✂
Men hun var gift, Teresa - med den bedste
af gamle Mænd! hvem gør hans Storhed efter:
at skænke selv sin Kone til sin Næste?
Dog flyv kun højt - ved Støv, ved Støv du
hefter;
din Skæbne rider Post med fire Heste,
den naar dig, splitter dine svage Kræfter;
en Dag dit Hjerte hamrer som en Smedje -
- -
- Jeg havde tænkt at skrive en Tragedie.
✂
Ak Blodet gaar tilsidst dog af med Sejren,
den gamle Greve, uglad som
"padrone",
- han vilde ogsaa elskes à la Byron -
fandt paa at flygte med sin egen Kone;
saa, efter nye Scener, ny Belejren,
blev Ægteskabet løst for Pavens Trone,
og Byron og Teresa hented Fred sig
en Stund, til Skæbnen hvisked sit: "Bered
dig!"
✂
Men længe fandt sig Staklen i at nøjes
med Æren: blot saa fin en Ting at eje!
hun tæredes af Savn og skulde føjes,
for ellers var der Graad og Sygeleje.
Ungt Træ skal knejse, og det gamle bøjes;
saa red Lord Byron fro Ravennas Veje
og skrev: "Jeg steges af Kampagnens Hede,
nu plaskede jeg helst i Golfen nede."
✂
Gør denne Golf - Tom Moore! - dig saa
forstemt?
du skærmed helst Lyriken mod Forkølelser
og dadler Byrons kaade Hang til Skæmt
med Hjertets aller inderligste Følelser.
Dog Reaktion behøves, naar for slemt
vi dukkedes i skønne Oversølelser.
Lidt Spot forfrisker os vor Helligdom
ved sin Kontrast - "Bliv ej poetisk,
Tom!"
✂
Dér red han tit langs Bredderne af Po,
naar Solen flagred mat - imod den Time,
da Myggedansen summer os til Ro,
mens Skygger Lag for Lag om Vejen stime.
Her kommer Naaleskoven - her en Bro,
derpaa han skimter Havets sølvblaa Strime.
Og dér staar En og stirrer langt
her henad,
mens alle Hunde glammer i Ravenna.
✂
Aah disse Nætter, Dage! da vor Ungdom
en Gang sin rette, sarte Majdrøm kender,
da vi skød langt forbi det svage Punkt: - om
den ene isner, naar den anden brænder;
vi aander let, og intet ta'r vi tungt om,
og hvad vi naa'r blir Guld i vore Hænder.
I smidig Leg, til vor Venindes
"Amen",
vi kunde tømre Verdensvraget sammen.
✂
"Sorg var hans Storhed" -
ja tilforn! den styrter
for Klangen af hans evigunge Latter.
"Men nu - gem eders Laurer, eders
Myrter!
træt af mig selv, én Ære kun jeg skatter:
at lette Jordens svage Sønners Byrder
og blive elsket af en Jordens Datter.
Og dør jeg snart, jeg er dog ufortrøden:
jeg elsked Livet, uden Had til Døden."
✂
"Jeg kendte Londons Regn, Venedigs Sommer,
og Balsamro Ravennas Lunde bød;
jeg nynned Vers, som Lurer og som Trommer,
der skræmmed Konger, tændte Folk i Glød.
Hvad er der mere? se, din Time kommer,
lad Hellas' Frihed faa din stolte Død.
Søg som Soldat din Grav - det er dig bedst
-
og vælg din sidste Jord - og tag din
Rest!"
✂
Hellas laa splittet, da han steg i Land,
en Helt for Græker, skønt de voldte Nød ham,
med Sydbo-Ild og brittekold Forstand
han greb sit Spil, de knurred, men de lød ham.
Og Folket jubled mod "den ædle
Mand"
- til Feberen i Missolonghi brød ham.
Græd nu, Hellener, langs det vinblaa Hav,
strø Blomster, græske Piger, paa hans Grav.
✂
Saa glatted Døden da de spændte Bryn,
et Kain paa Trods var deres Adelsmærke;
saa brast de engleskønne Øjnes Syn,
og Jorden tog igen den jordisk-stærke.
Var han sig selv? med djærve
Tankers Lyn
han var sig selv bekendt
- trods alle Klerke;
en Mand, en Helt, plastisk med frie Arme,
helt Menneske i Lidelse og Varme.
✂
Og Døden førte ham til deres
Rige,
som evige i Slægtens Tanker bo,
hvor ogsaa hans Teresa, stakkels Pige,
da dog de hørte sammen disse to,
vil sé en Dør paa Klem og ind sig snige
og elske ham, som før, bestandig tro,
hun, som i Viddets salte Havbris
gød
sin Duft af Land, sin fine Morgenglød.