Blandede Digte.
Søvnen,
✂ Side 149.
✂ Dette Digt og det følgende, Nøisomhed, ere oprindelig blevne til i Norske Selskab, hvor de vandt Præmien, og første Gang trykte i Selskabets Samlinger, første Stykke.
✂ Det er i høi Grad betegnende for Wessels Characteer, som for hans poetiske Takt, at han til Motto for denne Ode har valgt to Linier af - Joh. Nordal Bruns Zarine (femte Akt, første Seene); og Molbech siger: »Den, der vil giøre sig Umagen at giennemlæse Zarine, vil finde, »at i hele Tragedien ere »vel disse to Linier de skiønneste, maaskee de eneste ægte poetiske.«
✂ Abrahamson (Lærde Efterretninger, 1790, Side 120 flg.) bemærker med Føie, at de fire sidste Stropher af Oden til Søvnen danne en disharmonisk Slutning til det Hele, og hellere maatte have været r een t borte, saa at Oden endte med den smukke Strophe (Side 152):
✂
» Meer værdig Verdners og min Gud« etc.
✂ Der kan hertil endnu føies, at Slutningen ikke synes at være rigtig klart tænkt eller udtrykt, og at den næstsidste Linie:
✂
» Hvem skal den Vaagnende forskrekke?«
✂ ikke let lader sig forstaae. - Fra en anden Haand har Lidgiveren faaet den Forklaring, at det store Forbogstav i Ordet »Vaagnende«, der findes i Digtets Kilde, Norske Selskabs poetiske Samlinger første Hefte (første og anden Udgave), samt i Udgaven af 1787, maatte betragtes som Trykfeil, og Linlen opfattes saaledes: »Hvem skal den (Morgenen) forskrække, idet han vaagner?« Men denne Forklaring synes i høi Grad tvungen.
Nøisomhed.
✂ Side 153, Linie 30.
✂
» At sidde væmmelig ved mange kræsne Retter.«
✂ Væmmelig er her brugt subjective - kræsen, hvilket er sjeldent (»Hun er leed og kjed og væmmelig derved«, Kierkegaard. »Du drog ey først Europa om, Og væmmelig tilbage kom«, Rein), og Ordet kræsen er brugt objective, - lækker, hvilket er forældet.
Brodne Potter i alle Lande.
✂ Side 155.
✂ Dette Digt findes tre Gange trykt i Aaret 1783, nemlig I: Nogle faa May- Blomster som den første Frugt af den Seidelinske Presse. Odense 1783. - N. Schiørring, .Selskabssange med Melodier, første Hefte Side 28 (tilligemed Melodien) - og Samling af adskillige smukke Arier til Tidsfordriv for muntre Selskaber, første Hefte Side 89. Paa sidste Sted lyder den første Linie: »Godt og Ondt i alle Lande, hvilket klinger noget prosaisk. Udgaven af 1787 omgjør Linien til: »Ondt og Godt i alle Lande«, hvorefter den følgende Linie vel burde omgjøres til: »Torne sig med Roser blande«, hvilket dog Fortsættelsen forbyder.
204✂ Side 158, Linie 6.
✂
» Statens Ønske er vor Røst.«
✂ Digteren synes med dette ikke ganske klare Udtryk at ville sige: hele Statens Ønske tolker vor Røst, idet vi raabe: Glæden boe i Christians Bryst. - Udgaven af 1787 retter her med en særdeles ubehændig Vilkaarlighed Røst til Lyst, hvilken reent meningsløse Læsemaade Boye, Molbech (Anthologie) og alle Følgende indtil P. L. Møller tankeløst optage.
Prologue,
den 13de October 1780. Side 158.
✂ Denne lunefulde Prologs Vittighed gjør nu ikke saa stærkt Indtryk, efter at Wessels Idee saa ofte er efterlignet, og Mindet om Datidens Skuespiller- personale (thi alle de Handlende i Prologen træde op i egen Person) er tabt, saa at vi ikke mere forstaae de lunefulde personlige Hentydninger i Replikerne.
✂ Linie 2-4 f. n.
