Wessel, Johan Herman Smaavers.

Smaavers.

Side 174, Linie 11.

» Man veed, at for Venus her Døren er lukt«,

her, d.v.s.: i Norske Selskabs Locale, hvor Digtet en Aften er blevet til.

Side 174, Linie 6 f. n.

» Efter mine ringe Evner« etc.

aftrykt efter L. Sagen, Udvalg af Claus Fastings Skrifter, Bergen 1837, Fortale Side 25.

Wessel, Meyer og Fasting vare de meest anseete Medlemmer i Norske Selskab og kaldtes ofte for Spøg »Autoriteterne«. Den lunefulde Digter paakalder her disse Autoriteter, hvoraf han selv er den ene, og den anden, Fasting, netop udmærkede sig fra alle Medlemmerne ved sin Sobrietet, men nu skal aflægge Vidnesbyrdet for Nødvendigheden af at drikke.

Side 175, Linie 7.

» Afholdenhed! du Vises Dyd,« etc.

Dette lille Digt og det næstfølgende ere, som de fleste af Wessels Smaavers, blevne til i Norske Selskab, ved Priisopgaverne for Tolvskillingsbollen. Det følger af sig selv, at disse to Vers kun ere en Spøg af Digteren, der først i sine sidste Aar blev hengiven til stærke Drikke, og i alle andre Henseender netop var særdeles afholdende.

Andet Stambogsvers.

Side 176, Linie 9 flgg.

Skrevet af Digteren til Assessor Jacob Hersleb (død 1785), hvis Stambog siden har tilhørt Assessor Manthey i Christiania. Digtet har følgende Underskrift:
»Kiøbenhavn d. 28de Februar 1780
Johan Herman Wessel,
Studiosus, Comedieskriver og Oversætter ved det Kongl. danske Theater, samt Medlem af det norske literariske Selskab.«

Paa et hosføiet Blad sees Digterens Portrait, tegnet af F. Wedege, »Cand. juris, Medlem af det norske Selskab«. Digteren er her costumeret en gala, med Pidskeparyk og. Kalvekryds. Jvf. Illustr. Nyhedsblad, Christiania 1856 fol. 20.

210

Side 1765 Linie 10 f. n.

Til Hr. K. og hans Kone paa deres ellevte Bryllupsdag.
Udgaven af 1787 giver dette Digt den uheldige Overskrift: »Paa en af Hr. Wessels Venners 11 te Aars Bryllup«, hvilken Overskrift endog P. L. Møller har bibeholdt, og kun udeladt Titelen »Hr.«.

Side 177, Linie 3.

» Og spørge ei om Tamperret.«

Den særegne Jurisdiction, som Consistorium udøvede i alle sjællandske Ægte skabs- og Trolovelses-Sager under Navn af Tamperret (Retten holdtes de fire Qyatember- eller Tamperdage om Aaret), var allerede ophævet 1771 ved Hof- og Stadsrettens Indførelse.

Ønsket.

Side 177, Linie 5.
Til en af O. G. Meyer og et andet Medlem Aar 1776 udsat Prisopgave, »Ønskerne«, concurrerede en Mængde af Norske Selskabs Medlemmer, deriblandt selvfølgelig ogsaa Wessel.

O. G. Meyer blev 1778 Byfoged og Byskriver i Tønsberg og Holmstrand.

Madam Schiøtt var uden Tvivl Digterens Værtinde paa Ulfelds Plads Nr. 127, anden Sal, hvor Digteren boede en Række Aar.

Impromptu over Tandpine.

Side 177.
Den melancholske Grundstemning i dette Digt viser hen til Digterens sidste Leveaar og skildrer os hans Tilstand med gribende Sandhed.

Linie 1-2 f. n.

» Paa denne Suppe kom en Jævning
Af Mandags og af Torsdags Stævning.«

Stævninger til Hof- og Stadsretten (hvortil dengang kun Sager over 10 Rdlr. hørte hen) forkyndes om Mandagen, til den senere ophævede saakaldte lille Gjeldscommission forkyndtes de om Torsdagen.

Side 178, Linie i.

» See der gaaer Mehldahl glad og feed.«

Trønderen Thomas Hammond Meldahl, en Tidlang ansat i Norge som Vei- Conducteur, derpaa atter i Kjøbenhavn, indtil han blev udnævnt til Amtmand over Islands Sønderamt (den 14de April 1790), hvor han døde i Bessestad den 2 Qde Juni 1791, hørte til det Norske Selskabs mest yndede Medlemmer. Som saadan omtaler ogsaa Rahbek ham i sine Erindringer (IV, Side 4) og i en Afskedssang til ham (Poetiske Forsøg I, Side 56). - Fasting giver os et tiltalende Billede af Manden i følgende lille gemytlige Digt (L. Sagens Udvalg, Bergen 1837, Side 400 flg.):

Ved Veimester Meldahls Bortrelse til Norge.

