Wessel, Johan Herman J.H. Wessels Samlede Digte

Den Druknede.

✂ Side 69.

✂ Det vigtigste ved nærværende Fortælling, hvortil Digteren maaskee har taget Stoffet af Vademecum 1781, Side 31, er Indklædningen, hvori Digteren raillerer med et Udtryk i Ewalds bekjendte Sømandsvise i Fiskerne:

✂ »Naar Søen plyndrer fra sin Ven,
Og sætter ham paa Prøve,
Da leer han kun, og tvinger den
At bringe tifold det igien,
Som den har turdet røve.
Han sadler dristig Havet op,
Saasnart hans Hierte lyster;
Og rider høit paa Bølgens Top,
I Trav og susende Galop,
Til guldbestrøede Kyster.«

✂ Man forstaaer ikke, hvorledes dette smukke, ægte digteriske Billede kunde give en Wessel Anledning til Railleri. Men Fiskerne udkom i Sommeren 1779 (Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber, trettende Stykke), og man har ondt ved at troe, at Wessel fulde fem Aar derefter skulde have angrebet sin afdøde store Medbroders Minde i en saa hensynsløs Form for et enkelt Udtryks Skyld i hans skjønneste Værk, hvis Konstværd Wessel ikke kan have været blind for. Den rimeligste Forklaring, man her kan gjette paa, er vel denne: at Fortællingen er bleven til i Aaret 1779 (og altsaa Stoffet hentet fra en anden Kilde end den ovenfor nævnte) ved en bestemt Anledning, der har motiveret Angrebet paa Ewald, og at Wessel, i sin Forlegenhed for at faae Manuskript til Nr. 12 af sit Ugeblad, har grebet til at indføre Fortællingen, der netop leverer Text til et Nummer.