✂
» Den Dag, da vi den Ære nyder,
At seierkronte Helt os fryder
Ved sin Nærværelse.«
✂ Den seierkronede Helt er Hertug Ferdinand af Brunsvig, Enkedronningen Juliane Maries ældre Broder, der oftere besøgte Kjøbenhavn og i October 1780 var kommet hertil, nærmest vel i Murer-Anliggender. Paa Jægerspriis findes endnu en temmelig anseelig Mindestøtte med Indskriften: Ferdinando, optimæ matris fratri .... nos rivisenti. Støtten er afbildet i P. T. Wandalls Mindesmærker paa Jægerspriis 1783. Seierherren ved Krefeld og Minden var vel for længe siden traadt tilbage i Privatlivet, og levede paa sit Lystslot Vechelde udelukkende for Murervæsen, Maleri og Musik, men hans glimrende Krigsførelse i Syvaarskrigen, hans Menneskekærlighed og grændseløse Veldædighed havde skaffet ham et europæisk Navn, som hans kloge Søster synes at have villet benytte til at kaste Glands over Hoffet i Kjøbenhavn, der efter Rædselsdaaden den 28de April 1772 ikke nød megen Anseelse i Europa.
✂ Side 162.
✂ Denne Prolog samt det følgende Stykke, Chor og Prologue, saa vel som Indskriften under Londemanns Portrait Side 189, findes i Fred. Schwarz' Lommebog 1785 med Digterens Navn under. Udgaven af 1787, der ikke har tænkt paa Schwarz's Lommebog, mangler disse tre Digte.
Chor og Prologue.
✂ Side 163.
✂ Slutningen hentyder til Dronning Juliane Maries Forsorg for Fødselsstiftelsen, som dengang var forenet med Frederiks Hospital, men ved Dronningens Gavmildhed fik en egen Stiftelse, der længe stod som Forbillede for alle lignende i Europa. Den nye Bygning, der havde kostet Dronningen over en Tønde Guld, aabnedes dog først den. 31 te Marts 1787.
Til Hr. Jens Baggesen.
✂ Side 163.
✂
I Udgaven af 1787, II, Side 161, har Baggesen under dette Digt tilføiet
følgende Anmærkning:
Denne unge Versemagers Ubetydelighed havde vist ikke skaffet ham et
Brev fra vor udødelige Wessel, og deri en Opmuntring af større Vægt,
end alle Journalisters Roes, dersom ikke samme var blevet mishandlet
af en ubeføiet Dommer. Maaskee min Sygdom i samme Tid, og øvrige
ikke meget lykkelige, Tilstand, har bidraget til en Compliment, som
jeg slet ikke fortiener; thi vor Digters Hierte var ligesaa
ualmindeligt som hans Hoved.
J. Baggesen.
✂ Baggesens comiske Fortællinger udkom 1785 (Nyerup og Lande Portraiter, III, 1806, Side 7; Minerva I, Side 84, jvf. Side 72), og i Begyndelsen af Aaret, eftersom Rahbek allerede den 11 te Februar kunde levere en omstændelig Recension af Skriftet (Lærde Efterretn. 1785, Nr. 6 og 7), der kunde omtale det Bifald og de Angreb, det allerede havde fremkaldt*. Den i ovenstaaende Anmærkning omtalte »ubeføiede Dommer«, O. D. v. Staffeldt, udgav sine »Critiske Betænkninger« i Foraaret 1785 (de anmeldes i Lærde Efterretn. 1785 Nr. 25 for 24de Juni); Wessels Votre Serviteur sluttedes i Juli 1785, og dette Ugeblad maa have været sluttet, forinden Wessel udgav sit Brev til Baggesen, da dette ellers vilde være blevet til et Nummer af Ugebladet, hvis Størrelse og Format det har; endelig fremkom Emanuel Ballings Angreb, som Wessels Brev omtaler, først i' Aftenposten 1785 Nr. 79 for 7de October: af disse samlede Data fremgaaer saaledes, at Wessels Brev til Hr. Jens Baggesen er udkommet seent i Aaret 1785, og kort før Wessels Død.
✂ Side 163, Linie 5 f. n.
