Henrik Andersson Johan Herman Wessel

Kierlighed uden Strømper

Kierlighed uden Strømper blev skrevet i løbet af foråret 1772 og udgivet anonymt september samme år. Forfatteren havde før sin debut ikke på nogen måde gjort sig offentligt bemærket. Jacob Baden bemærkede i Kiøbenhavns Kongelig privilegerede Adresse - Contoirs Kritiske Journal for Aar 1772. No. 36: "Forf. skal efter Rygtet være Hr. Wessel, en Normand" (s. 288). Nu kom det til at gå stærkt. Kierlighed uden Strømper blev uropført i december af en flok amatører fra studenterklubben "Det Skiønnes muntre Dyrkere". De optrædende skal have haft store problemer med at holde masken under fremførelsen. Stykket blev antaget af Det Kongelige Teater til opførelse i marts 1773 med musik af kapelmester Paolo Scalabrini. Det udkom - stadig uden Wessels navn på titelbladet, skønt han i mellemtiden var blevet verdensberømt i Danmark - i 2. udgave 1774, denne gang forsynet med en epilog. Først 3. udgave fra 1776 havde forfatterens navn på titelbladet. På dette tidspunkt var den nu berømte dramatiker til gengæld allerede næsten brændt ud.

Kierlighed uden Strømper er en parodikomedie. Handlingen er kort fortalt, at Grete vil giftes med skrædderen Johan von Ehrenpreis. En ond drøm indgiver hende den idé, at det må ske, inden dagen er omme. Den elskede skrædder er imidlertid bortrejst, så hun beslutter at tage til takke med skomageren Mads, som hun tidligere har forsmået. Johan kommer uventet hjem, og Grete trækker sit løfte tilbage, så Mads endnu en gang står med håret ned ad nakken. Nu havde de elskende kunnet få hinanden, hvis ikke Johan havde manglet er par hvide strømper at tage på til brylluppet. Mette, Gretes fortrolige, foreslår Mads, at han stiller sine strømper til rådighed for rivalen, hvad Mads forståeligt nok afviser. Johan er nødt til at stjæle strømperne. Herved er han stillet i den klassiske tragedies konflikt mellem dyd og elskov eller pligt og tilbøjelighed. Efter hård indre kamp vinder tilbøjeligheden. Johan stjæler strømperne, hvorved han pådrager sig en tragisk skyld, som kun kan sones med døden - hvis den altså afsløres! Afsløret bliver udåden, da Mads af sin fortrolige, Jesper, er blevet mindet om, at han kan bevise, at han er strømpernes ejermand. To M'er, som Grete syede på Mads Madsens strømper, dengang hán var inde i varmen, vil afsløre, at de nu befinder sig på de forkerte ben. Brødebetynget vedgår Johan sin skyld og begår selvmord. Så vidt følger Kierlighed uden Strømper den klassiske tragedie. Men til forskel fra forbillederne tager fanden ved aktørerne, som nu stikker sig ihjel efter tur, så at scenen ved tæppefald flyder med blødende lig!

I en epilog, et efterspil, der altså ikke var med i originaludgaven, lader Wessel guden Merkur genopvække de døde.

Kierlighed uden Strømper er en kærlig parodi på en genre, Wessel elskede: Den klassiske franske tragedie. Satiren har flere lag. Dels er den specielt rettet mod en række genrekonventioner, dels har den et mere universelt sigte: latterliggørelse af hykleri, indbildsk heroisme og forloren selvhøjtidelighed.

Wessel har gjort sig stor umage med at overholde den franske tragedies strenge krav om tidens, stedets og handlingens enhed. Stedets enhed - altså at handlingen udspilles i én kulissedekoration - er det krav, der er lettest at opfylde. I 1700-tallet har publikum ikke ladet sig forstyrre af, at nogle scener foregår hos Grete, andre hos Mads, uden kulisseskift. Det er især overholdelsen af tidens og handlingens enhed, som kræver teknisk håndelag. Og her viser Wessel sig som en sand mester.

