↩

Kjøbenhavnske Minder

✂ O I grønne Bastioner,
Hvor den unge Martsviol
Stod ved Siden af Kanoner
I den friske Morgensol!

✂ Marmorkirke, taus og eensom,
Ufuldført, musgroet og huul,
I hvis Helgennische Drengen,
Halv med Gysen, leged Skjul!

✂ Hallandsaas, hvor jeg med Hurra,
Royalistisk nok, sprang om,
Naar, med mange røde Fakler,
Kongen fra Comedie kom!

✂ Gammelholm, hvor jeg Bekjendtskab
Gjorde med den Bølgetop,
Paa hvis Ryg den danske Flaade
Ligger for at raadne op.

✂ O I blanke Spiir og Taarne,
Hvor, høit over Gadens Støi,
Alle mine Ungdomsdrømme
Med de hvide Duer fløi!

✂ Snevre, steile Trappegange,
Med den danske Digtekonst
Under Taget, og forneden
Kjelderhalsens Pøbeldunst!

✂ O I matbelyste Hjørner,
Hvor min uerfarne Sjæl
Mangen Skjønhed under Kysen
Kikked ved en Lygtepæl!

221

✂ O du gamle Kongens Have!
Med din Buegang saa bred,
Hvor, som Herkules med Løven,
Konsten med Naturen stred!

✂ Rundetaarn, hvorfra jeg skued
Byens Tage, Rødt og Graat -
Hvor kun Himlen var det Store,
Og alt Andet var saa smaat.

✂ Pfenighausen, Pfenighausen!
Fra din Samling en Bandit
Koronato, brun og fidtet,
Gav min Sjæl romantisk Snit.

✂ O Charlottenborg med Salen
Gibsopfyldt og pittoresk!
Din Laokoon mig hvidsked
Førstegang et Par Ord Græsk!

✂ O Theatrets lyse Runddeel
Med din Loge smal og heed!
Femaarsbarn sad jeg deroppe,
Kjeded mig, og - spytted ned.

✂ Hospitalets sorte Gitter!
Ha, en Stank af Dyvelsdræk!
Laasen klirrer, Hængslet skriger,
Bærebøren kommer - væk!

✂ Og dog kan jeg ei løsrives -
Lindetræ med Bænken lav!
Hvor min Fader i det Grønne
Døende mig Haanden gav!

✂ Janitscharmusik ved Vagten!
Ak, som denne Amme her
222 Tysser paa sin Glut med Ranglen,
Støied du for Folket der!

✂ Høresalens sorte Tavle!
Circler, Vinkler, Kragetær,
Naar jeg stirred, blev til lutter
Englehoeder - et især!

✂ Kaffehuse og Aviser,
Politik og Snuustobak,
Til Avisen nu som dengang
Hørte Kage, hørte Snak

✂ Nørrefælled, hvor du ryster!
Sælgekoner staae for Skud
Stort i Holger Danskes Briller
Tog sig Kongens Livcorps ud

✂ Prægtig steg min hvide Drage
Høit mod Blæsten stod den fast -
Gjødvad holder ikke bedre
Paa sit Blad, mod Vindens Kast.

✂ Mig betager Hjertets Veemod
Spot og Spøg forslaae kun lidt -
Gamle Minder, gamle Vunder
Springe op, og bløde tidt

✂ Gjem du dette Blad, Veninde,
For Din Stambog blot bestemt -
Ak i Kjøbenhavn har Alle,
Alle Venner snart mig glemt.