Fra Bergen reiste den rare Mand;
Han var Veimester,
Og det, som bedst er,
Var endnu mere af Dyd end Stand.

211

Vel var hans Krop ei af Filigran;
Men at han spiste
Hos mig, beviste,
At ogsaa neisom han være kan.

Og at tillige vor Vandringsmand
Var bedre Sanger,
End han var Ganger,
Enhver med Sandhed bevidne kan.

Men denne Sandhed er ogsaa sand:
At, var hans Tunge
Vel sød at sjunge,
Saa skar den ogsaa saa mangen Mand.

Desmeer antændtes den ædle Mand
I kydske Luer
For unge Fruer,
Dog, vel at mærke, alt med Forstand.

Men fremfor alle bemeldte Mand
Dog for Frue Walter*)
Har stemt sin Psalter,
Saa helt en Psalter vel stemmes kan.

Saa kjæk og trofast som Ven og Mand
Den brave Trender,
Som Knøsk**) og Tander,
Tillige brændte for Fødeland.

Fra Bergen reiste den rare Mand;
Gid milde Vinde
Ham nu gelinde
Ledsage hen til hans Kanaan!

- Det er ægte wesselsk at inddrage den forbigaaende Meldahl i Impromptuet for at anbefale den livsglade Ven til Tandpinen.

Til Luft-Skipperne.

Side 178.
Steffen Montgolfier opfandt som bekjendt i Aaret 1783 Luftballonen, og i Aaret 1784 steg en Charles Robert op i en saadan her i Kjøbenhavn, hvilket vakte en utrolig Opsigt, og i det Norske Selskab gav Stof til endeel Digte, deriblandt Wessels, der minder Læseren om hans huuslige Forhold,

Med en Gave til Sygecassen.

Side 179.
Til dette Digt har Udgaven af 1787 (II, Side 143) følgende Anmærkning: Disse Linier skrev Wessel i en andens Navn, som sendte Gaver til de Fattige paa sin Faders Fødselsdag. Pudseerligheden i dem (thi endskiønt de ikke bleve flere, gik de dog i en Hast omkring, og fornøiede en stor Kreds) opvakte engang nogle i et Selskab, hvor ogsaa adskillige af vore gode Digtere vare tilstede, til at fortsætte Værsene; der blev da giort en Deel Riim af denne Art, der, som Impromtuer, kunde være fornøielige nok, men *

* 212 fandtes dog for langt nedenfor Begyndelsen, til at erindres længer end i det første Øieblik. Da denne Leeg havde varet saa længe, at den ikke fornøiede mere, og man var standset ved følgende, som en af Selskabet havde frembragt:

Jeg vil forøge Versene,
Som Wessel og vi her har be-
Gyndt.

endte en anden af Selskabet, som havde følt Skiønheden i Wessels Begyndelse, og Flauheden i denne, som i næsten al Efterligning, saaledes:

Naar dette drives alt for vidt,
Da bliver det omsider lidt Tyndt.

Til Digterens Hustru.

Side 179.
Dette mesterlige Impromptu viser sig ved sit Indhold at være digtet i Aaret 1780. - I et Exemplar af Wessels Skrifter 1787 findes med en gammel Haand anmærket ved nærværende Digt: »Wessel blev ude for at spise til Middag hos Conference Raad Jacob Edvard Colbiørnsen.« [J. E. Colbiørnsen, født den 19de Novbr. 1744 paa Sørum i Agerhuusstlft, Student fra Christiania Skole 1760, 1773 Professor juris, 1784 Conferentsraad, 1799 Justitiarius i Høiesteret, død 1802, var Wessels Skolekammerat og Ven].

Linie 26-27.

» Med Glæde jeg igien skal see
Min søde Qvinde.«

Den sidste Linie er i det nylig nævnte Exemplar af Udgaven 1787 med samme Haand rettet til:

» Guulstrømped Qvinde,«

og dertil føiet den Anmærkning: »Hans Kone gik ofte med gamle hvide Strømper, som altsaa faldt noget i det gule«.

Paa Sammes Fødselsdag.

Side 179.
Digterens Søn Jonas havde blaae, Forældrene derimod brune Øine.

Impromptu til Mad. Juel paa hendes Fødselsdag.

Side 180.
Dette Impromptu til Værtinden i det Norske Selskab findes i de forhaandenværende Opskrifter dateret: den 9de Februar 1780, men maa vel formodes at være nogle Aar ældre. Hvad Aar Mad. Juel blev Enke, seer Udgiveren sig ikke i Stand til at oplyse, da al hans Eftersøgen i Adresseavisen og Kirkebøgerne har været forgjæves.

