✂ Side 178, Linie i.
✂
» See der gaaer Mehldahl glad og feed.«
✂ Trønderen Thomas Hammond Meldahl, en Tidlang ansat i Norge som Vei- Conducteur, derpaa atter i Kjøbenhavn, indtil han blev udnævnt til Amtmand over Islands Sønderamt (den 14de April 1790), hvor han døde i Bessestad den 2 Qde Juni 1791, hørte til det Norske Selskabs mest yndede Medlemmer. Som saadan omtaler ogsaa Rahbek ham i sine Erindringer (IV, Side 4) og i en Afskedssang til ham (Poetiske Forsøg I, Side 56). - Fasting giver os et tiltalende Billede af Manden i følgende lille gemytlige Digt (L. Sagens Udvalg, Bergen 1837, Side 400 flg.):
Ved Veimester Meldahls Bortrelse til Norge.
Fra Bergen reiste den rare Mand;Han var Veimester,
Og det, som bedst er,
Var endnu mere af Dyd end Stand.
211
✂
Vel var hans Krop ei af Filigran;
Men at han spiste
Hos mig, beviste,
At ogsaa neisom han være kan.
✂
Og at tillige vor Vandringsmand
Var bedre Sanger,
End han var Ganger,
Enhver med Sandhed bevidne kan.
✂
Men denne Sandhed er ogsaa sand:
At, var hans Tunge
Vel sød at sjunge,
Saa skar den ogsaa saa mangen Mand.
✂
Desmeer antændtes den ædle Mand
I kydske Luer
For unge Fruer,
Dog, vel at mærke, alt med Forstand.
✂
Men fremfor alle bemeldte Mand
Dog for Frue Walter*)
Har stemt sin Psalter,
Saa helt en Psalter vel stemmes kan.
✂
Saa kjæk og trofast som Ven og Mand
Den brave Trender,
Som Knøsk**) og Tander,
Tillige brændte for Fødeland.
✂
Fra Bergen reiste den rare Mand;
Gid milde Vinde
Ham nu gelinde
Ledsage hen til hans Kanaan!
✂ - Det er ægte wesselsk at inddrage den forbigaaende Meldahl i Impromptuet for at anbefale den livsglade Ven til Tandpinen.