✂
» Ved salig Rasmus Langeland.«
✂ Rasmus Langeland, Borger og Kjøbmand i Korsør, født 1712, død den 22de August 1780, var i Frederik den Femtes Dage og længe derefter en af Landets anseeteste Kjøbstadsborgere, der ved sin Driftighed bragte Byen Korsør i stort Opsving. Hans Bedstefader var langelandsk Bonde, hans Fader Smaahandler i Korsør; han selv førte en stor og udbredt Handel, byggede mange Huse i Korsør (deriblandt den store grundmurede Gaard, hvori han, og efter ham hans Datter, den bekjendte Mad. Bagger, drev Gjæstgiveri), eiede store Skibe og en Part af Færgeløbet med de bedst udhalede Smakker, oprettede den 4de Marts 1768 et grønlandsk »Robbenslager-Compagni« med tilhørende Trankogeri paa Actier, og kjøbte den 8de Juni 1764 paa Auction [endeel Grunde af] Korsørs Fæstning, som han atter den 27de Juli 1775 solgte til Kongen. Som loyal dansk Mand og ivrig Korsørianer greb den rige Borger ofte Lejligheden til at hylde Medlemmer af Kongehuset, der kom til Korsør, med pragtfulde Optog, een Gang, den 1ste November 1766, med et ret vakkert Digt, trykt i Sorøe 1766, 4to (findes paa Kongens Bibliothek).
✂ (Vidtløftigere Efterretninger om Rasmus Langeland kunne findes i General-Postdirectionens samt i Krigsministeriets Archiver; jvf. ogsaa: Indbydelse, Privilegium og Convention etc. af Rasmus Langeland, Sorøe 1768, Folio; Schous * 206 Forordninger, V, 1822, Side 62; Memoiren der Frau von Lan., geb. v. Burgwedel, Kopenhagen 1813, og Datidens Dagblade).
✂ Side 164, Linie 4.
✂
» Som Aftenposten ham skal evig ei tilgive.«
✂ Aftenpostens Redacteur, Emanuel Balling, angreb Baggesen i et flaut Epigram, indført i Nr. 79 under Overskriften: »Indsendt«.
✂ Linie 6.
✂
» Da Baggesen gav ud sit Manifest.«
✂ Ved Manifestet maa vel forstaaes Baggesens Subskriptionsplan, indført i Odense Adressecontoirs Efterretninger 1784 Nr. 79.
✂ Linie 26-27.
✂
» Om Myrias Emanueler
Bidsk til dig skeler.«
✂ Emanuel Balling den Ældre, Redacteur af Aftenposten, angreb Baggesen i det ovenfor omtalte Epigram i Aftenposten, men Baggesen synes her at have været den første Angriber, thi han havde paa Omslaget af Septemberheftet af Minerva for 1785 ladet trykke et meget nærgaaende Epigram mod Balling, »Aarstiderne. Til E. B.« (optrykt i Baggesens Danske Værker IV, 1828, Side 200).
Tres humble Serviteurs Formeldelse etc.
✂ Side 164.
✂ Dette Bryllupsvers har været særskilt trykt i to Folio-Blade (hos Morten Hallager), og et Exemplar heraf existerer endnu i Justitsraad F. S. Bangs Bibliothek.
✂ Overskriften synes at have været et Mode-Udtryk og forekommer i forskjellige Variationer over flere haandskrevne Digte fra det Norske Selskab.
✂ Ole Dumetius var Staldskriver i Frederiksborg, og sandsynligviis en Søn af Telemaks Oversætter Søren Dumetius, der var født 1695 i Torneby (hvoraf han tog sit latinske Tilnavn), 1725 Præst til Vestermøland i Christiansand Stift, død 1741.
✂ Side 165, Linie 5.
✂
» Bliv du og borte, Tydsklands Fat«.
✂ Med Tydsklands Fat (Nar) menes Digteren Just Fr. Wilh. Zachariä (født den 1ste Mai 1726), hvis middelmaadige comiske Heltedigte, Der Renommist (1744, skrevet i Popes Maneer), Murner in der Holle, og flere, en kort Tid gjorde Lykke i Tydskland, som de første Forsøg i deres Slags. Helten i det første Digt er en Student, og det sidste beskriver en Kats Lidelser, fordi dens Legeme ikke er jordet. - Hvad der har foranlediget Wessel til her at inddrage Zachariä der var død faa Maaneder tilforn 30te Januar 1777), er ikke let at sige; i Danmark have hans Digte neppe nogensinde været populære.