Til Fru Walter.

Den navnkundige Fru Caroline Frederikke Walter, født Halle, »den Uforlignelige«, var hos sin Samtid Gjenstand for en Hylding, som vel 213 aldrig er blevet nogen anden dansk Skuespillerinde til Deel; specielt toge Normændene ved hver Ledighed Parti for 'Konstnerinden. Den 28de April 1780 om Natten forlod hun hemmeligt med sin Forlovede, Violinisten Müller, Kjøbenhavn, og fandt tilligemed denne, hvem hun havde ægtet i Gothenborg, Ansættelse ved Stockholms Opera, hvor hun som første Sangerinde lige indtil Operaens Nedlæggelse 1806 vandt den samme Beundring som i Kjøbenhavn. I Aaret 1783, da hun paa en Tilbagereise fra London til Stockholm kom over Kjøbenhavn, strømmede den store Konstnerindes danske Beundrere ud til Skydebanen, hvor det af Politimesteren var hende forundt for sex Timer at have Ophold, for at bringe hende deres Hylding, og ved denne Leilighed synes Wessels Digt at være fremkommet, hvis fjerde Linie ønsker, at hun »til Nordens Ziir« maa længe leve. - Digtet, der i de tidligere Udgaver af Wessel ikke har havt Opskrift, er af nærværende Udgiver overskrevet »Til Fru Walter«, fordi hun almindelig vedblev at bære sit tidligere Navn her i Kjøbenhavn. - Rahbek siger om det lille Digt (Fortalen til Soldins Udgave), at det »maaskee er den mesteiiigste Compliment, der nogen Tid er sagt paa Dansk«. Digtets Idee er forøvrigt ofte efterlignet, f. Ex. af Fasting i det bekjendte Distichon:

Ved Elises Grav.

Dyd, Skjønhed, og Forstand, Alt med Elise døer,
Og Gratierne strax blev tre igien, som før.

Afskeeds-Sang.

Side 180.
Skrevet en Aften i Norske Selskab til en Opgave om en almindelig Afskedssang for Selskabets bortdragende Medlemmer.

Vers paa opgivne Riim.

Side 181.
Disse fem Vers ere vel alle Impromptuer, Nr. V. betegnes udtrykkeligt som saadant i Udgaven af 1787. Verset Nr. II er et mærkværdigt Vidnesbyrd om Digterens Improvisationstalent.

Linie 5-6 f. n.

» Naar jeg i Nestved har den Lykke,
At see Sophie, Kiønnets Smykke.«

Rahbek (Fortalen til den soldinske Udgave af Wessel) kalder denne Sophie »maaskee den vittigste blandt vore Digterinder«. Formodentlig menes da Sophie Elisabeth Bruun, Prof. T. C. Bruuns Kone, der er Forfatter til syv ubetydelige Leilighedsdigte. Hendes Fader var Niels Thoroup, Borgemester og Byfoged i Nestved, hendes Broder Theateroversætteren A. G. Thoroup. Wessel omgikkes baade Bruun og Thoroup, og af det her meddeelte Digt maa man slutte, at Digteren har seet Sophie i Nestved (hvor han kan have været i Besøg med hendes Broder) før 1779, da hun ægtede Bruun.

Indrykket i Aftenposten.

Side 182.
Dette Digt og det følgende findes optagne i Aftenposten for 1776 Nr. 37 under Overskriften: »Indleveret fra W***«. Det tredie Vers, »Til Agent Holck«, er først meddeelt af Rahbek 1792 (Danske Tilskuer III, 199), men i en noget skjødesløs Form.

214

Agent Hans Holck, født den 12te Marts 1726, var Kjøbmand, fallerede 1773, og døde 1783. Det var en Mand uden videre Dannelse, men med en vis praktisk Dygtighed og utrættelig Virkelyst. Han har indlagt sig store Fortjenester ved at fremkalde en Mængde nyttige Indretninger; saaledes har han stiftet Adresseavisen, en Sygecasse, en Bespiisningscasse for Fattige og en Mængde lignende Foretagender, ligesom han ogsaa har skrevet eller ladet skrive en Mængde Skrifter og Piecer, og især var han utrættelig i sin Omhu for Fattige og Lidende. Men ved Siden heraf var han i høj Grad smagløs og borneret, og indbød ved sine Avertissementer og Rimerier til almindelig Railler!. For hver Gave, der sendtes ham, takkede han sædvanlig med et Vers, hvori han lovede Giveren de Fattiges Forbøn hos Vorherre og mangfoldig Gjengjeldelse af Himmelen. Blandt den Masse Aviser, han har udgivet, var ogsaa Aftenposten, begyndt 17de Januar 1772, og fortsat endeel Aar efter hans Død. Jvf. ogsaa hans Biographi ved Niels Prahl, Kbhvn. 1783.

