Wessel, Johan Herman Den forvovne Siællands-Faer

DEN FORVOVNE SIÆLLANDS-FAER.

Der var engang en Siællands-Faer - -
Men det er sandt! jeg var en Nar,
Om uden et Præludium
Jeg vilde forelægge Publicum,
Hvad jeg det haver at fortælle.
Hver rigtig Arie
Anmeldes ved en Ritournelle;
Min Ritournelle er nu den,
Som, om I giver Tiid, I skal faare see.
Hver Mand af Penge er en Ven,
Og Siællands 'Bønder ere Mænd,
52 Og blive umaneerlig vrede,
Naar man dem lader andet hede.

For Kongens Vel, maaskee for sit,
En Siællands Bonde fører tit
Vildfarende Soldat til Staden,
Som der maae giennemvandre Gaden,
Hvor han paa uqvems Sted modtager Aareladen.
Og, for at være tydelig,
Han Spidsrod gaaer.
Sligt havde hændt en vis Soldat.
Hans Navn man aldrig sagde mig.
Jeg derom spurgte heller ingen;
Thi det giør saa ei stort til Tingen.
Jeg mælder den Omstændighed,
Paa det at hver Mand veed,
Hvorfor Soldaterne sig tee saa onde
Mod Guds og Kongens Siællands Bonde.

Jeg gaaer tilbage did, hvor først jeg var:
Der var engang en Siællands-Faer,
Han skulde giennem Vestre-Port passere,
Hvor funden var for godt Soldaten at postere,
Som oven for er mældet om.
Min Bonde seig og døsig kom,
Men af sin Roe og vante Orden
Blev bragt ved større Knald end det af Torden.
Soldaten brølte ham i Øret: B æ e !
Saa, Gud forbarme sig, det arme Kræe
Først troede, det var selv Fanden,
Han saa uhyre Lyd tiltroede ingen anden.
Han bævende knap kunde Tømmen holde.
Han i Samvittighedens Contrabog
Strax sine Feil og Synder efterslog,
Og skiønt han fandt, de var ei faa,
De forekom ham dog for smaae
Til ham saa gyselig en Trudsel at forvolde.

Men Tiden, som forandrer alt,
Forandring giorde i hans Sind.
Han nu sig meer
E i bilder ind,
At Satan havde ham med Brølen overfaldt;
Men at det var en sand og rigtig Grenadeer.
Han over ham beslutter sig at hævne.
»Nu skal jeg,« sagde han, og svoer en grusom Eed,
»Fordømte Grenadeer! dig giøre fuld Beskeed,
53

        

54 Og hævner jeg mig ei, saa gid jeg maatte rævne !
Lad koste Liv og alt!«

Nu maae man i Betragtning tage,
En fjerding Miil han havde lagt tilbage,
Og da han saae,
At saa langt borte Byen laae,
Han bræged' Bæel strax Hyp! derpaa;
Thi han end uvis var, om man ham kunde naae.

Moral.

Hør Læser! paa sin Post om en b e b æ e r dig,
Saa skal du frisk, om du vil lyde mig,
B e b æ e ham igien, men paa en lang Distants
Fra Posten hans.