Reglen om tidens enhed siger, at tragedien skal foregå inden for ét døgn. Allerede Gretes første replik, der refererer den sorte gejsts fæle formaning: "Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ei skeer!", integrerer opfyldelsen af den dramaturgiske teoris formelle krav i selve handlingsgangen. Stykkets personer har hele tiden den hede ånde fra den sorte gejst i nakken, de bliver hele tiden mindet om, at de skal skynde sig, hvis de skal nå at fuldbyrde skæbnens krav, inden dagen er omme. Herved bliver overholdelsen af formelle genrekonventioner som fx de store monologer, hvor personerne med hele udtrækket af retoriske figurer tolker deres sjælelige konflikter, til en del af handlingen. Fx i 4. akt, 1. scene, hvor Mette opfordrer Johan til at stjæle strømperne. Mopset og emsig, som hun er, forarges hun over, at en helt så let lader sig overtale:

Min Helt! for alle Ting mod Dyd lad Elskov stride!
Viis ikke Lasten frem paa dens luslidte [dvs. luvslidte] Side.
De Store synde vel i Grunden som de Smaa,
Men Maaden, som enhver sin Synd udøver paa,
Den eene giør til Helt, den anden til en Staader

Dyd og elskov må veksle med hinanden 11-12 gange, hvis synden skal være en heltegerning. Men det er der ikke tid til, protesterer Johan:

Tolv Gange Mette? nei, det vil for længe vare,
Det er den høie Tiid [dvs. det er på høje tid]

Det tjener til karakteristikken af Johan og de andre personer, at hensynet til tomme konventioner hele tiden vejer tungere end de påtrængende realiteter. Så han gør, som Mette siger, og tolker sit moralske dilemma i en monolog, hvor han udpensler sin indre kamp inden tyveriet, og slutter så med den stressede replik: "Kan jeg nu gaae?" - her er teatret altid ved at synke i jorden af grin. Mette stiller også store krav til sig selv. Ansigt til ansigt med døden i den tragiske slutscene er hendes eneste tanke, at hun ikke kan finde på et sidste fyndord, et "Sprikvort", inden hun stikker sig.

Wessel har som en særlig komisk effekt indlagt elleve lyriske sangnumre (9 soloarier, en duet og et ensemblenummer), som uafladelig sætter handlingen i stå. Herved opnår digteren flere ting på én gang: Dels får han ram på en anden af tidens yndede genrer: operaen og det alvorlige syngespil, dels demonstrerer han en raffineret kontrast mellem statisk-lyriske og dynamisk-dramatiske optrin. Med for- og mellemspil, melismer (det, at en enkelt stavelse strækker sig over flere toner), repriser osv. tager arierne længere tid at afvikle, end man almindeligvis gør sig det klart, hvis man kun læser stykket. Der kan ligge en pointe i, at Mads som den person, der indlysende har den største personlige interesse i at trække handlingen i langdrag, har hele fem af de i alt elleve arier (den ene som duet med Jesper, der i øvrigt ikke rigtig forstår, hvad der foregår), mens Johan kun har én. Arierne er ren sproglig tomgang, der som regel går ud på, at den syngende udlægger subjektive, banale følelser i et billedsprog, der enten er forskruet pretentiøst eller plat eller begge dele. Arierne er samtidig med til at understrege karakterforskellene hos personerne: Den frodige, altid sultne og giftelystne (for nu at udtrykke det diplomatisk) Grete sammenligner valget mellem de to bejlere med et valg mellem karper og tørre jyder (dvs. mellem festmad og jævn hverdagskost). Da knuden strammes og katastrofen, afsløringen af Johans formastelige tyveri, truer i 5. akts 4. scene, får hun bange anelser. Den bogholderagtigt nøjeregnende Mette protesterer: Det er imod reglerne, at heltinder på én dag både har onde drømme og bange anelser, men Johan beroliger hende: Hun har nok bare luft i maven af alle de ærter, hun har spist, især fordi hun har drukket nybrygget øl til (efter ærter kommer fjærter, som ordsproget siger). Grete sammenligner sine mavekneb med tilstanden i en skoleklasse før og efter læreren kommer ind, igen et billede fra hverdagslivet, som alle genkender:

Saa Børne-Sværmen i en Skole
Bestige Borde, Bænke, Stole,
Og skrige høit, og skogger lee,
Naar de ei Skolemester see;
Men naar han kun ved Døren rører,
Hver paa sit Sted strax Pokker fører;
Han neppe faaer "I Esler" sagt,
Før alting er i Orden bragt.

Jo mere jævne personerne er, desto tilbøjeligere er de til at oversætte de platte billeder til bogstaveligt sprog: "Jeg meener Dunsterne ved denne Børne-Flok, / Og ..." - Nu har den anæmiske Johan fået nok: "Tal ey meer herom, jeg dig begriber nok; / Din Kompliment er smuk og Lignelsen er vakker [!], / Men skal vi ikke gaae?"

