Wessel, Johan Herman Fader og Søn, een Mand

FADER OG SØN, EEN MAND.

Cupido er en grusom Harselist,
For Spøg man ofte seer ham stile
Imod ældgamle Bryst nyeslebne Pile,
Og ei den saarede forunder mindste Frist,
Før af sit Pudserie han først har leet sig mæt.

Til Overflødighed, jeg vil bevise det.

En gammel Enkemand i Fredens Bolig
(Med Ret han hedte saa) sad ganske rolig,
Og bad iblandt, iblandt sin Mages Tab begræd,
Indtil omtalte Dræng ham spøgte til Fortred,
Han skiød med ildrød Piil, strax Knarken brændte;
Men den, han brændte for, Cupido lispiil sendte.

Cupido, vær ei saadan Nar,
Men lispiil til, hvor den behøves, spar!
Med Pande, som dyb Rynke pryder,
Med sølvgraae Haar man Kulde let indskyder
I kiælne unge Pigers Bryst;
De brænde kun paa Skrømt iblandt af Vindelyst.
Saa tænkte ikke vor Dorinde
(Det var den Gamles Elsktes Navn);
Med ham var nok at vinde,
Men hun dog foretrak Fornøielse for Gavn.

»Fornøjelse er Gavn,« saa taler unge Pige.
Du har for saavidt Ret, jeg vil dig ei modsige,
Men hun som meere veed end du og jeg, Mama,
Mon hun med os istemmer Ja?
Mon din bedagede Papa?
Nei langt derfra-
Jeg Parentheser ender,
Gaaer flux til ham som brænder.
Han giorde alt, hvad giøres kan,
For at faae slukt sit Hiertes Brand;
Men stedse uden Trøst tilbagevendte,
Og stærkere hver Dag den Synders Hierte brændte.
Halv i Fortvivlelse,
Af unge Skiælmere
Pudserligt Raad ham gives,
Hvorved hans Haab oplives.
»Hvor lidt endog,« de sagde, »Deres Aar
119 I Deres Skiønhed har giort Skaar,
Man letteligen bliver vaer,
De yngre været har.
Maaskee Dorin, de De omsider vil behage,
Naar De en smule Kunst til Hielp vil tage.
Miss Fox, det sværger vi Dem til,
Skal skildre Dem*) saa ung De vil.
Hun veed at jævne net de Alderdommens Furer,
Og hendes Kunst de kræsenste belurer.**)
Ærværdige forlibte Ven!
Vil De benytte Dem af den?« -
»Ja men.«
Miss Fox blev strax til Manden skikket,
Og da hans Ansigt var opflikket,
Han til sin Dulcinta gaaer,
Sin Elskov ivrigen afmaler,
Og om tiltænkte Grunker taler.
Det Svar han faaer:
»Om alt for meget feil jeg ikke tager,
Om jeg seer ret, De er en Søn
Af den, som jeg behager,
Og som jeg Afslag gav paa lige Bøn.
Paa lige Maade det jeg Dem vil give:
I enlig Stand jeg stedse vil forblive.
Imellem Faderen og Søn
Desuden vilde stiftes Splid,
Om han, som først kom hid,
Sig skulde see udstukket af sin Søn.«