Verset om Kighosten har hidtil lydt saaledes (efter Udgaven af 1787, II, Side 152):

(Indrykt i Aftenposten).
Tør jeg besvære Aftenposten
Med ringe Raad imod Kiighosten:
Stød Nelliker en Aften smaae,
Kom dem i Viin, og drik dem saa.
Hvis du er ikke inden Aften,
Som den, der aldrig havde havt'en;
Saa kan du sige allenfals:
Hr. Medicus! Løgn i jer Hals.

Det fremhævede Ord i tredie Linie, en Aften, skal være: en Morgen, og er en Tankeløshed af de første Udgivere, der have meddeelt Digtet efter Hukommelsen, uden at eftersee Aftenposten. Ordet Viin i fjerde Linie er en Forskjønnelse af Baggesen i Stedet for Wessels: Miød; Nelliker og Mjød svare til de almindelige Huusraad mod Hoste (f. Ex. Ingefær og Honning), der altid bestaae af en kradsende og en formildende Ingredients, men Baggesen har her, som paa andre Steder i hiin Udgave, været uheldig i sin Iver for at pynte paa Wessels Sprog. - Men i den her ovenfor anførte Form, der gjør det lunefulde lille Digt temmelig meningsløst, gaaer dette Vers igjen i alle fjorten Udgaver af Wessel, Litteraturen hidtil har besiddet; ingen af alle disse Udgivere have overkommet at eftersee Aftenposten, som de dog Alle anføre i Overskriften til Digtet, eller at tænke et Øieblik over Digtets Indhold!

Provst Hersom.

Side 182.
Af Iversens fyenske Avis; ogsaa nævnet af N. M. Petersen, Bidrag ti! den danske Lit. Hist. V, anden Af d., Side 421.

Nyaarsvers.

Side 183-184.
Nr. III. Madam Juel, det Norske Selskabs Værtinde, var en Provstedatter fra Jylland.

Nr. IV-XI ere uden al Tvivl skrevne i Digterens yngre Dage til et Ark Nyaarsvers, som en Bogtrykker eller Boghandler har udgivet. Hvis et saadant 215 Ark endnu lod sig opdage (for nærværende Udgiver er dette desto værre, trods al Eftersøgen, ikke lykket), vilde sandsynligviis flere saadanne nydelige wesselske Smaavers kunne reddes fra Forglemmelse.

Til J. R. Bull

Side 185.
Hertil har A. E. Boye i Overskriften den Bemærkning: »I Anledning af Bekkasin-Jagten, da en Ladning Hagel dalede i hans Hat.«

Trønderen Johan Randulf Bull, født den 29de April 1749 i Stod Præstegaard, Student 1770, og 1772 Medlem af det Norske Selskab, blev Justitiarius i Høiesteret i Christiania, resignerede 1827 og døde den 28de Febr. 1829 i Laurvig.

I en Hof-Poets Navn.

Dette lille Impromptu, tilligemed de efterfølgende to Smaavers, har Nyerup først meddeelt i Dansk Digtek. Historie under Christian VII, Side 167. Nyerup indleder nærværende Impromptu (der forøvrigt ogsaa findes meddeelt i Nyt Aftenblad 1826 Side 255) med den Oplysning: »A. G. Thoroup, der var Hofpoet, beklagede sig for Wessel, at han ingen Penge kunde faae for sit Arbeide. Wessel raadte ham til at indgive følgende Ansøgning . . .« Verset er naturligviis kun en Spøg af Digteren. (Adam Gottlob Thoroup, født 1751, død 1804, Søn af Herredsfoged, siden Borgemester i Nestved, Niels Thoroup, og Svoger til Th. Chr. Bruun, var Medlem af Norske Selskab, og tilligemed Wessel ansat som Theater-Oversætter, Thoroup dog med det specielle Paalæg at skrive Cantater til de kongelige Herskabers Geburtsdage.

Impromptu over en besværlig Hestepranger.

Da de norske Studenter, forinden Stiftelsen af Norske Selskab, endnu samledes paa Juels Stue med alle andre Gjæster, sang Wessel en Aften, da Hesteprangeren kom, de her meddeelte Linier in promptu til en da gjængs Melodi, hvorefter hans Venner sang det efter, Een for Een, indtil Hesteprangeren fjernede sig (ifølge en mundtlig Meddelelse af afdøde Geheimeraad A. W. Bornemann).