Tilsvarende platte, men alligevel prægnante er Mads' lignelser, fx i den berømte arie, der udgør 3. akts 3. scene. Samme omstændelige, pedantiske stil, samme opblæste tro på, at man udtrykker sig hinsides publikums fatteevne:

Paa mit Hiertes Skorsteen brænder
En Harpixet Elskovs Brand,
Som er tændt i begge Ender,
Elskovs Gud den tændte an.
Hver som Røgen seer opstige
(Røgen er min Aria),
Tænke maae om ikke sige,
Der er heedt, hvor den kom fra.

Den stilistiske lighed i arierne antyder, hvad der også er andet, der tyder på, at det i virkeligheden er Grete og Mads, ikke Grete og Johan, der passer sammen.

Mette, som er den, der bedst er inde i de indviklede regler for heroisk etikette, hvad hendes omgivelser uafladeligt får at føle, har konsekvent nok de mest indviklede metaforudviklinger. Tag denne arie fra 3. akts 6. scene:

Saa æltes Blye med vrede Tænder,
I Heltes Mund; hvis blotte Rygge,
Ey for at svales, søge Skygge
I en Alleé gevorbne [dvs. hvervede] Venner,
Som bleve Bøddeler af Tvang,
Og under spiilte Huders Klang,
Dem vifte Ild med smidig Green
Paa nys afklædte Rygge-Been.
De præge deres bittre Qval,
I det uskyldige Metal,
Og glemme al den Tieneste,
Det dem i Krigen lader see,
Som dog er overmaade vigtig,
At sige: Naar de sigte rigtig.

Her får man ikke en oversættelse af billedet, skønt de fleste godt kunne bruge en. Det, Mette vil udtrykke, er, at hun som den uligevægtige Gretes rådgiver er i samme utaknemmelige situation som det stykke bly, en soldat, der løber spidsrod, får i munden for ikke at bide tungen i stykker.

På baggrund af kvindernes og rivalens udfoldelser er Johans ene forkølede arie, der afslutter 2. akt med til at tegne billedet af en anæmisk blegfis. Manglen på strømper gør, at han har valget mellem to onder: Enten at blive til grin ved at optræde i støvler til sit bryllup eller at miste Grete ved at udskyde brylluppet til næste dag. Johan vælger periodens mest fladtrådte kliché hugget fra Metastasio (1698-1782), tidens mest yndede librettist, til at udtrykke sit dilemma: "Som en uheldig Skipper, / Der forud seer, han strande maa / Paa en af tvende Klipper, / Ei nogen vis at strande paa / Tør vælge sig,/ Saa gaaer det mig".

Den strenge overholdelse af handlingens enhed er en anden af stykkets fornemme kvaliteter. De ulyksalige strømper er hele stykkets krumtap. De sætter handlingen i gang, de er årsag til heltens fald, de er i centrum ved katastrofen, hvor de med de to påsyede M'er - hvor sødt! - ligefrem får konkret funktion som corpus delicti, forbrydelsens genstand. Kierlighed uden Strømper er komponeret af en sand virtuos. Dertil kommer, at strømperne ud over at være en konkret rekvisit også har et vigtigt symbolindhold. Det er jo helt i pagt med stykkets idé, at en banal hverdagsting som et par hvide strømper, kan få så stor betydning og afstedkomme så stor fortræd. Johan kunne jo have fået Grete, hvis han havde optrådt som en rigtig mand og set stort på, at folk grinede ad ham, fordi han var iført støvler under vielsen. Men Johan er netop ikke en rigtig mand, antydes det flere steder. For det første er der en gammel fordom, der siger, at skræddere er små og utrivelige - krummer er også brød, sagde fanden, han slugte en skrædder - og netop derfor forsøger Jesper at indgyde Mads mod ved at minde om rivalens erhverv: Johan er efter Jespers mening "Skredder meer end Helt; det viser noksom Huden, / Saa længe som han har en Skredder-Plet paa den, / Jeg Helten mindre seer, i ham end Skredderen." De omtalte skrædderpletter, en slags udslæt, antoges at være en erhvervsbetinget skavank ved skrædderbranchen. For det andet har Johan tynde lægge, hvad 1700-tallets publikum let har kunnet afkode som et tegn på seksuel utilstrækkelighed. Da Mads af et godt hjerte spørger Jesper, om rivalens pludselige erhvervelse af strømperne ikke kan skyldes, at han har lånt et par af Grete eller Mette, svarer Jesper (ikke særlig galant): "Saa bilder du dig ind, han deres kunde bruge? / Af deres Strømper een sex Skredder Been kan sluge". Det er på denne baggrund, man skal opfatte 5. akts 4. scene. Grete lader vide, at hun ser frem til nydelse nonstop af ægteskabets lyksaligheder. Johan mumler skræmt: "jeg ikke just i Lægge / Min største Force har". Grete reagerer med skuffelse, og Johan siger kryptisk:

