Wessel, Johan Herman J.H. Wessels Samlede Digte

Søvnen,

✂ Side 149.

✂ Dette Digt og det følgende, Nøisomhed, ere oprindelig blevne til i Norske Selskab, hvor de vandt Præmien, og første Gang trykte i Selskabets Samlinger, første Stykke.

✂ Det er i høi Grad betegnende for Wessels Characteer, som for hans poetiske Takt, at han til Motto for denne Ode har valgt to Linier af - Joh. Nordal Bruns Zarine (femte Akt, første Seene); og Molbech siger: »Den, der vil giøre sig Umagen at giennemlæse Zarine, vil finde, »at i hele Tragedien ere »vel disse to Linier de skiønneste, maaskee de eneste ægte poetiske.«

✂ Abrahamson (Lærde Efterretninger, 1790, Side 120 flg.) bemærker med Føie, at de fire sidste Stropher af Oden til Søvnen danne en disharmonisk Slutning til det Hele, og hellere maatte have været r een t borte, saa at Oden endte med den smukke Strophe (Side 152):

✂ » Meer værdig Verdners og min Gud« etc.

✂ Der kan hertil endnu føies, at Slutningen ikke synes at være rigtig klart tænkt eller udtrykt, og at den næstsidste Linie:

✂ » Hvem skal den Vaagnende forskrekke?«

✂ ikke let lader sig forstaae. - Fra en anden Haand har Lidgiveren faaet den Forklaring, at det store Forbogstav i Ordet »Vaagnende«, der findes i Digtets Kilde, Norske Selskabs poetiske Samlinger første Hefte (første og anden Udgave), samt i Udgaven af 1787, maatte betragtes som Trykfeil, og Linlen opfattes saaledes: »Hvem skal den (Morgenen) forskrække, idet han vaagner?« Men denne Forklaring synes i høi Grad tvungen.