✂
Jeg savner ingen Helt, har ej behov
at rode i en Dynge muldne Kranier.
Napoleon og Nelson gir jeg Lov
med samt Juan, den vidtberejste Spanier.
Lad Videnskabens tungt beslagne Plov
kun fure dér! Men jeg vil uden Plan jer
berette - da det enkelte gør dum -
om Byron - Krig, Aand, Elskov i en Sum.
✂
Byron, som Oprørstrods i Hellas saa'de,
hvor de var fri omtrent, som de drak Vin til -
hvis Aand har ruget over Verdens Gaade,
paakaldet Djævelen og lagt sig Spleen til,
hvis Elskov . . . Naa! en kælen "Deres
Naade"
bekigger Dem lidt frit, og hun er fin til!
De ender med at sige du til Damen
- med mindre hun gør Vers og har Eksamen.
✂
En ung Adonis med lidt Sans for Smiger,
berømt og ikke mindre stolt end svag,
vil altid finde Ømme nok, som higer
at kurre tæt som "Duer paa hans
Slag".
Bort vemodsfulde Vers til gamle Piger!
Har Lykken glemt dig, saa er Dyd din Sag;
men derfor vore Fødder blev betro't os,
at vi skal danse, naar vi sér vort Rhodos.
✂
"Vort Rhodos!" - men hvad
nytted os vort Held,
naar ej en Due vilde med os
sukke?
134
. . . Naa, frem med Lys! og Vin i Skaalen hæld!
Jeg tømmer dette Glas for alle Smukke!
Først for Miss D. . . . og ved min Dør i Kvæld
forklædt som Page venter nok en
Dukke.
I Nat Duet med Frue den og den,
i Morgen med de samme Fruers Mænd.
✂
- Der var et lystigt Liv i Taagestaden,
og ved hver stor Souper man gerne saa ham;
og efter Bordets Glæder, Vinen, Maden -
forhippet vogted alle Damer paa ham.
De reves om ham, som et Fund fra Gaden:
saa fin han var . . . ak hvem der maatte flaa ham!
Og han, sentimental, var altid rede,
men han blev lunken, naar hans Ord blev hede.
✂
"Sentimental" - det dér:
"forbandet Digt!"
vi vilde gerne højromantisk gløde,
men blir til Is - og klager, at et rigt
betaget Sind for tidlig lagdes øde.
Saa græd han over troløst svegen
Pligt,
derpaa han trodsed, selv i
Helvedbrøde;
en falden Engel, Lucifer, han svor ved,
og Sorg blev Hælvten af hans Verdensstorhed.
✂
Den stakkels Lord, saa mange
Duers Høg,
og alle uden Sans for Næstens Ret!
Det blev en Kappestrid, som ej var Spøg,
saa det er et intet Under, han blev træt;
men at han gifted sig! - Jeg til Forsøg
langt før en Tiggertaske, slet og ret,
lod stadse op. For skal det være
broget,
bort med en altfor trykket Brug af Sproget!
✂
Har du forrykt det halve Londons Kvinder,
saa hader dig det halve Londons Mænd.
135
Han gifted sig og skabte nye Fjender
i Dameverdnen, som var før hans Ven.
Og Konen - - - der er milde
Tigerinder:
de undres blot, naar Manden rives
hen,
og sukker fromt: Ak jeg imødekom ham;
jeg kan ej mer - bind Spændetrøjen om ham!
✂
Vi vil jo elskes - lad dem slaa og bide,
men denne Hustru-Langsomhed gør gal;
de handler os, sagtmodige og blide,
som var vi syge fra et Hospital.
Formynderskab kan mindst af alt vi lide;
er vi ej Mænd? hu for en Helveds Kval! . .
Skilsmissesag, Skandal, saa London braged.
Han strøg til Havs fra Duerne og Slaget.
✂
Der blaaned Taagelandets Kyster bort,
"for ham de skulde stedse blive
blaa",
der brast hvert Baand, hver Smaaligheds Akkord,
som han saa Kølvandsstribens Skum forgaa;
at være ensom, var det ikke haardt?
men dog, hvor frit og fast man kunde staa!
- - - Snart saas kun Hav
omkring, hør Bølgelyden!
Helt sydlandsk er mit Blod - vi gaar mod
Syden.
✂
Venezia! forvitret Marmor - Aske
af Romerglød, som endnu Kinden bruner -
i Vemodssmælten og i Jubel plaske
de langelig henslentrende Laguner;
mit Sind er splittet, jeg vil tage Maske,
vil støje, gætte kaade Hjerters Runer.
Ti Stilheden er Dødens; hér maa
lés - ja!
Hil dig, du gyldne, hvide, blaa Venezia.
✂
Mit Englands Grædeklima! - hvem kan være
sig selv og Næstens Fejl i Taarer bade? . . .
136
Stig i min lette Baad - ro Gondoliere!
og, skønne Maske, lad os være glade.
Men Englands ladies - tal ej om de M . . .!
hver anden skrev sit Liv paa faldne
Blade.
Tal om din Mand, din Beppo, stakkels Fatter!
for jeg har Lyst til Karneval og Latter.
✂
Kom Fornarina, det er kulsort Nat,
og dersom nogen sig i Vejen sætter,
saa sig kun: "Byron har mig Stævne sat,
Lord Byron, engelsk Skjald og Fandens Fætter,
Mand for min Tunika og Eders Hat,
desuden ej ueffen i Stiletter."
Og inden du er færdig, bøjer Karlen sig;
jeg ser hans Buk og slunkne Anbefalen-sig.
✂
Ja her er djævledejligt i Venedig,
ret infernalsk et Kor Bakkanter hviner.
Dog Djævelskab og korte Skørter, véd De,
gør træt som Silkeslæb og Sørgeminer.
Og næppe nok den falske Lyre smed De,
saa skratter deres nye Violiner.
Skrig er for ladies, Grin for Lazzaroner,
men Livet er et Spil af Mellemtoner.
✂
Det kan du ej forstaa, oh Thomas Moore!
rimstærke, brave Digter, som beskrev ham,
og størst din Ven du saa, oh Thomas Moore!
naar Sorg og Lyst romantisk sønderrev ham.
Du traf ham i Venedig: Mand og stor,
højt over alt det smaa, som fordum drev ham,
og fatted ej midt i din Tales Flom
hans lette: "Bliv nu ej poetisk,
Tom!"*