Selv Elskov os, Madam! en Bane skal berede,
Selv plantede han der de Roser, vi betræde. -
Ved Roserne forstaae Elskovs Henrykkelser
Spørg saa ey, om de staae hinanden gandske nær.
De stærke Farvers Skin tilsidst vort Syn formørke,
Men derimod paa Grønt vort Øye samler Styrke;
Det vidste Elskovs Gud, og Rum lod aabent staae
Imellem Roserne, at stilte Længsler maae
Den Afstand fylde op med evig grønne Blade.

Johan glæder sig rent ud sagt mest til pauserne mellem de erotiske udfoldelser, og da Grete uanfægtet bliver ved med at tale om alle de små Ehrenpreiser, de skal avle, svarer han ganske vist: "Vi Afkom nok skal faae, Madam! i Hobetal", men Wessel forsyner replikken med en vigtig regibemærkning: Grete neier, og Mette seer paa hans Been.

Kierlighed uden Strømper genrebestemmes traditionelt som en parodikomedie. Selv kaldte Wessel stykket "et Sørge-Spil". Ordet parodi betyder efterligning med komisk-satirisk hensigt af et foreliggende værk (genre, anskuelse, person, skik, begivenhed). Den komiske virkning kan enten opnås ved at ophøje et trivielt emne (egentlig parodi) eller ved at trivialisere et ophøjet (travesti). Kierlighed uden Strømper har elementer af begge dele. Stykkets komik beror hovedsagelig på latterliggørelsen af opstyltethed, falsk patos og illusoriske forestillinger som ideelle bevæggrunde for handlinger, der i bund og grund udspringer af egoistiske, men såre menneskelige drifter (sult og liderlighed). Det universelle sigte og den sikkerhed, hvormed Wessel lader høje og lave stilniveauer glide ud og ind i hinanden, har gjort stykket til en klassiker i genren uden sidestykke, det være sig i dansk, norsk eller anden litteratur. De eneste værker, der fortjener at nævnes i samme åndedrag som Kierlighed uden Strømper, er Cervantes' Don Quixote og Holbergs Peder Paars, men de tilhører jo den episke genre. Wessel er for resten en langt mere virtuos versifikator og rimsmed end Holberg. Litteraturhistorikerne er enige om, at Kierlighed uden Strømpers aleksandrinere er blandt de bedste, der er skrevet på dansk. En aleksandriner er et rimvers på 12-13 stavelser med cæsur (rytmisk indsnit, der deler verset) efter 6. stavelse. Den såkaldt heroiske aleksandriner, som Wessel benytter i Kierlighed uden Strømper, har skiftende mandlige (betonede) og kvindelige (ubetonede) udgange. Den jambiske gangart (dadum dadum) kan give dette metrum et stift præg (som fx i Peder Paars), men hos Wessel håndteres den så elegant, at den nærmer sig naturlig diktion, jf. de mange hurtige replikskifter.

Parodier har sjældent lang levetid; de dør, når deres genstand synker i glemsel. Wessels parodi er en undtagelse, også fordi den rummer elementer, der synes at høre en senere tid til, såsom de illusionsbrud, der opstår, når personerne kommenterer deres egne arievers og replikker. Et eksempel på det sidste er Mettes replik i 3. akts 5. scene, hvor hun og Mads har en uoverensstemmelse, fordi sidstnævnte ikke vil afhjælpe rivalens strømpeløshed. Mette sammenligner de uenige med to kugler, der støder sammen på en jævn flade: "En tosset Jyde-Dreng maaskee vel turde meene, / De længtes efter sig for evig at foreene: / Ney, kiære Jyde! ney! De før sig røre ey, / Før med en lige Fart, hver Kugle gaaer sin Vey. / At jeg med Kuglerne her mener Mads og Mette / Derom det tosset var mig selv at underrette, / Thi jeg jo eene er, og ingen har mig hørt".

