Wessel, Johan Herman Vers paa opgivne Riim I. - V.

VERS PAA OPGIVNE RIIM.

I.

Naar Doris vil sin Haand til mine Læber føre,
Naar hendes Englerøst fortryller agtsomt Øre,
Naar hun nedlader sig, at hvile paa mit Skiød,
Hvor ønsker da min Siæl, jeg var elskværdig fød!

II.

Vel den, som haver lært i Ungdoms Tid at høvle,
Han kan for et Chatol faae fire, fem Par Støvle;
Behøver han dem ei, saa kan han kiøbe Lax,
Skoe, Pocher, Terpentin, Huustømmer, Steen, og Sax.

III.

Trods Rigdom, ja Forældre trods,
Taer vittig Pige ingen Klods.
Vel er Forældres gamle M e e n i n g,
At de skal stifte Børns Foreening;
Men Døttrene, de veed at s k r ø m t e,
Man har vel og hørt dem, der rømte,
For ei i sure Æble at bide,
Og ei forhadte Favntag lide.
Kort sagt: de gamle har, og unge deres Skikke
Jeg holder hermed op, og Pennen vil af slikke.

IV.

Jeg Pigers Selskab ei kan savne
I Kiøbenhavn og andre Havne,
Naar jeg i Nestved har den Lykke,
At see Sophie, Kiønnets Smykke.

V.

Tæl over dine Sind,*) har du de fulde f e m,
Da viid, du kommer ei med dem i Verden frem;
Kast bort to, tre; hvis ei, dølg varlig, du har dem,
Og Held og Overflod skal strømme til dit H i e m.

*