Ringe og velmeent Ønske til Hr. Bartholin.
✂ Side 166.
✂ Thomas Eichel Bartholin, født i Kjøbenhavn den 17de April 1755, Student 1773, juridisk Candidat 1779, var en Søn af Conferentsraad C. C. Bartholin, Justitiarius i Høiesteret, og blev i Begyndelsen af Aaret 1781, endnu ikkun 25 Aar gammel, Byfoged, Postmester, Veier og Maaler i Nykjøbing, Birkedommer i Draxholm Birk, samt Vice-Landsdommer i Sjælland, hvorefter han den 2 ode April ægtede Jomfru Catharina Margaretha Helt (født 1762, død 3ote Septbr. 1824). I Aaret 1805 blev han første Assessor i Lands-Overretten i Viborg, men entledigedes Aaret derefter; hvorpaa han i Aaret 1815 fik Bevilling som Translateur. Han døde i Kjøbenhavn den 12te Januar 1829. - Han var i flere Aar Medlem af det Norske Selskab, og meget yndet der.
✂ Udgaven af 1787 (II, 117) ledsager nærværende Bryllupssang, som den betitler »Hymenæe«, med følgende historiske Oplysning:
»Paa en Tid, da alle de, som følede, eller, hvilket ofte er det samme, troede at føle Kald til at giøre noget, som de vilde, Folk skulde antage for Vers, ja for Poesie, havde begyndt at indklæde deres Nonsens i Svulst, og da alle Aviser og offentlige Blade, i Anledning af en vis Leilighed [!!], vare opfyldte med Frugterne af denne Manie, foretoge en Deel Venner [!!] sig at bestride dem, ved, i Anledning af en af deres Venners Bryllup, at overdrive dette Styltegiængerie saaledes, at alle, endog dets ivrigste Tilhængere, maatte see det Latterlige heri. Da Hr. Wessel troede, at man havde drevet dette Spøg langt nok, skrev han dette, som gjorde Ende paa Legen; dermed synes ogsaa Bombastjagten lige til denne Dag temmelig vel at være forjaget.«✂ Men denne Fremstilling er kun en elendig Forvanskning af Sandheden.
✂ Det er bekjendt, hvilken uhyre Sensation Ewalds Død den 17 de Marts 1781 fremkaldte hos det kjøbenhavnske Publicum, der paa een Gang vaktes til
✂ en Anelse om den mishandlede Digters Storhed og hans Betydning for Litteratur
✂ og Nationalitet, og hvilken Hæder Folket, Autoriteterne og Regjeringen kappedes om at vise den døde Digter ved og efter hans Begravelse. Herover forargedes Ewalds Modstandere meget og længe, og til de mange andre Ytringer af deres Raseri, hvorom Abrahamson og Rahbek har efterladt os Beretninger (Alm. dansk Litt. Journal, III, 1782, Side 336 flgg., Rahbeks Erindringer, I, Side 366; jvf. Lærde Efterretninger 1781, Side 209 flg.), kan ogsaa dette regnes, at man i Norske Selskab faldt paa at skrive Bryllupsvers til Bartholin (der maaskee selv har været en ivrig Anti-Ewaldianer) i ewaldsk Maneer. Afskrifterne af den saakaldte Versprotocol have opbevaret syv af disse »Oder«, der formodentlig i Norske Selskab have gjort uhyre Lykke, men. i Virkeligheden ere usle Rimerier, hvori en uhyre Mængde Tankestreger, og Ord som »himlisk«, »Valhalla«, »Sphærerne« o. d., aandløst sammenblandede, udgjøre hele Satiren. Det er disse mærkværdige Oder, skrevne en Aften i Norske Selskab, der ifølge den ovenfor anførte Anmærkning har »forjaget Bombastjagten temmelig vel indtil denne Dag«. - Det fortjener at bemærkes, at to af de Syv, der i Norske Selskab øvede Miraklet med Bombastjagtens Forjagelse, vare - P. Monrad og Pram, de Samme, der tilligemed Baggesen have forfattet Anmærkningen ovenfor!