Karaktertegningen har også en dybere resonansbund, end man forventer at finde i en parodi. Ligesom hos Cervantes, hvis Don Quixote er alle fantasters fader, kan man ikke lade være med at have lidt medfølelse med disse banale hverdagsmennesker, der forsøger at få lidt form og stil på deres tarvelige liv. Tydeligst måske i Jespers replik, lige inden han begår selvmord. Den er næsten blevet det "Sprikvort", som Mette manglede:

Hvi skulde Mette døe? Jeg ey Aarsagen veed; -
Men naar de alle døe, saa maa jeg og afsted.

Lykken bedre end Forstanden

Efter Kierlighed uden Strømpers velfortjente succes nærede det københavnske publikum store forventninger til Wessels næste dramatiske udspil. Lykken bedre end Forstanden udkom i 1776. Komedien, som Wessel selv kaldte et lystspil - sikkert i bevidst kontrast til 'sørgespillet' Kierlighed uden Strømper - er i fem akter. Den er i vidt omfang skåret over den klassicistiske intrigekomedies læst m.h.t. komposition, motivbehandling og persongalleri.

Det grundlæggende tema er velkendt: To unge elskende kan ikke få hinanden, fordi pigen af faderen er lovet bort til en rival, der er meget ældre. De unge elskende får hjælp af en tjener, som arrangerer en intrige, der skal sætte faderen og rivalen ud af spillet og forene de to, der rettelig skal have hinanden.

De unge elskende hedder Erast og Julie. Den første er en falleret studerende, der er kommet i pengeforlegenhed, efter at hans rige far har slået hånden af ham som reaktion på sønnens bøn om midler til at fortsætte studierne ved universitetet i Göttingen. Den anden er en 17-årig dejlighed, der er steddatter af Orgon, hos hvem Erast er indlogeret. På de elskendes side står Erasts temmelig anløbne tjener Philip, der med den umanerligt tåbelige gårdskarl Stephen og de notoriske fupmagere Jesper Oldfux og Karen Smeds som redskaber skal eliminere modparterne, Julies gerrige og overtroiske stedfader Orgon og den 50 år gamle, rige rival von Boden, hvem Orgon har lovet Julies hånd. Med manipulationer som smuglytning, forstillelse og forklædning - siden antikken effektive redskaber for intrigemagere - er Philip lige ved at få gennemført sit forehavende, men så indtræffer omslaget: Stephen får ondt af sin husbond, Orgon, og røber Philips planer. Hermed vendes magtforholdet mellem de modstillede personkonstellationer på hovedet, og det ser en overgang ud til, at de forkerte skal vinde. Da opdager Erast, at von Boden er hans far, og komedien ender med fryd og forsoning.

Alene personernes navne afspejler et univers, der er halvt Holberg, halvt Molière, og teknikken med at lade en entreprenant tjener afvikle intrigen som en komedie i komedien, er set før - i Holbergs Den Stundesløse. Stykket er dog ikke blot intrigekomedie, men har også træk af karakterkomedien - Orgon er den personificerede gerrighed. Som karakter kan han imidlertid ikke aftvinge interesse. Han gennemgår ikke noget, der ligner en udvikling i løbet af stykket. De øvrige personer evner næppe heller at bevæge læseren eller tilskueren. Karen Smeds og Jesper Oldfux er nærmest reduceret til rekvisitter, Stephen er et lidet lattervækkende fjols; han tåler ikke sammenligning med, hvad Holberg fik ud af figuren Arv. Philip er en iskold kyniker med et hjerte af sten. Stykket anslår i ekspositionen et spændende motiv: konflikten mellem en forkælet søn og hans rige far. Men dette motiv bliver ikke spillet dramatisk igennem, hvad der kommer som en skuffelse i betragtning af, at Wessel bruger megen tid på at lade Erast redegøre for årsagen til uoverensstemmelsen med faderen - så megen, at han med metapoetisk selvironi lader Philip kommentere: "Denne Fortælling falder mig saa kiedsommelig, som den første Act af en Comoedie". Wessel magter ikke at overholde handlingens enhed så virtuost som i Kierlighed uden Strømper.