Hvem var nu denne besværlige Hestepranger? Det var en tilforn meget bekjendt kjøbenhavnsk Borger, og heldige Omstændigheder have sat nærværende Udgiver i Stand til efter et Aarhundredes Forløb at oplyse Sagen. Manden hed Carl Hendrik Ording, født 1748 i Horsens, død 18de Mai 1826 paa Vandkonsten Nr. 150, begravet paa Frederiksberg Kirkegaard ved den syd- østlige Kirkemuur, tilligemed sine Forældre, Johan Ording og Birgitte Ording. Han var gift med Enkemadam Maren Schandorff, hvem han overlevede, blev Brygger, byggede efter den store Ildebrand det tredobbelte Sted paa Grunden i Farvergaden, Gaasegaden og Vandkonsten, og eiede bl. A. hele Jordstykket paa høire Side af' Frederiksberg Allee (fra Kjøbenhavn), der dog dengang ikke havde synderlig Værdi; der stod kun et Par enkelte Bygninger derpaa; Ording byggede Lynges Gaard (nu Alleenberg) paa Grunden. Brygger Ording var en vakker Mand, opvakt og meget videbegjerlig, kraftig og livsglad; læste bestandigt, og skrev Vers over en lav Sko, ligesom ogsaa den rimede Indskrift paa Frederiksberg Kirkemuur ovenfor hans Forældres Grav er forfattet af ham. Han var derhos meget driftig og i høi Grad paaholdende. Han talte, lige til sin 216 Dødsdag, ramjydsk som en Bonde fra Horsens-Egnen. Hans Sødskende døde tidligt med Undtagelse af Søsteren Mette Cathrine Ording (død 1835), der var opvakt ligesom Broderen. Hun var gift med Fuldmægtig ved Kjøbenhavns Amts Contor Lars Larsen, og levede i flere Aar efter sin Mands Død hos Datteren, Fru Cancelliraadinde Lund. Ording stammede uden Tvivl fra Landsbyen Ording i Jylland, og baade han og Søsteren vare kjendte og yndede af Prof. Johan Henrik Tauber, der 1773 blev Rector i Horsens Latinskole, og gjerne underholdt sig med Ording. Da Tauber 1787 var bleven Rector i Roeskilde Latinskole, besøgte begge Sødskende ham ofte. Mad. Larsen satte megen Priis paa Tauber for hans Ligefremhed og Omgjsengelighed, og omtalte ofte med Bitterhed det Norske Selskab, der saa haanligt havde afviist Broderen.

Disse Oplysninger skylder nærværende Udgiver væsentlig en ædel, begavet Dame, afdøde Fru Christine Augusta Møller, født Tauber, som han har havt den Lykke at kjende personligt. Hun var Datter af den nævnte Rector J. H. Tauber, født 1780, gift 1802 med Conferentsraad P. Møller, Directeur i Nationalbanken (død 1841), og døde 1867, æret og elsket af Alle, der kjendte hende. Ogsaa Herr Apotheker C. H. Wolff har fortalt ham meget om Ording, der var hans Slægtning og Gudfader og efter hvem han var opkaldt.

Kierlighed og Smørrebrød.

Side 185.
Til dette Vers har Nyerup følgende Oplysninger: »Indbuden hos Jfr. Biehl, hvor han fik kun Smørrebrød, og blev forceret til at gjøre Vers om Kjærlighed og Smørrebrød, skrev han: . . .« Men det er i høi Grad usandsynligt, at Digteren hos selve Værtinden skulde have gjort sig skyldig i den Grovhed at klage over Beværtningen. Forøvrigt er det uden Betydning for det lunefulde Impromptu, ved hvad Anledning det er blevet til.

Over Smagen.

Side 186.
Meddeelt i det af R. Gunnerus og L. H. Bøgh udgivne Tidsskrift Samleren II, 1788, Side 334, med følgende Anmærkning: »Det Epigram over Smagen er for en Deel Aar siden trykt i en jydsk Avis; Wessel satte det til Motto for en Ode, en af hans Venner havde skrevet i den ubegribelige Poesie.« - Den omtalte »Ode« findes i Viborger Samler for 1779, Nr. 4, med Overskrift: »Noget Klækkeligt for Smagen. En Ode«, uden Underskrift eller Mærke, og Wessels Motto ligeledes uden nogen Underskrift. Den saakaldte Ode er et Rimeri i Norske Selskabs bekjendte Smag, med Tankestreg imellem hvert andet Ord. Den kaldes med Rette en Ode i »den ubegribelige Poesi«, thi dens »Poesi« er virkelig i Ordets bogstavelige Forstand ubegribelig, ligesom det ogsaa nuomstunder falder ubegribeligt nok, at fornuftige Mennesker kunde sammensmøre saa usselt Vaas, og - gjøre Lykke dermed.

Da Chloe var i Kirke.

Af samme Tidsskrift, der føier den Anmærkning til: »Disse Ord skrev han under Præken i et muntert Selskab«.

217

Lyksalighed.

