mercurius
troer, det er Jesper. Igien?
Forvovne!
Jesper:
Straf ei mig; det Echo er, som græder;
Den falder, som du seer, lidt plump paa disse Steder.
Mercurius
At tale uden Liv, det lader meget slet,
Og røber en Poltron, som ei har dræbt sig ret;
Dog dette var en Feil, som kun angik Parterre;
Men naar du snaksom vil paa min Bekostning være,
Jeg Publicum og mig paa eengang hævne bør;
Nu skal du døe tilgavns og ei paa skrømt som før.

Han slaaer ham med sin Stok.

Jesper:
Jeg lever op.
Mercurius
Just ,da en fræk Forræders Brøde
Jeg give vil sin Løn, jeg vækker ham af Døde,
Og glemmer, hvad et Slag af denne Stok formaaer.
Jesper:
Saa jeg behøver, ei at takke dig derfoc;
Fortryd da ikke paa, at Jesper holder inde
Med den Taksigelse, han havde just, i Sinde
39 At giøre dig. Men hør, fortæl mig dog engang:
Gaaer Tyverie, som her, hos Guderne i Svang?
En Livløs alle Ting vel skiælner ei saa nøie,
Men, om jeg turde troe mit Øre og mit Øie,
Du i vort Erte-Fad først bød dig selv til Giest,
Og siden, syntes mig, min Kaiemankes Vest
I Fare var.
Mercurius
Saavidt jeg seer af denne Sludder,
Du tænker Tyverie saavel vanærer Guder
Som Mennesker, men viid, du tænker som en Nar.
Viid, Skiæbnen hver en Gud sit Væsen givet har;
At stiele blev nu mit, jeg Skiæbnens Love følger,
Og at du ei skal troe, at jeg mit Haandværk dølger,
Jeg strax vil øve det, og du maa see derpaa.
Jesper:
Antag mit ringe Raad; du siden skal tilstaae,
At det dig gavnlig var: i Steden for at stiele
De døde Heltes Tøi, saa giv dem nye Siæle;
Hvor høit du ogsaa vil vurdere hver en Pialt,
Galdt deres Klæder knap 5 Daler alt i alt;
Men naar du derimod dem Livet gav tilbage,
Saa glemte de vist ei at lønne din Umage.
De vist nok bragte da af skiulte Giemmer frem
En tung Taksigelse til den, som vækked' dem.
Mercurius
En tung Taksigelse? din Bøn skal opfyldt blive.
Han rører dem med sin Stok, og de lever op under Musiqve. Det er Mercurius, som bragte jer til Live.
Jeg veed, I tænke høit, og at I ei omsunst,
Som den gemene Hob, modtage nogen Gunst.
Jeg ved Anmodninger ei vil fornærme Eder,
Nei Eders ædle Mod mig vist en Løn bereder,
Som langt Mercurii Forventning overgaaer;
De slaaer op en stor Latter. Jeg for Velgierninger Spot til Belønning faaer?
Grethe:
Den liden Villighed, som du Velgierning kalder;
Den vises os omsonst, saasnart Forhænget falder,
Vi bruge ei eengang at sige Tak derfor.
Mercurius
Med bittre Klagemaal til Jupiter jeg gaaer;
Jeg skal fortælle ham, hvordan I Guder drille.
Mette:
Men først fortæl, hvad har en Hedning at bestille
Blant gode Christne Folk? og kan en Hedensk Gud
Her andet vente sig, end at han pibes ud ?
Mercurius
Jeg dig besvare vil udi en Vaudeville;*)
De Herrer Musici behage nu at spille.
*
40

VAUDEVILLE

1. Mercurius
En Romersk Gud og Siellandsk Skredder
Costumet ikke just tilsteder
At mødes i et Skuespil,
Men udi dette Syngestykke,
Som for sin Galskab kun giør Lykke,
Jeg til mit Forsvar sige vil:
jo galere, jo bedre. Han gaaer.
C h o r u s.
jo galere, jo bedre.
2. Grete.
De Moralister, som beklage,
At Fias og Galskab alle Dage
Meer Overhaand i Verden faaer,
De vide ikke hvad de sige;
I klogt og galt den voxer lige.
Vel os, naar den gaaer galt, den gaaer
jo galere etc.
3. Mette.
Skal man sig levende begrave,
For Navn af kloge Folk at have,
Saa slet mig ud af Kloges Tal:
Er det Fornuft, som vil forbyde
Uskyldig Tidsfordriv at nyde,
Farvel Fornuft! jeg helst er gal,
jo galere etc.
4. Johan.
En mere Viis der nævnes neppe
End Socrates, han reed paa Kieppe,
Og dog ei fra sin Viisdom reed.
Vi heraf drage denne Lære:
Man viis som Socrates bør være,
Og gal som han, til Tid og Sted,
jo galere etc.
5. M a d s.
De Gamle, skiønt de gierne laste,
Kan vores Valsprog ei forkaste;
Aarsagen den er ligefrem:
41 De Ord : jo galere jo bedre
Til Ordsprog blev hos vore Fædre,
Og vi kun sige efter dem :
jo galere etc.
6. Jesper.
Om de, som ei vort Spøg bifalde,
Os Daare-Kiste gale kalde,
Og Author gal for alle fem,
Tilskuer, tør vi vel formode,
Du legge vil et Ord tilgode
For alle sex og svare dem:
jo galere etc.

Alle igientage det sidste Vers.