Lykken bedre end Forstanden har dog også kvaliteter. Julie lyser op med sin lidenskab og sproglige udtrykskraft. Der er glød i hendes replikker, når hun tolker sin kærlighed til Erast og sin afsky for enhver anden bejler og bebrejder Orgon, at han bryder det løfte, han gav moderen om, at hendes datter skulle have lov til at følge sit hjerte ved et fremtidigt giftermål. Intrigen er ganske godt udtænkt fra Wessels side. Ganske vist virker det kompositorisk uhensigtsmæssigt, at Wessel med Stephens forræderi hugger knuden over, snarere end at løse den op, men scenen (5. akt, 7. optrin), hvor Orgon mister overblikket over, hvem der spiller en rolle i konspirationen, og hvem der er sig selv, er faktisk morsom.

Man kan opfatte Lykken bedre end Forstanden som et eksperiment fra en stil- og genrebevidst forfatter. Stykket er en hybrid mellem to genrer: På den ene side en traditionel klassicistisk karakter- og situationskomedie a la Molière og Holberg og et borgerligt lystspil med sentimental happy ending a la Lessing og Charlotte Dorothea Biehl på den anden. Da stykket både savner den førstes moralisme og den sidstes følsomhed, får resultatet et strejf af misantropi, som hverken stimulerer hjernen eller varmer hjertet.

Anno 7603

Wessels sidste skuespil blev først trykt i forfatterens dødsår 1785. Ligesom ved de to foregående komedier var Holberg hovedinspirationskilden. Denne gang dog hverken i egenskab af eposparodiker eller komediedigter, men som forfatter til den utopiske roman Niels Klim (udsendt anonymt i Leipzig 1741, oversat fra latin til dansk af Jens Baggesen 1789). Anno 7603 gennemspiller en af de bærende ideer i Holbergs forfatterskab, nemlig at kvinder bør have ligeret med mænd. Dette tema var groft negligeret af Holbergforskningen, indtil litteraturhistorikeren Anne E. Jensen i jubelåret 1984 udgav afhandlingen Holberg og kvinderne. Men Wessel kunne sin Holberg så godt, at han havde erkendt, hvor stor en rolle ideen om kvindernes ligeberettigelse spillede i forfatterskabet.

I kongeriget Kokleku, må Niels Klim konstatere, troede mændene, "at Naturen nu saa vilde have det, at Fruentimmerne skulde regiere Staten, og Mændene væve, kaage, strikke, spinde, feie Stuerne og faa Hug oven i Kiøbet". For Holberg beroede magtfordelingen mellem mænd og kvinder ikke på naturen, men på konvention og opdragelse. At mændene af naturlige grunde er de stærkeste, er i Kokleku kun et argument for at lade dem udføre hårdt husligt arbejde. Anskuet på denne måde er det mest "naturligt", at de skrøbeligere kvinder tager sig af det prestigefyldte åndsarbejde.

Kun i idealstaten Potu (Utop(ia) læst bagfra) er der ligestilling mellem kønnene. Kokleku har ikke været noget forbillede set fra Holbergs synspunkt. Magten mellem kønnene er her lige så uretfærdigt fordelt som i det Europa, han levede i, bare vendt om. Men Holbergs ligestillingssynspunkt var immervæk også kontroversielt nok i første halvdel af 1700-tallet. Holbergs pointe er, at kønsbestemte karaktertræk er bestemt af konventioner og opdragelse. Hvis man opdrog piger på samme måde som drenge, ville de på godt og ondt udvikle drengenes evner og karakteregenskaber. Og vice versa.

Wessels stykke kan måske genrebestemmes som et utopisk-satirisk lærestykke. Det er forfatterskabets eneste værk med en alvorligt ment morale, og som sådan er det for en gangs skyld helt i pagt med højklassicismens forestillinger om litteraturens mål og midler, uagtet at det er formelt eksperimenterende.

Wessel har øjensynlig følt sig så provokeret af 9. kapitel i Niels Klim, at han måtte tage til genmæle. Anno 7603 er i 7 akter, hvoraf den første og sidste udgør en ramme. Hovedpersonerne er et ungt par, Julie og Leander, som begge savner noget hos partneren. Julie ønsker Leander mere "øm og kiælen", hvorimod Leander gerne så, at Julie var mindre "qvindagtig". En fe tryller de to unge mennesker frem i tiden til året 7603, til landet Koklikot - Wessel kan ikke beskyldes for at søge at skjule, hvem han har sin inspiration fra. Her er piger opdraget som europæiske drenge og omvendt. Allerede i sin første replik har Leander givet sin tilslutning til den holbergske kønsopfattelse: "Menneskene vare eens i Tænkemaade, naar Opdragelsen ikke giorde Forskiel". Feen er uenig: "Mands Væsen og Handteringer ere unaturlige for Fruentimmer". Ved sit tryllenummer vil hun lade det komme an på en prøve.