Side 186. '
Af samme Tidsskrift, der i en Anmærkning oplyser, at Digteren har 'componeret de fire Linier for at faae Ord til en italiensk Melodi, han .yndede. - Det er Rahbek, der har fundet disse tre Vers i Samleren og derefter tilføiet dem paa sidste Blad af sin Udgave. Boye optog i sin Udgave (første og andet Oplag) de to af Versene, men ikke nærværende fire Linier, hvilke han vel i Hastværket har overseet; hvorefter da ikke heller P. L. Møller "og de andre Udgivere have faaet dem med !

Til en Mand, hvis Barn etc.

Meddeelt af Abrahamson i Lærde Efterretn. 1790 Side. 119, og Nyerup Dansk Digtek. Hist. under Christian VII, 1828, Side 168.

Impromptu ved en Offring.

Meddeelt i Viborger Samler 1816, og derefter i Nyeste Skilderie af Kiøbenhavn 13de Aarg. Nr. 90, Side 1438, med følgende Oplysning: »Man fortæller om Wessel, at han reiste engang en Tour paa Landet i Selskab med en Ven. Det traf sig just, at Præsten paa Stedet skulde ofres ved en Leilighed, hvor Wessel ikke kunde undslaae sig for at være rned; men da han kun havde ,en Sexskilling hos sig, kniber han en Tiskilling fra sin Ven, lægger begge -Skillingerne i et. Stykke Papiir, og offrer dem saaledes paa Alteret. Inden i Papiret havde han skrevet: ....«

Caspar Wessel.

Side 187.
Digterens yngre Broder, Landmaaler; han tog den 7de November 1778 latinsk-juridisk Examen.

Parodi.

Det parodierede Vers er et uvittigt Forsøg af Conferentsraad Fr. Brabrand, der var født den 17de Marts 1714, Conferentsraad 1777, død 1799 (Revisor ved Lottoet A. F. Hjort, Dansk Litteratur- og Anecdote-Lexikon 1839, Manuscript i Justitsraad F. S. Bangs Bibliothek). A. E. Boye angiver den "berømte Synonymiker B. G. Sporon som den af Wessel tiltalte Conferentsraad; men Sporon blev først den 7de April 1784 Conferentsraad, og forlod kort efter Kjøbenhavn, hvortil han ikke mere vendte tilbage. - Den her anførte wesselske "Parodi er første Gang meddeelt af H. C. Ørsted, i Journalen Mennesket 1797, I, Side 94, men kun som Fragment.

Til Viintapper Lunds Svend.

Viinhandler J. J. Lund havde Viinkjelderen paa Hjørnet af Store Kjøbmagergade og Skindergade. Ifølge Traditionen viste Svenden Digterens versificerede Begjæring til sin Principal, der da tilbød den forlangte Flaske Viin 218 gratis, hvis Digteren nu ogsaa vilde skrive Svaret i Svendens Navn. Med dette Forord skrev da Wessel Svaret, hvori Svenden - afslaaer Begjæringen.

Denne Viinhandler Lunds Svend var sandsynligviis Poul Schouw, Fader til den berømte Botaniker Joachim Fr. Schouw, der døde 1852. Poul Schouw blev Svend 1776, og Viinhandler og Laugsinteressent 1780; i eet af disse fire Aar maa altsaa de to Smaadigte være skrevne. Vi kunne her ikke anføre Detaillerne, men henvise til det kjøbenhavnske Viinhandlerlaugs Proto coller. Baade Joachim Fr. Schouw og hans Broder, Politi-Secretair Chr. M. Schouw vare overbeviste om, at deres Fader var den af Wessel omtalte Viintapper-Svend.

» Kiere Moder huld.«

Side 188.
Nyt Aftenblad 1826 Side 255. Det er A. E. Boye, der udgav Nyt Aftenblad, men han maa vel, da han udgav Wessel første Gang, have glemt den bedre Opskrift af Verset, han et Par Aar i Forveien selv havde meddeelt i sit Blad, siden han leverede de fire Linier efter en forqvaklet Afskrift.

Gravskrifter.

Side 188-189.

I.

Gravskriften over Krigsraad Neergaard, der i tidligere Dage har været opbevaret i Manuskript som noget særdeles mærkværdigt (jvf. f. Ex. J. Kragh- Høst, Politik og Hist. V, Side 253), bringer os tilbage til den ovenfor ved Anmærkningerne til Herremanden og til Sadelen (Side 193 og 194) begyndte Historie.

Krigsraad Peter Johansen Neergaard, født 1702, død 1772, var gift med Jomfru Kirsten Tønnesen, født 1717, død 1751. Deres to Sønner vare: Jens Brun de Neergaard, født den 14de Juni 1742, død den 2den April 1788 som Etatsraad og Landsdommer, og Johan Thomas de Neergaard, født den 17de April 1745, død den 8de Marts 1806 som Cancelliraad. Datteren Johanne Neergaard var født den 23de Juni 1746, ægtede den 13de Juli 1761 Kammerherre Niels Svanenskjold til Svanholm (født 1729, død den 28de April 1798), og døde den 9de April 1804; hun var forvoxen.

