↩ Hvordan reagerede da offentligheden, da bogen udkom den 24.4.1912? Nordisk - i hvert fald dansk - Erobring kan man godt tale om; den rette Adresse synes mere tvivlsom. Helge Rode lagde ud med en stor anmeldelse i Lolland-Falsters Folketidende 11. og 12.5.1912, optrykt i Illustreret Tidende 12.5. 1912. Han indleder med at konstatere, at der af den unge elskværdige Faun, der gnaskede Druer, og nappede Blade og Blomster fra alle Slags Træer og Buske nu ogsaa er blevet en Vismand. SC har rejst et lyrisk Monument, der vil blive staaende ved Siden af de ypperste i vor Litteratur. Dernæst vover han den påstand - apropos Stamtavle - at ikke Heine, men Byron har været SC's far og læremester. Heine kunne være pathetisk, SC er det næsten aldrig (. . .) Derfor fremtræder de høje Guder hos ham kun sjælden i deres fulde Vælde; Amoriner og Fauner løber jo ud og ind imellem deres Ben, naar de vil rejse sig. Byron nærede f. eks. en vis grandseigneur Ringeagt for Rimet og "Metieret" i det Hele taget. Men hvad der kan virke tilfældigt og skødesløst hos ham er blevet til bevidst Kunst hos SC, på den måde, at han rendyrker den overraskende Vending og det forbavsende Rim (. . .) mere end Rytmen. Alligevel forsynder digteren sig undertiden også på disse områder med den Fare (. . .), at han nu og da er dunkel. Det gælder først og fremmest I Løvens Tegn, der bliver indgående dissekeret og forklaret, det gælder andre, men via de kostelige Skæmtedigte (afsnit V), der er rige paa Overraskelser, paa Fyndord, brogede Indfald og snurrigt Dybsind, når HR frem til en slags bestemmelse af SC's poesi, der er bleven stadig mere gennemtrængt af Aand (. . .) det aabne Sinds frie Religion. Byron forlades til fordel for Shelley, hvis dybe og anelsesfulde Pantheisme er falden som Foraarsregn paa hans Hjerte, f. eks. i Vaaren og Træet. Af faunen er der således blevet en Vismand, der blidt og kærligt kan skrive om de nu døde venner: Ingeborg Stuckenberg 157 og Herman Bang. Han kender nu Livets lange Narretog grundigt nok, han har set ned i Afgrundene, følt Kulden og de onde Øjne (. . .) Men Smilet har sejret. Solen er god. Og hensat i denne forhaabningsfuld[e] Stemning og glæde slutter anmelderen.