I de fem mellemakter færdes Leander og Julie i Koklikots fremmedartede miljø, hvor mændene er hjemmegående, mens kvinderne beklæder de højeste stillinger inden for politik, forskning og militærvæsen. Blandt personerne optræder kaptajn Sophie, Sergeant Gunhild og professor Anne Cathrine. De kvindelige soldater, som Leander møder, er som soldater er flest: brutale, fordrukne og liderlige. Dog er Koklikots forsvarsevne svækket af, at mange af soldaterne er på barsel! Julie møder på sin side en række kvindagtige mænd i det litterære akademi "Det herlige Broderskab". Satirens brod vender både mod litterære selskaber i almindelighed, Norske Selskab ikke undtaget, og mod Det Danske Litteraturselskab i særdeleshed. Kønspolitisk vil Wessel harcelere over kvindemændenes forfængelighed, illoyalitet over for ægtefæller, hang til bagtalelse, overdrevne optagethed af penge og mangel på evne til at skelne væsentligt fra uvæsentligt. Men som det også var tilfældet i Lykken bedre end Forstanden, dog langt mere udtalt her, siver det anslåede tema ligesom ud mellem fingrene på forfatteren. Langt over halvdelen af Anno 7603 består af satire over, hvad Wessel opfattede som dårlig smag i tiden, især "serafsproget", den følsomme, hastemte stil med søgte omskrivninger og dunkelt billedsprog. Og det er ikke engang særlig morsomt. Et par eksempler: Julies enkle rim: "De seer mig græde / Af lutter Glæde" finder poeternes broderskab plat. Julie vækker til gengæld stor begejstring, da hun omskriver det samme udsagn: "Min Sjæl fik Glædens Kramper, / Mit Hoveds lysende Lamper/ Af Fryd udøste Regn / Paa underlagte Egn". En af akademiets optagelsesprøver består i at ophæve dagligdagsudtryk til den høje stil. Julie omdanner "Tiener! træk mine Støvler af!" til: "Du, som er mod mig Insekt, / Og faaer Underholdning / Af hvad jeg har tilovers / Skiær Luft igiennem som en Piil / Og frels udmattede Lastdragere / Fra Kalveskinds brændende Helvede!". Kollegerne jubler, så de er ved at kløjes i åndløse paradokser: "Lutter gyselige ædle Billeder", "En bestialsk Himmelskhed hersker i det Hele". Så fik de pretentiøse litteraturkritikere også et rap over fingrene.

Julie og Leander får hurtigt nok af Koklikot. Da Feen til sidst spørger dem, om de stadig ønsker at lave om på hinanden, svarer Leander: "Nei Himlen bevare mig fra at eie et ryggesløst Fruentimmer", Julie: "Og mig fra en forfinet Mandsperson!". Med omkvædet "Lad os blive, som vi ere" slutter komedien. Således får feen ret i sin opfattelse, at "Mands Væsen og Handteringer ere unaturlige for Fruentimmer".

Eller gør hun nu egentlig det? Stykkets filosofiske pointe glipper, for Wessel har vel ikke demonstreret andet, end hvad Holberg gjorde i Niels Klim, nemlig at kønsspecifikke egenskaber beror på opdragelse, netop ikke naturen. Forskellen mellem dem er mere politisk end filosofisk: Wessel, hvis menneskesyn med årene fik en stadig tydeligere drejning mod det misantropiske, er på det kønspolitiske område traditionalist og konservativ, hvor det ældre forbillede er reformtilhænger og moderne.

Impromptuer

I Norske Selskab lod Wessel Hermiones digter, Claus Fasting, om at videreføre romernes og Holbergs epigrammer. Wessels improvisationer er som regel frie vers.

Det improviserede lejlighedsdigt gav allerede Kingo prøver på, og Ambrosius Stub har også givet navnkundige bidrag til genren. T.S. Heiberg udgav Stubs digte i 1771, så Wessel kan have kendt dem. Forbilleder eller ej - i lakonisk prægnans er der ingen over og ingen ved siden af Wessel. Der er tidligere givet eksempler på, at ingen gik ram forbi, når Tordenskjolds indadvendte grandnevø oplod røsten eller svang pennen. Ikke engang han selv: "Han syntes fød til Bagateller, / Og noget stort han blev ei heller", skrev han engang under sit portræt. Tidligere har digtene om ægtestandens og tandpinens vederstyggelighed og den blåøjede søn med de brunøjede forældre været omtalt.