Man seer, at Digteren, der var beskyldt for i sin Fortælling Herremanden (gjenfortalt efter en Anecdote i et engelsk Ugeblad) at have angrebet Fru Neergaards Minde, her omtaler hende meget artigt, medens han lader det gaae ud over den reent uskyldige Datter, i en Form, der lige meget staaer i Strid med hans personlige og litterære Characteer; men Gravskriften er formodentlig blevet til i Digterens første Opbruusning, og burde ikke have været opbevaret.

Historien om Wessels Strid med Etatsraad Neergaard lever endnu, tilbørligen udstafferet mit Unistanden, i Ringsted-Egnen. Her skal endnu kun tilføjes, at Digteren kort før sin Død traf sammen med Etatsraad J. B. Neergaard, der, greben af sin formeente Avindsmands stille> milde Væsen og lyse Vid, gjorde ham Afbigt og forsonede sig med ham. Pram fortæller herom (Minerva III, Side 111}: »Efter meere end ti Aars Forløb traf Hr. Vessel denne Mand. »Hr, Vessels Siels Godhed og Tækkelighed, hans ingen Tid fornærmende, men »alle tiltrækkende og gottende Vittighed var saadan, at selv denne Mand maatte »føle Virkningen deraf. Han tilkjendegav sig for Hr. Vessel, der før ikke »kiendte ham, udbad sig hans Venskab, bad om Forladelse for sit .uforskyldte 219 »Udfald imod ham, og gjorde sig stolt af at have, som han troede, lignet [Hr.] »Vessel som Digter, siden den Vise, han havde gjort, havde samme Omqvæd »som Hr. Vessels«.

A. E. Boye, der har meddeelt Gravskriften i en meget forvansket Text, linder paa den fortvivlede Overskrift »Gravskrift over en heel Familie«, og kalder Datteren »salig«; men alle tre Børn overlevede Wessel, der saaledes ikke vel kunde forfatte Gravskrift over »hele Familien«. Den her meddeelte Text er nærmest taget af en Opskrift i: Hundrede og tive Historier og Indfald, Kbhvn. 1794 Side 43 flg.

Side 188.

II.

Gravskriften over O. G. Meyer er meddeelt af Nyerup, D. Digtek. Historie under Christian VII, Side 167 flg. Ved en aabenbar Skjødesløshed "lyder den tredie sidste Linie hos Nyerup:

Og sidder nu i Helveds Grube,

hvilken derefter gaaer igjennem Boyes, P. L. Møllers og alle nyere Udgaver af Wessel. Nærværende Udgiver har forandret det til: Og sidder her i Helveds Grube.

Afdøde Geheimeraad A. W. Bornemann har fortalt nærværende lille Digts historiske Anledning, der endnu forhøier dets comiske Betydning. Nemlig i Aaret 1775, da Norske Selskab havde udgivet første Hefte af sine Poetiske Samlinger, skulde dets Formand O. G. Meyer overbringe Arveprindsen et Exemplar af Skriftet, og Medlemmerne havde forsamlet sig i Selskabets Locale i Sværtegaden, hvor Meyer skulde bringe dem Beretning om Audientsen. Men Meyer udeblev den ene Time efter den anden, og enkelte Medlemmer begyndte at gjette paa, at han havde begaaet Sottiser som han pleier - da tog et Medlem Versprotocollen frem, begyndte paa en Kjæmpevise om Helleden Meyer og hans Tog til Arveprindsen, og fortalte, hvorledes Meyer var bleven afviist fra Audientsen, hvortil han havde indstillet sig med Støvle paa den ene Fod. Et andet Medlem tilføiede et nyt Vers, der lod Meyer have glemt Bogen, da han kom tilbage til Audientsen. Et tredie Medlem fortsatte Visen med en Skildring af Audientsen, hvori den ulykkelige Overbringer af den glemte Bog bukkede saa ofte og saa dybt for Prindsen, at hans Pidskeparyk faldt af Hovedet og bortsnappedes af Prindsens Vindspiller. Da to andre Medlemmer endnu havde tilføiet to Vers med nye Sottiser af Meyer, og Turen kom til Wessel, afsluttede han Kjæmpevisen med det her anførte Vers, hvori den episke Tone pludselig afbrydes af den dramatiske, og den døde Meyer tiltaler Læseren fra Helvedes Grube i første Person.

Side 189.

IV.

Meddeelt af P. L. Møller, Figaro 1842 Spalte 211.

V.