✂ Wessel deeltog naturligviis ikke i denne vilde Færd, og hans lille Bryllupsvers holder ligesom Dom over de Andre, og indskrænker sig til at erkjende, hvad der er berettiget i hans Venners Polemik, forsaavidt denne nemlig rettes, ikke mod Ewald, men mod Ewaldianerne. Og det er af sig selv indlysende, at Wessel ikke kan have miskjendt den Tankefylde, hvori Ewald netop rager langt udover alle sin Samtids Digtere.
Paa en Skive.
✂ Side 167.
✂ Denne smukke, tankerige Indskrift er et Vidnesbyrd blandt de flere paa Wessels Styrke i alvorlig Poesi.
Alle Tings Cirkelgang.
✂ Side 168, Linie 10.
✂
» Kronen selv for alle Dyder« etc.
✂ Forfølgelserne mod Hugenotterne, der den 9de Marts 1762 fremkaldte det græsselige Justitsmord paa Kjøbmanden Jean Calas i Toulouse, vare blevne Gjenstand for hele Europas Opmærksomhed, efter at Voltaires Skrift Sur Ia tolerance havde forelagt Offentligheden Sagens Aktstykker. - Ved et besynderligt Indfald udelod Udgiverne af Wessels Skrifter 1787, der vel ikke mere fandt det passende at minde om Ludvig den Femtendes Tider, den sidste Halvdeel af Digtet, hvilket saaledes blev aftrykt som et reent værdiløst »Fragment«, og først 1845 fremkom dette lille Digt heelt, i A. E. Boyes anden "Udgave af Wessel.
✂ Linie 17.
✂
» Naar det Helveds Ønske kroner.«
✂ I alle Udgaverne staaer: Ønsker kroner, hvilken Form ved sin Cacophoni noksom røber sin Uægthed.
Fragmenter.
I. Om en Jødepige.
✂ Den besungne Jødepige hed Hanne Levy, og maa have været en ualmindelig Skjønhed, siden hun blev Gjenstanden for saa megen Hylding af Samtiden. Ogsaa i Norske Selskab blev hun besunget, og ved denne Leilighed fremkom Wessels Digt, der dog kun blev et Fragment. Af de Andres Vers er et eneste opbevaret i Opskrift, i den sorøiske Samling, og i Afskrifterne af den saakaldte Versprotocol, og dette Vers er mærkværdigt for Norske Selskab, der har kunnet taale et Rimeri, hvis Uteerlighed har et stærkt Anstrøg af Nederdrægtighed. Hvilket Medlem af Norske Selskab, der har Æren af at have forfattet Verset, vides ikke, og Afskriften i den sorøiske Samling er uden Underskrift; men i Afskrifterne af »Versprotocollen« findes Navnet »Fasting« under Smudsdigtet, og at denne Opgivelse er falsk, trænger vel ikke til Beviis.
✂ Side 168, Linie 1-2 f. n.
✂
» Men send mig ikke een af disse Gadetøiter,
Som strax paa Pinde staaer, naar en Josias fløiter.«
✂ Josias Leopold - Bynch, en bekjendt Smudsforfatter fra den struenseeske Skrive- frihedsperiode, der døde som Corporal i Nestved 1779.
✂ Side 169, Linie 3-4.
✂
» For alting send mig ei den smageløse Luder,
Som indgav Langebek sit Juleaftens Sludder. <<
✂ Vor berømmelige Historiker Langebek udgav efter Struensees Fald tre Rimerier til Ære for de nye Magthavere, hvoraf det andet har til Titel: »Tanker om Juleaftens Feide 1771«, Kbhvn. 1772.
✂ Citationen af Josias Leopold Bynch og Jacob Langebek viser, at nærværende Fragment er fra samme Aar som »Kiærlighed uden Strømper.«
✂ Side 169, Linie 12-13.
✂
» Hemistichen faldt,
Som synes Læseren, en Smule splittergalt.«
✂ I den alexandrinske Verseart skal Hemistichen, eller Versliniens første Halvdel, adskilles ved et Ophold (en mandlig Cæsur) efter tredie Fod (sjette Stavelse), og Cæsuren
✂
Jeg synger om en Kone
✂ strider saa stærkt imod almindelig Brug, at Digterens Spøg ikke let undgaaer Læserens Øre. .