Anledningen til de forskellige impromptuer har affødt mange gætterier og omtale af mere eller mindre apokryfe anekdoter (jf. gravskriften over O.G. Meyer). Selv uden at kende baggrunden kan man sagtens nyde de gnistrende småvers. Dette har klassikerstatus:

At Smørrebrød er ikke Mad,
Og Kierlighed er ikke Had,
Det er for Tiden hvad jeg veed
Om Smørrebrød og Kierlighed.

Eller hvad med denne strøtanke:

To Acteurer i een Rolle,
Tvende, beilende til Een,
Og to Hunde om eet Been,
Aldrig kunne Venskab holde.

Anledningen kunne også være en konkret begivenhed. Fx følgende hyldest til den første ballonfærds luftskippere i 1784. De omtalte Jesabeller betyder stridbare, dominerende kvinder, "drager", som de allerede kaldtes i slutningen af 1700-tallet:

I, som med brændbar Luft Maskiner fylde,
Hvad vilde mangen Mand ei eder skylde,
Ifald I pumped' lens [dvs. tom]
For den Ingrediens
Vor Byes Jesabeller,
Som hverken I, jeg ikke heller,
Maaskee slet ingen tæller;
Og samme strax igien i Luftmaskiner pumped',
Og nøie valgte Vinden saa,
De Land ei kunde naae,
Men midt i Havet dumped'!

Og er hos nogen af jer ledigt Sted,
Han tage min Bekymring med
Ombord
For billig Fragt og gode Ord!

Der er hos Wessel næsten altid en original sproglig detalje, der får digtet til at brænde sig ind i hukommelsen. Følgende vers over et opgivet rim laver en overraskende kobling mellem fællesnavnet (appellativet) "Havne" og egennavnet (propriet) "København"

Jeg Pigers Selskab ei kan savne
I Kiøbenhavn og andre Havne,
Naar jeg i Nestved har den Lykke,
At see Sophie, Kiønnets Smykke.

Selv rimnød kunne han vende til sin fordel:

Min lille vakre Madam Knudsen!
Ret ligerviis, min Mo'er, som Strudsen,
Man siger uden mindste Meen,
Fordøier Jern, og Staal, og Steen:
Saaledes skal det mig fornøie,
Om de Fadaisen kan fordøie,
Som jeg har lagt paa dette Blad.
Falleri, Fallera, Fallerad.

Følgende nytårsvers har udødeliggjort en sød tjenestepige, som åbenbart altid var parat til at bistå de forhutlede ungersvende i Norske Selskab. Wessel har så let som ingenting fundet fire enstavelsesord, der rimer på Bach. I sin knaphed og næsten demonstrative mangel på svulst er det et uforglemmeligt udtryk for hengivenhed:

Du lille vakre Karen Bach!
For hvert et mødigt Sting, du stak
Paa en mig høist nødvendig Frak,
Som sprak,
Tak!

Gravskrifter

Der er overleveret nogle få, i alt seks, fiktive gravskrifter af Wessel. Også denne genre er kendt fra La Fontaine og Stub. Digterens gravskrift over sig selv er kendt af de fleste:

Han aad og drak, var aldrig glad,
Hans Støvlehæle gik han skieve;
Han ingen Ting bestille gad,
Tilsidst han gad ei heller leve.

En af gravskrifterne omtaler en person, som Wessel bestemt ikke brød sig om. Infamien i de to sidste vers - Neergaards datter var vanskabt - har ikke virket så chokerende i 1700-tallet som i dag, men alligevel er den ikke Wessel lig:

Herunder hviler Krigsraad Neergaard,
Den Store, Store, Store,
Kun Himlen veed, hvad godt han gjorde,
Gjorde, gjorde.
At tale om hans kjere Frue
Da var hun venlig som en Due;
At tale om hans tvende Sønner
Det ei Umagen lønner;
Men naar jeg tænker paa hans Datter,
Kan jeg ei bare mig for Latter.

Den lakoniske gravskrift over brygger Walt er til gengæld Wessel, når han er bedst. Sådan karakteriserer man en person i 12 stavelser:

Her ligger Walt
Han giorde Malt,
Og det var Alt.

Følgende smukke distikon under den komiske skuespiller Londemanns portræt udtrykker, hvad Wessels venner følte ved digterens død:

Man sukker, for han er ei meer,
Man husker hvad han var, og leer.