Den berømte Skuespiller Geert Londemann (død den 8de Marts 1753, 54 Aar gammel), en af vort Theaters berømteste Comikere, glimrede især i de holbergske Comedier. Til Benefice for hans Enke opførtes »Kiærlighed uden Strømper« den 26de April 1773 (syvende Gang).

Skuespiller Frederich Schwartz aabnede den første Aargang af sin Lommebog for Skuespil-Yndere (1784) med Londemanns Portrait som Titelkobber, og Wessel, anmodet om at forsyne Portraitet med Indskrift, skrev nærværende 220 to Linier (vel i Efteraaret 1783), hvis slaaende Idee Fasting og Baggesen benyttede ved Wessels egen Død. Fasting skrev:

Ved Wessels Død.

Skue Wessels Grav. og Glædens Tempel øde !
Skue Latter selv i Graad fordi dens Fader døde !

men Baggesen de to deilige Linier:

Graad smelted hen i Smil, naar Wessels Lune bød,
Og Glædens Smil forsvandt i Taarer ved hans Død.

Under Digterens Portrait.

Side 189.
Anledningen til dette Distichon var Schwartz' Anmodning til Digteren om en Indskrift til hans eget Portrait, der findes i anden Aargang af Lommebogen for Skuespilyndere (udkom 11 te Februar 1785), og af Abrahamson er erklæret for det meest lignende Portrait af Digteren (Lærde Efterretninger 1790, Side 128).

Wessel skrev i den Anledning (vel i Efteraaret 1784) følgende aabne Billet til den unge Baggesen, som af denne opbevaredes »liig en kjær Reliquie«:

je me vois privé par un destin -- Diantre soit du destin qui m'empeche de jouir aujourd'hui du plaisir de Votre Compagnie - Vous ecrire est pourtant, de certaine Façon, Vous parler, je demande Votre Critique sur deux lignes faites dans ce moment pour etre mises sous le portrait de ma petite Personne, que Mr. Schwarz fait graver. II m'a enjoint de faire le motto. Pour ne dire ni du bien ni du mal de moiméme, j'ai compose celui qui suit:

Han syntes fød til Bagateller,
Og noget stort han blev ey heller.
ipse fecit.

Voila, je crois de Ia Verité. j'en pouvois peutétre avoir de plus avantageuses; mais je laisse ce Soin á Ia Posterité, dont, Dieu me le pardonne! je me moque.
Vale, et fave
amico Wessel.

Udgiverne af 1787, der altid skulde konstle, have gjort Wessels Distichon til en »Gravskrift«, og som saadan figurerer det i alle Udgaver. Wessels her meddeelte mærkværdige Billet er nøiagtigt aftrykt i Jens Baggesens Biographie ved August Baggesen, første Hefte 1842, Side 62 flg. Siden den Tid have vi faaet fire nye Udgaver af Wessel, men ingen af disse Udgaver have kjendt Baggesens Biographi eller Wessels Brev.

Digterens Gravskrift over sig selv.

Rahbek har forandret den første Linie:

Han aad og drak, var aldrig glad
til:
Han uden Drik var siælden glad,

fordi Digteren »ikke med Sandhed kunde omtale sig som Æder« (Soldinske Udgave, Fortale); men denne Forandring, der hos Rahbeks Eftermænd har 221 fundet stort Bifald, er i høieste Grad uheldig, og aldeles uberettiget. Ordet æde har i det norske Talesprog holdt sig længere end hos os uden al Bibetydning; og at udsige om et Menneske, at han »æder og drikker« er heller ikke paa Dansk at betegne ham som Æder og Dranker (det er da vel ogsaa sjeldent, at Folk ere begge Dele), men kun som en Driver, der intet tager sig til; men at lade Digteren characterisere sig selv som en gemeen Dranker, der uden Drik var sjelden glad, er et forkeert Indfald. Naar derfor Rahbek erklærer at have denne Forandring af Wessels Text »fra en authentisk Haand«, er det let at indsee, at Rahbek kun kan have anseet sin Kilde for authentisk, fordi han ikke kritisk har prøvet den. - Characteristisk er N. M. Petersens Udtalelse i hans Bidrag til den danske Litteraturs Historie (V, anden Afdeling Side 416), hvor han citerer Gravskriftens to første Linier saaledes:

Han uden Drik var sjelden glad,
Gik sine Støvlehæle skjæve*).

med den historiske Oplysning: »Man har, formodentlig for Skams Skyld [!], »forandret [!] det til: Han aad og drak, men det er absurdt. Vessel aad ikke, »dertil var han altfor genial en Mand, han drak« - Skade for Cæsar, Wallenstein, Kant, Oxenstjerna, Frederik den Anden af Preussen, og adskillige Andre, der hidtil have været agtede for »geniale Mænd«!.

*